The Scotsman om Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

En udenlandsk Dom om Universitetets Jubelfest. Modens Universitetets Jubelfest i det Hele ogsaa er bleven omtalt med Velvillie i Udlandets Presse, og selv tyske Blade ikke have gjort nogen Undtagelse i saa Henseende - Nordd. Allg. Zeit. har saaledes indeholdt en meget anerkjendende Artikel i Anledning af Festen - læser man i det i Edinburgh udkommende Blad The Scotsman for den 13de Juni under Titlen "Det akademiske Danmark" en Korrespondance fra Kjøbenhavn, dateret den 8de Juni. som anslaar en helt anden Tone og ikke blot taler med Haan om Universitetsfesten, men ogsaa om det danske Samfund i det Hele, om vore politiske og sociale Tilstande, om vore Institutioner og ledende Mænd. Det er ret karakteristisk og fortjener ialfald at noteres, at det netop er i et paa Engelsk skrevet og i Skotlands Hovedstad udkommende Blad, at en saadan Artikel er fremkommen; thi om den end ikke absolut kan tages som et Vidnesbyrd om Beskaffenheden af det Venskab, som man endnu kan høre, at man i England nærer for Danmark, saa viser den dog. at der ved Siden al Venskabet hos Nogle er en høj Grad af overlegen Ligegyldighed hos Andre. Forfatteren, der synes at være en i Kjøbenhavn levende Englænder og at være taalelig vel kjendt med Overfladen af danske Forhold - om han end ikke er helt fri for positive Fejltagelser, saaledes som naar han f. Ex. lader Tingenes Møder begynde Kl. 10 finder øjensynlig Hovedaarsagen til de Mangler, han finder i det danske Samfund, deri, at det ikke er noget stort Handelssamfund, thi han kommer jevnlig tilbage til, at Dit og Dat ikke kunde ske i et saadant. I god Overensstemmelse med hans kommercielle Standpunkt er ogsaa den egentlige danske Borgerstand den eneste Del at det danske Folk, som han omtaler med taalelig Velvillie; han betegner endog Bourgeoisiet som i det Hele intelligent og dannet, om han end ikke kan undlade at raillere over Grosserernes Higen efter at taa en Orden eller en Titel, der kan bringe dem ind under den "umaadelig latterlige Rangforordning". Alle andre Samfundsklasser derimod ere Gjenstand for hans dybe Ringeagt. Adelen er ikke literært dannet, ja ikke engang intelligent eller dannet overhovedet og gjennemgaaende fattig; Bønderne ere uvidende og stupide. Lærerne ved Folkeskolerne staa langt under de skotske. Studenterne, der hverken ere revolutionære som de franske eller øldrikkende Skvadronnorer som de tyske, men pæne unge Mennesker, der passe vel paa, at deres bebrillede Ansigter ikke blive uskikkede til at vise sig paa Østergade eller Langelinie, ere en exklusiv Race, der ser ned paa Alt, hvad der ikke er akademisk, og som ogsaa gaar og gjælder for Lys i dette Samfund, der hverken har Handelsfyrster eller store Godsejere til at gjøre dem Rangen stridig, og hvor hverken Adelen eller Borgerstanden lader sine Sønner faa en Universitetsopdragelse. naar de ikke netop skulle søge ad Embedsvejen. Pressen, som ledes af dem, er under al Kritik, og Professorerne ere Pedanter, der for det Meste ere yderst uvidende om Alt, hvad der ikke falder ind under deres Studium. Om selve Universitetsfesten taler Korrespondenten iøvrigt ikke meget; han gaar ud fra, at Telegrafen allerede har meddelt det Fornødne, og hans Brev skal derfor væsentlig kun forklare hans skotske Læsere, hvorfor en saa lokal og i visse Henseender temmelig barnlig Fest har kunnet vække saa stor Interesse i Kjøbenhavn. Imidlertid faar han Lejlighed til i sine indledende Bemærkninger at fortælle, hvorledes den oprindelige Tanke om at gjøre Universitetsfesten international strandede paa indbyrdes Strid i Komiteen (danske Komiteer, siger han, kjævles altid) og paa Ophævelsen af Pragerfredens 5te Artikel, der gjorde, at man ikke vilde have tyske Professorer med, skjønt han erklærer sig ude af Stand til at se, hvad spekulative tyske Professorer havde at gjøre med Bismarks Handlinger. Ogsaa Redaktør Plougs Sølvbryllup faar han med ind under Universitetsfestlighederne og omtaler det paa samme lidet sympathetiske Maade som alt det Andet, og endelig fælder han ogsaa en meget nedsættende Dom om den æsthetiske Smag i Danmark, hvilket han betegner som et Paradis for smaa Poeter og Literater. Kort sagt. Korrespondancen til the Scotsman er fra Først til Sidst præget af deu utaaleligste britiske Arrogance, er et Smædeskrift imod hele vort Samfund.

(Dagbladet (København) 18. juni 1879).

The Scotsman udkom fra 1817 og formålet var "upartisk, fasthed og uafhængighed". Den udkom dagligt fra 1850 med et oplag på 6000.

Fædrelandet offentliggjorde den 1. september 1879 et brev fra den "herboende skotte" A. Stewart Macgregor fra The Edinburgh Courant 26. august 1879 som svar på The Scotsmans artikel. I The Scotsman udkom desuden en protest den 12. august 1879 fra kammerjunker Robert de la Laing hvori han påstod at det var en dansk mand der havde skrevet artiklen i The Scotsman, hvilket blev benægtet af The Scotsmans redaktion. Da professor George Stephens i et brev til Nationaltidende ikke desto mindre støttede op bag kammerherrens påstand, fik det de nationalliberale blade i Danmark til at tro på at det måtte være en dansk mand. Dette gjaldt ikke Venstre-avisen Morgenbladet:

Selvtilfredshed er en Egenskab, som det ikke skorter os paa her i Landet, og deraf følger naturlig, at man er pirrelig, naar andre vove at kritisere, og sjæleglad naar de rose. Altsaa maatte nogles Sind komme i Oprør over den Vurdering, som en Korrespondent til The Scotsman i Anledning af Universitetsfesten foretog over mange Forhold i Danmark, og især maatte de Nationalliberale gjøre Anskrig, thi de have, som bekjendt, anset sig privilegerede til gjennem Udlandets Presse at forvrænge alt, hvad der ikke var nationalliberalt her hjemme, og derfor kommer det som en Nemisis over dem, at nogen faar Lyst til ogsaa at sætte deres Herligheder under kritisk Behandling. De pressede strax paa de herboende Englændere med det hidsige Krav, at disse burde sørge for en Gjendrivelse af The Scotsman, m.n der meldte sig ikke andre end en dansk Student, indtil det endelig nu efter godt to Maaneders Forløb er lykkedes at afvinde to Englændere her i Byen Protester. Disse ere derefter. Den ene fortæller om en "enstemmig Fordømmelse" af Korrespondancen, den anden er instrueret paa en med nationalliberale Formaal bedre stemmende Maade. I samme Øjeblik nemlig, som han raser mod The Scotsman's Kritik - der ikke lod nogen Del af vort selvtilfredse Samfund gaa ram forbi, men dog var mildest mod Bourgeoisiet - voxer han i Højde med de Karrikaturer, som den nationalliberale Pressevirksomhed før har affødt mod politiske Modstandere her hjemme og praktiseret til Udlandet. Ud over det "ultraliberale Parti", hvilket han i øvrigt ikke nærmere forklarer sig om, saa det er uvist, hvad han mener derved, vælter han saadanne Ting, som, at det i "Hjærtets Demoralisation" paakalder Fremmedes Vidnesbyrd til Støtte for sin "vanærende i Dom" over sit Fædrelands Institutioner. Dette har han gjort som "en rolig Protest", men Skotterne maa saa et underligt Indtryk af to Sandhedsvidner, af hvilke den ene har hørt enstemmig Fordømmelse over Universitetskorrespondancen, medens den anden hos et Parti her i Landet har fundet vanærende Glæde over den.

(Morgenbladet (København) 5. september 1879).

Beensamling fra Universitetet. (Efterskrift til Politivennen)

En af Kjøbenhavns videnskabelige Samlinger har for nylig været udsat for at lide et ikke ringe Tab, idet en af Arbeiderne ved den nye Universitetsbibliotheks-Bygning havde fundet Lejlighed til at snige sig ind i Prof. Eschrichts Samling af Dyre- og Fugleskeletter i Universitetskjælderen og derfra at borttage et Partie Been. For at skaffe noget Brændeviin til sig og sin Kammerat, der beklagede sig over, at han trængte til en Dram, og at de i den senere Tid i Byggegrunden kun fandt saa faa Been - disse vare de nemlig berettigede til at sælge - , absenterede den Paagjældende sig pludseligt og overraskede sin Medarbejder ved at tilkaste ham en Hoben Been, som de derpaa, efter at de havde tilsmurt dem med Jord, solgte til en Jern-, Klude- og Beenhandler, til hvem de sædvanligt pleiede at afhænde gamle Been. Skjøndt denne ikke undlod at yttre, at det forekom ham at være nogle underlige Been, lod han sig dog berolige ved Sælgernes Fortælling om, at de vare fundne ved Gravning i Lille Fiolstræde, og kjøbte dem i god Tro. Det skal ved Sagens Undersøgelse for Retten ikke have været ganske let at overtyde Vedkommende om Vigtigheden af de stjaalne Been, der iøvrigt alle skulle være komne tilstede. (Dgbl.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. december 1857).

Tyveri. I Begyndelsen af sidstafvigte December Maaned blev der gjort Anmeldelse til Politiet om, at der var begaaet Tyveri fra Universitetets physiologiske Musæum, idet der fra det i Krystalgade beliggende, saakaldle gamle Anatomihuus, var bortstjaalet endeel Skeletter af forskjellige Dyr og nogle Stykker af en gammel Kakkelovn. Under den derefter imod Arrestanterne Jonas Andersson, Carl Martin Hækkebølle og Jens Peter Petersen samt de tiltalte Thomas Gøde, Christian Ole Wissing og Hans Andersen indledede Undersøgelse, blev det ved de af dem afgivne Forklaringer, i Forbindelse med de iøvrigt tilveiebragte Oplysnniger, godtgjort, at de, der arbeidere som Haandlangere ved Opførelsen af Universitetets Bibliotheksbygning, have havt Andeel i bemeldte Tyveri paa følgende Maade. Da Arrestanten Hækkebølle havde, som af ham forklaret, hørt, at der var Menneskebeen i Anatomihuset, krøb han, i det Øiemed at see disse Been, en Tag i Novbr Maaned s. A. over et henimod 4 Alen høit Plankeværk, der adskiller Anatomihusets Gaard fra den Plads, hvorpaa bemeldte Bibliotheksbygning opføres, og steg derpaa, efter at være kommen ned i Gaarden, ind af en Aabning paa Huset, hvori tidligere havde været anbragt et Vindue, der nu tilligemed de øvrige Vinduer var udtaget samt borttog derefter, da han var kommen ind i Huset, 2 Jernplader, som han igjennem en anden Aabning i Huset kastede ud i et paa den ommeldte Plads værende Skur, hvor de bleve modtagne af Arrestanten Petersen, og derpaa af dem i Forening med Tiltalte Wissing, der antog dem for stjaalne, solgte, hvorefter de om Aftenen alle 3 brugte endeel af de ved Salget erhvervede Penge tll Fortæring. Søndagen den 29de November næstefter bleve Arrestanterne Hækkebølle og Petersen enige om at bortstjæle er deel af de Been, der fandtes i Anatomihuset, hvorefter Petersen, medens Hækkebølle erholdt sig i Skuret, paa den ovenfor omforklarede Maade skaffede sig Adgang til Huset og kastede igjennem samme Aabning endeel Ben ud til Hækkebølle, der tilligemed Arrestanten Anderson modtog dem og lagde dem i en Sæk, hvorved de under Udkastningen understøttedes af Tiltalte Andersen, uden at denne dog var bekjendt med, hvem der udkastede dem, eller hvorledes man havde skaffet sig Adgang til Huset. Da Sækken ikke var bleven fuld med de af Arrestanten Petersen udkastede Been, gik Arrestanten Andersson ligeledes paa samme Maade over Plankeværket ind i Huset og udkastede endeel flere Been. hvorefter den største Deel af Benene i 2 forskjellige Gange bleve solgte, tildeels ved Hjælp af Tiltalte Wissing, der havde Mistanke om at de vare stjaalne, ligesom ogsaa samtlige Arrestanter og de Tiltalte om Aftenen i Forening brugte de ved Salget erhvervede Penge til Fortæring. Ved samme Leilighed bleve tiIlige2 Jernplader borttagne og solgte. Samtlige de stjaalne Been, der for Musæet havde en Værdi af 20 Rd., men som gamle Been kun kunne vurderes til omtrent 1 Rd., ere komne tilstede og tllbageleverede Musæet tillige med de sidstnævnte 2 Jernplader. For det Arrestanterne og de Tiltalte saaledes overbeviste Forhold bleve de - der samtlige ere over criminel Lavalder og hvoraf Ingen tidligere er funden idømt nogen Straf, naar undtages en Arrestanten Hækkebølle under 27de November 1850 overgaaet Krigsretsdom, hvorved han for Surordinationsforseelse blev andet med strængt Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 48 Timer - ansete efter Forordningen af 11te April 1840. Arrestanterne, med Hensyn til hvem det den 29de November udførte Tyveri maatte ansees udført ved Indbrud, efter § 12 1ste Membrum, samt Arrestanterne Hækkebølle og Petersen tillige efter § 1, Tiltalte Andersen efter § 21. cfr. 1 og Tiltalte Wissing efter § 22, og fandtes Straffen for Arrestanterne at kunne bestemmes til Forbedringshuusarbeide, hver især i 2 Aar, og for de Tiltalte til Fængsel paa Vand og Brød, Andersen i 2 Gange 5 Dage og Wissing i 3 Gange 5 Dage, hvorhos Arrestanten Andersson, der er født i Sverige og kun har havt Ophold her i Landet fra St. Hansdags Tider 1853, vil efter udstaaet Straf være at bringe ud af Landet ved Politiets Foranstaltning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. april 1858).

Daniel Frederik Eschricht (1798-1863). Fysiolog, læge og zootom. Han var vidt berejst i Europa, og ansat flere steder i København. 1831 blev han medlem af sundhedskollegiet. I 1833 stiftede han i forening med Joakim Frederik Schouw og Jonas Collin den naturhistoriske forening, og han stillede da sin skeletsamling til foreningens rådighed, i hvis lokale den blev opstillet. 1841 købte Universitetet hele Eschrichts samling for 6000 Rigsdaler, og herved grundedes det fysiologisk-zootomiske museum, som for største delen anbragtes i kælderen under Universitetets Festsal og i den følgende tid forøgedes betydelig. Efter Eschrichts død, da fysiologien havde taget en anden retning, opløstes denne samling, og den største del deraf blev indlemmet i universitetets zoologiske museum.

Reformationsfesten. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn den 10de October 1836.- Det vil sikkert have forundret Publicum at erfare, at vort Universitet høitideligholder Reformationsfesten ved at afholde saakaldte Magister-Licentiat- og Doctor-Disputationer. Ved Reformationsfesten skulle vi feire Mindet om den mærkelige Tid, da en kraftig og ædel Begeistring forenede gode Kræfter tiil Kamp mod Traditionens Tyranni, da Menneskeaanden reiste sig med kraftig Protest imod de forsmædelige Lænker, hvori Herskesygen havde smedet Vankundigheden, og begyndte det store Reformens Værk i Kirke og Stat, der betegner Menneskehedens senere Historie. Vi tilstaae gjerne, at dette Maal kun er opnaaet meget ufuldkomment; men netop derfor ligger der i Mindet om den unge, livsfriske Kraft, om den Begeistring og sunde Dygtighed, hvormed hiin Bestræbelse først traadte i Livet, en stærk Opfordring til at fortsætte den, eller hvis vor Tid endnu ikke skulde due til at frigjøre sig fra al Overleverings Ledebaand, da idetmindste at vende tilbage til det Standpunkt, hvorpaa selv Kirkereformen i sin første Reenhed søgte at stille sig. - Denne Reformationsfest vil ogsaa Universitetet søge at forherlige, og det med Rette, thi Reformationen var det, der frigav Videnskaberne til den menneskelige Aands selvstændige Granskning, og Reformationen var det, som seqvestrerede Kirke- og Klostergodser, og saaledes skjænkede Universitetet Tiende og Landgilde til Professorernes Lønning. Det er altsaa naturligt og billigt, at ogsaa vort Universitet feirer hin Begivenhed; men hvorledes gjør det det? Ved saakaldte Magister- Licentiat- og Doctor-Disputationer. - Der gaves en Tid, da alle nyere Sprog vare saa barbariske og udannede, at de kun afgave et meget maadeligt Middel for en høiere Tænkning, medens det latinske Sprog var bragt til en vis udvortes Formfuldendthed, der selv i sin forskruede Stivhed dog nogenlunde kunde tilfredsstille den yderst magre Kreds af Forestillinger, der tilligemed Sproget selv vare modtagne gjennem de ufuldstændige Brudstykker af en Literatur, hvori det romerske Liv, eller egentlig kun en enkelt mindre dygtig Periode af samme udtaler en meget ufuldkommen og skjæv Culturs høist eensidige Udvikling, der tilmed er gaaet tilgrude. Det er forklarligt, at man dengang kunde ansee det for en værdig Gjenstand for de menneskelige Bestræbelser, at drive det til den størstmulige Færdighed i Brugen af de uddøde Stumper af et Sprog, der fordum var talt af Folk, der i en vis forfinet Humanitet og Elegants stode over de fleste paa hiin senere Tid levende Mennesker. Men siden den Tid have de fleste af Nutidens Sprog opnaaet en indre Rigdom og formel Uddannelse, der sætter dem langt over hiint støede Herbarium af visne Phraser, ligesom den friske, saftige Fylde, Livet udfolder under Dagens lyse Straaler, aabner dem en Fremtid fuld af Haab og Glæde, medens hine dunkle, blodløse Skygger evigt holdes fængslede af Gravens kolde Nat. Og ligesom Sprogene selv have udviklet sig, saaledes har ogsaa Menneskeaandens rastløse Virken fremdraget een Masse af Kjendsgjerninger og skabt en Rigdom af Ideer, hvorom Oldtiden ikke kunde have nogen Anelse, hvad Under da, at hiin stereotype Formelkram, der alt for Aartusinder siden har tabt al indre Spirekraft, for en saa udvidet Forestillingskreds vilde være et ikke blot besværligt, men som oftest ligefrem ubrugbart Udtudskningsmiddel, selv om Folk endnu vare uforstandige nok til at bortødsle al den Tid, som udfordres til at erhverve nok til at erhverve den unyttige Færdighed, at skrive og tale saakaldet classisk  Latin. - Den Tid, da dette var det høieste Kjendetegn paa Dannelse og Smag, var Videnskabelighedens Barndom; det var den Tid, da Menneskeaanden endnu brugte Pegepind for at stave sig frem og stod ved en Stol og gjorde Battements, for at lære at strække Foden. Et nego maiorem og proba minorem, Syllogismer og Antitheser, det var de "Skolefuxerier," ved hvilke man skulde lære at tænke, en Sorites eller Achilles, de "Rasmusmontaniader," ved hvilke man udviste sin Skarpsindighed og Bravour. Denne Tid var det, der fødte de Disputationer til Verden, der gave den, der i hine Hanekyllingefægtninger kunde sige: pugnavi strenue, viei gloriose, - ak ja, de gave ham Rang og Titel i - Gud hjelpe os - den lærde (sic) Republik (sic). Men snart voxede Menneskeaanden fra hiin Pogedressur; Dialektikken kastede sig ind i Livet, bemægtigede sig og forarbeidede det rige stedse voxende Stof, og saaledes fremkom de store Resultater, der have omformet, eller ere i Begreb med at omforme ikke blot Vivdenskaberne, men hele det sociale Liv. I denne Tingenes Orden spille nu, som vi have tilladt os at yttre, saadanne gammelgothiske, scholastiske Disputeringsspillerier en i Sandhed jammerlig Rolle. Universitetet er Aandsfrihedens hellige Tempel, og ikke et Vartou for Parykker og Fordomme; derfor er det da, at det har forundret os, at det vil feire Mindet om den aandige Friheds Gjenfødelse ved at offre en Hekatombe paa Mologs Alter. Det Bedste er, at Publicum, (inclusive de saakladte Lærde) ikke tager mindste Notits af disse latinske Konster; de skrive Disputatiunculer, som Ingen læser, og staae der paa "Klosteret" i Kannikestræde og radbrække Latinen, sige hverandre flaue Complimenter, som Ingen hører paa - alt in majorem Dei gloriam. - Man fortalte med en Triumph, som om den gode Sag kunde have vundet en stor og følgerig Seier, at Consistorium efter flere Debatter havde andraget paa at enkelte Disputatser maatte kunne skrives paa Dansk, og at Universitetsdirectionen havde indstillet dette Andragende til allerhøieste Approbation. Denne er imidlertid ikke paafulgt. Da hiin Indstilling, som vi nu have erfaret, gik ud paa at den mundtlige Disputation over de danske Afhandlinger ligefuldt skulde holdes paa Latin, saa forekommer denne Hs. Majestæts Resolution os at være det ene Conseqvente, og en velfortjent Tilbageviisning af den Halvhed, der laae i Andragendet. For at Ingen skal bestride os Selvmodsigelse, bemærke vi, at vi nu som tidligere troe, at saalænge slige Disputatorier og det derpaa byggede literaire Ranguvæsen overhovedet skal vedvare, vilde ansee det for et Fremskridt, om det Hele blev paa Dansk, og at vi først senere ere komne til Kundskab herom, at det omhandlede Forslag laborerede af en uforklarlig Halvhed og Inconseqvents, der saameget mere maa antages at have bevæget Hs. Majestæt til dets Forkastelse, som der ellers ikke letteligen kunde tænkes nogen Grund til, at han skulde have nogen stor Forkjærlighed for Latiniteten.

(Kjøbenhavnsposten 10. oktober 1836)

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

Torsdagen den 28 Juli Kl. 12 helligholdt det Kjøbenhavnske Universitet en Sørgefest til høist salig Kong Christian den Syvendes Minde, hvortil Professor Thorlacius havde indbudet ved et Program, der i alcaiske Vers skildrede Dannerstatens Held under syvende Chrstians Regiering. De Indbudne forsamledes hos Etatsraad Bugge for derfra tilligemed Professorerne at begive sig til Kirken. Saasnart den talrige Procession, bestaaende af Statsministrene, de fornemste Embedsmænd fra alle Collegier foruden en Deel andre Videnskabsyndere og Lærere var kommen ind i Kirken, ophørte Klokkernes Ringen; og en Sørgemusik begyndte, forfattet af Professor Ridder Kunzen og udført af det Kongel. Kapel. Efter at Kantaten var afsjunget af et Antal akademiske Borgere, fremtraadte Professor Thorlacius paa et Sort behængt Katheder, der var blevet opreist i den midterste Gang paa Kirkegulvet, og udviklede for den store Forsamling i en latinsk Tale Rigets Skjebne under høistsalig Kongens lange Regierung, og de Ideer, som i denne havde ledet Statsstyrelsen. Efter Talen blev afsjunget et Chor, hvorpaa Processionen igjen vendte tilbage til det Sted, hvor den havde samlet sig.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 61
Løverdagen den 30 Julii 1814
Spalte 967-968

I Anledning af en Underretning i Dagen No. 25. (Efterskrift til Politivennen)

Det er bekiendt at Lieutenant og Literatus Hr. K. H. Seidelin jævnlig i sit Blad indfører Efterretninger, for hvis Sandhed og Rigtighed ingen anden Hiemmel haves, end at de læses paa Prent i Dagen. Naar hans Læsere skuffes ved Byrygter om Smaating, hvis Falskhed eller Sandhed er lige ubetydelig og ligegyldig for Almenheden: vil det ikke falde nogen ind at kalde ham til Regnskab. Naar han om en Mand, agtet som Menneske og Forfatter af den ædlere Deel af Nationen, vil meddele personlige Efterretninger, da skylder han ikke blot sin Retfærdighed, men sin Patriotisme, om han har denne i mere end ord og Udraab, at grunde disse Efterretninger paa historisk Sandhed, og at meddele dem saa nøiagtige og fuldstændige at ingen forsætlig eller uforsætlig Skygge, som Gienstanden selv ikke kaster, meddeles Misforstand eller skadefro Avind. Naar Hr. Lieutenant Seidelin saaledes vil fortælle Publicum, at Hr. Candidat Grundtvig har modtaget en Consistorial-Irettesættelse for Trykningen af hans Dimisprædiken: da er det hans Pligt, at fortælle dette historiske Factum heelt og med behørig Hiemmel, og ei at dølge hverken nærmere eller fiernere Aarsager, eller nogen Omstændighed, der sætter Sagen i si rette Lys. En modsat Handlemaade karakteriserer sig selv.
et Kongebud er helligt, og det vil adlydes uden Knurren, uden forfængelig Stolthed, og med Hengivenhed i Guds og Kongens Vilie. Saaledes har Hr. Candidat Grundtvig modtaget den Irettesættelse, som efter høiere Befaling blev ham meddeelt af Universitetets Consistorium. Hvor der, som Undertegnede, heller vilde være i hans Sted, der modtog den, end i dens eller deres Sted, der foranledigede den, og i Hr. Lieutenant Seidelins, der fortalte den - han ønske med mig: gid det gaae Grundtvig vel, og enhver, der som han er Gud, Konge og Fædreland tro.
C. Molbech
Amanuensis ved det Kongelige Bibliothek.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ottende Aargang No. 9
Tirsdagen den 29 Januarii 1811
Spalte 136

Den omtalte artikel i Dagen, nr. 25 fra 1811 lyder sådan:

Det er noksom bekjendt, at Kandidatus Theologiæ Hr Nik. Fred. Sev. Grundtvig lod i afvigte Aar trykke en Dimisprædiken under Titel: "Hvi er Herrens Ord forkyndte af hans Huus?" og ligesaa bekjendt, at en Del af Stadens Gejstlighed indgav Besværing over samme Prædiken som fornærmende mod den gejstlige Stand. Efterat Betænkninger over denne Sag vare indhentede saavel fra det theologiske Fakultet og Direktionen for Universitetet og de lærde Stole som fra Biskoppen tilkjendtes Kand. Grundtvig en eftertrykkelig Irettesættelse, der blev ham given i et Konsistorialmøde ved Universitets Rektor Løverdagen d. 12te Jan. d. A.

Christian Molbech (1783-1857). Han var 1805 blevet amanuensis, fra 1823 1. bibliotekssekretær. Venskabet med Grundtvig, der var indledt i 1808, holdt kun til 1812

Røde Huse.

Det er en forunderlig mani som er påkommen folk her i byen, at efterabe universitetsbygningens farve. Næsten alle bygninger som opføres fra ny af eller oppudses, får denne røde farve så at vi til sidst vist får en komplet rød stad. Det værste ved det ville være at byen taber sit renomme for skønhed. For så vist som denne farve er smuk og passende for enkelte anselige bygninger, så stygt vil det på den anden side blive om enhver istandsat rønne skulle hjælpe sig med den, da den på ingen måde er skikket til at hæve en ringe bygning i anseelse og skønhed. 

I sandhed ville det derfor være langt bedre for byens udseende i det hele taget om husejerne ville lade den mani fare, at gøre deres huse til kopi af universitetsbygningen, hvad de dog aldrig er skikket til at blive, og derimod blev ved den hidtil fulgte skik at give dem en farve som mere svarede til øjemedet, nemlig at afhjælpe manglen i det uanselige ydre. Man har nu og da bebrejdet hovedstaden et skaldet udseende, dens mangel på træer. Dersom dette er erkendt som begrundet, da må man undre sig over at der ikke anvendes mørke farver på husene, da dette vil bøde meget på savnet af træer. Dermed være dog på ingen måde sagt at stadens udseende ville vinde ved lutter mørke bygninger. Kun at den mørke farve er at foretrække for denne rødgule, der har alt for meget af murstenskuløren til at være smuk.

(Politivennen nr. 1332, Løverdagen, den 10de Juli 1841. Side 447-448. Sidetallene springer fra 332 til 433, således at 100 sidetal er sprunget over). 

Kongens Bibliothek.

I de seneste år har to af vores offentlige biblioteker, nemlig Universitetsbiblioteket og det såkaldte kongelige modtaget adskillige ønskværdige forbedringer hvortil især må henregnes udvidelse af lokalet som også til dels er blevet forskønnet. Derimod kan der vel erindres adskilligt mod forsyningsmåden med bøger. Især har Kongens Bibliotek stor mangel på bøger i visse fag, i stedet for at alle de vigtigere discipliner burde omtrent i lige grad betænkes med årlig forøgelse af hvad der udkommer eller fra de forgangne decennier mangler.

Hvad Kongens Bibliotek angår, da er det højst ubehageligt når man der på læsesalen læser eller konciperer pludselig at blive vakt af sin eftertanke ved tilråbet: Klokken er to! og ufortøvet at måtte pakke sammen, måske ved det mest interessante eller vigtigste sted i bogen. Nogle få minutter ville dog ikke kunne sige synderligt, så meget mere da læsetiden her er en hel time mindre end på Universitetsbiblioteket og inspektøren selv just ikke altid er så nøjagtig med at indfinde sig og begynde udlevering af bøgerne. Desforuden er det vel ikke altid lige vist at klokken er slået to når dette forkyndes de tilstedeværende. For det er dog vel ikke afgjort at inspektørens lommeur altid er ufejlbart, og desværre savnes her et stueur som derimod haves på Universitetsbiblioteket og som enhver tilstedeværende er i stand til at kontrollere. Ubehageligt er det også at man driver nøjagtigheden så vidt at man ved enhver ubetydelig fold i en bog tillader sig at irettesætte de læsende.

(Politivennen nr. 1220, Løverdagen, den 18de Mai 1839. Side 307-308)

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid lå Universitetsbiblioteket på Trinitatis Kirkeloft, mens Det Kongelige Bibliotek siden 1665 havde ligget ved bibliotekshaven hvor Rigsarkivet ligger. Dengang var haven havnebassin for flåden. I 1793 var det blevet åbnet for offentligheden. I 1906 flyttede biblioteket til den bygning som mange i dag forbinder med biblioteket.

Uorden ved Frue Kirke.

Ved hovedindgangen til Frue Kirke finder en uorden sted som indsenderen næsten daglig har anledning til at harme sig over. På hvad tid af dagen man end går her forbi, træffer man gadedrenge som morer sig ved at spille klink op til kirkedøren og afstedkomme en støj og spektakel som slet ikke sømmer sig udenfor Guds hus. Dog - de lader sig ikke nøje med at spille klink op til kirkedøren, men besudler den endog på den uanstændigste vis, ligesom jo pillerne er frygteligt medtagne af dette gadepak. Indsenderen indser til fulde vanskeligheden i at holde disse drenge borte herfra. Men umuligt er det dog langtfra. Et af de bedste midler til at fordrive dem var visselig det at enhver elsker af orden og renlighed som traf dem afstedkomme uorden og spektakel udenfor kirken, ville påtage sig et slags politi og fordrive dem, om ikke med gode ord, så med stokkeprygl. - En lignende tumleplads har gadedrengene snart også fået en slags hævd over, nemlig universitetets stentrappe. Dog er det vel at vente at de studerende vil føle sig opfordrede til at forjage dem når de der afstedkommer uorden og spektakel.

(Politivennen nr. 1164, Løverdagen, den 21de April 1838. Side 256-257)

Redacteurens Anmærkning.

Klink er omtalt som spil adskillige gange i Politivennen. Ifølge Jysk ordbog foregik det ved brug af dels mønter, (metal)knapper mv., dels små lerkugler mv. Reglerne varierede, og hvilke der gjaldt i København, fremgår ikke af Politivennen, udover at det tit foregik op ad mure. Man kastede én eller flere småmønter ind mod en væg eller et plankeværk. Den spiller, der kom nærmest, vandt. En anden variation gik ud på at deltagerne trillede deres kugle ind mod en væg. Ramte man en anden kugle, vandt man denne. 

Studiigaarden.

Blandt de mange offentlige og private bygninger der blev lagt i aske ved bombardementet 1807, er også universitetsbygningen eller den såkaldte studiegård.

Imidlertid er i de 23 år som er forløbet siden den tid, de fleste af brandtomterne fra disse rædselsdage atter og til dels smagfuldt bebygget. Af offentlige bygninger er blandt flere Metropolitanskolen for længst og selve Frue Kirke siden et års tid genopført. Kun den stakkels studiegård står endnu som skærende kontrast til disse, mørk og sørgende i sine ruiner.

"Af offentlige bygninger er blandt flere Metropolitanskolen for længst og selve Frue Kirke siden et års tid genopført." (Metropolitanskolen i 2016, 200 år efter opførelsen i 1816. Frue Plads i forgrunden, ruinen af Studiegården lå til venstre, udenfor billedet. Og Frue Kirke ligger udenfor billedet til højre. Eget foto, 2016)

Det kan dog næppe i det hele taget være mangel på de fornødne fonde der kan skyld i det. Den ikke ubetydelige assurance og hvad der ellers i denne række af år har kunnet være henlagt hertil, tør sikkert nu i det mindste anslås til ikke under en tønde guld, og en sådan kapital burde dog vel være mere end nok for enhver bygmester til dermed i det mindste at genopføre fx blot den fløj der danner facaden mod Frue Kirke.

Når man dagligt ser hvor betydelige bygninger private opfører med forholdsvis ubetydelige kapitaler, eller man endog blot ser hen til andre offentlige bygninger der i de seneste år med hurtighed og ikke meget forhøjede udgifter er opført her i byen, så forekommer det vist nok yderst påfaldende for enhver der kan skønne over universitetets midler i dette tilfælde, at der endnu til dato ikke ses at være lagt mindste hånd på denne i så mange år sikkert vidtløftigt diskuterede genopbygning.

Det er iøjnefaldende hvor meget disse ruiner vansirer den ellers så smukke plads ved Frue Kirke, og det er til fulde vist at både universitets lærere og dens tilhørere gensidigt lider føleligt under manglen af ikke blot tilstrækkelige, men man kunne til dels næsten sige, anstændige høresale.

Indsenderen af dette og mange med ham, ønsker derfor offentligt at være underrettet om enten hvorfor man endnu ikke har kunnet lade genopførelsen påbegynde, eller i fald når den endeligt tør ventes iværksat, og om i så tilfælde den fra Sorø Akademibygningers opførelse bekendte stadsbygmester Malling allerede for længst er overdraget også dette arbejde.

Uden tvivl vil den berømmelige direktion for universitetet og de lærde skoler allerbedst fyldestgørende kunne tilfredsstille indsenderens og publikums, i dette tilfælde vist nok undskyldelige og ikke lovstridige nysgerrighed.

Uden imidlertid for denne side derom at skulle henvende sig til den, er det derimod til universitetets konsistoriales man frimodigt og ærbødigt adresserer nærværende opfordring, overbevist om at denne forsamling af universitets hæderlige og hædrede lærere gerne for deres vedkommende ville give den muligste oplysning om dette så interessante anliggende for almenheden.

M. Christensen, cand. juris.

(Politivennen nr. 745, Løverdagen den 10de April 1830, s. 223-226)

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid var Studiegården betegnelsen på universitetets bygninger på Frue Plads. Som artiklen skriver blev denne bygning ødelagt i 1807, og den blev først i 1836 erstattet af den nuværende hovedbygning. Denne kom dog ikke til at gå under betegnelsen Studiegården. Efter 1. Verdenskrig er Studiegården blevet brugt som betegnelse for det kompleks, der i 1915-16 blev delvis nyopført som hjemsted for auditorier, læsesale, laboratorier og lærerkontorer for alle fakulteter. (Kilde).

Om de idelige Klager over de slemme kjøbenhavnske Drenge

Man har allerede i mange år hørt sådanne klager. Ikke blot over de egentlige såkaldte gadedrenge, men selv over de bedre klassers drengebørn når de har nået den alder at de kan sættes i skole. Man siger at Københavns gadedrenge i råhed og uforskammethed skulle besidde første rang blandt alle andre landes store stæders drenge. Hvilket også tydeligt nok kan spores ved de små opløb som så ofte finder sted, ved den ubarmhjertige forfølgning af fulde mennesker eller andre så har været så uheldige at falde i denne hæderlige korporations unåde, osv. 

Noget af det der bidrager til denne barbariske råhed i barndomsårene, er vel den omstændighed at København er en søstad og gemmestedet for en orlogsflåde, hvorfor dels sømandsbørn, dels også især Holmens faste stok som just ikke har rod for nogen fortrinlig børneopdragelse, allerede fra barndommen udbreder en utidig raskhed som så ofte udarter til pøbelagtighed og brutalitet. 

Men hvad kan årsagen være at også de bedre klassers børn forråder samme mangel på opdragelse, og at man som for kort tid siden blev ytret i dette blad, må næsten næsten være bange for at passere forbi en mandstærk skole på den tid dens håbefulde elever forlade den? Hvad er årsagen til at denne vakre ungdom allevegne hvor der er spektakel på færde er først ved hånden, ja endog ofte overtræffer den privilegerede gadedrenge-korporation i ustyrlighed og råhed? Indsenderen tror at årsagen for en stor del må søges i de almindelige mangler som ledsager den moderne børneopdragelse og som Rahbek allerede for henved 30 år siden med rette profilerede i sin danske Tilskuer. 

Ungdommen, ja selv barndommen, proppes fuld med stumper af en mængde til dels undværlige kundskaber som gør dem opblæste og uregerlige midt i deres uvidenhed. Men at danne hjertet, at bibringe forstanden sand oplysning, at udvikle de pligter som skal iagttages af den unge og være hans ledestjerne gennem livet, at indprente ham sædelighed og beskedenhed, hvorledes skal der blive tid til sådant i vores undervisningsfabrikker som man har givet navn af institutter når lektionstabellen tilbørligt skal efterkommes? Således rejser sig da også det bagvendte i vores børneopdragelse på denne måde i et stort, men desværre kun lidt fordelagtigt lys.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 715-717)

"Årsagen må søges i de almindelige mangler som ledsager den moderne børneopdragelse og som Rahbek allerede for henved 30 år siden med rette profilerede i sin danske Tilskuer.." K. L. Rahbek (Statens Museum for Kunst)
 

Redacteurens Anmærkning

Knud Lyne Rahbek (1760-1830) stod bag tidsskriftet Den Danske Tilskuer (1791-1806), Nye danske Tilskuer (1807-1808), Sandsigeren (1811), Tilskueren (1815-1822) og Tilskuerne (1823).

En utilbørlig Rødsteensfabrik

(Indsendt)

En af de såkaldte rødstenskællinger har i en rum tid haft sit værksted på universitetsbygningens trappe ud til Nørregade hvor hun ikke alene har overdrysset hele trappen med sit fabrikat, men endog ved den vedvarende rivning udhulet det øverste trin til en dybde af 3 til 4 tommer. Indsenderen finder det passende at gøre de ansvarlige opmærksom på det, da han ikke formoder at de anser røde og udhulede trapper som en smagfuld pryd for denne bygning. Der er desværre afbrændte grunde nok hvor en sådan industrigren kan udøves. Husene burde forskånes.

(Politivennen nr. 62, Løverdagen den 8de Marts 1817, s. 970-971)

Universitetets gård. På den anden side ligger Krystalgade. Nørregade til venstre, uden for fotoet. Det er Konsistoriebygningen som er Københavns ældste verdslige bygning. Den stammer måske helt tilbage til 1420. Trappen ud mod Nørregade er for længste skiftet ud, og der er ingen spor af rødstenskællingens virksomhed.

Redacteurens Anmærkning

Rødstenskælling er formentlig hvad ODS forklarer som en kvinde som river mursten til pulver som blev brugt som polermiddel: 

4) pulver af rødsten brugt til farve ell. (især) som polermiddel; oftest om erstatning herfor, fremstillet af knust og reven mursten. ... Koner sad paa mange Trapper og rev “Rødsten” (til Skurepulver), de saakaldte “Rødstenskjællinger”. 

Under rødstenskællinger forklarer ODS at ordet senere er gået over i sproget i betydningen gamle glædespiger.

Forslag om de af Universitetet udsatte Prisermaterier

(Efter indsendt)

Da det er at formode at kun meget få af de fra universitetet udsatte prisspørgsmål ville blive besvarede til den bestemte tid, da mange af de studerende er blevet afbrudt i deres videnskabelige sysler, og en stor del formodentlig er bortrejst til Norge, Jylland og provinsen, og ikke let kan komme tilbage, så foreslås det om ikke opgaverne kunne forblive gældende for det følgende år, da det dog synes rimeligt, at de som allerede havde arbejdet på afhandlinger over dem, ikke aldeles skulle tabe frugten og deres fordele.

(Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7997)

Om Stipendier for Syge Studenter ved Københavns Universitet

Blandt de kapitaler som er skænket så rigeligt til dette universitet, har de eftertænksomme og omhyggelige forfædre også at have sørget for, at de studerende fra fjerntliggende egne i de danske og norske stater, som uheldigvis bliver syge og sengeliggende, kunne få understøttelse, i den tid som deres sygdom varede. Således har Johannes Høpner d. 7. juni 1675 givet til syge studenter 1.000 rigsdaler, Oluf Borch d. 8. jan. 1791 til syge studenter 500 rigsdaler, J. Bing d. 8. juni 1751 til syge studenter 2.000 rigsdaler.

Anmelderen heraf udbeder sig oplysning om, hvilke studenter, der sidst har nydt noget tilskud heraf under deres sygdom, og om måske man har sørget for at sådanne syge uformuende studerende, har fået penge til gratis seng, kur, og pleje i Frederiks Hospital. Anmelderen har kendt flere fattige studenter langt fra hjemegnen, fra udkanter af Bergens og Trondhjems stifter, som her i København, af mangel på  pleje i sygdomstilfælde, er så aldeles blevet sat tilbage, at de i mange år siden ikke har kunnet hjælpes på fode igen. Langt fra forældre, som de i mere end flere måneder ikke har kunnet få svar på deres breve fra, uden venner og frænder her, har de på sådan tid ført et højst kummerligt liv. Man vil derfor anse det som en godhed, om man kunne blive underrettet om, hvor og til hvem man, når nogen trængte til at få del i en sådan forfædrenes forsorg og gave, har at henvende sig.

(Politivennen. Hæfte 10, nr. 129. 11. oktober 1800, s. 2051-2053)

Adskillige Spørgsmål til Politiet angaaende

1) Når man går ud af Vesterport, så starter straks en række af lygtepæle som alle synes at være brugbare i 10 om ikke flere år, og som dog aldrig bruges. Årsagen hertil var dog værd at undersøge, da de dog vel ikke står der til blot pynt?

2) Hvorfor har vel selskabet, som oprettede kongen en ærestøtte i Runddelen uden for Vesterport, ikke kunnet bekoste 4 lygter omkring støtten i stedet for 2. Det sker let, at man i stærk regnvejr med blæst, eller i stærk snefog, støder ind i den, især når kusken ikke før har været i København? Vandspringet i København tillige med E5 og F5 ridderstøtter har dog deres 4 lygter omkring sig. 

3) Kan det dog ikke forandres, at alle de rebslagerkoner, som sidder omkring springvandet på Gammeltorv, kunne blive kommanderet hen på Nytorv lige over for Vajsenhuset, da der er plads nok. Nu skjules i stedet springvandet år ud og år ind af stole, klodser osv. som kastes endog på pillerne og inden for kæderne. Ja springvandet er som oftest behængt med snesevis af vådt vasket tøj.

4) Var det vel skadeligt om der på kongens Nytorv (dette om aftenen og natten skumle og til spidsbuberier inviterende torv) på velplacerede steder af samme blev opstillet nogle stenstøtter med lygter på, da man virkelig sent om natten med gysen må gå derover?

5) Da København har en guvernør, som besøges både nat og dag, så synes mig rimeligt at der dog fra en kasse, ligegyldigt hvilken, blev bekostet et par lygter uden for hans port, da manden bor ind til gården, og der er ikke mindste lys at se til gaden. Den mand, som fortjener to skilderhuse, kan vel også fortjene to lygter.

6) Dersom der skal være slagterbutikker på Kultorvet, så var det vel ikke mere end blot rimelighed mod urtekræmmeren og isenkræmmeren, hvis udsigt og søgning nu lider ved dem, at de flyttedes længere ud på torvet.

(Politivennen. Hæfte 10, nr. 129. 11. oktober 1800, s. 2049-2051)

Mangel på akademisk Politi

Hvis det er sandt at der ikke behøver vidtløftigt bevis for, at politi er det middel, til at opretholde på større steder især den udvortes rolighed, orden og decorum, så fremsætter man herved en klage, der virkelig fortjener de ansvarliges opmærksomhed.

Med rette kunne man vel forvente, at de mennesker der vil anses for musernes sønner, der vil anses som de, der dyrker videnskaberne, at de også burde være sædelige i deres opførsel, da selv alderdommen anså det for en af videnskabernes vigtigste virkninger, at de skulle formilde deres dyrkeres sæder, og forjage alt vildskab og råhed fra dem. Og dog ser man daglig her hos os hvor lidt de unge studerende lader dette være sig magtpåliggende. Selv på de steder, hvor de burde være lutter opmærksomhed, selv under professorernes forelæsninger, støjer og larmer de ofte således, at ikke blot den professor, hos hvilke de er, men også den, som læser nærmest ved, forstyrres.

Dette er tilfældet med dem, som læser til eksamen filosofikum og filologicum. Og hvad der er det værste: Det lader aldeles ikke til, at denne uorden og vildskab vil ophøre. Meget mere synes den at tiltage hvert år. De akademiske lærere, der har med disse forelæsninger at gøre, kan bedst bevidne rigtigheden heraf.

Da det nu naturligvis må være yderst ubehageligt for enhver lærer, at blive forstyrret i sit foredrag, da når han anstrenger sig for at vejlede og undervise de unge studerende, da visse ikke medbringer så megen anstændighed og selvfølelse til akademiet, at de af egen drift kunne afholde sig fra sådan vildskab og råhed, og da endelig denne mangel på anstændig og videnskabsdyrkere værdige opførsel lettelig kan bidrage til ringeagt med den hele studerende klasse i almindelighed, så synes det virkelig at være en genstand for konsistoriets opmærksomhed, at fastsætte sådanne tvangsmidler, der kunne hæmme denne uorden, hvilket synes så meget mere nødvendigt, som det er en sandhed, erfaringen bekræfter, at der til akademiet dimitteres stadig yngre og yngre mennesker.

(Politivennen Hæfte 7, nr. 84, den 30. november 1799, s. 1333-1335)