Julie Frederikke Ramsing (1871 - 1954) var et eksempel på velhavendes velgørenhedsarbejde og filantropi i slutningen af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, samt på hvordan sådanne kvinder blandede sig i politik.
Julie Ramsing var grossererdatter. 1895 blev hun gift med officeren Holger Utke Ramsing (1868-1946). De fik 3 børn: Estrid (1895), Inger (1897), Erik (1898). I 1895 flyttede de til Dansk Vestindien hvor Holger gjorde tjeneste. Her blev de del af det undertrykkelsesapparat som er beskrevet andetsteds på denne blog.
Julie Ramsing blev interesseret i lokalt håndarbejde, og da hun kom tilbage til Danmark, blev hun indvalgt i komitéen bag Industriforeningens Den vestindiske Udstilling i 1900. I 1905 var hun med i bestyrelsen bag den store Koloniudstilling i Tivoli 31. maj til 24. september 1905, arrangeret af Dansk Kunstflidsforening med Emma Gad i spidsen. I Europa var det på det tidspunkt populært at udstille mennesker fra andre lande og kulturer for at understrege europæernes overlegenhed over for de "eksotiske" og "primitive" (natur)folk. De islandske Studenterforeninger protesterede mod at skulle udstilles, sammen med "negre og eskimoer" - de anså sig for på lige fod med danskere. Henved 100.000 besøgende så udstillingen, bl.a. Christian 9. og kronprinsesse Louise. Den vestindiske afdeling var velbesøgt: Her var udstillet 3 mennesker. Man havde oprindelig ønsket en hel familie, men det lykkedes kun at overtale en enkelt mand. Han blev suppleret med to børn som blev sat i bur efter at de nysgerrigt gik rundt i udstillingen.
Hun støttede unge vestindiske kvinder, som deltog i Dansk Kunstflidsforenings uddannelseskurser i København. I 1903 sad hun i den forberedende komité for Dronning Louises Forening for Syge- og Børnepleje paa De dansk-vestindiske Øer sammen med bl.a. sin mand.
Se artiklen En dansk Kreolerinde som Røde Kors-Søster. Dannebrog 16. oktober 1905.
1909-19 var Julie Ramsing medlem af bestyrelsen for en forening, der satsede på at få den rationelle sygepleje introduceret i Vestindien gennem udsendelse af Røde Kors-sygeplejersker til øernes tre kommunale hospitaler. Desuden udsendtes diakonisser fra Diakonissestiftelsen for at drive to nyoprettede børneplejestationer, et par vuggestuer og asyler. Diakonisserne skulle også fungere som “barfodssygeplejersker” i byerne og på plantagerne med det formål at bekæmpe den ekstremt høje børnedødelighed, men på dette område blev den filantropiske indsats en begrænset succes. Endelig gjaldt hjælpearbejdet også indfødte kvinders uddannelse til sygeplejersker og som led heri studieophold på københavnske hospitaler. I foreningen stod hun i spidsen for den årlige udsendelse af tøj og senge til børneinstitutionerne. Med det danske salg af øerne til USA i 1917 mistede foreningen sin berettigelse og opløstes to år efter.
Se artiklen Mod Kulden, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. oktober 1914.
Danske Kvinders Forsvarsforenings bestyrelse. Som det fremgår af titlerne var det overklassens kvinder: I sofaen formanden fru Slott-Møller og til højre for hende i rækkefølge: generalinde Bach, fru kontorchef Cold, fru direktør Koefoed, provstinde Bjerre, professorinde Fischer og med ryggen til: fru Julie Ramsing, dernæst frk. Kirsten Langkilde og frk. van der Maase. Julie Ramsing var i oktober 1913 blevet valgt som næstformand. Foto fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. januar 1916.
Julie Ramsing arbejdede i Danske Kvinders Forsvarsforening (DKF). Den blev stiftet i 1907 af bl.a. Ellen Branth og Helga Charlotte Norrie som også var formand indtil 1915. DKF var et nationalistisk og promilitært foretagende, i starten partineutralt, men med tiden trukket mod Højre eller Venstre. I 1916 udbrød der splid i foreningen idet Norrie anklagede for at være blevet ført ud i det politiske hængedynd af malerinden Slott Møller. På sit højeste (1912) havde den 50.000 medlemmer. I den første bestyrelse besatte hun den ene næstformandspost, Johanne Berg den anden, mens komtesse Regitze Lerche og grossereren Wilhelmine Rerup blev henholdsvis sekretær og kasserer. I 1919 afløste hun Kirsten Langkilde på formandsposten indtil foreningens opløsning i 1921.
Se artiklen Interview med Fru Julie Ramsing, B. T. 7. december 1918.
I DKF hørte hun til den fløj, der ønskede at kanalisere medlemskræfterne ind i et nationalt arbejde med sønderjysk fokus. Hun var imod afviklingen af det danske koloniherredømme i Vestindien og havde desuden håbet, at Genforeningen i 1920 havde ført til, at en større del af Slesvig kom til at høre under Danmark. I 1921 blev DKF omdannet til Danske Kvinders Slesvigske Forening.
Foreningens bestyrelse sendte i januar 1922 et trusselsbrev til H. P. Hanssen og den nordslesvigske Kvindeforening for at have beholdt tøj som skulle have været uddelt. H. P. Hanssen valgte at offentliggøre deres klage. Han svarede endvidere at han opfattede dele af brevet som "en ganske utilbørlig grov og ærekrænkende fornærmelse...". De involverede kvinder blev meget fortørnet over, og herefter erklærede at de slet ikke repræsenterede foreningen, men en nu opløst indsamlingskomite.
Ved valget i marts 1913 opfordrede hun danske kvinder til at stemme på liste C (Det Konservative Folkeparti). Hun sad 1915 i Højres Arbejder- og Vælgerforening, Østerbro. 1917-18 sad hun i bestyrelsen for Danske Kvinders konservative Forening, og hun blev siden medlem af den kommunale vælgerforening på Østerbro. Gennem en årrække var hun aktiv i Komiteen for Ubemidlede Husmødres Rekonvalescens, oprettet 1919 for at skaffe hovedstadskvinder et gratis, tiltrængt landophold.
D. K. F. udsendte i 1910 og 1912 en platte, her den fra 1912 hvor symbolikken er ret klar: En kvinde overrækker en vikingekriger et sværd.
Fra 1. Verdenskrig helligede hun sig det sønderjyske spørgsmål. Efter krigen involverede hun sig i at organisere en nødhjælpsaktion til fordel for underernærede tyske børn, der kom på et tre måneders rekonvalescensophold i Danmark. Lokalkomitéer blev nedsat rundt omkring i landet, mens JR som komitéens formand og bistået af næstformand V. Aage Møller sørgede for transporten af børnene. Nødhjælpsaktionen skete i samarbejde med De samvirkende Menighedsplejer, hvori hjælpesekretær Ada Kunning indtog en nøgleposition. Tilsammen fik de to organisationer bragt i alt 10.200 børn til Danmark.
Hun fortsatte denne form for hjælpearbejde i Komiteen for slesvigske Børns Ferierejser, hvor hun 1919-48 var formand. Komitéen bragte hvert år slesvigske skolebørn fra Flensborg og det øvrige Sydslesvig på ferie i Danmark, især hos landbofamilier. Alene 1920-36 var over 22.000 børn på ferieophold. En slags nødhjælp hvor børnene fik god mad, nyt tøj og nye sko med hjem fra ferien. Foreningen eksisterer endnu, om end antallet er noget mindre, under 100 pr. år.
Hun er nævnt i Social-Demokraten 9. april 1920 i forbindelse med Christian X og Påskekrisen 29. marts til 4. april 1920. En kreds af kvindelige hofdamer skulle have påvirket Christian X til at gennemføre planerne. Julie Ramsings datter var hofdame.
Se artiklen Det danske Hjælpebureau i Flensborg, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1920, 2. udgave
I 1922 var Julie Ramsing sammen med Hanne Jenssen medstifter af Den Sydslesvigske Kvindeforening, der bl.a. formidlede dansksindede kvinders årlige besøg i Kbh.
Også Flensborg-Samfundet var hun 1920 medstifter af, og hun sad som den eneste kvinde i hovedbestyrelsen. I 1928 blev Flensborg-Samfundet lagt sammen med Foreningen Dannebrog, hvori hendes ægtefælle 1935 blev formand. Efter hans død i 1946 overtog hun formandsposten indtil 1951. I dette regi søgte man at styrke og fastholde det nationale sindelag i det danske mindretal syd for grænsen via kulturelt oplysningsarbejde og støtte til de dårligst stillede medlemmer. Efter den økonomiske verdenskrise i 1929 og nazismens fremmarch i Tyskland blev foreningsarbejdet vanskeliggjort. Hun arbejdede desuden som administrator for Den danske Menighedspleje Ansgar i Flensborg, der hvert år forestod vinterbespisninger for byens nødlidende.
Se artiklen Min Yndlingskrog, København 23. november 1922
Udover sundhedstilstanden var det også formålet at give børnene et intensivt danskkursus. Hun ledede komiteen frem til 1949. Hun modtog i 1934 Den Kgl. Belønningsmedaille i guld og 1949 Fortjenstmedaljen i guld.
Sydslesvigske feriebørns rejse fra Flensborg til Nakskov ombord på postdamperen Ægir, o. 1920. Allerede under krigen var Oberstinde Ramsing begyndt at overveje muligheden af at hente underernærede krigsbørn fra Nordslesvig til et ferieophold i Danmark. Planen blev dog først realiseret efter krigen, da Komitéen for sønderjyske Børns Ferieophold blev oprettet i 1919. Samme år blev flere tusinde børn fra hele Sønderjylland sendt til Danmark. Efter afstemningerne fortsatte man med rejserne, men nu kun med børn fra Sydslesvig. Børnene blev indlogeret privat, og de månedlange ophold havde ikke kun betydning for børnenes ernæring, men var for mange af de sydslesvigske børn også en introduktion til dansk sprog og kultur.
Julie Ramsing og hendes mand, H. L. Ramsings gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.
