Børnetyve i Randers. (Efterskrift til Politivennen)

Politiet i Randers er, efter Byens Av., nylig kommet paa Spor efter et vidtforgrenet Tyveri, i hvilket desværre et stort Antal Børn ere indviklede. Da der var lagt Mærke til at en Dreng jævnligt om Aftenen saaes med en Pose Kul paa Ryggen, blev han i Beg. af forr. Uge passet op af Politiet og man saae da, at han forsynede sig af en Kjøbmands Kulbunke, hvorefter han bragte Fangsten til Formanden paa den Fabrik, hvor han har Arbeide, og denne Mand betalte ham ogsaa derfor. Ved den Undersøgelse, dette gav Anledning til, indvikledes deri efterhaanden 14 Drenge, i en Alder af 10-14 Aar, som jævnligen stjal i Havnen og paa Torvene. Det Sørgeligste er, at Forældrene tildeels selv ere Skyld i Kultyverierne, da de udsende Børnene for at skaffe Brændsel, uden at føre videre Tilsyn med, hvorledes dette skeer. Torvetyverierne synes derimod at forestaaes af en 13 Aars Dreng Th. M. fra Kbhvn. , som i nogen Tid opholdt sig i Randers med sine Forældre, men nu er flyttet til Aarhuus, hvorfra han er kommen ud til Randers hver Løverdag, for at benytte Lejligheden. - Denne Sag gav Anledning til Visitation hos en Kulhælerske, hvor man var saa heldig at finde Oplagsstedet for en Tyv, der havde udseet Klubben "Harmonien" til Pladsen for sine Foretagender, idet han en Tid fra sin Tjeneste paa Landet kom ind til Byen, for at stjæle der, men senere havde taget Tjeneste i Randers som Droschkekudsk. - I forrige Uge anholdt Politiet ogsaa i Randers en svensk Tjenestekarl i Besiddelse af flere mistænkelige Sager. Han har nu tilstaaet at have begaaet 3 Indbrudstyverier i Østervclling Natten før han blev anholdt.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. december 1861).

Oppositionsmænd. Pastor Harz. Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

Flensborg, den 3die Decb. (Sammenkomst af  Slesvigholstenere. Pastor Hartz.) Man vil vide her, at der i forrige Uge har fundet en Sammenkomst Sted af slesvigske Oppositionsmænd og nævner de Personer, der fra Flensborg og Omegn have været sydpaa med Jernbanen. Noget Bestemt om Mødestedet og Mødets Formaal har hidtil ikke været at bringe i Erfaring. Efter et temmeligt rimeligt Rygte skal Sammenkomsten have fundet Sted i en holsteensk Grændseby og have tilsigtet en Aftale angaaende en fælles Optræden ligeoverfor den i Haderslev for kort Tid siden vedtagne politiske Erklæring. Maaske er der allerede fattet Resolutioner, der vel nærmest komme til at omfatte en Protest mod den i Haderslev fremsatte Paastand: at det i nævnte Erklæring udtalte Ønske skulde være et Udtryk for det "slesvigske folks" Attraa. De holsteenske og hamborgske Blade ville, hvis der er vedtaget noget Lignende, saa meget midre lade vente paa sig med Offentliggiørelsen af saadanne Resolutioner, som de have udtalt deres Mishag over de nordslesvigske Politikeres seneste Optræden i de bittreste Udtryk. - Det tydsksindede Parti har i den sidste Tid havt meget travlt her for til imorgen at forberede en Ovation for Diakonus Hartz, der paa nævnte Dag feirer sit 25aarige Jubilæum som anden Præst ved Nikolaikirken. Et Par Medlemmer af Menigheden have allerede for længere Tid siden sat sig i Spidsen for en Indsamling, der har indbragt over 300 Rigdater. Denne Sum er bestemt til at dække Omkostningerne ved Anskaffelsen af et Sølvservice med passende Dekorationer og Graveringer. Et stort Tæppe, broderet af herværende Damer, vil ligeledes blive overrakt Jubilaren. Desforuden vil der finde en almindelig Gratulation Sted, og om Aftenen skal der arrangeres Illumination t Nærheden af Pastor Hartz's Bolig. Der har tillige været paatænkt Afholdelsen af et storartet Festmaaltid i det tydske Hotel "Stadt Hamburg", men heraf bliver der, saavidt vides, Intet. Naar et holsteensk Blad hoverende har meddeelt, at alle Menighedsmedlemmer, saavel Dansksindede som Tydsksindede, have ydet deres Bidrag til denne Fest for den "almindelig afholdte" Præst , saa er dette en af de sædvanlige uøiagtige og urigtige Paastande, samme ofte fremkommer med. I Nikolaimenigheden gives der nemlig meget faa udpræget Dansksindede, da disse for Størstedelen have sluttet sig til den danske Frimenighed; til disse har man velviseligen ikke henvendt sig. Derimod have endeel Loyale, med Kancelliraad Schmidt i Spidsen, troet ikke at kunne undslaae sig for at yde deres Skjærv og have givet efter for det moralske Trvk, der, som bekiendt, altid giør sig gjældende i høiere eller ringere Grad ved Ombæringen og Forelæggelsen af en Subskriptionsliste til lignende Øiemed. Meget gierne have disse Medlemmer af Menigheden sikkert ikke underskrevet, da der ved denne Fest aabenbart tilsigtes en Slags Demonstration af det tydsksindede Parti der ofte har viist sin Forkjærlighed for Pastor Hartz, der langtfra er afholdt af alle, deres Konge og Fædreland tro Mænd i den flensborgske St. Nikolaimenighed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. december 1861).

Flensborg, d. 5te December. (Festen for Pastor Hartz. En ulovlig Vielse.) Det tydsksindede Parti giorde igaar, som man kunde vente, stor Stads af Pastor Hartz, der, som alt meddeelt feirede sit 25 Aars Jubilæum som anden Præst ved den herværende Nikolaikirke. Jubilaren modtog om Morgenen en "Ständchen", af "Gesangvereins" Medlemmer, og om Aftenen kunde han tage den Illumination i Øiesyn, der var bleven arrangeret paa Søndertorvet og i de tilstødende Gader. Samme havde hidlokket en deel Deel Mennesker, der imidlertid ikke prøvede paa nogen Slags Moddemonstration. I den tydske Leir har det forresten vakt Splid og en levende Strid, at Komiteen for Jodsamtinger af Bidrag til Festforæringerne har kjøbt et meget kostbart Sølvservice i Hamborg og derved forbigaaet de flensborgske Guldsmede, af hvilke især den bekiendte Beireis skal have smigret sig med at faae overdraget Forfærdigelsen - En Kollega af Diakonus Hartz, den ved Johanneskirken anstillede Pastor Dame, har i disse Dage maattet give Møde i et Krigsforhør, paa Grund af en af ham udført ulovlig Vielsen. En Underkorporal ved den garnisonerende Militærafdeling, der, efter de gjældende Bestemmelser ikke kunde erholde en attraaet Tilladelse til at gifte sig, havde nemlig - efter Pastor Dame's Udsagn - udgivet sig for at være Civilist, hvorefter denne havde lyst for ham og viet ham i Kirken. Efter den nævnte Militairpersons Udsagn vil denne derimod have givet Pastor Dame Underretning om, at han tiente ved 21de Bataillon, hvilken Meddelelse imidlertid ikke havde forhindret Pastoren i at vie ham. En ulovlig Vielse af nævnte Slags, er underkastet en temmelig betydelige Pengemulkt, og der kan i Gientagelsestilfælde endog risikeres Embedsfortabelse. I det foreliggende Tilfælde vil der imidlertid næppe kunne skrives ind mod nævnte Geistlige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1861).

Høiesteretsdom, betræffende Spørgsmaal om Embedsfortabelse for en Skolelærer og Kirkesanger paa Grund af Hang til Drukkenskab. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat Skolelærer og Kirkesanger Bøttcher, der tiltaltes til Embedsfortabelse for Hang til Drukkenskab og derved given Forargelse, saavel i Kirken og Skolen som ogsaa i hans private Liv, baade ved den som Følge deraf nedsatte Provsterets og ved Aarhuus Stifts extraordinaire Landemødes Dom var bleven dømt til at være sit Embede forbrudt, blev Sagen derefter indanket for Høiesteret, hvor hine Domme, som alt tidligere der i Bladet refereret, bleve forandrede derhen, at den Paagjældende istedetfor Embedsfortabelse slap med en Mulkt. Hvad Sagens Realitet angaaer, da hedder det herom i Præmisserne til Høiesteretsdommen, at det efter de fremkomne Oplysninger vel maa antages, at Tiltalte i den senere Tid havde været noget hengiven til overdreven Nydelse af stærke Drikke, og at det navnlig af hans Udseende og Adfærd havde kunnet skjønnes, at han ikke var ædru. Men ligesom det dog ikke efter samtlige i Sagen foreliggende Forklaringer kunde statueres, at den nævnte Feil hos Tiltalte, forsaavidt den var bemærket i hans Færd udenfor hans Kaldsforretninger, havde viist sig i en saadan Grad, at det havde vakt særdeles Forargelse eller i noget enkelt Tilfælde fremkaldt Skandale, saaledes fattedes der Beviis for, at han i noget Tilfælde under Udførelsen af sin Bestilling som Skolelærer havde været beruset, og det kunde heller ikke ansees godtgjort, at han under Udførelsen af sine Kaldsforretninger som Kirkesanger havde befundet sig i saadan Tilstand, uden forsaavidt dette maatte kunne siges at have fundet Sted ved den i den indankede Dom omhandlede enkelte Leilighed, da Tiltalte under Gudstjenesten viste en anstødelig og forstyrrende Adfærd, der antoges at hidrøre fra Beruselse. Hvad dette Tilfælde angik, fandtes det imidlertid, efter hvad under Sagen var oplyst, i Forbindelse med enkelte Yttringer i en fremlagt Lægeerklæring, ikke aldeles tilstrækkelig Føie til at forkaste, hvad Tiltalte i sin Undskyldning havde paaberaabt sig, nemlig, at han paa den Tid var stærkt angreben af Koldfeber, og at han, ved som Middel derimed at have indtaget noget bittert Brændeviin, var bragt i en forvirret Tilstand. Paa Grund af Foranførte, og da det Dadelværdige, der i andre Henseender maatte have viist sig i Tiltaltes Embedsførelse, for hvilken han iøvrigt havde fordeelagtige Vidnesbyrd, ikke kunde antages at være af nogen væsentlig Betydning, fandtes han, som ommeldt, ikke qvalificeret til at fradømmes sin Bestilling, hvorimod han for den Overtrædelse af hans Embedspligt, hvori han ved uordentligt Levned i ovenanførte Henseende maatte antages at have gjort sig skyldig, ved Høiesteretsdommen af 1ste ds. blev anseet med en Mulkt af 50 Rd., foruden at han tilpligtedes at udrede samtlige Sagens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. november 1861)

Laug i Nørresundby. (Efterskrift til Politivennen)

- Rand. Av. indeholder Følgende, af et Brev" her fra Aalborg:

"Vi have her Alt hvad der hører til et indgroet Laugsvæsen, og desuden, som eiendommeligt for os, et Færgelaug, hvis Privilegium trodser hver Bestræbelse efter hensigtsmæssige og tidsvarende Forbedringer i Henseende til Kommunicationen over Liimfjorden med Byens rigeste og bedste Opland, Vendsyssel; og fremfor Alt har Aalborg hidtil uantastet bevaret sit gamle Handelslaug, af hvis forældede men endnu gjældende Bestemmelser til Exempel skal anføres een, der iyder saaledes:

"Dersom nogen Ungkarl, som er udi Lauget, bortbærer nogen Mands Barn uden Lauget, og han det først anmelder for Oldermanden, tillader han det imod Erlæggelse til Kassen 2 Rigsdaler, men anmelder han det ikke, da 3 Rigsdaler".

Nu er det som bekjendt ved den nye Næringslov paabudt, at dette Laug skal hæves fra 1ste Jan. 1862 og at der skal gjøres Forslag til Indenrigsministeriet om,  hvorledes der bør forholdes med Laugets Formue, som bestaaer i det saakaldte "Compagniehuus", brandforsikkret for 24,260 Rd., med en Gjæld af 5500 Rd., en Capital af c. 3000 Rd. og nogle Legater, og da de iforveien existerer en velindrettet Hjælpekasse for Kjøbmænd, uafhængig af Lauget og eiende en Formue af c. 10,000 Rd., hvoraf dog omtrent Halvdelen stikker i jydske Kjøbstabcreditforenings-Obligationer, vare alle Betingelser tilstede for en heldig Ordning i Henseende til Laugets Formue, idet man kunde overgive den til Hjælpekassen, ligesom der ogsaa var ypperlig Leilighed til paa eengang og grundig at blive Laugsvæsenet qvit. Men den gamle Laugsaand trængte igjennem; istedetfor at følge den foran antydede Vei, blev det med stor Majoritet vedtaget, at andrage paa Oprettelse af en ny Forening (c: Laug), der skal komme den gamle saa nær som muligt, overtage Formuen og i Henseende til nye Interessenter kun være tilgjængelig imod en dobbelt saa høi Recognition som tidligere, kort sagt: det gamle Laug i en forynget og kraftigere Skikkelse. Et Minoritetsforslag i frisindet Retning er rigtignok samtidigt hermed indsendt; Ministeriets Resolution er endnu ikke modtagen."

Hvad i Spidsen af dette Brev er sagt om Færgelauget i Nørresundby, forholder sig vistnok rigtigt, men vilde alt have været uden Betydning, naar man havde villet behørigen realisere det Broanlæg, hvortil alt næsten for to Aar siden er beredvilligt af Ministerier og Rigsdag bevilget Penge og af Byen givet eenstemmigt Samtykke. Yttringer om en Bestemmelse i de fleste Kjøbmænds Liigbærerlaug kan vel være sand, saa nøie kjende vi ikke dette rigtignok meget antigue Institut. Men dette Liigbærerlaug, der var eller ansaaes forbindende for Medlemmerne af Kjøbmandslauget (forsaavidt disse ikke hørte til andre konfessioners Begravelsesritus), bliver fra Nytaar, da Kjøbmandslauget ophører retligt at existere, aldeles enestaaende, da hver Kjøbmand fra Nytaar, eftersom Kjøbmandslauget da er begravet og Liigbærerlauget ikke længere faaer nogen Function ved Kjøbmandslauget, kan gaae ind i hvilkensomhelst Begravelsesforening, naar han vil være i nogen, som han ønsker. At man derimod i Kjøbmandslaugets sidste Timer endnu har vedtaget den mere curieuse end bedrøvelige Indstilling, som den i Brevet omtalte, forholder sig ganske rigtigt. Forgjæves indvendtes der ved Mødet, at Ministeriet allerede maatte undres over at see Mangelen paa Kundskab til Grundloven, da derefter denne jo er Frihed til at danne Foreninger og der ikke længere skal spørges om Øvrighedstilladelse til at danne nye Foreninger. Selve Indstillingen er derimod, foruden at dens Mening er meget uklar, saa uskadelig, at den ikke kan have nogensomhelst Følge. Om Anvendelsen af det hidtil bestaaende Laugs Formue er heller ingen klar Indstilling gjort, saa at Ministeriel dog herom vistnok maa foranledige en ny. - Beklageligere er det, at Kjøbmandslauget ikke hellere endte sin Tilværelse som sluttet Handelscorporation med at foranledige Indstilling til Ministeriet, om at der foretages virkelige og snarlige Skridt samt for, beredende Arbeider der og andetsteds til Anlæg af Længdebanen. Saa havde den dog idetmindste gjort noget for Handelens Interesse, og hvortil fremfor Alt Handelen trænger saa meget. Vilde man endnu inden Nytaar foranledige Saadant, saa var det vist det bedste Gravøl og den smukkeste Virkeliggjørelse af en ny fri Handelsforening.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. november 1861).

Dr. phil. Christian Julin-Fabricius 1802-1875. (Efterskrift til Politivennen).

I 1861 kunne man læse følgende notits i mange af landets aviser:

Den berygtede Dr. phil. Chr. Julin Fabricius (i sin Tid Sproglærer i Kjøbenhavn, siden Institutbestyrer i Horsens og Redacteur af "Horsens Avis") som 1848 gik over til Slesvigholstenerne og efter 1850 i Hamborg har udgivet "Tidsskrift for den tydske Ungdom" i slesvigholsteensk Aand, er, ifølge "Upsalaposten", bleven ansat som Docent i Tydsk ved Universitetet i Upsala. (Aalb.-Pst.).

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 8. november 1861)

5 måneder efter ansøgte han om afskedigelse, hvilket blev ham bevilliget.

Det følgende ser lidt nærmere på hvem han var og hvorfor danske aviser kaldte ham "berygtet" på trods af at han blev ansat på et af Sveriges mest ansete universiteter og Skandinaviens ældste.

Dr. phil. Jens Christian Julin-Fabricius 1802-1875 var søn af Ove Fabricius (1762-1821) ejer af Søbygård på Ærø og Anna Cathrine, født Nissen (1781-1849) i Uetersen. 1816-1830 var han elev på Odense Kathedralskole, 1821-1823 privat demitteret til Københavns Universitet. Han foretog herefter forskningbegrundede rejser i Belgien, Frankrig, Schweiz og Italien. Ved hjemkomsten blev han redaktør af Skanderborg Amtstidende (1828-1831). Fra 1831 studerede han videre på Københavns Universitet, men opgav dog dette til fordel for det pædagogiske studium. 

Han blev gift første gang med Magdalene, født Aagaard (1803-1839), anden gang i 1842 i Göteborg med Elisabeth Sophia, født Andrén (1811-1870). De boede i København og Stockholm. Han skrev en lærebog for de danske og svenske lærde skoler Tydsk Grammatik. For denne fik han i 1846 en filosofisk doktorgrad på Christian Albrechts Universitet i Kiel. Den 17. december 1846 blev han svensk statsborger.

Han skrev skønlitteratur og digte som blev bestsellere, og oversatte fra tysk og svensk andres romaner, ligesom han oversatte danske, norske og svenske værker til tysk. Han var overlærer på Haderslev Katedralskole, og 1848-1849 redaktør af Nordschleswig'schen Zeitung. 

"Altonaer Merkur" meddeler følgende udtalelse: Anmodningen fra det slesvig-holstenske guvernørskab af 23 f. m. følgelig og i anledning af den meddelelse, vi modtog fra 25 f. m. angående tronindsættelsen af ​​Hans Majestæt Kongen af ​​Danmark i overensstemmelse med en konvention af 10. juli i år nedsatte administrativ kommission, erklærer vi underskrevne embedsmænd i hertugdømmet Slesvig, at vi tidligere har udført vort embede i vor retmæssige suveræns navn; at vi kun anerkender Kong Frederik VII som sådan i hans egenskab af hertug af Slesvig-Holsten, og at vi fortsat vil varetage vort embede i denne forstand og efter denne opfattelse under den foreslåede statsforvaltnings egentlige eksistens. Haderslev, 1. september 1849. Bruhn, foged. Lisch, steward. Landsmand, toldadministrator. E. Falckenberg, controller. Dr. Julin Fabricius, overlærer. Dr. Carstens, fysiker. Kier, borgmester. Dr. Langbehn, underrektor. P. Volquardsen, rektor. Dr. Michelsen, konrektor, og tolv andre.

Der "Altonaer Merkur" theilt folgende Erklärung mit: Der Aufforderung der schleswig-holsteinischen Statthalterschaft vom 23. v. M. entsprechend und in Anlass der uns zugegangenen Bekanntmachung vom 25 v. M. betreffende den Antritt der von Sr. Maj. dem Könige von Dänemark in Gemässheit einer Convention vom 10. juli d. J. eingesetzten Verwaltungs-Commission erklären wir unterzeichente Beamte im Herzogthume Schleswig, dass wir unser Amt bisher Namens unsers rechtmässigen Landesherrn geführte haben; dass wir als solchen nur den König Friedrich VII. in seiner eigenschaft als Herzog zu Schleswig-Holstein anerkennen, und dass wir auch ferner in diesem Sinn und nach dieser Auffassung unser Amt während das factischen bestehens der obgedachten Landesverwaltung fortführen werden. Hadersleben, den 1. Sept. 1849. Bruhn, Amtmann. Lisch, Hausvogt. Landsmann, Zollverwalter. E. Falckenberg, Controleur. Dr. Julin-Fabricius, Collaborator. Dr. Carstens, Physikus. Kier, Bürgermeister. Dr. Langbehn, Subrector. P. Volquardsen, Rector. Dr. Michelsen, Conrektor, und zwölf Andere.

(Baierscher Eilbote. 14. september 1849)

Han opgav efter krigen sin stilling i Haderslev og flyttede til Hamborg-St. Paulli hvor han grundlagde Norddeutsche Jugendzeitung, som senere blev til Deutsche Jugendzeitung. Bladet skal have haft et ret stor oplag på 5.000 og overskuddet gik til fordrevne slesvigere:

Hamborg, 16. februar En fordrevet slesvig-holstener, dr. Julin-Fabricius, har for nylig udgivet "Norddeutsche Jugendzeitung", hvis mission som en mere detaljeret beskrivelse antyder, er at uddanne den opvoksende generations hjerter og sind så meget som muligt. Det synes at være menneskehedens pligt at tænke over dette foretagende og gøre opmærksom på det i bredere kredse, dels fordi den fjerde del af nettoindtægten fra ovennævnte side har til formål at støtte slesvig-holstenere med behov for hjælp, som nogle gange bor i og omkring Hamborg er tvunget til at leve et meget trist liv, blandt andet fordi redaktionen ikke sparer kræfter på at forsyne virksomheden med selv de dygtigste medarbejdere.

Hamburg, 16. Febr. Ein vertriebener Schleswig-Holsteiner, Dr. Julin-Fabricius, gibt seit Kurzem eine "Norddeutsche Jugendzeitung" heraus, die es sich, wie eine nähere bezeichnung sagt, zur Aufgabe macht, Herz und Geist des heranwachsenden geschlechtes möglichst zu bilden. Es scheint Pflicht der Humanität zu seyn, auf dieses Unternehmen hinzudenken, und auch in weiteren Kreisen dorauf aufmerksam zu machen, theils weil der vierte Theil der Netto-Einnahme genannter Seitung zur Unterstützung hülfsbedürftiger Schleswig-Holsteiner bestimmt ist, die in und um Hamburg ein mitunter sehr trauriges Leben zu führen genöthigt sind, theils auch, weil die Redaktion keine Aunstrengung scheut, dem Unternehmen selbst die tuchtigsten Kräften zuzuführen.

(Aschaffenburger Zeitung. 23. februar 1853)

Vedrørende
Den fra Dr. Julin-Fabricius udgivet i Hamborg
Nordtysk ungdomsavis

I juli sidste år modtog undertegnede forening en fjerde del af den første halvårlige nettoindtægt fra "Norddeutsche Jugendzeitung" udgivet af Julin-Fabricius i Hamborg: 1000 mk. Cour., som han havde udpeget til at støtte landsmænd med behov for hjælp. Vi er glade for at kunne meddele at vi igen har modtaget 1000 mk fra ovenstående til samme formål. Cour., som 2. halvårlig nettoindtægt for året 1853, er overført, og som foreningen herved kvitterer for. På vegne af dem som af dr. Julin-Fabricius således modtog et samlet beløb på 2000 mia. Cour, vil vi næsten gerne anse det for overflødigt at udtrykke vores ringeste tak, eftersom en handling som den ovenfor bærer sin bedste tak og sin bedste belønning i sig selv. Vi kan dog ikke undgå at nævne hvorledes vi skylder vor forenings fortsatte eksistens denne ædle mand og hans indsats, som da vore almindelige indsamlinger blev indstillet, uden dette betydelige tilskud, ville have måttet opløses sidste år, og vi kan kun gør det med løftet om hans støtte var vi i stand til ikke blot at bringe juleglæde til mere end 40 trængte familier, men også tørre mange tårer af sorg og presserende nød. Vi blev derved skænket glæden ved at gøre godt, mens den modige filantrop alene tog æren for det.

Da der formentlig er få redaktører af tidsskriftsudgivelser der gerne vil give så væsentlig en del af deres hårdt tjente indtægter til velgørende formål, føler vi heller ikke noget pres for at appellere til såvel forældre som til de unge, der vokser op, og som give dr. Fabricius som har vendt deres sympati mod ham, til at udsende en opfordring til at blive ved med at deltage, ikke at lade sig afskrække af hvisken og mulige skælmskheder, men snarere for at sikre at alle i hans omgangskreds sikrer en stadig større udbredelse af hans ugeblad. Og det så meget mere som vi har erfaret at der i senere tider hist og her andre, vistnok ansporet af hans firmas gunstige succes, trådte ind på det område, hvori dr. Fabricius, der tidligere havde samlet sine blomster til glæde og gavn for ungdommen, søgte at udnytte dem i sin egen interesse. Vi kan og ønsker ikke at have sagt dette til nogens skade, vi lader gerne enhver stræbe efter deres egne formål upåvirket, men vi tror også at vi ved en sådan lejlighed kan udtrykke vores dybe overbevisning, nemlig at ingen kan påtage sig en sådan et foretagende på en mere velvillig og human måde optrådte som redaktør af den nordtyske ungdomsavis. Og netop derfor mener vi at vi skal udtale os om hans virksomhed frem for alle andre af lignende karakter, da den ud over dets velgørende formål er kendetegnet ved sit tiltalende indhold der opdrager hjerte og sind. Vi er ikke i tvivl om at udtryk af vores følelser vil give genlyd i hjerterne hos alle dem der støtter dr. At forstå hvordan man værdsætter Julin-Fabricius og fortjent anerkender hans dobbelt smukke bestræbelser.

Altona, 10. februar 1854. Mathilde Wedekind.

Die vom Dr. Julin-Fabricius in Hamburg herausgegebene

norddeutsche Jugendzeitung

betreffend.

Im Juli vorigen Jahres erhielt der unterzeichnete Verein als vierten Theil des ersten halbjährigen Nettoertrages der von dem Herrn Dr. Julin-Fabricius in Hamburg herausgegebenen "norddeutschen Jugendzeichnung": 1000 Mrk. Cour., die Dieser zur Unterstützung hülfsbedürftiger Landsleute bestimmt hatte. Es freut uns, hiermit die Anzeige machen zu können, dass uns zu demselben Zwecke abermals von dem Obengenannten 1000 Mrk. Cour., als zweiter halbjähriger Nettoertrag für das Jahr 1853, übermacht worden zind, und für welche der Verein hiermit quittirt. Im Namen Derer, denen der Herr Dr. Julin-Fabricius somit den Gesammtbetrag von 2000 Mrk. Cour. durch und hat zukommen lassen, unsern värmsten Dank auszusprechen, möchten wir fast für überflüssig halten, da eine That, wie die obige, ihren besten dank, ihren schönsten Lohn in sich selbst trägt. Wir können jedoch nicht umhin, zu erwähnen, wie wir diesem edlen Manne und seinem Streben allein den Fortbestand unseres Vereins verdanken, der sich, bei Sistirung unserer regelmässigen Sammlungen, ohne diesen bedeutenden Zuschuss, schon im vorigen Jahre hätte auflösen müssen, und wir nur durch die Zusage seines Beistandes uns im Stande gesehen, mehr als 40 bedürftigen Familien nicht nur eine Weihnachtsfreude zu bereiten, sondern ausserdem noch manche Thräne des Kummers und der drückenden Noth zu trocknen. Uns ward dadurch die Freude des Wohlthuns zu theil, während jenem wackern Menschenfreunde allein des Verdienst dafür anheim fällt. 

Da es wohl wenige Herausgeber periodischer schriften geben möchte, die einen so bedeutenden Theil ihrer mühevolle erworbenen Einnahme zu wohlthätigen Zwecken hingeben, fühlen wir uns ausserdem nich gedrungen, sowohl an Eltern, als an die heranwachsende Jugend, die der Wochenschrift des Dr. Fabricius ihre Theilnahme zugewandt haben, den Aufruf ergehen zu lassen, in dieser ihrer Theilnahme zu beharren, sich durch die Zuslüsterungen mögliche Schelsucht nicht beirren zu lasse, sondern Jeder in seinem Kreise für die immer grössere Verbreitung seiner Wochenschrift Sorge zu tragen, und dies um so mehr, als wir in Erfahrung gebracht, dass in späterer Zeit hie und dort Andere, wahrscheinlich angespornt durch den günstigen Erfolg seines Unternehmens, das Feld, auf welchem Dr. Fabricius bisher seine Blumen zur Freude und zum Nutzen der Jugend sammelte, im eigenen Interesse auszubeuten suchen. Wir können und wollen dies Keinem zum Nachtheil gesagt haben, wir lassen gern Jeden unangetastet für eigene Zwecke streben, glauben jedoch auch unsere innige Ueberzeugung bei solcher Veranlassung aussprechen zu dürfen, und zwar die, dass wohl Niemand mit einem derartigen Unternehmen in wohlwollenderer und mennschenfreundlicherer Weise aufgetreten ist, als der Herausgeber der norddeutscher Jugendzeitung. Und eben darum glauben wir denn auch, seinem Unternehmen vor allen andern ähnlicher Art das Wort reden zu müssen, da es sich, abgesehen von seinem Wohlthätigkeitszwecke, eben so sehr durch den ansprechenden, Herz und Geist bildenden Inhalt auszeichnet. Wir zweifeln nicht, dass der Ausdruck unserer Gefühle Wiederklang finden wird in den Herzen aller Derer, welche die Handlungsweise des Dr. Julin-Fabricius zu würdigen verstehen und sein doppelt schönes Streben verdientermassen anerkennen.

Altona, den 10. februar 1854. Mathilde Wedekind.

(Magdeburgische Zeitung: Anhalter Anzeiger. 26. februar 1854) - Mangler Julin-Fabricius svar.

Annonce i Landshuter Zeitung: niederbayerisches Heimatblatt für Stadt und Land; 11. februar 1859.

Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

Flensborg. den 31de Oktober. (Slagsmaal. St. Nikolaigildets Emblemer og Sølvsager). Et af de beklagelige Sammenstød, der idelig forekomme her og vel neppe kunne forebygges i en By, hvor Partierne staae saa skarpt mod hinanden, har atter iforgaars fundet Sted, I et herværende stærkt besøgt Lokale, der fører Navnet "Odeon", og i hvilket siden det sidste Marked et Sangerselskab optræder, opstod efterhaanden en stærk Spænding mellem de tydsk- og dansksindede Giæster, af hvilke de førstnævnte idelig opfordrede Sangerne til at afsynge tydske Sange, især den østerrigske Nationalsang, medens sidstnævnte opmuntrede en af Sangerinderne, der var fra eller havde opholdt sig i Kjøbenhavn, til at synge danske Nationalsange. I Tirsdags Aftes gientog dette sig atter, og Gjæsterne istemmede selv snart de omtalte Nationalsange samt dyssede og applauderede afvexlende, eftersom der blev sunget en dansk eller tydsk Sang. Da tilsidst en af de Tilstedeværende ved et Bord udbragte en Toast for Hs. Majestæt Kongen, og flere Gjæster ved denne Leilighed deels viste en paafaldende Ligegyldighed, deels paa Opfordring ikke vilde aftage deres Hovedbedækning, opstod en stærk Ordstrid, der snart udartede til et alvorligt Slagsmaal, under hvilket mange Personer fik baaade Qvæstelser, og en Skiferdækker endog fik sin Arm af Led. Igaar var der atter i det nævnte Lokale en stor Sammenstimlen af Folk: Politiet har taget Post sammesteds, - St. Nikolaigildets gamle Emblemer, Dekoratiener og Sølvsager bleve afhændede i forrige Uge og forstørstedelen kjøbte af tydsksindede Personer, der vare mødte i større Antal. De bekjendte Oppositionsmænd, Gjæstgiver Døll (der eier Hotellet "Stadt Hamburg", hvor de tydske Reisende tage ind, hvor Stænderforsamlingens tydske Majoritet har sin Klub og hvor adskillige slesvigske Oppositionsmænd samles fra Tid til anden) og Guldsmed Beireis erhvervede de værdifuldeste Gjenstande og en stor Mængde Sølvsager, der bleve betalte med mere end Metalværdien og siges at skulle opbevares "bis ein schönrer Morgen tagt", hvor da det gamle Gilde som en Phønix skal reise sig af Asken. Det tidligere Gildes smukt forarbeidede, gamle og store Sølvpokal, behængt med Sølvskilte, blev af nævnte Beireis betalt med omtrent 160 Rigsdaler og er af denne Mand, der som bekjendt var Skyld i Gildets Opløsning, bleven udstillet som Dekoration i hans Boutik, rimeligviis til Erindring om hans Meriter.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. november 1861).

Havnen i Hals. (Efterskrift til Politivennen).

Af endeel Næringsdrivende i Hals By blev i Løbet af September indgivet et Andragende til Indenrigsministeriet, om at faae Bropengene for Hals Skibsbro nedsatte. Efter at have indhentet Aalborg Havnecommissions Betænkning i denne Anledning, har Indenrigsministeriet nu afslaaet ommeldte billige Forlangende om Nedsættelse af de Hals Bro paahvilende høie Afgifter. Bemeldte Bro med dertil hørende Havn er, som noksom bekjendt, aldeles uhensigtsmæssig. I den lille Havn kunne kun eet høist to smaa Fartøier ligge, og for Enden af Broen, hvor den egentlige Losning skal gaae for sig, kan kun et mindre Fartøi ligge, da der ialmindelighed kun haves 5 a 6 Fod Vand, hvorfor man, naar lidt større Skibe skulle læsses eller lades, maa lægge lange Stillinger ud eller ogsaa losse med Baade; og da her ikke losses og lades lidet, maae Fartøjerne, da kun eet høist to mindre kunne komme til Broen, ofte om For- og Efteraaret, hvor den meste Losning gaaer for sig, ligge i længere Tid og vente efter hverandre.

Og for at faae Tilladelse til at afbenytte denne uhensigtsmæssige Bro og Havn, maae man betale 6 sk for hvert Læs, der kjøres op eller ned, og dertil kommer, at Broen er saa smal, at ved den stærke Freqvents, som ofte finder Sted paa den, og hvorfor to Vogne ere nødsagede til at passere hinanden paa den lange Bro: Hestene skubbe hinanden udenfor Samme, hvilket i dette Efteraar er skeet adskillige Gange. Forunderligt nok er hidtil ikke tilsat nogen Hest, men man kan god paastaae, at de Heste, som bruges jævnligt paa Broen, have alle een eller flere Gange været kjørte ud af den, hvortil endnu kommer, at, paa Grund af den daarlige Passage for Enden af Broen, kan der, uagtet de høje Bropenge, kun kjøres med ganske smaa Læs; og for at faae en saadant lille Læs til Broen, maa der foruden de 6 sk Bropenge, betales 4 sk for en Baad eller Kaag i Havnepenge for at lægge til Broen; saa det betvivles meget, at der findes Broer med den Passage, som her finder Sted, hvor der svares en saa høi Afgift.

Nu tales der rigtignok om, ifølge de i al Hemmelighed førte Forhandlinger af Havnecommissionen, som ikke maae komme for Verdens Lys for for silde, at Broen agtes udvidet til næste Sommer, d. v. s. der siges, at der skal gjøres bredere Kjørebane og Havnen udvides en Ubetydelighed. Men hvorfor vil man, naar der engang tages fat, ikke strax gjøre det ordentligt, navnlig føre Havnemolerne længere vester og lade den sydlige Havnemole føre i lige Retning med Broens Ende, hvorved forhindres, at al den Tang, som nu stadigt driver, stopper ved Broen og derfra føres ind i og tilmudrer hele Havnen? Og hvorfor ikke gjøre Indseilingen til Havnen saa bred, at et Fartøi kan seile ind? Og da der er for liden Plads ved denne dyre Bro, saavel for Fartøier, som for Vogne, hvorfor indretter man da ikke Havnemolerne saaledes, at der kan kjøres paa dem og Skibe ligge til dem? Man har jo nu engang prøvet, at det ikke nytter ved slige Anlæg, at spare for at gjøre  dem mindre hensigtssvarende, hvorved der sættes Hindringer for al Færdsel og Næringsdriften standses, ligesom dette alt er Tilfældet ved den vanskeliggjorde Expedition af Kystseiladsen, som De, Hr. Redacteur! ofte i Deres ærede Blad har paatalt, dog uden at nogen Forandring er indtraadt siden, og hvilken Hindring ogsaa viser at hæmme al Udvikling af den ellers for vore Kyster heldbringende Kysthandel. Men Paatale af dette har hidtil ikke nyttet. Skulde nu i Harmonie hermed nærværende Oplysninger heller ikke føre til nogen Forbedring i Brosagen?

Flere Næringsdrivende i Hals.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. november 1861).

Hals Skibsbro blev opført 1656-1657, men byen selv levede af landbrug og fiskeri. 

Hjørring Fattigvæsen. (Efterskrift til Politivennen)

Da Udgifterne ved Hjørring Fattigvæsen Aar for Aar stige i en foruroligende Grad, havde man foretaget en Undersøgelse for at finde deels Grunden til Stigningen af Fattigvæsenets Udgifter og deels, om muligt, Midlerne, hvorved Samme fremtidigen kunne forebygges. Et Udvalg blev udnævnt, best. af 2 Borgerrepræsentanter, 2 af Fattigcommissionen og 5 af Byens ældre Borgere, for i Forening at drøfte Sagen. Udgifterne til Fattigvæsenet udgjorde i 1851: 1491 Rd. 2 Mk. 4½ sk. (foruden ca. 1898 Rd. til et da opført Fattighuus), i 1852: ca. 2171 Rd. og i 1860: 3671 Rd. 2 Mk. 12½ sk. Grunden dertil er ikke at søge i det forøgede Antal Almisselemmer alene, men meer i den kostbare Forplejning og Maaden, hvorpaa denne tildeles. I enkelte Retninger har Udvalget fundet, at nogen Besparelse kunde indvindes, navnlig ved at tilstaae Opsynsmanden et Forskud til at kunne indkjøbe Fødemidler i større Partier paa de Tider af Aaret, da de ere billigere. Der har ogsaa været paatænkt, om man ikke ved en fuldstændigere Tvangsanstalt i Forbindelse med det nye Fattighuus og ordnet Arbejdsanstalt, hvortil næringsløse Personer kunde henvises, vilde kunne efterhaanden virke til, at Trangen indskrænkes og Kravet paa offentlig Understøttelse formindskes; men efter de Oplysninger, som man derom har kunnet indhente fra andre større Kommuner, tør Udv. ikke fortiden tilraade kostbare Indretninger til dette Øiemed (dem skulde man til alle Tider vogte sig for), især da der af de faste Almisselemmer ere saa faa arbeidsdyglige, som derved kunne beskjæftiges paa en Maade, der nogenlunde kan betale sig, og Udv. har derfor anseet det for rettest, at man indskrænker sig til det Arbeide, som derefter kan anvises de Fattige, navnlig ved at opplukke Tougværk, hvilket, om end derved kun fortjenes Lidet, ikke medfører forøgede Udgifter. Det virksomste (?) Middel til at forhindre Udgifternes fremtidige Stigning anseer Udv. det vil være, "at forhindre den i Husene stedfindende Betlen og tillige, at Huuseierne ved Udleie af Boliger til Arbeidsclassen har for Øie, at de ikke give Fremmede Adgang til al vinde Forsørgelse i kommunen".

Hvorledes man vil eller kan forhindre det, see vi ikke, og troe, at Tanken om, saaledes at kunne spare, tillige ligger i en forældet Anskuelse. Kjøbstædernes største Gode er en tilstrømmende Befolkning. At dermed ogsaa følge uheldige Bestanddele og at Kommunen derved faaer flere Fattige, lader sig aldrig forebygge. Det er ved Stædernes Tilvæxt en sædvanlig og naturlige Følge overalt. Forud at ville foretage en Sondring og en Udelukkelse af Nogle, er baade en Umulighed og vilde ogsaa være en Uretfærdighed. Det vilde desuden ogsaa forhindre den bedre Tilvæxt i Befolkningen, som netop alle vore Kjøbstæder trænge til og som de tildeels alle have gjort for lidet for at nære. Thi den bedste Maade til at dæmpe Udgifterne i Kommunen eller, kan man ikke det, lette Udgifternes for store Tryk, det er at drage større Befolkning til sig, hvorved Evnen, til at bære Udgifterne bedre, forøges. Ved disses Fordeling paa Yderne, Skatteligningen, maa man ogsaa meer, end hidtil som oftest er skeet, sørge for en omhyggeligere Fordeling, saa at de, som have Formue og ikke trykkes saa meget af daarlige Tider, eller de Vellønnede og som have sikker Indtægt i Anviisninger paa Statskassen, samt ved Dyrtid have faaet denne forhøiet: tage forholdsviis større Andeel i den fælleds Udgift i Kommunen, end de, som blot have Anviisning paa et usikkert Erhverv og hvis Bedriftsudgift og Ernæring ligeledes falder dyre, uden tilsvarende Erstatning i Næringsanviisninger og imedens tværtimod Tiderne til (privat) Næring ere blevne vanskeligere og for dem, som skulle leve heraf, endog forhøie Dyrtiden. Man har i denne væsentlige Forskjel, imellem Evnen til at yde cg selve Byrdernes Fordeling, ingenlunde altid og tilbørligt iagttaget det rette Forhold.

Et virksommere Middel, end de af Udvalget anførte, til at gjøre Fattigbyrden lettere, vil ogsaa, fra Nytaar, den friere Næring og det meer udstrakte Næringsgebeet forhaabentlig netop blive. Thi deels ville Mange, som for havde vanskeligere ved at skabe sig Erhverv, nu kunne benytte den friere Adgang hertil, og mange af dem, som hidtil meer ere "drevne" ind til Kjøbstaden, fordi Næringen paa Landet, udenfor Agerbruget, var vanskeliggjort i mangfoldig Retning, ville kunne, ved nu at finde lettere overkommelig Beskjæftigelse paa Landet, befrie Kjøbstæderne fra at falde disse til Byrde og forøge Antallet af de Løsgjængere, som allerede forud slide Kjøbstædernes Brostene. En livligere Befolkning paa Landet vil atter komme Kjøbstæderne til Gode og tilføre disse sundere Kræfter, end dem, der fra Landet hidtil ofte ere tilstrømmede.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. oktober 1861).

Flyttedag. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Fk. Av. frembød Kjøbenhavns Gader nys nogle Flyttedag Sceener, der dog snarere kunne kaldes Flyttedagsdramaer, hvert i sin Genre. En lille Familie havde læsset al sin Hab und Gut paa en Trillerogn og ovenpaa Læsset to Børn, ligesom Nissen i Chr. Winthers Træsnit. Ved Vestervold væltede Vognen med Flyttegodset samt de to Børn, som trillede mellem hinanden ud paa Gaden. Lykkeligviis slap de Smaa dog med nogle lette Qvæstelser. - En Familie havde engageret to Bybudde til med en Eenspændervogn at flytte for sig. Efter at det første Læs var flyttet til den nye Lejlighed, ventede Familien længe forgjæves paa Vognens Tilbagekomst. Den var i Vimmelskaftet bleven optagen af en Politiebetjent og bragt paa Kammeret, da Hesten, den var forspændt med, var i den allerusleste Tilstand, saa at det blodige Kjød saaes saavel paa Ryggen som paa Bringen. - En Familie, der skulde flytte, manglede Penge til Forudbetaling paa en Lejlighed og fik af en ubarmhjertig Vært sin Smule Tøi kastet ud paa Gaden, hvor man saae den ulykkelige Kone og to Børn jamrende bevogte det. Dog, naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest og "den gamle Gud lever endnu". Han sendte en Forbigaaende, som ikke alene forstrakte dem med ti Rigsdaler til et Fjerdingaars Leje, men antog to Karle til al flytte for dem og forsynede dem med Spisevarer.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. oktober 1861).

Pepita de Oliva. (Efterskrift til Politivennen)

Pepita de Oliva, egentlig Josefa Durán y Ortega, var en romani spansk danser som optrådte over hele Europa. Hun var med til at popularisere flamenco dans og kostumer. Hun var officielt gift 1851 med sin danselærer Juan Antonio Gabriel de la Oliva, men etablerede efterfølgende et forhold til den engelske diplomat Lionel Sackville-West, med hvem hun fik fem børn.

Hendes første optræden var i Bordeaux, og optrådte dernæst i København med "La Farsa Pepita", et stykke der var specielt komponeret til hende. Hun optrådte derefter i adskillige tyske byer. I maj 1852 i London og andre europæiske storbyer, i Wien komponerede Johann Strauss II Pepita-Polka. 

I maj 1853 havde hun vakt opmærksomhed da hun som den eneste insisterede på at forblive på sit hotelværelse da storhertugen af Oldenborg, dronningen af Grækenland m.fl. indlogerede sig på gæstgivergården l'Europe i Hamborg. I 1855 optrådte en skolehest med hendes navn, Pepita de Oliva.

I oktober 1856 nåede hun så til Altona som efter aviserne at dømme blev grebet af Pepita-feber. Billetterne til forestillingerne skal være blevet revet væk. I november 1856 blev det annonceret at hun ville optræde 15 gange i Kasino i København i foråret 1857. Hun foretrak dog Prag og Wien, indtil september 1857, men også det blev udsat pga rygter om sundhedstilstanden i den danske hovedstad, indtil den 12. september 1857.

Hendes første barn med Sackville-West fik hun i maj 1858. Hun vendte tilbage til København i oktober 1858. Denne gang måtte hun dog melde sig syg nogle dage. En cafe blev etableret: "Café Pepita". Dette år blev hun også engageret til at optræde i Slagelse.

I 1860 syntes det som om hun havde slået sig til ro i Berlin, men i marts 1861 havde hun formøblet sin betragtelige formue på spil. Fra 8. april 1861 optrådte hun til København, Casino. Herefter tog hun til Norge og Sverige. For efter en pause i Berlin at komme til København i september 1861. Denne gang besøgte hun også i oktober i provinsen (Århus, Randers, Aalborg og Horsens). Den 30. oktober blev hun imidlertid syg og måtte aflyse nogle forestillinger. Hun fødte sit andet barn i september 1862. Hun døde 1872. 

Aalborg

- - -

Pepita havde ved sin første Optræden iaftes i "en Caprice" neppe aabenbaret det Skuespillerinde-Talent, som hendes Dands allerede lader skimte, før Blomsterne samlede sig i vedvarende Bifaldsbevidnelse. Det gjaldt baade det joviale Forspil, hvori Kunstnerinden alt lægger sin Routine paa Scenen, sit eget Snille og sine syperbe dramatiske Talenter for Dagen, samt den moersomme Underholdning med "Jens" og de magnifique Balletprøver, hvori hun knejser for Bjerkebek i Menuetten, ængster ham med sit Vanvid og forskrækker ham som den "lille Djævelinde", der foreløbigt sønderriver Avisen, fordi - den arme Directeur har vovet at avertere hendes Partie for Rivalinden. Hvad Under, at selv Nordmanden, der kun beundrer "hvad norsk er", fanges, glemmer Marie Mogensen i Drammen, og "Fanden st... mig" vil frie til Pepita! Efter at have seet Pepitas mangesidige Talent maae vi ogsaa med Regisseuren beklage, at Scenen i Amaliegade ikke tør fremstille Bayaderer, Fenellaer osv., som Theatret paa Kongens Nytorv med sin Eneberettigelse for Opera og Ballet, og Akademiet i Sorø med sine evindelige Tilskud, dog vansmægter ved. "En Caprice" er egentlig Pepitas overgivne Selvskildring, heldigt opfattet af Digteren, som tillige i Bjerkebek har indlagt en ny og fortrinlig komisk Typus. Hr. Lindgreen svarede her ogsaa ikke blot heldigt til Stykkets Idee, men var selv en god Individualitet i Rollen, uagtet den først Dagen forud var given til Indstudering; - men Pepita synes ogsaa at sprede lidt "Trolleri" til sine Omgivelser, og det er ogsaa et af "Capricens" Hverv. Vi mindes heller ikke for at have seet Publicum saa taknemmelig for Aftenens rige Underholdning og saa umiddelbart gaae op i glad Stemning som iaftes. Vi tør gjerne sige, at man loe ret con amore. Naar Blomsterregnen sagtnede i Finalen, som jo blev en Dacapo, var det heller hverken Gartnernes eller PublicumS Skyld; men Overflødighedshornet var tomt, uagtet man om Dagen havde præsenteret Floras Krandse omkring i Husene og de bleve ombaarne selve Aftenen i Theatret. Publicum udenfor og efter Theatret var naturligviis lige saa oprømt som derinde og under Forestillingen, og gav sig atter ikke tilfreds for Sennoraen havde viist sig gjentagne Gange i Vinduerne. - Det vilde blive meget beklaget, baade af Indenbyes og Fremmede, om en her saa usædvanlig Forestilling som "En Caprice" ikke gik oftere end iaften, hvortil alt skal være udsolgt, og Manges Ønsker ville vist tilfredstilles ved Gjentagelse, hvortil vi tillade os at opfordre Sennoraen og Selskabet i Forening.

Imorgen dandser Pepita, efter eget veldædige Tilbud, til Indtægt for Trængende og Hr. Olsens Selskab gjentager det lille vakkre Conversationsstykke "Huusholdningspolitik" som behagede meget ved sidste Forestilling, og "en Søndag paa Amager", hvori Frk. H. Møller - udfører Lisbeths Rolle.

Pepita optræder, efter Byens Av., ikke i Hobro, da det tilstrækkelige Billetantal ikke er opnaaet tegnet.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. oktober 1861).

Sennora Pepita synes i Randers at have naaet Grændsen for sine Erobringer; idetmindste er "Rand. Av." ved at omtale hente ligesaa nøgtern, som "Aalb. Av." var begejstret. Den Conflict, hun i Aalborg havde med Theaterdirecteur Olsen, har forøvrigt givet Sennoraen Anledning til i "Rand. Av." at lade indrykke følgende Erklæring:

"Det forundrer mig ikke at høre, at Hr. Directeur Olsen har offentliggjort en Artikel mod mig: thi jeg ventede mig denne smukke Opmærksomhed fra hans Side. Jeg kan imidlertid ikke lade ubemærket, at Hr. Olsen er meget vred paa mig, fordi jeg var forpligtet ligeoverfor Hr. Directeur Petersen til al give Forestillinger i Aarhuus og Odense, og derfor ikke kunde gaae ind paa de Forslag, Hr. Olsen gjorde mig om at reise med ham til flere Byer for at give Forestillinger. Og selv om jeg havde været fri for andre Forpligtelser, vilde jeg ikke have modtaget et saadant Forslag; thi Hr. Olsen har ikke holdt sine Løfter til mig, og han har ikke engang betalt mig hele min Reise fra Horsens til Aalborg, saaledes som han havde lovet. Naar han derfor nu angriber mig, efter at jeg er borte, kan jeg med Vished erklære det Hele for falsk. Jeg var uheldigviis virkelig syg, og da jeg negtede at optræde om Aftenen, forlangte jeg tre Gange, at der skulde kaldes en Læge, for at han kunde erklære, om det var en Caprice af mig, eller om jeg virkelig var syg, som Følge af den Kulde, der var i Theatret. Jeg er overbeviist om, at Publicum vil troe, at disse Linier indeholde Sandhed, og at det ikke vil antage, at en Kunstnerinde, der er saa velkommen og er bleven saa hæderligt modtaget overalt, skulde være istand til en saa uværdig og skammelig Adfærd.

Pepita de Oliva

(Flyveposten 27. oktober 1861).

Den 4. november rejste hun fra Århus til Korsør og derfra over Kiel og Hamborh til Berlin. Hun sagde at hun håbede endnu engang at kunne besøge Danmark, især Odense hvortil hun havde lovet at optræde, men ikke kunne pga tidmangel.

Randers. Den 24. October. Det er os en behagelig Pligt at berette, at Publicum i Randers ved Sennora Pepitas Optræden her iaftes hverken er bleven beruset eller blændet i nogen betænkelig Grad. Det skal ikke nægtes, at det Kjække, Livsfyldige og Characteristiske i hendes Bevægelser, Minespil og hele yppige Personlighed gjorde et mærkeligt Indtryk; men der sporedes ikke hos Publikum nogen uvilkaarlig Henrivelse eller Begeistring, der kunde begrunde den overstadige Hyldest , der ogsaa her blev hende tildeel, saavel i som udenfor Theatret. Denne skyldtes øiensynlig kun det fra Kbhavn og Nabobyerne givne Exempel, der har været altfor fristende for en Deel af det ungdommelige Publicum til ikke at finde Efterlignere. Det maa imidlertid ikke lades ubemærket, at forskjellige Omstændigheder kunne have bidraget til at svække Indtrykket af denne første Optræden af Sennora Pepita; dertil hører navnlig den meget daarlige Musik, der et Par Gange nødte hende til at standse for at rette derpaa. I et begejstret Udbrud i en af vore Nabobyers Aviser læste vi nylig, at Pepitas Characteerdands var det "synlige Udtryk for Orchestrets stærke og lokkende, brusende og smægtende Toner"; der vilde rimeligvis "El Ole" have gjort bedre Virkning om Orchestret havde forholdt sig ganske taust. (Rd. A.).

-den 25de October. Efter Forestillingen paa Theatret iaftes gjentoges de samme urimelige Gadeoptøier udenfor Sennora Pepitas Vinduer, som den foregaaende Aften. Vi kunne nok forstaae, at det i Theatret tilstedeværende Publicum paa en usædvanlig Maade giver sit Bifald tilkjeide; ivan reel, at man ikke kan vente at  Dandserinden med Lyst og Liv skal kunne producere sin lidenskabelige Dands overfor et taust eller lunkent Publicum. Den, der ikke finder Bravoraabene og Blomsterne fortjente som Bifaldsyttringer, kan derfor betragte dem som en Opfordring fra Publicums Side, og da er der Intet at indvende derimod. Men dette gjælder ikke om Gadeoptøierne efter Forestillingerne. Hovedmassen af de active Deeltagere heri bestaaer af Drenge, der ville skaffe sig en gratis Forestilling af den feterede Dandserinde, som de ikke have kunnet see i Theatret, og det lykkes dem ogsaa godt nok, da hun ikke lader dem raabe forgjæves. Det er rimeligviis formeget at forlange af Sennora Pepita, at hun selv skulde undgaae slige taabelige Demonstrationer, skjændt hun utvivlsomt derved vilde vinde hos den Deel af Publicum, hvis Bifald hun alene kan lægge nogen Vægt paa. Men vi tillade os at henstille til Politiet, om der ikke, i Betragtning af den demonstrerende Mængdes Sammen sætning og Øiemed, kunde være Anledning til at skride kraftigere ind mod denne i hele Timer vedvarende Sammenstrimlen i den snævre Hovedgade og Rolighedsforstyrrelsen paa en saadan Tid. (Byens Av.).

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 26. oktober 1861, 2. udgave).

Fyringer i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

(Slesvig-Holsten.) Flensborg, 12. oktober De embedsmænd der blev sendt til os fra Danmark, så naturligvis deltagelse i den meget omtalte fornøjelsesrejse til Kiel som et oprør der var strafværdigt over for den danske nationalvilje; lidt som det de opfandt sidste år med adresseforbrydelser, og de irettesætter enhver der kommer inden for rækkevidde af deres magtfulde arm eller ind i deres område. Deres vrede retter sig først mod de kommunale embedsmænd, fattigforstandere og lignende som naturligvis kun tjener fællesskaberne og hverken modtager løn eller er udpeget af regeringen, men som efter de danske embedsmænds mening er forpligtede til at være loyale, dvs. at have en dansk tankegang. Deltagelse i Kiel-rejsen gør dem uværdige til at besidde nogen stilling. Fogden på Flensborgkontoret indkaldte for nylig en sådan kommunal embedsmand til sit høje forum og afskedigede ham efter at have svaret bekræftende på hans spørgsmål om han havde været i Kiel, uden at kunne give noget svar på spørgsmålet fra den påtalte om årsagen til afskedigelsen. Her opdeler myndighederne formelt beboerne i dem der har været i Kiel, og dem der ikke har været der, og i sager der opstår, behandles de alt efter om de tilhører den ene eller den anden kategori.

(Schleswig-Holstein.) Flensburg, 12. Okt. Die Beamten, die man uns von Dänemark zugeschickt hat, betracten natürlich die Theilnahme an der vielgesprochenen Lustfahrt nach Kiel als strafwürdige Auflehnung gegen den dänischen Nationalwillen, etwa wie die von ihnen im vorigen Jahre erfundenen Adressverbrechen, und es wird von ihnen gemassregelt, wer irgend ihren mächtigen Arm erreichbar ist oder in deren Bereich kommt. Ihr Zorn wendet sich zunächst den Gemeindebeamten, Armenvorstehern u. dgl. zu, die freilich nur im Dienste der Communen stehen und weder irgendein Gehalt beziehen noch von der Regierung ernannt werden, die aber doch nach der Ansicht der dänischen Beamten verpflichtet sind, loyale, d. h. dänische Gesinnung zu haben. Theilnahme an der Kieler Fahrt macht sie unwürdig, irgenwleche Finktion zu bekleiden. Der Amtmann des Amts Flensburg beschied kürzlich einen solchen Gemeindebeamten vor sein hohes Forum und enthob ihn nach bejahender Antwort auf seine Frage, ob er in Kiel gewesen sei? kurzweg seiner Funktion, ohne sich auf die Frage des Gemassregelten nach dem Grunde der Entlassung zu irgendwelcher Antwort zu verstehen. Hier am Orte werden Seitens der Behörden die Einwohner, förmlich in solche, die in Kiel gewesen und die nicht dagewesen sind, eingetheilt, und in vorkommenden Fällen, je nachdem sie in die eine oder in die andere Kategorie gehören, behandelt.

(Regensburger Tagblatt: Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerechtigkeit. 18. oktober 1861)

Gustav Rasch: Vom verlassenen Bruderstamme. (Efterskrift til Politivennnen)

Gustav Heinrich Wilhelm Rasch (1825-1878) var preussisk statsborger, men i spørgsmålet om Slesvig-Holsten anti-preussisk og pro-slesvig-holstensk. Han var bl.a. kendt for rejseskildringer fra Italien (1859-1861), og senere fra Slesvig-Holsten 1862-1864. Nedenstående artikel i Gartenlaube om en rundrejse i Angel startede en kontrovers der førte til at den danske regering anviste politimyndighederne til at arrestere ham og under skarp bevogtning føre ham til København. Han blev desuden forbudt indrejse i Danmark.

Hans støtte til hertug Friedrich VIII fik ham på kant med de preussiske myndigheder, og den 12. februar 1864 blev han arresteret og fængslet i Flensborg. Han blev løsladt efter 48 timer med det påbud at forlade Slesvig og aldrig mere komme tilbage. I februar 1864 klagede han forgæves sin nød til Bismarck. I maj 1864 blev hans tobindsværk beslaglagt, men dog frigivet igen september samme år.

Fra den forladte broderstamme

En tur til Angel - Bønderne i Angel - Tysk og dansk - Sorte gensdarmer - Undertrykkelse af det tyske sprog - De tyske præster - En dansk kirke - Danske skolelærere - I postvognen - Politimester Hagemann - Pastor Hansen og hans religiøse lektioner.

Det land som i folkemunde er kendt som Angel, er et af de mest interessante distrikter i Slesvig-Holsten. Angel er mod nord afgrænset af Flensborg Fjord, mod øst af Østersøens bølger, mod syd af Slien, mod vest af jernbanelinjen, der forbinder Slesvig med Flensborg, og har et areal på ca. 15 kvadratmil. Jorden er ekstremt rig og produktiv. I Angel kan du finde de stolteste gårde, de mest statelige landsbyer, de rigeste og smukkeste sogne i landet. "Vi er så velhavende, og jorden er så rig, at det er umuligt at ødelægge os, ellers ville danskerne have ødelagt os for længe siden," sagde bønderne i Sørup, Geltingen og Satrup ofte til mig, når jeg talte med dem om landet og talte om dansk økonomi.

Men endnu mere interessant end landet er dets befolkning. Den kerne der er i den tyske bondeklasse og hvilken udvikling denne bondeklasse er i stand til, kan ses i Angel! Anglerne eller angelitterne som de kalder sig selv, er af melankolsk temperament. De taler med særlig forkærlighed om religiøse emner og tænker ofte og meget på døden. Nogle mennesker får deres kister bygget og placeret i deres stuer mens de stadig er i live, og kvinder og piger i deres blomstrende ungdom syr nogle gange deres ligskjorter. Som på de forblæste Orkneyøer og på Skotlands brune heder ser den melankolske anglers indre øje ofte fremtiden som den skabende verdensånd ellers heldigvis har skjult for jordens indbyggeres øjne. I dette idylliske bakkeland med dets mørkbladede elletræer og spidsbladede asketræer, overalt krydset af høje knæk, der ligger som mørke løvtråde på engenes solrige, grønne tæppe mellem disse rige, gule kornmarker, disse mørke bøgeskove, disse rige bondegårde og gamle kirker, hersker et andet ansigt; Her viser sjælenes "Fata Morgana" sig for nogle mennesker og afslører fremtiden i ildflammer der skyder op som et tag, i begravelsesoptog hvor han genkender sine naboers og venners skikkelser, og i kampscener der forkynder befrielsen af ​​sit land for ham. Angleren er også en mand der tænker hurtigt, han forstår nemt tingene og orienterer sig hurtigt, har et stort talent for selvledelse af sine egne samfundsanliggender, læser meget og nyder at lære. Skolerne i Angel har altid været i bedre stand end nogen steder i Slesvig. Aviser og tidsskrifter læses flittigt. De velhavende anskaffer sig små private biblioteker, og man møder en viden om politiske forhold der ofte er forbløffende. Blandet med disse enestående egenskaber i forståelsen er en overdreven forsigtighed som ofte udarter til mistillid, men straks bliver til den største tillid, så snart denne er opnået, og en stor stædighed som i øvrigt tjener dem særlig godt i deres nuværende modstand mod danskheden. Godsejerens og gårdejerens tidligere overmod mod kådneren er fuldstændig forsvundet; i det mindste kunne jeg ikke finde noget spor af det; men det er blevet til stolthed og arrogance over for danskerne.

I Angel forekom bønderne mig som sejrherrerne, danskerne som de besejrede. De ser på de danske embedsmænd, præster og skolelærere der er blevet sendt ind i deres land fra øerne for at regere og styre dem, som elendigt, stakkels pøbel, der kun er kommet for at berige sig selv og spise sig mæt i deres fattigdom, og de taler kun med grænseløs foragt om dem. Desværre har de gode anglere helt ret i denne mening. Angleren er også økonomisk, han er ordentlig, men ingen gnier. Gæstfrihed i Angel er ubegrænset. Intet offer er for stort for disse vidunderlige landmænd til at forsvare deres rettigheder. De fattige bliver hjulpet overalt. Man ser og elsker luksus i smukke, rummelige bygninger, i prægtige møbler og tøj, i statelige heste, i rigt besøgte bryllupper, barnedåb og besøgsture. Jeg fandt mahognimøbler, ure, komfortable lænestole, sofaer og gyngestole, klaverer og elegante skriveborde i de fleste af disse gårde, som er bygget i behagelige former og holdt elegant og rent overalt.

Jeg ved ikke om man i Tyskland ved at i årene 1850 og 1851 og på trods af Danmarks forhandlinger med Preussen og Østrig som mandater for det tyske forbund som fandt sted i 1852, hvori Slesvigs selvstændighed og fuldstændige ligestilling af tysk og dansk statsborgerskab i Slesvig udtrykkeligt var angivet, blev dansk skoletimer indført i stedet for tysk skoletimer og dansk gudstjeneste blev indført i stedet for tysk gudstjeneste i 5 byer og 48 landsogne i Slesvig gennem en række dekreter fra den danske regering. Og det blev besluttet at der i byerne alle søndage skulle prædikes både på tysk og dansk, men i landsognene skulle gudstjenesten skiftevis være på tysk den ene søndag og dansk den anden søndag. Selv de danske myndigheder var ikke i stand til at give nogen begrundelse for lovligheden og retfærdigheden af ​​denne ordre. Afgrænsningen af ​​de såkaldte blandede distrikter, hvori dansk skolesprog og danske gudstjenester blev indført, blev gennemført på den mest vilkårlige måde efter gamle statistiske tabeller fra omkring 1810 og ofte sådan at ikke en eneste person der talte dansk eller forstod dansk, kunne findes i disse blandede distrikter. Angel som var det største og vigtigste af disse blandede distrikter, klarede sig særligt dårligt. Af 52 søndage blev 26 frataget og helliget ”danskundervisningen”, som de lokale kalder den danske gudstjeneste og det danske skolesprog. Bønderne der holdt fast i den tyske bibel og den tyske salmebog som den bedste arv fra deres fædre, blev tvunget til at købe en dansk bibel og en dansk salmebog til deres børn. I de fleste sogne er prædikanterne direkte hadede. Udtrykket "den sorte gendarm" viser nok med hvilke øjne man ser på dem. Båndet mellem skole og hjemmeundervisning er brudt. Forældre der ikke har midlerne til at indkvartere deres børn i udlandet, sender børnene i skole, for ellers vil de blive straffet hårdt, men der stopper også deres deltagelse. De forklarer at de intet forstår af det danske skolesprog og aldrig vil vide noget om det. Og så snart børnene er konfirmeret, smider de danske bøger i vandet, taler aldrig et ord dansk igen og prøver hårdt på at glemme, hvad de har lært. [1]

Jeg var rejst gennem hertugdømmerne i alle retninger, forsynet med de mest omfattende og bedste anbefalinger, for at lære at kende de aktuelle forhold i landet på stedet. Hvad jeg fandt var bitterhed, smerte og had overalt, den mest lovløse vilkårlighed i Slesvig fra de administrative og politimæssige embedsmænds side - som var autoriseret af den berygtede § 8 i den slesvig-holstenske grundlov som afskar de danske undersåtter enhver juridisk proces i hertugdømmerne - en knægtelse af sind og sprog, skole, kirke og presse, sådan som Østrig aldrig havde forsøgt i Venedig, de mest små forfølgelser, et netværk af spionage og fordømmelse spredt over hele landet, sænkning af grundværdierne, dagligt stigende fattigdom i byerne blandt håndværkerne og småborgere, begge hertugdømmer frataget alle politiske rettigheder, pressen overalt i hænderne på dansk politi, retten til at klage reduceret til et latterlige underskriftsniveau, ingen forening- og forsamlingsret, centraladministration overalt på vej til at falde i hænderne på danskerne eller deres håndlangere, eller allerede i deres hænder, fuldstændig usikkerhed for person og ejendom fra angreb og -forsøg fra de danske embedsmænd - men trods alt dette tyskernes hårdeste og mest trodsige modstand fra befolkningen i begge hertugdømmer, til ikke at vakle og give efter og holde sammen, for Tysklands ære og for at gøre deres egen modstand desto stærkere. Holsten er meget lykkeligere end Slesvig, forbindelsen med det tyske forbund gør forsøg på fordanskning dér umulige for danske embedsmænd, præster og skolelærere. Men hvem var de embedsmænd der fordanskede Slesvig? Udvalget af jurister, teologer og skolelærere er fra de danske øer. "Alle vores embedsmænd der stadig har noget æresbegreb, tager kun til Slesvig med den største modvilje og under pres!" fik jeg at vide i København. Og jeg overbeviste mig selv om sandheden af ​​disse ord på fastlandet. Jeg fandt få danske embedsmænd i hele Slesvig der ikke blev omtalt med grænseløs foragt og som sagde ting der fuldstændig retfærdiggjorde denne foragt. Jeg overdriver ikke; Det jeg siger, siger alle i Slesvig, og et helt folk lyver ikke.

Kun Angel havde jeg ikke set endnu. Af forskellige grunde havde jeg reserveret Angel til slutningen af ​​mine undersøgelser af forholdene i Slesvig-Holsten.

En af de sidste dage i august sad jeg sammen med en af ​​mine nye venner i statskammeret eller i tegnestuen - om man vil - på hans gård i det sydlige Angel. Jeg nævner bevidst ikke hans navn, fordi jeg straks ville udsætte ham for en masse chikane fra hans foged. Vi talte om den politiske situation i hertugdømmerne og især om Angel. Han fortalte mig noget af det jeg sagde ovenfor om landets indbyggere. Så gav han mig karakteristika af danske præster og skolelærere i Angel. Hvis han havde fortalt mig hvad han fortalte mig i aften for seks uger siden, ville jeg ikke have troet det, selvom min ven har et af de mest hæderlige navne i Slesvig og er højt beæret over sin kærlighed til sandheden, sit mod til modstand og sit mod til at forsvare landets rettigheder. Men jeg havde set og hørt så mange utrolige ting, at intet længere undrede mig.

"Ser du," sagde han, "vi havde fremragende prædikanter i landet, værdige, lærde mænd, højt respekteret og elsket af hele befolkningen. Den danske regering fordrev dem alle fordi de ikke ville prædike på dansk og ikke ville bede kirkebønnen i den nye læseart. Vi beholdt kun to, pastor Juhl i Tøstrup og pastor Röhs i Caleby. Som svar på den mest brændende anmodning fra bønderne i deres sogn om at blive og bevare jorden, blev de tilskyndet til at bede kirkebønnen i den nye læseart og beder nu "for vores konge". Og nu sendte de os næsten uden undtagelse den mest nytteløse rabalder fra København, sutter, spillere, drukkenbolte, løsslupne undersåtter, som kun har ét princip i livet, at berige sig på deres fede sogne og føre et rigt, behageligt liv, mennesker uden frygt for Gud, uden uddannelse og uden viden, uden viden om vores sprog. Du ved allerede at det ikke er langt væk at læse teologi i København. Blot lære udenad og fylde sig!"

"Jeg kender til det; fortsæt bare!"

"Nu går ingen i kirke mere. Bønderne vil ikke længere høre prædikanterne som de foragter så meget på grund af deres opførsel og uvidenhed, i tyske prædikener. I nogle sogne i Angel ved man ikke længere om søndagen, om det er dansk eller tysk søndag. Hvis vores folk ikke havde en så vigtig moralsk og religiøs kerne i sig, ville de for længst være blevet moralsk ødelagt. Ofte prædiker præsterne kun for vagtmesteren og skolebørnene som i ordets bogstavelige betydning bliver ført ind i kirken. Men nogle gange er han nødt til at træde ned fra prædikestolen, og vagtmesteren lukker så kirken fordi børnene heller ikke kan bringes i kirke. Ingen forstår noget af den danske prædiken. Sådan skete der ofte for pastor Hartnack i Nordrebrarup. Han forstår ikke noget tysk og er fuldstændig inkompetent. Forleden kom han ind i værtshuset og ville spise en sild. Han var ikke i stand til at udtrykke på tysk, om han ville have det røget eller syltet. Til sidst blev begge bragt til ham. Kender du hans berygtede begravelsestale? Han sagde: "Der ligger han i sin sorte æske; I kendte ham, men jeg kendte ham ikke! Amen.” Sådan var det bogstaveligt talt; Ud fra disse ord kan du bedømme mandens uddannelsesniveau. Der var en pastor Hansen i Kappeln, den nuværende Pastor Thießs Forgænger. Han var en drukkenbolt og en bedrager. Endelig følte regeringen sig tvunget til at fjerne ham på grund af hans ugerninger. Spørg i Kappeln på Hähn'schen værtshus. Der opstod scener af frådseri med ham som er så modbydelige, at jeg ikke vil fortælle dem det."

"Og skolelærerne i Angel?"

”I Danmark er der som du sikkert ved, ikke overflod af skolemestre eller kandidater til ministeriet. Den danske regering bekymrer sig kun om at udbrede det danske sprog i Angel, ikke at udbrede uddannelse. Så de har sendt os de mest uvidende karle, der kunne gå i skole med vore tjenere, folk, der før var sømænd eller soldater, som i Angel kun beskæftiger sig med at øve salmebogsvers for børnene til tonerne af "Den tapre landsoldat", at bande, drikke og spille. Der er en lærer Petersen i Moor-Kirchholz - spørg i Kappeln - han spiller og drikker med grisechaufførerne i kroen om morgenen, han tjener som spion for politiet, han låser børnene inde med brød og vand og slår dem forfærdeligt. Alle forsøg fra landmændene i Boel-området på at indlede en undersøgelse af personen under visitationen og på at fjerne ham fra embedet har hidtil været forgæves. Der er et andet lignende subjekt i Maaßholm, som hans samfund beskylder for den største umoral. Ham er det ikke muligt at fjerne." [2]

Næste morgen stod vi foran posthuset som lå tæt på gården. Jeg ville til Kappeln. Postvognen kom, den var fyldt. Tre fiskerlandsfolk sad i den og en smuk ung pige i bytøj. Hestene blev skiftet. Landfolket kom længe ind i lokalet. Jeg spurgte dem om de ville tage mig med som ekstra passager til næste station, hvor postvæsenet var forpligtet til at skaffe mig vogne og heste.

De kiggede mistænksomt på mig og henviste mig til postilionen.

Postilionen så også mistænkelig ud og tog min ven med ud i et hjørne.

"Hvem er denne fyr?" hørte jeg ham spørge. "Han er vel fra Berlin?"

Min ven nikkede.

"Det går ikke!" råbte postilionen. "Ick tho et not!"

Det var afslutningen på forhandlingerne.

"Der kan du se, du er persona ingrata i landet. Postillionen har mistanke om at man rejser rundt for at besøge landet, og det ønsker den danske regering absolut ikke. Vent! Min vogn står for døren om ti minutter. Med mine heste vil du overhale de langsomme postheste med en halv time før næste station.”

De tre landfolk satte sig ind i bilen, ikke uden at tage endnu et mistænksomt blik på mig. Vognen trillede af sted. Men i løbet af ti minutter stod en af ​​de højhjulede holstenske vogne med to udmærkede heste for døren.

Jeg fulgte efter i et langt trav og ankom til næste posthus en halv time tidligere. Jeg bestilte plads og tog plads i postvognen ved den unge pige, der blev på stationen, kom fra Slesvig og var på besøg hos slægtninge.

Vognen kørte videre. Landboerne der sad over for mig, kiggede på mig med mistænkelige blikke. Jeg kunne slet ikke tvivle på deres holdning til mig. Jeg forsøger forgæves at få dem til at tale om forholdene i landet. De brød altid kortvarigt tråden af ​​samtalen. Til sidst spurgte en af ​​dem mig: "Sig mig, hvem vil du besøge i Angel?" [3] Jeg nævnte navnene på to af de mest respektable gårdejere og tog to anbefalingsbreve fra min pung. De læste navnene, som alle kendte, på konvolutterne.

Heldigvis vidste jeg, hvem Hagemann var.

“Hagemann på Ohrfeld?” spurgte jeg indigneret, “Hagemann er jeres hemmelige politichef i Angel! Sidste maj ville han have din gode præst i Gelting, Valentiner, som nu er præst i Leipzig, ført ud af landet af politiet, da han ville besøge forpagteren Geiger i Gelting til hans sølvbryllupsdag!

Nu så den tredje også på mig med et blik af fuldstændig tillid.

“Ja,” sagde han, “præsten i Gelting var en god, værdig mand. Men de drev ham ud af landet, danskerne, fordi han ikke ville prædike på dansk. Mod alle rettigheder fratog de baronens patronat og indsatte en dansker, Hansen, i hans sted. Hansen måtte for nylig lukke kirken tre søndage, fordi der ikke var nogen i kirken. Vi spurgte Hagemann, om han ville have pastor Valentiner bragt ud af landet af gensdarmen, hvis han kom på besøg fra Leipzig. Men han nægtede det."

Jeg tog et papir op af min pung og rakte det frem til dem. "Læs dette!"

Han læste: "Hvis det er kommet til undertegnede myndigheds opmærksomhed ved rygte, at dr. phil. F. W. Valentiner, prædikant i Leipzig, tidligere prædikant i Gelting, ventes at være gæst ved en fejring af forpagteren Geigers sølvbryllupsdag den 27. maj 1861 i Gelting, så får de herskende omstændigheder mig til at underrette myndighederne om den adelige Gelting gods heraf at betinge, at der efter mig af kongeministeriet givet instrukser, forsåvidt Valentiner skulle indtræde i den lukkede del af det første Angler adelsgodsdistrikt, skal der af mig tages skridt imod ham, hvilket utvivlsomt vil føre til, at han straks fjernelse.

Royal Ohrfeld politiadministration, 25. maj 1861.

M. Hagemann.”

Nu hengav de sig til forbandelser og bitre udfald mod deres "hemmelige politimester", som de kaldte ham, og i virkelig rørende bemærkninger om pastor Valentiner og baron Hobe von Gelting, "de gode, vidunderlige mænd", som de kaldte dem.

"I Gelting sogn prædiker man også på dansk og underviser i dansk i skolerne," sagde jeg; "Kan nogen af ​​jer fortælle mig, hvor mange mennesker i Gelting-distriktet, der taler dansk eller forstår dansk?"

“Jeg kender hvert hus i sognet,” svarede bonden, der sad over for mig, en høj, stærk mand med et vemodigt udtryk i ansigtet, “i Geltings sogn er der ingen, der forstår eller taler dansk. Hele befolkningen er tysk. Der er kun en gammel mand der, som var sømand i den danske flåde da han var ung. Han forstår nok stadig lavdansk, men han kan det ikke længere. Han forstår ikke det skriftlige dansk som Hansen prædiker på."

“Men Rundhof er også en blandet bydel! Kender nogen af ​​jer Rundhof?”

”Rundhof,” svarede min nabo, som med så fiffigt blik havde spurgt mig om politichefen, ”er halvt tysk, halvt blandet distrikt. I den blandede bydel tales der ikke dansk i noget hus. Der siges at være nogle gamle mænd der, som stadig forstår dansk, som gjorde tjeneste i den danske flåde.”

“Og de underviser i dansk og prædiker på dansk der?” råbte jeg forarget.

"Ja," sagde min nabo og tårerne væltede frem i hans ærlige, blå øjne, "det er ret trist! Tænk, stakkels børn! Bortset fra fire timer om ugen er alle timer på dansk. Børnene lærer ingenting. Al uddannelse i landet er ødelagt. Og hvilken slags skolelærere og præster har de nu sendt til vores land i ti år! Hansen som de sendte til os for at erstatte den gode Valentine, løslod for nylig drengene fra konfirmationstimen lidt tidligt og holdt pigerne tilbage. En bonde spurgte sin datter hvorfor præsten havde holdt hende hos sig så meget længere. Hun rødmede og sagde at hun kun kunne fortælle det til sin mor. Så kom det ud at præsten havde sagt til dem, for at advare dem om lasten, at de skulle passe på mændene, for hvis de kom for tæt på dem, ville de let blive gravide, og et barn ville da opstå deres kroppe, og for at fjerne dette skulle man skære et stort hul i deres side. De kan se på dette, hvilken slags person denne præst er. Nej, de er slet ikke mennesker, meget mindre præster!”

G. Rasch.

[1]  For på forhånd at modvirke eventuelle ondsindede angreb fra det danske nationalparti og sikkert også fra konservative tyske aviser, om at jeg overdriver, erklærer jeg, skønt ovenstående er blevet mig bekendt fra mine egne undersøgelser i Angel, at jeg alligevel den forgangne sommer fra partierne fra det officielle ministermemorandum, som den kongelige preussiske regering fremlagde til kabinetterne i de engelske, franske og østrigske regeringer sidste sommer.

Dr. jur. Gustav Rasch.

[2]  Hr. Moritz Busch, der tog til Angel i 1855, fandt præcis de samme forhold der. Se Schleswig-Holstein breve af M. Busch. Gustav Mayer forlag i Leipzig. Se også: Valgene til den slesvigske Stænderforsamling 1860. Hamborg, 1861.

[3]  For en bedre forståelses skyld vil jeg altid gengive alle efterfølgende samtaler på højtysk, selvom de for det meste altid blev ført på plattysk. G.R

Som tilføjelse til note 3 kan jeg tilføje at jeg har oversat dem til rigsdansk. Originalen var på plattysk.

Vom verlassenen Bruderstamme

Eine Fahrt nach Angeln – Die Bauern in Angeln – Deutsch und dänisch – Schwarze Gensd’armen – Unterdrückung der deutschen Sprache – Die deutschen Pastoren – Eine dänische Kirche – Dänische Schullehrer – Im Postwagen – Oberpolizist Hagemann – Pastor Hansen und sein Religionsunterricht.

Das Land, das im Volksmunde Angeln heißt, ist einer der interessantesten Districte Schleswig-Holsteins. Angeln wird im Norden von der Flensburger Föhrde, im Osten von den Wellen der Ostsee, im Süden von der Schlei, im Westen von der Eisenbahnlinie begrenzt, welche Schleswig mit Flensburg verbindet, und hat einen Flächeninhalt von ungefähr 15 Quadratmeilen. Der Boden ist außerordentlich reich und ergiebig. In Angeln sieht man die stolzesten Bauernhöfe, die stattlichsten Dörfer, die wohlhabendsten und schönsten Kirchspiele des Landes. „Wir sind so wohlhabend, und der Boden ist so ergiebig, daß man uns gar nicht ruiniren kann, sonst hätten uns die Dänen längst ruinirt,“ sagten mir häufig die Bauern in Sörup, Geltingen und Satrup, wenn ich mit ihnen über das Land und über die dänische Wirthschaft sprach.

Aber noch weit interessanter als das Land sind seine Bewohner. Welch’ ein Kern im deutschen Bauernstande liegt, und welcher Entwickelung dieser Bauernstand fähig ist, das kann man in Angeln sehen! Die Angeler oder die Angeliter, wie sie sich selbst nennen, sind melancholischen Temperamentes. Sie sprechen mit besonderer Vorliebe von religiösen Gegenständen und denken oft und viel an den Tod; Mancher läßt sich seinen Sarg bei Lebzeiten bauen und in die Stube stellen, und Frauen und Mädchen in blühender Jugend nähen sich manchmal das Sterbehemd. Wie auf den windumrauschten Orkney-Inseln und auf den braunen Haiden Schottlands, sieht das innere Auge des melancholischen Anglers häufig das Zukünftige, was der schaffende Weltgeist sonst dem Auge des Erdenbewohners zu seinem Glücke verborgen hat. Auf diesem idyllischen Hügelland mit seinen dunkellaubigen Erlen und spitzblättrigen Eschen, überall von hohen Knicks durchzogen, welche wie dunkle Laubgewinde auf dem sonnigen, grünen Wiesenteppich liegen, zwischen diesen reichen, gelben Getreidefeldern, diesen dunkeln Buchenwäldchen, diesen reichen Gehöften und alterthümlichen Kirchen waltet das zweite Gesicht; hier erscheint Manchem die „Fata Morgana“ der Seelen und enthüllt die Zukunft in Feuerflammen, welche aus einem Dache emporschlagen, in Leichenzügen, in denen er die Gestalten seiner Nachbarn und Freunde erkennt, und in Schlachtbildern, welche ihm die Befreiung seines Landes verkünden. Der Angeler ist ferner ein Mann von schnellen Begriffen, er faßt leicht auf und orientirt sich schnell, hat ein großes Talent zur Selbstverwaltung seiner eigenen Gemeindeangelegenheiten, liest viel und unterrichtet sich gern. Die Schulen waren in Angeln immer besser im Stande, als überall in Schleswig; fleißig werden Zeitungen und Journale gelesen; die Wohlhabenden schaffen sich alle kleine Privatbibliotheken an, und man begegnet einer Kenntniß der politischen Verhältnisse, welche oft in Erstaunen setzt. Mit diesen hervorstechenden Eigenschaften des Verstandes vermischt sich eine übergroße Vorsicht, welche oft in Mißtrauen ausartet, aber sofort in das vollkommenste Vertrauen umschlägt, sobald dies einmal gewonnen ist, und eine große Hartnäckigkeit, welche ihnen in ihrem jetzigen Widerstand gegen das Dänenthum übrigens besonders zu statten kommt. Der frühere Hochmuth der Hufner, der Hofbesitzer, gegenüber dem Käthner ist ganz verschwunden; wenigstens habe ich keine Spur davon entdecken können; aber er ist in Stolz und Hochmuth den Dänen gegenüber umgeschlagen.

In Angeln erschienen mir die Bauern wie die Sieger, die Dänen wie die Besiegten. Sie betrachten die dänischen Beamten, Pfarrer und Schullehrer, welche ihnen von den Inseln in’s Land geschickt sind, um sie zu regieren und zu brüchten, wie elendes, armes Gesindel, welches lediglich gekommen ist, um sich zu mästen und sich in seiner Armuth satt zu essen, und sprechen von ihnen nur mit grenzenloser Verachtung. Leider haben die braven Angler in dieser Anschauung vollkommen Recht. Der Angler ist ferner sparsam, er ist ordentlich; aber er ist kein Filz. Die Gastfreundschaft in Angeln ist unbegrenzt. Für die Vertheidigung ihrer Rechte ist diesen herrlichen Bauern kein Opfer zu groß. Den Armen wird überall geholfen. Dabei sieht man und liebt man den Luxus in schönen, geräumigen Bauten, in prächtigen Möbeln und Kleidern, in stattlichen Pferden, in reichbesuchten Hochzeiten, Kindtaufen und Fahrten auf Besuch. Mahagony-Möbel, Uhren, bequeme Sessel, Sophas und Schaukelstühle, Pianinos und elegante Schreibtische fand ich in den meisten dieser Bauernhöfe, welche in gefälligen Formen gebaut und durchweg zierlich und reinlich gehalten sind.

Ich weiß nicht, ob es in Deutschland bekannt ist, daß in den Jahren 1850 und 1851, trotz der im Jahre 1852 zu Stande gekommenen Verhandlung Dänemarks mit Preußen und Oesterreich, als Mandataren des deutschen Bundes, in denen ausdrücklich die Selbständigkeit Schleswigs und die vollständige Gleichberechtigung der deutschen und der dänischen Nationalität in Schleswig versprochen wurde, durch eine Reihe von Verfügungen Seitens der dänischen Regierung in 5 Städten und 48 ländlichen Kirchspielen in Schleswig an Stelle des deutschen Schulunterrichts der dänische Schulunterricht und an Stelle des deutschen Gottesdienstes der dänische Gottesdienst in der Art eingeführt wurde, daß in den Städten an allen Sonntagen sowohl deutsch wie dänisch gepredigt werden, in den Landkirchspielen aber der Gottesdienst abwechselnd einen Sonntag deutsch, einen andern Sonntag dänisch sein sollte. Für die Gesetzmäßigkeit und Rechtmäßigkeit dieser Verfügung konnten selbst Seitens der dänischen Behörden gar keine Gründe angegeben werden. Die Abgrenzung der sogenannten gemischten Districte, in denen dänische Schulsprache und dänischer Gottesdienst eingeführt wurde, wurde in der willkürlichsten Weise nach alten statistischen Tabellen aus den Jahren um 1810 vorgenommen und oft so, daß in diesen gemischten Districten auch nicht ein einziger Mensch zu finden war, welcher dänisch sprach oder dänisch verstand. Angeln, welches der größte und wichtigste unter diesen gemischten Distrikten war, kam dabei besonders schlecht weg. Von 52 Sonntagen wurden ihm 26 abgenommen und der „dänischen Lehre“ geweiht, wie der Volksmund den dänischen Gottesdienst und die dänische Schulsprache nennt. Die Bauern, welche an der deutschen Bibel und dem deutschen Gesangbuch hielten, wie an dem besten Erbe ihrer Väter, wurden gezwungen, für ihre Kinder eine dänische Bibel und ein dänisches Gesangbuch anzuschaffen. In den meisten Kirchspielen werden die Prediger geradezu gehaßt. Die Bezeichnung „der schwarze Gensd’arme“ zeigt genügend, mit welchen Augen man sie betrachtet. Das Band zwischen der Schule und der häuslichen Erziehung ist zerrissen. Die Eltern schicken zwar, so weit sie nicht Mittel haben, ihre Kinder auswärts unterzubringen, die Kinder zur Schule, weil sie sonst hart gestraft werden, aber damit hört auch ihre Theilnahme auf. Sie erklären, sie verständen nichts von der dänischen Schulsprache und würden nie etwas davon wissen wollen. Und die Kinder, sie werfen, sobald sie confirmirt sind, die dänischen Bücher in’s Wasser, sprechen nie ein Wort dänisch wieder und geben sich ordentlich Mühe, das zu vergessen, was sie gelernt haben. [1]

Ich hatte die Herzogthümer, mit den umfassendsten und besten Empfehlungen versehen, nach allen Richtungen bereist, um die gegenwärtigen Zustände des Landes aus eigenen Anschauungen an Ort und Stelle kennen zu lernen. Was ich gefunden habe, war Erbitterung, Schmerz und Haß überall, die rechtloseste Willkür in Schleswig Seitens der Administrativ- und Polizei-Beamten – [665] wozu der berüchtigte § 8 der Schleswig-Holstein octroyirten Verfassung sie vollkommen autorisirte, indem er den dänischen Unterthanen in den Herzogthümern jeden Rechtsweg abschnitt – eine Knechtschaft der Geister und Sprache, Schule, Kirche und Presse, wie Oesterreich sie so niemals in Venetien versucht hat, die kleinlichsten Verfolgungen, ein über das ganze Land ausgebreitetes Netz von Spionage und Denunciation, allmähliches Sinken des Real-Credits, täglich zunehmende Armuth in den Städten bei den Handwerkern und kleinen Bürgern, beide Herzogthümer baar aller politischen Rechte, die Presse überall in den Händen der dänischen Polizei, das Petitionsrecht bis auf die Lächerlichkeit einer Unterschrift herabgesunken, kein Vereins- und Versammlungsrecht, die Communalverwaltung überall auf dem Wege, den Dänen oder ihren Kreaturen in die Hände zu gerathen, oder bereits in ihren Händen, vollkommene Unsicherheit der Person und des Eigenthums vor den unaufhörlichen Angriffen und Versuchen der dänischen Beamten – aber alledem gegenüber der zäheste und trotzigste Widerstand der deutschen Bevölkerung in beiden Herzogthümern, nicht zu wanken und zu weichen und fest zu einander zu halten, zur Ehre Deutschlands, und um den eigenen Widerstand desto kräftiger zu machen. Holstein ist um Vieles glücklicher als Schleswig, die Verbindung mit dem deutschen Bunde macht dort die Dänisirungs-Versuche und dänischen Beamten, Pastoren und Schullehrer unmöglich. Aber was waren das für Beamte, welche Schleswig dänisiren? Der Ausschuß der Juristen, Theologen und Schullehrer, welche die dänischen Inseln besitzen. „Alle unsere Beamten, die noch einen Begriff von Ehre haben, gehen nur mit dem größten Widerwillen und gezwungen nach Schleswig!“ sagte man mir in Kopenhagen. Und ich überzeugte mich von der Wahrheit dieser Worte auf dem Festlande. Ich habe in ganz Schleswig wenig dänische Beamten gefunden, von denen man nicht mit grenzenlosester Verachtung sprach und Dinge erzählte, welche diese Verachtung vollkommen rechtfertigten. Ich übertreibe nicht; was ich sage, ist in Schleswig in Aller Munde, und ein ganzes Volk lügt nicht.

Nur Angeln hatte ich noch nicht gesehen. Ich hatte die Reise durch Angeln aus verschiedenen Gründen bis zum Schluß meiner Untersuchungen der Zustände in Schleswig-Holstein mir vorbehalten.

An einem der letzten Augusttage saß ich bei einem meiner neuen Freunde in dem Staatszimmer oder in dem Salon – wenn man so will – seines im südlichen Angeln gelegenen Hofes. Ich nenne seinen Namen absichtlich nicht, denn ich würde ihn sofort einer Menge Tracasserien Seitens seines Hardesvogtes aussetzen. Wir sprachen über die politischen Verhältnisse in den Herzogthümern und besonders über Angeln. Er theilte mir Manches von dem mit, was ich oben über die Bewohner des Landes erzählt habe. Dann gab er mir die Charakteristiken dänischer Pastoren und Schullehrer in Angeln. Hätte er mir das, was er mir heute Abend erzählte, vor sechs Wochen erzählt, ich hätte es nicht geglaubt, obschon mein Freund einen der ehrenwerthesten Namen in Schleswig trägt und durch seine Wahrheitsliebe, seinen Muth im Widerstande und seine Vertheidigung der Rechte des Landes hochgeehrt ist. Aber ich hatte so viel Unglaubliches gesehen und gehört, ich erstaunte über nichts mehr.

„Sehen Sie,“ sagte er, „wir hatten vortreffliche Prediger im Lande, würdige, gelehrte Männer, hochgeachtet und geliebt von der ganzen Bevölkerung. Die dänische Regierung hat sie sämmtlich fortgejagt, weil sie nicht in dänischer Sprache predigen und nicht das Kirchengebet in der neuen Lesart sprechen wollten. Zwei nur haben wir behalten, es ist der Pastor Juhl in Töstrup und Pastor Röhs in Caleby. Auf die inständigste Bitte der Bauern ihres Kirchspieles, zu bleiben und sich dem Lande zu erhalten, ließen sie sich bewegen, das Kirchengebet in der neuen Lesart zu sprechen, und beten jetzt „für unsern König“. Und nun schickte man uns fast ohne Ausnahme das nichtsnutzigste Gesindel aus Kopenhagen, Säufer, Spieler, Trunkenbolde, liederliche Subjecte, welche nur ein Lebensprincip haben, sich mit ihren fetten Pfarreien zu mästen und ein reiches Wohlleben zu führen, Menschen ohne Gottesfurcht, ohne Bildung und ohne Kenntnisse, ohne Kenntniß unserer Sprache. Sie wissen ja ohnedem, es ist mit dem Studium der Theologie in Kopenhagen nicht weit her. Bloßes Auswendiglernen und Einpaukerei!“

„Ich weiß darum; sprechen Sie weiter!“

„Nun geht kein Mensch mehr zur Kirche. Die Bauern wollen die Prediger, welche sie ihres Wandels und ihrer Unwissenheit wegen so verachten, auch nicht mehr in der deutschen Predigt hören. In manchen Kirchspielen Angelns weiß man Sonntags nicht mehr, ob dänischer oder deutscher Sonntag ist. Wenn unser Volk nicht einen so bedeutend sittlich-religiösen Kern in sich trüge, so wäre es lange moralisch zu Grunde gegangen. Oft predigen die Pfarrer nur vor dem Küster und den Schulkindern, welche in der wörtlichen Bedeutung des Wortes in die Kirche getrieben werden. Zuweilen muß er aber auch von der Kanzel heruntersteigen, und der Küster schließt dann die Kirche, weil auch die Kinder nicht in die Kirche zu bringen sind. Es versteht ja auch Niemand Etwas von der dänischen Predigt. So ist es dem Pastor Hartnack in Norderbrarup häufig ergangen. Er versteht gar kein Deutsch und ist vollkommen unfähig. Neulich kam er in die Schenke und wollte einen Häring essen. Er war nicht im Stande sich in deutscher Sprache auszudrücken, ob er ihn geräuchert oder gepökelt wolle. Endlich brachte man ihm Beide. Kennen Sie seine berüchtigte Leichenrede? Er sprach: „Da liegt er in sein schwarzes Kiste, Ihr habt ihm gekennt, aber ich habe ihm nicht gekennt! Amen.“ So war es wörtlich; Sie können aus diesen Worten die Bildungsstufe ermessen, worauf der Mann steht. Da war ein Pastor Hansen in Kappeln, der Vorgänger des jetzigen Pastor Thieß. Er war ein Säufer und Betr–. Endlich hat sich die Regierung denn doch genöthigt gesehen, ihn wegen seiner Unthaten zu entfernen. Erkundigen Sie sich in Kappeln im Hähn’schen Wirthshaus. Dort sind mit ihm Scenen von Völlerei vorgekommen, welche so ekelhaft sind, daß ich sie nicht erzählen mag.“

„Und die Schullehrer in Angeln?“

„Es ist in Dänemark, wie Sie wahrscheinlich wissen, kein Ueberfluß an Schulmeistern, wie an Candidaten des Predigtamtes. Es kommt der dänischen Regierung aber auch nur auf Verbreitung der dänischen Sprache in Angeln an, nicht auf Verbreitung der Bildung. So hat man uns die unwissendsten Kerle geschickt, welche bei unseren Knechten in die Schule gehen könnten, Menschen, welche früher zuweilen Matrosen oder Soldaten waren, welche sich in Angeln nur damit beschäftigen, den Kindern Gesangbuchsverse nach der Melodie des „tappern Landsoldaten“ einzuüben, zu fluchen, zu saufen und zu spielen. Da ist ein Lehrer Petersen in Moor-Kirchholz – erkundigen Sie sich in Kappeln – er spielt und trinkt Morgens mit den Schweinetreibern im Wirthshaus, er dient der Polizei als Spion, er sperrt die Kinder bei Wasser und Brod ein, und prügelt sie, daß es entsetzlich ist. Alle Versuche der Bauern der Gemeinde Boel, bei der Visitation eine Untersuchung gegen den Menschen zu veranlassen und ihn aus dem Amte zu entfernen, sind bis jetzt vergeblich gewesen. Da ist ein zweites ähnliches Subject in Maaßholm, den seine Gemeinde der größten Unsittlichkeit beschuldigt. Es ist nicht möglich, ihn zu entfernen.“ [2]

Am andern Morgen standen wir vor dem nahe bei dem Hofe gelegenen Posthause. Ich wollte nach Kappeln fahren. Der Postwagen kam. er war besetzt. Drei Angeler Landleute saßen darin und ein hübsches, junges Mädchen in städtischer Kleidung. Die Pferde wurden gewechselt. Die Landleute traten so lange in die Stube. Ich fragte sie, ob sie mich als überzähligen Passagier bis zur nächsten Station mitnehmen wollten, wo die Postverwaltung verpflichtet sei, mir Wagen und Pferde zu stellen.

Sie sahen mich mißtrauisch an und verwiesen mich an den Postillon.

Auch der Postillon machte ein mißtrauisches Gesicht und nahm meinen Freund in eine Ecke.

„Wer is de Hähr?“ hörte ich fragen. „De is wohl uht Berlin?“

Mein Freund nickte.

„Geht nich!“ rief der Postillon. „Ick tho et nich!“

Damit war die Verhandlung zu Ende.

„Sie sehen, Sie sind hier Persona ingrata im Lande. Der Postillon vermuthet, daß Sie umherreisen, um das Land zu besuchen, und das will die dänische Regierung absolut nicht. Warten Sie! In zehn Minuten wird mein Wagen vor der Thüre stehen. Mit meinen Pferden überholen Sie die langsamen Postgäule bis zur nächsten Station um eine halbe Stunde.“

Die drei Landleute stiegen in den Wagen, nicht ohne nochmals einen mißtrauischen Blick auf mich zu werfen. Der Wagen rollte fort. Aber in zehn Minuten stand einer jener hochräderigen holsteinischen Wagen mit zwei vortrefflichen Pferden vor der Thüre.

In gestrecktem Trabe fuhr ich hinterher und kam eine halbe Stunde früher auf der nächsten Poststation an. Ich bestellte mir einen Platz und nahm nun im Postwagen den Platz des jungen Mädchens ein, welches auf der Station blieb, aus Schleswig kam und Verwandte besuchte.

Der Wagen fuhr weiter. Die mir gegenüber sitzenden Landleute sahen mich mit mißtrauischen Blicken an. Ich konnte an ihrer Gesinnung gegen mich gar nicht zweifeln. Vergebens versuche ich, sie zu einem Gespräche über die Zustände im Lande zu veranlassen. Sie brachen den Faden der Unterhaltung immer kurz ab. Endlich fragte mich der Eine: „Sagen Sie mal, wen wollen Sie denn in Angeln besuchen?“ [3] Ich nannte die Namen von zwei der achtungswerthesten Hofbesitzer und nahm zwei Empfehlungsbriefe aus meiner Brieftasche. Sie lasen auf den Couverts die Jedermann bekannten Namen.

Plötzlich veränderte sich der Ausdruck auf den Gesichtern. Die Blicke wurden zutraulich und wohlwollend. Nur der Eine, der neben mir saß, sah mich pfiffig an und sagte: „Also den Herrn Hagemann wollen Sie nicht besuchen?“

Glücklicherweise wußte ich, wer Hagemann war.

„Hagemann auf Ohrfeld?“ fragte ich entrüstet, „Hagemann ist ja Euer heimlicher Oberpolizeiminister in Angeln! Er hat ja noch im vorigen Mai Euren braven Pastor in Gelting, Valentiner, der jetzt Pastor in Leipzig ist, als er den Pachter Geiger in Gelting zu seiner silbernen Hochzeit besuchen wollte, durch die Polizei aus dem Lande bringen lassen wollen!“

Jetzt sah auch der Dritte mich mit Blicken des vollsten Vertrauens an.

„Ja,“ sagte er, „der Pastor in Gelting war ein braver, würdiger Mann. Aber sie trieben ihn aus dem Lande, die Dänen, weil er nicht dänisch predigen wollte. Dem Baron haben sie wider alles Recht das Patronat genommen und haben einen Dänen, den Hansen, an seine Stelle gebracht. Dreimal hat der Hansen neulich die Kirche Sonntags zuschließen müssen, weil Niemand in der Kirche war. Wir haben den Hagemann gefragt, ob er uns den Pastor Valentiner, wenn er aus Leipzig auf Besuch zu uns käme, durch Gensd’armen aus dem Lande bringen lassen wolle. Er hat’s aber abgeleugnet.“

Ich nahm ein Papier aus der Brieftasche und hielt es ihnen hin. „Leset das da vor!“

Er las: „Wenn es der unterzeichneten Behörde gerüchtsweise zur Kunde gekommen ist, daß der Dr. phil. F. W. Valentiner, Prediger in Leipzig, vormals Prediger in Gelting, in Veranlassung einer am 27. Mai 1861 stattfindenden Feier der silbernen Hochzeit des Pachters Geiger auf Gelting als Gast erwartet werde, so veranlassen obwaltende Umstände mich, die Obrigkeit des adeligen Gutes Gelting davon in Kenntniß zu setzen, daß zufolge mir ertheilter Instruction von Seiten des königlichen Ministeriums, insofern gedachter Valentiner den geschlossenen Theil des ersten Angler adeligen Güterdistricts betreten sollte, Schritte von mir wider denselben einzuleiten sind, welche unzweifelhaft seine augenblickliche Entfernung zur Folge haben werden.

Königl. Oberpolizeiverwaltung Ohrfeld, den 25. Mai 1861.

M. Hagemann.“

Nun ergingen sie sich in Verwünschungen und erbitterten Ausbrüchen gegen ihren „geheimen Oberpolizisten“, wie sie ihn nannten, und in wirklich rührenden Bemerkungen über den Pastor Valentiner und den Baron Hobe von Gelting, „diese braven, herrlichen Männer,“ wie sie sie nannten.

„Im Kirchspiel Gelting wird doch auch dänisch gepredigt und dänisch in den Schulen unterrichtet,“ sagte ich; „kann denn Jemand von Euch mir angeben, wie viel Menschen im Distrikt Gelting dänisch sprechen oder dänisch verstehen?“

„Ich kenne jedes Haus im Kirchspiel,“ erwiderte der mir gegenübersitzende Landmann, ein großer, kräftiger Mann mit melancholischem Gesichtsausdruck, „im Kirchspiel Gelting versteht und spricht Niemand dänisch. Die ganze Bevölkerung ist deutsch. Es ist nur ein alter Mann da, welcher in jungen Jahren Matrose auf der dänischen Flotte war. Der versteht das Plattdänische wohl noch etwas, er kann es aber nicht mehr sprechen. Das Schriftdänische, in dem der Hansen predigt, versteht er gar nicht.“

„Aber Rundhof ist doch auch gemischter Distrikt! Kennt Einer von Euch Rundhof?“

„Rundhof,“ erwiderte mein Nachbar, der mich mit so pfiffigem Blick nach dem Oberpolizeiverwalter gefragt hatte, „ist halb deutsch, halb gemischter District. In dem gemischten District wird in keinem Hause dänisch gesprochen. Es sollen dort einige alte Männer noch dänisch verstehen, welche auf der dänischen Flotte dienten.“

„Und dort wird dänisch unterrichtet und dänisch gepredigt?’ rief ich entrüstet.

„Ja,“ sagte mein Nachbar und Thränen traten ihm in die ehrlichen, blauen Augen, „das ist recht traurig! Denken Sie, die armen Kinder! Außer vier Stunden die Woche ist der ganze Unterricht dänisch. Die Kinder lernen nichts. Alle Bildung im Lande geht dabei zu Grunde. Und was das für Schullehrer und Pfarrer sind, die sie uns nun seit zehn Jahren in’s Land geschickt haben! Der Hansen, den sie uns an die Stelle des braven Valentinen geschickt haben, entließ neulich die Knaben etwas früher aus dem Confirmationsunterricht und behielt die Mädchen zurück. Ein Bauer fragte seine Tochter, warum der Pastor sie soviel länger bei sich behalten hätte. Sie wurde roth und sagte, das könne sie doch nur der Mutter sagen. So kam es denn heraus, daß der Pastor ihnen gesagt habe, um sie vor dem Laster zu warnen, sie sollten sich vor den Mannsleuten in Acht nehmen, denn wenn diese ihnen zu nahe kämen, würden sie leicht schwanger, es entstände dann ein Kind in ihrem Leibe, und um dieses zu entfernen, müsse man ihnen ein großes Loch in die Seite schneiden. Sie können hieraus sehen, was das für ein Mensch ist, dieser Pastor. Nein, es sind gar keine Menschen, viel weniger Pastoren!“

G. Rasch. 

[1] Um allen etwaigen böswilligen Angriffen Seitens der eiderdänisch nationalen Partei und wahrscheinlich auch conservativer deutscher Zeitungen, daß ich übertreibe, in Voraus zu begegnen, erkläre ich, obschon mir Vorstehendes aus meinen eigenen Untersuchungen in Angeln bekannt geworden ist, daß ich es dennoch aus der von Seiten der königlich preußischen Regierung im verflossenen Sommer den Cabineten der englischen, französischen und österreichischen Regierung überreichten ministeriellen officiellen Denkschrift wörtlich entnehme.

Dr. jur. Gustav Rasch. 

[2] Hr. Moritz Busch, der im Jahre 1855 Angeln bereiste, fand dort ganz dieselben Zustände. S. Schleswig-Holstein’sche Briefe von M. Busch. Verlag von Gustav Mayer in Leipzig. S. ferner: Die Wahlen zur schleswig’schen Stände-Versammlung im Jahre 1860. Hamburg, 1861.

[3] Ich werde alle folgenden Unterhaltungen immer, des besseren Verständnisses wegen, in hochdeutscher Sprache wiedergeben, obschon sie meistens immer in plattdeutscher Sprache geführt wurden. G. R

(Die Gartenlaube: illustrirtes Familienblatt. No. 42, 1861, s. 664-666. Uden datoangivelse, men formentlig fra uge 42). Findes også i Wikisource.

Fra Holsteen, den 4de December.

- - -

I disse Dage bliver da ogsaa den fameuse Rasch'ske bog ivrig udbredt hos os og, som De ret kan tænke, læst med Begjærlighed. Dette er en sand Lækkerbidsken for vore Slesvigholstenere, som glæde sig inderlig over engang paany at kunne have Leilighed til at geraade i "Raseri" over "Voldsherredømmet" i Slesvig, skøndt de Fleste ret vel vide, hvad man skal troe om alle disse Historier. Imidlertid er det dem dog ubehageligt, at der netop i denne Tid kommer saa meget frem for Offentligheden, som stiller det preussiske Væsen i Posen i et langt grellere Lys ligeoverfor Regimentet i Slesvig. Saaledes er Bladet "Dziennik Posiausky" blevet lagt under Beslag, fordi det har offentliggjort en Korrespondance, hvori Erkebiskoppen anmodes om at virke for Brugen af det polske Sprog (hvilket ved Storfyrstendømmets Overtagelse høitideligt var blevet lovet Ligeberettigelse af den daværende preussiske Konge) i officielle Korrespondancer, endvidere ere flere Geistlige strengt blevne straffede for Fornærmelser mod kongelige Embedsmænd, og Overpræsident von Bonin truer med strenge Straffe for Afbenyttelse og Salg af Faner og Kokarder osv. i andre end de preussiske Farver. Dette gjør den preussiske Regjering - og man tier - ; men naar den danske Regiering i Slesvig seer sig nødsaget til lignende Forholdsregler - ja, saa skriger man, saa at en Steen kunde røres derved. Og nu sammenligne man de af den preussiske Regjering i Posen grebne Forholdsregler med Regjeringens Optræden endog i Holsteen. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. december 1861).

Mellemslesvig, den 17de Decb. (Dr. Rasch's Bog "Vom verlasenen Bruderstamm".) Blandt den slesvigholsteenske Samling af Pamphleter over de slesvigske Tilstande, som nu i en Række af Aar uafbrudt har holdt det tydske Læsepublikum i Aande, indtager den sidstudkomne Værk af en vis Dr. G. Rasch, der kalder sig Dr. juris utriusque (!) og i Sommer har bereist Landet, en høi Rang, forsaavidt som det dristigt kan kræve i Skrankerne med Alt, hvad der hidtil er præsteret af Løgnagtighed og Ondstab i denne Retning. Bogen slutter sig værdig til Moritz Busch's "Schmerzenschrei" og "Schleswig-holsteinische Briefe" med Hensyn til Skandal-Historier; ja den er i Grund en kun en muligst fuldstændig Samling af Alt, hvad Emigranterne og de de mest forbittrede Hjemmetydskere i Forening have kunnet sammenlyve om den danske Bestyrelse af Slesvig. Dens Formaal er Angreb paa alle Embedsmænds Personer, paa deres Charakteer og Dygtighed, for at gøre dem latterlige og forhadte for den tydske Befolkning, og ved Siden heraf at vedligeholde og forøge det tydske Fædrelands Tro om et dansk Voldsherredømme i Slesvig. Forfatteren er vagabonderende tydsk Patriot og har ifjor besøgt Italien; men i hans Tanker og efter hans Skildring staaer det østerrigske Herredømme i Venelien og det bourbonske i Neapel aldeles paa samme Trin som det danske Regimente i Slesvig. De Historier, som nu meddeles det tydske Publikum, ere tildeels meget gamle: enkelte af dem ere bekjendte fra 1850 0g 1851, hvor "Norddeutsche freie Presse" under Olshausens Redaktion daglig bragte de mest utrolige Røverhistorier tiltorvs, for at latterliggjøre  Regjeringskommissionen i Flensborg; andre af de meddeelte Historier findes i Skriftet "Schleswig-Holstein im März; 1853" (blev dengang forbudt i Hertugdømmet) og atter andre høre til den Samling, som den tydske Stændermajoritet i Flensborg under Hansen Grumbys og Thomsen-Oldensworths Ledelse har bragt til Offentligheden, og hvilke, uagtet de mange Gange bleve gjendrevne, for største Delen ere gaaede over i et preussisk "Denkschrift", der udkom ifjor og var beregnet paa det engelske Publikum. Kun lidet er nyt, og dette nyt er, som alt Andet, saa haandgribeligt usandt og fuldt af de dummeste Opdigtelser, at der hører den tydske politiske Literaturs hele Elendighed - in specie den slesvig-holsteenske Løgneliteraturs Jammerlighed - til, for at forklare, hvorledes det er muligt at et saadant Makværk, som det Raschske Værk "Vom verlassenen Bruderstamm" kan udkomme. Enhver stærk politisk Rivning fremkalder Satirer og Pamphleter, og en saa stærk national Brydning, som den i Sydslesvig, kan naturligviis let fremkalde en polemisk Literatur i Tydskland; men der gives neppe noget bedre Beviis for den saakaldle slesvig-holsteenske Sags Usandhed og Uretfærdighed end den Literatur, der er fulgt i Hælene paa Oprøret eller voxet op som Paddehatte i dets smudsige Spor. Men eftersom den tydske Intelligents er kommen til det Stadium, al der ingen Dumhed er saa dum, cg ingen Usandhed saa usand, at den jo modtages med Jubel, naar den blot handler om Danmark og de Danske, saa vilde det jo være en stor Synd at misunde Tydskerne "dette eneste Punkt, hvori de Alle uden Undtagelse ere enige".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. december 1861)