Strandvejen rettes ud. (Efterskrift til Politivennen).

 

Kurven mellem Trepilelaagen og Springforbi som nu forsvinder. Hjørnet ved det enligt staaende Træ forsvinder ogsaa.

Fra Taarbæk og udefter er Strandvejen jo fuld af Krøller og Kruseduller, der gennem Aarene har medført mange Kollisioner mellem mindre agtpaagivende Automobilister, som heller ikke har taget Hensyn til, at Vejen netop i Kurverne er særlig snæver.

Den stadig stigende Trafik har dog i Løbet af de sidste Aar tvunget de respektive Amtsraad til at søge de værste Sving rettet ud og Vejen samtidig gjort bredere. Siden Efteraaret er der saaledes bleven arbejdet paa at forbedre Forholdene i den furlige Kurve mellem Trepilelaagen og Springforbi. Her er Vejens vestre Side gravet af et godt Stykke ind i Bakken, hvorved Kørebanen bliver dobbelt saa bred som tidligere, og ved samtidig at lægge Have Fremspringet, der ses i Baggrunden af Billedets højre Side, med ud i Vejbanen, faar man paa det nærmeste Kurven rettet ud.

Det er en Modernisering, der sikkert vil vække almindelig Tilfredshed.

(Aftenbladet (København) 11. februar 1928).

Foto af et ikke nærmere specificeret sted på Standvejen fra Aftenbladet (København) 5. marts 1928. Formentlig omkring Klampenborg.

Hvad kan det hjelpe! (Efterskrift til Politivennen)

Over mange Ting har jeg ophørt at undre mig; men over Eet har jeg endnu ikke ophørt dermed, og det er over den nogle faa Alen brede Vei fra Charlottenlund til Dyrehaven. Ved høilys Dag er det livsfarligt som Fodgænger at afbenytte den os anviste knebne halve Alen, thi Vognene kunne ikke komme forbi hverandre uden som Figura udviser - at tage denne halve Alen til Hjelp; men, at Ulykker ikke høre til Dagens eller rettere til Nattens Orden, naar denne Vei passeres af Tusinder fulde og gale Mennesker tilfods, tilvogns og tilhest, er i sandhed et af de stærkeste Beviser paa Forsynets Styrelse. Men, vil man sige, kan denne Vei da gjøres bredere? Af sig selv udvider den sig sikkerlig ikke. Noget, man virkelig fristes til at tror. Vedkommende ifølge den bekjendte Brøndumske Regel stole paa. Der maatte unægtelig flyttes nogle Gjærder og Stakitter, vel endog paa sine Steder tages lidt af Klitten, men Betænkningerne og Betænkningernes Betænkninger kunne vist ikke blive indhentede desangaaende i vor, vore Børns og Børnebørns Levetid, og ergo bliver det ved det Gamle.

See saa! Nu er den Artikel skreven; men hvad kan det hjelpe? Jeg har i mine Dage skrevet om mange Ting, uden at det har hjulpet det Mindste. Jeg har saaledes skrevet om den ikke alene besværlige, men ligefrem livsfarlige Passage gjennem Portene, noget nær de eneste i sit Slags i hele Verden; om Brokkens Bod; om Hovedindkjørselen til Assistentskirkegaarden (!!!); om vore Tranlamper; om de stinkende Jerichauske Vogne langt op paa Formiddagen; om de raadne, stinkende Stadsgrave; om den formidable Gadefeining uden at væde Gaderne først; om det berygtede kjøbenhavnske Hunde-Svineri; om den offentlige Uanstæntighed ved Kirkers, Slottes, Bygningers Besudling; om vore offentlige Steders Malproperhed; om Politiets priviligerede beenbrakkende Glidebaner om Vinteren; om Assistentskirkegaardens hensynsløse, ja ligefrem latterlige Lukning visse Timer daglig; om de hjælpeløse Bønderslæder og endnu mange flere Ting, men - hvad kan det hjælpe? Kunde jeg endog faae disse 4 Ord trykte med ildrøde Bogstaver med en Guldrand om og 365 streger under; jeg siger dog 

Hvad kan det hjelpe!!!

En Politiven.

(Kjøbenhavnsposten 7. juni 1855).

Fodstien paa Strandveien. (Efterskrift til Politivennen)

Hvad er en Fodsti langs med en Kjørevei? - Gjøres dette Spørgsmaal om den Fodsti der følger Standveien fra Charlottenlundsporten til Klampenborg, da maa Svaret blive: en meget huul Rendesteen eller Kloak, paa hvilken intet Menneske efter blot een Dags Regn kan gaae uden med store Fiskerstøvler. Intet Stykke Vei i Danmark af lige Længde, som det fra Slukefter til Klampenborg, forrenter sig ved Bompenge som dette; uforsvarligt synes det derfor, at aldeles Intet, siden Veiens første Anlæg, er gjort ved denne meget passerede - NB. i vaadt Veir ved Siden af - Fodsti (bevare os fra at kalde den Dosering). Kjøreveiens Smalhed kan kun et ganske kort Stykke give en Slags Undskkldning, ellers Intet uden Forsømmelse, ventelig fra de private Entrepreneurers Side Gid høie Vedkommende snarest vilde kaste et naadigt Blik paa den fugtige Vei! (f. B.)

(Kjøbenhavnsposten, 20. september 1838)

Strandvejen om Vinteren. (Efterskrift til Politivennen)

Vedbek d. 23de Januar. Nu er Strandveien saa herlig og god som en Vei nogenlunde kan være; dersom den er saa jevn og speilblank mellem Vedbek og Helsingør som den er mellem Vedbek og Kiøbenhavn, saa maa man med et Par raske velskiærpede Heste kunde kiøre fra Kiøbenhavn til Helsingøer i 4 Timer. Men ligesom Naturen herude ligger i Dvale, saaledes er ogsaa Færselen kun ubetydelig. I Efteraaret, da man neppe kunde aarke sig frem, og da man hvert Øieblik stod Fare for at blive siddende med Heste og Vogn, da var Færselen stor, saa det synes man netop vil kiøre naar man ikke kan. Dødsstilhed hersker nu rundt omkring de mangfoldige fra Kiøbenhavn til Vedbek ad Strandvejen liggende Lystgaarde, og selve de bekiendte Gjæstgivergaarde ere nu ligesaa tomme for Giæster som mange Cavalierers Punge om Sommeren, naar de forlade disse Steder. - I Politivennen ankedes for et Aars Tid siden over at man paa Strandveien ingen Lystald fandt, hvor Reisende kunde kiøre ind i, naar de overfaldtes af Regn. Denne Ubeqvemmelighed er nu afhjulpet i Skovshoved Kroe; da man alletider der hele Dagen igiennem finder en velindrettet Lystald aaben, hvor enhver kan kiøre ind og bede.

(Dagen 24. januar 1812)

Fri os fra Skændegæsten paa Veien til Lundehuset!

Søndag den 26. august om eftermiddagen passerede 3 velklædte damer vejen fra Lundehuset til staden. Da de gik forbi hr. grosserer Wolffs lyststed, kom en pige som konditionerer der, løbende imod dem, udskældte dem med alle de utilladeligste ord der tænkes kan, og uagtet de tav og gik, blev hun ved at skælde så længe hun kunne se dem. Man ønsker at hr. grosserer Wolff vil forebygge sådant så at enhver kan passere vejen uden at torteres af denne skændegæst som man før har hørt på en uforskammet måde udskælde forbigående der aldeles ikke tiltalte hende.

(Politivennen nr. 870, Løverdagen den 1ste September 1832, s. 584.) 

Atter Noget om forargelige offentlige Indskrivter paa Stadens Grund med Anmodning til en Maler.

(Ve den fra hvem forargelsen kommer. Det var bedre etc.)

I nr. 858 af dette blad ankedes over forargelige indskrifter på Strandvejen idet indsenderen anmeldte at der på2 tavler, den ene ved Lille Vibenhus, den anden tættere ved Slukefter på stadens grund - står "Ingen må ride eller ho.. (i stedet for køre) på gangstien". endnu 9 uger efter nys nævnte offentlige anmeldelse pranger disse indskrifter ligesom i fjor. Indsenderen beder derfor at en af de herrer malermestre som har sans for velanstændighed og hvis folk har arbejde i omegnen, ville vise den velvilje at lade en dreng med et par penselsstrøg restaurere dette fæle maleri så at det måtte få sit oprindelige indhold, hvortil kun behøves 3 til 4 streger. Måske ville det være bedre at indskriften aldeles forandredes og kom til at ligne den der findes p en tavle få skridt fra Slukefter - udenfor stadens grund - og lyder: Gangstien er alene for gående personer. For da kunne den ikke af kåde hænder forvanskes på en så væmmelig måde. Men en sådan forandring tør vel ikke nogen maler foretage sig på egen hånd, da dertil upåtvivlelig behøvedes tilladelse af den ansvarshavende øvrighed.

Anmelderen har i øvrigt omkring hovedstaden bemærket at mange flere tavler som vist nok skulle have indskrift til de vejfarendes efterretning, enten aldeles mangler denne - fx en tavle ved vejen fra Vesterbro til tømmerpladsen, hvorpå ikke findes et eneste bogstav -eller også have et sandt hieroglyfisk udseende - fx tavlen på Gammel Kongevej ved bækken fra Vodrofgårds mølle, der desuden formodentlig med det allerførste vil styrte ned i bækken. - Er disse tavler til advarsel mod overtrædelse af anordninger hvis bekendtgørelse på denne måde anses nødvendig af øvrigheden, burde de vel også vedligeholdes i tilbørlig stand. Og overtræderen af en sådan anordning sigtende til at frede om vejanlæg, der har kost betydeligt og er til stor bekvemmelighed, vil vel næppe kunne dømmes for overtrædelse af en lov han ikke er og ikke kan være bekendt med.

A. Frederiksen.

(Politivennen nr. 867, Løverdagen den 11te August 1832, s. 528-530.)

Forargelige Indskrivter paa Strandveien.

På nogle ved Strandvejen opsatte sorte tavler læstes forleden: "Ingen må ride eller kjøre på gangstien". Men allerede i fjor bemærkede indsendren at ordet kjøre var betydeligt forvandsket, idet en del af bogstavet k var borte, så at det i forening med det tæt derved stående j, dannede et tydeligt h, hvorved da også stregen over ø er udvisket. En meget forargelig varians lectio fremkommer. I år står endnu det samme der på flere tavler, og det var at ønske at disse indskrifter måtte blive forandrede så snart muligt, da nu denne vej vil blive meget stærkt befærdet, og det vel kunne hænde at en eller anden fremmed der måtte forstå noget af sproget, ville få en meget ufordelagtig ide om danske sæder, hvis han blev et sådant forbud var på offentlig vej. Har tavlerne før været strøget med vand- eller limfarve som det ser ud til, var det vel om de nu maledes med stærk oliefarve, da ellers en kåd hånd som også vejrligets indflydelse let atter kan forvandske det påmalede.

(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 388-389.)

Mangel paa Udsigt til Søen.

Der findes næppe nogen søstad hvor indbyggerne ser så lidt af søen som i København. Man har næsten sørget for at der ikke haves udsigt til den og at adgangen til søen på nær nogle få punkter er utilgængelig. De få steder hvor man kan nærme sig søen, er Langebro og Toldboden. På Langelinje er det kun tilladt at spadsere for dem som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det. For altså nogenlunde at nyde den forfriskende søluft må man passere gennem Kastellet, og har vel en smuk spadseregang indtil kalkbrænderiet, men det er dog også alt. For langs søen går vejen her ikke videre. Hvor smukt og behageligt ville det ikke være om den blev fortsat til Charlottenlund. Hvor vederkvægende for de mange tusinde som i sommerens hede går til Charlottenlund og Dyrehaven, og når vinden blæser fra søen, nu må vandre i støvskyer indtil de har nået skoven.

På en tid hvor det offentlige allerede har gjort så meget for spadseregange i nærheden af København, turde man smigre sig med at måske også den her foreslåede fortjente at komme i betragtning, hvis anlæg alene for fodgængere ikke ville medføre nogen stor bekostning og let kunne dækkes ved at pålægge enhver som passerer den i dyrehavstiden, en ubetydelig afgift. Af de ejendomme som ligger ved stranden, ville ingen savne den jordstrimmel der medgik til en sådan vej, da jorden tæt ved stranden henligger udyrket.

(Politivennen nr. 830, Løverdagen den 26de November 1831, s. 815-817)

"På Langelinje er det kun tilladt dem at spadsere som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det." (Emanuel Larsen: Vy fra Langelinje mod Nyholm, 1850. Statens Museum for Kunst.)

Uordener.

1) Stendiget for søen ved Østerbro er flere steder sunket, eller har forskudt sig og trænger ellers hårdt til reparation.

2) Dosseringen for søen ved Gammel Kongevej er så brat at da træerne står i yderkanten, gamle folk som ikke har sikker fod, og ørn let kan styrte ned i vandet, især i tåget og mørkt vejr. Dette kunne afhjælpes ved at plante en hæk på skråningen af dosseringen. Bolværket om slusen er også meget lavt, og behøver et rækværk.

3) Det ville være godt om der i sommer blev anbragt et rækværk på det lave bolværk ved venstre side af Højbro for at ikke som sidste vinter, nogen skal styrte ud og drukne. Rækværket kunne for ikke at genere bornholmerne som anlægger der, indrettes som det lave slæbested for både ved Fisketorvet.

5) Rækværket ved stenkisten udenfor Constantia på Strandvejen beskytter vel for at falde hovedkuls i den der værende meget dybe grøft. Men under rækværket er et så stort hul at den mest bemavede mand mageligt kan smutte derigennem, når han gør et ubetydeligt fejltrin eller ikke bemærker denne falgrube. At afhjælpe denne mangel er såre let.

(Politivennen nr. 802, Løverdagen den 14de Mai 1831, s. 345-346)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 808, 25. juni 1831, s. 459 bekendtgjordes at der nu var opsat rækværk på begge sider af Højbro.

Strandveien mellem Taarbek og Skovsborg.

Denne vej er i en sådan tilstand at man ved at beføre den snarere skulle tro sig hensat i en afkrog af landets fjerne provinser end 12 km. fra hovedstaden i dens skønneste og mest besøgte egn. - I en række af år har indsenderen af disse linjer befaret denne vej og har således været øjenvidne til hvor uforstyrret den har gået sin ødelæggelse i møde, for at der engang hver andet eller tredje år med sparsom hånd er blevet lagt små klatter grus i store dybe huller, har ikke gjort stort standsning heri, da dagen efter at dette - såkaldte - vejarbejde var foretaget, sporet af dette foretagende allerede var udslettet. Man kan kun med nød opdage at denne vej engang har været indgrøftet, de store sten, buske og træer der endog kunne have hævd på at beholde den plads de nu indtager, opfylder det rum hvor grøften har været. Dette i forening med at vejen er overhængt og skygget af træer, at stenkiste mangler, og at de der forefindes, er forfaldne, har bragt vejen i dens nuværende tilstand. Ingen vanskelighed ved vedligeholdelsen er her at overvinde, tværtimod findes materiale til reparation lige ved hånden, og altså har blot forsømmelse og ligegyldighed bevirket et onde som vise og gode anordninger og lovbestemmelser skulle sikre os for, men som nu er mærkbar for mange.

(Politivennen nr. 745, Løverdagen den 10de April 1830, s. 229-230)

Et nyt Slags smaa Tiggere paa Strandvejen.

Søndag den 16. i denne måned passerede indsenderen med nogle bekendte til vogns Strandvejen. Da halvvejen omtrent var tilbagelagt, mødt de 5 små 8 til 10 års drenge som stillede sig op i en række. Da vognen kørte forbi, råbte de "vagt i gevær!" og "præsenter gevær!". Efter at denne ceremoni var forbi, løb anføreren hen til vognen og sagde: "Gode herre, giv os en skilling!". da man ikke straks ville give ham noget, vedblev han at løbe efter vognen og tryglede indtil man gav ham et par skilling. Da flere vogne så vidt vides er blev antastet på denne måde, så var det ønskeligt om det årvågne politi befriede almenheden fra sådanne påtrængende tiggere.

(Politivennen nr. 712, Løverdagen den 22de August 1829, s. 550-551)

Johan Lundbye: Pige i en flok drenge der slås (brudstykke), 1846. (Statens Museum for Kunst.)

Veien fra Lygten til Ballerup.

Den dårligste blandt de dårlige veje i omegnen af København er uden tvivl denne. Skønt den nu er tør, er den dog af den beskaffenhed at man med et og samme køretøj må tilbringe omtrent dobbelt så lang tid på den som på en sædvanlig jævn jordvej af samme længde. Ved nattetid vil jeg ikke råde min værste fjende at køre på den. Hvorvidt en sådan vej svarer til vejforordningens (13. december 1793) *) §§ 6 og 58, vil jeg overlade til jurister at afgøre. Jeg vil blot gøre opmærksom på at de bønder som må benytte sig af denne vej for at køre til torvs, lider en skade på deres køretøj som vist ikke kan erstattes derved at de er fri for at betale bompenge.

Den omstændighed at nogle medlemmer af landets højeste regeringskollegium formodentlig med det første vil passe denne vej for at overvære eksamen på Jonstrup Seminarium kan måske være en opmuntring for de ansvarlige til snart at bringe den i bedre stand. Jordsmonnet er på ingen måde ugunstigt for en god vejs anlæg. Det er let at skaffe vandet afløb og når dette sker når vejen jævnes og forsynes med et godt lag af harpet grus, vil den ikke stå langt tilbage for en chausse **)

Den 5. maj 1828
Br.

*) På de veje som ikke bliver chausseer, bruges tit opfyldning og planering blåt ler og rødt ler hvor samme haves, og oven på lægges jord, sand og grus, hammerskjæl, stenkulstøv, murstensbrokker, samt hvor passagen ikke er for stærk, bygningsgrus og så fremdeles

**) Udgiveren kan ved denne lejlighed ikke tilbageholde det ønske han længe har næret, nemlig at såvel den her omhandlede vej som vejen fra Kollekolle til København måtte sættes i samme stand som Strandvejen fra Slukefter til Dyrehaven. For uagtet disse veje egentlig ikke er kongeveje, befærdes de dog langt mere end mange strækninger af disse. Og man har alt for ofte set og erfaret den skade disse vejes dårlige tilstand, især om for- og efteråret, tilføjer landboernes køretøj og heste. Da man ikke alene i England, men endog i de fleste andre europæiske lande er kommet til den overbevisning at vejes anlæg bedst og billigst befordres af private mod at disse får tilladelse til at hæve bompenge i et vist antal år, så var det endvidere højligt ønskeligt hvis en eller flere privatpersoner ville påtage sig de omhandlede vejanlæg og tør man holde sig forvisset om at tilladelse dertil ikke vil nægtes og at entreprisen desuden ville give gode renter.

(Politivennen nr. 646, Løverdagen den 17de Maj 1828, s. 310-312).

Et Par Ord om Gadefeiningen.

Højstærede hr. udgiver!

Af det i nr. 499 af Deres blad indrykkede stykke "Morgenbetragtninger ved en pibe tobak", erfarer jeg at De velvilligt har optaget nævnte meget velskrevne stykke, der hvis det af rette vedkommende blev taget under overvejelse og bragt til udførelse ville være højst nyttigt og behageligt for enhver i almindelighed og for det laug hvortil jeg hører, i særdeleshed.

Jeg er nemlig slagtermester, og må tilstå at mine varer på fejedagene, uden nogen brøde fra min side, er besudlede af gadestøv, og det blot fordi beboerne i nabolaget ikke vil gøre sig den ulejlighed at bestænke gaden ved vand forinden de begynder fejningen. Besynderligt nok at en så vigtig sag ikke for ængst har tildraget sig vedkommendes opmærksomhed og således foranlediget et almindelig lovbud i så henseende, da flere uden en sådan befaling, allerede  længe har bevist gavnligheden deraf ved at bestænke såvel gaden som fortovet med vand.

Blandt andet har jeg i den senere tid lagt mærke til at sådant er iagttaget udenfor politikammeret og grosserer Suhrs gård på Gammeltorv, udenfor steder nr. 22, 23, 24, 25, 26, 27 og 350 i Gothersgade, samt flere steder på Østergade, hvilket nok så meget beviser vor nyttig en sådan vandstænken er. Ja, endog udenfor byen ser man enkelte af egen drift stænke vand udenfor deres ejendomme. Således har jeg i den senere tid set dette iagttaget udenfor hr. oberstløjtnant v. Kochens sted på Strandvejen og hr. hofleverandør Withs sted på Jagtvej.

(Politivennen nr. 501. Løverdagen den 6te August 1825, s. 9911-9913)

Et Ønske angaaende Fodstien paa Strandveien.

Da fodvejen fra Østerbro langs ad Strandvejen blev anlagt, var hensigten dermed vist ikke alene den at skaffe de spadserende om sommeren en tør og behagelig promenade, men vist også at den skulle være til nytte for det store antal fodgængere der af nødvendighed om vinteren må passere denne alfarvej. Til disse hører især de flere på denne vej boende næringsdrivende, til staden hørende indbyggere, og de der fra staden står i forbindelse med disse, de hver dag til staden fra Skovshoved og Taarbæk vandrende fiskerkoner samt et stort antal frugtsælgere fra de mange langs med Strandvejen anlagte haver. Alle disse har vist den største føje om vinteren at beklage sig over denne fodvej der i denne årstid aldeles ikke svarer til sin hensigt, men for en stor del ligner et morads hvori der må vades indtil over anklerne. Fra det sidste stykke langs med Øster Fælled henimod Lille Vibenhus og så fremdeles må man man man ikke ganske vil synke ned, søge grøften og bestandigt omfavne træerne der vel heller ikke har godt af de vedvarende omfavnelser, men klæderne langt mindre. Fodtøjet lider også overordentligt, og en ynk er det at se de stakkels fiskerkoner væde her med deres tunge byrde.

Den høje magistrat som med så megen omhu sørger for gadernes reparation og renlighed i staden selv, er vist nok uvidende om denne fodvejs slethed, for ellers ville den vist med lige kærlighedsfuld omsorg have sørget for de udenfor staden boende borgeres tarv i denne henseende, og ved altså at gøre opmærksom derpå, nærer man tillidsfuldt det ønske at denne fodstis reparation snarest måtte foretages. Man formoder at en del læs strandsand påkørt, uden stor bekostning ville gøre denne vej passabel. Ønskeligt ville det tillige være om det efter vejens reparation blev vedkommende der har sor færdsel og udkørsel fra deres ejendomme over denne vej, pålagt at vedligeholde fordvejen udenfor deres porte, eller i det mindste som hidtil aldrig har været tilfældet, at holde samme ren.

Ved denne lejlighed kan man heller ikke undlade at gøre det køje kommandantskab opmærksom på at Østerport også undertiden på grund af mangel af tilbørlig fejning, er slem at passere.

(Politivennen nr. 464. Løverdagen den 20de November 1824, s. 9290-9292)

Tre vandrende Riddere paa Strandveien.

Dagligt vandrer tre personer på Strandvejen om morgenen til staden og om eftermiddagen eller henad aften ud ad skoven til, på hvilken vandring de driver deres håndværk: Tiggeri. Og plager overhængende beboerne langs ad denne vej på den mest uforskammede måde. "Wir sind reisende Handwerksgesellen und bitten om etwas Reisegeld". Det er den sædvanlig hilsen hvormed de forkynder deres komme. Allerede i fjor sommer gik de samme personer på samme måde. Men er endnu ikke kommet videre på rejsen. At nægte dem at de er rejsende, kan man vel heller egentlig ikke. For de lever på en evig vandring mellem København og Charlottenlund eller Dyrehaven. 

Men da man må frygte for at disse i Guds navn bedende let kunne få i sinde i Guds navn at overfalde folk, så tjener følgende til advarsel. Den 27. juli i år kom de på et sted på Strandvejen nær København og ville på sædvanlig måde forsøge deres lykke. Datteren i huset, en ung pige som ikke vidste hvem der bankede, lukkede døren op. Da der ikke vankede noget, så blev de grove, og den ene ville med magt trænge sig ind i stuen. I denne ulige kamp gav hun et skrig, og ved tililende hjælp blev de vist vintervejen,  hvorpå de udenfor vrængede, truede og skældte. De er lurvet klædt, to i frakke og en i kjole og er som oftest forsynede med store knortekæppe. Ønskeligt ville det være om høje ansvarlige ville drage omsorg for at få fat på disse personer og føre dem på den rette landevej til "Daraussen" hvor de formodentlig er kommet fra.

(Politivennen nr. 449. Løverdagen den 7deAugust 1824, s. 9051-9053)

Troe ei Alt hvad Du hører.

En dreng som i Dyrehavstiden har solgt frugt på vejen herfra til Charlottenlund, narrer folk sine penge fra på følgende måde: I en ynkelig, jamrende tone beklager han at have tabt 27 skilling (eller andet sådant) af de penge han har fået for frugten. Man ynker den arme, og nogle erstatter endog hans hele foregivne tab.

Anmelderen blev opmærksom på disse skurkestreger da han anden gang skulle til at bide på krogen, og erfarede nu af nogle der kendte drengen, at denne således længe havde taget folk ved næsen.

Var det vel af vejen om denne af sin alder allerede store bedrager, til sin morals forbedring fik sit tab erstattet med 27 skilling af en anden mønt?

(Politivennen nr. 447. Løverdagen den 24de Julii 1824, s. 9026)

Bøn om Forbedring af Strandveien.

Der er i den seneste tid gjort meget til bekvemmelighed for fodgængere, ikke alene rundt omkring i staden, men på hele vejen til Charlottenlund Skov, hvorfor publikum må være lige så erkendtlig som taknemmelig. Men de kørende og ridende har derimod meget at beklage sig over det stykke vej på Strandvejen hvor stenbroen slipper. Nemlig fra det såkaldte Lille Thueborg, hr. doktor Otto's lyststed, og indtil kroen Slukefter der tidlig på foråret og sent i høst når det våde vejr indtræffer, er snart ufremkommelig.

Man indser ikke hvad årsagen er at den stenbro som går fra staden til nævnte hr. doktor Ottos sted ikke er blevet fortsat til Slukefter da det dog er byens grund. Udgiveren af Politivennen ville forbinde alle som kommer denne vej, men i særdeleshed dem som ofte og snart daglig, passerer den ved at indføre dette i Deres blad, som man da tør håbe vil have samme gode virkning for det almindelige som så mange andre offentlige ting der har nydt nævnte hr. udgivers anbefaling og opmærksomhed.

(Politivennen nr. 435. Løverdagen den 1ste Mai 1824, s. 7035-7036)

Advarsel mod kaade Stræger.

Den velkendte person som man flere gange har bemærket tillader sig at køre hvor det ikke tilkommer ham, men som mandag den 8. i denne måned kl. halvti, ti i følge med sin søster på en af hr. Melkiors vogne forspændt med et par brune heste forgæves forsøgte at køre anmelderens vogn i grøften på Strandvejen, advares for eftertiden om at lade denne kåde uskik fare, da den kan forvolde ham store ubehageligheder og koste medmennesker liv og helbred. Skønt man let kunne overbevise ham om hans dumme og kåde streger, lader man det dog for denne gang blive ved en venskabelig advarsel. Men bærer det ikke frugt, skal han offentligt blive nævnt og har da kun sig selv at takke for følgerne.

(Politivennen nr. 393. Løverdagen den 12te Julii 1823, s. 6369-6370).

Redacteurens Anmærkning.

Strandvejen var ifølge Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 6. juli 1819 blevet udbedret:

Strandveien har atter i Aar faaet en betydelig Forskjønnelse, til Fordeel for Fodgjængerne. Der er nemlig nu, lige fra det saakaldte Salpeterværk ved Begyndelsen af Østerfælled indtil Slukefter, afgrøftet en Vei, beplantet med Træer paa begge Sider, som ene maa benyttes af Fodgjængere, der nu kun have Uleilighed af Støv, men ere sikkre for enten at overkjøres eller overrides. Nogle Steder af Veien, hvor der er betydelige Fordybninger, ere blevne indhegnede med Rækværk, for at gjøre Passagen sikker.

Kaadhed udøvet paa Veien fra Dyrehaugen til Charlottenlunds Skov.

Søndag den 29. juli d. å. om eftermiddagen mellem kl. 6 og 7 slæt blev et fruentimmer som va i følge med en mandsperson på vejen fra Dyrehaven til Charlottenlund Skov overredet af en mandsperson som kom fra Dyrehaven. Fruentimmeret og mandfolket gik på en fodsti tæt ved grøften, højre side af vejen, og på venstre side af dem kørte en vogn så tæt ved dem at intet kunne komme mellem dem og vognen. Desuagtet ville den ridende som kom i den stærkeste fart, med magt mellem dem og vognen, så at det var umuligt at komme til side i det afgørende øjeblik, og han derfor i den stærkeste fart red lige på fruentimmeret som blev kastet henimod 5 til 6 skridt til højre side over grøften, hvilket var en lykke for hende, da hun ellers ved at falde på stien ville være blevet nedtrådt ganske. I faldet fik hun foruden at hendes klæder blev ødelagt, desuden et hul på hagen og kinden, men det værste var at den venstre arm ophovnede så stærkt at hun i de 3 første dage derefter ikke kunne røre den det mindste. Da det ikke var muligt at indhente gerningsmanden, uagtet en betjent gjorde sig største umage derfor, så tror indsenderen af dette at det er hans pligt at advare andre for sådanne personer som ikke tager i betænkning med fri vilje at ride på mennesker der går på en fodsti hvor den ridende intet har at gøre, da hele vejen står dem åben.

(Politivennen nr. 393. Løverdagen den 12te Julii 1823, s. 6366-6367).

Varsko paa Strandveien.

Fodalleen ved Strandvejen er på flere steder næsten ufremkommelig for fodgængere. Det er ikke vejrligets skyld alene, men især den i sådant vejr jævnlige riden og køren på samme. Denne riden er nu så almindelig at det ikke alene er kavalerer fra byen, men også bønder og andre fra landet som rider på fodvejen. Hvor skadeligt for vejen og de arme fodgængere! Hvor farligt for disse i mulm og mørke!

Det er tredje gang der er slået på poenitentsklokken, måtte det dog nu engang hjælpe!

(Politivennen nr. 362. Løverdagen den 7de December 1822, s. 5872).