Kjøbenhavns offentlige Politiret 30de September. (Efterskrift til Politivennen)

2den Afdeling, Assessor Wallick.
Lørdagen den 30te September

- Endelig afsluttedes idag den 5 Maaneder garnle Sag, i hvilken Arbejdsmand Mogensen paastod sig en Skadeserstatning af 2 Rd. tilkjendt for det Hul, som Brændeviinsbrænder Kernns Hund havde bidt i hans bedste Trøie. Den Rigsdaler som Brændeviinsbrænderen havde deponeret i Retten, indvilligede Mogensen i at modtage og skænkede derpaa Beløbet til Rettens Fattigkasse med Forlangende om, at Brændevinsbrænderens Hund for Fremtiden maatte bære Mundkurv, naar den skulde ud og tage sig Motion i Gothersgade 

- Enken Ane Petrine Rørvig fik dernæst en ganske alvorlig Advarsel mod at betle under de forskjellige Paaskud, som hun anvender.

- Ikke alene Retssalen var propfuld af Mennesker, men ogsaa hele Gangen var sammenpakket af Tilhørere, der vilde overvære Krigsførelsen mellem Former Schmidt og Ane Hoffmann fra Farvergade; men uheldigvis for Publikum var der inden Mødet afsluttet en evig Fred mellem de to krigsførende Magter. Saavidt vi have bragt i Erfaring, indeholder Fredsprotokollen følgende Artikler:

Fredslutning mellem Former Schmidt og Ane Hoffmann,
Givet i Kjøbenhavn udi Farvergade, den 29de Septbr. i det Herrens Aar 1865.

Art. 1). Jeg, Former Schmidt, forpligter mig og min Kone til ikke at skælde Ane Hoffmann ud, ikke at kradse hende i Ansigtet, ikke at træde paa hendes Nederdel, ikke at rive i hendes franske Shavl og endelig ikke at molestere hendes Krephat.

Art. 2). Jeg, Ane Hoffmann, forpligter mig ligeledes til ikke at krænke Hr. Former Schmidt eller Frue, og at tillade dem fri og uhindret Passage op og ned ad Trappen i deres Bopæl.

Ari. 3). Jeg, Former Schmidt, lover endydermere at udrede til nævnte Ane Hoffmann tvende Rigsdalere som en Skadeserstatning for den Molest, bemeldte Anes Krephat har lidt ved de Dunk jeg har tilføiet den.

Art. 4). Denne Fredslutning skal vare fra nu af indtil evige Tider.

(Her følge Underskrifterne).

Med denne Fred erklærede Dommeren sig tilfreds og hævede Sagen med en eftertrykkelig Advarsel til begge Parter.

- Saavel Sagen mod Skomager C. Carlsen angaaende Vandspild som Sagen mod Vognmand Jens Sørensen angaaende Paakjørsel og Afbankning af Droskekudsk Anders Larsen udsattes til Tirsdagsmødet.

- Jens Peter Otto kunde ikke skaanes for at lade 1 Rd. tilflyde Fattigkassen, da han havde ladet sit Kjøretøi henstaa paa Gaden uden at spænde Skagler fra eller binde Tømmerne.

- Fiskeren Christian Sivertsen kaldes ogsaa "Christian Normand"; hvorledes det staaer sig med hans mentale Tilstand, er ikke oplyst endnu men rigtig klog er han neppe, og derfor hævedes den mod ham anlagte Sag, der gik ud paa, at han i Mandags havde grebet en vældig Kampesten ude ved Assistenskirkegaarden med begge sine Hænder og kastet den efter en lille Hund.

- Gientaget Nattesæde skilte Restauratør Syberg af med 2 Rd.

- Spillen paa Harmonika i Gaardene uden Bevilling fra Politiet skaffede Arbeidsmand Larsen, der tidligere har spillet Politiet det samme Stykke, en Mulkt paa 2 Rd. med Trusel om Straf for Betleri, hvis han atter spiller i Gaardene; Laurits Peter Nielsen, der var bleven tagen af Politiet, ligesom han havde begyndt paa sin Koncert, fik en alvorlig Advarsel.

(Dags-Telegraphen 1. oktober 1865)

Copist og Original Andreas Peter Gyth. (Efterskrift til Politivennen)

I 1850 var Peter Gyth ansat i Revionscontoirerne for Umyndiges Midler, første contoir som copist. På kontoret sad foruden ham kancelliråd og kontorchef Carl Wilhelm Lautrup og kancellisekretær og fuldmægtig Christian Adrian Jansen. Kontoret hørte under 2. departement, hvor der foruden det 2. kontor var 2 kontorer med  hhv 2 og 5 ansatte.På finanslovsudkastet for 1852-53 fik han udsigt til et tillæg på 200 Rbd (fra 400). Ifølge Krak 1850 boede P. Gyth i Farvergade 125B.

- En af Kjøbenhavns Originaler, den 82 Aar gamle Andreas Peter Gyth, der i sin Ungdom blev Copist i Cancelliet og senere i Justitsministeriet, afgik i Søndags Morges ved Døden. Fra sin tidligste Tid afslog han alle Tilbud om Forfremmelse, da han vilde leve og døe som Copist. Noget, der dog ikke gik i Opfyldelse, da han for et Par Aars Tid siden blev afskediget. I 40 Aar har han boet i sin Leilighed i Farvegade, hvor han døde som Ungkarl, og i denne lange Aarrække har sjelden nogen menneskelig Fod faaet Lov til at komme over hans Tærskel; i samme lange Tid har han heller ikke tilladt, at hans Beboelseslejlighed blev underkastet nogensomhelst Reparation. Først efter megen Modstand fik hans Vært Tilladelse til for et Aars Tid siden at indlægge Vand i hans Kjøkken, men han benyttede aldrig dette. For at undgaae Besøg af Brandfolk og Skorsteensfeier gav han Afkald paa at have Ild i Kakkelovnen eller paa Skorstenen i koldt Vand og Brød var nok i Reglen hans daglige Kost, og Varme fik han ved at arbeide i Ministeriet til Kl. 11 eller 12 om Natten. Han feiede maaskee et Par Gange aarlig sin Stue, og efter i lang Tid at have benyttet sit Linned, samlede han det sammen bunkeviis, uden nogensinde at lade det vaske; der findes derfor en meget betydelig Bunke laset Linned efter ham. Af andre Efterladenskaber findes et Par Stole, et Chatol og en Dragkiste fra det forrige Aarhundrede, en stor Mængde tildeels kostbare, danske, tydske, franske og engelske Bøger, der ere opstablede i Bunker eller nedlagte i Skuffer, en Feltseng med en næsten ubrugelig Madrats og et Par gamle Dyner, samt endelig en Mængde Øl- og Olieflasker. Da man ikke havde seet ham forlade sin Leilighed i flere Dage, lod man Politiet forceuge Døren til hans Værelse, hvor man fandt ham liggende syg paa Gulvet. (Khp.) 

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 5. juli 1860).

Peter Gyth. Hr. Redacteur! De har i Deres Gaarsnumer omtalt en ved Døden afgaae gammel Mand, pensioneret Copist under Justitsministeriet Peter Gyth og, hvad der ogsaa har været Tilfældet med et andet kjøbenhavnsk Blad, charakteriseret ham som en Særling, der negtede sig Livets første Fornødenheder, blot for at puge Penge sammen, levede i et utaaleligt Svineri ose. Tillad en af hans Ungdomsvenner, der engang omgikkes ham meget og kjendte ham nøie, og som anseer det for sin Pligt at værne om den Afdødes Minde og give hans Samtid et sandere og mindre afskrækkende Billede af ham, at fuldstændiggjøre og berigtige Deres Beretning. Vistnok ville vi selv da, naar den Hensovedes lange og eensformige Liv staaer klarere for os, ikke kunne fritage ham for at have levet som en Særling; men man vil tillige faae Indtrykket af, at han var en i alle Henseender høist agtværdig Personlighed, hvis gode Egenskaber vare de langt overvejende.

Det hedder i Deres Beretning, at han aldrig kunde lade sig bevæge til at blive mere end Copist, eftersom han meente her at være kommen paa sin rette Hylde. Det forholder sig ikke saa. Motivet til, at han afslog enhver Forfremmelse, var et ganske andet og af en langt ædlere Natur. Han var nemlig samtidigt med. at han var Copist i et af Cancelliets Revisionscomptoirer, Extra-skriver i Archiv-Comptoiret, og for at blive forfremmet i sin ene Stilling maatte han have opgivet den anden. Som Angre vilde han heller ikte have taget i Betænkning at gjøre det, hvis han kun havde havt sig selv at sørge for. Men han havde sine gamle Forældre i Huset hos sig; Moderen var i mange Aar sindssvag og sengeliggende. og Faderen, en høitbedaget Gubbe, kunde ikke tjene Noget til Livets Ophold. Sønnen pleiede disse sine Forældre med en sjelden Opoffrelse. Da der aldrig holdtes Pige, var han selv oppe om Morgenen for at lave Drikke, hentede Middagsmaden til dem fra Spiseqvarteret o. s. v. Da de siden døde, først Moderen og senere Faderen, var han allerede selv i en Alder, hvor det var ham ligegyldigt at komme i en høiere Embedsstilling.

Uagtet hans Ungdom saaledes ingenlunde henrandt under gunstige eller opmuntrende Kaar, og det meste af hans Tid var optagen af Forretninger, maa man ikke troe, at han forsømte at uddanne sig eller ikke havde Sands for noget Høiere. Jeg har tvertimod kjendt faa Mennesker, der med en saa stor Udholdenhed og Alvor som han søgte at udvide deres Kundskaber. Men Alt, hvad han lærte, lærte han, med Undtagelse af de første Skolekundskaber, kun ved Selvstudium. Han kunde saaledes Tydsk, Fransk, Engelsk og Italiensk, vel ikke saaledes, at han kunde tale disse Sprog, men dog nok til at kunne forstaae, hvad han læste. Og dette var ikke lidet; thi næsten alle hans Fritimer anvendte han til Læsning og til at spille paa Fløjte og lidt Claveer, hvad han ligeledes havde lært sig selv. Til disse Sysler var han meget punktlig med Inddelingen af sin Tid; hvert Fag havde sin bestemte Time. Foruden fine Studier gav han sig ogsaa af med Tegning og freqventerede i mange Aar Kunstakademiet, hvor han var avanceret til Modelskolen. Han var tillige i sine yngre Dage en flittig Komediegænger, og anvendte ikke Lidet af sine Indtægter til Anskaffelse af Bøger og Musikalier. Det er muligt, at han paa sine gamle Dage blev mere paaholden paa Pengene, især da han ikke  kunde rente nogen stor Pension; men i sin Ungdom og i sin kraftige Manddomsalder var han det ingenlunde, men meddeelte tvertimod stjerne til Andre og saa rundeligt, som det var ham muligt.

At han i det paa Grund af Moderens Sindssygdom høist uhyggelige Hjem, hvor han tilbragte sine bedste Leveaar, ikke kunde faae Sands for Reenlighed og Orden, er let at indsee, og Vanen var saaledes bleven ham til anden Natur, at han heller ingenlunde sylte noget Savn derved. At han ikke skal have anskaffet sig nye Klæder siden 1812, er dog en stor Overdrivelse; mit Bekjendtskab til ham skriver sig netop fra en senere Periode, og jeg har dog seet ham med flere end een ny Dragt. Men man maatte rigtignok vide, at den var ny, thi han hadede i den Grad at see pæn og Pyntelig ud, at han i Regelen, naar han havde nyt Tøi eller nye Støvler paa, først gik ind dermed i Cancelliarchivet og gav sig ret til at rode op i gamle Sager for al blive dygtig tilstøvet. I Udøvelsen af sine Embedspligter var han et sandt Monster: han arbejdede ialmindelighed langt ud over den almindelige Comptoirtid, og det uagtet han arbejdede meget hurtigt, hvorved det ikke lidet kom ham tilgode, at han skrev en ligesaa smuk som flydende Haand.

Af de faa Træk. jeg her har tilladt mig at meddele Dem, haaber jeg at De vil erkjende at have faaet et ganske andet Indtryk af den gamle Pebersvend, der unegteligt ved Omstændighedernes Magt blev paatrykt alle en Særlings uhyggelige Kjendemærker, men som ikke desto mindre var et meer end almindeligt begavet og retsindet Menneske, en sjelden opoffrende og kjærlig Søn og en i alle Henseender punktlig og samvittighedsfuld Embedsmand. Han hvile i Fred!

Deres ærbødige
N. N.

(Flyveposten 7. juli 1860)

Farvergade 128 blev i 1859 til Farvergade 18. Matriklen 128 blev i 1908 indbefattet i matrikel 283, hvori også en række andre matrikler blev henlagt. De omfatter i dag Farvergade 2-4 og 6-8 (Matrikel 282), med bl.a. Tutein & Koch. Bygningen er tegnet af arkitekt Roger Møller.

Gadepatrol.

1) Ved det gamle bindingsværkshus på hjørnet af Farver- og Gåsegade står en afviser på fortovet i sidstnævnte gade. Da fortovet her er meget smalt, og afviseren er til ingen nytte, men tværtimod kan bevirke mange farlige fald på mørke aftener, ønskes den borttaget.

2) Det skilderhus som er placeret på hjørnet af gennemgangen i Domhusbygningen (før kaldet Slutterigade) og Kattesundet, findes næsten dagligt at være besudlet med ækle ekskrementer og vil snart oprådne da det synes som om mængden har valgt den krog hvori det står, til urinsted. Skildvagten som har sin post inde i gangen, kan i regnvejr ikke søge ly i skilderhuset hvor det nu står, da han ikke derfra kan have tilbørlig opsyn med arrestvinduerne. Det synes derfor mere rigtigt om det flyttedes ind i gangen selv, hvorved de her nævnte ulemper ville forebygges.

3) Så vidt vides er det befalet at de handlende eller andre som vil have at vægteren skal vække dem tidligt om morgenen, skulle anskaffe sig en klokke i deres værelse for at vægteren ikke ved støjende banken skal forstyrre syge eller andre der bor i nærheden, og som ikke behøver at være så tidligt på færde, i deres morgensøvn. Er dette sådan, da overtrædes denne befaling af nogle handlende i Adelgade neden for Dronningens Tværgade hvor vægteren ved stærk banken på vinduesskodder og kælderdøre om morgenen kl. 5 vækker mange som på den tid ønskede at sove.

4) Landkadetakademiet der i det hele taget trænger til afpudsning, mangler påmalingen af begge gadernes navne. En sådan mangel burde mindst finde sted ved en offentlig bygning.

5) I den senere tid har natvognskuskene behaget at holde med deres skidne vogne straks indenfor Amagerport indtil kl. 6 om morgenen mens de efter endt nattefart, tager sig frokost i en kælder der findes der. Dette synes ikke at burde tillades, da disse vogne afgiver en væmmelig stank, hvormed Christianshavns indbyggere desuden plages fra mere end en side.

6) De skure som er anbragt over lærredsbutikkerne ved Helligåndskirken, er i en sådan tilstand at de skæmmer kirken og mispryder gaden. De som er halvt oprådnede, burde fjernes og nye, smagfuldere anskaffes, hvis sådant findes nødvendigt. Man mener butikkerne afgiver så meget i leje at dette nok kunne ske uden videre udgift for den i andre henseender ret godt doterede kirke.

(Politivennen nr. 999, Løverdagen den 21de Februar 1835, s. 124-126)

Redacteurens Anmærkning.

Skilderhuset blev borttaget og et nyt placeret samme sted ifølge en bekendtgørelse i Politivennen nr. 1000, 28. februar 1835, s. 143.

Uordener.

2) Høtorvet (mellem Vesterport og Vartov) har i sommer mere lignet en pøl end et torv. Vedkommende bedes at lade det fede møg som vist nok mange jordbruger ønsker, bortkøres og derimod tør fyldning påføres, hvortil jo kunne anvendes det murgrus der falder ved Vesterports og rådstuens reparation. For det svineri som nu er på torvet, afgiver et væmmeligt skue, findes ved en af stadens første porte, og står kun lidt i harmoni med at denne port fører til kongens sommerresidens.

3) Dersom ikke først ben skal brækkes i det store hul som er ved slamkisten hvorover man går ned fra Filosofgangen til Farvergade, må det uden ophold istandsættes.

(Politivennen nr. 765, Løverdagen den 28de August 1830, s. 556)

Til høie Vedkommende, i Anledning nogle for det Offentlige høist skadelige Samtaler.

Da en del af bagbygningen i stadens arresthus som vender ud til gården og gårdspladsen nr. 121 i Farvergade, er adskilt fra sidstnævnte ejendom ved et omtrent 4 alen højt plankeværk, er det ikke sjældent at personer indfinder sig i denne gård og fra gangvinduerne som vender ud til nævnte arresthus såvel som fra gårdspladsen, indlader sig i samtaler med fangerne som er i arresterne og som har udsigt til disse steder. Det er indlysende at sådanne samtaler kan have flere skadelige følger, hvorfor anmelderen heraf har taget sig den frihed at gøre høje ansvarlige opmærksom på det for at der kan skaffes sådanne foranstaltninger hvorved noget sådant blev forebygget og tillader man sig i denne henseende at bringe i forslag en murs opførelse i stedet for eller bagved nævnte plankeværk som opføres så høj at fangerne derved bliver frataget al udsigt til gården og gårdspladsen nr. 121 i Farvergade.

(Politivennen nr. 375. Løverdagen den 8de Marts 1823, s. 6084-6085).

Hestemøllestræde fra hjørnet af Kompagnistræde. Man kan ane Domhuset på højre side af vejen. Som det fremgår er Domhuset indbygget i husrækken. Gårdspladsen befandt sig altså bag det blå og det røde hus (Urquell-skiltet)

Redacteurens Anmærkning

På ældre kort fortsatte Farvergade fra Hestemøllestræde til Rådhusstræde, altså det som i dag er Kompagnistræde. Farvergade 121 er siden 1884 Kompagnistræde 32. Huset er opført 1799 og eksisterer stadig.

Om slemme Huller i Gaasegaden, og om den tilgrændsende mageløse Gade.

Efter den sidste reparation af vandrenderne i Gåsegade, som nu er samfulde tre uger siden, har brolægningen efterladt sig to højst farlige huller i kørebroen som kan forårsage både heste og vogne megen skade og ulempe, og især om aftenen afstedkomme mange benbrud for mennesker da man på grund af fortovets smalhed på den ene side ofte er nødsaget til at forlade kørebanen. Det er også naturligvis hændt at adskillige er faldet der og har forslået sig slemt. Tingen er af så megen vigtighed at man håber at høje vedkommende vilde søge at afhjælpe et onde hvis følger er uberegnelige. 

Ved samme lejlighed tager indsenderen sig den frihed at gøre vedkommende opmærksomme på den tilgrænsende gade, Farvergades manglende brolægning som i flere år har sukket efter en radikal kur da den med hensyn til sine hullers mængde og deraf indtræffende oversvømmelse i regnvejr som forvandler den til en sø og gør den ganske upasserbar og i betragtning af at den selv i tørvejr især i mørke kan forårsage megen skade, fortjener at kaldes mageløs. Indsenderen håber at hans ønskers træ må bære gode frugter.

(Politivennen nr. 86, Løverdagen den 23de August 1817, s. 1445-1446)

Et højst farligt Besøg

(Indsendt)

Lørdag den 3. maj om morgenen kl. halv otte skete der følgende begivenhed. To arrestanter fra politiarresten havde fundet lejlighed til at undvige. De gik den vej som andres eksempel havde vist at man kan betræde uden synderlig fare. Denne vej er følgende: Arrestbygningen ved Råd- og Domhuset er skilt fra bryggergården nr. 121 i Farvergade ved et meget lavt brændeskur som tilhører Bryggergården. Over dette kravler fangerne op og kommer ned i Bryggergården. Herigennem søger de ud af porten til gaden og har således fået frihed i det mindste for en tid. 

Den ene af de to berømte buer over Slutterigade på Domhusets bagside. Den ene kaldes Sukkenes Bro hvorover arrestanter går  i forbindelse med retsmøder. Set fra Lavendelstræde. Arrestbygningen lå (og bygningen ligger stadig) umiddelbart til højre efter buen. Farvergade løber parallelt med Lavendelstræde til højre, og forbindes ved buen til højre med Hestemøllestræde. (Eget foto).

Ovennævnte morgen var det for de nævnte 2 fanger vanskeligt at komme ud af porten, da konen der bor i Bryggergårdens kælder så dem komme over det omtale brændehus. Hun løb til og lukkede stakitporten. De gik derfor op ad køkkentrappen, ind i køkkenet i stueetagen. Her fandt de den familie der bor der, en pige og en kone, af hvilke begge blev kastet til side og ved denne behandling tabte alt mod og løb væk. Da en dør til stuen som de forgæves anvendte al vold på, ikke ville åbne, gik de til en anden. Og nu ser man denne families skræk for sig (manden var allerede gået ud for at røgte sin borgerlige næringsvej og konen med sin søster og 3 børn, hvoraf den ældste kun er 11 år, var altså alene hjemme) da disse 2 personer klædt i sømandsklæder og sko kom ind. De talte ikke, men undersøgte med megen opmærksomhed alle værelsers lejlighed indtil de endelig gik til det ene vindue, åbnede samme og sprang ud på gaden, hvor de dog snart igen blev pågrebet. 

Det er vel rimeligt at enhver som således bliver overrasket vil blive grebet af den alvorligste frygt, da man jo er uvis på hvad sådanne personer vil foretage sig. Og at disse var farlige personer kunne man let se da det er en så bekendt sag at politiarrestens fanger ofte har benyttet denne udvej gennem oven nævnte bryggergård til gaden, skønt ikke gennem gårdens værelser, hvilket rigtig nok var første gang. Men det er rimeligt at frygten måtte tiltage endnu mere da kun fruentimmer og børn var de pågældende. Så længe det endda forbliver ved gennemmarchen så får man vel være tilfreds. Men det er desværre muligt at sådanne forbrydere kan gå videre og undervejs tage ens liv og ejendom med sig. 

Man kunne vel rimeligvis spørge: Hvorfor skal denne bopæl i staden ene af alle udsættes for sådan fare? Ved at opføre en høj mur der ikke alene forhindrede al overgang, men endog hindrede arrestanterne fra at se denne lejlighed for sig (man kan nemlig fra arresten se over det anførte brændehus ind i alle bryggergårdens lejligheder) skulle man dog tro at alle disse ubehageligheder kunne blive fjernet. Indsenderen har taget begge lokaler såvel gårdspladsen ved politiarresten som den til Bryggergården nr. 121 i Farvergade hørende gårdsplads i øjesyn. De høje ansvarlige der omhyggeligt sørger for enhver borgers sikkerhed, vil vist ikke tage det ugunstigt op at han finder samme meget fristende for arrestanterne at forsøge en undvigelse der muligvis kunne lykkes. Han har derfor gjort ovenstående forslag til at forhøje muren. Men hvis ham ubekendte omstændigheder forhindrer dette, tror han at en skildvagt inden i arrestgården meget ville hindre sådanne forsøg, da man ikke har sporet nogen undvigelse over den lave mur ud til Hestemøllestræde, siden en vagt har fået post der.

(Politivennen nr. 71, Løverdagen den 10de Maj 1817, s. 1206-1209)

Redacteurens Anmærkning

Arrestbygningen blev opført som et anneks til Domhuset i Slutterigade 1805-16 og forbundet med selve Domhuset med 2 store buer. Den var altså ganske ny på Politivennens tid. Den nuværende bygning har siden gennemgået flere ombygninger i 1904 og 1942-44. Det er nu kontorer. Siden 1808 stod en inskription over arresthuset ”For almeen sikkerhed”. Slutteri betyder arrest. Her blev såvel gældsarrestanter som egentlige forbrydere indsat. Annekset indeholder nu 9 retslokaler med tilhørende kontorer.

Ønske mod Krudts Misbrug af Ungdommen

Anden pinsedags eftermiddag kl. 3½ blev  mange hundrede mennesker forskrækket på Vandkunsten, Gåse- og Farvergade, på grund af to halvvoksne drenges uforsigtighed med krudt. Den ene blev forbrændt i hovedet, ansigt, og hænder og blev indlagt på hospitalet. 

I en kælder her i Gåsegade, mellem Farvergade (til højre) og Vandkunsten (til venstre) bor moderen til den ene af de to som kom så grueligt galt af sted med omgangen med krudt. Som boende på hjørnet af Gåsegade og Løngangsstræde (bagest til højre) blev jeg som hundredvis af andre beboere i kvarteret forskrækket ved eksplosionen. 

Det skete således. I kælderen i Gåsegade bor en enke, hvis søn i selskab med en mindre dreng i samme hus efter sigende har samlet så meget som en hattepulfuld krudt på Grønningen (hvor ved jeg ikke). Efter moderens sigende skal en vogn have spildt det af et fad krudt som er gået i stykker på vognen, hvor disse drenge har opsamlet samme, og opbevaret til en lejlighed hvor de var alene. Og mens moderen var gået ud af køkkenet, lagde hattepullen med krudtet på skorstenen for at gøre sig troldhætter af samme og afbrænde. 

De tændte et lys med en tændstik. Men af uforsigtighed tabte de den brændende tændstik i hattepullen, hvorved skete et voldsomt smæld. Fra nabohusene rystede som ved et jordskælv, og enkelte vinduer sprang op. Men i samme kælder gik de fleste vinduer i stykker til gaden og gården, skillerummet af brædder gik i stykker og jernbilæggerovnen skiltes og endestykket fald ud, foruden anden skade på det fattige indbo. Til alt held antændtes ikke ild, som let kunne være sket. Ifald der havde været halm eller deslige. Da kunne hele kvarteret let være blevet afbrændt. 

Men hvor farligere kunne det ikke være blevet, da den mindre dreng, som undgik faren og kom ud på gaden, havde sine trøjelommer fulde af krudt, som han udtømte i rendestenen af frygt. Dette, sagde han, skulle også have været brugt til samme eksperiment, men da det ikke kunne rummes hos det andet, havde han forvaret det i sine lommer. Sæt nu, at denne mængde var kommet sammen med det afbrændte, hvad skade kunne det da ikke have gjort til mange menneskers ulykke. 

Burde det ikke være strengt forbudt drenge at opsamle de krudtpatroner på Fælleden som spildes i eksercertiden, for at afværge lignende ulykker? For da den ene dreng køber af den anden for knappe og andet rageri, kan jo et par drenge sagtens have et betydeligt forråd og dermed afstedkomme store ulykker. Heller ikke burde nogen som handler med krudt, sælge det til børn eller halvvoksne drenge, da man ved hvor skødesløse ungdommen er.

København den 27. maj, 1806
G. O. Lund
Boende på hjørnet af Løngangsstræde
og Vandkunsten nr. 28

(Politivennen nr. 423, 31. maj 1806, side 6721-6724 )

Redacteurens Anmærkning.

Et andet eksempel på farlig omgang med krudt stod i Dagen, den 23. september 1808:

I Mandags Aftes indlagde et skadefro Menneske i Forstuen No. 13 i Gothergaden et tæt sammenviklet Nøgle fyldt med Krud og derhos en antændt Svamp. Ved Berørelse sprang det med et Knald langt stærkere end Bøsseskud. Der er udlovet en Belønning af 10 Rd. for Opdagelsen, og det er ikke at omtvivle den kaade Skrækmorder jo vorder fremdraget, for at straffes.

Erklæring.

I anledning af den i Politivennen nr. 316 indrykkede advarsel til menneskekærlige husejere befinder jeg mig beføjet til at svare at det meget skulle smerte mig om indsenderen havde rammet den skade som bekendtgørelsen fortæller.

Imidlertid har jeg ikke undladt at advare den mand som rensede min tagrende, at han ville bruge al mulig forsigtighed ved udkastelsen af det grus og kalkskæl som ved den lejlighed skulle nedbrydes, og må tilføje at det forekommer mig hel usandsynligt at stenene skulle findes deriblandt. At indsenderen eller forfatteren af denne bekendtgørelse har overdrevet sin anklage, er meget indlysende. I øvrigt kender jeg ingen politilov som befaler at udsætte varselstegn ved tagrenders renovation, men kun når reparation foretages på hele taget.

Den 16. maj

Lorentz Linde
Juveler.

*

Udgiveren kan forsikre hr. Linde at han selv har set den omtalte hat som skønt den er af de tykke fine københavnske hatte, dog i pullen har fået et hul hvorigennem man kan stikke en finger. Dersom tagrensning kan gøre forbigående samme ulempe som husreparationen, så bør man lige så vel ønske samme sikkerhed ved det ene som ved det andet.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 317, 19. maj 1804, s. 5041-5042)

En Advarsel til menneskekjærlige Husejere.

(Efter tilsendt).

Mandag formiddag den 7. dennes faldt fra en tagrende på hjørnehuset af Rådhusstræde og Farvergade nr. 24 idet renden blev renset, en sten ned og ramte på hovedet af en mand som gik på fortovet hvor stenen faldt. Den var af en sådan størrelse at den slog hul i hatten som var næsten ny, og ville altså når den var faldet på et hoved med svagere bedækning eller på ethverte anden sted af legemet, forvoldt en betydelig kontusion som muligvis også kunne være blevet dræbende. Dette har man anset for pligt offentlig at bekendtgøre for at vise de husejere der er ligegyldige nok til ikke at lade de forbigående advare om at vogte sig når husets tagrender gøres rene, hvor unødvendigt det dog er af sådan advarsel gives.

Den 9. maj 1804.

Politivennen. Hefte 25, Nr. 316, 12. maj 1804, s. 5024-5025)

Uordener.

I Farvergade er en fabrik af den slags der sammen med slagterierne, garverierne, fiskebløderne, tranbrænderierne, stivelsesfabrikkerne osv. egentlig burde ligge uden for staden, og sikkert engang vil blive forvist derhen. Jeg mener et kallunsrenseri. Den røg som fra dette værksted stiger op gennem skorstenen, forulemper hele naboegnen, ligesom vinden blæser til i en særdeles høj grad da den er så sveden og fuld af animalske forbrændte dele at intet kan lignes derved i ækelhed. Det er rimeligt at årsagen ligger deri at ilden under kedlerne til dels næres med ben, klove, skindstykker osv. En økonomi som kunne være at rose når ingen led derved. Men som man i en tætbebygget stad i det højeste burde tillade sig i midnatstimerne.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27 Marts 1802, s. 3280)

Uhumskheder i Fredriksberggade.

Da min vej hver aften er forbi Farvergade langs ad volden til Frederiksberggade, har jeg adskillige gange bemærket en afskyelig lugt fra rendestenen som løber forbi ovenanførte gader. Jeg har ofte tænkt på at spørge en eller anden i nabolaget fra hvem sådan uhumskhed kom der forårsagede sådan stank. Men altid er det truffet sig at jeg ingen har set, indtil sidste torsdag aften da jeg traf en mand på hjørnet af Frederiksberggade som på mit spørgsmål herom gav til svar at denne lugt var beboerne der i nabolaget næsten hver aften på førhen anførte tid besværet af. Den skyldige hertil sagde han at være en brændevinsbrænder Niels Christensen som bor i huset nr. 152 mellem Frederiksberggade og Lavendelstræde, samt at han havde køer stående i kælderen og disses urenligheder udskyllede han med vand i rendestenen.

Dette beder jeg må blive indført i deres blad, så den ansvarlige om sådan uorden kan blive bekendt og underlig nok er det at den i det distrikt værende vægter eller nattepatrulje kommisæren ikke for lang tid siden har indgivet rapport herom til politiretten, at skadeligere følger med tiden kan forebygges.

København den 21. juni 1799
Ole Ordenselsker.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 61, den 22 Junii 1799, s 970-971)