06 december 2016

Kongens Bibliothek.

I de seneste år har to af vores offentlige biblioteker, nemlig Universitetsbiblioteket og det såkaldte kongelige modtaget adskillige ønskværdige forbedringer hvortil især må henregnes udvidelse af lokalet som også til dels er blevet forskønnet. Derimod kan der vel erindres adskilligt mod forsyningsmåden med bøger. Især har Kongens Bibliotek stor mangel på bøger i visse fag, i stedet for at alle de vigtigere discipliner burde omtrent i lige grad betænkes med årlig forøgelse af hvad der udkommer eller fra de forgangne decennier mangler.

Hvad Kongens Bibliotek angår, da er det højst ubehageligt når man der på læsesalen læser eller konciperer pludselig at blive vakt af sin eftertanke ved tilråbet: Klokken er to! og ufortøvet at måtte pakke sammen, måske ved det mest interessante eller vigtigste sted i bogen. Nogle få minutter ville dog ikke kunne sige synderligt, så meget mere da læsetiden her er en hel time mindre end på Universitetsbiblioteket og inspektøren selv just ikke altid er så nøjagtig med at indfinde sig og begynde udlevering af bøgerne. Desforuden er det vel ikke altid lige vist at klokken er slået to når dette forkyndes de tilstedeværende. For det er dog vel ikke afgjort at inspektørens lommeur altid er ufejlbart, og desværre savnes her et stueur som derimod haves på Universitetsbiblioteket og som enhver tilstedeværende er i stand til at kontrollere. Ubehageligt er det også at man driver nøjagtigheden så vidt at man ved enhver ubetydelig fold i en bog tillader sig at irettesætte de læsende.

(Politivennen nr. 1220, Løverdagen, den 18de Mai 1839. Side 307-308)

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid lå Universitetsbiblioteket på Trinitatis Kirkeloft, mens Det Kongelige Bibliotek siden 1665 havde ligget ved bibliotekshaven hvor Rigsarkivet ligger. Dengang var haven havnebassin for flåden. I 1793 var det blevet åbnet for offentligheden. I 1906 flyttede biblioteket til den bygning som mange i dag forbinder med biblioteket.

En skarp bemærkning til hvad der foregik på universitetet skete i anledning af reformationsfesten, stod at læse i Kjøbenhavnsposten 10. oktober 1836:
Kjøbenhavn den 10de October 1836.- Det vil sikkert have forundret Publicum at erfare, at vort Universitet høitideligholder Reformationsfesten ved at afholde saakaldte Magister-Licentiat- og Doctor-Disputationer. Ved Reformationsfesten skulle vi feire Mindet om den mærkelige Tid, da en kraftig og ædel Begeistring forenede gode Kræfter tiil Kamp mod Traditionens Tyranni, da Menneskeaanden reiste sig med kraftig Protest imod de forsmædelige Lænker, hvori Herskesygen havde smedet Vankundigheden, og begyndte det store Reformens Værk i Kirke og Stat, der betegner Menneskehedens senere Historie. Vi tilstaae gjerne, at dette Maal kun er opnaaet meget ufuldkomment; men netop derfor ligger der i Mindet om den unge, livsfriske Kraft, om den Begeistring og sunde Dygtighed, hvormed hiin Bestræbelse først traadte i Livet, en stærk Opfordring til at fortsætte den, eller hvis vor Tid endnu ikke skulde due til at frigjøre sig fra al Overleverings Ledebaand, da idetmindste at vende tilbage til det Standpunkt, hvorpaa selv Kirkereformen i sin første Reenhed søgte at stille sig. - Denne Reformationsfest vil ogsaa Universitetet søge at forherlige, og det med Rette, thi Reformationen var det, der frigav Videnskaberne til den menneskelige Aands selvstændige Granskning, og Reformationen var det, som seqvestrerede Kirke- og Klostergodser, og saaledes skjænkede Universitetet Tiende og Landgilde til Professorernes Lønning. Det er altsaa naturligt og billigt, at ogsaa vort Universitet feirer hin Begivenhed; men hvorledes gjør det det? Ved saakaldte Magister- Licentiat- og Doctor-Disputationer. - Der gaves en Tid, da alle nyere Sprog vare saa barbariske og udannede, at de kun afgave et meget maadeligt Middel for en høiere Tænkning, medens det latinske Sprog var bragt til en vis udvortes Formfuldendthed, der selv i sin forskruede Stivhed dog nogenlunde kunde tilfredsstille den yderst magre Kreds af Forestillinger, der tilligemed Sproget selv vare modtagne gjennem de ufuldstændige Brudstykker af en Literatur, hvori det romerske Liv, eller egentlig kun en enkelt mindre dygtig Periode af samme udtaler en meget ufuldkommen og skjæv Culturs høist eensidige Udvikling, der tilmed er gaaet tilgrude. Det er forklarligt, at man dengang kunde ansee det for en værdig Gjenstand for de menneskelige Bestræbelser, at drive det til den størstmulige Færdighed i Brugen af de uddøde Stumper af et Sprog, der fordum var talt af Folk, der i en vis forfinet Humanitet og Elegants stode over de fleste paa hiin senere Tid levende Mennesker. Men siden den Tid have de fleste af Nutidens Sprog opnaaet en indre Rigdom og formel Uddannelse, der sætter dem langt over hiint støede Herbarium af visne Phraser, ligesom den friske, saftige Fylde, Livet udfolder under Dagens lyse Straaler, aabner dem en Fremtid fuld af Haab og Glæde, medens hine dunkle, blodløse Skygger evigt holdes fængslede af Gravens kolde Nat. Og ligesom Sprogene selv have udviklet sig, saaledes har ogsaa Menneskeaandens rastløse Virken fremdraget een Masse af Kjendsgjerninger og skabt en Rigdom af Ideer, hvorom Oldtiden ikke kunde have nogen Anelse, hvad Under da, at hiin stereotype Formelkram, der alt for Aartusinder siden har tabt al indre Spirekraft, for en saa udvidet Forestillingskreds vilde være et ikke blot besværligt, men som oftest ligefrem ubrugbart Udtudskningsmiddel, selv om Folk endnu vare uforstandige nok til at bortødsle al den Tid, som udfordres til at erhverve nok til at erhverve den unyttige Færdighed, at skrive og tale saakaldet classisk  Latin. - Den Tid, da dette var det høieste Kjendetegn paa Dannelse og Smag, var Videnskabelighedens Barndom; det var den Tid, da Menneskeaanden endnu brugte Pegepind for at stave sig frem og stod ved en Stol og gjorde Battements, for at lære at strække Foden. Et nego maiorem og proba minorem, Syllogismer og Antitheser, det var de "Skolefuxerier," ved hvilke man skulde lære at tænke, en Sorites eller Achilles, de "Rasmusmontaniader," ved hvilke man udviste sin Skarpsindighed og Bravour. Denne Tid var det, der fødte de Disputationer til Verden, der gave den, der i hine Hanekyllingefægtninger kunde sige: pugnavi strenue, viei gloriose, - ak ja, de gave ham Rang og Titel i - Gud hjelpe os - den lærde (sic) Republik (sic). Men snart voxede Menneskeaanden fra hiin Pogedressur; Dialektikken kastede sig ind i Livet, bemægtigede sig og forarbeidede det rige stedse voxende Stof, og saaledes fremkom de store Resultater, der have omformet, eller ere i Begreb med at omforme ikke blot Vivdenskaberne, men hele det sociale Liv. I denne Tingenes Orden spille nu, som vi have tilladt os at yttre, saadanne gammelgothiske, scholastiske Disputeringsspillerier en i Sandhed jammerlig Rolle. Universitetet er Aandsfrihedens hellige Tempel, og ikke et Vartou for Parykker og Fordomme; derfor er det da, at det har forundret os, at det vil feire Mindet om den aandige Friheds Gjenfødelse ved at offre en Hekatombe paa Mologs Alter. Det Bedste er, at Publicum, (inclusive de saakladte Lærde) ikke tager mindste Notits af disse latinske Konster; de skrive Disputatiunculer, som Ingen læser, og staae der paa "Klosteret" i Kannikestræde og radbrække Latinen, sige hverandre flaue Complimenter, som Ingen hører paa - alt in majorem Dei gloriam. - Man fortalte med en Triumph, som om den gode Sag kunde have vundet en stor og følgerig Seier, at Consistorium efter flere Debatter havde andraget paa at enkelte Disputatser maatte kunne skrives paa Dansk, og at Universitetsdirectionen havde indstillet dette Andragende til allerhøieste Approbation. Denne er imidlertid ikke paafulgt. Da hiin Indstilling, som vi nu have erfaret, gik ud paa at den mundtlige Disputation over de danske Afhandlinger ligefuldt skulde holdes paa Latin, saa forekommer denne Hs. Majestæts Resolution os at være det ene Conseqvente, og en velfortjent Tilbageviisning af den Halvhed, der laae i Andragendet. For at Ingen skal bestride os Selvmodsigelse, bemærke vi, at vi nu som tidligere troe, at saalænge slige Disputatorier og det derpaa byggede literaire Ranguvæsen overhovedet skal vedvare, vilde ansee det for et Fremskridt, om det Hele blev paa Dansk, og at vi først senere ere komne til Kundskab herom, at det omhandlede Forslag laborerede af en uforklarlig Halvhed og Inconseqvents, der saameget mere maa antages at have bevæget Hs. Majestæt til dets Forkastelse, som der ellers ikke letteligen kunde tænkes nogen Grund til, at han skulde have nogen stor Forkjærlighed for Latiniteten.
I Kjøbenhavnsposten den 10. februar 1839 kunne man læse om andre former for biblioteker:
I en af Provindserne have nogle Folkevenner forenet sig i at oprette Bibliotheker for gratis at kunne udlaane gavnlige og morsomme Bøger til Menigmand paa Landet og i Byerne. Blandt de Bøger, som man til denne Hensigt fremdeles ønskede at besidde foruden hvad man allerede har til Raadighed, ere især Blichers Noveller, Grundtvigs Saxo og Snorrø, Holbergs comoedier, Ingemanns historiske, etc. Men anskaffelsen, navnlig af sidstnævnte, overstiger desværre den lille forenings hidtil ikke betydelige Kræfter. Man henvender sig derfor til Publicum med Bøn om, at hvis nogen Eier af omtalte eller andre passende Skrifter skulde ville skjænke dem til det angivne patriotiske Brug, de da vilde behage at henvende sig til dette Blads Redacteur eller Hr. Pastor Marckmann, Krystalgade Nr. 51, der vil have den Godhed at meddele de fornødne Oplysninger. 
I en artikel om tiåret for "Det christelige Læsebibliothek", dvs. pastor ved Almindelig Hospital M. C. Rønnes, den 1. marts 1839 kunne man se følgende status over dem (uddrag):
Som bekjendt er Læselysten i de senere Aar mærkeligen tiltagen i vort Fædreland, og ikke mindst i Hovedstaden. De Classer af Samfundet, der tilforn sjeldnere sysselsatte sig med Skrift og Bog, gribe nu for Tiden med Begjærlighed til disse Oplysningens gavnlige Redskaber. Offentlige Bogsamlinger og Læsesale ere af flere Grunde ikke ret vel tilgængelige for de Classer af Samfundet, paa hvilke her nærmest tænkes. Ligesaalidt har den lagt større Deel af Byens Indvaanere i Almindelighed Leilighed til at holde Tidsskrifter, eller anskaffe sig Bøger til Eiendom, hvilket ustridigen var det, man mest maatte ønske. Dog er der unegtelig ogsaa for den mindre dannede Deel af Folket i flere Retninger bleven virker for Kundskabes Udbredelse. Ikke desto mindre savnede man - saavidt mig bekjendt - indtil Aaret 1828 en Bogsamling, hvis nærmeste Hensigt var den, at give alle dem af Hovestadens Beboere, der maatte attraae Religionens Trøst og christelige Underholdning, den forønskede Bog i Hænde.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar