Allinge gamle og nye Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 

Allinge gamle kirkegård lå på denne side af kirken, og på den anden side af stengærdet. Fotoet giver et indtryk af dens størrelse, dog blev vedtaget i 1898 at udlægge noget af kirkegården til gade da denne var meget smal. Der findes stadig et betydeligt antal gravsten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Forlangte Erklæringer og Betænkninger.

I Nr. 58 udbad Justitsministeriet sig Kollegiets Erklæring over et Andragende fra Borgerrepræsentationen for Allinge og Sandvig om, at den for begge Kjøbstæder fælles Kirkegaard i Allinge, uanseet Bestemmelsen i Forordningen af 22de Februar 1805 § 9, fremdeles, i alt fald i den nærmeste Fremtid, maa benyttes til Begravelsesplads for bemeldte Kjøbstæder.

Dette Andragende er fremfaldt af Hensyn til, at Anskaffelsen af en ny Kirkegaard formeentligen vilde blive altfor bekostelig og trykkende for den ved mange andre Udgifter allerede stærkt betyngede Kommune. Byfoged Jørgensen har i sin over Andragendet afgivne Erklæring, som Landphysikus Grove for sit vedkommende ganske har tiltraadt, bemærket Følgende. Saa vidt han kan skjønne, har Kirkegaarden i Allinge en yderst uheldig Beliggenhed; thi den er ikke alene placeret saa temmelig midt i Byen, men den ligger ogsaa høiere end største Delen af samme, saa at det vand, der under Regnskyl strømmer ud fra denne Kirkegaard, og som nødvendigen maa følge Klippeunderlaget, ikke alene maa trænge ind i de nærmeste Brønde, men vistnok har en videre Gang, end man er istand til at afgjøre. Kirkegaarden har i flere hundrede Aar været benyttet, og, da den er indskrænket til et lille Rum, maa den fornemmeligen bestaae af forraadnede Lig og Kister, saa at det vistnok bliver en Nødvendighed snarest muligt at gjøre en Ende paa denne Tilstand. Allerede for flere Aar tilbage har han reist dette Spørgsmaal og foranstaltet et Møde af Kirkeinspektionen og Borgerrepæsentanterne, men, da alle Stemmer vare ham imod, lod han Sagen stille i Bero. Byerne eie Jord sønden for Adinge, som passende kunde anvendes til Kirkegaardsplads, men som man ikke ønsker at benytte hertil, fordi Beboerne fra Sandvig da maatte føre deres lig igjennem Allinge; men at Hensynet til denne længere Vei maa være et aldeles underordnet Moment i Sagen, synes uomtvisteligt. Forøvrigt har man ogsaa imod dette sted anført, at Bunden der var leret, og at der saaledes vilde staae Vand i Gravene, hvilket imidlertid maa kunne forhindres ved en hensigtsmæssig Draining. Han viser slutteligen, at Anlæget af en ny Kirkegaard ingenlunde vil blive saa kostbart, som af Andragerne antaget, og han kan saaledes i henhold til Ovenstaaende ikke anbefale det Ansøgte til Bevilgelse. Regimentschirurg Sannom, praktiserende læge i Allinge, har i en afgiven Erklæring yttret, at Kirkegaarden er saa gammel og overfyldt med Lig, at Grunden, uagtet, mest bestaaende af Sand og Grus, dog maa indeholde saa mange forraadnede Dele af de Lig, der nu i flere hundrede Aar ere begravne der, at det maa ansees for rettest, at der, saasnart Kommunen kan overkomme det, anskaffes en ny Kirkegaard, fra hvilken Tid al Begravelse paa den gamle bør ophøre.

Amtmanden over Bornholm er af den Formening, at der aldeles ingen Grund er til i dette Tilfælde at gjøre Undtagelse fra den almindelige Bestemmelse i Forordningen af 22de Februar 1805 § 9. Udgifterne kunne ikke blive saa store, at de kunne kaldes trykkende for Kommunen, og, hvad det angaaer, at man med de Lig, som begraves fra Sandvig, da kommer til at kjøre gjennem hele Allinge, istedetfor at man nu derimod kjører igjennem en Deel af denne By, da er det en Omstændighed af ingen Betydning.

Kollegiet tiltraadte i Skrivelse af 18de Februar Amtmandens Erklæring, der i det væsenlige er overeenstemmende med alle de andre i denne sag afgivne.

(Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1860)

En ny kirkegård blev indviet i 1864. Den var omtrent halvt så stor som den nuværende.

Rare Kirkegaardsforhold.

Ved en tilfældig Brevskriver have vi modtaget følgende Skildring af Kirkegaardsforholdene i Allinge:

Paa den gamle Kirkegaard ved Kirken blev for nogle Aar siden plantet Tjørnehække, men disse ere ikke blevne plejede eller klippede, saa at de somme Steder er løbet flere Alen i Vejret, medens de andre Steder ligge nedtraadte. Gæs og Ænder gaar frit ud og ind og ligger derinde og klatter til paa og imellem Gravene. Men værst er det dog med de store Hunde, som løber derind og nedgraver Affald fra Slagterierne, saasom Kalvehoveder og lignende. De grave store Huller paa Gravene, for deri at gjemme deres Fangst. ... Den ny Kirkegaard er ikke stort bedre, den ligner mest et Vildnis, som Børn bruger til Legeplads.

(Bornholms Tidende 29. oktober 1895).

Allinge ny kirkegård ligger "oppe" og er betydeligt større end den gamle. I 1902 blev arealet udvidet til det dobbelte da kirkegården var ved at blive fyldt op og ingen anden placering var blevet fundet. Endnu en udvidelse fandt sted i 1904. Kapellet stod først færdigt i 1906. Som de fleste kirkegårde bærer den nu præg af store græsarealer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Allinge-Sandvig Byraads

Møde den 13. Juli 1898.

- - -

- Kirkeinspektionen meddeler Samtykke til, at et Stykke af den gamle Kirkegaard udlægges til Gade, mod at der afholdes en Synsforretning, at der sættes et Par Jærngitterlaager, at Arbeidet foretages med Sømmelighed, at Joden henlægges paa den ny Kirkegaard, og at det hele sker uden Udgift for Kirken. 

Formanden foreslaar at lade Vejudvalget forestaa Arbejdet.

Christensen. Er det afgjort, at der skal gjøres noget, er der noget Overslag, og har Byraadet vedtaget at lade Arbejdet udføre, uanset hvad det koster?

Form. oplyser, at noget Overslag havde man ikke, men man havde tænkt at udføre Arbejdet saa billigt som muligt.

H. Møller syntes, at man helst skulde have et Overslag derover.

Dam syntes, at der var daarlig Raad til det nu, men han vilde ikke sætte sig derimod paa Grund af Gadeforbedringen. Paa den ny Kirkegaard var der næppe Plads til Jorden, men der skulde vel snart tænkes paa en Udvidelse af Kirkegaarden, saa muligvis man kunde lægge Jorden der.

Form. troede, at naar Gaden skulde forbedres, maatte Vejudvalgets Budget have Raad til det.

Bohn fandt det rigtigst at gjøre det nu; Gaden var kun 7 Alen bred, siden vilde der ikke blive gjort noget i lang Tid.

Vedtoges at lade Vejudvalget udføre Arbejdet.

(Bornholms Tidende 15. juli 1898)

Allinge-Sandvig Byraads

Møde den 13. Septb. 1899.

- Formanden foreslog at nedsætte et Udvalg til at undersøge Kirkegaardsforholdene og bl. a. undersøge, om der mellem Byerne kunde være en passende Plads til Kirkegaard. Kirkeværgen havde nylig meddelt, at Pladsen paa den nuvær. Kirkegaard var optaget.

Bohn syntes, at den heldigste Beliggenhed for en ny Kirkegaard var mellem Allinge og Sandvig, men det var vistnok umuligt, da Jordbunden paa begge Sider af Vejen bestod af Klipper og Rundsten, gammel Havstok. Kom man længere op fra Vejen, var Jordbundtforholdene de samme som paa den nuværende Kirkegaard.

Her vare Forholdene meget uheldige. Lerbunden gjorde, at Ligene kunde ligge i 30 Aar og vare endda kun halv fortærede. Muligvis kunde det forandres noget ved i et nyt Reglement at forlange et Læs Sand til hver Kiste. Det var ikke saa heldigt, at Kirkegaarden laa oven for Byen, men Leret var et godt Filter. Dr. Danchell havde undersøgt Vandet paa det Sted. hvor Kirkegaardsvandet havde Udløb i Byen, og fundet det godt. Man kunde expropriere en Grund op til den nuværende Kirkegaard og samtidig med Udvidelsen bygge et Ligkapel, hvortil man allerede havde 500 Kr. i Forcering; muligvis der kom flere Pænge til den Bygning, man kunde ikke blive ved at udsætte det. Han foreslog, at hele Byraadet gik op og saa paa Forholdene.

Det vedtoges at tage Forholdene i Øjesyn paa Søndag.

(Bornholms Tidende 16. juni 1899).

Allinge, den 11. Oktbr.

Et Legat.

I Tirsdags jordedes som tidligere meddelt paa den gamle Kirkegaard ved Allinge Kirke Enkefru Kofoed af Kjøbenhavn, 87 Aar gl., Enke efter afdøde Proprietær Peder Kofoed, Hammersholm. I Følget saas bl. a. det samlede Byraad. Den afdøde oprettede i Aaret 1874 sammen med sin Mand et Legat "Peder Kofoed og Hustru Karoline Juliane Kofoeds Legat for værdige trængende i Allinge og Sandvig samt Landdistriktet Hammersholm". Legatet, der er 10,000 Rigsdaler stort, skal nu efter Enkens Død henstaa, til det bliver fordoblet. Derefter uddeles aarlig 300 Kr. til en trængende i Allinge, 300 til en trængende i Sandvig, navnlig til Sømænd, Fiskere og deres Enker. Resten deles i 4 lige store Dele 1) til en trængende i Allinge, 2) til en trængende i "Landdistriktet Hammersholm i Olsker", 3) en Del til Mandskabet i den Baad, der har udvist størst Flid i Sildefangst og 4) en Del til Mandstabet i den Baad, der har udvist størst Flid til Laksefiskeri.

(Bornholms Tidende 13. oktober 1900)

Hotelejer Johan Heinrich Blanchs gravsten findes stadig på Allinge gamle kirkegård. Så havde man penge (200 kr.) kunne det i 1901 stadig lade sig gøre at blive begravet her. Præsten fik dog ved den lejlighed forbud mod at udtale sig om hans personlighed. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jordefærd.

Under meget stor Deltagelse begravedes Hotelejer J. H. Blanch i Dag paa den gamle Kirkegaard ved Allinge Kirke. Kirken var ualmindelig smukt pyntet. I sin Tale berørte Sognepræsten ikke den afdøde personlig. Efter Forlydende havde de paarørende ogsaa frabedt sig dette. Efter Jordpaakastelsen takkede en Svigersøn af den afdøde for Deltagelsen. Blandt de ualmindelig mange smukke Kranse bemærkedes flere særlig kostbare, saaledes fra Hotellets Personale, Østersøbadet "Bornholm", Tuborg Fabriker og Odd-Fellow-Ordenen.

Det hører til Sjældenhederne, at nogen bliver begravet paa denne Kirkegaard midt i Byen. Men naar der betales 200 Kr. extra, kan det dog lade sig gjøre.

(Bornholms Tidende 10. september 1901.)

Allinge Kirkegaard.

Arbejdet paa den ny Kirkegaard er nu saa vidt fræmskredet, at Gjærdet, der er opført af kløvet Granit, er færdigt, og i dette Efteraar vil den blive beplantet. Ligkapellet, der skal ligge inden for den ny Indgang, vil blive bygget næste Sommer. Pladsen har kostet 1700 Kr., Gjærdet godt og vel 1100 Kr.

Kirkegaarden, der i sin ny Skikkelse vil blive omtrent dobbelt saa stor som før, har en meget smuk Beliggenhed på en Skraaning oven for Byen med Udsigt ud over Havet og Kysten mod Syd til Rø og Gudhjem.

(Bornholms Tidende 13. oktober 1902).

Indenrigsministeriet godkendte i november 1902 at kirkegården afgav 190 kvadratalen til vejen, mens vejen afgav 15 kvadratalen til kirkegården.

Allinge-Sandvig Byraad

Møde den 14. April

Ligkapellet.

Form. udtalte, at den tidligere omtalte Tegning og Overslag fra Professor Bidstrup nu forelaa, men at Overslaget var dyrere, end Byraadet havde tænkt. - Form. oplæste senere en Skrivelse fra Kirkekommissionen (c: Provsten og Amtmanden), i Følge hvilken Kommunen ikke kan faa det ansøgte Laan paa 5000 Kr., førend der foreligger Tegning og Overflag til Ligkapellet samt Oplysning om, hvad den ny Kirkegaard har kostet.

Chr. A. Jensen. Der er et almindeligt Ønske om snart at faa et Ligkapel, men der bør tages Hensyn til Sparsommelighed. Naar Skatteprocenten er paa ca. 9, er der dog Grund til at overveje, om man ikke uden at genere Bygningen kan spare noget af den høje Pris, som er foreslaaet. Tegningen ser meget tiltalende ud. Men jeg tvivler paa, at vi, som af Prof. Bidstrup antydet, kan opfyre Bygningen billigere end Overslagssummen ved at lade den udbyde til Licitation; jeg tror ikke, at Haandværkernes Priser her i Kommunen ere lavere end Overslagets. Materialerne ere maaske tværtimod dyrere, og Arbejdslønnen er vist ikke meget lavere. Det drejer sig altsaa om at spare 10-1500 Kr.

Jeg foreslaar, at Sagen udsættes til næste Møde, at vi for ikke at forhale Sagen i Mellemtiden lade udarbejde et Overstag til en Pris, som passer bedre for os hernede.

G. P. Petersen slutter sig til Jensen.

Kellermann ligeledes; dog foreslaar han straks at nedsætte et Udvalg til nærmere at forhandle med Kirkeinspektionen og med Bemyndigelse til at handle paa Byraadets Vegne. -

Form. mener ogsaa, at et Ligkapel efter vore Forhold kan opfyres for højst 3000 Kr.

Det vedtages at nedsætte et Udvalg, bestaaende af d'Hrr. Borch, Jensen og Sonne og at bemyndige det til at forhandle med Kirkeinspektionen og lade udarbejde Tegning og Overslag til et Ligkapel til en Pris af 3000 Kr.

(Bornholms Tidende 6. april 1903).

Allinge, den 7 Juni.

Kirkegaardsindvielse.

I Dag indviedes den ny Kirkegaard i Allinge i Overværelse af Byraadet og adskillige andre. Pastor Lund udtalte, at Kirkegaarden tilhørte Allinge Kirke og altsaa den evangelisk-lutherske Kirke. Men Kirkegaarden stod ogsaa aaben for fræmmede, som ikke delte Kirkens Tro, og Medlemmer af Folkekirken kunde her begrave deres døde uden Medvirkning af Folkekirkens Præst. Kirkegaarden var saaledes i en vis Henseende et frit Sted. I en anden Henseende var det et saare trangt Sted, hvor ingen kom med sin gode Vilje. Pastor Lund talte derefter ud fra Pauli Ord: "Det saas i Forkrænkelighed, det opstaar i Uforkrænkelighed", om de kristnes Opstandelseshaab og sluttede med at sige: Dette Stykke Jord har hidtil været en Mark, hvor Sæden har vokset og er samlet i Lade. Den skal ogsaa vedblive at være en Mark, hvor vi nedlægge vore døde, i Haab om, at de skulle høstes ind i de evige Boliger.

Efter at Pastoren havde erklæret Kirkegaarden for indviet i den treenige Guds Navn, foregik den første Begravelse paa den ny Kirkegaard, idet Sadelmager Hansens Enke stedtes til Hvile.

Allinge Assistenskirkegaard, der ligger meget smukt oven for Byen, aabnedes 1864. I Firserne blev det nødvendigt at udvide den til det dobbelte, og nu er den atter udvidet, saa at den er mere end dobbelt saa stor som før.

Ligkapellet befinder sig stadig endnu paa Forhandlingens Stadium.

(Bornholms Tidende 9. juni 1904).

Licitation på opførelse af et gravkapel på kirkegården blev udbudt i maj 1906. Der var rejsegilde i december samme år.

Den gamle Kirkegaard udenfor Nørreport.. (Efterskrift til Politivennen).

I Politivennen omtaltes "Kirkegården uden for Nørreport" flere gange. Her nogle opfølgninger:

Dødningeben. Ved at udgrave en ny grund på byggeselskabets areal i Gothersgades forlængelse er der opgravet nogle pandeskaller og knogler som endnu mere end 8 dages forløb henligger mellem hverandre. Da grunden ved siden af udgravedes i fjor efterår, transporteredes de der i overordentlig mængde fundne knogler efterhånden til Vestre Kirkegård, mens den største del af den udgravede jord benyttedes til at opfylde den nye gade der af afstukket vest for Kommunehospitalet. Denne gade planeres i disse dage, og det har ikke kunnet undgås at der ved jordens udgravning atter kommer en del knogler til syne, som henkastes på gadens allerede færdige fortov og blive liggende der. I det mindste har indsenderen set de samme knogler henligge der flere dage. For at forebygge det uhyggelige syn af disse menneskelige levninger på alfar gade, burde det påbydes arbejderne inden de om aftenen forlader arbejdspladsen, at samle de i dagens løb fundne knogler og hensætte dem på et aflukket sted, inden de under et kan bortføres. n.
(Nationaltidende, 26. juni 1879.)

Udgravningen af en grund i Gothersgades forlængelse har atter bragt en mængde knogler, kranier m.m. for dagens lys. Mens de nærmest Kommunehospitalet fundne lig alle har været begravet i kister, findes nærmest Gothersgade en masse der har været samlet i en fællesgrav. Mange af de fundne kranier er dels gennemsavede, dels trepanerede.
(Nationaltidende, 31. maj 1879, 2. udgave.)

På det stykke af Gothersgades forlængelse som ligger ud for Kommunehospitalet, graver man i disse dage en dyb grøft til kloak, gasledning eller sådan noget. Ved at se ned i den, bliver man ganske uhyggelig til mode, da jordsmonnet er så opfyldt af menneskeben at disse titter frem overalt. De er ganske tørre og velbevarede, og de forekommer i en sådan mængde at man har bortkørt tre vognmandslæs som er stedt til hvile på Vestre Kirkegård. Selvfølgelig har her tidligere været en kirkegård.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 23. maj 1879)

Gravrøvere. (Efterskrift til Politivennen).

Det maa antages, at man ved et skærpet Opsyn og ved nogle Anholdelser nu har faaet Frederiksbergs gamle Kirkegaard nogenlunde fredet. Men en endnu langt værre Plyndring truer den nye Kirkegaard ved Roskilde Landevej. Indsenderen var Vidne til, at forleden Dag en Flok paa nogle og tredive Faar med et Par Væddere til Anfører, gjorde sig lystig blandt Gravene, tumlede sig muntert om mellem Resedaer og Asters og lod sig den fede Græsgangs Behageligheder smage godt. Modbydeligere end dette Syn var det, da Driverne kom til og med tykke Knipler ubarmhjertig slog løs paa Dyrene for snarest mulig at faa dem ud, formodentlig for at undgaa Opbringerpenge, der dog nok aldrig fordres, fordi de fredelige Gravere nødig indlade sig med brutale Folk. Der blev sagt, at slige Indbrud hørte til Dagens Orden, hvilket ogsaa er troligt, da den østlige Side af Kirkegaarden ud imod Fasanveien ikke er forsynet med an et Hegn end en tynd, lav, paa mange Steder for Mennesker og Dyr aaben Hæk. - Har den befolkede og tildels velhavende Kommune ikke Raad til at værne bedre om det sidste Hvilested, hvor der dog loves Fred? I Løbet af det Aar, Kirkegaarden har været tagen i Brug, skulle allerede c. 600 Brødre og Søstre der være blevne nedsænkede. Det er en Skandale at se den Plet, hvorom de Efterlevende kjærlig frede, oprodet af Svin, Lam osv. og nedtrampet af Driverne. Det fattigste Landsbysogn sørger dog for at have sin Kirkegaard i fredet Tilstand men Frederiksberg, saa tæt ved Hovedstaden emanciperer sig frit og flot fra Mure, Hegn og Gjærde. -ff

(Dags-Telegraphen 28. september 1866).

Istedløven 25de Juli 1862. (Efterskrift til Politivennen)

En dansk demonstrationsfejring.

I Flensborg den 25. juli, på 12-året for det blodige slag ved Isted (som - kun Gud ved hvor længe - afgjorde hertugdømmernes skæbne på den mest trøstesløse måde), fejrede danskerne en højtid, må de en dag fortryde det bittert! På Flensborg kirkegård, som rummer et stort antal af deres og vores døde, rejste de et monument (en kolossal sejrsløve i oprejst stilling og, så symbolets betydning forstås rigtigt) til minde om den herlige sejr og for at ære deres faldne, med hoved og poter truende pegende mod syd; hæren sendte faner og deputationer, det samme gjorde Københavns Universitet og mange selskaber. Sang- og andre selskaber syntes også at forherlige festivalen, og for at der ikke skulle mangle fuldstændig spænding og ingen mulighed for at forvolde ondt blod, skulle gå ubenyttet forbi, sendte København også en skibsladning fuld af sine fanatiske talere, som var veløvede, altid hurtige. Ingen fornuftig person ville have gjort indsigelse mod en stille, alvorlig mindehøjtidelighed og endog imod opførelsen af ​​en fælles mindesten for de der hvilende danske døde (selv om dette også ville være overflødigt, eftersom der er gjort alt muligt for at dekorere de danske grave i tolv år på bekostning af Flensborg by). Men denne fejring vækker harme indefra fordi det formentlig er uhørt i civiliserede nationers historie at minder om en borgerkrig der ikke endte med nogen forsoning af sindene og ikke førte til nogen forsoning af stridighederne, fejres med festivaler på jord hvor de blodige kampe blev udkæmpet, pomp og jubel kan ses og høres, at man kan se og høre øjnene på dem, der enten selv deltog i kampen, eller som havde venner, sønner, brødre osv. blandt dem, der efter at have kæmpet tappert for en sag, der ligger deres hjerter og en retfærdig sag efter deres dybeste overbevisning, som har nedlagt våbnene som følge af et indgreb, fornærmes med festlige parader, og at folk strømmer til sådanne parader langvejs fra, til hån for den afvæbnede, men ikke besejrede del. Men det er ganske sigende for danskernes nationale karakter at selv de bedste og mest dannede blandt dem ikke har den ringeste fornemmelse for uværdigheden af ​​sådanne aktiviteter. Dette folk er så utilgængeligt for enhver objektiv forståelse af sagen, så forblændet at de ikke engang forstår, hvordan en sådan fejring skal øge had og bitterhed i alle patriotiske slesvig-holstenere i en grad der vil føre til at vi ikke kan tale om fred i så lang tid, indtil vi har gjort op med danskerne for alle disse ydmygelser. Det kan de være sikre på derovre: dragefrøet vil bringe dem deres høst.

Eine dänische Demonstrationsfeier.

In Flensburg wurde am 25. Juli, als am zwölften Jahrestage des blutigen Waffenganges bei Idstedt (der - Gott allein weiss, auf wie lange Zeit! - das Geschick der Herzogthümer in trostlosester Weise entschied), durch die Dänen ein Fest gefeiert, das gefeiert zu haben sie hoffentlich noch dereinst bitter bereuen werden! Auf dem Flensburger Friedhofe der ihrer und unserer Todten eine grosse Zahl in sich birgt, errichteten sie zum Andenken an den glorreichen Sieg und zur Ehre ihrer gefallenen ein Monument (einen kolossalen Siegeslöwen in aufrechter Stellung und, auf dass des Sinnbildes Bedeutung recht erfasst werde, den Kopf und die Pranken drohend gen Süden gerichtet; die Armee sendete Fahnen und Deputationen, ebenso die Kopenhagener Universität und viele Korporationen; Gesang- und sonstige Vereine erschienen gleichfalls zur Verherrlichung des Festes; und damit es ja an der völligen Aufregung nicht gebrach und keine Gelegenheit, böses Blut zu machen, unbenutzt vorüberging, schickte Kopenhagen auch eine Schiffsladung voll seiner, weil vielgeübten, stets schlagfertigen, fanatischen Redekünstler. Gegen eine stille, ernste Gedächtnizzfeier, ja selbst gegen die Errichtung eines gemeinsamen Denksteines für die dort ruhenden dänischen Todten (obgleich auch dieses überflüssig wäre, da seit zwölf Jahren für die Ausschmückung der dänischen Gräber alles Mögliche und zwar auf Kosten der Stadt Flensburg geschehen ist), würde kein vernünftiger Mensch etwas einzuwenden gehabt haben; gegen diese Feier aber empört sich under Innerstes, denn es ist wohl unerhört in der Geschichte zivilisirter Nationen, dass man Erinnerungen an einen Bürgerkrieg, der mit keiner Versöhnung der Gemüther geschlossen und zu keiner Ausgleichung des Haders geführt hat, mit Festen feiert, dass man auf dem Boden, wo die blutigen Schlachten geschlagen worden, Pomp und Jubel sehen und hören lässt, dass man die Augen Derer, die entweder selbst an dem Kapmpfe Theil genommen, oder Freunde, Söhne, Brüder u. s. w. unter denen hatten, die nach tapferem Kampfe für eine ihrem Herzen theure und ihrer innigsten Ueberzeugung nach gerechte Sache die Waffen in Folge einer Intervention niedergelegt haben, mit festlichen Aufzügen kränkt, und dass man zum Hohne des entwaffneten, aber nicht besiegten Theils von weit und breit zu solchen Aufzügen herbeiströmt. Aber für den Nationalcharakter der Dänen ist es recht bezeichnend, dass selbst die Besten und Gebildetsten unter ihnen für das Unwürdige eines solchen Treibens nicht die Spur einer Empfindung haben. So unzugänglich für jede objektive Auffassung der Sache, so verblendet ist diese Volk, dass es nicht einmal begreift, wie eine solche Feier den Hass und die Erbitterung in den Herzen aller patriotischen Schleswig-Hoslteiner zu einem Grade steigern muss, dass von einem worklichen Frieden so lange die Rede nicht seyn kann, bis wir mit den Dänen wegen aller dieser Demüthigungen abgerechnet haben. Dessen könnne sie drüben gewiss seyn: die Drachensaat wird ihnen ihre Ernte bringen.

[Artiklen fortsætter med at beskrive selve ceremonien, talerne m.m.]

(Erheiterungen. 1862, 2. august 1862)

Fundamentet til Isted-Løven. (Efterskrift til Politivennen)

Mellemslesvig, den 5te Mai. - -  Arbejderne paa Kirkegaarden ved Flensborg fremmes rask; det af lagviis vedlagte store Kampesteen dannede Fundament, paa hvilket den store Bronceløve og dens tunge, af tilhuggede Granitblokke sammensatte Forstykke skulle staae, er snart færdigt. Der, hvor de faldne Officerer hvile, opføres en Gravhøi, der bliver omtrent 60 Fod lang og 8 Fod høi. Den vil blive prydet med Anlæg, Slyngplanter og de Ligstene, der hidtil have bedækket Gravene. For lettere at kunne føre større Stene hen til Arbejdspladsen er der lagt Jernskinner tvers over Kirkegaarden. De omtalte Arbeider have giort det nødvendigt at flytte 14 Lig, der forresten alle havde henligget en 30 til 40 Aar; af Militairligene derimod er intet blevet flyttet. Saavidt der erfares, agter man fra Nabobyerne talrig at indfinde sig i Flensborg den 25de Juli. Det hedder, at Haderslev Sangforening indtræffer dertil paa nævnte Dag ligeledes vil man vide, at Afsløringen af Støtten paa Skamlingsbanken (over fortjente slesvigske Patrioter) vil finde Sted kort efter Monumentets Indvielse paa Flensborg Kirkegaard, saa at Mange af dem, der langveisfra give Møde, ville faae Leilighed til ogsaa at bivaane den nordslesvigske Folkefest, der sammesteds forventes afholdt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. maj 1862).

Omraaderne omkring Kirkegaardene. (Efterskrift til Politivennen)

 Til Kjøbenhavns Communalbestyrelse.

Af de offentlige Tidender erfares, at en Deel af Stadens Jorder agtes bortleiede ved offentlig Auction paany for et Tidsrum af 3, 5 eller 10 Aar, og at deriblandt navnlig befindes Jordstykker , som støde umiddelbart op til eller ere i Nærheden af Stadens Kirkegaarde. Der har alt tidligere i nærværende Tidende (Nr. 24 for d. A.) været gjort opmærksom paa hvor urigtigt det er, at saadanne Jorder benyttes som Lossepladse og hvor meget det strider mod, hvad der baade skyldes de Døde og deres efterlevende Slægtninge, de paagjældende Gravsteders Eiere, at Fugtighed, inficeret af de paa Lossepladsen henlagte Uhumskheder, meer eller mindre gjennemtrænger og opfylder Gravene, medens Enhver beflitter sig paa at udsøge det tørrest mulige Sted til Grav for sig og Sine og medens man, ved at betale ikke ubetydeligt for Gravsteder, erhverver en Eiendemsret derover, som ufeiibartig krænkes ved en saadan Fremgangsmaade fra Communens Side. Det er neppe for meget forlangt, at Communalbeslyrelsen ikke bør tilsædesætte Hensyn i hertil for at indvinde en ringe Leie til Fordeel for Communen, og det er utvivlsomt, at Communal-Bestyrelsen hverken handler i Overeensstemmelse med Stadens Borgeres Ønske eller til deres Interesse, naar den tilsidesætter slige Hensyn. Det synes meget mere at være utvivlsomt, at en Strimmel Jord, som den, der ligger imellem Garnisons-, samt Fattig-Kirkegaarden og Alleen udenfor Østerport og som paa den fjerde Side begrændses af Indgangen til Garnisons-Kirkegaarden, burde indlemmes under disse Kirkegaarde og at den i alt Fald ikke burde, til Skade for disse og til Vanziir for nysbemeldte Indgang samt for den almindelige Spadserevej, som fører igjennem nysnævnte Allee, opfyldes om Vinteren med Iis og Snee, og til andre Aarstider med Gaderenovation. Det Samme gjælder om den Strimmel Jord, som findes mellem Søetatens Kirkegaard og Østerfarimagsvei, og i større eller mindre Grad ogsaa om de andre Jorder, som støde op til sidstnævnte eller til Assistentskirkegaarden (den saakaldte "Tobaksplantage" og "Kirkegaardsmarken"). Men i ethvert Fald burde disse Jorder ikke bortleies uden paa den Betingelse, at de alene maatte benyttes til Græsning og Saaening, men hverken til Oplag af Renovation og Gjødning, eller til Opbevaringssted for andre Gjenstande, som paa nogensomhelst Maade medføre Ulempe og Uorden. Det er faktisk, at der i flere Aar har fra Tid til Anden været oplagt en betydelig Gjødnings-Bunke umiddelbart udenfor det sydvestlige Hjørne af Søetatens Kiekegaard og stødende op til Veien, der fører til Fattigkirkegaarden samt at der paa den Strimmel Jord, som langs med Søetatens Kirkegaard befindes nærmest ved Østerbro, ligeledes nu i flere Aar har været hensat en Mængde gamle og smudsige Vogne eller Stykker og Stumper af saadanne, tildeels endogsaa Renovationsvogne, hvilke, foruden at frembyde et anstødeligt Syn for de mange Veifarende, som navnlig om Sommeren daglig passere derforbi, derhos ved at kjøres over Fodstien deels beskadige denne og deels genere de Spadserende. Denne Uorden har, efter hvad der er Indsenderen bekjendt, Politiet anseet det for sin Pligt at søge at raade Bod paa, men uden at denne Authoritet har formaaet at sætte dette igjennem, paa Grund af vedkommende Leier ved sin Contract med Magistraten har documenteret, at denne Authoritet har beføiet ham til at benytte Pladsen paa hvilkensomhelst Maade. Dette forholde sig nu som det vil - thi almindelige Politi-Forskrifter skulde man dog troe maatte gjælde lige saa vel mod Leiere som imod Eiere, uden Hensyn til Indholdet af hines Leiecoutracter - saa er imidlertid saameget vist, at Magistraten ved i sine Contracter at tage de Reservationer, som skyldes det Offentlige, vilde kunne forebygge slige Conflicter, der ufeilbarlig tjene til at svække Anthoriteternes Anseelse og Lyst til at virke. - Det gjælder imidlertid ikke alene om de Kirkegaarden tilstødende Jorder, at Magistraten burde tage fornødne Forbeholdenheder ved at udleie dem, men ogsaa med Hensyn til alle andre Jorder, som støde op til de offentlige Veie. Saaledes har man deels ogsaa seet Gjødningsbunker henlagte og Renovationsvogne etc. hensatte i den senere Tid andetsteds paa Farimagsveien saavelsom paa Strandmarkerne, og deels har det igjennem flere Aar ikke været ualmindeligt, at man flere Steder paa Communens Jorder, navnlig paa nysnævnte, umiddelbart op til den meget befærdede Strandvej stødende Marker (Slagtervangen) har været nødsaget til at døie det ubehagelige Syn og den ikke mindre ubehagelige Lugt, som foranlediges ved Svine-Federier og de dermed i Forbindelse staaende Bunker af Gaderenovationer. Samlen og Ophængen til Tørre af gamle Klude, de dertil hærende malpropre Indhegninger, Hytter, Vogtere osv. Naar Politiet efter den bestaaende Lovgivning ikke udenfor en vis Afstand fra den alfare Vei kan forbyde slige Svinerier, burde idetmindste Magistraten, naar den af Erfaring er blevet bekiendt med, at slige anlægges paa Stadens Jorder bidrage Sit til at befrie dens Borgere for de deraf flydende Ulemper, indtil mere hensigtssvarende Lovbestemmelser kunde blive udvirkede. Thi at saadanne Indretninger, der benyttes som Næringsvei af enkelte Borgere, som ingen Sands have for den almene Interesse eller for Sømmelighed og Reenlighed, og som saaledes alene tage Hensyn til egen Fordeel, medføre Ulemper for det hele Publicum, er almindelige anerkjendt. Men naar Magistraten, ved at udleie Communens Jorder, heller ikke tager Hensyn til Skjønhedssandsen, Sundheden eller deslige, saa foregaaer Samme unægtelig med et slet Exempel, som man neppe kan forklare sig uden ved at antage, at Kæmneren eller andre Communens ved kommende embedsmænd aldrig passere de Steder, hvor slige Uordener og Ulemper som de omtalte finde Sted, og at de saaledes aldrig have Lejlighed til at observere, hvad dog mange Andre iagttage. Denne Anskuelse bestyrkes derved, at man ogsaa i flere andre Retninger har beføielse til at antage det Samme; thi hvorledes lader det sig ellers forklare, at Strandvejen, saa langt som Kjøbenhavns Grund strækker sig, alt i lang Tid har været og fra Dag til anden vedbliver at være i saa slet Stand paa Jordveien, hvilken man paa flere Steder er nødsaget til at befare ved Forbikiørsel, at Ulykke derved kan afstedkommes paa denne meget befærdede Vei; hvorledes lader det sig ellers forklare, at saa vel Træer, der alle i lang Tid have hængt ud over den nysnævnte Vejstrækning, vedblive at faae Lov at udbrede sig meer og meer til Ødelæggelse for Veien, som at ogsaa Træer paa andre Steder omkring Byen, f. Ex. paa Jagtvejen, ligeledes ikke beskiæres, uagtet de alt længe have hængt ud over Jordvejen til Stade for denne og Gene for Ridende, for hvem Jordveien nærmest maa antages at være indrettet; hvorledes kan man ellers forklare sig, at Magistraten Dag for Dag spenderer at lade 4 Lygter tænde ved Nedgangen fra Volden ved Østerport og igjennem Kirsebærgangen, til samme Tid som Commandantskabet lader Porten til denne Nedgang tillaase, saa at der altsaa ikke kan være Tanke om, at Nogen kan drage Nytte af disse Lygters Antændelse uden i alt fald Vægteren selv, som tænder og slukker dem; hvorledes kan man ellers forklare sig, al Byens Øvrighed, uden igjennem andre vedkommende Authoriteter at træffe de fornødne Foranstaltninger til at afværge det, fra Dag til anden kan lade den meer end uanstændige Tilstand bestaae, som finder Sted umiddelbart udenfor Toldbodporten og ved Indgangen derfra til Esplanaden, hvor Mennesker i hundrede- ja tusindviis, og navnlig paa denne Aarstid mangfoldige Fremmede, færdes daglig, men neppe kunne passere uden at tilsøles af Ureenligheder, som i en ikke ubetydelig Grad bidrage til at forøge det uhyggelige og ufordeelagtige Indtryk, som frembydes af de Plankeværker og Skure, der sammesteds nu næsten have staaet saa længe interimistisk, at de ere nærved at falde ned, osv. osv. osv.

Forsaavidt der maatte være Mulighed for, at den ærede Communalbestyrelse ikke skulde finde sig foranlediget til at reflectere paa det Anførte ved den Betragtning at dens Dages Tal kan ansees for at være talte ved det af Premierministeren fremsatte Forslag til en Omorganisation, skal jeg dog tillade mig at gjøre Opmærksom paa, at, forsaavidt de averterede Jorder agtes udleiede paa en længere Aarrække (3, 5, 10 Aar), vil en ny Bestyrelse ikke have det i sin Magt igjennem denne Periode at redressere de Misgreb, som ved Bortleiningen nu maatte finde Sted, og derfor fortrøster jeg mig til at forhindre, at Auctionen ikke vil blive fremmet, uden at det først er blevet taget under Overveielse, om der ikke maatte være Anledning til at tilsidesætte den ringe Indtægt der skaffes Communen, og den Beqvemmelighed, der ydes et Par Contrahenter om Renovationens Udførsel, derved, at et Par Jorddistricter udleies, for de Hensyn, der skyldes Levende og Døde, samt om der ikke i alt Fald maatte være Anledning til at tage forskjellige Forbeholdenheder ved Udleie af flere af de paagjældende Jordlodder.

Den 8de August 1855.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. august 1855. 2. udgave)

Haandverker-Krisen. (Efterskrift til Politivennen)

I denne trange tid, da levnedsmidlerne er så dyre og arbejdet for en stor del er standset, må håndværksstanden mest føle trykket af de forandrede tidsforhold. Det vil derfor vist forundre enhver ædeltænkende mand, at ingeniørkorpset anvender slaver til at udføre arbejder, som efter de bestående laugsforhold tilkomme håndværkeren. 

Sagen er denne: Profilmurene i Vesterports ravelin bliver nedbrudt for at udvide passagen og dertil bruges 10 til 12 slaver daglig. Om nu ingeniørkorpset er berettiget til at lade arbejder, som sorterer under murlauget, udføres af slaver, uden at komme i kollision med laugsloven, er os ubekendt, men så meget ved vi, at der går 2 til 300 arbejdsløse murersvende, og hvornår skulle disse mange mennesker kunne blive beskæftigede, når selv de offentlige arbejder bliver udført af slaver? 

Har ingeniørkorpset måske ladet slaverne foretage bemeldte arbejder for at spare, da tror vi, at man ligefrem kan kalde det en utidig sparsomhed, for det kan vist ikke være i regeringens interesse at lade en del af den talrige håndværksstand uden erhverv, blot fordi man kan have slaver billigere. - x

(Kjøbenhavnsposten, 19. juni 1848).

Anmodning

Herved er man så fri at anmode vedkommende om at adgangen til Frelsers Kirkegård udenfor Amagerport måtte finde sted ligesom til det øvrige kirkegårde, da man nu kun kan komme ind på samme nogle timer om søndag eftermiddag, og på de ubestemte tider når lig jordes. Anmelderen, der er håndværker såvel som andre, der ønsker at se til sine afdødes grave, - en trang eller attrå som upåtvivlelig enhver føler, men vistnok især den ringere stand, -  har med ligeså megen beklagelse som indignation ofte måttet gå denne lange vej forgæves og således set sig den glæde berøvet at kunne dvæle nogle øjeblikke blandt sine afdødes hvilesteder, en tilbøjelighed, som kirkens tjenere, under hvis tilsyn kirkegårdene må høre, vist snarere burde fremkalde end standse. Da der på denne kirkegård næsten udelukkende jordes lig af den ringere stand, turde man også håbe, at gravenes oplægning, mulig også vedligeholdelse, blev udført for mindre betaling og i ethvert filfælde forsvarligere end nu. 

En betaling af 8 sk for at glatte, oplægge eller danne en gravhøj og strø noget sand derpå, er upåtvivlelig nok for et arbejde, som selv en graverkarl kan udføre i en halv time. 
Den 11. juni 1848.
R.....

(Kjøbenhavnsposten, 19. juni 1848).

En Opfordring

Nærmest til sogneforstanderskabet for Taarnby Sogn på Amager.

Mens det gøres beboerne af Sjælland muligt til enhver tid igennem Nørreport at komme ind og ud af København er al forbindelse mellem byen og Amagerlands beboere hævet i den største del af natten, når undtages for de få, der kunne og ville bære den udgift, som er forbundet med et porttegns løsning og årlige fornyelse. At dette medfører store ulemper for de pågældende (indsenderen tænker dog ikke på Tivoli og Dyrehaven, hvad læseren måske, alt gør med et smil) kan godtgøres med mange eksempler, hvoraf man blot tillader sig at anføre enkelte. Vi har som bekendt er, intet apotek herude, og indsenderen har været i den sørgelige situation, at skønt recepten, han en nat havde at bringe, var påtegnet "haster", blev det ham først muligt at nå apoteket efter beden i vagterne og tidsspilde, mens ethvert øjeblik var kostbart, ligesom frygten for at blive nægtet tilladelse at passere porten var ubeskrivelig pinlig. 

Senere skal efter rygtet distriktstegn, har fået et par porttegn, men disse er vel nærmest kun erholdelige af dem, der søger ham, og må tillige antages at være langtfra tilstrækkelige, især under en smitsot. 

Adskillige arbejdsmænd, især i Sundbyerne, skal om vinteren give møde ved arbejde i byen, forinden passagen gennem porten om morgenen er fri. Disse må, altså bære førberørte udgift ved porttegns løsning og fornyelse, mens flere andre, som lidt senere skulle møde ved arbejde, slippe med ofte at vente nogen tid ved bommen. 

Når hertil kommer, at næstem al tørv og en del af brændet, som forbruges på Amager, må hentes ofte langt ude i Sjælland, så er det indlysende, at omtalte bånd på færdselen gennem byen om natten må, også i dette tilfælde, være til særdeles ulejlighed for beboerne her. 

At vi skulle behøve denne indskrænkning for at jage vores voksne børn og tjenestetyende hjem fra forlystelserne i eller på den anden side af byen, kan indsenderen ikke tro; ligesom han heller ikke heri ser et betryggelsesmiddel mod tyveri og uorden herude. Fra vort standpunkt set, vil der altså være anledning for dem, der forestår Amagerlands kommuner, at andrage på en mod portpenges erlæggelse uhindret færdsel i og ud af byen til enhver tid, og det skulle gøre indsenderen med mange ondt om regeringen ikke kunne komme et almindeligt, rimeligt og med tiden overensstemmende ønske i møde.
På manges vegne i Taarnby

(Kjøbenhavnsposten, 21. juni 1848).

- HS. M. Kongen har under 8. maj d. å. allern. reskriberet Rentekammeret således: "I et til Os indkommet allerund. andragende har en del håndværksmestere i København anholdt om, at det bygningsarbejde, som udføres for kongelig og offentlig regning, må blive fordelt mellem flere af hovedstadens håndværksmestere end tilfældet nu er, for at derved også de fattigere håndværksmestere måtte kunne skaffes en fortjeneste, hvortil de under nærværende omstændigheder er trængende. 

I denne Anledning vil Vi allern. have Vort Rentekammer pålagt, for så vidt de offentlige arbejder angår, der er henlagt under kollegiets virkekreds, at tage alt det hensyn til dette andragende, som de angående udførelsen af sådanne arbejder allerede indgåede kontrakter, i forbindelse med de Omstændigheder, som i øvrigt kunne være at tage i betragtning, måtte tillade." - Lignende allerh. reskripter er under f. d. udfærdigede til Justitsministeren, Handelsministeren, Krigsministeren og Marineministeren". (Dep. Tid.)

Det i ovenstående reskript omtalte andragende har været meddelt i dette blad, og var nærmest udgået fra en talrig del interessenter i malerlauget, som i år især har været berøvet en stor del af deres sædvanlige private arbejdsfortjeneste på Grund af de standsede bygningsarbejder. Så vidt vides er der imidlertid ikke ved de offentlige arbejder, der henhører til dette fag, sket noget til at efterkomme reskriptets allerh. bestemmelse, idet alt dette arbejde endnu bestandig er overdraget til een eller to mænd. Om grunden hertil er at søge i "allerede indgåede kontrakter" eller andre "omstændigheder", kan man vel ikke vide, men til disse sidste tør naturligvis hverken henregnes den større bekvemmelighed ved kun at have med en enkelt at bestille, eller hensyn til personer. Reskriptet må tværtimod anses som en begyndende anerkendelse af princippet for arbejdets organisation, ved at anerkende statsborgernes lige ret til at fordre del i de offentlige arbejder. Men til at gennemføre og videreudvikle sådant vil det først og fremmest være nødvendigt at oprette et særeget arbejdsministerium.

(Kjøbenhavnsposten, 10. juli 1848).

Noget om Kirkegaarden ved Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

(Brudstykke af en Reisendes Dagbog).

Hvad der foruden den deilige Udsigt, som næsten ethvert Punkt af Kysten, men især Høiene bag ved Byen, frembyde, mest behager ved Helsingør, er den deilige Kirkegaard, hvortil det neppe findes Magen i det hele Land. Vel er Assistentskirkegaarden ved Kjøbenhavn smuk, men sin Skjønhed har den mest de mange prægtige og tildeels kostbare Gravminder at takke for; dens Anlæg ere stive, sørgelige og altfor tilgroede med Træer og Buske. Helsingørs Kirkegaard derimod er en yndig Park med deilige Gange, uden den mindste Tvang, med muntre Anlæg, herlige Udsigter, især fra Bakken i Baggrunden, og, hvad man just ikke kan sige om Assistentskirkegaarden ved Kjøbenhavn og endnu mindre om Slotshaven ved Marienlyst, paa det Omhyggeligste vedligeholdt. Det er virkelig en Lyst at see hvor megen Omhu der anvendes paa denne Kirkegaard, og jeg blev ret begiærlig efter at lære at kjende den Mand, der lægger saa megen Smag og saa megen Omhyggelighed for Dagen ved at pleie dette skjønne Anlæg. Det maa være en dygtig Konstgartner, der har reist i fremmede Lande, eller i det mindste skrevet lærde Afhandlinger, tænkte jeg; men hvor forundret blev jeg ikke, da man henviste mig til en jævn, godmodig Mand, Opsynsmanden Hr. Jensen, der ikke alene ingen examineret Konstgartner er, men heller aldrig har været i Lære hos en Saadan. Og dog har denne Mand ikke alene vedligeholdt dette skjønne Anlæg, men han er tildeels ogsaa dets Skaber. Næsten ethvert Træ paa Kirkegaarden har han plantet, ja hvad mere er, næsten ethvert Træ har han anskaffet, endskjønt hans faste Løn ikke skal overstige 100 Rbd. Et mere iøjnefaldende Exempel paa, hvad Lyst en naturlig Smag og en utrættelige Flid kan udrette, er vel ikke saa let at finde. Jeg kunde, da jeg talte med denne Mand, ikke bare mig for at kaste et nysgjerrigt Blik paa hans Frakke - skulde der, tænkte jeg, ikke hænge et Baand i Knaphullet? Men nei, der hang intet Baand, og dog er denne Mand, som han fortalte mig, yndet af sine Foresatte, agtet af sine Medborgere, og hans Fortjenester ere ikke noget, der maa smaaligen opledes, bevises med Documenter, eller fremhæves af partiske Velyndere, de ligge klare og tydelige for hver Mands Øjne. Men det er endnu ikke faldet nogen af hans Foresatte ind, at foreslaae ham til en Ære, som han maaskee mere har fortjent end hundrede Andre. Vel troer jeg, at det neppe er faldet den jævne Mand, hvis Lyst og Glæde det er at pleie dette lille Paradiis, selv ind at Ønske sig denne Ære, men desto snarere burde det falde hans Foresatte ind at anbefale ham til den, thi den beskedne Fortjeneste er vel den, der mest fortjener at fremhæves, og skulde Manden selv end ikke sætte nogen stor Priis paa en saadan Udmærkelse, maa den dog være ham kjær som et Beviis paa, at man skjønner paa hans Værd, - og det maatte vel heller ikke være hans Foresatte ubehageligt at vise, at de sætte Priis paa virkelige Fortjenester. For nogle Aar siden udnævnte salig Kong Frederik den Sjette en Mand, der havde gjort sig fortjent af Kjøbstaden Randers ved flere skjønne Anlæg til Dannebrogsmand; Directionen for Helsingørs Kirkegaard mener vist ikke, at Christian den Ottende har mindre Sands for det Skjønne, end Frederik den Sjette, eller mindre villig til at belønne virkelige Fortjenester af det Offentlige.

(Kjøbenhavnsposten den 8. august 1843)

Om St. Olai Kirkegaard i Helsingør.

Da man for nogle år siden nedrev de porte og muren som omgav kirkegården, troede man vist derved både for at forskønne byen og at gøre nytte for kirkegårdens beboere. Men man tog i begge henseender mærkbart fejl, for for det første er det et malpropert syn især for fremmede at se de nøgne og ukalkede gavle på de huse der har mistet deres mangeårige sidekammerater i de høje og brede portaler, og især har det misprydet såvel kirkegården som husene at det gamle sprøjtehus blev nedrevet da denne plads mellem de to høje gavle ligner en brandtomt.

For det andet er der nu en sådan slud og træk på kirkegården siden der er blevet så mange andre pladser at det er yderst ubehageligt at passere samme, når det er regn eller blæst. Hertil kommer også de mange bjerge og dale - de i forrige år omtalte grusbunker osv. blev man dog langt om længe endelig befriet for - vandpøle når det er regnvejr, glidebaner når det er frost og om sommeren en nydelig græsmærk er de skønheder der pryder St. Olai Kirkegård. Dog kunne det være med græsmarken som det kunne når blot den var jævnet, men da den består af bakker og ujævnheder, var det vel værd at ønske om man til det tilstundende forår lod hele pladsen makadamisere. Vel blev det jo lidt sørgeligt for vor kære boldspillende ungdom når deres smukt med græs bevoksede legeplads skulle således ruineres, men det ville jo dog kun være småting i henseende til den nytte en sådan forandring måtte bevirke, og i Helsingør synes man jo heller ikke synderlig at bryde sig om småting.

Da St Olai Kirkegård tillige er alarm- eller samlingsplads for såvel det borgerlige artilleri som brandkoret vil pladsens makadamisering også af denne grund blive hensigtsmæssig og ønskelig da det dog altid er bedre især for brandkoret hvis sprøjteredskaber som oftest er nærved at vælte på grund af ujævnheder at exercere på en jævn plads.

(Politivennen nr. 1416. Løverdagen, den 18de Februar 1843. Side 108-109). 

Anmodning til Fattigvæsenets Direction.

Den kirkegård som ligger på Nørrebro ved indgangen til Farimagsgade, lå for nogle år siden helt åben. Gravene var nedfaldne og bevokset med ukrudt, ja man så endog kreaturer græsse der, så at man ikke skulle tro at det var hvilested for døde mennesker. Efter at der herover var ført anke i dette blad, bliv kirkegården indhegnet og de grave der var der, oplagt. Men siden den tid holdes den altid lukket, så at man kun på lovlig måde kan komme derind når et lig skal jordes der. Det er bekendt at da de naturlige kopper grasserede her i staden, blev mange af dem der døde af denne sygdom, begravet på denne kirkegård, og da disses efterladte undertiden ønsker at se til deres familiers og venners gravsteder for at istandsætte eller vedligeholde dem, finder de sig meget generet ved spærringen af denne kirkegård. 

Da den mindre formuende eller fattige, lige såvel som den rige og fornemme, kan have kærlighed for sine pårørende og venner og ønsker at hædre deres minde ved at vedligeholde og undertiden besøge deres gravsteder, så anmoder man den ærede direktion for Københavns Fattigvæsen om at denne kirkegård der hører under dens ressort, ligesom vores øvrige begravelsessteder må blive tilgængelig i det mindste en dag om ugen. For at ingen uorden skal finde sted der, kan det pålægges en eller anden af Fattigvæsnets betjente at have opsigt der i den tid indgangen var åben. Tillades adgangen fx blot om søndagen, ville et sådant vagthold kun sjældent gå på, især når flere efter tur tog del i det.

(Politivennen nr. 1227, Løverdagen, den 6de Juli 1839. Side 426-427)

Redacteurens Anmærkning

Der er ikke tale om nutidens Nørrebro, men området mellem søerne og volden. Farimagsgade forløb dengang nogenlunde som Nansensgade (anlagt fra 1875) gør i dag. Den nuværende Farimagsgade blev anlagt da voldanlægget sløjfedes. Se Efterskriftet til Politivennen.)

Brønshøi Kirkegaard.

For nyligt var averteret auktion over en del sæd på roden på Brønshøj præstegårds jorder, hvorved indsenderen studsede da han ved at der eksisterer et forbud mod sådant salg af den sæd som avles til en præstegård. Men kendskab til de hæderlige mænd, den fratrædende og den tiltrædende præst på stedet, såvel som også til prokuratoren, der bekendtgjorde auktionen, borgede nok for ham til at intet ulovligt her fandt sted. Og han formodede hvad han siden har hørt bekræftet, at en speciel tilladelse til ovennævnte salg var givet vedkommende. Hvorfor han ikke skulle have omtalt denne sag, hvis ikke det var for at gøre opmærksom på at man ved offentlige bekendtgørelser der bebuder en afvigelse fra den almindelige lovgivning, gjorde vel i at tilføje at sådant skete med højere tilladelse for ikke at give rå ukyndighed en velkommen anledning til kritik over embedsmænd, hvortil vor tid kun er alt for tilbøjelig, selv uden ringeste grund. 

Imidlertid skulle indsenderen heller ikke have fremsat denne bemærkning hvis han ikke ved sin nærværelse i Brønshøj i anledning af nævnte auktion havde fundet en anden genstand værdig offentlig omtale, nemlig denne landsbys kirkegård. Indsenderen ved nemlig at man allerede i en række af år ikke der har kunnet finde nogen plet til at jorde de afdøde fra det meget store sogn - der indbefatter flere byer - uden efter en besværlig søgen, og sædvanlig må skaffe plads ved at grave til en betydelig dybde for at der i en kule under den kiste man agter at nedsætte, kan blive rum til de opgravede levninger af førhen begravede. Så at man kan sige at de der i mange år har været begravet der, ikke hviler ved, men på deres forfædres ben. Han ved endvidere at et jordstykke allerede for 7 år siden blev udlagt til kirkegårdens højst fornødne udvidelse, og dog er dette endnu ikke blevet anvendt til det. 

"En følge af kirkegårdens så uhyre overfyldning er at denne hele tiden forhøjes så at jordsmonnet nu når langt op på kirkens mure." (Brønshj Kirke 2015. Eget foto.)

Kan man ikke med største føje her spørge: Hvad kan være årsag til en sådan forhaling? Syv hele år er dog i sandhed en alt for langt tid til at arrangere det øvrige fornødne i denne henseende når det væsentlige - det fornødne jordstykke - haves. Vil man endog sætte noget af det vi nu engang er vant til at kalde sømmeligt til side - vil man ikke agte den bedre følelse hos folket - vil man smile ad de mange spidsfindige bemærkninger der findes fuld anledning til når man træder ind på Brønshøj kirkegård en halv time efter at man har passeret Københavns Assistenskirkegård - vil man ikke bryde sig om at der blandt sognebeboerne findes en ikke ubetydelig del der ikke er vant til et så uanstændigt skue som denne kirkegård nu frembyder - eller vil man sige det er unødvendigt at de efterlevende stræber at pryde deres hedengangne venners gravhøje, hvortil her i sandhed findes meget lille opfordring - så bør man også tage kirkebygningens tarv i betragtning. Og en følge af kirkegårdens så uhyre overfyldning er at denne hele tiden forhøjes så at jordsmonnet nu når langt op på kirkens mure, hvoraf atter følger at disse lider meget af fugtighed, hvilket da også er synligt nok i kirken hvis søndre side er overtrukken med grøn skimmel.

Ved at gøre højere vedkommende opmærksom på denne kirkegård forfatning, håber vi at bidrage til at den ret snart må undergå den i en så lang tid påtænkte og så vidt vides af de offentlige autoriteter ventilerede og omventilerede forandring, hvilket vil være til glæde for alle sognets beboere og til gavn for kirken. Når den nuværende kirkegård da skal gives et anstændigt udseende, ville vi ønske at man ville tage Holmens Kirkegård i København til mønster.

(Politivennen nr. 1080, Løverdagen, den 10de September 1836. Side 590-593)

Bekendtgjørelser.

Indsenderen af stykket om den nye kirkegård på Christianshavn indført i nr. 1057 af dette blad, kan ikke nægte sig den fornøjelse at bekendtgøre at det efter offentlig foranstaltning ved en gentagen yderst nøjagtig undersøgelse på stedet hvorved de på forskellig måde i sagen interesserede var til stede, er bragt til den højeste grad af evidens at det omhandlede jordstykke aldrig har været "rakkerkule" eller brugt til aflosning af natrenovation, hvilket flere tidsblade havde gjort anskrig over og at dets anvendelse til kirkegård altså er definitivt besluttet.

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 338.

Redacteurens Anmærkning.

Artiker i denne serie: Nr. 1056, 26. marts 1836,  Nr. 1058, 9. april 1836 og Nr. 1064, 21. maj 1836.

Slagelse Sct. Mikkels Kirkegaard.

For længere tid siden har adskillige i flere offentligt blade omtalt denne kirkegårds tilstand. Dernæst tav man i nogle år, jeg kan tro fordi man så at sognepræsten var en gammel og affældig mand, og fordi man ventede at når døden engang bortkaldte ham, efterfølgeren da sikkert ville bringe forandring deri. Men da dette aldeles ikke er sket, og alt endnu er fuldkommen i den gamle uorden, tror indsenderen at skylde Slagelse offentligt at give en skildring af denne kirkegård for om muligt derved at kunne virke til en forandring. Vi vil altså skride til beskrivelsen.

Indgangene og indkørslerne hvoraf der omtrent findes seks (foruden de private som vi senere skal nævne) står nu alle åbne, og er i allerhøjeste grad urenlige. En af dem overskylles fx aldeles af en rendesten fra rådhuset, og da der slet ikke er sørget for at aflede vandet, findes det ofte at indgangen står under vand, og derigennem overlades det kirkegængerne at vade. En anden er ikke engang brolagt og ofte ufremkommelig. Byens laveste pøbel og især gadedrengene anser disse som kirkegården i almindelighed (jeg siger det med din tilladelse, min højstærede læser, for sandheden må frem) som stedet til at forrette deres naturlige fornødenheder. Ve derfor den der her ikke agter på den vise Salomons ord: Forvar de fod når du går til Guds hus. For uden at have foretaget behørig renselse, tør han ikke atter nærme sig menneskeligt selskab.

Den der ønskede i korthed at få et begreb om kirkegården uden at gå i det detaljerede, ville jeg råde blot at stikke hovedet ind ad den første indgang der mødes når man kommer fra Nytorv,og derpå se sig til højre, men tillige anbefale at gøre det holdende sig for næsen. -Træder man ind på kirkegården, vil man finde den ligesom besået med større eller mindre gråsten, murbrokker, stumper af sønderslåede ligsten, kalk osv., gravene nedtrådt, stakitterne sønderbrudte, marmorplader med inskriptioner knust ved stenkast, enhver blomst eller busk en slægtning plantede på en afdøds grav, afbrudt eller nedtrådt - kort sagt alt bærer ødelæggelsens tegn. Men dette vil ikke kunne forundre nogen når jeg tilføjer at fx en bager, hvis baghus støder til kirkegården, deri har døre ud til den og på den selv undertiden sit brænde stående, hvilket endog kløves der. Når jeg siger at det hører til dagens orden at se møllelæs passere tværs over den lige forbi kirkedøren, at gadedrengene leger bold, spiller klink osv. på den, at stakitværkerne omkring gravene bruges til at tørre tøj på, eller til at udspænde snore imellem til dette brug. Og endelig at der så vidt indsenderen er bekendt, ikke gøres noget for at forhindre dette væsen. Men at man endog nu har fået døre på de tilstødende hus der hvor man før lagde sten til for at gå ind igennem vinduerne.

Denne Sct. Mikkels kirkegårds tilstand har naturligvis i mange år vakt ønsket at få en assistenskirkegård for alle der hører til sognet, og med megen bekostning har man endelig fået den. Men den henligger endnu uindviet og ubenyttet, hvorfor de der elsker deres afdøde og har råd til det, lader dem begrave på Skt. Peders Kirkegård der danner den mest påfaldende kontrast mod den her er beskrevet, og viser at denne kunne være anderledes, og vi ville slutte med det håb og det  ønske at den engang bliver det.

At denne beskrivelse af en kirkegård kan forekomme en eller anden af læserne utrolig, begriber indsenderen let. Men jeg beder denne om han får lejlighed dertil at bese kirkegården, og da at dømme. Kan han finde den forandret siden jeg skrev dette, da skulle det i sandhed glæde mig.

Sørensen. Student.

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 323-326.)

Redacteurens Anmærkning.

Med den nye præsts menes formentlig Gerhard Giese Salicath (1788-1848) der var præst i kirken 1833-1848. Desuden virkede 1818-1836 sognekapellan Peter Uldahl Andreas Riis (1788-?). Dette embede blev kortvarigt nedlagt indtil 1862. Riis var herefter sognepræst for Oure og Veistrup på Fyn.

I Politivennen nr. 1073, 23. juli 1836. Side 482-483 bekendtgjordes at en del gravstene, murbrokker, kalk osv. var fjernet og at stakitporten ud til Nytorv var blevet lukket. I Politivennen nr. 1075, 6. august 1836, side 515 meddeltes at assistenskirkegården nu var blevet indviet, og taget i brug første gang den 4. (enten juli eller august). Denne kirkegård kendes i dag under navnet Sct. Mikkels Kirkegård.

Den i artiklen nævnte kirkegård blev nedlagt 1858, og den sydlige del omdannet til et grønt anlæg med plæne og store træer.