Blaakilde Mølle. (Efterskrift til Politivennen).

Aktieselskabet Blaakilde Mølles Fabriker var indtil 1870 en kornmølle. Herefter begyndte den at fabrikere dampet og gæret benmel, 1901 overtog den Levins Fabrik på Dortheavej 2, der 1929 gik over til lerjordsblegning og i 1936 fik den første tørsmelte. 

22. april 1912 nedlagde arbejderne arbejdet på Dortheavej pga. afskedigelser uden opsigelse. Ved den lejlighed konstaterede man den ulidelige stank og myriader af maddiker som arbejderne skulle arbejde i. På trods af sundhedsmyndighedernes påbud om straks at destruere affaldet, lå titusindvis af kilo affald opstablet. 

Sundhedskommissionen mente på et møde den 19. juli at den ikke kunne kræve virksomheden nedlagt eller flyttet, da dette så også ville gælde en halv snes andre fabrikker i området. Der blev dog stillet "meget vidtgående" krav til reformer mm. og henstillede til fabrikken at den skulle gøre så vidt muligt for at fjerne generne, og dette blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen september 1926. 

Utterslev forpestes af gamle Ben.

10,000 Beboere protesterer mod Blaakilde Mølle paa Dortheavej. - Blandt Klagerne er Overlægerne paa Bispebjerg Hospital og Inspektører for de kommunale Skole.

En Benmelsfabrik, der forpester kvarteret omkring Nørrebro, Utterslev, Præstevangen og Brønshøj.

Social-Demokraten har nu med en omfattende Kampagne faaet fjernet den Benmelsfabrik, der forpestede Kvarteret omkring det yderste Istedgade. Vi aabner i Dag en ny Kampagne med det Formaal at skaffe frisk Luft for Tusinder af Familier. Det drejer sig her om Fabriken "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej. Denne Fabrik ligger i en tætbefolket Bydel, der omfatter Havebyen "Præstevangen", Lygtekvarterets Boligselskab og Frederikssundsvej.

Fra Beboerne, 10,000 i Tallet, er der til Sundhedskommissionen indsendt en Klage, i hvilken det bl.a. hedder:

- - - Blaakilde Mølle forpester Luften i hele vor Bydel, omfattende det yderste Nørrebro, Utterslev, Præstevangen og Brønshøj. Vi Beboere, der er flyttet herud i Byens Ydeeikvarter for at hente Sundhed og Styrke i den friske Luft, maa i Stedet finde os i at indsaade den forpestede Luft fra raadne og halvopløste Kadaverrester, der undergraver vort Helbred og bringer os til at opholde os indeni Døre, men selv her har vi ingen Fred, idet vore Stoler fyldes med Fluer, der tilgriser vor Mad- og vore Hjem og spreder deres Bakterier, opsamlet i Kadaverfabriken Raaddenskab.

- - - Fabriken maa lukkes. Der er jo ingen Tvivl om, at dersom denne Aadselfabrik havde ligget i Strandvejens Villakvarter, var den forlængst blevet flyttet, Vi vægrer os bestemt ved at tro, at fordi det hovedsagelig er Arbejdere, der bor i dette Kvarter, kan Fabriken godt blive liggende.

Det er i denne Forbindelse a! Vægt, at Overlæge, Dr. med. E Meulengracht, Bispebjerg Hospital, har afgivet en Erklæring, i hvilken det hedder:

For ca. 14 Dage aiden har jeg indsendt en Klage til Politiet, fordi sunken fra bemeldte Fabrik er l høj Grad til Gene for Patienter og Beboere paa Bispebjerg Hospital. Forholdet er det, at med en bestemt Vindretning er Luften her paa Hospitalet forpestet med en hæslig Stank, der særlig gør sig gældende om Aftenen. Den trænger gennem de aabentstaaende Vinduer ind paa Sygestuerne og ind i vore private RUm, og selv om den næppe kan siges at være direkte  sundhedsfarlig, er den dog i høj Grad til Gene for Patienterne, der, skulde man synes, har et rimeligt Krav paa, naar de er indlade paa et iøvrigt godt og moderne Hospital, da ikke at være generede af raadden, slet brændt Lugt fra Virksomheder 1 Nærheden.

For Fuldstændighedens Skyld aftrykker vi endnu en af de mange Klager, der lyder i Anledning af Benmelsfabriken :

I Tilslutning til Beboernes Klage fra Kvarteret i Nærheden af "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej ønsker undertegnede et udtale, at vi paa Bispebjerg, Frederikssundsvej og Grøndalsvænge Skole af og til er stærkt generede af Stanken fra denne Fabrik.

K. Bonde,

Inspektør ved Bispebjerg Skole

K. Svane,

Inspektør ved Skolen i Grøndalsvænge.

J. Rasmussen,

Inspektør ved Frederikssundsvejens Skole.

Naar dertil kommer, at Dr. E. Verning erklærer, at Fabriken fylder Kvarteret med Spyfluer, som frembyder en alvorlig Smittefare vil det forstaas, at Sundhedskommissionen ikke kan sidde Klagen overhørig.

Fabriken skal flyttes. Der staar meget paa Spil. De Udgifter, Fabriken indirekte paafører Kommunen ved at fremelske Sygdom, er underordnede i Sammenligning med den Fare for Menneskeliv, der aabenbart er tilstede.

(Social-Demokraten, 7. juli 1926).

Fabriken, der forpester Utterslev, Brønshøj og Bispebjerg.

Benmelsfabriken "Blaakilde Mølle" paa Dortheavej

Vor Meddelelse om, at ca. 10,000 Beboere i Kvarteret ved Dortheavej agter at klage til Sundhedsavtoriteterne over den Stank, der udbredes fra Benmelfabriken "Blaakilde Mølle" har allerede sat Spor.

Fabrikens Bestyrer, Hr. Simonsen, erklærer saaledes, at der vil blive gjort energiske Forsøg paa at bøde paa Miseren. Stanken stammer fra Skorstenen, der er for lav. Det maa i denne Forbindelse erindres, at Fabriken anlagdes for Utterslevs Indlemmelse i København. Der var landlige Omgivelser, hvor der nu, siden 1900 har rejst sig en mægtig Bydel med Hospitaler og Skoler. Fabrikens Ledelse haaber at en ny og meget høj Skorsten, bygget efter de mest moderne Udblæsningsprinciper, vil vise sig tilstrækkelig til at befri Kvarteret for Stank. Desuden vil Adgangen til og fra Fabriken fremtidig ske gennem lukkede Passager, og i det hele vil der blive ofret store Beløb paa at bedre Forholdene.

Om disse Forbedringer vil tilfredsstille Beboerne og Avtoriteterne er naturligvis en anden Sag. Politiinspektør Schepelern-Larsen udtrykker Betænkelighed ved ligefrem at kræve Fabriken fjernet. Han har forhandlet med Lederne, og mener, at de paatænkte Reformer maa prøves inden man gaar saa vidt som til at forlange Benmøllen flyttet udenfor Hovedstadens Grænser. Ogsaa Hensynet til de Arbejdere, der er beskæftigede paa Fabriken spiller naturligvis ind.

Imidlertid fortsættes Kampagnen mod "Kadaverfabriken". I Morgen eller Overmorgen indgives den af 10,000 Beboere underskrevne Adresse til Sundhedsstyrelse og Sundhedskommission.

Der vil samtidig ske personlig Henvendelse til Indenrigsministeriet og Magistratens 4. Afdeling. Principielt fordres Fabriken fjernet, men det er jo muligt, at Kravet vil blive stillet i Bero indtil det haar vist sig om de lovede Reformer svarer til Forventningerne eller ej.

Besøg hos Stadslægen

Overtilskærer A. Johansen, H. C. Jensensvej 100, er en af de mange Beboere, der føler sig haardt ramt af Naboskabet med Fabriken. Han har været virksom for at skaffe Underskrifter paa Protestadressen, og har opsøgt forskellige Autoriteter. Sidst har han været hos Stadslæge J. P. Chrom, der erkendte Klagens Berettigelse og lovede at gøre, hvad der staar i hans Magt.

Overfor Stadslægen udtalte Hr. Johansen paa Beboernes Vegne en Beklagelse over de Forsøg, der nu gøres paa at reformere. 

Enhver Reform vil vise sig utilstrækkelig, hævder Hr. Johansen. Fabriken maa flyttes, og helst over paa Saltholm. Hvilke Foranstaltninger til Forbedringer, der end træffes, vil det ikke kunne hindres, at Skyer af Spyfluer letter fra Aadslerne paa Benmelsfabriken og trænger ind i Beboernes Spisekamre. Af Hensyn til denne Fabrik kan man ikke lade tætbefolkede Kvarterer som Utterslev, Præstevangen, Brønshøj, Bispebjerg og Borups Allé forpeste og forgifte.

Fabriken maa væk, siger Hr. Johansen, og ham følger altsaa 10,000 Mennesker, hvoriblandt Læger og Skoleautoriteter.

(Social-Demokraten, 10. juli 1926).

Sundhedsministeriet besluttede dog at inddrage tilladelsen til at drive en sådan virksomhed i et beboet kvarter, og at den skulle nedlægges senest 1. juli 1928. Fabrikken formåede dog ved en investering på 80.000 kr til fjernelse af generne at fortsætte. Hvorfor sagen atter rejstes i september 1934. Her ofrede fabrikken så 100.000 kr. Året efter var der igen protestmøder. Et rensningsanlæg blev opført, og i 1937 synes det som om man endelig nåede tålelige forhold. Fabrikken lå der endnu i 1970'erne.

Beensamling fra Universitetet. (Efterskrift til Politivennen)

En af Kjøbenhavns videnskabelige Samlinger har for nylig været udsat for at lide et ikke ringe Tab, idet en af Arbeiderne ved den nye Universitetsbibliotheks-Bygning havde fundet Lejlighed til at snige sig ind i Prof. Eschrichts Samling af Dyre- og Fugleskeletter i Universitetskjælderen og derfra at borttage et Partie Been. For at skaffe noget Brændeviin til sig og sin Kammerat, der beklagede sig over, at han trængte til en Dram, og at de i den senere Tid i Byggegrunden kun fandt saa faa Been - disse vare de nemlig berettigede til at sælge - , absenterede den Paagjældende sig pludseligt og overraskede sin Medarbejder ved at tilkaste ham en Hoben Been, som de derpaa, efter at de havde tilsmurt dem med Jord, solgte til en Jern-, Klude- og Beenhandler, til hvem de sædvanligt pleiede at afhænde gamle Been. Skjøndt denne ikke undlod at yttre, at det forekom ham at være nogle underlige Been, lod han sig dog berolige ved Sælgernes Fortælling om, at de vare fundne ved Gravning i Lille Fiolstræde, og kjøbte dem i god Tro. Det skal ved Sagens Undersøgelse for Retten ikke have været ganske let at overtyde Vedkommende om Vigtigheden af de stjaalne Been, der iøvrigt alle skulle være komne tilstede. (Dgbl.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. december 1857).

Tyveri. I Begyndelsen af sidstafvigte December Maaned blev der gjort Anmeldelse til Politiet om, at der var begaaet Tyveri fra Universitetets physiologiske Musæum, idet der fra det i Krystalgade beliggende, saakaldle gamle Anatomihuus, var bortstjaalet endeel Skeletter af forskjellige Dyr og nogle Stykker af en gammel Kakkelovn. Under den derefter imod Arrestanterne Jonas Andersson, Carl Martin Hækkebølle og Jens Peter Petersen samt de tiltalte Thomas Gøde, Christian Ole Wissing og Hans Andersen indledede Undersøgelse, blev det ved de af dem afgivne Forklaringer, i Forbindelse med de iøvrigt tilveiebragte Oplysnniger, godtgjort, at de, der arbeidere som Haandlangere ved Opførelsen af Universitetets Bibliotheksbygning, have havt Andeel i bemeldte Tyveri paa følgende Maade. Da Arrestanten Hækkebølle havde, som af ham forklaret, hørt, at der var Menneskebeen i Anatomihuset, krøb han, i det Øiemed at see disse Been, en Tag i Novbr Maaned s. A. over et henimod 4 Alen høit Plankeværk, der adskiller Anatomihusets Gaard fra den Plads, hvorpaa bemeldte Bibliotheksbygning opføres, og steg derpaa, efter at være kommen ned i Gaarden, ind af en Aabning paa Huset, hvori tidligere havde været anbragt et Vindue, der nu tilligemed de øvrige Vinduer var udtaget samt borttog derefter, da han var kommen ind i Huset, 2 Jernplader, som han igjennem en anden Aabning i Huset kastede ud i et paa den ommeldte Plads værende Skur, hvor de bleve modtagne af Arrestanten Petersen, og derpaa af dem i Forening med Tiltalte Wissing, der antog dem for stjaalne, solgte, hvorefter de om Aftenen alle 3 brugte endeel af de ved Salget erhvervede Penge tll Fortæring. Søndagen den 29de November næstefter bleve Arrestanterne Hækkebølle og Petersen enige om at bortstjæle er deel af de Been, der fandtes i Anatomihuset, hvorefter Petersen, medens Hækkebølle erholdt sig i Skuret, paa den ovenfor omforklarede Maade skaffede sig Adgang til Huset og kastede igjennem samme Aabning endeel Ben ud til Hækkebølle, der tilligemed Arrestanten Anderson modtog dem og lagde dem i en Sæk, hvorved de under Udkastningen understøttedes af Tiltalte Andersen, uden at denne dog var bekjendt med, hvem der udkastede dem, eller hvorledes man havde skaffet sig Adgang til Huset. Da Sækken ikke var bleven fuld med de af Arrestanten Petersen udkastede Been, gik Arrestanten Andersson ligeledes paa samme Maade over Plankeværket ind i Huset og udkastede endeel flere Been. hvorefter den største Deel af Benene i 2 forskjellige Gange bleve solgte, tildeels ved Hjælp af Tiltalte Wissing, der havde Mistanke om at de vare stjaalne, ligesom ogsaa samtlige Arrestanter og de Tiltalte om Aftenen i Forening brugte de ved Salget erhvervede Penge til Fortæring. Ved samme Leilighed bleve tiIlige2 Jernplader borttagne og solgte. Samtlige de stjaalne Been, der for Musæet havde en Værdi af 20 Rd., men som gamle Been kun kunne vurderes til omtrent 1 Rd., ere komne tilstede og tllbageleverede Musæet tillige med de sidstnævnte 2 Jernplader. For det Arrestanterne og de Tiltalte saaledes overbeviste Forhold bleve de - der samtlige ere over criminel Lavalder og hvoraf Ingen tidligere er funden idømt nogen Straf, naar undtages en Arrestanten Hækkebølle under 27de November 1850 overgaaet Krigsretsdom, hvorved han for Surordinationsforseelse blev andet med strængt Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 48 Timer - ansete efter Forordningen af 11te April 1840. Arrestanterne, med Hensyn til hvem det den 29de November udførte Tyveri maatte ansees udført ved Indbrud, efter § 12 1ste Membrum, samt Arrestanterne Hækkebølle og Petersen tillige efter § 1, Tiltalte Andersen efter § 21. cfr. 1 og Tiltalte Wissing efter § 22, og fandtes Straffen for Arrestanterne at kunne bestemmes til Forbedringshuusarbeide, hver især i 2 Aar, og for de Tiltalte til Fængsel paa Vand og Brød, Andersen i 2 Gange 5 Dage og Wissing i 3 Gange 5 Dage, hvorhos Arrestanten Andersson, der er født i Sverige og kun har havt Ophold her i Landet fra St. Hansdags Tider 1853, vil efter udstaaet Straf være at bringe ud af Landet ved Politiets Foranstaltning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. april 1858).

Daniel Frederik Eschricht (1798-1863). Fysiolog, læge og zootom. Han var vidt berejst i Europa, og ansat flere steder i København. 1831 blev han medlem af sundhedskollegiet. I 1833 stiftede han i forening med Joakim Frederik Schouw og Jonas Collin den naturhistoriske forening, og han stillede da sin skeletsamling til foreningens rådighed, i hvis lokale den blev opstillet. 1841 købte Universitetet hele Eschrichts samling for 6000 Rigsdaler, og herved grundedes det fysiologisk-zootomiske museum, som for største delen anbragtes i kælderen under Universitetets Festsal og i den følgende tid forøgedes betydelig. Efter Eschrichts død, da fysiologien havde taget en anden retning, opløstes denne samling, og den største del deraf blev indlemmet i universitetets zoologiske museum.

Om udførte gamle Kludes og Beens Igjenindbringelse i Staden.

Da anmelderen forleden aften i tusmørket gik ud af Østerport, mødte han to lurvet klædte personer med sække på nakken, og som da de var kommet ligeud for toldbetjentenes kontor, standsede midt på broen og råbte til betjenten der stod i døren: "Ben". Betjenten svarede: "Passer," hvorpå de fortsatte deres march ind til byen. Anmelderen forundrer sig over at det tillades at ben, klude og andet affald der for dyr betaling udbringes af staden, igen og urenset indbringes i samme, hvor det hos dem der handler med sådant, opbevares på lofter, i kældre eller gårde og udbreder stank og urenlighed. Besynderligt nok at sundhedspolitiet ikke søger at forhindre sådant, da det ellers på andre måder sørger for renligheds vedligeholdelse i staden. Det synes ikke urimeligt om det blev pålagt dem som handler med sådanne sager, at skaffe sig lokaler udenfor byen hvor deres kram kunne ligge indtil det skulle fjernes. Desuden, når man har læst alle de smuglerhistorier som fortælles i H. Hjorhöis konsumtionstidende, kunne man vel finde det tænkeligt at nogen kunne finde på at benytte disse benbærere til at indbringe ufortoldede sager. For at sådant lod sig udføre, kan vel ikke nægtes, når man tager hensyn til hvor væmmeligt det må være at anstille nogen nøjagtig undersøgelse af sådanne sækkes indhold.

(Politivennen nr. 995, Løverdagen den 24de Januar 1835, s. 60-61)

Spørgsmaal til høie Vedkommende.

I længere tid har man tålt en ulempe som afstedkommes ved den handel med gamle, stinkende ben, klude osv. der drives i Lavendelstræde nr. 93 i stuen. Men da denne handel for naboer og genboer forbundne ubehageligheder nu bliver alt for trykkende, og ikke kan udholdes, bør ikke længere den bevæggrund komme i betragtning der tidligere har tilbageholdt disse fra at ytre deres vist nok begrundede uvilje over denne negotiation - den: ikke at berøve en mand lejlighed til at tjene sit brød ved sådan handel.

Den daglige opdyngen af til dels rådne ben, klude etc. volder naturligvis en stank der højligt besværer de omkringboende. Men den største ulempe herved er at rotter i mængde, hidlokkede ved dette oplag, hjemsøger naboerne og ødelægger deres varer så at den nærmeste nabo der er høker, derved lider et så stort tab at han ikke stiltiende kan tåle det.

Da man ikke kender de mod sådant uvæsen eksisterende politilove, vil man kun spørge sagkyndige om og hvorvidt flere familier er forpligtede til at tåle denne farlige uddunstning og ubehagelige rotteindkvartering? Om ikke især i sommerens varmeste dage farlige, smitsomme sygdomme derved kunne afstedkommes og om sådant ikke kunne forebygges ved hensigtsmæssige foranstaltninger, fx at denne mand tillige med andre af lignende genre, kunne indskærpes at drive deres handel udenfor stadens porte.

(Politivennen nr. 919, Løverdagen, den 10de September, 1833. Side 545-547) 

Redacteurens Anmærkning.

Lavendelstræde 93 er nutidens nr. 6 der er en del af Lavendelstræde 4-6. Nr. 6 er fra 1799.

Om Been- og Klude-Oplag her i Byen.

I en tid da de offentlige autoriteter griber de mest virksomme midler for at forhindre den frygtelige kolera, må det forundre enhver at Københavns almindeligt erkendt virksomme politi endnu ikke har ladet bortskaffe de vist nok under alle omstændigheder for sundheden højst skadelige ben- og kludeoplag her i staden, hvoraf indsenderen især har lagt mærke til det i Lille Fiolstræde nr. 201 i kælderen. (På Nørregade og i Borgergade skal også være sådanne oplag og sikkert på flere steder.) Man behager kun at gå gennem førstnævnte stræde når ben udføres derfra, hvilket var tilfældet den 15. juni, en vederstyggelig lugt eller rettere stank møder en og genboer som naboer må lukke deres vinduer for ikke - om jeg så må udtrykke mig - at blive forpestede i deres egne værelser. Hvorledes beboerne kan nære sig i huse hvor sådant oplag er i kælderen, er indsenderen ubegribeligt. Man anmoder vedkommende autoriteter at tage dette under nærmere overvejelse.

(Politivennen nr. 808, Løverdagen den 25de juni 1831, s. 456-457)

"Indsenderen især har lagt mærke til skadelige ben- og kludeoplag i Lille Fiolstræde nr. 201 i kælderen." (Eget foto, 2016.)

Redacteurens Anmærkning

Lille Fiolstræde 201 er nutidens hjørnehus til Rosenborggade.

Svar paa Anken i Nr. 699.

I Politivennen nr. 688, 23. maj d. å. føres anke over gården nr. 46 på Nørregade og det i to henseender: først at der opstables gamle ben og klude som forårsager en ubehagelig stank for naboerne. Hvad denne post angår, da er det ved undersøgelse herom fundet at benene der aldrig købes uden at de er rene, ikke afgiver mindste stank, og ligger desuden under skjul. Klude derimod findes aldrig på den åbne plads. Hvad den anden ankepost, nemlig aftrædelsesstedet, da er det hensat på et belejligt sted uden mindste inkommodation for naboerne.

Imidlertid er det en selvfølge at da denne gård, eller rettere kaldet grund, ikke endnu er opbygget, blot stueetagen og kælderen, der da må findes mangler i nødvendige indretninger som i tiden kunne og ville blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 700, Løverdagen den 30te Mai 1829, s. 357)

Usund Stank paa Nørregaden.

Til gården nr. 46 på Nørregade hører en plads hvor man i store bunker opdynger gamle ben og klude som samles på gademøddingerne og forårsager en utålelig, usund stank for de omkringboende. Til denne afskyeligheds forøgelse findes på samme plads et aftrædelsessted hvis indretning er så væmmelig at man næppe skulle tro det var bestemt til afbenyttelse for mennesker og som desuden ryddes midt på dagen. Alt sammen forhindrer naboer og genboer i at kunne ved åbent vindue få noget frisk og sund luft i deres værelser. Slemt er det nu, men meget værre vil det blive i den tilstundende sommervarme hvorfor man ønsker at vedkommende godhedsfuldt ville foranstalte hindringer i denne uterligheds vedblivelse.

(Politivennen nr. 699, Løverdagen den 23de Maj 1829, s. 349-350)

Redacteurens Anmærkning.

Notitsen besvares i Politivennen nr. 700, 30.maj 1829, s. 357

En slem Stank-og Lase-Kjelder hos en Mosaist i St. Gjertrudsstrædet

Forrige sommer og senere i år blev i bladet Politivennen påtalt den giftige pestbringende stank hvormed en mosaist opvarter naboer og genboer, da han for at skaffe sig erhverv har fundet på at anvende gården nr. 208 i Sankt Gertruds Stræde til oplagssted for knogler, ådselsdele, gamle klude, sønderslået glas med meget mere. Rare sager som folk fra den laveste klasse dagligt bringer til mosaisten fra renovationsoplagsstederne uden for byen. 

Uagtet disse højst rimelige anker måtte man hele forrige sommer tåle den omtalte giftige og pestbringende stank og den betydelige mængde af småkryb som forplantes ved helt eller halvt forrådnede sagers opbevaring i et beklumret, om natten tillukket kælderrum. Ligeledes måtte naboer og genboer for så meget som muligt at undgå stanken og for ikke at gæstes af omtalte småkryb, når mosaisten almindeligvis om morgenen lod sine opbevarede rare sager føres ud til videre bestemmelse, savne det store gode at kunne åbne vinduerne for at få frisk luft.

Da der så vidt vides slet ikke fra det offentliges side er bidraget til at afhjælpe dette onde for i sommer og i fremtiden, og naboerne og genboerne må se den kommende sommer i møde med harme over at en sådan sundheds- politilovgivningen og god orden vist nok modstridende næringsdrift tåles i hovedstaden, og det i en af dens snævreste gader som desuden har sin del af stanken fra en til oplagssted for hestegødning af og til anvendt hørkræmmerbagport, fra dårligt rensede rendesten, og fra anden skidenfærdig, til dels røg og stank medførende næringsbrug, så bringes denne sag herved atter i erindring for om der muligt måtte kunne bidrages noget til at formindske denne store ulempe, såvel indeværende sommer som for fremtiden. 

For så vidt det måske efter fremlejerens mening er vanskeligt at skaffe mosaisten ud af stinkgruben, tror anmelderen at burde tilføje at kontrakten må betragtes som en overenskomst der er i strid med loven og til dels mod ærbarhed da gruben ikke sjældent er usædelighedens rede. Der vil følgelig ingen forbindtlighed kunne påhvile fremlejeren eller fremlejetageren. Men kontrakten må betragtes hævet i det øjeblik vedkommende med lovgrundet embedsmyndighed giver marchordre.

(Politivennen nr. 544. Løverdagen den 3die Juni 1826, s. 369-371)

Sankt Gertruds Stræde. Man kan lige skimte Hausergade i baggrunden, med Kultorvet mod højre og Hauser Plads mod venstre.
 

Redacteurens Anmærkning

Det har ikke været muligt for Redacteuren at finde ud af hvor Sankt Gertruds Stræde nr. 208 skulle være. Det eneste matrikelnummer som ligger tæt på er Store Fiolstræde 208, i dag Fiolstræde nr. 9. Men det ligger et pænt stykke fra Sankt Gertruds Stræde.

Bøn til Vedkommende.

Det var ønskeligt om ejeren eller lejeren af gården nr. 208 i Sankt Gertruds Stræde nu da sommerens hede trykker, ville tømme og udlufte kælderen under gården som hidtil har været, og måske endnu skal anvendes som oplagssted for knogler og ådselsdele der tilligemed gamle klude dagligt bringes dertil for siden i læssevis at bortkøres til nærmere bestemmelse. Den stank som sager af sådan natur forvolder naboer og genboer, er til alle tider ubehagelig, og nu i sommerens hedeste tid næsten utålelig, i særdeleshed i denne smalle gade, som desuden har sin del af stank fra ikke tilbørligt renholdte gårdspladser og åbenstående porte. Vil entreprenøren for knoglers og ådselsdele samt kludes opsamling ikke benytte dette vink, tror anmelderen at sundhedspolitiet som nu håbes at være blevet gjort opmærksom derpå, anviser ham til sin entreprises brug en bekvem afsides liggende plads udenfor staden, og bliver da nævnte kælder efter tilbørlig rensning, uddampning og reparation anvendelig til beboelse for en fattig familie.

(Politivennen nr. 496. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9815-9816)

Kælderen findes endnu. Og anvendes nu til butik. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

Sankt Gertuds Stræde 208 er nutidens nr. 4. Det er opført 1815 for en farver Joh. Wilh. Grundtvig, senere ejet af forskellige brændevinsbrændere. Det findes stadig.

Atter Ulempe af Beenindustrien.

Det har i den senere tid hyppigt været tilfældet at betydelige transporter af ben hvoraf en del end ikke er fuldkommen tørre, bliver på begge sider af Nyhavn indladede i skibe der formodentlig afgør med denne vare til England. Hvorvidt udførelsen af en artikel der i pulveriseret tilstand i England efter rygtet indbringer uhyre fordel, i almindelighed burde tillades, vover indsenderen ikke at bedømme, men må overlade sådant til statsøkonomernes omdømme. Kun for så vidt det rimeligvis bør befrygtes at en udførselsartikel der ved sine mephiske uddunstninger forpester luften i nabolaget (en sandhed hvorom ikke blot de i Nyhavn boende, men selv den røg der opstiger af sådanne ladninger til fude kan overbevise) måtte foranledige farlige sygdomstilfælde i den omegn hvor sådan finder sted, bringer anmelderen til at henvende sundhedspolitiets opmærksomhed på en genstand der synes at være af særdeles vigtighed. At der ligeledes i Kvæsthusgade eksisterer et oplag af sådanne til udførsel bestemte ben, tror indsenderen så meget mere at burde gøre opmærksom på som han af flere i nærheden boende har hørt klagemål over den derved forårsagede stank. At sådanne oplag o i almindelighed udførsel af ben ikke fremdeles bliver tilladt i beboede distrikter, men henvises til åbne og ubeboede pladser, hvorpå København ikke skønnes at være mangel, tør man sikkert forvente, da de giftige uddunstninger som nu i en koldere tid allerede har været til besvær, vil ved den nærmende sommers tid blive aldeles utålelig. Og drage uberegnelige følger efter sig.

(Politivennen nr. 486. Løverdagen den 23de April 1825, s. 9634-9636)

Mere om Markufred.

I Politivennen nr. 477 er talt om den uskik en del bensamlere begår ved at nedbryde hegn og grave huller i haverne for at søge bytte. Men dette er ikke nok, for de viser sig endog så dristige at de ved højlys dag nærmer sig gårde og stæder hvor ejeren kunne have henlagt ben til eget forbrug for at rane samme.

Anmelderen som bor på stadens grund, havde ved sin gård henlagt et par døde heste til føde for sine svin. Han agtede at gøre forsøg med benene når kødet var afædt. Men for nogle dage siden kom om formiddagen 3 personer, efter udseende matroser, og fyldte hver sin sæk med disse ben og vendte tilbage til staden med dem. Anmelderen var tilfældigvis alene hjemme, hvilket personerne nok formodede, for de agtede ikke på at jeg foreholdt dem deres urigtige fremgangsmåde i uden tilladelse at tilegne sig andres ejendom. Engang før har anmelderen bortjaget en sådan enkelt omstrejfende bensamler, men denne kom kort derpå i følge med flere, og trodsende på deres magt, gav de sig til at grave hvor de lystede. Da man nu ikke ved om sådanne personer når man anholdt dem, bliver tilkendt nogen alvorlig straf, så at de ikke siden for at hævne sig, skulle søge at skade anholderen hvis ejendom kan ligge isoleret, så griber denne uskik mere og mere om sig og forstyrrer al markfred for ejendomsbesiddere uden for staden. Det var derfor ønskeligt om vedkommende øvrighed ved plakater lod bekendtgøre at sådan færd var ulovlig, og at de der blev pågrebet og overbevistes om at have gjort sig skyldige deri, kunne vente alvorlig revselse.

(Politivennen No. 480, Løverdagen den 12te Marts 1825. Side 9545-9547)

En nye Slags Mark-Ufred i Nærheden af Kiøbenhavn.

Så behageligt det er for menneskevennen i disse næringsløse tider at se en mængde fattige folk skaffe sig et bidrag til underholdning ved at samle ben, så beklageligt er det ejendomsbesiddere når ejendoms rettighed og sikkerhed derved på det skammeligste krænkes. Disse bensamlere vil nu ikke længere lade sig nøje med at samle ben på jorden, men er forsynet med store spader, og benytter i særdeles måneskinsaftner og -nætter til at opgrave agre og grøfter, går endog ind i indhegnede haver og graver deri dybe huller, kort sagt skåner intet når de kun kan have formodning om at finde ben i jorden. Således kender anmelderen en mand for hvem de foruden at have nedbrækket et hegn, tillige have opgravet en af ham med stor bekostning ifjor opsat grøft og flere steder opgravet hans jord. Ja, endog enge og rugmarker skåner disse skattegravere ikke! For umælende der forstyrrer markfreden kan der dog ventes optagelsespenge, men for disse langt værre markfredsforstyrrere er der nok ingen der vil betale optagelsespenge. Ejerne af jorder omkring København og på dens grund kunne så meget mindre tåle at få deres hegn ødelagt, og deres jorder oprodede som de fleste må betale den uhyre høje jordskyld, en jordafgift der for få tønder land beløber sig lige så meget som en bonde betaler for en hel gård. Ønskeligt og rimeligt var det derfor vist at disse krænkelser af ejendomsrettigheder ved politiets kraftige omsorg blev hævede, så meget da de så let kan give anledning til flere. Måske var det ikke for meget om det pålagdes vedkommende benfabrikanter og benhandlere kun at købe ben af sådanne folk der med bevis kan godtgøre at have samlet disse med vedkommende jordejeres tilladelse eller på anden lovlig måde var kommet i besiddelse af samme. 

(Politivennen No. 477, Løverdagen den 19de Februar 1825. Side 9487-9489)

Beensamlere.

På den seneste tid ser man bensamlingen drives med megen virksomhed. Alle vegne hvor der har været nedgravet ådsler, ses mennesker af den lavere klasse opkradser jorden for at fylde deres poser med gamle ben. Det er vel godt at sådanne ting som vi ikke bruger, kommer nogen til nytte. Men dog går nogle af disse samleres iver noget for vidt. For ikke alene går de ind i folks gårde og tager hvad man der kan have henlagt til egne forsøg. Men de graver endog jorden i haverne i den tanke at finde ben nedgravet. Vil man bortvise dem, får man grovheder, og forlader de endelig stedet, kommer de ofte igen med forstærkning og er da ikke bange for at sætte sig til modværge og bruge trusler. 

"En simpelt klædt person, formentlig matros, var gået over grøften som skiller ejendommen fra landevejen, ind i haven og var begyndt at grave." (Johannes Senn: En vagthavende matros. Statens Museum for Kunst. Til fri brug)

Således hændte det for kort tid siden anmelderen der bor i kort afstand fra staden. En simpelt klædt person, formentlig matros, var gået over grøften som skiller ejendommen fra landevejen, ind i haven og var begyndt at grave. Da anmelderen blev opmærksom på det, gik han ud for at jage ham væk. Personen gav ham nogle knubbede ord og gik. Men dagen efter kom han sammen med 3 andre og fortsatte sin eftersøgning. Da der just foruden anmelderens folk var et par karle i gården, fik vi bensamlerne fordrevet. Men havde vi ikke været så mandstærke, havde de sikkert sat sig til modværge og søgt at få deres vilje sat igennem. Man må derfor ønske at øvrigheden ville lade bekendtgøre at disse bensamlere skal respektere ejendomsretten.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9241-9242)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 483, 2. april 1825 bekendtgjordes at der var blevet set en transport af bensamlere og vagtens ledsagelse, formodentlig på vej til politikammeret. Bengraveri på glacierne blev forbudt. Men i Politivennen nr. 1156, 24. februar 1838, s. 113-115 nævnes at dette stadig foregik.

Bøn til Stadsphysicus og Spørgsmaal til Sundheds-Politiet.

I dette blads nr, 435 er der ført anke over et oplag af gamle klude som fandt sted i huset nr. 197 i Store Regnegade. Nævnte oplag finder ikke alene endnu sted der, men er endog blevet forøget med et oplag af gamle knogler og ben, ved hvis bortførsel i disse varme dage naboer og genboer samt alle som passerer Regnegade, må indånde en pest anstikkende luft.

En af nabohusenes ejere, hvis hus ellers aldrig har været hjemsøgt af rotter, er i denne tid så plaget af disse dyr, at kælderbeboerne hvis værelser støder op til den kælder hvori disse knogler og ben gemmes, klager over at de intet kan have i fred for disse altfortærende væsner. Formodentlig formerer disse dyr sig i dette benoplag da mange af benene er kødfulde, og de deraf får næring. Indsenderen bønfalder herved stadsfysikus om ifald han anser det lugt som disse uhumskheder afgiver, skadelig for sundheden, han da vil medvirke til at nævnte oplag blev forbudt her i staden, samt vover tillige det spørgsmål til sundhedspolitiet hvorvidt et sådant oplag er tilladt da garverierne der dog ikke afgiver en så pestilentialsk stank, ikke mere tør anlægges i staden.

(Politivennen No. 446. Løverdagen den 17de Juli 1824, s. 9006-9007)

Om Udførselen af Horse- og Andre Been

Var det ikke gavnligt om udførslen af heste- og andre ben til fremmede steder blev forbudt, da man ved hvilken nyttig og gavnlig brug der kan gøres af blotte ben af døde legemer, især når man har de fornødne maskiner til at raspe og pulverisere dem? Burde man nu for en ringe gevinst lade udføre alle disse ben til skam for vores uvidenhed og uvirksomhed og siden mangle dem når vi kommer efter deres rette brug og får de maskiner der behøves til det? Overalt er det et ækelt og væmmeligt syn at se hele store vognlæs af disse ådselsben køre gennem gaderne ved højlys dag. Ovenpå ligger almindeligvis afpillede hestehoveder og glor fælt til de forbigående som ville de sige: I levende live var jeg min herre til nytte og fornøjelse. Nu skal jeg efter min død være til gavn for fremmede. Tåler I det?

(Politivennen nr. 286. Løverdagen den 23de Juni 1821, s. 4610-4611).