Husflidshjemmet for Arbejdsledige og Hjemløse. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i de nye Lokaler i det tidligere Marinehospital.

Øverste Billede viser Børstenbinderiet med Pastor Ege i Baggrunden, nederste et Interiør fra Skomagerværkstedet.

Paa Initiativ af Kordegn Koefoed ved Christianskirken blev der for et Par Aar siden oprettet et Husflids-Daghjem for Hjemløse, der hurtigt viste sig nyttigt og blev godt besøgt. Det havde i Fjor til Huse i Oliemøllen, som Kommunen havde overladt det, men Forholdene der var for primitive og for trange. Nu er det imidlertid rykket ind i en Fløj af det tidligere Marinehospital i Prinsessegade, hvor det ved Imødekommenhed fra Statens Side har faaet overladt en Række gode rummelige og lyse Lokaler.

Vi aflagde Besøg derude i Gaar og fandt da Virksomheden, der lige har aabnet den ny Sæson, i fuld Gang. Et halvt Hundrede unge arbejdsledige og hjemløse unge Mennesker var beskæftiget. fordelt paa de forskellige Afdelinger, der omfatter Børstenbinderi, Kurvemagerværksted. Skomageri og Legetøjs- fremstilling.

Kordegn Koefoed, der selv i det daglige leder Arbejdet, og Pastor Ege, der er Formand i den Forening, som staar bag Husflidshjemmet, gav en Fremstilling af, hvordan der virkes.

Det første, den Arbejdsløse der melder sig paa Hjemmet, bliver sat til, er at forsaale sine Støvler; og efter at have faaet ny Strømper paa og har barberet og vadsket sig kommer han ind paa den Arbejdsafdeling, der passer ham bedst.

De Arbejdsløse synes at være glade for Husflidshjemmet, og der er ingen Tvivl om, at Virksomheden, der baade betyder et Tilholdssted og en lille lndtægt for dem, løser en Opgave og fortjener al mulig Støtte.

Foreløbig er Husflids- og Daghjemmet holdt oppe af Kristeligt Samvirke for hjemIøse Mænd, hvis Formand er Pastor Ege, og blandt hvis Ledere man iøvrigt træffer Forstander Faurhøj, Major Kossbeck Frelsens Hær. Pastor Petersen Centralmissionen, Forstander Aagaard, Revisor Riis-Mogensen og Pastor Ree. Men i det lange Løb bliver det nødvendigt for Hjemmet at faa Støtte fra videre kredse. Og da Mulighederne for at afsætte de paa Hjemmet fremstillede Varer i Øjeblikket ikke er videre store, opfordrer Ledelsen Folk til at købe de Hjemløses Børster, Legetøj og Kurvevarer.

(Aftenbladet (København) 4. december 1929).

Bygningen er i dag Christianshavns skole. Den blev tegnet af arkitekten Bernhard Ingemann (1869-1923), 1915 som militærhospital. I oktober 1928 flyttede Militærhospitalet til Tagensvej, sammen med Garnisonshospitalet ("Grødslottet") i Rigensgade. Det er i denne periode Husflidshjemmet holdt til her.

1928-1940 var bygningen i Prinsessegade 45 overtaget af Østifternes Åndssvageanstalt. Under besættelsen 1940-43 brugte personellet fra Værløselejren bygningen, hvorfor bygningen kom til at hedde Prinsessegades Kaserne. Herefter fungerede det som tysk lazaret. 1949 købte Københavns Kommune den om ombyggede den til kommuneskole fra 1950, Christianshavns skole.

Foraar omkring de gamle Kanaler. (Efterskrift til Politivennen)

Fisketørringens Sæson er begyndt: Et ubedrageligt Foraarstegn.

Som ved et Trylleslag er Isen brudt op i de gamle Kanaler paa Christianshavn. Det forekommer os, at det kun er nogle faa Dage siden, de endnu laa døde hen, stivnet under et knudret Isdække, tilsyneladende bundfrosne. Men Foraaret har gjort Underværker. En mægtig Kraft indeholdes i den milde Martssol. I Gaar Iaa de gamle Kanaler atter blanke og dirrende under den linje, blaa Himmel, saaledes som vi nu skal se dem længe, længe ... 

Fisketørrerne fik travlt med at udnytte Chancen. I den øverste Ende af Overgaden neden Vandet, i en fredelig og solbeskinnet Krog havde en af dem udbredt flere Hundrede flækkede Torsk, som nu skal omdannes til prima Klipfisk - et ForaarsbiIlede, Fotografen ikke kunde forbigaa, fordi det hører til de aldeles ubedragelige Tegn paa, at nu er det Nat med Vinteren for denne Gang.

(Aftenbladet (København) 16. marts 1929)

Provst Hans Mathias Fenger (1850-1930). (Efterskrift til Politivennen).

Hans Mathias Fenger (1850-1930), Teologisk kandidat 1873, Elers kollegium. 1878-1880 kateket ved Skt. Stefans kirke, 1880-188 residerende kapellan ved Frelsers kirke, 1888-1890 residerende kapellan ved Garnisons kirke, og 1900 blev han efter Christian IXs personlige ønske Holmens provst. 1915 blev han kgl. konfessionarius. Sad i bestyrelsen for Københavns indre mission og sømandsmissionen. Politisk konservativ; bl.a. skal han have øvet indflydelse på kongen under påskekrisen 1920. Han er begravet på Holmens Kirkegård.

Tegning fra Folkets Avis - København 26. januar 1907 i anledning af at pastor Fenger havde dundret imod Holger Drachmann (1846-1908) og Georg Brandes (1842-1927). Fenger fordømte Drachmanns "forargelige flerkoneri" og "... den rendesten som forsvares af den jødedreng Georg Brandes". Underteksten til tegningen lyder: Drachmann: Tilgivelse, hr. Pastor. Det var først tredie og vist desværre sidste gang. Man er jo ikke helt ung længere. Brandes: Hvis De selv, hr. Pastor, havde prøvet skilsmissens sødme, ville De bære over med os unge mennesker.

I anledning af provst, dr. theol H. M. Fengers 50 års jubilæum i den danske folkekirke, bragte Nationaltidende 7. oktober 1928 (søndagstillægget) en længere artikel, hvoraf her bringes udvalgte citater:

Jeg ser gerne, at de Yngre rykker op og fylder Kirkerne, saaledes som det jo endnu er lykkedes for mig men der er det underlige i København, at her er der jo ikke ret mange Kirker, der fyldes.

- - -

Det var i Bispegaarden, den unge Fenger, selv 22, aflagde Præsteløftet for den gamle Biskop, han alle Dage satte saa højt. Og nu gik han da til Gerningen i den kønne Kirke, hvis beds!e Smykke er Dorphs Billede af Jesu Besøg hos Martha og Maria i Emmaus. Et Rabarberkvarter var han pludselig sat i - men det gik jo. Han kendte allerede Fattigkaar fra Arbejdet i Understøttelsesforeningen, og nu, naar han kaldtes til Hjemme-Daab, og Moderen maatte stelle med at varme Vand og gøre andre Forberedelser, tog han Barnet paa Armen og "vissede" med det, saa godt han kunde.

Og kækt gav han sig i Lag med Arbejdet. Han lavede "Bibellæsning" - der kom tre for at høre den Mand, der senere talte for Tusinder. Men Volf vejledede ham, og i det lille Hjem i Griffenfeldtsgade blev der Stunder til at udarbejde for Licentiatgraden en Afhandling om Hans Egede - to lykkelige Ungdomsaar.

Saa dør Onklen, Peter Andreas Fenger, og under Holck som Sognepræst bliver Fenger i 1880 residerende Kapellan ved Vor Frelsers Kirke, og bliver der i otte gode Aar. Kirken var jo skøn nok, trods de tre Rader Pulpiturer over hinanden. Theophilus Hansen, der var hjemkaldt fra Wien for at tegne Udkast til det efter Branden i 1884 først nu genrejste Christiansborg, sad en Dag og faldt i Begejstring over Rummet, og udbrød:

-Ja, det er en Kirke! En virkelig Kirke - men den er aldrig blevet færdig!

Og ud fra dette Centrum øvede Fenger da sin Gerning. Her blev Bibellæsningerne holdt for store Skarer i Søkvæsthuset, og med Missionærerne Clausen og Wright holdt han Møder i Gaardene og paa Volden - ikke altid lige hyggeligt. "Jødens Bule", som Perlstein ejede, var jo lige saa forfærdende som Husene i Sønder Voldstræde. Men naar Fatter om Sommeraftener kom frem i det aabne Vindu og lyttede ved sin Pibe, mens Kornene stod dernede og sang efter de store Sangruller, skabtes der alligevel et godt Grundlag, der forsonede med, at Boligen i Overgaden, en Kvistlejlighed, laa med Smedeværksted i Gaarden og Burmeister & Wain som Genbo. Det var ikke fredelige Omgivelser. Fredeligere var der ofte heller ikke oppe paa Volden, naar Kartofler og Flasker og Sten fløj om Ørene paa dem, der talte et godt Ord i det urolige Kvarter.

12 Aars Gerning ved Garnisons Kirke.

Dog - det opslidende Arbejde tog paa Helbredet. Menigheden skænkede Fenger en Italiensrejse, men Lægen raadede til mindre Anstrengelse, og i 1888 kom Fenger til Garnisons Kirke fra den socialistisk prægede Arbejderbydel, hvor han havde vundet Mændenes Hjerter ved at tillade deres røde Faner inde i Kapellerne ved Begravelser - naar der da ikke netop paa Dugen stod: "Op med Satan" og "Ned med Jesus". 

- - -

Da Christian IX. fik Fenger til Holmens

I 1900 døde Provst Shepelern, og Fenger havde egentlig tænkt at blive ved Garnisons, men efler el Taffel paa Amalienborg sagde Kongen: "Jeg ved nok, hvem jeg gerne saa som hans Efterfølger!"

"Hvem tænker Deres Majestæt paa?" - og Kongen pegede paa Fenger. "Jeg har været saa glad ved at være vel Garnisons Kirke, men naar Deres Majestæt synes, vil jeg søge Embedet!" sagde Fenger - og han fik det og overtog det den 31. Maj 1903.

- - -

Emil Aars

(Nationaltidende Søndag 7. oktober 1928).

"Jødens Bule" lå på hjørnet af Lille Søndervoldstræde og Overgaden oven Vandet. Det blev opført i starten af 1800-tallet og nedrevet i 1890'erne. Urtekræmmer Levy ejede den i midten af 1800-tallet.

Foto fra Nationaltidende, 28. oktober 1928.

Da Koleraen for 75 Aar siden hærgede København. (Efterskrift til Politivennen)

En gammel Mand fortæller om sin Barndoms stærkeste Indtryk

"Fra sin Skæbne flygter man aldrig."

Den 84-aarige fhv. Skomager Julius Gødesen fra "De gamles By" som paa nært Hold har oplevet Koleraen i 1853. Den gamle Skomager sysler ogsaa med Malerkunsten.

Sommeren 1853 var Henseende trykkende og syntes aldrig at skulle faa Ende. Som et Kistelaag rugede varmen over Staden. Dag og Nat den samme kvælende Lummerhede.

Til langt ind i September straalede Solen næsten daglig fra en skyfri Himmel, men mod sædvane var der ingen, som hilste "den store Lov Livgiver" med Jubel og Sang i Sindet. Folk passede deres Dont saa godt de orkede og søgte tappert at holde Modet oppe, men det kneb unægtelig nu og da, og de skævede trist til det evige Solskin, der var som et grumt og naadelost Smil.

Indenfor Voldenes svulmende grønne Bælte laa en By, der formelig stank til Himlen af Snavs og Raaddenskab. Rædslen og Elendigheden laa paa Lur i Københavns trange Gader. Fra Midten af Juni til henimod November hærgedes Byen af Koleraen, som her slog Rod i et sandt Eldorado af Rendestenspøle, uhumske Baggaarde med Stalde, Møddinger og Retirader i stinkende Pærevælling, skumle Behoelseskaserner og Logihuse, hvor af alene Navnene - for Eksempel "Helvede", "Luseklubben", "Bolle Bandsats Hus" og "Lokumet" - givet et haandfast Begreb om Atmosfæren ...

Da Kølighed og Nattefrost omsider tvang Koleraen til at vandie mod Syd, havde den gjort det af med 5000 af Københavns 130,000 Indbyggere.

- - -

For os, der er opvokset i Bilernes Tidsalder, i en rengjort og forholdsvis velbygget By, synes det næsten ufatteligt, at der rundt imellem os stadig lever Mennesker, som saa at sige var "Øjenvidner" til Koleratidens Gru og endnu i en afsides Hjernecelle opbevarer et ramt Indtryk af dens dndelige Alvor.

Forhenværende Skomagermester Julius Gødesen i "De Gamles By" er en af disse faa tilbageblevne. Som 9-Aars Knægt oplevede han Koleraen, endda midt i et af de Kvarterer, hvor det gik haardest til: det gamle tætbefolkede Christianshavn.

75 bevægede Aar er siden da tilbagelagt af Julius Gødesen, der forlod Danmark i 1871 for at prøve Lykken i den ny Norden. Først 49 Aar senere vendte han fra Amerika hjem til sit Fædreland og gik ind til et fredeligt Otium i den smukke lille Stat i Nørreallé. Ved et mærkeligt Træf kom han her til at bo i den samme Bygning, hvor ogsaa en Barndomsveninde fra Prinsessegade havde fundet sin sidste Havn. Hun døde for et Aars Tid siden.

Mens den gamle Skomager sidder i sin hyggelige, sollyse Stue og fortæller mig om hin skæbnesvangre Sommer i 1853, der har præget sig uudslettelig i hans Erindring, skrider Tiden baglæns, trekvart Aar hundrede slettes ud af min Bevidsthed, vi er atter i Halvtredsernes saa fjerne og dog nære København.

Hvad Koleraens "Øjenvidne" beretter

Jeg boede i Kolera-Aaret Prinsessegade 290 - nu er det Nr. 11 - sammen med mine Forældre og 3 Søskende. Far var Skomager og havde en rigtig god Forretning. Vor Lejlighed var i Stueetagen. Jeg ser endnu Mor sidde og sy ved det aabne Vindue, hvor der var indrettet en Slags Central. Folk fra Nabolaget kom løbende til Mors Vindue og gav Besked, naar de havde syge derhjemme. Jeg husker de forpinte Menneskers Graad og Klage udenfor paa Gaden, og min Mors venlige og deltagende Trøsteord.

Hun skrev Navne og Adresser op, og hvert Øjeblik - ofte med mindre end et Kvarters Mellemrum - indfandt de omvandrende Læger sig og spurgte udefra Mor, hvor der var ny Tilfælde. Tit var Lægerne ved at segne af Udmattelse og maatte have en Opstrammer. Saa skænkede Mor dem et stort Glas af en kraftig Portvin, som Sundhedsstyrelsen havde givet hende i Forvaring netop til dette Brug.

Lige ved Siden af vort Hjem laa "Vor Frelsers Arbejdshus", som ellers var en Art Opfostringsanstalt eller Skole for Fattigvæsenets Børn. Saa snart Koleraen tog til, blev den ligesom alle andre skoler i Byen lukket og indrettedes nu i Huj og Hast til Lazaret med Feltsenge i hver en Krog. Over Porten hang en Klokke, hvis Klang hele Kvarteret kendte. I den værste Tid hørte vi dens Ringen næsten hvert femte Minut. Saa vidste vi, at der udenfor Lazarettet igen stod et Par Portører med en stakkels Kolerasyg i deres Bærestol.

Som var det i Gaar kan jeg høre Portklokkens dybe Klang og min Mors Udbrud:

Aa, Herregud, nu var der én til !

I "Vor Frelsers Arbejdshus" døde næsten alle Patienterne, og knap var Ligene kolde, før de lagdes ned paa Hylder i Kælderen, indtil de som Regel Dagen efter kunde blive begravet. Hele Vognlæs med opstablede Kister kørte i den værste Tid daglig ud af Porten paa Vej til Kirkegaarden. Her var opkastet lange Gruber, hvori Kisterne stilledes Side om Side saa tæt som muligt. Tanken paa en Grav til hver enkelt var Vanvid.

Jeg kan huske, at det fortaltes fra denne Ligkælder under Arbejdshuset, at da man en Morgen kom ned med en Død, rejste en Mand, som var lagt paa Hylden Aftenen i Forvejen, sig pludselig op fra Hylden og forsøgte at tale. De to Portører, der kom bærende med det ny Lig, blev saa altererede, at de tabte deres Byrde! Staklen, der var genopvaagnet, fik dog ingen langt Levetid i anden Omgang, men døde for Alvor Dagen efter. Nøjagtigheden i denne Beretning kan jeg naturligvis ikke indestaa for, men Begivenheden omtalte meget i Kvarteret, og er, naar Datidens Forhold tages i Betragtning, slet ikke utrolig.

En Families Skæbne.

I vor Familie slap vi ved en forunderlig Lykke helt fri for Koleraen. Far var ganske vist meget sløj et Døgn, og vi frygtede det værste. Dagen derpaa passede han imidlertid sit Arbejde som sædvanlig og mærkede intet senere. Men oppe paa 3. Sal over os boede en Maskinmester og hans Kone med deres 6 Børn. Manden sejlede paa Grønland i Kolerasommeren og forliste deroppe, saa han hørte aldrig noget om den frygtelige Skæbne, der ramte hans Hustru. Paa 2 Dag døde alle 6 Børn af Kolera, og Øen ulykkelige Kvinde var ved at blive sindssyg af Sorg.

Jeg bragte Fars færdige Arbejde videre og kom viden om. Jeg husker Teltlejren paa Ravelinen mellem Vester- og Nørreport. Her boede Hundreder af fattige Mennesker, som af Myndighederne var blevet beordret til Udflytning og nu levede i et syndigt Rod med deres Oppakning af Husgeraad og Bohave, der flød imellem hinanden.

En Dag blev jeg sendt til Amalienborg med et Par Støvler til Justitsraad Sally i Enkedronningens Hoftjeneste. Den godlidende Embedsmand forærede mig en Melon, som jeg glædestraalende kom hjem med, men inden vi Børn fik Lov til at spise den, spurgte Mor en af Lægerne ved Vinduet, om det gik an. Man havde paa den Tid en vis Skyhed for frisk Frugt. Lægen tillod, at vi satte Melonen til Livs, naar vi bare ved Siden af drak et forsvarligt Glas Portvin eller Malurtbrændevin.

Vi Børn tog os for den Sags Skyld Koleraen let og var henrykte over den lange Sommerferie! Legen gik saamænd lige saa muntert som ellers, men selvfølgelig mærkede vi af og til paa vore Forældres nedtrykte Sindsstemning, at der var noget galt paa Færde. Dog gjorde de deres bedste for at muntre os. Om vi var i Tivoli i denne Sommer, hvor Agent Carstensens Etablissement netop kunde fejre 10 Aars Jubilæum, husker jeg ikke aldeles bestemt, men det er højst sandsynligt, at vi har været der.

Mine Forældre var livsglade, sunde og ligevægtige Mennesker, som ikke nærede den paniske Frygt, der greb saa mange andre af Københavns Indbyggere. De, der kunde slippe af Sted med det, flygtede over Hals og Hoved fra Byen ud paa Landet. Den Slags tænkte Far og Mor overhovedet ikke paa. De var af den Overbevisning, som ogsaa, da jeg voksede til, blev en af Paragraferne i min private Grundlov: Fra sin Skæbne flygter man dog aldrig!

G. F.

(Aftenbladet (København) 7. september 1928).

Det Kristianshavn der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen).

Parti fra Baggaarden i Overgaden neden Vandet Nr. 29

Det kan gøre En ondt, at saa mange I gamle Huse staar for Fald derude paa Christianshavn. Men enhver, der passerer Torvegade, ser straks, hvor nødvendigt det er, at denne stærkt belastede Trafikaare udvides.

Dømt til Undergang i Løbet af nogen Tid er alle de ulige Numre i Torvegade, hele den Husrække, som man har paa sin venstre Haand, naar man kommer fra Københavns-Siden. Her ligger Nr. 9, hvor den gamle Vinstue var til Huse, og Apotekergaarden Nr. 19 med det gyldne Enbjørningshoved over Portalen; inde midt i Gaarden, ud for det gamle Laboratorium, staar i disse Dage en ung Gran med friske Skud. Blandt de Apotekere, der har boet i Ejendommen, var Kemikeren F. H. MüIler (1790-1795), Skaberen af den kongelige Porcelænsfabrik, og Assessor pharrn. J. C. Hauberg, Fader til Statsskovrideren og Museumsinspektøren og til den afdøde Formand for Arbejdsgiverforeningen, Direktør Hauberg. Naboejendommen, Nr. 21, bærer en Tavle med følgende Indskrift: "Grosserer Jacob Holm.K." Stifteren af Handelshuset Jacob Holm & Sønner, boede her fra 1794 til 1817. Det var just de Aar, da Jacob Holm, den senere Storbandelsmand og Industridrivende, havde sin Urtekrambod i Torvegade. Han skal, da han i 1794 etablerede sig, have været Christianshavns første Urtekræmmer. De gamle Huse paa Christianshavn kan fortælle meget om driftig Handelsaand og Arbejdsomhed, der førte til store Resultater. Et af de Kapitler bærer Jacob Holms Navn. Han begyndte med tomme Hænder. Alt, hvad der i 1794 var i hans Urtebod, havde han maattet tage par Kredit, bortset fra tolv Pund Chokolade. Da han var naaet frem til den store Position, købte han Appelbyes Plads og Asiatisk Compagnie Plads. Det første Sted opførte han de Huse, der kom til at bære hans Navn, "Holms Huse."

Brogade Nr. 4. Gaard-Interiør.

Yderst ude i Torvegade, ved Volden, ligger "Skibet", Huset, over hvis Indgang der er malet et Skib for fulde Sejl. Her finder man et meget ejendommeligt Gaardinteriør, med bred Svalegang, baaret af solide Bjælker med Skraaknægte under. Og saa kommer man, ved Ravelinen, til den morsomme lave Bygning med det fremspringende Tag, den gamle Vagtbygning, der ikke kan blive liggende, naar Gaden skal udvides, saaledes som det er planlagt. Der er dog Stemning for at gøre alt, hvad muligt er for at bevare dette fredede, historiske Bygværk. Man tænker sig at sætte det paa Ruller og trille det tilbage.

Parti fra Voldkvarteret ved Torvegade, til venstre ligger "Skibet".

Nedrivningen af Fængselet paa Chrislianshavns Torv er i Gang. Gaar man frem efter Planen, vil det næste, der falder, være det nærmest liggende Parti mod Syd, altsaa ud ad Amager til: Ejendommene Torvegade 49-57, Dronningensgade 59-62 og Prinsessegade 21-27. Af disse er Dronningensgade 62 fredet - men det betyder jo ikke, at Ejendommen er sikret mod Nedrivning. Fredningen viger, hvor "stærkere Hensyn" gør sig gældende. I det af Foreningen "Fremtiden" i 1894 udgivne Illustrerede "Gamle københavnske Huse og Gaarde (i Tegninger af Alfred Larsen, med Tekst af Erik Schiødte) finder man Dronningensgade 92 afbildet, og der staar følgende at læse oin Ejendommen: "Den er nu øde og forladt; ingen bebor den, og ingen vedligeholder den, endog den udvendige Stentrappe foran Døren er forsvunden. Og dog gør Ejendommen et udmærket Indtryk: Forholdene er fortræffelige, Vinduerne har endnu den klædelige Inddeling med smaa Ruder, og Dørpartiet staar elegant og dekorativ!" Siden da er Huset blevet restaureret. Over Døren er hugget en Indskrift i Stenen:

Anno 1729

Jochim Lentz

Susanna Pogs

An Gottes Seegen ist alles gelegen.

Overgaden neden Vandet. Den brede Facade yderst til højre er Nr. 29.

Med Husrækken i Torvegade forsvinder elterhaanden ogsaa nogle Ejendomme ind til Siden. Det kommer saaledes til at gaa ud over Brogade, over det fredede Nr. 30 i Strandgade og over Ejendommene Nr. 25-29 i Overgaden neden Vandet.

Strandgade Nr. 20 udmærker sig særlig ved sit smukke Dørparti og ved det ret store Basrelief i Facaden ud til Gaden: to Skikkelser, der bærer en mægtigt svulmende Vindrueklase paa en Stang. Af de til Nedrivning bestemte Bygninger i Overgaden neden Vandet er det fredede Nr. 29 den ejendommeligste. Ude fra Gaden er der ikke noget særligt at bemærke, men der er et overmaade malerisk Gaard interiør, i flere Afdelinger.

Det gælder ikke blot om Nr. 29, men ogsaa om de andre dødsdømte Ejendomme i Overgaden neden Vandet, at Facaden ud mod Gaden ikke frembyder nogen særlig Interesse. Men tilsammen taget, som de ligger her paa Række ud mod Elmetræerne langs Kanalen, danner de et smukt, gammeldags Gadebillede, set ovre fra den modsatte Side af Kanalen, fra Overgaden oven Vandet. Der var for resten - for en hel Del Aar siden - en Borgerrepræsentant, som gjorde sag til Talsmand for, at man skulde afskaffe disse to Navne: Overgaden neden Vandet og Overgaden oven Vandet, - Folk kunde aldrig hitte ud af, hvad der var oven og neden. Det gaar dog helt let, skulde man synes. Og det manglede blot, at to saa særegne Betegnelser, ikke lignende noget somhelst andet Gadenavn her i Byen, skulde udryddes!

Overgaden neden Vandet Nr. 29, det nordlige Hjørne af Baggaarden.

- Som man vil forslaa, tages Udvidelsen af Torvegade ikke i een Omgang. Hvad der her er Tale om, føres ikke igennem paa et Aar eller to. Men Husene er saa at sige mærkede, som de Skovens Træer, der venter paa Øksen.

Fra en Baggaard i Brogade.

Tiden er fuld af Færdselsproblemer. Torvegade repræsenterer et saadant Problem. - Carl Bernhard, der døde i 1665, efterlod sig nogle autobiografiske Fragmenter, og her finder man et Par Sider, som er af speciel Interesse i denne Forbindelse. Forfatteren, der blev født 1796 paa Hjørnet af Strandgade og Torvegade, skriver, at han fra sin tidlige Barndom kunde tilbringe Timer ved Vinduet med at betragte Gaden og dens Færdsel: "Og hvor tomme var ikke Gaderne dog den Gang, i Sammenligning med nu. Nogle lange, smalle, reimalede Amagervogne fyldte med Kaallhoveder og Grøntsager, og kjørte af værdige Amagere, der saa ud som hollandske Portraiter, om Vinteren deres fiirkantede, brogede og blomslermalede Slæder, der lignede store Børnesenge, med toøie Toppe paa Hjørnerne, mangefarvede Hynder, og en Mængde Bjælder paa Hestene, nogle Bønder- og Arbejdsvogne, faa Karether og ikke mange Fodgængere".

Saaledes skrev den gamle Herre, imponeret over Gadefærdseten, saaledes som den formede sig i Decenniet før Færdselsborgmester P. J. Pedersens Fødsel.

C. A. Clemmensen.

(Nationaltidende, 10. Juni 1928, Søndag)

Christian Albert Clemmensen (1869-1937). Journalist, forfatter og industrihistoriker, far til Carl Henrik Clemmensen (dræbt af Schalburg-Korpset i 1943) og Niels Clemmensen. Medarbejder ved Samfundet 1899-1905, Nationaltidende (fra 1931 Dagens Nyheder) fra 1905. Hans sympatier lå i den borgerlige lejr. Denne udgave af artiklen er udgivet mere end 70 år efter hans død.

Fra Kammertjener til Matador. (Efterskrift til Politivennen)

Naar man gennenistrejfer en gammel Bydel som Christianshavn, maa den særegne Stemning, der præger den, uvilknarligt gøre Indtryk. Mærkeligt uensartede ligger vel Husene dér, vidnende om forskellige Tiders Byggemaade, lige fra Chr. IV's Dage til op imod vor Tid; men Aarenes Patina har afstemt alt til et harmonisk Hele, hvis Skønhed og Poesi uvilkaarligt sætter Fantasien i Bevægelse, og den historiske Baggrund gor vel ogsaa sit hertil. Allehaande følelser og Ønsker kaldes frem: om blot Stenene kunde tale, hvilke Menneskeskæbner vilde de ikke kunne berette os om.

Jochum Irgens. Cornelia Bickers.

Paa Hjørnet af Strandgade og Baadsmandsstræde fanges Opmærksomheden af en gammel Gaard, der er præget bande af Chr. IVs Byggemaade og den nyere Barokstil. Nu er Murene helt overkalkede, men bag Kalkpudsen skimter man de røde Mursten med hvide Kridtstensbaand og Kridtstenskvadrene i de halvrunde Buestik over Vinduerne. Den regnedes af Samtiden for en af de mest imponerende Bygninger paa Christianshavn og blev opført ca. 1642 af den kendte Handelsmand og Godsejer Jochum Irgens, hvis omskiftelige Liv og hele eventyrlige Skæbne det er lykkedes os at faa Indblik i.

Jochum Irgens blev født i Itzehoe 1611 og fik sin første Opdragelse paa det nær Itzehoe liggende Slot Breitenburg, der ejedes af Gert Rantzau, som efter hin Tids Skik lod Stamherren, den unge Christian Rantzau, opdrage sammen med et Par flinke Borgersønner, hvoraf den anden nævnes som Heinrich Müller, senere Rigets navnkundige Rentemesler. I sin tidligste Ungdom skal Jochum efter Sigende havde kastet sig over Studiet af Medicin. Derom vides dog intet med Bestemthed, men muligt er det, at han har lært at plastre og forbinde af sin Broder, Johannes Irgens, der var praktiserende Læge i Itzehoe og gift med en Datter af Kongens Livlæge, Henning Arnisæus, og at det netop var disse hans lægekundskaber, der fik den unge Adelsmand Frederik Urne, hos hvem han først var Kammerpage, til saa varmt at anbefale ham til Chr. d. IV, for hvem han hurtigt blev saa uundværlig, at han fulgte ham som Kammertjener overalt. I 1646 foretog den gamle Konge sin sidste Rejse til Norge med det Maal for Øje at undersøge, om der i den af Jægeren Hans Aasen fundne Kobbermine ved Røros skulde skjule sig noget af det norske Guld, som han saa længe havde haabet at finde, og som han efter Freden i Brømsebro saa haardt havde Brug for. Kongen naaede ikke længere end til Trondhjem, hvor Statholderen indtrængende fraraadede sin gamle, svagelige Herre at foretage den lange, anstrengende rejse ud i den golde Fjeldørken, men det lykkedes alligevel hans snu og foretagsomme Kammertjener at indhente Oplysninger om at selv om Minen vel ikke indeholdt Guld, saa kunne dog den udvundne Kobbereris blive til uvurderlige Rigdomme for den rette Mand, hvis det da kunne lykkes at omstøde det Privilegium af 30. Januar 1646, hvorved Kongen allernaadigst havde givet Stedets Provst og dennes bjergværkskyndige Svigersøn Tilladelse til at drive Værket.

Paa en Rejse til Holsten kort derpaa fremlagde han Sagen for Kongen paa den Maade, at han stærkt betonede, hvor "traurigt" det vilde være, om den rette Finder af Kobberertsen - Hans Aasen - ikke vilde faa Gavn af Hans Majestæts naadige Forordning, idet det syntes, som om Provsten og hans Svigersøn alene havde bemægtiget sig Privilegiet, samt hvilken Strid og Splid det vilde foraarsage, naar Hans Aasen opdagede Sagens rette Sammenhæng, og hvor langt bedre det vilde være, om Privilegiet blev sat ud af Kraft ved at overdrages til en helt udenforstaaende, ærlig Mand, der kunde afkøbe den egentlige Finder hans Rettigheder og give enhver sit. Og saa snildt forstod han at besnakke sin kongelige Herre, at denne i Rendsborg den 19. Oktober 1646 meddelte "vor Kammertjener Jochum Irgens" kongelig allernaadigst Privilegium paa Driften af Røros Bjergværk, dog mod at holde den rette Finder skadesløs. Man maa lade Jochum, at han ilede med at ordne Sagen med Hans Aasen og de andre til almindelig Tilfredshed; men han maa ogsaa allerede paa dette Tidspunkt betragtes som en velstaaende Mand, idet han var en af Forpagterne af Handelen paa Færøerne

Ved Kong Christians Død var hans forhenværende Kammertjener nu blevet sejrende Hersker  i den Bjergmandskoloni, som havde dannet sig omkring Røros; dog var han for vant ved Hove til at kunne finde sig i det ensformige og haardføre Liv i den lille Bjergværksby. Han nøjedes med at lede Driften fra København og kun i Ny og Næ at aflægge korte Besøg ved sine Gruber. Men disse viste sig snart saa righoldige, at de kumle beskæftige en Arbejdsstyrke paa 3-400 Mand, og det blev efterhaanden nødvendigt at anskaffe en Bestyrer.

Jochum fik derfor overtalt sin Broder. Dr. Johannes Irgens, til at flytte med sin Familie fra Itzehoe til Røros og Lindt i ham og senere i Sønnen Henning dygtige og paalidelige Bestyrere, der altid stod paa hans Fordel. I de følgende Aar forpagtede Jochum desforuden alle Kronens Kobberværker i Norge og blev en hovedrig Mand. Sit Kobber afsatte han hovedsagelig i Amsterdam. Ved sin Forbindelse med Holland kom han ind i andre Handelsforretninger, som han drev i stor Stil og erhvervede sig saadanne Rigdomme derved, at han kunde laane Frederik den Tredie 60.000 Rigsdaler, hvilken Sum ved Leverancer under Svenskerkrigen voksede betydeligt. For at faa sit Tilgodehavende valgte han den ikke usædvanlige Vej at lade sig betale i Jordegods. Saaledes erhvervede han 1661 det store Krongods Vestervigkloster. Men dette var kun Begyndelsen; thi foruden Kronens Gods i Stevns og hele det nordlandske Gods i Norge tilforhandlede han sig af Just Høg og Henrik Jul Gjørslev Gaard og Gods, og den fordums Kammertjener var nu forvandlet til en af de største Godsejere i Riget.

Jochum Irgens Gaard paa Christianshavn.

Som saadan førte han stort og kostbart Hus, baade i sin før omtalte Gaard paa Christianshavn, opført paa en af Kronen købt Grund,og ogsaa i Amsterdam, hvor han som Følge af sine vidt forgrenede Forretninger ofte maatte opholde sig. En Grund mere til at udfolde en Pragt, som ikke tillod ham at blive stillet i Skygge af ret mange af de hovedrige, amsterdamske Handelsherrer, var, at han derovre havde ægtet Cornelia Bickers, Ætling af en Familie, som kaldte sig "de Bickers", og som i flere Aarhundreder havde afgivet Medlemmer tit det amsterdamske "Vroedschap": Senat og Byraad. Jochum Irgens ejede ikke blot en pragtfuld udstyret Gaardl i selve Amsterdam, men lod udenfor Byen opføre et Landsted. som han kaldte for "Irgensdal", og hvor han efter Tidens Skik havde et Utal af Tjenere at føde og klæde. Højdepunktet af sin Stormands vælde naaede han vel, da han den 16. Juni 1662 modtog den danske Kronprins Christian og fejrede ham som sin Gæst i sine hollandske Hjem under hele Besøget i Amsterdam.

Men det var ikke altid Herreliv at være Godsejer: den elendige og udpinte Tilstand, hvori Krigen med Sverige havde efterladt Landet, forringede ogsaa Godsindtægterne betydeligt, og ogsaa for den driftige Spekulant begyndte nu en Nedgangstid. For at kunne lønne sine Arbejdere i Røros maatte han Gang paa Gang rejse Laan i amsterdamske Handelshuse. Men om det nu var Æren af det kronprinselige Besøg, der var steget ham til Hovetlet, eller om han for enhver Pris havde villet opretholde det ydre Skin, nok er det, at han, trods den truende økonomiske Situation, nedrev Vestervigs solide Slots- og Klosterbygninger og indkaldte den berømte Arkitekt Pieter Simonsen Brøgers fra Utrecht for at lade ham - paa et af de mest afsides og barskt beliggende Godser i Danmark - opføre en pragtfuld ny Hovedbygning i Stil med Charlottenborg, et imponerende Stamhus for den Æt, som han gennem sine Sønner, Gerhard og Henrik, haabede at blive Stamfader til. Naar dertil kommer, at han i Stedet for at betale de oprørske og forsultne Arbejdere ved Røros, hvor han dog havde sine største Indtægtskilder, gad imponere Københavnerne ved de overdaadige Fester, hvormed han fejrede den hollandske Gesandt Amerongen paa sit Landsted ved København, kan det næppe forbavse nogen, at Herligheden snart maatte faa en Ende.

Vestervig Kloster med den nye Hovedbygning, opført af Jochum Irgens.

Paa Røros var Tilstanden efterhaanden blevet saaledes, at Grubearbejderne, der efter hine Tiders Skik mest bestod af Horkarle, Skørlevnere og andre samfundsfjendske Elementer, for at faa deres løn havde bemægtiget sig en Ladning Kobber, bestemt for Holland. Da Henning Irgens ikke ene kunde klare Situationen, maatte Jochun over Hals og Hoved drage ham til Undsætning. Ankommet til Røros blev hans Gaard omringet af en truende Skare Bjergarbejdere, og da han forbitret Irak sit Sværd af Skeden og forsøgte, ledsaget af sin Brodersøn, at splitte Mængden, blev de to Herrer kastet til Jorden og overdængede med Slag og Spark af de rasende Mænd og vilde sikkert have opgivet Aanden, hvis ikke Jochums ædle Hustru Fru Cornelia, der - skønt højt frugtsommelig - havde villet ledsage sin Husbond paa den farefulde Rejse, nu forglemmende sin Tilstand, banede sig Vej gennem den oprørske Hob og kastede sig over Jochum for at beskytte ham. Ved dette Syn kom Folkene til Besindelse og trak sig tilbage, men havde dog opnaaet, at den enevældige Bjergværksejer med uforrettet Sag maatte drage tilbage til København.

Ankommet hertil havde han ingen anden Udvej end at klage til Kongen gennem alle Instanser; men fik dog intet andet ud deraf, end at Majestæten "resolverede", at alle Arbejderne skulde "pardonneres", da det kun var Jochum Irgens slette Styrelse, der bar Skylden for deres Selvtægt. Denne retfærdige Dom var et Grundskud for Jochums Stolthed og ramte ham desto føjeligere. som hans Kreditorer nu fra alle Sider begyndte at falde over ham. Handelshuset Schardinell i Amsterdam, der havde forstrakt ham med store Summer, maatte han saaledes give Pant baade i Gjørslev og i Røros. En stor Oprejsning var det dog, at Kongen den 4. Oktober ophøjede Jochum med Hustru og Livarvinger i Adelsstanden under Navnet "von Westerwiig", vel nok som en Paaskønnelse af det store og uegennyttige Arbejde, som Jochum sammen med andre brave Danske i de vanskelige Aar efter 1660 havde ydet for at holde sammen paa det søndrede Statsskib. Han fik imidlertid ikke længe Glæde af sit Adelskab, idet han døde i København 1675 i sin Alders 64. Aar.

Hans Enke maatte efterhaanden skille sig af med det meste af sit Gods. 1677 overtog Daniel Schardinell Gjørslev; og med Kobberværket gik det ikke bedre, da det ikke kunde drives op til at lønne Arbejderne. Saaledes svandt da som Dug for Solen alle de eventyrlige Rigdomme, som een eneste Mand ved sit Snilde og sin Foretagsomhed, dog uden mange Skrupler for de Midler, han tog i Anvendelse, havde bygget op fra bar Bund. At Jochum Irgens har haft mange hjertevindende Egenskaber, viser os hans Hustrus hele opofrende Færd, idet hun, ligesom sin Samtidige, den ulykkelige Kongedatter Leonora Christina, trofast stod ved sin Husbonds Side under alle Lykkens Omskiftelser. Hun har da ogsaa sat et smukt Minde over den faldne Stormand, idet hun i Vestervig Kirke, hvor han ligger begravet, lod ophænge en pragtfuld, tolvarmet Lysekrone. Foroven afsluttes den af Slægtens pompøse Vaabenskjold, forneden ender den i en stor Kugle, hvorpaa er en Inskription, der meddeler, at Kronen er skænket af Cornelia Birkers, Widwe Jochum Irgens von Westerwiig 1679. Endvidere findes paa samme Kugle tre Vers, der lyder saaledes:

Den Luysets Herre som til Luy'et mig først kalte.
og til sin Arvedel i Luyset mig udvalte.
Til hannem og hans Lov jeg det Lius opretted.
Som Krone i hans Huus til Prydelse indsetted.
Gud lad hans Naades Lius for mig saa lyse her,
At jeg hans Ansigts Lius maa se i Glæde der

Fritze.

(Nationaltidende, 4. september 1927).

Irgens Gård i Strandgade 44, 2021. Foto Erik Nicolaisen Høy.

William og Anna Bloch. (Efterskrift til Politivennen)

Serie om skuespilleren Anna Bloch: 25 års jubilæet i 1910. Afskeden med Det kongelige Teater og William og Anna Bloch (se nedenfor). 

Fru Anna Bloch og hendes Afsked'er.

Ved Ordet Afsked her man altid paa Dansk forestaaet noget uigenkaldeligt.

Ligesom man kun fødes een Gang og døer een Gang, saaledes kan man kun een Gang tage sin Afsked fra og med sit Embede.

Ganske særligt, naar en saadan "Afsked" foregaar for aabent Tæppe i Overværelse af 1700 Mennesker med H. M. Kongen i Logen, Blomsterbombardement, Afskedstale med Taarehulk og Taksigelser for Trofasthed og Føleskab gennem 50 Aar.

Ikke sandt, en saadan Parade taaler - ligesom en god Vittighed - ikke at gentages. Naar man genkalder det Uigenkaldelige, begaar man ikke blot en Dumhed, en Smagløshed, et Overgreb mod al sund Fornuft, men man krænker en ganske bestemt Følelse hos Publikum, der beskæmmet siger til sig selv:

"Naah, sidste Gang var det altsaa kun en Generalprøve! Sikke noget uforskammet Snyderi!"

Det var Karl Mantzius, der lancerede den ny Metode at lave stor Afskedsforestilling, floromvundet og pompøs, for derpaa et Par Aar senere at optræde som Gæst og ganske stille glide ind paany og bide sig faet i Repertoiret. En brat Død rev ham bort midt i hans Kunsts Zenith og berøvede ham hans anden Afskedsforestilling.

Anderledes med Fru Bloch, der allerede under Johannes Nielsen tog sin definitive Afsked under behørig Iagttagelse af alle regulativmæssige ministerielle Formaliteter.

Det føltes som en Befrielse - ikke mindst for hendes Direktør, hvem hun af et godt Hjærte havde søgt at pine Livet af ved sit ulidelige enige Kværulanteri, smaa kærlige. men ofte for den, det gik ud over, meget skadelige Intriganterier, hvori den kloge Frue efter alles Dom altid skal have været en Mester, men først og sidst paa Grund af Fru Blochs ved sin stereotype og monotone Ensformighed trættende og i Virkeligbeden ganske forældede Spillemaade og Manér.

At Fru Anna Bloch for mange Aar siden var en ypperlig Kunstnerinde, vilde det være Helligbrøde at bestride, men Livet løber og Kunsten med den, og det er kun i Digt og Eventyr, at evig Ungdom skænkes den, som Guderne elsker eller - straffer!

Fru Bloch har aldrig forstaaet den Kunst at blive gammel, at glide stille over i det Rollefag, der nu maatte være en Selvfølgelighed for hendes eventuelle Anvendelse paa Scenen. 

Hun har vedblevet at klamre sig til Trine Rar (12 Aar!), Lisbeth i "En Søndag paa Amager" (16 Aar!), Ellen i "Skærmydsler" (15 Aar!) og Hedvig i "Vildanden" (18 Aar!).

Hendes Raseri over. at Direktionen, først Poul Nielsen, senere Aage Garde og nu William Norrie, ikke tør lade hende spille Ragnhild i "Svend Dyrings Hus" (19 Aar!), er den egentlige og notoriske Grund til Fruens latterlige Ophidselse og - anden Aflsked!!

Nu har Fru Nansen, der jo ellers ikke plejer at optræde som Hjærtemenneske, tilbudt Fru Bloch at spille Grethe i "Kærlighed uden Strømper"!

Publikum vil dog sikkert foretrække at se Fru Bloch i Strømper - uden Kærlighed!

Anselmus.

(Social-Demokraten 10. marts 1925).

William og Anna Bloch

Igaar fejredes William Bloch, vor store Sceneinstruktør. Og i Slutningen af Ugen viser Fru Anna Bloch sig i sin sidste Rolle paa det Teater. hvor ogsaa hun har ydet en saa stor Indsats. Christian Houmark skildrer i nedenstaaende Artikel det Blochske Hjem.

For mange vil Hjemmet paa Christianshavn blive staaende i Mindet, som den rigtige, den værdige Ramme om William og Anna Bloch. Den tunge Port, den magelige, brede Trappe med det kunstfærdige Gelænder, Den dobbeltfløjede Entrédør, der førte ind til den rummelige Gang, og Stuerne, fra hvis Vinduer man saa ud over Christianshavns irrede Taarne og grønne Tage, over Volden og Husgavle med Loftsluger og Tovspil. Det var Provinsen, som hun elskede, den gamle Stad - som han har skænket Liv i sine uforgængelige Scenebilleder.

Og Stuerne - de var fyldte af smaa, muntre Sjældenheder, af Kunst og Snurrepiberier, af brogede Farver, som Aftensolen paa sin langsomme Vej bag Husrækkerne, kun skænkede et dæmpet, gyldent Skær - den bøjede sig for Instruktørens Smag, hans Afsky for det grelle. Men først og sidst fyldtes Hjemmet af Anna og William Blochs Kultur, af stilfuld Hygge og fornem Venlighed. Vidste Blochs, at Gæsten var en præcis Mand, da stod Entrédøren paa Klem - han skulde ikke have det unødige Besvær med at ringe og vente - og inde i Gangen mødte man Stuepigen, der nænsomt tog Tøjet og hængte det sirligt op paa Knagen under et eller andet Kobberstik fra det gamle København eller fra Husfruens Barndomsby Horsens ....

Det var en Fest at besøge Blochs, allermest, naar man var eneste Gæst. Selvfølgelig talte man ogsaa "Teater"￾, men baade hun og han skulde meget have sig frabedt, at Samtalen flød ud i Kulissesladder eller tarvelige Intriger. Anna Bloch blev aldrig Teatermenneske i Ordets almindelige Forstand, hun blev kun sin Kunsts lydige og fremragende Tjenerinde.... William Bloch kunde, som den Kender af Menneskehjertet han er - more sig over sin Næste, men uden Spot. Hans Blik, hans Smil og hans Stemme røbede den Overbærenhed, den Forstaaelse, som er idet smukkeste Udtryk for aandelig Overlegenhed .....

.... Blandt Husets mange Venner ar ogsaa Gustav Wied. William Bloch satte hans Digtning højt og fandt, at "Skærmydsler" var en Perle. Wied var glad for Paaskønnelse - ikke mindst naar den kom fra saa kritisk en Kender. . ...

I de sidste Aar, Gustav Wied levede, følte han baade kunstnerisk og fysisk Afmagt. Havde han skrevet en Bog eller en Komedie, holdt han sig borte fra Vennerne, han frygtede Kritik. Han blev bitter, mistroisk og sky. Da William Bloch mødte Wied, kort efter at han havde udsendt "Imellem Slagene" - hans sidste Bog - udtalte han sin Glæde over den mesterligt gennemførte Skildring, der hedder: Af den gamle Vinhandlers Optegnelser. Man skulde tro, sagde han, at det var et originalt Manuskript, De her offentlig gjorde, saa levende og ægte staar Manden og hans Stil Wied smilede stille og takkede for Rosen. Men kom men hjem til Roskilde, skrev han straks til Bloch, at hans Formodning var rigtig. Vinhandlerens Optegnelser var ikke skrevet af ham. Bloch tog sig denne Oplysning meget nær. Han vidste, hvad den betød. Han holdt af Wied, og med den Trofasthed, der kendetegner ham og hans Hustru, blev Gustav Wieds vemodige Død for dem begge en Sorg, der gik til Hjertet.

William Bloch.

.... Herman Bang forholdt sig kølig-kritisk overfor William Blochs Instruktørgerning. Han, den impulsive, den udprægede Neurastheniker, fandt, at Bloch tog "Livet af Holberg" - som han selv manglede alle Forudsætninger for at forstaa - han manglede Lidenskab - mente Bang. Bloch besvarede aldrig Bangs ordrige Angreb. Kun een Gang tog han til Genmæle og gav "den celebre Forfatter" - saadan stod der i Svaret - en Tilrette￾visning, der sved og gjorde Bang stille. Da Herman Bangs Proverbe "Graavejr" skulde spilles paa Det kongelige Teater, ønskede Bang selv at sætte det i Scene. Bloch svarede, at intet var ham kærere. Bang opgav dog sit Forsæt, men bad om - i absolut Ubemærkethed - at maatte være tilstede ved Generalprøven. William Bloch lovede at sikre ham Plads ved Siden af sig i en Loge, hvor ingen kunde se ham og hvortil ingen uden han havde Adgang. Under Generalprøven bankede det energisk paa Loge-Døren, som var laaset. Bloch rejste sig bandende. Udenfor stod en Dreng - med en Korrektur til Hr. Bang. Spørger man William Bloch, hvorfor Herman Bang arrangerede dette Optrin, svarer han smilende: Aah, en Attitude 

.... Igaar blev William Bloch fejret, og i Ugens Slutning viser Anna Bloch sig i sin sidste Rolle paa den Scene, hvor hun blev den sidste Repræsentant for den Aand, den Tone, som han skabte...

- - -

Sjældne og skønne Blomster fyldte paa Husherrens Festdag det Blochske Hjem. Det er ikke mere paa Christianshavn. Det er rykket ind i Byens larmende Midtpunkt ...... En Elevator hvisler op og ned ved Siden af den hvidlakerede Trappe Og Entrédørens Yderside er et Spejl, der kan gengive den Besøgende i Brystbillede, hvis han ellers har Lyst til at betragte sig selv, sit Indre og sit Ydre, inden han træder ind for Anna og William Blochs kloge, alt gennemskuende, men ogsaa kærligt tilgivende Øjne..««

Anna Bloch.

Saadan veksler - vil Anna Bloch sige med sin eftertænksomme Betoning. - Ja, saadan veksler .... Men er Hjemmet end blevet nyt og "tidssvarende" - Aanden er den samme. Den bestemmes ikke af Spejl og Elevator. .... Og er Aanden i vort historiske Skuespilhus ogsaa bleven en anden, end da William og Anna Bloch gav det Præg - saa er det dog den Tone, de skabte, som lyder os imøde, hver Gang vi andagtfuldt og stille bøjer os for Kunstens Helligdom i det Hus, der byggedes - Ej blot til Lyst....

Christian Houmark.

(B. T. 31. marts 1925.

Anna og Wilhelm Blochs grav på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 7, nr. 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kurvemageren i Christianshavns Kanal. (Efterskrift til Politivennen)

Et flydende Kurvemagerværksted

Foroven Kurvemagerskibet. Forneden Kurvemageren ved sit Arbejde.

Kristianshavns Kanal har baaret og bærer stadig Skibe og Baade, der anvendes til højst forskellige Formaal.

Der har bl.a. været flydende Maleriudstilling, nu ligger Kokkeskibet forankret i dens mudrede Vand, og lige overfor det har nu et Kurvemagerværksted kastet Anker.

Klods op ad Børnehusbroen ligger det lille Skib, eller rettere Hus, ti det ligner i det Ydre fuldstændig et firkantet Træhus.

Her har Kurvemager Nielsen slaaet sig ned og indrettet et helt lille Kurvemagerværksted. Borde og Stole fletter han, og Resultaterne kan de Spadserende se fra Børnehusbroen. I Agterstavnen er der nemlig en hel lille Udstilling af Arbejderne. Stort er Værkstedet jo ikke, men der er Plads nok for en Mand - for øvrigt ogsaa til Besøg af kone og Børn, og den nødvendige Varme leveres af en Petroleumsovn.

Alt i Alt - en praktisk Maade at løse eventuelle Butiksvanskeligheder paa.

(Aftenbladet (København) 24. februar 1923).

En Butik løftet op i Vandet

Interessant Scene ved Børnehusbroen

Forleden sank en Skude i Christianshavns Kanal, tæt ved Børnehusbroen.

Prammen, i hvilken en driftig Kurvemager havde indrettet sig en Butik, var bleven læk - og sank en skønne Dag med hele Forretningen. Heldigvis gik der intet Menneskeliv tabt.

Falck tog fat paa at hæve Prammen - et Arbejde, der blev fulgt med stor Opmærksomhed af Christianshavns Befolkning.

I Gaar var Falck i Færd med at pumpe Prammen læns. Slangen ses tilvenstre paa Billedet, hvor det udpumpede Vand fosser ned i Kanalen.

(Social-Demokraten 20. august 1924).