Fløjte-Karls Død. (Efterskrift til Politivennen)

I Gaar Morges henad Kl. 7 døde den gamle Gaardmusikant, der var kendt af enhver Københavner under Navnet Fløitekarl. Han døde uden forudgaaende Sygdom, endnu i Søndags saa man ham i Københavns Gader. Han stod op som sædvanlig Mandag Morgen tidlig, følte sig lidt træt, gik i Seng igen og sov hen.

Den gamle Fløjtespiller - Carl Kattentid hed han - var, naar man tager hans høje Alder i Betragtning, rask til det Sidste. Benene var bleven skrøbelige, han maatte i de sidste Aar støtte sig til to Stokke, som han havde forlænget ved Stumper af gamle Fløjter. Ryggen var kroget og Hovedet bøjet ned mod Brystet. Han var kendt og vil mindes længe som en af Københavns Originaler. Men han hørte til dem, man vil mindes med Sympati; han var altid ordentlig og fredsommelig og fik ogsaa altid Lov til at gaa i Fred for Gadens Ungdom.

Tidligere - saadan for en tredive Aar siden - optraadte den gamle Gaardvirtuos med en vis Flothed. Han førte en lille Nodestol med sig omkring i Gaardene og spillede efter Noder. Instrumentet var indhyllet i et Stykke Tøj eller Borddug, og efter at have gnedet sine valne Fingre, begyndte han paa en af sine Bravour Arier, hvoraf dog allerede den Gang mange Toner blev borte. Det var ikke saa lysteligt at høre, naar han i de sidste Aar gjorde Forsøg paa at blæse paa Fløjte; han blæste og blæste, men kun en Gang imellem kom der en flygtig, forpint Tone frem. Men kom man hjem til ham i hans tarvelige Hjem, en mørk Bagstue i en Gaard i Landemærket, kunde man faa ham til at klimpre lidt paa en gammel Guitar, han havde hængende.

Han spillede for sit Brød, saa længe han kunde faa en Tone frem af sin Fløjte; men han havde maattet opgive det i de sidste Aar. Dog led han næppe Nød; han stillede ikke store Fordringer til Livet og gik omkring og fik lidt her og lidt der. Der er endogsaa nogle af hans Husfæller, der mener, at han har lidt til overs.

Den gamle Fløjtekarl havde et karakteristisk Ansigt, som især Professor Carl Bloch holdt af at male. Derfor ser man flere end en af Carl Blochs Munke med Fløjtekarls Ansigt. I disse Dage kan man se hans Portræt paa Foraarsudstillingen paa Charlottenborg, malet som Studie i hel Figur af Valdemar Kornerup. Han er bleven fotograferet, ja har endogsaa været forevist i Taagebilleder og fremstillet i en Nyaarsrevy.

Den Gamle har vistnok overlevet sine Slægtninge. I Gaar kom Politiet og satte en Hængelaas for hans Dør, det Offenlige sagtens ogsaa besørge hans Jordefærd.

(Social-Demokraten 10. maj 1887).

Fotograf Jørgen Theodor Bloch (1817-1892): Karl Kattentid (2.12.1795-1887) københavnsk original (Kaldet: Fløjte Karl). 1854-1887. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fløjte-Karl er død. ("Avisen") Den gamle Original havde skrantet i den sidste Tid, han blev angreben af en ubønhørlig Hoste og maatte paa sine daglige Vandringer slæbe sig afsted mellem de enkelte Huses Trappetrin. "Fløjte-Karl er gammel", sagde han forleden til en af sine Venner, "syg er jeg ikke, men det er Alderdommen som trykker". Medens han ellers først indfandt sig i sit støvede Kammer i Landemærket hver Dag over Midnat, var han i den sidste Tid kommen tidtigere hjem, I Søndags Aftes gav han sig, hvad han ikke plejede, til at spille paa Guitar i sit ensomme Kammer Kl. 10 om Aftenen. Tonerne løde saa løjerlig melankolske den Aften, syntes hans Naboer. I Mandags Morges var han oppe Kl. 5½, redte sin Seng og fejede under den, men senere hørte Naboerne ikke Noget til ham. Da Fløjte-Karl ellers hver Formiddag gik regelmæssig over i en Beværtning og drak sin Kaffe med to Snapse til, og det ikke skete i Mandags, og han heller ikke lod høre fra sig, blev der sendt Melding til Politiet, og man fandt ham da liggende død i sin Seng. Kamret stod endnu, som det havde staaet i de sidste 21 Aar. Paa Bordet, hvor Fløjten laa imellem Kridtpiber og alskens gamle Ting, stod endnu Nodebladet, hvorpaa Fløjte-Karl havde skrevet "To Sjæle og een Tanke" med Billedet af ham selv som Ung og af hans Hustru ved Siden. Paa Snorene under Loftet hang hans Klæder. De to gamle, høje Hatte, Guitaren og Violinen vare som altid anbragte til Pryd paa den lerklinede Væg, og paa Gulvet stod den lille gammeldags Kiste. Karl Kattentid var kjendt af Gud og Hvermand i Kiøbenhavn. Hans gamle, krogede Skikkelse med det lange, hvide Skjæg, med de smaa, lyseblaa Øjne og den pergamentagtige Teint var et Stykke Kjøbenhavn, som nu er forsvundet. Det er mange Herrens Aar siden, Gubben var udenfor den kjøbenhavnske Luft, men i sine unge Dage var han ikke bange for sammen med Fløjterne at gjøre Tourneer gjennem hele Jylland. Noget stort Talent har han aldrig været. Han spillede temmelig slet, men han var en Mand, der stadig greb Situationen. I 1870 spillede han i alle Gaardene Marseillaisen, som han udstyrede med nogle højst mærkelige Trimulanter. Morsomt var det at se ham gaa rundt i March til Marseillaisens Omkvæd. Karl var slet ikke, som han angav, 91 Aar. Af hvad Grund han fortalte det, er ikke godt at vide, maaske beroede det paa en Regnefejl. Han var, i Følge forskjellige i hans Kiste fundne Papirer, 76 Aar. Hans hele efterladte jordiske Formue bestod i 3 Kr i Kobbermønter, som Politiet fandt i en gammel Pose,

(Jyllandsposten 11. maj 1887).

Carl Frederik Kattentid (1811-1887) var søn af gørtlermester Carl Heinrich Kattentitt og Inger Marie Just i Adelgade. Han var den ældste af fem brødre og tre søstre. I 1839 blev han gift med Sophie Henriette Serine Bech. De fik 2 børn sammen indtil de mellem 1840 og 1845 flyttede fra hinanden. Han var musiklærer, flyttede meget omkring og blev før 1866 gårdmusikant. Hun døde af kræft i 1877, de to børn døde hhv. i 1867 og 1886.

Han optrådte i en periode med en anden original, sanger og guitarspiller Tyroler-Ferdinand og turnerede også rundt i Jylland. På sine ældre dage dog kun i København. Hans udseende inspirerede kunstmaleren Carl Bloch til at male ham i flere omgange fra 1869. Malerierne fortæller dog ikke om at han var blevet affældig og holdt op med at spille. 

Fløjte-Karl liggende død i sin seng i Landemærket i et baghus til nummer 51. Det offentlige tog sig af det med hans jordefærd. Han blev bisat den 16. maj fra Trinitatis-kirken. Da var skillingsvisen om hans død allerede kommet på gaden. Fløjte-Karl blev begravet på Vestre Kirkegård. Dødsårsagen angives i begravelsesprotokollen som ”senilitas” - alderssvækkelse.

Opløbet i Landemærket. (Efterskrift til Politivennen)

Opløbet i Landemærket. Som bekjendt fandt der 5te Juni d. A. om Aftenen et Opløb Sted udenfor Bager Methlings Gaard i Landemærket, der efterhaanden tiltog saaledes, at Borgervagten tilsidst maatte tilkaldes og selv denne lykkedes det først efter længere Tids Forløb igjen at tilveiebringe Orden. - Efterat der i denne Anledning har været optaget Forhør ved Criminal- og Politiretten, hvis Resultat blev, at 6 Personer, der havde deeltaget i de stedfundne Uordener, sattes under Tiltale, er Sagen nu i Løverdags bleven paakjendt. Af de under denne oplyste Omstændigheder hidsætte vi Følgende: Udenfor Methlings Bageri, der var i Kjelderen og hvis Vinduer vendte til Gaden, havde der jevnligen om Aftenen samlet sig endeel Smaapiger, der da fra Fortouget af havde talt ned til de i Bageriet arbeidende Svende, hvilke ogsaa paa deres Side havde indladt sig med dem. Man havde saaledes oftere gjensidigen spøgt, men ligesom Svendene undertiden havde tilladt sig en usømmelig Opførsel mod Pigerne, saaledes havde disse ogsaa flere Gange paa forskjellige Maader drillet hine og forstyrret dem i dens Arbeide. Herover vare Svendene, hvoraf 4 vare tydske af Fødsel, blevne opbragte og da disse Drillerier gjentoges den omhandlede Aften, idet Pigerne navnligen skulde have bragt Skjeldsordet "tydske Tyveknegte", var en Svend, der var født i Holsteen, løbet ud paa Gaden og havde grebet en Pige, som han oftere havde bemærket ved lignede Leiligheder. Han havde derefter bragt hende ind med i Porten, men da Pigen havde givet sig heftigt til at skrige, havde han atter ladet hende gaae, uden, efter hvad der har kunnet oplyses, at tilføie hende mindste Ondt. Pigens stærke Skrig havde imidlertid hidkaldt endeel Mennesker af den lavere Classe, og blandt disse heed det strax, "at en tydsk Bagersvend havde mishandlet et dansk Pigebarn". Man trængte nu ind i Bagerens Port under det idelige Raab: "ud med Tydskeren!" og da Bageren havde ladet Boutiksdøren og Mellemporten lukke, dundrede og sparkede man paa disse, som man truede med at sprænge, saafremt der ikke blev lukket op. Det var forgjæves, at det tilstedeværende Politi formanede til Rolighed; man troede ikke dets Forsikkring om, at den paagjeldende Bagersvend havde forladt Stedet - han var nemlig flygtet over et Plankeværk ind i en Nabogaard - men uagtet paa Politiets Opfordring Ingen af de Tilstedeværende kunde vidne om, at Pigen var bleven slaget, eller engang kunde nævne hendes eller Forældres Navn - hun var nemlig løbet bort og har ikke senere været til at udfinde - vedblev dog Hoben at huje og støie, og tilsidst blev endog Fyldingen til Boutiksdøren indslagen. Der reqvireredes nu Assistance i Nørreports Vagt, hvorfra 6 Mand afsendtes, og da derhos fra Hovedvagten tilkom en Forstærkning paa 10 Mand, adsplittedes Hoben, men samlede sig igjem, da det Militaire havde forladt Stedet, samt tiltog bestandig, ligesom der nu ogsaa blev slaget en Deel Vinduesruder itu hos Bageren, saavel i Stue-Etagen som i Kjelderen. Først da paany 20 Mand fra Hovedvagten under en Lieutenants Commando vare komne tilstede, lykkedes det Borgervagten, uden at dog Magt anvendtes, at gjøre en Ende paa disse Optøier, der havde varet i næsten 4 Timer, fra Kl. 8 om Aftenen til henved 12. - Under de derefter optagne Forhører oplystes det, at en Tømmersvend især havde viist sig virksom ved denne Leilighed, idet det havde været ham, der havde slaget Fyldingen ind til Boutiksdøren, ligesom han ogsaa havde ituslaget flere Ruder og Vinduessprodser. Fremdeles overbevistes 3 Drenge i en Alder af 12 a 14 Aar, deels at have kastet Steen og Andet mod Ruderne og deels at have sparket til Kjeldervinduerne. Endelig blev det endnu beviist, at 2de Sjouere havde, efterat Gaden var bleven afspærret af Vagten, uagtet gjentagne Advarsler søgt at trænge sig igjennem med Magt, uden at kunde bringes til Orden eller Rolighed, forinden de af Politiet anholdtes og bragtes bort. As disse Personer ansaaes ved den afsagte Dom Tømmersvendene med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, de 2de Sjouere hver med lige Straf i 5 Dage og endelig af Drengene de 2 med Riis, men den 3die paa Grund af sin Helbredstilstand med 4 Dages simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Vi bemærke endnu, at Bager Methling under Sagens Drivt frafaldt Kravet paa Erstatning for den skete Molest.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. august 1848, 2. udgave).

Bagermester D. J. C. Methling boede i Landemærket 153. Matrikel 153 Landemærket, Springgadde blev 1859 til Landemærket 22, Springgade uden nummer, i 1881 til Landemærket 22, Pilestræde 90. I 1934 blev den henlagt til Gutenberghus og offentlig gade. Det havde været ejet af bagere: Børge Bendtsen (1689), Frederik Larsen (1756) og Ole Lobech (1806).

Hvo boer i Slippen Nr. 155, 1ste Sal?

På ovennævnte sted findes i vinduet opstillet 2 dameportrætter hvortil originalerne skulle bo indenfor. Er dette sådan, da er det hos os den første udstilling af denne art. Om disse damer skulle være portrætmalerinder og ville således give en prøve på deres kunstfærdighed, vides ikke. Men man ved at det på flere steder i udlandet skal være skik at skøger således udstiller deres portrætter for at drage kunder til sig. Da der nu ved vores fortrinlige politi er truffet den ikke nok så påskønnede, men meget rosværdige foranstaltning at disse væsner ikke længere tør offentligt udstille deres halvnøgne yndigheder i vinduer og døre, så kunne man let falde på at tro at de her omtale kvinder var af dette slags og på denne måde ville omgå loven. Dette vil man dog håbe ikke lader sig gøre på denne måde som vel snart ville blive almindelig. Især på dette sted ville det være en dobbelt skandale, da der i samme hus er en skole, og lige overfor flere offentlige skoler, hvoriblandt en pigeskole hvor mange skikkelige folks børn og deriblandt indsenderens, dagligt skal hente deres undervisning i dyd og gudsfrygt der skal være deres bedste støtte gennem hele livet. Man forventer altså at en nøjagtig undersøgelse vil finde sted og at før nævnte damer fjernes fra et sted hvor de må give en sørgelig forargelse hvis de driver den smudsige profession som her er antydet.

(Politivennen nr. 1251, Løverdagen, den 21de December 1839. Side 804-805)  

Redacteurens Anmærkning

Slippen 155 lå i det berygtede kvarter ved Lille Brøndstræde. I 1873 hed adressen Landemærket 30/Lille Brøndstræde 14. Siden 1913 indlemmet i matrikel 267, og 1928 til matrikel 268 (Møntergården) som er opført 1915-16.

Bøn om Afløb for stinkende Vand.

Hele sommeren har beboerne af stederne i Borgergade fra nr. 89 til 93 lidt meget ved en utålelig stank af det vand som udløber fra garveriet i den såkaldte Landgreve - nr. 94 - og som i stedet for at løbe den modsatte vej, ved rendestenens dårlige forfatning samler sig udenfor de nævnte steder hvor det intet afløb har, men står stille og forrådner endnu mere. Hidtil har man tålmodigt måttet finde sig i dette onde da man anså plankeværket uden for det under bygning værende hus nr. 88 som en hindring for dette stykke rendestens højst nødvendige forbedring. Men efter at dette er borttaget og de derved fremkomne huller i stenbroen er dækket, er man så fri at henvende de ansvarliges opmærksomhed på denne ulempe, overbevist om at den med sædvanlig velvillighed vil blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 872, lørdag den 15de september 1832, s. 609-610)  

Spørgsmaal.

I Landemærket nr. 181 har nu i rum tid i det mindste år og dag, fundet en omstændighed sted som er til stor vansir og forbigående til megen ulejlighed. Sagen er nemlig den at udenfor nævnte grund er opført et interimistisk plankeværk som spærrer hele fortovet og som en følge deraf danner en vinkel med naboernes. Disse kroge benyttes på den ækleste måde af pøbel til at skille sig ved allehånde uhumskheder så at de snarere ligner en kloak end en del af et fortov. Uddunstningerne af disse er så kraftige at de i lang distance i høj grad ulejliger næsen. Da grunden i så lang tid kunne og burde have været ryddet, og der desuden indenfor nævnte fæle plankeværk er opført et andet forsvarligt, så tager man sig den frihed at spørge om ejeren af grunden nr. 181 måtte have høje vedkommendes tilladelse til således og i så lang tid han lyster at bebyrde publikum med de meget mærkbare ulejligheder af hans indretning, så meget mere da krogen er lige over for indgangen til Trinitatis Kirke.

(Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 453-454)

Redacteurens Anmærkning.

Landemærket er 181 er nutidens nr. 3-5. Huset er opført 1750.

Slem Drenge-Uorden i Landemærket.

Fredag i forrige uge da jeg var til Guds bord i Rundekirke, og vi nærmede os alteret, blev der udenfor kirken i Landemærket på de afbrændte grunde en sådan tummel med stenkast og skrig af en del drenge som havde samlet sig der, at man tabte alle sine rolige tanker ved denne hellige handling. Kunne det ikke forebygges af gård- og husejerne til disse grunde ved at indhegne dem til gaden. Vel er det forbundet med omkostninger, men den danske borger opofrer gerne noget for at tilvejebringe ro.

(Politivennen No. 249, Løverdagen den 7de October 1820. Side 4039-4040).

Ønske om Kirkefred

(Indsendt)

Fredag den 29. august klokken 11 trak en militærparade, formentlig en vagt gennem Landemærket og forbi Trinitatis Kirke under trommens lyd. På nævnte dag og tid var som sædvanlig gudstjeneste og kommunion. Kommunikanterne ventede vist ikke at blive forstyrret på denne måde i deres andagt, hvilket da måtte blive tilfældet da ethvert trommeslag trængte lydeligt ind i kirken og de turde vel gøre sig håb om ikke at blive således forstyrrede da det militære reglement, såvidt anmelderen ved, befaler at trommen ikke må røres et bestemt antal skridt fra kirken. At dette ikke altid overholdes er anmelderen med flere og endda ikke så sjældent blevet overbevist om. Man kan derfor ikke tilbageholde det ønske at når en vagt marcherer forbi en kirke den da ville huske sin instruks vedrørende trommen.

(Politivennen nr. 89, Løverdagen den 13de September 1817, s. 1490-1491)

"En militærparade, formentlig en vagt trak gennem Landemærket og forbi Trinitatis Kirke under trommens lyd. Midt under gudstjenesten og kommunionen. (Landemærket med Trinitatis Kirke og Rundetårn. I baggrunden tårnet af Frue Kirke. Eget foto)

Fy i Landemærket

På begge portene af Trinitatis Kirkes sprøjtehus som vender ud til Landemærket, findes malet nogle stygge figurer som er til forargelse for dydige øjne. Man håber at de ansvarlige lader dem fjerne ved at lade portene male over. Formodentlig vil sådanne påmalinger på døre og porte blive sjældnere da en for ikke lang tid siden udgivet politiplakat forbyder dette under straf.

(Politivennen nr. 21, Løverdagen den 25 maj 1816, s.  325)

Om de elendige Forestillinger af den 2. april i Landemærket

De herrer Kørner og Zirn der hos det københavnske publikum som erindrer sig en Pierres duelighed, som mekanikere ikke kunne få bedre titel end fuskere, synes dog efter deres avertissementer at dømme, at måtte have ikke så lidt tilløb. Og virkelig har man så ofte haft sådanne eksempler at man ikke misunder dem deres penge, hvis de blot ville afholde sig fra, med vanhellige hænder at røre vores nations hæder, fra at gøre den jammerligste og mest falske forestilling af den 2. aprils kamp. Denne foregribelse kan vel næppe revses af statspolitiet, men derfor burde den nok ikke slippe, så længe der er mænd som det tilkommer at våge over nationens dekorum. 

Disse folk ville vel påberåbe sig at de har kongelig tilladelse, men det kunne let bevises at de ikke har kongelig tilladelse til at vise det de viser. Tilladelsens ord hjemler dem vist ikke ret til at give falske og nationen fornærmende forestillinger.

Det er mere begribeligt at engelske kobberstikkere forsøger at give en falsk forestilling af den 2. aprils hændelser, og tro at de løgne de indgraverer i kobber kunne døve og kvæle de sandheder erfaringen i Kongedybet indgraverede i de engelske søfolks minde, fra Nelsons til den mest ringe matros’. Enhver som vil se hvorvidt engelsk uforskammethed kan gå lige såvel i stik som på prent, og ikke vil købe de 5 velstukne løgnetryk, som er kommet her til byen, kan se dem i konditor Komerabilis stue, hvor de er ophængt til skam.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 190, 12. december 1801, s. 3035-3037)

Vandmangel i den nordre Del af Byen

Man måtte ønske, at der alvorligt ville blive tænkt over den forlegenhed en stor del af byens nordlige del er, og at der blev rådet bod på det.

Det mindste som indbyggerne i en kant af byen såvel som i en anden kunne forlange var at der også blev sørget for at de fik vand, da vandledningen nu engang er en offentlig indretning og enhver enkelt ikke på egen hånd kan indrette den.

At det ville kræve nogle, måske mange folk at lægge en ny hovedrende ind, er ikke noget gyldig indvending. For hvilken husejer i Fiol- Skiden- Kannike og flere stræder ville ikke gerne udrede sin andel for at skaffe sin bygning i så betydelig bekvemmelighed.

I tilfælde af ildebrand er denne del af byen udsat for større fare, end den øvrige, da de få brøndposter vel ikke ville være nok, og de fine springvandsportioner ikke kan afgive nok vand.

Hvor presserende denne vandmangel er, kan man bedst se ved, når man ved, at mange husejere i Kannikestræde, Skidenstræde osv. for ikke at slæbe vandet fra Købmagergade, Landemærket eller endnu fjernere gader, må betale årlige penge til de som har springvand. Når nu de som har vand enten af særhed, utjenstvillighed eller ædlere bevæggrunde snart nægter dem adgangen fuldstændig til deres poster, snart hæver den årlige ydelse for det til det højeste, hvad råd er der da? Således blev fx en mand, der bor lige over for Regensen, og som ansøgte hos de teologiske professorer om at måtte for sin familie have adgang til Regensens vand imod en årlig kendelse, opkrævet 25 rigsdaler årligt for denne adgang. Eller omtrent 8 skilling hver dag.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 165, 13. juni 1801, s.2629-2631)

Varsko i Landemærket

Huset 191 Landemærket i hvis stue bor en brændevinsskænker, har et brændevinsskilt hængende over fortovet som nu i 14 dage i det mindste har truet med at falde ned. Skiltet er af jern, og kan sagtens knuse hjerne på hvem det falder ned på

(Politivennen nr. 6, 1798 s. 96. [Estimeret dato: 1. juni 1798])