Det København, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

 

Den gamle Kafé "Bauer"

Endelig falder den gamle Café "Bauer" for Aldersgrænsen. Den lille og lave Bygning paa Hjørnet af Studiestræde og Vesterfarimagsgade er saa at sige smuldret hen med Aarene, og af og til faldt temmelig store Stykker fra Taget og ned paa Gaden.

Café "Bauer" stammer fra National-Perioden og Dagmarteatrets, "Hellig-Hansen"s Glansperiode, og i mange Aar var den en søgt Restaurant, hvor især Journalister og Artister fra det nærliggende Cirkus samledes. De forskellige Ejere har forgæves søgt at slaa Forretningen op, men kun et yderst faatalligt og renttilfældigt Publikum fandt Vej til det lille Hjørne mod de mange kulørte Smaalamper og de skiftende Orkestre, i Reglen to-tre unge Musikanter, som ved Klangen af sære Instrumenter søgte at lokke Gæsterne til.

Om faa Dage er den gamle Café forsvunden, og noget saa moderne som en Benzintank vil blive opført paa Grunden.

(Social-Demokraten, 18. oktober 1927).

Perlsteins Ejendomme i Studiestræde og Fiolstræde. (Efterskrift til Politivennen)

Mislykket Udsmidning.

Hr. Perlstein havde i Gaar anmodet Kongens Foged om at "være sig følgagtig" til sin Ejendom i Studiestræde Nr. 27 for at sætte en Mælkehandler ud af dennes Lejlighed i Kælderen. Perlstein forklarede, at Mælkehandleren ikke havde betalt det Huslejebeløb, som forfaldt sor nogle saa Dage siden. Fogden var altsaa nødt til at tage med, skønt han nødig er saa strænge Husejere følgagtig. Mælkehandleren forklarede, al han var bleven enig med Perlstein om at blive boende til 1ste Oktober d. A., og at han havde betalt Husleje til Oktober Flyttedag, samt at Perlstein selv havde averteret Lejligheden i Aviserne. Han havde endogsaa et Par Vidner paa Aftalen, men uheldigvis intet skriftlig med Ejeren. Ejeren blev imidlertid ved sit, og Udsættelsen begyndte. Da det meste Bohave og Inventar var sat ud paa Gaden, hentede Mælkehandleren vor i Nærheden boende Sagfører, som straks mødte, men Fogden var imidlertid taget bort, da han skulde i flere lignende Ærinder. Sagføreren fik nu ved Politiets Hjælp stoppet videre Udsættelse, idet han paastod, at hvad der skete efter Fogdens Bortgang var privat og ulovligt. Hr. Perlsteins to Sønner var ved at bære Mælkefadene ud, den ene kom med Tykmælken, den anden med Kærnemælken, men begge maatte vende om igen. De satte nu afsted ud i Byen efter Fogden og fik omsider fat i hele Fogedpersonalet, som saa for anden Gang var Hr. Perlstein følgagtig. Perlstein maatte betale Gebyrerne nok en Gang, men Mælkehandleren var imidlertid flyttet helt ind igen, og vor Sagfører protesterede nu mod Udsættelsen. Følgen blev, at Fogedretten trak sig tilbage med uforrettet Sag, for at Kongens Foged selv kunde afsige sin Kendelse. Denne falder først om en Dags Tid eller to, og imidlertid er Mælkehandleren flyttet ind i sin ny Butik ved Siden af. Forestillingen overværedes af et stort og taknemligt Publikum.

(Social-Demokraten 25. september 1891).

En Dame kastet paa Gaden.

I Gaar Eftermiddags stod et solidt 4-Værelsers Møblement paa Gaden udfor nr. 13 i Fiolstræde og spærrede næsten al Færdsel; det vakte Opsigt i Kvarteret. Folk saa paa Møbelstabelen, medens de diskuterede Begivenheden. Her var øjensynlig ikke Tale om en Udsmidning af en fattig Familie.

Gik man op i Ejendommen, fandt man paa 2den Sal en tom Lejlighed, hvori et Par af Byfogdens Flyttefolk gik og rumsterede. Paa Dørpladen stod Navnet: Frk. Larsen.

Huset Ejer, Hr. Rentier Perlstein, fortæller, at Frøkenen er en ældre velhavende Dame, som ikke har betalt den forfaldne Huslejesum, skønt gentagende Paamindelser. Hun havde tilleje hos sig bl. a. en Hr. Boss, der gjorde sig bekendt ved sit Detektivbureau, og derudover havde de øvrige Husbeboere gentagne Gange besværet sig.

Frøken Larsens Tilhængere i Ejendommen fordømmer Hr. Perlsteins Adfærd i stærke Ord.

Endnu ud paa Aftenen var Begivenheden det almindelige Samtaleemne i Fiolstrædekvarteret, hvor baade Hr. Perlstein og Frk. Larsen er meget kendte.

(Social-Demokraten 8. juli 1903, 2. udgave).

Ildebranden i Studiestræde 24de Januar 1858. (Efterskrift til Politivennen)

Ildløs. I Søndags Eftermiddag udbrød Ild i Baghuset til Nr. 67 i Studiestræde, hvoraf et Par Etager afbrændte. Ilden opstod i et Snedkerværksted og greb rask om sig, da Bygningen var af en daarlig Beskaffenhed, og Skillevæggene næsten kun bestod af Planker. Inden kort Tid var Kvistetagen i den Grad omspændt af Luer, at dens Beboere ikke kunde tænke paa at redde sig ned ad Trappen. En af dem, Skræddersvend Andersen, svøbte da et af sine Børn i en Dyne og styrtede sig tilligemed det ned i Gaarden, hvor han slog sig saa frygtelig, at han et Par Timer efter opgav Aanden paa Hospitalet. Barnet blev derimod reddet, men dets Moder og to Sødskende omkom i Luerne, og deres forkullede Lig ere fundne i Ruinerne. Den samme Ulykke hændtes med en paa Kvisten boende Mad. Jessen. Skræddersvend Andersen efterlader sig flere Børn, der ligesom flere af Husets andre brandlidte Beboere ere i en høist ynkelig Forfatning, da de for største Delen ikke havde assureret.

(Dagbladet (København) 26. januar 1858).

Flyveposten skrev at døren til snedkerværkstedet var blevet sprængt og at ilden derved meget hurtigt havde bredt sig til trappegangen op til kvistetagen. Efterfølgende blev snedkermester Jørgensen arresteret. 

Om Ildebranden i Studiestræde forrige Søndag, skriver "Holbek Avis": Det hedder, at Snedkermester Jørgensen, i hvis Værksted i Studiestræde den ulykkelige Ildebrand forrige Søndag opstod, er belagt med personlig Arrest; der angives som Grunde til at der er opstaaet Mistanke om Ildspaasættelse imod ham, at han først skulde have erklæret, ikke at have assureret, og at han da det siden oplyste, at han havde tegnet Forsikkring hos et udenlandsk Assurancecompagnie, skal have erklæret, at have nægtet Sandheden, for at slippe for den paabudne Mulct af 1000 Rr. til det kgl. octroyerede Assuranceselskab; men, da det nu endeligen oplystes at han netop ogsaa havde ladet denne Mulct - saaledes som det almindelig her er Skik og Brug - medforsikkre, blev han i høi Grad mistænkelig, saameget mere, som han i den seneste Tid havde lavet Assurancesummen forhøie med 5 a 600 Rd , samt at han, efter at Ilden var udbrudt, rolig skal have befundet sig i Casinos Theater, uagtet det der var bekiendt, at Branden, der iøvrigl udbrød 1½ Time forinden Forestillingen tog sin Begyndelse, var i Studiestræde.

(Morgenposten 2. februar 1858)

- I Søndags bleve de fem Offre for Ildebranden i Studiestræde stedte til Jorden, og et talrigt Følge, sikkert over 200 Mennesker, sluttede sig til Liigtoget og fulgte ud med til Kirkegaarden. Da man var kommen herud, viste det sig imidlertid til almindelig Forbauselse, at ikke een Eneste af Hovedstadens Geistlige var tilstede, og Jordpaakastelsen var da altsaa bleven foretagen paa Liigstuen i Almindeligt Hospital, hvorfra Begravelsen udgik, som Skik og Brug er, naar de Dødes Efterladte ikke ere istand til at betale det Honorar, uden hvilket en Præst anseer det for at være under sin Værdighed at foretage en Udflugt til Kirkegaarden. Ved denne Leilighed, da en saa overordentlig Ulykke havde ramt flere fattige Familier, vilde det uden Tvivl have været passende, om dHrr. Pastorer vare afvegne fra gammel Vedtægt; vist er det i ethvert Tilfælde, at Følget blev ikke lidet uhyggelig tilmode, da det saae Kisterne blive sænkede i Graven, uden at der lød et eneste Trøstens eller Deeltagelsens Ord over dem. Ved slige Begravelser, hvor intet Monopol kan siges at blive krænket, vilde det være meget hensigtsmæsstgt, om Ordet blev givet frit, saaledes at en Ven eller Slægtning kunde træde frem og sende den Afdøde det Levvel, som kun for de mere Velhavendes BVedkommende lyder fra en ordineret Geistligs Læber. (Dgbl.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 3. februar 1858).

Efterfølgende bkev der samlet ind til de efterladte, således som det fremgår af denne annonce i Flyveposten og Dagbladet 6. februar 1858 ff.

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten:

Dom i Sagen: Procurator Raasløff, Actor, imod Arrestanten, snedkermester Rasmus Jørgen Jørgensen, afsagt af Criminal- og Politiretten den 17de Juli 1858.

Forsaavidt Arrestanten Rasmus Jørgen Jørgensen, der er langt over criminel Lavalder og ikke funden førhen straffet, under nærværende Sag tiltales for Brandstiftelse, da er der vel under Sagen fremkommet flere Oplysninger, der kunde vække nogen Formodning om, at han havde foranlediget en, Søndagen den 24de Januar d. A. i Baghuset til Eiendommen Nr. 67 i Studiestræde opslaaet Ildebrand, der maa antages at være udbrudt i Arrestantens daværende Snedkerværksted, og hvorved Qvistetagen og den over samme liggende Loftslejlighed fortæredes, men der findes dog ikke imod Arrestantens stadige Benegtelse af at have paasat Ilden, at være fremkommet noget saadant Bevis imod ham, at Strafskyld vil kunne paadrages ham. - Hvad dernæst angaaer Sigtelsen for Assurancesvig, da har Arrestanten vel vedgaaet at have assureret sine Meubler, Effecter og Materialier for et høiere Beløb end deres sande Værdi. nemlig for 1600 Rdl., medens de kun vare omtrent 1000 Rdl. værd, hvilket endog, efter hvad der forøvrigt er oplyst, maa antages at være ansat temmelig høit, hvorhos han ogsaa imod sine tidligere Forklaringer under Sagen senere har erkjendt, at han ikke kunde vente at faae nogen større Beholdning af færdige Meubler end den, han havde, da Ilden udbrød, men, ligesom han bestemt har negtet, al han hos vedkommende Assurancecompagni vilde i Tilfælde af lldsvaade gjøre Paastand paa nogen større Erstatning, end for hvad der i Virkeligheden var brændt, saaledes har han, der har villet være uvidende om, at man ikke kunde assurere for et større Beløb, end man havde Værdier for, som en Grund til den høiere Assurance anført, at han om kort Tid skulde have været gift, hvorved Værdien af hans Bo vilde slige, om end ikke i Forhold til den for høit ansatte Assurancesum, hvortil kommer, at han, som den, der stadig havde Meubler tilsalgs under Arheide og dertilhørende Materialier i Behold, og hvis Eiendomsgjenstandes Værdi følgelig maatte være fluctuerende, ikke kunde ansætte Assurancesummen med samme Sikkerhed, som hvor dette ikke var Tilfældet; og der skjønnedes saaledes, naar hensees til alt det Anførte, ikke at være aldeles tilstrækkelig Føie til at statuere, at Arrestanten ved den af ham for høit tegnede Assurance har gjort sig skyldig i noget Forhold, der vilde kunne paadrage ham Strafansvar, og han vil derfor være at tillægge Frifindelse, dog efter Omstændighederne kun for Actors videre Tiltale, og saaledes, at han udreder Actionens Omkostninger, derunder Salairer til de befalede Sagførere med 10 Rdl. til hver. Sagførelsen har været forsvarlig.

(Fædrelandet 20. juli 1858).

Studiestræde 67 blev i 1859 blev til Studiestræde 33, hvorfor kilderne bruger begge numre.

Kvistkammertyven Tofte tilstod 1864 at være ildspåsætteren, se serien vedkommende denne. Dette udløste en erstatning til enken:

Uskyldig mistænkt. Vore Læsere ville erindre, skriver "Folk. Av.", at det under den kriminelle Undersøgelse, der ifjor anstilledes i Anledning af "Kvistkammertyven" Toftes Mordforsøg paa Betjent Berthelsen ved Horsens Straffeanstalt, blev oplyst ved Toftes Tilstaaelse, at det var ham, der i sin Tid havde paasat den Ildebrand i Studiestræde i Kjøbenhavn, hvorved rneerl Ulykkelige indebrændte. En ung, nyetableret Snedkermester, Rasmus Jørgen Jørgensen, blev dengang arresteret som mistænkt for denne Brandstiftelse og sad meget længe i Fængsel, da Forhørsdommeren paa ingen Maade vilde troe hans Forsikkringer om sin Uskyldighed. Ved Høiesteretsdom opnaaede Rasmus Jørgen Jørgensen kun at blive frifunden for Aktors videre Tiltale - en Frifindelsesdom, som Domstolene ikke burde være berettigede til at benytte, da den kaster en Skygge paa den Tiltalte, som i mange Tilfalde er ufortjent. Aldrig har dettee viist sig paa en sørgeligere Maade end i dette Tilfælde. Jørgensens Helbred var fuldstændig nedbrudt ved det lange Ophold i Arresten og ved den aandelige Tortur, han havde maattet gjennemgaae, hans gode Navn og Rygte og dermed hans hele timelige Velfærd var tilintetgjort. Ikke lang Tid efter Dommens Afsigelse døde han af Sorg og Mangel. Hans Enke, som var den Eneste, der ikke lod sig rokke i sin Tro paa hans Uskyldighed, har nu fra Justitsministeriet og fra Kjøbenhavns Magistrat modtaget Tilsagn om, at de Sagsomkostninger, hendes afdøde Mand i sin Tid har maattet udrede til Beløb af omtrent 100 Rd., og som tilfaldt Statskassen og Byens Kasse, hver med Halvdelen, ville blive hende tilbagebetalte. Tillige har hun faaet en officiel Udtalelse om, at hendes Mands Uskyldighed tilfulde er godtgjort under Toftes Sag. Dette er Alt, hvad Staten kan gjøre, efter at have bragt saamegen Ulykke og Lidelse over en brødefri Mands Hoved.

(Svendborg Amtstidende 16. december 1865).

Bøn om Vand.

Gården nr. 83 i Studiestræde har i lang tid manglet vand da posten først efter at spædes med 12 til 14 spande vand yder lidt. Beboerne har haft tålmodighed hermed så længe de omkringboende ikke nægtede dem at hente det fornødne vand fra deres gårde. Men da disse nu begynder at vægre sig for at lade deres pumperedskaber opslides af uvedkommende, er man i stor forlegenhed for det nødvendige vand til husbrug. Dette tillige med den skade en sådan vandmangel ville afstedkomme i ulykkeligt ildebrandstilfælde, bevæger anmelderen til at bede gårdens ejerinde at lade manglen afhjælpes snarest muligt da sommeren hvori meget vand forbruges, ret snart nærmer sig.

(Politivennen nr. 749, Løverdagen den 8de Mai 1830, s. 293-294)

Til Vægteren i Studiistrædet.

Det er vist en af de bedste og nødvendigste indretninger at der ved nattetid findes årvågne og påpasselige vægtere i alle stadens gader og stræder, som samtidig med deres råben tilkendegiver klokkeslættet for dem som ikke sover. Men hvorvidt det er nødvendigt - min gode vægter i Studiestræde! - at du råber eller rettere brøler, gudelige vers hele natten igennem er en ting dine foresatte bedre må vide end du og jeg, så at du i den henseende er undskyldt. Men bøn som jeg håber du for fremtiden opfylder, er derfor at du med undtagelse af ovenstående, tilsidesætter al anden unødvendig larm som du forårsager ved den ækle latter du så ofte slår op og de højrøstede samtaler du fører på urigtig tid og sted. 

Endnu værre er det at du sjældent eller aldrig kan lade de stakkels natterenovationskuske køre i fred. De eder og forbandelser du udøser mod dem og som dårligt harmonerer med dine gudelige vers, samt det spektakel du derved forårsager, er åndsfortærende for Studiestrædes beboere. At du er befalet af dine foresatte at underrette de nævnte kuske om hvorledes de skal køre og holde eller omvendt, kan jeg indse. Men dine foresatte skulle bare vide hvorledes du udfører deres befalinger. Så indestår jeg dig for at ingen af dem fik lyst til at bo i Studiestræde.

Din ven

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 712-713)

"Du råber eller rettere brøler, gudelige vers hele natten igennem." (Vægter ca. 1815. Riedters dragtserie. Københavns Museum.)

Uordener.

1) I to til tre år har beboerne af gården nr. 83 i Studiestræde følt den ubehagelighed at mangle vand, så at de har måttet forsyne sig dermed fra naboernes og genboernes gårde. Når de har beklaget sig derover, har huset ejerinde vel ladet vandmesterens folk efterse pumperedskabet, men da dette kun har frugtet lidt, mener man at enten er opstanderen forslidt indvendig, eller der må være fejl ved renden. Men hvori end fejlen stikker, håber man at den afhjælpes, for manglen af det fornødne vand er ubehageligt for beboerne og i ildebrandstilfælde farlig.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 702)

Redacteurens Anmærkning.

Studiestræde 83 er nutidens nr. 34. Huset er fra 1907, tegnet af arkitekt Christian Mandrup-Poulsen. Men Politivennens hus for evigt borte.

Anmodning til Traadhandleren paa Hjørnet af Studii- og Larsbjørnstrædet.

Renlighed er visselig en god ting, og det er derfor smukt at den gode mand, trådhandleren på hjørnet af Studiestræde og Larsbjørnstræde vil have rene skjorter, bukser og andre sådanne sager. Men det kan ikke roses at han hænger dem til tørre på det desuden meget smalle fortov. For ved mindste luftning flagrer disse stykker om hovedet på de forbigående, hvilket af flere grunde ikke er behageligt. I dag - torsdag den 22. maj - fik indsenderen således en gammel våd nathue om ørerne. Han har indrettet et permanent apparat af snore og stænger til denne tørring, og benytter dem dagligt, om ikke til andet, så dog til at blege sin tråd. Den gode mand bedes venligst at afskaffe om muligt denne for de fortovet passerende lidt besværlige, og gaden lidet prydende indretning.

(Politivennen nr. 647, Løverdagen den 24de Maj 1828, s. 338-339).

Ulykkelig Hændelse.

Mandag den 1. oktober blev anmelderen i Vestervoldgade mellem Studiestræde og Vestergade pludselig omringet af en del drengebørn der med lynets fart løb ham i møde og udstødte de rædsomste angstskrig. Han erfarede desværre umiddelbart derefter årsagen til børnenes forfærdelse, idet han hørte en spæd stemme råbe om hjælp og blev da opmærksom på at et lille drengebarn lå halvt tildækket af en af de store møllesten som står ved volden. Med største hast tilkaldte anmelderen en del folk som stod lige overfor til hjælp og det lykkedes dem da endelig ved forenede kræfter at hæve den kolossale stenmasse så højt i vejret at drenge kunne trækkes frem. Hvad man ventede befandt også at være tilfældet: drengens ene ben var knækket midt over og dertil således knust at lægerne på hospitalet hvortil han i største skynding blev bragt, anså det nødvendigt at amputere benet.

Denne sørgelige hændelse der vel kun har sin grund i de omhandlede drenges uforsigtighed *), har hos anmelderen vakt det ønske at de ansvarlige ejere af de sten der er sat ved volden, strengt må påbydes at anbringe et forsvarligt rækværk omkring disse, så at sådanne ulykkestilfælde kan gøres umuligt for fremtiden. Og han finder dette så meget mere i overenstemmelse med rimelighed som dette dog synes at være en ringe erkendtlighed og opmærksomhed for den tilladelse som kommandantskabet formodentlig gratis meddelelser de vedkommende stensælgere. Det bemærkes nemlig at anmelderen har den overbevisning at kun denne autoritet kan meddele tilladelse til eller forbyde sådanne sten hensættes ved volden.

Til slut bør anmelderen ikke lade almenheden være uvidende om at den ulykkelige fader der nu har en krøbling til søn i stedet for en rask, velskabt dreng, er værtshusholder Peder Christensen Katberg, Nørregade nr. 35.

*) Sed pueri sunt pueri, et pueri puerilia tractant.

(Politivennen nr. 614 Løverdagen den 6te October 1827, s. 628-630).

"I Vestervoldgade mellem Studiestræde og Vestergade blev anmelderen pludselig omringet af en del drengebørn." Det var i dette område. Dog med nyere bygninger: Vester Voldgade 21 (1870)og 23 (1900). Eget foto, 2020).

Redacteurens Anmærkning

Den latinske sentens i slutning betyder noget i retning af børn er børn, og børn gør dumme ting. Møllehjulene må stamme fra en af de møller som lå på bastionerne. Formentlig Store Kongens Mølle på Schacks Bastion.

Ønske om Studiestræde.

Længe har anmelderen heraf som vist nok også øvrige beboere i Studiestræde ventet at denne gade skulle værdiges vedkommendes opmærksomhed, men da dette hidtil ikke er sket, kunne et par ord desangående måske ikke være overflødige. Siden Københavns store ildebrand har ingen reparation fundet sted ved den, skønt den ved denne ildebrand led betydeligt derved at størsteparten af fortovsfliserne revnede og nu med tiden er så ganske forrykkede af deres plads at man aldrig om aftenen tør vove sig på dem. Langt farligere er dog den side af fortovene der er smallest da stenene der ligger endnu mere uregelmæssigt og har en dyb rendesten ved siden der på grund af de udglidte sten næsten altid står fuld af vand. Desuden mangler næsten ved alle bygningerne de for fodgængerne så nødvendige udlægsbrædder. At få gaden ganske omlagt, som den så højligt trænger til, tør man vel næppe gøre regning på, men rimeligt er dog ønsket a den måtte blive efterset og nogle af manglerne afhjulpet.

(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4957-4958).

Ingen Rose uden Torne

I gæstgivergården kaldet De Tre Roser i Studiestræde er et lokum for hvilket der ikke er anbragt en dør. Det vender således ud så det ofte viser et meget uhøvisk skue for de tilstødende huses beboere. Formodentlig benytter ejeren og hans familie sig ikke af denne dørløse indretning. Imidlertid tør man dog håbe at mangelen bliver afhjulpet.

(Politivennen nr. 196, Løverdagen den 2den Oktober 1819, s. 3144)

Redacteurens Anmærkning

Krak for 1836 nævner De Tre Roser, Studiestræde 91. Det er i dag Studiestræde 34. Den nuværende bygning er fra 1907, så De Tre Roser er for evigt forsvundet.

Svar paa Islamisme i Politievennen No. 82.

(Indsendt)

For at forhindre urinerende at søge adgang i og ved porten nr. 94 i Studiestræde, er samme forsynet med de fornødne afvisningsbrædder - men da disse har måttet tjene til mere end deres bestemmelse, nemlig til rytteri for gadedrenge, er for at hindre dette ikke bestemte brug, på disse brædder anbragt adskillige spidde eller spidser hver omtrent 1 tomme lang, forfærdigede af en sjællandsk smed - og således ikke forskrevne fra Tyrkiet. - Anmelderen af sin islamisme i ovenstående nummer i Politivennen antages at være det eneste fornuftige menneske som skulle falde på den besynderlige ide at søge hvile eller tage sæde på disse eller lignende brædder om de end ikke var forsynet med jernspidser.

(Politivennen nr. 84, Løverdagen den 9de August 1817, s. 1410-1411)

Islamisme i vore Tider.

Der tales så meget om oplysning og humanitet i den nyere tid, men hvorledes disse i gerningen opfyldes, skønnes bedst af de til afvisning for urinerende på portbrædderne af nr. 94 i Studiestræde nyligt anbragte tyrkiske spidde. - Hvilke vel ikke kan dræbe, men smerteligt såre den der uafvidende skulle ville hvile eller sætte sig på eller vel endog uheldigvis falde imod disse brædder som uden spidser kunne opfylde deres bestemmelse.

(Politivennen nr. 82, Løverdagen den 26de Juli 1817, s. 1376-1377)

Redacteurens Anmærkning.

Studiestræde 94 er nutidens nr. 12. Det er fra 1799, opført af bygmester Jens Dahl. Artiklen besvares i Politivennen nr. 84, 9. August 1817, s. 1410-1411.

Studiestræde 12. Der synes ingen rester af den pinefulde urinerende afvisende foranstaltning. (Foto Erik Nicolaisen Høy).

Om Rygter og Rygtesmedde

Når aviserne ikke indeholder efterretninger om forefaldne blodige slag, når ingen betydelig ildebrand eller andet uheld indtræffer som kan give stof til samtale og underholdning i kroer og på værtshuse, så opfinder og udspreder lediggang og snakkesyge rygter der ofte i sig selv er latterlige, bliver ved med at gå fra mund til mund fordrejet på de underligste og meste urimelige måder.

Men når der bringes sådanne rygter der kan vække almindelig frygt i omløb, eller sætte de personer hvis sag det er at våge over den offentlige sikkerhed i forgæves arbejde med unyttige undersøgelser, eller som kunne forklejne medborgeres ære, burde vist nok rygtemageren eller udsprederen efterspores, og hvis han opdagedes, alvorligt afstraffes.

Blandt flere usandfærdige rygter som i den senere tid har været udspredt, er også det som fra sidste i oktober denne måned indtil nu har været i omløb, at ejeren af Damhuset, eller som andre siger, en P. E. Galberg er fundet myrdet med flere knivstik og kastet over rækværket ved Søndermarken. 

"Galberg har i nogen tid haft løjtnant Bodenhoffs gård i Vridsløselille i forpagtning. Denne forpagtning ophørte uventet, da gården efter at have været stillet 4 gange til auktion underhånden blev solgt". (Området lidt nordvest for Vridsløselille ned til Store Vejleå. Eget foto)

Hvad ejeren af Damhuset angår, da har han ved en bekendtgørelse i aviserne modsagt dette rygte som ubegrundet. Og da anmelderen kender Galberg, vil han i anledning af hans fosvinden her anføre hvad man med tilforladelighed ved om ham. Galberg som i nogen tid har haft løjtnant Bodenhoffs gård i Vridsløselille i forpagtning. Denne forpagtning ophørte uventet, da gården efter 4 gange at have været stillet til auktion underhånden blev solgt, og han gik den 27. oktober til København og indlogerede sig hos en værtshusholder på Christianshavn, hvor han forblev til torsdag den 29. forrige måned. På den dag gik han til København i følge med sin vært, hvor han forlod denne på hjørnet af Studiestræde og Teglgårdsstræde, med løfte om at komme hjem for at spise til middag. Men han kom ikke, og har siden ikke været at opspore. 

Den 29. oktober forlod Galbergs kone og øvrige familie den gård der havde været i forpagtning og indlogerede sig i Damhuset. Derfra lod hun under 19. november et avertissement indføre såvel i Adresseavisen som i Statstidende angående hendes mands bortgang og udeblivelse. Det har formodentlig givet anledning til det førnævnte dobbelte rygte, der desuden fortaltes med mangehånde tilsætninger. At Galberg imidlertid ikke har været at opspore, og at ingen dræbt eller ilde mishandlet person er fundet på ovennævnte sted, og at de rygter er aldeles ugrundede, kan anmelderen på vedkommende autentiske personers forsikring herved bekendtgøre.

(Politivennen nr. 52, Løverdagen den  28. december 1816, s. [809]-812)

 "Han forlod sin vært på hjørnet af Studiestræde og Teglgårdsstræde, med løfte om at komme hjem for at spise til middag". Hjørnet af Teglgårdsstræde og Sankt Pedersstræde er ved det grønne hjørnehus. Herefter fortsætter Teglgårdsstræde som Larsbjørnsstræde. Hjørnet af denne og Studiestræde anes i baggrunden efter tagstilladset.

Redacteurens Anmærkning

Skribenten er nu også med til at udsprede rygter. Det omtalte hjørne af Teglgårdsstræde og Studiestræde eksisterer ikke, heller ikke på Politivennens tid ifølge Gjeddes Kort over København. Der kan enten være tale om hjørnet af Teglgårdsstrædes forlængelse, Larsbjørnsstræde og Studiestræde, eller hjørnet af Teglgårdsstræde og Sankt Pedersstræde. Eller et helt tredje sted.

Desuden er det lidt uklart hvad der menes med Damhuset. Der kan fx være tale om Damhuskroen ved Damhussøen eller om Damhuset i Lyngby ved kirken. Det mest logiske ville være Damhuskroen da det ligger på vejen fra Vridsløse til København. Der var også indlogeringsmuligheder dengang.  

Overfald på Gaden

Mandag den 14. kl. 11 om formiddagen i denne måned havde jeg den ubehagelige oplevelse at blive udsat for et overfald, og det på følgende måde:

Jeg kom fra volden og ville gå ned ad Studiestræde, da 5 matroser, som jeg havde set stå uden for en kælderdør, pludselig samlede sig omkring mig, viste mig deres knapper, som de havde i tøjet, og spurgte om jeg ville købe sølv? Jeg svarede nej. Så fejede de forbi mig. Kom senere tilbage, omringede mig igen og spurgte om jeg ville købe sølvknapper? Jeg svarede nej. Hvorpå de begyndte at skubbe mig mellem sig, fra den ene til den anden. Jeg bad dem om at lade mig i fred, og sagde at det var for galt at man ikke kunne gå på gaden i fred. Så tog en af dem fat i min stok, som jeg holdt temmelig godt fast i. Men alligevel vred de den ud af hånden på mig, og løb så deres vej ned ad Larsbjørnsstræde, og gik ned i kælderen. Jeg forfulgte dem i det håb at møde enten nogle betjente eller politi, for at få i det mindste en af dem arresteret. 

Omtrent på dette sted på Studiestræde blev skribenten passet op af fem matroser, efter at komme fra volden længst væk, lige foran Palads Bio. Skumle kældre som under kafe The Log Lady (Twin Peaks) præger området. Fotoet er taget i krydset ved Larsbjørnstræde. Matroserne stak derefter af bag om fotografen og op mod højre, hvor også Teglgårdsstræde støder til. De fleste af husene på fotoet eksisterede også i den skikkelse i 1805. De var da forholdsvis nyopført af forskellige håndværksmestre.

Fra den omtalte kælder kom de straks op og gik ned i en anden kælder i Teglgårdsstræde, hvor der er et rulleskilt over døren. Der stod de i nogen tid og opfordrede mig til at komme ned, så skulle jeg få min stok. En mod fem turde jeg ikke. Jeg opsøgte i stedet en bekendt der bor i gaden, som uheldigvis ikke var hjemme. Jeg holdt imidlertid øje med disse matroser, forfulgte dem i det håb at møde en eller anden jeg kunne alliere mig med. Men da de mærkede dette, forsøgte de da de kom til Vestergade at sprede sig mellem vognene. Dog beholdt jeg to i syne, heriblandt ham som havde taget stokken og holdt den under sin jakke. 

Forfulgte dem op ad Vestergade til volden. Men da de kom nær volden, begyndte de at løbe og jeg tabte dem af syne. Jeg passede dog nøje på overalt og opdagede dem igen nede ved Vartov Hospital. Opsøgte to politibetjente der boede i nærheden, men forgæves. Og så endelig disse to matroser gå ned i en kælder i Prindsensgade, hvor de forblev. 

Da min umage for at få fat i disse karle således var forgæves, og da jeg ikke kender dem, heller ikke kan få dem afstraffet, så vil jeg for den offentlige ordens skyld ønske, at dette bliver offentliggjort til advarsel for andre. Stokken bekymrer mig ikke så meget, men den forskrækkelse jeg fik i det øjeblik har taget på mit helbred.

København den 15. januar 1805
Mathias Mejer
Magstræde nr. 28

(Politivennen nr. 352, 18. januar 1805, s. 5589-5592)

Redakteurens Anmærkninger

Matroser

Der var et betydeligt antal matroser på Politivennens tid. Ifølge Callisen (s. 525) var 5.953 mandfolk og 4.235 kvindfolk matroser, ud af en samlet befolkning på knap 101.000 altså omkring 10% af Københavns befolkning. Matrosernes udfordrende opførsel viser ringe respekt for spidsborgerne. Måske et udslag af de revolutionære stemninger siden den franske revolution? Måske ment som en trussel om at i flok kunne de godt afvæbne borgeren. Men dog også tilpas bange for at gøre alvor af deres trusler.

Politivennens skribenter - der må formodes at være fra Københavns finere spidsborgerskab - omtaler med jævne mellemrum matroser. Altid i flok og som regel truende, anmassende og i gang med et eller andet halvkriminelt. Fx som billethajer der maser sig foran i køen for at opkøber teaterbilletter.

Prindsensgade 

Der kan være tale om Ny Kongensgade, som dog allerede optræder med dette navn på Geddes Kort fra 1761 hvorfor det er mærkeligt at artiklen stadig skulle bruger det gamle navn. Om en lille forbindelsesgade mellem Borgergade og Adelgade. Eller Prinsessegade på Christianshavn, som hed Prindsensgade indtil 1859. 

Vognene i Vestergade

Vestergade førte som Nørregade og Østergade mod byens port fra byens centrum Gammel- og Nytorv. For Vestergades vedkomende til Vesterport (nu Rådhuspladsen). Her var tit trafikprop af vogne som skulle ud eller ind af porten.

Før ordenspolitiets tid

Politimester Hans Haagens politistyrke bestod på dette tidspunkt af 3 assessorer, 6 fuldmægtige, 3 kopister, 1 adjudant, 1 torvemester, 1 fyrbøder, 30 politibetjente inden for volden, 6 politibetjente på broerne og 1 politibetjent med speciale i fremmede jøder. Til en befolkning på over 100.000. Vægterkorpsets knap 300 vagter synes Politivennens skribenter ikke at have haft særlig stor tiltro til.

En Skik i Studistræde.

I Studiestræde nr. 6 er en skik opfundet formodentlig kun blandt de dovne tjenestepiger, som dog da de tjener i stuen er de nærmeste ved gadeporten, med desuagtet ikke lukker andre op, end dem der ringer 1 slag på klokken. Den der ringer 2 slag, skal første sal lukke op osv. Men da denne skik kun er nyttig for husets beboere and som ved det, og ubekendte let kunne blive fikserede ved ikke at blive lukket ind, så gjorde de bedst i for at kræve lydighed i dette, enten at slå en plakat op udenfor på gadeporten hvorved om aftenen skulle hænge en lygte, på det at man til alle tider kunne læse den, eller også skulle de ikke overøse fremmede folk med grovheder som for første gang kom i huset.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 191, 19. december 1801, s. 3051)