Adam Petersen 1828-1886. (Efterskrift til Politivennen)

Adam Petersen

En af Arbejderpartiets ældste og mest trofaste Veteraner, Adam Petersen, er i Gaar morges Kl. 6 1/4 pludselig død af et Hjærteslag, uden nogen egentlig forudgaaende Sygdom. Endnu i Forgaars Aftes færdedes den Gamle mellem Venner og Bekendte i Forsamlingsbygningen, hvor han var Vicevært, og Ingen skulde da have troet, at han saa snart for stedse maatte forlade sit Hjem og den Bygning, hvis Opførelse ikke mindst skyldtes hans Arbejde i Partiet.

Adam Petersen var født i København den 18. Juli 1828, og var saaledes 58 Aar gammel. Hans Liv var en Proletars. Fra Fødselsstiftelsen kom han i Pleje og var derefter i Opfostringshuset, indtil han ved Konfirmationen kom i Smedelære og blev Svend. Som 20aarig ung Mand deltog han i Felttoget 1848 blandt de Frivilliges Skare og var med under hele Krigen. Hans muntre Sind og Trang til Afveksling foranledigede ham derefter til at rejse som Soldat til Vestindien, hvorfra Feberen efter to Aars Forløb dog atter tvang hun tilbage. Han tog da paany fat paa Haandværket og rejste en Del i Tyskland, hvor han hentede sig sin Hustru, der nu efter 31 Aars Ægteskab har mistet sin Livsledsager. Petersen har to voksne, gifte Døtre og en 26-aarig Søn, som i længere Tid har været paa Reise i det Fremmede.

Da Socialismen i 1871 rejstes her hjemme, var Adam Petersen blandt de første, som tog Del i Bevægelsen. Og han havde en sjælden Energi, som satte sig Mærker, hvor han tog fat. Petersen brød sig ikke Baner paa det agitatoriske Omraade, skønt han dog en enkelt Gang drev det til at tale ved Arbejderpartiets Grundlovsfest, men i Partiets indre Forhold udfoldede han saa til Gengæld hele sin Virkelyst, der altid prægedes af Ærlighed og Akkuratesse.

1877 ophørte den Afdøde at arbejde ved Smede og Maskinfaget, for hvis Organisation han havde udrettet ikke saa lidt, og han klarede sig derefter med lidt privat Arbejde og den Bifortjeneste, som han havde ved at være Kasserer i forskellige Foreninger. Hans Livs første Ønske var, at Arbejderpartiet kunde faa sin egen Bygning, og Ingen har med større Ihærdighed kunnet arbejde for denne Sag. I de for Partiet ugunstige Tider vandrede Petersen med sine 10 Øres Kvitteringer fra Værksted til Værksted, fra Plads til Plads, for at skaffe Penge tilbygningen, og Partiets Fremgang kronede endelig hans Ønskede Maal, da Bygningen i Rømersgade i Foraaret 1879 blev overleveret Arbejderne.

I Slutningen af sin Levetid var Petersen svagelig. Men han troede dog vist næppe selv, at det hele saa snart skulde være forbi.

Adam Petersen har i det socialdemokratiske Arbejderparti rejst sig et varigt Minde som en trofast og virksom Partifælle.

(Social-Demokraten 30. december 1886).

Foto af Adam Petersen i "Smede- og Maskinarbejdernes Forbund 1873-1898" side 12.

"Smede og Maskinarbejdernes Fagforening af 1873" havde som formand I. C. Hansen, viceformand Adam Petersen og kasserer Emil Petersen. Adam Petersen blev begravet på Assistenskirkegården:

Farvel til Adam Petersen!

Den store Skare af Mennesker, som i Søndags samledes for at følge Adam Petersen til hans sidste Hvilested, vidnede om, at han i de 10 Aar, han har virket for Forsamlingsbygningen, har skabt sig en Vennekreds i Arbejderstanden, som længe vil bevare hans Minde. Derfor var det med Glæde, at jeg vilde efterkomme et Ønske af Bestyrelsen om ved hans Grav at bringe ham det sidste Farvel. Da imidlertid den fungerende Præst, Pastor Steen, efter Ordre fra Stiftsprovsten nedlagde Forbud imod, at der blev talt ved Graven, finder jeg herved Anledning til at bringe vor gamle, tro Kasserer den sidste Tak for hans Virksomhed i Arbejderpartiets Tjeneste. Han opnaaede at blive æret af dem, han kom i Berøring med, og blev beundret for den Udholdenhed, hvormed han udførte sin Gerning. Derfor vil Adam Petersens Minde blive bevaret i det danske Arbejderparti. En Tak og et Farvel lød dog stille i enhvers Hjærte, som var til Stede ved Graven, og her lyder det højt til Alle, 

Farvel og Tak!

P. Hansen,

Formand for Aktieselskabet "Den almindelige Forenings- og ForsamIingsbygning i hovedstaden".

Adam Petersens Ligfærd

Før sin Død havde gamle Adam Petersen en Gang ytret Ønske om, at naar hans Time kom, han da maatte blive begravet fra Arbejdernes Bygning i Rømersgade. Og det Ønske blev respekteret. Han vilde ikke ind i noget andet Forsamlingshus undervejs til Graven; han vilde føres lige fra den Bygning, han selv havde været med at rejse - hans Livs Stolthed - og faa til de fire Vægge, indenfor hvilke Ligheden sluttelig realiseres for os alle.

Kl. 12 i Søndags var Rømersgade Samlingsstedet for en uhyre Skare, der vilde vise den trofaste Afdøde den sidste Ære. Og han fik da en Tak med til Farvel, saa rig og fyldig, at de kirkelige Avtoriteters paafølgende Forbud mod at give den Ord ved Graven ikke gjorde noget virkeligt Skaar i den. Adam Petersen havde jo, medens han levede, aldrig staaet sig rigtig godt med Avtoriteterne, og at de nu gav hans Kiste et Spark med i Graven, var kun til Ære for ham.

Menneskemængden forholdt sig rolig ventende i Rømersgade og de tilstødende Gader. Noget over Kl. 12 bevægede 21 røde floromvundne Faner sig ud af Porten til Arbejdernes Forsamlingsbygning, hvor Adam Petersen udaandede, og umiddelbart efter fulgte Slægt og nærmeste Venner med ham selv og bar ham hen til Ligvognen, der af Hensyn til den stærke Trængsel var kørt et Stykke forud. Og saa svingede Følget langsomt op efter Kisten, og det blev en Ligskare vel tre Gange saa stor som den, der faa Dage forinden med Hoffet og Gejstligheden i Spidsen fulgte afdøde Madvig. Tallet anslaas almindelig til over 10,000 - "alt Slags Folk fra Gaden, der var kommen for at gøre Sjov", sagde Præsten senere.

Men det maa vi vel ogsaa nærmest tage som en Ros for vor gamle Ven. Selv Vorherre havde nok ikke andet Ligfølge i sin Tid end de "Folk fra Gaden", og kunde han nøjes med dem, behøver Adam Petersen saa vist ikke at skamme sig i sin Grav over de 10,000 Arbejdere, der fulgte ham.

Paa Kisten hang Krans ved Krans. Alle de Mennesker, Petersen var kommen i Berøring med, havde tænkt paa ham med Blomster og Grønt og det han selv satte aller mest Pris paa: røde Baand. Der var Kranse fra Byggeselskabet, som skyldte hans samvittighedsfulde og energiske Virksomhed saa meget; fra Smede- og Maskinarbejdernes Forbund, hans gamle Fagfæller, fra de frisindede Vælgerforeninger t København; fra "Social-Demokraten"s Redaktionspersonale, fra "Social-Demokraten"s Ekspedition; fra Funktionærer i Bygningen; fra Arbejderne paa Kofods Maskinfabrik; fra forskellige Fagforeninger; og endelig naturligvis fra Slægt og Venner. En Krans var sendt fra det tyske Socialdemokrati.

Toget bevægede sig ad Frederiksborggade og Nørrebrogade til Assistenskirkegaarden, stadig forøget paa Vejen. Sporvognene blev af Politiet beordrede til at standse deres Kørsel paa denne Strækning.

Udfor en af de midterste Kirkegaardsporte imod Nørrebrogade blev Kisten løftet af, og Medlemmer af Byggeselskabets Bestyrelse bar den Resten af Vejen, hvorefter Følget rolig og langsomt samlede sig om den aabne Grav. Sneen havde lagt et pynteligt Tække hen over Jorden, Luften var stille og klar, og der var den tavse Højtidelighed over Forsamlingen, som Døden altid plejer at indgive. Saa kom Pastor Steen fra Sankt Johannes og brød Freden.

Han kom som en Mand der bar Sværdet; han havde med sig et Forbud mod, at der blev bragt den fattige, hæderlige gamle Arbejder et Farvel ved Graven fra en af hans mange Venner, og Præsten benyttede sig af sin Myndighed. Helt anderledes var det sikkert gaaet, om nogen vilde have købt for 20 Kr. Farvel i Sankt Johanneskirkens Præstebolig.

Efter at der var udført en Koral over den Døde traadte Pastor Steen frem og sagde:

"Efter forudgaaet Indberetning til Stiftsprovsten er der ved denne hellige Handling nedlagt Forbud mod, at der tales, naar den lovbefalede Jordpaakastelse er forrettet. Jeg opfordrer derfor alle til ikke at vise usømmelig Adfærd her paa dette gudindviede Sted ved at overtræde Forbudet.

Da jeg er bleven anmodet om kun at forrette Jordpaakastelsen, skal jeg indskrænke mig til Ritualet. Og nu vil jeg se, om nogen af denne Forsamling har Mod (!) til at blotte deres Hoveder for Guds hellige Ord.

Af Jord er Du kommen o. s. v. Fader Vor o. s. v. *). Amen!

Jeg henstiller til Hr. Politiassistent Rantzau at sørge for Forbudets Overholdelse.

Til Snedker P. Hansen, der havde ønsket at holde en kort Tale, udtalte den Guds Mand sluttelig som sin private Mening, hvad vi har citeret foran, nemlig at gamle Adam Petersens Følge bestod af "alt Slags fra Gaden, der var kommen ind for at gøre Sjov." Den gejstlige Forespørgsel, om nogen af dette "Gadepublikum" havde Mod til at blotte deres Hoveder for Guds hellige Ord, blev besvaret saaledes, at en Del tog Hattene af men samtidig hviskede: "Ja vel - men det er for gamle Adam Petersen vi tager den af." Om "Helligheden" skulde man unægtelig heller ikke faa høje Tanker gennem Præstens Tale.

Vi skal i øvrigt ikke besmitte Referatet fra vor afdøde Meningsfælles Ligfærd ved at nævne ved rette Navn den fromme Herrens Tjener, som saaledes har sølet sin præstelige Foragt udover Følget og derigennem over ham, som laa i Kisten. Vi og Pastor Steen tales nok ved senere.

*) Fader Vor hører for Resten slet ikke til det lovbefalede Ritual.

(Social-Demokraten 4. januar 1887).

Pastor Steen ved St. Johanneskirken.

Ingen Agitation kan maale sig med Gejstlighedens. Den bemægtiger sig Mennesket fra Moders Liv, og den slipper det ikke før paa Kirkegaarden. Den svøber Barnet, den svøber Liget, og den blander sig i alle borgerlige Forhold, som ligger mellem disse to "hellige Handlinger". Den møder ved Brudesengen som ved Barselsengen, den staar ved Skoledøren som ved Kirkedøren; den udsteder Attester, der forlanges foreviste lige saa ofte som Attester for Kokoppevakcination. Den holder 1200 Forsamlingshuse, Blade i hver By, faste og rejsende Agitatorer, og alt sammen koster det den selv ingen Ting. I Henhold til Grundloven er den evangelisk-lutherske Gejstligheds Agitation nemlig en Statssag, og alle Borgerne betaler til den.

Her i Landet er Gejstligheden Højre, og den agiterer til Højre.

Vi skal ikke opholde os ved noget i sin Grund saa forvrøvlet, som at det største politiske Parti vi har, Venstre, ved at støtte Statskirken altsaa modarbejder sig selv. En Finanslovsbevilling til Kirkeministeren er gennemgaaende slet ikke andet end en Bevilling til Agitation imod Oppositionen; Pengene gaar lukt ind i 1200 konservative Arnesteder, der har bestaaet længe før det Navn "konservativ Klub" nogensinde blev opfunden. Derimod skal vi gribe i vor egen Barm og spørge: hvad gør vi selv?

I Søndags skete der en i og for sig lille Begivenhed, som er vel egnet til at rejse dette Spørgsmaal. 10,000 Arbejdere fulgte en brav gammel Meningsfælle til Graven, og ved denne traadte en af Højres Præster, Hr. Steen fra St Johannes Kirken, frem og nedlagde et Forbud mod at der blev bragt den Døde et Farvel. Saa tilføjede han privat som sin og sine Partifællers Mening, at Følget ikke var at regne for mere end "al Slags, der var kommen ind fra Gaden for at gøre Sjov".

Hvad gjorde vi nu overfor denne Efterfølger af ham, som gik med Fiskere og Arbejdere? Ja "Sjov" gjorde vi i hvert Fald ikke; og saaledes blev det da den sidste Løgn, Højres Agitatorer serverede for Adam Petersen, den: at de 10,000, der fulgte ham, var Snavs fra Gaden. Vi gik, og der var kun én Sjover ved Graven - det var Præsten.

Lad det være sagt uden al Sentimentalitet, at den døde Ven kan være tilfreds med, at vi gav hans Ligfærd en sømmelig og værdig Afslutning.

Men Ligfærden er endt, og hvad gør vi nu? Skal vi lade Præsterne ved St. Johannes-Kirken blive ved at døbe vore "Gadedrenge", konfirmere vore "Gadetøse", vie os selv og begrave vore gamle Forældre? Vi ser, hvordan Præsten slaar vort højre Øre, skal vi saa vende det venstre til? Vore Kammerater sulter rundt om, skal vi saa fede Pastor Steen, vi Mænd fra Gaden?

Dette er ikke noget Spørgsmaal om Tro og Religion. Enhver af os tro og tænke om Liv og Død, hvad han vil, det kommer ikke Naboen ved, og det kommer ikke Arbejderpartiet ved. Men her gælder det noget andet. Der drives en Agitation i Præsteklæder mod os, og den bør vi møde med Agitation igen.

Hint Smædeord ved den aabne Grav er det mindste. Det kan mødes paa den jævneste Mande af Verden ved at drage den kirkelige Søgning bort fra St. Johannes, hvor Agtelsen for os synes saa ringe. Thi det kunde jo være, at Agtelsen vilde stige, efterhaanden som Pastor Steens Indtægter sank.

Langt alvorligere end denne enkelte Skriftkloge bør naturligvis det hele Lang tages. Et Eksempel vil vise det. I Striden om Provisoriernes Grundlovmæssighed har hele Gejstligheden - paa et Par Stykker nær - taget Parti for Højre. Og hver Søndag, ofte flere Gange om Ugen, bedes der fra 1200 Præstestole for Ministeriet Estrup. Naar man nu betænker, at dette Agitationskorps daglig hager sig fast i Befolkningen paa hundrede forskellige Leder, er det let at forstaa, at her er noget at tage i Kraven.

Men hvad gør vi?

- - - - - - - - -

Kunde vi ikke foreløbig blive enige om at begynde med Pastor Steens Indtægter, saa har vi maaske dog fat i den rigtige Ende.

(Social-Demokraten 5. januar 1887).

Marius Christian Frederik Julius Steen (1855-1935) blev cand. phil. 1876, cand. theol. (mg.) 1881. Han blev residerende kapellan ved St. Johannes Kirke i Kjøbenhavn, 1895 Sognepræst ved St. Johannes søndre Sogn (St. Andreaskirken) og endelig sognepræst ved Sankt Andreas Kirke 1901-1932. Se mindetavle ved kirken - han var formand for komiteen for kirkens opførelse.

Kampen mod præsternes eneret til at tale ved begravelser blev rejst da folketingsmand for Socialdemokratiet Sigvald Olsen i 1899 trodsede bestemmelserne, se "Justitssagen imod Sigvald Olsen." Sagen endte med at det ikke længere var præsterne, men graveren som skulle bestemme hvem der måtte tale.

Tvangsindmeldelser i Højres "Arbejderforeninger". (Efterskrift til Politivennen)

"Arbejdernes Værn".

Vi har modtaget følgende:

"Undertegnede, der i ca. 8 Maaneder har været beskæftiget som civil Arbejdsmand under 1ste Ingeniørdirektions 2det Bygningsdistrikt, modtog en Dag for omtrent en Maaned siden under mit Arbejde paa Ny Artillerikaserne Besøg af min militære Formand, en Oversergent ved Ingeniørerne. Han forespurgte mig, om jeg vilde være villig til at indmelde mig under "Arbejdernes Værn", da jeg i modsat Fald ikke kunde beholde Arbejde ved Distriktet. Dette var en Ordre fra højere Vedkommende, og i Følge sin Instruks havde han at forelægge hver enkelt af de ca. 20 Arbejdere under Distriktet denne Forespørgsel.

Jeg svarede Sergenten paa hans i øvrigt høflige Spørgsmaal, at jeg hverken kunde eller vilde indmelde mig i "Værnet". Han mente dog, at jeg skulde betænke mig, og gav mig en Frist paa 8 Dage, men da han i Løbet af denne Tid endnu to Gange forelagde mig "den højere Ordre", svarede jeg lige saa bestemt, at jeg ikke vilde være i "Værnet", da jeg ikke sympatiserede med den Forening.

Da de 8 Dage lakkede mod Enden, kom Sergenten igen og gjorde mig opmærksom paa, at det økonomiske Hensyn ved Indmeldelsen i "Værnet" ikke behøvede at trykke, da der nu fra Kontoret vilde blive betalt 1 Kr. til Indmeldelsen i "Arbejdernes Værn", saaledes at enhver Arbejder under den militære Kommando nu med Lethed kunde blive Medlem. Denne Gang forlangte Formanden et bestemt Svar, for at Kontoret kunde vide, hvor mange af Arbejderne, der vilde efterkomme Ordren.

Endnu en Gang fik jeg Lejlighed til at slaa min Foragt for "Værnet" fast, og jeg fastholdt min Vægring, trods Sergentens vistnok personlig velmente Forestillinger.

Hermed var min Skæbne afgjort.

Om Lørdagen fik jeg min Afsked og mit resterende Tilgodehavende. De øvrige under Distriktet beskæftigede Arbejdere beholdt deres Pladser, fordi de alle uden Undtagelse havde modtaget Kontorets Indmeldelsespenge til  Kapitalistforetagendet, og hermed vandt den milttære Kommando den attraaede Sejr.

Jeg bebrejder ikke disse Arbejdere deres Handlemaade. Med Pisken over Hovedet har de ladet sig tvinge til at opgive deres Selvstændighed, og Skammen herfor falder paa de militære Avtoriteter, der paa denne Maade har spillet Slavefoged for Kapitalisterne. Men jeg kunde ikke følge mine Kammeraters Eksempel, endskønt jeg har Kone og 3 Børn og kun med Frygt kan se Vinterens strænge Dage i Møde.

Idet jeg overlader til den store Offenlighed at dømme om, hvor det er man respekterer Arbejderens Frihed, skal jeg kun tilføje, at jeg har ventet saa længe, Inden jeg offenliggør Historien, fordi jeg først vilde sikre mig en Anbefaling fra Distriktet for mine 8 Maaneders Arbejde. Denne Anbefaling modtog jeg i afvigte Uge, og jeg skal lade den supplere mit Indlæg, da det herved kan blive konstateret, at ikke andre Aarsager har bevirket min Afskedigelse.

Anbefalingen lyder saaledes:

"Arbejdsmand Andreas Olsen har arbejdet ved 1ste Ingeniørdirektions 2det Bygningsdistrikt i ca. 8 Maaneder i indeværende Aar, og har i den Tid vist sig som en paalidelig og flittig Arbejder.

København, 14. December 1886.
P. Wiingaard,
Oversergent
ved 2det bygningsdistrikt.

Saaledes handler altsaa Krigsministeriet med Arbejderne. Men lad os saa faa slaael fast, at al den Tale om Respekten for Arbejdernes Mening og om "Værnet"s frie Arbejdere er ren og skær Humbug.

Andreas Olsen

(Social-Demokraten 19 december 1886).

---

Vi erfarer nu, at den militære Overkommando vil hævne sig over denne Offenliggørelse ved fremtidig at nægte Arbejdsformændene Tilladelse til at give Anbefalinger til Arbejdere, som onsker disse. Og saa mærkværdigt gestalter altsaa det militære Højredespoti sig, at ved ikke en Gang vil give sine værnede Folk i "Værnet" Attester for deres Forhold under det militære Arbejde.

(Social-Demokraten 13. januar 1887. Uddrag).

Charlotte Ulrikke eller Charlotta Ulrika Månsson. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen Nr. 248  1886 248. Højesteretssagfører Oct. Hansen Aktor

contra

Charlotte Ulrikke eller Charlotta Ulrika Månsson (Def. Adv. Nellemann) .

(Afsagt den 22 December 1886).

Ikke fundet at kunne statueres, at et Fruentimmer, som i den Hensigt at dræbe sit 10 Dage gamle, uægte Barn med sin Haand havde klemt dets Strube sammen, derved havde bevirket det meget syge Barns ganske kort efter indtrufne Død. Straf idømt efter Strfl. § 186, jfr. § 46.

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 7 September 1886 er saalydende :

Under nærværende, fra Frederiksborg Birks Extraret hertil indankede Sag tiltales Arrestantinden Charlotte Ulrikke eller Charlotta Ulrika Månsson for den 22 Oktober f. A. at have ombragt sit den 12 s. M. fødte Barn eller i alt Fald for Forsøg paa denne Forbrydelse, og ere de med Sagen forbundne Omstændigheder ifølge den af Arrestantinden afgivne Forklaring og de iøvrigt tildels paa Foranledning herfra tilvejebragte Oplysninger følgende:

Den 22 Oktober f. A. afgik et af Arrestantinden den 12 s. M. udenfor Ægteskab født Barn ved Døden. Da der ved det af Ligsynsmændene den 25 s. M. foretagne Ligsyn over Barnet paa Ligets Hals fandtes et Saar og en sorterød Skjold, som forekom dem mistænkelig, nægtede Ligsynsmændene at udstede Døds- attest og anmeldte Sagen for Politimesteren. I den Anledning indfandt 2 Politibetjente sig paa Gaardejer Carl Jørgensens Gaard i Kollerød, hvor Arrestantinden da tjente i Dagleje. Da hun erfarede Politibetjentenes Ankomst, kastede hun sig i en Dam for at drukne sig, men blev trukken op af Vandet og bragt til Live igjen; forinden hun kastede sig i Vandet, havde hun lagt fra sig et Brev, som hun havde skrevet den foregaaende Dag, da hun havde hørt, at hun kunde vente at blive anholdt, og i hvilket Brev hun tog Afsked med forskjellige Personer og skrev, at hvis de ikke kunde finde hende, laa hun nede i Vandet eller i Dommen. Efter at hun efter nogle Timers Forløb var kommen noget til Kræfter igjen, tilstod hun ligeoverfor en af Politibetjentene, at hun havde ombragt Barnet og forklarede i saa Henseende, at hun den 22 Oktober f. A. om Eftermiddagen, da det nævnte Barn laa i en lidende Tilstand Formening paa Grund af indvendig Krampe tage Livet af det, og at hun derfor holdt de 3 Fingre paa den højre Haand fast om Barnets Strube, hvorefter Barnet blev næsten blaat i hele Ansigtet, og hun troede nu, at Barnet var død, og for at konstatere Døden og for at bortlede Mistanken om, at hun havde aflivet Barnet, kaldte hun Arbejdsmand Jacob Jensens Hustru, Ane Marie Carlsen, der netop gik udenfor Huset ind, for at denne kunde se, at Barnet var død.

Efterat den af Politibetjenten optagne Rapport, hvori den ovenfor anførte Forklaring findes optagen, den 27 Oktober f. A. inden Retten var blevet oplæst for Arrestantinden, henholdt hun sig til Rapporten og fastholdt saaledes den af hende afgivne Tilstaaelse, men, medens hun til Politirapporten havde forklaret, at hun strax efter Barnets Fødsel havde besluttet at aflive det, idet hun tænkte sig, at der ikke var nogen Fremtid for Barnet, da den Karl, der var Fader til Barnet, ikke vilde gifte sig med hende, forklarede hun inden Retten, at hun ottende Dagen efter Barnets Fødsel var gaaet til den Gaard, hvor bemeldte Karl tjente, og at hun først da, efter at Karlen, der i September Maaned havde givet hende 10 Kr., for hvilke hun havde kjøbt Tøj til Barnet, havde vægret sig ved at love hende Hjælp i Fremtiden til dette, besluttede at omkomme Barnet. Den 29 Oktober f. A., paa hvilken Dag Liget af Barnet forevistes Arrestantinden, paaviste hun inden Retten i Distriktslægens Overværelse, hvorledes hun havde anbragt de 3 Fingre paa sin højre Haand paa Barnets Hals, da hun kvalte det. Samme Dag blev af Fysikus og Distriktslægen foretaget Obduktion af Liget, og ifølge det af de nævnte Læger afgivne visum repertum fremgik det af Obduktionen, at det afdøde Barn havde været fuldbaaret, at der udvendig paa Halsen af Liget fandtes nogle svage Indtryk, som vel kunde tyde paa, at det var taget af Dage ved Kvælning, hvilket dog ikke bestyrkedes ved den indre Undersøgelse, og at der ved den kemiske Analyse ikke kunde paavises noget Giftstof i Maven eller dens Indhold; Lægerne tilføjede derhos, at det er en Erfaring, at Kvælningsdøden hos spæde og svage Børn som oftest ikke efterlader Spor i Ligene, og at Muligheden af, at Arrestantinden kunde have taget Barnet af Dage ved Kvælning, derfor ikke kunde nægtes. 

Under et Forhør den 2 November f. A. paastod Arrestantinden imidlertid, at Barnet virkelig var død af Krampe, og at hun saaledes ikke har gjort sig skyldig i noget strafbart Forhold overfor Barnet, og denne Forklaring har hun siden fastholdt. Som Grund til, at hun tidligere havde tilstaaet at have dræbt Barnet, angav hun, at hun var tvungen dertil af Politibetjentene, der skulde have udøvet Vold imod hende paa Gaardejer Carl Jørgensens Gaard, forinden hun bragtes til Arresten, men efter samtlige foreliggende Omstændigheder, navnlig de af fornævnte Carl Jørgensen og dennes Hustru afgivne beedigede Forklaringer, maa dette Foregivende anses aldeles usandfærdigt, og, naar Arrestantinden har anført, at hun i de første Dage, efter at hun var kommen i Arresten, ikke vidste af sig selv at sige, strider dette Foregivende baade imod den af Distriktslægen afgivne Erklæring og imod de af Arrestforvareren og dennes Hustru afgivne beedigede Forklaringer.

Ligesom fornævnte Carl Jørgensen derhos har forklaret, at Arrestantinden, den Dag hun blev anholdt, forinden hun bragtes fra hans Gaard, i hans Nærværelse tilstod at have kvalt Barnet, og at hun da viste, hvorledes hun havde taget fat i Halsen paa Barnet og kvalt det, saaledes have oftnævnte C. Jørgensens Hustru, hans Tjenestepige og en anden Tilstedeværende forklaret, at Arrestantinden, forinden hun bragtes bort fra Gaarden, fremkom med forskjellige Udtalelser, hvoraf det fremgik, at hun havde gjort sig skyldig i den hende paasigtede Forbrydelse, og ligeledes har Arrestforvareren forklaret, at Arrestantinden i de første Dage, indtil om Eftermiddagen den Dag, da Obduktionsforretningen blev holdt, bestandig er fremkommen med Udtalelser, der gik ud paa, at hun fortrød sit Forhold og var ængstelig over, hvad Straf hun kunde vente. Der vil derfor i Henhold til Lovens 1-15-1 ikke kunne tages noget Hensyn til Arrestantindens Tilbagekaldelse af den af hende tidligere afgivne Tilstaaelse. Arrestantinden, der tidligere har født 3 uægte Børn, maa saaledes antages at have havt det Forsæt at ombringe Barnet ved Kvælning. Derimod findes det efter de foreliggende Omstændigheder betænkeligt at statuere, at hun har handlet med Overlæg. Da Barnets Død dernæst maa antages at være indtraadt ganske kort Tid efter, at hun foretog den Handling, hvorved hun tilsigtede at kvæle det, og da der ingen anden Dødsaarsag kan paavises, maa hun anses for at have foraarsaget Barnets Død ved den nævnte Handling; det kan navnlig ikke komme i Betragtning herimod, at Barnet efter de foreliggende Oplysninger maa antages at have været svageligt, hvorfor det det 21 Oktober f. A. blev hjemmedøbt, og, forsaavidt ovennævnte Ane Marie Carlsen, Arbejdsmand Jacob Jensens Hustru, hvem Arrestantinden, efter at have foretaget Kvælningshandlingen, kaldte ind fra Gaden, har forklaret, at Barnet, hvis ene Arm var aldeles blaa, da endnu ikke var død, idet det gispede i det, men at det umiddelbart derefter døde, har det kgl. Sundhedskollegium i en paa Foranledning herfra afgivet Betænkning ytret, at den af Arrestantinden tilstaaede Kvælningshandling desuagtet, forudsat at den er udført, maa antages at kunne have medført Barnets Død, og Sundhedskollegiet har fremdeles anført, at bemeldte Antagelse bestyrkes ved de paa Ligets Hals forefundne Læsioner, der kunde tyde paa, at Barnets Strube har været klemt sammen, og at denne Antagelse maa fastholdes, uanset at den indvendige Sektion ikke i enhver Henseende bestyrkede, at Barnet var død ved Kvælning, dels fordi de indre Tegn paa denne Dødsmaade i og for sig ere usikre, navnlig hos svage Børn, dels fordi Sektionen ikke viste Tegn til nogen anden Dødsmaade. Kollegiet har derhos tilføjet, at et Barn, efter at Kvælningen er udført, kan i det asfyktiske Stadium ligge en kort Tid med enkelte snappende eller gispende Aandedrætsbevægelser, inden Døden indtræffer. 

For det af Arrestantinden saaledes udviste Forhold vil hun, der er født i Sverrig den 7 April 1859 og ikke tidligere er funden straffet, være at anse efter Straffelovens § 186, og findes Straffen at kunne bestemmes til Tugthusarbejde i 12 Aar, og, da hun ikke i de sidste 5 Aar har havt stadigt Ophold i den danske Stat, idet hun nemlig ved Juletid 1882 efter Begjæring af Vordingborg Fattigvæsen blev transporteret til Sverig, hvorfra hun dog strax vendte tilbage her til Landet, vil det i Medfør af Straffelovens § 16 være at bestemme, at Arrestantinden efter udstaaet Straf skal bringes ud af Riget. I Overenstemmelse hermed vil Underretsdommen, hvorved Arrestantinden i Medfør af Straffelovens § 190 jfr. § 46, er tilfunden at hensættes til Tugthusarbejde i 8 Aar, være at forandre, medens den i Henseende til Aktionens Omkostninger, der rettelig ere paalagte Arrestantinden, vil være at stadfæste.

Thi kjendes for Ret: Arrestantinden, Charlotte Ulrikke eller Charlotta Ulrika Månsson, bør hensættes til Tugthusarbejde i 12 Aar og efter udstaaet Straf at bringes ud af Riget. I Henseende til Aktionens Omkostninger bør Underretsdommen ved Magt at stande. I Salær til Aktor og Defensor for Overretten, Overretsprokuratorerne Casse og Bloch, betaler Arrestantinden 40 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

Ifølge den af Tiltalte afgivne Tilstaaelse i Forbindelse med de øvrige Højesteret forelagte, tildels efter den indankede Doms Afsigelse tilvejebragte Oplysninger maa det vel anses godtgjort, at hun har gjort sig skyldig i den af hende vedgaaede, i Dommen ommeldte Behandling af sit spæde Barn i den Hensigt derved at dræbe det; men ligesom det, som ogsaa i Dommen antaget, ikke tør statueres, at hun har handlet med Overlæg, saaledes findes det endvidere ikke med tilstrækkelig Sikkerhed at kunne antages, at det meget syge Barns Død er bevirket ved hendes fornævnte Gjerning. Tiltalte vil derfor være at anse efter Straffelovens § 186, jfr. § 46, og hendes Straf findes at kunne bestemmes til Forbedringshusarbejde i 6 Aar. I Henseende til Tiltaltes Udbringelse af Riget og Aktionens Omkostninger vil Overretsdommen være at stadfæste.

Thi kjendes for Ret :

Charlotta Ulrika Månsson bør hensættes til Forbedringshusarbejde i sex Aar. Iøvrigt bør Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom ved Magt at stande. I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Højesteretssagfører Hansen og Advokat Nellemann 80 Kroner til hver.

(Ugeskrift for Retsvæsen nr. 14 og 15 (19. marts 1887) og nr. 16 og 17 (26 marts 1887), side 239-244).

Nordlige del af Kollerød. Husene ser ældre ud med stråtag mm. Men er betydelig mere velholdte end i den sydlige del af landsbyen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Falden ud af Vinduet i en gammel Rønne. (Efterskrift til Politivennen)

Fra 1ste Sals Trappegang i Baghuset, Aabenraa Nr. 9, faldt i Lørdags Aftes Kl. 7 en Skomager ned paa Gaardens Stenbro, hvorved han forslog sig saa betydeligt, at han besvimede, og først ved tililende Folks Hjælp var t Stand til at slæbe sig op i sin Lejlighed. Her henlaa han endnu i Gaar uden Lægehjælp med ophovnede Lemmer, og vil foreløbig være ude af Stand til at ernære sin Familie.

Det kan kun undre, at Manden slap saa heldigt fra dette Fald, som meget let kunde have forvoldt ham alvorlig Kvæstelse. Men endnu mere maa det undre, at et Baghus, som det her omtalte, kan vedblive at være i en saa uhyggelig Tilstand som Tilfældet er, endskønt Offenlighedens Opmærksomhed er længe siden er henledet paa denne Rønne. I Artiklerne "Strejftog i Fattigkvartererne" skænkede vi nemlig Huset Nr. 9 i Aabenraa en nøjere Omtale, og da de paaankede Forhold nu har været Skyld i et Ulykkestilfælde, skal vi her gentage lidt af Beskrivelsen og adressere vor Kritik til Sundhedspolitiet. Vi antager nemlig, at dette ikke alene maa være forpligtet til at vaage over Renlighed i Ejendommene, da denne er en Livsbetingelse for Beboerne, men at det tillige har den Opgave, at paabyde saadanne Foranstaltninger, som nogenlunde at sikre Folk i andre Henseender.

Et Særkende ved Baghuset til Nr. 9 er dette, at Trappegangens Reposer dannes af Laagene til Vaskene. Herfra og op til Underkanten af Vinduel er der kun en halv Snes Tommer, hvorved et Par Trappetrin i Omdrejningen fører lige ud mod Karmen, saa at et uheldigt Trin kan bevirke, at man sætter Benene udenfor Vinduet. Naar man i Mørke passerer Trapperne, maa der saaledes anvendes den yderste Forsigtighed for ikke at falde ned i Gaarden. Dette er saa meget lettere, eftersom der ingen Vindusposter er og Vinduernes to Halvdele kun sammenbindes af almindeligt Seglgarn. Denne Luge er det vanskeligt at klare sig for, da Vinduerne som Regel staar aabne, og der ved Aftenstid ikke er saa meget som en gammel Tranlampe til at vise Vej paa Hønsestigen. I Forbigaaende skal vi kun bemærke, at den tilskadekomne Skomager i Følge Vidners Udsagn var aldeles ædru. Beboerne klager i øvrigt over den Fare, som Lugerne kan afstedkomme for Børnene.

At den gamle Rønne kunde trænge til et meget nøje Eftersyn, følger af sig selv, men da denne Opgave paahvile Værten, bliver det en Sag mellem ham og Beboerne. Derimod turde det ikke længere være en saa aldeles privat Sag om Folk risikerer at falde ud af Vinduerne, og vil Værten ikke paa anden Maade sørge for at faa Faren fjærnet, burde Politiet gøre Beboerne den Tjeneste.

(Social-Demokraten 14. december 1886).

Heinrich Christian Piehl Wøldike 1818-1887. (Efterskrift til Politivennen)

Herredsfoged Wøldike idømt 3 Aars Forbedringshusarbejde.

Bælum-Sagen er Navnet paa en af de sjældne Historier om en stor Tyv, som blev hængt. Men det varede ogsaa over tre Aar, inden den - i Gaar - naaede til "Ende".

Hovedpersonen er den forhenværende Herredsfoged i Bælum Heinrich Christian Piehl Wøldike, og Forbrydelserne er Uorden, Forsømmelse og Skødesløshed i Embedsførelsen, endvidere Kassemangel, Bedrageri og urigtig Bogføring. Han er nu af den i 1883 nedsalte Kommissionsdomstol bleven dømt efter fem Straffelovsparagrafer til at have sit Embede forbrudt og til Forbedringshusarbejde i 3 Aar. Det var endelig noget andet end en Dom paa Afskedigelse med Pension, saadan som man af og til har set Eksempler paa overfor Embedsmænd med Kassemangel. Vor Lovgivning har jo nemlig den mærkelige Bestemmelse, at naar Familien eller Forbryderen selv dækker Kassemanglen inden tre Solemærker, skal han være sagesløs. For de smaa Tyve gælder der en anden Retfærdighed.

Herredsfoged Wøldike har ikke været saa heldig. For det første har han nemlig stjaalet for meget - og der er dog Grændser for alt her i Landet! Han har taget følgende Summer: Thinglæsningsgebyhrer c. 30,000 Kr.; andre Gebyhrer c. 5000 Kr.; Arveafgifter c. 2700 Kr.; Skiftekapitaler c. 36,000 Kr. og Oppebørsler til Amtsfattigkasse, Politikasse og Sognekommunerne m. Fl. c. 1000 Kr. med mere. I alt henved 78,000 Kr. Men dertil kommer, at Wøldikes Fuldmægtig exam. jur. Sommerfeldt, med hvem han var i Kompagni, stjal 84,000 Kr. for sin Part. Dækning var altsaa umulig, og da de tre Solemærker var gaaet, og Sommerfeldt ligeledes var gaaet - han rejste til Amerika - , saa gik ogsaa Retfærdigheden. Og efter at have været i Bevægelse i tre Aar, er den som sagt naaet Banen igennem i Gaar. 

Allerede ved disse faa Antydninger vil vore Læsere sandsynligvis have erindret sig hele den gamle og ofte omtalte Bælum Sag, som i 1883 vakte saa kolossal Opsigt, navnlig ved Sommerfeldts vellykkede Flugt. Tilbage staar nu kun at referere den af d'Hrr. Assessor Jensen og Herredsfoged Faurholts afsagte Kommissionsdom.

Der gives først nogle Oplysninger om Arrestanten Wøldike. Han er født 1818, har faaet sin juridiske Uddannelse ved Kiels Universitet og tiltraadte sit Embede i Bælum Aar 1868. I 1870 blev den 25aarige Sommerfeldt antaget som Fuldmægtig mod en Løn af 600 Kr. og fri Station hos Wøldike; desuden blev der truffet den Aftale mellem dem, at Herredsfogeden skulde have Halvdelen af den Privatfortjeneste, som Fuldmægtigen havde paa Kontoret. Men allerede i 1872 ophørte al Opgørelse og Udbetaling imellem dem, idet Sommerfeldt nu ikke længer hævede de 600 Kr.s Løn men heller ikke afgav noget af sin Fortjeneste. Denne nye Overenskomst synes at være truffen "stiltiende".

Sommerfeldt forblev i sin Fuldmægtigstilling til han den 31. Maj 1883 tog bort, med Tilladelse til at blive borte til 4-5. Juni; da han endnu den 8. Juni ikke var kommen hjem, lod Arrestanten hans Pengeskab aabne; der fandtes kun en ringe Pengebeholdning samt en Erklæring fra ham, hvori han udtaler, "at ligesom ingen som helst anden har Andel i hans Handlinger, saaledes véd, efter hvad han antager, heller ikke nogen anden, hvad han har foretaget sig" (?). Da der ved den af Amtet derefter skete Undersøgelse viste sig, at der allerede efter Kasserernes Udvisende var en Kassemangel, og at Sporteljournal og Kassebøger tillige var urigtig førte, blev Arrestanten suspenderet den 18. Juni og Kommissionsundersøgelsen paabegyndt. Sommerfeldt havde, som det viste sig under Forhøret, straks forladt Landet, idet han den 1. Juni har været i Hamborg og den følgende Dag i Berlin; hvor han videre er bleven af, har ikke kunnet oplyses.

Nu følger i Kommissionsdommen en lang Opremsning af det utrolige - rent ud Svineri foruden Snyderi, som der har været paa Kontoret, og mere end én Gang maa man spørge sig selv: hvor har den Kontrol haft sine Øjne, som det paahviler Justitsministeriet at føre med sine Embedsmænd.

Dokumenter, der skulde thinglæses, medbragtes ikke i Retten og Ekstrakten oplæstes ikke, Paategning om Fremlæggelse af Dokumenter forsømtes, Protokoltilførsel ligeledes. Sagførerne fik Anstand paa den Maade, at Herredskontoret havde Blanketter liggende til Udfyldning i dette Øjemed, og Begæringerne om Anstand kom ofte bagefter Udsættelsen. Saa er der et langt Register over Stempelforseelser. Endvidere er Foged-, Avktions- og Eksekutionsforretningerne gaaede for sig paa den gemytligste Maade af Verden. Pante- og Thinglæsningsvæsenet drev af som det bedst kunde, og Skiftevæsenet ligeledes; ved Dødsanmeldelser toges der ingen Oplysning om Arvingerne, Opgørelserne var fejlagtige, eller som det hedder "summariske", og en Masse andre Ting ligefrem flød omkring paa løse Papirer, som endte Gud ved hvor. Hittegods blev lagt op paa et Loft - naar det ikke var rede Penge, for de gik en anden Vej, og den seneste Avktion over dette Gods fandt Sted i 1872. Ved Udløbet af Finansaaret 1882-83 henstod der 95 uberigtigede Boer. Korrespondancerne, Indberetninger, Regnskaber osv. dinglede af som det bedst kunde, og alt Tilsyn manglede.

Det gør et humoristisk Indtryk midt i al denne Jammerlighed at læse om, at Wøldike en Gang "i Almindelighed irettesatte Fuldmægtigen for hans Uorden".

Slutningen af Beskrivelsen optages af de egentlige Besvigelser, og disse er da dels gaaet ud over Statskassen, dels over Herredets Beboere og andre, der er komne i Berøring med de to Herrer. Og Grunden til det skete Forbrug af Embedsmidler er, at Arrestantens, og senere sandsynligvis ogsaa Sommerfeldts, Privatindtægter ikke har været tilstrækkelige til Dækning af deres Privatudgifter, og at det manglende er taget fra Oppebørslerne.

Vi skal til dette Referat foreløbig kun bemærke to Ting. Hvor er det aarlige Kasseeftersyn henne i denne Historie? Staten fører et saadant Tilsyn ved ansete Mænd, og man kunde af Hensyn til disse og til deres Foresatte Justitsminister Nellemann have ventet, at Dommen indeholdt noget ogsaa om deres Virksomhed i Bælum, hvor man skulde synes, at det ikke kan have været mange Timer ad Gangen uden at se Spor af det fyndige Hus, som laa dér. Men da "Berlingske Tidende" i Aftes refererede det meste af Dommen, fandtes der kun følgende Linier om dette Hovedpunkt:

"Ved de aarlige Kasseeftersyn foreviste Arrestanten den Beholdning, som skulde findes efter Almindelig Hoved- og Kassebog, Sommerfeldt den øvrige Beholdning efter Sporteljournal og Skiftekassebøgerne, uagtet han kun oppebar en Del af de herhen hørende Midler."

Det forekommer os, at Offentligheden ikke kan lade sig nøje med saa mager en Forklaring, Embedsmændene selv allermindst. Det vilde sikkert være heldigst for alle Parter, om vi her, hvor Lejligheden til det er saa ypperlig, havde faaet ren Besked om, hvad et kongelig dansk Kasseeftersyn er for noget.

Dette staar i Forbindelse med den anden Ting, som vi vilde fremhæve. En Mængde Privatmænd er som sagt blevet bedragne ved Herredsfogedkontoret i Bælum; nogle har maattet betale Afgifter to Gange, andre har, efter at Bedragerierne er opdaget, endog maatte betale tredie Gang, idet Staten har gjort Fordring paa Ret til at indkræve de Penge, som Folk paa Grund af Smølerierne ved Kontoret ikke har kunnet præstere Kvittering for at have indbetalt.

Atter andre er blevet endnu værre medtagne. Der rejser sig da ganske naturlig det Spørgsmaal, om Staten, saafremt Regeringens Kontrol har været forsømmelig, ikke skylder de Mænd Erstatning, som har stolet paa Herredsfogden og dernæst paa Kontrollen. Det første kunde de have ladet være med, kan man til Nød sige; Folk maa selv passe paa at faa ordentlige Paategninger, naar de møder paa et Embedskontor; men dersom det viser sig, at Regeringen har forsømt at føre den virksomme Kontrol, paa hvilken Folk ogsaa stoler, saa turde det dog være, at Sagen stiller sig noget anderledes. Det aarlige Kasseeftersyn (!) kan jo nu være Skyld i mange Menneskers Tab, men i saa Fald ser det rigtignok paafaldende ud, naar Staten alligevel spiller den strænge Kreditor over for Herredets Beboere.

Paa Wøldike og Sommerfeldt er det i det hele taget næppe værd at spilde flere Ord, nu da Dommen er fældet. Bedre vilde det vist være, om man tog sig lidt af de Fingerpeg, som hele denne Sag giver.

(Social-Demokraten 28. november 1886).

Højesteretstidende dom 22. juni 1887 stadfæstede dommen (embedsforbrydelse), men nedsatte straffetiden til 2 års forbedringshusarbejde. Se Højesteretstidende. 

Notabel Tugthusfange. For nogle Dage siden blev forhenværende Herredsfoged Wøldike afleveret til det herværende Tugthus for i Cellefængsel at afsone den ham idømte Straf for Bedragerier. Efter Forlydende medbragte han en righoldig Garderobe, der imidlertid nok blev taget fra ham; han maatte trække i den grove Skjorte og de graa Klæder. Det kan ikke fejle, at han her i Tugthuset vil træffe sammen med Folk, som han selv har haft under Behandling og idømt Tugthusstraf. Det maa blive et underligt Sammentræf.

(Horsens Folkeblad 22. september 1887).

Wøldike døde som 69-årig i Horsens (formentlig i tugthuset) den 22. september 1887 og nåede altså ikke at afsone sin straf:

Forhenværende Herredsfoged H. C. P. Wøldike er i Torsdags Aftes afgaaet ved Døden af Hjerne-Appoplexi i Horsens Straffeanstalt, i hvilken han blev indsat forrige Fredag for at udstaae den Straf, han var bleven idømt for begaaede Misligheder ved Forvaltningen af sit Embede som Herredsfoged i Hellum-Hindsted Herreder. - Det er, skriver "Hors. Av.", en sørgelig Afslutning paa et Liv, der begyndte saa smukt og lovende. Han var født den 10de Januar 1818 i Brunsbüttel, hvor hans Fader, Justitsraad Peder Wøldike, var Toldforvalter. I 1842 tog han juridisk Embedsexamen ved Universitetet i Kiel, og fik samme Aar Bestalling som Underretsprokurator for Hertugdømmerne medens han samtidig arbejdede paa Rendsborg Amtshus. I 1847 blev han ansat som Volontør, og Aaret efter som provisorisk Kancellist i det Slesvig-Holsten-Lauenborgske Kancelli. I 1850 blev han fungerende Bureauchef under den overordenlige Regjeringskommissær for Hertugdømmet Slesvig. Aaret efter Bureauchef i 1ste Departement, og atter Aaret efter Medlem af Appellationsretten i Flensborg. Under Krigen 1864 blev han afsat af de preussisk-østerrigske saakaldte "Civilkommissærer", og samme Aar blev han af den danske Regjering afskediget i Naade og med Pension. Derefter var han Suppleant samt Justitssekretær ved den midlertidige Overjustitskommission for de i Kongeriget indlemmede slesvigske Distrikter indtil dennes Ophævelse i 1867. I Foraaret samme Aar underkastede han sig den for forhenværende slesvigske juridiske Embedsmænd anordnede særlige Prøve i dansk Ret ved Kjøbenhavns Universitet, bestod den og blev derefter i December samme Aar udnævnt til Herredsfoged og Skriver i Hellum-Hindsted Herreder, i hvilken Stilling han forblev, indtil hans mislige Embedsførelse for nogle Aar siden kom for Dagen ved hans Fuldmægtig, Sommerfeldts, Flugt. - Wøldikes Ophold i Horsens Straffeanstalt blev kun af kort Varighed. Som omtalt ankom han under Ledsagelse af en kjøbenhavnsk Opdagelsesbetjent til Horsens med Dampskibet "Zampa" forrige Fredag. Han var i en meget trykket og nedslaaet Stemning og beklagede sig flere Gange paa Rejsen til Betjenten over den ublide Skjæbne, der havde ramt ham paa hans gamle Dage. Han nød undervejs med synligt Velbehag den friske Luft, som Noget, han i længere Tid havde maattet savne, og udbad sig, lige forinden de naaede Straffeanstalten, Tilladelse til at udhvile sig paa en Bænk for endnu en kort Tid at indaande den frie Luft, hvilket efter hans bestemte Tro var sidste Gang i dette Liv; thi det fremgik tydelig af al hans Tale, at han ikke ventede at komme levende ud af Anstalten igjen. Den gamle Mand var i det Hele taget i den Grad overvældet af sine fremtidige Udsigter, at den Lovens Haandhæver, der ledsagede ham, skal have ytret, at det var den haardeste Rejse, han havde foretaget sig i hele sit lange Politiliv og at han ikke, uden at den haarde Nødvendighed bød det, vilde gjøre det om igjen. De faa Dage, han tilbragte i Straffeanstalten, forløb temmelig rolig med det ensformige Arbejde at betjene en Strikkemaskine, men han har ikke formaaet at udholde den Tvang, Reglementet og Omgivelserne paalagde ham, og han døde, som ovenfor omtalt, i Torsdags Aftes ramt af Hjerneappoplexi.

(Fyens Stiftstidende 26. september 1887).

På hans stamblad står: "Som grunde til forbrydelserne angiver han dels letsindighed, dels ukendskab med de mange forskellige arter af forretninger på herredskontoret, dels endeligen bedragerisk fuldmægtig, der fuldstændig havde forstået at vinde hans tillid". Det skal ses i lyset af at han havde arbejdet 15-20 år på samme herredskontor.

Fuldmægtig Christian Thorvald Meden Sommerfeldt (1844-?) blev exam. jur. ("dansk jurist") 1869. Hans ældste bror, Dines Peter S. var udvandret til USA 1865 og var købmand i Chicago. En Christian Summerfelt blev gift i Kenosha, Wisconsin i 1888. Faderens navn er angivet som "David Broch Summerfelt". Fuldmægtigens far hed Niels Brock Sommerfeldt. 

En Ligtale. (Efterskrift til Politivennen)

Da den dræbte Værtshusholder Thomsen fra Mikkelbryggersgade blev begravet i Tirsdags fra Kapellet paa Assistens Kirkegaard, holdt Stiftsprovst Rothe en skøn Ligtale, efter Længden og Drøjden at dømme vistnok en af dem til 20 Kr. Stykket. Boet var jo velhavende nok til at den Afdødes Familie kunde undgaa Bunkebegravelse med Trøstens Ord til 66 Øre.

Provst Rothe skildrede først Mordets Rædsler og den salig Hedengangnes Bestræbelser for at samle sig Penge - mange Penge, sagde Præsten, og det fandt han prisværdigt. For Mammon, som Møl og Rust fortærer, er alligevel en god Ting paa Ens gamle Dage, skønt det hedder: Samler Eder ikke Liggendefæ paa Jorden. Men paa den anden Side var det dog disse Penge, der var bleven Aarsag til Thomsens Død. Kilden til Forbrydelsen laa i, at Morderen var rovgærrig; han var smittet af Tidens Gudløshed, han havde opgivet sin Barnetro og valgt Vantroen, og han havde hengivet sig til den Sky for Arbejdsomhed og Higen efter Forlystelser, som breder sig i vort Samfund. Hvor sligt skete, der skete ogsaa Forbrydelser som denne. Sandeligen!

Men græder ikke Børn, det turde være Løgn altsammen! Først er der nu til Eksempel Paastanden om, at Mord særlig trives i vantro Samfund; herimod kan man nøjes med at stille den uforvanskede Kendsgærning, at der aldrig er bleven myrdet værre end i Middelalderen, da den kristne Kirke stod stærkest. Præster har selv gaaet i Spidsen for det rene Menneskeslagteri, hvorunder man dræbte sin Næste, blot fordi han ikke troede paa en Splint as den Skov, som man har hugget om til Splinter af Jesu Kors, eller fordi han tvivlede paa Ægtheden af et af de mange Hoveder, som alle udgives for at have tilhørt en og samme Apostel. Om man havde paa et Sted det Blod, som Præster har udgydt l Religionens Navn, kunde man drukne alle Danmarks Kirker i det. Men Broer August Petersen, den sølle Fyr, som Stiftsprovst Rothe maaske selv har baade døbt og konfirmeret, han skal hænges som en Møllesten om Vantroens Hals! Fik den bare aldrig andet paa Samvittigheden.

Dernæst maner Præsten Staklen frem som et Bevis paa, hvortil Sky for Arbejdsomhed og Higen efter Forlystelser fører. Men hvem driver mere end Præsterne? Skal vi være ærlige, er det nok den Samfundsklasse, der bestiller mindst. Og hvem morer sig mere end Præsterne? Selv Forfatteren Pastor Hostrup, der selv er Præst, skildrer dem altid som et fedt Tilbehør til et L'hombrebord med Toddyer og lange Piber, og Pastor Henningsen skrev i sin Debat med Pastor Krag: vi har det nok som Blommen i et Æg. Men hvis Hr. Rothe nu havde Ret i, at Lediggang og Vellevnet er en god Jordbund for Mordlyster, saa maatte altsaa forholdsvis de fleste Mord blive udøvet af Præster? Nej, hans Ræsonnement er naturligvis ikke andet end en løsreven Ende af Kirkens Vadmel.

Sandheden er, naar den gaar ned af Prædikestolen, simpelt hen, at den Dræbte var en gærrig Mand, og Morderen en Stymper, hvem man har ladet løbe med en Daabs- og Konfirmationsattest i Lommen men ellers saa temmelig for Lud og koldt Vand. Nu synes det oven i Købet, som vi skrev i Gaar, at han er - sindsforvirret". Og det samme skulde man fristes til at tro om den Præst, der bruger saadanne Vaaben som de her omtalte imod anderledestroende.

(Social-Demokraten 18. november 1886).

Peter Conrad Rothe, stiftsprovst, dr. theol, * 17 juni 1811 + 13 december 1902 og hustru Vilhelmine Rothe, f. Kolderup-Rosenvinge, * 15 juni 1823, + 14 februar . Så bliver tro, håb og kærlighed, disse tre. Anna Rothe * 27 januar 1858, + 27 august 1939. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Peter Conrad Rothe (1811-1902) blev begravet på Vestre Kirkegård). 1843-1864 var han kapellan ved Vor Frue kirke, 1865–1892 sognepræst og stiftsprovst. Han tilhørte skaren omkring J. P. Mynster og H. Martensen og tog afstand fra grundtvigianismen.

Arbejdernes Fællesbageri. (Efterskrift til Politivennen)

Vi meddelte i Søndags, at "Arbejdernes Fællesbageri" nu har begyndt sin Virksomhed med Fabrikationen af sundt og billigt Brød for Arbejderne.

Der lægges særlig Vægt paa at tilvejebringe godt Brød; - hvad Billigheden angaar, vil Bageriet gaa saa langt ned, som det overhovedet er muligt uden at forringe Varens Værdi og uden at indlade sig paa nogen af de med Smudskonkurrencen følgende Misligheder.

Man har fundet det rigtigst foreløbig at indrette Fabrikationen paa et ikke alt for stort Forbrug, idet man dog samtidig har havt en hurtig Udvidelse for Øje.

Bageriet er beliggende paa Lyngbyvej Nr. 6, umiddelbart ved Store Vibenshus. Det har en smult indrettet Stuebutik ud til Vejen, medens selve Bageriet har sin Plads i en Bagbygning. Det er selvfølgelig indrettet som alle andre Bagerier, der har de nyeste Apparater til deres Raadighed. I Stuen findes foruden selve Bageriet et Forraadskammer, hvorfra Brødet udleveres til de Vogne, der bringer det til Forhandlerne. I en Etage ovenover er der Oplag af Mel, som gennem en stor Tragt ledes ned til Bageriet. Her æltes Dejgen i Maskine, formes, sættes ind i den dybe Ovn og bages osv.

Bageriet er foreløbig beregnet paa at kunne levere 1000 Brød om Dagen. Der bages 5 Gange, hvoraf de 4 Gange Rugbrød og 1 Gang Sigtebrød og Landbrød. Rugbrødene leveres a 4 og 8 Pund, de sidste til 42 Øre, og Land- og Sigtebrødene a 1 3/4 Pund til 16 Øre. Hvad Rugbrødsprisen angaar, da vil Bageriet selvfølgelig altid bestræbe sig for saa vidt muligt at holde Pris med de andre Bagerier, selv om disse ikke er i Stand til at levere Brød af samme Kvalitet.

Det Konsortium af Arbejdere, der har sat Bageriet i Gang, har valgt et Repræsentantskab, der atter har nedlsat et Forretningsudvalg paa 3 Medlemmer, hvoriblandt Snedker E. C. Andersen, til at have Overopsyn med Forretningens Gang. Til at lede den daglige Drift er desuden valgt en Bestyrer, der ligesom Forretningsudvalget i det Hele taget indtager en fremragende Plads i den almindelige Arbejderorganisation.

I Bageriet arbejder foreløbig 8 Svende og 2 Mestersvende, en for hvert Hold.

Samtlige Arbejdslokaler er lyse og rummelige, og det tør i det Hele siges, at Værkstedet er betydeligt bedre end i de fleste andre Bagerier. Det vil næppe vare længe, inden det bliver nødvendigt at indrette en ny og større Ovn, thi det har allerede i Gaar vist sig, at der er stor Efterspørgsel efter Brødet fra "Arbejdernet Fællesbageri"; der har nemlig hidtil meldt sig over 50 Forhandlere.

Vi anbefaler enhver Familie at gøre en Prøve med Brødet fra "Arbejdernes Fællesbageri". Det er saa sundt og velsmagende, at Alle straks vil synes om det. Vi indskærper samtidig Forbrugerne, at de ved hvert Køb erholder et Kontrolmærke, hvorefter de ved Forretningsaarets Udgang kan erholde Andel i Udbyttet.

Naar enhver Arbejder bestandig forlanger Brød fra "Arbejdernes Fællesbageri", vil de ikke blot derved være sikrede virkeligt godt og billigt Brød, men de vil ogsaa samtidig gavne den produktive Organisation.

(Social-Demokraten 16. november 1886).

1886 Arbejdernes Fællesbageri 1941 stod der på bygningen i Nannasgade 5 endnu i oktober 1984, men den nåede ikke at overleve 100 års jubilæet. Foto Erik Nicolaisen Høy. Kbhbilleder.

Faldende kornpriser uden billigere brød i kombination med faldende realløn var nogle af forudsætningerne for bageriet. Ideen blev fremlagt på Snedkerforbundets kongres 20.-22. august 1886 af pianofortearbejder A. Hingsberg. Man mente heller ikke at brugsforeningerne var arbejderne til megen nytte. Bageriet på Lyngbyvejen var i lejede lokaler og måtte snart flytte: Redaktøren af Social-Demokraten nedlagde grundstenen til bageriets nye bygninger i Nannasgade 5 på Nørrebro i 1887  og oktober 1887 flyttede bageriet hertil.

En Ulempe ved den ny Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Aabningen af den nye Bro over Søerne er efter hvad man slutter af Udtalelserne i Pressen bleven hilst fra alle Sider med en Tilfredshed, der har kastet Glemselens Slør over det langsomme Tempo, i hvilket Arbejdet en Tid lang gik for sig. Der ventes nu paa, at Broens anden Halvdel snarest muligt maa blive færdig for at give tilstrækkelig Plads til den stærke Færdsel.

Men Broen har, skønt den endnu er ufuldendt, ikke længere Nyhedens Interesse, og den Tilfredshed, hvortil den i Begyndelsen gav Anledning, er begyndt at give Plads for en Tilbøjelighed hos Publikum tit at faa Øje for dens Mangler.

En af disse har allerede meldt sig, og det endda paa en temmelig brutal Maade. Publikum er formelig faldet over den, medens hverken Magistraten eller Broens Konstruktører synes at have havt nogen Tanke for den! Tilstedeværelse.

Denne Fejl ved Broen er det Forhold, hvori dens Fortov staar til den øvrige Passage.

Som bekendt er Fortovet hævet nogle Trin over kjørebanen, og denne Foranstaltning kan være særdeles hensigtsmæssig, naar den kun har til Formaal at adskille Fodgængernes Passage fra Vognfærdselen. Men galt bliver det, naar Trappetrinene løber tværs over Fortovet og ligefrem danner Forhindringer for Fodgængerne.

Ved den Bygningsmaade, der er anvendt paa den nye Bro, danner Fortovet netop en saadan Forhindring. Trappetrinene, der fører ned til kiørebanen, fortsættes ved Broens Endepunkter i en Bue ind til Rækværket tværs over Passagen for Fodgængere. Disse maa derfor stige et Trin henholdsvis op eller ned, naar de enten skal ind paa Broen eller de forlader den. Om Dagen lader denne Evolution sig nogenlunde foretage, men om Aftenen er den ikke saa lidt vanskelig, og det gælder om at passe nøje paa, hvis man ikke vil risikere at brække Arme eller Ben.

Den nævnte Egenskab ved Broen har allerede givet Anledning til, at mange Mennesker er snublede, idet de selvfølgelig ikke bestandig gaar ag tænker paa, at Magistraten giver sig af med at spænde Ben for Publikum ved at stille de omtalte Forhindringer i Vejen for den almindelige Færdsel. Saa vidt os bekendt er dog endnu Ingen komne til Skade, men Ulykken lader næppe ret længe vente paa sig, hvis Passagen ikke bliver anderledes end den nu er.

Da Broen vedblivende er under Bygning er der forhaabenlig endnu Tid til at rette den her paapegede Fejl. Sker det ikke, bliver Broen aabenbart en  Benbrækkerpassage. der vil koste adskillige Medborgere deres Førlighed.

(Social-Demokraten 2. november 1886).

Dronning Louises Bro blev opført 1885-1887. Arkitekten var Vilhelm Dahlerup. Den erstattede Peblingebroen.

På dette samtidige foto kan det være lidt vanskeligt at se hvori problemet bestod, og ifølge Social-Demokraten den 23. februar 1887 blev trappetrinene da også fjernet og erstattet af en rampe fra stenbroen mod fortovet. I samme note bemærkedes at de fire ellers pompøse kandelabre ikke afgav mere lys end fire almindelige gadelygter.: Frederik Riise (1863 - 1933): Dronning Louises Bro (1884-1886). Kbhbilleder. Public domain.

Sammenstød med Gendarmer. (Efterskrift til Politivennen)

Opsætsighed imod Gendarmer. Medens Gendarmerne Nr. 210 (Gade) og 192 (Behrntz) den 9de Juli d. A. stode paa Vagt paa Landeveien imellem Lunde og Lundtang, kom Gaardmand Søren Nielsen af Kastkjær kjørende fra Varde, og idet han foregav, at hans Heste bleve bange for de blaa Uniformer, opfordrede han de to nævnte Gendarmer til at gaa tilside. Da disse naturligvis ikke vilde føie ham heri, blev han imidlertid meget opbragt og skældte dem ud for "saadanne to Slyngler". Gade greb da fat ved den ene af Hestene og standsede Vognen, hvorefter Søren Nielsens Hund foer ind paa Gade og sønderflængede hans Benklæder. Paa Grund af nævnte Forhold er der indledet Undersøgelse og senere beordret Justitsaktion mod Søren Nielsen. Den 23de August blev der i Øster og Vester Herreders Extraret afsagt Dom i Sagen, og Tiltalte dømtes i Medfør af Straffelovens §§ 99 og 101 til Fængsel paa Vand og Brød i 8 Dage samt Sagens Omkostninger. Tiltalte instituerede derpaa Appel af Underretsdommen. Ved den i Mandags afsagte Viborg Landsoverretsdom er han herefter bleven anseet med 8 Dages simpelt Fængsel samt dømt til at udrede Sagens Omkostninger, derunder i Salairer til Aktor og Defensor for Overretten, Kancelliraad Møller og Justitsraad Nechelmann, 15 Kr. til hver.

(Dagens Nyheder 28. oktober 1886).

Strejftog i Fattigkvartererne. (Efterskrift til Politivennen).

Der er mange, som med Glæde vilde komme bort fra det sørgelige, fornedrende Liv, de fører, hvis det var dem muligt; men som det nu er, holder deres Omgivelser dem bundne i haabløs og hjælpeløs Elendighed.

George R. Sims om Londons Fattigkvarterer.

I

Brøndstrædekvarteret.

Det af vore Meningsfæller i Folkethinget i Forbindelse med Trier og Hage indbragte Lovforslag om "Laan til Københavns Kommune til Regulering af Bebyggelsesforholdene m. m. og Opførelse af Arbejderboliger" har været diskuteret i Pressen, er naaet til første Behandling i Folkethinget og skal nu underkastes de Sagkyndiges Undersøgelse.

Imedens Københavns Magistrat i al Stilhed forbereder sig paa den tilsyneladende uundgaaelige Revolution med Hensyn til Fattigkvarterernes Ombygning eller Regulering, har vi troet at skylde alle dem, der med Interesse riger denne vigtige Foranstaltning, en offenlig Omtale af Tilværelsen i de Fattiges København.

Vi beder derfor vore Læsere om at følge med paa disse Strejftog, hvis Hensigt kun er at faa konstateret Nødvendigheden af Afskaffelsen af en Side af Elendigheden: de daarlige Beboelsesforhold. Ethvert Fremskridt bestaar som bekendt mere i Afskaffelsen af noget gammelt, end i Etableringen af noget nyt, og den Nytte, som Samfundet skal opnaa ved Gennemførelsen af Lovforslaget, hviler uimodsigeligt paa Fordringen om at det gamle skal rives ned.

Den Fremmede, der ønsker at gøre sig bekendt med Københavns Seværdigheder, aflægger vel først sine Visiter i kongelige Slotte, Musæer og Pragtbygninger, men naar han har set sig mæt paa denne ene Side af Livet, ønsker han i vor af Skriget om Brød opfyldte Tid at se Byens Arbejderkvarterer og gøre sig bekendt med dens Proletarliv. Det vilde være et Bedrag, om man fortalte ham, at vort Proletariat var det, som fandtes i Byggeforeningens Huse, Lægeforeningens Boliger, de Classenske Arbejderboliger og hvad nu alle disse mer eller mindre nette Smaahuse hedder, som er rejst i den sidste Snes Aar.

Der kan uden Tvivl findes Fattigdom og Elendighed hos mange Familier i disse Arbejderboliger saa vel som hos Lejerne i den nye Bys store Kaserner, en Smudset og Fortvivlelsen, den fysisle og den moralske Nedværdigelse findes i den gamle By. I visse Kvarterer er dette Proletariat stærkt sammentrængt, i andre træffes det med Mellemrum, der er frembragte ved de Indhug, som den moderne Byggespekulation Tid efter anden foretager.

Et af de Kvarterer, hvor den største Sum af almenmeskelig Nedværdigelse træffes incft samlet og uden synderlig Variation, er Brøndstrædekvarteret.

Men vor fremmede Skuelystne maa først gøres bekendt med ikke at lade sig skuffe af Facaderne. Ganske vist er hverken Lille Brøndstræde eller Vognmagergade hyggelige eller Husene tiltalende, men det er dog ikke fortil, at vi skal søge Ulykkens Ofre. Ud imod den alfare Vej har man jo endogsaa 3-Værelsers Lejligheder, og de hvide Gardiner eller Gadespejlene taler ikke om et Proletariat.

Nej, vi vil ikke lade os standse ved Porten eller Gadedøren til disse Forhuse, der staar som Skærmbrædt for Elendigheden, og som faar den stvglige Iagttager til at tro paa en jævn Hygge eller taalelig Armod i denne Bydel.

Det er Baghusene, vor Vandring gælder. Del er dér, vi finder det København, som skal rives ned, og den Befolkning, der skal hjælpes op!

Men uløseligt forbundne ved dens hele Bygningsstil er For- og Baghuse som oftest dømte til samtidigt Fald, og ved Siden deraf kræver blot almindelig menneskelig Skønhedssans samt simple Sundhedshensyn hele Kompleksets Forsvinden.

Der er ikke en Gang en Smule middelalderllg Romantik, som knytter sig til disse Boghuse. De har aldrig været beregnede som andet end Tilflugtssted for alt det, der ikke taaler Dagens Lys, og den altid-glade Bedsteborger vilde ofte blegne ved Synet af det Liv, der rummes i Baghusenes Skummelhed, hvor Lys og Luft holdes ude. Han kunde trænge til at saa sine afstumpede Følelser elektricerede af den Grimhed og det Smuds, der her møder hans forvænte Blik.

Til Brøndstrædekvarteret henregner vi Aabenraa fra Hausergade, Landemærket indtil Suhmsgade, store og lille Brøndstræde, Vognmagergade og Pilestræde indtil Møntergade. Til dette Kompleks slutter sig saa endvidere Gammelmønt, Kristenbernikovstræde, Didrik Badskærs Gang, Antonistræde og Dele af andre Gader.

Hele denne Bydel burde hurtigst muligt gives til Pris for en fuldstændig Nedrivning. Det er den, som rummer Baghusenes Jammer; det er den, som vil blive Hovedsædet for Epidemier, og det er den, som skamskænder ikke alene Arbejdernes Liv, men som tillige illustrerer vore Byggeforholds Usselhed.

Vi kan straks aflægge Visiter for at faa alt dette konstateret.

Med Nørre-Boulevard forlader vi den fine Ende og gaar gennem Tornebuskegade ned ad Aabenraa. Overgangen er ikke brat; først efter at have passeret Hausergade begynder Forhusenes Facader saa smaat at varsle om Baghusenes Tilstand.

Vi gaar ind i Nr. 18. Gennem en bred Port, hvor henved en halv Snese Proletarbørn forlyster sig paa en lidt støjende Maade, kommer man ind i en forholdsvis stor, men snavset Gaard. Baghuset, der har 2. Sal og Kvist, er forbundet med Forbygningen ved en lav Sidebygning. Hele Stadsen er i en tilsyneladende forfalden Tilstand, og Lejlighederne retter sig derefter, men Værten mangler ikke Lejere, og det endskønt han ikke kan beskyldes for at underbyde sine Konkurrenter.

Bagstuen tilhøjre er en 1-Værelses Lejlighed, hvis Rumfang udgør godt og vel 700 Kubikfod, idet Stuen kun er 6 Alen lang, 4 Alen bred, medens Højden er omtrent 3 3/4 Alen. I dette Rum boer, det vil sige sover, spiser og færdes en Enke med sine 4 Børn, hvoraf det mindste er 6 Maaneder gammelt.

Lejlighedens Vinduer vender umiddelbart ud mod Retiraderne, og i det Hjørne, hvor Sengen har sin Plads, er Væggen meget fugtig, tildels af Urinen fra det udenfor indrettede Pissoir. En forfærdelig Atmosfære hersker i dette Værelse, hvis hele Møblement svarer til sine Omgivelser. I Sengen sidder endnu, skønt Klokken er over 11 om Formiddagen, en lille halvnøgen 4aars Pige mellem Klude og paa en hullet Halmsæk. Moderen, der naturligvis har maattet søge Fattigvæsenet, gaar selv med et lille klynkende Barn paa Armen, en 8 Maaneders Dreng, der lider af Tarmkatarrh. En Dreng paa henved en halv Snes Aar har arvet Brystsygen fra den afdøde Fader. Med disse Sygdomme og i denne Atmosfære, der næsten forværres for hver Gang man lukker Vinduet op til den stinkende Gaard, henlever Familjen sin Tid i sædvanSinæssig Ligegyldighed. Af sær Naade forlanger Værten kun 6 Kr. for Lejligheden, hvortil der i Forbigaaende bemærket hører et snavset og sodet Køkken, som højst kan rumme to voksne Mennesker og som render ud til en lille smudsig Baggaard. Prisen for denne Stueetage er oprindelig 8 Kr. maanedlig.

For den anden Stuelejlighed, der bestaar af to store skumle Værelser, betales der en maanedlig Leje af 15 Kroner. Her boer en Skomagerfamilie paa , 7 Personer, Mand, Kone og 5 smaa Børn. De har i 4 Aar døjet Uddunstningerne fra deres Omgivelser, men synes dog at være tilbøjelige til at flytte, hvilket forholdsvis er sjældent hos Lejerne i hele dette Kvarter, ligesom det heller ikke er hyppigt, at man hører Beklagelser over Inhumanitet hos Værterne. Aarsagerne hertil skal vi nærmere søge at give en Forklaring af i en senere Artikel.

De to mindre to-Værelsers Lejligheder paa anden Sal i Baghuset koster 13 Kr. mdl. Beboerne her lever paa stadig Krigsfod med de oprindelige Beboere: Rotterne, som findes i et betydeligt og højst generende Antal. Kvisterne koster 8 Kr. i maanedlig Leje; der er Køkken, men Sod og Vand løber lige ind i det snævre og uhyggelige Rum, hvor Føden skal tilberedes og opbevares.

Til Sammenligning skal kun tjene, at en 3-Værelsers Lejlighed paa første Sal til Gaden staar i 24 Kr. pr. Maaned. Her er da i det mindste Luften fra Gaden og lidt større Bekvemmelig med Hensyn til selve Lejlighedens Rum, men i Forhold til Prisen paa 3 Værelser udenfor Soerne og i fri Omgivelser, vil man indrømme, at Lejen er uforskammet høj. En Forretningskælder - Rulle, Brændehandel etc. - gav Værten en aarlig Indtægt paa 240 Kr., skønt de to Rum var smaa og man under andre Forhold ikke vilde have betænkt sig paa at bruge Kælderlejligheden til Pakrum i Stedet for Forretningskælder.

Som det nu er t dette af en sammenstuvet Befolkning beboede Kvarter, vilde en saadan Kælder ikke behøve at staa ledig en eneste Dag.

Det omtalte Hus i Aabenraa er ikke hverken værre eller bedre end saa mange andre Huse t Kvarteret. Vi vælger vore Eksempler i Spring og Flæng, og hvert Hus vilde frembyde Stof nok til Kritik. Nr. 9 i Aabenraa gælder for at være et af de værste Huse i Gaden; Baghustrappen, der er saa smal og stejl som en Hønsestige, savner hist og her Rækværk, Vinduessprosserne er slaaet ud, og Snavset hænger ved hele Bygningen. Gaardspladsens ene Fjerdedel optages omtrent af Retiraderne. I dette Baghus findes baade 2- og 1-Værelses Lejligheder, de sidste skaffer Ejeren 6 Kr. i maanedlig Leje, og da dette er en næsten enestaaende billig Pris i Kvarteret, kan man tænke sig, hvorledes disse Husrum, hvortil der hører fælles Trappegangskøkkener, er beskafne.

Vi vil hermed forlade Aabenraa og skraa over Landemærket til Lille Brøndstræde.

(Social-Demokraten 20. oktober 1886).

(Anden Artikel.)

Lille Brøndstræde bestaar af en Samling Rønner, 17 i Tal, hvoraf 7 Bordeller, der dog som Regel ogsaa huser andre Beboere end Skøgerne og deres Værter. Noget mere modbydeligt og elendigt end disse Knaldhytter kan vanskeligt tænkes, og man behøver kun at dyppe sin Pensel i én Farve for at male et Billede af saa godt som alle Husene paa begge Sider af Gaden.

Det fælles Træk for disse Ejendomme er Affældighed og indsnævrede Forhold, der hjemler Lasten og Smudset de fortrinligste Betingelser fer et frodigt Liv. Her n on først trukket sit Blik bort fra Facaden og er traadt ind gennem Gadedøren, finder man et forfaldent Bindingsværksskrumpel, hvis Trappegang, om man har Lov til at misbruge Sproget paa denne Maade, ligger et Stykke inde i Gangen, og danner den fælles Forbindelsesvej til Lejlighederne baade for For- og Baghus eller Sidebygning. Dærene er ffarre og utætte, Vinduerne som oftest ituslagne cg stoppede med Klude eller tilklistrede.

Det første, som standser den Besøgende, er Mørket og Stanken fra Rendestenen eller Gaardens Uhumskheder. Om Lys kan der først være Tale, naar man kommer et lille Stykke til Vejrs, og Luften i disse Baghusbeboelser faar aldrig nogen tilstrækkelig Fortielse, naar man betænker, at Gaardsrummet sjældent er over en Snes Kvadratalen stort, ja, paa sine Steder kun et Par Skridt bredt og 4 a 5 Skridt langt. En saadan "Gaard" indtager næppe saa stort et Fladerum som en Fabriksskorsten ved Jordskorpen.

Hvis der findes Beboere her, som opnaar det for et levende Væsen tilstrækkelige Maal af Luft og Lys, maa det være Huskattene, der løber langs Taget ovenover de ulykkelige, menneskelige Medskabninger.

Vi ønsker at gøre os bekendt med det Menneskeliv, som rører sig i disse Baghuse, der ligger indknebet mellem sodede Mure, og stiger til den Hensigt op ad Trappen i Nr. 11. Hele Huset benyttes til Bordel med Undtagelse af Forhusets 2den Salsetage og 2den Sal i Baghuset. Denne sidste Lejlighed, der bestaar af et forholdsvis temmelig rummeligt Værelse - som imidlertid ikke tillader Folk paa over 68 Tommer at staa oprejst - og et omtrent 3½ Kvadratalen stort Køkken, mørkt og uden Vand. bebos af en Enke, der ernærer sig ved at vaske for Skøgerne. Hun har en lille Datter, der i Øjeblikket nyder den Velgerning at være i Asylet, for en Stund fjærnet fra sine daglige Omgivelser: Lasten, Smudset og den af forraadnende Miasmer opfyldte Luft, der maaske aldrig i hele Aaret brydes af en eneste Solstraale.

Paa vort Spørgsmaal om Livet i disse Omgivelser og denne Atmosfære, for hvilket der betales 6 Kr. pr. Maaned, ikke forekom Konen i høj Grad modbydeligt og om hun ikke af Hensyn til sit Barn kunde ønske at flytte bort til et andet Kvarter, svarede hun: 

"Aa nej! naar man først er bleven vænnet til at bo her og Ens Arbejde fordrer det, finder man sig snart tilrette. Og Luften er saamænd heller ikke saa slem, i hvert Fald mærker vi da ikke noget til det.

Den Erfaring vil man gøre rundt omkring i hele Kvarteret, at naar Folk først er vænnet til finder de ofte intet synderligt skrækindjagende ved deres elendige Omgivelser. Sanserne sløves baade ved den raffinerede Nydelse og den fysiske Nedværdigelse, men Mennesket beholder gerne mere af ædlere Følelser tilbage i sidstnævnte Tilfælde. Og til sine Tider kan Baghusbeboeren glemme det vanemæssige Liv for at længes efter den Del af Verden, hvor Tilværelsen ikke er klemt inde mellem skidengraa Mure eller Fattigdommens Spydsodder.

Paa 2den Sal i Forhuset bor tre Familier i et-Værelseslejligheder til en maanedlig Leje af 9 Kroner og med fælles Køkken. Priserne er omtrent ens og Forholdene ligedan indrettede paa flere Steder i Kvarteret. I Nr. 6 koster alle Lejlighederne (1 Værelse) 8 a 10 Kr. om Maaneden. 3 Familier, der hver beboer sit uhyggelige Rum, og som er i Fællesskab om et tilsvarende Køkken, betaler tilsammen 28 Kr. maanedligt.

For en tilsvarende Sum vilde man kunne leje en i et sundt Kvarter beliggende og overordentlig hyggelig 3 Værelsers Lejlighed med "alle Nutidens Bekvemmeligheder".

Men hvorfor flytter disse Mennesker da ikke? vil en naiv Læser maaske spørge.

Han aner ikke, at Arbejderens Liv i Gyderne er knyttet til den travle Forretningsverden, som rører sig udenom. For Hjemmearbejderen er det af en væsentlig Betydning at bo i Nærheden af sin Arbejdsgiver, idet han stadig maa holde denne "til Varmen" med Hensyn til Beskæftigelse.

Men der er ogsaa andre Grunde, som man ikke let gør sig Rede for. I arbejdsløse Tider er Værterne liberale, det vil sige: de lader Lejeren restere lidt med Betalingen, naar Evnen fattes. Derved kommer han dybere og dybere i Gæld, og han flytter ikke, da Værten lader sig nøje med at faa Skillingerne efter Haanden. Føjer man hertil Vanen, der saa mægtigt indvirker paa Mennesket, og som endog kan frembringe Forkærlighed for Smudset, turde de vigtigste af Grundene til Opholdet i Gyder og Baghuse være forklaret.

Og med disse fattige Møbler, der svarer til de affældige Omgivelser, bliver Proletaren helst i sin skumle Et-Værelseslejlighed. De taaler ikke at indsættes i nogen kønnere Ramme, og de passer saa godt til hans lyssky Tilværelse.

For Nogle, særlig enlige Kvinder, der sidder med og slider for en Flok Børn, er det ogsaa forbundet med et pekuniært Tab at flytte bort fra den gamle Lejlighed, Understøttelsesforeninger og varmhjertede Mennesker kender nu en Gang denne eller hin Rønne med dens Beboere, og der falder derved altid en Skærv af.

Vi traf i Nr. 8 en stakkels Kvinde paa ca. 30 Aar og endnu ret køn, som for 4 Aar siden rejste fra Avstralien, hvor hun er født, i Selskab med sin Mand, en Dansk af Fødsel. Før Ankomsten hertil havde Manden saa forladt hende, og nu sad hun alene i sit Hummer med 3 Børn, hvoraf det yngste, som er Frugt af en senere Forbindelse, kun er ½ Aar. Hun ernærede sig og sine ved Arbejde paa en Cigarfabrik. Det var et Billede af skærende Fattigdom og dog ikke af den, som virker mest frastødende.

I Ejendommen Nr. 15 traf vi en gammel halvblind Husvært, der selv beboede en af sine "3 Værelserslejligheder". Et indsnævret Kammer, som han ved et Forhæng havde skildret af i to Rum, udgjorde de to Værelser, og "Stadsstuen" ud til Gaden var saa stort som en Kreaturvogn. For denne og sine andre Lejligheder forlangte han 400 Kr. i aarlig Leje. Der var Bordel baade i Forhus og Baghus, og Lejeindtægten af Ejendommen udgør ca. 2000 Kr. aarligt. Den gamle Mand vilde dø i denne Rede. Han forsikrede i hvert Fald, at det var hans højeste Ønske, at henleve Resten af sit Liv i lille Brøndstræde.

Saaledes kan Smudset knytte et Menneske til sig, der selv har udbyttet Smudset tilstrækkeligt til at kunne leve i behageligere Omgivelser. Men den, som først er kommen i Berøring med det, omklamres af dets slimede Arme og undgaar i Reglen ikke sin Skæbne.

Efter disse flygtige Notitser vil vi slutte af med lille Brøndstræde for kortelig at skildre, hvad vi har mødt paa vor Vandring i de omliggende Gader. Og dernæst skal vi ved Tal søge at bevise, at Arbejderne forholdsvis maa udrede en langt større Afgift for deres Ophold i de snavsede Rum end Storborgerne i de elegante Lejligheder med de smukke og luftige Omgivelser.

Men man maa selv opsøge Elendigheden for at forstaa Sandheden af vor Beskrivelse. Selv den flotteste Pen vil ikke blot tilnærmelsesvis kunne give en fuldgyldig Skildring af Tilværelsen i Baghusene.

(Social-Demokraten 21. oktober 1886).

(Sidste Artikel)

Store Brøndstræde hævder i Kraft af "den store" et noget bedre Renomé end Lille Brøndstræde, hvis Dødsdom vi ikke et eneste Øjeblik vilde betænke os paa at underskrive for hvert Hus' Vedkommende.

Dermed være dog ikke sagt, at denne Forbindelsesvej fra Gothersgade til Vognmagergade har saadanne Fortrin, at den burde bibeholdes i sin nuværende Skikkelse. Der er baade Baghuse og Sidebygninger, som maa falde, naar der skal rømmes op med varig Virkning og om overhovedet nogen af disse Ejendomme bør staa i det Tilfælde, Omgivelserne falder væk, er et stort Spørgsmaal.

Kan man nu end have delvis Medlidenhed med Store Brøndstræde, vender Indignationen tilbage, naar man besøger Vognmagergade, hvor særlig Baghusenes Tilstand er i høj Grad ussel.

Den meget store Del af Baghusene i denne Gade kappes i saa Henseende med Nr. 9 i Aabenraa, som vi her nævner til Sammenligning, fordi vi ved en nøjere Undersøgelse af dette Steds Bagbygning ikke har truffet noget gennemsnitlig mere uhumsk. En modbydelig Atmosfære hersker i disse Rum, hvis Loftshøjde er omtrent 70 Tommer. Indenfor de 4 skidne Mure lever der her en Familie med flere Børn, plaget af Væggetøj og Rotter, uden Lufttilstrøinning, stænget ude fra Lyset, og til hele denne Elendighed fører der saa en Opgang, hvor Trappereposerne dannes af Dækket til Vadskene.

Baghuslejligheder med mere eller mindre af al denne Daarlighed kan man træffe mange af i Vognmagergade.

Vi gaar ind i Nr. 17. Der er Forhus og dobbelt Baghus. I Forhuset boer 4 Familier, to-Værelseslejlighederne her staar i en Priis af 14 Kr. maanedlig. En Stuelejlighed til Forretning  afgiver et saa godt Forretningslokale, at Værten ikke engang vilde leje det ud til 400 Kr. aarligt. En Lejlighed paa tre Værelser, hvor der er Vaskeri, koster 25 Kroner om Maaneden og en anden Sal, der ligger lidt mindre bekvemt, 18 Kr.

Den gamle skumle Bindingsværksbygnings Baghus rummer 10 Familier. Af en Kælder svares der 4 Kr. i maanedlig Leje, af de to Stuer 8 og 10 Kr., 1ste og 2den Sal staar i 8 Kr., og de to Kvister, hvortil der ikke hører Køkken, koster 6 Kr.

Vi var et Sted inde hos en Famille, der i 32 Aar har beboet en af disse bælgmørke og uhyggelige Bagsale. To og tredive Aar! Her er Børn vokset op, og her henlever en gammel Arbejdsmand tilligemed sin Kone Livets Aften. Et Liv i Tilfredshed mellem Snavs. Man kan kun forklare sig dette ud fra den aabenbare Sandhed, at Mennesket er det største Vanedyr paa Jorden.

Der findes ogsaa adskillige 2-Værelsers Lejligheder i disse Baghuse. Vi undersøgte blandt andre en saadan i Nr. 31, en større Ejendom, der bestaar af For-, Mellem- og Baghus med Rendesten midt igennem Trappegangen. For en 2den Bagsal faar Værten 11 Kr. i Leje. Der er to usle, smaa mørke Værelser. Sovekamret er omtrent 10 Kvadratalen stort og faar sit Lys gennem en elendig lille Rude i Hjørnet. Her sover Mand, Kone og to Børn. Kok￾kenet er saa lille, at man risikerer at staa Hovedet mod Muren ved at bukke sig.

Det er allerede et Par Gange l disse Artikler paapeget, at Lejen for Forretningskældere eller Stuer er forholdsvis dyr. En lille Cigarbutik med en Stue ud til en smal Gaard, hvor Baghusets Nærhed fremkalder et knugende Mørke i Beboelseslejlighederne, koster 480 Kr. varlig.

Baghuset har Lejligheder paa et Værelse i samme Stil som Gadens øvrige Vaaninger. Første Sal koster paa Grund af det Mørke, der hersker ved selve Gaardspladsen, kun 10 Kr. pr Maaned, anden Sal udreder 11 Kr., tredje Sal 12 Kr. For hver Straale Lys, der saaledes lister sig ind i disse Lejligheder efterhaanden som man nærmer sig Taget, maa de fattige Lejere udrede en forøget Afgift til Husværten.

Hvis det i det hele taget var muligt at proppe Luften af paa Flasker for at tage den betalt i dyre Domme, vilde man maaske gøre det.

Det vilde føre os for vidt, dersom vi skulde give en nærmere Beskrivelse af Ejendommene i Gaden, og det er for saa vidt overflødigt, eftersom man i Længden ikke kan variere Temaet synderligt. Imidlertid ønsker vi at tage Maal, Areal og Kubikindhold, af en Bagsal, for at beregne, hvor meget en fattig Familje maa betale i Forhold til et Herskab i Frederiksborggadekvarteret, og vi gaar op i et Hus, hvor der skal bo flere Familjer med Børn i 1-Værelses-Lejligheder.

Dette Baghus i den store forfaldne Bygning naar man først efter at have passeret den lange Smøge forbi Sidehuset. Selve Huset synes at krybe sammen i sin Faldefærdighed og det ligesom skuttede sig for Regnen og Blæsten.

Vi gik op ad en Vinkeltrappe og standsede ved anden Sal, hvor et Par Smaabørn med Haartjavserne hængende ned i Panden ved vor Ankomst stak Hovedet ud ad Døren og atter skyndsomst lukkede den. Ved vore Fodtrin kom en Mand frem fra et indre Værelse og tillod os i Følge vor Anmodning at bese hans Bolig.

Vi pressede os gennem Gangen forbi Skorstenen, det fælles Ildsted for de to Familjer, der her har deres Lejligheder lige ved Siden af hinanden. Røgen slog ned gennem Aabningen for at afsætte sine sorte Spor i den Del af Gangen, der her benævnes som Køkken.

Vi saa denne Mands Lejlighed, et temmelig stort, uhyggelig mørkt Rum, hvorfra der kun var 2 Alen over til en anden Ejendoms Husgavl. Der var stor Fattigdom i dette Værelse. Manden viser os sine tre Børn og meddeler, at han har det fjerde i Asylet. Moderen gaar hele Dagen ude og vasker, og naar Faderen samtidig i Morgentimerne er ude, bliver de Smaa overladt til sig selv, og de to ældste maa saa passe den mindste, der kun er et Aar gammel. Baade Mand og Kones Fortjeneste udgør ofte knapt 10 Kr. ugentlig.

De har boet 7 Aar i denne Afkrog af Verden og betaler herfor 6 Kr. om Maaneden.

Paa vort Spørgsmaal erfarer vi, at de Smaabørn, som kiggede ud af den modsatte Dør, da vi kom, tilhører en Arbejdsmandsfamilie og passer Huset, mens Moderen er ude paa Arbejde. Faderen ligger paa Hospitalet. Vi bankede paa fra Gangen, og en 7aars Dreng med et ret livligt Ansigt lukkede os op. Vi kom først ind i Køkkenet, et lille Rum, der som ovenfor nævnt delte Ildsted med Naboen. Paa et forfaldent Bord under et sident Vindue stod nogle Tallerkener og andet Køkkentøj.

Vi udspurgte Drengen og erfarede, at han var sat som Vogter for sine smaa Sødskende, medens Faderen er syg, Moderen paa Arbejde og en ældre Søster i Skolen.

Bagved laa Stuen. Et skrøbeligt Bord, Kommode og en Seng med farveløse Pjalter var hele Bohavet. Værelset var lille og snavset, som det kun kan være, naar Moderen maa færdes ude.

For denne Beboelse med Køkken betales 8 Kr. i Leje om Maaneden. Vi udmaalte dets Fladeindhold og Højden til Loftet. Længden var 11 Fod. Bredden 9 Fod og Højden 6 Fod og 10 Tommer; Køkkenet var 6 Fod langt, 4 Fod bredt og 7 Fod højt. Arealet af Gulvfladerne tilsammen er saaledes 99 Kvadratfod + 24 Kvadratfod = 123 Kvadratfod. Kubikindholdet af baade Stue og Køkken tilsammen er: 676½ Kubikfod + 168 Kubikfod = 844½ Kubikfod.

Vi vil i vor næste Artikel benytte disse Tal til en Sammenligning med en 1ste Sal i et Herskabshus for at faa konstateret, hvem der boer dyrest i enhver Henseende.

Da vi forlod det ovenfor beskrevne Baghus, blev vi anmodede om at bese Forstuen i Forhuset. Denne, der vel omtrent maalte 24 Kvadratalen, betaltes med 10 Kr. pr. Maaned. Her boede en Skomagerfamilie med 6 Børn i en mørk Stue med den giftige Fattigluft. Konen klagede over, at hele Huset vrimlede af Væggetøj og Rotter, og vi erfarede i Samtalens Løb, at Stedet var solgt flere Gange i det sidste Aar.

Vi vil hermed slutte den rent lokale Beskrivelse af Brøndstrædekvarteret, skøndt vor Ekspedition har omfattet flere endnu ikke nævnte Gader, saasom Didrik Badskærs Gang, Kristen Bernikowstræde og Antonistræde, hvor vi allevegne traf det samme Billede af Nøden og de elendige Beboelsesforhold. I den Del af Pilestræde, der tidligere hed Springgade, turde det ogsaa nok lønne sig Umagen at aflægge et Besøg, ligesom der i Møntergade, Grønnegade og Regnegade findes Huse, som ikke burde taales længere end højst nødvendigt.

Ved alle disse Besøg, som vi har aflagt i Kvarteret, er vi blevne modtaget meget forekommende af Beboerne. Husværterne synes derimod ikke paa alle Steder at interessere sig videre for de fremmede Gæster, og opfatter muligvis vore Undersøgelser som en Krigserklæring over for dem.

Delle er imidlertid en fuldstændig Fejltagelse. Vi ønsker ikke det gamle, grimme og sundhedsfarlige Kvarters Bortryddelse af Fjendskab mod Ejerne, men af Hensyn til Lejerne. Og for dette større Hensyn maa alle andre vige.

Ejeren af Huset i Aabenraa Nr. 18 har saaledes beklaget sig over, at vi har taget lidt for haardt paa hans Lejeres Beboelsesforhold, og at vor Omtale af Stedet ikke var smigrende for ham. Vi skal for den Sags Skyld gerne indrømme ham, at hans Hus langtfra er det værste i Gaden, og at man i Sammenligning med Forholdene i hele Kvarteret maaske finder enkelte gode Sider ved Nr. 18. Men vi har ogsaa kun i rent Forbigaaende valgt denne ene Ejendom i Gaden. Vi har fundet, at der boede en Kone med flere Børn i et usundt Rum. og vi har protesteret mod denne Misbrug af gamle Huse til at ødelægge Menneskelivet.

En saadan Protest rammer ikke den enkelte Vært. Han kan have en Gaard, der er nogle Kvadratalen større end hans Genboes, eller nogle Baghuslejligheder, hvor der er to Tommer højere til Loftet eller lettere Adgang til at skimte en Straale af Lyset, men det forandrer ikke Sagen som Helhed.

Faktum er, at de Beboelseshuse, som findes i Brøndstrædekvarteret, er en Skandale for vor Hovedstad, og staar som en stadig Trusel i hygiejnisk Henseende baade overfor Beboerne af dette Kvarter og hele Byen.

Derfor maa Brøndstrædekvarteret ikke skaanes. 

(Social-Demokraten 22. oktober 1886).

Serien fortsatte den 24., 27. og 29. oktober 1886 med statistik. Brøndstrædekvarteret blev nedrevet 1909-1910 og er behandlet her på bloggen: Vognmagergade rømmes: Flyttedag April 1909, Lille og Store Brøndstrædes Nedrivning, 1909. Lille Brøndstrædes Nedrivning starter, April 1910. Brøndstrædekvarterets Endeligt, Maj-September 1910.