Opsigtsvækkende Forbud mod Betty Nansen-Teatret. (Efterskrift til Politivennen).

Et Skuespil, Censor finder anstødeligt.

Der er sket noget virkeligt opsigtvækkende i den københavnske Teaterverden, en Begivenhed, der har Krav paa lnteresse, og som vil give Anledning til megen Diskussion, baade mundtlig og skriftlig. Censor, Dr. Norman har nedlagt et kategorisk Forbud mod, at Betty Nansen Teatret opfører sin næste planlagte Forestilling, den tyske Forfatter Walter Hasenclevers Komedie "Ægteskaber stiftet i Himlen".

I korte Træk er Stykket Handling følgende: Tre Afdøde kommer op til Himlen, og paa Magdalene Forbøn faar de Lov til at vende tilbage til Jorden og søge at leve deres Liv om paa en fornuftigere Maade. Men det viser sig, at de begaar akkurat de samme Dumheder igen, som de har g|ort en Gang tidligere.

De to Akter foregaar i Himlen, den ene paa Jorden, de Jordiske Personer er to Mænd og en ung Kvinde, de himmelske er Vorherre, Sct. Peter og Maria Magdalene.

Stykket er opført mange Gange i Tyskland, bl. a. i Berlin hos Reinhardt, men der har været meget kraftig Protest imod del, og det er enkelte Gange kommet til Skandalescener.

Hvad de interesserede Parter mener.

Ude paa Betty Nansen Teatret hersker der selvfølgelig megen Vrede, baade Fruen selv og Henrik Bentzon udtaler sig meget aabenhjertigt, og det er ikke blide Ord. der falder om Censor.

Fru Nansen taler om "den taabelige Censorinstitution" og hævder, at hun nok selv er i Stand til at tage Ansvaret for sine Handlinger. Hun forklarer, at Komedien er et satirisk Udfald imod og Angreb paa det gængse Vanebegreb "Gud", at det er af stor Iiterær Interesse, og et virkeligt kunstværk.

Modparten, Dr. Normann ønsker ikke at udtale sig nærmere, men siger dog: Vorherre optræder I Stykket iført Sportsbenklæder og med Shagpibe. Man kan godt revse, men man skal ikke forarge.

Vi forstaar udmærket godt Fru Nansens Vrede og har al Respekt for hendes kunstneriske Idealer - med sin gode Vilje vil hun næppe forarge, og det kan være meget godt at revse - men .. Selv Solen har sine Pletter, og mon ikke ogsaa selve Fru Nansen kan tage fejl?

Det forekommer os, at Dr. Normanns korte Udtalelser vejer betydeligt tungere, end Fruens Beklagelser og Forsvar. Folks religiøse Begreber skal man nu en Gang respektere, og at ville "revse Vanebegrebet Gud" er en betænkelig Sag, navnlig naar det foregaar paa den Maade, Dr. Normann antyder.

Mon Censor ikke har gjort Fru Nansen en Tjeneste ved at nedlægge sit Forbud?

Fruen erklærer, at hun agter at indanke Forbudet for selve Ministeren - saa nu faar man jo se, hvad han siger til det.

(Aftenbladet (København) 11. oktober 1929).

Censorens forbud blev tiltrådt af justitsminister (radikal) Carl Theodor Zahle (1866-1946), dog ikke uden kommentarer. Han mente ikke at han som justitsminister uden væsentlige grunde kunne gå imod censor, især da det drejede sig om et udenlandsk stykke, men antydede at han måske ville afgøre anderledes hvis det havde været dansk.

I oktober besluttede Studenterforeningens Frie Scene, ledet af Per Knutzon at opføre stykket i Studenterforeningen, hvor det havde premiere 27. november.

Dr. phil J. C. Normann afløste P. A. Rosenberg den 1. april 1929 som censor for teatrene. Han havde iscenesat skuespil både på det Kgl. Teater og Dagmarteatret. Censorerne havde ikke noget kontor, de arbejdede hjemmefra. Han var på daværende tidspunkt 51 år gammel. P. A. Rosenberg indgav sin afskedsbegæring i juli 1928 (han var da 70 år gammel) Efter at have været censor i 20 år. Som afløser var ellers nævnt forfatteren Otto Rung, som også var formand for Teaterrådet.

Censur i Sønderborg. (Efterskrift til Politivennen)

Frit Ordskifte

Haandhæves Censuren forsvarligt?

Vi har modtaget:

Paa Haandværker- og Industriudstillingen i Sønderborg fra 1.-18. Maj dette Aar opførtes der næsten daglig en Revue, der paa Grundlag af sit i moralsk Henseende overmaade daarlige Indhold vakte stor Forargelse.

Jeg fremkom derfor i Dagspressen med en skarp Kritik af Revuen, som havde til Følge, at jeg modtog et Brev fra Hotelejer Bang i Sønderborg, der havde ladet Revuen opføre i sit Restaurationstelt paa Udstillingspladsen. I dette Brev meddelte Bang, at de Sange, som jeg særlig havde paatalt for Deres tvetydighed og Slibrighed, var censurerede af Censor i København. Efter at jeg havde faaet Censors Adresse opspurgt, tilskrev jeg ham følgende:

Hr. Censor P. A. Rosenberg. København.

Ved Haandværker- og Industriudstillingen i Sønderborg fra 1.-18. Maj opførtes der en Revue, i hvilen der blev sunget en Sang, som to Venner af mig, der to Gange var til Stede, har noteret to Vers af. Versene lyder saaledes:

1. Vers:

Jeg er gift, en Hustrus Lod er streng,
Naar min Mand gaar ud om Natten,
Tror De han kommer hjem i Seng?
Naar jeg spørger ham, saa svarer han:

Refrain:

Jeg gør det ikke om jeg faar Penge til,
men saa er der saa mange andre, der vil.

2. Vers:

Jeg elsker Børn, selv har jeg fem,
i Ægteskabet fik jeg dem alle,
Tror De min Mand siger, han er Fader til dem?
Naar jeg spørger ham, saa svarer han:

Refrain:

Jeg gør det ikke, om jeg faar Penge til,
men saa er der saa mange andre, der vil.

I en Artikel i "Sonderburger Zeitung" har jeg omtalt Revuen og betegnet dette Digt som umoralsk, da det omhandlede Horeri og Ægteskabsbrud. I Henhold til denne Artikel i "Sonderburger Zeitung" har Hotelejer  Hoffmann Bang, som lod Revuen opføre i sit Restaurationstelt, tilskrevet mig, at den af mig paatalte Sang, tillige med Revuens andre Sange er censurerede af Censor i København.

Jeg beder godhedsfuldt at ville meddele mig, om det forholder sig saaledes, som Hr.  Hoffmann Bang skriver. Svarporto vedlægges. Ærbødigst

C. Jørgensen, Sognepræst.

Efter nogle Dages Forløb modtog Jeg følgende Svarskrivelse, som jeg med Censor P. A. Rosenbergs Tilladelse meddeler:

Herr Pastor C. Jørgensen!

I Gensvar paa Deres ærede Forespørgsel skal jeg meddele, at den omtalte Vise har været fremlagt til Censur og er tilladt af mig. Hvis man i den Art lette Løjer vil søge Krænkelse af Moralen, kommer man til at forbyde omtrent alle Operetter, tyske, franske, engelske, danske, og de allerfleste Kabaretviser. Det er min Opfattelse, at dette vilde være meget uklogt, og Jeg tvivler om, at slige Narrestreger kan gøre noget Menneske Skade. Med denne Motivering har jeg tilladt Visen.

Deres meget ærbødige
P. A. Rosenberg.

Vi mener, at den Maade, paa hvilken Hr. Censor Rosenberg haandhæver Censuren, staar i en skarp Modsætning til den kristelige Morals Fordringer, og at Smudslitteraturen derved faar Lov til, frit at udbrede sig til stor moralsk Fordærvelse af vide Kredse af vort Folk. Det vilde derfor være ønskeligt, om Censoren fra det Ministerium, hvorunder han sorterer, kunde faa Bemyndigelse til en kraftigere Censur, eller hvis - hvad Censors anførte Brev synes at antyde - han ikke finder et Systemskifte nødvendigt, der da kunde ansættes endnu en Censor, under hvem denne Art af Skriverier kunde sortere. Det maatte da være en Mand, som klart ser den Fare, der truer vor Ungdom gennem Smudslitteraturen. En saadan vil ikke være vanskelig at finde.

Sønderborg, d. 8. Novbr. 1924.
T. Biering, Provst. 
C. Jørgensen, Sognepræst.

(Heimdal 10. november 1924)

10,000 Film har passeret den den danske Censur. (Efterskrift til Politivennen)

Den har nu virket i 10 Aar.

700,000 Meter Film rullet op for Censorerne.

Den ene Censor, Kommunelærer Nicolajsen i sit lille private Biografteater.

Foruden de to Snese offentlige Teatre for Fremvisning af levende Billeder, der nu findes i København, er der endnu et, som ikke er tilgængeligt for Offentligheden, men som dog har kunnet møde med det største og mest udsøgte Program. Og uden Pral kan dette Teater rose sig af, at der her er blevet spillet Film, som intet andet af BilIedteatrene har kunnet møde op med.

Teatret, hvorom Talen er, findes i en stor, moderne Ejendom paa Vestre Boulevard, hvor et Skilt tilkendegiver, at her har Statens Filmcensur til Huse. I Anledning af, at denne Censur nu har virket i 10 Aar, har den ene af Censorerne. Kommunelærer Nicolajsen, udtalt følgende om Censurens Arbejde:

Manden, der har set 10,000 Film.

Den 15. Juli 1913 begyndte Censureringen af de første Film, men det var først fra 1. Januar 1914, at den obligatoriske Censur indførtes, saa vi kan altsaa nu fejre vort 10 Aars Jubilæum. Censuren oprettedes oprindeligt ved en justitsministeriel Bekendtgørelse. Senere lovfæstedes den ved Loven af 17. Marts 1922. Dette har dog ikke bevirket væsentlige Forandringer i vor Arbejdsmetode, idet Reglen stadigt har været og fremdeles er den, at hvad der kan virke forraaende eller paa anden Maade moralsk nedbrydende, man Censuren ikke tillade.

Hvad der kommer indenfor Rammerne,

som jeg her har angivet, maa vi selv afgøre og tage Ansvaret for. Men vi gaar frem paa den Maade, at vi særligt forbyder, hvad der er forraaende eller umoralsk, eller hvad der kan virke forbryderisk instruktivt. Det er de Hovedlinier, vi holder os for Øje. Det er Justitsministeriet, der sammensætter Censuren, og den bestaar af Professor Riis Knudsen, der er udpeget som Æstetiker, og mig som Pædagog, og vi varetager vore specielle Interesser. Der finder dog stadigt Samarbejde Sted, saaledes at den ene kan tilkalde den anden, og kommer der en Film, der er lidt ekstraordinært ved, beses og bedømmes den af os begge. I særlige Tilfælde kan vi endvidere tage Censurens tredie Medlem med paa Raad, det er Kontorchef Jespersen i Justitsministeriet. Paa denne Maade har vi direkte Forbindelse med Ministeriet. Vor Afgørelse kan iøvrigt indankes for Justitsministeriet. Vi har haft ganske enkelte saadanne Tilfælde, men Ministeriet er aldrig gaaet imod Censuren. Gennemsnitlig er det 5 pCt. af de Film, der forevises os, der ikke tillades.

Forbudt for Børn?

- Er det i alle Tilfælde en Følge af Censurens Bedømmelse, naar Teatrene giver en Film Karakteren: Forbudt for Børn?

- Ja, Teatrene kan ikke selv tage Bestemmelse om, at en Film kun maa forevises for Voksne. Naar vi træffer denne Afgørelse, afhænger det af Emnet og Spillemaaden, og ikke altid af selve Handlingen. Det er ikke altid, at en Film forbydes for Børn, fordi den er uartig, altsaa paa Grund af umoralsk Handling, men fordi denne kan glide ind paa Emner, hvor Børn i Kraft af deres manglende Erfaring ikke vil forstaa hele Handlingen. Det kan da virke som en Række forraaende Enkeltheder, hvor Helheden maaske nok for Voksne kan blive et virkeligt Livsbillede.

Et tveægget Sværd.

Vi holder ellers ikke af disse Børneforbud, for det kan blive et tveægget Sværd for Børn og barnlige Sjæle. Et Børneforbud lokker for Børn i 15-Aars Alderen, og de lyver sig ældre for at kunne komme ind og se dette, der er forbudt, og som saa vel ogsaa maa være interessant. Med barnlige Sjæle mener jeg Mennesker, yngre eller ældre, der gaar ind til forestillingen med gale Forudsætninger - de tror, de skal se noget frygteligt - og saa faar de noget forkert ud af deres Indtryk. Det er kun 4-5 pCt. af de foreviste Film, vi forbyder for Børn. Og i Almindelighed holder Teatrene heller ikke af disse Børneforbud.

Det første 10,000 naaet.

Vi har nu til 1 Januar rundet de 10.000 Film, og i de ti Aar er ca 700,000 Meter passeret forbi Censuren. Der har ikke været større Stigning i Filmenes Antal Aar efter Aar, det har i alt væsentligt været det samme Antal gennem Aarene. Det store Antal nye Biografteatre, der er kommet 1 de senere Aar, har ikke spillet nogen Rolle her. Følgen deraf er kun, at en Film nu kan spilles et større Antal Gange, men flere Film bruges der ikke.

- Hvem betaler Censuren?

- Det er Staten, der opretholder den; men Staten har dog Ingen Udgifter ved den. Forholdet er dette, at Filmudlejningsselskaberne betaler 6 Øre pr. løbende Meter for hver Film, der forevises os. Disse Penge faar de igen af Teatrene, og der indkommer paa denne Maade saa store Beløb, at Staten ikke har Udgifter ved Censuren.

(Aftenbladet (København) 5. februar 1924).

Filmcensur varetoges indtil 1913 af den lokale politimyndighed, men overgik derefter til staten. Statens Filmcensur fik sin endelige form med Biografloven af 1938.  Frem til 1960 blev film enten tilladt for alle, forbudt for børn, totalforbudt eller beskåret, oftest pga. voldelige og/eller erotiske scener. I 1969 bortfaldt voksencensuren. Ved Filmloven af 1997 afløstes Statens Filmcensur af Medierådet for børn og unge der vejledende mærker film efter aldersgrupperne 7, 11 og 15 år. Alle film blev tilladt for børn over syv år i følge med en voksen.

Om Anton Nicolaisen, se Historisk-topografisk selskab for Frederiksberg, Henrik Knudsen: Forbudt for Børn! (2007).

Literaten Martin Jørgensen (1849-1917). (Efterskrift til Politivennen).

Annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 1. maj 1884. Annoncen var indrykket i flere hovedstadsblade og landsdækkende aviser. Bogen blev beslaglagt i juni 1885. Han fik efterfølgende en bøde på 200 kr. og 30 dages simpelt fængsel. Ikke desto mindre fandtes annoncer for bogen også i Lolland-Falsters Folketidende 26. november 1886 med variantteksten: "Et livsnydende Individs Historie". Bogen blev konfiskeret og afleveret til Det Kongelige Bibliotek "at indsættes under Laas og Lukke" den 3. december 1887. Begge findes kun på Det Kongelige Bibliotek.

Martin Jørgensens bog "Livsnydelse" handlede bl.a. om en rig enke af en højtstående embedsmand som beretter om sin livslyst, lesbianisme mm. En smagsprøve af bogen: 

"I det jeg satte Glasset fra mig, raabte hun vildt: "Leve - Sanseligheden". I samme Nu kastede hun sin Champagne i Ansigtet paa mig. Jeg blændedes, blev ilde berørt og opbragt over hendes Hensynsløshed og vilde tilkendegive mit Mishag. I Vrede for jeg op, men blev i det samme væltet tilbage paa Chaiselonguen. Hun kastede sig over mig - hendes sitrende Hænder omspændte mit Hoved - hun sugede og slikkede Champagnen bort fra mit Ansigt og min Hals - det overflødige, følte jeg, løb ned paa mit bare Bryst. Hendes lange, prægtige silkebløde Haar, der var sat op i en stor Knude i Nakkes, opløstes og ombølgede vore Hoveder. - Hun gjorde mig til, hvad hun selv var. - To Rovdyr parredes" . 

(Citat fra Mchangama, Stjernfelt: "MEN: Ytringsfrihedens historie i Danmark", s. 562-563.)

Bogen blev beslaglagt og Martin Jørgensen indkasserede en streng Højesteretsdom, en bøde på 200 kr. og 4 ugers simpelt fængsel:

Sagen Nr. 230/1885 *). Højesteretssagfører Lunn Aktor

contra Niels Martin Jørgensen (Def. Højesteretssagf. Bagger).

(Afsagt den 8 December 1885).

En paa et trykt Skrift navngiven Forfatter anset efter Strfl. § 184 paa Grund af den i Skriftet indeholdte Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, uanset at Forfatteren nægtede at have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men paastod ved dette at have villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften.

Kriminal- og Politirettens Dom af 1 August 1885 er saalydende:

Tiltalte Niels Martin Jørgensen, der er født den 4 November 1849 og ved denne Rets Dom af 14 April 1877 anset efter Straffelovens $ 262, 2det Stykke, med simpelt Fængsel i 1 Maaned, tiltales under nærværende Sag i Henhold til Justitsministeriets Resolution af 21 Maj d. A. for Overtrædelse af Straffelovens § 184 og sigtes for at have gjort sig skyldig heri ved Offentliggjørelsen af et i indeværende Aar her i Staden i tvende Leveringer udkommet, 80 Sider stort Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie", hvorpaa som Forfatter er navngivet Martin Jørgensen. Tiltalte har erkjendt, at der ved dette Navn er sigtet til ham, og, idet han iøvrigt ogsaa har vedkjendt sig Forfatterskabet til Skriftet, bærer han saaledes i Medfør af § 3 i Lov om Pressens Brug af 3 Januar 1851 Ansvaret for dettes Indhold. Da Tiltalte nu paa Side 38—42 og 64 - 80 af Skriftet har skildret Sandselighedens Opvaagnen hos unge Mennesker og et vellystigt Fruentimmers kjønslige Udskejelser under en saadan Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, at Skriftet findes at maatte betegnes som utugtigt, og, da det ikke kan fri ham for Strafansvar, at han ikke vil have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men derimod ved dette har villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften en Tendens, der iøvrigt ikke paa nogen kjendelig Maade fremtræder i Skriftets Indhold vil han være at anse efter det ovenanførte Lovbud efter Omstændighederne med en Statskassen tilfaldende Bøde af 200 Kr. eller i Mangel af denne Bodes fulde Betaling inden Exekutionsfristens Udløb med simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos det omhandlede Skrift i Medfør af Straffelovens $ 34 vil blive at konfiskere.

Thi kjendes for Ret: Tiltalte Niels Martin Jørgensen bør til Statskassen bøde 200 Kr., eller, saafremt denne Bøde ikke fuldt betales, hensættes i simpelt Fængsel i 4 Uger. Saa bør og det ovenomhandlede Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie af Martin Jørgensen", konfiskeres, og Tiltalte udrede Aktionens Omkostninger, derunder Salærer til Aktor og Defensor, Prokuratorerne Lassen og Petersen, 25 Kr. til hver. Den idømte Bøde at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og Dommen i det Hele at efterkommes under Adfærd efter Loven.

*) H. R. T. 1885 p. 587.

Højesterets Dom.

For det af Tiltalte udviste, i den indankede Dom fremstillede Forhold er han rettelig anset efter Straffelovens § 184, men Straffen findes at burde bestemmes til simpelt Fængsel i 1 Maaned. Dommens Bestemmelser om Konfiskation og Aktionens Omkostninger tiltrædes.

Thi kjendes for Ret:

Niels Martin Jørgensen bør hensættes i simpelt Fængsel i én Maaned. Iøvrigt bør Kriminal- og Politirettens Dom ved Magt at stande. I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Højesteretssagførerne Lunn og Bagger 40 kroner til hver.

(Ugeskrift for Retsvæsen, årgang 1886).

"En Forlægger". En Person, som har kaldt sig "Forlægger" og gjort sig berygtet ved en ret original Art Forretningsvirksomhed, er i disse Dage bleven arresteret. Den nævnte Mand som ogsaa har debuteret som "Forfatter", hedder Martin Jørgensen, og har særlig lagt sig efter ved Annoncer i Bladene at lokke godtroende Folk til at deponere større Pengesummer hos sig ved Løfte om at skaffe dem en "vellønnet" Plads.

Et Avertissement i "Berl. Tid." lokkede da ogsaa en Sømand O. til at deponere 400 Sk. hos Jørgensen, fristet af dennes lokkende Tilbud. Efter at have indbetalt denne Sum blev han antaget som Bud Hos J. Men da han efter et Par Dages Forløb fandt dennes "Forlagsforretning" mistænkelig, henvendte han sig til Politiet, som strax tog sig af Sagen og anholdt "Forlæggeren".

I Kontrakten mellem Jørgensen og O. var udtrykkelig stipuleret, at der ikke maatte disponeres over de deponerede Penge, men desuagtet havde J. samme Dag som Pengene var indbetalte, forbrugt omtrent Halvdelen til Indlæsning af pantsat Tøj og Lign.

Formodentlig vil J. nu - idetmindste for nogen Tid - blive gjort uskadelig. (Polit.)

(Samsø Avis 19. august 1887).

Annonce i Jyllandsposten den 4. maj 1887. "meget net og naturlig fortalt", skrev Politiken. "et behageligt indtryk ved sit indhold". Ifølge annoncen.

En rar forfatter. En Kavaller ved Navn Niels Martin Jørgensen er i Torsdags ved Højesteretsdom idømt en Straf af Forbedringshusardejde i 15 Maaneder. De Bedrifter, hvormed han har gjort sig fortjent til denne Paaskjønnelse, ere af en ganske ejendommelig Art.

I Aaret 1885 debuterede han som Forfatter i Hovedstaden med en Bog, der imidlertid var af en saadan Beskaffenhed, at han blev straffet for dens ufredelige Indhold. Det ejendommelige ved hans Virksomhed er dog, at naar han arbejder paa slige literære Værker, skal han nødvendigvis have et eller flere Bude i sin Tjeneste. Disse Bude, der engageres til at opkræve Hr. Jørgensens intetstedsværende Tilgodehavende, maa stille Kavtion for de Summer, de faa mellem Hænder, men efter kort Tids Forløb faa de Afsked uden samtidig at faa deres deponerede Penge. Medens Jørgensen skrev sin første Bog, havde han paa denne Maade snydt 9 forskiellige Smaafolk for 2000 Kr. Saa blev hans aparte Trafik opdaget og Fyren straffet. I 1887 begyndte han at skrive paa en ny Bog, og havde faa paa samme Maade engageret Bude, der aldrig havde noget at bestille og ingen Løn fik, medens han forbrugte deres deponerede Penge. Atter blev Gavtyven opdaget, da han havdebedraget en halv Snes godtroende Mennesker for 2250 Kr. Han blev dømt til 1 Aars Forbtdringshusarbejde. Da han imidlertid ikke strax blev arresteret, gav han sig paany i Færd med at antage flere Bude og havde naaet at frarane yderligere 5 Personer 1500 Kr.. da Politiet bemægtigede sig ham. Han fik i den Anledning er lille Tillæg til sin Straf, saa at han i Alt blev idømt 15 Maaneders Forbedringshusarbejde.

(Holstebro Avis 16. januar 1889).

Af N. M. Jørgensens generalieblad fra Vridsløse Statsfængsel som blev ført fra 1889 stod da han indkom: "Veltalende og besmykker sin sag". Præsten skrev lidt senere: "Uden tvivl en smudsig og dårlig person, plat og veltalende, fuld af udflugter og store tanker om sig selv". Og efter 1 års tid er noteret: "Pjaltet og pjanket". 

En forfulgt Literat. Han skrev i F. Pol. i sin Tid om Kongens Spasereture og sendte Majestæten et Exemplar i Pragtbind, for hvilken Opmærksomhed der allernaadigst blev ham tilstaaet 50 Kr. Saa skrev han en usædelig Bog og blev dømt for sit utugtige Skribleri. Derpaa gav han sig til at være Boghandler. Han førte kun sine egne misliebige Værker paa Lager. Ingen var saa letsindige at købe dem, men alligevel blev han straffet for Udgivelsen og efter gentagne Konflikter med Politiet fik han en længere Tur paa Vridsløse.

Efter endt Udsoning slog han sig paa Fæstevæsnet. I forskellige Blade lod han indrykke Avertissementer om ledige Pladser, og naar saa de Pladssøgende kom, lod han dem betale fra 5-10 Kr. i Indskrivningspenge, men ingen af de Pladssøgende opnaaede nogen Plads - han havde nemlig ingen. Saa meldte en misfornøjet Ansøger ham for længere Tid siden til Politiet, hvorefter han blev anholdt.

Forleden dømtes han ved Kriminal- og Politiretten til 18 Maaneders Forbedringshusarbejde. 

Martin Jørgensen er hans Navn.

Randers Arbejderblad 7 april 1891)

Martin Jørgensen blev anholdt den 28. december 1893, sigtet for bedrageri.

En gammel Forbryder.

der kom for et Par Tage siden en gulbleg, lorgnetprydet Mandsperson op paa vort Kontor, hvor han, strax da han var kommen indenfor Døren, afleverede følgende Salut:

- Jeg vil bare lade Dem vide, at hvis De skriver noget om, at jeg har begaaet Sædelighedsforbrydelse, anlægger jeg Sag imod Dem.

- Ja, men De vil vel i saa Fald ogsaa have Skadeserstatning, spurgte vi.

- Ja, og det en ganske klækkelig kan De bande paa, svarede den gulblege.

- Tør vi spørge, med hvem vi har den Ære . . .

- Naa, kjender De mig ikke, jeg er Martin Jørgensen, Forfatteren Martin Jørgensen. De har dog tidt nok skrevet om mig.

- Ah! Jo saa kjender vi Dem. De er nok lige sluppet ud af Forbedringshuset, saa vidt vi erindrer for 2. eller 3. Gang.

Han saa paa os med et arrigt Blik og foer saa ud af Døren med den Besked:

- Ja vov nu paa at skrive noget om mig, saa skal De ikke dø i Synden.

I Gaar fik vi saa gjennem Politiet den Meddelelse, at Hr. Martin Jørgensen var anholdt for Sædelighedsforbrydelse. Og i Dag drister vi os til at spendere nogle Linier paa denne gamle Forbryder.

Hr. "Literaten", 

Martin Jørgensen dukkede op her i Byen for omtrent en halv Snes Aar siden. Han er oprindelig Kommis, oplært i en Urtekramforretning i en Provinsby. Efter at have gjort et Greb i sin Principals Pengeskuffe, forlagde han sin Virksomhed her til Byen, hvor han strax etablerede sig som - Forlagsboghandler. Det vil sige: Han lejede i Larsbjørnsstræde en lille Fedtebutik, lod sit Navn med et net Sving skrive tværs over Ruden og anbragte ved Siden af Vinduet et blaamalet Skilt med gule Bogstaver, hvorpaa stod "forlagsboghandel".

Hans Lager bestod i en lille Pjece, han selv havde skrevet og som hed "Kong Christian den 9endes Spadseretrue". Det var lutter Løgnehistorier, den lille Bog indeholdt, hvad han ofte selv pralede af overfor sine nærmeste Venner. Men han tjente Penge ved sit Jux, thi han snød selvfølgelig Bogtrykker og Papirleverandører, saa hvad han fik ind var ren nettofortjeneste. Men saa en skjøn Dag kom Bogtrykkeren og gjorde Exekution i hele Grejen - Piecen og det fattige Pjus, han eiede, kom under Hammeren, og Husværten pillede Skiltet ned og bad ham fortrække.

Saa bukkede han op i St. Pederstræde. Her havde han leiet et tomt Værelse i en Stueetage og fik atter sit "Forlagsboghandler-Skilt" smækket op over Døren - men den forretning, han i Virkeligheden drev, var Bondefangeri.

Han bar sig hermed saaledes ad: I "Berlingske Tidende" og "Adresseavisen" averterede han, at han søgte en flink Mand, der var i Besiddelse af 5 a 600 Kr. kunde blive antaget som Medinteressent i en forlagsvirksomhed, og naturligvis gik der en Del godtroende fugle paa Limpinden. Ikke mindre end 6 forskjellige Mennesker fik han deres Spareskillinger lokket fra - men saa blev, takket være "Aftenbladet", den Geschäft stoppet.

En at de Bedragne henvendte sig til os om Assistance, og vi aflagde da Hr. Literaten en Visit en Dag tidlig paa Morgenstunden. Det Værelse, vi kom ind i, var aldeles blottet for Møblement, men i Værelsets fjerneste Krog var halvvejs mellem Loftet og Væggen udspændt en kæmpestor tunesisk Parasol, og under denne hvilede Hr. Jørgensen paa en Madras i fuld Dress.

Naa, kort og godt. Resultatet at vort Besøg blev det, at vi skrev, hvad denne Jørgensen i Grunden var for en gedigen Gavtyv - og saa blev han nappet af Politiet. De Penge, han havde snydt folk for, havde han forbrugt til Sus og Dus i Selskab med obskøne fruentimmer, og saa blev han vurderet til 8 Maaneders forbedringshus.

Da han kom paa fri fod, begyndte han atter paa sine Bedragerier, akkurat paa samme Maade som før ved at lokke godtroende Tossehoveder til sig gjennem Avertissementer i Bladene. Han blev paany arresteret, og da det under Sagen oplystes, at han ogsaa havde gjort sig skyldig i  Sædelighedsforbrydelse mod Smaabørn, dømtes han nu til 18 Maaneders forbedringshus.

Dem blev han færdig med for et Aarstid siden. Hvad han har levet af i den Tid, maa Guderne vide, men Penge har han haft paa Lommen, han gik altid flot klædt og var en stadig Gjæst paa vore forlystelsesanstalter, hvor han stedse saas i Selskab med purunge Mennesker.

Saa i forgaars nappede Politiet ham i Østre Anlæg, hvor han var i færd med at begaa Sædelighedsforbrydelse mod en stor Dreng. Og nu vil hans kjendte Skikkelse atter for en rum Tid forsvinde fra vore Gader - til han en skjøn Dag møder igjen og tager fat med fornyede Kræfter.

(Aftenbladet (København) 27. august 1893).

En Forbrydere.

Et Kriminalbillede fra Halvfemsernes København.

Literaten Martin Jørgensen.

Hans Liv og Levned og sidste Dom.

I Formiddags har Kriminalretten for ottende Gang afsagt Dom over "Literaten" Martin Jørgensen.

Han er en pjokket, ynkværdig Fyr og ligner en udlevet Olding, et Menneskevrag, skønt han kun er 45 Aar.

Han blev født den 4de November 1849 paa Vesterbrogade, hvor hans Forældre havde Beværtning og Øludsalg.

Allerede fra Barnsben var han af stridig og egenkærlig Natur og samme Stædighed udviste han som Dreng i Skolen. Sine Lektier vilde han nødig lære, og for at straffe ham, satte man ham fra Realskolen over i Friskolen.

Ulysten til at lære noget gentog sig efter Konfirmationen, da man satte ham i Sætterlære hos Bogtrykker Sally B. Salomon. Den monotone Lyd af Typernes Klapren, Blydunsterne fra Sættekassen, det ensformige bedøvende Spektakel fra Maskinerne, den stærke, trykkende Varme, alt dette irriterede Martins Sanser, saa han en skønne Dag løb fra Læren.

Saa forsøgte Martin sig i forskellige Handelslære, men hans Hu stod ikke til Livet bag Disken. Han var en idealistisk Sværmer, der drømte om en Gang at blive en stor, berømt Skribent.

Da han var 18 Aar gl., rystede han Støvet af sine Fødder og forlod Urtekrambutiken for at begynde et nyt Liv som "Forfatter".

Det første Værk som Forfatter.

Martin Jørgensens første Værk var en Køkkentrappe-Kolportageroman. Han indrømmer selv, at Bogen ikke var noget literært Værk, men den slog an blandt Kokkepigerne.

Men da Konkurrenterne fik Færten af, at der var Penge at tjene, endte det med, at Martin bukkede under i Konkurrencen og maatte søge sit Levebrød bag Disken igen.

Han fik nu Plads hos en Urtekræmmer paa Nørrebrogade, hvor han gjorde Bekendtskab med den Kvinde, der ødelagde ham i Bund og Grund.

Mathilde Rømer

hed hun, en ung, rig Enke.

Hun, der stadig havde forstrakt ham med Penge en masse, havde givet ham bestemt Løfte om en større Sum til at aabne en Forretning for i Kolonial- og Delikatessevarer paa den daværende Parcelvej.

Forretningen var omtrent startet, men i det afgørende Øjeblik stillede hun Jørgensen de to Alternativer - enten at faa Pengene og gifte sig med hende eller ogsaa - ikke at faa dem.

Efter en større Scene valgte han det sidste.

Fallent. Professionel Alfons. Dramatiker. Antikvar. Karambolage med Politiet.

I fem Maaneder holdt han sin Forretning gaaende paa Kredit, - saa gik han fallit. Efter i nogen Tid at have prøvet et Liv som Alfons, gik det svært ned ad Bakke for ham. Han forsøgte at starte en dramatisk Forening, der dog snart gik i Hundene. Derefter lykkedes det ham at faa pumpet en bekendt Godsejer, der syntes at have fattet Kærlighed til Jørgensen. Ved hans Hjælp lykkedes det J. at nedsætte sig som Antikvarboghandler i Larsbjørnstræde.

Faa sit eget Forlag udgav han nu sin ovennævnte Bog, "Livsnydelse", der paa Grund af sit utugtige Indhold blev konfiskeret og J. ved Højesteret idømt 1 Maaneds simpelt Fængsel.

Fire Agenter, der skulde kolportere 2den omarbejdede Udgave, snød han saa godt, at han i 1885 paany kom i Karambolage med Politiet og fik sig en lille Vand- og Brødtur i 6 Gange 5 Dage.

Aaret efter gjorde han sig paa samme Vis skyldig i Bedrageri og blev idømt 3 Gange 5 Dage paa Vand og Brød.

Jørgensens Antikvarboghandel, der imidlertid var flyttet til Fiolstræde, nød ikke længer Godsejerens kærlige Omsorg og var som Følge deraf svært paa Retur.

Han søger Kompagnon.

For at faa nye Finanser i den slunkne Kasse, averterede "Literaten", som J. kaldte sig i 1887, efter en "Kompagnon". En troskyldig Medborger gik ogsaa paa Limpinden i den Tro, at Jørgensen var en stor Forfatter. Hans tro blev dog hurtig rokket, da han en Dag traadte ind i J.s private Kabinet og saa' den store "Forfatter" liggende paa det bare Gulv - med en stor kinesisk Parasol over sit Hoved.

Da han ikke fik det reglementerede Afdrag af sin Kapital, gjorde han Anmældelse til Politiet, og da det viste sig, at det var et overlagt Bedrageri med falske Kavtionister m. m., maatte J. paany spasere i Hullet. Under Sagens Gang blev han dog atter løsladt, og denne Frihed benyttede han til at lave andre Bedragerier, hvorved han paany blev sat fast. Den første Bedragerisag skaffede ham 18 Maaneder i Forbedringshuset, og inden han havde afsonet denne Straf, faldt Dommen i den anden Bedragerisag, der lød paa 15 Maaneders Forbedringshusarbejde, - altsaa i alt 33 Maaneder Forbedringshusarbejde.

Som Sædelighedsforbryder.

Efter at have udsonet sin lange Straf, levede han i al Stilhed, indtil 1893, da Offenligheden paany beskæftigede sig med hans Navn i Anledning af en mindre proper Historie. En Sommerdag blev J. truffet i en uhyggelig téte-å-téte med to Mandfolk i Østre Anlæg. Herfor blev han efter lang Tids Varetægtsfængsel idømt 200 Kr. i Bøde, som han fik Lov at afsone med Fængsel paa Vand og Brød.

Hans sidste Bedrift. Et Bladforetagende.

Trods Livets Omskiftelser havde J. ikke lagt sin "literære" Virksomhed paa Hylden. I December f. A. fik han paany en Mand, en Tilskærer Nielsen, til at gaa i Tøjet og indskyde Penge i et Bladforetagende, som han - ret betegnende - kaldte "Livsglæden", redigeret af Nils Pan.

Bladet saa dog aldrig Dagens Lys, idet J., da det første Numer skulde udgaa, selv havde forbrugt Pengene, som han skyldte Bogtrykker Knudtzon for Trykningen. Tilskæreren, Bogtrykkeren og en Del brøstholdne Handlende, der havde betalt for Avertissementer i Bladet, meldte Sagen til Politiet, og J. maatte vandre den gamle kendte Gang til Arresten.

I Morges faldt hans Dom, der ogsaa denne Gang lød paa Forbedringshusarbejde i ét Aar.

Martin Jørgensen har trods sine mærkelige Livsprincipper alle Dage været en loyal Mand og har bl. a. givet sine Følelser Luft i en i 1887 udgivet mindre Bog, betitlet: "Fra Kong Christian den Niendes Spasereture".

Hans Majestæt, der selvfølgelig ikke har kendt noget nærmere til Martin, skænkede den kongetro "Forfatter" 50 Kr.

Benatus.

(København 5. maj 1894).

Kriminel "Livsglæde".

"Forfatteren", Martin Jørgensen dømt til Forbedringhus.

Højesteret beskæftigede sig atter i Gaar med den velkendte Sædelighedsforbryder og Bedrager, "Literaten" Niels Martin Jørgensen, hvis Livshistorie vi udførlig meddelte den 5. Maj, da han af Kriminalretten blev idømt et Aars Forbedringshusarbejde - en Dom, han nu havde appelleret til Højesteret.

Han havde denne Gang ligesom tidligere startet et "literært" Foretagende, et Blad, som han gav det velklingende Navn "Livsglæden". Og for at faa Penge dertil havde han averteret efter en Mand, der som Interessent i Foretagendet vilde indskyde 200 Kr. mod at oppebære en maanedlig Gage af 80 Kr.

En Skomagersvend, der hedder Niels Carl Nielsen, var naiv nok til at hoppe paa Limpinden. Med sine surt sammensparede 200 Kr. henvendte han sig den 7. Decbr. f. A. i Følge den indlagte Billet til "Livsglæden"s Redaktør, Hr. Niels Pan alias Martin Jørgensen, der havde Redaktionskontor hos Enkemadam Cederborg paa Kvisten i Ejendommen Nr. 5 i Fredensgade.

Imellem Parterne blev der saa oprettet en Kontrakt, der lød paa, at Skomager Nielsen var antaget som Medhjælper ved Ugebladet "Livsglæden"s Annonce- og Redaktionskontor for en Løn af 80 Kr. maanedlig, og som Sikkerhed for Inkassationerne og til Disposition for Udgiveren indbetalte han de 200 Kr.

Martin skulde selv skrive Teksten til Bladet, og han haabede, at det kunde give Overskud. 7. September havde han sluttet Kontrakt med Bogtrykker Knudtzon i Amaliegade om Bladets Trykning. Det skulde koste 75 Kr. pr. Numer i et Oplag at 2000 Eksemplarer og Bladets Sætning vilde blive paabegyndt, saa snart Martin Jørgensen havde betalt 40 Kr.

Bladet gik ogsaa i Trykken, men det udkom ikke. "Livsglæden" strandede paa Bogtrykker Knudtzon, der partout forinden vilde have de resterende 35 Kroner.

Og det mægtede Martin ikke. Han havde fra den 7. til den 22. December, da Bladet skulde udkomme, forbrugt de 200 Kr.

Skomager Nielsen blev gnaven og anmeldte saa Martin Jørgensen til Politiet, der har holdt ham i Varetægtsarrest fra kort før Nytaar.

Under Proceduren i Gaar var Aktor Højesteretssagfører Salomon og "Literatens" Defensor Kammeradvokat Hindenburg. Resultatet blev, at den indankede Dom, et Aars Forbedringshusarbejde, blev stadfæstet.

Martin Jørgensen overværede Forhandlingerne ved Højesteret.

(København 4. august 1894)

Fredericia Dagblad refererede 6. august 1894 udførligt retssagen. Her blev Martin Jørgensen beskrevet som 45 år gammel, men lignede en olding på 70. Social-Demokraten 4. august 1894 tilføjede at hans øjne var røde, ansigtsfarven gul. Bladet lå færdig fra trykken 22. december 1893. 

Avisen København gjorde den 26. juli 1896 opmærksom på at en af de komiteer der havde påtaget sig ordningen af provinsbørnenes feriebesøg (Foreningen til Provinsbørns Ferieophold) havde hyret Martin Jørgensen som fører for de små feriebørn. 2 dage efter meddelte avisen at han var blev et afskediget. 

Martin Jørgensen flyttede usædvanlig meget omkring. I 1910 kom han på Almindelig Hospital, og 4 år senere på Skt. Hans. Her døde han 23. marts 1917 og blev begravet på hospitalets kirkegård. Dødsårsagen angaves til "Degeneratio myocardii" osv. Dvs. svækket hjertemuskel. Hans titel angives lidt intetsigende som "fhv. agent af København".

Se også: Aage Welblund: Martin Jørgensen: Livsnydelse. Philobiblon. Bind 3-4, s. 109-118. 1951-1952.

Højesteretsdom: Mogens Abraham Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

 Den 1ste Februar.

Tirsdagen den 1ste Februar.
Nr. 276. Advocat Henrichsen

contra

Mogens Abraham Sommer (Defensor Nellemann), der tiltales for ved Udgivelsen af Maanedsskriftet "Indøvelse i Christendommen“ 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

Nørvang Tørrild Herreders Extrarets Dom af 16de Juli 1875: "Tiltalte Mogens Abraham Sommer bør hensættes i simpelt Fængsel i 4 Maaneder, og bør det af ham udgivne Skrift "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1, October 1874, være confiskeret; derhos bør Tiltalte at udrede de af denne Sag flydende Omkostninger, derunder Salair til hans Anklager, Procurator Wadum 16 Kr. og til hans Forsvar, Cancelliraad Borch 12 Kr. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Viborg Landsoverrets Dom af 11te October 1875: "Underretsdommen bør ved Magt at stande, dog saaledes at Straffetiden bestemmes til 2 Maaneder. I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Morville og Isaacsen, betaler Tiltalte 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.“

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande.

I Salarium til Advocaterne Henrichsen og Nellemann for Høiesteret betaler Tiltalte 30 Kroner til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Under denne Sag tiltales Mogens Abraham Sommer for ved Udgivelsen af Maanedskriftet "Indøvelse i Christendommen“, 2den Aargang Nr. 1 for October 1874, at have gjort sig skyldig i den i Straffelovens § 156 omhandlede Forseelse.

I det ommeldte Skrift, som Tiltalte har erkjendt at have forfattet og offentliggjort, har; Tiltalte navnlig i en Artikel med Overskrift "Fader vor“ anstillet forskjellige Betragtninger over Misbrug, der efter hans Mening skulle gaae i Svang ved Kirketjenesten, og hvorved han efter Artiklens hele Indhold maa antages ogsaa at have havt Folkekirkens Gudstjeneste for Øie, ligesom han i en anden Artikel med Overskrift "Stat og Kirke“ har fremsat sine Anskuelser med Hensyn til Spørgsmaalet om Kirkens og Statens Adskillelse, og da han ved den Maaade, hvorpaa han deels i den førstnævnte Artikel har omtalt Folkekirkens Lære om Nadverens Sacrament samt enkelte anordnede kirkelige Skikke, deels i den sidstnævnte Artikel blandt Andet har udtalt sig om dem, der forblive i, som det hedder, "Folke- eller Statskirken“ saavelsom om den saaledes betegnede Kirke og Kirketjeneste i Almindelighed — i hvilke sidste Henseender han navnlig har yttret, at den omtalte Kirke "er Djævelens Bolig og et Fængsel for alle urene og afskyede Fugle; thi af hendes Horeries giftige Viin (falsk Lære og Afgudsdyrkelse) have alle Folkeslag drukket, og Jordens Konger have bolet med hende (derfor beder Geistligheden ogsaa de lange Bønner for Kongehusene)“ o. s. v., og at dersom "Konger og Myndighed ville plyndre Menneskene, fordi de ikke ville bidrage til at opretholde en Kirketjeneste, som de føle Afsky for, saa vide vi hvad de ere“ o. s. v. — maa ansees at have drevet Spot med og forhaanet Folkekirkens Troeslærdomme og Gudsdyrkelse, maa det billiges, at Tiltalte, der tidligere flere Gange har været straffet, deels efter Lov 3die Januar 1851 § 8 og deels efter Straffelovens § 156, senest ifølge Høiesteretsdom af 27de October 1868 efter den sidstnævnte Lovbestemmelse med simpelt Fængsel i 3 Maaneder, nu ved Underretsdommen paany er anseet efter samme Lovbestemmelse, men Straffen, der ved bemeldte Dom er bestemt til simpelt Fængsel i 4 Maaneder, findes efter Sagens Omstændigheder at kunne indskrænkes til samme Slags Fængsel i 2 Maaneder, og med denne Nedsættelse i Straffetiden vil saaledes den indankede Dom, ved hvis Bestemmelser om det paagjældende Skrifts Confiskation og Actionens Omkostninger det maa have sit Forblivende, være at stadfæste.“

(Højesteretstidende 11. og 18. februar 1876)

Se sagen om tumulter i Kolding i anledning af et møde Sommer holdt der i 1857 og en nekrolog andetsteds pǻ denne blog.

§ 156 i Straffeloven af 1866 er identisk med den senere straffelovs § 140 om blasfemi som blev ophævet i 2017.

Presseaction mod Geleff. (Efterskrift til Politivennen)

Paul (Poul, Povl) Johannsen Gelef (1842-1928) tog 1864 lærereksamen i København. Han virkede som læreer på Fyn, og blev medarbejder ved Fyens Avis. I 1867 nedsatte han sig som bogtrykker og udgiver af bladet Heimdal i Ribe. 

Presseaction. Det i Ribe udkommende Blad "Heimdal" meddeler, at dets Redacteur, P. Geleff fra Ribe Stiftamt har modtaget følgende Skrivelse, dat. den 23de Marts:

Da Justitsministeriet ved Skrivelse af 18 dennes, i Henhold til derom af den kongelige preussiske Gesandt i Kjøbenhavn fremsat Begjæring, har anmodet Amtet om at ville foranledige Dem draget til Ansvar efter Straffelovens § 82 for det for Preussen formeentlig fornærmelige Indhold af den i "Heimdal" Nr. 12 optagne Slutning af en Artikel med Overskrift "Tydsk Fremtidsplaner", saa udbeder Amtet forinden Action, anlægges Deres Erklæring, om De ønsker en Defensor beskikket til Deres forsvar under Sagen eller ønsker selv at føre samme for Retten."

Slutningen af Artiklen i Bladets Nr. 12 lyder saaledes: "Man seer nok, at Preussen er bange for Frankrig, og at det derfor nu vil gjøre sig gode Venner med dem, som det for et Par Aar uden røvede og stjal fra det bedste, det kunde. Det kan ikke nægtes, at hvis det lykkedes Preussen at komme i Besiddelse af de tre nordiske Riger, saa vilde det derved opnaae en saadan Magt, at det kunde beherske hele Europa, og derefter er det jo, det tragter. - Men saavidt er det dog vel ikke kommet endnu, at vi - Danmark, ja hele Norden -- behøver at slaa os sammen med Tyve og Røvere, for at undgaa, at blive plyndrede af dem."

I et Afsnit af Presselovens § 82, der her kan komme i Betragtning, hedder det: "Naar Nogen med Ord, Tegn eller billedlig Fremstilling fornærmer fremmede i Venskab med Kongen staaende Magter, navnlig ved i trykte Skrifter at laste og forhaane de regjerende Personer eller ved uden at nævne sin Hjemmel at tillægge dem uretfærdige og skammelige Handlinger, straffes han med Fængsel eller under formildende Omstændigheder med Bøder fra 50 til 500 Rb."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. marts 1867).

-Geleffsk Stil. Hr. Paul Geleff har i sit Blad "Heimdal" for i Lørdags prøvet paa at finde Fejl i vor Stil, og betjener sig derved af det underfundige Middel, at udslette et Punktum, som findes i vor Artikel, og som netop har en væsentlig Betydning. Vi have nemlig skrevet i vort Fredagsnumer, at Konstflids-Bortlodningen begynder "sit 7. Aars Virksomhed" osv., her er Punktumet ved Syvtallet selvfølgelig en Antydning om en Abbreviatur. Skulde Hr. Geleff virkelig være saa uvidende eller skjørhovedet, at han ikke kjender Reglerne for Ords Forkortning. Desværre er det Tilfældet; thi han har i sin smagløse Tirade om denne Gjenstand udeladt Punktumet ved Syvtallet og derved givet Sætningen et fejlt Udtryk. Man skriver nemlig: sin syvaarige Virksomhed, men sit 7. Aars Virksomhed, ligesom: det indskrænkede Menneskes Utilregnelighed, sit Blads Kandestøberpolitik, ikke den eller sin osv. Disse Exempler maa være tilstrækkelige til at godtgjøre Hr. Geleffs Uforstand. Skulde han imidlertid fremdeles have Lyst til at vise sig som pebling, skulle vi gjerne anvende nogle ledige Øjeblikke til at bøde paa hans forsømte Skolekundskaber.

(Ribe Stifts-Tidende 1. april 1867).

(Indsendt.)

Opfordring. Fra Sønderjylland ankommer der i denne Tid hver Dag hertil Byen baade ældre og yngre Værnepligtige. Mange af disse, navnlig Husmænd (Familiefædre) og Tjenestekarle, er kun sparsomt forsynet med Penge og vil derfor, dersom de ikke blive hjulpne, snart lemme til at lide Mangel. Da disse Sønderjyder forlade deres Hjem, fordi de hverken kan eller vil aflægge Ed til den preussiske Konge, er det enhver Danskers Pligt at understøtte dem. Undertegnede, der tror, at den bedste Hjælp vil være at skaffe dem Arbejde, er traadt sammen for at faa saa mange som muligt anbragte her paa Vestkysten, og tillader vi os derfor at anmode alle de, der er villige til at modtage en eller flere paa kortere eller længere Tid, om snarest muligt at anmelde saadant for meduntertegnede Rosenstand. I det Haab, at der ogsaa her paa Vestkysten findes almindelig Medfølelse for vore sønderjydske Brødre, gjør vi Regning paa, at man vil komme os imøde med Velvillie.

Ribe, den 15de April 1807.

Rosenstand, Kasserer. M. Schmidt, Værtshush. A.Michelsen, Vcertshush. F. Jacobsen, Ølbrygger, A. Veis, Værtshush. Paul Geleff, Redaktør.

(Ribe Stifts_tidende 15. april 1867).

Tirsdag den 2. juli 1867 faldt dommen som blev frikendelse, men Geleff skulle udrede sagens omkostninger: 

I den af den preussiske Afsending i Kjøbenhavn imod Redacteuren af "Heimdal" anlagte Sag er der Tirsdagen den 2den Juli bleven afsagt følgende Dom: "Redacteuren af Bladet "Heimdal", Poul Geleff, er ved Justitsministeriets Ordre af 18de Marts d. A. og Amtets Actionsordre af 28de f. M. under nærværende Sag draget til Ansvar efter Straffeloven af 10de Februar 1866 § 82 for det for Preussen formeentlig fornærmelige Indhold af den i Bladet Nr. 12 for Løverdagen den 2den Februar næstforhen optagne Slutning af en Artikel med Overskrift "Tydske Fremtidsplaner'. "Preussen" i Actionsordren er taget i Betydning af den preussiske Regjering. Derimod har Tiltalte benægtet, at han ved samme Ord i det paaankede Afsnit af Bladartiklen har sigtet til den preussiske Regjering, idet han paastaaer at have brugt Ordet i Betydning af det preussiske Folk eller Preusserne, og findes den Tiltaltes Erklæring bestyrket ved forskjellige Data, som ere hentete deels fra Tankegangen i Artiklen som et Hele, deels fra Ordføiningen i Slutningsstykket og specielt den Betydning, hvori "Danmark" sammesteds er taget som det danske Folk eller de Danske. Tiltalte vil derfor ikke kunne idømmes Straf under nærværende Sag; og, forsaavidt Actor har paastaaet Mortification, maa den preussiske Regjering ogsaa være hævet over saadan Opreisning eller Fyldestgørelse. - I Henhold hertil vil Tiltalte være at frifinde for Actors Tiltale, dog at han efter Omstændighederne udreder Actionens Omkostninger. Thi kjendes for Ret: Tiltalte, Redacteuren af "Heimdal", Paul Geleff, bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være, dog at han, under Adfærd efter Loven, udreder Aktionens Omkostninger." (Heimdal.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1867).

Afgørelsen blev af den preussiske regering appelleret i september 1867 (Se Ugeskrift for Retsvæsen eller nedenstående referat af dommen).

Overretten i Viborg har i Mandags paakjendt en fra Ribe Kjøbstadret indanket og under 2den Juli d. A. ved samme Ret paakjendt Sag, hvorved Redacteur Poul Geleff i Ribe for fornærmelige Udladelser imod Preussen i en i Bladet "Heimdal" optagen Artikel blev frifunden for Actors Tiltale, dog med Paalæg af Actionens Omkostninger. Overretsdommen, der ikke er uden Interesse, gjengives i Vib. Av. ordlydende saaledes: "Ldsovrproc. Morville som Actor contra Tiltalte Poul Geleff. (Ifølge Begjæring af den herværende kongelige preussiske Gesandt tiltales under denne Sag Redacteuren af det i Ribe udkommende Blad "Heimdal", Poul Geleff, for det for Preussen formeentlig fornærmelige Indhold af Slutningen af en i bemeldte Blad for 1ste og 2den Februar d. A. optagen Artikel med Overskrift: "Tydske Fremtidsplaner".) Tiltalte har erkjendt, at han har forfattet og bærer Ansvaret for Indholdet af den omtalte Artikel, - hvori han efter sin Forklaring har villet critisere et Forslag, der fandtes i det tydske Blad "Reform" og som gik ud paa, at Danmark, Norge og Sverrig skulle alliere sig med Preussen - og i hvilken Artikels sidste Deel det udtales, at man nok seer, at Preussen er bange for Frankrig og at det derfor nu vil gjøre sig gode Venner med dem, som det for et Par Aar siden røvede og stjal fra det bedste det kunde, hvorefter det sluttelig hedder: "Men saavidt er det dog vel ikke kommet endnu, at vi - Danmark, ja hele Norden - behøver at slaae os sammen med Tyve og Røvere for at undgaae at blive plyndrede af dem." - Tiltalte har nu vel anbragt, at han i bemeldte Artikel ikke har sigtet til Preussen som Magt betragtet eller til den preussiske Regjering, men at det ikkun er det preussiske Folk, der af ham er blevet sammenlignet med Tyve og Røvere, og idet han har gjort gjældende, at han ikke har udtalt Andet end Sandhed, og at et heelt Folk ialtfald ikke skulde kunne fornærmes, har han formeent, at han ikke ved de foranførte Ytringer har kunnet paadrage sig Strafansvar. Ligesom det imidlertid efter Tiltaltes eget Opgivende har været Artiklens Øiemeed at imødegaae et fremkommet Forslag om en Alliance mellem Preussen og de nordiske Riger, saaledes fremgaaer det ogsaa af selve Inholdet af de ovenfremhævede Sætninger, at det er den preussiske Statsmagt i sin Almindelighed, eller dennes Ihændehavere, og derimod ikke Indvaanerne i den preussiske Stat, imod hvem de paagjældende Ytringer, der maae ansees at være af en fornærmelig Beskaffenhed, ere brugte, og da den preussiske Magt maa betragtes som henhørende til de i Straffelovens § 82 4de Led omhandlede i Venskab med Kongen staaende fremmede Magter, vil Tiltalte for sit omhandlede Forhold være at ansee efter bemeldte Lovbestemmelse med en Statskassen tilfaldende Bøde, der efter Sagens Omstændigheder findes passende at kunne bestemmes til 50 Rd., og i Mangel af Bødens fulde Betaling vil Tiltalte være at hensætte i simpelt Fængsel i 14 Dage. Saa vil Tiltalte og have at udrede Actionens Omkostninger, hvorunder der dog ikke bliver Spørgsmaal om Salair til vedkommende Sagførere, idet disse deels ikke have paastaaet sig tilkjendte Salair, og deels kun have paastaaet sig Saadant tilkjendt hos det Offentlige. - Under Sagens Behandling i 1ste Instants og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet Ophold, der vil bevirke Ansvar, fundet Sted. Thi kjendes for Ret: Tiltalte Poul Geleff bør bøde 50 Rd. til Statskassen eller i Mangel af fuld Betaling hensættes i simpelt Fængsel i 14 Dage, saa udreder Tiltalte og Actionens Omkostninger. Den idømte Bøde udredes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse og iøvrigt at efterkommes under Adfærd efter Loven."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. oktober 1867)

Justitsministeriet afslog Geleffs ansøgning om at få sagen indanket for Højesteret. Dommen afsonede han i København. I februar 1868 var der auktion over Geleffs bogtrykkeri. I februar 1869 udgav han et nyt Heimdal i København med Lucianus Kofod og C. Rosenberg (1829-85) som kortvarige medarbejdere. Februar-juli 1870 udgav han det nationalt og nordisk betonede Roskilde Dagblad.

Gennem boghandler Harald Brix kom han i forbindelse med Louis Pio. Paul Geleffs praktiskrealistiske indstilling kom den unge arbejderbevægelse til megen nytte. Det var ham dirigerede et møde i Phønix-kælderen 4. oktober1871 i anledning af Burmeister & Wains lockout. Da Den internationale arbejderforening stiftedes 15. oktober 1871 overtog han kassererposten, men sendtes samme måned på en agitationsrejse til Jylland, i begyndelsen af 1872 også til Lolland-Falster for at knytte forbindelse med provinsfilialerne af Internationale og at oprette nye. Det var af stor betydning for dansk provinssocialisme.

Sammen med Pio og Brix blev han arresteret 4. maj 1872 som medansvarlig for indkaldelsen af det forbudte fællesmøde 5. maj 1872. Geleff havde ellers frarådet at trodse forbudet, men han blev som Brix ved højesteretsdom af 6. august 1873 idømt tre års forbedringshusarbejde. Han blev september 1872 opstillet til folketinget i Københavns 1. kreds, og februar og april 1876 som kandidat i Næstved og Københavns 9. kreds. Han fik hhv. 26, 75 og 119 stemmer. 

Han blev løsladt på kongens fødselsdag 8. april 1875 og genoptog arbejdet i arbejderpartiets hovedledelse og ved Social-Demokraten. Han beskrev sit ophold i københavnske arrester og Vridsløselille i bogen "Under Laas og Lukke" (1876). 

Sommeren 1876 rejste han til Amerika og undersøgte her udvandrings-forholdene. I begyndelsen af 1877 var han på ny på agitationsrejse i Jylland og anbefalede ligesom Pio emigration og kolonisation, især i Kansas, som udvej over for den herskende arbejdsløshed, en plan til hvis virkeliggørelse partiet krævede statsstøtte. 23. marts 1877 forlod Paul Geleff pludselig sammen med Pio landet. Kort efter udgav Paul Geleff i Chicago pjecen "Den rene, skære Sandhed om Louis Pio og mig selv" (1877). Heri skrev han at de var blevet bestukket af politiet i København for at forråde arbejderbevægelsen og nu var blevet uvenner. Pio havde overtalt Paul Geleff til at gøre fælles sag med sig. 

Paul Geleff blev 43 år i USA, kun afbrudt af et besøg i Danmark 1882-1883 hvor han under pseudonymet Harald Brede udgav en "Haandbog for Udvandrere til Amerika" (1883). Han levede af bladvirksomhed og i en årrække som landagent i Pueblo, Colorado, for The Southern Pacific Railroad. Da Socialdemokratiet 1920 erfarede at den nu gamle mand led nød, foranledigede partiet at han blev hentet hjem. Se indslaget om Geleffs hjemkomst til Danmark i 1920. Han levede i Nyborg som pensionist. Han udgav her Genvej til det engelske Sprog, 1924. 1927 rejste han til Italien for sit helbreds skyld og døde der.

Pressen i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed gjaldt 1851-1864 ikke i Slesvig. At det blev kritiseret af grev Russell, vakte forargelse i den københavnske presse som generelt mente at ophævelse af censur i hertugdømmerne ville styrke hvad de kaldte "slesvig-holstenerne" og fremme en ny opstand. Nedenstående artikel hører til de mere afdæmpede: Den undlader at nævne den censur som ramte de aviser som kunne udgives i Slesvig-Holsten, den undlader at omtale de aviser udgivet i hertugdømmerne som blev forbudt, og den kommer heller ikke ind på hvad de tilladte aviser kunne tillade sig at skrive. Artiklen forsvarer censuren med at den ikke er værre end hvad der forekommer andre steder i Europa.

Grev Russell og den tydske Presse i Slesvig

(Fra Mellemslesvig.)

Af den engelske Udenrigsministers Depeche af 21de Januar til Mr. Paget fremgaaer, at Grev Russell allerede for nogen Tid tilbage har fundet sig foranlediget til at rette en Slags Bebrejdelse igjennem den danske Gesandt i London til den danske Regjering, fordi den havde forbudt "tydske Aviser" at cirkulere i Slesvig. En saadan Bebrejdelse, der slutter sig til den om Mangelen af Pressefrihed, og som turde slaae ikke uden Forbindelse med de tydske Diplomaters falske Fremstillinger, vidner, som det forekommer os, i lige høi Grad em et ubilligt Omdømme. En lidet konsegvent Fremgangsmaade og et kun ringe Kjendskab til de virkelige Forhold. Grev Russel vides ikke nogensinde under hans lange Statsmandscarriere at have bebreidet større Stater de Forholdsregler, de fandt for hensigtsmæssig at træffe mod en fjendtligsindet udenlandsk eller mod en oppositionel indenlandsk Presse. Der existerer ganske sikkert ingen engelsk Depeche, i hvilken der klages over det Censursystem der, med Hensyn til udenlandske Journaler, Tidsskrifter og Bøger, følges i hele Rusland, over de Forbud, Østerrig har udstedt mod talrige tydske Journaler og Skrifter, over de hyppige Konfiskationer, der især i Berlin finde Sted mod Hamborger, østerrigsksindede og engelske Journaler, over det utallige Antal Presseprocesser, der svæve for de preussiske og østerrigske Domstole, eller de haarde Straffe, der idelig ramme preussiske og østerrigske Publicister, over de Standsninger, der med Hensyn til Fordelingen hvert Øieblik anordnes i Paris mod tydske og engelske Journaler, eller mod de Forbud, der gjentagne Gange i Frankrig ere blevne rettede mod tydske, og især mod et Par belgiske Journaler. Og dog have hine Forholdsregler, trufne af store, mægtige Stater, der forholdsviis i meget ringere Grad ere udsatte for en fjendtligsindet udenlandsk Presses Agitation end Danmark, havt og have endnu en ganske anderledes omfattende og hensynsløs Charakteer end de, der i Tidens løb ere blevne trufne med Hensyn til den tydst- periodiske Presses Udbredelse i Slesvig. De for Tiden i denne af den tydste Presseagitation dybt gjennemrodede danske Landsdeel opretholdte Bladforbud, indskrænke sig, saavidt vi erindre, til: "Kölln. Zeitung", "Weser Zeitung" og "Norddeutscher Grenzbote". Desforuden ere enkelte tydske Bøger og Kalendere for endeel Aar tilbage blevne forbudte. "Köllner Zeit." og "Weser Zeit." bleve ligesom et Par Hamborger, holsteenske og kjøbenhavnske Blade forbudte af Grev E. Moltke. Redakteurerne af Hamborger, og de holsteenske Blade foretoge senere Skridt, der ledede til, at deres Journaler igjen maatte distribueres i Slesvig: Forbudet mod "Dagbladet' og "Fædrelandet" ophævedes senere, og naar det hidtil ikke igjen er blevet tilladt "Kölln. Zeit." og "Weser Zeit." at cirkulere i Hertugdømmet, saa turde rette vistnok til skrives den Omstændighed, at Frigivelsen vilde være af en ganske uvæsentlig Betydning, da disse Journaler i Slesvig kun have havt en meget ringe Læsekreds og deres Udgivere neppe holde det Ulejligheden værd at foretage Skridt for at bevirke en Ophævelse af et Forbud, der turde have været mere hensigtssvarende anvendt mod andre tydske Blade eller mod enkelte af det store Antal tydske Tidsskrifter, der cirkulere i Slesvig. Saaledes som Forholdene nu stille sig, er der saagodtsom aldeles ingen Dæmning sat i Hertugdømmet for Udbredelsen af tydske Aviser, Tidsskrifter og Bøger. Samtlige tydske Journaler, paa de omtalte tre nær, have uhindret Adgang til denne Landsdeel, og der existerer end ikke noget Forbud mod saadanne Brandskrifter og fanatisk slesvigholsteensksindede Frembringelser som Baudissins "Schleswig-holsteinische Korrespondenz", Dr Raschs: "Vom verlasfeuen Bruderstamm", eller mod de vanvittig-danskfjendtlige Artikler, der bringes tiltorvs i E. Keils Tidsskrift: "Die Gartenlaube". Der er ikke heller truffet nogensomhelst indskrænkende Foranstaltninger med Hensyn til de baade i de slesvigske Byer cg Landdistrikter oprettere Læsecirkler, skjøndt disse i ikke ringe Grad have lettet Agitatorerne Arbejdet, og de ved dem udbredte tydske Tidsskrifter maaskee udøve en endnu mere giftig Virkning paa den tydsktalende eller tydsksindede Deel af Befolkningen end de tydske og slesvigholsteensksindede Aviser. Disse Læsecirklers Antal er nemlig særdeles stort. Ivrig tydsksindede Boghandlere slaae i Byerne, ikke faa bekjendte Agitatorer i Landdistrikterne i Mellem- og Sydslesvig i Spidsen for mange af dem, og det store Antal Abonnenter forsynes for en overordentlig billig Betaling (der varierer fra 2 til 8 Rb.) een eller to Gange om Ugen deels med illustrerede og underholdende tydske Tidsskrifter (saasom: "Illustrirte Zeitung", "Illustrirte Welt", "Illustrirtes Familienjournal", "Gartenlaube", "Novellen-Zeitung", "Jahreszeiten", "Lesefrüchte", "Ueber Land und Meer", "Illustrirte Monatshefte", "Fliegende Blätter", "Illustrirter Dorfbarbier", "Kladderadatsch"), deels med Mode og Dame-Journaler (saasom "Allgemeine Modenzeitung", "Bazar". "Mustereilung", "Frauenzeitung", "Victoria"), deels endelig med mere videnskabelige Tidsskrifter ("Das Ausland", "Blätter für literarische Unterbaltung", "Die Natur", "Deutsches Museum", "Magasin für die Literatur des Auslandes", "Maya", landoekonomiske, polytechniske Journaler etc.). - Det er kun faa af disse tydske Tidsstrifter, der nogenlunde have holdt sig frie for slesvigholsteenske Literaters Indflydelse. Dette gjælder maaskee kun om den fortræffelige Journal "Das Ausland" og om nogle enkelte andre mindre betydende. Den for nogle Aar siden af Hackländer stiftede store illustrede Journal "Ueber Land und Meer" indeholdt i Begyndelsen adskillige mod Danmark velvillig skrevne Artikler, der senere imidlertid bleve sieldnere og afvexle med Bemærkninger og Udtalelser i slesvigholsteensk Aand. Ivrig slesvigholsteensksindet er derimod "Magasin für die Literatur des Aulandes", der udgives i Leipzig af J. Lehmann og næsten i hvert Numer indeholder heftige Udfald mod Danmark, overdreven Ros over Rormænd og Svenske paa de Danskes Bekostning, Gjengivelser af antiskandinaviske eller lidet danskvenlige Artikler i "Göteborgs Handelstidende" og i andre svenske eller norske Aviser. Forrest i Rækken gaae imidlertid Leipziger "Illustrirte Zeitung" og "Gartenlaube", de i Hertugdømmerne meest udbredte af alle underholdende Tidsskrifter: de overbyde hinanden i hadefulde Bemærkninger, gemene Sigtelser og Beskyldninger mod Danmark.

Selv Mode- og Damejournalerne, der cirkulere og holdes i et stort Antal Exemplarer, bringe af og til Fortællinger i slesvigholsteensk Retning, holdte i hiin sentimentale, overspændte Tone, der er saa vel beregnet paa de tydske Damers overstrømmende patriotiske Følelser. Endog enkelte af de i Slesvig cirkulerende landøkonomiske Skrifter forsmaae ikke fra Tid til anden at gjøre i Slesvigholsteinisme, naar de fremkomme med Afhandlinger om de agrariske Forhold i Hertugdømmerne og i Jylland, paa hvilken sidste danske Landsdeel de temmelig hyppigen henlede tydske Landmænds Opmærksomhed. Til denne lange Række af "gesinnungstüchtige" Tidsskrifter, der uhindret kunne udbredes i Slesvig, have endnu i den sidste Tid sluttet sig de større tydske Vittighedsblade.

"Kladderadatsch" har vel i en Række Aar og ofte beskjæftiget sig med det slesvigholsteenske Spørgemaal, men i Regelen forhaanet og med Vittigheder affærdiget samme saavelsom Preusens frugtesløse Optræden mod Danmark og Nationalpolitikernes hule, antidanske Deklamationer. I den sidste Tid have imidlertid slesvigholsteenske Indsendere og Literater faaet Plads i dette Blad for deres lidet vittige, men desto mere bittre og om indædt Harmvidnende Udgydelser. Vittighedsbladet "Illustrirter Dorfbarbier" har især i de sidste to Aar i dets Hovedartikel (en Slags Samtale over de politiske Begivenheder i Europa) fremført en Række af de gemeneste og infameste Beskyldninger mod Danmark samt Røverhistorier angaaende slesvigske Forhold, der i Plumphed overgaae Rasch's Fortællinger og i Løgnagtighed kappes med Grev A. Baudissin's Skildringer fra den slesvigholsteenske Krig. Selv "Fliegende Blätter", et Vittighedsblad, der i det Hele taget kun sjeldent berører politiske og nationale Forhold, begyndte for et Par Maaneder siden paa en Række Billeder fra Slesvig, til hvilke Texten (skreven i en Jargon af Dansk og Tydsk) øiensyntig hidrører fra Personer, der med Held have famlet og lagt Mærke til de Danismer, Danskfødte meest ere tilbøielige til at fremføre, naar de tale det Tydske hurtigt og uden Forberedelse. Foruden hele denne Sværm af i Hertugdømmet Slesvig i ikke ringe Grad udbredte tydske Tidsskrifter, der tilsammen turde virke ligesaa skadeligt cg agiterende som de holsteenske og tydste Journaler, der i adstillige tusinde Exemplarer holdes i Byerne saavelsom paa Landet, cirkulerer hernede endnu en heel Deel andre Tidsskrifter med mindre Afsætning, som gaae Slesvigholsteenernes Ærinde, benytte "gesinnungstüchtigt" Artikler som Lokkemad for attraaede Abonnenter i det forladte Broderland eller troe, for Konkurrencens Skyld, at maatte slaae paa den samme Tromme som de større Tidsstrifter. Den under sige Forhold af de tydske Blade og Tidsstrifter i Slesvig udøvede høist skadelige Indflydelse og den frie Udbredelse, Regjeringen tilsteder de tydske Pressefrembringelser, har, som bekiendt, ofte fremkaldt danske Patrioters Bekymring og foranlediget velmeente Raad, der som oftest gik ud paa Anvendelse af Forholdsregler af lignende Art, som der i Udlandet anordnes mod en fjendtligsindet udenlandsk Presse. Naar den fulgte liberale Politik imidlertid ikke har tilladt at ændse disse Raad kunde man have ventet Bebreidelser fra disse Patrioters Side. Dette er imidlertid ikke skeet; istedetfor har Grev Russel følt sig kaldet til at rette Bebreidelser mod den danske Regjering angaaende Bladforbud i Slesvig, Bebreidelser, der i deres Almindelighed er ligesaa ubegrundede som uretfærdige. Dette havde man sikkert ingen Grund til at vente.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. marts 1863).

https://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis/record/doms_aviser_page%3Auuid%3Ad43611a1-9fc6-47d2-8bec-e0560359b11d/page/doms_aviser_page%3Auuid%3Ae137c7d8-c64f-4df2-819e-9c14c3c29705

John Russell (1792-1879) tilhørte Whig-partiet og var en liberal statsmand som var premierminister 1846-1852 og 1865-1866. Mellem disse var han med i flere regeringer, bl.a. som udenrigsminister i Palmerstons regering 1959-1865. Denne regering anses for den første virkelig liberale regering i Storbrittanien. Som sådan var han indblandet i fx Italiens samling, den amerikanske borgerkrig - og konflikten i Slesvig-Holsten. 

Det bør bemærkes at de dansk-kritiske artikler i de nævnte aviser ikke eksisterede i det omfang som artiklen forsøger at give udtryk for. De fleste af disse tidsskrifter og aviser findes i dag på nettet, og man kan ved selvsyn danne sit eget indtryk. I Mediestream vil en gennemgang af Dagbladet, Fædrelandet, såvel som provinsaviserne hurtigt give et indtryk af de daglige omtaler af hertugdømmer - og især "slesvig-holstenerne". 

Eksempler på censur mellem de to slesvigske krige er ganske mange. Jeg har samlet et udvalg her på bloggen: Forbud mod aviser i Slesvig (1853), Lukning af en avis i Slesvig (1853), Pressetilstanden i Slesvig (1855), Kopenhagener Zeitung (1857), Pressefrihed i Slesvig-Holsten (1857), Manglende ytringsfrihed i hertugdømmerne (1858), Presseforhold i hertugdømmerne (1859), Forbud mod foreninger (1859), Aalborg Stiftstidende om ufri presse i Slesvig (1859), Slesvig Stænderforsamling om presse- og forsamlingsfrihed, indgreb mod en adresse (1860), Sylvester Jørgensens artikel om pressefrihed (1860), om konfiskation af "illegale skrifter" (1860), det omtalte Norddeutscher Grenzbote (1861)