Fanny Garde (1855-1928) - Mågestellets kunstner. (Efterskrift til Politivennen)

Man vil forgæves kigge efter udførlige biografiske oplysninger om porcelænsmalerinden Fanny Garde. Det kan undre. De fleste kender fx Mågestellet som i over 100 år var et af de mest populære og solgte spisestel, ikke bare i Danmark, men flere andre lande i verden. I Sverige det mest solgte stel overhovedet. Det er af Fanny Garde. Porcelænsfabrikken lå dengang ved Kalvebod Strand (senere flyttede den til Vesterbrogade 149), og gav Fanny ideen til at overføre dem til kopper og kander, tallerkener, fade, opsatser, skåle, lysestager m.m.m. 

Nogle af de sparsomme oplysninger som findes, handler om at hun fx var sønderjyde og præstedatter. Hendes gravsted på Solbjerg Kirkegård er i øvrigt blevet sløjfet. Endnu mere svært er det at finde fotoer. Med få undtagelser kommer kun hendes store produktion frem.

Listen over hendes meritter er meget lang. Her blot et par eksempler: 

1895 var hun medlem af Udvalget for Industriafdelingen ved "Kvindernes Udstilling", juli-september ved Charlottenborg. Til udstillingen havde Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrone fremstillet "Dronning Margretes Tallerkener". De to blev dengang betegnet som "samlevere".

Hun tegnede juleplatten for Bing og Grøndahl IV årgang, 1898. En julestjerne omgives af en krans af juleroser på lyseblå bund. 

I 1921 købte Fanny Gardes bror, arkitekten Harald Garde en ejendom i Rørvig - Rørvighuset, Løvstræde 7 - hvor Fanny Garde og samleversken Effie Hegermann-Lindencrone ferierede. Senere blev huset af lokalet også kaldet "Fannys Minde". 

Da den franske minister Louis Hermite med frue var i København oktober 1925, overrakte han som en anerkendelse af den store indsats, Effie Hegermann-Lindencrone og Fanny Garde (og Jean Gauguin) dekokrationen "Guldpalmerne".

Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrones første arbejder dannede grundlag for den senere store underglasurafdeling, der blev kendetegnende for fabrikken med den blåfarvede dekoration under blank, gennemsigtig glasur. De var nogle af de første kvindelige kunstnere, der arbejdede som dekorationsmalere, og som også selv leverede udkast til modeller. Mange år efter, i 1981 fremstillede hver kvindelig porcelænsarbejder 350 måger om dagen.

Fanny Garde blev begravet 4. maj 1928 fra Solbjerg Kirkegård. I følget var bl.a. direktør Simonsen, underdirektør Halle og inspektør Bing fra Bing & Grøndahl, professor Hans Tegner, maleren Acton Friis, billedhuggeren Axel Locher og fabrikkens stab af malere og malerinder.  Begravet på Solbjerg Kirkegård. Man vil i dag forgæves lede efter gravstedet, det er nemlig nedlagt.

Allerede inden hun blev kendt, levede hun sammen med en kvinde, Effie Hegermann-Lindencrone - og de arbejdede i øvrigt også sammen på big & Grøndahl, hvor de bl. a. tegnede Hejrestellet 1888 og Mågestellet i 1890'erne. De boede sammen til Fannys død i 1928, Effie døde 1945.

Homoseksualitet var i hele deres levetid kriminelt. Tålt hvis de homoseksuelle ikke skiltede offentligt med det. Hvis de to kvinder havde et forhold, er de gået stille med det. Hvilket på det tidspunkt var klogt - man behøver blot at tænke på den forfølgelse som blev forfatterne Herman Bang og Oscar Wilde (sidstnævnte 2 års strafarbejde) til del. Udadtil lukkede deres uomtvistelige store kunstneriske præstationer munden på de som måtte finde på at antyde noget "kriminelt".  

En af Danmarks største kunstnere er således også en af de sværest at finde biograferet. Måske fordi hun havde to meget store odds imod sig: Hun var kvinde, og hun boede sammen med en anden kvinde.

Bing & Grøndahls Porcellainsfabrik. Illustreret Tidende, 16. december 1860.

Om skadelige Røg- og Dampindretninger her i Staden.

Foranlediget af den i nærværende blads nr. 830 fremsatte anmodning til hr. Rønnenkamp om afværgelse af de skadelige røg- og saltdampe fra hans raffinaderier på Sankt Annæ Plads mener indsenderen det ikke bør være ubemærket at en stor del af staden ofte hjemsøges af en næsten pestagtig stank fra trankogeriet på Christianshavn og ligeledes andre dele af staden med en brystet meget angribende røg fra fyrene på den Kongelige Porcelænsfabrik. Indsenderen henstiller derfor til høje ansvarlige om der ikke måtte være anledning til for disse kongelige etablissementer hos den i anmodningen til hr. Rønnenkamp nævnte eller anden mekanicus hat søge råd for at få disse ulemper afskaffet, hvilket da rimeligvis ville have til følge at private som sæbesydere, bagere, bryggere, brændevinsbrændere og andre som bruger megen ild, fulgte eksemplet, både for at holde godt naboskab og  for desto lettere at få deres nu så ofte af røg og damp hjemsøgte værelser bortlejede.

Skulle midlet mod disse ulemper ikke som i forrige Politivennen synes forudsat allerede at være bekendt, ville det dog muligvis let kunne udfindes ved nogle forsøg, hvortil det Polytekniske Instituts forskellige værksteder og laboratorier muligvis med mindst bekostning kunne benyttes.

(Politivennen nr. 832, Løverdagen den 10de December 1831, s. 859-860)

Ønske til Bestyrerne af den danske Porcelænsfabrik

(Efter indsendt)

Nordamerikas uafhængighed begyndte med at en del af deres patriotiske borgere tog en fast beslutning om ikke at ville drikke te. Og med enigt borgersind overholdt de det, da England pålagde en forhøjet told på samme. Hvor megen afhængighed kan de mindre nationer ikke forskaffe sig imod de større, når man bestemt kunne enes om ikke at bruge visse overflødighedsartikler, og hvor megen velstand kunne man ikke tilvejebringe i sit eget land, ved at fremstille det hos sig selv, som man nu betaler skat til andre nationer for. 

Denne sætnings udvikling er ligeså overflødig som vidtløftig. Jeg vil straks gå til den genstand jeg ville tale om.

Vores forfædre, og det for ikke så længe siden, spiste på tin, og almuen på ler og til dels træfade, fabrikerede i ladet. Tinnet fik vi vel for en dels vedkommende fra England. Men imidlertid havde det den store fordel at vare evigt. Og arbejdslønnen til at forme det til skåle, fade, tallerkener osv. blev alt sammen tjent i landet. For nuværende kan ingen såkaldte skikkelige folk længere spise på tin. Ja kommer man ud på landet hos bønder og den mindre almue, har det engelske stentøj såvel fordrevet det mere simple lertøj som det varigere tintøj hos de fornemmere.

Man kan ikke forlange at velklædte personer skal spise af tin, i hvert fald ikke min kone, og min pige vil ikke holde det rent. Forskelligt service af tin, kobber og porcelæn fra Politivennens tid (Eget foto. Nationalmuseet)

Man har vel gjort adskillige forsøg på at anlægge fajancefabrikker i Danmark. Men de er alle som så mange andre fabrikker døde på grund af den høje arbejdsløn hos os. Og den mangel på patriotisk ånd ikke at ville det indenlandske så længe det ikke har nået den fuldkommenhed som udenlandske fabrikker kan lave på grund af deres længere drift og kraftigere understøttelse af nationalrigdom osv. Og derfor bliver vi evige slaver af at købe det fremmede.

Indsenderen er også blandt dem som ved det engelske bombardement har fået meget sønderslået, blandt andet tallerkner, fade osv. Nu vil jeg gerne være patriot og ikke købe engelsk stentøj. Men jeg er på ingen måde i stand til at få andet at spise på, med mindre jeg skulle købe det alt for kostbare porcelæn, og det har jeg ikke råd til. Tintøj er ikke at få, og om jeg havde kunnet få det, så kan min kone ikke lide det. Og mine pige ville ikke holde det rent. Hvorledes vil det gå os dersom omstændighederne blev sådan at der slet ingen tilførsel blev af engelsk stentøj? Dette giver mig anledning til et forslag.

Unægteligt har den danske porcelænsfabrik gavnet landet uendelig meget. Og lad være det koster regeringen mere end det indbringer, så er dets produkt dog unægtelig en meget betydelig nationalvinding. Og dets nytte tror jeg er langt større på de almindelige og simplere sorter end på de fine og kostbare varer.

I betragtning af forestående tror indsenderen at kunne gøre et for landet såre vigtigt forslag til direktørerne for porcelænsfabrikken: Det var om samme ville lægge en plan, og iværksætte den, til at fabrikere et slags meget simpelt, om man ville så kaldte det, nationalporcelæn. Det blev naturligvis dyrere end fajance. Men det måtte være meget lettere køb, end som porcelænet er nu. Tallerkenerne kunne være mindre og ikke så massive. Måske massen ikke behøvede at være så fin. Der måtte anbringes mindst muligt malning derpå. Kort sagt, alt anvendes der kunne gøre det kønnere.

For nuværende koster en meget skrøbelig engelsk stentøjstallerken 10 skilling. Når fabrikken kunne levere sådant gods som omtalt for 12 skilling, ja var det også noget mere, 1 mark eller dyrere, så kan der ingen tvivl være om at det ville fortrænge det fremmede. Og ved den stærke afsætning som fabrikken ved dette uforbigængellige ville få, kunne det måske med tiden levere det for et bedre køb.

Ser vi alene på artiklerne kaffe- og tetøj, så har den mest simple slags af disse næsten over hele Danmark fordrevet det kinesiske, uagtet at danske tekopper er noget dyrere. Men det ligger i andre omstændigheder, at når man slår enkelte stykker itu, så kan man nemmere holde det komplet, fordi mønstret er ens eller at man kan få enkelte stykker af det mønster man vil have.*)

Porcelænsbordstel til stads har endog for det meste fordrevet det kinesiske. Men det er kun for de formuende.

*) De engelske fajancefabriker begyndte at købe kopper i samme smag som porcelænet. Og skønt de er meget ringere i godhed, så på grund af deres lette køb, begyndte de fra neden af at fordrive såvel kinesisk som dansk porelæn. Kulørt fajance er vel forbudt at indføres og skulle være smuglervarer. Men hvilke af disse slags love overholdes?

(Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7960-7965. Sidetallet er fejlagtigt angivet til 7947)

Redaktørens Anmærkning

Christian den 7. brød sig ikke om porcelæn, men blev overbevist af enkedronning Juliane Marie om at udstede et privilegium til Frantz Henrich Müller om at fremstille porcelæn i 1775. (Et stel er opkaldt efter hende). Til porcelænsfremstilling behøvede man feldspat og kvarts fra Norge og kaolin fra Tyskland og Frankrig. Det blev til den senere kongelige Porcellænsfabrik der startede på Købmagergade i 1795. 

Ludvig Manthey var i 1800 efter kongelig befaling sendt til udlandet for at studere porcelænsfabrikation. Han var adminstrator for fabrikken 1796-1812. Bombardementet beskadigede fabrikken uden at ødelægge den. Efter Müllers død i 1820 forfaldt fabrikken noget. Først da tyskeren Gottfried Garlieb blev administrator begyndte for alvor en dansk fabrikation. Den senere administrator Carl Wilhelm Bergsøe var ophav til Velhelm Bergsøe, men det er en anden historie.