Christus på Hoftheatret.

Det er bekendt hvor ofte der er tvivlet om kunstens anvendelse på de bibelske personer, hvor meget der lader sig sige for og imod, og hvor vanskeligt det er at bestemme en almindelig grænse. Imidlertid må der ufejlbarligt gives tilfælde om hvilke der i det hele taget kun er en stemme fordi de støder selv den svagere religiøse sans. At Kristus bør lades udenfor enhver dramatisk forestilling hvad enten denne gives på et teater eller i en koncertsal, vil vel de fleste indrømme. Kun den der i Kristus ser en skuespiller, kan udholde at se en skuespiller som Kristus. Dette har været hr. Zincks rolle i forrige og indeværende vinter i det beethovenske oratorium opført på det Kongelige Hofteater. Det overlades til nærmere betragtning hvorledes sådan kan rime med den religiøse tone vores tidsalder tilegner sig som særkende.

(Politivennen nr. 322. Løverdagen den 2den Marts 1822, s. 5162-5163).

Hofteateret, som det blev ombygget til i 1840'erne under Christian 8. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Redacteurens Anmærkning

Siden slutningen af 1700-tallet mistede kirken og kristendommen mere og mere sin rolle som hylderen af statsmagten, og dyrkelsen af denne. I stedet begyndte teatret mere og mere at overtage denne rolle. Og det kan måske ses som udtryk for den måde som det voksende borgerskab ønskede at synliggøre statsmagten. Mange af guldalderdigternes teaterstykker (Oëhlenschlägers Elverhøj fx) er eksempler på dette. Og artiklen kan være en afmagtsfølelse af at teateret har overtaget kirkens rolle.

Zinck-familien havde adskillige familiemedlemmer tilknyttet teatret på Politivennens tid. Fx Marie Elisabeth Zinck som debutterede 1808 og døde 1833. Formentlig er der tale om Georg Zinck, om hvem Den Store Danske skriver (forkortet):  

Georg Zinck, blev 1808 student. Han var meget musikalsk og i besiddelse af en brillant tenorstemme, omfangsrig og velklingende. Han debuterede 1812 som ritmester Rose i Ungdom og Galskab. Senere som Ottavio i Don Juan og kongen i Cendrillon, Belmonte i Bortførelsen fra Seraillet, Aimar i Røverborgen og titelrollen i Joseph og hans Brødre. Han optrådte sidste gang 1827 som grev Almaviva i Figaros Bryllup.