Vesterbroes Morskabstheater. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Søndag agte Brødrene Price, efter tre Aars Fraværelse herfra, igjen at aabne deres Forestillinger paa Vesterbroes Morskabstheater, bestaaende af Liniedands og Pantomime. Det vil udentvivl interessere Publikum ved denne Leilighed at gjensee de tvende Sødskende, Josephine og Carl Winther, dder skulle have gjort betydelige Fremskridt i den acrobatiske Kunst. Deres Fader, Winther, der som Pierrot i Pantomimen saa heldigt traadte i sin Lærers Casortis Spor, er, som bekjendt, død paa Reisen, og remplaceres nu i hiin yndede Characteers Fremstiling af Hr. Adolph Price. Mimerne Rosa og Flora Price ville paa Søndag atter optræde i de af dem tilforn her med Bifald givne Hovedpartier i Balletten: "Flor o og Floretta", og til Slutningen opføres en af Selskabets yndede italienske Pantomimer: "Harlequin, mekanisk Statue."

(Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1834)

Redacteurens Anmærkning.

Nutidens Vesterbrogade 52-62 var i 1740 samlet som én stor grund, hvor gæstgivergården ”Den hvide Svane” lå. Efter fraseparering af den østlige del, Vesterbrogade 52 i 1798, afhændede værtshusholder Strelow i 1800 bygningerne til en tøjfabrikant. I ”Den hvide Svanes” haver, vest for gæstgiverigården, indledte familien Price i sommeren 1801 sin teatervirksomhed i en mindre træpavillon. Succesen medførte en udvidelse af lokalet allerede året efter, således at det nu rummede scene, publikumsloge, seks små omklædningsrum, to billetkontorer, foruden ”gulvet”, som bar det pompøse navn ”Det danske National Sommer-Theater”. Senere kom andre forlystelser til, såsom fyrværkeri, karrusel, gynge og ballonopstigning. Denne tidlige teaterbygning overlevede Københavns bombardement i 1807, men blev på grund af brøstfærdighed allerede nedrevet i 1809. Samme år, købte hestehandler Lars Wulff ejendommen, den nuværende matr.nr. 27, og delte den i 1812 i to, hvoraf han selv beholdt den østlige halvdel af gæstgiverihaven, litra A – og solgte halvdelen med teaterhaven, litra B, til kammerråd Rothe.

Efter i nogle år at have haft teater længere ude ad Vesterbrogade, flyttede det Priceske selskab tilbage til udgangsstedet. Fru Prices nye ægtemand, berider Franz Kuhn, købte selv i 1816 den gamle morskabshave, nu matr.nr. 27B og desuden den nordfor liggende grund Gl. Kongevej 33, nu matr.nr. 88A. Her blev i vinteren 1816-17 opført det egentlige ”morskabsteater”. Bygningen udmærkede sig, skønt stadig kun af træ, ved sit maleriske ydre og et klassisk formsprog, herunder en reliefprydet trekantsgavl og en søjlebåret forhal, skønt ”relieffet” var malet og søjler af firkantede brædder. Hertil kom til højre for teatret, helt fremme ved gadelinjen, en mindre træbygning, der rummede et konditori. Som resultat af flere udvidelser kunne teatret i 1830 rumme hele 600 tilskuere. I 1845 bukkede det gamle teater under i konkurrencen med det nyåbnede Tivoli, og bygningen blev solgt på auktion for 4.500 rigsdaler. De nye ejere, vicebrandmajor J.H. Lytthans og murermester J.C.S. Berlin fik, trods demarkationsbestemmelserne lov til samme år, i 1845, at opføre to ens, grundmurede treetagers forhuse. 

Af disse to står det ene, Vesterbrogade 60 den dag i dag, mens huset Vesterbrogade 58 brændte og blev nedrevet før 1974. Grunden blev opdelt i de to matrikler, nr. 27 B 1 og 27 B 2 (= Vesterbrogade 60 med ny matr.nr. 1618).

Tivoliet og dets Rivaler.

Da Tivoli blev åbnet forrige år, hørte man en almindelig klage over de store rettigheder der er blevet tilstået denne forlystelsesanstalt og som gjorde dybe skår i manges hidtidige levevej, både udenfor porten og i byen. Frederiksberg, Kehlets Alleenberg og pricernes Morskabsteater havde de foregående somre ligesom denne været de steder hvorhen Københavns indbyggere begav sig når de ikke valgte en skovtur. Nu da Tivoli blev åbnet, strømmede alle herind. Der siges endog i det forbavsende antal af 14 til 15.000 mennesker. Vejen til det elskelige Frederiksberg, hidtil københavnernes yndlingsspadseretur, blev tom den øvrige del af sommeren. Alleenberg stod forladt, den larmende karusselbane stod stille. De øvrige beværtningssteder udenfor Vesterport kunne gerne have lukket til med undtagelse af Rosenlund, hvis ejer, det gamle kløgtige hoved som han selv har kaldt sig, foranstaltede vauxhaller, fyrværkeri der var sidestykker til hans smagfulde karusselkørsel, men som dog tiltrak sit publikum der her kunne få en svingom med en smuk pige og lidt konversation i havens mystiske lysthuse. Tivoli blev endelig lukket efter at have afgivet et yderst glimrende resultat. 

Da denne sommers nærmede sig, begyndte Alleenbergs ejer, C. Kehlet at ruste sig mod sin dødsfjende, Tivoli af alle kræfter. Hans bestræbelser blev kronet med et heldigt udfald. Skønt Tivoli blev godt besøgt, så man dog et langt større antal spadserende endnu vandre ad det gamle Frederiksberg og undervejs besøge Kehlet hvor man nu om søndagen finder alle lysthuse besatte, uagtet der er indrettet et langt større antal i år end tidligere. Kehlet, som ved at mangel på fremgang er tilbagegang, har ikke alene anskaffet sig et kostbart fortepiano (det skal koste 700 rigsdaler) der spilles midt i haven. I hans smukke kinesiske lysthus er oprejst en række smukke panoramaer der forevises for en yderst lav pris. Og han har endog i denne tid foretaget sig en rejse til Hamborg og Berlin for at bese de derværende taffelhuse og forlystelsessteder og muligvis derefter indrette sit beværtningssted udenfor og i staden. En sådan dristighed forenet med den grundsætning at en lille fortjeneste der kommer ofte, er bedre end en stor, må have til følge at hr. Kehlet kan konkurrere med den ellers altopslugende forlystelsesanstalt, Tivoli.

Fra en anden side søgtes også et agtet kunstnerselskab at sætte en skranke for tivolis indgreb i anden mands rettigheder. Da Tivoli nemlig blev åbnet i år, gav man her pantomimer uagtet dets privilegium forbyder det opførelsen af sceniske fremstillinger, hvortil pantomimer i alle henseender hører. Pricerne hvis mest vægtige præstationer er mimiske forestillinger og som ellers led nok ved Tivolis oprettelse, indgav protest, grundet på monopol til kancelliet som også med hensyn hertil forbød pantomimers opførelser på Tivoliteatret. Handlede de urigtigt heri? Eller kan man fortænke danske borgere at de værner om deres rettigheder mod et alt opslugende uhyre som Tivoli der med sine daglige mimiske fremstillinger til sidst ville overmætte publikum med dem som det allerede har gjort med sine atletiske, herkuliske, arabiske, malibariske, kinesiske og Gud ved hvad kunster? 

Desuagtet synes dog at Tivolis privilegiehaver er forbitret på Morskabsteaterets ejere fordi det formenes ham at tilintetgøre deres levevej. For efter at Pjerrot i søndags var blevet skrinlagt, går han nu igen og spøger hver aften. Herimod kan nu intet indvendes, men derimod syntes udtryk som hr. Mancinis til gengangeren Pjerrot: Har de derovre (Morskabsteatret)? knækket halsen på dig, så skal vi nok knække halsen på dem igen, at tilkendegive en så hadsk og hævngerrig stemning at vi mere vil anse disse ord for ubetænksomme og overilede end virkelig tage dem i deres betydning eller sigtende til at vække publikums misfornøjelse mod det i publikums agtelse højt stående priceske selskab. Enhver af Københavns kunstelskende publikum ved også at dette selskab der har kunstnere og kunstnerinder at opvise som Adolph Price, Rosa og Flora Price, ikke behøver at frygte for at nedsættes i publikum ved ovenstående og lignende ubeskedne udtryk.

Ville enhver anden i hvis næringsvej Tivoli gør skade ligesom de her nævnte, opbyde alt hvad der står i deres magt for at tiltrække publikum eller værne om deres rettigheder, så ville en stor mængde borgere ikke se deres næringsvej formindsket eller aldeles tilintetgjort.

Politivennen nr. 1492. Fredagen, den 2 august 1844. Side 488-492).

Vesterbroes Theatre.

Da en nøje kritik af vores udenbys teatre ses så sjældent i bladene, og når en sådan anmeldelse forekommer, smager den da så meget af fribilleter, kunne måske en upartisk vurdering af disse præstationer også have sit gode.

Gautiers Beriderselskab.

Den interesse Fourniaires vakte her, vil gøre det vanskeligt for det efterfølgende selskab at vedligeholde publikums interesse. Ikke desto mindre har Gautiers Selskab hidtil nydt megen yndest, og forbedringen af dette selskab spores tydelig i den nytte hr. Alexander Gautier har haft af at være medlem en tid i Faurniaires selskab. Vil man sammenligne disse to selskaber, da kan Gautiers hvad den egentlige kunstridning og antallet af fortrinlige medlemmer angår, aldeles måle sig med Faurniaires. Enkelte heste står heller ikke tilbage i skønhed og dressering. Forestillingerne begynder præfice, og opholdene er meget korte mm. Men vil man i det hele taget sammenligne disse to selskaber, da står naturligvis Gautiers tilbage. Faurniaires store samling af smukke heste, franskmændenes gentilitiet, galanteriet mod publikum ved at opvarme store ovne og forsyne gulvet med tæpper, et udmærket kostume osv. må absolut gøre sit til for at gøre det hele fuldendt, skønt nogle vil indvende at det ikke vedkommer kunstpræstationerne. Ligeledes stod komikeren Goutard også langt over B. Gautier der for resten ikke er slet: Han er i et og alt en kopi af Manzini. Men hvorvidt kopien bliver originalen tro, må tiden vise. Endnu er han for ung til at more det dannede publikum. En ting savnes hos Gautiers: De mange metamorfoser hvoraf man stedse så en ved hver forestilling hos Fourniaires. Og hvoriblandt mange vist endnu mindes Agussis "Militæravancement" og Bertotoes "De fire nationer." 

Hvad derimod Gautiers har forud for F. er den udmærkede jonglør Cancelier der i alt er en fortrinlig artist. Akrobaten Pietro Bonno er som bekendt publikums yndling, hvortil han også har fuld ret, men hans dans er for ensformig. Man har før set træskodans, militæreksercits mm., men aldrig af Bonno. 

Hvad pantomimen angår, tør man nok sige at arrangementet for det meste er uheldigt, og med undtagelse af P. Bonno står mimikken på svage fødder. De mindre pantomimer kan endda passere, men "Napoleon" var et elendigt sidestykke til F's. Den sunde menneskeforstand var ikke engang brugt ved arrangementet af denne pantomime. Til eksempel: Republikkens soldater bar uniform som den kejserlige garde, oboisterne ved garden bar uniform som kosakker, men det største misgreb var at man lod kejser Napoleon vinde slaget ved Arkola. Efter gammel sædvane hilstes Napoleon ved sin fremtræden med bifaldsytringer, næppe fordi publikum blev overrasket ved lignelsen med den forestillede kejser, kun en gammel sædvane fra B. F.s tid. Havde B. Gautier vist sig første gang til hest på teateret og blevet modtaget med "Marseillaisen", havde begejstringen været mere rimelig. Men da kejseren her kommer gående ind på ridebanen og straks blander sig mellem soldaterne for at få fat på fanen, må absolut den virkning han ellers kunne frembringe, gå tabt. Apoteosen og nogle tableauer er i F.s stil og meget gode.

 Vedkommende må nu ingenlunde antage at denne recension er skrevet for at nedsætte selskabets præstationer. Langtfra. Man kan tilbringe en meget underholdende aften i Gautiers cirkus. Og en upartisk recension vil altid være langt mere til nytte end skade. En svulstig anmeldelse der udgyder sig i lutter lovtaler, tager man ingen notits af, da man alt for tydelig ser at den er tvunget. Noget for noget når venskab skal holdes.

Brødrene Prices Teater

Dette teater er med årene gået betydeligt tilbage. Tænker man sig den tid da Kuhn og Winther levede, familien Petoletti, familien ledet og mange flere var medlemmer af selskabet, præstationernes mangfoldighed, maskineriets meget roste gang mm, så er forskellen meget mærkbar. Og hvorfor er denne tilbagegang så mærkelig? Ikke af mangel på pantomimens hovedperson: A. Price er en fortrinlig Pjerrot, J. Price er en meget god Kasaner, madam R. Price en vakker Columbine og madam F. Price en livlig Harlekin. Når man har disse 4 roller besat sådan, skulle det vist næppe være vanskeligt at få engageret nogle duelige artister til birollerne. A. Kuhn er ret god, men de øvrige artister er sande statister. 

Og nu akterne før pantomimen? Linedansen er for mange år siden gået ind mm. i stedet får man nu hver gang "Boltige" af hr. Dahl som nok lader sig se en gang, men hver gang! Hvilket jager publikum ud af huset. Nej, denne tilbagegang kan kun ligge i en karrig bestyrelse hvilket ikke går an i vore tider. Gautier har heller ikke ville tro denne sætning før, men nu har han indset det, og bemærket de gode følger af det. Når man på plakaten vil anmelde: stor fægtning, soldater, røvere, etc, da nytter det ikke at fremstille 4 mand i dårlige uniformer, nye pantomimer med opkogte scener etc. etc. Prices har publikums yndest endnu, men vedbliver forestillingerne at gå uden en ganske anden drift, da må denne yndest absolut tabe sig. Men man håber de herrer Price snart vil bringe teatret i et bedre sving. Man trænger tit til livets afveksling at få sine lunger rystet, og det har der altid i forrige tider været lejlighed til hos Prices.

Hvad begge teatrene angår, da må man undre sig over at der ikke er sørget mere for publikum i tilfælde af ildebrand. En ulykke som langt snarere kan ske her end i det Kongelige Teater. Begge teatre er gamle og svage og der er så vidt vides intet brandkorps til stede ved forestillingerne. Når man tænker sig hvorledes der er sørget for det Kongelige Teater der er en grundmuret bygning med mange udgange, da må man undre sig at der ved en bræddebygning slet intet er gjort for at frelse de samme mennesker som der er gjort så meget for i førnævnte teater.

(Politivennen nr. 1417. Løverdagen, den 25de Februar 1843. Side 121-127). 

Om Anmeldelsen i "Dagen" vedkommende Acrobaten Niemeczeck.

I nr. 185 af bladet Dagen findes en snurrig anmeldelse om ovennævnte kunstners første optræden på Morskabsteatret. Det hedder i samme at han er en særdeles god linedanser, at han udmærkede sig ved flere overraskende kunststykker og at hans umiskendelige færdighed sikkert vil bidrage til at gøre de forestillinger han giver i forening med hr. Rappo meget besøgte. Men dog påstås at han ikke kan kaldes Longuemares Mester og at han denne første aften har bevist at de udenlandske beretninger som har omtalt denne kunstner med megen berømmelse, ikke er helt at stole på. Heri tror indsenderen at referenten i Dagen er aldeles upålidelig, og han kan forsikre at man ikke alene ret vel kan kalde Niemeczeck Longuemares Mester, men at han er almen kendt for at være det, og at man i Paris hvor indsenderen for få år siden så ham, derom kun hørte en stemme så at de udenlandske beretninger i denne henseende har fortalt os den rene sandhed. 

Når referenten i Dagen taler om grimasser etc. etc. da fordrer han måske altid et sødt, smilende ansigt ved sådanne præstationer og har vel næppe erindret at Niemeczeck optrådte som fængslet slave. Indsenderen tror for sin del at hvis man fx så en polsk fange i russiske lænker føres til Sibirien, ville denne gebærde sig ganske anderledes end en fransk springfyr der fører sin hjertenskær ind i en balsal. Hvad dansen med lænkerne angår, da synes referenten i Dagen at finde den meget ubetydelig fordi lænkerne ikke er af massivt jern, men kun "blikkæder". Indsenderen tror at dette slags kunstfærdighed ikke bør bedømmes efter vægt, men efter den grad af gene som voldes kunstneren i hans bevægelser, og er dette så, da har man ingen grund til at kalde denne præstation ubetydelig.

Ovenstående bedes behageligt nærmere overvejet af anmelderen i Dagen som antages ikke at høre til et parti der nu igen synes at sætte sig i virksomhed, og tidligere søgte at nedsætte hr. Rappos kunstfærdighed som dog snart vandt almindelig erkendelse. For hvis indsenderen troede ham at tilhøre dette, eller at brødnid havde dikteret artiklen, ville han ikke have spildt et ord i denne sag.

(Politivennen nr. 1023, Løverdagen den 8de August 1835, s. 524-526).

Morskabstheatret paa Westerbroe, 1835. Med bl.a. Rappo, Carl (1800-1854). Det kongelige Bibliotek.

Redacteurens Anmærkning

Longuemare var en linedanser- og akrobatfamilie. Longuemarerne blev som artiklen skriver anerkendt for at være første klasses artister i Paris. Anmeldelsen i Dagen, der udkom i Dagen nr. 185.nr. 185, lød således:

I Aftes begyndte Hr. Rappo atter sine Forestilinger paa Moerskabstheatret for et talrigt Publicum, der lønnede næsten ethvert af hans Kunststykker med et overordentlig stærkt Bifald. Hvad Acrobaten Hr. Niemeczek derimod angaaer, da beviste han, at de udenlandske Beretninger ikke aldeles ere at lide paa. Vel er han en særdeles god Liniedandser, der især uden Balancestang udmærkede sig ved flere overraskende Kunststykker, som ogsaa bleve optagne med meget Bifald; men han kan ikke kaldes Longuemarres Mester. Desuden skader han Effecten af sin virkelige Kunstfærdighed ved den lattelige Affectation, hvormed han udfører sine Kunststykker og den Prætension hvormed han annoncerer dem. Hans Dands med Lænker, det vil sige med tynde Blikkjæder, er dobbelt ubetydelig efter at Rappo har forbauset ved at spille med Kanonkugler, og man havde ogsaa ventet andet af hans Dands paa Hovedet, end den St. Veits-Dands han udførte paa Gulvet og som bedre kunde kaldes Dands paa alle Lemmer, Fødderne undtagne. Hvis Hr. Niemeczek under sit Ophold i Kjøbenhavn vil aflægge disse Charlatanerier, eller han fremtræder i en Dragt, der gjør saadanne Grimasser taalelige, da vil sikkert hans umiskjendelige Færdighed i Forening med Hr. Rappos Kunst gjøre disse Forestillinger meet besøgte. Alfred, Hr. Niemeczeks Søn, der dandser med særdeles megen Ivrighed og Lethed uden al Affectation, vandt stærkt og fortjent Bifald.

Uorden ved Vesterbroes Sommertheater.

At hr. Price ønsker at have så mange tilskuere som muligt ved de forestillinger der gives på Sommerteatret, er rimeligt. Men det er urimeligt at der udgives flere billetter end pladserne kan rumme tilskuere, så at folk der har fået billetter, ikke kan lukkes ind men må forlade huset uden at se deres ønske opfyldt. Blandt flere gange dette er hændt, var det også tilfældet i søndags. En agtværdig, men svagelig mand, havde dagen forud købt billetter til første plads til sig og familie. Ved ankomsten til teateret lod han sin vogn køre tilbage med den ordre at afhente ham k. 9. Men da familien kom til logerne, var disse så tilproppede at der ikke var plads til en eneste person. Familien måtte altså forlade teatret uden at se skuespillet, og søge hen til et i nærheden værende værtshus hvor den måtte tilbringe aftenen i kedsomhed indtil vognen kom.

Man kan vel antage at hr. Price må være viden om hvor stort et antal personer teateret rummer, og at der kun udgives billetter svarende til dette antal kan fordres med ret og rimelighed. Men måske forstår nogle at skaffe sig adgang uden billet og optager således pladserne for dem der er forsynede med billetter? I det mindste var sådant tilfælde i søndags, da den person som modtog billetterne til anden plads, tillod nogle der ikke havde billet, adgang imod at de betalte billettens pris. Men hvad der end er årsagen til denne uorden, hvorved mange forgæves ulejliger sig den lange vej ud til teatret, håber man, at hr. Price, efter denne påmindelse, vil sørge for at få den hævet.

(Politivennen nr. 978. Løverdagen den 27de September 1834, s. 674-676)

Redacteruens Anmærkning

Problemet med salget af flere end billetter end der var plads til blev allerede påpeget i Politivennen nr. 819, 10.september 1831, s. 629-631. Her anså man det ikke for tilfredstillende at man bare kunne få pengene tilbage.

Theatret paa Vesterbro.

Teatret på Vesterbro som så ofte har moret og endnu længe vil more os ved dets skønne og lunefulde forestillinger har adskillige uordener og mangler, hvilke som man håber den ærede direktion behageligt vil foranstalte rettet.

På begge sider af parterret under galleriet er der en plads foruden bænke hvor enhver som har det uheld at komme efter at alle de siddende pladser er optaget, er nødt til at placere sig. Foruden det at enhver der må stå, har denne plads den lyde at man ikke kan se det mindste af forestillingen, hvilket dog egentlig er hovedbetingelsen ved købet af billetten. Således var anmedleren ved den forestilling der opførtes i dette år i anledning af hans majestæts fødselsdag så uheldig at komme for sent (kl. 5.30) efter at alle siddepladserne var optaget. Parterret var pakfyldt og anmelderen samt nogle damer som var i følgeskab med ham, blev nødt til at stå ikke langt fra indgangen hvor de ikke kunne se det mindste af hvad der foregik på teateret. Det forunderligste derved var at som nogle gik ud og med nød fik deres penge tilbage hos kassereren, kom altid nogle andre i stedet for dem. Om det endog er tilfældet at man kan få sine penge tilbage, så er det dog ubehageligt at have gået en så lang vej forgæves og måske for forestillingens skyld forsaget megen fornøjelse som man en sådan aften kunne have nydt. - Enten er det derfor nødvendigt at direktionen ingen billetter sælger til nævnte pladser, eller på en eller anden måde indretter den således at at man derfra mageligt kan se forestillingen.

I forrige år i sommertiden blev i dette blad omtalt en meget uforsigtig og næsvis konditordreng. Men desuagtet blev det der omtalte uvæsen ikke hævet. Endnu vedblev han at trænge sig frem, tilbyde sin punch og sine kager, ja endog at overspilde folks klæder, ligesom i trods. Tør man vel håbe at publikum ved forestillingernes snarlige begyndelse, bliver befriet for den omtalte konditordrengs overhæng?

Ønskeligt var det også hvis der til galleriet ikke blev solgt flere billetter end der kan rummes personer. For er man så uheldig at komme med de første og man sætter sig på den forreste plads, så står man i fare for at blive trykket tarmene ud af livet ved den mængde personer som man er betynget af. Forunderligt er det at et lignende tilfælde som med typografen på det Kongelige Teater ikke er indtruffet på dette.

(Politivennen nr. 738, Løverdagen den 20de Februar 1830, s. 120-123)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen i Politivennen nr. 762, 7. august 1830, s. 503-506 omtaler at Dagen havde skrevet at manglerne var blevet udbedret. Ved selvsyn benægtede Politivennens skribent dog at forholdene var blevet bedre: Der var stadig ikke udsigt til scenen, og at loftet endnu ikke var malet.

Dominico Capozzi til sine Medborgere.

I Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger nr. 262 for lørdag den 7. november er indrykket følgende avertissement:

Da hr. D. Capozzi har betaget mig friheden og min ulykkelige familie dens forsørger ved at opkøbe fordringer på mig, og derfor lade mig sætte i slutteriet, uden at jeg ved i mindste måde at have fornærmet denne mig næsten aldeles fremmede mand; men det danske publikum vist nok let kunne antage at jeg - ved groft at fornærme ham, havde foranlediget ham til at bruge dette fremgangsmåde for at hævne sig - så ønsker jeg at offentliggøre mit forhold til hr. Capozzi. Men da jeg ikke er det danske sprog mægtig, anmodes herved en ædeltænkende mand der forstår det danske og dertil enten det franske eller engelske sprog, om at være mig behjælpelig med at oversætte fra et af disse sprog til det danske, en kort fremstilling af mit forhold til hr. Dom. Capozzi.

Københavns gældsarrest den 7, november 1829.
J. L. Lewin.

I begyndelsen troede jeg det ufornødent at gendrive hr. Lewins usandfærdige bekendtgørelse. Men da jeg i Politivennen er offentligt opfordret dertil, mener jeg at jeg skylder mig selv, mine handelsvenner og publikum at give oplysning om det forhold der har fundet sted mellem Lewin og mig.

Det er øjensynligt at dette avertissement er forfattet i den hensigt at skade min borgerlige agtelse, og at sætte mig i et ufordelagtigt lys hos mine medborgere når deri siges at jeg er en Lewin næsten aldeles fremmed mand og har opkøbt fordringer på ham for at lade ham sætte i slutteriet. Men det forholder sig alddeles ikke således. For før Lewins kom her til stadem har jeg da en af hans bekendte og en ven af mig på hans vegne, anmodede mig derom, besørget hans logi møbleret og forsynet med brændsel osv. og efter hans ankomst besørget efter hans forlangende, indkøbt porcelæn, glas, køkkentøj og alt til hans husholdning nødvendigt. Desuden har jeg af mit eget indbo lånt ham lagen, dækketøj og sølvtøj, hvilket jeg uagtet mange gentagne anmodninger, først efter 6 måneders forløb og i beskadiget tilstand har fået tilbage. Hr. Lewin har også ofte besøgt mig og taget til takke med mit bord, hvilket jeg under andre omstændigheder ikke vill ehave nævnt, hvis ikke dette og at jeg for beløbet af mit udlæg for ovennævnt købte sager, først fik betaling efter indklagelse til forligelseskommissionen samt flere andre ubehageligheder, klart viste at Lewin og jeg ikke var fremmede for hinanden.

Når der i avertissmentet siges at Lewin er familiens forsørger, da må jeg bemærke at det forholder sig omvendt. Da familien forsørger ham, og han ikke den. For dette kan vel siges om en mand som selv intet tjener, men hvis børn indbringer ham en gage af 150 rigsbankdaler månedlig foruden indtægten af en nylig haft benefice.

Jeg har ikke heller opkøbt fordringer på Lewin, ikke en eneste. Men hvorledes han er blevet min debitor, vil ses af følgende:

Efter at de herrer Andrea Magni og Philippo Pettoletti havde antaget Lewin til associe og meddirektør ved teatret på Nørrebro, kom han hertil i slutningen af september 1828. De havde samtlige indgået kontrakt med aktieejerne i Göteborgs teater om i løbet af samme vinter at benytte dette teater til derpå at give 18 forestillinger, hvorfor de skulle betale 600 rigsdaler svensk banco, og rejsen dertil var bestemt at skulle gå for sig først i december måned. Men imidlertid fik Lewin andre tanker, han vægrede sig ikke alene for at rejse, men gjorde endog beslag på de herrer Magnis og Pettolettis rejsepas og anlagde en sag mod dem for 200 Louisd'or som han påstod de skulle betale ham fordi Nørrebros Teater ikke kunne åbnes den 1. september, og han imidlertid kunne have tjent så meget med at give forestillinger i Lübeck. Lewin tabte ikke alene denne sag, men blev endog ifølge kontrasøgsmål i sagen tilpligtet at betale de herrer Magni og Pettoletti 341 rigsbankdaler, 5 mark 1 skilling. Da nu således rejsen til Göteborg ikke blev foretaget, lod aktieejerne af teatret samme sted, i marts måned d. å. de herrer Magni, Pettoletti og Lewin indkalde for Københavns forligelseskommission for at få den i kontrakten bestemte leje af deres teater. Fordringen som var 600 rigsdaler svensk banco, nedsattes på grund af teateret ikke var benyttet, til 540 rigsdaler svensk banco som de herrer Magni, Pettoletti og Lewin indgik forlig om at betale med 100 rigsdaler svensk banco hver måned, og det første afdrag skulle betales i løbet af maj måned. De herrer Magni og Pettoletti der havde haft betydelige udgifter og manglede penge, bad mig at betale deres andel af beløbet, og jeg betalte da for de 3 måender maj, juni og juli 300 rigsdaler svensk banco, idet jeg formodede at Lewin ville klarere for sit vedkommende. Men da 3 måneder var forløbet, blev Magni og Pettoletti krævet for resten, og da de frygtede for at fordringen skulle af en eller anden blive opkøbt, måske i uædel hensigt, nødsagedes jeg til også at indfri resten med 240 rigsdaler svensk banco, eller 191 rigsbankdaler 1 mark 8 skilling, og at lade mig give transport på samme. Det synes rimeligheden fordrede at Lewin havde betalt hele den svenske fordring, da han ved at forbyde Magnis og Pettolettis rejse, hvorved deres entreprise gik overstyr. Men dog alligevel er ham kun foranførte beløb afkrævet.

Efter således hele fordringen af mig var indfriet, hvilket hr. Lewin ret vel vidste, anlagde han som værge for sine døtre sag mod hr. Magni og Pettoletti for disses formentlige tilgodehavende gage, og da disse herrer der var ubekendte med rettergangsmåden her til lands, ved en samtale med Lewin hvori han foregav at ville få sagen udsat, foranlediges til at undlade at møde for gældskomissionen, blev de dømt til at betale den krævede som med 205 rigsbankdaler, hvoraf jeg da atter måtte udrede de 2/3 for de herrer Magni og Pettoletti, da det fandtes rimeligt at Lewin som meddirektør betalte 1/3 af døtrenes gage.

Jeg havde nu ventet at Lewin der havde penge i hænde, ville betale sin skyldige del af den svenske fordring, men han ikke alene gjorde det ikke, men atter for Magni og Pettoletti som agtede at rejse, stoppede passene for at anlægge en ny sag mod dem s"vil vel enhver finde det rimeligt at jeg som havde så meget til gode, søgte at få en del deraf. At Lewin var eller burde være i stand til at rede for sig, skønnes heraf at hans familie er godt engageret ved Vesterbros Teater, og at han siden han blev meddirektør ved Nørrebros Teater, har i 11 måneder fået i egen og i døtres gage omtrent 2.500 rigsbankdaler. - Der vil derfor vist ikke findes nogen retsindet der vil fortænke mig i at jeg har anvendt de midler lovene hjemler mig for at få mit tilgodehavende hos en mand der har vist sig som modvillig betaler, og ved sin stridighed og uforligelighed med sine medkontrahenter i deres entreprise har forvoldt disse, deres familier og mig et uerstatteligt tab.

Dersom altså hr. Lewins økonomiske forfatning virkelig er så slet, som han vil bringe publikum til at tro, kan man ikke beklage ahm der selv er skyld deri, idet han har gjort alt for at ødelægge sine meddirektører og derved tillige sig selv, såsom at han under foregivende af sygdom har nægtet at deltage i forestilingerne, været årsag i at hans døtre ofte gjorde det samme, og tilsidst aldeles nægtede at spille, således som ved tingsvidne er oplyst, men derimod tog engagement ved teateret på Vesterbro, skønt deres kontrakt med teatret på Nørrebro lød på 4 år. Hvilket havde til følge at Nørrebro Teater måtte lukkes. Hvoraf efter hvad jeg i det foregående har oplyst, vil resultere betydeligt tab for mig, da Magni og Pettoletti er gjort brødløse og heller ikke kan søge erhvervi udlandet fordi der er gjort indsigelse imod deres pas.

Alt hvad jeg her har anført til oplysning om mit forhold til Lewin er i overensstemmelse med den strengeste sandhed, og kan bevises med restsdomme, forlig og kontrakter, hvilket Politivennens udgiver har tilladt at måtte henligge i 8 dage på hans kontor til gennemsyn for enhver der måtte bære mindste tvivl om rigtigheden af mit anførte.

Dominico Capozzi.

(Politivennen nr. 725, Løverdagen den 21de November 1829, s. 751-759)

Redacteurens Anmærkning.

Lewin er tidligere omtalt her på bloggen i Politivennen 705, 4. juli 1829. Lewins svar på dette indlæg er et helt nummer af Politivennen, nr. 726, 28. november 1829 s. 767-786. Det tilbageviser delvist Capozzis påstande, og betegner andre dele som fordrejninger eller direkte usandheder. Capozzi svarede igen i Politivennen nr. 727, 5. december 1829, s. 787-797. I samme nummer følger Lewins fortsættelse af artiklen i nr. 726, s. 797-800. Interesserede henvises til originaludgaverne, idet jeg ikke har medtaget disse på denne blog.

Om en næsviis og uforsigtig Conditor-Dreng paa Vesterbros Theater, og en Anmodning til Bestyrelsen for dette Theater.

Vesterbros Teater udmærker sig ved adskillige mange gode subjekter. Men et subjekt (skønt det egentlig ikke hører til teatrets personale) er vist meget ubehageligt for publikum. Det er nemlig konditordrengen på anden plads. Dette eksempel en mignature på ubehændighed og næsvished trænger sig frem alle vegne på anden plads blandt tilskuerne. Og uagtet alle afslag og bønner om mere forsigtighed, falbyder og påtrygler han kager og spiritus, af hvilke sidste næsten det halve bliver spildt på folks tøj. 

Indsenderen var søndag den 23. i denne måned vidne til hvorledes omtalte dreng vist ødelagde en dames sjal ved at spilde en stor kvantum spiritus på det. Anmelderen og vist mange med ham synes det rimeligt at denne næsvise konditordreng ikke herefter ulejliger folk med sin påtrængenhed og blev hvor han hørte til. For hvem som ønsker at få nogen forfriskning, ved vel selv at finde konditoren.

Tillige anmoder man direktionen for dette teater ikke at udsælge flere billetter end at enhver skuespilbesøgende kan drage ånde, hvilket næppe var tilfældet torsdag den 20. og søndag den 23. i denne måned.

Indsenderen slutter med det ønske at disse to uordner snart må blive rettet.

(Politivennen nr. 713, Løverdagen den 29de August 1829, s. 560-561)

Redacteurens Anmærkning

Annonce i Adresseavisen, 2. november 1829 fra Franz Kuhns teater på Vesterbro. Der er linedans, pantomime og ballet. Bemærk at danserne er "jomfruerne Levin", som formentlig er døtre af den Levin som er omtalt andetsteds i Politivennen:

Theatret paa Vesterbro.

Onsdagen den 4de Novbr. ville Undertegnede have den Ære at give en store Forestilling, bestaaende i Linie-Dands, saavel med som uden Balanceerstang. Derefter: Den gyldne Drøm, eller: Cassander den Gjærrige; stor, comisk Pantomime i een Act; den tilhørende Dands udføres af Jomfruerne Levin. til Slutning (efter Fleres Forlangende): Den vilde Pige; stor Pantomimisk Ballet i 2 Acter. Den tilhørende Dands udføres af Jomfruerne Levin. Indholdet af denne Ballet faaes for 6 sk. Stkt. paa de Steder, hvor Billetterne udsælges, nemlig: paa Forestillingsdagen i Billetcomptoirerne og hos Hr. Conditor Apitz, paa Hjørnet af Pilestrædet og Klareboderne, til Kl. 3½ Eftermmiddag. Indgangen aabnes Kl. 5, og Begyndelsen skeer Kl 6

Franz Kuhn & Comp.

Annonce i Adresseavisen, 2. november 1829 fra Franz Kuhns teater på Vesterbro. Der er linedans, pantomime og ballet. Bemærk at danserne er "jomfruerne Levin", som formentlig er døtre af den Levin som er omtalt andetsteds i Politivennen. Endnu en annonce, denne gang i Kjøbenhavnsposten, 6. august 1830 hvor søstrene Lewin optræder:

Vesterbroes-Theatret.

I Søndags og iaftes (Torsdag) opførtes paa dette Theater, foruden den sædvanlige Liniedands og gymnastiske Øvelser, Pantomimen: "Jocko", eller den bralianske "Abe", hvori Hr. James Prices særdeles heldige Udførelse af Jockos Parie isærdeleshed tildrager sig Opmærksomhed. I denne Pantomimes 2den Act var desuden ved disse 2de Forestillinger indflettet en ny indiansk Dands, der udføres særdeles gratiøst af de trende jomfruer Lewin. I Forbindelse med det gymnastiske Akademie udførte Hr. Carl Price, hvis overordentlige Smidighed man her har saa megen Leilighed til at beundre - disse Aftener tillige den saakaldte Stigedands, hvori han viser stor eqvilibrisk Færdighed. - Paa Søndag er paa dette Theater bestemt at opføres en ny komisk Trylle-Pantomime: "Harleqvin og Pierrot som Brændehuggere, elller Neptuns Grav", componeret af Hr. Lewin.