Politiet lukker Lossepladsen paa Kløvermarken. (Efterskrift til Politivennen).

 En Torturanstalt for Vognmændenes Heste.

På Toppen af en af de høje Skarndynger.

Det er vist egentlig ikke saa overdrevent mange Københavnere, der kender Kommunens Losseplads paa Kløvermarksvej, andet end af Navn. Hvis nogen vil vove sig derud, helt ud forbi Flyvepladsen, omtrent helt ned til Stranden, vil man faa en Oplevelse, som man ikke let glemmer - men det er nærmest en Oplevelse af en grufuld Art.

Paa det flere Tønder Land store Grund, har efterhaanden ophobet sig mere end 30 Aars Aflagringer af Storbyens Snavs, Smuds og Affald, det minder om en af Verdenskrigens, af granater og Trommeild hærgede Landsbyer, hvor havarerede Møbler, gamle møbler, Spande, Kulkasser, og alt hvad nævnes kan af kasseret Husgeraad og Skraldebøtteindhold, ligger spredt og halvt nedgravet i Aske. Snavs og Uhumskheder. Og over hele det udstrakte Felt staar en Os og Stank, der virker mosten kvælende.

Saaledes er det første afskrækkende Syn, man ser, gaar man nærmere til, faar man yderligere Grund til at forfærdes. Denne kæmpemæssige Ophobning af Snavs er ikke alene sundhedsfarlig og forpester Luften i vid Omkreds, men den er samtidig en Dyrplagerianstalt i større Stil. Fra Indkørslen ved Kløvermarksvej gaar Kørevejene, som Dagrenovationsvognene skal befare, i flere Retninger hen over Pladsen, de skraaner op ad og hæver sig mere og mere, indtil de paa de Steder, hvor "Skraldet" i disse Dage skal aflæses, naar op i en Højde, som en femetages Rygning. Her skal Hestene slæbe læssene op - de vejer mellem 6 og 8000 Pund Stykket - ad en Vej, der er belagt med Sveller, der imidlertid mange Steder er saa slidte, at det er et Under, at Dyrene ikke stikker benene igennem og faar dem brækket. Og i disse Page, hvor Sne og Isslag har gjort Træbelægningen glat som et Spejl, har der ikke været sørget for tilstrækkelig Grus- og Slaggebelægning - det har været en Tortur og et Helvede for de arme Dyr - og der behøves vel ikke flere Ord for at bevise, at her foreligger rent skandaløse Forhold.

Fra samtlige Vognmænd har der da ogsaa i lange Tider lydt et enstemmigt Jammerraab: Vi faar vore Heste komplet ødelagte! Og de sidste Dage er Raabet steget saa højt, at det har naaet højere vedkommendes Øren, og man har taget Alfære. Fra i Lørdags Aftes har Politiet forbudt Tilkørsel til Kløvermarkvejens Losseplads indtil videre. Renovationsvognene maa foreløbig køre til Kommunens andre lossepladser, der forøvrigt heller ikke er for yndige, her foreligger altsaa det mærkelige Tilfælde, at den ene af Kommunens Afdelinger maa træde op mod den anden, og bedre Bekræftelse paa, at Forholdene er rent ud skandaløse kan man vel ikke godt faa.

Vore lossepladser er en Skamplet paa København, vi kan ikke være dem bekendt, de er en forpestende Smittekilde for Mennesker og en oprørende Torturanstalt for Trækdyrene. Og man behøver jo blot at gaa ud i Nabokommunen, Frederiksberg, for at se hvorledes det bør være. Der har man den store Destruktionsanstalt, hvor al Dagrenovation bliver brændt og forvandles til en Indtægtskilde for Kommunen, idet den udnyttes som en rentabel Varmekilde. Der kommer Kommunalembedsmænd fra fremmede lande for at se Forbrændringsanstalten paa Frederiksberg, og drage Lære af denne Mønsterinstitution, men lige ved Siden af, her i København, følger man vore Forfædres Eksempel fra Stenalderen, man laver Køkkenmødding i Kæmpeformat.

Københavnerne burde valfarte ud til Lossepladsen paa Kløvermarksvej, se Svineriet, lugte Stanken og høre de arme Hestes Stønnen, naar de slæber sig sønder og sammen, saa vilde de det blive enige om at rejse et Protestraab der kunde gøre Ende paa disse Forhold, der hører en fjern Fortid til.

Larus

Der træffes nu Foranstaltning til Forbedring.

Vi har i Dag til Morgen haft en Samtale med Politiet, der meddeler os, at Kommunen har givet Ordre til at hygge en hel ny Bro paa Lossepladsen med mindre Stigning, og Vognene henvises foreløbig til en ny Plads for Enden af Holmbladsgade.

(Aftenbladet (København), 10. januar 1928)

Carl Adolf Lacoppidan 1841-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Carl Adolf Lacoppidan var forpagter af Pederstrup Avlsgård, Horslunde under grevskabet Christianssæde på Lolland.

I februar 1898 var der en konflikt mellem godsejer le Maire og hans arbejdere. Disse forlangte deres foreningsret respekteret. I øvrigt uden nogen krav om højere løn. De blev herefter opsagt fra deres lejligheder fra 1. maj 1898. Flere af dem havde børn. De lokale gårdmænd kom godsejerne til hjælp i stedet for arbejderne. Dog lykkedes det ikke le Maire at få korn udskibet fra Nakskov da arbejdsmændene ikke ville udskibe det. I stedet fragtede gårdmændene det til Taars færgested til et par fiskere. Da nogle arbejdere søgte arbejde på "Pederstrup", betingede forpagter Lacoppidan sig at de skulle melde sig ud af fagforeningen. Dette nægtede de.

Næsten på samme tid foregik der andre ting i forpagterens have: I et interview med tjenestepigen og fagforeningspioneren Marie Christensen (1871-1945) i anledning af Husassistenternes Fagforenings 15 års jubilæum i Kolding Social-Demokrat 17. november 1914 fortalte hun at da hun som 28-årig (det må have været omkring 1899) var tjenestepige hos kontorchef Adolph Jensen, besøgte de hvert år Lacoppidan på Pederstrup fordi konen var datter af dem. Her kunne hun ved siden af sit arbejde med at passe børnene, udforme love, opråb til tjenestepigestanden m.m. Kontorchefen hjalp hende senere med kontakt til en håndfuld andre.

80 Aar.

Forpagter C. Lacoppidan.

I Morgen bliver tidligere Forpagter Carl Lacoppidan 80 Aar. 

Han er født paa Lehnskov ved Svendborg, hvor Faderen Iver (af gammel fynsk Præstesiægt) var Forpagter, og overtog denne forpagtning i 1869. Ti Aar senere flyttede ban til Pederstrup ved Nakskov, som han drev lige til 1919, og kan alt saa se tilbage paa et halvt Aarhundredes Agrarvirksomhed. 

Lacoppidan har et fortrinligt Navn, og især paa den store Forpagtning Pederstrup viste han betydelige Evner og var en af Landets fineste  Heste-Avlere og Kendere, i en Aarrække sad han da ogsaa i Statshingsteskuekommissionen og er endnu Medlem af Overmønstringskommissonen. 

For to Aar siden flyttede han med sin Hustru, født Methling, til København og samles nu i HJemmet paa Sortedamsdosseringen med sin Slægt, blandt andet de to Forpagtere Svend og Iver fra Strandegaard og Holtegaard. Lacoppidan er den samme, elskværdige, imødekommende Mand som altid og i Besiddelse af et solidt Helbred.

(Nationaltidende 24. oktober 1921)

Svigersønnen Suensen, Næstved var tidligere ejer af Frederikseg og Bredeshave.

Fotograf Julie Rasmine Marie Laurberg (1856-1925): Carl Adolf Lacoppidan, Carl Adolf (1841-1926) forpagter. Det kongelige Bibliotek. 

Dødsfald

Forpagter C. Lacoppidan.

Bæreren af et indenfor Landbruget velkendt Navn, Forpagter C. A. Lacoppidan, tidligere Pederstrup ved Nakskov, er afgaaet ved Døden, næsten 85 Aar gammel.

Han tilhørte en gammel fynsk Præsteslægt og fødtes paa Lehnskov ved Svendborg som Søn af Forpagter Iver Lacoppidan. 1869 overtog han Faderens Forpagtning, indtil han 10 Aar senere flyttede til Pederstrup ved Nakskov. Denne Gaard gjorde han til en Mønstergaard, særlig hvad Husdyrbesætningen angik, og hans Hingsteavl var berømt. Indenfor det lolland-falsterske Landbrug havde hans Navn en god Klang.

I 1919 opgav Lacoppidan Pederstrup og flyttede her til København. Han overleves af sin Hustru, født Methling, og flere Børn. En Datter er gift med Departementschef Adolph Jensen og en anden med Kasserer Axel Mielche i Privatbanken.

København 5. oktober 1926

Jagtbrev fra Lolland

Af Kaj Munk

NU er Jagten gaaet ind paa alt muligt, om saa det er paa Taarnene paa Pederstrup Slot paa Lolland. Hvor er det dog fattigt, vort rige Land! Rundt omkring i det fagre, frodige Danmark ligger de gamle stolte Herresæder ubeboede hen - Herskaberne sidder i Godsforvalter- eller Forpagterboliger, Skatten for at bo i eget Hus er saa høj, at det udelukker sig selv. Kan vi være det bekendt? Om vi end synes, vi i Kraft af Demokratiets Flertalsdiktatur kan være bekendt at forfølge enkelte Klasser inden for Befolkningen paa det ubarmhjertigste, kan vi saa forsvare en saadan Politik imod vore historiske Mindebygninger og imod den landskabelige Skønhed? Det er Regeringens Pligt med det allerførste at gøre sit til at standse Konverteringen af de gamle Herskabshuse ud over Landet til Ruindynger. Hr. Stauning maa efterhaanden føle sig stærk nok til at kunne give Love, der har en mindre Horisont end Stemmekøbets.

Reventlows lollandske Slotte, Christianssæde og Pederstrup, har ligget øde hen, saa længe jeg ved af. Naar jeg som Skoledreng spadserede de godt 3 Fjerdingvej til Ryde Station for at tage med Toget til Maribo, passerede jeg, ved at snyde mig Genvej gennem "Kresjansæehaving", to Gange daglig det forladte Slot. Ved 7-Tiden Vintermorgener har jeg set Jens Baggesen i sit Ligklæde smutte ind gennem Væggen til Slottet efter om Natten at have flakket rundt i den sorte fugtige Skov, stadig en 80-90 Aar efter sin Død haabløst forelsket i en eller anden Komtesse, og har jeg hørt jammerfulde Parringssange af de elskovsfulde lollandske Ræve mellem den store Parks misrøgtede og efterhaanden vantrevne Æbletræer og Sirtræer fra Italien. Øde og unyttigt ligger Slot og Park stadig hen. I Himlens Navn, Andreas Møller, faa dog Stauning til at finde paa noget!

Pederstrup Slot har jeg som Barn kun været ved en enkelt Gang. Men var jeg skuffet over, at Christianssæde kunde kaldes et Slot - for det var jo da bare et stort Hus; hvordan kan det være Slot uden Taarn og Tinde ? - blev jeg til Gengæld imponeret af Pederstrup, der ikke engang lod sig nøje med eet Taarn. Ja, sandelig, det var et i Slot. Nu er en Komité traadt sammen for at redde gamle Reventlow fra at blive rent til Grin. Hans Standsfæller skreg ham jo dengang ind i Ansigtet, at Bondestandens Frigørelse betød Adelens, ja, Landbrugets Undergang. I 1932 saa det næsten ud til, at de skulde faa Ret. For Adelens Vedkommende har de i hvert Fald faaet Ret. Nu var der gode Folk, der syntes, at en Mand, der havde begaaet Selvmord paa sin Stand for at gavne en anden, burde dog i hvert Fald have et Hus at bo i efter sin Død. Man vedtog da at frede en af hans Gaarde. Hvorfor det ikke blev selve Grevskabets, begriber jeg ikke. Det blev altsaa Pederstrup. Vel sagtens for Taarnenes Skyld, tænkte jeg. Og nu hører jeg til min Forfærdelse, at de skal rives ned. Et Mylder af de indsamlede Skillinger skal gaa til at rive Taarnene ned. Men hvorfor dog? Jo, for Bygningen skal "føres tilbage til sin oprindelige Skikkelse". Hvorfor i al Jordens Skønheds Navn skal den dét? Hvis den oprindelige Skikkelse ikke var særlig heldig, hvorfor maa vi saa ikke bevare den Skønhed, den efterhaanden har vokset sig op til? Jeg husker en Kollega af mig, der dels skulde have sin Kirke ført tilbage til sin oprindelige Skikkelse, og dels havde sin Svigermor boende hos sig  - hun var selvfølgelig lige saa ivrig for Kirkens Restauration som han det modsatte. Det skete, at han en Morgen fik hende at se, inden Tænderne og Lokkerne og det hele var sat op, og at han tillod sig ved Middagsbordet, da Diskussionen atter blev hed, at bemærke til den nydelige gamle Dame, at "jeg vil virkelig helst have dig ved Bordet, som du ser ud nu - vil ikke gerne have Svigermor ført tilbage til den oprindelige Skikkelse fra i Morges".

Pastoren har Ret. Hvilke Forbrydelser har kløende Fingre ikke faaet Lov til at udføre ved at stikke den ud, at "Svigermor skal føres tilbage til sin oprindelige Skikkelse".

Det er en Skam og en Skændsel, hvis Pederstrup nu skal jævnes med Jorden, for at noget "oprindeligt" kan ligge og tage sig ud af ingenting. Det maa ikke ske. Er der ikke i Ministeriet en rask Mr. Chamberlain, der kan tage Flyveren og stikke ned og faa aflyst Jagten paa Taarnene? Det er godt nok at have Raad til Statshusmænd, vi maa ogsaa have Raad til en Smule Adel.

Det betyder noget alt for bittert, at Taarnene skal væk.

(Nationaltidende 9. oktober 1938)

Pederstrup havde siden 1725 været ejet af slægten Reventlow, først greve Christian Ditlev Reventlow. Den senere statsminister greve Christian Ditlev Frederik Reventlow gjorde Pederstrup til grevskabets hovedsæde i 1813. Efter 1851 skete en større ombygning af Pederstrup. Reventlow brugte nu Pederstrup som sommerbolig. Ved lensafløsningen i 1924 blev grevskabet Christianssæde fri ejendom og udstykket til flere selvstændige brug og parceller af Pederstrups jorder. I dag huser gården Reventlow-Museet Pederstrup. 

Gravsted for Carl Adolph Lacoppidan 1841-1926 og Emma Sophie Lacoppidan, f. Methlin 1885-1937. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En frygtelig Hestetransport over Østersøen hertil. (Efterskrift til Politivennen)

Døde Heste paa Kajen ved Larsens Plads. Til højre: en endnu levende men halvdød Hest løftes fra Borde, medens Politiet og den forargede Folkemængde ser til.

Det er kun faa Dage siden Byen opskræmmedes ved Efterretningen om den uhyggelige Hestetransport ombord paa Damperen "Finnland" fra Danzig hertil, en Transport, der havde formet sig som et Dyrplageri af den uhyggeligste Art. Og nu i Gaar blev man stillet overfor en ganske lignende Affære, der blot er af en endnu mere hjærteskærende og forargelig Natur.

I Gaar Formiddags lagde Damperen "Niord", tilhørende Rederiet Hagen Jørgensen i Tordenskjoldsgade, ind ved Larsens Plads, kommende fra Danzig med en Last. der bl. a. talte 29 unge Heste fra Polen.

Eller rettere skulde tælle 29 Heste! Thi et større Antal af de arme Dyr naaede kun frem hertil som Lig. Lasten var fuld af Lig.

Rygtet om, hvad der var sket ombord paa Skibet, bredte sig hurtigt over hele Havnen. Alle Vegne fra strømmede Folk til. Og snart efter mødte Veterinærpolitiets Repræsentanter, Overbetjent Bjævertoft og Dyrlæge Henrik Jensen, der var bleven alarmerede pr. Telefon. .

Det ar et ligefrem lammende Syn, der mødte de to Mænd, da de kom ned i Skibets Last. Alle de 29 Heste, hvoraf Sendingen havde bestaaet ved Afgangen fra Danzig - de var her indkøbt af den kendte Hestehandler Westergaard og bestemte til Rasmus Larsen, Gasværksvej 33 - laa væltede rundt imellem hverandre i Skibets Bund, dækkede af Blod og Gødning, fyldte med aabne Saar, som de havde tilføjet hinanden ved Bid eller Spark i Rædsel og Raseri over de uhyggelige Kvaler, de havde maattet gennemgaa paa den lange Sørejse.

11 af Hestene var døde, da Skibet naaede ind. Og af de resterende var de fleste saa medtagne, at Dyrlæge Jensen straks var klar over, at det vilde være nødvendigt, at det vilde være en Barmhjærtighedsgerning at slaa dem ned hurtigst muligt.

Saa hurtigt, som det lod sig gøre, blev de 11 døde Heste en efter en lagt i Spillet, hejst op og svingede ind paa Kajen, hvor de snart dannede en stor Ligbunke, en Kadaverhøj, der fyldte Kajen med en kvælende Lugt. Og derpaa gik man i Gang med at bjærge de Dyr, der endnu var Liv i.

En Del at disse Dyr var imidlertid, som nævnt, saa medtagne at Søsyge og Kvæstelser, at Dyrlægen straks gav Ordre til at dræbe dem, og faa Øjeblikke efter gjorde nogle barmhjærtige Skud Ende paa deres Lidelser.

Ialt laa der tilsidst 15 døde Heste paa Kajen, og Hestehandler Rasmus Larsen fik saaledes kun udleveret 14 levende Heste, om hvilke han endda ikke véd med Sikkerhed, at de vil beholde Livet.

Ophidselsen mellem Mængden paa Larsens Plads var selvfølgelig stadig stigende. Det regnede med forbitrede Skældsord over Skibet. Og havde Folk kunnet finde en eller anden at lade Harmen gaa ud over, er der vist ingen Tvivl om. at vi havde faaet en amerikansk Lynchning at ae.

Men man kunde ikke rigtig (inde den enkelte paa hvis Hoved .Skylden kunde samles. Skibets Heder, Hr. Hagen Jørgensen, der forøvrigt ogsaa er Reder for Damperen "Finnland", syntes saa temmelig sagesløs, idet Veterinærpolitiets Tilladelse lyder paa, at der maa transporteres 32 Heste ombord i "Niord", og der som nævnt kun var 29. Yderligere har Rederen, efter den sidste Affære med "Finnland", udsendt skarpe Ordrer til sine Skibe om at iagttage alle de Forsigtighedsregler, der kan iagttages under Hestetransporterne

At dette ikke i fuldt Omfang kan i have været Tilfældet med Transporten i Gaar synes givet skønt Skibets Fører. Kaptajn Ankersen paastaaar det modsatte og hævder,  

den stærke Storm og den haarde Søgang.

Hestene blev søsyge straks efter Afgangen fra Danzig Havn, og efterhaanden som Stormen steg til Orkan, kastedes de stakkels Dyr hid og did nede i Lasten og mishandlede hverandre, uden at man paa Grund af den voldsomme Søgang kunde forhindre det.

I Modstrid med Kaptajnens Erklæring staar imidlertid de Oplysninger, et Par af Besætningen paa Skibet, Donkeymand Rudolf Jensen og Matros Andersen, bagefter er fremkommet med og som gaar ud paa at Hestene var elendigt stuvede og stivet af, kun var bundet til nogle Lægter med en tynd Snor og Sækkelærredsgrime, som slet ikke kunde afgive nogen Støtte for Hestene naar de begyndte at slingre.

De to Mænd fortæller yderligere, at Dyrene i de sidste -10 Timer af Rejsen hverken har faaet vaadt eller tørt, saa man alene herigennem skulde have Forklaringen paa at selv de Overlevende af dem var saa udmattede og elendige som Tilfældet var.

De to Mænds Fremstilling maa imidlertid vistnok i hvert Fald i nogen Grad ses paa Baggrund af den Kendsgerning, at der har hersket nogen Misstemning ombord mellem dem og Kaptajnen, og at de straks efter Ankomsten hertil er bleven afmønstrede og sendt i Land.

Nu arbejder Politiet imidlertid med Sagen. Og det kan naturligvis betragtes som givet at den vil blive sendt til Retslig Afgørelse.

(Aftenbladet (København) 8. september 1925).

Det ridende Politi i Arbejde. (Efterskrift til Politivennen)

En lille Dyrplager-Episode i Gaar ved Østervold.

Det store Publikum har vist i Almindelighed den Anskuelse, at Byens ridende Politi nærmest er "til Pynt", et Slags ydre Dekorationsapparat, der kun gør Gavn paa store Optogsdage eller som Ordensmarskaller i Demonstrationstog el. lign.

Til Retlednlng af denne ganske fejlagtige Anskuelse har vores  Fotograf i Gaar taget ovenstaaende lille Snapshot, hvis Aasted er den gamle Østervoldgade med Sølvgades Kaserne som Baggrund.

De to Betjente passerede i Travet Arbejdskøretøj. og de opdagede da, at Hesten for dette ømmede sig stærkt under en stor Sadelpude. I næste øjeblik var den ene Betjent af Sadlen, kastede Tøjlerne til sin Kollega og stoppede Arbejdskøretøjet for, da han løftede Seletøjet, at konstatere Tilstedeværelsen af et stort gabende Saar tæt oppe ved Dyrets Manke.

Han beordrede Hesten spændt fra og bragt paa Stald; samtidig kom Notits-Bogen frem, og om kort Tid vil Kusken komme til at staa for Rettens Skranke.

(Aftenbladet (København) 24. oktober 1924).

Frederik August Vilhelm Bagge (2: Sejlsport 1898-1902). (Efterskrift til Politivennen)

I 1895 vandt Bagge en lille båd ("La Mouette") ved Yachtklubbens bordlodning. Den deltog han med i forskellige kapsejladser samme år. Og vandt i øvrigt en ny båd i december 1895!

Januar 1896 begyndte Bagge at trykke "Tidsskrift for Hesteavl. "Sommeren 1896 købte Frederik Bagge lystkutteren "Sybelle" af godsejer Quistgaard på Egholm, og solgte samtidig bortlodningsbåden til denne for 450 kr. (den havde i sin tid kostet over 1.000). Med denne sejlede han i pinsen 1899 Sjælland rundt. Med den opnåede han de følgende mange gode placeringer i kapsejladser.

Bogtrykker Frederik Bagge, der under et Ophold i Berlin for et Par Maaneder siden blev alvorlig syg og i lang Tid har maattet holde Sengen, er nu saa vist restitueret, at han frit kan bevæge sig ude.

(Dannebrog (København) 9. november 1898).

En Kapsejler forsvundet og funden

Tyveri i Lystbaadehavnen.

Vanden strander ved Kongelunden.

Bogtrykker Fr. Bagge ejer en flot udhalet Kapsejler "Sybell", der Natten til i Gaar forsvandt fra sin Ankerplads ved Lystbaadehavnen. I Søndags var Bagermester Vald. Nielsen fra Frederiksberggade ude med Baaden, og da han ved 12-Tiden om Natten vendte tilbage, fortøjede han den ved en Bøje tæt udfor Lystbaadehavnen. I Gaar Morges var Kapsejleren forsvunden. Tyveriet anmeldtes til Politiet, men indtil i Gaar Eftermiddags var man ikke tommen paa Spor efter det forsvundne Fartøj.

Endelig i Aftes kom Kapsejleren atter til Syne - den fandtes staaende paa Grund ud for Kongelunden.

I Gaar Eftermiddags ved 6-Tiden bemærkedes "Sybell" krydsende ud for Dragør Havn. Baaden lagde til og opholdt sig en Timestid i Havnen, og en af de to Ombordværende, en yngre, mørk meget rundrygget og tarvelig klædt Person, gik i Land. Manøvreringen tydede paa at hverken han eller hans Kammerat var særlig søkyndige.

"Sybell" stak atter til Søs, uden at Dragørfolkene anede, at den var stjaalet. Senere strandede Baaden i Nærheden af Kongelunden, og der blev den staaende. Mandskabet raabte om Hjælp, og en Amagerfisker gik ud i sin Baad og reddede de to "Matroser" - han anede naturligvis heller ikke, at det var to Tyveknægte, han havde reddet fra at gaa tilbunds.

Saasnart Tyvene kom i Land, skyndte de sig bort. Men Fiskeren kan give et saa nøje Signalement, at de næppe undslipper.

(Social-Demokraten 23. juli 1902).

Bagermester Valdemar Nielsen ("Danmarks Valde") købte i 1912 en isbåd i Stockholm til issejlads i Roskilde Fjord. Den sejlede indtil marts 1996.

Frederik Bagge vandt 42 præmier med båden "Sybell". Juli 1902 deltog han i hestevæddeløb hvor han red for grev Knuth.

I november 1903 var Frederik Bagge med i et konsortium som købte "Lørups Ridehus" med henblik på at udvide det til et stort hippologisk institut, en hestebørs mm. (a la "Tattersall" i London). Lørups Ridehus lå på hjørnet af Upsalagade og Stockholmsgade og var opført af den kongelige overberider August Lørup i 1891. Ridehuset var efter datidens forhold af en ganske anselig størrelse. Ud over ridning blev det også brugt som forsamlingshus, bl.a. af Viggo Hørup. Huset var i brug indtil 1931. Det blev nedrev et og en mondæn udlejningsejendom opført tegnet af Henning Hansen opført på stedet. 

Det Lørupske Ridehus. (Efterskrift til Politivennen)

Efter godt et halvt Aars Tids Arbejde er omsider dette store Byggeforetagende blevet bragt til Ende, skjønt de uheldige Forhold lagde mangen Hindring i Vejen. Nu ligger den smukke Bygning af røde Sten med hvide Sandstensprydelser fix og færdig paa Hjørnet af Upsalagade og Stockholmsgade.

I Gaar var Pressen indbudt for at tage Nybygningen i Øiesyn.

Den unge Hr. Lørup viste os elskværdig om i de vidtløftige Lokaliteter.

Først aflagde vi naturligvis Visit i selve Ridesalen, tog Plads i en af de smaa Loger for Enden af den og skuede nu med Glæde ud i Rummet. Saa lang som Kristiansborgs Ridesal er Hr. Lørups Sal ikke, men den er betydelig bredere, og klart straaler DagsIyset ind.

Henover Manegens bløde Muld tumler en nydelig ung Dame sin Ganger. Hendes Kinder blusser, Øjnene straaler ved den sunde Motion, og Hesten pruster, ryster med Manken og spiller med Ørene, mens den danser af Sted med sin slanke Byrde.

Hr. Lørup selv holder militærisk stram midt derinde og tilser to Drenge, i sine hvide Sømandsbluser, der tumler deres smaa Heste.

Brillant Plads er der i Manegen og udmærket Plads for Tilskuere. Hele Salen rundt gaar en ophøjet Gang, og en Balkon er anbragt fra den ene Endevæg. Paa Væggene hænger store Speile, hvori den forfængelige Rytter eller - hvorfor ikke? - Rytterske kan skue deres Billede og se, om de nu ogsaa sidder ranke og fri i Sadlen, som det sig hør og bør.

I denne store og smukke Sal vil elegante Forestillinger i Ridekunst tage sig udmærket ud - og saadanne bliver nok arrangerede til Glæde for et Heste-elskende Publikum, der om Vinteren maa undvære Cirkus.

Fra Salen vandrer vi ned i Staldene. Under Vejs aflægger vi Visit i den saakaldte halvrunde Volte, en mindre Manege, beregnet til Hestes Dressering og Longering. En ung, livlig Hest bliver just ført ud efter at have haft sig en lille Stroppetur. Den damper og pruster; den længes temmelig sikkert efter at komme ud og hvile de mødige Lemmer lidt i Staldene. Og de er indbydende nok. Alt saa renligt og smukt. Lergulvet tavlet. Porcelænsbeklædning paa et Stykke af Væggen. Og saa har de den Fordel at være udmærket ventilerede og - hvad der sjældent findes, end ikke i de bedste Stalde - de har Sidelys, hvilket er særdeles Heldigt for Hestene; Lys og frisk Luft er for dem særdeles vigtigt.

Ialt er der i Staldene Plads til 80 Heste. Og mange Pladser er allerede optagne. Bl. a. staar Hr. Lørups egne 26 Heste opstaldede her og ser sig om med deres smukke, kloge Øjne og lader med Velbehag de bløde Muler kiærtegne. Desuden er der talrige Boxer, Saddelrum, Værelser til Staldpersonalet, alt særdeles hensigtsmæssigt indrettet. En Hest tiltrækker sig under Vejs vor Opmærksomhed i særlig Grad. Det er en lille sort Fyr, sex Aar gammel. Men det mærkelige ved den er, at den paa Ryggen lige ved Halsen har to udstaaende Haartotter - ganske som smaa Vinger. Vi foreslog at kalde den Pegasus.

Vi vandrer videre, kigget lidt ind i det store, rummelige Dameværelse og slaar os en kort Tid til Ro i Herreværelset. hvor Tobaksrygning er tilladt. Naturligvis er disse Værelser forsynede med Spejle og udmærket indrettede Vaskekummer med alt Tilbehør. Ude i Gangen er Styrtebadsværelserne, der er Porcelænsbeklædte og indrettede med Rum for 3 ad Gangen.

Nede i Kjælderen er Varmeapparatet, der opvarmer det hele og er leveret af Bang og Rubin, samme Firma, der leverede Varmeapparaterne til Koncertpalæet og Kasino.

Til Slutning giør vi ved et lille Glas Vin Hr. Lørup vor Kompliment for det smukke Etablissement, som vi er aldeles forvissede om vil falde i Publikums Smag og tilfredsstille i enhver Henseende.

Vi oplyser tilsidst, at hele Byggeforetagendet har kostet 400.000 Kroner, og at d'Hrr. Murermester Frohne og Etatsraad Blom er Mestre for det.

(Morgenbladet (København) 13. september 1891).

Frederik Riise (1863 - 1933): Lørups Ridehus. Public domain. Kbhbilleder.

Den forhenværende kongelige berider Carl Albert Lørup (1864–1954) havde på Christian IX's foranledning opførte Lørups Ridehus i 1891 med tilskuer- og musiktribune samt et stort staldanlæg til firs heste. Det blev også anvendt som forsamlingshuse. Den radikale leder, Viggo Hørup, holdt mange af sine berømte brandtaler her. I 1903 købte et konsortium med bl. a. Frederik Bagge "Lørups Ridehus". Huset blev desuden også anvendt til en række societybryllupper. 10. maj 1894 er der beskrevet et bryllup for obersten i Frelsens Hær Jacob Daniel Hartvig Fich og Elisabeth Nielsen med 1500 gæster, og her blev Danmarks første ridekonkurrence afholdt i 1903. Boksepromotor Valdemar Christiansen og Bokseselskabet Ringen arrangerede flere professionelle boksestævner i 1920'erne. Ridehuset blev nedrevet i 1931.

K. Gamborg: Lørups Ridehus. Illustreret Tidende, nr. 1, 4. oktober 1891.

Barnevogne. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Tillad mig følgende Bemærkning i Deres ærede Blad. At Barnevogne til daglig Brug vrimle i vore offenlige Anlæg, er man vel nødt til at finde sig i, men paa en Aften, hvor der er Koncert, synes jeg nok, der burde tages lidt Hensyn til Publikum. Da jeg forleden Tirsdag aflagde Østre Anlæg et Besøg, saa jeg til min store Forskrækkelse, at der paa Plænen foran Orkestret havde samlet sig en saadan Mængde Barnevogne, at de bogstavelig talt dannede en Vognborg, der spærrede Publikum Veien. Jeg begav mig derfor ned paa en af de Veie, der ere banede langs Vandet; hernede drives imidlertid foruden den foroven omtalte en anden Sport "Kjøren Hest". Straks jeg kom derned, foer et saadant Par Dyr mig imøde, jeg stillede mig paa Siden for at undgaa Sammenstød, men blev i det samme kjørt over Benene af en Barnevogn. Nu vil De vist indrømme mig, Hr. Redaktør, at naar der paa disse smalle Veie baade kjøres Hest og trukken Barnevogne, er der ikke megen Plads for Spaserende, tilmed da de kjøbenhavnske Barnepiger ikke ere af dem, der tage Hensyn til Folk. Min Hensigt er ikke, at Barnevogne selv en Koncertaften skulle forvises fra Anlægene, men at der skal anvises dem visse Veie, paa hvilke det er dem tilladt at kjøre. Kunde De, Hr. Redaktør, gjennem Deres ærede Blad fremme denne Sag, vilde det vistnok ikke alene glæde mig, men de fleste Kjøbenhavnere.

Galle.

(Nationaltidende 13. juli 1883).

N. F. Schjøttz-Jensen: Voldsløjfningsarbejderne. Illustreret Tidende nr. 27, 5. april 1885.

Forspændte Vogne. (Efterskrift til Politivennen)

maa i Følge Politivedtægten ikke holde i Gaarde der have aaben Udkjørsel til offenlig Gade, medmindre nogen holder Tømmerne, eller disse ere forsvarlig bundne til Vognen og en Skagle ved hver Hest fraspændt. Dette Paabud var bleven overtraadt af Gaard-Peter Larsen, der havde bragt et Læs Hø til en paa Vesterbrogade boende Bager. Aflæsningen foregik i et Gaardsrum, hvis Udkjørsel til Gaden, som i de fleste Bagergaarde, er forsynet med en Yderport, der stod aaben, og en Mellemport, der sædvanlig er lukket og ogsaa skal have været det, medens Aflæsningen fandt Sted. Da Gaardejer Larsen skulde til at kjøre bort med den tomme Vogn, havde han for at sige Farvel til Bageren, et Øieblik fjærnet sig fra sine Heste, der, efter hvad han har paastaaet, stode med Hovederne vendte bort fra Udkjørselen, saaledes at de ikke kunne komme gjennem denne uden i Forvejen at gjøre en Drejning med Vognen. Medens han saaledes havde vendt sig bort fra sine Heste, var netop en anden Vogn, der havde hentet et Læs Gjødning i Ejendommen, kjørt ud ad Gaarden gjennem Mellemporten, som i den Anledning var bleven aabnet. Hestene for den tomme Vogn vare vil fulgte efter ud paa Gaden, og skjønt Larsen opdagede det strax og var ilet efter dem, havde han dog ikke kunnet indhente dem, da de vare blevne skye og i stærk Fart løb ud ad Vesterbrogade. Omtrent ud for Skydebanen havde de paakjørt en Arbejdsmand, og de bleve først standsede ved "Sorte Hest". Den paakjørte Arbejdsmand, der var beskjæftiget ved Brolæggerarbejde, var bleven revet omkuld, Hestene havde traadt ham i Ansigtet og paa det ene Ben, og Vognen gik over hans Bryst. Ved Politiets Foranstaltning blev han bragt til Hospitalet, hvorfra han dog 2 a 3 Uger efter blev udskrevet som helbredet, da der ikke var tilføjet ham nogen betydelig Beskadigelse. Larsen erkjendte i Retten, at han ikkun havde fraspændt Skaglen ved den ene Hest, men i øvrigt ikke truffet nogen Forsigtighedsforanstaltning, da han forlod Vognen. Han afgjorde Sagen i Mindelighed med en Bøde paa 20 Kr. og betalte derhos 25 Kr. i Erstatning til Arbejdsmanden for Næringstab, Svie og Smerte m. v.

(Morgenbladet (København) 25. juni 1879).

Foranstaltninger til Forebyggelse af Dyrplageri paa Strandvejen og i Dyrehaven. (Efterskrift til Politivennen).

For at forebygge de muligt forekommende Tilfælde al Dyrplageri, der navnlig finder Sted ved Kaper- og Omnibuskjørsel paa Strandvejen og i Dyrehaven i Sommertiden, har Birkedommeren i Københavns Amts nordre Birk allerede i flere Aar ladet foretage en skarp og nøieseende Inspektion af de til de nævnte Kjørsler benyttede Heste. Inspectionen, der foretoges af Docent i Statsveterinairvidenskab ved den kgl. Veterinair- og Landbohøiskole, Cand. med & chiir. Bay, er i denne Sommer udvidet saaledes, at de Heste, der skulle benyttes til idiotiet paa den forangivne Maade, navnlig til Omnibuskjørselen paa Strandvejen, for Fremtiden først skulle undersøges af Docenten, af hvem Hestene skulle erklæres for tilstrækkelige arbeidsdygtige og brugbare til Kiørselen forinden denne kan tilstedes. At der desuagtet kan Indtræffe enkelte Exempler paa Dyrplageri, kan naturligviis umuligt undgaaes, og navnlig bleve flere Vognmand herfra Staden sagsøgte og mulkterede ved kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiret fordi de paa Grundlovsdagen (2den Pintsedag) og paa Væddeløbsdagene havde benyttet Heste, der navnlig ved en hensynsløs Behandling vare aldeles uskikkede til den anstrængende Kaperkjørsel, samt fordi Vognene vare overfyldte af Passagerer. Det blev saaledes under en Politisag oplyst, at en i Skyttegade boende Haandværksmand havde benyttet en Hest, der var i høi Grad ussel, kraftesløs og afmagret. I Sadelleiet fandtes et ca. 1½ Tomme langt og 1 Tomme bredt, ned i Huden trængende, smertefuldt Selebrud, som ved hvert Skridt irriteredes af Seletøiet og i begge Flanker samt paa Laarenes Inderside tildeels friske Saar, fremkaldte ved Pidskeslag. Hesten var forspandt en Eenspændervogn, belæsset med Øltræer. Den Medfart, Hesten saaledes havde faaet, blev af vedkommende sagkyndige Autoritet med Rette uklaret for at vare en raa Mishandling af et Huusdyr, og den Tiltalte blev derfor ved Sagens Foretagelse i Retten anseet med Mulet og tilpligtet at betale Omkostningerne, ialt 24 Kr. - Ligeledes var en Vognmand i Lille Kongensgade tiltalt for paa Grundlovsdagen at have benyttet til Kaperkjørsel en mørkebruun, 8aarig Vallak, der ved Eftersynet ude i Skoven fandtes at have dybtgaaende, giennem Huden trængende, smertefulde, knuste Saar, fremkaldt ved Strygning paa begge Forkoder og venstre Bagkode. Saarene vare oversmurte med Blanksværte, og navnlig det paa venstre Forbeen Pinte Dyret, saa at det haltede stærkt. Det blev navnlig under Sagen fremhævet af vedkommende sagkyndige Autoritet, at Tiltalte for Vindings Skyld havde benyttet den omhandlede Hest, uagtet det maatte være ham klart, at den havde lidt betydelige Smerter ved den stadige Irritation af ældre, iøjnefaldende Saar, som Tiltalte havde forsøgt at skjule ved Overstrygning med Blanksværte, samt at det simple Middel til Forebyggelse af Smerterne, nemlig Anbringeise af Strygeremme, ikke havde været benyttet, og det formeentes derfor, at Tiltaltes Forhold maatte falde ind under Bestemmelserne i Straffelovens § 207 (om raa Mishandling eller anden grusom og oprørende Mishandling af Dyr, navnlig Huusdyr). Ved Sagens Foretagelse i Politiretten blev Tiltalte tilpligtet at betale i Mulct og Omkostninger ialt 33 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juli 1876).

Optøier. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags, da Eieren af Dyrehavegaaard var fraværende fra Gaarden, henvendte en af Staldkarlene sig om Aftenen Kl. 6 til Forvalteren paa Gaarden, en yngre Mand, og bad om Tilladelse til at laane en af Hestene for med den at ride til Lyngby. Dette tillod Forvalteren ham, men tilføiede udtrykkelig, at Karlen kun maatte ride, ikke kjøre. Da Forvalteren et Par Timer senere vilde benytte en Eenspændervogn, der pleiede at henstaae i Gaarden, for med Vognen at kjøre til en Ildebrand, var denne borte. En halv Time efter kom en Vogn, hvori der sad flere Personer, kjørende i stærk Fart ind i Gaarden. Det viste sig ganske rigtigt at være Eenspændervognen, forspændt med en af Gaardens Heste. Kiøretøiet blev kjørt af Staldkarlen, og i Vognen sad tillige tre andre af Gaardens Karle, alle i en temmelig stærk beruset Tilstand, i hvilken de foraarsagede megen Støi ved Raab og Skrig. Hesten, der er et meget villigt Dyr, til hvilket Pidsken er overflødig, var i høi Grad overanstrengt og udmattet og dampede af Sved, hvilket ikke forhindrede Staldkarlen i under Kiørselen at pidske paa den af alle Kræfter. Forvalteren foreholdt dem nu det Urigtige i deres Adfærd, men Staldkarlen blev derover rasende, sprang af Vognen og foer ind paa Forvalteren, hvem han tilføiede flere Slag for Brystet. Forvalteren maatte derfor samt af Frygt for yderligere Overlast søge Tilflugt i Mælkeforpagterens Lejlighed paa Gaarden, men dette forhindrede ikke Karlen i at trænge herind, hvor han søgte at faae Forvalteren med ud i Gaarden under det Paaskud. at han skulde see, om Hesten fejlede noget, men øiensynlig i den Hensigt at øve yderligere Vold imod ham, idet de øvrige Karle, der vedblev at støie og raade udenfor, tilbøde at være ham behjælpelig hermed. Forvalteren og Mælkeforpagteren, hvem en anden af Karlene ligeledes lagde voldsom Haand paa, da han vist, sig i Døren, forlangte nu, at Staldkarlen, der i en grov og uartig Tone vedblev at tiltale den, paa en fornærmelig Maade, skulde forlade Stuen, og da han nægtede dette, kastede de ham udenfor. De sendte derefter et ridende Bud til Politiet i Lyngby, Karlene fortsatte imidlertid Mytteriet og Optøierne udenfor, indtil Eieren af Gaarden kom hjem Kl. 11 om Aftenen og fik Ro og Orden bragt tilveie. De 2 værste Urostiftere bleve derefter anholdte og indbragte til Arresthuset paa Blegdamsveien. i I Kjøbenhavns Amts nordre Birks Politiret undskyldte de Anholdte sig med, at de havde været i Jægersborg Kro, hvor de vare blevne berusede. Sagen blev paa Grund af Huusbondens Forbøn afgjort ved et Forlig, hvorefter Staldkarlen erlagde en Mulet af 30 Kroner til Politikassen og 20 Kr. i Erstatning for Mishandlingen af Hesten, medens den anden Karl, der havde lagt Haand paa Mælkeforpagteren, betalte en Mulct af 20 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1875).

Det kan være den siden 1957 kommunalt drevne Dyrehavegaard på Hjortekærsvej 50,  tæt ved Dyrehaven.

Sporvognshestene. (Efterskrift til Politivennen)

Enhver, der boer paa det Strøg, som Sporvognene mellem Slukefter og Vesterbro passere, maa i høi Grad ynkes over de ulykkelige Heste, med hvilke denne Kjørsel meget ofte udføres; for den, der kjender Noget til Heste, gjøre de Indtrykket af at være udpinte, trætte og styrtefærdige, hvilket navnlig ytrer sig, naar Vognen har holdt stille, og de atter skulle sætte den i Bevægelse; thi da maa de ofte trække flere Gange i den, medens Benene gaa fra dem, forinden det lykkes at komme igang. Det er vel bekjendt, at Politiet udøver et Tilsyn med disse Heste ligesom med alle, der benyttes til offentlig Personbefordring, men næsten ligesaa bekjendt er det, at, om om der end af og til kasseres en Hest, eller Heste i nogle Dage befales hensatte i Ro, gjør dog en vis Medlidenhed sig gjældende ligeoverfor de vognmænd, der have kontraheret med Sporvognsselskabet om at levere Heste, og som skulle være ikke lidet brøstholdne ved de af dem indgaaede Kontrakter. Imidlertid tro vi, at dette Hensyn gjør sig altfor meget gjældende, og at det navnlig er uberettiget og usømmeligt at lade det gaa ud over de stakkels Heste. Kan eller vil det kiøbenhavnske Sporveisselskabs Bestyrelse, som iaar maa have en saa enorm Indtægt, at den nok kan gjøre en forholdsvis lille Extraudgift, ikke indse det Utilbørlige i, at Selflabet tjener sine store Procenter ved et afskyeligt Dyrplageri, bør Kjøbenhavns Politi træde energisk op og tvinge Selskabet til at gjøre Noget for at forhindre dette. Naar der f. Ex. paa en Dag nedlagdes et Forbud imod at benytte alle de Heste, som kjøre Sporvogne, og med Hensyn til hvilke et saadant Forbud havde et berettiget Grundlag, ere vi overbeviste em, at Forbudet vilde komme til at ramme saamange Heste, at Selskabet maatte blive tvunget til at træffe overordentlige Foranstaltninger, der let kunde blive det dyrere, end hvis det paa en eller anden Maade kom sine uheldige Kontrahenter tilhjælp. En Maade, hvorpaa dette idetmindste tildels kunde ske, og med Hensyn til hvilken en eller anden Autoritet vistnok maatte kunne give Svorvognsselskabet et Paalæg, er et nøiagtigt Eftersyn af de nedlagte Spor. Naar der er kjørt noget paa disse give de nemlig efter for Vognenes store Tryk og trænges ud til Siderne, hvilket i høi Grad forøger Arbeidet ved at trække Vognene hen ad dem. Man seer ogsaa, at nye, godt udseende Heste, der tages i brug til Sporveiskjørselen, i Løbet af forholdsvis kort Tid blive meget medtagne. Skulde dette virkelig, som det af Sagkyndige paastaaes, for en væsentlig Del have sin Grund i den ovenfor omtalte Udtrykning af Sporene, handler Sporveisselskabet unegtelig uforsvarligt ved ikke at raade Bod derpaa.

-e

(Dags-Telegraphen (København) 25. august 1868)

Billedet her giver måske et indtryk af hvad det var hestene var udsat for: Linie 10 som hestesporvogn ved Statens Museum for Kunst. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Distriktshestene. (Efterskrift til Politivennen)

Det hedder i "Aalborgposten": Den 30te Juli blive de af 5te Dragonregiment til Øvelserne i Leiren ved Hald indkaldte Distriktsheste afmønstrede og tilbageleverede Distrikterne, men for mange Dyrs Vedkommende i en saadan Tilstand, at denne Sag offentlig maa paatales, og et andet Resultat maa søges tilveiebragt end det, hvor til Mønstringskommissionen i Randers er kommen. Flere af Hestene vare nemlig, som berørt, i en saa ussel og daarlig Forfatning, at de aldeles ikke lignede de kraftige Dyr, som vare blevne afleverede, men maatte gaa ind under Benævnelsen "Krikker"; Grunden hertil er at søge vel for en Del i de store Anstrengelser, som Heden har medført for Dyrene, men dog hovedsagelig i den Vandmangel, der i den senere Tid fandt Sted i Leiren, og som vel ikke mærkedes af Menneskene, men medførte, at Hestene maatte rides undertiden over ½ Mil til Vand, og som Følge deraf ofte ikke fik tilstrækkeligt heraf, hvilket, som bekjendt, i kort Tid aldeles kan afpille og afkræfte dem. Der blev derfor ogsaa i Randers af mange af Foderværterne gjort Indsigelse mod at modtage Hestene, men de bleve alle affeide med Oplæsning af en Skrivelse fra Mønstringskommissionen, hvori denne afgav den Erklæring, at der ikke kunde gives nogen Erstatning for "Forringelse". Hvor lidet denne Erklæring imidlertid stemmer med Lovgivningens Bestemmelser, viser Loven af 16de Marts 1851 klart. Efterat de i 18 har bestemt, at Hestene ved Indkaldelse skulle vurderes til en bestemt Pris, hedder det i § 21, at de efter Afbenyttelsen ville lære "at besigtige af Regimentsmønstringskommissionen, der drftemmec den Erstatning, der kan tilkomme Distriktet for de Forringelse, Hestene mulig kunne have lidt under deres Tilstedeværelse ved Regimentet, og overhovedet paakiender alle de Spørgsmaal, der kunne opstaa med Hensyn til Hestens Tilstand paa Afleveringstiden". - Herefter kan der ingen Tvivl være om, at Mønstringskommissionen bør vurdere Hestene saavel ved Modtagelsen som ved Afleveringen, for at den kan afgjøre, om der har fundet nogen "Forringelse" Sted. hvortil vel ikke kan henføres det Tab af Huld og Kjød, som ordinær Brug under en Mønstring eller en Leirøvelse ofte vil medføre, medens paa den anden Side her under absolut maa falde de Tilfælde, hvor Hesten afleveres i en aldeles afmagret, afrakket og kraftesløs Tilstand. Efter de af Kommissionen i Randers afgivne Erklæring synes denne imidlertid ikke at have fundet sig foranlediget til at foretage en saadan Vurdering, og det er os derfor ogsaa bekjendt, at flere Foderværter have ladet tage lovligt Syn over de hos dem opstaldede Heste efter disses Hjemkomst og nu ville gjøre deree Erstatningsteat gjældende, hvortil den til Oktober indtrædende Forandring i Udredelsen af Militærhestene giver saa meget mere Anledning. Efter Loven 26de Mai d. A. gaaer jo nemlig hele Udbredelsen og Opstaldningen over til Staten, dog saaledes at denne overtager de nuværende Distriktsheste, forsaavidt de ere i befalet Stand, hvorimod Distrikterne i modsat Fald ville have at stille nye Heste eller betale 200 Rd. for hver. Da det nu vil være umuligt at bringe flere af de fra Leiren modtagne Heste i en ordentlig Stand til Midten af September Maaned, da Eftersynet vil finde Sted, vil der saaledes blive paalagt de Distrikter, hvor dette ikke lader sig gjøre, at udrede 200 Rd. eller stille en ny Hest og herfor kun modtage det daarlige Dyr, som man har sendt dem fra Leiren uden at give dem nogen Erstatning for Forringelsen. At dette er uretfærdigt, vil Enhver indse, og der maa derfor gjøres Noget for at raade Bod herpaa.

(Dags-Telegraphen (København) 7. august 1868)

Se også indslagene om lejren ved Hald.

Hingsteskuet i Roskilde. (Efterskrift til Politivennen)

Ligesom ifjor afholdtes der iaar Hingstestue og Præmieuddeling for Sjællands Distrikt i Roskilde den 1ste og 2den d. M. Paa Grund af det ublide Veirlig, som ikke saa sjelden hersker paa denne Tid af Aaret, turde det vist være meget hensigtsmæssigt, om man kunde afholde Skuet idetmindste en Maaned tidligere. Der var ialt anmeldt 42 Hingste som præmieæskende, men heraf mødte kun 39. Disse bleve "mønstrede" paa Hestetorvet saavel den 1ste som den 2den Dag. Den første Dag blev ingen udskudt, men ved den sidste Mønstring, Tirsdag Morgen, udelukkedes ikke mindre end 11 Hingste. Imellem disse gjorde en engelsk Fuldblodshest "Kalifen", falden efter "Earl of Marshall" og en "Cochrane Hoppe" endel Opsigt ved Mønstringen den første Dag. Den blev fremført af en Jokey, der ifølge Størrelse og Holdning maatte ansees for en Fuldblods Jokey, og det saa meget mere, som bemeldte Rytter, en jydsk Bondeknøs, har en lille Historie. Da Preusserne vare herinde i Jylland, blev en af deres Ritmestre opmærksom paa Drengens fortrinlige Anlæg til Ridning og tog ham i Tjeneste. Da Preusserne drog ud af Danmark, tog den lille Jyde med sin Ritmester og gjorde sammen med denne Krigen mod Østerrige med. Førend vor Jokey vendte hjem, har han gjennemgaaet en ypperlig Rideskole i Wien. Ved at betragte Hest og Rytter under Et havde man et fuldendt Billede af et engelsk Hestevæddeløbsapparat. Da Hingsten ingen Prøver havde givet paa at være - hvad det jo ved denne Leilighed særlig kom an paa - stutteridygtig, blev den ikke admitteret. Ved denne Udelukkelse ophævedes Afdelingen 6, Hingste af engelsk og arabisk Halvblod eller af en endnu ædlere Herkomst, idet den anden af de to Heste, som vare anmeldte til denne Klasse, Hingsten "Dan", Frederiksborgblod, efter "Tamerlan" og "Hertha II", gik over i Klasse B, Hingste til Ride- og lettere Trækbrug. De præmieæskende Hingste bleve derved kun delte i tvende Klasser, nemlig den nysnævnte og Klassen A, Hingste til sværere Trækbrug.

Den første Dag mærkede man ikke synderlig til Hingstskuet i selve Roskilde By; thi der var saa at sige kun mødt Kommissionens Medlemmer og Hingsteeierne. Kommissionen bestaaer af: Lensgreve Holstein - Holsteinborg, Formand; for Frederiksborg Amt: Proprietær Philipsen og Dyrlæge Lundahl i Hillerød; for Holbæk Amt: Proprietær Jørgensen til Cathrinedal pr. Svinninge og Møller Dedenroth i Høng pr. Slagelse; for Sorø Amt: Dyrlæge Staun i Ringsted og Grev Moltke til Espe; for Præstø Amt: Kammerraad Smidt, fra Rønnede og Hans Andersen fra Stubberup pr. Faxø; for Kjøbenhavns Amtsraadskreds: Proprietær Holstein til Dyrehavegaard og Cand. phil., Partikulier Chr. Brøndum; for Roskilde Amtsraadskreds: Lensgreve Dannemand til Aastrup og Gaardeier, Hestehandler A. Pedersen i Gjøderup. Desuden var tilstede Veterinæren, Professor Bache, der i Grev Holsteins Fraværelse som Formand havde ledet Kommissionens Arbeider. Til Dineren i "Prindsen" den første Dag mødte kun Kommissionens Medlemmer foruden et Par Gjæster, hvoriblandt Etatsraad Dons fra Fyen. Man stilles tidlig ad for at styrke sig til den næste Dags Besværligheder.

Tirsdag Morgen oprandt; det saa noget graat ud, men den meget stærke Blæst holdt foreløbig Regnen borte. Man kunde strax mærke, at det var "en anden Historie" end Dagen forud. Vogn paa Vogn, Fodgængere og Ryttere kom ind i Byen fra alle Kanter, og derimellem ikke Faa langsveis fra. Om denne Tilstrømning end ikke kan lignes med Derby-dagens i London eller med Ridtet ved la Marche i Frankrige, saa vistes der dog efter vore Forhold en ikke ringe Interesse for Hingsteskuet,  hvilket jo i og for sig ikke er saa underligt; thi dels er Synet af en velskabt, fyrig Hingst vel et af de skjønneste Skuer, som Dyreriget afgiver, dels er Nytten og Fordelen ved god Hesteopdræt saa iøjnefaldende, at det neppe behøver at fremhæves. Andensteds har man sikkerlig bedre Heste, men i det Hele taget kunne vi være ret vel tilfredse med den Fremgang eller maaske rettere med den Tilstand, hvori vore Heste befinde sig. Hvormeget Bondehesten er gaaet frem i de sidste 20 a 30 Aar, har saa at sige vist Enhver lagt Mærke til. Savnes der Noget, er det Luxushesten, den lette Hest; thi denne har Bonden kun Brug for som Handelshest, og de sjællandske Bønder ere ikke Hestehandlere som deres Landsmænd, Jyderne; den sjællandske Bonde opdrætter Heste til eget Brug, og i Reglen er det kun Udsætterne, han sælger. Mange Steder ansees det næsten for en Skam at stille sig ved sine gode Heste.

Det var Bestemmelsen, at Kjøre og Rideprøven skulde foretages Kl. 10 om Formiddagen udenfor Byen paa Agent Anders Borchs Mark ved Kjøgeveien; men for at faa dem med, som kom med Extratoget fra Kjøbenhavn, blev Prøven udsat lidt. Banen var 1000 Alen lang. Der var indrettet en Tribune med Siddepladser for 400 Personer. Her, indenfor Kredsen og udenfor denne vare Tilskuerne placerede. Der var mødt ikke faa Damer saavel udenfor som af Bondestanden. For Kommissionens Medlemmer, Dommerne, var der oprettet en Tribune, hvorfra der havdes Udsigt over hele Banen, og hvorfra det Særlige ved ethvert Løb med Lethed lod sig iagttage. Kl. 30' over 11 begyndte den første Kjørsel; der kjørtes nemlig i 4 Hold: to for de sværere Hingste og to for de lettere. 1ste Hold var for de "fjermer" Hingste, co: de tilhøiregaaende, der kjørtes i høire Volte. Heri deltog 8 Hingste for 7 tospændige Vogne. Hingstene i denne Klasse havde at tilbagelægge ½ Mil for Vogn med løs Hammel, Tospændervogne belæssede med 800 Pd. død Vægt foruden Kudsken, Enspændervogne med 300 Pd. foruden kudsken; den foreskrevne Afstand maatte tilbagelægges inden Udløbet af 20 Minuter. Efterat Vognene vare læssede, blev Signalet givet, og Kjørslen tog sin Begyndelse. Banen skulde kjøres 6 Gange igjennem, Strækningen blev altsaa ½ Mil. Toget aabnedes med en Vogn, forspændt med to meget svære Knapstruphingste, tilhørende Søren Jensen i Baarup, Holbæk Amt. Det viste sig snart, at disse ikke i Løb kunde maale sig med Medløberne af de andre Racer. Den Omstændighed, at dette Tog havde en daarlig Forkjører, gjorde, at der her brugtes den længste Tid. Hingstene fulgtes imidlertid ret godt ad, men de bleve kjørte mere eller mindre godt. I dette Løb, om man saa kan kalde det, holdt "Siddinge"hingsten Trav hele Tiden og førte sig smukt. Veien tilbagelagdes i 14' 50", 14' 50", 14' 55", 15', 15' 1". 15' 2" og 15' 2", altsaa omtrent 5' før den indrømmede Tid. Ifjor kjørte de samme Hold Hingste i 13'; den stærke Blæst kan maaske iaar have bidraget Noget til, at der brugtes længere Tid, idet den i Omdrejningen mødte som Modvind.

Det andet Hold af de sværere Hingste var et "nærmer" Løb, co: for Tilvenstregaaende med venstre Volte. Heri deltog ogsaa 7 Hingste for 6 tospændige og en Enspændervogn: Hingsten "Frode", tilhørende Dyrlæge Olsen i Roskilde. Toget aabnedes med Odsherredshingsten "Abildøre". Den kunde ikke holde første Plads, men blev endogsaa ved et indtruffet Uheld den Sidste i dette Løb. Under Kjørselen gik nemlig Bringkoblerne af Stangen, hvorved en stor Ulykke kunde være skeet, hvilket dog heldigvis forebyggedes. Herved blev "Kirkehvalsø"-Hingsten foreløbig Nr. 1, men inden Enden tog Anders Nielsens "Valdby" - Frederiksborg Amt - -Hingst den og tilbagelagde Strækningen i 14' 40", hvorimod "Kirkehvalsø" brugte 14' 45", de øvrige brugte 14' 50", 15' 10", 15' 22", 15' 25" og den omtalte "Abildøre" 15' 40". Af disse var Kirkehvalsøhingsten meget varm, da den kom til Maalet.

Nu gik man til de lettere Hingste. For disse gjaldt den Regel, at de havde at tilbagelægge ½ Mil i en Tid af ikke over 15 Minuter, efter Eiernes Ønske enten for Vogn med løs Hammel eller under Rytter. Første Hold af disse var et "fjermer" Løb, hvori 6 Hingste deltog for tospændige Vogne. I disse Hingste var der, som det var at vente, en ganske anden let Bevægelse end blandt de svære Trækhingste, hvoraf de omtalte Baarup Knapstrupper ikke vare ulig de engelske Heste, som vi have seet heri Byen, da Englænderne nedlagde Vandledningen. Toget aabnedes med en deilig blaa skimlet Hingst fra Baldersbrønde, der, som meddelt, tog 1ste Præmie blandt de lette Hingste. Den havde til Makker en "Mikkel", en fortrinlig Hest , der ikke alene kunde følge den, men som endogsaa bar den godt frem. Det var med stor Interesse, at Publikum fulgte disse tvende Hestes Løb. De tog i den Grad Luven fra Medløberne, at da de andre havde kjørt 5 Gange rundt, kjørte Baldersbrøndehingsten ind paa Pladsen efterat have tilbagelagt den halve Mil i 11' 24". Den var altsaa en hel Omgang forud. Denne Kjørsel hilsedes med stærkt Bifald fra alle Sider og ikke mindst fra den talrige Ungdom, der stod udenfor Kredsen. Den Næste var "Gorm" fra Lyngby, Kjøbenhavns Amt; den kom 13' 7"; dernæst kom de Andre 13' 14", 13' 20, den Sidste 13' 32". Den Hingst, som tillige i dette Løb særlig udmærkede sig ved let Fodskifte og stærke Lunger var Odsherredshingsten "Viig".

Til det Marmer" Løb for Vogn var der kun tvende Hingste, men dog var dette Løb ingenlunde det uinteressanteste. Det var nemlig tvende fortrinlige Dyr, som her skulde frem vises: Odsherredshingsten "Braade" og Frederiksborghingsten "Uvelse", den første mørkebrun, den anden næsten guldfuxrød. Ogsaa denne Kjørsel gik rask og flot; indtil den sidste Omgang fulgtes Hingstene saa temmelig ad, men da "Uvelse" kjørte de sidste 1,000 Alen i 1' 45", kom den Banen de 6 Gange rundt i 12' 40", medens "Braade" brugte 13' 5". Løb end ikke den Sidstnævnte saa stærkt som Medløberen, vakte den dog, da den kom ind paa Pladsen for efter Forretningsordenen at tages i normere Øiesyn af Dommerne, megen Opsigt ved sine Flankers komplette Rolighed, saml derved at den ikke havde, som man siger, et svedigt Haar.

Der stod nu kun Rideprøven tilbage, og her maatte man (seet fra Publikums Side) beklage, at Fuldblodshesten samt Jokeyen manglede, men da den nu engang var udelukket, kunde Kommissionen ikke opfylde Eierens Ønske om at lade den løbe med uden at løbe om Præmie, Der mødte 5 Ryttere paa Hingstene: "Garibaldi" fra Adamshøi i Frederiksborg Amt, "Dan" fra Store Frederikslunde i Sorø Amt, mørkerød Valby Hingst fra Frederiksborg Amt, "Myrupgaard"s Hingst fra Præstø Amt samt den mørkskimlede "Merkur" fra Stenbymølle i samme Amt. Da der hidtil kun havde været lidt af den saa efterspurgte Kapkjørsel, der til Skade for Hingstene især grasserede ifjor, var Publikum ret spændt paa dette Løb, der efter al Sandsynlighed ikke vilde "løbe af" uden Vædderidt. Hingstene bleve stillede i en Række, og paa Signalet begyndte et rask Trav, hvori "Garibaldi" strax vandt Terræn; den tog stærkt paa Vei, men Rytteren kjendte Hesten, og Resultatet viste, at han vidste, hvad han kunde byde sin Hest. Som Nr. 2 holdt Valby-Hingsten sig flere Omgange, dernæst kom "Dan" som Nr. 3, derefter kom "Myrupgaard" og endelig "Merkur". Det varede imidlertid ikke længe, førend det tydelig viste sig, at den Sidstnævnte, et temmelig svært Dyr, der, som En bemærkede, havde faaet for meget Svinemel (et meget almindeligt Foder for Møllerheste), aldeles ikke kunde følge med de andre og det tiltrods for, at Rytteren, Eierens Søn, ikke sparede Pidsken og dertil førte en god Pidsk. "Dan", der holdt sig som Nr. 3, saalænge der kun blev travet, satte ved den sidste Omgang pludselig i fuld Karriere og tog paa denne Maade Valbyhingsten, men det var den ikke muligt at naa, endsige at omride "Garibaldi", der under Tilskuernes Jubel, reden af en god Rytter tilbagelagde den halve Mil i 10' 4"; "Dan" i 10' 7", Valbyhingsten i 10' 10", Myruphingsten i 11' 40". Den 5te "Merkur" fra Stenbymølle blev mere og mere tilbage, og tilsidst, da den havde en halv Banestrækning tilbage, stod den en lille Stund stille. Om den stod og "studerte" - et Udtryk for et svagt Hestehoved - som vi hørte En og Anden bemærke, eller om den var bleven stædig, som Rytteren sagde, eller endelig om den var træt, kunne vi ikke sige, men til at løbe duede den ikke. Publikum, navnlig den yngre Del, gav sit Mishag lydelig tilkjende, det hyssede ad Rytteren og peb ad Hesten. Da han gav sig saa god Tid, blev der sendt en Karl ned ad Banen for at hente ham; denne tog Hingsten i Milet, og paa denne Maade kom han trækkende inden for Maalet 14' 55", altsaa 5" før den tilstaaede Tid var udløben. Men han red sig fra Præmie. Hermed sluttede Prøven i Marken, og Kommissionens Med(emmer tog til Roskilde for efter de gjorte Iagttagelser at fælde den ikk lette Dom om, i hvilken Orden de rigelige Præmier skulde fordeles.

Kl. 4 mødte Kommissionen paa Hestetorvet, og efterat Grev Holstein Holsteinborg havde udbragt et Leve for Hs. Maj. Kongen, tog Præmieuddelingen sin Begyndelse. Som meddelt, blev første Præmie for de sværere Hingste ikke uddelt. 2den Præmie (160 Rd.) tildeltes blankbrun Hingst "Snesered" af Yorkshireblod og Landrace, 12 Aar gl., tilhørende Propr. Münster til Bredehave; 3die Præmie (130 Rd.) mørkebrun Hingst "Siddinge" af Odsherred Race, 11 Aar gl., tilhørende Poul Nielsens Enke i Siddinge; 4de Præmie (110 Rd.) mørkerød Hingst af Landracen og Knabstrupblod, 9 Aar gl., tilh. Gaardmand Jens Nielsen Kirkehvalsø; 5te Præmie (100 Rd.) rødblisset Hingst af bl. Frederiksborg Blod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. Gaardeier L. Nielsen i Valby (Frederiksb. Amt); 6te Præmie (90 Rd.) mørkerød Hingst "Alleshauge" af blandet Frederiksb. Blod. 7 Aar gl., tilh. Gaardeier L. Pedersen Allehauge; 7de Præmie (80 Rd.) graatavlet Hingst af bl. Yorkshireblod, Frederiksborgblod og Landrace, 8 Aar gl., tilh. Gaardeier Jørgen Ibsen Slaglille; 8de Præmie (70 Rd.) rødspottet Hingst af Landrace og Knabstrupblod, 5 Aar gl., tilh. Gaardmand Søren Jensen i Baarup; 9de Præmie (60 Rd.) graa Hingst, bl. engelsk og Frederiksborgblod, 13 Aar gl., tilh. Jens Christensen i Herringløse; 10de Præmie (55 Rd.) Mohrenkoppen "Baldur", bl. Frederiksborgblod, 4 Aar gl., tilh. I. P. Buus paa Amager; 11te Præmie (50 Rd.), rødblisset Hingst, bl. engelsk Blod og Landracen, 9 Aar gl., tilh. Gaardmand Anders Nielsen Valby (Frederiksb. Amt); 12te Præmie (45 Rd.) rødspættet Hingst "Skjold" af Landracen og Knabstrupblod, 4 Aar gl. (det var denne, som tilligemed den, der fik 8de Præmie, aabnede det første Tog), tilh. Gaardmand Søren Jensen i Skaarup; 13de Præmie (40 Rd.) rødblisset Hingst "Peder", bl. Frederiksborg blod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. Gaardmd A. Larsen i Herstedøster: 14de Præmie (30 Rd.) rødspættet Hingst "Holger", Knabstrupblod og bl. Frederiksborgblod, 4 Aar gl., tilh. Forpagter Dilling i Malte Kro; 15de Præmie (30 Rd ) mørkebrun Hingst "Abildøre" af Odsherredsrace, 9 Aar gl., tilhørende Gaardmand Lars Madsen i Abildøre; 10de Præmie (30 Rd.) rødblisset Hingst "Frode" af Odsherredsrace med bl. Frederiksborgblod, tilh. Dyrlæge Olsen i Roskilde. De tvende sidste Præmier vare extraordinære.

For Hingste til Ride- og lettere Trækbrug tilkjendtes der følgende Præmier: 1ste Præmie (180 Rd.) en Blaaflimmel af Yorkshireblod og Landrace, 6 Aar gl., tilh. Gaardmd. P. Hansen i Baldersbrønde; 2den Præmie (160 Rd.) rød Hingst med Stjern af bl. Frederiksborgblod, 5 Aar gl., tilh. Gaardeier I. Mortensen i Uvelse; 3die Præmie (130 Rd.) mørkebrun Hingst "Braade", Odsherredsrace, 4 Aar gl., tilhørende Gaardmd. P. Jacobsen i Braade; 4de Præmie (110 Rd.) mørkebrun Hingst "Viig", Odsherredsrace, 0 Aar gl., tilh. Gaardcier L. Nielsen Viig; 5te Præmie (100 Rd.) blankskimlet Hingst "Dan" af Frederiksborgblod, 7 Aar gl ., tilhørende Forpagter Hansen paa Frederikslund'. 6te Præmie (90 Rd.) brun Hingst "Garibaldi", bl. engelsk Blod og Landrace, 6 Aar gl., tilh. Proprietær Thomsen paa Adamshøi: 7de Præmie (80 Rd.) mørkerød Hingst "Thor" af Frederiksborg- og Knabstrupblod, 6 Aar gl., tilh. Gaardfæster J. Larsen i Nørrejernløse; 8de Præmie (70 Rd.) mørkebrun Hingst "Sallerup", bl. Frederiksborgblod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. Gaardmd. Rasmus Rasmussen i Sallerup; 9de Præmie (60 Rd.) mellembrun Hingst "Gorm" af bl. Frederiksborgblod og Knabstruprace, 4 Aar gl., tilh. Gaardeier A. Nielsen i Valby (Frederiksborg Amt); 11te Præmie (50 Rd.) en mørkebrun Hingst, bl. engelsk Blod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. P. Hansen paa Myrupgaarden.

Efterat Præmieuddelingen var endt, bleve de præmiebelønucde Hingste indbrændte med Distriktets Mærke og derefter opstillede endnu en kort Tid, for at Publikum kunde tage dem Øiesyn.

Til Kl. 5 Eftermiddag var der bestemt en Diner i "Prindsen". Det varede imidlertid omtrent til Kl. 6, før man kom tilbords. Forsodet indtoges af Grev Holstein Holsteinborg. Foruden endel Landmand, enkelte Bønder og Kommissionens Medlemmer bestod Gjæsterne af Roskildensere, saasom Kjøbmænd, Embedsmænd og Andre. Grev Holstein udbragte først Hs. Maj. Kongens Skaal. Det var en Skik blandt Dannemænd fra Arilds Tid, som man her fulgte ikke af Vane, men af Kjærlighed. De Ulykker, som havde ramt vort Land, havde bevirket, at Konge og Folk hurtig vare komne hinanden imøde. Dernæst tog Grev Holstein atter Ordet, denne Gang for Præmietagerne. Det kunde ikke nytte at negte det, frem var man ikke gaaet siden sidst. Iaar var ingen Hingst funden værdig til at faa Præmien Nr. 1 for de sværere Heste. Den Hingst - Kirkehvalsøhingsten - som i Aarene 1864, 1865 og 1866 havde vundet 1ste Præmie, havde iaar ikke kunnet naa mere end 4de Præmie. Det var høist ønskeligt, om man kunde spore nogen Fremgang, om man kunde saa noget godt Afkom af de præmiebelønnede Hingste. Med Ønsket om god Fremgang udbragte han et Leve for Præmietagerne og Hingsteudstillerne. Kammerraad Smidt fra Rønnede udbragte et Leve for Formanden, Grev Holstein Holsteinborg, der som en praktisk og en omgængelig Mand forstod at lede Bedømmelsen saaledes, at Alle bleve tilfredse. For Stutterikommissionen, der ifølge Lovens Bestemmelse var tilstede, udbragte Kammerraad Smidt ogsaa et Leve. Herfor takkede Grev Holstein, der ogsaa er Formand i denne Kommission. Bonden Mogens Hansen fra Tholstrup, Ringsted Landsogn, takkede paa rigtig godt Sjællandsk næst Forsynet Grev Holstein som den, der for mange Aar siden havde aabnet Øinene paa ham og andre Bønder. I Begyndelsen vare Bønderne mistænksomme og frygtede for Partiskhed, men da de saa, at der stiftedes saa retfærdig imellem Udstillerne, mødte de og vandt mange Præmier; han havde faaet mange Præmier og var i det Hele meget godt fornøiet. Kammerraad Hagen talte for Dommerne, Grev Holstein takkede Agent A. Borch for Pladsen, hvor Prøven holdtes. Kammerraad Hagen talte for Kvinderne, Grev Holstein for Professor Bache, der havde været ham en tro Støtte ved i hans Fraværelse at overtage hans Partes, og endelig sluttedes Talernes Række, med at Revisor Ulrich paa en vist mere velment end vellykket Maade udbragte en Skaal for Danmark. Ved Bordet herskede der Liv og Gemytlighed.

(Dags-Telegraphen (København) 4. oktober 1867)

Formanden for kommissionen valgtes af indenrigsministeriet. Amtsrådet valgte et medlem og landboforeningerne. Der blev bevilliget 11.000 rdl. til præmier, heraf (i 1864) 3.718 rdl på Sjælland. Hingsteskuet i Roskilde er det bedst beskrevne og artiklen en af de mest detaljerede på dette tidlige tidspunkt af skuernes historie. Kraftprøven for hingste blev første gang afviklet i 1861 i Hillerød og fra 1864 også i Roskilde på ½ mil lang bane.

Lensgreve Ludvig Henrik Carl Herman Holstein (1815-1892) ejede siden faderens død i 1836 grevskabet Holsteinborg. Han var præsident for Landhusholdningsselskabet 1866-1881. Han oprettede på sit gods sparekasser, husholdningsforeninger og andre filantropiske foreninger for landarbejderne. Han skal have været en kyndig hippolog og var i en årrække formand for Sjællands hingsteskuer og for Stutterikommissionen osv. 

Politisk sad han i stænderforsamlingen i 1848 som repræsentant for den konservative godsejerbevægelse. I foråret 1849 var han  med til at stifte den "patriotiske Forening" som bl.a. mente at regeringens grundlovsudkast ville "undergrave Monarkiets Grundvold og bringe Staten i en mellem Anarki og Despoti svævende Tilstand". Han stiftede senere Godsejerforeningen. I 1856 blev han valgt til medlem af Rigsrådet. I 1863 stemte han for Novemberforfatningen. 

Heste og Soldater i Nykjøbing F. (Efterskrift til Politivennen)

Nykjøbing paa Falster, i April 1865. Ved Nytaarstid sendte Krigsministeren en Afdeling Konstabler, 1 Underofficer og 25 Mand, herover for paa Auktionsdage at trække de Foderheste frem, som Regjeringen efterhaanden indkaldte for at lade dem sælge. Man lo ad det Besynderlige i at sende en Afdeling Soldater herover til en slig Gjerning, som for en ringe Betaling kunde udføres af enhver Karl, og man tænkte, at denne Ødslen med Statens Folk og Penge kun var Følgen af et Øiebliks Forvirring, som snart vilde blive kontremanderet. Umidlertid har hin Afdeling Konstabler ligget her hele vinteren og ligger her endnu. De enkelte Auktioner, som med lange Mellemrum ere holdte, have ikke kunnet give Synderligt at bestille for Folkene, og den værste Opgave for dem har det derfor været, hvorledes de skulde faa Ende paa Tiden. Men for Borgerne har det været mindre behageligt, ved Ministerens Luner at være blevne bebyrdede med "en Flok Dagdrivere imod deres Villie", og for Beboerne ikke mindre end for Staten vil det blive en ikke ringe Udgift, som Krigsministerens Experiment har medført. Det lakker vel, som det synes, mod Enden, idet de sidste Foderheste nu ere indkaldte for at skulle sælges, men det er ogsaa paa Tide, thi over den halve Del af den militære Besætning her har allerede taget Ophold paa Byens Sygehus, og den øvrige Del følger formodentlig snart efter. Dersom Ministeren skulde have glemt, at han har en saadan Styrke herovre, underrettes han herved om, at af de 25 Mand ligge de 14 paa Sygehuset som Fnatpatienter, og at de omtrent alle paa en Gang ere fundne kvalificerede dertil. Det vil vel indrømmes af Enhver, at delte kan være særligt i en lille Kjøbstad, hvor mange Smaafamilier have Indkvartering.

(Dags-Telegraphen (København) 21. april 1865).

Cirkus Renz. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 31te Mai). Det Renz'ske Kunstberiderselskab lader til at ville samle Sommerens Hovedinteresse, og Forlystelsesselskaberne Alhambra og Tivoli ville faae en farlig Medbejler. Hr. Renz gjør imidlertid vist ogsaa Regning paa, at de mange Tilreisende baade fra Landet selv og Udlandet skulle i den smukke Sommertid søge Hovedstaden flittigere iaar end ellers. Men hvad de dyrere Pladse angaaer, synes han ikke at have betænkt, at de mere Formuende netop nu tage paa Landet, saa at han ikke kan gjøre Regning paa stadigt Besøg; og i det Hele bestaaer jo Københavnernes meget omtalte Forlystelseshang deri, at næsten Alle kunne tage Deel i billige Smaafornøielser til en Mark, høist en Rigsort, hvilket jo ogsaa Forlystelsesstederne have vidst at indrette sig efter. Hr. Renz har anlagt sin Entreprise efter en stor Maalestok. Han har et Personale paa ialt 130 Personer, deri indbefattet baade Kunstnere, Orchester og Staldkarle. Antallet af Heste beløber sig til henved 80. Hertil traves, at han har en daglig Indtægt af 1000 Rd., for at kunne bestaae. Circus rummer 3000 Mennesker, der betale fra 24 Sk. indtil 8 Mark. Det Høieste, der kan komme ind ved fuldt Huus, er da henved 1500 Rd. Den daglige Udgift til Selskabet er c. 800 Rd. Circus, som Tømmermester Blom har bygget, har kostet ham 8000 Rd. Nu kan han vel regne Noget paa at holde Interessen spandt derved, at han stedse har noget Nyt at byde, men dette kan dog ikke gjælde om de vigtigste Kunstnere og Kunstnerinder, som Publicum vil see næsten hver Aften. Der kan derfor nok være Spørgsmaal om, hvorvidt en Entreprise, der har kunnet gaae i Buer paa 300,000 a 500,000 Indvaanere ogsaa skal kunne betale sig i en By paa 150,000, hvor ingen rig Adel kan holde dyrt betalte Loger besat. Han skal heller ikke have ventet glimrende Affairer her, men ogsaa han nødes jo til at vexle Sted, for ikke at trætte de Steder, der alt kjende hans Circus. - En Anke, der ikke kan reises imod Entrepreneuren, er den slette Udgang i Ildebrandstilfælde. Vel er Sandsynligheden herfor ikke stor, da der ikke er Noget, der forstyrrer Lysene; men Muligheden er der dog altid ved et letbygget Træhuus. Anken maa rettes imod vedkommende Bygningspolitie, der af egen Drift burde have itide paatalt Sligt ved et Arbeide, der har staaet paa i flere Maaneder.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. juni 1860)

Cirkus Renz gav forestillinger i Gyldenløves Bastion. Avisen fik ikke ret i sine forudsigelser. Det gik godt for Cirkus Renz der spillede til slutningen af august 1860. 

De, af Hr. E. Renz fra Berlin bestyrede Beriderselskab gav d. 28. sin første Forestilling (den for sammes Regning opførte Cirkus i GyIdenløves Bastion. Lokaler, som er meget rummeligt, var aldeles propfuldt; selv den for Hofferne bestemte Loge var fyldt af "Kjendere", fra Samfundets høieste Steder. Hr. Renz's Selskab synes at raade over meget gode Kræfter; flere ganske udmærkede Ryttere og adskillige unge og skjønne Damer producerede sig i den højere Ridekunst, afvexlende med Forestillinger i Liniebands, Gymnastik og komiske Mellemspil, der frembøde et og andet virkelig Nyt. Forøvrigt vare de fleste af de Heste, der viste sig paa Banen, virkelig "first race", og et Par af dem endogsaa saa mesterlig dresserede, at man kun sjeldent turde finde Mage dertil. Publikums Stemning var den bedste, og der var ikke en af de Fremtrædende, der ikke høstede der mest begejstrede Bifald; Skolehesten Blonder ikke mindre end den unge Mademoiselle Catharine Renz. (Fdl.)

(Ribe Stifts-Tidende 2. juni 1860)

I Renz's Circus i Kjøbenhavn har været flere Fataliteter med Selskabets Primadonna, Bestyrerens Broderdatter, Kätchen Renz. Denne sceniske Gudinde skal allerede have stukket "europæiske" Hjerter ibrand, saa at endog Østerrigs unge Keiser i et Statsraadsmøde, hvor der blev talt om Nødvendigheden af at indkalde en "Conferents", foer op af Drømme og udbrød : hvad? Kätchen Renz? Om nu Amor eller Amouretter ogsaa i Kjøbenhavn have ageret bag Coulissen, vides ikke saa nøie, men det er dog nok en urigtig Conjectur naar man har tydet det som erotisk Motiv, at den unge Dame for noget siden forsvandt fra Forestillingen og gjorde Udflugt eller snarere tog Flugten til Bellevue. En temmelig haard Begegnelse fra Bestyrerens Side siges at have været det sande Motiv. Derefter har vel atter fundet en Udsoning Sted, men den var kun kortvarig og Publicums Yndling kom ikke frem igjen fra den mystiske Coulisse, thi da der til i Løverdags Aftes var anmeldt revancherende Benefice for hende, maatte den kaldes tilbage; Kätchen har foretrukket Flugten fra det Hele. Det siges i  "Fdrl.", at hun har taget Veien over Götheborg til Christiania, hvorhen Brodrene Godfroy af det Renzske Selskab og deres Søster tidligere have begivet sig. Hele Selskabet synes saaledes at befinde sig i revolutionair Tilstand.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. juli 1864).

Direktøren for det berømte Kunstberiderselskab, som for Tiden giver Forestillinger i Kjøbenhavn, E. Renz, har indrykket følgende i "B. T. ": Til behagelig Underretning for det ærede Publikum! I de sidste 14 Dage har min Niece, Kätchen Renz, ved hendes Bortløben givet Anledning til megen Omtale. For at give Sandheden Ret, føler jeg mig foranlediget til at meddele Følgende til Sagens Oplysning. Forud tillader jeg mig at bemærke, at Kätchen ikke er mit eget Barn, men er en Datter af en af mine Brødre; jeg tog hende i Aaret 1850 fra min Broder, som levede i trykkende Forhold og desuden var Fader til flere Børn, og da hun var saa forsømt, gav jeg hende i Pension til Fru Regeringsraadinde v. Vandemer i Berlin for at opnaa en nogenlunde menneskelige Dannelse hos hende. I Aaret 1852 tog jeg hende til mig igjen, for at uddanne hende i min Kunst. Siden disse 8 Aar er hun bleven behandler som mit eget Barn, hvorved hun ogsaa fejlagtig meget ofte af det højtærede Publikum er bleven anseet for min Datter, idet hun deltog i al den Opmærksomhed og Opdragelse, som blev mine egne Børn til Del, og at overhovedet intet blev forsømt for at danne hende, ikke alene til en god Kunstnerinde, men ogsaa for at opdrage hende til en anstændig Pige, ville alle de, som kjende mit Hus nærmere, kunne bevidne; at der ved denne Lejlighed udfordres en stor Udgift for Undervisning, som Skolekundskaber, Musik og Dandselærer, vil enhver Familiefader kunne forstaa at vurdere. Desværre viste hun ved alle disse Lejligheder den største Letsindighed, hvilken jeg imidlertid som Onkel altid dækkede med Kjærlighedens Kaabe og gjerne tilgave hende, Siden en kort Tid indtraadte desværre et nyt Vendepunkt ; jeg havde engageret en Familie Godefroy, men hvis ægte Navn er Schossig, hvilket de af Frygt ikke førte, fordi de tro at finde deri en Skam, at de tilhøre den israelitiske Religion; en af Sønnerne bedaarede Pigen for at gjøre hende føjelig for enhver af hans Hensigter; hun fulgte mere dette Menneskes Indskydelser end alle deres Raad, som mente det godt med hende. Da jeg nu til min Skræk saa, hvorvidt disse Forvildelser fandt Sted, forsøgte jeg et sidste Middel: at løse Kontrakten med hin Familie, og betalte et Offer af 1421 Rd.; først nu viste sig, hvorvidt Sagen var modnet; hun forlod om Natten den 28de f. M. mit Hus; ved Hjælp at Politiøvrigheden blev hun fundet og bragt mig igjen næste Dag; hun viste Anger og lovede Bedring, men hvilket kun skete for at formindske min Aarvaagenhed. Den 14. ds. er hun paany forsvunden, og jeg troer nu fuldkommen at have efterkommet en Onkels og Slægtnings Pligter og anerkender hende fra nu af ikke mere som min Niece, da hun ved denne Handling har skjændet mit Navn, hvilket jeg hidtil har bevaret uplettet. Hun berøver sig ikke alene en Støtte for Fremtiden, men lammer mig ogsaa i min fremtidige Godgjørenhed mod mine fattigere Slægtninge, hvis Antal er stort, og at hvilke jeg i dette Øjeblik har en Enke efter en af mine Brødre med umyndige Børn, og ligeledes 2 saadanne af en anden fattig Søster hos mig, som jeg opdrager som mine egne Børn.

(Ribe Stifts-Tidende 19. juli 1860)

Hr. Renz, hvis Forestillinger snart ende her for denne gang og som derpaa nok gjør en Tour, ikke til Tydskland, men til St. Petersborg, gaaer for at være "en Mand paa 2 Millioner". Hans Udgifter her ere 500 Rd. hver Dag; "Kautschukmanden" alene har 1100 Rd. og Loisset 1000 Rd. maanedligt osv. Men desuagtet skal han tage et smukt Overskud med herfra. Det kan heller ikke nægtes, at han har bragt det til noget ret Genialt i sin artistiske Art, baade ved at samle alt det Bedre og ved at skabe en Illusion og gyde en vis Poesie over Fremstillingerne, som man ellers savner. Saaledes danner "Hjortejagten" en meget smuk Finale, hvor man ganske troer sig hensat i Virkeligheden, og denne erholder en malerisk Fremstilling. Luftspringet hører ogsaa til de usædvanlige Evolutioner, som overraske baade ved Opfindelsen og ved Udførelsen. Hestenes Dressur, for paa sin Homerisk først at nævne dem, er sjelden og Rytterne og Rytterinderne dristige og gracieuse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. august 1860)

Annonce for Cirkus Renz i Dagbladet (København) 6. august 1860.

Ernst Renz (1815-1892) var sammen med  Eduard Wollschläger (1811-1875) de første cirkusdirektører. Renz grundlagde i 1843 sit eget lille cirkus, fra 1846 med hjemsted i Berlin. Det blev senere Tysklands største cirkus med egne bygninger i Berlin, Wien, Hamburg og Breslau. Renz var berømt for hestedressur og organisationstalent. Han fornyede også cirkuspantomimerne. I 1897 måtte hans cirkus lukke. Albert Schumann (1858-1939) rykkede ind i Renz-bygningen i Berlin, og Paul Busch (1850-1927) overtog bygningerne i Hamburg og Breslau.

Edvard Valdemar Harboe (1834-1883): Cirkus Renz i Jernbanegade. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Danmark husede Hippodromen fra 1855 cirkusforestillinger, men blev ombygget til Folketeatret allerede i 1857. Ellers var det europæiske cirkusselskaber på gæstespil, udover Renz, Gautier, Hinné, Houcke, Schumann, Salamonsky og Ciniselli. Indenlandske cirkusdirektører dukkede op fra 1880'erne. Ernst Renz var den første lejer til Cirkusbygningen i København i 1886 og i 1888.