28 februar 2017

Bøn om en saare nødvendig Broforbedring.

Er der nogen gade eller noget gadestykke i København eller på Christianshavn hvis stenbro trænger til omlægning, så er det det stykke af Overgaden over Vandet der løber fra Børnehustorvet forbi Børnehusbygningen til Snorrebroen. Det er umuligt andet end at denne stenbros trang til omlægning jo for længe siden må have tiltrukket sig vedkommendes opmærksomhed. Årsagen til at den altså ikke allerede for adskillige år siden er blevet omlagt, må man efter al formodning søge deri at der nok har været ventet på at den afbrændte del af Børnehuset, tilligemed de tilstødende smårønner ville blive opbygget og at man derfor har udsat brolægningen. (Så vidt indsenderen mindes er der omtrent for 2 år siden allernådigst blevet nedsat en kommission for at tage under overvejelse hvorvidt der er resurser til at opbygge den del af straffeanstaltens bygninger der afbrændte i året 1817, men dens resultater er endnu ubekendt for publikum). Men da straffeanstalten må betale en betydelig årlig leje til Søkvæsthuset for en del af denne bygning der er overladt den til brug, og der intet synderligt skal blive oplagt fra fortjenesten ved tvangsarbejdernes arbejde, har det nok lang udsigt endnu inden det engang vil komme dertil. 

Man kunne vel sige at det er unødvendigt at dette stykke gade står åbent til almindelig passage siden denne strækning ved en lille omvej kan passeres enten på den venstre side af kanalen eller gennem Dronningensgade. Men nødvendigt er det dog at vejen passeres ikke alene af dem der bor i disse Børnehusets tilbygninger og dem der har forretninger enten på Børnehuskontoret eller hos de betjente der bor i disse, hvor i blandt inspektøren, men også af vagten, af de der udstillede skildvagter og af forbedringshusfanger som for tiden hver dag bruges til at trække trillebøre med spise og drikke samt materialer til og fra Kvæsthuset og fra og til Børnehuset såvel som af de arbejdsfolk og opsynsmænd der på vejen holder vagt over dem. 

Christianshavn Straffeanstalt o. 1840 (Both).

Når man ser hvorledes disse fanger nogen gange medtages som dragere for svære trillebøre på denne elendige stenbro, hvor de ved at gå på trætøfler udsættes for at forvride benene og måske at blive til krøblinge, hvorved deres ulykkelige tilstand i verden kan blive endnu mere ulykkelig, nødes ethvert følende menneske til at ønske denne stenbro omlagt. Indtil dette sker, var det vist godt om de fanger der bruges til dette, dem næppe i straffeanstalten ved deres idømte pålagte arbejde, blev forsynet med sko i stedet for tøfler, og at dette ikke allerede er sket, må man vel for en del tilskrive de overhåndtagende forretninger den for sin dristighed bekendte inspektør har uden hvilke nødvendigheden af en sådan forsorg for disse mennesker vel næppe ville blevet bemærket. Var det endda mennesker der var idømt straffeanstalt for livstid, kunne straffeanstalten om de kom til skade og blev krøblinge, nogenlunde formilde deres ulykke ved efter pligt at brødføde dem, men ufejlbarligt er de mennesker som bruges til denne transporteren, alle årsfanger som i fremtiden når deres straffetid er til ende, skal tjene deres brød som frie mennesker.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 791-794)


Redacteurens Anmærkning

At fanger kunne udskifte en straf med deportation til Brasilien, fremgik af en artikel i Kjøbenhavnsposten 4. september 1836:
(Hamborg den 18de August.) Det havde allerede længe været den herværende Øvrigheds Ønske at deportere saadanne Forbrydere, der ere dømte paa en Række af Aar eller Livstid, for at befrie Fængslerne og Staten for dem. Underhandlinger med det australiske Colonisationsselsskab i London bleve virkelig indledede og Overeenskomst blev ttilveiebragt; men da den ikke stadfæstedes af den engelske Regjering, kunde den ikke blive bragt til Udførelse. Saa meget desto velkomnere var derfor Tilbudet af en Capitain fra Brasilien, der med sit Skib ankom hertil for at hverve Rekrutter. Man overlod det til Tugthuusfangernes eget Valg, om de vilde lade sig borttransportere eller her udholde deres Straffetid. Antallet af de, der meldte sig, var saa stort, at ikke alle kunde finde Plads ombord paa hiint Skib, der kun er en lille Brig, og som tillige havde andre Udvandrere ombord. Det afseilede den 27de Juli d. A. For os er denne Emnacipation fordeelagtig saavel i finantieel som i moralsk Henseende. Capitainen vil meget godt finde sin Regning derved, da han foruden den Godtgjørelse, han her har, formodentlig ogsaa af sin Regiering vil faae Haandpenge udbetalt, desuden er han ifølge en nylig bekjendtgjort Lov fritagen for Havnepenge og andre Afgifter, naar han medbringer hundred Colonister. Man kan derfor vente, at deslige Expeditioner ville finde Gjentagelse.
At ideen slog an andre steder, fremgik af Kjøbenhavnsposten 23. september 1836:
I "Itzehoer Wonchenblatt" spørges om man ikke skulde kunne sende en Deel af de Fanger, Straffeanstalten i Glückstadt indeholder, til Brasilien, saaledes som vor Nabostad Hamborg har gjort. Derved vilde mangen Commune fritages for en stor Byrde; og hvad Nytte stifte saadanne Folk, som efter 5 eller 10 Aars ophold i Straffeanstalten igjen erholde deres Frihed? De bruge den sædvanlig til atter at stjæle og foraarsage Communerne nye Omkostninger. 
Et indtryk af omfanget af antallet af fanger uden for Danmark fik man i Kjøbenhavnsposten den 19. september 1837:
Ved Slutningen af den forløbne Junimaaned befandt der sig i Glückstadt-Straffeanstalter 689 Fanger. Af disse vare 326 fra Hertugdømmet Holstein, 336 fra Hertugdømmet Slesvig, 20 fra Hertugdømmet Lauenburg og 7 fra Fyrstendømmet Lübeck. Fra 1ste Apil til 11ste Juli bleve modtagne 53 og løsladte 43; der døde 7. Antallet af Tugthuusfangerne er saaledes forøget med 3. 

Anmodning til Snedkermester-Enken i Klosterstræde.

Det har forundret flere af Deres genboer og naboer at der sidste flyttedag er etableret en slags værtshus i Deres stueetage. Især da en driftig og redelig mand i vist nok over 20 år har ernæret sig i Deres kælder ved den samme næringsvej. Det synes derfor at være ikke just så ganske rigtigt at De med deres vilje og vidende påfører en mand som De i så lang tid har været tilfreds med som lejer, en rival der vel nok som her er tilfældet, ikke synderlig kan skade ham, men dog heller ikke gavne ham, og som han derfor vist helst ønsker at være fri for.

Den orden som De hidtil har iagttaget med hensyn til valget af Deres husbeboere, lader formode at De sørger for at denne misalliance mellem stue og kælder snarest muligt hæves, som også at den malede kvindelige figur som undertiden findes posteret i vinduerne, bortskaffes da den let kan antages for en af Veneris præstinder i stedet for hvad den nok på det sted skal forestille: en af Bacchus'.

(Politivennen nr. 1147, Løverdagen, den 23de December 1837. Side 809-810)

27 februar 2017

Tappenstreg med Musik

Den skik at udmærke kongens og dronningens fødselsdage ved at lade tappenstregen ledsages af musik, er her til lands ikke meget gammel, men gammel nok til den erfaring at den giver anledning til en hel del uorden. Og vi mindes endnu ret vel optøjerne i årene 1819 og 1820. At man på disse landets festdage giver almuemanden lejlighed til morskab på sin vis og til at betænke disse dages betydning, er vist nok meget rigtigt. Men når denne offentlige forlystelse let går over til offentlig uorden, så er det vel mest rigtigt at man tænker på at arrangere dem anderledes. 

I så henseende vil indsenderen ikke undlade at gøre opmærksom på at man i Aalborg har optaget den skik at lade reveillen ledsage af musik, og denne skik fortjente vist nok overalt at blive fulgt. Foruden at morgenstunden langt fra ikke volder så megen tummel, og man lettere da i fald kan blive mester over kåde og alt for lystige personer, så synes det også i sig selv mere hensigtsmæssig at forkynde dagen med offentlig musik end at slutte den hermed. Man vil bringe folket til, om ikke at tænke over dagens betydning, så dog at glæde sig på den. Men hvad er da mere rigtigt end at gøre dette når dagen gryr frem, end når mørket helt har fordunklet samme? 

Endnu en fordel ville man opnå især i de mindre garnisonsstæder ved det: at regimentsoboisterne der i almindelighed også assisterer med musik ved baller som da holdes, således lettere kan opfylde deres pligter i den private tjeneste. Og dette synspunkt fortjener når forandringen ellers er hensigtsmæssig, også at komme i betragtning.

(Politivennen nr. 1144, Løverdagen, den 2den December 1837. Side 775-776)

Skattegravere i stor Stiil.

I denne tid drives et uvæsen der må tildrage sig almindelig opmærksomhed og i sine følger være højst foruroligende: Det består nemlig deri at en masse lazaroner af begge køn - såkaldte benhandlere - lige uden for fæstningens volde og på dens glaciser daglig fra den tidligste morgenstund (i sidste måneskin endog om natten) opgraver jorden og roder omkring i det for at søge efter ben og glasstumper etc.

Indsenderen gør det til pligt at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på denne genstand ikke alene på grund af den omstændighed at disse fatale gæster derved beskadiger træerne, græsningen og gør jorden hullet og ujævn, men hvad der måske er værre, at de ved denne lejlighed samles i store hobe og under udøvelse af deres lovstridige beskæftigelse vist nok aftaler og lægger planer til mange brud på den fredelige borgers ejendomsret for hvilken disse personer ikke har nogen agtelse eller respekt. Flertallet af disse skattegravere er ganske unge mennesker hvor i blandt endog en mængde drenge af den klasse der ellers sædvanligvis gæster torvene og går på fangst hvor der findes lejlighed til at bestjæle bønder og andre. Ligesom fruentimmerne er af det lasede løsagtige slags der om sommeren er så bekendt på vores Farimagsveje.

Indsenderen der længe med rimelig harme har set den mageløse frækhed hvormed disse personer vedbliver deres håndteringer, endog efter at der flere gange er gjort jagt på dem, og der er opsat brædder som erindrer om ikke at udøve deres lovstridige handlinger på fæstningens glaciser og dikterer straf for det, måtte især i højeste grad blive indigneret fredag den 24. og lørdag den 25. november ved at bemærke at ligesom slaverne der var udsendt for igen at udjævne jorden overalt hvor den var oprodet, var beskæftiget uden for Vesterport på den ene side af alleerne, ligeså hurtigt var igen deres plads indtaget af store hobe lazaroner på den anden eller modsatte side som med en dristighed næppe nogen skulle tro fortsatte deres skattegravning uforstyrret. 

Senere har man set dem i fuld virksomhed så godt som jævnsides slaverne der rimeligvis er deres venner. Det uvæsen der uagtet hvad der hidtil er gjort i mod det, synes at skulle vedblive, må være enhver borger, men især enhver grundejer foruroligende. Da ingen kan borge for at når dette utøj intet mere udbytte finder på fæstningens enemærker, de da måske lig en bisværm i masse anfalder private folks ejendomme, der lige så lidt som det offentliges i deres øjne har noget helligt, og der med ødelæggelsens sværd fortsætter deres håndtering.

Ser autoriteterne sig ikke i stand til at holde dem borte fra fæstningens territorium, må den enkelte private mand til hvis rådighed der ikke står sådanne midler, endnu mindre kunne det. Og at gå dette pak i møde for enkeltmand, ville være foruden en masse af grovheder, at risikere liv og lemmer, for de spader og hakker hvormed de alle er forsynet, er våben de sikkert ville vide at bruge i påkommende tilfælde. Og spørger man endelig hvortil anvendes de således fortjente penge, bliver svaret at de svires bort i værtshusene og anvendes kun på at fylde halsen med brændevin og andre spirituøse drikke under jublen og triumferen over at have kunnet unddrage sig de anstillede forfølgelser og den velfortjente straf. 

Kom virkelig disse penge til nogen sand nytte, blev den yderste nødtørftigheds trang derved afhjulpet, så var der dog noget hvormed sagen for en del kunne undskyldes. Men hvem der mod aften passerer Vesterbro og ser hvorledes hele flokke af disse væmmelige skabninger hvis moralske forbedring sikkert kun er en tom lyd - kvinder og unge drenge, mange endnu næppe konfirmerede - straks efter at have fået penge for deres varer, ligesom glubende dyr styrter ned i værtshuskældrene hvor de sædvanligvis fordriver hele aftenen så længe der er noget af fortjenesten tilbage - han kan sikkert ikke uden harme betragte anvendelsen. Under nydelsen af disse drikkevarer og i beruselsen ligger sikkert ofte planer til indbrud og tyveri. Hvad den ene ikke kan udfinde vil nok en anden hitte på af de mange, der fra den spæde barndom er indprentet had imod enhver hvis stilling og skæbne synes bedre end deres. og blandt det store selskab vil der vel altid findes flere der allerede har deltaget i, vel muligt også er straffet for forbrydelser af denne art.

Med tavshed vil indsenderen aldeles forbigå hvad der i moralsk henseende på disse steder og i disse selskaber går i svang. Men konversationsgenstanden er vel i almindelighed kun måder på hvilken man bedst kan trodse og forhåne lovene, og dem, deres håndhævelse er betroet samt undgå retfærdighedens arm.

Da mængden som allerede bemærket er halvvoksne drenge og piger til hvem efter de bestående politianordninger ingen værtshusholder tør skænke brændevin eller andre spirituosa, tror indsenderen det ikke at være af vejen om politiet ville se ned i disse værtshuskældre hvoraf en straks foran på venstre side af Vesterbro især skal udmærke sig og hvor disse væsner holder til.

Det er indlysende hvor dårligt de ældres eksempel må virke på de måske endnu ikke aldeles fordærvede unge der befinder sig i deres selskab. Og betragtet fra denne side fortjener den her fremstillede sag det offentliges opmærksomhed. Ligesom forstædernes indbyggere ville være politiet tak skyldig om der snarest muligt skete en renselse ved hvilken det tilhold som disse personer nu uforstyrret nyder i disse kipper, blev forstørret og vedkommende værter draget til ansvar hvorved sikkert mane tyverier ville forebygges. Hvorvidt for øvrigt de tiltagende benoplag der om sommeren udbreder en pestilentialsk stank trindt omkring, og tit kan forårsage sygdomme, bør tåles af Sundhedspolitiet må indsenderen henstille til høje ansvarliges bedømmelse.

Efterskrift. Efter at denne opsats for ca. 14 dage siden var færdig, indtraf forhindringer hvorved sammes indsendelse blev forhalet. Og da senere nogle yderligere foranstaltninger blev truffet fra det offentliges side ved bekendtgørelse i aviserne og opslag udenfor portene for at hæmme dette uvæsen så besluttede indsenderen at holde den tilbage. Men da han bemærkede hvor frugtesløse disse foranstaltninger var, og da disse lovovertræder dagligt, især søndag den 10. og mandag den 11. i store flokke drev deres håndtering, bestemte han sig til indsendelsen.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 779-784)

26 februar 2017

Man kan komme for tidligt.

Den 3. november fulgtes jeg med en god ven til Nærum for derfra at besørge hans afdøde mor til sit hvilested på Søllerød kirkegård. Vi ankom til kirkegården klokken halv tolv og fandt der et andet lig nedsat i en grav og forladt af følget der opholdt sig i den kro der ligger nær ved kirkegården hvorfra også graveren kom ud til os. Vi bad denne melde præsten at vi var med liget på kirkegården, hvilket han straks udførte og bragte os det svar at præsten læste med konfirmander, men ville komme straks. 

Da vi havde ventet 1 time gik den afdødes søn til præstegården for at anmode præsten om at komme for at foretage jordpåkastelsen. Men han fik ham ikke i tale hvorimod pigen sagde at præsten der var i begreb med at klæde sig på, ville komme straks. Noget efter så vi ham komme ind på kirkegården og nærmede os ham med en ærbødig hilsen hvilken han dog ikke gengældte, men derimod i en vred tone spurgte os hvor vi turde komme ind på kirkegården før den tid der var bestemt til begravelsen nemlig kl. 12. Vi gav det svar at vi ikke var vidende om denne bestemmelse og at vi troede ikke at fortjene nogen bebrejdelse selv om vi var kommet ½ time for tidligt og det så meget mindre som der før vores ankomst var udbragt et andet lig på kirkegården. Dette svar må præsten ikke have fundet tilfredsstillende. For han vedblev endnu noget med sine ikke venskabelige bebrejdelser før han foretog jordpåkastelsen. 

Efter at denne korte ceremoni var til ende, spurgte præsten hvem der havde været inde hos ham, og da den afdødes søn erklærede at det var ham, begyndte han igen at spørge ham hvor han turde understå sig i at skynde på ham når han havde andre forretninger og klokken ikke var 12. Nogle af sørgefølget svarede at klokken nu var kvart i et, hvilket de bekræftede ved at vise deres ure. Men dette beroligede ikke den gode mand, der vedblev med sine bebrejdelser indtil endelig både han og følget forlod kirkegården. 

Skønt denne opførsel ikke ligner den de københavnske præster udviser ved lignende lejlighed, har jeg ikke villet fremsætte mine bemærkninger derover, men kun fortælle sagen som den er foregået for derved at give andre det råd ikke at komme for tidligt ved sådan lejlighed.

Sander
Handskemager.


(Politivennen nr. 1143, Løverdagen, den 25de November 1837. Side 740-742)

Bøn om Borttagelse af Vandtruget paa Skidentorvet!

Hr. Udgiver!

En ven af kreaturerne har ladet hensætte et vandtrug ved posten på Skidentorvet hvoraf de torvende bønders heste kan få en læskedrik før de begiver sig på deres hjemrejse. Så priselig end dette foretagende er, så kan dog dette trug der forbliver stående på sin plads natten over, forårsage ulempe, idet folk i mørke og ved vægtermåneskin kan tørne mod samme og således komme til skade.

Man beder derfor hr. Udgiver at De gennem Deres blad vil anmode den ubekendte veltænkende mand om at borttage truget når bønderne henimod aften forlader torvet, eftersom brugen af samme fra den tid er unødvendig og man tvivler ikke på at han jo gerne efterkommer denne anmodning. For han besidder vist nok så megen menneskekærlighed at det ville smerte ham at erfare om nogen ved at støde mod dette trug i mørke blev uduelig til ægteskab eller fik et eller andet men der muligvis kunne blive livsvarigt.

(Politivennen nr. 1142, Løverdagen, den 18de November 1837. Side 726-727)

Bekendtgørelser.

Det i sidste nummer af Politivennen påankede vandtrug på Skidentorvet borttages nu om aftenen når bønderne forlader torvet og udsættes igen om morgenen.

(Politivennen nr. 1143, Løverdagen, den 25de November 1837. Side 746)

Skidentorvet. På artiklens tilblivelsestidspunkt lå Ahlefeldst Bastion og Nørreport umiddelbart til venstre i billedet. Også i dag et af de mest befærdede torve i København. Eget foto, 2016.

25 februar 2017

Anmodning til Hr. Capitain og Brændeviinsbrænder Marcussen.

Man antager at hensigten med hr. kaptajn og brændevinsbrænder Marcussens nyt anlagte brænderi ikke har været at ryge såvel sine egne som naboernes lejere ud med kuldamp af egne boliger, ligeså lidt som formindske værternes retmæssige leje, eller forringe deres ejendommes værd i nærheden af nævnte brænderi. Som sagerne står nu, vil det uundgåeligt blive tilfældet idet at man nu ikke alene ikke kan lukke et vindue op uden at alle værelserne er indhyllet i kuldamp der ligeså lidt er god for et svagere bryst som for ejeres og lejeres værelser og møbler i det hele taget, men langt mindre som hidtil tørre vask mm. i gårdene eller på lofterne. Men derimod har hr. kaptajn Marcussen sikkert haft til hensigt at forøge sin drifts produktion og som følge heraf også sine indtægter, om ikke for øjeblikket så dog fremtiden. 

I betragtning af det og med bevidstheden om at hr. Marcussen som en rettænkende mand indser og deler den herved pålagte store byrde med sine naboer og genboer, er det man håber og ret inderlig ønsker at man snarest muligt vil træffe de fornødne foranstaltninger med nævnte brænderis skorsten der i det mindste vil gøre det nogenlunde tåleligt i den tilstundende vinter indtil foråret melder sig. Det mest hensigtsmæssige middel vil sikkert være at sætte brænderiets bygning omtrent i højde med de andre bygninger der er i nærheden. På denne måde fik denne ufordragelige kulrøg den mest ønskelige befordring over alle bygningerne, i stedet for som nu hvor den først tager kvarter i naboernes gårde og værelser inden den begiver sig på sin forestående luftrejse.

(Politivennen nr. 1141, Løverdagen, den 11de November 1837. Side 711-712)

"Man kan nu ikke alene ikke lukke et vindue op uden at alle værelserne er indhyllet i kuldamp, men langt mindre tørre vask mm. i gårdene eller på lofterne." (Fiolstræde overfor den nævnte ejendom. Eget foto, 2016).

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1837 boede kaptajn og brændevinsbrænder H. Marcussen på Store Fiolstræde 206. I 1819 var 206 blevet sammenlagt med 207 A, til: 206 & 207 A. I 1859 fik den husnummeret Store Fiolstræde 7, fra 1862 Fiolstræde 7. Huset er fra 1819.

24 februar 2017

Om vore Dages Separatister.

Historien lærer at der til alle tider har været mennesker der dels af sværmeri, dels i andre hensigter har adskilt sig fra den herskende kirke. Også i nutiden som dog glæder sig ved en større grad af oplysning, er langt fra at være fri for separatistiske konventikler. På mange steder i Jylland og Fyn såvel som på Sjælland findes der folk som har afsondret sig fra den offentlige gudstjeneste og stiftet hemmelige forsamlinger hvori bønder, fiskere og skræddere giver sig af med at forklare bibelen og med at prædike. Så uskyldigt end sådant synes, kan det dog have højst sørgelige følger. For får sådanne mennesker det i hovedet at gudstjeneste bedre og mere bekvemt kan holdes i deres egen stue, og at en fiskers eller skrædders snak kan opbygge mere end præstens tale, så behandler de snart den offentlige gudstjeneste med koldsindighed og foragt og satte omsider mistanke til læren selv. Men løsnes først et bånd som binder dem til staten, vil attrå efter at løsne flere vist nok snart opstå. Allerede giver disse personer sig navn af "troende" og "opvakte", mens de kalder andre som ikke er af deres parti, vantroende eller folk af den nymodens tro hvilke de af alle kræfter søger at omvende.

Ser man hen til den iver hvormed nogle af de mest ivrige separatister søger at gøre proselytter eller forøge deres parti, skulle man let falde på at tro at de blev styret af en skjult hånd der brugte dem til visse hensigters opnåelse. Således lader en bonde ved navn Peter Larsen fra Skræppenborg og en ditto Anders Larsen fra Gamborg i nærheden af Middelfart det ikke være nok med at virke i deres egen kreds, men de rejser omkring i hele Fyn, ja endog i Jylland for at holde forsamlinger og udbrede deres lære. For at have et påskud til sådan omflakken, fører de gerne et kreatur eller en anden varesort med sig som de siger sig at handle med.

Også på Sjælland især i den vestlige og sydvestlige del har dette sektuvæsen slået rødder og endelig vækket øvrighedens opmærksomhed. Blandt de mest ivrige nævner man skolelærer Rasmus Sørensen i Venslev der er bekendt af hans strid med dr. og ridder Bastholm i Slagelse. Denne mand har i flere år holdt gudelige forsamlinger og hans trang dertil har været så stor at han hverken ved biskoppens formaning eller efter at han af kancelliet var beordret tiltalt var at formå til at ophøre med det, før man i retten tog det løfte af ham at holde op med det indtil sagen var endt. Han har ikke indskrænket sig til sit eget sogn, men også holdt forsamlinger i andre sogne og er nu ved Antvorskovs birks ekstraret idømt en mulkt af 100 rigsbankdaler for overtrædelse af forordningen af 13. januar 1741. I samme dom er indbefattet husmand Hans Oested af Vemmelev som er idømt at betale 25 rigsbankdaler, husmand Søren Rasmussen af Ormitsløv og gårdmand Hans Andersen hver 20 rigsbankdaler, samt enken Ane Jensdatter af Foerløv, 10 rigsbankdaler sølv. Men de har samtlige erklæret at ville appellere dommen.

Skønt sådanne forsamlinger er ulovlige, finder de dog medhold og opmuntring i den Nordiske Kirke-Tidende som glæder sig hver gang den får kundskab om at sådanne forsamlinger er begyndt på et eller andet sted eller når med dens egne ord end livsrøre er begyndt blandt folket. Den opmuntrer til udholdenhed og trøster med at det større parti omsider vil gå af med sejren. De præster som efter ed og pligt har overholdt forordningen af 13. januar 1741 og angivet overtræderne for den civile øvrighed nemlig pastor Koch i Wedder, i Ribe stift, pastor Sørensen i Sinding i Århus stift, pastor Jørgensen i Hjarup ved Kolding, pastor Olsen i Holtum ved Vejle, pastor Dalhoff i Nykøbing på Morsø og pastor Duus i Vemmeløv på Sjælland - mænd hvoraf de fleste har givet prøve på kundskaber i flere videnskabsfag - erklæres for åndelig udygtige og tillægges åndelig afmagt. 

"Vist nok" siges deri "kan mange åndelige rørelser både for det enkelte menneske og i mindre og større kredse være skæv, ja meget værre end dette. Men er det en virkelig åndelig livsrøre og ikke en kødelig beregnet beregnet bevægelse, da lader den sig ingenlunde slå ned med udvortes våben. For enhver mand er dog sagtens stærkere end kød og blod. Men ved enhver udvortes hindring bryder den stærkere på, og den ild som først er tændt, blusser stærkere jo mere man udefra pirrer ved og stænger for den - og fremdeles "at åndelige rørelser skal mødes og afvæbnes alene med åndelige våben, hvis de skal bekæmpes og besejres og at enhver som møder dem med verdslige våben, bekender på engang både sin afmagt og sin dumhed." 

Dog ved sådanne henkastede ytringer vil vist nok hverken disse mænd eller nogen gejstlig der stræber at opfylde sit kalds pligter, lade sig afholde fra efter yderste evne og i forbindelse med den civile øvrighed at gøre ende på et uvæsen der kan udarte til fanatisme eller ende med vanvid. Hvilket er mere end tænkeligt når aldeles uvidende mennesker bilder sig ind at være inspireret af den hellige ånd. Således har nogle af de opvakte erklæret at de når ånden kom over dem, kunne prædike og forklare skriften lige så godt som præsten. Ja en bonde i Vemmeløv sogn som med megen iver søgte at gøre proselytter, sagde til en kone der ikke ville bide på krogen, men erklærede at være fornøjet med sin præst: "Nej, du skulle høre præsten i S., det er en anderledes mand, han er ikke født til verden som andre mennesker, han er en af de hellige som står for Guds trone og er sendt herned for at prædike det rene og sande Guds ord." Er dette langt fra vanvid?

(Politivennen nr. 1141, Løverdagen, den 11de November 1837. Side 699-704)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen fulgtes op af "Mere om separatistiske Forsamlinger" som citerer en artikel fra Dresden fra 14. november. Politivennen nr. 1144, lørdag den 2. december 1837, side 754-756.

Ugebladet Nordisk Kirke-Tidende udkom fra 8. januar 1833 til 21. februar 1841. Herefter skiftede det navn indtil 13. februar 1842 navn til Dannebroge. Redaktør og udgiver var præsten J.C. Lindberg. Derudover bidrog også Grundtvig. Bladet agiterede for sognebåndsløsning og imod ændringer i de gamle kirkeritualer.

Foruden linkene til internettet er vækkelsesbevægelserne grundigt beskrevet i "Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede" bind 1-7. 1960-1977, hvorfra nedenstående stammer:

På Sjælland begyndte den gudelige vækkelse i landsbyen Venslev ved Skælskør i 1829. Bevægelsen sluttede i 1850. Den rettede sig bl.a. mod de såkaldte "rationalistiske præster". Hensigten med at trække dem i retten efter konventikelplakaten af 13. januar 1741 var at knytte dem til statskirken, mere end at undertrykke forsamlingerne.

Hans Bastholm (1774-1856) var sognepræst i Sct. Peders kirke i Slagelse 1802-1846 og udtalt rationalist. Han mente at almuen skulle lære af det dannede borgerskab og folk som kunne give "videnskabelige" grunde for deres anskuelser.

Skolelærer Søren Rasmussen helligede sig fra 1840 politisk og folkeoplysende arbejde, bl.a. i landboforeninger. I sine pjecer brugte han et voldsomt sprog mod Bastholm som anlagde injuriesag. Søren Rasmussen tabte.

Se også Kjøbenhavnsposten nr. 80, 5. april 1831, side 265-267.

23 februar 2017

Et Vink til Vedkommende

Da der mandag aften den 30. oktober var bal ved hoffet i anledning af hendes majestæts høje fødselsdag, ligesom også aftenen derefter, brændte de 8 på begge sider af kolonnaden mellem deres majestæters kongens og dronningens palæer meget mådeligt. Om mangel på tran eller reverberernes dårlige afpudsning var skyld i det, vides ikke. Men det er sandt at denne belysning afveg meget i forhold til den som lygterne på de private bygninger i begge Amaliegaderne frembød.

(Politivennen nr. 1140, Løverdagen, den 4de November 1837. Side 693-694)


Redacteurens Anmærkning

I nogle af de første årgange af Politivennen blev beskrevet uroligheder i forbindelse med kongens (Christian 7.'s) fødselsdag. Så blev der ikke meldt mere om det, men i Kjøbenhavnsposten 10. februar 1836 blev antydet at det bestemt ikke var holdt op med Frederik 6. der havde fødselsdag 28. januar:
"Hamb. Corresp." af 6te dennes meddeler i en Skrivelse fra Kiel under 30te f. M. blandt andet Følgende: "Desværre har Kongens Fødselsdag, ligesom oftere tilforn, ogsaa denne Gang givet Anledning til Slagsmaal og blodige Pander. Studenter og Borgere bleve uenige paa et offentligt Sted, Vagten maatte blande sig i Sagen og gjøre Brug af sine Vaaben, hvorved flere bleve saarede, blandt hvilke en Student høist farligt. En Mængde Studerende ere arresterede."
Kjøbenhavnsposten fulgte med i udviklingen af Frederik 6.'s helbred, her den 2. januar 1837:
Kjøbenhavn den 2den Januar 1837. - Kongen har siden 23de eller 24de f. M. ikke befundet sig ved den ønskelige Helbred. Lægerne ansee dog kun Hs. Majestæts upasselighed for en Forkjølelsessygdom. Igaar og idag ere udstedt følgende Bulletins: Den 1ste Januar 1837. "Hs. Majestæt Kongen har ikke sovet den første Halvdeel af Natten formedelst Hoste. Derimod den sidste Halvdel, til Kl. 7, temmelig bedre. Den   Januar 1837. "Hs. Majestæt har i afvigte Nat havt bedre Søvn end den forrige. Hosten er mindre voldsom, Feberen ikke saa heftig som forhen. Hs. Majestæt synes, paa Kræfterne nær, at være bedre." 
I ugerne herefter kunne man dagligt læse bulletinerne fra kongens sygeseng:
Kjøbenhavn, den 3die Januar 1837. - Bulletin "Hs. Majestæt Kongen har Natten mellem den 2den og 3die dennes havt to Timers rolig Søvn, hvilken den øvrige Deel af Natten har været afbrudt af Hosten. Feberen er ikke ophørt; Appetiten er vel svag, men dog ikke ganske borte." 
Kjøbenhavn, den 4de Januar 1837. - Bulletin den 4 Jan.: "Hs. Majestæt Kongen har Natten imellem den 3die og 4de dennes sovet 4-5 Timer. Hosten synes mindre angribende, og Kræfterne ikke aftagne." 
Kjøbenhavn, den 5te Januar 1837. - Bulletin den 5te Januar: "Hs. Majestæt Kongen har igaar været mindre lidende af Feberen og Hosten; Appetiten er upaaklagelig. Søvnen har i afvigte Nat, skjøndt afbrudt, været velgjørende, og man kan have god Grund til at haabe en hastig Restitution." 
Kjøbenhavn, den 6te Januar 1837. - Bulletin den 6te Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt 4 til 5 Timers god Søvn. Hosten er mindre besværlig. Appetiten bedrer sig, og man kan have godt Haab om Kræfternes daglige Tiltagelse." 
Kjøbenhavn, den 7de Januar 1837. - Bulletin den 7de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat sovet 3½ Time, hvilken Søvn dog af og til afbrødes ved Hosten. Appetiten er upaaklagelig. Feberen mindre, og Hs. Majestæt føler sine Kræfter mindre deprimerede end forhen." 
Kjøbenhavn, den 8de Januar 1837. - Bulletin den 8de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har Natten imellem den 7de og 8de Jan. havt en velgjørende Søvn af 4 til 5 Timer, af hvilke 2½ vare uafbrudte af Hosten. Feberen er mindre, Appetiten temmelig god og de bedste Udsigter tilstede til en varig Bedring." 
Kjøbenhavn, den 9de Jannuar 1837. - Bulletin den 9de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har Natten imellem den 8de og 9de Jan. havt 4 til 5 Timers vederqvægende Søvn, iøvrigt er hans Befindende omtrent som igaar. 
Kjøbenhavn, den 10de Januar 1837. Bulletin den 10de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har sovet 4 til 5 Timer Natten mellem den 9de og 10de Jan., Hosten har været løsere, Feberen mindre; Appetiten manglede ei i Gaar, og Kræfterne ere ei svagere i Dag." 
Kjøbenhavn, den 11te Januar 1837. Bulletin den 11te Januar: "Hs majestæt Kongen har havt en god Nat, og Hosten har været mindre og læsere; Feberen er aftagende; Appetiten var i Gaar god, Kræfterne ere bedre. 
Kjøbenhavn, den 12te Januar 1837. Bulletin den 12te Januar: "Hs. Majestæt Kongen har sovet flere Timer i Nat, men hostet af og til, Feberen er mindre, Appetiten var i Gaar god, Kræfterne ere som i Gaar." 
Kjøbenhavn, den 13de Januar 1837. Bulletin den 13de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har havt en rolig og uafbrudt Søvn flere Timer i Nat, Hosten er løsere, Feberen mindre; Appetiten var i Gaar god, og Kræfterne noget bedre." 
Kjøbenhavn, den 14de Januar 1837. Bulletin den 14de Januar: "Hs. Majestæt Kongens Søvn har af og til været forstyrret ved Hosten, der dog imod Morgen blev løsere. feberen er ringe, Appetiten var i Gaar god, og Kræfterne bedre." 
Kjøbenhavn, den 15de Januar 1837. Bulletin den 15de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt 3 Timers god Søvn; Feberen er mindre, Appetiten var i Gaar god, Kræfterne ikke mindre." (Denne Bulletin er igjen underskrevet af Hans Majestæt Kongens Livlæge, Etatsraad Fenger, som, formedelst Sygdom i nogle Dage hade maattet overlade sin Function til Hr. Etatsraad Saxtorph. 
Kjøbenhavn, den 16de Januar 1837. Bulletin den 16de Januar: "Hs. Majestæt Kongens Nattero har i afvigte Nat været mindre forstyrret af Hosten, Feberen kun ringe, Appetiten i Gaar Middags god, Kræfternee temmelig gode." 
Kjøbenhavn, den 17de Januar 1837. Bulletin den 17de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt flere Timers vederqvægende Søvn; Hosten er løsere, og Appetiten i Gaar tiltagen; Feberen sporedes mindre; Kræfterne noget bedre."
Kjøbenhavn, den 18de Januar 1837. Bulletin den 18de Januar: "Hs. Majestæt Kongen har i afvigte Nat havt 4 til 5 Timers vederqvægende Søvn; Appetiten og Kræfterne tibage, Feberen mindre, og majestæten befinder sig i det hele bedre." 
I nogle dage endnu fortsatte dette med næsten enslydende bulletiner, dog med undtagelse af nedenstående som kom midt i februar. 
Kjøbenhavn, den 16de Februar 1837. Bulletin den 16de Februar: "Hs Majestæt Kongen har i Nat havt flere Timers Ro, og i Gaar har han gaaet en Deel omkring i sit Værelse."
Herefter meddelte bulletinerne at det gik fremad, eller i hvert fald ikke tilbage, indtil man i marts kunne løste følgende:
Kjøbenhavn, den 5te Marts 1837. Bulletin den 5te marts: "Hs. Majestæt Kongens Søvn har i afvigte Nat været noget afbrudt af Hosten, dog har det ikke havt nogen Indflydelse paa Allerhøistsammes Befindende." 
Bulletinerne må have indset det selvmodsigende i at kongen hele tiden var i bedring, for i april 1837 ændrede de indhold til at hans sygdom i hvert fald ikke blev værre. Den 22. april følgende bulletin der anslog en mindre pause indtil 25. april:
Bulletin den 22de April: "Hs. Majestæt Kongens bedre Befindende vedvarer, og de bedste Udsigter ere til, at Allerhøistsamme, med den tilstundende blidere Aarstid, hastigt vil blive restitueret."
Ifølge Kjøbenhavnsposten fra 5. juni 1837 var kongens helbred også genstand for omtale der:
Kjøbenhavn, den 5te Juni 1837. - Hans Majestæt Kongens Befindende er ofte en Gjenstand for fremmede Blades Omtale, men ikke sjelden ere Efterretningerne derom urigtige. Saaledes have tydske Blade nylig nævnt forskjellige kongl. Slotte, hvorpaa Hans Majestæt vilde tage sin Sommerresidens; ingen af disse Beretninger ere grundede. Hs. Majestæt har endnu ikke bestemt, om han i Sommer vil residere paa Frederiksberg; saavidt vi have erfaret er der endog større Sandsynlighed for, at det ikke skeer. Hvor længe Hs. Majestæt hver dag kan være oppe, ligesom ogsaa om Han foretager Spadseretoure i Haven, beroer paa Veirets Varme. Igaar befandt Hs. M. sig saa vel, at Allerhøistsamme for første Gang besøgte Hds. M. Dronningen i hendes Palais. 

22 februar 2017

Ønske i Anledning af en Uorden paa Veien over Dosseringen.

Vejen over Dosseringen langs med Sortedamssøen fra Nørreport til Østerport er som bekendt aflukket med en låge der vender ud til broen, og hvortil beboerne af blegdammene har nøgle. Mens det gamle bolværk for søen stod, forhindrede en slags pallisadering som strakte sig fra lågen nogle alen langs med bolværket, uberettigede fra at komme ind på Dosseringen. Nu derimod hvor dette værn ikke findes der, kan enhver let svinge sig over bolværket ved siden af lågen ind på Dosseringen. Dette var tilfældet i mandag aftes med tre kåde personer som efter at være kommet ind på denne måde, anfaldt og fornærmede nogle damer der af en halvvoksen person blev ledsaget ad denne vej til deres bolig på en af blegdammene. Mange som har skaffet sig nøgle til lågen for ad denne vej at vandre fredeligt og mindre antastet til deres hjem, end ad den øde Blegdamsvej, bliver skuffet i denne deres forventning når enhver kan finde adgang til samme. Såvel herfor som for at sikre Blegdammenes beboere for tyve, er det ønskeligt og nødvendigt ved en slags pallisadering eller på anden måde at spærre adgangen til Dosseringen for dem som ikke er betroet nøgle til lågen.

(Politivennen nr. 1139, Løverdagen, den 28de Oktober 1837. Side 672-673)

På Stadsarkivets kort fra 1823-24 kan man øverst se at området mellem Blegdamsvej og Søerne var udstykket i 23 blegdams-parceller hele vejen fra det vi i dag kender som Nørrebrogade til Østerbrogade. Nederst til venstre kommer vejen fra Nørreport, med tømmerpladsen og kirkegården markeret. På den anden side af broen Store Ravnsborgs jorde. Bemærk at dæmningen med Fredensbro ikke er bygget endnu (den kom først til i 1878). Langs søen er markeret en dæmning hvorpå den omtalte vej formentlig forløb.

21 februar 2017

En Mangel ved Gjæstgiverstedet Holland.

Den rejsende som ikke gør for store fordringer, men tager til takke med det jævne og borgerlige, vil i flere henseender finde sig ret vel tilfreds med dette gæstgiversted på Nørregade som derfor også er meget stærkt besøgt. En væsentlig mangel er det imidlertid at der er så lidt sørget for at de rejsende bekvemt kan hænge deres klæder op, hvortil næppe findes de fornødne søm indslået i væggen. Klædeskabe ville være for meget at forlange især da rummet i nogle værelser er for indskrænket til det, men nogle tilstrækkeligt befæstede knagerækker kunne afhjælpe manglen og omkostningen ved det er så ubetydelig at den sikkert opvejes ved de rejsendes forøgede tilfredshed.

(Politivennen nr. 1137, Løverdagen, den 14de Oktober 1837. Side 648)

 "Den rejsende som ikke gør for store fordringer, men tager til takke med det jævne og borgerlige, vil i flere henseender finde sig ret vel tilfreds med dette gæstgiversted på Nørregade som derfor også er meget stærkt besøgt" (Nørregade 36. Eget foto, 2017)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1837s oversigt over gæstgiverier fandtes Holland på Nørregade 39. Stedet har en indviklet matrikelhistorie. Siden 1828 havde nummer 39 været sammenlagt med 40 B, til: 39 & 40 B. I 1859 fik stedet husnummeret Nørregade 27. Dette blev 1907 Henlagt til 36 & 37 og fra 1953 betegnet Nørregade 36. Dette hus er fra 1818.

Sammenligning imellem Holmens og Trinitatis Kirkegaarde her i Staden, og ærbødigst Spørgsmaal til høie Vedkommende i denne Anledning.

Man har erfaret den herlige og følgeværdige skik som har fundet sted hele sommeren, at porten til Holmens Kirkegård her i staden har været åben om eftermiddagen til fri adgang for alle og enhver der vil bringe sine kære afdøde et eller andet offer eller fryde sig ved at gå omkring på dette sted, der som en skøn have, må fremkalde sand agtelse for den mand, der selv holder denne kirkegård i en sådan stand at den søger sin Lige. 

Det vides ikke om man for denne adgang skylder kirkens højtærede værge, S. T. hr. etatsraad Viborg, sin første tak, eller dens ligeså dristige som fordringsløse overgraver hr. Gerdtzen. Men hvem af disse to (hvoraf den sidste under adgangen personlig er nærværende, så at der umulig nogen som helst misbrug eller uorden kan finde sted) der har krav på almen taknemmelighed – men især af sognets beboere–  for denne indretning, bringes denne af en, der her må søge lidt erstatning for hvad der blev den nægtet på Trinitatis Kirkegård, til hvis sogn man hører: frit at kunne dvæle ved de tuer, hvorunder de hviler som man har at takke for alt: og til hvilke den derimod må nøjes med et skelende blik at titte ind gennem det gitterværk - til hvis forskønnelse, i forening med selve kirkens, den dog i sin tid bidrog sin skærv efter opfordring, selv i et tidsrum hvor dens egen ejendoms mangler lodes upåagtede!

Indsenderen spørger fremdeles: Om det er for at frede om det en halv alen høje græs, ukrudt og jord som man må vade i på Trinitatis Kirkegård for at komme til de grave man søger hen til - at denne vise tillukken finder sted? Dette synes sandelig latterligt. For enhver kan overbevise sig om, at intet græsstrå findes udenfor gravene på Holmens Kirkegård, og at alt netop der står og er holdt i beundringsværdig orden - uagtet fra adgang dertil tilstedes.

Man vil måske svare at enhver, der vil ind, kan henvende sig til ”enten graveren eller graverkarlen,” for da at blive indladt! – Men behøver jeg sige: at den der først skal løbe hjem til en af kirkebetjentene, for at tiltrygle eller tilkøbe sig denne gunst, vel ikke ret tit vil prøve de menneskelige luners magt; og ikke altid har man evne til at gribe i lommen for hver gang man vil besøge de grave der årlig betales for - men som indesluttes for de dem tilhørende under strenge lås og lukke, lig skatte, ingen må nærme sig, uden stor ulejlighed, den man ugerne mere end én gang udsætter sig for. 

Og hvorfor bør ikke kirkegården daglig fra og til et vist klokkeslæt være åben under opsigt? Skulle Trinitatis Kirkes gravere stå mere tilbage i at ville fremme en sand og tilbørlig bekvemmelighed for deres sognefolk, end de ved Holmens Kirke, der ikke engang kræver noget bestemt for graves oplægning, men lader det bero på enhvers evne og forgodtbefindende?

Ifølge ovenstående håber man vist at S. T. hr. Grosserer Borgen, ”Værge for Trinitatis Kirke;” vil være ligeså redebon til at indføre den heri påpegede gode skik, som hin høje veltænkende embedsmand, og manges oprigtige tak vil han høre derfor, i særdeleshed deres, hvis kærlighed til de forevigede ikke ophører. Man betvivler iøvrigt, at Trinitatis Kirkegård vil blive besøgt af andre end sådanne, der har interesse for de der begravede; for derfor er dens elendige tilstand en sikker borgen.

(Politivennen nr. 1137, Løverdagen, den 14de Oktober 1837, s.  623-625)

20 februar 2017

Betlere paa Landeveien, og nogle Betragtninger i denne Anledning.

På landevejen mellem Hillerød og Fredensborg har nogle børn i flere år til stadighed opholdt sig hele dagen for at betle. Rimeligvis hører de hjemme i de huse der ligger ved vejen. Så snart de ser rejsende nærme sig, løber de langs ad vejen, vender mølle og står på hovedet. Endog piger gør dette så skørterne står dem ned om ørerne. Hvad skal der vel med tiden blive af disse? Dette er dog nok bogstavelig at opføde tugthuskandidater. For det er en almindelig erkendt sandhed at lediggang er en hovedårsag til forbrydelser af alle slags.

Også en ussel krøbling stiller sig bestandig til skue samme sted og passerer sædvanligvis på sine krykker tværs over vejen frem og tilbage for rigtig at lade sig se. Skønt dette er mere tilgiveligt, da denne vel ikke kan bestille synderligt (dog måske strikke og andet håndarbejde når det blev vist ham), så er det et ubehageligt og væmmeligt syn som man vel rimeligvis tør vente sig befriet for da man sikkert tør antage at sådanne stakler får så meget som de behøver til deres underhold.

Det er bekendt at Fattigvæsnet uagtet den betydelige, stadig stigende og længe højst trykkende fattigskat såvel i København som flere stæder, har betydelig gæld. At drøfte årsagerne hertil, mangler og fejl i bestyrelsen osv. er ikke min hensigt da mere kyndige har skrevet om det. Men så meget synes at være afgjort og indlysende for enhver at disse uhyre summer må være tilstrækkelige til at sikre alle krøblinge og gamle som er så svage at de selv intet kan tjene, deres underhold, og andre skulle vel i reglen ikke have understøttelse af fattigkassen, med mindre den havde overskud i stedet for underskud. Man befordrer kun dovenskab ved uden videre at give understøttelse. For de som mest påtrængende, er ofte de mindst værdige. Det er efter indsenderens mening heller ikke nok at være trængende for straks at have krav på fattigkassen. Spørgsmålet er om den pågældende selv er skyld i sine omstændigheder og i stand til enten ganske eller delvis at afhjælpe sin trang ved egen anstrengelse.

Indsenderen tager af det anledning til at sige endnu et par ord om betleri i almindelighed. Det er desværre alt for sandt at betleri uagtet alle de forholdsregler som er taget imod det, er meget almindelig, og jeg tør næsten sige en landeplage der måske snarere er tiltaget end aftaget i de senere år under forskellige skikkelser. Således ser man ofte at hele sværme af omstrejfende vagabonder, under navn af håndværkssvende overtrygler folk. Og ofte er de så uforskammede at give grovheder når man ikke har lyst at give sin surt tjente skilling til at fylde disse drukkenbolte med. At der findes en enkelt imellem som kan være trængende uden egen skyld, nægtes ikke. Men det er næsten en sjældenhed. Alle forbud hvor strenge de end er (især når de ikke overholdes), vil kun gavne lidt imod betleri, så længe folk bliver ved med den fordærvelige skik at give almisse ved dørene. Men endnu mere fordærveligt er det at give på offentlige gader og veje. De penge er i sandhed anvendt meget dårligt.

Når enhver bys indbyggere i masse ville forene sig og ikke at give noget således, så kunne betleriet måske snart helt fjernes. Det er ikke min hensigt at dadle eller opfordre til mindre godgørenhed mod trængende. Nej! den som nu plejer at uddele 8 skilling til 1 mark til 2 mark eller visse fødemidler om lørdagen, lægger dette til side, og der vil dog i sandhed i hver by findes nogle veltænkende mænd som uden vederlag ville påtage sig uddelingen. Giverne ville da have den glæde at se deres gaver tilfalde virkelige trængende og at stifte sand nytte. Vil man hellere selv uddele sine gaver, vil derimod intet kunne indvendes. Kun må ikke denne omdriven fra dør til dør blive tålt, men man bestemmer hvilke fattige man vil give og sender dem gaven hvad enten den nu skal bestå i fødemidler, penge eller andet, ugentlig eller til ubestemte tider efter enhvers lejlighed.

Også de mange omstrygende spillemænd, såvel lirendrejere som andre med violin, harpe etc. kan jeg ikke kalde andet end - betlere. Var deres besøg sjældne og de gav god musik, da var det en anden sag. Men man ser den ene trop efter den anden, og spillet er som oftest så usselt at man når man endelig skal af med sine penge på den måde, hellere måtte give noget for at blive fri for at høre det. Den største del af disse omstrejfende tiggere er unge raske folk og det er derfor så meget mere skammeligt. Og ligesom vi ikke havde nok af ukrudt selv, så sender især naboriget Tyskland os noget af sit overskud.

(Politivennen nr. 1135
, Løverdagen, den 30de September 1837. Side 608-612)

Redacteurens Anmærkning

Adresseavisen annoncerede med lejligheder til på Fredensborg Slot. Muligvis kan skribenten være en af disse. På Politivennens tid var Fredensborg mest landsteder og boliger for pensionister, embedsmænd, handlende og håndværkere. Fredensborg Slot var forfaldent. Det benyttedes bl.a. som husarkaserne og kadetskole og som det fremgår blev det også lejet ud til private folk, se Adresseavisen 28. maj 1837). Parken var dog under restaurering fra 1833.
Sommerlejlighed paa Fredensborg.
To smukt meublerede Qvistværelser ere strax at faae tilleie for meget billig Leie. Fra samme er Udsigt over Esrum-Søe til Nøddeboe, og fra Stedet er Udgang til den kongl. Slotshave. Om forlanges kan kogt Vand erholdes. Man behage at henvende sig til Eieren, Bogbinder Fries.

Fra Forfatteren af en "Anmodning til Hr. M. Tvermoes."

Indsenderen af artiklen i nr. 1131 mod den anmodning tager meget fejl hvis han tror denne udspringer af misundelse. Forfatteren har aldrig været gæstgiver og tænker ingenlunde på at blive det, ligesom han heller ikke interesserer sig for nogen enkelt gæstgiver, især da han er overbevist om at ingen af dem i hovedstaden i al fald yderst få, kan rose sig af særdeles god opvartning.

En troværdig mands fortælling sammenholdt med forfatterens tidligere erfaring som gæst hos mad. Bentzen, såvel som med hr. T.s annonce, har været anledning til anmodningen, den forfatteren derhos har søgt at give den mindst stødende form, selv om han senere er kommet til kundskab om at visse folk der ellers er ganske overordentlig for offentlighed, vel at mærke når denne ikke gælder deres eget jeg, har opholdt sig meget over dens brug i dette tilfælde.

Den som er ejer af et offentlig sted og selv offentligt har prist dets bestyrer, må finde sig i at man ligeledes offentligt henvender sig til ham når man erfarer noget der nedsætter denne anprisning. Sidstnævnte middel til nu at skaffe mad. Bentzens gæstgiveri større søgning, havde i øvrigt ikke været fornødent dersom man tidligere havde forskaffet hende et bedre lokale dertil. Dersom de rejsende ikke før om aftenen så snart porten var lukket havde måttet spadsere gennem en skænkestue og engang imellem andre rejsendes værelser, samt dersom hun havde haft flere gæsteværelser end (3) tre foruden et mørkt kammer så at hendes stadige gæster aldrig kunne være sikre på at få logi der. Hos hvem skylden ligger til alt dette først så sent er forandret, det ved forfatteren af anmodningen ikke, men derimod ved han at mad. Bentzen oftere har beklaget sig over det og at hun har tabt meget derved.

Forfatteren af anmodning er til slut så overbevist om at netop dens offentlighed vil frugte at han fra nu af skal gøre sig en sand glæde af at anbefale det tit nævnte gæstgiveri, dog vil han hertil naturligvis ikke benytte et argument som det at gæstgiverinden har haft 16 børn.

(Politivennen nr. 1132, Løverdagen, den 9de September 1837. Side 568-569)

Redacteurens Anmærkning

Debatten startede i Politivennen nr. 1130, Løverdagen, den 26de August 1837. Side 533-534, med artiklen "Anmodning til Hr. M. Tvermoes." Herefter fortsatte det i Politivennen nr. 1131, Løverdagen, den 2den September 1837. Side 553-554, "I Anledning af den i Politievennen Nr. 1130 indrykkede "Anmodning til hr. Tvermoes.", og Politivennen nr. 1132, Løverdagen, den 9de September 1837. Side 568-569, "Fra Forfatteren af en "Anmodning til Hr. M. Tvermoes.".