Noget om Tagrender.

Indsendt.

Ved husene i flere byer er det almindeligt at tagrenderne som løber langs ned ad muren på huset, er ved enden forsynet med en udstående tud som i regnvejr ganske overskyller de forbigående, hvilket er i særdeleshed for fruentimmer som for det meste går med sko, meget ubehageligt. Man tager sig derfor den frihed at forespørge om tuden på tagrenderne ikke kan anbringes på nogen anden måde end at den skal være udad og overskylle forbigående. Indsenderen synes nemlig at tuden kunne omdrejes tæt ind til muren, og for at regnen ikke skulle fordærve muren, kunne den beslås med et stykke blik eller bræt som kunne males med samme farve som huset havde, eller måske var det bedre når tagrenderne gik lige ned til fortovet.

(Politivennen Nr. 1546, Onsdagen den 11 Juni 1845, s. 358-359)

Om at bære paa Fortougene.

Ved politiplakat af 14. feb. 1810 bestemtes den såkaldte fortovsret for gående, hvorved de før så ofte indfaldende barnagtige tvistigheder om hvem der skulle vige, og som ikke sjældent udartede til voldsomheder, lidt efter lift forsvandt, og nu næsten ikke høres mere. Ved samme plakat blev ældre politiforbud mod at bære og hvile med byrder på fortovene tillige gentaget.

Slagtersvende og drenge bliver derimod ved med at bære på fortovene: kød og blodige huder, sælgerkonerne deres kurve, sjoverne deres flæskesider og håndværksdrengene deres byrder, og alle gør det med en dristighed og en tryghed som om ingen lov var dem imod. Gives der engang en enkelt som har det mod at bede disse folk om at gå ud på gaden, møder han enten grovhed eller bliver frækt ud, leet, og dette gør at alle tier og forlader fortovet som dog egentlig er bestemt for dem. Anm. heraf er fuldkommen overbevist om at enhver som således uberettiget bærer på fortovene, vil blive straffet i overensstemmelse med anordningerne når han kun bliver angivet, men der gives så få som enten har lyst eller lejlighed til det, eller ved hvorledes han rettest har at forholde sig derved. For det anstændige og velklædte fruentimmer som egentlig mest lider ved bæren med smudsige ting for fortovene fordi hun i proper beklædning og med tyndt skotøj ofte i en hast nødes til at søge den skidne gade, er det næsten en umulighed. Skønt den her anmeldte selvrådige opførsel hos bærende ikke hører til politidirektørens allervigtigste embedssorger, så er den dog heller ikke uvigtig, og derfor både ønskes og håbes det at der må blive sat vedbørlige grænser for den. Det håbes med så megen mere grund som politidirektøren altid har vist at han besidder ikke alene midler, men også klogskab til at anvende disse for at få de love efterlevet som han fundet sig beføjet til at give.

(Politivennen Nr. 1559, Fredagen den 16 Mai 1845, s. 300-301)

En farlig Kjelderhule i Magstræde.

I Magstræde nr. 24 findes en luge som ofte bliver åbnet, og hvorved åbnes adgang for folk der har lyst til at fald en 4 eller 5 alen og brække et ben eller andre lemmer. Den åbning som er tilvejebragt ved lugens oplukning, optager næsten hele fortovet, så man for at undgå faren her nødvendigvis må gå ud midt på gaden. Indsenderen troede først at det var et brat nedgående underjordisk hul. Ved nærmere beskuelse opdagede han imidlertid en trappe, men som så temmelig nær dannede en ret vinkel med jorden, hvorfor man vel til forskel fra andre kælderhalse passende kan benævne den omtale åbning en kælderhule. Da der nu intet rækværk eller noget som helst afvisende tegn findes anbragt på dette sted, ville ulykkelige hændelser næppe udeblive hvis nævnte hule for fremtiden skal stå åben. Og man må derfor bede ejeren om at gøre det fornødne, politiet om at sørge for at samme ikke bliver åbnet som hidtil. Kælderen benyttes til brænde, og der kommer vel kun lidt lysning ind gennem et lavt vindue. Men hvis det er tilfældet, burde ejeren hellere bekoste vinduet forandret eller anbragt et nyt vindue end tilvejebringe en lysning hvorved den almindelige sikkerhed kommer i fare.

(Politivennen nr. 1309, Løverdagen, den 30te Januar 1841. Side 75-76).  

Redacteurens Anmærkning

Magstræde 24 blev i 1856 delt i A og B. A blev i 1856 til Nybrogade 24 B, I 1859 Nybrogade 32. B blev i 1859 til Magstræde 19, 1919 til Magstræde 17-19, Nybrogade 30. Magstræde 23 er tidligere omtalt i forbindelse med en dansebod.

Fornødent Vink til Politiet.

Påfaldende, ja harmvækkede er det for beboerne i Amagergade på Christianshavn at den allerede en gang før offentligt påankede, fast nedrammede bænk som er anbragt på fortovet udenfor gården nr. 320 i den gade, til dato endu står urokket på sit sted, og at gårdens ejer således tør overtræde en politianordning som forbyder at hensætte noget på fortovene til hinder for passagen. Politiplakaten af 6. juni 1817 hvorved de ældre anordninger især plakat 3. april 1769 og 4. maj 1772, bragtes på ny i erindring, siger nemlig: "Ingen er berettiget til på nogen måde at gøre anden brug af fortovene end den der er uadskillige fra gåendes passage. For det er aldeles urigtigt når nogle gård- og husejere mener at have ret til at bruge fortovet udenfor deres gåde og huse, eller tillade andre at nytte samme. Når altså noget, hvilket som helst, hensættes af hvem det end måtte være, udenfor gårdens eller husets grundlinje, strider sådant imod lovene, og vedkommende vil derfor blive anset med mulkt efter omstændigheder." Da endvidere i samme plakat enhver som bemærker sådanne uordener anmodes om at bidrage til at de skyldige kan blive draget til ansvar ved at anmelde enten skriftligt eller mundtlig for politiet den antrufne uorden, så anser referenten det for pligt vedbørlig at gøre vort årvågne politi opmærksom på oven nævnte bænk som på et meget smalt fortov i en temmelig snæver gade er til stor hinder for fodgængerne.

(Politivennen nr. 976. Løverdagen den 13de September 1834, s. 647-648).

Redacteurens Anmærkning.

Amagergade 320 er nutiden Amagergade nr. 7 og 11. Opført mellem 1752 og 1766. Det er kendt fra Huset på Christianshavn.

Nogle Spørgsmaale angaaende Vesterbro.

Den evindelige talen om forandringen med Vesterbros fortove og gade har vakt opmærksomheden, og skønt ordsproget vel siger at en tosse kan spørge om mere end 10 kloge kan svar på, mener indsenderen dog at enhver spørger ikke kvalificerer sig til navnet tosse, og at de spørgsmål indsenderen her vil fremsætte, ikke vil blive for vanskelige at besvare enten for eller imod.

Man taler om et fortov nærmest bygningerne på begge sider, 4 alen bredt, udenfor dette en makadamiseret vej af samme bredde, derefter en rendesten og til slutning en alle af træerr - Er dette sandt, leder det meget naturligt til følgende spørgsmål:

1) Er Vesterbro en gade i Københavns vestre forstad og regne denne til stadens territorium, jurisdiktion og kommuneindretning, hvorfor skal da denne belemres med træer som ville danne en allestump der dog ikke kan fortsættes i lige linje med landevejens?

2) Vil ikke en sådan alle give en fugtig og skiden gade i stedet for den rene som haves allerede? Må den ikke blive ubehagelig for de husejere hvis bygninger nu har en skøn fri udsigt som forhøjer deres værdi?

3) Vil ikke gaden selv som egentlig er en landevej, ved dette anlæg tabe fortrinnet af en allevegne tilstrækkelig bredde, og det endog i den grad at den på nogle steder må blive ffor smal til tre vognes passage uden vanskelighed?

4) Vil ikke denne snæverhed meget forøges derved at de fleste beboeres håndteringer gør det nødvendigt for bøndervogne og andre til forskellige tider på dagen at holde udenfor de gårde hvor de enten har varer at afhænde eller afhente. Udenfor alleen ville de ikke kunne holde. For derved hindredes de gående og indenfor den måtte de være i vejen for de kørende, når flere på en gang mødte hverandre. Hvorfor skal Vesterbro uden nødvendighed blive en Frederiksberggade hvor de passerende vogne ofte hindres fra at komme frem?

5) Skal fortovet som man siger, omlægges med de samme små toppede sten hvoraf det nu består, vil ikke da den daglige nødvendige fejen snart bortføre det sand som i begyndelsen skjuler toppene og spidserne, og således meget snart efterlade en lige så beklagelsesværdig brolægning som den nærværende?

6) Hvis rendestenen lægges imellem fortovet og grusvejen, ville den ikke da hindre de gående ligesom også dens rensning blive besværligere med hensyn til fjernelsen af det oprensede, især om vinteren? Lægges den imellem grusvejen og alleen, må den ikke da gøre det nødvendigt at sætte træerne længere inde på gaden og således forsnævre denne endnu mere da træerne måtte beskyttes på den modsatte side for de kørende?

7) Vil man endog antage at synet af en sådan vej virkelig blev smukkere og tillige gav skygge for den spadserende mængde hvis tarv man vel især sigter til, hvor vil da denne herlighed tabe meget af sin værd så længe man er nødt til at beholde de blodige og om sommeren så stinnkende rendesten"

8) Hvis forandringen skal foretages, må da ridende personer benytte grusvejen?

(Politivennen Tillæg til nr. 851, Løverdagen den 21de April 1832, s. 253-256)

F. Lund: Vesterbro 1835. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Stedet er ikke angivet, men det kan være omkring Vesterbro Torv set ud af byen. 

Vogt Dig for Vandrenden i Kannikestrædet.

Indsenderen heraf tillader sig at gøre vedkommende opmærksom på den forhøjning som findes på fliserne udenfor nr. 31 i Store Kannikestræde og som skal tjene til at aflede vandet fra tagrende samme sted. Fra den østlige side hæver denne anstødssten sig vel et halv kvarter over den hosliggende flise, dette i forbindelse med skyggen af lygten på gården nr. 32 som just helt ubelejligt falder på denne forhøjning som ikke her har gjort ubehagelige erfaringer og derved er blevet forsigtigere at undgå enten at falde på næsen eller svæve i fare derfor.

(Politivennen nr. 827, Løverdagen den 5te November 1831, s. side 774)

Redacteurens Anmærkning.

Store Kannikestræde 31 er nutidens nr. 7. Huset er fra 1730 og ombygget mellem 1833 og 1865. Nr. 32 er nutidens Store Kannikestræde 9 Skindergade 10. Det er fra 1702-05 og ombygget 1728.

En Taksigelses og en ydmyg Bøn til Jernhandleren i Knabrostræde.

Efter at anmelderen i nr. 811 af dette blad havde taget sig den frihed at anmode Deres velædelhed om mindre frit at benytte gaden til udstilling af Deres handelsvarer *), glædedes han ved at se hvorledes De, med godhedsfuldt hensyn til denne anmodning, i 8 samfulde dage meget sparsommere benyttede den omtalte plads, til hvilken De formodentlig dog har en ved langvarig benyttelse hævdet brugsret. Og han har derved den ære at yde Dem fortjent taksigelse for den opmærksomhed De således værdigede hans vist ikke ubeskedne forlangende. Men ved samme lejlighed kan anmelderen som ser at De atter, formodentlig fordi Deres handel ikke tålte en sådan indskrænkning, har været nødt til at lade Deres jernkram og øvrige skramlerier indtage den gamle plads, ikke undlade at besvære med den ydmyge bøn at den gamle av som er ophængt på muren over Deres velædelheds bopæl måtte fremtidigt ophænges således at den ikke viser tænder ud mod gaden, men at disse vendes ind mod muren. Anmelderen så forleden dag at en dame som veg af vejen for en gammel fattig kone, nærved havde fået ansigtet forrevet på dette fæle tændervisende instrument, men dog slap med at få en rift i sløret, og vover derfor at håbe at Deres velædelhed vil tage denne ydmyge begæring i  gunstig overvejelser, og efter omstændigheder forunde den bønhørelse. I hvilket håb endnu mere bestyrkes af den overbevisning at De herved ikke lider nogen indskrænkning i Deres lovlige handel om hvis lykkelige fortsættelse i mange år altid skal ske forbønner.

Af Deres velædelheds ærbødigste tjener
f. A...n.

*) På Nørregade, men især i Kompagnistræde ud for nr. 52 findes især ved smukt vejr, lignende opstablinger over rendestenen.

(Politivennen nr. 822, Løverdagen den 1ste October 1831, s. 678-679)

Uorden paa Droschernes Holdepladse.

På de holdepladser der er anvist droskerne, finder en uorden sted som man håber kun behøver at påpeges for at fjernes af de ansvarlige. Ved disse vogne hensættes nemlig sædvanligvis en krybbe af omtrent en mands halve højde for deraf at fodre hestene hvilket måske kan være fordelagtigere end brugen af sædvanlige muleposer. Men for at opnå en sådan fordel, bør vel næppe forgængernes lemmer og muligvis liv udsættes for fare. Og dog er dette virkelig tilfældet. For når nævnte vogne forlader holdepladsen for at køre en tur, bliver krybberne stående og er da meget farlige for enhver fodgænger der ikke er skarpsynet nok til at blive opmærksom på dem på mørke aftner som er den tid på hvilken droskerne især i dårligt vejr, hyppigst benyttes og krybberne altså står alene tilbage.

Anmelderen har således flere aftner når aldeles ingen vogn var på stedet, fundet en sådan ḱrybbe hen sat ved fortovet udenfor forrige Raus gård på Kongens Nytorv. Han var den første gang nær ved at gøre et farligt fald over denne kasse som da stod oprejst. En anden gang slap han med at snuble over den da den lå på jorden, med fødderne i vejret. På dette sted hvor så mange, barn, mand olding har vandret uden at træffe på sådanne snarer, er det højst uventet at finde dem nu da København med hensyn til orden står langt over de fleste hovedstæder.

(Politivennen nr. 728, Løverdagen den 12te December 1829, s. 803-805)

Farlige Smedesvende eller Smededrenge i Adelgaden Nr. 236.

Lørdag den 26. i forrige måned omtrent klokken halv ni om aftenen gik indsenderen gennem Adelgade. Men måtte pludselig standse uden for nævnte sted da hans vens karl der just passerede forbi samme hus, uden mindste skyld fra hans side blev overfaldet af nævnte smedesvende. Ved anmodning om at få fri passage som den der havde fortovsretten, blev han af disse slået i ansigtet så voldsomt at blodet styrtede ud af hans næse og mund. Indsenderen anmoder derfor indstændigt vedkommende smed at han vil pålægge sine kåde svende eller drenge at holde sig fra sådan voldsom adfærd hvis han ikke vil pådrage sig ubehageligheder.

(Politivennen nr. 719, Løverdagen den 10de Oktober 1829, s. 662-663)

Redacteurens Anmærkning

Adelgade 236 blev 1859 til Adelgade 66. Nummeret eksisterer ikke længere.

Ønsker paa Nørrebro.

1) Det fortov som for en del år siden blev lagt på Nørrebro fra hjørnet af Blegdamsvej forbi Blågård til vejen der fører til den mosaiske kirkegård, var og er til megen nytte for fodgængere, men ville blive det endnu mere når det blev helt igennem stampet. For stenene i det er så ujævne og spidse opstående at det volder en meget ubehageligt fornemmelse at betræde dem når man ikke kan holde sig til fliserækken. Det har nu været i en så ubekvem tilstand i mange år, men kunne vist med et ringe arbejde afhjælpes hvorved vedkommende vile gøre sig de der besøger Nørrebro, og det derboende publikum meget forbundet.

2) Anmelderen heraf og flere venter at når teatret på Nørrebro i henseende til det omgivelser bliver komplet færdigt og det interimistiske plankeværk mv. borttaget, at der da om ikke før, sørges for en ordentlig brolægning som kan føre ind i bygningen. For et skammeligt søle har man måttet vade i, fx i afvigte efterår og altid når vejrliget ikke er tørt. Og at altså også stykket af jordvejen fra Nørrebros stenbro til træbroen der fører over grøften, brolægges. Dette kunne dagligt fodgængere hvis vej falder forbi Blågård, allerede rimeligvis have fordret, på grund af det uføre man ved denne indkørsel som den nu er, undertiden må vade over. For hvis fordring har vel her største grund, sidstnævnte fodgængeres eller det publikum der besøger teatret.

Skønt man formodede at denne træbro kun var interimistisk, må det modsatte næsten nu antages, eftersom der for enderne af dens rækværk er oprejst 2 store piller hvorpå i et par dage var anbrabt lygter, men som senere kun har tjent til at opslå plakater på. Uden hensyn til i hvilket tilsigtet øjemed pillerne er anbragt der, kan der rimeligvis føres anke over dem. For der er så lidt taget hensyn til at jordvejen egentlig er for fodgængere at man har tilladt sig at oprejse dem således at de står henimod 5/4 alen ind på jordvejen. Da man altså anser dette som et indgreb i det offentliges ejendomsret, og da fodgængere som passerer denne vej, især på mørke aftner, risikerer at få ansigt og lemmer forstødt på disse piller, venter man dem snarest muligt borttaget og rækværket forkortet inden dets behørige grænser. Ligesom også såfremt der fremdeles skal blive indkørsel over træbroen, at i det mindste det omtalte stykke af jordvejen brolægges.

(Politivennen nr. 700, Løverdagen den 30te Mai 1829, s. 361-364)

Om Pidskeknald af Drenge.

I en så usædvanlig snevinter som denne er det ikke at undres over at kanefartelskerne jo vil nyde den fornøjelse denne kørsel afgiver. At dertil bestandigt er en knaldepisk nødvendig, er en gammel skik, og måske nødvendig for at opmuntre hestene og oplive gemytterne når kun disse piskesnerte ikke er af den længde at en stakkels fortovsgænger kan få et drag over næse og øjne. Men det er vel højst utilladeligt at enhver omløbende dreng må have en knaldepisk således som mangfoldige gadedrenge denne vinter har haft. Man beder politiet uden skånsel at borttage disse. Den skade de forårsager, er let at indse, de gør heste løbske, og passagen usikker både på gade og fortov, for ikke at tale om hvor skadeligt det er at give børn piske i hænde der indbyder så stærkt til tyranni. Men denne moralske hensigt er vel for dyb for detteblad og dets læsere.

Man anmoder derfor at piskene uden barmhjertighed må tages fra pogene, for mange gange står en pog ubevægelig på et sted og smækker uafladeligt, i stedet for en forbifarende kanejunker kun smækker en gang og derpå kører sin tur.

Det var tillige at ønske at piskesnertene måtte være af et vist mål. For så store som de nnu findes, kan ingen mand på en gade være sikker for dem.

(Politivennen nr. 685, Løverdagen den 14de Februar 1829, s. 102-103)

Vesterbroes Fortouge.

På et tidspunkt hvor brolægningen i København og især fortovenes er genstand for særdeles megen opmærksomhed, synes det besynderligt at Vesterbros fortove endnu kan være i så yderst dårlig forfatning at de som passage for fodgængere næsten er ubrugelige. Om sommeren når de er glatte, er de farlige fordi de ligger uordentligt og skrå, og de åbne rendestene medfører stank og ækelhed, og om vinteren står der udenfor de fleste porte sådanne vandskader, og i frost sådanne forhøjninger af is at passage er umulig. Brolægningen selv er af små toppede sten og yderst ubekvem.

Fortovene ligger endnu helt som de var før branden 1807 hvoraf følger at der på den strækning fra konsumptionsboden indtil jernporten er ikke mindre end 19 overkørsler til porte som nu til dels efter de nye bygningers opførelse enten slet ikke er til, eller kun er slagterporte uden indkørsel. Til eksempel udenfor nr. 6 og nr. 15 ses for hver af disse gårde tre overkørsler, nemlig to blinde, der støder lige på husenes vinduer, og en åben til brug. Der er alene for disse to gårde fire utilbørlige afbrydelser af fortovet.

Årsagen til den slette tilstand af disse fortove der dog som spadserevej om sommeren kan frembyde yderlig bekvemmelighed, ligger vist nok deri at de anses at tilhøre husejerne der selv skal holde dem vedlige og derfor ikke betaler brolægningsskat.

Fortovene står således ikke under brolægningsvæsnets forsorg. Men det er ikke rigtigt at ejerne er fri både for skat og for at skaffe anstændige, endsige gode fortove. Og det er aldrig godt at det offentliges vel beror på privat mands interesse. Det offentlige kan endog have megen anledning til at overse med en privat mand og skåne ham for bekostning for hvilken det ikke ville skåne sig selv.

Ved fortovenes ordentlige indretning med indsatte og bedækkede rendestene bortfaldt af sig selv alle de uordener med vandskader, skarn og blod fra slagterierne som den nuværende indretning uundgåeligt medfører.

Det er vel en vanskelighed at nogle, dog kun få af gårdsrummene ligger lavere end gaden. Men bedækkede rendestene kunne være lige så dybe som de nuværende åbne. Og om vinteren når vandet ikke kan afløbe frit på grund af is tilkommer det i alt fald gårdsrummets ejer selv at bære ulejligheden deraf inde i gården og ikke at besvære fodgængerne med det ved at stemme det op udenfor gården, endog ved ordentlige dæmninger af gødning.

Af og hvorledes ordentlige fortove kan indrettes når ejerne vil eller de tvinges dertil, kan ses udenfor jernstøberiet og apoteket og nogle flere andre steder, og bekostningen på omlægning af det hele fortov vil være meget ubetydelig. For de vandurstene som nu er anvendt til den helt unødvendige indfatning af alle indkørslerne, vil rundeligt tilstrække til at indfatte alle rendestene og at udlægge fortovet selv i lige flugt. Det blev således kun arbejdsløn og nogle læs fyldning samt dækkebrætter som skulle bekostes.

Det synes rigtigst at Vesterbros fortove kom til at stå under den samme autoritet som gadens kørebro og at følgelig husejerne betalte brolægningsskat. Men ifald noget er til hinder mod det er det vel politivæsnet til hvilket fodgængerne må rette deres ønsker.

(Politivennen nr. 674, Løverdagen den 29de November 1828, s. 793-797)

Tjenestepigers Uforskammethed.

I forordningen af 14. februar 1810 er fastsat at ingen må bære eller hvile med byrder på fortovene. Ikke desto mindre ser man dagligt at enhver der har byrder at bære, benytter fortovene til det, men ingen med mere uforskammethed end tjenestepiger når de om formiddagen går til eller fra torvene med deres torvekurve.

Således kom en pige den 6. i denne måned om formiddagen i Vimmelskaftet med sin kurv på fortovet og mødte en dame som endog havde fortovsret, men gik af vejen da hun så at pigen havde en temmelig stor byrde at bære. Denne der ikke ville give sine medsøstre noget efter i uforskammethed, svingede med sin kurv hen i damens slør så det blev revet i stykker og gik sin vej uden at sige undskyld.

Det synes som om vores ellers så årvågne politi helt ser gennem fingre med ovennævnte lovbud, og dog ville det vist være almenheden kært at se samme mere overholdt da det er meget ubehageligt især for damer ikke at kunne gå sikkert på fortovet for sådanne uforskammede.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 757-758)

Ønske fra det gaaende Publicum i store Kongensgade.

Nu denne gade er under reparation, ville vist mange takke de høje vedkommende om lygtepælene udenfor nr. 45 måtte blive flyttet udenfor fortovsfliserne da 2 skilderhus og 2 skildvagter desuden kan betage fortovet aldeles for fodgængerne, og man alene har skildvagternes godhed at takke for at man kan komme imellem skilderhusene og lygtepælene.

Hvorvidt det desuden er rigtigt at enhver kan og må go skildvagterne lige på livet, om det skal passere dette fortov, indstilles til nøjere overvejelse.

Da denne flytning af lygtepæle er foregået flere steder i byen, så at fortovsfliserne er blevet fri, kan man ikke tvivle på at dette ønske bliver opfyldt så meget mere som gaden er brede nok, om endog nævnte pæle bliver flyttet udenfor rendestenen, hvilken ville være det mest passende sted, især da lygter som blev anbragt der, ville når de var tændt, være et varsko for fodgængerne for hvis sikkerhed og bekvemmelighed man ofte har ryddet langt betydeligere hindringer af vejen.

Et lignende ønske fremsættes med hensyn til de 2 lygtepæle der findes længere nede i samme gade, udenfor de herrer Watt & Gordons gård.

(Politivennen nr. 644, Løverdagen den 3die Maj 1828, s.288-289).

Kudsk! vogt dig for det slemme Hjørne!

Når man kommer kørende fra Lavendelstræde og drejer om ad Hestemøllestrædet, er man meget let udsat for at vælte, hvis man ikke har en øvet og meget forsigtig kusk. Årsagen hertil er især at tværrendestenen som løber over Lavendelstræde, er galt anlagt, eller rettere at den nok ikke er blevet omlagt da sidstnævnte gade for flere år tilbage blev brolagt. Den skulle have været rykket 1 til 2 meter tilbage i nævnte gade, og dernæst at rendestensbrættet i nævnte redendestens nuværende forfatning er for kort og ikke dækker den yderste flisesten som desuden ligger i en skrå stilling. Anmelderen som den 17. f. m. så en vogn vælte på nævnte sted, og som af de fra nabolaget kommende personer hørte at dette er sket flere gange, har troet at burde gøre brolægningsvæsnet i særdeleshed og kuskene i almindelighed opmærksomme på dette væltsomme sted.

Da jeg nu således har fundet mig foranlediget til at skrive om brolægningen, jan jeg ikke afholde mig fra at fremsætte en bemærkning om samme, overladende til høje vedkommendes mere indsigtsfuld bedømmelse om de finder den begrundet eller ikke. Efter min mening er det en fejl ved den i sidste tid foretagne brolægning af gaderne her i hovedstaden at fortovet anlægges alt for lavt og kørevejen derimod alt for højt, hvoraf følger at fortovene ved en just ikke meget stærk regn, sættes under vand som ikke få steder stiger til den højde at det løber ned i kældrene og at de når vandet falder igen, findes belagte med det fra rendestenen opskyllede dynd. Formen eller buen af kørevejen burde sikkert være et afsnit af en i forhold til gadens bredde stående cirkel hvis højeste punkt altid lå noget lavere end fortovets lavest.

(Politivennen nr. 566. Løverdagen den 4de November 1826, s. 724-726)

Et Par Ord om Gadefeiningen.

Højstærede hr. udgiver!

Af det i nr. 499 af Deres blad indrykkede stykke "Morgenbetragtninger ved en pibe tobak", erfarer jeg at De velvilligt har optaget nævnte meget velskrevne stykke, der hvis det af rette vedkommende blev taget under overvejelse og bragt til udførelse ville være højst nyttigt og behageligt for enhver i almindelighed og for det laug hvortil jeg hører, i særdeleshed.

Jeg er nemlig slagtermester, og må tilstå at mine varer på fejedagene, uden nogen brøde fra min side, er besudlede af gadestøv, og det blot fordi beboerne i nabolaget ikke vil gøre sig den ulejlighed at bestænke gaden ved vand forinden de begynder fejningen. Besynderligt nok at en så vigtig sag ikke for ængst har tildraget sig vedkommendes opmærksomhed og således foranlediget et almindelig lovbud i så henseende, da flere uden en sådan befaling, allerede  længe har bevist gavnligheden deraf ved at bestænke såvel gaden som fortovet med vand.

Blandt andet har jeg i den senere tid lagt mærke til at sådant er iagttaget udenfor politikammeret og grosserer Suhrs gård på Gammeltorv, udenfor steder nr. 22, 23, 24, 25, 26, 27 og 350 i Gothersgade, samt flere steder på Østergade, hvilket nok så meget beviser vor nyttig en sådan vandstænken er. Ja, endog udenfor byen ser man enkelte af egen drift stænke vand udenfor deres ejendomme. Således har jeg i den senere tid set dette iagttaget udenfor hr. oberstløjtnant v. Kochens sted på Strandvejen og hr. hofleverandør Withs sted på Jagtvej.

(Politivennen nr. 501. Løverdagen den 6te August 1825, s. 9911-9913)

Morgenbetragtninger ved en Pibe Tobak.

Hr. udgiver!

Uagtet jeg ikke er ganske vis i min sag, forekommer det mig dog at der i sin tid gennem Deres blad Politivennen er anket over de støvskyer man om sommeren efter flere dages tørt vejr generes af, samt at der da blev bragt i forslag at vedkommende ejere måtte indskærpes at bestænke fortovene med vand. Et middel hvorved man mente at dette onde bedst og lettest kunne forebygges. Et bidrag henhørende til denne materie tillader jeg mig herved at tilstille Dem med anmodning om at De behageligst ville forunde samme plads i Deres blad hvis De måtte finde at det dertil kvalificerede sig, samt at det ikke optager pladsen for noget bedre og nyttigere.

Da det nemlig er blevet mig en vane at stå tidligt op, og jeg tillige hylder den skik at ryge en morgenpibe for det åbne vindue, har jeg næsten dagligt lejlighed til at se gaderne i mit nabolag blive fejet, og har derfor ofte lagt mærke til de ubehageligheder og den skade denne fejning afstedkommer, især når flere dages indfaldende tørvejr ledsages af blæst. Uagtet jeg selv bor på en temmelig høj anden sals etage, er det mig dog ikke muligt så længe fejningen i nærheden går for sig at have vinduerne åbne, uden at få mine værelser besudlede med et tykt lag gadestøv, og at denne ubehagelighed må være endnu mere trykkende for dem der bor lavere, er vel uden for al tvivl. Fejningen foretages desuden på den tid man i almindelighed gør værelserne rene, ved hvilket arbejde det vel endog på visse tider af året kan blive en nødvendighed at lukke op, for ikke at tale om hvor behageligt det er i morgenstunden at profitere af den friske luft, man på denne måde kan skaffe sig.

Dog er den ubehagelighed jeg her har anført, kun ubetydelig i sammenligning med den skade de ved fejningen forårsagede støvskyer tilføjer de fødevarer der findes i åbne udsalgsboder. Således bor her lige over for mig en slagter der den 18. maj forleden fik den største del af sit kødforråd således besudlet med støv at man ikke uden væmmelse kunne se det ellers renligt og ordentligt behandlede kød, endsige nyde det. Et par af de i nærheden boende kældermænd fortalte mig ved denne lejlighed at deres varer som fløde og mælk ofte var blevet ødelagt af støv.

I den overbevisning at høje vedkommende med velvilje modtager ethvert begrundet forslag der har nytte og god orden til øjemed, vover jeg ærbødigst at ytre det ønske: At det måtte blive vedkommende hus- og grundejere pålagt at bestænke såvel fortovet som gaden med vand forinden der begyndes på fejningen, så at publikum ikke uden nødvendighed skal tilføjes skade. Det apparat man behøvede, ville kun påføre vedkommende en ringe udgift, da en blikkande lig den gartnerne bruger, var alt hvad der krævedes. 

Men ikke alene selve fejning i sådant vejrlig afstedkommer ubehageligheder og skade for beboerne, endog pålæsningen af de sammenfejede bunker har sådant i følge med sig. Især da kuskene næsten altid læsser vognene så fulde at en stor del af skarnet nødvendigvis må spildes inden det kommer til sit bestemmelsessted. Denne ulejlighed formindskes vel i betydelig grad derved at gaderne før fejningen bliver bestænket med vand. Men for endnu mere betrygge vedkommende for skade, kunne man jo også gøre det til en pligt for dem der besørger fejningen at drysse vand på de sammenfejede bunker, noget der meget let kan ske da rendestenene på de fleste steder dertil afgiver behørigt stof. Når det nu tillige blev pålagt kuskene kun at modtage sådanne læs at intet under bortkørslen blev spildt, samt altid at lade det øverste lag bestå af sammenfejede, behørigt vædede bunker, ville man bringe publikum et offer som alle med taknemmelighed ville påskønne, og som ingen - undtagen måske renovationskontrahenterne og deres kuske - ville misbillige. For at give gadekommissærerne en mere udvidet virkekreds, kunne det vel mest passende overdrages dem på visse tider af året at foretage husvisitationer i deres distrikter ved hvilke de strengt skulle påse at vedkommende ejere havde deres kande i behørig stand, noget de vist gerne gjorde uden særskilt betaling, da det jo ville være en grund mere for dem til at opvarte beboerne med nytårsgratulationer.

Højst påfaldende er det at mange gentagne anker uagtet endnu ikke har fundet det passende at pålægge renovationskuskene at være forsynede med en kost, med hvilken de burde sammenfeje hvad de ikke kan opfatte med skovlen. At skarnfjerdingerne blev bestænket med vand forinden de udbragtes til renovationsvognen ville også spare beboerne megen ulejlighed.

(Politivennen nr. 499. Løverdagen den 23de Juli 1825, s. 9867-9872)

Klosterstræde i København. Gaderne er rene og som det ses er mange vinduer uden problemer åbne. Det var ikke tilfældet da denne artikel blev skrevet. Gadebelægningen var marksten, lagt i sand eller grus. Det støv der her er tale om, er resterne af alskens affald: Halm fra senge, hø til heste og køer, efterladenskaber fra heste, hunde, katte, fjerkræ (og mennesker), kalk-og murstensnedfald fra bygninger, fødevarerester og meget mere. Ikke just noget man ønskede at komme i berøring med. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Om Pumper paa Fortougene.

Hr. udgiver!

Da jeg har lagt mærke til hvor særdeles meget godt og nyttigt Deres blad har udrettet, så undrer det mig meget at disse uting af sumpposter som findes uden for adskillige huse her i staden, har undgået Politivennens opmærksomehd. Disse kælderposter spærrer passagen på fortovet og afstedkommer ofte ulempe for svagtsynede og gamle, der tørner mod dem og derved kommer til skade. En sådan pumpe står på Købmagergade, og en ditto i Dronningens Tværgade straks ved hjørnet, og en i Valkendorfsgade. Der findes vist flere i andre gader, men behag selv at se efter, og skriv noget derom for at disse fæle tingester kan komme bort. Sådanne pumper kunne jo placeres inden i gården eller i kælderen, men aldeles ikke på fortovet hvor de spærrer passagen. Derfor væk med dem.

Deres S.

Svar.

Dersom den ærede indsender af ovenstående ville efterse de første årgange af Politivennen, da vil han finde at disse fortrædelige pumper ikke er undgået dens opmærksomhed, men at flere af dem ofte har været påanket. Således stod 2 i Pilestræde uden for nr. 92 og nr. 93, med den ene ende i kælderen, mens den anden ragede frem over fortovet, med hvilket de dannede en vinkel af nogle og fyrre grader. Disse pumper der hindrede al passage, blev flere gange påankede, men kom endelig bort da gaden sidste gang for et par år siden oplagdes, og således er det gået flere. De der endnu står tilbage, vil vist nok ligeledes borttages, efterhånden som gaderne hvori de findes, kommer under reparation.

En anden for fortovspassagen endnu værre indretning er heller ikke glemt at påankes, nemlig jerngelænder på gadedørstrapper hvoraf der før findes mange. For kort tid siden er et sådant borttaget fra hjørnehuset af Klareboderne og Pilestræde, men et findes endnu i Magstræde udenfor nr. 4. Denne sidste gade frembyder ellers skuet af en gammel Københavnsk gade og vidner om hvor lidt man i fordums tid sørgede for fodgængernes bekvemmelighed ved at tillade de usle smalle fortove at optages af udspringende trapper, trappegelændere, skråtliggende kælderlemme osv.

(Politivennen nr. 483. Løverdagen den 2den April 1825, s. 9584)

En farlig Port paa Hjørnet af Adel- og Gothersgaden.

Denne som hører til urtekræmmerens pakhus på nævnte hjørne, er forskellig fra alle andre porte i København deri at den går udad til fortovet, hvilket har den følge at når urtekræmmerens karle indefra med stærk fart støder halvportene op eller trækker dem i, går det især i første tilfælde udover de forbigående som derved får frygtelige puf enten i ansigtet eller på andre legemsdele. Således traf den ene halvpart forrige onsdag en stakkels frugtsommelig kone som gik forbi. Man håber ejeren er så veltænkende på en eller anden måde at forebygge denne farlige ulempe.¨

(Politivennen nr. 459. Løverdagen den 16de October 1824, s. 9214)

Spørgsmaal.

Kunne det ikke forbydes brændeskærere, favnesættere, vognkarle etc. som i store flokke opholder sig i Nyhavn ved Charlottenborg at ulejlige de forbigående med deres vedvarende spørgen om man skal have brænde, vogn mv. For det er vist enhver bekendt hvorhen man kan vende sig for at få sådant, og det er slet ikke behageligt for enhver anden at afgive en tyve svar på lige så mange eller flere unyttige spørgsmål, så meget mere når man derved enten forstyrres i sin tænkning eller i en samtale om andre genstande? Ved samme lejlighed kunne tillige erindres at vognene  samme sted ofte i flere timer holder så nær fortovet at fliserne ikke kan passeres, og om vognene - hvilket undertiden også kan være tilfældet - står i nogenlunde tilbørlig afstand, så opholder dog gerne kusken eller andre af hans bekendte sig på fliserne, således at passagen alligevel er spærret, hvilken uskik synes at kunne hæve at vedkommende betjente som opholder sig i havnen

(Politivennen nr. 445. Løverdagen den 10de Julii 1824, s. 8092-8093)