Politiet lukker Lossepladsen paa Kløvermarken. (Efterskrift til Politivennen).

 En Torturanstalt for Vognmændenes Heste.

På Toppen af en af de høje Skarndynger.

Det er vist egentlig ikke saa overdrevent mange Københavnere, der kender Kommunens Losseplads paa Kløvermarksvej, andet end af Navn. Hvis nogen vil vove sig derud, helt ud forbi Flyvepladsen, omtrent helt ned til Stranden, vil man faa en Oplevelse, som man ikke let glemmer - men det er nærmest en Oplevelse af en grufuld Art.

Paa det flere Tønder Land store Grund, har efterhaanden ophobet sig mere end 30 Aars Aflagringer af Storbyens Snavs, Smuds og Affald, det minder om en af Verdenskrigens, af granater og Trommeild hærgede Landsbyer, hvor havarerede Møbler, gamle møbler, Spande, Kulkasser, og alt hvad nævnes kan af kasseret Husgeraad og Skraldebøtteindhold, ligger spredt og halvt nedgravet i Aske. Snavs og Uhumskheder. Og over hele det udstrakte Felt staar en Os og Stank, der virker mosten kvælende.

Saaledes er det første afskrækkende Syn, man ser, gaar man nærmere til, faar man yderligere Grund til at forfærdes. Denne kæmpemæssige Ophobning af Snavs er ikke alene sundhedsfarlig og forpester Luften i vid Omkreds, men den er samtidig en Dyrplagerianstalt i større Stil. Fra Indkørslen ved Kløvermarksvej gaar Kørevejene, som Dagrenovationsvognene skal befare, i flere Retninger hen over Pladsen, de skraaner op ad og hæver sig mere og mere, indtil de paa de Steder, hvor "Skraldet" i disse Dage skal aflæses, naar op i en Højde, som en femetages Rygning. Her skal Hestene slæbe læssene op - de vejer mellem 6 og 8000 Pund Stykket - ad en Vej, der er belagt med Sveller, der imidlertid mange Steder er saa slidte, at det er et Under, at Dyrene ikke stikker benene igennem og faar dem brækket. Og i disse Page, hvor Sne og Isslag har gjort Træbelægningen glat som et Spejl, har der ikke været sørget for tilstrækkelig Grus- og Slaggebelægning - det har været en Tortur og et Helvede for de arme Dyr - og der behøves vel ikke flere Ord for at bevise, at her foreligger rent skandaløse Forhold.

Fra samtlige Vognmænd har der da ogsaa i lange Tider lydt et enstemmigt Jammerraab: Vi faar vore Heste komplet ødelagte! Og de sidste Dage er Raabet steget saa højt, at det har naaet højere vedkommendes Øren, og man har taget Alfære. Fra i Lørdags Aftes har Politiet forbudt Tilkørsel til Kløvermarkvejens Losseplads indtil videre. Renovationsvognene maa foreløbig køre til Kommunens andre lossepladser, der forøvrigt heller ikke er for yndige, her foreligger altsaa det mærkelige Tilfælde, at den ene af Kommunens Afdelinger maa træde op mod den anden, og bedre Bekræftelse paa, at Forholdene er rent ud skandaløse kan man vel ikke godt faa.

Vore lossepladser er en Skamplet paa København, vi kan ikke være dem bekendt, de er en forpestende Smittekilde for Mennesker og en oprørende Torturanstalt for Trækdyrene. Og man behøver jo blot at gaa ud i Nabokommunen, Frederiksberg, for at se hvorledes det bør være. Der har man den store Destruktionsanstalt, hvor al Dagrenovation bliver brændt og forvandles til en Indtægtskilde for Kommunen, idet den udnyttes som en rentabel Varmekilde. Der kommer Kommunalembedsmænd fra fremmede lande for at se Forbrændringsanstalten paa Frederiksberg, og drage Lære af denne Mønsterinstitution, men lige ved Siden af, her i København, følger man vore Forfædres Eksempel fra Stenalderen, man laver Køkkenmødding i Kæmpeformat.

Københavnerne burde valfarte ud til Lossepladsen paa Kløvermarksvej, se Svineriet, lugte Stanken og høre de arme Hestes Stønnen, naar de slæber sig sønder og sammen, saa vilde de det blive enige om at rejse et Protestraab der kunde gøre Ende paa disse Forhold, der hører en fjern Fortid til.

Larus

Der træffes nu Foranstaltning til Forbedring.

Vi har i Dag til Morgen haft en Samtale med Politiet, der meddeler os, at Kommunen har givet Ordre til at hygge en hel ny Bro paa Lossepladsen med mindre Stigning, og Vognene henvises foreløbig til en ny Plads for Enden af Holmbladsgade.

(Aftenbladet (København), 10. januar 1928)