Adam Petersen
En af Arbejderpartiets ældste og mest trofaste Veteraner, Adam Petersen, er i Gaar morges Kl. 6 1/4 pludselig død af et Hjærteslag, uden nogen egentlig forudgaaende Sygdom. Endnu i Forgaars Aftes færdedes den Gamle mellem Venner og Bekendte i Forsamlingsbygningen, hvor han var Vicevært, og Ingen skulde da have troet, at han saa snart for stedse maatte forlade sit Hjem og den Bygning, hvis Opførelse ikke mindst skyldtes hans Arbejde i Partiet.
Adam Petersen var født i København den 18. Juli 1828, og var saaledes 58 Aar gammel. Hans Liv var en Proletars. Fra Fødselsstiftelsen kom han i Pleje og var derefter i Opfostringshuset, indtil han ved Konfirmationen kom i Smedelære og blev Svend. Som 20aarig ung Mand deltog han i Felttoget 1848 blandt de Frivilliges Skare og var med under hele Krigen. Hans muntre Sind og Trang til Afveksling foranledigede ham derefter til at rejse som Soldat til Vestindien, hvorfra Feberen efter to Aars Forløb dog atter tvang hun tilbage. Han tog da paany fat paa Haandværket og rejste en Del i Tyskland, hvor han hentede sig sin Hustru, der nu efter 31 Aars Ægteskab har mistet sin Livsledsager. Petersen har to voksne, gifte Døtre og en 26-aarig Søn, som i længere Tid har været paa Reise i det Fremmede.
Da Socialismen i 1871 rejstes her hjemme, var Adam Petersen blandt de første, som tog Del i Bevægelsen. Og han havde en sjælden Energi, som satte sig Mærker, hvor han tog fat. Petersen brød sig ikke Baner paa det agitatoriske Omraade, skønt han dog en enkelt Gang drev det til at tale ved Arbejderpartiets Grundlovsfest, men i Partiets indre Forhold udfoldede han saa til Gengæld hele sin Virkelyst, der altid prægedes af Ærlighed og Akkuratesse.
1877 ophørte den Afdøde at arbejde ved Smede og Maskinfaget, for hvis Organisation han havde udrettet ikke saa lidt, og han klarede sig derefter med lidt privat Arbejde og den Bifortjeneste, som han havde ved at være Kasserer i forskellige Foreninger. Hans Livs første Ønske var, at Arbejderpartiet kunde faa sin egen Bygning, og Ingen har med større Ihærdighed kunnet arbejde for denne Sag. I de for Partiet ugunstige Tider vandrede Petersen med sine 10 Øres Kvitteringer fra Værksted til Værksted, fra Plads til Plads, for at skaffe Penge tilbygningen, og Partiets Fremgang kronede endelig hans Ønskede Maal, da Bygningen i Rømersgade i Foraaret 1879 blev overleveret Arbejderne.
I Slutningen af sin Levetid var Petersen svagelig. Men han troede dog vist næppe selv, at det hele saa snart skulde være forbi.
Adam Petersen har i det socialdemokratiske Arbejderparti rejst sig et varigt Minde som en trofast og virksom Partifælle.
(Social-Demokraten 30. december 1886).
"Smede og Maskinarbejdernes Fagforening af 1873" havde som formand I. C. Hansen, viceformand Adam Petersen og kasserer Emil Petersen. Adam Petersen blev begravet på Assistenskirkegården:
Farvel til Adam Petersen!
Den store Skare af Mennesker, som i Søndags samledes for at følge Adam Petersen til hans sidste Hvilested, vidnede om, at han i de 10 Aar, han har virket for Forsamlingsbygningen, har skabt sig en Vennekreds i Arbejderstanden, som længe vil bevare hans Minde. Derfor var det med Glæde, at jeg vilde efterkomme et Ønske af Bestyrelsen om ved hans Grav at bringe ham det sidste Farvel. Da imidlertid den fungerende Præst, Pastor Steen, efter Ordre fra Stiftsprovsten nedlagde Forbud imod, at der blev talt ved Graven, finder jeg herved Anledning til at bringe vor gamle, tro Kasserer den sidste Tak for hans Virksomhed i Arbejderpartiets Tjeneste. Han opnaaede at blive æret af dem, han kom i Berøring med, og blev beundret for den Udholdenhed, hvormed han udførte sin Gerning. Derfor vil Adam Petersens Minde blive bevaret i det danske Arbejderparti. En Tak og et Farvel lød dog stille i enhvers Hjærte, som var til Stede ved Graven, og her lyder det højt til Alle,
Adam Petersens Ligfærd
Før sin Død havde gamle Adam Petersen en Gang ytret Ønske om, at naar hans Time kom, han da maatte blive begravet fra Arbejdernes Bygning i Rømersgade. Og det Ønske blev respekteret. Han vilde ikke ind i noget andet Forsamlingshus undervejs til Graven; han vilde føres lige fra den Bygning, han selv havde været med at rejse - hans Livs Stolthed - og faa til de fire Vægge, indenfor hvilke Ligheden sluttelig realiseres for os alle.
Kl. 12 i Søndags var Rømersgade Samlingsstedet for en uhyre Skare, der vilde vise den trofaste Afdøde den sidste Ære. Og han fik da en Tak med til Farvel, saa rig og fyldig, at de kirkelige Avtoriteters paafølgende Forbud mod at give den Ord ved Graven ikke gjorde noget virkeligt Skaar i den. Adam Petersen havde jo, medens han levede, aldrig staaet sig rigtig godt med Avtoriteterne, og at de nu gav hans Kiste et Spark med i Graven, var kun til Ære for ham.
Menneskemængden forholdt sig rolig ventende i Rømersgade og de tilstødende Gader. Noget over Kl. 12 bevægede 21 røde floromvundne Faner sig ud af Porten til Arbejdernes Forsamlingsbygning, hvor Adam Petersen udaandede, og umiddelbart efter fulgte Slægt og nærmeste Venner med ham selv og bar ham hen til Ligvognen, der af Hensyn til den stærke Trængsel var kørt et Stykke forud. Og saa svingede Følget langsomt op efter Kisten, og det blev en Ligskare vel tre Gange saa stor som den, der faa Dage forinden med Hoffet og Gejstligheden i Spidsen fulgte afdøde Madvig. Tallet anslaas almindelig til over 10,000 - "alt Slags Folk fra Gaden, der var kommen for at gøre Sjov", sagde Præsten senere.
Men det maa vi vel ogsaa nærmest tage som en Ros for vor gamle Ven. Selv Vorherre havde nok ikke andet Ligfølge i sin Tid end de "Folk fra Gaden", og kunde han nøjes med dem, behøver Adam Petersen saa vist ikke at skamme sig i sin Grav over de 10,000 Arbejdere, der fulgte ham.
Paa Kisten hang Krans ved Krans. Alle de Mennesker, Petersen var kommen i Berøring med, havde tænkt paa ham med Blomster og Grønt og det han selv satte aller mest Pris paa: røde Baand. Der var Kranse fra Byggeselskabet, som skyldte hans samvittighedsfulde og energiske Virksomhed saa meget; fra Smede- og Maskinarbejdernes Forbund, hans gamle Fagfæller, fra de frisindede Vælgerforeninger t København; fra "Social-Demokraten"s Redaktionspersonale, fra "Social-Demokraten"s Ekspedition; fra Funktionærer i Bygningen; fra Arbejderne paa Kofods Maskinfabrik; fra forskellige Fagforeninger; og endelig naturligvis fra Slægt og Venner. En Krans var sendt fra det tyske Socialdemokrati.
Toget bevægede sig ad Frederiksborggade og Nørrebrogade til Assistenskirkegaarden, stadig forøget paa Vejen. Sporvognene blev af Politiet beordrede til at standse deres Kørsel paa denne Strækning.
Udfor en af de midterste Kirkegaardsporte imod Nørrebrogade blev Kisten løftet af, og Medlemmer af Byggeselskabets Bestyrelse bar den Resten af Vejen, hvorefter Følget rolig og langsomt samlede sig om den aabne Grav. Sneen havde lagt et pynteligt Tække hen over Jorden, Luften var stille og klar, og der var den tavse Højtidelighed over Forsamlingen, som Døden altid plejer at indgive. Saa kom Pastor Steen fra Sankt Johannes og brød Freden.
Han kom som en Mand der bar Sværdet; han havde med sig et Forbud mod, at der blev bragt den fattige, hæderlige gamle Arbejder et Farvel ved Graven fra en af hans mange Venner, og Præsten benyttede sig af sin Myndighed. Helt anderledes var det sikkert gaaet, om nogen vilde have købt for 20 Kr. Farvel i Sankt Johanneskirkens Præstebolig.
Efter at der var udført en Koral over den Døde traadte Pastor Steen frem og sagde:
"Efter forudgaaet Indberetning til Stiftsprovsten er der ved denne hellige Handling nedlagt Forbud mod, at der tales, naar den lovbefalede Jordpaakastelse er forrettet. Jeg opfordrer derfor alle til ikke at vise usømmelig Adfærd her paa dette gudindviede Sted ved at overtræde Forbudet.
Da jeg er bleven anmodet om kun at forrette Jordpaakastelsen, skal jeg indskrænke mig til Ritualet. Og nu vil jeg se, om nogen af denne Forsamling har Mod (!) til at blotte deres Hoveder for Guds hellige Ord.
Af Jord er Du kommen o. s. v. Fader Vor o. s. v. *). Amen!
Jeg henstiller til Hr. Politiassistent Rantzau at sørge for Forbudets Overholdelse.
Til Snedker P. Hansen, der havde ønsket at holde en kort Tale, udtalte den Guds Mand sluttelig som sin private Mening, hvad vi har citeret foran, nemlig at gamle Adam Petersens Følge bestod af "alt Slags fra Gaden, der var kommen ind for at gøre Sjov." Den gejstlige Forespørgsel, om nogen af dette "Gadepublikum" havde Mod til at blotte deres Hoveder for Guds hellige Ord, blev besvaret saaledes, at en Del tog Hattene af men samtidig hviskede: "Ja vel - men det er for gamle Adam Petersen vi tager den af." Om "Helligheden" skulde man unægtelig heller ikke faa høje Tanker gennem Præstens Tale.
Vi skal i øvrigt ikke besmitte Referatet fra vor afdøde Meningsfælles Ligfærd ved at nævne ved rette Navn den fromme Herrens Tjener, som saaledes har sølet sin præstelige Foragt udover Følget og derigennem over ham, som laa i Kisten. Vi og Pastor Steen tales nok ved senere.
*) Fader Vor hører for Resten slet ikke til det lovbefalede Ritual.
(Social-Demokraten 4. januar 1887).
Pastor Steen ved St. Johanneskirken.
Ingen Agitation kan maale sig med Gejstlighedens. Den bemægtiger sig Mennesket fra Moders Liv, og den slipper det ikke før paa Kirkegaarden. Den svøber Barnet, den svøber Liget, og den blander sig i alle borgerlige Forhold, som ligger mellem disse to "hellige Handlinger". Den møder ved Brudesengen som ved Barselsengen, den staar ved Skoledøren som ved Kirkedøren; den udsteder Attester, der forlanges foreviste lige saa ofte som Attester for Kokoppevakcination. Den holder 1200 Forsamlingshuse, Blade i hver By, faste og rejsende Agitatorer, og alt sammen koster det den selv ingen Ting. I Henhold til Grundloven er den evangelisk-lutherske Gejstligheds Agitation nemlig en Statssag, og alle Borgerne betaler til den.
Her i Landet er Gejstligheden Højre, og den agiterer til Højre.
Vi skal ikke opholde os ved noget i sin Grund saa forvrøvlet, som at det største politiske Parti vi har, Venstre, ved at støtte Statskirken altsaa modarbejder sig selv. En Finanslovsbevilling til Kirkeministeren er gennemgaaende slet ikke andet end en Bevilling til Agitation imod Oppositionen; Pengene gaar lukt ind i 1200 konservative Arnesteder, der har bestaaet længe før det Navn "konservativ Klub" nogensinde blev opfunden. Derimod skal vi gribe i vor egen Barm og spørge: hvad gør vi selv?
I Søndags skete der en i og for sig lille Begivenhed, som er vel egnet til at rejse dette Spørgsmaal. 10,000 Arbejdere fulgte en brav gammel Meningsfælle til Graven, og ved denne traadte en af Højres Præster, Hr. Steen fra St Johannes Kirken, frem og nedlagde et Forbud mod at der blev bragt den Døde et Farvel. Saa tilføjede han privat som sin og sine Partifællers Mening, at Følget ikke var at regne for mere end "al Slags, der var kommen ind fra Gaden for at gøre Sjov".
Hvad gjorde vi nu overfor denne Efterfølger af ham, som gik med Fiskere og Arbejdere? Ja "Sjov" gjorde vi i hvert Fald ikke; og saaledes blev det da den sidste Løgn, Højres Agitatorer serverede for Adam Petersen, den: at de 10,000, der fulgte ham, var Snavs fra Gaden. Vi gik, og der var kun én Sjover ved Graven - det var Præsten.
Lad det være sagt uden al Sentimentalitet, at den døde Ven kan være tilfreds med, at vi gav hans Ligfærd en sømmelig og værdig Afslutning.
Men Ligfærden er endt, og hvad gør vi nu? Skal vi lade Præsterne ved St. Johannes-Kirken blive ved at døbe vore "Gadedrenge", konfirmere vore "Gadetøse", vie os selv og begrave vore gamle Forældre? Vi ser, hvordan Præsten slaar vort højre Øre, skal vi saa vende det venstre til? Vore Kammerater sulter rundt om, skal vi saa fede Pastor Steen, vi Mænd fra Gaden?
Dette er ikke noget Spørgsmaal om Tro og Religion. Enhver af os tro og tænke om Liv og Død, hvad han vil, det kommer ikke Naboen ved, og det kommer ikke Arbejderpartiet ved. Men her gælder det noget andet. Der drives en Agitation i Præsteklæder mod os, og den bør vi møde med Agitation igen.
Hint Smædeord ved den aabne Grav er det mindste. Det kan mødes paa den jævneste Mande af Verden ved at drage den kirkelige Søgning bort fra St. Johannes, hvor Agtelsen for os synes saa ringe. Thi det kunde jo være, at Agtelsen vilde stige, efterhaanden som Pastor Steens Indtægter sank.
Langt alvorligere end denne enkelte Skriftkloge bør naturligvis det hele Lang tages. Et Eksempel vil vise det. I Striden om Provisoriernes Grundlovmæssighed har hele Gejstligheden - paa et Par Stykker nær - taget Parti for Højre. Og hver Søndag, ofte flere Gange om Ugen, bedes der fra 1200 Præstestole for Ministeriet Estrup. Naar man nu betænker, at dette Agitationskorps daglig hager sig fast i Befolkningen paa hundrede forskellige Leder, er det let at forstaa, at her er noget at tage i Kraven.
Men hvad gør vi?
- - - - - - - - -
Kunde vi ikke foreløbig blive enige om at begynde med Pastor Steens Indtægter, saa har vi maaske dog fat i den rigtige Ende.
(Social-Demokraten 5. januar 1887).
Marius Christian Frederik Julius Steen (1855-1935) blev cand. phil. 1876, cand. theol. (mg.) 1881. Han blev residerende kapellan ved St. Johannes Kirke i Kjøbenhavn, 1895 Sognepræst ved St. Johannes søndre Sogn (St. Andreaskirken) og endelig sognepræst ved Sankt Andreas Kirke 1901-1932. Se mindetavle ved kirken - han var formand for komiteen for kirkens opførelse.
Kampen mod præsternes eneret til at tale ved begravelser blev rejst da folketingsmand for Socialdemokratiet Sigvald Olsen i 1899 trodsede bestemmelserne, se "Justitssagen imod Sigvald Olsen." Sagen endte med at det ikke længere var præsterne, men graveren som skulle bestemme hvem der måtte tale.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar