28 februar 2017

Anmodning til Snedkermester-Enken i Klosterstræde.

Det har forundret flere af Deres genboer og naboer at der sidste flyttedag er etableret en slags værtshus i Deres stueetage. Især da en driftig og redelig mand i vist nok over 20 år har ernæret sig i Deres kælder ved den samme næringsvej. Det synes derfor at være ikke just så ganske rigtigt at De med deres vilje og vidende påfører en mand som De i så lang tid har været tilfreds med som lejer, en rival der vel nok som her er tilfældet, ikke synderlig kan skade ham, men dog heller ikke gavne ham, og som han derfor vist helst ønsker at være fri for.

Den orden som De hidtil har iagttaget med hensyn til valget af Deres husbeboere, lader formode at De sørger for at denne misalliance mellem stue og kælder snarest muligt hæves, som også at den malede kvindelige figur som undertiden findes posteret i vinduerne, bortskaffes da den let kan antages for en af Veneris præstinder i stedet for hvad den nok på det sted skal forestille: en af Bacchus'.

(Politivennen nr. 1147, Løverdagen, den 23de December 1837. Side 809-810)

Bøn om en saare nødvendig Broforbedring.

Er der nogen gade eller noget gadestykke i København eller på Christianshavn hvis stenbro trænger til omlægning, så er det det stykke af Overgaden over Vandet der løber fra Børnehustorvet forbi Børnehusbygningen til Snorrebroen. Det er umuligt andet end at denne stenbros trang til omlægning jo for længe siden må have tiltrukket sig vedkommendes opmærksomhed. Årsagen til at den altså ikke allerede for adskillige år siden er blevet omlagt, må man efter al formodning søge deri at der nok har været ventet på at den afbrændte del af Børnehuset, tilligemed de tilstødende smårønner ville blive opbygget og at man derfor har udsat brolægningen. (Så vidt indsenderen mindes er der omtrent for 2 år siden allernådigst blevet nedsat en kommission for at tage under overvejelse hvorvidt der er resurser til at opbygge den del af straffeanstaltens bygninger der afbrændte i året 1817, men dens resultater er endnu ubekendt for publikum). Men da straffeanstalten må betale en betydelig årlig leje til Søkvæsthuset for en del af denne bygning der er overladt den til brug, og der intet synderligt skal blive oplagt fra fortjenesten ved tvangsarbejdernes arbejde, har det nok lang udsigt endnu inden det engang vil komme dertil. 

Man kunne vel sige at det er unødvendigt at dette stykke gade står åbent til almindelig passage siden denne strækning ved en lille omvej kan passeres enten på den venstre side af kanalen eller gennem Dronningensgade. Men nødvendigt er det dog at vejen passeres ikke alene af dem der bor i disse Børnehusets tilbygninger og dem der har forretninger enten på Børnehuskontoret eller hos de betjente der bor i disse, hvor i blandt inspektøren, men også af vagten, af de der udstillede skildvagter og af forbedringshusfanger som for tiden hver dag bruges til at trække trillebøre med spise og drikke samt materialer til og fra Kvæsthuset og fra og til Børnehuset såvel som af de arbejdsfolk og opsynsmænd der på vejen holder vagt over dem. 

Christianshavn Straffeanstalt o. 1840 (Both).

Når man ser hvorledes disse fanger nogen gange medtages som dragere for svære trillebøre på denne elendige stenbro, hvor de ved at gå på trætøfler udsættes for at forvride benene og måske at blive til krøblinge, hvorved deres ulykkelige tilstand i verden kan blive endnu mere ulykkelig, nødes ethvert følende menneske til at ønske denne stenbro omlagt. Indtil dette sker, var det vist godt om de fanger der bruges til dette, dem næppe i straffeanstalten ved deres idømte pålagte arbejde, blev forsynet med sko i stedet for tøfler, og at dette ikke allerede er sket, må man vel for en del tilskrive de overhåndtagende forretninger den for sin dristighed bekendte inspektør har uden hvilke nødvendigheden af en sådan forsorg for disse mennesker vel næppe ville blevet bemærket. Var det endda mennesker der var idømt straffeanstalt for livstid, kunne straffeanstalten om de kom til skade og blev krøblinge, nogenlunde formilde deres ulykke ved efter pligt at brødføde dem, men ufejlbarligt er de mennesker som bruges til denne transporteren, alle årsfanger som i fremtiden når deres straffetid er til ende, skal tjene deres brød som frie mennesker.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 791-794)


Redacteurens Anmærkning

At fanger kunne udskifte en straf med deportation til Brasilien, fremgik af en artikel i Kjøbenhavnsposten 4. september 1836:
(Hamborg den 18de August.) Det havde allerede længe været den herværende Øvrigheds Ønske at deportere saadanne Forbrydere, der ere dømte paa en Række af Aar eller Livstid, for at befrie Fængslerne og Staten for dem. Underhandlinger med det australiske Colonisationsselsskab i London bleve virkelig indledede og Overeenskomst blev ttilveiebragt; men da den ikke stadfæstedes af den engelske Regjering, kunde den ikke blive bragt til Udførelse. Saa meget desto velkomnere var derfor Tilbudet af en Capitain fra Brasilien, der med sit Skib ankom hertil for at hverve Rekrutter. Man overlod det til Tugthuusfangernes eget Valg, om de vilde lade sig borttransportere eller her udholde deres Straffetid. Antallet af de, der meldte sig, var saa stort, at ikke alle kunde finde Plads ombord paa hiint Skib, der kun er en lille Brig, og som tillige havde andre Udvandrere ombord. Det afseilede den 27de Juli d. A. For os er denne Emnacipation fordeelagtig saavel i finantieel som i moralsk Henseende. Capitainen vil meget godt finde sin Regning derved, da han foruden den Godtgjørelse, han her har, formodentlig ogsaa af sin Regiering vil faae Haandpenge udbetalt, desuden er han ifølge en nylig bekjendtgjort Lov fritagen for Havnepenge og andre Afgifter, naar han medbringer hundred Colonister. Man kan derfor vente, at deslige Expeditioner ville finde Gjentagelse.
At ideen slog an andre steder, fremgik af Kjøbenhavnsposten 23. september 1836:
I "Itzehoer Wonchenblatt" spørges om man ikke skulde kunne sende en Deel af de Fanger, Straffeanstalten i Glückstadt indeholder, til Brasilien, saaledes som vor Nabostad Hamborg har gjort. Derved vilde mangen Commune fritages for en stor Byrde; og hvad Nytte stifte saadanne Folk, som efter 5 eller 10 Aars ophold i Straffeanstalten igjen erholde deres Frihed? De bruge den sædvanlig til atter at stjæle og foraarsage Communerne nye Omkostninger. 
Et indtryk af omfanget af antallet af fanger uden for Danmark fik man i Kjøbenhavnsposten den 19. september 1837:
Ved Slutningen af den forløbne Junimaaned befandt der sig i Glückstadt-Straffeanstalter 689 Fanger. Af disse vare 326 fra Hertugdømmet Holstein, 336 fra Hertugdømmet Slesvig, 20 fra Hertugdømmet Lauenburg og 7 fra Fyrstendømmet Lübeck. Fra 1ste Apil til 11ste Juli bleve modtagne 53 og løsladte 43; der døde 7. Antallet af Tugthuusfangerne er saaledes forøget med 3. 

27 februar 2017

Tappenstreg med Musik

Den skik at udmærke kongens og dronningens fødselsdage ved at lade tappenstregen ledsages af musik, er her til lands ikke meget gammel, men gammel nok til den erfaring at den giver anledning til en hel del uorden. Og vi mindes endnu ret vel optøjerne i årene 1819 og 1820. At man på disse landets festdage giver almuemanden lejlighed til morskab på sin vis og til at betænke disse dages betydning, er vist nok meget rigtigt. Men når denne offentlige forlystelse let går over til offentlig uorden, så er det vel mest rigtigt at man tænker på at arrangere dem anderledes. 

I så henseende vil indsenderen ikke undlade at gøre opmærksom på at man i Aalborg har optaget den skik at lade reveillen ledsage af musik, og denne skik fortjente vist nok overalt at blive fulgt. Foruden at morgenstunden langt fra ikke volder så megen tummel, og man lettere da i fald kan blive mester over kåde og alt for lystige personer, så synes det også i sig selv mere hensigtsmæssig at forkynde dagen med offentlig musik end at slutte den hermed. Man vil bringe folket til, om ikke at tænke over dagens betydning, så dog at glæde sig på den. Men hvad er da mere rigtigt end at gøre dette når dagen gryr frem, end når mørket helt har fordunklet samme? 

Endnu en fordel ville man opnå især i de mindre garnisonsstæder ved det: at regimentsoboisterne der i almindelighed også assisterer med musik ved baller som da holdes, således lettere kan opfylde deres pligter i den private tjeneste. Og dette synspunkt fortjener når forandringen ellers er hensigtsmæssig, også at komme i betragtning.

(Politivennen nr. 1144, Løverdagen, den 2den December 1837. Side 775-776)

Skattegravere i stor Stiil.

I denne tid drives et uvæsen der må tildrage sig almindelig opmærksomhed og i sine følger være højst foruroligende: Det består nemlig deri at en masse lazaroner af begge køn - såkaldte benhandlere - lige uden for fæstningens volde og på dens glaciser daglig fra den tidligste morgenstund (i sidste måneskin endog om natten) opgraver jorden og roder omkring i det for at søge efter ben og glasstumper etc.

Indsenderen gør det til pligt at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på denne genstand ikke alene på grund af den omstændighed at disse fatale gæster derved beskadiger træerne, græsningen og gør jorden hullet og ujævn, men hvad der måske er værre, at de ved denne lejlighed samles i store hobe og under udøvelse af deres lovstridige beskæftigelse vist nok aftaler og lægger planer til mange brud på den fredelige borgers ejendomsret for hvilken disse personer ikke har nogen agtelse eller respekt. Flertallet af disse skattegravere er ganske unge mennesker hvor i blandt endog en mængde drenge af den klasse der ellers sædvanligvis gæster torvene og går på fangst hvor der findes lejlighed til at bestjæle bønder og andre. Ligesom fruentimmerne er af det lasede løsagtige slags der om sommeren er så bekendt på vores Farimagsveje.

Indsenderen der længe med rimelig harme har set den mageløse frækhed hvormed disse personer vedbliver deres håndteringer, endog efter at der flere gange er gjort jagt på dem, og der er opsat brædder som erindrer om ikke at udøve deres lovstridige handlinger på fæstningens glaciser og dikterer straf for det, måtte især i højeste grad blive indigneret fredag den 24. og lørdag den 25. november ved at bemærke at ligesom slaverne der var udsendt for igen at udjævne jorden overalt hvor den var oprodet, var beskæftiget uden for Vesterport på den ene side af alleerne, ligeså hurtigt var igen deres plads indtaget af store hobe lazaroner på den anden eller modsatte side som med en dristighed næppe nogen skulle tro fortsatte deres skattegravning uforstyrret. 

Senere har man set dem i fuld virksomhed så godt som jævnsides slaverne der rimeligvis er deres venner. Det uvæsen der uagtet hvad der hidtil er gjort i mod det, synes at skulle vedblive, må være enhver borger, men især enhver grundejer foruroligende. Da ingen kan borge for at når dette utøj intet mere udbytte finder på fæstningens enemærker, de da måske lig en bisværm i masse anfalder private folks ejendomme, der lige så lidt som det offentliges i deres øjne har noget helligt, og der med ødelæggelsens sværd fortsætter deres håndtering.

Ser autoriteterne sig ikke i stand til at holde dem borte fra fæstningens territorium, må den enkelte private mand til hvis rådighed der ikke står sådanne midler, endnu mindre kunne det. Og at gå dette pak i møde for enkeltmand, ville være foruden en masse af grovheder, at risikere liv og lemmer, for de spader og hakker hvormed de alle er forsynet, er våben de sikkert ville vide at bruge i påkommende tilfælde. Og spørger man endelig hvortil anvendes de således fortjente penge, bliver svaret at de svires bort i værtshusene og anvendes kun på at fylde halsen med brændevin og andre spirituøse drikke under jublen og triumferen over at have kunnet unddrage sig de anstillede forfølgelser og den velfortjente straf. 

Kom virkelig disse penge til nogen sand nytte, blev den yderste nødtørftigheds trang derved afhjulpet, så var der dog noget hvormed sagen for en del kunne undskyldes. Men hvem der mod aften passerer Vesterbro og ser hvorledes hele flokke af disse væmmelige skabninger hvis moralske forbedring sikkert kun er en tom lyd - kvinder og unge drenge, mange endnu næppe konfirmerede - straks efter at have fået penge for deres varer, ligesom glubende dyr styrter ned i værtshuskældrene hvor de sædvanligvis fordriver hele aftenen så længe der er noget af fortjenesten tilbage - han kan sikkert ikke uden harme betragte anvendelsen. Under nydelsen af disse drikkevarer og i beruselsen ligger sikkert ofte planer til indbrud og tyveri. Hvad den ene ikke kan udfinde vil nok en anden hitte på af de mange, der fra den spæde barndom er indprentet had imod enhver hvis stilling og skæbne synes bedre end deres. og blandt det store selskab vil der vel altid findes flere der allerede har deltaget i, vel muligt også er straffet for forbrydelser af denne art.

Med tavshed vil indsenderen aldeles forbigå hvad der i moralsk henseende på disse steder og i disse selskaber går i svang. Men konversationsgenstanden er vel i almindelighed kun måder på hvilken man bedst kan trodse og forhåne lovene, og dem, deres håndhævelse er betroet samt undgå retfærdighedens arm.

Da mængden som allerede bemærket er halvvoksne drenge og piger til hvem efter de bestående politianordninger ingen værtshusholder tør skænke brændevin eller andre spirituosa, tror indsenderen det ikke at være af vejen om politiet ville se ned i disse værtshuskældre hvoraf en straks foran på venstre side af Vesterbro især skal udmærke sig og hvor disse væsner holder til.

Det er indlysende hvor dårligt de ældres eksempel må virke på de måske endnu ikke aldeles fordærvede unge der befinder sig i deres selskab. Og betragtet fra denne side fortjener den her fremstillede sag det offentliges opmærksomhed. Ligesom forstædernes indbyggere ville være politiet tak skyldig om der snarest muligt skete en renselse ved hvilken det tilhold som disse personer nu uforstyrret nyder i disse kipper, blev forstørret og vedkommende værter draget til ansvar hvorved sikkert mane tyverier ville forebygges. Hvorvidt for øvrigt de tiltagende benoplag der om sommeren udbreder en pestilentialsk stank trindt omkring, og tit kan forårsage sygdomme, bør tåles af Sundhedspolitiet må indsenderen henstille til høje ansvarliges bedømmelse.

Efterskrift. Efter at denne opsats for ca. 14 dage siden var færdig, indtraf forhindringer hvorved sammes indsendelse blev forhalet. Og da senere nogle yderligere foranstaltninger blev truffet fra det offentliges side ved bekendtgørelse i aviserne og opslag udenfor portene for at hæmme dette uvæsen så besluttede indsenderen at holde den tilbage. Men da han bemærkede hvor frugtesløse disse foranstaltninger var, og da disse lovovertræder dagligt, især søndag den 10. og mandag den 11. i store flokke drev deres håndtering, bestemte han sig til indsendelsen.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 779-784)

26 februar 2017

Vægter-Maaneskin.

Det går hos os yderst langsomt med at afskaffe eller forandre indgroede sædvaner, forældet slendrian og groteske skikke, skønt tusind stemmer har hævet sig derimod. Således har her den meget underlige indgroede skik som i ingen anden hovedstad finder sted: ikke at tænde lygterne når almanakken forkynder måneskin. Man tager aldeles intet hensyn til at der på de bebudede måneskinsaftener kan indtræffe tåge, sne, regn, tyk luft m.m.; men vægterne har fra Arilds tid den ordre ikke på sådanne almanakaftener at tænde lygterne, eller også blot at lade dem lyse visse timer og atter slukke dem til en bestemt tid, om endog et egyptisk mørke da finder sted. I andre hovedstæder slukker man derimod slet ikke lygterne, men lader dem lyse fra den mørke aften til den klare dag. For ikke at tale om at København skønt forsynet med nye lygter, alligevel står tilbage i gadebelysning for andre hovedstæder. Så længe altså København har haft lygter, har den formodentlig også haft omtalte formørkelsesanordning, og ingen af de høje vedkommende har endnu indset: at af alle måner er den københavnske måne en af de mest genstridige og trodsige, den respekterer hverken Magistrat eller politi og ænser ikke almanakkens bebudelser.

Skønt lygteskatten opkræves med en klækkelig sum, må vi dog i flere aftener vandre i bælgmærke, og det undertiden således at vi ikke kan se hånd for øje eller finde hjørnet af gaden, ja ofte udsættes vi for at falde og blive lemlæstede. Det er på sådanne aftener et held for os at der fra så mange butikker og kældre udbredes lys over gaderne. Var det ikke tilfældet, ville det ikke være muligt at gå uden håndlygter fra det ene sted i byen til det andet. Man må altså takke butik- og kælderbeboerne der dog hver især må yde deres andel i lygteskatten, for dette gode! - I de to sidste måneder ville den stridige københavnske måne ikke udbrede sit lys over byen. Den holdt sig til trods for almanakkens bebudelse skjult i tåge eller skyer, og selv ikke aftenen før flyttedagen ville den lyse før henimod kl. 9, mens vi arme indbyggere snublede over halm og møddinger. Ja man hørte endog (for se kunne man ikke) at flere karle med byrder stødte mod hinanden og spolerede flyttegodset. Man kan da ikke andet end falde i forundring over vedkommendes utidige sparsommelighed især på sådan travl aften. Vel tales og skrives der meget om besparelser, men alt til sin tid, sagde den vise Salomon. - at lade indbyggerne vandre i mørke når vægtermåneskin er bebudet, er en latterlig og højst utidig sparsommelighed.

Har nu denne uskik fundet sted i århundreder, så tror man med ret og rimelighed at det må anses for at være på tide at den endelig bliver afskaffet, så at det anbefales vægterne at tænde lygterne forinden mørket falder på, og under intet påskud at slukke dem før månen lyser klart og luften er fri for skyer.

Hvad lygternes slukning kl. 12 angår, vil man her ikke berøre dette. Dog var det at ønske at nogle flere lygter måtte være tændte i hver gade.

Idet vi indstiller ovenstående til de ansvarliges opmærksomhed, håber vi at se den her påankede mangel afhjulpet, da der aldeles ikke findes nogen årsag, der kan tale for at lade den vedvare.

(Politievennen nr. 1145, Løverdagen, den 9de December 1837. Side 768-771)

Mere om separatistiske Forsamlinger.

I et af de foregående numre er talt om konventikler eller separatistiske forsamlinger som af lægfolk er holdt på Sjælland, Fyn og på forskellige steder i Jylland, samt at nogle præster i overensstemmelse med forordningen af 13. januar 1741 har modsat sig disse forsamlinger, hvorved sagen er bragt for domstolene, der har mulkteret de pågældende i forhold til deres større eller mindre deltagelse i disse konventikler. Det vil måske derfor interessere nogle at erfare, at man også andet steds søger at hæmme og ophæve et uvæsen der sikkert ikke fører noget godt med sigt, men derimod kan have de sørgeligste følger. Vi tillader os derfor her at anføre en skrivelse fra Dresden af 14. november der lyder således:
"Allerede i mange år spøgede pietismens vrange meninger også hos os. I begyndelsen ubetydelig, men i den senere tid langt stærkere, og deres skæve retning blev bestandig skævere. Med stor bekymring måtte man se at pietismens tilhængere, efter at deres anskuelser havde fæstet rødder og fundet en anfører, meget hastig for æggedes og fandt stort tilløb. Men antallet voksede i en umådelig grad da en dengang højtstående og men megen myndighed beklædt mand også sluttede sig til denne sekt og besøgte dens konventikler. For det gav desværre anledning til at mange, mindre af tilbøjelighed end for den høje protektors skyld og for at anbefale sig hos ham, hengav sin til det skændige sværmeri i religiøse følelser. Publikum misbilligede dette i høj grad og yttrede sin uvilje højt, men man måtte lade sagen gå sin egen gang og for forholdenes skyld tie. Urolighederne i årene 1830 og 1831 frembragte rigtig nok også en lille rystelse i denne pietistiske stat, idet de røvede den dens mægtige støtte (M. v. E.); ikke desto mindre vedblev den, men udartede snart i allerhøjeste grad. De berygtede kønigbergske muckeres eksempel virkede også på den, og den sneg sig derefter frem ad samme bane som de. Pietisterne trådte rigtig nok sagtelig op og holdt deres forsamlinger om natten i skovene, dog ingenlunde hemmeligt nok, for man fik snart nys om det, og dette gav anledning til at man gik på spor efter dem og ryddede den vakre rede ud. De første opdagelser af disse natteforsamliner skete ved forstbetjente der fandt at et sådant værtskab var aldeles i strid med en god forstvidenskabs grundsætninger, og fordrev derfor det skabelige [budt] med de hårdeste trusler om at ville pågribe dem hvis de igen vovede på at flokke sig sammen i skovene. nu begav kliken sig et andet sted hen for att fortsætte sine orgier. Øvrigheden holdt et vågent øje med dem, og vore stadskommissærer viste sig i særdeleshed virksomme ved at gå på spor efter dem. Endelig lykkedes det at gribe dem på fersk gerning. For nogle dage siden blev hele konventiklet overrumplet i et vinbjerghus en mil herfra ligesom de ivrigt var i færd med at iværksætte deres manipulationer, og der holdtes straks forhør over dem, hvilket varede til langt ud på natten. Selskabets overhoved var til stede ved denne forsamling. Denne overraskelse vil rimeligvis give hans nærværende stilling en mærkbar og ganske anden retning. Hvilket? Det skal jeg senere give underretning om såvel som angående følgerne af denne opdagelse for alle deltagerne. Publikum glæder sig over at et anliggende som har voldt så megen forargelse, endelig er blevet bragt for domstolene."
(Politivennen nr. 1142, Løverdagen, den 2den December 1837. Side 754-756)

Redacteurens Anmærkning.

Baptisterne begyndte i 1840'erne at vinde frem, og regeringen slog til med fængsling og andet. Om end Kjøbenhavnsposten ikke direkte sympatiserede med baptisterne, så mente man dog her at de skulle have lov til at udøve deres tro ligesom jøderne. Og indirekte blev regeringens behandling af dem brugt som en kritik af styret, se fx. Kjøbenhavnsposten 12. marts 1842:
Kjøbenhavn den 12te Marts 1842. - Den stiltiende Tolerance, som man skulde troe vilde være bleven viist de herværende Baptister, indtil deres Anliggende var blevet ordnet paa en eller anden tilfredsstillende Maade, maa nu igjen være bleven opgiven. Pastor Mønster er nemlig igaar her atter bleven Fængslet. Hans yngre Broder har, som bekjendt, allerede i nogen Tid siddet arresteret i Slagelse, og vil formodentlig blive tiltalt for nogle af ham foretagne Daabshandlinger; han er iøvrigt ikke Præst som den ældste Broder, der skal være fængslet af samme Grund. Det blev dem nemlig ved deres første Frigivelse efter et Aars Fængsel  betydet ikke at foretage nogen Daab; men da deres religiæse Overbeviisning tilsiger dem at adlyde Gud mere end Menneskene, have de ligesaalidt afgivet noget Løfte i saa Henseende, som lagt Skjul paa deres Beredvillighed til at optage i Menigheden ved deres Daab Enhver, der fordrede det og hvis Tro de havde prøvet. Hvorvidt man ved den hidtil brugte Fremgangsmaade vil kunne bringe det med disse ligesaa sindige og rolige som energiske og characteerfaste Mænd maa Tiden vise; men Roes for religiøs Tolerance kan den danske Regering ikke erhverve sig derved.
Peter Christian Mønster (1797-1870) var en af pionererne inden for baptistbevægelsen i perioden 1839-1849. I 1840 boede han i Hummergade. Efter grundloven blev Mønsters menighed infiltreret af mormonerne og gik i opløsning. Han blev herefter medlem af Folkekirken. Hans yngre bror, Adolf Frederik Mønster (1812-1863) brød senere med sin storebror, og formentlig forlod han baptismen omkring 1851. Han blev lærer ved almueskolen i København.

Man kan komme for tidligt.

Den 3. november fulgtes jeg med en god ven til Nærum for derfra at besørge hans afdøde mor til sit hvilested på Søllerød kirkegård. Vi ankom til kirkegården klokken halv tolv og fandt der et andet lig nedsat i en grav og forladt af følget der opholdt sig i den kro der ligger nær ved kirkegården hvorfra også graveren kom ud til os. Vi bad denne melde præsten at vi var med liget på kirkegården, hvilket han straks udførte og bragte os det svar at præsten læste med konfirmander, men ville komme straks. 

Da vi havde ventet 1 time gik den afdødes søn til præstegården for at anmode præsten om at komme for at foretage jordpåkastelsen. Men han fik ham ikke i tale hvorimod pigen sagde at præsten der var i begreb med at klæde sig på, ville komme straks. Noget efter så vi ham komme ind på kirkegården og nærmede os ham med en ærbødig hilsen hvilken han dog ikke gengældte, men derimod i en vred tone spurgte os hvor vi turde komme ind på kirkegården før den tid der var bestemt til begravelsen nemlig kl. 12. Vi gav det svar at vi ikke var vidende om denne bestemmelse og at vi troede ikke at fortjene nogen bebrejdelse selv om vi var kommet ½ time for tidligt og det så meget mindre som der før vores ankomst var udbragt et andet lig på kirkegården. Dette svar må præsten ikke have fundet tilfredsstillende. For han vedblev endnu noget med sine ikke venskabelige bebrejdelser før han foretog jordpåkastelsen. 

Efter at denne korte ceremoni var til ende, spurgte præsten hvem der havde været inde hos ham, og da den afdødes søn erklærede at det var ham, begyndte han igen at spørge ham hvor han turde understå sig i at skynde på ham når han havde andre forretninger og klokken ikke var 12. Nogle af sørgefølget svarede at klokken nu var kvart i et, hvilket de bekræftede ved at vise deres ure. Men dette beroligede ikke den gode mand, der vedblev med sine bebrejdelser indtil endelig både han og følget forlod kirkegården. 

Skønt denne opførsel ikke ligner den de københavnske præster udviser ved lignende lejlighed, har jeg ikke villet fremsætte mine bemærkninger derover, men kun fortælle sagen som den er foregået for derved at give andre det råd ikke at komme for tidligt ved sådan lejlighed.

Sander
Handskemager.


(Politivennen nr. 1143, Løverdagen, den 25de November 1837. Side 740-742)

Bøn om Borttagelse af Vandtruget paa Skidentorvet!

Hr. Udgiver!

En ven af kreaturerne har ladet hensætte et vandtrug ved posten på Skidentorvet hvoraf de torvende bønders heste kan få en læskedrik før de begiver sig på deres hjemrejse. Så priselig end dette foretagende er, så kan dog dette trug der forbliver stående på sin plads natten over, forårsage ulempe, idet folk i mørke og ved vægtermåneskin kan tørne mod samme og således komme til skade.

Man beder derfor hr. Udgiver at De gennem Deres blad vil anmode den ubekendte veltænkende mand om at borttage truget når bønderne henimod aften forlader torvet, eftersom brugen af samme fra den tid er unødvendig og man tvivler ikke på at han jo gerne efterkommer denne anmodning. For han besidder vist nok så megen menneskekærlighed at det ville smerte ham at erfare om nogen ved at støde mod dette trug i mørke blev uduelig til ægteskab eller fik et eller andet men der muligvis kunne blive livsvarigt.

(Politivennen nr. 1142, Løverdagen, den 18de November 1837. Side 726-727)

Bekendtgørelser.

Det i sidste nummer af Politivennen påankede vandtrug på Skidentorvet borttages nu om aftenen når bønderne forlader torvet og udsættes igen om morgenen.

(Politivennen nr. 1143, Løverdagen, den 25de November 1837. Side 746)

Skidentorvet. På artiklens tilblivelsestidspunkt lå Ahlefeldts Bastion og Nørreport umiddelbart til venstre i billedet. Også i dag et af de mest befærdede torve i København. Eget foto, 2016.

25 februar 2017

Anmodning til Hr. Capitain og Brændeviinsbrænder Marcussen.

Man antager at hensigten med hr. kaptajn og brændevinsbrænder Marcussens nyt anlagte brænderi ikke har været at ryge såvel sine egne som naboernes lejere ud med kuldamp af egne boliger, ligeså lidt som formindske værternes retmæssige leje, eller forringe deres ejendommes værd i nærheden af nævnte brænderi. Som sagerne står nu, vil det uundgåeligt blive tilfældet idet at man nu ikke alene ikke kan lukke et vindue op uden at alle værelserne er indhyllet i kuldamp der ligeså lidt er god for et svagere bryst som for ejeres og lejeres værelser og møbler i det hele taget, men langt mindre som hidtil tørre vask mm. i gårdene eller på lofterne. Men derimod har hr. kaptajn Marcussen sikkert haft til hensigt at forøge sin drifts produktion og som følge heraf også sine indtægter, om ikke for øjeblikket så dog fremtiden. 

I betragtning af det og med bevidstheden om at hr. Marcussen som en rettænkende mand indser og deler den herved pålagte store byrde med sine naboer og genboer, er det man håber og ret inderlig ønsker at man snarest muligt vil træffe de fornødne foranstaltninger med nævnte brænderis skorsten der i det mindste vil gøre det nogenlunde tåleligt i den tilstundende vinter indtil foråret melder sig. Det mest hensigtsmæssige middel vil sikkert være at sætte brænderiets bygning omtrent i højde med de andre bygninger der er i nærheden. På denne måde fik denne ufordragelige kulrøg den mest ønskelige befordring over alle bygningerne, i stedet for som nu hvor den først tager kvarter i naboernes gårde og værelser inden den begiver sig på sin forestående luftrejse.

(Politivennen nr. 1141, Løverdagen, den 11de November 1837. Side 711-712)

"Man kan nu ikke alene ikke lukke et vindue op uden at alle værelserne er indhyllet i kuldamp, men langt mindre tørre vask mm. i gårdene eller på lofterne." (Fiolstræde overfor den nævnte ejendom. Eget foto, 2016).

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1837 boede kaptajn og brændevinsbrænder H. Marcussen på Store Fiolstræde 206. I 1819 var 206 blevet sammenlagt med 207 A, til: 206 & 207 A. I 1859 fik den husnummeret Store Fiolstræde 7, fra 1862 Fiolstræde 7. Huset er fra 1819.

24 februar 2017

Om vore Dages Separatister.

Historien lærer at der til alle tider har været mennesker der dels af sværmeri, dels i andre hensigter har adskilt sig fra den herskende kirke. Også i nutiden som dog glæder sig ved en større grad af oplysning, er langt fra at være fri for separatistiske konventikler. På mange steder i Jylland og Fyn såvel som på Sjælland findes der folk som har afsondret sig fra den offentlige gudstjeneste og stiftet hemmelige forsamlinger hvori bønder, fiskere og skræddere giver sig af med at forklare bibelen og med at prædike. Så uskyldigt end sådant synes, kan det dog have højst sørgelige følger. For får sådanne mennesker det i hovedet at gudstjeneste bedre og mere bekvemt kan holdes i deres egen stue, og at en fiskers eller skrædders snak kan opbygge mere end præstens tale, så behandler de snart den offentlige gudstjeneste med koldsindighed og foragt og satte omsider mistanke til læren selv. Men løsnes først et bånd som binder dem til staten, vil attrå efter at løsne flere vist nok snart opstå. Allerede giver disse personer sig navn af "troende" og "opvakte", mens de kalder andre som ikke er af deres parti, vantroende eller folk af den nymodens tro hvilke de af alle kræfter søger at omvende.

Ser man hen til den iver hvormed nogle af de mest ivrige separatister søger at gøre proselytter eller forøge deres parti, skulle man let falde på at tro at de blev styret af en skjult hånd der brugte dem til visse hensigters opnåelse. Således lader en bonde ved navn Peter Larsen fra Skræppenborg og en ditto Anders Larsen fra Gamborg i nærheden af Middelfart det ikke være nok med at virke i deres egen kreds, men de rejser omkring i hele Fyn, ja endog i Jylland for at holde forsamlinger og udbrede deres lære. For at have et påskud til sådan omflakken, fører de gerne et kreatur eller en anden varesort med sig som de siger sig at handle med.

Også på Sjælland især i den vestlige og sydvestlige del har dette sektuvæsen slået rødder og endelig vækket øvrighedens opmærksomhed. Blandt de mest ivrige nævner man skolelærer Rasmus Sørensen i Venslev der er bekendt af hans strid med dr. og ridder Bastholm i Slagelse. Denne mand har i flere år holdt gudelige forsamlinger og hans trang dertil har været så stor at han hverken ved biskoppens formaning eller efter at han af kancelliet var beordret tiltalt var at formå til at ophøre med det, før man i retten tog det løfte af ham at holde op med det indtil sagen var endt. Han har ikke indskrænket sig til sit eget sogn, men også holdt forsamlinger i andre sogne og er nu ved Antvorskovs birks ekstraret idømt en mulkt af 100 rigsbankdaler for overtrædelse af forordningen af 13. januar 1741. I samme dom er indbefattet husmand Hans Oested af Vemmelev som er idømt at betale 25 rigsbankdaler, husmand Søren Rasmussen af Ormitsløv og gårdmand Hans Andersen hver 20 rigsbankdaler, samt enken Ane Jensdatter af Foerløv, 10 rigsbankdaler sølv. Men de har samtlige erklæret at ville appellere dommen.

Skønt sådanne forsamlinger er ulovlige, finder de dog medhold og opmuntring i den Nordiske Kirke-Tidende som glæder sig hver gang den får kundskab om at sådanne forsamlinger er begyndt på et eller andet sted eller når med dens egne ord end livsrøre er begyndt blandt folket. Den opmuntrer til udholdenhed og trøster med at det større parti omsider vil gå af med sejren. De præster som efter ed og pligt har overholdt forordningen af 13. januar 1741 og angivet overtræderne for den civile øvrighed nemlig pastor Koch i Wedder, i Ribe stift, pastor Sørensen i Sinding i Århus stift, pastor Jørgensen i Hjarup ved Kolding, pastor Olsen i Holtum ved Vejle, pastor Dalhoff i Nykøbing på Morsø og pastor Duus i Vemmeløv på Sjælland - mænd hvoraf de fleste har givet prøve på kundskaber i flere videnskabsfag - erklæres for åndelig udygtige og tillægges åndelig afmagt. 

"Vist nok" siges deri "kan mange åndelige rørelser både for det enkelte menneske og i mindre og større kredse være skæv, ja meget værre end dette. Men er det en virkelig åndelig livsrøre og ikke en kødelig beregnet beregnet bevægelse, da lader den sig ingenlunde slå ned med udvortes våben. For enhver mand er dog sagtens stærkere end kød og blod. Men ved enhver udvortes hindring bryder den stærkere på, og den ild som først er tændt, blusser stærkere jo mere man udefra pirrer ved og stænger for den - og fremdeles "at åndelige rørelser skal mødes og afvæbnes alene med åndelige våben, hvis de skal bekæmpes og besejres og at enhver som møder dem med verdslige våben, bekender på engang både sin afmagt og sin dumhed." 

Dog ved sådanne henkastede ytringer vil vist nok hverken disse mænd eller nogen gejstlig der stræber at opfylde sit kalds pligter, lade sig afholde fra efter yderste evne og i forbindelse med den civile øvrighed at gøre ende på et uvæsen der kan udarte til fanatisme eller ende med vanvid. Hvilket er mere end tænkeligt når aldeles uvidende mennesker bilder sig ind at være inspireret af den hellige ånd. Således har nogle af de opvakte erklæret at de når ånden kom over dem, kunne prædike og forklare skriften lige så godt som præsten. Ja en bonde i Vemmeløv sogn som med megen iver søgte at gøre proselytter, sagde til en kone der ikke ville bide på krogen, men erklærede at være fornøjet med sin præst: "Nej, du skulle høre præsten i S., det er en anderledes mand, han er ikke født til verden som andre mennesker, han er en af de hellige som står for Guds trone og er sendt herned for at prædike det rene og sande Guds ord." Er dette langt fra vanvid?

(Politivennen nr. 1141, Løverdagen, den 11de November 1837. Side 699-704)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen fulgtes op af "Mere om separatistiske Forsamlinger" som citerer en artikel fra Dresden fra 14. november. Politivennen nr. 1144, lørdag den 2. december 1837, side 754-756.

Ugebladet Nordisk Kirke-Tidende udkom fra 8. januar 1833 til 21. februar 1841. Herefter skiftede det navn indtil 13. februar 1842 navn til Dannebroge. Redaktør og udgiver var præsten J.C. Lindberg. Derudover bidrog også Grundtvig. Bladet agiterede for sognebåndsløsning og imod ændringer i de gamle kirkeritualer.

Foruden linkene til internettet er vækkelsesbevægelserne grundigt beskrevet i "Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede" bind 1-7. 1960-1977, hvorfra nedenstående stammer:

På Sjælland begyndte den gudelige vækkelse i landsbyen Venslev ved Skælskør i 1829. Bevægelsen sluttede i 1850. Den rettede sig bl.a. mod de såkaldte "rationalistiske præster". Hensigten med at trække dem i retten efter konventikelplakaten af 13. januar 1741 var at knytte dem til statskirken, mere end at undertrykke forsamlingerne.

Hans Bastholm (1774-1856) var sognepræst i Sct. Peders kirke i Slagelse 1802-1846 og udtalt rationalist. Han mente at almuen skulle lære af det dannede borgerskab og folk som kunne give "videnskabelige" grunde for deres anskuelser.

Skolelærer Søren Rasmussen helligede sig fra 1840 politisk og folkeoplysende arbejde, bl.a. i landboforeninger. I sine pjecer brugte han et voldsomt sprog mod Bastholm som anlagde injuriesag. Søren Rasmussen tabte.

Se også Kjøbenhavnsposten nr. 80, 5. april 1831, side 265-267.

23 februar 2017

Et Vink til Vedkommende

Da der mandag aften den 30. oktober var bal ved hoffet i anledning af hendes majestæts høje fødselsdag, ligesom også aftenen derefter, brændte de 8 på begge sider af kolonnaden mellem deres majestæters kongens og dronningens palæer meget mådeligt. Om mangel på tran eller reverberernes dårlige afpudsning var skyld i det, vides ikke. Men det er sandt at denne belysning afveg meget i forhold til den som lygterne på de private bygninger i begge Amaliegaderne frembød.

(Politivennen nr. 1140, Løverdagen, den 4de November 1837. Side 693-694)


Redacteurens Anmærkning

I nogle af de første årgange af Politivennen blev beskrevet uroligheder i forbindelse med kongens (Christian 7.'s) fødselsdag. Så blev der ikke meldt mere om det, men i Kjøbenhavnsposten 10. februar 1836 blev antydet at det bestemt ikke var holdt op med Frederik 6. der havde fødselsdag 28. januar:
"Hamb. Corresp." af 6te dennes meddeler i en Skrivelse fra Kiel under 30te f. M. blandt andet Følgende: "Desværre har Kongens Fødselsdag, ligesom oftere tilforn, ogsaa denne Gang givet Anledning til Slagsmaal og blodige Pander. Studenter og Borgere bleve uenige paa et offentligt Sted, Vagten maatte blande sig i Sagen og gjøre Brug af sine Vaaben, hvorved flere bleve saarede, blandt hvilke en Student høist farligt. En Mængde Studerende ere arresterede."
Kjøbenhavnsposten fulgte med i udviklingen af Frederik 6.'s helbred, her den 2. januar 1837:
Kjøbenhavn den 2den Januar 1837. - Kongen har siden 23de eller 24de f. M. ikke befundet sig ved den ønskelige Helbred. Lægerne ansee dog kun Hs. Majestæts upasselighed for en Forkjølelsessygdom. Igaar og idag ere udstedt følgende Bulletins: Den 1ste Januar 1837. "Hs. Majestæt Kongen har ikke sovet den første Halvdeel af Natten formedelst Hoste. Derimod den sidste Halvdel, til Kl. 7, temmelig bedre. Den   Januar 1837. "Hs. Majestæt har i afvigte Nat havt bedre Søvn end den forrige. Hosten er mindre voldsom, Feberen ikke saa heftig som forhen. Hs. Majestæt synes, paa Kræfterne nær, at være bedre." 
I ugerne herefter kunne man dagligt læse bulletinerne fra kongens sygeseng:
Kjøbenhavn, den 3die Januar 1837. - Bulletin "Hs. Majestæt Kongen har Natten mellem den 2den og 3die dennes havt to Timers rolig Søvn, hvilken den øvrige Deel af Natten har været afbrudt af Hosten. Feberen er ikke ophørt; Appetiten er vel svag, men dog ikke ganske borte." 
Kjøbenhavn, den 4de Januar 1837. - Bulletin den 4 Jan.: "Hs. Majestæt Kongen har Natten imellem den 3die og 4de dennes sovet 4-5 Timer. Hosten synes mindre angribende, og Kræfterne ikke aftagne." 
Kjøbenhavn, den 5te Januar 1837. - Bulletin den 5te Januar: "Hs. Majestæt Kongen har igaar været mindre lidende af Feberen og Hosten; Appetiten er upaaklagelig. Søvnen har i afvigte Nat, skjøndt afbrudt, været velgjørende, og man kan have god Grund til at haabe en hastig Restitution." 
Kjøbenhavn, den 6te Januar 1837. - Bulletin den 6te Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt 4 til 5 Timers god Søvn. Hosten er mindre besværlig. Appetiten bedrer sig, og man kan have godt Haab om Kræfternes daglige Tiltagelse." 
Kjøbenhavn, den 7de Januar 1837. - Bulletin den 7de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat sovet 3½ Time, hvilken Søvn dog af og til afbrødes ved Hosten. Appetiten er upaaklagelig. Feberen mindre, og Hs. Majestæt føler sine Kræfter mindre deprimerede end forhen." 
Kjøbenhavn, den 8de Januar 1837. - Bulletin den 8de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har Natten imellem den 7de og 8de Jan. havt en velgjørende Søvn af 4 til 5 Timer, af hvilke 2½ vare uafbrudte af Hosten. Feberen er mindre, Appetiten temmelig god og de bedste Udsigter tilstede til en varig Bedring." 
Kjøbenhavn, den 9de Januar 1837. - Bulletin den 9de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har Natten imellem den 8de og 9de Jan. havt 4 til 5 Timers vederqvægende Søvn, iøvrigt er hans Befindende omtrent som igaar. 
Kjøbenhavn, den 10de Januar 1837. Bulletin den 10de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har sovet 4 til 5 Timer Natten mellem den 9de og 10de Jan., Hosten har været løsere, Feberen mindre; Appetiten manglede ei i Gaar, og Kræfterne ere ei svagere i Dag." 
Kjøbenhavn, den 11te Januar 1837. Bulletin den 11te Januar: "Hs majestæt Kongen har havt en god Nat, og Hosten har været mindre og læsere; Feberen er aftagende; Appetiten var i Gaar god, Kræfterne ere bedre. 
Kjøbenhavn, den 12te Januar 1837. Bulletin den 12te Januar: "Hs. Majestæt Kongen har sovet flere Timer i Nat, men hostet af og til, Feberen er mindre, Appetiten var i Gaar god, Kræfterne ere som i Gaar." 
Kjøbenhavn, den 13de Januar 1837. Bulletin den 13de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har havt en rolig og uafbrudt Søvn flere Timer i Nat, Hosten er løsere, Feberen mindre; Appetiten var i Gaar god, og Kræfterne noget bedre." 
Kjøbenhavn, den 14de Januar 1837. Bulletin den 14de Januar: "Hs. Majestæt Kongens Søvn har af og til været forstyrret ved Hosten, der dog imod Morgen blev løsere. feberen er ringe, Appetiten var i Gaar god, og Kræfterne bedre." 
Kjøbenhavn, den 15de Januar 1837. Bulletin den 15de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt 3 Timers god Søvn; Feberen er mindre, Appetiten var i Gaar god, Kræfterne ikke mindre." (Denne Bulletin er igjen underskrevet af Hans Majestæt Kongens Livlæge, Etatsraad Fenger, som, formedelst Sygdom i nogle Dage hade maattet overlade sin Function til Hr. Etatsraad Saxtorph. 
Kjøbenhavn, den 16de Januar 1837. Bulletin den 16de Januar: "Hs. Majestæt Kongens Nattero har i afvigte Nat været mindre forstyrret af Hosten, Feberen kun ringe, Appetiten i Gaar Middags god, Kræfterne temmelig gode." 
Kjøbenhavn, den 17de Januar 1837. Bulletin den 17de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt flere Timers vederqvægende Søvn; Hosten er løsere, og Appetiten i Gaar tiltagen; Feberen sporedes mindre; Kræfterne noget bedre."
Kjøbenhavn, den 18de Januar 1837. Bulletin den 18de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt 4 til 5 Timers vederqvægende Søvn; Appetiten og Kræfterne tilbage, Feberen mindre, og majestæten befinder sig i det hele bedre." 
I nogle dage endnu fortsatte dette med næsten enslydende bulletiner, dog med undtagelse af nedenstående som kom midt i februar. 
Kjøbenhavn, den 16de Februar 1837. Bulletin den 16de Februar: "Hs Majestæt Kongen har i Nat havt flere Timers Ro, og i Gaar har han gaaet en Deel omkring i sit Værelse."
Herefter meddelte bulletinerne at det gik fremad, eller i hvert fald ikke tilbage, indtil man i marts kunne løste følgende:
Kjøbenhavn, den 5te Marts 1837. Bulletin den 5te marts: "Hs. Majestæt Kongens Søvn har i afvigte Nat været noget afbrudt af Hosten, dog har det ikke havt nogen Indflydelse paa Allerhøistsammes Befindende." 
Bulletinerne må have indset det selvmodsigende i at kongen hele tiden var i bedring, for i april 1837 ændrede de indhold til at hans sygdom i hvert fald ikke blev værre. Den 22. april følgende bulletin der anslog en mindre pause indtil 25. april:
Bulletin den 22de April: "Hs. Majestæt Kongens bedre Befindende vedvarer, og de bedste Udsigter ere til, at Allerhøistsamme, med den tilstundende blidere Aarstid, hastigt vil blive restitueret."
Ifølge Kjøbenhavnsposten fra 5. juni 1837 var kongens helbred også genstand for omtale der:
Kjøbenhavn, den 5te Juni 1837. - Hans Majestæt Kongens Befindende er ofte en Gjenstand for fremmede Blades Omtale, men ikke sjelden ere Efterretningerne derom urigtige. Saaledes have tydske Blade nylig nævnt forskjellige kongl. Slotte, hvorpaa Hans Majestæt vilde tage sin Sommerresidens; ingen af disse Beretninger ere grundede. Hs. Majestæt har endnu ikke bestemt, om han i Sommer vil residere paa Frederiksberg; saavidt vi have erfaret er der endog større Sandsynlighed for, at det ikke skeer. Hvor længe Hs. Majestæt hver dag kan være oppe, ligesom ogsaa om Han foretager Spadseretoure i Haven, beroer paa Veirets Varme. Igaar befandt Hs. M. sig saa vel, at Allerhøistsamme for første Gang besøgte Hds. M. Dronningen i hendes Palais. 

En undtagelse fra Ønsket om Offentlighed.

Blandt tidens moderne feltråb danner det om offentlighed med sine forskellige tilsætninger, et af de vigtigste. Vi har hørt flere stemmer for end imod offentlighed. Men en slags er dog deraf som alle ønsker indskrænket: offentlig tilbud af kønsdriftens tilfredsstillelse.. I en hovedstad som København erkender dernæst de fleste at denne odiøse offentlighed ikke ganske kan undgås, men så nødvendigt et onde den end er, kan der dog på mange måder sættes grænser for den, så vidt muligt bør forargelse derved søges forebygget.

Under al denne hemmelighed der hviler over Københavns Politis foretagender - noget der muligvis er mere at rose end at laste og i mange tilfælde er aldeles nødvendigt - er man dog kommet i erfaring om at især den driftige politiassistent hr. Gad har i det sidste år overholdt strengt adskillige påbud der sigter til at gøre skandalen ringere. Også har man formodning om, dels at naturlige ægteskaber tolereres mindre end hidtil, dels at unge piger ikke tillades at drive den skændigste af alle håndteringer. Men - vi bør ikke blive stående på halvvejen for at formindske det onde. Der bør ikke eksistere gader som fortrinsvis er indviet til Venus vulvivaga. Indsenderen tænker herved især på Antonigade og den smalle del af Holmensgade. I den første er kun yderst få huse hvor ikke glædesiger viser sig intra eller extra fenestram, og vil man om aftenen passere dette stræde, støder man på hele grupper af disse ulykkelige væsener der frakke som de er og derhos inciterede af spiritus, hvortil de tidligt og så at sige af nødvendighed vænnes, antaster de forbigående og vel også stundom fornærmer disse. Vanskeligt kan det næppe være at få dette stræde renset for både sals- og gadejomfruer. De er tolererede personer, deres rettighed tl at føre et utugtigt levned grunder sig på en slags tilladelse som man hvert øjeblik kan ophæve, og derfor endnu mere kan underkaste indskrænkninger. De som således fordreves fra Antonistræde, vil nok finde andre smuthuller. Lige meget når blot ikke en hel gade ofres til usædelighed, og det onde bliver mere adspredt.

Hvad her er sagt om Antonistræde, gælder endnu mere om bordellerne i de lave huse i Holmensgade. Her findes vel ikke denne omflakken og antasten på gaden, men paraderingen i kældervinduer - for andet end kælderetager kan stuerne vel ikke kaldes her - volder at selv børn tidligt gøres og bliver opmærksomme på hvad man måtte ønske blev dem for det første ubekendt. Hvorfor kan bordellerne ikke aldeles udelukkes fra disse kældre? Det er jo sket med en del af dem, og værterne kan jo ikke siges at have købt deres småhuse med rettighed til at der at drive en ussel håndtering. Er det absolut nødvendigt at sådanne værter og gæster eksisterer, da byder dog omhu for andres vel at unddrage dem mere offentligheden, der her sikkert virker i en anden retning end den hvorpå så mange nu råber. Desuden er der intet spørgsmål om at så snart Venus vulvivaga bandlyses fra den smalle del af Holmensgade, den ene rønne derefter den anden vil blive ombygget til anselige huse. Gadens linje vil da blive forandret, og hvad der kun kan ventes opnået efter ulykkestilfælde, vil da af sig selv komme i orden.

Dette vigtige synspunkt hvorved selve gaden vil tabe sit vansirende udseende, håber indsenderen måtte ikke så lidt tale for at hans forslag skænkes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 1140, løverdagen, den 4de November 1837, side 683-686)

Bremerholm er et levn fra Holmensgade, som den skiftede navn til efter at Ulkegade var blevet berygtet pga. prostitution. Disse huse er alle fra efter bybranden i 1795 (slutningen af 1700-tallet), og eksisterede altså på Politivennens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

22 februar 2017

Gadepatrol paa Christianshavn og Amagerbro.

Straks når man fra Nybørs kommer over Knippelsbro finder man i brolægningen huller og hjulspor der er til ulempe for heste og vogne.

Enhver der har lyst til at se en gade som den ikke burde være, behager at tage Sankt Annæ Gade i øjesyn. Den er fuld af store huller der efter regnvejr står fulde af snavs og vand. Den søger virkelig sin mage, og i slethed kan hverken Sofiegade eller den sydlige del af Dronningensgade måle sig med den, og det er dog meget.


Sankt Annægade. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Bådsmandsstræde har intet gadenavn påmalet, hvilket dog burde være tilfældet. Dog denne mangel anses vel for ubetydelig der hvor så mange vigtigere findes. 

Ved den nye kaserne er passagen over volden spærret ved et gitterværk og adgang til den del af volden hvorfra den skønneste udsigt haves, er forment publikum. Det er kun få år siden det blev tilladt at betræde Christianshavns volde, og man kan nu sige at denne herlighed varede kun kort.

Den dybe grøft omkring det udyrkede jordstykke lige ud for nysnævnte kaserne står fuld af råddent og stinkende vand. En rensning af samme er vist højst nødvendig.
Vejen nedenfor volden på begge sider af Amagerport er i vådt vejrlig et uføre, man finder også der tydelige beviser på at de nærboende ikke mangler åbning, kun kan denne vedkommendes sundhedstilstand ikke glæde dem som er nødt til at vae i sådant.

På Amagerbro er mellem vindebroerne anbragt nogle huller for at lede regnvandet ned i graven. Men disse huller er i nuværende tilstand meget farlige, da de over samme anbragte krydsjern enten er sunket eller står så højt op over hullerne at man kan få en fod eller endog et ben brækket ved at træde i samme, hvilket i slibrigt føre så meget lettere kan se som brolægningen går skrå ned mod hullerne for at lede vandet til disse. 

På en jordlod ved indgangen til fælleden er en losseplads for gaderenovation, og straks derved en svinekoloni der kun ved et lægtegitter er adskilt fra vejen. Dette ensemble i forening med natterenovationskulen forårsager at broens beboere ikke kan nyde det de beder om i den 4. bøn. 

(Politivennen nr. 1139, Løverdagen, den 28de Oktober 1837. Side 680-682)

Ønske i Anledning af en Uorden paa Veien over Dosseringen.

Vejen over Dosseringen langs med Sortedamssøen fra Nørreport til Østerport er som bekendt aflukket med en låge der vender ud til broen, og hvortil beboerne af blegdammene har nøgle. Mens det gamle bolværk for søen stod, forhindrede en slags pallisadering som strakte sig fra lågen nogle alen langs med bolværket, uberettigede fra at komme ind på Dosseringen. Nu derimod hvor dette værn ikke findes der, kan enhver let svinge sig over bolværket ved siden af lågen ind på Dosseringen. Dette var tilfældet i mandag aftes med tre kåde personer som efter at være kommet ind på denne måde, anfaldt og fornærmede nogle damer der af en halvvoksen person blev ledsaget ad denne vej til deres bolig på en af blegdammene. Mange som har skaffet sig nøgle til lågen for ad denne vej at vandre fredeligt og mindre antastet til deres hjem, end ad den øde Blegdamsvej, bliver skuffet i denne deres forventning når enhver kan finde adgang til samme. Såvel herfor som for at sikre Blegdammenes beboere for tyve, er det ønskeligt og nødvendigt ved en slags pallisadering eller på anden måde at spærre adgangen til Dosseringen for dem som ikke er betroet nøgle til lågen.

(Politivennen nr. 1139, Løverdagen, den 28de Oktober 1837. Side 672-673)

På Stadsarkivets kort fra 1823-24 kan man øverst se at området mellem Blegdamsvej og Søerne var udstykket i 23 blegdams-parceller hele vejen fra det vi i dag kender som Nørrebrogade til Østerbrogade. Nederst til venstre kommer vejen fra Nørreport, med tømmerpladsen og kirkegården markeret. På den anden side af broen Store Ravnsborgs jorde. Bemærk at dæmningen med Fredensbro ikke er bygget endnu (den kom først til i 1878). Langs søen er markeret en dæmning hvorpå den omtalte vej formentlig forløb.

Redacteurens Anmærkning

Stien langs søen udviklede sig ifølge Kjøbenhavnsposten den 28. juni 1844 i uheldig retning:
Som bekjendt har Kjøbenhavn nu i et Par Aar havt en saakaldet Forstjønnelses-Comitee. Medens man ikke endnu har seet synlige Frugter af dens Virksomhed, er det ikke saa sjeldent at træffe paa nye Indretninger i en ganske anden Aand end Forskjønnelsens. Hertil kan især henregnes, foruden den sædvanlige Masse Ureenlighed indenfor Voldene, den stedse hyppigere Anlæggelse af de væmmelige, stinkende aabne Svinestier klods op til de mest besegte Spadsereveie udenfor Byen. Saadanne industriøse Svinerier har man nu ikke blot ved gamle Kongevei og Rolighedsveien ved Østerbro; men man har uden videre i denne Sommer oprettet en velbesat Svinesti lige op til Stien paa Dosseringen fra Nørrebro til Østerbro, og derved forskaffet Kjøbenhavns Drikkevand et Naboskab af en ny Art. Stierne langs Søerne ere de eneste Spadsereveie omkring Staden, hvor man kan undgaae de modbydelige Støvmasser. Men - til Vederlag derfor begynder nu Svinespeculanterne - som vi ingenlunde behøve at forskrive fra Aalborg - at opfylde Luften her med deres Fabrikers ækle Overfylde af raadne Dunster. Dersom Politiet ikke af egen Drift vil vise Sundheden og Velanstændigheden saa megen Opmærksomhed , at det vil tilholde Speculanterne at anbringe deres Svinestier paa Steder, hvor man ikke er for godt vant, saasom i afsides Kroge paa Broerne eller mellem den duftende Garnering af Møddinger, som indfatter Farimagsveien, saa var det vel ikke for meget forlangt, om Forskjønnelses-Comiteen traadte op og lagde idet mindste en negativ Virksomhed for Dagen her. Hvad har overhovedet den Mængde Svinestier at gjore paa Hovedstadens Grund? Skulle Hovedstadens Indvaanere maastee leve af Svinerierne ligesom Smaastæderne af Landbrug og Qvægavl? - e -