De dansk-vestindiske Øer.
Allerede kort efter Udfærdigelsen af den allerhøjeste Resolution af 28de Juli 1817, hvorved Emancipationssagen afgjordes saaledes, at Øernes Raadighed over Slaverne skulde ophøre 12 Aar eller Resolutionens Datum og alle i Fremtiden fødte Børn strax skulde være frie, gjorde vi (Fædrelandet Nr. 268, 69 og 70 for 1847) opmærksom paa, at denne Afgjørelse af Sagen ufejlbarligt maatte medføre fordærvelige Følger. Erkjendelsen af det Umoralske i Slaveriet havde allerede dengang saaledes gennemtrængt det civiliserede Samfund, Bevidstheden om at personlig Frihed tilkommer ethvert Menneske som en naturlig Ret var allerede dengang saaledes vakt hos Slaverne, og Indflydelsen af den paa andre vestindiske Øer allerede praktisk gjennemførte Emancipation var allerede dengang saa stor, at det kun var lidet sandsynligt, at Slaveriet, selv under en saa mild Form som det, der bestod paa vore Øer, skulde kunne holdes vedlige endnu i 12 Aar. Vi paaviste allerede dengang, at, selv om Saadant imod Forventning skulde blive muligt, selv om voldsommere Omvæltninger skulde kunne undgaaes, saa vilde denne Resolution let føre til Koloniernes Ødelæggelse, idet den nødvendigvis maatte foranledige en gradvis Aftagen al Slavebefolkningen, hvilket vi, støttede til de foregaaende Aars Erfaringer og bestemte statistiske Data, godtgjorde i disse 12 Aar vilde skee indtil henimod Halvdelen af dens tidligere Størrelse. Vi beviste, at det ikke vilde være rimeligt, at man vilde kunne bringe de saaledes successivt Frigjorte til at arbejde sammen med Slaverne ved det paa Øerne allervigtigste Markarbejde, og at de derfor, da intet andet productivt Arbejde for dem vilde findes, for største Delen vilde udvandre. Derved vilde Øerne berøves deres aldeles fornødne Arbejdskraft , Plantageeierne forarmes og Kolonierne efterhaanden ødelægges. Begivenhederne have vel afskaaret os det Practiske Bevis for Rigtigheden af den sidste Del af vor Paastand, uden forsaavidt, at den Aftagen af Slavebefolkningen, som vi havde beregnet at ville finde Sted, fuldkomment er indtraaadt indtil det Øieblik, Emancipationen iværksattes; men de have desværre endog tidligere, end vi ventede det, bekræftet den af os udtalte Frygt for, at voldsomme Begivenheder vilde afbryde Slaveriet langt tidligere end bestemt. Det er mærkeligt, at Regeringen ikke tidligere har kunnet indsee dette, og det kan kun forklares af den samme Forblændelse, som i Almindelighed har forhindret den fra at see de Uveirskyer, der i de sidste Aar ere trukne op over Danmark, uagtet den ofte nok blev advaret. Uden en saadan Forblændelse og i bekjendtskab med Forholdene havde den heller ikke i en lang Række af Aar kunnet lade Øernes locale Bestyrelse forblive i en Mands Hænder, som den offenlige Mening allerede længe har bedømt paa en saadan Maade, som General Scholten. Endnu mere mærkeligt synes det imidlertid at være, at man paa en Tid, da de voldsomste Rystelser i Europa kuldkastede gamle rodfæstede Forhold, kunde synes overrasket over, at en Befolkning af 16,000 Slaver, der heller ikke kunde blive uberørt af disse Bevægelser, og som vaktes endnu mere ved den voldsomt iværksatte Emancipation paa de franske Øer, tilegnede sig den Frihed, som de antoge, at man med Uret allerede meget for længe havde negtet dem. Man synes imidlertid endnu ikke at ville indsee, at Skylden laa hos den tidligere Overbestyrelse; man lader den Mand, som tidligere stod i Spidsen for Colonierne, og som vistnok har den største Skyld i denne Henseende, her i Ro fortære en Pension, som er mere end tre Gange saa stor, som den Gage en Statsminister oppebærer, og man har sendt en Commission til Colonierne for at søge Skylden for, hvad de Overordnede havde forsømt, hos de underordnede Embedsmænd. Til at ordne de høist forviklede Forhold har man valgt en Mand, som har levet sine bedste Aar i en fjern Coloni, der i sin hele Natur vistnok er meget forskjellig fra Vestindien, som muligt har indlagt sig Fortjeneste ved at slutte en ret fordelagtig Handel om vore ostindiske Besiddelser, men som i alt Fald har forringet denne Fortjeneste betydeligt ved at raade til den unyttige og pengeødslende Nicobarexpedition, og som ikke har røbet Indsigt i de almindelige Handels- og Coloniforhold eller i sit Fædrelands Stilling ved at kunne troe, at Danmark, selv om Nicobarøerne havde været langt frugtbarere, end de fandtes, kunde høste en Nytte af deres Colonisation, der stod i noget rimeligt Forhold til de Opoffrelser, den vilde kræve. Det er forklarligt, at en vis forfængelig Lyst til at besidde fjerne Colonier og til at foretage videnskabelige Jordomsejlinger kunde motivere Tog som "Galatheas" og "Valkyriens" til Indien men det er næsten aldeles ubegribeligt, hvorledes Mænd, som have været særligt opfordrede til at gjøre sig bekjendte med Forholdene og tænke over dem, have kunnet troe, at Danmarks Handel eller Industri kunde have nogen væsenlig Fordel af en Coloni som Nicobarerne, og det kan neppe betvivles, at, naar Gouverneur Hansen, som den, der maatte ansees nærmest bekjendt med Forholdene, alvorligt og kraftigt havde gjort Begeringen opmærksom herpaa, saa vilde han kunne have sparet sit Fædreland de store Summer, som unyttig ere bortødslede paa dette Foretagende, og som nu ere højlig fornødne til andre Øjemed.
De officielle Etterretninger, som hidtil ere meddelte om de vestindiske Forhold, ere i høi Grad tarvelige og, naar undtages en i "Fædrelandet" Nr. 127 meddelt interessant Afhandling af Hr. Bahneberg, har ogsaa Pressen været meget sparsom i sine Meddelelser om de derværende Forhold, formodenlig fordi Opmærksomheden saa stærkt er optagen af nærmere Begivenheder. De Oplysninger, som Hr. Bahneberg har meddelt, bekræfte fuldkomment hvad der ogsaa paastaaes fra andre Sider, at Gouverneur Hansens og navnlig hans nærmeste Medhjælperes hidtilværende Fremgangsmaade lader frygte, at han ikke vil fyldestgjort de Forventninger, hvortil hans tidligere Virksomhed dog nogenlunde berettigede, idet han synes at have hengivet sig til det samme, af ensidige Interesser ledede, Parti, hvis Understøttelse alene gjorde det muligt for General Scholten, uagtet at den Anklage, som den offenlige Mening fremsatte imod ham, saaiænge at holde sig paa sin Post. Forfatteren af den nys omtalte Afhandling synes imidlertid med meget for stor Korthed at have behandlet den eneste af de hansenske Anordninger, som ad officiel Vei er meddelt del danske Publikum, nemlig "Anordningen om Arbejdsforholdet mellem Landejendomsbesidderne og de frie Arbejdere af Landbefolkningen", idet han formodenlig har stolet paa, al den fuldstændige Meddeleise deraf, som har fundet Sted, vilde sætte Publikum i Stand til selvstændigt at fælde en Dom derover. Da denne Anordnings mærkelige Bestemmelser imidlertid ikke synes at have vakt tilbørlig Opmærksomhed, skulle vi kortelig dvæle ved samme.
Det bestemmes deri, at alle Arbeidscontracter skulle indgaaes for et helt Aar ad Gangen, og, naar de indgaaes af et Familiehoved, være bindende ei alene for ham, men ogsaa for hans Børn mellem 5 og 15 Aar samt for Paarørende, som have Underhold hos ham. Den, som har indgaaet en saadau Overenskomst, er forpligtet til uvægerlig at forrette alt Slags Arbeide paa Plantagen. Arbejdsdage, Arbejdstid og Lønnen bestemmes nøjagtigt i Loven, der maa hverken gives eller tages meer eller mindre, og naar Lønnen gives in natura, skulle Levnetsmidlerne modtages til en fast lovbestemt Pris. Det er ikke alene det ordinære Arbeide, som saaledes er reguleret, men det Samme er Tilfældet med alt det extraordinaire, som udføres udenfor de anordnede sædvanlige Arbejdstider eller om Løverdagen, der i Henhold til de ældre Lovbestemmelser, som gjaldt for Slavetiden, endnu skal vedblive at ansees for en Slags Fridag, paa hvilken Arbejderen ikke er absolut forpligtet til at arbeide for den Herre, med hvem han har accorderet for de øvrige Dage. Syge og affældige Personer skulle underholdes al den Plantage, hvor de hore hjemme; syge Arbejdere, som indlægges paa Hospitalet, skulle pleies paa Plantagens Bekostning. Muleter og anden Straf bestemmes for Overtrædelse osv.
Det er tildels i ethvert Samfund nødvendigt at begrændse de lavere Classers Frihed saavel til at arbeide som til at undlade dette, idet et stort Antal ledige, arbejdsdygtige Mennesker af disse Classer let kan bevirke farlige Forstyrrelser i den sociale Orden, og denne Nødvendighed bliver endnu mere fremtrædende i et Samfund, som nylig er udtraadt af Slaveriet. Men blandt frie Mennesker maa de dertil sigtende Foranstaltninger dog være af en saadan Beskaffenhed, at de ikke aldeles fornegte Friheden, ligesom det i Vestindien i Særdeleshed er af Vigtighed, at de blive af en saadan Art, at de forhenværende Slaver kunne vænnes til at forstaae, hvad sand Frihed er, og til at benytte den, og Lovgivningen maa ikke lede til en Fortsættelse af Slaveriet under Navn af en fri Tilstand. I Henhold til hvad vi tidligere have udviklet, vil nemlig Coloniernes Fremtid væsenlig afhænge af, hvorvidt det kan lykkes al bevare i det Mindste det Antal Arbejdere, som nu haves paa Plantagerne, hvilket vistnok er det ringeste, hvormed deres Dyrkning med nogen kraft kan fortsættes, eller om muligt at forøge det noget ikke blot ved en saadan langsom Tilvæxt, som sikkert under et vel ordnet frit Liv og regulerede Familieforhold vil finde Sted mellem den hidtilværende Slavebefolkning paa Landet, men ogsaa ved nogen Tilgang af de tidligere Emanciperede, som have søgt til Byerne uden der at finde tilstrækkelig Sysselsættelse, og som det under de tidligere Forhold var umuligt at bringe til at arbeide sammen med Slaver paa Plantagerne, men som muligvis nu kunne bevæges til at søge Beskæftigelse der, naar det hele Forhold blev ordnet med en saadan Frihed , som Omstændighederne fornuftigvis tilstede. Til at bevirke dette Resultat synes imidlertid det emanerede Arbeidsreglement uskikket, idel det overhovedet bevarer den samme Form for Arbeide! som under Slaveriet, og altfor meget berøver den Enkelte hans individuelle Frihed. Ligesom forhen er Arbejderen for en meget lang Tid bunden til den samme Plantage; han er det ikke alene selv, men hans hele Familie er det ufravigelig med ham, og de ere det under Betingelser, som i det Væsenlige ei ere forskjellige fra dem, hvorunder de befandt sig i Slaveriet; thi at Negeren een Gang aarlig kan skifte Herre, har i Realiteten ikke stor Betydning, naar der tages Hensyn til, hvor vanskelig hans hele bundne Tilstand maa gjøre en Flytning for ham, og hvor let der maa kunne træffes en Overenskomst mellem Plantageejerne, om ikke at modtage hinandens Arbejdere.
Det er en saa gammel, ved theoretisk Betragtning saa let beviselig og ved practisk Erfaring saaledes godtgjort Sandhed, at den eneste rette Maade til at frembringe et dygtigt og flittigt Arbeide er at lønne det efter dets Qvantitet og Qvalitet, samt at Ingen er i Stand til at fastsætte den rette Maalestok herfor uden den private Arbeidsherre ved fri Contract med Arbejderne, at alle yderligere Beviser herfor synes at maatte være overflødige. De Forsøg, som i den senere Tid ere gjorte paa at substituere noget Andet i Stedet for denne simple Sandhed, have kun truet de europæiske Statssamfund med de voldsomste Revolutioner, og man synes dog nu at ville indsee, at Staten ikke kan paatage sig at være Formynder for den Privates Arbeide og dets Løn. Dette synes Gouverneur Hansen imidlertid ikke at begribe; han synes ikke at indsee, at det eneste Middel til at vække den forhenværende Slave til en fri Anstrængelse af sine Kræfter og til at lære ham Forskjellen mellem frit og tvungent Arbeide netop er at afpasse Lønnen efter Arbejdets Qvantitet og Qvalitet. Derfor har han foreskrevet bestemte Lønninger, fra hvilke der hverken maa viges af Herre eller Arbejder. Det er derfor ikke alene i det almindelige Omsætningsmedium, nemlig Penge, at Arbejdets Værdi bestemmes; det Samme skeer ogsaa med Hensyn til den Pris, hvortil Fødemidlerne skulle modtages. Efterat man overalt har erkjendt, at Staten ikke behøver at blande sig i Bestemmelsen af den almindelige Handelspris for Fødemidlerne og har opgivet tidligere Forsøg i denne Retning, gjør Gouverneur Hansen nu et nyt, som bliver saa meget misligere, som Bestemmelsen ikke er lige anvendelig for alle Classer i det paagjældende Samfund, men kun for een enkelt, hvem det saaledes tydeligt vises, at den staaer udenfor de almindelige for det frie Samfund gjældende Regler.
Ligesom Negeren vedbliver at være berøvet alle en fri Arbeiders Fordele, saaledes har han heller ikke dennes Pligter. Det er ikke ham, der arbejder for sin Kone og sine Børn, eller, saafremt han ikke selv kan fortjene det Fornødne til deres Underhold og de ere arbejdsdygtige, disponerer over deres Arbeide; det er ikke ham, der sørger for deres Underhold, for deres Pleie i Sygdom, for deres Opdragelse og fremtidige Livsstilling; thi han er forpligtet til at lade Arbeidscontracten gjælde ei alene for sig, men ogsaa for sin Familie. Han kan ikke med yderligere Anstrængelse af egne Kræfter forskaffe sin frugtsommelige eller ammende Kone en større Frihed end den, der er bestemt i Reglementet; han kan ikke lade hende blive borte fra Plantagearbeidet for at passe hans smaa Børn, men han skal under Arbejdstiden lade disse pleie paa eet Sted i Forening med Plantagens øvrige Børn; han kan ikke frit efter Evne og Lejlighed lade sin Søn opdrage, undervise og vælge hans fremtidige Livsvei; thi han er forpligtet til at lade ham arbeide paa Marken paa samme Plantage som han selv. Han har nemlig ingen Forpligtelse til at sørge for de svage og affældige Medlemmer af sin Familie; thi det skal Plantageejeren gjøre. Under saadanne Forhold kan intet egenligt Familieliv tænkes; og den Adgang til at Mand og Kone, der befinde sig paa forskjellige Planlager, uagtet Arbeidscontracterne, kunne flytte sammen, som Anordningen giver, er ingenlunde tilstrækkelig, saalænge Forholdene iøvrigt ere saa ugunstige for Familielivet. Den Hovedindvending, som er gjort imod Slaveriet, at det udelukker Familieforholdet, der med Rette ansees som det vigtigste Middel til at hæve dem, der staae paa Samfundets laveste Trin til en høiere aandelig og materiel Cultur, kan saaledes med fuld Grund gjøres gjældende ogsaa imod de nye Forhold.
Ligesom disse Bestemmelser ere skadelige for Negrene, saaledes berøve de ogsaa Ejendomsbesidderne enhver af de Fordele, som Frihed i Contractsforhold kunde bringe dem. De tvinge dem til ikke alene i det Hele al yde en langt liniere Betaling end under den tidligere Slavetilstand, men de nøde dem ogsaa til at give den dovne og uduelige Arbejder næsten samme Betaling sum den flittige og dygtige.
Det er ikke let forklarligt, hvorledes et saadant Værk har kunnet komme istand, skjønt man finder en Antydning deraf i de faa Bemærkninger, hvormed det ledsages i "Departementstidenden". Det hedder nemlig, at der ved Udarbeidelsen er benyttet forskjellige skriftlige og mundlige Meddelelser fra større og mindre Landeiendomsbesiddere. Disse have formodenlig hørt til den samme Classe af Plantageejere, som have understøttet det scholtenske Regimente, som kun have havt deres egen øjeblikkelige Pengeinteresse for Øie, som ikke have havt Mod og Dygtighed nok til at begribe og tage alvorligt fat paa de nye Forhold og benytte de Fordele, Frihed og Concurrence medføre, som kun ønske at bevare deres Ejendomme nogle faa Aar, for i den Tid at høste den størst mulige Nytte at dem og siden forlade dem, som derfor af al Magt have modsat sig Emancipationen og ved deres Indbydelse væsenligt bidraget til al fremkalde den ulykkelige Resolution af 28de Juli 1817 som have anstillet sig saaledes, som om de aldeles ikke indsaae Nødvendigheden af ifjor at give Slaverne Frihed, og som endelig nu, efterat den er givet i Navnet, bestræbe sig for at forhindre den fra at blive en Realitet, ubekymrede om, hvad Retfærdighed kræver som sand Frihed, og om Coloniernes fremtidige Velfærd. Dette Parti vil ved sine formanende Organer her paa Stedet sikkert af al Magt søge at understøtte den nye Patron, som det synes at have faaet i Gouverneur Hansen, i Stedet for den, det har mistet i General Scholten.
Lovgiveren vedkjender sig ogsaa paa en høist mærkelig Maade de Grundsætninger, hvorpaa denne Anordning er baseret; thi det hedder derom i "Departementstidenden": "Den omstændelige Detail i Reglementet overlader Intet til fri privat Overenskomst, hvilket ikke vilde føre til noget heldigt Resultat. Negerne ere nemlig ubekjendte med Contractsforholdet, derhos utilbøjelige til at lade sig binde og mistroiske mod Løfter, som de ikke have nogen Sikkerhed for ville blive opfyldte. De have det imod Respect for den øverste Autoritets Befalinger og pleie at finde sig deri, om de end ikke indser Grundene for samme. Det er derfor blevet anseet nødvendigt at afgjøre Alt ved Lov." Anordningen vedkjender sig saaledes ligefrem som sit Princip, indtil i den yderste Detail ved Lov at bestemme et Forhold, som efter dets hele Natur er og maa blive et privat, hvori der maa finde Selvbestemmelse Sted, naar ikke Samfundet skal ophøre al være frit ; thi deri bestaaer netop Forskjellen mellem et saadant og Slaveriet, at i det første den Enkelte i det Væsenlige har Ret til al disponere over sine egne Kræfter, medens han i det sidste er berøvet denne Ret. At Negeren, som det siges, er mistroisk mod Løfter, for hvis Opfyldelse han ingen Sikkerhed bar, er tilvisse ikke paafaldende; thi denne Mistro deler enhver fornuftig Mand med ham, og det er netop Lovgivningens Opgave at skaffe Sikkerhed for, at Contracterne afsluttes under Former, som betrygge deres Opfyldelse; men deraf følger ingenlunde, at det skulde være nødvendigt al berøve den Private al Selvbestemmelse med Hensyn lil Contractens Indhold. Det er Ingenlunde paafaldende, at Negeren hidtil har været ubekjendt med Contractsforholdet thi for en Slave existerer et saadant ikke, men naar man vil lære ham at være en fri Mand, saa er det uundgaaelig nødvendigt al lade ham kjende dette Forhold. At unddrage ham derfra er derfor efter vor Formening del samme som al berøve ham Adgang til Frihed.
Skjønt det næsten kunde synes unødvendigt at fremhæve, ville vi dog for at undgaae Misforstaaelse udtrykkelig gjøre opmærksom paa, at det ingenlunde er vor Mening, at Staten ganske skulde undlade at regulere det vigtige Forhold mellem Herre og Arbeider. De Vanskeligheder, som Overgangen fra Slaveri til en fri Tilstand nødvendigvis maa medføre, ere i og for sig af en saadan Beskaffenhed, at Staten bør gjøre alt muligt for at formindske dem. Den bør formentlig i dette Øiemed give strænge Love for Løsgængeri; den bør tilholde alle arbeidsdyglige Personer at søge Arbejde; den bør sørge for, at de efter fri indbyrdes Overenskomst aftalte Contracter blive afsluttede under Former, som betrygge deres Opfyldelse; den bør give faste Regler for de Tilfælde, da Contracter ei ere oprettede og Parterne ej selv kunne blive enige osv.; men den bør ei vedligeholde Slaveri under Navn af Frihed, den bør ikke i Enkeltes particulaire Interesse tabe Coloniernes almindelige Vel alfSigte, og den bør vogte sig for ved unaturlige Indskrænkninger at fremkalde nye Voldsomheder af lignende Art som dem, der betegnede Overgangen fra Slaveriet til den nærværende Tid.
38.
(Fædrelandet 30. juni 1849).
Artiklen blev imødegået i artiklen "Angaaende Arbeidsforholdene paa de danske Øer i Vestindien" i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. juli 1849, 2. udgave. Det væsentligste forsvar for Hansens arbejdsreglement var at
"... nogle faa Maaneder i Forveien en social Revolution havde fundet Sted paa Øen, hvorved Samfundsforhold af meer end hundredaarig Hjemmel styrtedes overende; at den hvide og sorte Folkestamme staaer ligeoverfor hinanden i et næsten fjendtligt Forhold; at desuagtet gjensidig Imødekommen og Samvirken er uomgængelig nødvendig til det Heles Opretholdelse, eftersom i modsat Fald de Blanke maae, som for en stor Deel er Tilfældet paa de engelske og franske Øer, forlade deres værdilæse Eiendomme og de Sorte hensynke i Lediggang og Vankundighed ...."
Desuden at man på de engelske og franske øer (eksempel Trinidad) har gjort hvad "Fædrelandet" havde foreslået, hvilket havde medført at
"... afnøde Planterne en aldeles overdreven Dagløn for en enkelt Dag og strax efter ganske nægte at paatage sig noget Arbeide, fordi en enkelt Dags Løn giver Arbeideren Penge nok til Livets første Fornødenheder i flere Uger ..."
Artiklen slutter:
De Bemærkninger, Forfatteren fremsætter om det Mislige ved at fastsætte bestemte lønninger for Arbeidet, have Noget mere for sig; men naar man mindes den fuldstændige Opløsning af hele Arbeidsforholdet paa Øen, vil man dog vistnok indrømme det Ubetimelige i at overlade dette Forholds Reorganisation til den absolute Contraheringsfrihed mellem 18,000 nylig emanciperede sorte Arbejdere paa den ene Side og et forholdsviis ringe Antal blanke Ejendomsbesiddere paa den anden. Det er aabenbart langt hensigtsmæssigere, at en, begge Parter overordnet upartisk Stemme giver Veiledning til dette Forholds Ordning ved at bestemme Lønningernes Størrelse med behørigt Hensyn til, hvad disse lønninger udgjøre paa de naermeste Øer. Den techniske Beskaffenhed af Sukker- og Rom-Tilvirkningen har til nødvendig Følge, at alt til dette Øiemeed fornødne extraordinaire Arbeide maa nøiagtig reguleres. Naar en senere Tids mildere Stemning har udjevnet flere af de Skillevægge, som nu fjerne de forskjellige Klasser af Befolkningen, vil det være naturligt, at den frie Selvbestemmelse efterhaanden træder i Stedet for Reglementets Bud, og det fortjener i denne Henseende vel at mærkes , at der af Etatsraad Hansen udgivne Arbeidsreglement kun er provisorisk. Det er dernæst langtfra i den almindelige Lovgivning noget Uhørt, at Arbeides Værdiansættelse kan skee ved taxtmæssig Bestemmelse. Thi ikke at tale om, at de nu tildeels forældede Laugsartikler fastsatte Taxter for Arbeide, som nu paa Grund af forandrede Forhold her ei tages til Følge, men under kun lidet udviklede Samfundsforhold kunne have været vel motiverede, saa har taxtmæssig Betaling for Arbeide indtil de sidste Tider fundet Sted i slige særegne Tilfælde, hvor den frie Contractsfrihed ei kan komme til uhindret Anvendelse, og er det tilstrækkeligt i denne Henseende at henvise til Lovbestemmelserne om Muur- samt Tømmeresvendes Dagløn, Forbagningstaxten, Lods- og Vognmandstaxt og andre lignende Bestemmelser. Hvor gjerne man derfor erkjender Rigtigheden af den almindelige Sætning, at Arbeidets Priis bør ordnes ved fri Overeenskomst, saa bestemt tør man dog paastaae at de øieblikkelige Forhold paa Øen stille de kontraherende Parter i er saa spændt Forhold mod hinanden, at en lovmæssig Begrændsning af Contractfriheden maa være i det Heles Interesse.
Naar endelig Artiklens Forfatter ivrer imod at den emanciperede Neger ikke har alle en fri Mands Pligter at bære, navnlig med Hensyn til sin Families Underholdning m. m., saa maa denne Yttring grunde sig paa en Misforstaaelse af Reglementet; thi deri indeholdes ingen Bestemmelse, som medfører nogen Forandring i Mandens og Faderens almindelige Pligt til at sørge for sin Hustru og sine Børn. Iøvrigt har han og Familiens øvrige Medlemmer ved den, den indrømmede Adgang til at disponere over Løverdagsarbeidet en ganske særegen Leilighed til at sørge for sit og Sines Velvære, som maa være af stor Betydning. Det er ligeledes en fuldkommen Misforstaaelse af Reglementet, naar Artiklens Forfatter mener, at dets Bestemmelser udelukke Familieforhold. Under Slavetilstanden kunne Mand og Kone, Forældre og Børn fjernes fra hinanden ved Salg, Gave o. s. v. Ligesom det er en ligefrem Følge af Emancipationen , at saadanne Sønderrivelser af Familiebaandet for Fremtiden ere umulige, saaledes er endog lovligt Ægteskab en i Reglementet hjemlet Grund for den ene af Ægtefællerne til at ophæve et bestaaende Tjenesteforhold, for at flytte til den anden Ægtefælle; men en saadan Ret har selv efter den danske Lovgivning intet Tjenestetyende her i Landet; dog hvad vigtigere er, RegIementets Bestemmelser om Beboelse med Tilliggende for Negerfamilierne paa Plantagerne, fri Sygepleie m. m., tilsigte at skaffe dem et betrygget Huus og Hjem, det er, den vigtigste Betingelse for Familielivet.
Det er ikke meget sandsynligt, at Indholdet af "Fædrelandets" Artikel vil komme til mange vestindiske Arbeideres Kundskab; men, saafremt det var Tilfældet, maatte Enhver, der kjender denne Befolknings Stemning, med Bekymring see hen paa den Virkning, et almeenlæst Blad som "Fædrelandet", kunde frembringe ved paa en docerende Maade at indbilde Negerne, at den nuværende Tilstand er "en Fortsættelse af Slaveriet under Navn af Frihed". Dersom denne Yttring skulde være en virkelig Anskuelse hos Artiklens Forfatter og ikke blot et ubesindigt Udtryk, haabe vi, at disse Linier maae have oplyst ham om det Skjæve og Feiltagende i hans Formening.
- ph -
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. juli 1849, 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar