19 oktober 2016

Spørgsmaal til høie Vedkommende.

I længere tid har man tålt en ulempe som afstedkommes ved den handel med gamle, stinkende ben, klude osv. der drives i Lavendelstræde nr. 93 i stuen. Men da denne handel for naboer og genboer forbundne ubehageligheder nu bliver alt for trykkende, og ikke kan udholdes, bør ikke længere den bevæggrund komme i betragtning der tidligere har tilbageholdt disse fra at ytre deres vist nok begrundede uvilje over denne negotiation - den: ikke at berøve en mand lejlighed til at tjene sit brød ved sådan handel.

Den daglige opdyngen af til dels rådne ben, klude etc. volder naturligvis en stank der højligt besværer de omkringboende. Men den største ulempe herved er at rotter i mængde, hidlokkede ved dette oplag, hjemsøger naboerne og ødelægger deres varer så at den nærmeste nabo der er høker, derved lider et så stort tab at han ikke stiltiende kan tåle det.

Da man ikke kender de mod sådant uvæsen eksisterende politilove, vil man kun spørge sagkyndige om og hvorvidt flere familier er forpligtede til at tåle denne farlige uddunstning og ubehagelige rotteindkvartering? Om ikke især i sommerens varmeste dage farlige, smitsomme sygdomme derved kunne afstedkommes og om sådant ikke kunne forebygges ved hensigtsmæssige foranstaltninger, fx at denne mand tillige med andre af lignende genre, kunne indskærpes at drive deres handel udenfor stadens porte.

(Politivennen nr. 919, Løverdagen, den 10de September, 1833. Side 545-547) 

Redacteurens Anmærkning.

Lavendelstræde 93 er nutidens nr. 6 der er en del af Lavendelstræde 4-6. Nr. 6 er fra 1799.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar