Fra Kammertjener til Matador. (Efterskrift til Politivennen)

Naar man gennenistrejfer en gammel Bydel som Christianshavn, maa den særegne Stemning, der præger den, uvilknarligt gøre Indtryk. Mærkeligt uensartede ligger vel Husene dér, vidnende om forskellige Tiders Byggemaade, lige fra Chr. IV's Dage til op imod vor Tid; men Aarenes Patina har afstemt alt til et harmonisk Hele, hvis Skønhed og Poesi uvilkaarligt sætter Fantasien i Bevægelse, og den historiske Baggrund gor vel ogsaa sit hertil. Allehaande følelser og Ønsker kaldes frem: om blot Stenene kunde tale, hvilke Menneskeskæbner vilde de ikke kunne berette os om.

Jochum Irgens. Cornelia Bickers.

Paa Hjørnet af Strandgade og Baadsmandsstræde fanges Opmærksomheden af en gammel Gaard, der er præget bande af Chr. IVs Byggemaade og den nyere Barokstil. Nu er Murene helt overkalkede, men bag Kalkpudsen skimter man de røde Mursten med hvide Kridtstensbaand og Kridtstenskvadrene i de halvrunde Buestik over Vinduerne. Den regnedes af Samtiden for en af de mest imponerende Bygninger paa Christianshavn og blev opført ca. 1642 af den kendte Handelsmand og Godsejer Jochum Irgens, hvis omskiftelige Liv og hele eventyrlige Skæbne det er lykkedes os at faa Indblik i.

Jochum Irgens blev født i Itzehoe 1611 og fik sin første Opdragelse paa det nær Itzehoe liggende Slot Breitenburg, der ejedes af Gert Rantzau, som efter hin Tids Skik lod Stamherren, den unge Christian Rantzau, opdrage sammen med et Par flinke Borgersønner, hvoraf den anden nævnes som Heinrich Müller, senere Rigets navnkundige Rentemesler. I sin tidligste Ungdom skal Jochum efter Sigende havde kastet sig over Studiet af Medicin. Derom vides dog intet med Bestemthed, men muligt er det, at han har lært at plastre og forbinde af sin Broder, Johannes Irgens, der var praktiserende Læge i Itzehoe og gift med en Datter af Kongens Livlæge, Henning Arnisæus, og at det netop var disse hans lægekundskaber, der fik den unge Adelsmand Frederik Urne, hos hvem han først var Kammerpage, til saa varmt at anbefale ham til Chr. d. IV, for hvem han hurtigt blev saa uundværlig, at han fulgte ham som Kammertjener overalt. I 1646 foretog den gamle Konge sin sidste Rejse til Norge med det Maal for Øje at undersøge, om der i den af Jægeren Hans Aasen fundne Kobbermine ved Røros skulde skjule sig noget af det norske Guld, som han saa længe havde haabet at finde, og som han efter Freden i Brømsebro saa haardt havde Brug for. Kongen naaede ikke længere end til Trondhjem, hvor Statholderen indtrængende fraraadede sin gamle, svagelige Herre at foretage den lange, anstrengende rejse ud i den golde Fjeldørken, men det lykkedes alligevel hans snu og foretagsomme Kammertjener at indhente Oplysninger om at selv om Minen vel ikke indeholdt Guld, saa kunne dog den udvundne Kobbereris blive til uvurderlige Rigdomme for den rette Mand, hvis det da kunne lykkes at omstøde det Privilegium af 30. Januar 1646, hvorved Kongen allernaadigst havde givet Stedets Provst og dennes bjergværkskyndige Svigersøn Tilladelse til at drive Værket.

Paa en Rejse til Holsten kort derpaa fremlagde han Sagen for Kongen paa den Maade, at han stærkt betonede, hvor "traurigt" det vilde være, om den rette Finder af Kobberertsen - Hans Aasen - ikke vilde faa Gavn af Hans Majestæts naadige Forordning, idet det syntes, som om Provsten og hans Svigersøn alene havde bemægtiget sig Privilegiet, samt hvilken Strid og Splid det vilde foraarsage, naar Hans Aasen opdagede Sagens rette Sammenhæng, og hvor langt bedre det vilde være, om Privilegiet blev sat ud af Kraft ved at overdrages til en helt udenforstaaende, ærlig Mand, der kunde afkøbe den egentlige Finder hans Rettigheder og give enhver sit. Og saa snildt forstod han at besnakke sin kongelige Herre, at denne i Rendsborg den 19. Oktober 1646 meddelte "vor Kammertjener Jochum Irgens" kongelig allernaadigst Privilegium paa Driften af Røros Bjergværk, dog mod at holde den rette Finder skadesløs. Man maa lade Jochum, at han ilede med at ordne Sagen med Hans Aasen og de andre til almindelig Tilfredshed; men han maa ogsaa allerede paa dette Tidspunkt betragtes som en velstaaende Mand, idet han var en af Forpagterne af Handelen paa Færøerne

Ved Kong Christians Død var hans forhenværende Kammertjener nu blevet sejrende Hersker  i den Bjergmandskoloni, som havde dannet sig omkring Røros; dog var han for vant ved Hove til at kunne finde sig i det ensformige og haardføre Liv i den lille Bjergværksby. Han nøjedes med at lede Driften fra København og kun i Ny og Næ at aflægge korte Besøg ved sine Gruber. Men disse viste sig snart saa righoldige, at de kumle beskæftige en Arbejdsstyrke paa 3-400 Mand, og det blev efterhaanden nødvendigt at anskaffe en Bestyrer.

Jochum fik derfor overtalt sin Broder. Dr. Johannes Irgens, til at flytte med sin Familie fra Itzehoe til Røros og Lindt i ham og senere i Sønnen Henning dygtige og paalidelige Bestyrere, der altid stod paa hans Fordel. I de følgende Aar forpagtede Jochum desforuden alle Kronens Kobberværker i Norge og blev en hovedrig Mand. Sit Kobber afsatte han hovedsagelig i Amsterdam. Ved sin Forbindelse med Holland kom han ind i andre Handelsforretninger, som han drev i stor Stil og erhvervede sig saadanne Rigdomme derved, at han kunde laane Frederik den Tredie 60.000 Rigsdaler, hvilken Sum ved Leverancer under Svenskerkrigen voksede betydeligt. For at faa sit Tilgodehavende valgte han den ikke usædvanlige Vej at lade sig betale i Jordegods. Saaledes erhvervede han 1661 det store Krongods Vestervigkloster. Men dette var kun Begyndelsen; thi foruden Kronens Gods i Stevns og hele det nordlandske Gods i Norge tilforhandlede han sig af Just Høg og Henrik Jul Gjørslev Gaard og Gods, og den fordums Kammertjener var nu forvandlet til en af de største Godsejere i Riget.

Jochum Irgens Gaard paa Christianshavn.

Som saadan førte han stort og kostbart Hus, baade i sin før omtalte Gaard paa Christianshavn, opført paa en af Kronen købt Grund,og ogsaa i Amsterdam, hvor han som Følge af sine vidt forgrenede Forretninger ofte maatte opholde sig. En Grund mere til at udfolde en Pragt, som ikke tillod ham at blive stillet i Skygge af ret mange af de hovedrige, amsterdamske Handelsherrer, var, at han derovre havde ægtet Cornelia Bickers, Ætling af en Familie, som kaldte sig "de Bickers", og som i flere Aarhundreder havde afgivet Medlemmer tit det amsterdamske "Vroedschap": Senat og Byraad. Jochum Irgens ejede ikke blot en pragtfuld udstyret Gaardl i selve Amsterdam, men lod udenfor Byen opføre et Landsted. som han kaldte for "Irgensdal", og hvor han efter Tidens Skik havde et Utal af Tjenere at føde og klæde. Højdepunktet af sin Stormands vælde naaede han vel, da han den 16. Juni 1662 modtog den danske Kronprins Christian og fejrede ham som sin Gæst i sine hollandske Hjem under hele Besøget i Amsterdam.

Men det var ikke altid Herreliv at være Godsejer: den elendige og udpinte Tilstand, hvori Krigen med Sverige havde efterladt Landet, forringede ogsaa Godsindtægterne betydeligt, og ogsaa for den driftige Spekulant begyndte nu en Nedgangstid. For at kunne lønne sine Arbejdere i Røros maatte han Gang paa Gang rejse Laan i amsterdamske Handelshuse. Men om det nu var Æren af det kronprinselige Besøg, der var steget ham til Hovetlet, eller om han for enhver Pris havde villet opretholde det ydre Skin, nok er det, at han, trods den truende økonomiske Situation, nedrev Vestervigs solide Slots- og Klosterbygninger og indkaldte den berømte Arkitekt Pieter Simonsen Brøgers fra Utrecht for at lade ham - paa et af de mest afsides og barskt beliggende Godser i Danmark - opføre en pragtfuld ny Hovedbygning i Stil med Charlottenborg, et imponerende Stamhus for den Æt, som han gennem sine Sønner, Gerhard og Henrik, haabede at blive Stamfader til. Naar dertil kommer, at han i Stedet for at betale de oprørske og forsultne Arbejdere ved Røros, hvor han dog havde sine største Indtægtskilder, gad imponere Københavnerne ved de overdaadige Fester, hvormed han fejrede den hollandske Gesandt Amerongen paa sit Landsted ved København, kan det næppe forbavse nogen, at Herligheden snart maatte faa en Ende.

Vestervig Kloster med den nye Hovedbygning, opført af Jochum Irgens.

Paa Røros var Tilstanden efterhaanden blevet saaledes, at Grubearbejderne, der efter hine Tiders Skik mest bestod af Horkarle, Skørlevnere og andre samfundsfjendske Elementer, for at faa deres løn havde bemægtiget sig en Ladning Kobber, bestemt for Holland. Da Henning Irgens ikke ene kunde klare Situationen, maatte Jochun over Hals og Hoved drage ham til Undsætning. Ankommet til Røros blev hans Gaard omringet af en truende Skare Bjergarbejdere, og da han forbitret Irak sit Sværd af Skeden og forsøgte, ledsaget af sin Brodersøn, at splitte Mængden, blev de to Herrer kastet til Jorden og overdængede med Slag og Spark af de rasende Mænd og vilde sikkert have opgivet Aanden, hvis ikke Jochums ædle Hustru Fru Cornelia, der - skønt højt frugtsommelig - havde villet ledsage sin Husbond paa den farefulde Rejse, nu forglemmende sin Tilstand, banede sig Vej gennem den oprørske Hob og kastede sig over Jochum for at beskytte ham. Ved dette Syn kom Folkene til Besindelse og trak sig tilbage, men havde dog opnaaet, at den enevældige Bjergværksejer med uforrettet Sag maatte drage tilbage til København.

Ankommet hertil havde han ingen anden Udvej end at klage til Kongen gennem alle Instanser; men fik dog intet andet ud deraf, end at Majestæten "resolverede", at alle Arbejderne skulde "pardonneres", da det kun var Jochum Irgens slette Styrelse, der bar Skylden for deres Selvtægt. Denne retfærdige Dom var et Grundskud for Jochums Stolthed og ramte ham desto føjeligere. som hans Kreditorer nu fra alle Sider begyndte at falde over ham. Handelshuset Schardinell i Amsterdam, der havde forstrakt ham med store Summer, maatte han saaledes give Pant baade i Gjørslev og i Røros. En stor Oprejsning var det dog, at Kongen den 4. Oktober ophøjede Jochum med Hustru og Livarvinger i Adelsstanden under Navnet "von Westerwiig", vel nok som en Paaskønnelse af det store og uegennyttige Arbejde, som Jochum sammen med andre brave Danske i de vanskelige Aar efter 1660 havde ydet for at holde sammen paa det søndrede Statsskib. Han fik imidlertid ikke længe Glæde af sit Adelskab, idet han døde i København 1675 i sin Alders 64. Aar.

Hans Enke maatte efterhaanden skille sig af med det meste af sit Gods. 1677 overtog Daniel Schardinell Gjørslev; og med Kobberværket gik det ikke bedre, da det ikke kunde drives op til at lønne Arbejderne. Saaledes svandt da som Dug for Solen alle de eventyrlige Rigdomme, som een eneste Mand ved sit Snilde og sin Foretagsomhed, dog uden mange Skrupler for de Midler, han tog i Anvendelse, havde bygget op fra bar Bund. At Jochum Irgens har haft mange hjertevindende Egenskaber, viser os hans Hustrus hele opofrende Færd, idet hun, ligesom sin Samtidige, den ulykkelige Kongedatter Leonora Christina, trofast stod ved sin Husbonds Side under alle Lykkens Omskiftelser. Hun har da ogsaa sat et smukt Minde over den faldne Stormand, idet hun i Vestervig Kirke, hvor han ligger begravet, lod ophænge en pragtfuld, tolvarmet Lysekrone. Foroven afsluttes den af Slægtens pompøse Vaabenskjold, forneden ender den i en stor Kugle, hvorpaa er en Inskription, der meddeler, at Kronen er skænket af Cornelia Birkers, Widwe Jochum Irgens von Westerwiig 1679. Endvidere findes paa samme Kugle tre Vers, der lyder saaledes:

Den Luysets Herre som til Luy'et mig først kalte.
og til sin Arvedel i Luyset mig udvalte.
Til hannem og hans Lov jeg det Lius opretted.
Som Krone i hans Huus til Prydelse indsetted.
Gud lad hans Naades Lius for mig saa lyse her,
At jeg hans Ansigts Lius maa se i Glæde der

Fritze.

(Nationaltidende, 4. september 1927).

Irgens Gård i Strandgade 44, 2021. Foto Erik Nicolaisen Høy.