Lægprædikanten Mogens Abraham Sommer (1829-1901) startede i den grundtvigianske vækkelsesbevægelse på Østfyn, men var dog på de nedenstående artiklers tidspunkt blevet kierkegaardianer. Han var 1852 hjælpelærer i Rørvig, og efter sigende afholdt af befolkningen, men ikke af præsten fordi han holdt foredrag og prædikede i kirken ved messefald (i stedet for bare at oplæse en prædiken). I 1853 blev han lærer i Haderslev. Her holdt han gudelige forsamlinger i stor stil og havde kontakt med den nystiftede sjællandske Indre mission. I 1855 fik afslag på en ansøgning om ophævelse af den endnu i Slesvig gældende forsamlingsforordning af 1741, og han begyndte nu at kritisere kirken, indtil han endelig i 1856 brød med præsterne som han ellers indtil da havde haft et udmærket forhold til.
- Koldingegnen, d. 20 Januar.
Ligesaa ædelt et Gode Friheden er, naar den holdes indenfor Lovlighedens Grændser, ligesaa uædelt er den, naar den gaaer over til Tøilesløshed. Et complet Beviis herpaa fik jeg sidste Løverdag Aften i Kolding. Hændelsesviis kom jeg den Aften til Staden; da jeg mærkede et usædvanligt Røre paa Gaderne, fulgte jeg nysgjerrig Strømmen og standsede først i den nordøstlige Ende af Byen, ved den saakaldte Slotsmølle, hvor en usædvanlig stor Masse Mennesker var forsamlet. Af min Omgivelse erfarede jeg, at der blev holdt gudelig Forsamling derinde af en Hr. Sommer, der virker i den indre Missions Tjeneste; ham var det, man vilde tillivs, og Forsamlingen skulde forstyrres og adsplittes. Er dette den meget roste Associations- og Religionsfrihed, man har i Kongeriget? - Ja, blev der svaret, vi have jo gode Præster, men nu kommer der Ingen i Kirkerne, Alle løbe her ud. Provsten havde kun ti Tilhører, i Søndags. - Jeg sagde: mig syntes rigtigst, at man lod Enhver uforstyrret søge hen, hvor han kunde finde sin Trang tilfredsstillet. - Men i det Samme blev der en saadan Støi og Larm nede i Porten, at Samtalen blev afbrudt, en Dør blev stormet og slaaet itu, og de saakaldte Springraketter, der vist skulde have været ind i Salen, sprudede Ild til alle Sider. Nu vilde Forsamlingen skilles ad, og en kaad Banden, Skrigen og Piben hviinte gjennem Luften, saa at jeg aldrig i mit Liv har været Vidner til en saa raa, pøbelagtig Scene, og jeg skyndte mig bort fra Stedet. Politiet forholdt sig passivt, hvilket jeg først senere kunde forklare mig, da jeg hørte, at flere, som vist gjøre Fordring paa at kaldes agtede Borgere, vare med eller Anførere for Sværmen; jeg nævner Ingen, men vil blot anføre dette lille Faktum til Underretning for dem, som troe, at der praktisk er Tolerance. Associations- og Religionsfrihed i Kolding.
(Dannevirke 23. januar 1857)
Om Pøbekoptøierne i Colding imod Forsamlingsfriheden indeholder Haderslev Av. følgende Skriv, fra Coidingegnen:
[Herefter følger referat af den ovenstående artikel fra Dannevirke 23. januar 1857.]
Denne Skildring kan være tilstrækkelig til at betegne den paapegede lovløse Tilstand i Colding. Vi haabe, at det Forefaldne ogsaa maa være meer end nok til at lade den høitagtede og oprigtigt grundlovsindede Justitsminister foretage en skarp, fra udenbyes Side ledet, Undersøgelse baade af de tøilesløse og dog "fordringsfulde" Borgeres Færd, som have krænket deres eget Borgernavn ved at lede et attentat imod Borgerfreden og Borgerfriheden, og ligesaa og fornemmelig en Undersøgelse af "Politiets Passivt!"; thi har Politieøvrigheden forholdt sig saaledes som skildret, og der er idetmindste ikke fremtraadt noget, som viser ringeste Virksomhed fra Politiets Side til at beskytte Forsamlingsfriheden og rolige Borgere mod Pøbelangrebet; saa har en "Passivitet" fra Politiets Side kun kunnet være et Middel til at lette og styrke det grove Rolighedsbrud. Men saa havde Politiemesteren svigtet sin Embedspligt, hvor den meest krævedes, og i saa Fald kræver baade den lovlige Ordens Varetægt, og Frihedens lovlige Ret, at Politimesteren uopholdeligt sættes under Tiltale og vel foreløbigt suspenderedes fra en Post, hvor han havde ladet den lovlige Orden mangle det ham betroede Værge. Fra Justitsministerens Side er maaskee ogsaa alt de fornødne Skridt indledede. Det træffer sig jo nu ogsaa saa heldigt, at Amtmanden for Veile Amt har Sæde i Landsthinget, og ved ham eller ved en Interpellation af Colding Byes Repræsentant i Folkethinget, Hr. Jørgensen, vil der forhaabentlig blive bragt nærmere Oplysninger tilveie, ikke blot for det enkelte Øvrighedsforholds Skyld, men for i det Hele at vide Grundlovens og Borgernes Forsamlingsfrihed i Fremtiden sikkret og beskyttet imod hverisomhelst Attentat.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 26. januar 1857)
"Øresund", et nyt Blad, som udgives i Kjøbenhavn af "Dannevirkes" forhenv. Udgiver, Hr. P.C.Koch, indeholder en udførlig Artikel om den foranstaaende Begivenhed, hvoraf vi tillade os at gjøre følgende Uddrag: Mogens Sommer har været Lærer ved en af Borgerskolerne i Haderslev, hvor han, fortrængt fra Rørvig i Sjælland, var bleven ansat 1853. Kort efter denne sin Ansættelse havde han, ligesom i Rørvig, gjort sit Skolelokale til et Mødested for gudelige Forsamlinger. Skolen kunde rumme 2- a 300 Personer, og hvergang han aabnede den for christelig Underviisning og Andagt, i Regelen 3 Gange om Ugen, var den fuld, hyppigt saa propfuld, at langtfra alle Tilhørere kunde komme ind. Disse Forsamlinger gik uforstyrret deres Gang i henved 3 Aar, bivaanedes i Regelen af Folk af den borgerlige Klasse, men dog ogsaa af Damer af den finere Klasse. Sommer taler i et varmt, meget flydende Sprog, gjennemvævet af træffende Lignelser og Billeder. Det er især Opvækkelsens Hammer, hvis Slag uophørligt lyder fra hans Tunge og som vidunderligt griber Tilhørernes Hjerter. I afvigte Efteraar troede han at kunne ende sin Mission i Haderslev i Fred, for at overtage en vandrende omkring i Hertugdømmet og Kongeriget. Men nu blev han af En af Byens Geistlige angivet for Øvrigheden, fordi han havde talt mod Barnedaaben og søgt at forføre Ungdommen til at nægte Edens Aflæggelse under Confirmationen. Sagen indmeldtes til Ministeriet, og dette har nok udstedt stræng Befaling til at arrestere Sommer, dersom han noget Sted i Slesvig vovede at optræde som Missionair eller holde Forsamlinger. Da saaledes enhver Dør var lukket for ham i Haderslev, tog han i afvigte Novbr. Staven i sin Haand og vandrede ud for at forkynde Evangeliet. Han gik derfor til Kolding, og begyndte her at prædike Ordet til Omvendelse. Folk strømmede ogsaa der til hans Forsamlinger, og hans Optrædelse gjorde megen Opsigt. Da reiste sig ogsaa der et Uveir imod Mogens Sommer. Han holdt i Onsdags Aftes Forsamling der i Byen. Som man fortæller, havde en Jernstøber besluttet at forstyrre Forsamlingen og om muligt for stedse at gjøre en Ende paa Prædikantens Virksomhed, i hvilket Øiemed han fik sine Arbeidere og Venner til at staae ham bi. Forsamlingen var i Gang og anede ingen Forstyrrelse, da en beskjænket Jernstøbersvend trængte ind i Salen, fulgt af en Mængde leiede Spektakelmagere, som skulde have 10 Rdr., heed det, for at stene Sommer ud af Byen. Een af dem, som var i Fruentimmerklæder, sang "Schleswigholstein meerumschlungen". Først da Politiet indfandt sig, ophørte Excesserne. I Løverdags vilde Sommer og hans Venner i Kolding, trods det ulmende Uveir, atter holde Forsamling. Politiet har lovet at staae dem bi. Man er spændt paa Udfaldet."
Bladet "Øresund" indeholder fremdeles en Beretning fra Sommer selv om hans sidstafholdte Forsamling i Kolding, Løverdag Aften. "Midt under vor Forsamling - skriver han til Bladets Redactenr, Hr. Koch - indfandt der sig en talrig Bande, der gjorde et saadant Spektakel, at Folk, der i Udlandet havde været Vidne til Sligt, aldrig havde seer eller hørt Mage. Mærkværdigt nok var det ikke blot Folk af Arbeidsstanden, men det var tildeels fiintklædte Mand og dannede Ynglinge, som toge Deel i Oprøret. De ikke alene udstødte de frygteligste trusler, men de lode mange Pund Krudt afbrænde i Portgangen, præpareret i Form af de saakaldte "Skruptudser". Lygterne slukkedes, Vinduerne til Indgangen huggedes i Qvas, og en tusindtallig Mængde grupperede sig omkring Huset, for at insultere de fra Forsamlingen bortilende Medlemmer, der bleve stødte, sparkede og rendte overende. Da Tumultuanterne ikke kunde finde mig (man sagde, at der var sat en Sum af 3- a 400 Rdr. paa mit Liv), saa bleve de som rasende. En Mand ved Navn Hedegaard blev ilde mishandlet af den vilde Skare, der forfulgte ham, og først efter flere Timers Forløb kunde han komme ind i sit eget Huus, thi ogsaa der havde Tumultuanterne gjort Spektakler. Politiets Assistance var ligesaa afmægtigt som et Lov i Stormen; Herredømmet var nu gaaet over i Næverne, vi have følgelig i Danmark et Exempel paa, at Loven og dens Arm har været som et Intet lig, overfor en tumultuarisk Kjøbstad og er haanligt bleven traadt under Fødder. Og dette er skeet, ikke i Anledning af oprørende Tryk eller overordentlig Dyrtid, men alene fordi nogle Indvaanere forsamle sig, for i al Stilhed og efter Luthers Forskrift at betragte Guds Ord og ere deri i deres fulde, lovlige Ret. - - Der var vistnok henved et Par Tusinde Mennesker paa Benene, og om de end langtfra ikke Alle ønskede at see mig ødelagt, saa rev den vilde dag Alle med sig, og jeg anbefalede mig i Guds Haand. Den Jagt, der blev gjort efter mig, var forfærdelig; overalt paa Gaderne og Ved Gadehjørnerne var der opstillet Vagtposter for at gribe mig. Desuagtet kom jeg ved Guds og Menneskers Hjælp uskadt bort fra den rasende By."
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 27. januar 1857)
Peter Christian Koch (1807-1880) redigerede Dannevirke 1838-1856. Under Krigen 1848-1850 flygtede han til København, hvorefter han vendte tilbage og fortsatte med at udgive Dannevirke, nu som dagblad. Han kom i modsætning til de konservative ministerier i 1850'erne og solgte 1856 Dannevirke til sin medarbejder Godske Nielsen, flyttede til København og udgav ugeskriftet "Øresund". Han blev efterhånden en anset fotograf.
Politiets Forhold i Colding synes dog at være eller være blevet et andet, end der nys i Haderslev Av. beskrevne; thi i Hr. Kochs "Øresund' hedder det, at "i Løverdags vilde Missionair Sommer og hans Venner i Colding, trods det ulmende Uveir, atter holde Forsamling og Politiet har lovet at staae dem bi". Men det er da høist paafaldende, at Politiet ikke alt havde forhindret de tidligere Pøbeloptrin. Heller ikke seer man noget om, at Politiet har ladet hine fornemme og simplere Urostiftere arrestere eller tiltale, og det er dog den eneste alvorlige Maade, hvorpaa den offentlige Orden kan betrygges. Om selve den første oprørende Begivenhed meddeler Hr. S. i nævnte Blad følgende:
[Her følger citatet som også er nævnt i ovennævnte artikel fra Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 27. januar 1857]
Kolding, d. 29. Januar. (Byens Av.)
Vi have tilforn blot med et Par Ord omtalt de Optøjer, som fandt Sted her i Byen d. 17. ds, deels fordi vi fandt, at det var en saare kilden Sag at røre synderlig op i, deels ogsaa fordi vi, der ikke selv havde været Vidne til det Passerede, ikke vilde lade os forlede af allehaande Snak og løse Rygter. Vi beklage, at der fandt slige Uordener Sted, og vi misbillige enhver pøbelagtig og ulovlig Fremfærd; men naar man vil give en offenlig Beretning om Sligt, da er det Noget, man skylder baade den gode Sag, i hvis Tjeneste og til hvis Fremme man virker, samt ogsaa sine formeentlige eller virkelige Modstandere, at man holder sig strengt inden for Sandhedens Grændser, thi ellers skader man den Sag, man vil fremme. Hvad der passerede her i Kolding d. 17. ds., kunne vi, som sagt, ikke Andet end misbillige i høi Grad; men naar Missionairen, Hr. Mogens Sommer, i en Epistel til "Dannevirkes" forrige Redakteur, den nuværende Redakteur og Udgiver af el Ugeblad, kaldet "Øresund", P. Chr. Koch, ikke alene skildrer de stedfundne Optøjer, men ogsaa tager adskillige "Rygter" til Indtægt og ved denne Lejlighed, for ret at fremstille sig selv som Martyr, kaster Snavs paa Byen og dens mange hæderlige Indvaanere uden Undtagelse, da er Sligt uforsvarligt, umotiveret og usandfærdigt. Efterat have omtalt Spektaklet, som fandt Sted den foregaaende Onsdag, tilføjer nemlig Hr. Sommer:
"Men i de mellemliggende Dage, fra Onsdag til Løverdag, oplagdes endnu værre Planer mod os Troende, og ærlige og christelige Folk gruedes ved at høre, hvad der var igjære. Blandt Andet fortaltes, at der var sat en Sum af 3-400 Rdl. paa mit Liv, saa saaledes at denne skulde fortæres i Klubben, dersom jeg kunde blive ryddet af Veien. Jeg turde dog ikke af disse Rygter, der jo kunde være tomt Praleri, lade mig skræmme fra at fortsætte mine Forhandlinger eller lade mig kyse fra min Post. Vi aabnede derfor vor Forsamling om Løverdag Aften (d. 17. dS.) efter vor Regel, men vi erfarede snart, at Rygterne ikke vare overdrevne. En talrig Bande indfandt sig brat, og Opløbet med dets Spektakel tiltog i den Grad, at Folk, der i Udlandet havde været Vidne til Sligt, aldrig havde seet eller hørt Mage."
Siden Hr. Sommer ikke fandt Rygterne overdrevne, maae vi opfordre ham til at bevise deres Sandhed. Endvidere siger Hr. Sommer:
"Mærkværdig nok, var det ikke blot Folk af Arbeidsstanden, saadanne, som kunde være leiede dertil, men det var tildeels fiintklædte Mænd og dannede ynglinge, som paa det Hidsigste toge Deel i Oprøret . . . . de afbrændte mange Pund Krudt . . . . Deres Skraal, Hylen og Skrig løbe som fra 100 vilde (ikke engang tamme) Hyæner."
Det er beklageligt, al en Guds Ords Forkynder vil fremsætte en saadan Insinuation, at de kunde være lejede, naar han ikke veed, om de vare leiede; men det veed han nok ligesaa lidt, som at de dannede Unge toge Deel i Optøjerne. - Fremdeles siger Hr. Sommer:
"Vi have følgelig i Danmark virkelig et Exempel paa, at Loven og dens Arm har været som et Intet ligeoverfor en tumultuarisk Kjøbstad og er haanlig bleven traadt under Fødder .... I Sandhed, for Lovens og Sikkerhedens Skyld i vort Fædreland burde dette Optrin i Kolding bringes under Justitsens Maalestok."
Vi skulde ikke have Noget derimod, naar blot alle de Skyldige saa kunde komme med; men naar Hr. Sommer til sin egen Forherligelse opstiller den Modsætning:
"men jeg er en ringe, fattig Mand, og mange af Byens ansete Mænd ere deelagtige i Tumulten;"
saa det ret seer ud, som om Lov og Ret var banlyst fra Kolding, da maae vi efter Alt, hvad der er kommen til vor Kundskab, paa det Bestemteste afvise en saadan Beskyldning, ikke blot ialmindelighed, men ogsaa mod de mange af Byens ansete Mænd; og saalænge Hr. Sommer ikke bestemt paaviser de mange af Byens ansete Mænd, der skulle have deeltaget i Tumulten, maae vi erklære ham for en skammelig Bagvasker. - Derefter erklærer han, at
"der vistnok var henved et Par Tusinde Mennesker paa Benene, og om de end langtfra ikke alle ønskede at ser mig ødelagt, saa rev den opstemte vilde Tone dog Alle med sig."
Hvorledes Hr. Sommer kan vide, at det var "den opstemte vilde Tone", der rev Alle med sig, og hvorledes han kan have holdt Mandtal over de "Par Tusinde Mennesker", kunne vi naturligviis ikke vide, da han ikke alene "uskadt", men ogsaa "aldeles uset" (usynlig?) kom til sit Logis og senere "havde samme Lykke med at komme ud af den rasende By". Endvidere bemærker Hr. Sommer, at "Salen er ruineret". Delte er en ligefrem Usandhed, da Eieren har forsikkret, at der i denne ikke engang er slaaet en Vinduesrude itu. Til Slutning tilføier han efter den overstandne Trængsel.
"Jeg sidder nu hjemme i min egen Stue i Haderslev som den, der er frelst af Løvens Vold; jeg glæder mig i Herren og takker ham for hans Varetægt; jeg trøster mig ved hans Forjættelse; at salige ere de, som lide Forfølgelse for Retfærdighedens Skyld, Himmerigets Rige er deres."
Vi unde Hr. Sommer af ganske Hjerte denne glade Bevidsthed og denne Trøst; men idet vi ønske ham alt Held til Guds Riges Fremme, hvortil han anseer sig for særlig kaldet, ønske vi tillige, at han ved sin Optræden som Ordets Forkynder maa betjene sig af færre Urigtigheder og Overdrivelser, end han i sin her anførte skriftlige Beretning har gjort; thi Guds Rige fremmes ikke ved nogen indbildt Martyrdom, det er grundet paa Sandhed.
(Dannevirke 30. januar 1857)
- Forskjellige Blade, "Kolding Avis", "Dannevirke" og "Øresund" - der udgives her i Byen af "Dannevirkes" forrige Udgiver P. C. Koch - have indeholdt meer og mindre udførlige Beretninger om nogle raae Udbrud af Intolerance og voldsom Adfærd mod fredelige Mennesker for deres Troes SkyId, der ere forefaldne i Kolding den 10de, 14de, men især den 17de Januar, og hvis Charakter er endmere alvorlig, ifald det forholder sig, som det angives, at det ikke er Børn og Pøbel, hvis Kaadhed her har givet sig Luft, men at ogsaa ansete Borgere, kort sagt næsten en hel ophidset Befolkning har deltaget deri. Det førstnævnte Blad gjør sig aabenbar Umage for at fremstille, hvad der er skeet, som temmelig ubetydeligt; det sidstnævnte indeholder en Beretning fra en af dem, der have været mest udsatte for Forfølgelse, og hvis forskrækkede Phantasi derfor derfor sandsynligvis har malet med for stærke Farver; "Dannevirkes" Beretning holder en Middelvej og er derfor uden Tvivl den paalideligste.
En af den saakaldte "indre Missions" Udsendinge, en tidligere Lærer ved Haderslev Borgerskole, M. Sommer, havde, da han af den slesvigske Geistlighed var fordreven fra Haderlev, fordi han der holdt gudelige Forsamlinger, begivet sig til Koldingegnen og der begyndt at afholde saadanne i den et Par Bøsseskud udenfor Byen liggende Slotsmølle. Her blev de Forsamledes Andagt den 10de forstyrret af et Par Handelsbetjente, der talte og lo under Prædikantens Foredrag. Den 10de indfandt en Jernstøber sig med sine Folk og forsøgte at trænge ind, men det blev forhindret af Politiet. Den 17de var der, beretter "Dannevirkes" Meddeler, et usædvanligt Røre paa Gaderne i Byen, og ved at følge Strømmen fandt han en usædvanlig stor Menneskemasse forsamlet ved Slotsmøllen. Paa Spørgsmaalet, hvad der var paa færde, og hvad man havde isinde, svaredes, at man vilde forstyrre og adsplitte den gudelige Forsamling, fordi Folk ikke længere kom i Kirken, men løb derud. Strax efter blev Døren til Forsamlingsværelset stormet og slaaet itu. Springraketter, der vare bestemte til at kastes derind, sprudede Ild til alle Sider, og under Banden, Piben og Skrigen forfulgtes og tildels mishandledes de Forsamlede, der skyndte sig bort. "Politiet", tilføjer Meddeleren, "forholdt sig passivt, hvilket jeg først senere kunde forklare mig, da jeg hørte at Flere, som ville gjøre Fordring paa at kaldes agtede Borgere, vare med eller Anførere for Sværmen."
Men fordi Politimesteren i Kolding har fundet sig magtesløs ved en Ledighed som den anførte, hvilket saa meget mindre er at undres over, som Politivæsenet der i de sidste halvhundrede Aar kun har været slapt, hvorfor ogsaa adskillige Exempler paa Selvtægt og Folkejustits upaatalte ere forekomne - derfor kan denne Begivenhed ikke gaae saaledes hen. Der maa værnes om de Friheder og Retligheder, der ved Grundloven ere skænkede danske Borgere; der maa værnes om Troes- og Forsamlingsfriheden, der bliver til et rent Mundsveir, dersom det skal staae i Majoritetens Magt paa ethvert Sted at berøve sine Medborgere disse Goder; der maa i Tide sættes en Bom for alle Religionsforfølgelser, for alle Udbrud af en bornert Fanatisme, fra hvem de saa end udgaae, og jo klarere det træder frem, at Folk, der ifølge hele deres Stilling skulde have bedre Indsigt og andet Sind, have været med i Spillet, desto alvorligere maa det paatales og desto strengere maa det straffes; thi ellers ville saadanne Voldsgjerninger udbrede sig som en Smitsot over Landet og blive grovere og grovere, indtil til sidst Mennesker føres til Tugthuset eller Skafottet, som ere langt mindre tilregnelige end dem, der først gave Signalet. Derfor opfordre vi den høitagtede Justitsminister til at skaffe sig Kundskab om denne Sags Sammenhæng, og dersom han finder, at den forholder sig omtrent som her fremstillet, da at sende en Forhørsdommer over til Kolding, hvis Nidkjærhed ikke bindes af noget personligt eller stedligt Hensyn.
(Fædrelandet 30. januar 1857)
- En Indsender i "Kold. Av." skriver om den Sommerske Sag: Som et Øienvidne til, hvad der passerede ved Hr. Sommers gudelige Forsamling i Slotsmøllen d. 17. Januar sidstleden, kan jeg ikke undlade i Sandhedens Interesse at tage til Gjenmæle imod den falske og overdrevne Beretning, som han har fundet det passende at fremsætte i det nys udkomne Blad "Øresund" Nr. 4. Langt fra at ville forsvare Tumultuanterne fordømmer jeg tvertimod paa det Strengeste deres Færd, og maa jeg her fremføre, at jeg selv ikke uden Velbehag og OPbyggelse har hørt enkelte af Hr. Sommers Taler, ligesom jeg ogsaa den nævnte Aften overværede Forsamlingen.
Kolding, den 30te Januar
- Til Bladet "Dannevirke" af 23de d. M. er indsendt fra Koldingegnen et Inserat, der gaaer ud paa at skildre Byen Koldings driftige og besindige Indvaanere som raae- og pøbelaqtige, idet man ikke undseer sig for at sige, at Flere, som ville gjøre Fordring paa at kaldes agtede Borgere, vare med eller Anførere for Sværmen, der Løverdagen den 17de d. M, gav sit Mishag tilkjende ved en Hr. Sommers saakaldte Opbyggelsestaler i det dertil leiede Locale i Slotsmøllen. Der siges endvidere, at der nu Ingen kommer i Kirken, skjøndt vi have gode Præster, Alle løbe til Sommer, og at Provsten Søndagen den 16de kun havde 6 Tilhørere. - Naar nu Byens Indvaanere ved Forsynets Bistand har den Lykke, jævnt hen at kunne kaldes velhavende, naar de vide at bruge disse Goder paa en frugtbringende Maade for Sig og Sine, ligesom og at deelagtiggjøre Andre deri, naar man i sin huuslige Kreds lever lykkelig og tilfreds; naar man i Guds Huus og i sit eget Hjem helliger Bedetimerne ved Andægtighed og Religiøsitet; naar man til alt dette har det Gode, at være tilskikket Gejstlige som Provst Gad og Pastor Binzer, der i alle Henseender, som Lærere og som Mennesker, nyde Borgernes uskrømtede Høiagtelse, hvilket de propfulde Kirker som oftest vise, - saa trænger Koldings Indvaanere sandelig ikke til en omreisende Prædikant, der forrykker Hjernerne, satter Splid i de tætte Familie kradse og vækker den Tanke hos visse svage charakteerløse Mennesker, at Arbeide er overflødigt, Herren hjælper uden dette. Som sagt, vi trænge ikke til saadanne Folk, vi ynde dem ikke; thi vi have den fulde Overbevisning, at naar vi følge de Guds Ord, der daglig forkyndes gjennem vore agtede Gejstlige her paa Stedet, ville vi uden Hr. Sommers Hjælp og uden Glarmester Hedegaards Lygte naae Guds Rige. Jo kraftigere Guds Evangelium forkyndes, jo heftigere optræder Djævelen og dennes Verden derimod. Vi indrømme gjerne det Ønskelige i, at de ubehagelige Optrin, der under Hr. Sommers Tale fandt Sted i Slotsmøllen, ikke vare skete, men hvem har givet Aarsagen dertil og hvem Forargelsen? Troer man sig kaldet som Apostel Paulus, saa viis det. Vi tvivle Paa, at han har holdt ForeIæsning for Penge, vi tvivle paa, at han har havt nogen staaende ved Døren med Offerbøssen, og vi tvivle paa, at denne Guds og Frelserens Tjener har havt henved 20 Rdlr. om Dagen i Indtægt. - Denne Forargelse har tildeels ophidset Gemytterne; den stræbsomme Borger, den fattige Daglejer har villet satte en Grændse for, at Kone og Børn skulde blive forrykte, bringe hans ved Sved erhvervede Penge i Sommers Bøsse, og har det uhyggelige Optrin end ikke behaget, saa haabe vi tog, at Hr. Sommer for Fremtiden som Prædikant vil forskaane os, og at den ellers skikkelige Glarmester kun vil blive ved sit Fag, der lønner godt. Vi have ellers med den største Forundring seet anføre, at flere agtede Borgere skulle have varet med som Anførere for den omtalte Sværm. Vi tør med Bestemthed modsige dette, ligesom og den af flere Bønder fattede Idee, at ældre, agtede Mand heraf Byen, med hvem de ellers staae i nøie Forbindelse, skulde have ladet sig bruge som Redskab ved slig Lejlighed. Just de tvende Mand, om man har søgt at mistænkeliggjort, vare den Aften i en Vennekreds og have aldrig befattet sig med denne Sag; dertil have de for megen Verdenserfaring og for megen Klogstab. - Idet vi ville slutte denne Artikel, kommer Bladet "Øresund" Nr. 4 for vort Øie, hvori vi finde Hr. Sommers hele Klagesang betræffende hans Skjæbne i Kolding ovennævnte Aften. Enhver fornuftig Laser vil sikkerlig strax smile ved een Grusomhed, han deri vil tillægge Stadens Borgere, - men vi kunne forsikkre, at Hovedindholdet af det hele Inserat tilderls er en udpyntet Røverhistorie, der reducerer sig til en Deel Menneskers Mishag over de holdte Foredrag; men hverken Prædikanten eller hans Medhjælper ere truede paa Liv eller Lemmer, - de seee nu, som før, ubeskadigede. Vi ville nu ønske Fred og Velvære over vor lille driftige By, men tillige sige: - Gud, lad dem blive borte, som os bedrøve vil. (Kold. Av.)
I Bladet Øresund" Nr. 5 (for i Løverdags) anføres. at Hr. M. Sommer fra Haderslev har, efter den 17de Jan. ved det bekjendte voldsomme Oprør at være bleven forjaget fra Kolding, den 24de atter besøgt denne By, formodentligt for at see til de derværende efterladte Troende. Men han blev snart opdaget; Sammenrottelsen og Efterstræbelsen efter hans Person begyndte paany, saa han ikke engang kunde komme Syd paa, men maatte flygte til Seest Skov og overnatte i denne. Den svigende Morgen (Søndag den 25de) vovede han sig ud af Skoven og naaede lykkeligt Haderslev.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 3. februar 1857. Artiklen blev også trykt i Dannevirke 4. februar 1857)
Under Indsendt læses i "Kold. Av." følgende i Anledning af den Sommerske Sag: "Kunsten at forvandle en Myg til en Elefant er i den Sommerske Sag i stor Stil anvendt paa Kolding Byes Indvaanere og efter de mange fremkomne Beskyldninger og Angreb at dømme, skulde man næsten tro, at der ikke fandtes en skikkelig Mand i hele Byen; dens Mangel paa Intelligents (en af Undervisninginspektør, Professor Madvigs Motiver for at nedlægge Kolding lærde Skole), og det Hele taget dens Uvornhed, maa vel ogsaa nærmest være Grunden til, at de Fordele, som vor By ligesom saa mange andre, har været i Besiddelse af, efterhaanden ere os fratagne, saa vi med Sandhed kan sige: nu er der intet mere at tage, nu maa det ophøre af sig selv! - Slesvigholstenerne beskyldte os for, at vi have overskyllet dem med kogende Vand, skudt paa dem med Hagel, Sømstumper og Gud veed hvad det var alle for kanibalske Handlinger, vi havde udfort; - mod et Sendebud fra Gud, en sand Profet, efter egne Ord, have vi nu atter udført lignende gruelige Handlinger: vi skulde have henlagt flere Pund Krudt, for at sprænge Profeten i Luften, vi skulde have udlovet 3 a 100 Rd. for at faa ham skilt ved Livet, vi skulde have forfulgt ham, saa han ikke kunde komme igjennem vor By, men har maattet ty til Skovens Ly og ligesom fredløs Mand ikke kunde komme frem; først den næste Dag slap han lykkelig til den gode By Haderslev. Dette, ligesom Slesvigholstenernes Beretninger, er den sorteste Usandhed, og vi beklage, at ikke engang et saa dybt- og grantseende Genie, som Hr. E. Ploug, har kunnet begribe, at hele Beretningen var fabelagtig, og ikke skammede sig ved, næst efter Bernhard Ree, at være den Første til at kaste Snavs paa Byen; men her, ligesom i Sagen angaaende Kolding lærde Skoles Nedlæggelse, har Byens Indvaanere atter Leilighed til at beundre Hr. Plougs venlige Sindelag imod sin Fødeby. Han (P.) har sagt, at Politiet i vor By i de sidste 50 Aar har været slap og at der af den Grund er forefaldet adskillige Exempler paa Selvtægt og Folkejustits; denne Beskyldning træffer vel nærmest vor Øvrighed, og vi troe os i vor gode Ret, naar vi opfordre denne til at fralægge sig saa ærerørige Beskyldninger. Og trods alle disse Beskyldninger anse vi os dog for at være ligesaa skikkelige Folk, som i andre Byer; vi elske og agte tilvisse vor Gud, vor Konge og Øvrighed ligesaa høit, som andre Folk. Spørg og undersøg, men ei ved falske Profeter eller hadefulde. Sandheden forbigaaende Fjender; spørg selv Tydskerne, da de lærte os at kjende; spørg vort brave Militær, spørg vor geistlige og verdslige Øvrighed, og der vil sikkerlig fremkomme et andet Resultat; ja vi formene endog i Farens Stund ar have bestaaet vor Prøve. Til Slutning skulle vi gjerne med "Fædrelandet" istemme det Ønske, at den Sommerske Sag blev retslig undersøgt, og det vil da snart vise sig, at det Hele reducerer sig til et simpelt, i Kjøbenhavn næsten daglig forefaldende Gadeopløb.
(Ribe Stifts-Tidende 10. februar 1857)
Kolding, d. 11. Februar.
Efter hvad man erfarer, er der nu fra Justitsministeriet kommet Ordre til Hr. Kammerj., Herredsfoged Toxwerdt om at anstille Undersøgelser i den Sommerske Sag.
Angaaende samme Sag giver Kammerjunkeren nu i "Kold. Av." følgende authentiske Referat:
"Endskjøndt saavel M. Sommers usandfærdige Beretning om de Uordener, der have fundet Sled i eller ved den herværende Slotsmølle den 14. og 17. s. M. som de Beskyldninger, der i "Aalborg Stiftstidende" og Bladet "Fædrelandet" ere fremførte mod Politiøvrigheden her i Kolding, - Beskyldninger, der nærmest maae træffe mig som Politimester i Landjurisdiktionen, i hvilken Slotsmøllen er beliggende, - have frembudt tilstrækkelig Anledning for mig til at offenliggjøre en Beretning om det Forefaldne, har jeg dog hidtil undladt at gjendrive M. Sommers usandfærdige og forvanskede Fremstilling - hvilket desuden fra andre Sider er skeet - og at imødegaae hine ugrundede Beskyldninger, deels fordi det let kunde faae Udseende af, at jeg ansaae det for nødvendigt at forsvare mig, deels fordi jeg antog, at Justitsministeriet mulig vilde affordre mig en slig Beretning. Da dette Sidste imidlertid endnu ikke er skeet, men Flere af Byens Indvaanere have opfordret mig til at meddele, hvad der er mig bekjendt om de stedfundne Uordener, samt hvad der fra min Side er foretaget for at forebygge disse, beder jeg Dem, Hr. Redakteur! at optage Følgende i "Kolding Avis".
Onsdagen den 14. f. M., om Aftenen Kl. 7. blev jeg ved et af Hr. Glarmester Hedegaard afsendt Bud underrettet om. at endeel Personer havde forsamlet sig udenfor Slotsmøllen og søgte at forhindre dem, der havde bivaanet M. Sommers Andagtsøvelser, i at forlade Møllen. Jeg sendte strax Bud efter Politibetjent Schnell, der pleier at assistere ved Ordens Opretholdelse paa Slotsgrunden, ligesom i selve Byen, og begav mig ufortøvet, uden at afvente hans Ankomst, hen til Slotsmøllen. Paa Pladsen foran denne fandt jeg vel endeel Mennesker samlede; men de forholdt sig fuldkomment rolige og adløde øjeblikkelig min Opfordring til at rømme Pladsen, saa at de i Møllen Tilstedeværende kunde forlade denne En mindre velvalgt Yttring af Politibetjent Schnell, som imidlertid var kommen tilstede, fremkaldte vel nogle gjentagne Hurraraab; men forøvrigt forefaldt ingensomhelst Uorden, efterat jeg havde indfundet mig. Da den største Deel af M. Sommers Tilhørere havde forladt Slotsmøllen kom han selv hen imod mig. tiltalte mig og betegnede sig som den, "der blev saa haardt forfulgt". Paa min Anmodning om endnu at opholde sig et Par Minuter i Møllen, indtil den tilbageværende Deel af den førhen samlede Folkehob ogsaa havde fjernet sig. gav en Ubekjendt, der med Flere var i Følge med Sommer, til Svar, at de nok kunde beskytte ham, og de begave sig alle strax derefter ind til Byen. Heller ikke nu forefaldt anden Uorden end den ved Opløb sædvanlige Skrigen og Piben. Navnlig var jeg, som tilligemed Schnell fulgte umiddelbart efter Sommer og hans Ledsagere, ikke Vidne til, at der blev tilføjet dem mindste Vold eller anden Fornærmelse.
Løverdagen den 17. f. M. henimod Middag indfandt Glarmester Hedegaard sig med tvende Andre paa mit Kontor; de tilkjendegave mig, al de om Aftenen befrygtede en Gjentagelse af de Optøjer, som havde fundet Sted den foregaaende Onsdag Aften, og opfordrede mig til at yde dem Beskyttelse. Denne nægtede jeg dem naturligviis ikke; men jeg forestillede Hedegaard, at de Midler, der stode til min Raadighed som Politimester i Landjurisdiktionen, vare altfor indskrænkede til at beskytte ham og Sommer, saafremt virkelig, som han angav, 3 eller 400 af Byens Indvaanere havde sammenrottet sig og vare forberedte paa at udøve Vold imod dem. - Saasnart Hedegaard og hans Ledsagere havde forladt Comptoiret, lod jeg Politibetjent Schnell kalde, underrettede ham om, hvad Hedegaard havde meddelt mig, og opfordrede ham til for Betaling at antage nogle paalidelige Folk, som kunde være ham behjælpelige med om Aftenen at opretholde Orden udenfor Slotsmøllen. Han indvendte derimod, at han vanskelig vilde kunne forskaffe sig Medhjælpere, som han kunde stole paa, - at en sadan Forholdsregel, der snart vilde rygtes, end mere vilde forbittre Stemningen mod Sommer og Hedegaard og netop fremkalde Excesser, - at han med nogle faa Medhjælpere intet vilde kunne udrette, saafremt Voldsgjerninger virkelig skulde blive forøvede af et betydeligt Antal Personer, hvilket han iøvrigt ikke antog, - men at han langt snarere ene kunde forebygge Uordener. Heri maatte jeg tildels give ham Medhold; jeg lod ham derfor kun opfordre Hr. Mazanti, som havde udlejet det Locale, hvori Sommer holdt sit Foredrag, til med sine Folk al yde ham Assistence, saafremt denne skulde behøves. Om Eftermiddagen Kl. 5, forinden han begav sig ud til Slotsmøllen, indfandt Schnell sig igjen paa Comptoiret. Jeg instruerede ham paany om de Forholdsregler, han havde at iagttage; forbød ham uden høieste Nødvendighed at anvende physisk Magt, men paalagde ham derimod, naar Uordener af nogen Betydenhed skulde forefalde, øjeblikkelig derom at lade mig underrette, for at jeg selv kunde indfinde mig. Dette skete imidlertid ikke; men henimod Kl. 7 kom Schnell tilbage og meddelte mig, at et temmelig betydeligt Antal Mennesker vel ligesom den foregaaende Onsdag havde været forsamlet udenfor Slotsmøllen, men a der ikke var hrgaaet andre Uordener, end at nogle Personer, som Glarmester Hedegaard ikke vilde tilstede Adgang til Localet, hvor Sommer holdt sit Foredrag, havde søgt med Magt at trænge sig derind, men af Hedegaard med Stød, Slag og Fod spark vare drevne tilbage, amt at ved denne Lejlighed nogle Huder i en Glasdør indvendig i Bygningen vare blevne ituslagne. Han tilføjede , at han, da ikke større Uordener vare forefaldne, ikke havde anseet min Nærværelse for nødvendig, at den Folkemængde, som havde været samlet udenfor Slotsmøllen, tilligemed Sommer og hans Tilhørere havde begivet sig her ind til Byen , og at Alt var roligt i og ved Møllen, forinden han gik derfra.
Med Hensyn til Indledningen til denne Erklæring, som det er overflødigt at aftrykke, maae vi bemærke, at der ikke i nærværende Blad er fremført nogen anden "Beskyldning" mod Politiet i Kolding for dels Adfærd ved den paagjældende Leilighed end den, der fremgik umiddelbart af "Dannevirkes" Udsagn, at det forholdt sig "passivt", nemlig at det havde været magtesløst til al standse Uordenen. Men denne Klage synes rigtignok, ifølge ovenstaaende Erklæring, ogsaa at være fuldkommen sand og navnlig at ramme Hr Politimesteren selv. Da 3 Mænd, som agtede at deltage i den gudelige Forsamling, om Middagen den 17de Jan. henvendte sig paa hans Comptoir og bad ham om Beskyttelse, idet de angav, at 3-400 af Byens Indbyggere havde sammenrottet sig og vare forberedte paa at udøve Vold imod dem - hvad gjorde saa Hr. Politimesteren? Han lod en Politibetjent kalde og "opfordrede denne til for Betaling at antage nogle paalidelige Folk, som kunde være ham behjælpelige med at opretholde Orden." Men da Betjenten indvendte, at han vanskelig kunde skaffe sig Medhjælpere, han kunde stole paa (rimeligt nok!), og at han med nogle Faa Intet kunde udrette, "men at han langt snarere alene kunde forebygge Uordenen" - saa gav Hr. Politimesteren ham "tildels Medhold" heri, og lod ham kun opfordre Møllens Eier eller Forpagter til at "yde ham Assistance med sine Folk." Kl. 6 instruerede Hr. Toxwerdt atter sin Trøst og Støtte, og "forbød ham uden høieste Nødvendighed at anvende physisk Magt" (man husker, at Betjenten var ene mod forventede 3-400), og paabød ham, hvis "Uordener af nogen Betydenhed skulde forefalde", da (altsaa, naar de vare forefaldne) øjeblikkelig at underrette ham selv derom, for at han kunde indfinde sig. Deri bestod altsaa Hr. Kammerjunker Toxwerds energiske Foranstaltninger, da det meldtes ham, at 3-400 Mennesker antoges at ville gjøre Optøier og øve Vold, at han sendte een Betjent til Stedet, hvem nogle Møllerkarle og Piger venligst vare anmodede om at yde Assistance, men blev selv hjemme, afventende Underretning om Uordenerne, naar de vare forefaldne; han blev hjemme, uagtet det netop, naar han savnede tilstrækkeligt Mandskab, maatte betragtes som hans bestemte Pligt, personlig at indtinde sig, for ved sin moralske Indflydelse at udrette, hvad han ikke kunde udrette ved Magt. Man kan ikke negte, at det er et overmaade heldigt Træf, at de Uordener, der ifølge Erklæringen forefaldt, fuldkomment svarede til Foranstaltningernes Beskaffenhed. Hr. Toxwerdts Factotum kom nemlig Kl. 7 og meldte, at der slet intet Andet var hændet, end at Nogle, der vilde trængt sig ind i Huset, vare "drevne tilbage med Stød, Slag og Fodspark", samt at ved denne Leilighed nogle Ruder i en Dør vare slaaede itu; til nogen Storm paa Døren, til indkastede Springraketter, til Forfølgelse af enkelte af den gudelige Forsamlings Ledere har han slet Intet seet; af den Banden, Piben og Skrigen, der skal have forstyrret Forsamlingen, har han Intet hørt.
Maaskee vi endnu tør sige Hr. Kammerj. Toxwerdt, at denne Erklæring har overtruffet vore dristigste Forventninger om Politiets Passivitet og Magtesløshed ved den omhandlede Leilighed. Og maaskee vi tør tilføie, at Hr. Toxwerdts ene Raadgiver, ene Stedfortræder og ene Vidne, Hr. Politibetjent Schnell's, Udsagn bærer temmelig tydeligt Præg af at være stærkt paavirket af Stemningen i Byen, saa at vi i det mindste for vort Vedkommende ere tilbøjelige til at antage , at han baade har været blind og døv for All, hvad der er foregaaet om ham. Skjønt vi langtfra mistænke Hr. Kammerjunkeren selv for at være paavirket paa lignende Maade, saa er dog hans gemytlige Ligegyldighed ved hvad der var bebudet at skulle foregaae saa paafaldende, at vi troe, den høitagtede Justitsminister vilde gjøre bedre i at beordre en Anden end Hr. Toxwerdt at anstille Undersøgelser i Sagen. At nemlig en saadan Ordre nu er kommen, melder "Kolding Avis".
(Første trediedel er fra Dannevirke 11. februar 1857, resten fra Fædrelandet 14. februar 1857)
- Ved Hs. Exc. Justitsministerens Velvillie have vi havt Ledighed til at gjennemgaae de Forhører, som af Overauditeur, Herredsfoged Glahn ere optagne i Kolding i Anledning af de ved en gudelig Forsamling sammesteds den 1 7de Januar d. A. forefaldne Uordener, og ved hvilke Sandheden maa antages at være oplyst, saavidt som den kan oplyses. Det fremgaaer efter vort Skjøn af disse Forhører tilstrækkelig klart, at der hverken er blevet tilsigtet eller udøvet Noget, der kan kaldes Vold, mod "Missionairen" Sommer og hans Tilhængere, og at der altsaa ikke er Anledning for det Offenlige til at drage Nogen til Ansvar. Paa den anden Side er det ligesaa klart godtgjort, at en Misstemning blandt Byens Befolkning over de gudelige Forsamlingers Afholdelse har givet sig Luft i et efter Byens Størrelse meget betydeligt - "3-400 Mennesker" har den vagthavende Politibetjent udsagt - Opløb, hvis Deltagere ved forskjellig brutal lystighed forsøgte at forstyrre og forskrække de Forsamlede, og at i det mindste et Par mere ansete Borgere have været fortrinligt virksomme paa denne Maade; det er fremdeles yderligere oplyst, at, uagtet dette var bebudet af Rygtet i Forvejen og Stedets Politimester, Hr. Kammerjunker Toxwerdt, særligt opfordret til at beskytte de Forsamlede, har han han hverken agtet det Umagen værdt at være personlig tilstede eller at træffe nogen nogenlunde tilstrækkelig Foranstaltning til at forhindre, at Uordenerne antoge en betænkeligere Charakter.
Skylden for, at forvanskede og overdrevne Fremstillinger af det Passerede ere blevne udbredte blandt Publicum, falder først og fornemmelig paa "Missionairen", Hr. Sommer selv, der saaledes, i det mindste hvad ham selv personlig betræder, har viist sig som et meget maadeligt "Sandhedsvidne". Rigtignok har Hr. Sommer undskyldt sit Udgiveren af "Øresund", Hr. P. C. Koch, tilsendte og i det nævnte Blads Nr. 4 indførte Brev dels dermed, at det ikke var bestemt til Offenliggjørelse, dels dermed, at Udgiveren af "Øresund" har tillagt og indskudt Et og Andet. Men den første Undskyldning svækkes betydeligt derved, at Brevet øiensynligt er affattet til at trykkes, og den anden betyder slet Intet; thi de af Hr. Koch foretagne Tilføielser bestaae dels i Noget, der ikke vedkommer Opløbet i Kolding, dels i en Reflexion over samme samt nogle ligegyldige Betegnelser; for aIle de anførte Facta staaer Hr. Sommer alene Publicum til Ansvar. Naar han altsaa i Forhøret har maattet erkjende, at Meget af hvad han har anført kun støtter sig paa anonyme Venners Meddelelse, det vil sige: paa løs Snak, saa har han handlet meget uforsvarligt ved at meddele Udgiveren af et offentligt Blad dette, for at skaffe sig selv en Godtkjøbs-Martyrkrone. At hans Brev til Hr. Koch er beregnet derpaa, fremgaaer saa klart som muligt, navnlig af dets Slutningsord, som han har vedkjendt sig nemlig at han er "frelst af Løvens Vold" og trøster sig med "den Forjættelse, at salige ere de, som lide Forfølgelse for Retfærdighedens Skyld, Himmeriges Rige er deres". Det vilde unegtelig være billigt, om han kunde kjøbe "Himmerigs Rige" ved at høre en Timestid paa Hyl og Spektakel og ved en Rift, ikke engang i sin egen, men i en af sine Tilhængeres Kavai, kort sagt, uden at der er krummet et Haar paa hans Hoved, eller han har været udsat for nogensomhelst alvorlig Fare. At det sidste ikke har været TiIfældet, har Hr. Sommer selv beviist dels ved at indfinde sig igjen i Kolding den næste Søndag, dels ved al erklære i Forhøret, at han vilde begynde at holde Forsamlinger igjen sammesteds saasnart han kunde faae et Locale Ieiet
Men med Alt det, at vi maae dadle Hr. Sommer for hans Fremstilling, have vi ikke ved at læse Forhørerne fundet mindste Anledning til at forandre vor Mening om deres Adfærd, der have været i Spidsen for Forstyrrelsen af hans Forsamling, og som bagefter have søgt Værn i Benegtelser, der ligeoverfor flere enstemmige Vidnesbyrd saameget mindre fortjene Tiltro, som Dommeren og Retsvidnerne om een af disse Personer udtrykkelig have bemærket i Protokollen, at hans Optræden i Retten tydede paa, at han med Forsæt fordulgte Sandheden, idet han manglede den Frimodighed, som Overbevisning maatte give ham. Ligesaalidt kunne vi, som alt bemærket, forandre vor Dom om Politimesterens Adfærd. Rigtignok har han i en Skrivelse til Amtet bemærket, at hans Bolig kun ligger omtrent 200 Alen fra Slotsmøllen, hvor den gudelige Forsamling holdtes, og at han altsaa, om hans Nærværelse havde været nødvendig, kunde have indfundet sig der efter 2-3 Minuters Forløb. Men, medens man maa spørge, hvem der skulde have hentet ham, eftersom han kun havde sendt een Betjent til Stedet, og denne naturligvis alle mindst i det Øieblik, da han behøvede Politimesterens egen Bistand, kunde forlade sin Post, maa det dog især vække Forundring, at Politimesteren, da han altsaa i sin Bolig kunde høre Mængdens Hujen, Piben og Raahen, ikke fandt Anledning til at komme af sig selv. Hans Politibetjent, der langtfra er gunstig stemt for Sommer og hans Tilhængere, har for Forhøret afgivet den Erklæring , at "da Forsamlingen skilles ad, tiltog Optøierne i en saadan Grad, navnlig med Hujen, Piben og Trykken, at han inaatte ansee Politimesterens Nærværelse for nødvendig eller i alt Fald for høist ønskelig, men da var der ikke mere Tid eller Ledighed til al sende Bud efter ham." Som sagt, vi finde ikke, at Hr. Kammerjunker Toxwerdt ved denne Leilighed har brugt god Conduite eller viist tilbørlig Nidkjærhed; men da han har havt det HeId, at der, trods hans Ligegyldighed, ikke er forefaldet nogen egenlig Exces eller Voldsgjerning, saa skulle vi indrømme, at der maaskee ikke er tilstrækkelig Anledning for hans Foresatte til udtrykkelig at dadle hans Forhold. Politimesteren i Kolding By, Overauditeur Qvistgaard, er der Intet at lægge til Last.
(Fædrelandet 17. marts 1857)
Den 19. Februar 1857 kom Sommer til Vejle og talte for "en uhyre stor Forsamling i Kaisers Sal“. Forsamlingen hørte paa ham i "stor Stilhed“. Han flyttede herefter til Vejle hvorfra han agiterede mest mest i Jylland i taler og skrev ca. 50 småskrifter. Heri fremstillede han sig selv som det rette "sandhedsvidne". Fra 1857 forbød man ham at tale i kirkerne, forbindelsen til hans tidligere præstevenner blev afbrudt.
Han opholdt sig en tid i 1858 i København hvor han havde forbindelse med baptister og metodister. I København mødte han den norske danskfødte præst G. A. Lammers, som et par år før var udtrådt af den norske Folkekirke og havde dannet en Frimenighed i Skien. Sommer rejste med Lammers til Norge, hvor han kort efter blev ordineret til præst af Lammers. 1858 blev S. ordineret af den af den norske kirke udtrådte danskfødte præst G. A. Lammers. Meningen var at han skulle danne og lede danske frimenigheder, men det kom der intet ud af og han brød også med Lammers. Da han ikke kunne danne og lede danske frimenigheder, brød han med Lammers. Han kunne herefter virke for disse i bl. a. Haderslev, Kolding, Vejle, Horsens, Aarhus m. fl. Der blev indsat "ældste" til at lede dem, med M. A. Sommer som Forstander.
Sommer agiterede for flere ting som dengang blev opfattet som kætterier: forkastelse af barnedåb, tre-enighedslære og en slags syndfrihedslære. 1861 var Sommer første gang i USA. Her tilbragte han sammenlagt mere end fjorten år, bl. a. som udvandreragent.
I 1864 udgav han nogle artikler om folkekirken og kongen som i 1866 affødte tre domme for blasfemi efter presselovens § 8 og straffelovens § 156 for at have krænket folkekirkens medlemmer.Han fik en måneds fængsel. Da han kom ud fortsatte han angrebet på folkekirken, og fik efterfølgende hhv 3 måneders fængsel i 1866 og tto måneder i 1868. Samt i 1876 to måneders fængsel (se nedenfor)
I 1871 blev Sommer kortvarigt socialist. Mange af de tidlige socialister mente at socialismen i virkeligheden repræsenterede den sande form for kristendom, Jesus var socialismens banebryder og alle socialisters ideal, for dens tanke om broderskabet fandt netop udtryk i Jesu ord. Sommer skaffede til bladet Socialisten mange abonnenter og optrådte selv som en habil journalist i det. Forbindelsen varede dog kun kort. I 1872 blev han udstødt af partiet. Fra USA skrev han et brev til Louis Pio hvis formål var at komme domstolen i hænde og derved kompromittere Pio.
Se Højesterets dom over hans skrift "Indøvelse i Christendommen", 1874 andetsteds på denne blog. En nekrolog kan ligeledes ses pǻ denne blog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar