Efter den sidste reparation af vandrenderne i Gåsegade, som nu er samfulde tre uger siden, har brolægningen efterladt sig to højst farlige huller i kørebroen som kan forårsage både heste og vogne megen skade og ulempe, og især om aftenen afstedkomme mange benbrud for mennesker da man på grund af fortovets smalhed på den ene side ofte er nødsaget til at forlade kørebanen. Det er også naturligvis hændt at adskillige er faldet der og har forslået sig slemt. Tingen er af så megen vigtighed at man håber at høje vedkommende vilde søge at afhjælpe et onde hvis følger er uberegnelige.
Ved samme lejlighed tager indsenderen sig den frihed at gøre vedkommende opmærksomme på den tilgrænsende gade, Farvergades manglende brolægning som i flere år har sukket efter en radikal kur da den med hensyn til sine hullers mængde og deraf indtræffende oversvømmelse i regnvejr som forvandler den til en sø og gør den ganske upasserbar og i betragtning af at den selv i tørvejr især i mørke kan forårsage megen skade, fortjener at kaldes mageløs. Indsenderen håber at hans ønskers træ må bære gode frugter.
(Politivennen nr. 86, Løverdagen den 23de August 1817, s. 1445-1446)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar