Koloniraadsmådet den 19de September 1862. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk vestindiske Besiddelser. 

- - -

Siden Kolonialraadets overordentlige Samling i Februar og Marts d. A. er det vigtigste Anliggende for Øen St. Croix, som dengang var Gjenstand for Raadets Forhandlinger, nemlig Fremme af Arbejder-Immigration her til Øen, indtraadt i et Stadium, der giver langt sikkrere Udsigter til heldige Resultater, end ingensinde tidligere har været Tilfældet. De Underhandlinger, som af Gouvernementet i 1860 foranledigedes indledede fra den danske Regjerings Side med de Forenede nordamerikanske Staters Regjering om Overførelsen til St. Croix af de ombord paa Slaveskibe, der opbringes af de nordamerikanske Staters Krydsere forefundne afrikanske Negre, ere af det kongelige Gesandtskab i Washington blevne gjenoptagne paa et for Sagens Afgjørelse heldigt Tidspunkt under Kongressens sidste Session og have ledet til Indgaaelsen af en Overeenskomst den 19de Inti d. A , ifølge hvilken de paa den ommeldte Maade friblevne Individer ville i de næste Aar blive afgivne her til Øen, hvor der ved Gouvernementets Foranstaltning vil blive sørget for deres passende Oplærelse, Forsyning med Boliger og Klæder samt Løn for deres Arbejde i Henhold til de gjældende Arbeidsregulationer. Ligeledes ere Underhandlingerne med den engelske Regjering om Tilladelse til at udføre Coolies fra de engelsk ostindiske Besiddelser til St Croix, efter Vedtagelsen af det Kolonialraadet i formeldte Session forelagte Udkast til en Anordning angaaende Behandlingen af fremmede Arbejdere herpaa Øen, blevne fremmede saa heldiget, at der er at Grund til at vente, at Øen, ved Hjælp af et Laan, som Finantsministeriet vil forskaffe samme i Henhold til Anordningen af 6te Juni d. A. angaaende Immigrationsfondet, vil kunne modtage en betydelig Tilførsel af Coolies tidligt i det kommende Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. oktober 1862)

Den amerikanske borgerkrig var startet den 12. april 1861. I løbet af krigens første år sikrede Unionen sig kontrollen over grænsestaterne og etablerede en flådeblokade af alle Sydstaternes havne. I foråret 1862 havde senatet i Washington vedtaget at unionen skulle komme de stater som ville emancipere de slavegjorte, til hjælp med penge. I september 1862 gjorde Lincolns Emancipationserklæring slaveriets afskaffelse i Syden til et krigsmål.

Fortuna - Christian Frederik. (Efterskrift til Politivennen)

Den 23de Juli døde i Skovriderboligen ved Høvdingsgaard Mulatten Chr. Frederik i en Alder af vistnok mindst 110 Aar. Han var født paa Java i Regjeringsdistrictet Sammarang, kom, efter flere Gange at være solgt og have skiftet Eier, til Batavia, hvor han blev solgt til den hollandske Gouverneur, som beholdt ham i 8 Aar. Da han kom til Batavia troede han at være henimod 20 Aar. 1772, det Aar da Struensee og Brandt bleve berøvede Livet, kom han til Danmark og omtalte ofte dette. Han blev kjøbt paa Batavia af en dansk Mand, saavidt mindes en Supercargo, hvis Livegen han var i 13 Aar, men blev efter dette Tidsrum skjænket sin Frihed. Først 1797 i October blev Fortuna, som han da heed, døbt og confirmeret i Helliggeistes Kirke i Kjøbenhavn og kaldet Christian Frederik. - Iblandt de flere Steder, han havde tjent i Kjøbenhavn, omtalte han især, og det med stor Glæde, Klubben "Harmonien" i Viingaardsstræde, hvor han i Slutningen af forr. Aarhundrede var Opvarter og hvor Frihedsmændene Peter Andreas Heiberg og Malte Bruun kom; for H. nærede han især Beundring og omtalte ham ofte endnu. Fra Kjøbenhavn kom Chr. Frederik til Godset Høvdingsgaard, hvor han over et halvt Aarhundrede var og blev forsørget af Godsets trende efter hinanden følgende Eiere. - Forr. Sommer var han endnu saa rask, at han udførte mindre Arbeider i Haven og foretog smaa Toure omkring til Naboerne. I Begyndelsen af Marts blev han syg, kom sig igjen, og var oppe til de første Dage i Juli.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. juli 1856).

Et Forslag i Sagen om Godtgjørelse til de forhenværende vestindiske Slaveeiere. (Efterskrift til Politivennen)

Efter ophævelsen af slaveriet i dansk Vestindien, var det en udbredt opfattelse blandt de danske plantageejere at den danske stat havde gjort sig skyldig i at påføre dem et stort tab, og de krævede erstatning. I 4 artikler i Berlingske 3., 4., 6. og 9. marts 1852 under overskriften "Coloniale Anliggender" afsløres hvordan diskussionen udelukkende inddrog plantageejerne, mens de forhenværende slavegjorte betragtes som "ejendom" og et problem, fx i form af løsgængeri og vandring fra land til by.

I den første artikel udtrykkes at "... det materielle tab som den her allerede længe påtænkte og tildels påbegyndte humanitetsakt, slaveriets ophør, ved en pludselig katastrofe i 1848 medførte, og hvis følger uden en sådan hjælp, turde vise sig at være ødelæggende for koloniernes materielle velvære og kultur" (Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 3. marts 1842, 2.udg.)

Rigsdagsmændene Wilkens og Jespersens forslag om en adskillelse mellem øerne og Danmark blev nedstemt med 53 stemmer mod 27, og kom ikke til første behandling. Kjøbenhavnsposten kommenterede disse artikler på følgende måde. 

I en række af artikler om koloniale anliggender har en forfatter, der "i forening med omfattende lokalkundskab" synes at nære "varm interesse for kolonierne", for nylig i den Berlingske Tidende med særdeles liv og fynd talt visses sag i anledning af det for tiden mellem finansministeriet og Rigsdagen forhandlende spørgsmål om, hvorvidt der efter ret og rimelighed bør tilstås de forrige ejere af de i Vestindien emanciperede ufrie en passende skadegæld.

Da det kendeligt har ligget i forfatterens plan at optræde mere som de skadelidtes advokat , end som alsidig bedømmer, navnlig i det brede af spørgsmålet, er det for så vidt i sin orden, at han på det omhyggeligste opsøger og fremstiller pro'erne, mens han synes at anse kontra'erne som sig mindre vedkommende eller dog tager noget mere varsomt på dem. At tage sig af disse sidste skal indsenderen af nærværende have overladt til dem der måtte unde de skadelidte mindre godt end han og som anser modgrundene deres understøttende advokatur værdige: kun et punkt er der, som indsenderen, i øvrigt stillende sig på et forfatterens nærberørende "villigheds"-standpunkt, finder at egne sig til en noget nærmere omtale.

Forfatteren af artiklerne forlanger, og det ikke uden føje, at moderlandet, hvorledes man end måtte anskue sagen i sig selv, ikke bør lade sig de derom i kolonien herskende forventninger og stemninger være ligegyldige, og han erklærer disse forventninger for så stærke og af den beskaffenhed, at endog spørgsmålet om koloniens fremtidige forbindelse med moderlandet i en ikke ringe grad antages at ville afficeres af deres eventuelle imødekommelse eller skuffelse.

Selvom nu indsenderen ikke kan tilegne sig den overbevisning, at koloniens tilværelse som dansk koloni - med mindre man dermed vil identificere en ringere korporation af plantere og pengemænd - skulle så at sige stå og falde med nærværende pengeanliggendes skæbne, så kan han dog efter sine derom gjorte erfaringer ikke andet end bekræfte at kolonisternes forventninger i ommeldte henseende er særdeles både levende og spændte 1), men med den pagt, som forfatteren herpå vil have lagt, forekommer det indsenderen at der kunne have været anledning til at ofre de tre forskelligartede hovedgrupper, hvorom de faktisk samler sig, nogen mere særlig omtale: i dette stykke at "supplere" forfatteren er det nærmeste øjemed med disse linjer.

At ejerne af de forrige byslaver havde et - mere end blot rimeligt - krav på såvel hurtigere som klækkeligere bod for sine tab end de forrige landslaveejere, er noget som selv den i  forholdenes enkeltheder mindre indviede synes at måtte kunne gå ind på. For mens landejendomsbesidderen dog beholdt hvad der for ham var det hovedsagelige: negerens arbejde og sammes frugt, kun imod at vederlægqe det under en anden form, så har byslaveejeren med et slag mistet sin hele kapital med rente og rentes rente. Om denne kapital nu end, eftersom alt kød er hø var af de mere forgængelige, så var dens aflastning dog i reglen at anse som en efter omstændighederne ret vel sikret livrente, der i alt fald i en oftest mere end almindelig høj rentefod gav erstatning for hvad den kunne mangle i grundfasthed.  - Man behøver blot at tænke sig en mand, der den 1. juli 1848 2), et par dage før negeropstanden, har købt sig en plantage med tilhørende "negerbesætning" på en hundrede arbejdere og derfor givet 20,000 pjastre, og en mand, der samme dag ved offentlig auktion købte sig 10 bynegere i deres rørige ungdom og betalte dem kontant med 2000 pjastre, med derved gørende regning på at han ved at leje dem ud som husnegere, håndværkere eller lastdragere, eller også lade dem arbejde på egen hånd mod at svare ham, herren, en vis ugentlig afgift, ville have en 40-50 pjastre månedlig at leve af, for sig og sine; - og man kan forestille sig hvorledes disse to købslagere var stillet og måtte være til mode mindre end 2 gange 24 timer efter, da de forrige ufrie mandag eftermiddag den 3. juli erklæredes fri at være over det hele danske Vestindien.. - Vel sandt: den landlige transigerende tabte i samme moment det umiddelbart disponible pengeværd, der stak i hans slaver: at rejse kontanter på dem var en trafik, som der nu var står en streg over, men dels var denne ret i sig selv - isoleret taget - af mindre praktisk værd fordi arbejdsbesætningen af negere lig den af de til plantagens drift fornødne stykker kreaturer, ikke så lige udgjorde nogen selvstændig realisabel ejendomsgenstand, men ordentligvis måtte følge plantagen - dels beholde den forrige landslaveejer i alt fald dette forud at det straks efter emancipationen blev ved lov pålagt marknegrene ar forblive ved deres respektive plantager og der tage arbejde og det til visse bestemte, til gunst for jorddrotterne fastsatte arbejdspriser hvis forholdsvis lave maximum, end ikke under straf turde overskrides; og dette forhold består i alt væsentligt uforandret til den dag i dag, kun at negrene, ikke længer vornede, har deres årlige skiftetider. Viser de sig forsømmelige i deres gerninger, har planteren et virksomt politi i baghånden, der nok vil vide - som det også har vist at Iære negrene "at gøre gavn", allerhelst da de fleste af politimestrene tillige selv er plantere eller plantageinteressenter.

Mens således, den indtrådte emancipation uagtet, forholdet mellem landbruger og neger har holdt og udviklet sig i en i det hele særdeles "konservativ" retning, hvorved den hidtil værende slaveejers tab på muligste måde er blevet lettet, så kunne omgørelsen af den bymæssige ufrihedstilstand ikke let være mere "radikal" end den blev. Alle båndene mellem herre og slave sønderreves her i et nu; de emanciperede by- eller husslaver kunne gå hvorhen de ville; hverken lov eller nødvendighed tvang dem til at søge arbejde - eller "gøre gavn", - på den måde, som deres fætter på landet. Før emancipationen var det i byerne slaverne der i gerningen underholdt deres herrer; at herrerne nu omvendt skulle "underholde" sine forrige ufrie, mod at profitere af deres "fri arbejde", var noget der forbød sig af sig selv, eftersom de hverken havde brug for dem og end mindre vidste hvorfra de skulle føde sig selv, endsige en trop af overflødige husfolk hvoraf størstedelen aldrig havde været indkøbt for andet end i det ovenfor nævnte øjemed. Det ved frigivelsen fremkaldte forhold på land og i by er altså simpelthen dette, så grundforskellige, at mens på landet slaveherren er gået over til en almindelig, men tillige privilegeret husbond, og slaven til et arbejdstyende (en slags husmand der går på pligtarbejde) og som begge for hinanden er lige uundværlige, så er i byerne herren, som sådan, gået over til et intet eller dog så omtrent, og hans forrige ufri enten til ugetjener eller daglejer for egen regning, hvor han selv lyster, eller også han, begunstiget af de klimamæssige og sociale forhold, har sluttet sig til den talrige flok af "herreløse" timearbejdere eller værftssjovere, vagabonder, lazaroner (ikke-jespersenske)" dagdrivere og andet sådant sorgløst folk, hvilket Vestindien så lidt som noget andet sydland med samt dets yppighed, dets indbydeIse til at gøre sig det mageligt ganske vil kunne vente at blive kvit blandt de lavere folk, klasser og allermindst iblandt deres mandskøn 3). - Mens de emanciperede byslaver således ret vel har vidst og fremdeles vil vide at bjerge sig, har deres herrer været udsat for des større nød, - en nød, der ofte har været så stor at det kun kan forklares af det stærke sammenhold navnlig mellem de ældre kreolfamilier, såvel hvide som farvede, hver i sin sfære, og af den ualmindelige indbyrdes hjælpsomhed der er dem ejendommelig, at ikke mange, eller ikke flere, af disse før ret tålelige situerede personer og familier, er aldeles gået til grunde og bragt til tiggerstaven. Man vil have tilrede og sige, at det offentlige dog ikke efter fattig lejlighed har ladet dem aldeles uden bistand: - Ja sandt er det, at fattig- og kirkekassens regnskaber nu udviser længere "pensionslister" og fortegnelser over "forsørgelsesberettigede" end tidligere - at man har afspist "de mest trængende" iblandt dem med nogle få pjastre om måneden. Men ikke mindre sandt er det at de mere ansete eller mere fintfølende iblandt dem helst har holdt sig tilbage og foretrukket at bære deres skæbne med tavshed for at trygle om en fattigunderstøttelse. Under alle omstændigheder har deres kollegaer på landet heller ikke heri været forsømte; for den understøttelse, der under forskellige mildere eller mindre fremtrædende former har været forundt disse af lokalregeringen, har stundom været dem af nok så stor nytte som hine sparsomme håndsrækninger.

Det har (på Rigsdagen) været anført imod tilståelsen af kompensation, at koloniens indvånere i almindelighed ikke i den forstand kunne anerkendes for "danske borgere" og undersåtter, som indvånerne i de fleste andre kolonier i kraft af det stærkere "nationale" bånd, der skal knytte disse til deres respektive moderlande; men foruden at skylden herfor, om den så kan kaldes, væsentlig ligger i det behandlingssystem, der fra det danske "moderlands" side, - til dels stedmoderlig nok - har i mange tider været fulgt med hensyn til de vestindiske bilandes hele bestyrelsesmåde, så vil i alt fald også på dette punkt den her omhandlede klasse af købstadsfolk, navnlig på St. Croix, have det forud, at de skønt vistnok kun sjælden danskfødte dog hovedsagelig består af landets indfødte (kreoler) eller dog af individer, der med langt fastere bånd er knyttet til kolonien, end de fleste af planterne kan siges at være det, idet disses langt overvejende del består af "fremmede" eller senere indvandrere, der betragter sig selv ikke mindre tilhørende deres stam- eller hjemlande end kolonien.

At det i kolonien har fundet almindelig anerkendelse, ikke blot blandt de deri nærmest interesserede, at ejerne af de forrige byslaver har lidt det langt føleligere tab, og at de af forfatteren til de Berlingske artikler påberåbte forventninger har været afpassede derefter, kan ikke være nogen ubekendt, der har færdedes i kolonien og været opmærksom på derværende stemninger og tilstande.

Følgende kun til et eksempel blandt så mange andre.

Under 24. februar f. å. udgik der et opråb i St. Croix Avis - det gengives her i oversættelse af engelsk - "til at træde sammen i et offentligt møde mandagen den 10. marts førstkommende på Kronhotellet i Christianstad for at tage under overvejelse sager af vigtighed, der var nøje forbundet med landets interesser. Alle, som havde samfundets velfærd på hjerte indbødes til at give møde". - IndkaldeIsen, der var underskrevet af en komite, bestående at 5 af øens første plantere med kongelig fuldmægtig, konst. byfoged Heilbuth i spidsen, udgav sig for at være resultatet af et "samme dag (i Frederikstad) afholdt møde af plantere og andre indvånere". - At det udenfor den snævrere kreds, hvorfra indbydelsen var udgået, ikke ret vidstes hvad der specielt havdes for øje, og den netop udgik på samme tid som man i kolonien var blevet bekendt med et nært forestående regeringsskifte, der ansås med meget ulige blik og omdømme, er det naturligt, at forventningerne var spændte og at man havde belavet sig derefter så meget mere som allehånde foruroligende rygter var i omløb. En såre talrig og blandet forsamling havde desårsag indfundet sig til dette stævne belavet på alt og navnlig også på vestindiske "partikamp"; men til almindelig tilfredshed faldt det ud overensstemmende med hvad samme dag derom berettedes i stedets avis (for 10. marts f. å) således som følger: 

Efter at forhandlingerne var blevet åbnede med udtalelsen af sin beklagelse at den da nylig på Rigsdagen vedtagne foranstaltning, at fremmed rom skulde admitteres til moderlandets marked til samme told som den koloniale, "henledte ordføreren opmærksomheden på den kendsgerning at skønt regeringen hjemme var bleven petitioneret om at tilstå godtgørelse for de i 1848 frigjorte slaver, havde denne sag ikke fundet vedbørlig påagtelse i moderlandet , som en følge af den langvarige slesvig-holstenske krig. Han bemærkede, at planteren havde lidt meget ved negeremancipationens foranstaltning: dog kunne han bedre stride sig igennem, bedre holde sig oppe end indvånerne i byerne, hvoraf så mange ved at miste deres slaver havde mistet deres alt. Han foreslog derfor, at alle klasser hånd i hånd skulle petitionere igen, og det med bedre håb om held, efter at freden var genoprettet. Sluttelig proponerede han, at et udvalg skulle nedsættes for at forberede de fornødne skridt til at fremme kompensationskravet, og da først og fremmest den del af samme, der ville tilfalde de forrige ejere af ikke-landnegerslaver ("non pradial slaves").

Komiteen blev udnævnt og gik alt derefter for sig som foreslået, idet et hermed stemmende andragende er blevet indsendt til ministeriet.

Hvorvidt nu dette forslag til gunst for by-herrerne, efter hvad nogle har villet vide, ikke var præmediteret, men først under selve mødet improviseredes, fordi en og anden kan have været alarmeret ved tanken om de mulige konsekvenser af mindre populære forslags fremførelse, kan dog efter alt ikke berøve hin demonstration noget af den samme tilkommende betydning.- Faktum er ligefuldt, at koloniens forventning er og må være potenseret inden oftnævnte enemærker, om disse også i udstrækning og politisk vigtighed må stå tilbage for nabo-området.

Hvad der i denne henseende har været indstillet af "den kongelige plantageinspektør", på hvis frem- og indstilling forfatteren af de Berlingske artikler vil have lagt fortrinlig vægt, eftersom denne mand findes at være lige "upartisk som sagkyndig", skal nærværende indsender lade være usagt; men at han, som selv dels ejer, dels forpagter, dels administrator af en 14 - 16 størstedels betydelige plantager, og dertil panthaver i det forventede surrogat for tabt negerbesætninger, står paa samme side som hans standsfæller og medplantere, der vel anses som selvgivet.

Om den omstændighed, at tabene i anledning af negeroprøret er lidte i kraft af den almindelige emancipationsakt eller om de er påført visse enkelte under det samme ledsagende ødelæggelsesværk, der tillægges nogen indflydelse med hensyn til kravet, godtgørelseskravets berettigelse og omfang, - derom har det ikke ved denne lejlighed fundet nogen vedtagelse sted; vel fordi det findes at være det egentlige kompensationsspøgsmål mindre vedkommende, men falder det ud dertil at staten påtager sig at godtgøre førstnævnte slags tab, synes de partielle, ved end større forulempelser eller overtrædelser tilføjede tab at være fuldt så nær til afhjælpelse som noget af de andre.

København, først i marts 1852.

En ikke-kreol.

1) De har blandt andet stadig yttret sig på en særdeles iøjnefaldende måde ved indførsler i og ved auktionssalg af landejendomme, hvor spørgsmålet om indbegribelsen af "den eventuelle ret til godtgørelse" ofte har spillet en vigtig rolle og haft kendelig indflydelse på auktionsbudene

2) Går man blot et årstid tilbage, før reskriptet af 28. juli 1847 om de 12 års frist for slaveriets ophør, stiller forholdet sig end mere talende for bymanden. 

3) Når forfatteren til en halvofficiel artikel i "Fædrelandet" for 10. april f. å., skrevet til forsvar for den uheldige anordning om næringsforholdene på St. Croix af 17. aug. 1850 har, med hensyn til ustadigheden af de vedkommentes syssel og erhverv m. m., karakteriseret "massen af de (fri-) kulørte" (i byerne) som "jammerlige subjekter", under hvilken karakteristik han vel ikke mindre vil have massen af bynegerne indbefattet, så er autor, ved at falde en sådan dom, i grunden mere ubillig mod sig selv end mod dem, hvem den ikke træffer, eftersom disse menneskers "hang til lediggang" hverken er så udbredt eller fordærveligt, eller har de mørke og for samfundsordenen betænkelige sider, som den for det vestindiske liv fremmede måske vil tro. Men når samme forfatter går så vidt, at han med ord som her ikke skal opstilles, vil makulere den hele kvindelige del af ommeldte befolkning som ikke blot "jammerlige" men ligefrem uværdige subjekter der ikke skal kende til anstændigt erhverv, så er dette i den grad uefterretteligt, at det kan synes at kunne forklares af en lignende uopmærksomhed eller skinbekendtskab med sit emne som den han i samme åndedræt lader sig finde i ved at omtale forordning 18. april 1834 (om de farvedes borgerlige stilling) hvori han vil se et "misfoster", uagtet han åbenbart ikke har gjort sig bekendt med dens indhold; og det er så meget mere påfaldende, at han således har villet nedsætte den del af befolkningen som det, enhver blot nogenlunde lokalkyndig vitterligt netop er denne, der er den mest arbejdsomme og vindskibelige af dem der er henvist til at søge deres udkomme "fra hånden i munden.«

(Kjøbenhavnsposten, 18. marts 1852)

Coloniale Anliggender. (Efterskrift til Politivennen)

Coloniale Anliggender. 

3.

Det Rigsdagen at Regjeringen forelagte Udkast til Lov om Vederlag til de forrige Besiddere af Ufrie er af særdeles Vigtighed for de vestindiske Colonier. Hvad enten det antages, at det i over et Aarhundrede anerkjendte Eiendomsforhold over de ufrie Negere, der i ophævedes af Statsmagten, begrunder et Retskrav, eller et Retfærdigheds- og Billighedskrav for de depositerede Eiere, tør vi paastaae, at en fremtidig heldig Bestyrelse og Udvikling af Coloniernes indre Forhold, væsentlig vil betinges af denne Lov. Det Formue-Tab, der er lidt, er altfor almindeligt følt i Colonierne, og den Stemning, der er udbredt, at Moderlandet, som har grundlagt, anerkjendt og udviklet Slaveforholdet, som en colonial Nødvendighed, er kommet i et Skyldforhold til Colonien ved Frigjørelsesacten, og at det ei uden Uredelighed kan unddrage sig for at bære sin Andeel af skadeserstatning, saaledes som andre Nationer under lignende Forhold have indvilliget, har saaledes gjennemtrængt den hele coloniale Bevidsthed, at det vil være umuligt at skaffe en modsat Anskuelse, om end grundet paa de subtileste Beviser, Indgang. Det er, ifølge den almindelige Overbeviisning et virkeligt Eiendomsforhold, hvorom der handles: Proprieteten, hvori man end vil lægge det Eiendommelige, var stedse oprindeligt erhvervet ved en Pengepræstation, og havde en i ethvert Tilfælde paaviselig Pengeværdi i om dette nu end Ian synes og virkelig være abnormt for den europæiske Civilisation, saa var det ganske vist det Normale i kolonierne, og de europæiske Nationer, som havde Colonier, satte sig paa den coloniale civilisations standpunkt ved at deeltage i og foreskrive Love for disse Forhold, og ved at lede og ordne Coloniernes hele indre Organisme, hvori dette Forvold var indvævet, saavel her fra Moderlandet, som ved locale Regjeringsmyndigheder.

Men om det end maatte indrømmes, at en hidtil anerkjendt Eiendomsgjenstand var bleven hævet, vil man imod den hele coloniale Betragtning, og de derfra stillede Fordringer paa en vis Skades-Erstatning, kunne gjøre en Række af Indvendinger, hvorpaa man histovre ikke synes at have lagt synderlig Vægt, men som dog maa besvares og gjendrives, saafremt Loven skal gaae igjennem. Allerede den foreløbige Behandling i Folkethinget gav Anledning til en Mængde Tvivlsmaal, der rigtig nok temmelig løseligt henkastedes fra forskjellige Sider, men hvis Besvarelse staaer i Forbindelse med et af følgende Spørgsmaal: "Er nogen Omstændighed gaaet forud for selve Frigjørelsesacten, der hæver Erstatningspligten? eller er nogen saadan paafulgt? og, i alt Fald, hvor skal Erstatningen udredes, i Danmark eller i Colonien selv?"

1. Naar Nogle paastaae, at Emancipationen ikke ligger i den enkelte Akt af 1848, men egentlig, ved en Række af tidligere Regjeringsforanstaltninger, forlængst var bragt istand, og Andre søge den i det kgl. Rescr. 28de Juli 1847, fra hvilken Dag ingen Slave kunde fødes i Colonierne, saa kunne vi, i en vis Henseende, gjerne indrømme, at disse Paastande vare sande, uden dog at tillægge dem ringeste Betydning med Hensyn til Afgjørelsen af det forelagte Lovforslag; thi visseligt var Slave-Forholdet formildet, forbedret og ordnet paa mange Maader, og havde faaet sin endelige Termin, men det, som det kommer an paa at vide, er, om alle disse Foranstaltninger , hvoraf den meest indgribende var den, at Rescr. 1847 havde bestemt, "at de bestaaende Forhold kun skulde vedblive i 12 Aar", havde reduceret denne Art Eiendomsværdi til Nul, thi i saa Fald maatte det i det mindste indrømmes, at Emancipationsakten af 1848 ikke tilintetgjorde nogen paaviselig Eiendomsværdi. Men det har ingenlunde været Tilfældet. Saavel i 1847, som i de første sex Maaneder af 1848 have de sædvanlige Transaktioner i denne Eiendomsgjenstand beviisligt fundet Sted, vi troe endog af Regjeringen selv, og i ei ringe Udstrækning. Ganske vist var al Slaveeiendom afficeret, endog allerede siden den engelske Frigivelseslov af 1833, men det er ogsaa denne Omstændighed, som det skyldes, at Regjeringen har kunnet lægge en saa ringe Middelværdi til Grund for sit Overslag. Hvad Rescr. 1847 angaaer, da var det foreliggende Spørgsmaal ikke berørt i samme, og altsaa aabent, og i alt Fald tilsagde det 12 Aars Frist, som Regjeringen ikke har holdt. 

Men maaskee kunde den ikke holde dette Løfte, eller muligt burde den ei holde det? Det er af Andre udtrykt saaledes: "der var en force majeure tilstede". Vi skulle ikke opholde os ved en Undersøgelse af Virkningen af denne force majeure, men vende os til Spørgsmaalet om den virkelig har været tilstede. Den Rigsdagsmand, der har reist dette Spørgsmaal, har tillige sagt, "at der i 24 Timer var et almindeligt Ønske tilsteede om at Emancipationen maatte foregaae." Der er kun een Kilde, hvorfra Oplysning i denne Henseende retligt kan hentes, nemlig den Commissiens Acter, som har undersøgt Begivenhederne i Juli 1848 paa St. Croix, og den dermed i Forbindelse staaende Domssag. Da vi kjende disse Acter tør vi dristigt paastaae, at det omtalte almindelige Ønske vel næredes af de Ufrie, men fra først til sidst bestredes af Øens øvrige Indvaanere, som især vare forbittrede over, at Regieringen ei med Eftertryk modsatte sig Negernes Ønske. Det anførte Datum er altsaa urigtigt; og skulde det paastaaes, at Regjeringen ikke kunde have holdt sit Løfte af 1847, saa maae vi ligeledes henvise til ommeldte Akter og til Commissionens Dom af 5te Februar 1851, hvis Præmisser constatere det Modsatte. Der er nemlig kun Spørgsmaal om St. Croix i begge Henseender, thi for de andre Øers Vedkommende, hvor Alt var roligt, indtraadte Frigivelsen kun som en Consekvents.

2. Men maaskee er der foregaaet Noget efter Juli 1848, hvorved Spørgsmaaalet om Vederlag kunde bortfalde? Vi erindre vel, at Regjeringen udsendte en Commissair, der søgte at ordne de temmelig forvirrede Forhold, og iblandt endeel andre Anordninger og Bestemmelser udstedte et Arbeidsreglement, der lykkeligviis væsentlig bidrog til en fredelig Udvikling af de nye Forhold, og som overalt har fundet megen Anerkjendelse, som praktisk og humant og passende under en Overgangsperiode, men Den, som i disse Bestemmelser søger et Palliativ for Erstatning, leder forgjæves. Ikke at tale om, at dette Reglement ikkun er anvendeligt paa den Deel af de forrige Ufrie, der sluttede sig til Plantagerne, som Landarbejdere, var det jo aabenbart den hele Foranstaltnings Maal, at opfylde Regjeringens Løfte i det andet Rescript af 28de Juli 1847: "naar den forandrede Stilling for de Ufrie var indtraadt, at sikkre Negrenes Subsistents, Plantagernes Dyrkning ved frit Arbeide, og overhovedet Coloniernes og Befolkningens Tarv." Denne Bestræbelse ligger saa tydeligt i det hele Samfunds Interesse, at det er umuligt at forestille sig, at man for Alvor kan paastaae, at den ikkun er fulgt, for at kunne blive fri for at erstatte et Eiendomsindgreb, eller at den Omstændighed, at den er fulgt, og at Regieringen i Instrux til sin Commissair udpegede et saadant System, kan faae ringeste Indflydelse paa denne Sags Skjæbne.

3. Hvorledes denne end bliver, have Nogle endelig fordret Sagen henviist til Vestindien, som et reent colonialt Anliggende, idet Tabet formeentlig burde gaae ud over og bæres af Colonierne selv (som hidtil foreløbigt har været Tilfældet), og Danmark i det Høieste kunde samtykke i at afstaae sine Indtægter fra Øerne i nogle Aar. Til Styrke for denne Betragtning anføres, at en stor Deel af Planterne i Virkeligheden ere fremmede, at man i Colonierne ei har betragtet sig som Statsborgere i den Betydning at dele Held og Uheld med Moderlandet, at de ei have betalt Krigsskat osv. Ligesom vi imidlertid ei kunne forstaae, at en Fremmed, der under vore Loves Sanction, erhverver Eiendom i Landet, skal nyde mindre Beskyttelse for samme end en Ikke-fremmed, saaledes maa det ei oversees, at disse Forhold i høi Grad berøre Øernes indfødte Indvaanere, som det vilde være yderst ubilligt at sætte i Klasse med Fremmede, da de ei staae i Forhold til noget andet Statssamfund, end det danske. Heller ikke er det os bekjendt, at coloniale Borgeres Forhold til det øvrige danske Statslegeme er betegnet som underordnet ved nogen organisk Lov. At Colonierne i høi Grad dele Held og Uheld med Moderlandet, derpaa afgav Aarene 1807-15 Beviis, og hvis de i de sidste Aars Trængsler ei betalte Krigsskat, saa er den i alt Fald heller ikke afkrævet dem, hvortil Grunden vistnok tildeels var den paa Øerne selv indtrufne Omvæltning; men Stemningen var i høi Grad patriotisk og loyal, og meget betydelige Bidrag til Statsfornødenheder og til vore Krigere indbetaltes frivilligt, saavel i 1848 , som senere, og som Regjeringen udtrykkeligt har paa skønnet (Dep. Tid. 1848, 421). At lade Colonierne selv udrede Erstatningen, vilde omtrent være det samme, som f. Ex. at bestemme, at Byen Fredericias Krigsskade skulde udredes af Byen Fredericias Indvaanere, kun at det blev lidt galere i Vestindien, forsaavidt over Halvdelen af Indvaanerne (de Frigjorte) ikke kom til at bidrage en eneste Skilling. Ikke saa upraktisk vilde den Idee være, at henlægge Coloniernes Overskud som et Erstatningsfond; dog vilde det nødvendigviis forudsætte, at der er eller kan blive et Overskud, og at den fornødne Sum forskydes af Statskassen som et Laan, for at Erstatningen kan blive ydet medens det endnu er Tid. Men et Laan til Colonierne giver Loven en aldeles ny Charakteer, og under denne Forudsætning vil Erstatningssummens ringe Procentstørrelse forekomme de Skadelidte end ubilligere end nu (Sluttes).

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1852, 2. udgave).

Gade i Frederiksted. Nationalmuseet. Ukendt årstal. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Den 30. august 1852 var der for første gang valg til kolonirådet. Der var 196 vælgere i Christiansted, hvoraf mødte 156, 118 vælgere i Frederiksted hvoraf 94 mødte, 354 på St. Thomas hvoraf 184 mødte, og 14 vælgere på St. Jan. Alle de valgte var blandt de hvide magtelite og plantageejerne.

Arbeidsforholdene paa de danske Øer i Vestindien. (Efterskrift til Politivennen).

De dansk-vestindiske Øer.

Allerede kort efter Udfærdigelsen af den allerhøjeste Resolution af 28de Juli 1817, hvorved Emancipationssagen afgjordes saaledes, at Øernes Raadighed over Slaverne skulde ophøre 12 Aar eller Resolutionens Datum og alle i Fremtiden fødte Børn strax skulde være frie, gjorde vi (Fædrelandet Nr. 268, 69 og 70 for 1847) opmærksom paa, at denne Afgjørelse af Sagen ufejlbarligt maatte medføre fordærvelige Følger. Erkjendelsen af det Umoralske i Slaveriet havde allerede dengang saaledes gennemtrængt det civiliserede Samfund, Bevidstheden om at personlig Frihed tilkommer ethvert Menneske som en naturlig Ret var allerede dengang saaledes vakt hos Slaverne, og Indflydelsen af den paa andre vestindiske Øer allerede praktisk gjennemførte Emancipation var allerede dengang saa stor, at det kun var lidet sandsynligt, at Slaveriet, selv under en saa mild Form som det, der bestod paa vore Øer, skulde kunne holdes vedlige endnu i 12 Aar. Vi paaviste allerede dengang, at, selv om Saadant imod Forventning skulde blive muligt, selv om voldsommere Omvæltninger skulde kunne undgaaes, saa vilde denne Resolution let føre til Koloniernes Ødelæggelse, idet den nødvendigvis maatte foranledige en gradvis Aftagen al Slavebefolkningen, hvilket vi, støttede til de foregaaende Aars Erfaringer og bestemte statistiske Data, godtgjorde i disse 12 Aar vilde skee indtil henimod Halvdelen af dens tidligere Størrelse. Vi beviste, at det ikke vilde være rimeligt, at man vilde kunne bringe de saaledes successivt Frigjorte til at arbejde sammen med Slaverne ved det paa Øerne allervigtigste Markarbejde, og at de derfor, da intet andet productivt Arbejde for dem vilde findes, for største Delen vilde udvandre. Derved vilde Øerne berøves deres aldeles fornødne Arbejdskraft , Plantageeierne forarmes og Kolonierne efterhaanden ødelægges. Begivenhederne have vel afskaaret os det Practiske Bevis for Rigtigheden af den sidste Del af vor Paastand, uden forsaavidt, at den Aftagen af Slavebefolkningen, som vi  havde beregnet at ville finde Sted, fuldkomment er indtraaadt indtil det Øieblik, Emancipationen iværksattes; men de have desværre endog tidligere, end vi ventede det, bekræftet den af os udtalte Frygt for, at voldsomme Begivenheder vilde afbryde Slaveriet langt tidligere end bestemt. Det er mærkeligt, at Regeringen ikke tidligere har kunnet indsee dette, og det kan kun forklares af den samme Forblændelse, som i Almindelighed har forhindret den fra at see de Uveirskyer, der i de sidste Aar ere trukne op over Danmark, uagtet den ofte nok blev advaret. Uden en saadan Forblændelse og i bekjendtskab med Forholdene havde den heller ikke i en lang Række af Aar kunnet lade Øernes locale Bestyrelse forblive i en Mands Hænder, som den offenlige Mening allerede længe har bedømt paa en saadan Maade, som General Scholten. Endnu mere mærkeligt synes det imidlertid at være, at man paa en Tid, da de voldsomste Rystelser i Europa kuldkastede gamle rodfæstede Forhold, kunde synes overrasket over, at en Befolkning af 16,000 Slaver, der heller ikke kunde blive uberørt af disse Bevægelser, og som vaktes endnu mere ved den voldsomt iværksatte Emancipation paa de franske Øer, tilegnede sig den Frihed, som de antoge, at man med Uret allerede meget for længe havde negtet dem. Man synes imidlertid endnu ikke at ville indsee, at Skylden laa hos den tidligere Overbestyrelse; man lader den Mand, som tidligere stod i Spidsen for Colonierne, og som vistnok har den største Skyld i denne Henseende, her i Ro fortære en Pension, som er mere end tre Gange saa stor, som den Gage en Statsminister oppebærer, og man har sendt en Commission til Colonierne for at søge Skylden for, hvad de  Overordnede havde forsømt, hos de underordnede Embedsmænd. Til at ordne de høist forviklede Forhold har man valgt en Mand, som har levet sine bedste Aar i en fjern Coloni, der i sin hele Natur vistnok er meget forskjellig fra Vestindien, som muligt har indlagt sig Fortjeneste ved at slutte en ret fordelagtig Handel om vore ostindiske Besiddelser, men som i alt Fald har forringet denne Fortjeneste betydeligt ved at raade til den unyttige og pengeødslende Nicobarexpedition, og som ikke har røbet Indsigt i de almindelige Handels- og Coloniforhold eller i sit Fædrelands Stilling ved at kunne troe, at Danmark, selv om Nicobarøerne havde været langt frugtbarere, end de fandtes, kunde høste en Nytte af deres Colonisation, der stod i noget rimeligt Forhold til de Opoffrelser, den vilde kræve. Det er forklarligt, at en vis forfængelig Lyst til at besidde fjerne Colonier og til at foretage videnskabelige Jordomsejlinger kunde motivere Tog som "Galatheas" og "Valkyriens" til Indien men det er næsten aldeles ubegribeligt, hvorledes Mænd, som have været særligt opfordrede til at gjøre sig bekjendte med Forholdene og tænke over dem, have kunnet troe, at Danmarks Handel eller Industri kunde have nogen væsenlig Fordel af en Coloni som Nicobarerne, og det kan neppe betvivles, at, naar Gouverneur Hansen, som den, der maatte ansees nærmest bekjendt med Forholdene, alvorligt og kraftigt havde gjort Begeringen opmærksom herpaa, saa vilde han kunne have sparet sit Fædreland de store Summer, som unyttig ere bortødslede paa dette Foretagende, og som nu ere højlig fornødne til andre Øjemed.

De officielle Etterretninger, som hidtil ere meddelte om de vestindiske Forhold, ere i høi Grad tarvelige og, naar undtages en i "Fædrelandet" Nr. 127 meddelt interessant Afhandling af Hr. Bahneberg, har ogsaa Pressen været meget sparsom i sine Meddelelser om de derværende Forhold, formodenlig fordi Opmærksomheden saa stærkt er optagen af nærmere Begivenheder. De Oplysninger, som Hr. Bahneberg har meddelt, bekræfte fuldkomment hvad der ogsaa paastaaes fra andre Sider, at Gouverneur Hansens og navnlig hans nærmeste Medhjælperes hidtilværende Fremgangsmaade lader frygte, at han ikke vil fyldestgjort de Forventninger, hvortil hans tidligere Virksomhed dog nogenlunde berettigede, idet han synes at have hengivet sig til det samme, af ensidige Interesser ledede, Parti, hvis Understøttelse alene gjorde det muligt for General Scholten, uagtet at den Anklage, som den offenlige Mening fremsatte imod ham, saaiænge at holde sig paa sin Post. Forfatteren af den nys omtalte Afhandling synes imidlertid med meget for stor Korthed at have behandlet den eneste af de hansenske Anordninger, som ad officiel Vei er meddelt del danske Publikum, nemlig "Anordningen om Arbejdsforholdet mellem Landejendomsbesidderne og de frie Arbejdere af Landbefolkningen", idet han formodenlig har stolet paa, al den fuldstændige Meddeleise deraf, som har fundet Sted, vilde sætte Publikum i Stand til selvstændigt at fælde en Dom derover. Da denne Anordnings mærkelige Bestemmelser imidlertid ikke synes at have vakt tilbørlig Opmærksomhed, skulle vi kortelig dvæle ved samme.

Det bestemmes deri, at alle Arbeidscontracter skulle indgaaes for et helt Aar ad Gangen, og, naar de indgaaes af et Familiehoved, være bindende ei alene for ham, men ogsaa for hans Børn mellem 5 og 15 Aar samt for Paarørende, som have Underhold hos ham. Den, som har indgaaet en saadau Overenskomst, er forpligtet til uvægerlig at forrette alt Slags Arbeide paa Plantagen. Arbejdsdage, Arbejdstid og Lønnen bestemmes nøjagtigt i Loven, der maa hverken gives eller tages meer eller mindre, og naar Lønnen gives in natura, skulle Levnetsmidlerne modtages til en fast lovbestemt Pris. Det er ikke alene det ordinære Arbeide, som saaledes er reguleret, men det Samme er Tilfældet med alt det extraordinaire, som udføres udenfor de anordnede sædvanlige Arbejdstider eller om Løverdagen, der i Henhold til de ældre Lovbestemmelser, som gjaldt for Slavetiden, endnu skal vedblive at ansees for en Slags Fridag, paa hvilken Arbejderen ikke er absolut forpligtet til at arbeide for den Herre, med hvem han har accorderet for de øvrige Dage. Syge og affældige Personer skulle underholdes al den Plantage, hvor de hore hjemme; syge Arbejdere, som indlægges paa Hospitalet, skulle pleies paa Plantagens Bekostning. Muleter og anden Straf bestemmes for Overtrædelse osv. 

Det er tildels i ethvert Samfund nødvendigt at begrændse de lavere Classers Frihed saavel til at arbeide som til at undlade dette, idet et stort Antal ledige, arbejdsdygtige Mennesker af disse Classer let kan bevirke farlige Forstyrrelser i den sociale Orden, og denne Nødvendighed bliver endnu mere fremtrædende i et Samfund, som nylig er udtraadt af Slaveriet. Men blandt frie Mennesker maa de dertil sigtende Foranstaltninger dog være af en saadan Beskaffenhed, at de ikke aldeles fornegte Friheden, ligesom det i Vestindien i Særdeleshed er af Vigtighed, at de blive af en saadan Art, at de forhenværende Slaver kunne vænnes til at forstaae, hvad sand Frihed er, og til at benytte den, og Lovgivningen maa ikke lede til en Fortsættelse af Slaveriet under Navn af en fri Tilstand. I Henhold til hvad vi tidligere have udviklet, vil nemlig Coloniernes Fremtid væsenlig afhænge af, hvorvidt det kan lykkes al bevare i det Mindste det Antal Arbejdere, som nu haves paa Plantagerne, hvilket vistnok er det ringeste, hvormed deres Dyrkning med nogen kraft kan fortsættes, eller om muligt at forøge det noget ikke blot ved en saadan langsom Tilvæxt, som sikkert under et vel ordnet frit Liv og regulerede Familieforhold vil finde Sted mellem den hidtilværende Slavebefolkning paa Landet, men ogsaa ved nogen Tilgang af de tidligere Emanciperede, som have søgt til Byerne uden der at finde tilstrækkelig Sysselsættelse, og som det under de tidligere Forhold var umuligt at bringe til at arbeide sammen med Slaver paa Plantagerne, men som muligvis nu kunne bevæges til at søge Beskæftigelse der, naar det hele Forhold blev ordnet med en saadan Frihed , som Omstændighederne fornuftigvis tilstede. Til at bevirke dette Resultat synes imidlertid det emanerede Arbeidsreglement uskikket, idel det overhovedet bevarer den samme Form for Arbeide! som under Slaveriet, og altfor meget berøver den Enkelte hans individuelle Frihed. Ligesom forhen er Arbejderen for en meget lang Tid bunden til den samme Plantage; han er det ikke alene selv, men hans hele Familie er det ufravigelig med ham, og de ere det under Betingelser, som i det Væsenlige ei ere forskjellige fra dem, hvorunder de befandt sig i Slaveriet; thi at Negeren een Gang aarlig kan skifte Herre, har i Realiteten ikke stor Betydning, naar der tages Hensyn til, hvor vanskelig hans hele bundne Tilstand maa gjøre en Flytning for ham, og hvor let der maa kunne træffes en Overenskomst mellem Plantageejerne, om ikke at modtage hinandens Arbejdere.

Det er en saa gammel, ved theoretisk Betragtning saa let beviselig og ved practisk Erfaring saaledes godtgjort Sandhed, at den eneste rette Maade til at frembringe et dygtigt og flittigt Arbeide er at lønne det efter dets Qvantitet og Qvalitet, samt at Ingen er i Stand til at fastsætte den rette Maalestok herfor uden den private Arbeidsherre ved fri Contract med Arbejderne, at alle yderligere Beviser herfor synes at maatte være overflødige. De Forsøg, som i den senere Tid ere gjorte paa at substituere noget Andet i Stedet for denne simple Sandhed, have kun truet de europæiske Statssamfund med de voldsomste Revolutioner, og man synes dog nu at ville indsee, at Staten ikke kan paatage sig at være Formynder for den Privates Arbeide og dets Løn. Dette synes Gouverneur Hansen imidlertid ikke at begribe; han synes ikke at indsee, at det eneste Middel til at vække den forhenværende Slave til en fri Anstrængelse af sine Kræfter og til at lære ham Forskjellen mellem frit og tvungent Arbeide netop er at afpasse Lønnen efter Arbejdets Qvantitet og Qvalitet. Derfor har han foreskrevet bestemte Lønninger, fra hvilke der hverken maa viges af Herre eller Arbejder. Det er derfor ikke alene i det almindelige Omsætningsmedium, nemlig Penge, at Arbejdets Værdi bestemmes; det Samme skeer ogsaa med Hensyn til den Pris, hvortil Fødemidlerne skulle modtages. Efterat man overalt har erkjendt, at Staten ikke behøver at blande sig i Bestemmelsen af den almindelige Handelspris for Fødemidlerne og har opgivet tidligere Forsøg i denne Retning, gjør Gouverneur Hansen nu et nyt, som bliver saa meget misligere, som Bestemmelsen ikke er lige anvendelig for alle Classer i det paagjældende Samfund, men kun for een enkelt, hvem det saaledes tydeligt vises, at den staaer udenfor de almindelige for det frie Samfund gjældende Regler.

Ligesom Negeren vedbliver at være berøvet alle en fri Arbeiders Fordele, saaledes har han heller ikke dennes Pligter. Det er ikke ham, der arbejder for sin Kone og sine Børn, eller, saafremt han ikke selv kan fortjene det Fornødne til deres Underhold og de ere arbejdsdygtige, disponerer over deres Arbeide; det er ikke ham, der sørger for deres Underhold, for deres Pleie i Sygdom, for deres Opdragelse og fremtidige Livsstilling; thi han er forpligtet til at lade Arbeidscontracten gjælde ei alene for sig, men ogsaa for sin Familie. Han kan ikke med yderligere Anstrængelse af egne Kræfter forskaffe sin frugtsommelige eller ammende Kone en større Frihed end den, der er bestemt i Reglementet; han kan ikke lade hende blive borte fra Plantagearbeidet for at passe hans smaa Børn, men han skal under Arbejdstiden lade disse pleie paa eet Sted i Forening med Plantagens øvrige Børn; han kan ikke frit efter Evne og Lejlighed lade sin Søn opdrage, undervise og vælge hans fremtidige Livsvei; thi han er forpligtet til at lade ham arbeide paa Marken paa samme Plantage som han selv. Han har nemlig ingen Forpligtelse til at sørge for de svage og affældige Medlemmer af sin Familie; thi det skal Plantageejeren gjøre. Under saadanne Forhold kan intet egenligt Familieliv tænkes; og den Adgang til at Mand og Kone, der befinde sig paa forskjellige Planlager, uagtet Arbeidscontracterne, kunne flytte sammen, som Anordningen giver, er ingenlunde tilstrækkelig, saalænge Forholdene iøvrigt ere saa ugunstige for Familielivet. Den Hovedindvending, som er gjort imod Slaveriet, at det udelukker Familieforholdet, der med Rette ansees som det vigtigste Middel til at hæve dem, der staae paa Samfundets laveste Trin til en høiere aandelig og materiel Cultur, kan saaledes med fuld Grund gjøres gjældende ogsaa imod de nye Forhold.

Ligesom disse Bestemmelser ere skadelige for Negrene, saaledes berøve de ogsaa Ejendomsbesidderne enhver af de Fordele, som Frihed i Contractsforhold kunde bringe dem. De tvinge dem til ikke alene i det Hele al yde en langt liniere Betaling end under den tidligere Slavetilstand, men de nøde dem ogsaa til at give den dovne og uduelige Arbejder næsten samme Betaling sum den flittige og dygtige.

Det er ikke let forklarligt, hvorledes et saadant Værk har kunnet komme istand, skjønt man finder en Antydning deraf i de faa Bemærkninger, hvormed det ledsages i "Departementstidenden". Det hedder nemlig, at der ved Udarbeidelsen er benyttet forskjellige skriftlige og mundlige Meddelelser fra større og mindre Landeiendomsbesiddere. Disse have formodenlig hørt til den samme Classe af Plantageejere, som have understøttet det scholtenske Regimente, som kun have havt deres egen øjeblikkelige Pengeinteresse for Øie, som ikke have havt Mod og Dygtighed nok til at begribe og tage alvorligt fat paa de nye Forhold og benytte de Fordele, Frihed og Concurrence medføre, som kun ønske at bevare deres Ejendomme nogle faa Aar, for i den Tid at høste den størst mulige Nytte at dem og siden forlade dem, som derfor af al Magt have modsat sig Emancipationen og ved deres Indbydelse væsenligt bidraget til al fremkalde den ulykkelige Resolution af 28de Juli 1817 som have anstillet sig saaledes, som om de aldeles ikke indsaae Nødvendigheden af ifjor at give Slaverne Frihed, og som endelig nu, efterat den er givet i Navnet, bestræbe sig for at forhindre den fra at blive en Realitet, ubekymrede om, hvad Retfærdighed kræver som sand Frihed, og om Coloniernes fremtidige Velfærd. Dette Parti vil ved sine formanende Organer her paa Stedet sikkert af al Magt søge at understøtte den nye Patron, som det synes at have faaet i Gouverneur Hansen, i Stedet for den, det har mistet i General Scholten.

Lovgiveren vedkjender sig ogsaa paa en høist mærkelig Maade de Grundsætninger, hvorpaa denne Anordning er baseret; thi det hedder derom i "Departementstidenden": "Den omstændelige Detail i Reglementet overlader Intet til fri privat Overenskomst, hvilket ikke vilde føre til noget heldigt Resultat. Negerne ere nemlig ubekjendte med Contractsforholdet, derhos utilbøjelige til at lade sig binde og mistroiske mod Løfter, som de ikke have nogen Sikkerhed for ville blive opfyldte. De have det imod Respect for den øverste Autoritets Befalinger og pleie at finde sig deri, om de end ikke indser Grundene for samme. Det er derfor blevet anseet nødvendigt at afgjøre Alt ved Lov." Anordningen vedkjender sig saaledes ligefrem som sit Princip, indtil i den yderste Detail ved Lov at bestemme et Forhold, som efter dets hele Natur er og maa blive et privat, hvori der maa finde Selvbestemmelse Sted, naar ikke Samfundet skal ophøre al være frit ; thi deri bestaaer netop Forskjellen mellem et saadant og Slaveriet, at i det første den Enkelte i det Væsenlige har Ret til al disponere over sine egne Kræfter, medens han i det sidste er berøvet denne Ret. At Negeren, som det siges, er mistroisk mod Løfter, for hvis Opfyldelse han ingen Sikkerhed bar, er tilvisse ikke paafaldende; thi denne Mistro deler enhver fornuftig Mand med ham, og det er netop Lovgivningens Opgave at skaffe Sikkerhed for, at Contracterne afsluttes under Former, som betrygge deres Opfyldelse; men deraf følger ingenlunde, at det skulde være nødvendigt al berøve den Private al Selvbestemmelse med Hensyn lil Contractens Indhold. Det er Ingenlunde paafaldende, at Negeren hidtil har været ubekjendt med Contractsforholdet thi for en Slave existerer et saadant ikke, men naar man vil lære ham at være en fri Mand, saa er det uundgaaelig nødvendigt al lade ham kjende dette Forhold. At unddrage ham derfra er derfor efter vor Formening del samme som al berøve ham Adgang til Frihed.

Skjønt det næsten kunde synes unødvendigt at fremhæve, ville vi dog for at undgaae Misforstaaelse udtrykkelig gjøre opmærksom paa, at det ingenlunde er vor Mening, at Staten ganske skulde undlade at regulere det vigtige Forhold mellem Herre og Arbeider. De Vanskeligheder, som Overgangen fra Slaveri til en fri Tilstand nødvendigvis maa medføre, ere i og for sig af en saadan Beskaffenhed, at Staten bør gjøre alt muligt for at formindske dem. Den bør formentlig i dette Øiemed give strænge Love for Løsgængeri; den bør tilholde alle arbeidsdyglige Personer at søge Arbejde; den bør sørge for, at de efter fri indbyrdes Overenskomst aftalte Contracter blive afsluttede under Former, som betrygge deres Opfyldelse; den bør give faste Regler for de Tilfælde, da Contracter ei ere oprettede og Parterne ej selv kunne blive enige osv.; men den bør ei vedligeholde Slaveri under Navn af Frihed, den bør ikke i Enkeltes particulaire Interesse tabe Coloniernes almindelige Vel alfSigte, og den bør vogte sig for ved unaturlige Indskrænkninger at fremkalde nye Voldsomheder af lignende Art som dem, der betegnede Overgangen fra Slaveriet til den nærværende Tid.

38.

(Fædrelandet 30. juni 1849).

Ubekendt: Plantagen Sob på St. Croix. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Artiklen blev imødegået i artiklen "Angaaende Arbeidsforholdene paa de danske Øer i Vestindien" i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. juli 1849, 2. udgave. Det væsentligste forsvar for Hansens arbejdsreglement var at 

"... nogle faa Maaneder i Forveien en social Revolution havde fundet Sted paa Øen, hvorved Samfundsforhold af meer end hundredaarig Hjemmel styrtedes overende; at den hvide og sorte Folkestamme staaer ligeoverfor hinanden i et næsten fjendtligt Forhold; at desuagtet gjensidig Imødekommen og Samvirken er uomgængelig nødvendig til det Heles Opretholdelse, eftersom i modsat Fald de Blanke maae, som for en stor Deel er Tilfældet paa de engelske og franske Øer, forlade deres værdilæse Eiendomme og de Sorte hensynke i Lediggang og Vankundighed ...."

Desuden at man på de engelske og franske øer (eksempel Trinidad) har gjort hvad "Fædrelandet" havde foreslået, hvilket havde medført at 

"... afnøde Planterne en aldeles overdreven Dagløn for en enkelt Dag og strax efter ganske nægte at paatage sig noget Arbeide, fordi en enkelt Dags Løn giver Arbeideren Penge nok til Livets første Fornødenheder i flere Uger ..."

Artiklen slutter:

De Bemærkninger, Forfatteren fremsætter om det Mislige ved at fastsætte bestemte lønninger for Arbeidet, have Noget mere for sig; men naar man mindes den fuldstændige Opløsning af hele Arbeidsforholdet paa Øen, vil man dog vistnok indrømme det Ubetimelige i at overlade dette Forholds Reorganisation til den absolute Contraheringsfrihed mellem 18,000 nylig emanciperede sorte Arbejdere paa den ene Side og et forholdsviis ringe Antal blanke Ejendomsbesiddere paa den anden. Det er aabenbart langt hensigtsmæssigere, at en, begge Parter overordnet upartisk Stemme giver Veiledning til dette Forholds Ordning ved at bestemme Lønningernes Størrelse med behørigt Hensyn til, hvad disse lønninger udgjøre paa de naermeste Øer. Den techniske Beskaffenhed af Sukker- og Rom-Tilvirkningen har til nødvendig Følge, at alt til dette Øiemeed fornødne extraordinaire Arbeide maa nøiagtig reguleres. Naar en senere Tids mildere Stemning har udjevnet flere af de Skillevægge, som nu fjerne de forskjellige Klasser af Befolkningen, vil det være naturligt, at den frie Selvbestemmelse efterhaanden træder i Stedet for Reglementets Bud, og det fortjener i denne Henseende vel at mærkes , at der af Etatsraad Hansen udgivne Arbeidsreglement kun er provisorisk. Det er dernæst langtfra i den almindelige Lovgivning noget Uhørt, at Arbeides Værdiansættelse kan skee ved taxtmæssig Bestemmelse. Thi ikke at tale om, at de nu tildeels forældede Laugsartikler fastsatte Taxter for Arbeide, som nu paa Grund af forandrede Forhold her ei tages til Følge, men under kun lidet udviklede Samfundsforhold kunne have været vel motiverede, saa har taxtmæssig Betaling for Arbeide indtil de sidste Tider fundet Sted i slige særegne Tilfælde, hvor den frie Contractsfrihed ei kan komme til uhindret Anvendelse, og er det tilstrækkeligt i denne Henseende at henvise til Lovbestemmelserne om Muur- samt Tømmeresvendes Dagløn, Forbagningstaxten, Lods- og Vognmandstaxt og andre lignende Bestemmelser. Hvor gjerne man derfor erkjender Rigtigheden af den almindelige Sætning, at Arbeidets Priis bør ordnes ved fri Overeenskomst, saa bestemt tør man dog paastaae at de øieblikkelige Forhold paa Øen stille de kontraherende Parter i er saa spændt Forhold mod hinanden, at en lovmæssig Begrændsning af Contractfriheden maa være i det Heles Interesse.

Naar endelig Artiklens Forfatter ivrer imod at den emanciperede Neger ikke har alle en fri Mands Pligter at bære, navnlig med Hensyn til sin Families Underholdning m. m., saa maa denne Yttring grunde sig paa en Misforstaaelse af Reglementet; thi deri indeholdes ingen Bestemmelse, som medfører nogen Forandring i Mandens og Faderens almindelige Pligt til at sørge for sin Hustru og sine Børn. Iøvrigt har han og Familiens øvrige Medlemmer ved den, den indrømmede Adgang til at disponere over Løverdagsarbeidet en ganske særegen Leilighed til at sørge for sit og Sines Velvære, som maa være af stor Betydning. Det er ligeledes en fuldkommen Misforstaaelse af Reglementet, naar Artiklens Forfatter mener, at dets Bestemmelser udelukke Familieforhold. Under Slavetilstanden kunne Mand og Kone, Forældre og Børn fjernes fra hinanden ved Salg, Gave o. s. v. Ligesom det er en ligefrem Følge af Emancipationen , at saadanne Sønderrivelser af Familiebaandet for Fremtiden ere umulige, saaledes er endog lovligt Ægteskab en i Reglementet hjemlet Grund for den ene af Ægtefællerne til at ophæve et bestaaende Tjenesteforhold, for at flytte til den anden Ægtefælle; men en saadan Ret har selv efter den danske Lovgivning intet Tjenestetyende her i Landet; dog hvad vigtigere er, RegIementets Bestemmelser om Beboelse med Tilliggende for Negerfamilierne paa Plantagerne, fri Sygepleie m. m., tilsigte at skaffe dem et betrygget Huus og Hjem, det er, den vigtigste Betingelse for Familielivet.

Det er ikke meget sandsynligt, at Indholdet af "Fædrelandets" Artikel vil komme til mange vestindiske Arbeideres Kundskab; men, saafremt det var Tilfældet, maatte Enhver, der kjender denne Befolknings Stemning, med Bekymring see hen paa den Virkning, et almeenlæst Blad som "Fædrelandet", kunde frembringe ved paa en docerende Maade at indbilde Negerne, at den nuværende Tilstand er "en Fortsættelse af Slaveriet under Navn af Frihed". Dersom denne Yttring skulde være en virkelig Anskuelse hos Artiklens Forfatter og ikke blot et ubesindigt Udtryk, haabe vi, at disse Linier maae have oplyst ham om det Skjæve og Feiltagende i hans Formening.

- ph - 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. juli 1849, 2. udgave).

De dansk vestindiske Besiddelser. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk vestindiske Besiddelser. Efterretningerne fra vore dansk-vestindiske Colonier naae indtil Slutningen af Oktober Maaned, og vi kunne om Tilstanden der henholde os til nedenstaaende Brev.

St. Croix, den 29de Octbr. Jeg formoder, at De længes efter af høre, hvorledes det gaaer med os herude efter den foregaaede Omvæltning, og jeg skal derfor forsøge at give Dem en Fremstilling af Forholdene, saaledes som jeg betragter dem. Det, der meest paatrængende maatte intereesere os efter Revolten, var naturligviis Gjenoprettelsen af den offenlige Rolighed, og, takket være de spanske Troppers og Orlogsbriggens Nærværelse, dette er da saa temmelig vel opnaaet. Der er lagt smaae Detaschementer af de regulaire Tropper paa Green-Quai. Cliffton-Hill, Diamond-Skolehuus, La Vallé og Mount Victory, og ligeledes et Par Politivagter. Disse Foranstaltninger have vistnok været af stor Vigtighed, saavel ved de posterede Vagters virkelige Indskriven, hvor Uordener skete, som især ved den moralske Virkning paa Negerne, der strax maatte indsee Umuligheden af at sammenrotte sig i store Masser. Dog varede det en lang Tid forinden man følte sig ganske rolig, og endnu den Dag idag er der i Midten af Landet og den vestlige Ende næsten ikke en Familie gaaet tilbage paa Plantagerne for at boe der. Ved von Scholtens Proklamation af 3die Juli vare Negerne tilsagt Ret til at boe i 3 Maaneder paa de af dem benyttede Huse, og man befrygtede ved Udløbet af denne Tid nye Uroligheder, eller i alt Fald, at Negerne vilde nægte at arbeide uden en urimelig Forhøielse i Arbeidslønnen, hvilket, da Eierne ikke uden Øddlæggeise kunde tilstaae nogen Forhøielse, vilde have en almindelig Vagabondage for nogen Tid til Følge. Dette forebyggedes imidlertid, til Lykke for os, deels ved Proclamationer, der lagte Hindringer ivejen for Landnegernes Omflakken og Sammenstimling i Byerne, deels ved Vagter ved Indgangene til disse, og andre lignende Demonstrationer. Men Intet havde dog saa god Virkning, som de Efterretninger, vi erholdt med Posten over England i Slutningen af September. Hvad vil Regjeringen i Moderlandet gjøre? kan den i sin nuværende politiske Stilling gjøre Noget for Colonien? vil den, nu da den ikke kan vente directe Indtægter herfra, idetmindste for længere Tid, ansee det for Umagen værd længere at beskytte Colonierne? Hvorledes vil den Mand, der hos os ansees at være ren fornemste Aarsag til vor Ruin, blive modtagen i Danmark, og vil det ei, som saa ofte tidligere, lykkes ham at vinde Indgang hos Regjeringen, naar han fortæller den, hvorledes Ingen har en saa redelig Villie og en saa fuldkommen Indsigt i hvad der tjener til vort Bedste, som han, og vil hans Tilbagekomst her være mulig? Disse og lignende Spørgsmaal og Tvivl beængstede os Alle og vare af saa meget større Betydning, som allehaande Rygter vare udspredte mellem Negerne, Gud veed af hvem, om at han virkelig ventedes tilbage, og at de da skulde leve som Herremænd, og anden slig Snak. Det vakte derfor almindelig Glæde og Tillid, da vi, netop da den truende October Maaned nærmede sig, erfarede at vi snart kunde vente en ordentlig Styrke af vore egne Tropper, at en ny Bestyrer af Colonierne var udnævnt og en Commission beordret til Undersøgelse af alle Embedsmænds og Andres Forhold under Oprøret. At den nye Civilgouverneur er fremmed for det hele vestindiske Væsen turde muligt, under nærværende Omstændigheder, dog være heldigt, da det vil lade ham handle saameget mere fordomsfrit, og at Folk med local Kjendskab kunne handle meget galt, erfare vi desværre altfor ofte. Forholdene ere sandelig heller ikke saa indviklede, at jo en Mand med klart Blik og god Ville itemmelig kort Tid kan sætte sig ind i dem.

Den næste Gjenstand for vore Overveielser og Bekymringer var Spørgsmaalet om Muligheden af at fortsætte Sukkerproductionen under de nye Forhold. Alt hvad derom kan siges, er, efter min Mening, at Haabet endnu ikke har svigtet, eller bør ganske opgives. Den er i og for sig trøsteligt, men desværre beroer denne trøsteligere Side af Sagen for en stor Deel paa en blot temporair Omstændighed, nemlig den, at Veiret har været usædvanligt gunstigt, og at der desaarsag er Udsigt til, at en god Høst vil holde Planteuren skadesløs for de forøgede Omkostninger. Men hvis der saa derefter indtræffer et eller flere Aar med Tørke, der er saa almindeligt; naar Sukkerplanten uddøer og gjentagne Gange maae suppleres, Høsten bliver utilstrækkelig til at dække endog de forhen sædvanlige Driftsomkostninger, ville da ei mange Eiere blive nødsagede til at opgive deres Landbrug? Tilvisse vil dette skee; Crediten vil blive indskrænket, og det vil da først og fremmest gaae ud over de mindre bemidlede Eiere, og det er utvivlsomt, at flere Eiendomme allerede faar vilde have været abandonnerede, hvis de gunstige Veirforhold ikke havde kommet os til Hjelp. Der har været gjort adskillige Forsøg paa enten ligefrem ved Lovbud, eller indirekte at tvinge Negerne til at blive paa de Eiendomme, hvor de engang ere, eller til at indgaae Contracter om Arbeide for et heelt Aar; men den Erkjendelse er dog omsider bleven almindelig, at alle slige Forholdsregler kun tjene til at fremkalde Lysten hos Negeren til at gjøre det, som man vilde forhindre ham fra, tvertimod den ham tilstaaede Frihed. Forøvrigt have nogle Planteurer nu besluttet sig til at indforskrive Arbejdere fra Madeira. Disse Folk skulle, som det har viist sig paa de engelske Øer, arbeide bedre og stadigere, end Negerne, og det antages, at deres Nærværelse vil virke gavnligt paa disse, men de ville koste noget mere i Arbeidsøon, foruden de ved deres Hidførelse foranledigede Omkostninger.

Ligesom der i August Maaned fandt nogle Optøier Sted i Byen Christiansted, nemlig en Conflict imellem Brandcorpset og Politimesteren, der endte med, at denne Embedsmand, der under Oprøret havde viist en sjælden Activitet og Dygtighed, fratraadte sin Post, har der nu og i de seneste Dage i Byen Frederiksted været en ubehagelig Conflict imellem en Brandcorpsvagt og en Vagt af de herværende spanske Tropper, foranlediget ved en af disse foretagen Arrestation af en Mand af de lavere Classer, der havde yppet Klammeri om Natten paa Gaden. Brandvagten stillede sig truende og støiende op imod den spanske Vagt, og adspredte sig først efterat have erfaret, at Arrestanten ifølge en tilkaldt Læges Forlangende var bleven sendt hjem som Syg. Disse Stridigheder med den ørkesløse Pøbel her i Byerne, der Intet har at tabe, og som desværre her i Colonien stiger høiere op i Samfundet, end andelsteds, true med at blive alvorlige, og ville maaskee ikke dæmpes forinden de have følt Lovens Strænghed. Hovedmændene for disse Spektakler længes nok efter det forrige Regimente, og ville næppe undlade paa en høitidelig at udtale deres Beklagelse over de Personalforandringer, der ere foregaaede, og deres Forkjærlighed for det Gamle.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1848, 2. udgave).

Jens Futtrup (1865-1950): Køer i skolen ved Mount Victory på St. Croix. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De danske vestindiske Øer. Dampskibet "Clyde", som ankom til Southampton den 3die d. M. medbragte Post fra Vestindien, hvis seneste Dato var St. Thomas 14de Novbr. Tilstanden paa de danske Øer beskrives som i det Hele nogenlunde tilfredstillende; Landnegerne arbeide rigtignok, men ikke med den Kraft, Lyst og Vedholdenhed, som ethvert Agerbrug, og det vestindiske især, udfordrer. Imod Forventning gaar det bedst paa St. Jan, hvor for de fleste Desertationer fandt Sted, og hvor der ingen By er, der kan drage Landnegeren fra sit Arbejde. Paa St. Thomas, med den store livlige By, som Markarbeideren maa besøge i det mindste een Gang om Ugen, gaaer det mindre godt; men i det Hele er Arbejdstilstanden dog maaskee mindst tilfredsstillende paa St. Croix, for hvis heldige Existents Arbeidsspørgsmaalets Løsning er saa høist nødvendig. Tilstanden der kan kaldes provisorisk, og vil først finde sin Løsning naar Regieringen er reorganiset. De første Troppeskib, Barkskibet "Heinrich Sørensen" , Capt. Kanopka, ankom med 99 Mand Soldater den 12te November. Een Mand var død paa Reisen; forresten Alt vel. Orlogsbriggen "St. Thomas", med den nye Regjeringscommission, ventedes daglig, og der var fra Madeira indløben Skrivelse fra Etatsraad Hansen, som meldte hans hurtige Ankomst der til Øen. Saa stor var Længslen efter Regjeringscommisairens Ankomst, at det forsikkres os han vil faae flere Petitioner overrakt i de første Dage, end han kan læse i en Uge.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. december 1848).

Aabent Brev angaaende Stadfæstelse af de ufrie Negeres Emancipation paa de vestindiske Øer m m. (Efterskrift til Politivennen)

Aabent Brev angaaende Stadfæstelse af de ufrie Negeres Emancipation paa de vestindiske Øer m m.

VI FREDERIK DEN SYVENDE

af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gotlhers, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, 

Göre vitterligt: Da Vi have bragt i Erfaring, at Negerne paa Vore vestindiske Öer have yttret et, levende Önske om, at den ufrie Tilstand, hvori de hidtil have befundet sig, allerede nu maa ophöre, uden at den i Vor forevigede Fader, Hans Majestæt Kong Christian den Ottendes allerhöieste Rescript af 28de Juli f: A: allernaadigst bestemte Frist afventes, og at derfor Vor General Gouverneur, General Major von Scholten har fundet Anledning til paa Vore Vegne at opfylde dette Ønske ved sin Proclamation af 3die Juli d: A. saa ville Vi herved have allernaadigst bifaldet og stadfæstet den af ham trufne Foranstaltning, saaledes at herefter ingen ufrie Tilstand for nogen Deel af Befolkningen skal bestaae paa Vore vestindiske Öer.

Men Vi maa tillige udtale Vort allerhøieste Yttring mod dem, som efter Bekjendtgiörelsen af General Gouverneurens Proclamation af 3die Juli d: A: have gjort sig skyldige i Uordener, Udsvævelser og strafværdige Angreb paa deres Medborgeres Person og Eiendom.

Vi vente imidlertid med Tillid, at Negerne, efterat Vi allernaadigst have stadfæstet den dem skjænkede Frihed, med Lydighed og Føielighed ville efterkomme de Bestemmelser, som Vi agte at give for at ordne de nye Forhold paa Øerne, samt, at de ved Sædelighed, Flid og Vindskibelighed ville gjöre sig værdige til den Plads, som er bleven dem indrömmet i det borgerlige Samfund.

Det er Vor Kongelige Pligt at opretholde Orden og Landefreden paa Vore vestindiske Öer og det er en hellig Forpligtelse for alle lndvaanere uden Undtagelse at bistaae Os og Vore paa Öerne indsatte Øvrigheder ved Udförlsen heraf.

Vi have nu overdraget forhenværende Gouverneur over de ostindiske Etablissementer, Os Elskelige, Etatsraad Peter Hansen, det Hverv, som Vor Regierings-Comissær og ad interim fungerende General Gouverneur at begive sig herfra til Vore Öer i Vestindien for at reorganisere Forholdene sammesteds.

Overeensstemmede hermed skal han have den höieste civile og militaire Autoritet paa samtlige Vore vestindiske Öer og navnlig have Myndighed til at ordne de live Forhold sammesteds ved provisoriske Bestemmelser under definitiv allerhøieste Approbation.

I Tillid til det alvise Forsyn, som understötter alle gode og retsindige ldrætter, nære Vi saaledes det Haab at kunne berede en lykkelig Fremtid for Vore vestindiske Öer, hvis hele Befolkning vi omfatte med lige landsfaderlig Kjerlighed.

Givet paa Vort Slot Christiansborg den 22de September 1848.

Under Vor kongelige Haand og Segl.

Frederik R.

(L. S. R.)

Bluhme

(St. Croix Avis 30. november 1848).