Politiet lukker Lossepladsen paa Kløvermarken. (Efterskrift til Politivennen).

 En Torturanstalt for Vognmændenes Heste.

På Toppen af en af de høje Skarndynger.

Det er vist egentlig ikke saa overdrevent mange Københavnere, der kender Kommunens Losseplads paa Kløvermarksvej, andet end af Navn. Hvis nogen vil vove sig derud, helt ud forbi Flyvepladsen, omtrent helt ned til Stranden, vil man faa en Oplevelse, som man ikke let glemmer - men det er nærmest en Oplevelse af en grufuld Art.

Paa det flere Tønder Land store Grund, har efterhaanden ophobet sig mere end 30 Aars Aflagringer af Storbyens Snavs, Smuds og Affald, det minder om en af Verdenskrigens, af granater og Trommeild hærgede Landsbyer, hvor havarerede Møbler, gamle møbler, Spande, Kulkasser, og alt hvad nævnes kan af kasseret Husgeraad og Skraldebøtteindhold, ligger spredt og halvt nedgravet i Aske. Snavs og Uhumskheder. Og over hele det udstrakte Felt staar en Os og Stank, der virker mosten kvælende.

Saaledes er det første afskrækkende Syn, man ser, gaar man nærmere til, faar man yderligere Grund til at forfærdes. Denne kæmpemæssige Ophobning af Snavs er ikke alene sundhedsfarlig og forpester Luften i vid Omkreds, men den er samtidig en Dyrplagerianstalt i større Stil. Fra Indkørslen ved Kløvermarksvej gaar Kørevejene, som Dagrenovationsvognene skal befare, i flere Retninger hen over Pladsen, de skraaner op ad og hæver sig mere og mere, indtil de paa de Steder, hvor "Skraldet" i disse Dage skal aflæses, naar op i en Højde, som en femetages Rygning. Her skal Hestene slæbe læssene op - de vejer mellem 6 og 8000 Pund Stykket - ad en Vej, der er belagt med Sveller, der imidlertid mange Steder er saa slidte, at det er et Under, at Dyrene ikke stikker benene igennem og faar dem brækket. Og i disse Page, hvor Sne og Isslag har gjort Træbelægningen glat som et Spejl, har der ikke været sørget for tilstrækkelig Grus- og Slaggebelægning - det har været en Tortur og et Helvede for de arme Dyr - og der behøves vel ikke flere Ord for at bevise, at her foreligger rent skandaløse Forhold.

Fra samtlige Vognmænd har der da ogsaa i lange Tider lydt et enstemmigt Jammerraab: Vi faar vore Heste komplet ødelagte! Og de sidste Dage er Raabet steget saa højt, at det har naaet højere vedkommendes Øren, og man har taget Alfære. Fra i Lørdags Aftes har Politiet forbudt Tilkørsel til Kløvermarkvejens Losseplads indtil videre. Renovationsvognene maa foreløbig køre til Kommunens andre lossepladser, der forøvrigt heller ikke er for yndige, her foreligger altsaa det mærkelige Tilfælde, at den ene af Kommunens Afdelinger maa træde op mod den anden, og bedre Bekræftelse paa, at Forholdene er rent ud skandaløse kan man vel ikke godt faa.

Vore lossepladser er en Skamplet paa København, vi kan ikke være dem bekendt, de er en forpestende Smittekilde for Mennesker og en oprørende Torturanstalt for Trækdyrene. Og man behøver jo blot at gaa ud i Nabokommunen, Frederiksberg, for at se hvorledes det bør være. Der har man den store Destruktionsanstalt, hvor al Dagrenovation bliver brændt og forvandles til en Indtægtskilde for Kommunen, idet den udnyttes som en rentabel Varmekilde. Der kommer Kommunalembedsmænd fra fremmede lande for at se Forbrændringsanstalten paa Frederiksberg, og drage Lære af denne Mønsterinstitution, men lige ved Siden af, her i København, følger man vore Forfædres Eksempel fra Stenalderen, man laver Køkkenmødding i Kæmpeformat.

Københavnerne burde valfarte ud til Lossepladsen paa Kløvermarksvej, se Svineriet, lugte Stanken og høre de arme Hestes Stønnen, naar de slæber sig sønder og sammen, saa vilde de det blive enige om at rejse et Protestraab der kunde gøre Ende paa disse Forhold, der hører en fjern Fortid til.

Larus

Der træffes nu Foranstaltning til Forbedring.

Vi har i Dag til Morgen haft en Samtale med Politiet, der meddeler os, at Kommunen har givet Ordre til at hygge en hel ny Bro paa Lossepladsen med mindre Stigning, og Vognene henvises foreløbig til en ny Plads for Enden af Holmbladsgade.

(Aftenbladet (København), 10. januar 1928)

Det ridende Politi i Arbejde. (Efterskrift til Politivennen)

En lille Dyrplager-Episode i Gaar ved Østervold.

Det store Publikum har vist i Almindelighed den Anskuelse, at Byens ridende Politi nærmest er "til Pynt", et Slags ydre Dekorationsapparat, der kun gør Gavn paa store Optogsdage eller som Ordensmarskaller i Demonstrationstog el. lign.

Til Retlednlng af denne ganske fejlagtige Anskuelse har vores  Fotograf i Gaar taget ovenstaaende lille Snapshot, hvis Aasted er den gamle Østervoldgade med Sølvgades Kaserne som Baggrund.

De to Betjente passerede i Travet Arbejdskøretøj. og de opdagede da, at Hesten for dette ømmede sig stærkt under en stor Sadelpude. I næste øjeblik var den ene Betjent af Sadlen, kastede Tøjlerne til sin Kollega og stoppede Arbejdskøretøjet for, da han løftede Seletøjet, at konstatere Tilstedeværelsen af et stort gabende Saar tæt oppe ved Dyrets Manke.

Han beordrede Hesten spændt fra og bragt paa Stald; samtidig kom Notits-Bogen frem, og om kort Tid vil Kusken komme til at staa for Rettens Skranke.

(Aftenbladet (København) 24. oktober 1924).

Otto (1848-1911) og Dorothea (1859-1939) Marstrand. (Efterskrift til Politivennen)

I 1857 købte bageren Troels Caspar Daniel Marstrand Vodroff Mølle på Vodroffsvej 25. Da den brændte i 1865, opførte han på en del af grunden sammen med brændevinsbrænder og grosserer Jens Lund "Marstrands Dampmølle", og senere hvidølsbryggeriet (senere A/S Marstrands Bryggerier og Krone-Øl-Bryggeriet). Firmaet gik under navnet "Troels Marstrand", og bryggeriet blev ledet af kaptajn Ingwersen indtil 1873, hvor Troels Marstrands søn Otto Marstrand, overtog ledelsen. Han begyndte at producere bajersk øl 1874, og bryggeriet blev snart et af de største i København. 

I 1882 begyndte bryggeriet som det første at sælge kunstis i almindeligt salg (krystalis). I 1884 opkøbte bryggeriet Aldersro og bryggerier blev overdraget til det i den anledning stiftede "Aktieselskabet Marstrands Bryggerier". Den første bestyrelse bestod af etatsråd og formand Fritsche, overretssagfører N. G. Mygind, M. R. Rubow, Jens Lund og Otto Marstrand.

Annonce for en "Flügelpumpen" som ifølge denne skulle være brugt i Marstrands Bryggeri. (Fra Allgemeine Zeitschrift für Bierbrauerei und Malzfabrikation. nr. 22, 1882.

Selskabet forsøgte uden synderlig markedssucces at lancere en ny type lys øl, Wienerøl. Otto Marstrand var formodet Venstre-mand, i modsætning til "Højre"-bryggerierne Carlsberg og Tuborg, hvilket smittede af på forbrugerne - mange (påvirket af det voksend Social-Demokratiet) ville ikke købe Tietgens "Højre"-øl:

Kjøbenhavn, den 2den Januar 1885. Af de industrielle Foretagender, som er opstaaede her i Landet i Løbet af det sidste Par Decennier, har ingen i den Grad slaaet an som Bajerskøl-Bryggerierne. Vore største Kapitalister have jo erhvervet sig deres Formuer ved at brygge bajersk Øl, og det er derfor intet Under, at deres Held har fristet adskillige til at forsøge sig i lignende Retning. Hidindtil er Forsøget lykkedes for de fleste; saa vidt man ved, er de fleste Bajerskøl-Bryggerier - og deres Tal er jo allerede ikke saa ringe - rentable Foretagender. Den eneste, som paa dette Felt har været absolut uheldig, er mærkværdig nok Etatsraad Tietgen. Hans store Planer med Tuborg Fabriker - der skulde være et Bryggert i stor Stil, ikke blot for den indenlandske Konsum, men ogsaa for en betydelig Udførsel, og ikke blot dette, men tillige Fabrik for Tilvirkning af alt, hvad der behøvedes i Øl-Industrien - navnlig Bouteiller - og til Forædling af Biprodukterne - denne Plan blev til intet. Hvad enten Fejlen nu laa i, at Anlæget var for kostbart, eller den indsatte Direktion mindre dygtig, eller Virksomheden for stor anlagt, nok er det, Tietgen trak sig ud af Foretagendet. Fabrikerne bestaa vel endnu, men den nuværende Bestyrelse har ikke mindre end den foregaaende haft store Vanskeligheder at kæmpe med; den har nu baseret Forretningen paa et mere beskedent Grundlag, og der er Udsigt til, at den herefter vil faa en roligere Tilværelse - lidt Bryderi med Socialdemokraterne, der paa Grund af Arbejderforholdene ved Fabriken have et Horn i Siden paa Direktør Ph. W. Heymann - fraregnet. - I de sidste Dage har et nyt Foretagende i Branchen hendraget Opmærksomheden paa sig, nemlig Bryggeriet ved Vodroffvej, der nu drives under ét med Aldersro Bryggeri under Navnet "Marstrands Bryggerier". - Vodroffvejs Bryggeri var oprindelig Dampmølle - velbekjendt af enhver, der blot en Gang har set de store, solide, røde Fabriksbygninger - og den ejedes da af Grosserer Jens Lund. Denne er en selvgjort Mand. Han hører til dem, der fra fattig Karl har arbejdet sig op til en betydelig social Stilling. Fra Magasinkarl er han avanceret til selv at blive Korngrosserer og derefter Storfabrikant. At han er en dygtig og resolut Mand, kan skjønnes alene deraf, at han, saa snart der viste sig Stagnation i Møllebedriften, hurtig omdannede en Del af sin store Mølle til Bryggeri og med Kraft kastede sig over denne ny virksomhed. Foretagendet er dog nu sagtens bleven ham for stort til at bæres paa eget Ansvar; thi fra Maj i Fjor er det gaaet over til et Aktieselskab, og Jens Lund er fra at være Eneejer bleven Direktør, en Myndighed, han deler med sin Svoger, Brygmester Otto Marstrand. Kontrollen føres af et Forretningsudvalg med Grosserer H. Fritzsche som Formand. Aldersro er senere bleven tilkjøbt, og den bogførte værdi af Selskabets Aktiver er derefter noget over 3½ Mill. Kr. Aktiekapitalen er 1,800,000 Kr., og Størsteparten af Aktierne er endnu paa J. Lunds Hænder; han er saaledes faktisk endnu den, der har den afgjørende Myndighed. Den første Kampagne er særdeles lovende for det ny Selskabs Fremtid. I de otte Maaneder, hvori det har bestaaet, er der produceret og solgt 70,000 Tdr. Øl og formalet 9½ Mill. Pd. Mel, og der er tjent 277,120 Kr., deraf 246,169 Kr. ved Bryggeriet og 27,000 Kr. ved Møllen. Ved Siden af at afskrive temmelig betydelige Beløb paa Inventarium og Beholdninger, kunde Selskabet efter denne Begyndelse henlægge over 18,000 til et Reservefond, 12.686 Kr. til et Understøttelsesfond for Selskabets Funktionærer og Arbejdere og dog byde Aktionærerne et Udbytte af 10 pCt. p. a. Det er intet Under, at Bestyrelsen efter en saadan Begyndelse er bleven fortrøstningsfuld og har besluttet en Udvidelse af Virksomheden. Den paatænker fra i Aar at konkurrere med Tuborg i Fabrikattonen af Pilsner-Øl og vil optage Fabrikationen af en ny Ølsort, kaldet "russisk Taffeløl."

(Lolland-Falsters Folketidende 5. januar 1885)

Otto Marstrand var også involveret i travsport:

Et Selskab til Travsportens Fremme er nylig dannet i Kjøbenhavn efter Indbydelse af d'Hrr. Brygger I. Tvede, Dyrlæge, Baron O. Eggers, Brygger Otto Marstrand og Propr. Frd. Breit. De udtale i  Indbydelsen bl. a., at Afholdelsen af Kapløb i Trav har vist sig som en mægtig Løfteftand til Fremme af Landhesteavlen, hvad Exemplet i flere Lande udviser. Travsportens Evne til at indvirke paa Frembringelsen af gode, kraftige Kjøreheste er især iøjnefaldende der, hvor Hesteracen er svært bygget. Travsportens Indflydelse paa dette Omraade staar ved Siden af Væddeløbenes Indvirkning paa Kavallerihestens Forbedring i de Egne, hvor Hesteracen er let. Travsporten antages ligeledes at vilde kunne trives her i Landet og gavne dets Hesteavl ved at bidrage til Frembringelsen af gode, kraftige Kjøreheste, som man i de senere Aar hyppig har maattet hente fra Udlandet. Foreningen vil fremme sit Formaal ved Travløb om Præmier, dels for Heste hjemmehørende i Danmark, dels for Heste fra andre Lande, og ved at virke hen til eventuelt at støtte Oprettelsen af Baner til Afholdelse af Travløb paa forskjellige Steder i Danmark og forøvrigt ved alle Midler, som erkjendes for virksomme til Travsportens Fremme. Til Anlæg af den første Travbane i Danmark er allerede af et Interessentskab kjøbt et Terræn i Kjøbenhavns umiddelbars Nærhed, hvor der tænkes anlagt en Bane af henimod en engelsk Mils Længde til Travkjørsel, i en langstrakt Oval af ca. 120 Alen som mindste Diameter, hvor der agtes afholdt Travløb en a to Gange maanedlig om Sommeren. Udenfor denne anlægges en Ridebane til daglig Ridning af Selskabets Medlemmer. Det aarlige Medlemsbidrag er ansat til 10 Kr. Foreningen konstituerede sig forleden og valgte, foruden Indbyderne, til Bestyrelse d.Hrr. Konsul Broberg og Oliemøller Carl Petersen jun.

(Skive Folkeblad 29. juni 1885)

Travbanen lå på et lejet areal ved Lundehussøen på den østre del af det der nu er Lyngbymotorvejen nord for Ryparken Station. Det første løb på kulslaggebanen var den 6. september 1885. Otto Marstrand satsede imidlertid på racerne Frederiksborg og Knabstrup, mens Tvede mere var til de hurtigst tænkbare heste uanset race. Uenigheden førte til et brud i 1890 mellem de to. Tvede stiftede herefter den 10. april 1891 sammen med andre Det Danske Travselskab. Året efter kunne Charlottenlund Travbane afholde første løb. Kjøbenhavns Travbane fortsatte året ud, men Marstrand emigrerede samme år.

En Eksekutionsforretning i Cirkus

I Søndags Aftes kl. 12 blev der hos Restavratøren i Cirkus ved Kongens Foged og paa Rekvisition af en Prokurator som Repræsentant for Fordringshaveren - en bekendt større Ølbrygger her i Byen - foretaget en Eksekution, der havde et noget brutalt Præg, og som har vakt en Del Opsigt blandt dem, der kender Sagen.

Efter at Restauratoren havde gjort Regnskabet op med sine Tjenere og havde faaet ca. 1100 Kr. i Kassen som Dagens Indtægt, mødte en Fogedassistent med 2 Vidner samt Prokuratoren og lagde Beslag paa alt, hvad der fandtes af Penge, saaledes at der ikke blev en Øre tilbage.

Det var naturligvis en ubehagelig Overraskelse for Restauratøren paa den Tid af Døgnet at modtage et saadant Besøg, der var en ligefrem Overrumpling, men da den Slags Forretninger nu en Gang er juridisk berettigede, naar Fogden giver sit Samtykke, er der intet at indvende mod denne Side af Sagen. Derimod ser den lidt anderledes ud, hvad Fordringshaveren angaar. Som vi har erfaret, forholder Sagen sig i al Korthed saaledes: Den nuværende Restavratør i Cirkus, der er en stræbsom og hæderlig Mand, overtog Forretningen sidste Vinter paa Betingelser, der hidtil har givet ham ikke saa faa Vanskeligheder at kæmpe med. Han paatog sig, foruden en Del andre Forpligtelser, at udrede til Forgængeren en Sum af 6000 Kr., hvoraf 3000 betaltes kontant, medens Resten skulde fra Juni Termin betales i ugentlige Afdrag, der ogsaa hidtil var erlagt punktlig. Ved sidste Indbetaling kom Afdraget én Dag for sent, og dette var Grunden til Fogedforretningen. Fordringen paa Restauratøren var af Vedkommende bleven transporteret til Ølbryggeren, der straks og paa ovennævnte Maade benyttede sig af den ene Dags Forsinkelse til at tage hele Søndagens Indtægt ved Hjælp af Kongens Foged. Skønt det som sagt var en ubehagelig Overraskelse har det dog ikke havt videre Følger for Restavratøren, der ved Hjælp fra anden Mand, som blev oprørt over den brutale Fremgangsmaade, fremdeles er i Stand til at klare sine Forpligtelser.

(Social-Demokraten 10. september 1887).

Eksekutionsforretningen i Cirkus.

Vi har modtaget følgende:

Hr. Redaktør!

I Anledning af Deres Artikel i Dag om en Eksekutionsforretning i Cirkus vil jeg bede Dem give Plads for følgende Bemærkninger, der nærmere vil oplyse, hvorledes det forholder sig med Sagen.

Den 1ste Januar overtog jeg Restavrationen i Cirkus paa det Vilkaar, at jeg skulde betale den Gæld, som den forrige Restauratør havde stiftet, samt endvidere til ham udrede en Afstaaelsessum af 6000 Kr., hvoraf de 3000 betaltes kontant. De andre 3000 Kr. skulde have været udbetalt i Juni Termin, men grundet paa Forholdene var det mig umuligt at betale den hele Sum paa en Gang. Ved frivilligt Forlig blev Sagen derpaa ordnet saaledes, at jeg ugenlig (hver Mandag) skulde betale 100 Kr. Der var imidlertid, som Skik og Brug er, tilstaaet mig 2 Løbedage, saaledes at Pengene kunde betales om Onsdagen, og jeg har hidtil sørget for, at Afdragene er bleven betalt regelmæssigt.

Da mit Bud Onsdagen den 31te Avgust om Eftermiddagen henvendte sig til Prokurator Pagh som Inkassator for at betale Afdraget, var Kontoret lukket, og da jeg Torsdag Formiddag sendte Pengene til Hr. Pagh, blev der ganske vist givet mig Kvittering for dem, men under Reservation. Da jeg ikke kunde tænke mig, at der skulde gøres et saadant Skridt imod mig som det i Søndags foretagne, fordi jeg ikke kunde faa afleveret mit Afdrag, inden den lovlige Tid var udløben, vil Enhver kunne forstaa den Harme, som greb mig, efter at Fogedforretningen var udført. Jeg har hidtil betalt regelmæssigt, hvad jeg skulde, og det forekommer mig mildest talt at være en mindre smuk Optræden af et Bryggeri som Marstrands - thi det er Hr. Otto Marstrand, der har ladet Eksekutionsforretningcn foretage, efter at han paa cn eller anden Maade er kommen i Besiddelse af Fordringen paa mig. Hr. Marstrand er ganske vist ikke Øl-Leverandør til Cirkus, men man tør vel ikke forudsætte, at det skulde være Grunden til hans noble Handlemaade.

Dette er i korte Træk Sagens Historie, som jeg kun har skreven for yderligere at supplere "Social-Demokraten"s iøvrigt korrekte Meddelelse, da den for mig ubehagelige Affære nu en Gang er bragt frem for Offenligheden. Jeg er dog slet ikke utilfreds med, at dette er sket. Publikum vil nu selv kunne dømme om, hvorledes Hr. Marstrands Handlemaade mod mig skal vurderes.

Cirkus-Restaurationen, den 10de September 1887.

Th. Christensen.

(Social-Demokraten 11. september 1887).

Eksekutionsforretningen i Cirkus.

Vi har modtaget følgende :

Til

"Social-Demokraten"s Redaktion.

I Anledning af de Artikler, der under Overskriften "En Eksekutionsforretning i Cirkus" findes optagne i "Social-Demokraten" for i Lørdags og Søndags, tillader jeg miq at udbede mig Plads for følgende Bemærkninger:

Den paagældende Eksekutionsforretning, der er foranstaltet af mig, er ikke som i Artiklerne anført, foretaget for Marstrands Bryggerier; disse har ganske vist paa et tidligere tidspunkt haft nogen Interesse i, at den paagældende Fordring blev betalt, hvilket er Grunden til at Forliget angaaende samme ogsaa lod paa Bryggerierne som Kreditor, hvorimod det Restbeløb, som Fordringen andrager, er Bryggeriene uvedkommende. Men skulde der i det hele taget være noget ved denne Eksekutionsforretnings Foretagelse, der trænger til farligt Forsvar, da er det formentlig indlysende, at Ansvaret herfor alene maa paahvile mig, idet Fordringen selvfølgelig fra det tidspunkt af, da den overdroges mig til Inkassation (i Slutningen af Juni Maaned d. A.) er min Raadighed undergivet: og at jeg ikke efter de forhaandenværende Forhold har gjort andet ved Forretningens Foretagelse end der ligefrem er min Pligt som Inkassator, det er jeg vis paa, at enhver, der kender Forholdene - altsaa ogsaa Hr. Restavratør Th. Christensen selv - vil være enig med mig i.

Endnu kan jeg ikke tilbageholde den Bemærkning, at jeg finder det temmelig mærkeligt for Hr. Christensens Vedkommende, at han, naar han har navngivet Hr. Direktør Otto Marstrand i den ene Henseende, ikke ogsaa har anført, at Hr. Marstrand var den Mand, der ved at forskaffe ham henstand med Betalingen af Restgælden, har hjulpet ham ud over de Vanskeligheder, han ved Eksekutionsforretningens Foretagelse var geraadet i.

København den 14. Septbr. 1887.

* * *

Hvis Hr. Otto Marstrand og andre, som nyder den Lykke at have Hr. Pagh til Sagfører, faar deres Handlinger forsvarede lige saa godt som sket er ovenfor med Hensyn til Eksekutionsforretningen i Cirkus, kan de sige at være vel rejste. Vi mener nemlig, at Hr. Marstrand vilde være bedre tjent med, at Hr. Paghs "Forsvar" ikke havde set Dagens Lys, eftersom det kun i et og alt bekræfter Rigtigheden af Hr. Christensens og vor Fremstilling, hvad selve den brutale Eksekution angaar, og dernæst nøder os til at imødegaa et Par Paastande, hvor ubehageligt det end kan være for Hr. Marstrand - og for os. Naar Hr. P. skriver, at han under de forhaandenværende Forhold ikke har gjort andet end hvad der var hans Pligt som Inkassator, det vil sige, paa en Maade som sket er i Cirkus, at gøre Eksekution hos en Mand Kl. 12 om Natten til Trods for, at han hidtil har svaret sine Afdrag til bestemt Tid, og derpaa tilføjer, at enhver, der kender Forholdene - selv Hr. Christensen - vil være enig med ham deri, saa tyder det paa, at Hr. P. enten er meget naiv eller ogsaa noget andet. Vi kan aldeles bestemt forsikre ham, at ikke en af de mange, der kender Eksekutionshistorien, har haft et anerkendende Ord tilovers for Hr. Marstrand og hans Prokurator, denne Sag vedrørende - tvært imod!

Naar endvidere Hr. P. i Begyndelsen af sin Skrivelse søger at dække over Hr. Marstrand ved at fortælle, at Forretningen ikke er foretaget for hans Regning, og i Slutningen fremhæver, at Hr. M. forskaffede Christensen Henstand med Betalingen af Restgælden - hvad Hr P vel vil have forstaaet saaledes, at det er hos anden Mand Rk. udvirkede rette - , da ved han meget godt, at begge Dele er urigtige. Beviset herfor ligger i, at Hr, Marstrand med sit Navns Underskrift har forpligtet sig til ikke at lade gøre yderligere Eksekution hos Christensen saa længe Afdragene - der for Fremtiden er nedsat til det halve - betales regelmæssig hver Uge. Dette Dokument er udfærdiget af Hr. Pagh.

Hermed er vi forhaabenlig færdige med Hr P Hans Skrivelse taler i alt øvrigt saa tilstrækkeligt for sig selv, at flere Kommentarer er overflødige.

Red.

(Social-Demokraten 16. september 1887).

Efter successen i selskabets første tre år, begyndte det at gå tilbage. Heller ikke det i 1888 "wienerøl" ændrede på den udvikling. I begyndelsen af 1888 var fhv. købmand på St. Thomas Jens Svendsen indtrådt i ledelsen som direktør og forblev som sådan ved siden af Troels Marstrand indtil 1891. Bryggeriet på Vodroffsvej blev herefter i en periode drevet under navnet "Krone-øl Bryggeriet".

 I 1891 måtte bryggeriet lade sig opsluge af De forenede Bryggerier. Det fik senere navnet Kroneølbryggeriet. Otto Marstrand udvandrede (1889 eller 1891) med familie til Vancouver og anlagde et bryggeri der i partnerskab med Charles Gottfried Doering (af saxisk oprindelse) som havde grundlagt Vancouver Brewery i 1889. De blev partnere under navnet Doering & Marstrand Brewing Co. Foretagendet blev en forrygende succes og eksporterede øl til Kina, Japan og Australien. I 1902 fusionerede de med Red Cross Brewery under navnet Vancouver Breweries Limited. Bryggeriet producerede bl.a. den populære Cascade Ale "the beer without peer". Succesen fortsatte og 9 år senere dannede de British Columbia Breweries Limited med Charles Doering som præsident for konsortiet. 

Han besøgte Danmark i 1904, og i 1906 blev han konsul og bosatte sig på Frederiksberg.

Emil Stæhr (1827-1912): Vodroffsvej, Marstrands Bryggeri, det senere Kongens Bryghus. Bygningen tegnet af arkitekt Hans Christian Henning Wolff. (1828-1880).

 Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. De tidligste bygninger var opført af murermester og arkitekt J.W. Frohne. Wolffs bygninger var opført i mursten i vekselende røde/gule sten og med dekorative elementer, der var inspireret af M.G. Bindesbøll i nationalromantisk stil.

Dødsfald.

Brygger Otto Marstrand.

En kendt Københavner, Konsul Otto Marstrand er igaar afgaaet ved Døden, 63 Aar gammel.

Otto Marstrand lærte Bryggeriet i Tyskland og blev straks efter sin Hjemkomst Leder af Marstrands Bryggerier paa Vodroffvej, et stort Foretagende, som han yderligere drev  i Vejret. Da "De forenede Bryggerier" i 1891 dannes, og Marstrands Bryggerier optoges deri, rejste Otto Marstrand med Familie til Britisk Columbia, og i Vancouver startede han et Bryggeri. Ved et energisk Arbejde blev det i Løbet af faa Aar en meget omfattende og indbringende Forretning, og da Marstrand for 5-6 Aar siden vendte tilbage til Danmark, var det som en meget velstaaende Mand.

I Vancouver var han alle Danskes trofaste Støtte. Han hjalp dem paa alle Maader og var utrættelig til at skaffe dem Arbejde, dels paa det Marstrandske Bryggeri, dels andre Steder; aldrig lod han nogen gaa fra sig, uden at han paa en eller anden Maade havde hjulpet. Paa Anmodning af samtlige Danske i Vancouver blev Otto Marstrand udnævnt til dansk Konsul dér i Byen.

Efter hans Tilbagekomst her til Landet var det vistnok hans Mening paa ny at tage fat, men et daarligt Helbred - den Hjertelidelse, der nu har hidført hans Død - tvang ham til at opgive alle Fremtidsplaner af den Art. Han plejede saa sine private Interesser, blandt hvilke Travsporten var en af de væsentligste. Han var Medstifter at Firsernes Travforening, var en Tid Formand og havde i tidligere Aar en fortræffelig Stald.

Konsul Marstrand var Søn af Dampmøller M., der var en Broder til Maleren Marstrand, og han var saaledes Fætter til Borgmester M. Han efterlader sig Hustru, to Døtre og to Sønner; hans Hustru er Datter af den bekendte Grosserer Jens Lund, der tidligere ejede "Smidstrupgaard", og Døtrene er gifte med Kaptajn Troels Smith og Ingeniør Jørgensen. 

(Riget (København) 28. december 1911)

Jordefærd.

Idag begravedes fra Frederiksberg Kirke Brygger Otto Marstrand.

Ved Kisten stod opplantet De Forenede Bryggeriers Arbejderes og Funktionærers Faner. Der var sendt signerede Kranse fra Bryggerforeningen, Forenede Bryggerier, Carlsberg Bryggerier, Kroneølbryggeriet, Ølhandlerforeningen af 1875, Foreningen Lunds og Marstrands Minde, Det danske Travselskab, Foreningen af Hesteejere i det danske Travselskab, Selskabet for Køre- og Ridehesteavlens Fremme o. fl.

I det meget store Følge bemærkedes bl. a. Borgmester Marstrand, Højesteretssagfører Møldrup, Direktør Freiliv, Direktør Andersen, Carlsberg, Direktør Benny Dessau, Generalkonsul Ingwersen, Arkitekterne Marstrand, Glæsel og Klint, Dr. Edgar Madsen, Overretssagfører Axel Bang, Overretssagfører Falk-Jensen, Professor Otto Haslund, Grosserer S. N. Meyer, Fabrikant Ewers, Bogtrykker Martius Truelsen og kgl. Dyrlæge Gautier. 

Efter Salmen "Han, som har hjulpet hidindtil", talte Stiftsprovst Hoffmeyer. Han skildrede Marstrand som den, der havde sil Liv og sit Hjerte i Arbejdet, som havde sat alle Evner ind paa at løse sine Opgaver, og som, rastløs og flittig, havde arbejdet i trofast Virke. Tillige som en Mand, der havde haft sin Glæde i atd hjælpe andre. Stiftsprovsten sluttede med en Bøn.

Efter Salmen "Lyksalig, lyksalig" bares Kisten ud af Kirken til Tonerne af "Dejlig er Jorden".

Jordfæstelsen fandt sted paa  Vestre Kirkegaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 30. december 1911)

Hvad angik bryggeriet på Vodroffsvej betød bryggerisamarbejdet at hvert bryggeri opdyrkede sit speciale. Bryggeriet på Vodroffsvej blev fra 1923 til "K.B. Bryggeriet på Vodroffsvej". Bryggeriet blev nedlagt i 1968. I 1969 fusionerede De forenede Bryggerier og Carlsberg, og som led i en rationalisering blev bygningerne på Vodroffsvej solgt til boligselskabet VIBO, der ønskede at opføre almene boliger på grunden og nedrive bryggeriet som allerede dengang blev betragtet som en af Danmarks mest originale industribygninger. Nedrivningsplanerne blev støttet af borgmester Arne Stæhr Johansen. På trods af protester fra bl.a. Akademisk Arkitektforening der arrangerede et fakkeltog, blev anlægget nedrevet 1976 til fordel for en boligbebyggelse.

Otto og Dorothea Marstrands familiegravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sporvognshestene. (Efterskrift til Politivennen)

Enhver, der boer paa det Strøg, som Sporvognene mellem Slukefter og Vesterbro passere, maa i høi Grad ynkes over de ulykkelige Heste, med hvilke denne Kjørsel meget ofte udføres; for den, der kjender Noget til Heste, gjøre de Indtrykket af at være udpinte, trætte og styrtefærdige, hvilket navnlig ytrer sig, naar Vognen har holdt stille, og de atter skulle sætte den i Bevægelse; thi da maa de ofte trække flere Gange i den, medens Benene gaa fra dem, forinden det lykkes at komme igang. Det er vel bekjendt, at Politiet udøver et Tilsyn med disse Heste ligesom med alle, der benyttes til offentlig Personbefordring, men næsten ligesaa bekjendt er det, at, om om der end af og til kasseres en Hest, eller Heste i nogle Dage befales hensatte i Ro, gjør dog en vis Medlidenhed sig gjældende ligeoverfor de vognmænd, der have kontraheret med Sporvognsselskabet om at levere Heste, og som skulle være ikke lidet brøstholdne ved de af dem indgaaede Kontrakter. Imidlertid tro vi, at dette Hensyn gjør sig altfor meget gjældende, og at det navnlig er uberettiget og usømmeligt at lade det gaa ud over de stakkels Heste. Kan eller vil det kiøbenhavnske Sporveisselskabs Bestyrelse, som iaar maa have en saa enorm Indtægt, at den nok kan gjøre en forholdsvis lille Extraudgift, ikke indse det Utilbørlige i, at Selflabet tjener sine store Procenter ved et afskyeligt Dyrplageri, bør Kjøbenhavns Politi træde energisk op og tvinge Selskabet til at gjøre Noget for at forhindre dette. Naar der f. Ex. paa en Dag nedlagdes et Forbud imod at benytte alle de Heste, som kjøre Sporvogne, og med Hensyn til hvilke et saadant Forbud havde et berettiget Grundlag, ere vi overbeviste em, at Forbudet vilde komme til at ramme saamange Heste, at Selskabet maatte blive tvunget til at træffe overordentlige Foranstaltninger, der let kunde blive det dyrere, end hvis det paa en eller anden Maade kom sine uheldige Kontrahenter tilhjælp. En Maade, hvorpaa dette idetmindste tildels kunde ske, og med Hensyn til hvilken en eller anden Autoritet vistnok maatte kunne give Svorvognsselskabet et Paalæg, er et nøiagtigt Eftersyn af de nedlagte Spor. Naar der er kjørt noget paa disse give de nemlig efter for Vognenes store Tryk og trænges ud til Siderne, hvilket i høi Grad forøger Arbeidet ved at trække Vognene hen ad dem. Man seer ogsaa, at nye, godt udseende Heste, der tages i brug til Sporveiskjørselen, i Løbet af forholdsvis kort Tid blive meget medtagne. Skulde dette virkelig, som det af Sagkyndige paastaaes, for en væsentlig Del have sin Grund i den ovenfor omtalte Udtrykning af Sporene, handler Sporveisselskabet unegtelig uforsvarligt ved ikke at raade Bod derpaa.

-e

(Dags-Telegraphen (København) 25. august 1868)

Billedet her giver måske et indtryk af hvad det var hestene var udsat for: Linie 10 som hestesporvogn ved Statens Museum for Kunst. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Distriktshestene. (Efterskrift til Politivennen)

Det hedder i "Aalborgposten": Den 30te Juli blive de af 5te Dragonregiment til Øvelserne i Leiren ved Hald indkaldte Distriktsheste afmønstrede og tilbageleverede Distrikterne, men for mange Dyrs Vedkommende i en saadan Tilstand, at denne Sag offentlig maa paatales, og et andet Resultat maa søges tilveiebragt end det, hvor til Mønstringskommissionen i Randers er kommen. Flere af Hestene vare nemlig, som berørt, i en saa ussel og daarlig Forfatning, at de aldeles ikke lignede de kraftige Dyr, som vare blevne afleverede, men maatte gaa ind under Benævnelsen "Krikker"; Grunden hertil er at søge vel for en Del i de store Anstrengelser, som Heden har medført for Dyrene, men dog hovedsagelig i den Vandmangel, der i den senere Tid fandt Sted i Leiren, og som vel ikke mærkedes af Menneskene, men medførte, at Hestene maatte rides undertiden over ½ Mil til Vand, og som Følge deraf ofte ikke fik tilstrækkeligt heraf, hvilket, som bekjendt, i kort Tid aldeles kan afpille og afkræfte dem. Der blev derfor ogsaa i Randers af mange af Foderværterne gjort Indsigelse mod at modtage Hestene, men de bleve alle affeide med Oplæsning af en Skrivelse fra Mønstringskommissionen, hvori denne afgav den Erklæring, at der ikke kunde gives nogen Erstatning for "Forringelse". Hvor lidet denne Erklæring imidlertid stemmer med Lovgivningens Bestemmelser, viser Loven af 16de Marts 1851 klart. Efterat de i 18 har bestemt, at Hestene ved Indkaldelse skulle vurderes til en bestemt Pris, hedder det i § 21, at de efter Afbenyttelsen ville lære "at besigtige af Regimentsmønstringskommissionen, der drftemmec den Erstatning, der kan tilkomme Distriktet for de Forringelse, Hestene mulig kunne have lidt under deres Tilstedeværelse ved Regimentet, og overhovedet paakiender alle de Spørgsmaal, der kunne opstaa med Hensyn til Hestens Tilstand paa Afleveringstiden". - Herefter kan der ingen Tvivl være om, at Mønstringskommissionen bør vurdere Hestene saavel ved Modtagelsen som ved Afleveringen, for at den kan afgjøre, om der har fundet nogen "Forringelse" Sted. hvortil vel ikke kan henføres det Tab af Huld og Kjød, som ordinær Brug under en Mønstring eller en Leirøvelse ofte vil medføre, medens paa den anden Side her under absolut maa falde de Tilfælde, hvor Hesten afleveres i en aldeles afmagret, afrakket og kraftesløs Tilstand. Efter de af Kommissionen i Randers afgivne Erklæring synes denne imidlertid ikke at have fundet sig foranlediget til at foretage en saadan Vurdering, og det er os derfor ogsaa bekjendt, at flere Foderværter have ladet tage lovligt Syn over de hos dem opstaldede Heste efter disses Hjemkomst og nu ville gjøre deree Erstatningsteat gjældende, hvortil den til Oktober indtrædende Forandring i Udredelsen af Militærhestene giver saa meget mere Anledning. Efter Loven 26de Mai d. A. gaaer jo nemlig hele Udbredelsen og Opstaldningen over til Staten, dog saaledes at denne overtager de nuværende Distriktsheste, forsaavidt de ere i befalet Stand, hvorimod Distrikterne i modsat Fald ville have at stille nye Heste eller betale 200 Rd. for hver. Da det nu vil være umuligt at bringe flere af de fra Leiren modtagne Heste i en ordentlig Stand til Midten af September Maaned, da Eftersynet vil finde Sted, vil der saaledes blive paalagt de Distrikter, hvor dette ikke lader sig gjøre, at udrede 200 Rd. eller stille en ny Hest og herfor kun modtage det daarlige Dyr, som man har sendt dem fra Leiren uden at give dem nogen Erstatning for Forringelsen. At dette er uretfærdigt, vil Enhver indse, og der maa derfor gjøres Noget for at raade Bod herpaa.

(Dags-Telegraphen (København) 7. august 1868)

Se også indslagene om lejren ved Hald.

Hingsteskuet i Roskilde. (Efterskrift til Politivennen)

Ligesom ifjor afholdtes der iaar Hingstestue og Præmieuddeling for Sjællands Distrikt i Roskilde den 1ste og 2den d. M. Paa Grund af det ublide Veirlig, som ikke saa sjelden hersker paa denne Tid af Aaret, turde det vist være meget hensigtsmæssigt, om man kunde afholde Skuet idetmindste en Maaned tidligere. Der var ialt anmeldt 42 Hingste som præmieæskende, men heraf mødte kun 39. Disse bleve "mønstrede" paa Hestetorvet saavel den 1ste som den 2den Dag. Den første Dag blev ingen udskudt, men ved den sidste Mønstring, Tirsdag Morgen, udelukkedes ikke mindre end 11 Hingste. Imellem disse gjorde en engelsk Fuldblodshest "Kalifen", falden efter "Earl of Marshall" og en "Cochrane Hoppe" endel Opsigt ved Mønstringen den første Dag. Den blev fremført af en Jokey, der ifølge Størrelse og Holdning maatte ansees for en Fuldblods Jokey, og det saa meget mere, som bemeldte Rytter, en jydsk Bondeknøs, har en lille Historie. Da Preusserne vare herinde i Jylland, blev en af deres Ritmestre opmærksom paa Drengens fortrinlige Anlæg til Ridning og tog ham i Tjeneste. Da Preusserne drog ud af Danmark, tog den lille Jyde med sin Ritmester og gjorde sammen med denne Krigen mod Østerrige med. Førend vor Jokey vendte hjem, har han gjennemgaaet en ypperlig Rideskole i Wien. Ved at betragte Hest og Rytter under Et havde man et fuldendt Billede af et engelsk Hestevæddeløbsapparat. Da Hingsten ingen Prøver havde givet paa at være - hvad det jo ved denne Leilighed særlig kom an paa - stutteridygtig, blev den ikke admitteret. Ved denne Udelukkelse ophævedes Afdelingen 6, Hingste af engelsk og arabisk Halvblod eller af en endnu ædlere Herkomst, idet den anden af de to Heste, som vare anmeldte til denne Klasse, Hingsten "Dan", Frederiksborgblod, efter "Tamerlan" og "Hertha II", gik over i Klasse B, Hingste til Ride- og lettere Trækbrug. De præmieæskende Hingste bleve derved kun delte i tvende Klasser, nemlig den nysnævnte og Klassen A, Hingste til sværere Trækbrug.

Den første Dag mærkede man ikke synderlig til Hingstskuet i selve Roskilde By; thi der var saa at sige kun mødt Kommissionens Medlemmer og Hingsteeierne. Kommissionen bestaaer af: Lensgreve Holstein - Holsteinborg, Formand; for Frederiksborg Amt: Proprietær Philipsen og Dyrlæge Lundahl i Hillerød; for Holbæk Amt: Proprietær Jørgensen til Cathrinedal pr. Svinninge og Møller Dedenroth i Høng pr. Slagelse; for Sorø Amt: Dyrlæge Staun i Ringsted og Grev Moltke til Espe; for Præstø Amt: Kammerraad Smidt, fra Rønnede og Hans Andersen fra Stubberup pr. Faxø; for Kjøbenhavns Amtsraadskreds: Proprietær Holstein til Dyrehavegaard og Cand. phil., Partikulier Chr. Brøndum; for Roskilde Amtsraadskreds: Lensgreve Dannemand til Aastrup og Gaardeier, Hestehandler A. Pedersen i Gjøderup. Desuden var tilstede Veterinæren, Professor Bache, der i Grev Holsteins Fraværelse som Formand havde ledet Kommissionens Arbeider. Til Dineren i "Prindsen" den første Dag mødte kun Kommissionens Medlemmer foruden et Par Gjæster, hvoriblandt Etatsraad Dons fra Fyen. Man stilles tidlig ad for at styrke sig til den næste Dags Besværligheder.

Tirsdag Morgen oprandt; det saa noget graat ud, men den meget stærke Blæst holdt foreløbig Regnen borte. Man kunde strax mærke, at det var "en anden Historie" end Dagen forud. Vogn paa Vogn, Fodgængere og Ryttere kom ind i Byen fra alle Kanter, og derimellem ikke Faa langsveis fra. Om denne Tilstrømning end ikke kan lignes med Derby-dagens i London eller med Ridtet ved la Marche i Frankrige, saa vistes der dog efter vore Forhold en ikke ringe Interesse for Hingsteskuet,  hvilket jo i og for sig ikke er saa underligt; thi dels er Synet af en velskabt, fyrig Hingst vel et af de skjønneste Skuer, som Dyreriget afgiver, dels er Nytten og Fordelen ved god Hesteopdræt saa iøjnefaldende, at det neppe behøver at fremhæves. Andensteds har man sikkerlig bedre Heste, men i det Hele taget kunne vi være ret vel tilfredse med den Fremgang eller maaske rettere med den Tilstand, hvori vore Heste befinde sig. Hvormeget Bondehesten er gaaet frem i de sidste 20 a 30 Aar, har saa at sige vist Enhver lagt Mærke til. Savnes der Noget, er det Luxushesten, den lette Hest; thi denne har Bonden kun Brug for som Handelshest, og de sjællandske Bønder ere ikke Hestehandlere som deres Landsmænd, Jyderne; den sjællandske Bonde opdrætter Heste til eget Brug, og i Reglen er det kun Udsætterne, han sælger. Mange Steder ansees det næsten for en Skam at stille sig ved sine gode Heste.

Det var Bestemmelsen, at Kjøre og Rideprøven skulde foretages Kl. 10 om Formiddagen udenfor Byen paa Agent Anders Borchs Mark ved Kjøgeveien; men for at faa dem med, som kom med Extratoget fra Kjøbenhavn, blev Prøven udsat lidt. Banen var 1000 Alen lang. Der var indrettet en Tribune med Siddepladser for 400 Personer. Her, indenfor Kredsen og udenfor denne vare Tilskuerne placerede. Der var mødt ikke faa Damer saavel udenfor som af Bondestanden. For Kommissionens Medlemmer, Dommerne, var der oprettet en Tribune, hvorfra der havdes Udsigt over hele Banen, og hvorfra det Særlige ved ethvert Løb med Lethed lod sig iagttage. Kl. 30' over 11 begyndte den første Kjørsel; der kjørtes nemlig i 4 Hold: to for de sværere Hingste og to for de lettere. 1ste Hold var for de "fjermer" Hingste, co: de tilhøiregaaende, der kjørtes i høire Volte. Heri deltog 8 Hingste for 7 tospændige Vogne. Hingstene i denne Klasse havde at tilbagelægge ½ Mil for Vogn med løs Hammel, Tospændervogne belæssede med 800 Pd. død Vægt foruden Kudsken, Enspændervogne med 300 Pd. foruden kudsken; den foreskrevne Afstand maatte tilbagelægges inden Udløbet af 20 Minuter. Efterat Vognene vare læssede, blev Signalet givet, og Kjørslen tog sin Begyndelse. Banen skulde kjøres 6 Gange igjennem, Strækningen blev altsaa ½ Mil. Toget aabnedes med en Vogn, forspændt med to meget svære Knapstruphingste, tilhørende Søren Jensen i Baarup, Holbæk Amt. Det viste sig snart, at disse ikke i Løb kunde maale sig med Medløberne af de andre Racer. Den Omstændighed, at dette Tog havde en daarlig Forkjører, gjorde, at der her brugtes den længste Tid. Hingstene fulgtes imidlertid ret godt ad, men de bleve kjørte mere eller mindre godt. I dette Løb, om man saa kan kalde det, holdt "Siddinge"hingsten Trav hele Tiden og førte sig smukt. Veien tilbagelagdes i 14' 50", 14' 50", 14' 55", 15', 15' 1". 15' 2" og 15' 2", altsaa omtrent 5' før den indrømmede Tid. Ifjor kjørte de samme Hold Hingste i 13'; den stærke Blæst kan maaske iaar have bidraget Noget til, at der brugtes længere Tid, idet den i Omdrejningen mødte som Modvind.

Det andet Hold af de sværere Hingste var et "nærmer" Løb, co: for Tilvenstregaaende med venstre Volte. Heri deltog ogsaa 7 Hingste for 6 tospændige og en Enspændervogn: Hingsten "Frode", tilhørende Dyrlæge Olsen i Roskilde. Toget aabnedes med Odsherredshingsten "Abildøre". Den kunde ikke holde første Plads, men blev endogsaa ved et indtruffet Uheld den Sidste i dette Løb. Under Kjørselen gik nemlig Bringkoblerne af Stangen, hvorved en stor Ulykke kunde være skeet, hvilket dog heldigvis forebyggedes. Herved blev "Kirkehvalsø"-Hingsten foreløbig Nr. 1, men inden Enden tog Anders Nielsens "Valdby" - Frederiksborg Amt - -Hingst den og tilbagelagde Strækningen i 14' 40", hvorimod "Kirkehvalsø" brugte 14' 45", de øvrige brugte 14' 50", 15' 10", 15' 22", 15' 25" og den omtalte "Abildøre" 15' 40". Af disse var Kirkehvalsøhingsten meget varm, da den kom til Maalet.

Nu gik man til de lettere Hingste. For disse gjaldt den Regel, at de havde at tilbagelægge ½ Mil i en Tid af ikke over 15 Minuter, efter Eiernes Ønske enten for Vogn med løs Hammel eller under Rytter. Første Hold af disse var et "fjermer" Løb, hvori 6 Hingste deltog for tospændige Vogne. I disse Hingste var der, som det var at vente, en ganske anden let Bevægelse end blandt de svære Trækhingste, hvoraf de omtalte Baarup Knapstrupper ikke vare ulig de engelske Heste, som vi have seet heri Byen, da Englænderne nedlagde Vandledningen. Toget aabnedes med en deilig blaa skimlet Hingst fra Baldersbrønde, der, som meddelt, tog 1ste Præmie blandt de lette Hingste. Den havde til Makker en "Mikkel", en fortrinlig Hest , der ikke alene kunde følge den, men som endogsaa bar den godt frem. Det var med stor Interesse, at Publikum fulgte disse tvende Hestes Løb. De tog i den Grad Luven fra Medløberne, at da de andre havde kjørt 5 Gange rundt, kjørte Baldersbrøndehingsten ind paa Pladsen efterat have tilbagelagt den halve Mil i 11' 24". Den var altsaa en hel Omgang forud. Denne Kjørsel hilsedes med stærkt Bifald fra alle Sider og ikke mindst fra den talrige Ungdom, der stod udenfor Kredsen. Den Næste var "Gorm" fra Lyngby, Kjøbenhavns Amt; den kom 13' 7"; dernæst kom de Andre 13' 14", 13' 20, den Sidste 13' 32". Den Hingst, som tillige i dette Løb særlig udmærkede sig ved let Fodskifte og stærke Lunger var Odsherredshingsten "Viig".

Til det Marmer" Løb for Vogn var der kun tvende Hingste, men dog var dette Løb ingenlunde det uinteressanteste. Det var nemlig tvende fortrinlige Dyr, som her skulde frem vises: Odsherredshingsten "Braade" og Frederiksborghingsten "Uvelse", den første mørkebrun, den anden næsten guldfuxrød. Ogsaa denne Kjørsel gik rask og flot; indtil den sidste Omgang fulgtes Hingstene saa temmelig ad, men da "Uvelse" kjørte de sidste 1,000 Alen i 1' 45", kom den Banen de 6 Gange rundt i 12' 40", medens "Braade" brugte 13' 5". Løb end ikke den Sidstnævnte saa stærkt som Medløberen, vakte den dog, da den kom ind paa Pladsen for efter Forretningsordenen at tages i normere Øiesyn af Dommerne, megen Opsigt ved sine Flankers komplette Rolighed, saml derved at den ikke havde, som man siger, et svedigt Haar.

Der stod nu kun Rideprøven tilbage, og her maatte man (seet fra Publikums Side) beklage, at Fuldblodshesten samt Jokeyen manglede, men da den nu engang var udelukket, kunde Kommissionen ikke opfylde Eierens Ønske om at lade den løbe med uden at løbe om Præmie, Der mødte 5 Ryttere paa Hingstene: "Garibaldi" fra Adamshøi i Frederiksborg Amt, "Dan" fra Store Frederikslunde i Sorø Amt, mørkerød Valby Hingst fra Frederiksborg Amt, "Myrupgaard"s Hingst fra Præstø Amt samt den mørkskimlede "Merkur" fra Stenbymølle i samme Amt. Da der hidtil kun havde været lidt af den saa efterspurgte Kapkjørsel, der til Skade for Hingstene især grasserede ifjor, var Publikum ret spændt paa dette Løb, der efter al Sandsynlighed ikke vilde "løbe af" uden Vædderidt. Hingstene bleve stillede i en Række, og paa Signalet begyndte et rask Trav, hvori "Garibaldi" strax vandt Terræn; den tog stærkt paa Vei, men Rytteren kjendte Hesten, og Resultatet viste, at han vidste, hvad han kunde byde sin Hest. Som Nr. 2 holdt Valby-Hingsten sig flere Omgange, dernæst kom "Dan" som Nr. 3, derefter kom "Myrupgaard" og endelig "Merkur". Det varede imidlertid ikke længe, førend det tydelig viste sig, at den Sidstnævnte, et temmelig svært Dyr, der, som En bemærkede, havde faaet for meget Svinemel (et meget almindeligt Foder for Møllerheste), aldeles ikke kunde følge med de andre og det tiltrods for, at Rytteren, Eierens Søn, ikke sparede Pidsken og dertil førte en god Pidsk. "Dan", der holdt sig som Nr. 3, saalænge der kun blev travet, satte ved den sidste Omgang pludselig i fuld Karriere og tog paa denne Maade Valbyhingsten, men det var den ikke muligt at naa, endsige at omride "Garibaldi", der under Tilskuernes Jubel, reden af en god Rytter tilbagelagde den halve Mil i 10' 4"; "Dan" i 10' 7", Valbyhingsten i 10' 10", Myruphingsten i 11' 40". Den 5te "Merkur" fra Stenbymølle blev mere og mere tilbage, og tilsidst, da den havde en halv Banestrækning tilbage, stod den en lille Stund stille. Om den stod og "studerte" - et Udtryk for et svagt Hestehoved - som vi hørte En og Anden bemærke, eller om den var bleven stædig, som Rytteren sagde, eller endelig om den var træt, kunne vi ikke sige, men til at løbe duede den ikke. Publikum, navnlig den yngre Del, gav sit Mishag lydelig tilkjende, det hyssede ad Rytteren og peb ad Hesten. Da han gav sig saa god Tid, blev der sendt en Karl ned ad Banen for at hente ham; denne tog Hingsten i Milet, og paa denne Maade kom han trækkende inden for Maalet 14' 55", altsaa 5" før den tilstaaede Tid var udløben. Men han red sig fra Præmie. Hermed sluttede Prøven i Marken, og Kommissionens Med(emmer tog til Roskilde for efter de gjorte Iagttagelser at fælde den ikk lette Dom om, i hvilken Orden de rigelige Præmier skulde fordeles.

Kl. 4 mødte Kommissionen paa Hestetorvet, og efterat Grev Holstein Holsteinborg havde udbragt et Leve for Hs. Maj. Kongen, tog Præmieuddelingen sin Begyndelse. Som meddelt, blev første Præmie for de sværere Hingste ikke uddelt. 2den Præmie (160 Rd.) tildeltes blankbrun Hingst "Snesered" af Yorkshireblod og Landrace, 12 Aar gl., tilhørende Propr. Münster til Bredehave; 3die Præmie (130 Rd.) mørkebrun Hingst "Siddinge" af Odsherred Race, 11 Aar gl., tilhørende Poul Nielsens Enke i Siddinge; 4de Præmie (110 Rd.) mørkerød Hingst af Landracen og Knabstrupblod, 9 Aar gl., tilh. Gaardmand Jens Nielsen Kirkehvalsø; 5te Præmie (100 Rd.) rødblisset Hingst af bl. Frederiksborg Blod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. Gaardeier L. Nielsen i Valby (Frederiksb. Amt); 6te Præmie (90 Rd.) mørkerød Hingst "Alleshauge" af blandet Frederiksb. Blod. 7 Aar gl., tilh. Gaardeier L. Pedersen Allehauge; 7de Præmie (80 Rd.) graatavlet Hingst af bl. Yorkshireblod, Frederiksborgblod og Landrace, 8 Aar gl., tilh. Gaardeier Jørgen Ibsen Slaglille; 8de Præmie (70 Rd.) rødspottet Hingst af Landrace og Knabstrupblod, 5 Aar gl., tilh. Gaardmand Søren Jensen i Baarup; 9de Præmie (60 Rd.) graa Hingst, bl. engelsk og Frederiksborgblod, 13 Aar gl., tilh. Jens Christensen i Herringløse; 10de Præmie (55 Rd.) Mohrenkoppen "Baldur", bl. Frederiksborgblod, 4 Aar gl., tilh. I. P. Buus paa Amager; 11te Præmie (50 Rd.), rødblisset Hingst, bl. engelsk Blod og Landracen, 9 Aar gl., tilh. Gaardmand Anders Nielsen Valby (Frederiksb. Amt); 12te Præmie (45 Rd.) rødspættet Hingst "Skjold" af Landracen og Knabstrupblod, 4 Aar gl. (det var denne, som tilligemed den, der fik 8de Præmie, aabnede det første Tog), tilh. Gaardmand Søren Jensen i Skaarup; 13de Præmie (40 Rd.) rødblisset Hingst "Peder", bl. Frederiksborg blod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. Gaardmd A. Larsen i Herstedøster: 14de Præmie (30 Rd.) rødspættet Hingst "Holger", Knabstrupblod og bl. Frederiksborgblod, 4 Aar gl., tilh. Forpagter Dilling i Malte Kro; 15de Præmie (30 Rd ) mørkebrun Hingst "Abildøre" af Odsherredsrace, 9 Aar gl., tilhørende Gaardmand Lars Madsen i Abildøre; 10de Præmie (30 Rd.) rødblisset Hingst "Frode" af Odsherredsrace med bl. Frederiksborgblod, tilh. Dyrlæge Olsen i Roskilde. De tvende sidste Præmier vare extraordinære.

For Hingste til Ride- og lettere Trækbrug tilkjendtes der følgende Præmier: 1ste Præmie (180 Rd.) en Blaaflimmel af Yorkshireblod og Landrace, 6 Aar gl., tilh. Gaardmd. P. Hansen i Baldersbrønde; 2den Præmie (160 Rd.) rød Hingst med Stjern af bl. Frederiksborgblod, 5 Aar gl., tilh. Gaardeier I. Mortensen i Uvelse; 3die Præmie (130 Rd.) mørkebrun Hingst "Braade", Odsherredsrace, 4 Aar gl., tilhørende Gaardmd. P. Jacobsen i Braade; 4de Præmie (110 Rd.) mørkebrun Hingst "Viig", Odsherredsrace, 0 Aar gl., tilh. Gaardcier L. Nielsen Viig; 5te Præmie (100 Rd.) blankskimlet Hingst "Dan" af Frederiksborgblod, 7 Aar gl ., tilhørende Forpagter Hansen paa Frederikslund'. 6te Præmie (90 Rd.) brun Hingst "Garibaldi", bl. engelsk Blod og Landrace, 6 Aar gl., tilh. Proprietær Thomsen paa Adamshøi: 7de Præmie (80 Rd.) mørkerød Hingst "Thor" af Frederiksborg- og Knabstrupblod, 6 Aar gl., tilh. Gaardfæster J. Larsen i Nørrejernløse; 8de Præmie (70 Rd.) mørkebrun Hingst "Sallerup", bl. Frederiksborgblod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. Gaardmd. Rasmus Rasmussen i Sallerup; 9de Præmie (60 Rd.) mellembrun Hingst "Gorm" af bl. Frederiksborgblod og Knabstruprace, 4 Aar gl., tilh. Gaardeier A. Nielsen i Valby (Frederiksborg Amt); 11te Præmie (50 Rd.) en mørkebrun Hingst, bl. engelsk Blod og Landrace, 4 Aar gl., tilh. P. Hansen paa Myrupgaarden.

Efterat Præmieuddelingen var endt, bleve de præmiebelønucde Hingste indbrændte med Distriktets Mærke og derefter opstillede endnu en kort Tid, for at Publikum kunde tage dem Øiesyn.

Til Kl. 5 Eftermiddag var der bestemt en Diner i "Prindsen". Det varede imidlertid omtrent til Kl. 6, før man kom tilbords. Forsodet indtoges af Grev Holstein Holsteinborg. Foruden endel Landmand, enkelte Bønder og Kommissionens Medlemmer bestod Gjæsterne af Roskildensere, saasom Kjøbmænd, Embedsmænd og Andre. Grev Holstein udbragte først Hs. Maj. Kongens Skaal. Det var en Skik blandt Dannemænd fra Arilds Tid, som man her fulgte ikke af Vane, men af Kjærlighed. De Ulykker, som havde ramt vort Land, havde bevirket, at Konge og Folk hurtig vare komne hinanden imøde. Dernæst tog Grev Holstein atter Ordet, denne Gang for Præmietagerne. Det kunde ikke nytte at negte det, frem var man ikke gaaet siden sidst. Iaar var ingen Hingst funden værdig til at faa Præmien Nr. 1 for de sværere Heste. Den Hingst - Kirkehvalsøhingsten - som i Aarene 1864, 1865 og 1866 havde vundet 1ste Præmie, havde iaar ikke kunnet naa mere end 4de Præmie. Det var høist ønskeligt, om man kunde spore nogen Fremgang, om man kunde saa noget godt Afkom af de præmiebelønnede Hingste. Med Ønsket om god Fremgang udbragte han et Leve for Præmietagerne og Hingsteudstillerne. Kammerraad Smidt fra Rønnede udbragte et Leve for Formanden, Grev Holstein Holsteinborg, der som en praktisk og en omgængelig Mand forstod at lede Bedømmelsen saaledes, at Alle bleve tilfredse. For Stutterikommissionen, der ifølge Lovens Bestemmelse var tilstede, udbragte Kammerraad Smidt ogsaa et Leve. Herfor takkede Grev Holstein, der ogsaa er Formand i denne Kommission. Bonden Mogens Hansen fra Tholstrup, Ringsted Landsogn, takkede paa rigtig godt Sjællandsk næst Forsynet Grev Holstein som den, der for mange Aar siden havde aabnet Øinene paa ham og andre Bønder. I Begyndelsen vare Bønderne mistænksomme og frygtede for Partiskhed, men da de saa, at der stiftedes saa retfærdig imellem Udstillerne, mødte de og vandt mange Præmier; han havde faaet mange Præmier og var i det Hele meget godt fornøiet. Kammerraad Hagen talte for Dommerne, Grev Holstein takkede Agent A. Borch for Pladsen, hvor Prøven holdtes. Kammerraad Hagen talte for Kvinderne, Grev Holstein for Professor Bache, der havde været ham en tro Støtte ved i hans Fraværelse at overtage hans Partes, og endelig sluttedes Talernes Række, med at Revisor Ulrich paa en vist mere velment end vellykket Maade udbragte en Skaal for Danmark. Ved Bordet herskede der Liv og Gemytlighed.

(Dags-Telegraphen (København) 4. oktober 1867)

Formanden for kommissionen valgtes af indenrigsministeriet. Amtsrådet valgte et medlem og landboforeningerne. Der blev bevilliget 11.000 rdl. til præmier, heraf (i 1864) 3.718 rdl på Sjælland. Hingsteskuet i Roskilde er det bedst beskrevne og artiklen en af de mest detaljerede på dette tidlige tidspunkt af skuernes historie. Kraftprøven for hingste blev første gang afviklet i 1861 i Hillerød og fra 1864 også i Roskilde på ½ mil lang bane.

Lensgreve Ludvig Henrik Carl Herman Holstein (1815-1892) ejede siden faderens død i 1836 grevskabet Holsteinborg. Han var præsident for Landhusholdningsselskabet 1866-1881. Han oprettede på sit gods sparekasser, husholdningsforeninger og andre filantropiske foreninger for landarbejderne. Han skal have været en kyndig hippolog og var i en årrække formand for Sjællands hingsteskuer og for Stutterikommissionen osv. 

Politisk sad han i stænderforsamlingen i 1848 som repræsentant for den konservative godsejerbevægelse. I foråret 1849 var han  med til at stifte den "patriotiske Forening" som bl.a. mente at regeringens grundlovsudkast ville "undergrave Monarkiets Grundvold og bringe Staten i en mellem Anarki og Despoti svævende Tilstand". Han stiftede senere Godsejerforeningen. I 1856 blev han valgt til medlem af Rigsrådet. I 1863 stemte han for Novemberforfatningen. 

Cirkus Renz. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 31te Mai). Det Renz'ske Kunstberiderselskab lader til at ville samle Sommerens Hovedinteresse, og Forlystelsesselskaberne Alhambra og Tivoli ville faae en farlig Medbejler. Hr. Renz gjør imidlertid vist ogsaa Regning paa, at de mange Tilreisende baade fra Landet selv og Udlandet skulle i den smukke Sommertid søge Hovedstaden flittigere iaar end ellers. Men hvad de dyrere Pladse angaaer, synes han ikke at have betænkt, at de mere Formuende netop nu tage paa Landet, saa at han ikke kan gjøre Regning paa stadigt Besøg; og i det Hele bestaaer jo Københavnernes meget omtalte Forlystelseshang deri, at næsten Alle kunne tage Deel i billige Smaafornøielser til en Mark, høist en Rigsort, hvilket jo ogsaa Forlystelsesstederne have vidst at indrette sig efter. Hr. Renz har anlagt sin Entreprise efter en stor Maalestok. Han har et Personale paa ialt 130 Personer, deri indbefattet baade Kunstnere, Orchester og Staldkarle. Antallet af Heste beløber sig til henved 80. Hertil traves, at han har en daglig Indtægt af 1000 Rd., for at kunne bestaae. Circus rummer 3000 Mennesker, der betale fra 24 Sk. indtil 8 Mark. Det Høieste, der kan komme ind ved fuldt Huus, er da henved 1500 Rd. Den daglige Udgift til Selskabet er c. 800 Rd. Circus, som Tømmermester Blom har bygget, har kostet ham 8000 Rd. Nu kan han vel regne Noget paa at holde Interessen spandt derved, at han stedse har noget Nyt at byde, men dette kan dog ikke gjælde om de vigtigste Kunstnere og Kunstnerinder, som Publicum vil see næsten hver Aften. Der kan derfor nok være Spørgsmaal om, hvorvidt en Entreprise, der har kunnet gaae i Buer paa 300,000 a 500,000 Indvaanere ogsaa skal kunne betale sig i en By paa 150,000, hvor ingen rig Adel kan holde dyrt betalte Loger besat. Han skal heller ikke have ventet glimrende Affairer her, men ogsaa han nødes jo til at vexle Sted, for ikke at trætte de Steder, der alt kjende hans Circus. - En Anke, der ikke kan reises imod Entrepreneuren, er den slette Udgang i Ildebrandstilfælde. Vel er Sandsynligheden herfor ikke stor, da der ikke er Noget, der forstyrrer Lysene; men Muligheden er der dog altid ved et letbygget Træhuus. Anken maa rettes imod vedkommende Bygningspolitie, der af egen Drift burde have itide paatalt Sligt ved et Arbeide, der har staaet paa i flere Maaneder.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. juni 1860)

Cirkus Renz gav forestillinger i Gyldenløves Bastion. Avisen fik ikke ret i sine forudsigelser. Det gik godt for Cirkus Renz der spillede til slutningen af august 1860. 

De, af Hr. E. Renz fra Berlin bestyrede Beriderselskab gav d. 28. sin første Forestilling (den for sammes Regning opførte Cirkus i GyIdenløves Bastion. Lokaler, som er meget rummeligt, var aldeles propfuldt; selv den for Hofferne bestemte Loge var fyldt af "Kjendere", fra Samfundets høieste Steder. Hr. Renz's Selskab synes at raade over meget gode Kræfter; flere ganske udmærkede Ryttere og adskillige unge og skjønne Damer producerede sig i den højere Ridekunst, afvexlende med Forestillinger i Liniebands, Gymnastik og komiske Mellemspil, der frembøde et og andet virkelig Nyt. Forøvrigt vare de fleste af de Heste, der viste sig paa Banen, virkelig "first race", og et Par af dem endogsaa saa mesterlig dresserede, at man kun sjeldent turde finde Mage dertil. Publikums Stemning var den bedste, og der var ikke en af de Fremtrædende, der ikke høstede der mest begejstrede Bifald; Skolehesten Blonder ikke mindre end den unge Mademoiselle Catharine Renz. (Fdl.)

(Ribe Stifts-Tidende 2. juni 1860)

I Renz's Circus i Kjøbenhavn har været flere Fataliteter med Selskabets Primadonna, Bestyrerens Broderdatter, Kätchen Renz. Denne sceniske Gudinde skal allerede have stukket "europæiske" Hjerter ibrand, saa at endog Østerrigs unge Keiser i et Statsraadsmøde, hvor der blev talt om Nødvendigheden af at indkalde en "Conferents", foer op af Drømme og udbrød : hvad? Kätchen Renz? Om nu Amor eller Amouretter ogsaa i Kjøbenhavn have ageret bag Coulissen, vides ikke saa nøie, men det er dog nok en urigtig Conjectur naar man har tydet det som erotisk Motiv, at den unge Dame for noget siden forsvandt fra Forestillingen og gjorde Udflugt eller snarere tog Flugten til Bellevue. En temmelig haard Begegnelse fra Bestyrerens Side siges at have været det sande Motiv. Derefter har vel atter fundet en Udsoning Sted, men den var kun kortvarig og Publicums Yndling kom ikke frem igjen fra den mystiske Coulisse, thi da der til i Løverdags Aftes var anmeldt revancherende Benefice for hende, maatte den kaldes tilbage; Kätchen har foretrukket Flugten fra det Hele. Det siges i  "Fdrl.", at hun har taget Veien over Götheborg til Christiania, hvorhen Brodrene Godfroy af det Renzske Selskab og deres Søster tidligere have begivet sig. Hele Selskabet synes saaledes at befinde sig i revolutionair Tilstand.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. juli 1864).

Direktøren for det berømte Kunstberiderselskab, som for Tiden giver Forestillinger i Kjøbenhavn, E. Renz, har indrykket følgende i "B. T. ": Til behagelig Underretning for det ærede Publikum! I de sidste 14 Dage har min Niece, Kätchen Renz, ved hendes Bortløben givet Anledning til megen Omtale. For at give Sandheden Ret, føler jeg mig foranlediget til at meddele Følgende til Sagens Oplysning. Forud tillader jeg mig at bemærke, at Kätchen ikke er mit eget Barn, men er en Datter af en af mine Brødre; jeg tog hende i Aaret 1850 fra min Broder, som levede i trykkende Forhold og desuden var Fader til flere Børn, og da hun var saa forsømt, gav jeg hende i Pension til Fru Regeringsraadinde v. Vandemer i Berlin for at opnaa en nogenlunde menneskelige Dannelse hos hende. I Aaret 1852 tog jeg hende til mig igjen, for at uddanne hende i min Kunst. Siden disse 8 Aar er hun bleven behandler som mit eget Barn, hvorved hun ogsaa fejlagtig meget ofte af det højtærede Publikum er bleven anseet for min Datter, idet hun deltog i al den Opmærksomhed og Opdragelse, som blev mine egne Børn til Del, og at overhovedet intet blev forsømt for at danne hende, ikke alene til en god Kunstnerinde, men ogsaa for at opdrage hende til en anstændig Pige, ville alle de, som kjende mit Hus nærmere, kunne bevidne; at der ved denne Lejlighed udfordres en stor Udgift for Undervisning, som Skolekundskaber, Musik og Dandselærer, vil enhver Familiefader kunne forstaa at vurdere. Desværre viste hun ved alle disse Lejligheder den største Letsindighed, hvilken jeg imidlertid som Onkel altid dækkede med Kjærlighedens Kaabe og gjerne tilgave hende, Siden en kort Tid indtraadte desværre et nyt Vendepunkt ; jeg havde engageret en Familie Godefroy, men hvis ægte Navn er Schossig, hvilket de af Frygt ikke førte, fordi de tro at finde deri en Skam, at de tilhøre den israelitiske Religion; en af Sønnerne bedaarede Pigen for at gjøre hende føjelig for enhver af hans Hensigter; hun fulgte mere dette Menneskes Indskydelser end alle deres Raad, som mente det godt med hende. Da jeg nu til min Skræk saa, hvorvidt disse Forvildelser fandt Sted, forsøgte jeg et sidste Middel: at løse Kontrakten med hin Familie, og betalte et Offer af 1421 Rd.; først nu viste sig, hvorvidt Sagen var modnet; hun forlod om Natten den 28de f. M. mit Hus; ved Hjælp at Politiøvrigheden blev hun fundet og bragt mig igjen næste Dag; hun viste Anger og lovede Bedring, men hvilket kun skete for at formindske min Aarvaagenhed. Den 14. ds. er hun paany forsvunden, og jeg troer nu fuldkommen at have efterkommet en Onkels og Slægtnings Pligter og anerkender hende fra nu af ikke mere som min Niece, da hun ved denne Handling har skjændet mit Navn, hvilket jeg hidtil har bevaret uplettet. Hun berøver sig ikke alene en Støtte for Fremtiden, men lammer mig ogsaa i min fremtidige Godgjørenhed mod mine fattigere Slægtninge, hvis Antal er stort, og at hvilke jeg i dette Øjeblik har en Enke efter en af mine Brødre med umyndige Børn, og ligeledes 2 saadanne af en anden fattig Søster hos mig, som jeg opdrager som mine egne Børn.

(Ribe Stifts-Tidende 19. juli 1860)

Hr. Renz, hvis Forestillinger snart ende her for denne gang og som derpaa nok gjør en Tour, ikke til Tydskland, men til St. Petersborg, gaaer for at være "en Mand paa 2 Millioner". Hans Udgifter her ere 500 Rd. hver Dag; "Kautschukmanden" alene har 1100 Rd. og Loisset 1000 Rd. maanedligt osv. Men desuagtet skal han tage et smukt Overskud med herfra. Det kan heller ikke nægtes, at han har bragt det til noget ret Genialt i sin artistiske Art, baade ved at samle alt det Bedre og ved at skabe en Illusion og gyde en vis Poesie over Fremstillingerne, som man ellers savner. Saaledes danner "Hjortejagten" en meget smuk Finale, hvor man ganske troer sig hensat i Virkeligheden, og denne erholder en malerisk Fremstilling. Luftspringet hører ogsaa til de usædvanlige Evolutioner, som overraske baade ved Opfindelsen og ved Udførelsen. Hestenes Dressur, for paa sin Homerisk først at nævne dem, er sjelden og Rytterne og Rytterinderne dristige og gracieuse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. august 1860)

Annonce for Cirkus Renz i Dagbladet (København) 6. august 1860.

Ernst Renz (1815-1892) var sammen med  Eduard Wollschläger (1811-1875) de første cirkusdirektører. Renz grundlagde i 1843 sit eget lille cirkus, fra 1846 med hjemsted i Berlin. Det blev senere Tysklands største cirkus med egne bygninger i Berlin, Wien, Hamburg og Breslau. Renz var berømt for hestedressur og organisationstalent. Han fornyede også cirkuspantomimerne. I 1897 måtte hans cirkus lukke. Albert Schumann (1858-1939) rykkede ind i Renz-bygningen i Berlin, og Paul Busch (1850-1927) overtog bygningerne i Hamburg og Breslau.

Edvard Valdemar Harboe (1834-1883): Cirkus Renz i Jernbanegade. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Danmark husede Hippodromen fra 1855 cirkusforestillinger, men blev ombygget til Folketeatret allerede i 1857. Ellers var det europæiske cirkusselskaber på gæstespil, udover Renz, Gautier, Hinné, Houcke, Schumann, Salamonsky og Ciniselli. Indenlandske cirkusdirektører dukkede op fra 1880'erne. Ernst Renz var den første lejer til Cirkusbygningen i København i 1886 og i 1888.

Requisition af Heste. (Efterskrift til Politivennen)

Under 22de ds. er udkommet en Anordning, angaaende en extraordinair Udskrivning af Heste til Krigsbrug. Ifølge Samme skal der, til Krigens Fortsættelse, af Kongeriget Danmark leveres et Antal af 1200 Heste, hvoraf 200 Rideheste og 1000 Trækheste, foruden 30 Heste, som af endeel Sognecommuner i Fyen allerede tidligere ere leverede uden Betaling, men paa Vilkaar, at der skulde gives Yderne Afslag i det Antal Heste, som de senere ved en forefaldende Udskrivning vilde have at tilvejebringe. Ride- og Trækheste skulde have samme Høide, som er foreskreven for Districtsheste, være over 5 og ikke over 9 Aar, af nogenlunde god Skabning, et godt Fodskifte og rene Been, hvorimod der ikke bliver at tage Hensyn til Farven. Det Antal Heste, som skal udredes, bliver at fordele paa Hovedstaden, Kjøbstæderne og paa Landet i Forhold til Folkemængden efter sidste Folketælling, saaledes at 19 Rideheste og 100 Trækheste blive at udrede af Kjøbenhavn, 23 Rideheste og 108 Trækheste af samtlige Kjebstæder (Aalborg og Aarhuus 2-6, Randers 2-5, Horsens 1-4, Greenaa , Ebeltoft og Hobro i Forening med Mariager hver 1 Trækhest, Viborg 4 do. osv.) og de øvrige 158 Rideheste og 792 Trækheste af samtlige Amters Landdistrikter i Forhold til deres Hartkorn. Hestene maae holdes i Beredskab kil at kunne leveres 14 Dage fra Anordningens Udstedelse. Hestene blive at taxere til de gangbare Priser; dog saaledes, at den høieste Værdi, hvortil en Hest af den anordnede Mynstrings- kommission maa antages, bestemmes til 130 Rbd.

(Departements-Tidenden.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. juni 1848).

Løbske Heste. (Efterskrift til Politivennen)

Igaar Formiddags hændtes det ulykkelige Tilfælde, at et Par Heste, der af en kongelig Kudsk bleve tilkjørte for en Rustvogn, løb løbsk paa Volden, hvorved den private Eier af Hestene ved at springe af Vognen brak Benet. Til al Lykke standsede Hestene med et Træ, saa at ikke yderligere Ulykke herved blev afstedkommen. Ved at anføre denne Begivenhed kunne vi ikke andet end at beklage, at det tillades de kongl. Livreetkudske at tilkjøre Heste paa en offentlig Promenade, hvor det i den Grad, som det paa Volden er Tilfældet, er vanskeligt at komme afveien og som derhos saa meget besøges af gamle Folk og af Børn. Det vilde sikkert være høist ønskeligt, om dt almindelige Forbud imod at kjøre pa Volden (hvilket som bekjendt ene og alene er forbeholdt de kongl. Herskaber) ogsaa maatte blive udstrakt til at gjelde for de kongl. Kudske, naar disse ikke kjører for deres respective Herskaber.

(Kjøbenhavnsposten den 29. august 1839)

Tartarisk Kunsthest. (Efterskrift til Politivennen)

Fortiden forevises i Vildmanden paa Østergade en tartarisk Kunsthest, som virkeligen synes at have mere end almindelig Hesteforstand; thi den udfører flere overraskende Stykker, der minde os om den kloge, vidtberømte hund Munito, af hvem hiin Hest synes at være en Aandspaarørende. Hans Kongl. Høihed Prinds Frederik Ferdinand og Gemalinde toge for kort siden denne Hest i Øiesyn, ved hvilken Leilighed det behagede det høie Par at tilkjendegive Eieren, der tillige har dresseret den, sin Tilfredshed og sit Bifald. Betalingen for at see oftnævnte kundstige Hest er meget billig; den er kun 1 Mk., for hvilken Pris man tillige faaer at see en bedaget Dverginde, endeel Pappagøier o. s. v.

(Kjøbenhavnsposten den 20 februar 1835)

Nogle Besvarelser. (Efterskrift til Politivennen)

til en Ven paa Landet.

Din sidste venskabelige Skrivelse indeholder saa mange Spørgsmaal, at jeg for denne Stund ikke kan besvare dem alle. Jeg vil derfor udpille de vigtigste og gjøre Rede for dem efter bedste Evne. Synes Du da at være fornyet med denne Prøve, kan Du vente at see dine andre Spørgsmaal besvarede ved Lejlighed. Da Du holder Københavnsposten i Fælledsskab med Omegnens Geistlighed, vil jeg tale til Dig igjennem dette Blad, for at befrie os begge for Brev-Portoen.

1) Hestevæddeløb. Herom er nu Talen baade Nat og Dag og den endes ikke uden med bitter Satire, Latter og Raillerier. Hvorvidt nu dette er rigtigt, henstiller jeg til dine egne Anskuelser, og forholder mig kun som en tro Skildrer af hvad jeg har seet og hørt. Altsaa til Sproget.

Skjøndt jeg ikke har nogen Receptivitet for at løbe efter Comoedier, Tragoedier, Halsbrækken og andre Optrin, foretog jeg mig dog - alene for din Skyld - Aftenen før Vedddeløbet en Udvandring til Nørrefælled, hvor jeg fandt et Plankeværk af en Omkreds af 1/4 Miil. Indenfor dette, var Rendebanen afstukken med Lægter og i visse Distancer opreist Pæle med paamalede Afstande. De fleste Arbeidere herved syntes mig at være Slaver, Folk, der nuomstunder bruges til flere private Arbeider. Om disse jernbeslagne Syndere bør - udenfor Kongens Tjeneste - tage Brødet fra mangen brav Daglønner, der under den største Armod med en stor Familie maa hendøse sin Tid, fordi han ikke kan faae Arbeide, indseer Du som Ordets Forkynder vel bedre end jeg, men det veed jeg, at dette Forhold er een Grund mere til den nathansonske Lyksalighed og et Opmuntringsmiddel for den Svage til at begaae Forbrydelser, hvorved de blive visse paa at beholde Alt undtagen Æren, om hvilken jeg har hørt flere Daglønnere sige, at den forslaaer kun lidet i Maven. Medens jeg skuede rundt omkring mig og betragtede det nydelige Kongetelt med der ligeoverfor ophøiede Dommersæde for Væddeløbet, kom jeg i Samtale med tvende fattige, men, som det lød, vakkre Daglønnere, der begge som Familiefædre beklagede sig over, at de ved saadant sieldent og vidt omstrakt Arbeide maatte med lomme Hænder betragte Slaverne, som nedrammede Pæle, hvilket de meente, de kunde giøre ligesaa godt og vel ogsaa bedre havde fortjent. Det har altid været mig en Fornøielse at tale med Folk af den simpleste Classe , fordi man derved erholder megen Menneskekundskab og lærer at kjende saadanne Folks gode og svage Sider, især naar man er ukjendt. Derfor kom jeg heller ikke fra hiin Samtale, førend det var bælmørkt.

At dette Væddeløb dog maatte være af stor Vigtighed, bevises bedst deraf, at Skolerne vare lukkede to hele Dage og Confirmations-Underviisningen blev afbrudt. At Skolelærerne ere fornuftige og duelige Mænd, behøver jeg vel ikke at fortælle Dig, og endnu mindre tvivler Du om, at min Præst - altsaa din Hr. Broder - heller ikke er til at kaste bag af en Vogn. Der maa altsaa ligge en Vigtighed i dette Væddeløb af en Fjerdingvej, der gaaer langt ud over en Lægmands Forstand og dybt ind i Præstens, altsaa ogsaa i din. 

Allerede om Morgenen Kl. 9 paa den første Dag, var Plankeværket udenom garneret med levende Broderier; ogsaa jeg maatte skynde mig at faae en fri Plads og var saa heldig, umiddelbart at blive en Plankeværks-Gjæst, og saae ligesaa godt som en Tilskuer paa Rigsdalers Bænken. En staaende Plads indenfor Skrankerne kostede ikke mere end 2 V, men det er dog Penge, som nuomstunder falde temmeligen i det Fine. Efterat jeg havde staaet mig træt i nogle Timer, skulde da Løbene begynde; jeg saae nogle Dyr løbe en Gang rundt i faa Minutter, men noget Overordentligt derved fandt jeg ikke, maaskee fordi jeg som Ukyndig havde forestillet mig Tingen langt anderledes. En Matros, som stod ved Siden af mig, svor paa, at han omkap med eet af disse Dyr vilde løbe Banen to Gange rundt; men han tilstod, at Dyret vilde vinde den første Omgang, hvorimod han, uden Viindrikken, skulde vinde den anden. Han paastod, at en Hest ikke i Længden kan holde Ud med ham. Heri var vel noget Brouterie, men jeg hørte Mange sige, at saadan en Sviptour ikke beviser en Hests Styrke og Udholdenhed. Derfor kan jeg godt lide nogle Nørrejyders Forslag om et Ridt hele Landet igjennem; thi da vilde man saae at see, hvilke Grimacer Petronella, Fenella og Brøndums graa Vallak - hvis den ellers ikke er bleven bovlam - vilde gjøre mod Heste af den jydske Race. Imedens man ansaae disse Ridt for noget Legeværk og ventede paa, at det egentlige Ridt ret snart skulde begynde, studsede man pludseligen ved at høre, at Væddeløbet for den Dag var forbi. "Ja, ja", raabte man, "saa begynde vi i Morgen igjen." Deels slukørede og deels under Latter hørte jeg velklædte Damer sige: "Det er en Skam at narre os April i September Maaned."

Morgenen efter læste man i Adresseavisen en Taksigelse fra Veddeløbs - Committeen for den Orden, Folket havde holdt, ret ligesom det danske Folk pleide at søge Lejlighed til at begaae Excesser. Jeg troer tvætimod Andres Anskuelser, at forstaae Taksigelsen, som om Committeen fandt sig smigret med et - intet mindre end - lovprisende Omdømme. Det være nu med Taksigelsen, som det vil: den syntes anden Dagen at have gydet Olie i Ilden.

Paa den anden Væddeløbs-Dag syntes Folkets Raptus eller Manie at være noget kjølnet, thi Hastværket med at tage Plads var meget maadeligt, og af betalende Tilskuere vare der langt fra ikke saa mange som Dagen tilforn. Denne Dag var Majestæten med det hele kongelige Huus tilstede, og denne høie Nærværelse anseer jeg som en væsentlig Aarsag til, at Pluraliteten indfandt sig ved Væddeløbet anden Gang. At Folket henvender sig til den Kant, hvor Kongen opholder sig, finder jeg at være en god gammel Skik; der ligger noget Betydningsfuldt i denne Nærmelse til Kongehuset. - Løbet begyndte nu ved Klokkens anden Lyd; Dyrene rendte, som om de vare gale, hvilket ikke er saa underligt, naar man betænker, at en Flaske Madera nok kan oplive Geisten; Flere paastode, at Rytterne ogsaa vare halvfulde, thi de sadde ikke som Ryttere; men skjøde Ryg som Aborrer; dog maaskee den Stilling hører til Løbet, for at befrie Dyrene for noget Vindfang. Løbet fortsattes noget længere end Dagen tilforn, og Resultatet af det Hele blev, at, til Exempel, Petronella vandt 1300 Rd r. S, hvilke hun vist vilde have tabt, hvis hun skulde have rendt Jydland igjennem, eller trukket 20 Tdr. Hvede fra Odense til Svendborg. Her maa man sande Ordsproget, som siger, at "den Hest, som trækker meest, faaer mindst af Havren." Om Petronella kan man istemme Peter Syvs Ordsprog, at "hvor Traaden er svagest, der brister den": derfor tør den ikke vove et Løb med de jydske Heste. Samme Forfatter siger ogsaa, at "det er ingen Skam, at den Ringere viger den Mægtigere"; dette skulde Petronelas Eier smukt betænke og efter en Gevinst af 3,000 Rd ved nogle Sviptoure - en sand Levevej! - lade Bæstet nyde Ro i sine svage Dage. Jeg siger "svage Dage", fordi Petronella har Ord for at have Spat, hvilket hos Heste vel maa ansees som Podagra, og formodentlig kommer af Vinen, en Drik, som maaskee burde forbydes ved alle Væddeløb, og som de gode Jyder vel ikke ville taale. Under Løbet skeete ingen Uordener, da Politiebetjente og Husarer havde det nysgjerrige Publicum i Kikkerten - naar undtages at en Deel Bræder og Lægter bleve frarevne, hvorved det blev lettere for Uberettigede at tage Plads paa Rigsdalers - Bænkene. En Husar var fuld, formodentligen af Glæde over det nydelige Skue, og en Politiebetjent fik en alvorlig Kindhest formedelst sin Iver. Hvem Dommeren var under dette Løb, veed jeg ikke vist; Nogle sagde, at det var Petronellas Eier, Andre, at det var dens Leier; men jeg har ladet mig sige, at det var Hertugen af Augustenborg. Gevinsterne bleve hentede ved Dommersædet, hvor, som sagt, Petronella indkasserede 1300 Rd r. S. for et umaadeligt Spring. Nu er da den Stads forbi for i Aar; til næste Aar faaer man vel noget Lignende, hvis der ellers ikke kommer en Kurre paa Traaden. For Petronella er jeg nu ikke mere bange. Hvad disse Væddeløb have beviist, gad jeg dog gjerne vide; thi som Ukyndig kan jeg ikke øine den mindste væsentlige Nytte.

(Kjøbenhavnsposten, 20. september 1832)