Maskerader paa Hoftheatret. (Efterskrift til Politivennen)

- Hoftheatrets Maskerader toge deres Begyndelse i Søndags, og den næste vil finde Sted paa Søndag. Det til disse Maskerader med Hoftheatret trufne Arrangement er saa smukt som man vel kan tænke sig. Selve Skuepladsen er sat i Forbindelse med Tilskuerpladsen, der er forandret til en Søilehalle med Speilglas paa Siderne, omgiven af Divaner. Decorationen og Belysningen er brillant. Overhovedet er Hoftheatret vanskeligt at gjenkjende i sin nuværende Skikkelse, der gør Entrepreneuren, Kammerraad Lange, megen Ære. Besøget var ikke mere talrigt i Søndags, men det vil næppe udeblive ved de følgende Maskerader. (Flp.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 1. januar 1857).

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. januar 1857. Damer var ikke tilladt uden at være ledsagede af en herre. Den 6. januar i Sjællandsposten kunne man læse at maskeballet blev udsat på grund af et meget ringe antal deltagere. I det første ud af i alt 8 deltog ca. 3-400. Flot, men "man kedede sig". Samtig blev prisen nedsat 1 Rd for begge køn. Hvilket også var prisen til ballerne 14. og 21. januar, 11. og 22. februar 1857.

Det Maskeraderaseri, hvoraf Kiøbenhavn i Vinter har været besat, overgaaer al Beskrivelse, og det har næsten været ligesaa galt her som i Paris, hvor Sengeklæder bleve en Luxusartikel, da Ingen var hjemme nogen Nat, og derfor ombyttedes imod en Maskeradedragt, som i allerhøieste Grad var en Nødvendighedsartlkel. Der gives nu mangen Student, der sidder med Benene overkors midt paa Gulvet i Mangel af en Stol og i Tankerne forestiller sig, hvorledes Alt saa ud for en Maaned siden; paa Krogen der hang den Merskumspibe, som Papa gav ham ved Afskeden, forsynet med en passende Inskription i Dagens Anledning, ved Væggen tilvenstre stod Bogreolen med de aandelige Skatte, der skulde danne Grundlaget for hans tilkommende Berømmelse, i Hjørnet fandtes under er grønt tæppe forskjellige mere og mindre brugte Klæder ... O, du lieber Augustin, Alles ist weg! Men unge Mennesker ere ogsaa udsatte for ualmindelige Fristelser; netop som Maskeraderne ere bedst i Gang, vrimler det i Bladene med Avertissementer om, at brugelige og ubrugelige (!) Bøger kjøbes, at "man for Gud i Himmelens Skyld ikke maa overse disse Linier", som give Underretning om, hvor qamle (og nye) Klæder, hvis Opbevaring generer "af Mangel paa Plads", kunne blive anbragte, og saa er der disse uforlignelige Skilter, som lave de Forbigaaende vide, at "her kjøbes Alt". De stakkels Kommis'er, med hvilket Navn den stigender Civilisation  har omdøbt alle de forskjellige Arter af Kræmmersvende, ere ikke slupne bort fra Maskeradetiden under et halvt Aars Løn, for ikke at tale om Tjenestepigerne, som maa vaske Trapper i ungarske Halvstøvler, Blomsterpigeskjørt og græsk Hue, fordi alle deres nødvendige Klædningsstykker ere blevne feiede ud. En ung Mand, som ikke længere kunde begaa sig i Kjøbenhavn under saa rivende Forhold, var heldig nok til at saa en Plads i Fyen, men maatte med Livsfare begive sig paa Reisen i Nankinsbenklæder, lakerede Dandsestøvler og en let Kontorfrakke af den Slags, som om Sommeren averteres under Overskriften: "Lette Støvfrakker, 12 Lod vægtige". Og dog maa man lykønske ham og Andre, som heldig ere slupne ud af dette Sodoma og saaledes ere undgaaede den umaadelige Fristelse, der fremstiller sig i Form af de to sidste Maskerader paa Hoftheatret. (Dvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 3. marts 1857)

Den sidste maskerade fandt sted i marts og var velbesøgt. Ifølge Østsjællandsk Avis (Køge) 14. marts 1857 var der en maske forestillende Hr. Høedt i "Den sidste nat" som sandsynligvis "vilde have været af uimodstaaelig Interesse for de qvindelige Besøgende, hvis vedkommende Copi ikke havde været slet saa uheldig som Fremstiller."

I 1842 var Hofteatret blevet renoveret (arkitekten Jørgen Hansen Koch) til hvad man nogenlunde kan opleve i dag. Teatret brugtes ud over som teater, også til koncertspillested, ”events”, feststed m.m. I januar 1857 arrangerede kammerråd Lange maskeballer, men det blev ikke nogen umiddelbart succes før han nedsatte prisen fra 5 til 3 Rd. parret (2 Rd. for en mænd og 1 Rd. for en kvinde). Den sidste maskerade i 1857 fandt sted 20. februar.

Peter Most (1826-1900): teaterdirektør og kammerråd Hans Wilhelm Lange (1815-1873). Hans ophold på Hofteatret blev en kort station mellem Casino og Folketeatret.

Kammerråd Hans Wilhelm Lange (1815-1873) afholdt en række musikalske soireer på Hofteatret i februar 1857. H. W Lange forlod i 1855 Casino efter en strid med bygningens ejere. I stedet fik han tilbudt Hofteatret af Frederik 7. I 1857 oprettede han Folketeatret på Nørregade.

Hofteatrets maskerader var i konkurrence med Casino. Hvad der dog ifølge Flyveposten ikke skabte problemer, idet op til 2.100 deltog i Casinos første i februar. Et andet fandt sted 19. februar 1857.

Christus på Hoftheatret.

Det er bekendt hvor ofte der er tvivlet om kunstens anvendelse på de bibelske personer, hvor meget der lader sig sige for og imod, og hvor vanskeligt det er at bestemme en almindelig grænse. Imidlertid må der ufejlbarligt gives tilfælde om hvilke der i det hele taget kun er en stemme fordi de støder selv den svagere religiøse sans. At Kristus bør lades udenfor enhver dramatisk forestilling hvad enten denne gives på et teater eller i en koncertsal, vil vel de fleste indrømme. Kun den der i Kristus ser en skuespiller, kan udholde at se en skuespiller som Kristus. Dette har været hr. Zincks rolle i forrige og indeværende vinter i det beethovenske oratorium opført på det Kongelige Hofteater. Det overlades til nærmere betragtning hvorledes sådan kan rime med den religiøse tone vores tidsalder tilegner sig som særkende.

(Politivennen nr. 322. Løverdagen den 2den Marts 1822, s. 5162-5163).

Hofteateret, som det blev ombygget til i 1840'erne under Christian 8. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Redacteurens Anmærkning

Siden slutningen af 1700-tallet mistede kirken og kristendommen mere og mere sin rolle som hylderen af statsmagten, og dyrkelsen af denne. I stedet begyndte teatret mere og mere at overtage denne rolle. Og det kan måske ses som udtryk for den måde som det voksende borgerskab ønskede at synliggøre statsmagten. Mange af guldalderdigternes teaterstykker (Oëhlenschlägers Elverhøj fx) er eksempler på dette. Og artiklen kan være en afmagtsfølelse af at teateret har overtaget kirkens rolle.

Zinck-familien havde adskillige familiemedlemmer tilknyttet teatret på Politivennens tid. Fx Marie Elisabeth Zinck som debutterede 1808 og døde 1833. Formentlig er der tale om Georg Zinck, om hvem Den Store Danske skriver (forkortet):  

Georg Zinck, blev 1808 student. Han var meget musikalsk og i besiddelse af en brillant tenorstemme, omfangsrig og velklingende. Han debuterede 1812 som ritmester Rose i Ungdom og Galskab. Senere som Ottavio i Don Juan og kongen i Cendrillon, Belmonte i Bortførelsen fra Seraillet, Aimar i Røverborgen og titelrollen i Joseph og hans Brødre. Han optrådte sidste gang 1827 som grev Almaviva i Figaros Bryllup.

Endnu et par Ord om Sjovervæsenet, især ved Hoftheatret.

(Efter indsendt)

Søndag formiddag den 23. november var dette uvæsen igen i fuld virksomhed. Sjoverne havde opstillet sig i en række fra døren hvor vagten står, langs den højre væg og gled således ind en efter den anden, og fra den anden side hvor de skikkelige folk stod, slap næsten ingen ind. Endelig kom en teaterbetjent med en underofficer og to mand, og som slagne af en lynstråle så man hele lauget i en hast begive sig bort. Et kendeligt bevis på at disse godtfolk dog må have en inderlig overbevisning om dæres næringsvejs ulovlighed, og om at de er velfortjent til stokkeprygl. Vagtens komme vakte en almindelig glæde blandt alle de andre. Men glæden var stakket. Teaterbetjenten begav sig ind i den anden gang, og sjoverne listede sig lidt efter lidt ind igen, fordi underofficeren med den bedste vilje intet klækkeligt kunne udrette, da han ikke kendte prangerne.

Uagtet det simpleste middel til at råde bod på denne - for 5 til 6 år siden her aldeles ubekendte - uskik, var stokkeprygl især da politiets stokke med langt mindre omstændighed anbringes på disse vedkommendes rygge end flintekolber, eller bajonetter, så kan man dog foreslå et andet middel der med lidt mere ulejlighed fyldestgør alle humanitetens såvel som de skuespilbesøgendes fordringer.

Det måtte nemlig behage teatrets direktion at anordne at en teaterbetjent (en af dem der ved billetternes uddeling i almindelighed opholder sig i skuespilhusets forsal og som uimodsigelig må, lige såvel som ethvert andet menneske hvis vej jævnlig falder forbi Det Kongelige Teater om formiddagen kl. 10 kunne kende sjovere fra ikke-sjovere), posteres med det par soldater eller politibetjente ved opgangen hvor der er aldeles lyst, og meddelte enhver som gik op for at tage billet, et tegn, fx en blikpenge, at det pålagdes ham ikke at give tegn til nogen som engang havde fået, og atter meldte sig. Og at det pålagdes kassereren ikke at uddele billetter til andre end dem som havde tegn. Og ikke flere end en billet til de notoriske sjovere som derfor måtte meddeles ved opgangen et noget forskelligt tegn, til andre to højst tre.

Trængslen ville dermed ikke blive voldsom. Dog måtte teaterbetjenten stå indenfor en slags disk eller blot ved et bord for uhindret at kunne beskue og tildele enhver efter sine gerninger.

(Politivennen nr. 449, 29. november 1806, side 7135-7138)

Sjoverstime og Billetprangen ved Hoftheatret.

(Efter indsendt)

Man bemærkede med fornøjelse den iver hvormed kontrolløren der er til stede ved billetkontoret ved Hofteatret, søndag den 16. dennes forsøgte at forebygge trangen og alarm af sjoverne. Og han fortjener publikums tak fordi han jog den skare af prangere ned. De samme personer man sædvanligvis ser prange med billetter som følgelig ikke skete nogen uret. Kun skade denne frist varede så kort. For så snart kontrolløren var gået bort, listede de sig tilbage igen. Nu stod man da atter i dette ubehagelige selskab som man vel måtte forlade og hellere igen søge sin billet på anden hånd.

Man ønskede derfor at kontrolløren forblev på den side af døren hvorfra man går ind til billetkontoret da publikum så kunne håbe at blive befriet for disse mennesker der ikke som bud, endnu mindre til personlig brug, tager billetter. For de opkøber dem i dusinvis, men blot for at prange med.

Underofficeren der med to mand var posteret uden for døren, holdt dem vel nogenlunde fra at trænge, men en sværm af sjovere var der dog.

Flere havde set disse personer komme ud med næverne fulde af billetter, sølge med halvt til hel 100 % fordel, og derpå trænge ind op ny. Men at drive sådan øger med billetterne, og således fordyre adgangen til en offentlig indretning, hvor der er sat en bestemt pris, er sandelig dog til åbenbare fornærmelse for publikum. Man må så meget mere ønske sjoverne bort fra Hofteatret som antallet af de pladser der ikke er abonnerede, ikke er flere end at de kan opkøbe de fleste billetter, og da står de i deres magt at stemme prisen til hvad de vil. Man hører alle forlange lige meget. Og at det har været tilfældet med Hofteatrets pladsloge- og parterrebilletter at de fleste har været opkøbte af sjovere, kan man overbevises om deraf at der næsten hver søndag en 1 højst 3/4 time efter kl. 11 har været flere tilbage af disse billetter, og i denne tid har sjoverne trængt så stærkt at det ikke vel har været muligt for andre at komme ind.

(Politivennen nr. 448, 22. november 1806, side 7119-7121)

Forslag til Theaterdirektionen

(Efter indsendt)

Ved det store teater og her søndag formiddag ved hofteatret ser man ved uddelingen af billetterne ikke sjældent at vagten der står inden for døren, har meget besvær med at modstå den magt hvormed mængden trænger sig på for at komme ind. 

Søndag den 26. oktober var trængslen om formiddagen ved hofteatret meget stærk. Kontrolløren havde nu fået det gode indfald at postere en underofficer og to mand uden for døren. De bad høflig om plads, og fortalte der måtte ingen trængsel være. Det havde straks den gode virkning, at enhver nok så velklædt uden at blive klemt eller stødt eller besudlet kunne gå ind og hente sin billet.

Pladsen foran Hofteatret og udsigten til Christiansborg Ridebane. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Man foreslår derfor at sætte de fleste af vagten udenfor, for at minde imod al trængsel. Den første den bedste der gjorde mine til at trænge, kunne jo først høflig anmodes at lade være, og siden med magt føres til siden, og ikke tillades at nærme sig før mængden var borte.
Den bekvemhed hvormed man da kunne hente sin billet, ville vist være meget velkommen.  Og således ville nok også billethandelen, rettere sagt forsalg med billetter, ophøre. For det er almindeligvis kun sjovere der forårsager og tør nære sig i den trængsel.

Mon ikke også bortfjernelsen af denne trængen og billethandel ville være fordelagtig for teaterkassen? Spærværket, hvori døren står på gangen ved hofteatret knager stærkt, og ofte ser man stenpillerne sprængte uden for komediehuset på Kongens Nytorv. Og de fleste af komediegængerne må nok lige såvel tage hensyn til deres pung som tid, om man skal gå på komedie eller ikke. Men jo dyrere billeten er, desto sjældnere kan man kun gå. Altså må også tilskuernes tilløb som en følge deraf være meget mindre. Har man fx en dag givet 4 til 6 mark for en parterrebillet, må man blive borte en til to andre dage man kunne få den for almindelig pris. Disse 2 til 4 mark er jo et rent tab for teateret.

København den 31. oktober 1806

(Politivennen nr. 446, 8. november 1806, side 7087-7089)

Redacteurens Anmærkning

Der blev forsøgt gjort noget ved det 3 år senere med "Politie-Pl. om Billetters Indkiøb til Skuespillene m.v. 2. Sep. 1809". Men uagtet denne fortsatte billethajernes deres virksomhed, således som det fremgår af adskillige artikler fra Politivennen. Ikke kun af sjovere (der dengang var en betegnelse for dragere), men af talrige andre samfundsgrupper. Her et uddrag fra plakaten: 

2. Gr. Da den trængsel og uordentlige Sammenstimmel af Mennesker, der, i anledning af yndede stykker, i Almindelighed finder sted udenfor Skuespilhuset, saavel om Formiddagen til Billetters Indkiøb, som om Aftenen til Indladelsen i Huset, ikke alene er uanstændig, men endog som oftest farlig for Menneskers Liv og Helbred, det ligeledes maa ansees stridende imod god orden, at endeel Personer af ringere Almue næsten udelukkende opkiøbe alle Billetterne for derefter til høiere Priser at afhænde dem paa offentlig Gade til enhver, der ønsker at besøge Skuespillet, hvorved en af Publikums ædleste Fornøielser fordyres til Fordel for Lediggiængere af den laveste Klasse; Saa bliver herved, til Efterretning og Iagttagelse for alle Vedkommende, følgende bekientgiort: 

3. I Følge Cannellie-Br. til Politiemesteren i Khavn 1. Sept. 1809, forbydes det aldeles at overlade Entree-Billetter til Skuespillet til andre til en høiere Priis, end derpaa er sat; Enhver altsaa, som antræffes heri at giøre sig skyldig eller under Navn af Douceur eller Gave at imodtage mere, end Billetten virkelig koster, vil blive anseet med en Mulkt fra 5 til 10 Rdlr til lige Deling mellem Angiveren og Politie-Kassen, og desuden være pligtig at tilbagebetale hvad han for Billetten har imodtaget. Ligesom der fra Politiets Side skal blive anvendt alt mueligt til Overholdelsen heraf, saaledes anmodes herved det ordenselskende Publikum, at være Politiet behielpelig i Opdagelsen af Forseelser imod denne Anordning.