Allinge gamle og nye Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 

Allinge gamle kirkegård lå på denne side af kirken, og på den anden side af stengærdet. Fotoet giver et indtryk af dens størrelse, dog blev vedtaget i 1898 at udlægge noget af kirkegården til gade da denne var meget smal. Der findes stadig et betydeligt antal gravsten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Forlangte Erklæringer og Betænkninger.

I Nr. 58 udbad Justitsministeriet sig Kollegiets Erklæring over et Andragende fra Borgerrepræsentationen for Allinge og Sandvig om, at den for begge Kjøbstæder fælles Kirkegaard i Allinge, uanseet Bestemmelsen i Forordningen af 22de Februar 1805 § 9, fremdeles, i alt fald i den nærmeste Fremtid, maa benyttes til Begravelsesplads for bemeldte Kjøbstæder.

Dette Andragende er fremfaldt af Hensyn til, at Anskaffelsen af en ny Kirkegaard formeentligen vilde blive altfor bekostelig og trykkende for den ved mange andre Udgifter allerede stærkt betyngede Kommune. Byfoged Jørgensen har i sin over Andragendet afgivne Erklæring, som Landphysikus Grove for sit vedkommende ganske har tiltraadt, bemærket Følgende. Saa vidt han kan skjønne, har Kirkegaarden i Allinge en yderst uheldig Beliggenhed; thi den er ikke alene placeret saa temmelig midt i Byen, men den ligger ogsaa høiere end største Delen af samme, saa at det vand, der under Regnskyl strømmer ud fra denne Kirkegaard, og som nødvendigen maa følge Klippeunderlaget, ikke alene maa trænge ind i de nærmeste Brønde, men vistnok har en videre Gang, end man er istand til at afgjøre. Kirkegaarden har i flere hundrede Aar været benyttet, og, da den er indskrænket til et lille Rum, maa den fornemmeligen bestaae af forraadnede Lig og Kister, saa at det vistnok bliver en Nødvendighed snarest muligt at gjøre en Ende paa denne Tilstand. Allerede for flere Aar tilbage har han reist dette Spørgsmaal og foranstaltet et Møde af Kirkeinspektionen og Borgerrepæsentanterne, men, da alle Stemmer vare ham imod, lod han Sagen stille i Bero. Byerne eie Jord sønden for Adinge, som passende kunde anvendes til Kirkegaardsplads, men som man ikke ønsker at benytte hertil, fordi Beboerne fra Sandvig da maatte føre deres lig igjennem Allinge; men at Hensynet til denne længere Vei maa være et aldeles underordnet Moment i Sagen, synes uomtvisteligt. Forøvrigt har man ogsaa imod dette sted anført, at Bunden der var leret, og at der saaledes vilde staae Vand i Gravene, hvilket imidlertid maa kunne forhindres ved en hensigtsmæssig Draining. Han viser slutteligen, at Anlæget af en ny Kirkegaard ingenlunde vil blive saa kostbart, som af Andragerne antaget, og han kan saaledes i henhold til Ovenstaaende ikke anbefale det Ansøgte til Bevilgelse. Regimentschirurg Sannom, praktiserende læge i Allinge, har i en afgiven Erklæring yttret, at Kirkegaarden er saa gammel og overfyldt med Lig, at Grunden, uagtet, mest bestaaende af Sand og Grus, dog maa indeholde saa mange forraadnede Dele af de Lig, der nu i flere hundrede Aar ere begravne der, at det maa ansees for rettest, at der, saasnart Kommunen kan overkomme det, anskaffes en ny Kirkegaard, fra hvilken Tid al Begravelse paa den gamle bør ophøre.

Amtmanden over Bornholm er af den Formening, at der aldeles ingen Grund er til i dette Tilfælde at gjøre Undtagelse fra den almindelige Bestemmelse i Forordningen af 22de Februar 1805 § 9. Udgifterne kunne ikke blive saa store, at de kunne kaldes trykkende for Kommunen, og, hvad det angaaer, at man med de Lig, som begraves fra Sandvig, da kommer til at kjøre gjennem hele Allinge, istedetfor at man nu derimod kjører igjennem en Deel af denne By, da er det en Omstændighed af ingen Betydning.

Kollegiet tiltraadte i Skrivelse af 18de Februar Amtmandens Erklæring, der i det væsenlige er overeenstemmende med alle de andre i denne sag afgivne.

(Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1860)

En ny kirkegård blev indviet i 1864. Den var omtrent halvt så stor som den nuværende.

Rare Kirkegaardsforhold.

Ved en tilfældig Brevskriver have vi modtaget følgende Skildring af Kirkegaardsforholdene i Allinge:

Paa den gamle Kirkegaard ved Kirken blev for nogle Aar siden plantet Tjørnehække, men disse ere ikke blevne plejede eller klippede, saa at de somme Steder er løbet flere Alen i Vejret, medens de andre Steder ligge nedtraadte. Gæs og Ænder gaar frit ud og ind og ligger derinde og klatter til paa og imellem Gravene. Men værst er det dog med de store Hunde, som løber derind og nedgraver Affald fra Slagterierne, saasom Kalvehoveder og lignende. De grave store Huller paa Gravene, for deri at gjemme deres Fangst. ... Den ny Kirkegaard er ikke stort bedre, den ligner mest et Vildnis, som Børn bruger til Legeplads.

(Bornholms Tidende 29. oktober 1895).

Allinge ny kirkegård ligger "oppe" og er betydeligt større end den gamle. I 1902 blev arealet udvidet til det dobbelte da kirkegården var ved at blive fyldt op og ingen anden placering var blevet fundet. Endnu en udvidelse fandt sted i 1904. Kapellet stod først færdigt i 1906. Som de fleste kirkegårde bærer den nu præg af store græsarealer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Allinge-Sandvig Byraads

Møde den 13. Juli 1898.

- - -

- Kirkeinspektionen meddeler Samtykke til, at et Stykke af den gamle Kirkegaard udlægges til Gade, mod at der afholdes en Synsforretning, at der sættes et Par Jærngitterlaager, at Arbeidet foretages med Sømmelighed, at Joden henlægges paa den ny Kirkegaard, og at det hele sker uden Udgift for Kirken. 

Formanden foreslaar at lade Vejudvalget forestaa Arbejdet.

Christensen. Er det afgjort, at der skal gjøres noget, er der noget Overslag, og har Byraadet vedtaget at lade Arbejdet udføre, uanset hvad det koster?

Form. oplyser, at noget Overslag havde man ikke, men man havde tænkt at udføre Arbejdet saa billigt som muligt.

H. Møller syntes, at man helst skulde have et Overslag derover.

Dam syntes, at der var daarlig Raad til det nu, men han vilde ikke sætte sig derimod paa Grund af Gadeforbedringen. Paa den ny Kirkegaard var der næppe Plads til Jorden, men der skulde vel snart tænkes paa en Udvidelse af Kirkegaarden, saa muligvis man kunde lægge Jorden der.

Form. troede, at naar Gaden skulde forbedres, maatte Vejudvalgets Budget have Raad til det.

Bohn fandt det rigtigst at gjøre det nu; Gaden var kun 7 Alen bred, siden vilde der ikke blive gjort noget i lang Tid.

Vedtoges at lade Vejudvalget udføre Arbejdet.

(Bornholms Tidende 15. juli 1898)

Allinge-Sandvig Byraads

Møde den 13. Septb. 1899.

- Formanden foreslog at nedsætte et Udvalg til at undersøge Kirkegaardsforholdene og bl. a. undersøge, om der mellem Byerne kunde være en passende Plads til Kirkegaard. Kirkeværgen havde nylig meddelt, at Pladsen paa den nuvær. Kirkegaard var optaget.

Bohn syntes, at den heldigste Beliggenhed for en ny Kirkegaard var mellem Allinge og Sandvig, men det var vistnok umuligt, da Jordbunden paa begge Sider af Vejen bestod af Klipper og Rundsten, gammel Havstok. Kom man længere op fra Vejen, var Jordbundtforholdene de samme som paa den nuværende Kirkegaard.

Her vare Forholdene meget uheldige. Lerbunden gjorde, at Ligene kunde ligge i 30 Aar og vare endda kun halv fortærede. Muligvis kunde det forandres noget ved i et nyt Reglement at forlange et Læs Sand til hver Kiste. Det var ikke saa heldigt, at Kirkegaarden laa oven for Byen, men Leret var et godt Filter. Dr. Danchell havde undersøgt Vandet paa det Sted. hvor Kirkegaardsvandet havde Udløb i Byen, og fundet det godt. Man kunde expropriere en Grund op til den nuværende Kirkegaard og samtidig med Udvidelsen bygge et Ligkapel, hvortil man allerede havde 500 Kr. i Forcering; muligvis der kom flere Pænge til den Bygning, man kunde ikke blive ved at udsætte det. Han foreslog, at hele Byraadet gik op og saa paa Forholdene.

Det vedtoges at tage Forholdene i Øjesyn paa Søndag.

(Bornholms Tidende 16. juni 1899).

Allinge, den 11. Oktbr.

Et Legat.

I Tirsdags jordedes som tidligere meddelt paa den gamle Kirkegaard ved Allinge Kirke Enkefru Kofoed af Kjøbenhavn, 87 Aar gl., Enke efter afdøde Proprietær Peder Kofoed, Hammersholm. I Følget saas bl. a. det samlede Byraad. Den afdøde oprettede i Aaret 1874 sammen med sin Mand et Legat "Peder Kofoed og Hustru Karoline Juliane Kofoeds Legat for værdige trængende i Allinge og Sandvig samt Landdistriktet Hammersholm". Legatet, der er 10,000 Rigsdaler stort, skal nu efter Enkens Død henstaa, til det bliver fordoblet. Derefter uddeles aarlig 300 Kr. til en trængende i Allinge, 300 til en trængende i Sandvig, navnlig til Sømænd, Fiskere og deres Enker. Resten deles i 4 lige store Dele 1) til en trængende i Allinge, 2) til en trængende i "Landdistriktet Hammersholm i Olsker", 3) en Del til Mandskabet i den Baad, der har udvist størst Flid i Sildefangst og 4) en Del til Mandstabet i den Baad, der har udvist størst Flid til Laksefiskeri.

(Bornholms Tidende 13. oktober 1900)

Hotelejer Johan Heinrich Blanchs gravsten findes stadig på Allinge gamle kirkegård. Så havde man penge (200 kr.) kunne det i 1901 stadig lade sig gøre at blive begravet her. Præsten fik dog ved den lejlighed forbud mod at udtale sig om hans personlighed. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jordefærd.

Under meget stor Deltagelse begravedes Hotelejer J. H. Blanch i Dag paa den gamle Kirkegaard ved Allinge Kirke. Kirken var ualmindelig smukt pyntet. I sin Tale berørte Sognepræsten ikke den afdøde personlig. Efter Forlydende havde de paarørende ogsaa frabedt sig dette. Efter Jordpaakastelsen takkede en Svigersøn af den afdøde for Deltagelsen. Blandt de ualmindelig mange smukke Kranse bemærkedes flere særlig kostbare, saaledes fra Hotellets Personale, Østersøbadet "Bornholm", Tuborg Fabriker og Odd-Fellow-Ordenen.

Det hører til Sjældenhederne, at nogen bliver begravet paa denne Kirkegaard midt i Byen. Men naar der betales 200 Kr. extra, kan det dog lade sig gjøre.

(Bornholms Tidende 10. september 1901.)

Allinge Kirkegaard.

Arbejdet paa den ny Kirkegaard er nu saa vidt fræmskredet, at Gjærdet, der er opført af kløvet Granit, er færdigt, og i dette Efteraar vil den blive beplantet. Ligkapellet, der skal ligge inden for den ny Indgang, vil blive bygget næste Sommer. Pladsen har kostet 1700 Kr., Gjærdet godt og vel 1100 Kr.

Kirkegaarden, der i sin ny Skikkelse vil blive omtrent dobbelt saa stor som før, har en meget smuk Beliggenhed på en Skraaning oven for Byen med Udsigt ud over Havet og Kysten mod Syd til Rø og Gudhjem.

(Bornholms Tidende 13. oktober 1902).

Indenrigsministeriet godkendte i november 1902 at kirkegården afgav 190 kvadratalen til vejen, mens vejen afgav 15 kvadratalen til kirkegården.

Allinge-Sandvig Byraad

Møde den 14. April

Ligkapellet.

Form. udtalte, at den tidligere omtalte Tegning og Overslag fra Professor Bidstrup nu forelaa, men at Overslaget var dyrere, end Byraadet havde tænkt. - Form. oplæste senere en Skrivelse fra Kirkekommissionen (c: Provsten og Amtmanden), i Følge hvilken Kommunen ikke kan faa det ansøgte Laan paa 5000 Kr., førend der foreligger Tegning og Overflag til Ligkapellet samt Oplysning om, hvad den ny Kirkegaard har kostet.

Chr. A. Jensen. Der er et almindeligt Ønske om snart at faa et Ligkapel, men der bør tages Hensyn til Sparsommelighed. Naar Skatteprocenten er paa ca. 9, er der dog Grund til at overveje, om man ikke uden at genere Bygningen kan spare noget af den høje Pris, som er foreslaaet. Tegningen ser meget tiltalende ud. Men jeg tvivler paa, at vi, som af Prof. Bidstrup antydet, kan opfyre Bygningen billigere end Overslagssummen ved at lade den udbyde til Licitation; jeg tror ikke, at Haandværkernes Priser her i Kommunen ere lavere end Overslagets. Materialerne ere maaske tværtimod dyrere, og Arbejdslønnen er vist ikke meget lavere. Det drejer sig altsaa om at spare 10-1500 Kr.

Jeg foreslaar, at Sagen udsættes til næste Møde, at vi for ikke at forhale Sagen i Mellemtiden lade udarbejde et Overstag til en Pris, som passer bedre for os hernede.

G. P. Petersen slutter sig til Jensen.

Kellermann ligeledes; dog foreslaar han straks at nedsætte et Udvalg til nærmere at forhandle med Kirkeinspektionen og med Bemyndigelse til at handle paa Byraadets Vegne. -

Form. mener ogsaa, at et Ligkapel efter vore Forhold kan opfyres for højst 3000 Kr.

Det vedtages at nedsætte et Udvalg, bestaaende af d'Hrr. Borch, Jensen og Sonne og at bemyndige det til at forhandle med Kirkeinspektionen og lade udarbejde Tegning og Overslag til et Ligkapel til en Pris af 3000 Kr.

(Bornholms Tidende 6. april 1903).

Allinge, den 7 Juni.

Kirkegaardsindvielse.

I Dag indviedes den ny Kirkegaard i Allinge i Overværelse af Byraadet og adskillige andre. Pastor Lund udtalte, at Kirkegaarden tilhørte Allinge Kirke og altsaa den evangelisk-lutherske Kirke. Men Kirkegaarden stod ogsaa aaben for fræmmede, som ikke delte Kirkens Tro, og Medlemmer af Folkekirken kunde her begrave deres døde uden Medvirkning af Folkekirkens Præst. Kirkegaarden var saaledes i en vis Henseende et frit Sted. I en anden Henseende var det et saare trangt Sted, hvor ingen kom med sin gode Vilje. Pastor Lund talte derefter ud fra Pauli Ord: "Det saas i Forkrænkelighed, det opstaar i Uforkrænkelighed", om de kristnes Opstandelseshaab og sluttede med at sige: Dette Stykke Jord har hidtil været en Mark, hvor Sæden har vokset og er samlet i Lade. Den skal ogsaa vedblive at være en Mark, hvor vi nedlægge vore døde, i Haab om, at de skulle høstes ind i de evige Boliger.

Efter at Pastoren havde erklæret Kirkegaarden for indviet i den treenige Guds Navn, foregik den første Begravelse paa den ny Kirkegaard, idet Sadelmager Hansens Enke stedtes til Hvile.

Allinge Assistenskirkegaard, der ligger meget smukt oven for Byen, aabnedes 1864. I Firserne blev det nødvendigt at udvide den til det dobbelte, og nu er den atter udvidet, saa at den er mere end dobbelt saa stor som før.

Ligkapellet befinder sig stadig endnu paa Forhandlingens Stadium.

(Bornholms Tidende 9. juni 1904).

Licitation på opførelse af et gravkapel på kirkegården blev udbudt i maj 1906. Der var rejsegilde i december samme år.

Gravrøvere. (Efterskrift til Politivennen).

Det maa antages, at man ved et skærpet Opsyn og ved nogle Anholdelser nu har faaet Frederiksbergs gamle Kirkegaard nogenlunde fredet. Men en endnu langt værre Plyndring truer den nye Kirkegaard ved Roskilde Landevej. Indsenderen var Vidne til, at forleden Dag en Flok paa nogle og tredive Faar med et Par Væddere til Anfører, gjorde sig lystig blandt Gravene, tumlede sig muntert om mellem Resedaer og Asters og lod sig den fede Græsgangs Behageligheder smage godt. Modbydeligere end dette Syn var det, da Driverne kom til og med tykke Knipler ubarmhjertig slog løs paa Dyrene for snarest mulig at faa dem ud, formodentlig for at undgaa Opbringerpenge, der dog nok aldrig fordres, fordi de fredelige Gravere nødig indlade sig med brutale Folk. Der blev sagt, at slige Indbrud hørte til Dagens Orden, hvilket ogsaa er troligt, da den østlige Side af Kirkegaarden ud imod Fasanveien ikke er forsynet med an et Hegn end en tynd, lav, paa mange Steder for Mennesker og Dyr aaben Hæk. - Har den befolkede og tildels velhavende Kommune ikke Raad til at værne bedre om det sidste Hvilested, hvor der dog loves Fred? I Løbet af det Aar, Kirkegaarden har været tagen i Brug, skulle allerede c. 600 Brødre og Søstre der være blevne nedsænkede. Det er en Skandale at se den Plet, hvorom de Efterlevende kjærlig frede, oprodet af Svin, Lam osv. og nedtrampet af Driverne. Det fattigste Landsbysogn sørger dog for at have sin Kirkegaard i fredet Tilstand men Frederiksberg, saa tæt ved Hovedstaden emanciperer sig frit og flot fra Mure, Hegn og Gjærde. -ff

(Dags-Telegraphen 28. september 1866).

Istedløven 25de Juli 1862. (Efterskrift til Politivennen)

En dansk demonstrationsfejring.

I Flensborg den 25. juli, på 12-året for det blodige slag ved Isted (som - kun Gud ved hvor længe - afgjorde hertugdømmernes skæbne på den mest trøstesløse måde), fejrede danskerne en højtid, må de en dag fortryde det bittert! På Flensborg kirkegård, som rummer et stort antal af deres og vores døde, rejste de et monument (en kolossal sejrsløve i oprejst stilling og, så symbolets betydning forstås rigtigt) til minde om den herlige sejr og for at ære deres faldne, med hoved og poter truende pegende mod syd; hæren sendte faner og deputationer, det samme gjorde Københavns Universitet og mange selskaber. Sang- og andre selskaber syntes også at forherlige festivalen, og for at der ikke skulle mangle fuldstændig spænding og ingen mulighed for at forvolde ondt blod, skulle gå ubenyttet forbi, sendte København også en skibsladning fuld af sine fanatiske talere, som var veløvede, altid hurtige. Ingen fornuftig person ville have gjort indsigelse mod en stille, alvorlig mindehøjtidelighed og endog imod opførelsen af ​​en fælles mindesten for de der hvilende danske døde (selv om dette også ville være overflødigt, eftersom der er gjort alt muligt for at dekorere de danske grave i tolv år på bekostning af Flensborg by). Men denne fejring vækker harme indefra fordi det formentlig er uhørt i civiliserede nationers historie at minder om en borgerkrig der ikke endte med nogen forsoning af sindene og ikke førte til nogen forsoning af stridighederne, fejres med festivaler på jord hvor de blodige kampe blev udkæmpet, pomp og jubel kan ses og høres, at man kan se og høre øjnene på dem, der enten selv deltog i kampen, eller som havde venner, sønner, brødre osv. blandt dem, der efter at have kæmpet tappert for en sag, der ligger deres hjerter og en retfærdig sag efter deres dybeste overbevisning, som har nedlagt våbnene som følge af et indgreb, fornærmes med festlige parader, og at folk strømmer til sådanne parader langvejs fra, til hån for den afvæbnede, men ikke besejrede del. Men det er ganske sigende for danskernes nationale karakter at selv de bedste og mest dannede blandt dem ikke har den ringeste fornemmelse for uværdigheden af ​​sådanne aktiviteter. Dette folk er så utilgængeligt for enhver objektiv forståelse af sagen, så forblændet at de ikke engang forstår, hvordan en sådan fejring skal øge had og bitterhed i alle patriotiske slesvig-holstenere i en grad der vil føre til at vi ikke kan tale om fred i så lang tid, indtil vi har gjort op med danskerne for alle disse ydmygelser. Det kan de være sikre på derovre: dragefrøet vil bringe dem deres høst.

Eine dänische Demonstrationsfeier.

In Flensburg wurde am 25. Juli, als am zwölften Jahrestage des blutigen Waffenganges bei Idstedt (der - Gott allein weiss, auf wie lange Zeit! - das Geschick der Herzogthümer in trostlosester Weise entschied), durch die Dänen ein Fest gefeiert, das gefeiert zu haben sie hoffentlich noch dereinst bitter bereuen werden! Auf dem Flensburger Friedhofe der ihrer und unserer Todten eine grosse Zahl in sich birgt, errichteten sie zum Andenken an den glorreichen Sieg und zur Ehre ihrer gefallenen ein Monument (einen kolossalen Siegeslöwen in aufrechter Stellung und, auf dass des Sinnbildes Bedeutung recht erfasst werde, den Kopf und die Pranken drohend gen Süden gerichtet; die Armee sendete Fahnen und Deputationen, ebenso die Kopenhagener Universität und viele Korporationen; Gesang- und sonstige Vereine erschienen gleichfalls zur Verherrlichung des Festes; und damit es ja an der völligen Aufregung nicht gebrach und keine Gelegenheit, böses Blut zu machen, unbenutzt vorüberging, schickte Kopenhagen auch eine Schiffsladung voll seiner, weil vielgeübten, stets schlagfertigen, fanatischen Redekünstler. Gegen eine stille, ernste Gedächtnizzfeier, ja selbst gegen die Errichtung eines gemeinsamen Denksteines für die dort ruhenden dänischen Todten (obgleich auch dieses überflüssig wäre, da seit zwölf Jahren für die Ausschmückung der dänischen Gräber alles Mögliche und zwar auf Kosten der Stadt Flensburg geschehen ist), würde kein vernünftiger Mensch etwas einzuwenden gehabt haben; gegen diese Feier aber empört sich under Innerstes, denn es ist wohl unerhört in der Geschichte zivilisirter Nationen, dass man Erinnerungen an einen Bürgerkrieg, der mit keiner Versöhnung der Gemüther geschlossen und zu keiner Ausgleichung des Haders geführt hat, mit Festen feiert, dass man auf dem Boden, wo die blutigen Schlachten geschlagen worden, Pomp und Jubel sehen und hören lässt, dass man die Augen Derer, die entweder selbst an dem Kapmpfe Theil genommen, oder Freunde, Söhne, Brüder u. s. w. unter denen hatten, die nach tapferem Kampfe für eine ihrem Herzen theure und ihrer innigsten Ueberzeugung nach gerechte Sache die Waffen in Folge einer Intervention niedergelegt haben, mit festlichen Aufzügen kränkt, und dass man zum Hohne des entwaffneten, aber nicht besiegten Theils von weit und breit zu solchen Aufzügen herbeiströmt. Aber für den Nationalcharakter der Dänen ist es recht bezeichnend, dass selbst die Besten und Gebildetsten unter ihnen für das Unwürdige eines solchen Treibens nicht die Spur einer Empfindung haben. So unzugänglich für jede objektive Auffassung der Sache, so verblendet ist diese Volk, dass es nicht einmal begreift, wie eine solche Feier den Hass und die Erbitterung in den Herzen aller patriotischen Schleswig-Hoslteiner zu einem Grade steigern muss, dass von einem worklichen Frieden so lange die Rede nicht seyn kann, bis wir mit den Dänen wegen aller dieser Demüthigungen abgerechnet haben. Dessen könnne sie drüben gewiss seyn: die Drachensaat wird ihnen ihre Ernte bringen.

[Artiklen fortsætter med at beskrive selve ceremonien, talerne m.m.]

(Erheiterungen. 1862, 2. august 1862)

Fundamentet til Isted-Løven. (Efterskrift til Politivennen)

Mellemslesvig, den 5te Mai. - -  Arbejderne paa Kirkegaarden ved Flensborg fremmes rask; det af lagviis vedlagte store Kampesteen dannede Fundament, paa hvilket den store Bronceløve og dens tunge, af tilhuggede Granitblokke sammensatte Forstykke skulle staae, er snart færdigt. Der, hvor de faldne Officerer hvile, opføres en Gravhøi, der bliver omtrent 60 Fod lang og 8 Fod høi. Den vil blive prydet med Anlæg, Slyngplanter og de Ligstene, der hidtil have bedækket Gravene. For lettere at kunne føre større Stene hen til Arbejdspladsen er der lagt Jernskinner tvers over Kirkegaarden. De omtalte Arbeider have giort det nødvendigt at flytte 14 Lig, der forresten alle havde henligget en 30 til 40 Aar; af Militairligene derimod er intet blevet flyttet. Saavidt der erfares, agter man fra Nabobyerne talrig at indfinde sig i Flensborg den 25de Juli. Det hedder, at Haderslev Sangforening indtræffer dertil paa nævnte Dag ligeledes vil man vide, at Afsløringen af Støtten paa Skamlingsbanken (over fortjente slesvigske Patrioter) vil finde Sted kort efter Monumentets Indvielse paa Flensborg Kirkegaard, saa at Mange af dem, der langveisfra give Møde, ville faae Leilighed til ogsaa at bivaane den nordslesvigske Folkefest, der sammesteds forventes afholdt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. maj 1862).

Noget om Kirkegaarden ved Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

(Brudstykke af en Reisendes Dagbog).

Hvad der foruden den deilige Udsigt, som næsten ethvert Punkt af Kysten, men især Høiene bag ved Byen, frembyde, mest behager ved Helsingør, er den deilige Kirkegaard, hvortil det neppe findes Magen i det hele Land. Vel er Assistentskirkegaarden ved Kjøbenhavn smuk, men sin Skjønhed har den mest de mange prægtige og tildeels kostbare Gravminder at takke for; dens Anlæg ere stive, sørgelige og altfor tilgroede med Træer og Buske. Helsingørs Kirkegaard derimod er en yndig Park med deilige Gange, uden den mindste Tvang, med muntre Anlæg, herlige Udsigter, især fra Bakken i Baggrunden, og, hvad man just ikke kan sige om Assistentskirkegaarden ved Kjøbenhavn og endnu mindre om Slotshaven ved Marienlyst, paa det Omhyggeligste vedligeholdt. Det er virkelig en Lyst at see hvor megen Omhu der anvendes paa denne Kirkegaard, og jeg blev ret begiærlig efter at lære at kjende den Mand, der lægger saa megen Smag og saa megen Omhyggelighed for Dagen ved at pleie dette skjønne Anlæg. Det maa være en dygtig Konstgartner, der har reist i fremmede Lande, eller i det mindste skrevet lærde Afhandlinger, tænkte jeg; men hvor forundret blev jeg ikke, da man henviste mig til en jævn, godmodig Mand, Opsynsmanden Hr. Jensen, der ikke alene ingen examineret Konstgartner er, men heller aldrig har været i Lære hos en Saadan. Og dog har denne Mand ikke alene vedligeholdt dette skjønne Anlæg, men han er tildeels ogsaa dets Skaber. Næsten ethvert Træ paa Kirkegaarden har han plantet, ja hvad mere er, næsten ethvert Træ har han anskaffet, endskjønt hans faste Løn ikke skal overstige 100 Rbd. Et mere iøjnefaldende Exempel paa, hvad Lyst en naturlig Smag og en utrættelige Flid kan udrette, er vel ikke saa let at finde. Jeg kunde, da jeg talte med denne Mand, ikke bare mig for at kaste et nysgjerrigt Blik paa hans Frakke - skulde der, tænkte jeg, ikke hænge et Baand i Knaphullet? Men nei, der hang intet Baand, og dog er denne Mand, som han fortalte mig, yndet af sine Foresatte, agtet af sine Medborgere, og hans Fortjenester ere ikke noget, der maa smaaligen opledes, bevises med Documenter, eller fremhæves af partiske Velyndere, de ligge klare og tydelige for hver Mands Øjne. Men det er endnu ikke faldet nogen af hans Foresatte ind, at foreslaae ham til en Ære, som han maaskee mere har fortjent end hundrede Andre. Vel troer jeg, at det neppe er faldet den jævne Mand, hvis Lyst og Glæde det er at pleie dette lille Paradiis, selv ind at Ønske sig denne Ære, men desto snarere burde det falde hans Foresatte ind at anbefale ham til den, thi den beskedne Fortjeneste er vel den, der mest fortjener at fremhæves, og skulde Manden selv end ikke sætte nogen stor Priis paa en saadan Udmærkelse, maa den dog være ham kjær som et Beviis paa, at man skjønner paa hans Værd, - og det maatte vel heller ikke være hans Foresatte ubehageligt at vise, at de sætte Priis paa virkelige Fortjenester. For nogle Aar siden udnævnte salig Kong Frederik den Sjette en Mand, der havde gjort sig fortjent af Kjøbstaden Randers ved flere skjønne Anlæg til Dannebrogsmand; Directionen for Helsingørs Kirkegaard mener vist ikke, at Christian den Ottende har mindre Sands for det Skjønne, end Frederik den Sjette, eller mindre villig til at belønne virkelige Fortjenester af det Offentlige.

(Kjøbenhavnsposten den 8. august 1843)

Om St. Olai Kirkegaard i Helsingør.

Da man for nogle år siden nedrev de porte og muren som omgav kirkegården, troede man vist derved både for at forskønne byen og at gøre nytte for kirkegårdens beboere. Men man tog i begge henseender mærkbart fejl, for for det første er det et malpropert syn især for fremmede at se de nøgne og ukalkede gavle på de huse der har mistet deres mangeårige sidekammerater i de høje og brede portaler, og især har det misprydet såvel kirkegården som husene at det gamle sprøjtehus blev nedrevet da denne plads mellem de to høje gavle ligner en brandtomt.

For det andet er der nu en sådan slud og træk på kirkegården siden der er blevet så mange andre pladser at det er yderst ubehageligt at passere samme, når det er regn eller blæst. Hertil kommer også de mange bjerge og dale - de i forrige år omtalte grusbunker osv. blev man dog langt om længe endelig befriet for - vandpøle når det er regnvejr, glidebaner når det er frost og om sommeren en nydelig græsmærk er de skønheder der pryder St. Olai Kirkegård. Dog kunne det være med græsmarken som det kunne når blot den var jævnet, men da den består af bakker og ujævnheder, var det vel værd at ønske om man til det tilstundende forår lod hele pladsen makadamisere. Vel blev det jo lidt sørgeligt for vor kære boldspillende ungdom når deres smukt med græs bevoksede legeplads skulle således ruineres, men det ville jo dog kun være småting i henseende til den nytte en sådan forandring måtte bevirke, og i Helsingør synes man jo heller ikke synderlig at bryde sig om småting.

Da St Olai Kirkegård tillige er alarm- eller samlingsplads for såvel det borgerlige artilleri som brandkoret vil pladsens makadamisering også af denne grund blive hensigtsmæssig og ønskelig da det dog altid er bedre især for brandkoret hvis sprøjteredskaber som oftest er nærved at vælte på grund af ujævnheder at exercere på en jævn plads.

(Politivennen nr. 1416. Løverdagen, den 18de Februar 1843. Side 108-109). 

Brønshøi Kirkegaard.

For nyligt var averteret auktion over en del sæd på roden på Brønshøj præstegårds jorder, hvorved indsenderen studsede da han ved at der eksisterer et forbud mod sådant salg af den sæd som avles til en præstegård. Men kendskab til de hæderlige mænd, den fratrædende og den tiltrædende præst på stedet, såvel som også til prokuratoren, der bekendtgjorde auktionen, borgede nok for ham til at intet ulovligt her fandt sted. Og han formodede hvad han siden har hørt bekræftet, at en speciel tilladelse til ovennævnte salg var givet vedkommende. Hvorfor han ikke skulle have omtalt denne sag, hvis ikke det var for at gøre opmærksom på at man ved offentlige bekendtgørelser der bebuder en afvigelse fra den almindelige lovgivning, gjorde vel i at tilføje at sådant skete med højere tilladelse for ikke at give rå ukyndighed en velkommen anledning til kritik over embedsmænd, hvortil vor tid kun er alt for tilbøjelig, selv uden ringeste grund. 

Imidlertid skulle indsenderen heller ikke have fremsat denne bemærkning hvis han ikke ved sin nærværelse i Brønshøj i anledning af nævnte auktion havde fundet en anden genstand værdig offentlig omtale, nemlig denne landsbys kirkegård. Indsenderen ved nemlig at man allerede i en række af år ikke der har kunnet finde nogen plet til at jorde de afdøde fra det meget store sogn - der indbefatter flere byer - uden efter en besværlig søgen, og sædvanlig må skaffe plads ved at grave til en betydelig dybde for at der i en kule under den kiste man agter at nedsætte, kan blive rum til de opgravede levninger af førhen begravede. Så at man kan sige at de der i mange år har været begravet der, ikke hviler ved, men på deres forfædres ben. Han ved endvidere at et jordstykke allerede for 7 år siden blev udlagt til kirkegårdens højst fornødne udvidelse, og dog er dette endnu ikke blevet anvendt til det. 

"En følge af kirkegårdens så uhyre overfyldning er at denne hele tiden forhøjes så at jordsmonnet nu når langt op på kirkens mure." (Brønshj Kirke 2015. Eget foto.)

Kan man ikke med største føje her spørge: Hvad kan være årsag til en sådan forhaling? Syv hele år er dog i sandhed en alt for langt tid til at arrangere det øvrige fornødne i denne henseende når det væsentlige - det fornødne jordstykke - haves. Vil man endog sætte noget af det vi nu engang er vant til at kalde sømmeligt til side - vil man ikke agte den bedre følelse hos folket - vil man smile ad de mange spidsfindige bemærkninger der findes fuld anledning til når man træder ind på Brønshøj kirkegård en halv time efter at man har passeret Københavns Assistenskirkegård - vil man ikke bryde sig om at der blandt sognebeboerne findes en ikke ubetydelig del der ikke er vant til et så uanstændigt skue som denne kirkegård nu frembyder - eller vil man sige det er unødvendigt at de efterlevende stræber at pryde deres hedengangne venners gravhøje, hvortil her i sandhed findes meget lille opfordring - så bør man også tage kirkebygningens tarv i betragtning. Og en følge af kirkegårdens så uhyre overfyldning er at denne hele tiden forhøjes så at jordsmonnet nu når langt op på kirkens mure, hvoraf atter følger at disse lider meget af fugtighed, hvilket da også er synligt nok i kirken hvis søndre side er overtrukken med grøn skimmel.

Ved at gøre højere vedkommende opmærksom på denne kirkegård forfatning, håber vi at bidrage til at den ret snart må undergå den i en så lang tid påtænkte og så vidt vides af de offentlige autoriteter ventilerede og omventilerede forandring, hvilket vil være til glæde for alle sognets beboere og til gavn for kirken. Når den nuværende kirkegård da skal gives et anstændigt udseende, ville vi ønske at man ville tage Holmens Kirkegård i København til mønster.

(Politivennen nr. 1080, Løverdagen, den 10de September 1836. Side 590-593)

Bekendtgjørelser.

Indsenderen af stykket om den nye kirkegård på Christianshavn indført i nr. 1057 af dette blad, kan ikke nægte sig den fornøjelse at bekendtgøre at det efter offentlig foranstaltning ved en gentagen yderst nøjagtig undersøgelse på stedet hvorved de på forskellig måde i sagen interesserede var til stede, er bragt til den højeste grad af evidens at det omhandlede jordstykke aldrig har været "rakkerkule" eller brugt til aflosning af natrenovation, hvilket flere tidsblade havde gjort anskrig over og at dets anvendelse til kirkegård altså er definitivt besluttet.

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 338.

Redacteurens Anmærkning.

Artiker i denne serie: Nr. 1056, 26. marts 1836,  Nr. 1058, 9. april 1836 og Nr. 1064, 21. maj 1836.

Slagelse Sct. Mikkels Kirkegaard.

For længere tid siden har adskillige i flere offentligt blade omtalt denne kirkegårds tilstand. Dernæst tav man i nogle år, jeg kan tro fordi man så at sognepræsten var en gammel og affældig mand, og fordi man ventede at når døden engang bortkaldte ham, efterfølgeren da sikkert ville bringe forandring deri. Men da dette aldeles ikke er sket, og alt endnu er fuldkommen i den gamle uorden, tror indsenderen at skylde Slagelse offentligt at give en skildring af denne kirkegård for om muligt derved at kunne virke til en forandring. Vi vil altså skride til beskrivelsen.

Indgangene og indkørslerne hvoraf der omtrent findes seks (foruden de private som vi senere skal nævne) står nu alle åbne, og er i allerhøjeste grad urenlige. En af dem overskylles fx aldeles af en rendesten fra rådhuset, og da der slet ikke er sørget for at aflede vandet, findes det ofte at indgangen står under vand, og derigennem overlades det kirkegængerne at vade. En anden er ikke engang brolagt og ofte ufremkommelig. Byens laveste pøbel og især gadedrengene anser disse som kirkegården i almindelighed (jeg siger det med din tilladelse, min højstærede læser, for sandheden må frem) som stedet til at forrette deres naturlige fornødenheder. Ve derfor den der her ikke agter på den vise Salomons ord: Forvar de fod når du går til Guds hus. For uden at have foretaget behørig renselse, tør han ikke atter nærme sig menneskeligt selskab.

Den der ønskede i korthed at få et begreb om kirkegården uden at gå i det detaljerede, ville jeg råde blot at stikke hovedet ind ad den første indgang der mødes når man kommer fra Nytorv,og derpå se sig til højre, men tillige anbefale at gøre det holdende sig for næsen. -Træder man ind på kirkegården, vil man finde den ligesom besået med større eller mindre gråsten, murbrokker, stumper af sønderslåede ligsten, kalk osv., gravene nedtrådt, stakitterne sønderbrudte, marmorplader med inskriptioner knust ved stenkast, enhver blomst eller busk en slægtning plantede på en afdøds grav, afbrudt eller nedtrådt - kort sagt alt bærer ødelæggelsens tegn. Men dette vil ikke kunne forundre nogen når jeg tilføjer at fx en bager, hvis baghus støder til kirkegården, deri har døre ud til den og på den selv undertiden sit brænde stående, hvilket endog kløves der. Når jeg siger at det hører til dagens orden at se møllelæs passere tværs over den lige forbi kirkedøren, at gadedrengene leger bold, spiller klink osv. på den, at stakitværkerne omkring gravene bruges til at tørre tøj på, eller til at udspænde snore imellem til dette brug. Og endelig at der så vidt indsenderen er bekendt, ikke gøres noget for at forhindre dette væsen. Men at man endog nu har fået døre på de tilstødende hus der hvor man før lagde sten til for at gå ind igennem vinduerne.

Denne Sct. Mikkels kirkegårds tilstand har naturligvis i mange år vakt ønsket at få en assistenskirkegård for alle der hører til sognet, og med megen bekostning har man endelig fået den. Men den henligger endnu uindviet og ubenyttet, hvorfor de der elsker deres afdøde og har råd til det, lader dem begrave på Skt. Peders Kirkegård der danner den mest påfaldende kontrast mod den her er beskrevet, og viser at denne kunne være anderledes, og vi ville slutte med det håb og det  ønske at den engang bliver det.

At denne beskrivelse af en kirkegård kan forekomme en eller anden af læserne utrolig, begriber indsenderen let. Men jeg beder denne om han får lejlighed dertil at bese kirkegården, og da at dømme. Kan han finde den forandret siden jeg skrev dette, da skulle det i sandhed glæde mig.

Sørensen. Student.

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 323-326.)

Redacteurens Anmærkning.

Med den nye præsts menes formentlig Gerhard Giese Salicath (1788-1848) der var præst i kirken 1833-1848. Desuden virkede 1818-1836 sognekapellan Peter Uldahl Andreas Riis (1788-?). Dette embede blev kortvarigt nedlagt indtil 1862. Riis var herefter sognepræst for Oure og Veistrup på Fyn.

I Politivennen nr. 1073, 23. juli 1836. Side 482-483 bekendtgjordes at en del gravstene, murbrokker, kalk osv. var fjernet og at stakitporten ud til Nytorv var blevet lukket. I Politivennen nr. 1075, 6. august 1836, side 515 meddeltes at assistenskirkegården nu var blevet indviet, og taget i brug første gang den 4. (enten juli eller august). Denne kirkegård kendes i dag under navnet Sct. Mikkels Kirkegård.

Den i artiklen nævnte kirkegård blev nedlagt 1858, og den sydlige del omdannet til et grønt anlæg med plæne og store træer.

Bemærkninger ved Stykket i Politievennen Nr. 1057, angaaende den nye Kirkegaard på Christianshavn.

Det er muligt at det er 60 år siden at den nævnte plads som blev udset til kirkegård, har været losseplads for natrenovation. Men det er upåtvivleligt at den har været det, og når upartisk undersøgelse sker på stedet, vil umiskendelige levninger deraf endnu findes. Kan dette nu bevises, så følger nok deraf at denne plads aldrig har været, som anført, begravelsesplads, undtagen muligvis for - heste. Og da disse ikke begraves i kister, er det højst sandsynligt at de ligkister som man der har stødt på, er en heldig - drøm - passende til forsvar, og at sådanne levninger om de virkelig er fundet, stammer fra at man i fordum begravede grove forbrydere i en såkaldt rakkerkule.

Kirkens dokumenter måtte vel også kunne oplyse om og når denne plads har været brugt som kirkegård. 

Hvad jordens sumpagtighed angår da vil denne næppe hverken ved forbedret afløb eller ved opfyldning og planering ovenpå kunne afhjælpes tilstrækkeligt.

I øvrigt forsikrer forfatteren af nærværende og det i Politivennen nr. 1056 indførte stykke som omhandler den omhandlede genstand, at han ikke har mindste del i eller kender forfatteren til hvad der har været indført i "Dagen" og Adresseavisen derom. Det er altså en aldeles falsk formodning at den såkaldte skrålen er udgået af en mund.

(Politivennen nr. 1058, Løverdagen, den 9de April 1836. Side 239-240)

Redacteurens Anmærkning.

Artikler i denne serie: Nr. 1056, 26. marts 1836, Politivennen nr. 1057, 2. april 1836. Side 221-225, Nr. 1058, 9. april 1836 og Nr. 1064, 21. maj 1836..

Oplysninger, angaaende den nye Begravelsesplads paa Christianshavn.

I flere blade er der blevet doleret over at man til begravelsesplads på Christianshavn havde valgt en i mange henseender upassende plet jord. Det syntes referenten utroligt at vedkommende i denne henseende skulle have vist en sådan ligegyldighed om mangel på skønsomhed som de mangler man tillagde det valgte sted måtte forudsætte. Han har derfor nøjagtig og på selve stedet undersøgt hvorvidt de omskrevne grunde mod pladsens anvendelse til kirkegård kunne holdet en prøve på sandhedens  prøvesten, og har da som han ventede, fundet at dette aldeles ikke er tilfældet.

Man har således sagt at stedet for ikke længe siden har været losseplads for natterenovation. Dette er aldeles usandt. Idet mindste over 60 år er al sådan renovation ført ud på Amager. På det til kirkegård udlagte stykke har man på forskellige punkter gravet indtil en almindelig gravs dybde, og har ikke truffet ringeste spor af en sådan anvendelse af stedet, men er derimod stødt på flere ligkister som vidner om at der i fortiden har været begravelsesplads.

Også siges at det omhandlede stykke jod nu står under vand og hele året er sumpet. Den del som nu står under vand, ligger noget lavere end det øvrige, og vil ikke blive benyttet til grave før det er opfyldt og planeret. Imidlertid ville selv dette ikke stå under vand dersom ikke afløbet var spærret ved den nye offentlige bygning som opføres i lang afstand derfra. At det heller ikke er sumpet, derom vidner en køkkenhave der ligger midt i denne plet og ses endnu at have været dyrket i fjor.

Assistenskirkegården på Amager har derimod en sådan beskaffenhed i denne henseende at man nødigt vil se sine pårørende nedlagt der. På denne årstid har man nemlig vand der efter det første spadestik, og til enhver tid har man når man er kommet lidt længere ned, flyvesand og vand så det er umuligt at holde graven fri derfor mens liget nedsættes. Ja for at holde liget på bunden, må kisten almindeligvis tynges ned med sten og en mand stå på den indtil den del jord er nedkastet, og endda har man eksempel på at en sådan kiste er loftet i vejret af vandet før graven var tilkastet. Det valgte jordstykke har altså i denne henseende et afgjort fortrin.

At den dødes ro skulle forstyrres mere end noget andet sted, kan man ikke ret vel indrømme. Den ejendom hvor til nævnte jordplet nærmest grænser, har for sin beliggenhed fået navnet "Rolighed". Den bygning man er i færd med at opføre for det militære, vil vist ikke forstyrre den her sædvanlige fred, lige så lidt som dette kan ske ved de tilstødende faldefærdige bygninger hvori porcelænsfabrikken på Købmagergade - synderligt nok - opbevarer brænde og lignende- røgen fra den dampmølle der desværre sædvanlig står ganske stille, og fra det i nærheden værende jernstøberi vil vi lade flyve, den vil næppe genere nogen interessent i de døde have.

Referenten mener at ovenanførte om hvis rigtighed enhver med lidt umage, kan forvisse sig, er tilstrækkeligt til at vise det ubegrundede i den anke man har ført over et af øvrigheden, visselig med velberåd hu, gjort valg af begravelsesplads for Christianshavns beboere. Dog der gives endnu andre væsentlige hensyn, såvel for den fattige som den rige der må gøre det skete valg ret velkomment for christianshavnerne. For de fattige, flertallet af Christianshavns beboere, er det nemlig til betydelig besparelse at kirkegården er indenfor volden - selv om så godt på landet med hensyn til motiverne for befalingen om kirkegårdes henlæggelse udenfor stæderne - da de er nødt til at betale vogne for ligbærere når disse skal udenfor stadsporten, hvoraf følgen atter er at hele ligfølget skal køre, hvilket er en stor udgift for en fattig mand. For den mere formuende der har lyst og evne til  at give en afdød en kostbarere begravelse, er det derimod ikke muligt i den henseende at gøre hvad han vil når liget skal bringes udenfor porten, da end ikke 8 rigsdalers ligvognen kan passere Amagerport. Det er da sandsynligt at hele skrålen er udgået af en mund, og af smålig interesse ligger til grund derfor.

(Politivennen nr. 1057, Løverdagen, den 2den April 1836. Side 221-225)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: Nr. 1056, 26. marts 1836, Politivennen nr. 1057, 2. april 1836. Side 221-225, Nr. 1058, 9. april 1836 og Nr. 1064, 21. maj 1836.

Er det passende, at en Losseplads for Natte-Renovation anvendes til Kirkegaard *).

Med henhold til hvad der i Dagen nr. 66 og i Adresseavisen i lørdags er anført angående det jordsmon der er bestemt til en ny begravelsesplads for Christianshavns beboere, bemærkes at samme ikke alene har været en losseplads for alskens uhumskheder, men endogså - ikke langt tilbage i tiden - for selve natrenovationen. Kommer nu hertil at dette stykke jord for nærværende tid står under vand og hele året er sumpet, så vil der udfordres en betydelig stor bekostning for at give samme ved opfyldning en til hensigten alene tålelig tilstand. Og endda ville de deri begravede i særdeleshed forår og efterår - være udsat for efter døden at svømme i vand. Endelig ville en sådan kirkegård for Christianshavns beboere frembyde en stærkt afvigende kontrast mod københavnernes så skønne Assistenskirkegård.

Måske kunne endnu fortjene at komme i betragtning at det er en almen erkendt sandhed at kirkegårde ikke bør haves i byer og følgelig ingen nye anlægges.

Det kan således vel håbes at stadens velvise magistrat ikke vil tillade en sådan anvendelse af nævnte plads.

*) De oplysninger om samme genstand som jeg fik i hænde efter at dette var sat, men af modsat indhold, bliver indrykket i næste nummer.
Udg.

(Politivennen nr. 1056, Løverdagen, den 26de Marts 1836. Side 208-209)

Redacteurens Anmærkning.

Artikler i denne serie: Nr. 1056, 26. marts 1836, Politivennen nr. 1057, 2. april 1836. Side 221-225, Nr. 1058, 9. april 1836 og Nr. 1064, 21. maj 1836.

Den omtalte artikel i Dagen blev bragt den 17. marts 1836 og findes digitalt:

(Indsendt)

Et Vink givet i rette Tid kan ofte have uberegnelig gode Følger for Vedkommende. Assistentskirkegaarden uden for Nørreport frembyder et saa skjønt og opbyggende Skue, og er til saamegen Trøst for sørgende Efterladte, som besøge de der gjemte Levninger af deres Kjære i denne hellige Have, at kun faae Stæder i Europa kunne opvise Magen.

Det vilde nu være at ønske, at Kirkegaardene, som for Fremtiden anlægges, maatte have denne til Mønster, og blive hvad de burde være qua Kirkegaard, det vil sige eensomt beliggende, og at de i Byen efterhaanden ganske afskaffes. - Vor Frelsers Menighed paa Christianshavn behøver nu en Kirkegaard, men at udvide den høist smagløse, som befindes i St. Anne Gaden paa Christianshavn, og som blot er indhegnet med et lidet Stakit, vil vel neppe finde Nogens Bifald, saalidt som den Plads, der efter Rygtets Sigende skal være udseet, deels fordi Jorden der er af en altfor upassende Masse til Begravelse, deels formedelsst Beliggenheden - den begrændses ved den ene Side af et kongelig Porcelains-Fabrik (?), hvor ofte brændes og daglig færdes; ved den anden Side er man i Færd med Anlæggelsen af en kongelig Artillerie-Bygnning, hvor forudsættes vil findes megen Munterhed og Støien, og Pladsen er da vistnok langt fra hensigtsmæssig til Anlæggelse for en velordnet Kirkegaard eller hellig Have. Hvorfor ikke langt hellere bestemme dens Anlæg paa Amager, i Særdeleshed nu da Amager med hvert Aar forskjønnes med heldig Fremgang.

Den 15de Marts 1836

Christianshavn havde på Politivennens tid følgende kirkegårde: Kirkegården omkring Frelser Kirke (der selv er opført på en kirkegård). Den ophørte med at være kirkegård i 1853 da det blev forbudt at begrave folk inden for voldene. Fattigkirkegården i Sankt Annæ Gade 35-37 ("Cul de Sac") eksisterede fra 1700-tallet til 1873. Børnehusets kirkegård lå for enden af Sankt Annæ Gade ved Christiansvoldgade 49-59. Derudover var der i 1790 anlagt en kirkegård ved Amagerbrogade 33-35 - som stadig eksisterer. På Stadsarkivets kort fra 1854 optræder kun disse kirkegårde. Så hvilken kirkegård der her er tale om, kan lokalhistorikere måske opklare.

Om Pletterer Struve og hans Klage i Raketten Nr. 74, den 2den August d. A.

Sagen hvorom der her er tale, forholder sig således: Omtrent midt i juni måned kom ovennævnte mand en aftenstund til mig på kirkegården og forlangte at blive lukket ind på den såkaldte Vestre Kirkegård, idet han sagde at han havde et gravsted der. Da jeg ikke kendte denne person der var i en lurvet beklædning og forekom mig at være temmelig beskænket, så var det vist min pligt ikke at tilstede ham indgang uden ordre af graverne ved kirken eller andre foresatte. Jeg forestillede ham derfor at da det nu var så sent at jeg skulle lukke kirkegårdsportene, så kunne han vel komme igen næste dag. Men han påstod at han just nu var særdeles oplagt til at aflægge et besøg vedhans kones grav. Da jeg af oven anførte grunde dog ikke ville indlade mig videre med ham derom, gik han bort idet han sagde at han nok skulle komme ind. Når han altså nu anfører "at jeg har gjort ham opmærksom på at han ikke der (nemlig på kirkegården) måtte opholde sig, da det var mig strengt forbudt at tillade nogen adgang til samme når linned som den gang tilfældet var, fandtes ophængt til tørring" så farer han med usandhed. Om sådant blev intet ord nævnt mellem os. Ikke heller kunne dertil være mindste anledning. For der var aldeles intet linned ophængt på kirkegården.

Denne mærkelige fejl i synet eller hukommelsen hos denne mand kan vel tilskrives den højtidelige stemning han den aften befandt sig i!

Hvad hans kones gravsted angår, da er dette endnu i samme stand som det var for omtrent et år siden da jeg kom til kirken, i hvilken tid han hverken selv eller ved andre har ladet det oplægge eller pynte, hvilket heller ikke i de foregående år skal have været tilfældet. Kun i det år da hans kone blev begravet, skal der have været plantet nogle bellis på graven og en potte med nelliker nedsat der. Det ses så ofte at disse sommerplanter på kanten af en gravhøj der ikke fremdeles vedligeholdes, snart kan tilintetgøres først af tørke og blæst, og derefter af regnskyl, ligesom også at en urtepotte kan fryse itu om vinteren og blomsten bortskylles når gravhøjen siden af sne og regn gennemblødes. Og den der ikke vil chikanere, gør ingen ophævelser derover. 

Forestående sandfærdige forklaring om denne sags sammenhæng er ifølge hr. Struves klage mod mig af 23. juli dette år den gang afgivet til de herrer kirkeværger som vel ikke har fundet grund til at indlade sig videre desangående. Men da min anklager nu offentligt har gentager sin ubegrundede beskyldning mod mig, så har jeg ikke villet undlade på samme vej at svare ham derpå, i stedet for at indkalde ham for retten og der lade ham tilbagekalde det usandfærdige i hans beretninger.

Andreas Sørensen
Graverkarl ved Helliggeistes Kirkegård.

(Politivennen nr. 1028, Løverdagen den 12te September 1835, s. 604-607).

 "En mand kom en aftenstund til mig på kirkegården og forlangte at blive lukket ind på den såkaldte Vestre Kirkegård" (P. Klæstrup: Helligåndskirkens kirkemur.)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om sølvpletterer J. A. Struve, Ulfeldtsplads 100 ifølge Krak 1836. Der er ikke tale om hvad vi i dag kender som Vestre Kirkegård (den blev først etableret 1870), men om kirkegården om Helligåndskirken. Vestre Kirkegård var begrænset af Helligåndshuset mod øst og en hegnsmur mod vest ud til Kokkegade. Søndre Kirkegård mellem kirken og Amagertorv. Sprøjtehuskirkegården i vinklen ved husblokken mod sydøst og Østre Kirkegård fra korgavlen i en smal stribe mod nord hen til Kokkegades nordre forløb. Nordre Kirkegård med urtegården, begrænset af kirken mod syd, Helligåndshuset mod vest, hegnsmuren ved kokkegade mod nord samt Østre Kirkegård.