En uhyggelig Scene paa Kirkegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Naar de hjemfaldne Urner fra Krematoriet tømmes for deres Aske.

Usømmelige Forhold

I et herværende Blad finder vi idag en Klage over den Maade, hvorpaa man paa Krematoriet behandler de hjemfaldne Urner. Klageren fortæller saaledes, at han har været Vidne til, at en Arbejdsvogn belæsset med Urner kørte ind til en paa Kirkegaarden i Forvejen foretaget Udgravning, og at man der etfterhaanden tømte Urne for Urne, ligesom en anden Askespand. Det havde gjort et uhyggeligt Indtryk paa den paagæklende, at se den Maade, hvorpaa de Afdødes Aske blev behandlet, og det havde virket dobbelt pinligt, da det var Blæsevejr, og man derfor kunde se Asken som en Støvsky fyge omkring Udgravningen.

En Udtalelse fra Dansk Ligbrændingsforening.

Vi har henvendt os til Kontorchef Reenberg i "Dansk Ligbrændingsforening" og anmodet ham om en Udtalelse.

- Forholdet er det, siger Kontorchefen, at Krematoriet henhører under Begravelsesvæsenet og er lagt direkte ind under Bispebjerg Kirkegaard. Mulige Fejl, der kan være begaaet, maa Begravelsesvæsenet altsaa drages til Ansvar for. Hvad angaar Urnerne eller Urnepladserne købes disse ligesom et Gravsted for et bestemt Aaremaal. Dersom dette udløber, og det ikke fornyes, faar Urnen Lov til at staa Aaret ud, og dernæst overflyttes den til et underjordisk Magasin, som findes ved Krematoriet. Her henstaar den endnu et Aar, længere er det umuligt at opbevare den, da der skal skaffes Plads til de andre Urner, der er hjemfaldne, og Asken overføres deeefter til en stor Fællesgrav paa Kirkegaarden. Dette finder som Regel Sted en Gang om Aaret.

- Men Asken tømmes ud af Urnerne?

- Ja, man kan ikke sætte Urnerne, der som Regel er af Ler eller Sten, ned i Graven, da de maaske saa kunde staa der i Hundrede Aar uden at fortæres, og det vilde være umuligt at skaffe Plads. Jeg synes ogsaa, at det er den smukkeste Tanke, at Asken forenes med Jorden.

- Men mere end 2 Aar ud over den Tid, hvor Urnepladsen er hjemfalden, kan Urnen altsaa ikke blive paa Krematoriet?

- Nej, det kan den ikke. Hvad der i det paagældende Tilfælde er forkert, er det, at man har henlagt Nedgravningen af Asken til midt paa Dagen, det burde have fundet Sted i de tidligere Morgentimer, og saa den Omstændighed, at der ikke ved denne Lejlighed har været en Overordnet for Eksempel Kirkegaardens Inspektør, til Stede, men det er altsaa Begravelsesvæsenets Fejl.

Louis.

(B. T. 4. december 1925).

Allinge gamle og nye Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 

Allinge gamle kirkegård lå på denne side af kirken, og på den anden side af stengærdet. Fotoet giver et indtryk af dens størrelse, dog blev vedtaget i 1898 at udlægge noget af kirkegården til gade da denne var meget smal. Der findes stadig et betydeligt antal gravsten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Forlangte Erklæringer og Betænkninger.

I Nr. 58 udbad Justitsministeriet sig Kollegiets Erklæring over et Andragende fra Borgerrepræsentationen for Allinge og Sandvig om, at den for begge Kjøbstæder fælles Kirkegaard i Allinge, uanseet Bestemmelsen i Forordningen af 22de Februar 1805 § 9, fremdeles, i alt fald i den nærmeste Fremtid, maa benyttes til Begravelsesplads for bemeldte Kjøbstæder.

Dette Andragende er fremfaldt af Hensyn til, at Anskaffelsen af en ny Kirkegaard formeentligen vilde blive altfor bekostelig og trykkende for den ved mange andre Udgifter allerede stærkt betyngede Kommune. Byfoged Jørgensen har i sin over Andragendet afgivne Erklæring, som Landphysikus Grove for sit vedkommende ganske har tiltraadt, bemærket Følgende. Saa vidt han kan skjønne, har Kirkegaarden i Allinge en yderst uheldig Beliggenhed; thi den er ikke alene placeret saa temmelig midt i Byen, men den ligger ogsaa høiere end største Delen af samme, saa at det vand, der under Regnskyl strømmer ud fra denne Kirkegaard, og som nødvendigen maa følge Klippeunderlaget, ikke alene maa trænge ind i de nærmeste Brønde, men vistnok har en videre Gang, end man er istand til at afgjøre. Kirkegaarden har i flere hundrede Aar været benyttet, og, da den er indskrænket til et lille Rum, maa den fornemmeligen bestaae af forraadnede Lig og Kister, saa at det vistnok bliver en Nødvendighed snarest muligt at gjøre en Ende paa denne Tilstand. Allerede for flere Aar tilbage har han reist dette Spørgsmaal og foranstaltet et Møde af Kirkeinspektionen og Borgerrepæsentanterne, men, da alle Stemmer vare ham imod, lod han Sagen stille i Bero. Byerne eie Jord sønden for Adinge, som passende kunde anvendes til Kirkegaardsplads, men som man ikke ønsker at benytte hertil, fordi Beboerne fra Sandvig da maatte føre deres lig igjennem Allinge; men at Hensynet til denne længere Vei maa være et aldeles underordnet Moment i Sagen, synes uomtvisteligt. Forøvrigt har man ogsaa imod dette sted anført, at Bunden der var leret, og at der saaledes vilde staae Vand i Gravene, hvilket imidlertid maa kunne forhindres ved en hensigtsmæssig Draining. Han viser slutteligen, at Anlæget af en ny Kirkegaard ingenlunde vil blive saa kostbart, som af Andragerne antaget, og han kan saaledes i henhold til Ovenstaaende ikke anbefale det Ansøgte til Bevilgelse. Regimentschirurg Sannom, praktiserende læge i Allinge, har i en afgiven Erklæring yttret, at Kirkegaarden er saa gammel og overfyldt med Lig, at Grunden, uagtet, mest bestaaende af Sand og Grus, dog maa indeholde saa mange forraadnede Dele af de Lig, der nu i flere hundrede Aar ere begravne der, at det maa ansees for rettest, at der, saasnart Kommunen kan overkomme det, anskaffes en ny Kirkegaard, fra hvilken Tid al Begravelse paa den gamle bør ophøre.

Amtmanden over Bornholm er af den Formening, at der aldeles ingen Grund er til i dette Tilfælde at gjøre Undtagelse fra den almindelige Bestemmelse i Forordningen af 22de Februar 1805 § 9. Udgifterne kunne ikke blive saa store, at de kunne kaldes trykkende for Kommunen, og, hvad det angaaer, at man med de Lig, som begraves fra Sandvig, da kommer til at kjøre gjennem hele Allinge, istedetfor at man nu derimod kjører igjennem en Deel af denne By, da er det en Omstændighed af ingen Betydning.

Kollegiet tiltraadte i Skrivelse af 18de Februar Amtmandens Erklæring, der i det væsenlige er overeenstemmende med alle de andre i denne sag afgivne.

(Det kongelige Sundhedskollegiums forhandlinger i aaret 1860)

En ny kirkegård blev indviet i 1864. Den var omtrent halvt så stor som den nuværende.

Rare Kirkegaardsforhold.

Ved en tilfældig Brevskriver have vi modtaget følgende Skildring af Kirkegaardsforholdene i Allinge:

Paa den gamle Kirkegaard ved Kirken blev for nogle Aar siden plantet Tjørnehække, men disse ere ikke blevne plejede eller klippede, saa at de somme Steder er løbet flere Alen i Vejret, medens de andre Steder ligge nedtraadte. Gæs og Ænder gaar frit ud og ind og ligger derinde og klatter til paa og imellem Gravene. Men værst er det dog med de store Hunde, som løber derind og nedgraver Affald fra Slagterierne, saasom Kalvehoveder og lignende. De grave store Huller paa Gravene, for deri at gjemme deres Fangst. ... Den ny Kirkegaard er ikke stort bedre, den ligner mest et Vildnis, som Børn bruger til Legeplads.

(Bornholms Tidende 29. oktober 1895).

Allinge ny kirkegård ligger "oppe" og er betydeligt større end den gamle. I 1902 blev arealet udvidet til det dobbelte da kirkegården var ved at blive fyldt op og ingen anden placering var blevet fundet. Endnu en udvidelse fandt sted i 1904. Kapellet stod først færdigt i 1906. Som de fleste kirkegårde bærer den nu præg af store græsarealer. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Allinge-Sandvig Byraads

Møde den 13. Juli 1898.

- - -

- Kirkeinspektionen meddeler Samtykke til, at et Stykke af den gamle Kirkegaard udlægges til Gade, mod at der afholdes en Synsforretning, at der sættes et Par Jærngitterlaager, at Arbeidet foretages med Sømmelighed, at Joden henlægges paa den ny Kirkegaard, og at det hele sker uden Udgift for Kirken. 

Formanden foreslaar at lade Vejudvalget forestaa Arbejdet.

Christensen. Er det afgjort, at der skal gjøres noget, er der noget Overslag, og har Byraadet vedtaget at lade Arbejdet udføre, uanset hvad det koster?

Form. oplyser, at noget Overslag havde man ikke, men man havde tænkt at udføre Arbejdet saa billigt som muligt.

H. Møller syntes, at man helst skulde have et Overslag derover.

Dam syntes, at der var daarlig Raad til det nu, men han vilde ikke sætte sig derimod paa Grund af Gadeforbedringen. Paa den ny Kirkegaard var der næppe Plads til Jorden, men der skulde vel snart tænkes paa en Udvidelse af Kirkegaarden, saa muligvis man kunde lægge Jorden der.

Form. troede, at naar Gaden skulde forbedres, maatte Vejudvalgets Budget have Raad til det.

Bohn fandt det rigtigst at gjøre det nu; Gaden var kun 7 Alen bred, siden vilde der ikke blive gjort noget i lang Tid.

Vedtoges at lade Vejudvalget udføre Arbejdet.

(Bornholms Tidende 15. juli 1898)

Allinge-Sandvig Byraads

Møde den 13. Septb. 1899.

- Formanden foreslog at nedsætte et Udvalg til at undersøge Kirkegaardsforholdene og bl. a. undersøge, om der mellem Byerne kunde være en passende Plads til Kirkegaard. Kirkeværgen havde nylig meddelt, at Pladsen paa den nuvær. Kirkegaard var optaget.

Bohn syntes, at den heldigste Beliggenhed for en ny Kirkegaard var mellem Allinge og Sandvig, men det var vistnok umuligt, da Jordbunden paa begge Sider af Vejen bestod af Klipper og Rundsten, gammel Havstok. Kom man længere op fra Vejen, var Jordbundtforholdene de samme som paa den nuværende Kirkegaard.

Her vare Forholdene meget uheldige. Lerbunden gjorde, at Ligene kunde ligge i 30 Aar og vare endda kun halv fortærede. Muligvis kunde det forandres noget ved i et nyt Reglement at forlange et Læs Sand til hver Kiste. Det var ikke saa heldigt, at Kirkegaarden laa oven for Byen, men Leret var et godt Filter. Dr. Danchell havde undersøgt Vandet paa det Sted. hvor Kirkegaardsvandet havde Udløb i Byen, og fundet det godt. Man kunde expropriere en Grund op til den nuværende Kirkegaard og samtidig med Udvidelsen bygge et Ligkapel, hvortil man allerede havde 500 Kr. i Forcering; muligvis der kom flere Pænge til den Bygning, man kunde ikke blive ved at udsætte det. Han foreslog, at hele Byraadet gik op og saa paa Forholdene.

Det vedtoges at tage Forholdene i Øjesyn paa Søndag.

(Bornholms Tidende 16. juni 1899).

Allinge, den 11. Oktbr.

Et Legat.

I Tirsdags jordedes som tidligere meddelt paa den gamle Kirkegaard ved Allinge Kirke Enkefru Kofoed af Kjøbenhavn, 87 Aar gl., Enke efter afdøde Proprietær Peder Kofoed, Hammersholm. I Følget saas bl. a. det samlede Byraad. Den afdøde oprettede i Aaret 1874 sammen med sin Mand et Legat "Peder Kofoed og Hustru Karoline Juliane Kofoeds Legat for værdige trængende i Allinge og Sandvig samt Landdistriktet Hammersholm". Legatet, der er 10,000 Rigsdaler stort, skal nu efter Enkens Død henstaa, til det bliver fordoblet. Derefter uddeles aarlig 300 Kr. til en trængende i Allinge, 300 til en trængende i Sandvig, navnlig til Sømænd, Fiskere og deres Enker. Resten deles i 4 lige store Dele 1) til en trængende i Allinge, 2) til en trængende i "Landdistriktet Hammersholm i Olsker", 3) en Del til Mandskabet i den Baad, der har udvist størst Flid i Sildefangst og 4) en Del til Mandstabet i den Baad, der har udvist størst Flid til Laksefiskeri.

(Bornholms Tidende 13. oktober 1900)

Hotelejer Johan Heinrich Blanchs gravsten findes stadig på Allinge gamle kirkegård. Så havde man penge (200 kr.) kunne det i 1901 stadig lade sig gøre at blive begravet her. Præsten fik dog ved den lejlighed forbud mod at udtale sig om hans personlighed. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jordefærd.

Under meget stor Deltagelse begravedes Hotelejer J. H. Blanch i Dag paa den gamle Kirkegaard ved Allinge Kirke. Kirken var ualmindelig smukt pyntet. I sin Tale berørte Sognepræsten ikke den afdøde personlig. Efter Forlydende havde de paarørende ogsaa frabedt sig dette. Efter Jordpaakastelsen takkede en Svigersøn af den afdøde for Deltagelsen. Blandt de ualmindelig mange smukke Kranse bemærkedes flere særlig kostbare, saaledes fra Hotellets Personale, Østersøbadet "Bornholm", Tuborg Fabriker og Odd-Fellow-Ordenen.

Det hører til Sjældenhederne, at nogen bliver begravet paa denne Kirkegaard midt i Byen. Men naar der betales 200 Kr. extra, kan det dog lade sig gjøre.

(Bornholms Tidende 10. september 1901.)

Allinge Kirkegaard.

Arbejdet paa den ny Kirkegaard er nu saa vidt fræmskredet, at Gjærdet, der er opført af kløvet Granit, er færdigt, og i dette Efteraar vil den blive beplantet. Ligkapellet, der skal ligge inden for den ny Indgang, vil blive bygget næste Sommer. Pladsen har kostet 1700 Kr., Gjærdet godt og vel 1100 Kr.

Kirkegaarden, der i sin ny Skikkelse vil blive omtrent dobbelt saa stor som før, har en meget smuk Beliggenhed på en Skraaning oven for Byen med Udsigt ud over Havet og Kysten mod Syd til Rø og Gudhjem.

(Bornholms Tidende 13. oktober 1902).

Indenrigsministeriet godkendte i november 1902 at kirkegården afgav 190 kvadratalen til vejen, mens vejen afgav 15 kvadratalen til kirkegården.

Allinge-Sandvig Byraad

Møde den 14. April

Ligkapellet.

Form. udtalte, at den tidligere omtalte Tegning og Overslag fra Professor Bidstrup nu forelaa, men at Overslaget var dyrere, end Byraadet havde tænkt. - Form. oplæste senere en Skrivelse fra Kirkekommissionen (c: Provsten og Amtmanden), i Følge hvilken Kommunen ikke kan faa det ansøgte Laan paa 5000 Kr., førend der foreligger Tegning og Overflag til Ligkapellet samt Oplysning om, hvad den ny Kirkegaard har kostet.

Chr. A. Jensen. Der er et almindeligt Ønske om snart at faa et Ligkapel, men der bør tages Hensyn til Sparsommelighed. Naar Skatteprocenten er paa ca. 9, er der dog Grund til at overveje, om man ikke uden at genere Bygningen kan spare noget af den høje Pris, som er foreslaaet. Tegningen ser meget tiltalende ud. Men jeg tvivler paa, at vi, som af Prof. Bidstrup antydet, kan opfyre Bygningen billigere end Overslagssummen ved at lade den udbyde til Licitation; jeg tror ikke, at Haandværkernes Priser her i Kommunen ere lavere end Overslagets. Materialerne ere maaske tværtimod dyrere, og Arbejdslønnen er vist ikke meget lavere. Det drejer sig altsaa om at spare 10-1500 Kr.

Jeg foreslaar, at Sagen udsættes til næste Møde, at vi for ikke at forhale Sagen i Mellemtiden lade udarbejde et Overstag til en Pris, som passer bedre for os hernede.

G. P. Petersen slutter sig til Jensen.

Kellermann ligeledes; dog foreslaar han straks at nedsætte et Udvalg til nærmere at forhandle med Kirkeinspektionen og med Bemyndigelse til at handle paa Byraadets Vegne. -

Form. mener ogsaa, at et Ligkapel efter vore Forhold kan opfyres for højst 3000 Kr.

Det vedtages at nedsætte et Udvalg, bestaaende af d'Hrr. Borch, Jensen og Sonne og at bemyndige det til at forhandle med Kirkeinspektionen og lade udarbejde Tegning og Overslag til et Ligkapel til en Pris af 3000 Kr.

(Bornholms Tidende 6. april 1903).

Allinge, den 7 Juni.

Kirkegaardsindvielse.

I Dag indviedes den ny Kirkegaard i Allinge i Overværelse af Byraadet og adskillige andre. Pastor Lund udtalte, at Kirkegaarden tilhørte Allinge Kirke og altsaa den evangelisk-lutherske Kirke. Men Kirkegaarden stod ogsaa aaben for fræmmede, som ikke delte Kirkens Tro, og Medlemmer af Folkekirken kunde her begrave deres døde uden Medvirkning af Folkekirkens Præst. Kirkegaarden var saaledes i en vis Henseende et frit Sted. I en anden Henseende var det et saare trangt Sted, hvor ingen kom med sin gode Vilje. Pastor Lund talte derefter ud fra Pauli Ord: "Det saas i Forkrænkelighed, det opstaar i Uforkrænkelighed", om de kristnes Opstandelseshaab og sluttede med at sige: Dette Stykke Jord har hidtil været en Mark, hvor Sæden har vokset og er samlet i Lade. Den skal ogsaa vedblive at være en Mark, hvor vi nedlægge vore døde, i Haab om, at de skulle høstes ind i de evige Boliger.

Efter at Pastoren havde erklæret Kirkegaarden for indviet i den treenige Guds Navn, foregik den første Begravelse paa den ny Kirkegaard, idet Sadelmager Hansens Enke stedtes til Hvile.

Allinge Assistenskirkegaard, der ligger meget smukt oven for Byen, aabnedes 1864. I Firserne blev det nødvendigt at udvide den til det dobbelte, og nu er den atter udvidet, saa at den er mere end dobbelt saa stor som før.

Ligkapellet befinder sig stadig endnu paa Forhandlingens Stadium.

(Bornholms Tidende 9. juni 1904).

Licitation på opførelse af et gravkapel på kirkegården blev udbudt i maj 1906. Der var rejsegilde i december samme år.

De Dødes Sted. (Efterskrift til Politivennen)

(Eftertryk frabedes.)

Kjøbenhavn, d. 26. Januar.

Naar Storbyen voxer og voxer i rivende Fart, naar dens Gader kastes længer og længer ud over Landet, - saa kaster den alt det, der ikke hører den og dens levende Liv til, udenfor sine Porte. Der kan det saa ligge en Stund, til Byen naar det paa sin ustandselige Fart og atter flytter sine Porte. Saa flytter det igjen, videre ud og videre ud i en moderne Uendelighed.

Saadan gaar det f. Ex. med Kirkegaardene.

Rundt om alle de gamle Kirker ligger en lille Plet Jord, - en gitterhegnet bille Lund, nu og da med et enkelt Monument, ellers bare en Plads, hvor Vognene kan kjøre op til Bryllup og Begravelse. Det er de gamle Kirkegaarde.

Og nu og da stikker Byggespekulanterne Spaden ned i de ældste af dem. Hjærneskaller og mugne Ben kommer med et for Dagens Lys efter hundredaarig Hvile.

Kjøbenhavnerne staar stille et Øjeblik, pirrer med Stokken ved Benene og gaar videre. Og strax efter rejser et flunkende nyt femetages Hus sig af de gamle Grave.

Frederiksberg Kirkegaard ligger fredelig og skyggefuld mellem Villahaverne. Den passer ind i Stilen derude. Men Kasernerne fra Vesterbro rykker den nærmere og nærmere paa Livet. Den ene skyggefulde Have efter den anden stykkes ud, Murkolosserne gror op af Jorden som vrimlende Paddehatte. Alleens gamle Træer er gule og visne og triste ved al den Gas, der siver ud mellem deres Rødder, og de nye smaa, man planter, giver sig god Tid med at gro. Hvor lange vil det vare, inden den skjønne Kirkegaard ligger som en upraktisk Fortidslevning klemt mellem ubrydelige Murrækker, overgivet fra tusinde Vinduer?

Assistenskirkegaard vil snart være indrammet af Nørrebros himmelhøje, private Fattiggaarde og saadan overalt.

Men hvor skulde der ogsaa være Plads til de døde midi i en levende og larmende, handlende og lidende, sultende og fraadsende By? Hvor kan de forlange Respekt for deres Grave, nu de er væk, døde og borte og glemte for nye Liv, der bides og slaas for at skaffe sig Alburum til at leve Tiden ud, til ogsaa de skal kastes paa Porten? Og hvor kan der være Fred om de dødes Have midt i den larmende By, hvor det gjælder om at leve og lade leve, og hvor der slet ikke er Tid til at tænke paa dem, der forlængst gav den evige Kamp i Arv til deres Efterfølgere?

Men op af de gamle, forstyrrede Grave stiger et Spørgsmaal, der ikke vil tøve alt tor længe paa sit Svar. Og rundt mellem Blomsterduftene paa de indeklemte Kirkegaarde lister sig en Tanke, der ikke vil vente altfor lange paa sin Virkeliggjørelse. Spørgsmaalet og Tanken har samme Navn. Og Navnet er Ligbrænding.

* * *

Tæt ude ved Kalvebodstrand, med Karlsberg og Valby paa den ene Side, Frederiksholms Teglværk og Aandssvageasylet Karens Minde paa den anden - ligger Vestre Kirkegaard.

Den er ikke stort andet end en Mark endnu. Der bygges Terrasser og plantes Træer. Men Terrasserne er nøgne og kolde, og Træerne er smaa. Blot hist og her en lille Lund af fine Birke, en Samting mørke Fyrrer, en skallet Høj med en gulmalet Bank, hvorfra man ser vidt ud over det blanke Vand.

Men Blomsterne gror kun smaat paa de tusinde Grave, der ordner sig i regelmæssige Rader paa Skraaningen.

Det er maaske, fordi de ikke føler sig ret sikre. Det er saa nyt, det hele, - det ser saa hastig gjort, saa ufærdigt ud. Den store By har skyndt sig at bringe sine døde udenfor Portene og saa dem puttet i Jorden. Saa er der kastet Grus om Kisten, skyldige Kranse er lagt paa den friske Grav, - siden kom et Par Potteplanter, en Sten med graadtung Inskription, en Bank med paamalet Navn og "Familiebegravelse" - og saa var det hele i Orden, bare Graveren fik et Par Skilling for Vedligeholdelsen.

Men forleden Dag blev det aabenbart, at det hele ikke var i Orden. Da Uvejret løste den frostbundne Jord, sank den sammen - Grav for Grav, Linie for Linie - somme Steder sank Jorden en Alen - somme Steder mer og somme Steder mindre. Og ned styrtede Stenene med Efterverdenens bedrøvede Farve til de døde. Ned styrtede Bænkene, hvorpaa Savnet og Erindringen kunde hvile sig ud, naar de en enkelt Gang havde drevet en levende den lange, trættende Vej fra Byen. Ned sank Roser og Buxdom og Kristtorn, visne Kranse og friske Kranse med smilende Blomster og hvide Baand.

De laa og blomstrede dernede - de laa, som de har ligget en Gang før, omtrent paa Kistens Laag.

Et underligt Syn var det. Som om der var gravet nye Grave ovenpaa de gamle. Neden for Bakkerne, ovre mod Frederiksholm, hvor de friskeste Grave ligger i snorlige Linier, var der kastet fem nye op - parate til at modtoge deres stille Lejere. Og rundt om de friske var de gamle sunkne sammen - som om de ikke havde nok i deres ene Beboer, men fordrede fler. Mellem Gravene staar bare den smalle Skillevæg - en enkelt Krans hænger paa Randen, de andre er sunkne med Jorden.

Det er, som om vor Tid ikke en Gang kunde bygge en Grav ordentlig.

Inde fra det yderste Vesterbro skuer de tomme Ruder i Dybbølsgade og Sankelmarksgade, og hvad de allesammen hedder, over mod Kirkegaarden. De er ogsaa en Slags Grave - eller Gravmonumenter. Men de staar vel nok. Det var bare under den Bygmester, Jorden gled væk. 

Carl Ewald.

(Randers Dagblad og Folketidende 28. januar 1888).

Kirkegaardsforholdene i København. (Efterskrift til Politivennen).

Ved

Dr. med F. Levison.

(Af anden Aarsberetning for Forening for Ligbrænding) 

København med Frederiksberg har nu omtrent 300.000 Indvaanere; indtil forrige Aarhundredes Slutning begravedes disse væsentlig i Kirkerne eller paa snævre Kirkegaarde umiddelbart om disse. Først efter at talrige Epidemier af forskellig Art havde hærget Byen og henledet Opmærksomheden paa Sundhedsforholdene, blev det efterhaanden gjort vanskeligere at faa Lov til at begrave Lig indenfor Byens Volde og Begravelserne henvistes mere og mere til Assistenskirkegaarden, der den Gang saa langt uden for Byen. 1851 forbødes det ganske at foretage Begravelser inden for Byens Volde og 1853 efter en stor Koleraepidemi udstraktes Forbudet ogsaa til Kristianshavn, en af Byens Forstæder.

Det tillades dog endnu at bisætte Lig i Kirkerne og disses Hvælvinger, Naar Ligene enten er balsamerede (hvad meget sjælden sker) eller indelukkede i tilloddede Metalkister eller endelig indsatte i murede Hvælvinger, der tilmures straks efter Bisættelsen. Denne Begravelsesmaade, der strider mod de simpleste Hensyn til de Levende og ved hvilken Kirkerne fyldes med Forraadnelsesluftarter, bruges endnu ikke saa lidt, i underjordiske Rum i 3 af Byens Kirker, Holmens, Petri og Frederiks Kirke findes efter et officielt Overslag c. 750 Lig paa forskellige Stadier af Forraadnelse og i de sidste Aar 1881-83 er der gennemsnitlig bisat 11 Lig om Aaret.

Efter at Begravelserne fra 1851 var forbudte indenfor Byens Volde, vendte Hovedmassen af dem sig til Assistenskirkegaard paa Nørrebro, der i mange Aar modtog ca. 2000 Lig om Aaret; den er nu for Størstedelen optaget og efter at den ny Vestre Kirkegaard er taget i Brug er Belægningen i de sidste Aar gaaet ned til c. 700. København benytter endnu 6 andre Kirkegaarde. Garnisonskirkegaard, Holmens Kirkegaard, Ny Vestre Kirkegaard, Mosaisk Kirkegaard, Frederiksberg Kirkegaard og Frederiksberg Assistens Kirkegaard.

Foruden de nævnte har København altsaa tidligere havt et meget stort Antal Kirkegaarde, saa at hele Hovedstadens Grund er oversaaet med nedlagte Begravelsespladser og mange Huse er byggede paa saadanne. Jeg skal her nævne de Kirkegaarde, der er nedlagte for mindre end 100 Aar siden eller som af anden Grund kunne tænkes at have Indflydelse paa Stadens Jordbundsforhold. De følgende Oplysninger er tagne fra C Friis: Assistenskirkegaarden paa Nørrebro samt Bidrag til Københavns Begravelsespladsers Historie. Slagelse 1868.

Om Nikolaj Kirke fandtes i forrige Aarhundrede en Begravelsesplads, der endnu benyttedes efter 1795; den strakte sig under de nuværende Slagterboder helt hen til Holmensgade.

Petri Kirkegaard var benyttet fra det 11te Aarhundrede.

Frue Kirkegaard omgav Kirken paa alle Sider; den benyttedes endnu efter 1807.

St. Clemens Kirkegaard laa mellem Frederiksberggade, Kattesundet, Lavendelstræde og Halmtorvet. Kirken nedlagdes allerede 1630, men endnu 1850 fandtes ved Gravning i Grunden baade Ligkister og Lig.

Den Kirkegaard, som endnu er bevaret om Helliggejstes Kirke, strakte sig forhen noget ud over de nuværende Grænser.

Omkring Holmens Kirke findes en Begravelsesplads, der har været benyttet til 1851.

Trinitatis Kirkegaard har tidligere strakt sig noget ud over de nuværende Grænser.

Kristianshavns ældste Kirke stod i nuværende St. Annægade. Om den fandtes en Kirkegaard, der blev indviet 1711, udvidedes 1836 med en halv Tønde Land og var i Brug til 1853.

I den yderste Ende af St. Annægade paa Kristianshavn laa Børnehusets ældre Kirkegaard. 1860 fandtes paa dette Sted endnu betydelige Rester af Lig i Grunden, skønt Kirkegaarden da havde været nedlagt i 100 Aar.

Reformert Kirkegaard ligger om Kirken af samme Navn; ogsaa Garnisonskirke er endnu omgivet af en Begravelsesplads.

Tæt ved Ladegaarden fandtes en Kirkegaard, der benyttedes til 1807 og af hvilken man fandt stærke Spor ved Anlæget af den nordsællandske Bane.

Paa Vodrufgaard oprettedes 1711 et Pestlazareth med tilhørende Kirkegaard, og endnu for 20 Aar siden opgravedes en betydelig Mængde stinkende Rester af Lig, ja flere Lig var kun meget lidt fortærede.

En lignende Kirkegaard anlagdes 1711 udenfor Østerport, men dennes Beliggenhed kendes ikke nøje. 

Frederiks tyske Kirke er omgivet af en Begravelsesplads; under Kirken findes Krypten, i hvilken der hensættes Lig. 

Almindelig Hospitals Kirkegaard laa i den Del af Byen, der begrænses af Kommunehospitalet paa den ene Side og Vendersgade paa den anden Side; den nedlagdes 1842 og paa denne Tid fik Fattigvæsnet en ny Begravelsesplads ved Østerfarimagsvej bag Holmens Kirkegaard; denne benyttedes til 1858.

Som det af denne Opregning vil ses, er Københavns Grund oversaaet med Kirkegaarde, der for Størstedelen endnu har været i Funktion i første Halvdel af dette Aarhundrede; naar man medtager de Begravelsespladser, som er nedlagte før 1780, voxer Antallet meget betydeligt, saa at det ses, at en meget stor Del af Byen direkte er bygget paa gamle Kirkegaarde. Det er ogsaa ovenfor blevet omtalt, at Grunden paa mange af disse Begravelsespladser har været saa overlæsset med Forraadnelsesprodukter og saa lidet skikket til at modtage Lig, at der endnu efter 100 Aars Forløb findes stinkende Rester.

Jordbunden paa alle disse Kirkegaarde er af samme Beskaffenhed som ellers i København, altsaa en temmelig fed Lerjord, der er fyldt op med Materialier af meget blandet Art, i hvilket Køkkenaffald, Gadesnavs og selv Latrinkasser ere indblandede, altsaa en Jordbund, som i og for sig er i Stand til at udvikle Forraadnelsesprodukter i en lang Aarrække.

Det er naturligvis nu umuligt at afgøre, hvor stor en Del disse Kirkegaarde midt inde i Byen have havt i den næsten uafbrudte Række Epidemier, der i tidligere Tid har hjemsøgt København (Pest saaledes 1551, 1553, 1575, 1583, 1601, 1619, 1629, 1637, 1654, 1711), og selv for den senere Tids Vedkommende er det næsten lige saa vanskeligt at finde en Maalestok for den Skade, som de indenbys Kirkegaarde har voldt. Det maa dog fremhæves, at Colding og Thomsen i deres Undersøgelser over Koleraepidemien 1853 kom til det Resultat, at dennes Intensitet rettede sig meget efter Jordbundens Beskaffenhed, idet den var mindre stærk i den ældste Del af Byen, hvor Grunden gennemsnitlig var mere fri for forraadnede Stoffer, end i den vngre Del af Byen. hvor Jordbunden var opfyldt, for en stor Del med allehaande organiske og forraadnende Materialier. En undtagelse fra denne Regel danner 2 Pletter af den gamle By, nemlig Egnen om Helliggejstkirke og om Badstuestræde, og om begge disse gælder det, at de ligge meget nær ved gamle Begravelsespladse. En Brønd i Læderstræde blev den Gang undersøgt og viste sig at indeholde Kulbrinte, Fosforsyre og kvælstofholdige Substanser, og Forfatterne antage derfor en direkte Tilblanding af Grundvand fra Helliggejstes Kirkegaard, der har Fald henimod Læderstræde.

En Brønd i Vingaardstræde, hvis Vand endnu benyttes som Drikkevand, indeholder aldeles overdrevne Masser af Bakterier; saaledes fandtes ved en Undersøgelse 150,000 paa 1 Kubikcentimeter Vand; denne Masse af Bakterier tyder paa, at Vandet har Tilløb fra Jordlag, i hvilke der endnu stadig findes forraadnede Stoffer, og man maa da navnlig tænke paa den nu nedlagte Kirkegaard om Nikolaj Kirke, der modtog Lig indtil Begyndelsen af dette Aarhundrede og som strakte sig lige til Holmensgade.

Vende vi os til de endnu fungerende Kirkegaarde, finde vi, at Holmens Kirkegaard, Garnisons Kirkegaard, Assistens Kirkegaard og den mosaiske Kirkegaard samt Frederiksberg Kirkegaard nu er omgivne af Gader og Huse, netop paa samme Maade som de indenbys Kirkegaarde i første Halvdel af dette Aarhundrede, og hvis der endnu er enkelte Steder, hvor Kirkegaardene støde op til ubebyggede Partier, kan man være vis paa, at København i sin hurtige Udvidelse meget snart vil naa disse Pletter og lukke Kirkegaardene helt inde.

Af disse Kirkegaarde har Holmens Kirkegaard, efter de fra vedkommende Kirkebestyrelse modtagne Oplysninger, den bedste Jordbund; denne bestaar væsenlig af tør Lerjord uden mange iblandede Stene, og ve Lig, der nedsættes, ere opløste efter 20 Aars Forløb. Der begraves aarlig ca. 270 Lig. Paa Kirkegaarden findes 7 murede Gravhvælvinger; i en enkelt af disse er der fundet Vand. Kirkegaardens ældste Del er indtaget 1666 og den er senere udvidet 1858 og 1865. Brugen af den skal fortsættes indtil 1947. Afstanden til Huse er kun 80 Fod, men der er ikke oplyst Noget om særlig Sygelighed i de nærmeste Boliger.

Garnisons Kirkegaard er temmelig lavt liggende og omgives paa flere Steder af Huse, der ligge i en Afstand af ca. 50 Fod. Jordbunden bestaar af Ler og Sand og er temmelig tør, men ikke drænet. Der begraves aarlig over 200 Lig, og Ligene skulle efter 20 Aars Forløb være opløste, saa at der kun opgraves Knogler. Den paa Kirkegaarden værende Brønd benyttes ikke til Drikkevand, men kun til Vanding.

Garnisons Kirkegaard synes 1854 at have givet Anledning til en lokal Koleraepidemi *).

Under den store Koleraepidemi 1853 var der paa denne Kirkegaard nedgravet en betydelig Mængde Koleralig og særlig var hertil benyttet den nordlige Del af Kirkegaarden tæt ved Kastelsvejen. September 1854 foretoges en Oprensning af en Grøft langs Garnisons Kirkegaards nordlige Grænse og umiddelbart efter denne Oprensnings Begyndelse udbrød der en lille Koleraepidemi i de nærmeste Huse paa Kastelsvejen. I disse angrebes 11 Patienter, 6 døde. Brønden ved det først angrebne Hus blev nu undersøgt og i dens Vand fandtes Kulbrinte, fosforsure og salpetersure Salte og andre kvælstofholdige Forbindelser, der ligesom Vanddragets Retning pegede hen paa en Forbindelse mellem Kirkegaardens Grundvand og Brønden.

Epidemien standsede efterat man havde flyttet Beboerne af de angrebne Huse bort og forbudt Brugen af den inficerede Brønd.

Garnisons Kirkegaard skal nedlægges 1947.

Den mosaiske Kirkegaard paa Nørrebro har eksisteret fra 1694 og er senere gentagne Gange udvidet; den er omgivet af Huse. Efter jødisk Skik benyttes Jorden kun én Gang og Kirkegaardens Jordbund kan derfor ikke blive saa overlæsset med Forraadnelsesprodukter som de andre Kirkegaarde, paa hvilke den samme Plet Jord maa modtage mange Generationer af Lig. Desuagtet er der jævnlig klaget over, at Beboerne i de umiddelbart op til Kirkegaarden stødende Huse mærke en hæslig Lugt fra den. Kirkegaarden er nu næsten opfyldt og vil snart udgaa af aktiv Brug.

Assistens Kirkegaard paa Nørrebro er anlagt 1760, men kom først ret i Brug fra Begyndelsen af dette Aarhundrede.

Der herskede tidligere nogen Fordom mod at begraves paa denne Kirkegaard og i formuende Folk betalte gerne høje Afgifter for at blive begravede paa de gamle Kirkegaarde inde i selve Byen; det omtales derfor i flere Biografier fra hin Tid som særlig mærkeligt, at Vedkommende havde forlangt at blive begravet paa Assistens Kirkegaard. Saaledes skriver R. Nyerup i Anledning af en velfortjent Kancelliembedsmand Augustin's Begravelse 1785: "Omsider fremstod en ædel Mand, en af vort Olds praktiske Filosofer, som besad Sjælsstyrke nok til at opløste sig over Fordomme og sætte sig ud over Tidernes Smag. Det var Augustin. Paa Gravens Bredde gav ham hans skyldfri Aand det Vidnesbyrd, at han aldrig havde fornærmet Nogen i levende Live, nu vilde han ej heller efter Døden forgifte den Luft, som de Efterlevende skulde indaande, han vilde hvile under aaben Himmel. Han jordedes paa Assistens Kirkegaard udenfor Nørreport og gav derved Signalet til Udryddelsen af den erkedumme papistiske, af selve Luther bestredne Overtro, som tillægger Kirkegulvet og Kirkegaardsjorden udmærket Hellighed."

1851 forbødes at begrave Lig paa de indenbys Kirkegaards i København og 1853 paa Kristianshavn. Efter denne Tid og indtil den sidste Aar har Assistens Kirkegaard modtaget de fleste Lig fra København. ca. 3,000 om Aaret. I Aaret 1870 toges den ny vestre Kirkegaard i Brug, og modtager nu Størsteparten af de københavnske Begravelser; dog nedgraves endnu aarlig 700 Lig paa Assistens Kirkegaard. Kirkegaarden skal nedlægges i Aaret 1980.

(Sluttes.)

*) Hornemann: Koleraudbrudet paa Kastelsvejen i Efteraaret 1854. Hygiejniske Meddelelser, 4. B. 1. H. 

(Social-Demokraten 7. februar 1885).

(Forts )

Assistens Kirkegaard ligger mellem Nørrebrogade, Kapelvejen og Jagtvejen; den er i sin største Udstrækning tæt omgivet af Huse, fra hvilke den kun adskilles ved en Gades Bredde, og paa de Steder, hvor den støder op til ubebyggede Pladser, begynder nu Bebyggelsen at gribe om sig, saa at Kirkegaarden om ikke mange Aar vil være under lige saa uheldige Vilkaar, som de gamle indenbys Kirkegaarde

Jordbunden er saa uheldig som muligt og der er ikke gjort noget alvorligt Forsøg paa at udtørre eller forbedre den; Stadslægen beskriver den i en Beretning til Magistraten *) paa følgende Maade :

"Med Untagelse af et ganske lille Stykke, hvor der findes Muldjord i flere Fods Dybde, er Forholdet det, at der paa hele Kirkegaarden kun findes Muldjord i ringe Dybde, 1-1½ Fod, dernæst Ler 8-10 Fod og saa et Rullestens-Sandlag. Terrænet er meget fugtigt . . nu maa Kisterne siges at staa i Vand, idet der i de regnfulde Maaneder maa opøses 30-40 Spande Vand af hver ny Grav "

Stadslægen fremhæver i sin Beretning de Farer, der kunne true de nærmest liggende Dele af Byen ved Infektion af Grundvandet, der fra Kirkegaarden navnlig har Fald mod Syd og Sydvest, hvor det maa gennemløbe tæt bebyggede Strøg. Han paaviser desuden, at Ligene i mange Tilfælde opløses særdeles langsomt og at man jævnlig træffer Adipociredannelse c: Omdannelse af Ligene til en fedtagtig Masse, der kan henligge mange Aar i Jorden uden at opløses. 

For at saa et Begreb om Grundvandets Overlæsselse med Forraadnelsesprodukter behøver man kun at prøve Vandet fra de talrige Brønde, der er anbragte rundt om paa Kirkegaarden; deres Vand er saa slet, at man kan mærke Forraadnelsesprodukterne ved Lugten, ligesom en Undersøgelse viser, at Vandet indeholder talløse Bakterier af forskellig Art. Kirkegaardsbestyrelsen har derfor maattet opslaa Advarsler mod at benytte disse Brøndes Vand som Drikkevand.

Grundvandet fra Assistens Kirkegaard søger væsenlig mod Syd og Syd. Dette er først paavist af Colding og Thomsen **) efter disse Forfatteres Undersøgelser begrænses det Terrænt som gennemsives af Grundvandet fra Assistens Kirkegaard, af en Linje, drage, fra Kirkegaardens vestlige Hjørne mod Syd til Ladegaardsaaen, og af 2 Linjer, dragne fra dette Skæringspunkt og fra Kirkegaardens østlige Hjørne mod Sydøst ned mod Søerne, særlig mon Peblingesø; Størstedelen af Kirkegaardens Grundvand passerer i Følge de samme Forfattere endvidere under Ladegaardsaaens i Bund, viser sig i Brøndene paa den anden Side af denne og føres tilsidst bort gennem Rosenaaen, en nu reguleret og for Størstedelen dækket Kloak, der løber ud i Kalvebodstrand efter at have passeret Forstaden Vesterbro.

Medens Knudsen ***), stillede sig noget tvivlende med Hensyn til den Indflydelse, som Kirkegaarden kunde have paa de fjernere liggende Brønde, har Fleury ****)  utvivlsomt godtgjort, at Afløbet fra Kirkegaarden kan spores paa den sydlige Side af Ladegaardsaaen. Fleury undersøgte særlig Brøndene i denne Del af Vesterbrokvarteret (Emiliegade, Vodrofsvej, Danmarksgade, Schønbergsgade, Schousgade, Forhaabningsholmsalle, Niels Ebbesens Vej, Ingemanns Vej, Svanemosegaardsvej, Sophievej og den nordlige Del af Ørstedsvej.) Dette Terræn ligger 13-15 Fod over Havets Overflade og er omtrent 10-15 Fod lavere end Assistens Kirkegaardens Niveau.

Foruden Tilløbet fra Assistens Kirkegaard, har denne Bydel endnu andre Infektionskilder, idet der tidligere har ligget en Kirkegaard ligesom ogsaa en Losseplads omtrent der hvor Ørstedsvej munder ud ved Ladegaardsaaen.

Fleury's Undersøgelser viste, at de Brønde, der forsynedes fra de mere overfladiske Lag og følgelig ogsaa fra det Vand, der hidrører fra Kirkegaarden, indeholdt Ammoniak, Salpetersyre, Kulbrinte o. s. v. og maatte betragtes som sundhedsfarligt, medens man ved at grave ned i en betydelig større Dybde, kunde træffe godt og rent Vand. Det viste sig endvidere, at Brøndvandets naturlige Beskaffenhed ikke skyldtes lokale Aarsager, som utætte Kloaker, nærliggende Møddinger eller Lignende, da Forholdsregler, der ellers pleje at være virksomme mod saadanne Infektionskilder, ikke havde nogen Virkning paa de omtalte Brønde.

Naar man nu opstiller det Spørgsmaal, om de ovennævnte uheldige Forhold har sat sig Spor ved en større Sygelighed og Dødelighed i de truede Kvarterer, saa er Oplysningerne her meget karakteristiske.

Colding og Thomsen gøre opmærksom paa, at Blaagaardskvarteree, der var særlig udsat for Paavirkning af Assistens Kirkegaard, hjemsøgtes stærkt af Koleraepidemien 1853.

1857 optraadte en mindre Koleraepidemi i København, og efter Hornemanns *****) Fremstilling leverede det lille Blaagaardekvarter 1/4 af samtlige Tilfælde.

I Aaret 1859 fuldendtes den Vandledning, der forsyner København med Drikkevand, det blev nu overflødigt at anvende Vandet fra Brøndene og derved fjærnedes en Del af Faren, men denne Drikkevandsledning kom ikke Frederiksberg Sogn og de paa den sydvestlige Side af Ladegaardsaaen liggende Gader tilgode, her begyndte man først 1870 at anlægge en Vandledning, og det varede længe før alle Husene forsynes fra denne.

I sir tidligere nævnte Arbejde omtaler Fleury forskellige Epidemier af tyfoid Feber i de af ham undersøgte Gader. Det fremgaar af Oplysninger, som han har modtaget fra Frederikberg Hospital, at det nævnte Strøg i Aarene 1869-1874 har havt dobbelt saa mange Tilfælde af gastrisk tyfoid Feber, som man skulde vente i Forhold til dets Indbyggertal. Antallet af alle Tilfælde fra Frederiksberg Sogn var i det nævnte Tidsrum 224 og heraf bøtte 102, altsaa næsten Halvdelen, hjemme i Ladegaardsaakvarteret, uagtet dette kun rummer en Fjerdedel af Sognets Befolkning. Af disse 102 Tilfælde forekom kun 8 i Huse, der var forsynede fra Vandledning, 80 i Huse, der benyttede Brøndvand, for 1t Tilfældes Vedkommende var Forholdet uoplyst. (Sluttes )

*) Se Borgerrepræsentationens Forh. 13. April 1874.

**) Koleraens ulige Styrke i København 1853.

***) Begravelsespladses Indflydelse i sanitær Henseende. 1858.

****) Drikkevandsundersøgelser. 1875.

*****) Koleraepidemien i København i Efteraaret 1857. Hygiejniske Meddelelser 2. B. S. 185.

(Social-Demokraten 8. februar 1885).

(Sluttet )

1879 var der Epidemi af typhoid Feber i Tjørnegade lige Syd for Assistents Kirkegaard.

1880 optraadte der tyfoid Feber som en hæslig Epidemi saavel i den Del af Vesterbrokvarteret, der hører til København, som i den, der hører til Frederiksberg Sogn. 1,27 pCt. af hele Kvarterets Befolkning blev angrebet af Sygdommen, og denne rasede især i de Gader, der ligge i Nærheden af Rosenaaen. Denne var i Sommeren 1880 bleven omlagt, saa at den i en stor Del af sit Løb blev forandret fra en aaben Rende til en muret Kloak. Dens Vand maatte da for en Tid passere en interimistisk Trærende, og Afløbet var en Del besværet, saa at Vandet blev stemmet op ovenfor Renden. Den 20de September toges den ny Kloak i Brug, og derved lagdes en Del af Rosenaaens Bund tør, og det gennem mange Aar aflejrede Mudder udbredte en stærk Stank, saa længe til Mudderet var bleven fjærnet. I flere af de nærliggende Huse havde man lidt meget af Stanken, og i Slutningen af Maaneden udbrød her tyfoid Feber, som dernæst bredte sig videre.

Der er saaledes stor Sandsynlighed for, at den tyfoide Feber har staaet i i nært Forhold til de Arbejder, der vare forelagde i Sommerens Løb ved den nævnte Kloak.

Ogsaa senere har Vesterbrokvarteret jævnlig været stærkt hjemsøgt af tyfoid Febers ligesom Rosenaaen fremdeles medfører Ulemper for de Gader, som dm passerer. Endnu i Sommeren 1884 henvendte en Del Grundejere sig til Københavns Magistrat med Klage over den Stank, som den ikke dækkede Del af Rosenaaen udbreder, og med Anmodning om, at den i hele sit Løb maatte blive omdannet til en lukket Kloak

Frederiksberg Kirkegaard ligger omkring Kirken umiddelbart op til Præsteboligen, ikke mere end 40-50 Fod fra talrige Huse og Gader; dens Jordbund bestaar af 3½ Alen dybt Ler, derefter Sand og Grus; Grunden har tidligere været vandholdig, men nu træffes sjælden Vand ved Gravning af Gravene. Pladsen har været benyttet til Kirkegaard i mere end 100 Aar, og der begraves nu aarlig c. 100 Lig. Ligene opløses langsomt, saa at man endnu efter 30 Aars Forløb kan finde ufortærede Rester. Ved Anlæget af Vandledning i Pilealleen, hvor den ældste Kirkegaard har ligget, fandtes 1877 en Mængde Kister og Knogler, der maatte have ligget over 100 Aar i Jorden Faldet fra Frederiksberg Kirkegaard gaar mod Øst og Sydøst mod Frederiksbergalle, Vesterbrogade og de Tværveje, der forbinde disse. Omegnen af Kirkegaarden har i mange Aar været mistænkt for at have daarligt Drikkevand og Hornemann *) refererer en Række Undersøgelser, der godtgjorde, at flere af Brøndene i Nærheden havde slet Vand uden at det blev bevist, at Kirkegaarden var den eneste Grund hertil.

1878 optraadte en ret hæftig Epidemi **) af tyfoid Feber i nogle Huse paa Vesterbrogade og Vinstrupsvej i Nærheden af Frederiksberg Kirkegaard. I et af Husene, der rummede 35 Mennesker, angrebes saaledes 11. Brøndene i de angrebne Huse blev nu lukkede og Brøndvandet undersøgt. Man fandt da, at Brøndvandet fra Gaarden Nr. 258 paa Vesterbrogade indeholdt Saltsyre, Svovlsyre, Fosforsyre og Kulbrinte, alt Stoffer, som tydede paa en Tilblanding af forraadnede dyriske Substanser; desuden fandtes talrige Amøber, Infusorier, Svamptraade og Svampsporer.

Brønden paa Vinstrupsvej Nr. 5 indeholdt foruden Salpetersyre, Saltsyre, Svovlsyre og Fosforsyre, Svampsporer, Amøber, Vorticeller og talrige runde, stærkt lysbrydende Legemer af forskellige Størrelse, der tydedes som Sporer eller Æg.

Der kan næppe være nogen Tvivl om, at Vandet, før det kom ind i Brøndene, maa have passeret gennem Jordlag, i hvilke der fandtes forraadnende Stoffer, og det ligger da meget nær at tænke paa den nærliggende Kirkegaard, hvis Fald gaar i denne Retning.

Frederiksberg Assistenskirkegaard ligger paa det vestlige Affald af Valby Bakke temmelig isoleret. Grunden bestaar af Ler og er temmelig fugtig. Den er kun 20 Aar gammel og modtager nu c. 1000 Lig om Aaret. Denne Kirkegaard synes ikke at have givet Anledning til hygiejniske Ulæmper og er endnu ikke ret naaet af Københavns Udvidelse.

Vestre Kirkegaard ligger paa Affaldet af Valby Bakke ned mod Kalvebodstrand i en Højde af 25-60 Fod over Havets Overflade. Den ligger temmelig isoleret, idet kun Carlsberg Bryggeri, der er skilt fra Kirkegaarden ved en dyb Indsænkning i Terrænet, og nogle spredte Huse ligger i dens Nærhed, medens der i øvrigt er ca. 900 Fod til større Samlinger af Huse. Kirkegaardens Jordbund bestaar af Ler, der er noget kalkholdig. En stor Del af Kirkegaarden er drænet og derfor temmelig tør, den ældste Del af Kirkegaarden er ikke drænet og temmelig fugtig. Skønt Dræningen er udført omhyggeligt i over 9 Fods Dybde, kan man dog træffe Steder, hvor der i den fugtige Tid af Aaret tilbageholdes en Del Vand i Jorden. Kirkegaarden er taget i Brug 1870 og modtager nu aarlig ca. 3.500 Lig; den er ca. 10 Tønder Land stor, hvoraf vel omtrent 1/4 medgaar til Veje, Kapel, Læbelte osv., desuden er den laveste Del af Kirkegaarden nærmest mod Kalvebodstrand ikke ret anvendelig til Begravelsesplads. Det var Hensigten at gøre Kirkegaarden saa stor, at den først skulde være fuldt belagt 20 Aar efter at den var tagen i Brug, saa at man altsaa kunde begynde paa anden Rotation af Begravelser, men efter Funktionærernes Mening vil den være fuldt optaget længe før den Tid og Københavns Kommune vil da staa lige over for nye Krav; der maa da paany erhverves Terræn, drænes, beplantes, bygges Kapeller osv., hvortil der vil medgaa Hundredetusinder af Kroner. Det bliver desuden efterhaanden vanskeligt at finde Grund til Begravelsesplads i rimelig Afstand fra København; allerede nu begynder Husrækkerne at nærme sig til vestre Kirkegaard, og naar man næste Gang skal tage Terræn til Begravelsesplads vil man blive nødsaget til at gaa langt længere bort for at naa udenfor det Bælte, som inden faa Aar vil inddrages endenfor Københavns Omraade. I Følge en fransk Forfatter staar Paris nu overfor Valget mellem at indføre Ligbrænding eller at deportere de Døde, og det samme vil inden kort Tid blive Tilfældet for Københavns Vedkommende .

I en stor By som København kunne saa mange hygiejniske Misligheder træffe sammen, at det bliver vanskeligt at udregne den Brøkdel af Resultatet, der falder den enkelte Mislighed til Last, men det vil af det ovenfor meddelte fremgaa, at Københavns Kirkegaarde med Undtagelse af vestre Kirkegaard og Frederiksberg Assistens Kirkegaard ved deres Beliggenhed, deres Jordsmon og Nærhed ved Byens beboede Kvarterer frembyder saa mange uheldige Forhold, at man med Grund maa befrygte deres Indvirkning paa Sundhedstilstanden. Det er ogsaa ovenfor vist, at de Kvarterer, der særlig er udsatte for Paavirkning fra Kirkegaardene, har lidt mere under de forskellige Koleraepideinier end de øvrige Dele af Byen, og at de senere stadig er blevne hjemsøgte af gastrisktyfoid Feber, den Sygdom, som man frem for alle plejer at anse for Kendetegn paa uheldige hygiejniske Vilkaar og særlig paa Fordærvelsen af Brøndvand og Grundvand.

*) Hygiejniske Meddelelser, 1. B. 2. H. S. 1

**) Hygiejniske Meddelelser. Ny Række 2. B. S. 169.

(Social-Demokraten 10. februar 1885).

Den gamle Kirkegaard udenfor Nørreport.. (Efterskrift til Politivennen).

I Politivennen omtaltes "Kirkegården uden for Nørreport" flere gange. Her nogle opfølgninger:

På det stykke af Gothersgades forlængelse som ligger ud for Kommunehospitalet, graver man i disse dage en dyb grøft til kloak, gasledning eller sådan noget. Ved at se ned i den, bliver man ganske uhyggelig til mode, da jordsmonnet er så opfyldt af menneskeben at disse titter frem overalt. De er ganske tørre og velbevarede, og de forekommer i en sådan mængde at man har bortkørt tre vognmandslæs som er stedt til hvile på Vestre Kirkegård. Selvfølgelig har her tidligere været en kirkegård.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 23. maj 1879)

Udgravningen af en grund i Gothersgades forlængelse har atter bragt en mængde knogler, kranier m.m. for dagens lys. Mens de nærmest Kommunehospitalet fundne lig alle har været begravet i kister, findes nærmest Gothersgade en masse der har været samlet i en fællesgrav. Mange af de fundne kranier er dels gennemsavede, dels trepanerede.
(Nationaltidende, 31. maj 1879, 2. udgave.)

Dødningeben. Ved at udgrave en ny grund på byggeselskabets areal i Gothersgades forlængelse er der opgravet nogle pandeskaller og knogler som endnu mere end 8 dages forløb henligger mellem hverandre. Da grunden ved siden af udgravedes i fjor efterår, transporteredes de der i overordentlig mængde fundne knogler efterhånden til Vestre Kirkegård, mens den største del af den udgravede jord benyttedes til at opfylde den nye gade der af afstukket vest for Kommunehospitalet. Denne gade planeres i disse dage, og det har ikke kunnet undgås at der ved jordens udgravning atter kommer en del knogler til syne, som henkastes på gadens allerede færdige fortov og blive liggende der. I det mindste har indsenderen set de samme knogler henligge der flere dage. For at forebygge det uhyggelige syn af disse menneskelige levninger på alfar gade, burde det påbydes arbejderne inden de om aftenen forlader arbejdspladsen, at samle de i dagens løb fundne knogler og hensætte dem på et aflukket sted, inden de under et kan bortføres. n.
(Nationaltidende, 26. juni 1879.)

Frederiksberg Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Om Forholdene paa Frederiksberg Kirkegaard har vi modtaget Følgende:

Hr. Redaktør!

Tillad mig gennem Deres ærede Blad at henlede det Offenliges Opmærksomhed paa de meget beklagelige Uordener, der finder Sted paa Frederiksbergkirkegaard paa Fasanvejen. At fremkomme med dem alle vilde være et unyttigt Tidsspilde, men en Enkelt vil ogsaa være mere end nok til at bringe den fornødne Oplysning.

Ved en Begravelse, som fandt Sted for kort Tid siden, viste det sig, efter at Præsten havde holdt sin Tale, at der ingen Grav var gravet. Præsten kastede derfor Jord paa Kisten og gik sin Vej, medens Kisten sattes tilbage i Kapellet, og Følget maatte vente to Timer, inden Graven blev færdig. Ved at henvende sig til Graver Johansen fik man det Svar, at denne Grav ikke stod paa den af ham fra Begravelseskontoret modtagne Liste, hvilket imidlertid viste sig at være urigtigt, idet den stod øverst, saa at Skylden paahviler ham alene.

Man maa ogsaa spørge, om vedkommende Graver har Ret til at borttage eller lade borttage de omkring Graven værende Hække, hvilket er udført paa et Gravsted, som en paa Roskildevejen boende Gartner var sat til at vedligeholde. Ejeren af Gravstedet kom nemlig derud og blev meget forundret ved at finde Hækken saa godt som aldeles borttaget. Ved at henvende sig til Gartneren erholdt han den Oplysning, at denne ikke havde borttaget Hækken, men at han (Gartneren) havde set Graverkarlen borttage og udtynde Hækken, som man maa formode efter Ordre fra Graveren. Det viser en alt andet end god Orden paa en Kirkegaard, ligesom der ogsaa fra flere Sider er rejst Klage imod Graver Johansen for hans inhumane og grove Optræden.

En anden Sag, som ogsaa fortjener at bemærkes, er, at Kirkegaardsporten ud til Roskildevejen nu er lukket, hvilket er meget ubehageligt for Ejerne af de Gravsteder , der ligger ud imod Vejen, idet de maa gaa helt tilbage ad Fasanvejen, lige som det ogsaa maa være til Skade for de paa denne Vej boende Handlende.

Graver Johansen har ogsaa her vist sin smukke Optræden; ti det er efter hans Anmodning at Porten lukkes. Formodenlig har han, som selv har Handel med Blomster, Ligstene o. Lign., ikke kunnet taale Konkurrenter (maaske er netop denne Handel Skyld i Manglerne ved Embedet). Nu skal han imidlertid aabne Porten Søn- og Helligdage; men dette sker først Kl. 11-12, sidste Søndag endog omtrent Kl. 1. Naar man sammenligner dette med den gode Orden, der nu hersker f. Eks. paa Assistentskirkegaard paa Nørrebro, maa man i Sandhed forundres; men da det Hele saa at sige fremkommer ved vedkommende Gravers Skødesløshed, maa det forhaabenlig være at ændre. Idet jeg endnu engang beder rette Vedkommende at tage sig af disse Uordener, tegner jeg

S. P. H.

(Social-Demokraten 23. august 1878)

I juli 1878 udtalte kirkeudvalget sig om et andragende om at indgangen fra Roskildevej til Solbjerg Kirkegård måtte holdes åben. Dette mente udvalget ikke kunne lade sig gøre, men udtalte at der ville blive anbragt en låge hvortil gravstedsejerne kunne få en nøgle.

Inspektionsbetientene paa St Johannes Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Inspektionsbetientene paa St Johannes Kirkegaard synes at lade en Del tilbage at Ønske i Retning af den Høflighed, som saa overmaade godt kan forliges med en opmærksom Paaseen af, at Reglementet for Kirkegaardens Benyttelse ikke overtrædes. Det er blevet os berettet, at en Dame. som igaar havde besøgt sine Forældres Gravsted og der plukket nogle Blomster, blev tiltalt af en Inspektionsbetjent, der kalder sig Møller, og i en uforskammet Tone sigtet for at have stjaalet de plukkede Blomster. Det hjalp ikke, at den paagjældende Dame navngav sig og paaviste den Grav, paa hvilken hun havde plukket Blomsterne, ja det hjalp end ikke, at den tilfældigvis tilstedeværende Graver Lind bekræftede Damens Identitet: hun maatte fremdeles finde sig i forskjellige næsvise Bemærkninger om hvad Meningen var med Blomsters Anbringelse paa Gravsteder og om det Uforsvarlige i at overtræde Reglementet for Ordenen paa Kirkegaarden. Hvad det sidstnævnte Punkt angaaer, da er det naturligvis ganske rigtigt, at der findes Regler for, hvad de Besøgende maa gjøre og ikke gjøre paa en Kirkegaard, og i Betragtning af Blomstertyveriernes Hyppighed kan det maaske ogsaa være nødvendigt at forbyde Folk at tage Blomster fra dens egne - som Gud og Hvermand veed - dyrt betalte Gravsteder, men for at forlange et saadant Reglement respekteret, er det da ogsaa sin Orden, at det findes opslaaet ved Indgangen til Kirkegaarden, og det skal ikke være Tilfældet paa St. Johannes Kirkegaard. Under alle Omstændigheder hører ufornøden Vigtighed og Uartighed ingen Steder hjemme, mindst paa en Kirkegaard, og vi henstille derfor til vedkommende Kirkeinspektion om at sørge for, at de underordnede Betjente iagttage sømmelig Høflighed lige over for de Besøgende.

(Dagens Nyheder 10. juli 1878).

Solbjerg Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Det nye Kapel paa Frederiksberg Assistens Kirkegaard vil, som allerede meddelt, imorgen første Gang blive toget i Brug, idet den første Begravelse dersteds finder Sted Kl 11 Form., ved hvilken Leilighed Kapellet tillige vil blive indviet ved en Tale af Sognepræsten, Pastor Ewaldsen. Savnet af et Kapel paa den nævnte Kirkegaard, hvor der aarlig jordes indtil 600 Lig, er for hvert Aar, der er forløbet, siden Kirkegaarden blev tagen i Brug, blevet mere og mere følelig, og navnlig har det om Søn- og Helligdagene hidtil ikke kunnet undgaas, at de talrige ministerielle Forretninger i og ved selve Kirken have maattet foregaa saa at sige Slag i Slag paa en saa vel for Menigheden som for Præsterne alt andet end tiltalende og ikke sjældent paa en noget stødende Maade. Alene af denne Grund fortjener Frederiksberg Kommunalbestyrelse og specielt Direktør Ph. Schou som Kirkevalgets daværende Formand, hvem Initiativet til den nye Bygning skyldes, megen Anerkjendelse, men dertil kommer, at det nye Kapel, der er muret af røde Sten i italiensk Murstensstil efter Tegninger af Sognets Bygningsinspektør, Arkitekt Drewsen saa vel ved sit Ydre som ved den indre Udstyring og Fordeling af Rummene gjør et tiltalende Indtryk, saa at det vistnok fremtidig vil blive Reglen, at Begravelser komme til at foregaa derfra i Stedet for fra Kirken. Kapellet ligger paa den anden Kirkegaard. Adgangen er fra Fasanvejem, tæt forbi Graverboligen. Paa Midten af Forfacaden er der i et lille Taarn anbragt en stor Støbestaalsklokke. Gjennem to store Portdøre under Taarnet kommer man ind i Forsamlingssalen, ca. 20 Alen lang og 10 Alen bred, bestemt til at rumme 250 Personer. Spærreværket er synligt indvendig og Loftet beklædt med Træpanel. Langs Væggene, der senere vil blive dekorerede, findes Bænke til Siddepladser for Følget. Over Indgangen er der opstillet et fortrinligt Orgelharmonium i et Lokale, der tillige skal afgive Plads for Kirkens Korsangene. For Enden af Salen findes der en stor Katafalk foran en ophøiet Plads for Prædikanten, og Kapellet er forsynet med et smukt Ligtæppe og fire meget smagfulde forsølvede og broncerede Kandelabre. Paa hver Side af Indgangen er der mindre Kapeller til enkelte Lig, medens der i Bygningens Bagparti er to større Kapeller til henholdsvis 10 og 5 Lig. Alle Rummene ere stærkt ventilerede, og den store Sal skal om Vinteren opvarmes ved to store Fajanceovne. Endnu skulle vi fremhæve som et stort Gode, at der rundt om hele Bygningen findes en dækket Omgang med Siddepladser, hvilket Arrangement, naar de ved Stolperne nedsatte Slyngplanter have udviklet sig, utvivlsomt vil blive meget tiltalende.

(Dags-Telegraphen (København) 19. maj 1878).

Solbjerg Parkkirkegårds kapel fra 1878. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Drewsen døde samme år, 3. september 1878, 42 år gammel. Han tegnede også skolen på Niels Ebbesensvej og forestod restaurationen af St. Mikkels Kirke i Slagelse.

Kirkegården var blevet indviet 1865 som Frederiksberg Sogns Assistens Kirkegård. 1890-1963 eksisterede endvidere et Nordre Kapel, hvorfor kapellet i denne periode hed Søndre Kapel. Tårnet blev nyopført i 1935. 1926-1998 hed kirkegården Solbjerg Kirkegård, derefter Solbjerg Parkkirkegård.

Fasanvejen. (Efterskrift til Politivennen)

Fasanveien. Tillad mig, Hr, Redaktør! giennem Deres meget ærede Blad at rette en Forespørgsel til Vei-Udvalget for Frederiksberg Kommune om Grunden til, at det fremdeles tillades Eieren af Eiendommen Nr. 38 D, paa den nævnte Vei at lade sin Have- og Markindhegning staa l Alen og mulig mere ud paa Veivæsenets Territorium. Gangstien paa Fasanvejen benyttes nemlig meget, og Indsnævringen fra den nævnte Eiendoms Indkjørsel op til den nye Graverbolig forvolder ikke saa lidt Ulempe. Bæres f. Ex et Lig fra Diakonissestiftelsen til Kirkegaarden, maa Bærerne ved Kistens ene Side gaa paa Gangstien og de paa den anden Side maa gaa ud og ind mellem Afviserstenene paa Kjørebanen. Saafremt disse Linier kunde bevirke, at Vei-Udvalget gav den paagjældende Eiendomsbesidder et paalæg om indenfor Rimelighedens Grændser at flytte sin Indhegning, vilde Hensigten være naaet af Deres meget ærbødige 

Kirkegaardsbesøgende.

(Nationaltidende 28. januar 1878).

En æret Indsender var saa venlig for en fire Ugers Tid siden gjennem "Dags-Telegrafen" at paatale Annekteringen af et Vejvæsenet tilhørende Areal. Han paapegede, at en Grundejer ved ovennævnte Vej, til stor Gene for Fodgængere og navnlig for Passagen med Lig til Kirkegaarden, havde sat sit Have- og Markhegn mere end en Alen ud paa Vejvæsenets Grund, og henstillede til Vedkommende, om der ikke kunde være Anledning til at give den paagjældende Ejer et Paalæg om at flytte Hegnet ind paa sine egne Enemærker Da vi læste denne Klage, fandt vi det højst paafaldende, at en Autoritet kunde tillade og fremdeles finde sig i et saadant Indgreb i Ejendomsretten, og vi tvivlede næsten om Rigtigheden af den ærede Indsenders Opgivelser; men vi have nu tilladt os at eftermaale, og viser Klagen sig i alle Punkter at være rigtig. Da den ovennævnte Henvendelse til Vej-Udvalget for Frederiksberg Kommune ikke endnu har baaret Frugt, tillade vi os at sende Klagen, gjennem Deres meget ærede Blad, til Amtsraadet, og haabe vi, at De Hr. Redaktør ved at optage foranstaaende vil bidrage Deres til, at Vejvæsenet sætter sig i Besiddelse af sin lovlige Ejendom, og at Ligbærere fritages for at danse Æggedans mellem Vejens Afvisersten.

A. & Ø.

(Morgenbladet (københavn) 1. marts 1878).

Begravelse i Sundby. (Efterskrift til Politivennen)

Et uhyggeligt Optrin forefaldt ifølge "Dags-Telegraten" i Søndags paa Kirkegaarden paa Amagerbro. Da nemlig et temmelig stort Følge af Slægt og Venner til den bestemte Tid, Kl. 2, kom til den for en afdød Mands Lig bestemte Grav, fandt det - hvad der i og for sig er stødende nok - den frisk opkastede Grav fyldt med Vand, saa at det maatte vente, indtil Vandet var øst op; men endnu mere utilbørlig var det, at det, da man vilde sænke Ligkisten i Jorden, opdagedes, at Graven var gravet for kort, saa at Kisten ikke kunde komme ned; heller ikke ved at sænke den lidt paaskraa lykkedes det at faa den i Graven. Der blev tumlet og arbejdet, men det gik ikke, ja Graverkarlen, der syntes at være i en for Stedet temmelig oprømt Stemning, og hans Medhjælpere sprang endog op paa Kisten, for ved deres Vægt og Trampen derpaa at bringe den til at synke, men heri blev de bog snart forhindrede af Følget. Man blev da enig om at ty til Spaderne for at forlænge Graven, og imidlertid blev Kisten sat paa den ene Ende ned i Graven; hvilket Indtryk denne Situation gjorde paa den Afdødes tilstedeværende Enke, kan man let tænke sig! Man gravede altsaa, men Jorden skred ud, da man ikke gav sig Tid eller ikke havde Midler til at stive af; efter nogen Tids frugtesløst Arbejde kom man da til den Erkendelse, at det vilde være bedre at grave en helt ny Grav, og da Følget erklærede, at det ikke vilde gaa, før den Afdøde hvilede i sin Grav, anviste Graverkarlen et Sted, hvor man kunde opkaste en anden Grav. Arbejdet her ved begyndte da, men Jorden var blød og man havde ikke Materialier til at stive at med, saa at man efter nogle Timers Arbejde - Kl. var da 5 1/4, og Mørket var kaldet paa - maatte opgive at faa Liget jordet den Dag. Der blev da sendt Bud efter Graveren, som hurtig kom til Stede og meget beklagede, hvad der var slet, hvorefter han blev enig med den Afdødes Slægtninge at der ikke var Andet at gøre end at hensætte Liget i Ligkapellet til den følgende Dag. Man bar nu Kisten, som atter var bleven trukken op af Graven, til Kapellet, men efter Ankomsten dertil gjorde Følget en oprørende Opdagelse, idet det i det ene Hjørne af Rummet fandtes med Bræder afskildret - en Svinesti, i hvilken en Gris nok saa gemytlig kvægede sig af et Trug Svineføde. Opdagelsen syntes at være en Overraskelse for Graveren, ja selv for Graverkarlen - der ikke vilde kende del Mindste til Grisen - som nu maatte forlade sin lune Sti, før den paa en Mands Ryg allerede var paa Vejen til Politistationen for at afleveres som Hittegods; da kom han i Tanker om, at det var hans, og at han helst vilde være fri for at betale Optagelsespenge. Liget blev efter denne nye Forstyrrelse indfat i Kapellet og dette aflaaset af Graveren, hvorefter den Afdøde endelig i Mandags kom til Hvile i sin Grav.

(Socialisten 27. november 1873).

Gravrøvere. (Efterskrift til Politivennen).

Det maa antages, at man ved et skærpet Opsyn og ved nogle Anholdelser nu har faaet Frederiksbergs gamle Kirkegaard nogenlunde fredet. Men en endnu langt værre Plyndring truer den nye Kirkegaard ved Roskilde Landevej. Indsenderen var Vidne til, at forleden Dag en Flok paa nogle og tredive Faar med et Par Væddere til Anfører, gjorde sig lystig blandt Gravene, tumlede sig muntert om mellem Resedaer og Asters og lod sig den fede Græsgangs Behageligheder smage godt. Modbydeligere end dette Syn var det, da Driverne kom til og med tykke Knipler ubarmhjertig slog løs paa Dyrene for snarest mulig at faa dem ud, formodentlig for at undgaa Opbringerpenge, der dog nok aldrig fordres, fordi de fredelige Gravere nødig indlade sig med brutale Folk. Der blev sagt, at slige Indbrud hørte til Dagens Orden, hvilket ogsaa er troligt, da den østlige Side af Kirkegaarden ud imod Fasanveien ikke er forsynet med an et Hegn end en tynd, lav, paa mange Steder for Mennesker og Dyr aaben Hæk. - Har den befolkede og tildels velhavende Kommune ikke Raad til at værne bedre om det sidste Hvilested, hvor der dog loves Fred? I Løbet af det Aar, Kirkegaarden har været tagen i Brug, skulle allerede c. 600 Brødre og Søstre der være blevne nedsænkede. Det er en Skandale at se den Plet, hvorom de Efterlevende kjærlig frede, oprodet af Svin, Lam osv. og nedtrampet af Driverne. Det fattigste Landsbysogn sørger dog for at have sin Kirkegaard i fredet Tilstand men Frederiksberg, saa tæt ved Hovedstaden emanciperer sig frit og flot fra Mure, Hegn og Gjærde. -ff

(Dags-Telegraphen 28. september 1866).

Istedløven 25de Juli 1862. (Efterskrift til Politivennen)

En dansk demonstrationsfejring.

I Flensborg den 25. juli, på 12-året for det blodige slag ved Isted (som - kun Gud ved hvor længe - afgjorde hertugdømmernes skæbne på den mest trøstesløse måde), fejrede danskerne en højtid, må de en dag fortryde det bittert! På Flensborg kirkegård, som rummer et stort antal af deres og vores døde, rejste de et monument (en kolossal sejrsløve i oprejst stilling og, så symbolets betydning forstås rigtigt) til minde om den herlige sejr og for at ære deres faldne, med hoved og poter truende pegende mod syd; hæren sendte faner og deputationer, det samme gjorde Københavns Universitet og mange selskaber. Sang- og andre selskaber syntes også at forherlige festivalen, og for at der ikke skulle mangle fuldstændig spænding og ingen mulighed for at forvolde ondt blod, skulle gå ubenyttet forbi, sendte København også en skibsladning fuld af sine fanatiske talere, som var veløvede, altid hurtige. Ingen fornuftig person ville have gjort indsigelse mod en stille, alvorlig mindehøjtidelighed og endog imod opførelsen af ​​en fælles mindesten for de der hvilende danske døde (selv om dette også ville være overflødigt, eftersom der er gjort alt muligt for at dekorere de danske grave i tolv år på bekostning af Flensborg by). Men denne fejring vækker harme indefra fordi det formentlig er uhørt i civiliserede nationers historie at minder om en borgerkrig der ikke endte med nogen forsoning af sindene og ikke førte til nogen forsoning af stridighederne, fejres med festivaler på jord hvor de blodige kampe blev udkæmpet, pomp og jubel kan ses og høres, at man kan se og høre øjnene på dem, der enten selv deltog i kampen, eller som havde venner, sønner, brødre osv. blandt dem, der efter at have kæmpet tappert for en sag, der ligger deres hjerter og en retfærdig sag efter deres dybeste overbevisning, som har nedlagt våbnene som følge af et indgreb, fornærmes med festlige parader, og at folk strømmer til sådanne parader langvejs fra, til hån for den afvæbnede, men ikke besejrede del. Men det er ganske sigende for danskernes nationale karakter at selv de bedste og mest dannede blandt dem ikke har den ringeste fornemmelse for uværdigheden af ​​sådanne aktiviteter. Dette folk er så utilgængeligt for enhver objektiv forståelse af sagen, så forblændet at de ikke engang forstår, hvordan en sådan fejring skal øge had og bitterhed i alle patriotiske slesvig-holstenere i en grad der vil føre til at vi ikke kan tale om fred i så lang tid, indtil vi har gjort op med danskerne for alle disse ydmygelser. Det kan de være sikre på derovre: dragefrøet vil bringe dem deres høst.

Eine dänische Demonstrationsfeier.

In Flensburg wurde am 25. Juli, als am zwölften Jahrestage des blutigen Waffenganges bei Idstedt (der - Gott allein weiss, auf wie lange Zeit! - das Geschick der Herzogthümer in trostlosester Weise entschied), durch die Dänen ein Fest gefeiert, das gefeiert zu haben sie hoffentlich noch dereinst bitter bereuen werden! Auf dem Flensburger Friedhofe der ihrer und unserer Todten eine grosse Zahl in sich birgt, errichteten sie zum Andenken an den glorreichen Sieg und zur Ehre ihrer gefallenen ein Monument (einen kolossalen Siegeslöwen in aufrechter Stellung und, auf dass des Sinnbildes Bedeutung recht erfasst werde, den Kopf und die Pranken drohend gen Süden gerichtet; die Armee sendete Fahnen und Deputationen, ebenso die Kopenhagener Universität und viele Korporationen; Gesang- und sonstige Vereine erschienen gleichfalls zur Verherrlichung des Festes; und damit es ja an der völligen Aufregung nicht gebrach und keine Gelegenheit, böses Blut zu machen, unbenutzt vorüberging, schickte Kopenhagen auch eine Schiffsladung voll seiner, weil vielgeübten, stets schlagfertigen, fanatischen Redekünstler. Gegen eine stille, ernste Gedächtnizzfeier, ja selbst gegen die Errichtung eines gemeinsamen Denksteines für die dort ruhenden dänischen Todten (obgleich auch dieses überflüssig wäre, da seit zwölf Jahren für die Ausschmückung der dänischen Gräber alles Mögliche und zwar auf Kosten der Stadt Flensburg geschehen ist), würde kein vernünftiger Mensch etwas einzuwenden gehabt haben; gegen diese Feier aber empört sich under Innerstes, denn es ist wohl unerhört in der Geschichte zivilisirter Nationen, dass man Erinnerungen an einen Bürgerkrieg, der mit keiner Versöhnung der Gemüther geschlossen und zu keiner Ausgleichung des Haders geführt hat, mit Festen feiert, dass man auf dem Boden, wo die blutigen Schlachten geschlagen worden, Pomp und Jubel sehen und hören lässt, dass man die Augen Derer, die entweder selbst an dem Kapmpfe Theil genommen, oder Freunde, Söhne, Brüder u. s. w. unter denen hatten, die nach tapferem Kampfe für eine ihrem Herzen theure und ihrer innigsten Ueberzeugung nach gerechte Sache die Waffen in Folge einer Intervention niedergelegt haben, mit festlichen Aufzügen kränkt, und dass man zum Hohne des entwaffneten, aber nicht besiegten Theils von weit und breit zu solchen Aufzügen herbeiströmt. Aber für den Nationalcharakter der Dänen ist es recht bezeichnend, dass selbst die Besten und Gebildetsten unter ihnen für das Unwürdige eines solchen Treibens nicht die Spur einer Empfindung haben. So unzugänglich für jede objektive Auffassung der Sache, so verblendet ist diese Volk, dass es nicht einmal begreift, wie eine solche Feier den Hass und die Erbitterung in den Herzen aller patriotischen Schleswig-Hoslteiner zu einem Grade steigern muss, dass von einem worklichen Frieden so lange die Rede nicht seyn kann, bis wir mit den Dänen wegen aller dieser Demüthigungen abgerechnet haben. Dessen könnne sie drüben gewiss seyn: die Drachensaat wird ihnen ihre Ernte bringen.

[Artiklen fortsætter med at beskrive selve ceremonien, talerne m.m.]

(Erheiterungen. 1862, 2. august 1862)

Fundamentet til Isted-Løven. (Efterskrift til Politivennen)

Mellemslesvig, den 5te Mai. - -  Arbejderne paa Kirkegaarden ved Flensborg fremmes rask; det af lagviis vedlagte store Kampesteen dannede Fundament, paa hvilket den store Bronceløve og dens tunge, af tilhuggede Granitblokke sammensatte Forstykke skulle staae, er snart færdigt. Der, hvor de faldne Officerer hvile, opføres en Gravhøi, der bliver omtrent 60 Fod lang og 8 Fod høi. Den vil blive prydet med Anlæg, Slyngplanter og de Ligstene, der hidtil have bedækket Gravene. For lettere at kunne føre større Stene hen til Arbejdspladsen er der lagt Jernskinner tvers over Kirkegaarden. De omtalte Arbeider have giort det nødvendigt at flytte 14 Lig, der forresten alle havde henligget en 30 til 40 Aar; af Militairligene derimod er intet blevet flyttet. Saavidt der erfares, agter man fra Nabobyerne talrig at indfinde sig i Flensborg den 25de Juli. Det hedder, at Haderslev Sangforening indtræffer dertil paa nævnte Dag ligeledes vil man vide, at Afsløringen af Støtten paa Skamlingsbanken (over fortjente slesvigske Patrioter) vil finde Sted kort efter Monumentets Indvielse paa Flensborg Kirkegaard, saa at Mange af dem, der langveisfra give Møde, ville faae Leilighed til ogsaa at bivaane den nordslesvigske Folkefest, der sammesteds forventes afholdt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. maj 1862).

Omraaderne omkring Kirkegaardene. (Efterskrift til Politivennen)

 Til Kjøbenhavns Communalbestyrelse.

Af de offentlige Tidender erfares, at en Deel af Stadens Jorder agtes bortleiede ved offentlig Auction paany for et Tidsrum af 3, 5 eller 10 Aar, og at deriblandt navnlig befindes Jordstykker , som støde umiddelbart op til eller ere i Nærheden af Stadens Kirkegaarde. Der har alt tidligere i nærværende Tidende (Nr. 24 for d. A.) været gjort opmærksom paa hvor urigtigt det er, at saadanne Jorder benyttes som Lossepladse og hvor meget det strider mod, hvad der baade skyldes de Døde og deres efterlevende Slægtninge, de paagjældende Gravsteders Eiere, at Fugtighed, inficeret af de paa Lossepladsen henlagte Uhumskheder, meer eller mindre gjennemtrænger og opfylder Gravene, medens Enhver beflitter sig paa at udsøge det tørrest mulige Sted til Grav for sig og Sine og medens man, ved at betale ikke ubetydeligt for Gravsteder, erhverver en Eiendemsret derover, som ufeiibartig krænkes ved en saadan Fremgangsmaade fra Communens Side. Det er neppe for meget forlangt, at Communalbeslyrelsen ikke bør tilsædesætte Hensyn i hertil for at indvinde en ringe Leie til Fordeel for Communen, og det er utvivlsomt, at Communal-Bestyrelsen hverken handler i Overeensstemmelse med Stadens Borgeres Ønske eller til deres Interesse, naar den tilsidesætter slige Hensyn. Det synes meget mere at være utvivlsomt, at en Strimmel Jord, som den, der ligger imellem Garnisons-, samt Fattig-Kirkegaarden og Alleen udenfor Østerport og som paa den fjerde Side begrændses af Indgangen til Garnisons-Kirkegaarden, burde indlemmes under disse Kirkegaarde og at den i alt Fald ikke burde, til Skade for disse og til Vanziir for nysbemeldte Indgang samt for den almindelige Spadserevej, som fører igjennem nysnævnte Allee, opfyldes om Vinteren med Iis og Snee, og til andre Aarstider med Gaderenovation. Det Samme gjælder om den Strimmel Jord, som findes mellem Søetatens Kirkegaard og Østerfarimagsvei, og i større eller mindre Grad ogsaa om de andre Jorder, som støde op til sidstnævnte eller til Assistentskirkegaarden (den saakaldte "Tobaksplantage" og "Kirkegaardsmarken"). Men i ethvert Fald burde disse Jorder ikke bortleies uden paa den Betingelse, at de alene maatte benyttes til Græsning og Saaening, men hverken til Oplag af Renovation og Gjødning, eller til Opbevaringssted for andre Gjenstande, som paa nogensomhelst Maade medføre Ulempe og Uorden. Det er faktisk, at der i flere Aar har fra Tid til Anden været oplagt en betydelig Gjødnings-Bunke umiddelbart udenfor det sydvestlige Hjørne af Søetatens Kiekegaard og stødende op til Veien, der fører til Fattigkirkegaarden samt at der paa den Strimmel Jord, som langs med Søetatens Kirkegaard befindes nærmest ved Østerbro, ligeledes nu i flere Aar har været hensat en Mængde gamle og smudsige Vogne eller Stykker og Stumper af saadanne, tildeels endogsaa Renovationsvogne, hvilke, foruden at frembyde et anstødeligt Syn for de mange Veifarende, som navnlig om Sommeren daglig passere derforbi, derhos ved at kjøres over Fodstien deels beskadige denne og deels genere de Spadserende. Denne Uorden har, efter hvad der er Indsenderen bekjendt, Politiet anseet det for sin Pligt at søge at raade Bod paa, men uden at denne Authoritet har formaaet at sætte dette igjennem, paa Grund af vedkommende Leier ved sin Contract med Magistraten har documenteret, at denne Authoritet har beføiet ham til at benytte Pladsen paa hvilkensomhelst Maade. Dette forholde sig nu som det vil - thi almindelige Politi-Forskrifter skulde man dog troe maatte gjælde lige saa vel mod Leiere som imod Eiere, uden Hensyn til Indholdet af hines Leiecoutracter - saa er imidlertid saameget vist, at Magistraten ved i sine Contracter at tage de Reservationer, som skyldes det Offentlige, vilde kunne forebygge slige Conflicter, der ufeilbarlig tjene til at svække Anthoriteternes Anseelse og Lyst til at virke. - Det gjælder imidlertid ikke alene om de Kirkegaarden tilstødende Jorder, at Magistraten burde tage fornødne Forbeholdenheder ved at udleie dem, men ogsaa med Hensyn til alle andre Jorder, som støde op til de offentlige Veie. Saaledes har man deels ogsaa seet Gjødningsbunker henlagte og Renovationsvogne etc. hensatte i den senere Tid andetsteds paa Farimagsveien saavelsom paa Strandmarkerne, og deels har det igjennem flere Aar ikke været ualmindeligt, at man flere Steder paa Communens Jorder, navnlig paa nysnævnte, umiddelbart op til den meget befærdede Strandvej stødende Marker (Slagtervangen) har været nødsaget til at døie det ubehagelige Syn og den ikke mindre ubehagelige Lugt, som foranlediges ved Svine-Federier og de dermed i Forbindelse staaende Bunker af Gaderenovationer. Samlen og Ophængen til Tørre af gamle Klude, de dertil hærende malpropre Indhegninger, Hytter, Vogtere osv. Naar Politiet efter den bestaaende Lovgivning ikke udenfor en vis Afstand fra den alfare Vei kan forbyde slige Svinerier, burde idetmindste Magistraten, naar den af Erfaring er blevet bekiendt med, at slige anlægges paa Stadens Jorder bidrage Sit til at befrie dens Borgere for de deraf flydende Ulemper, indtil mere hensigtssvarende Lovbestemmelser kunde blive udvirkede. Thi at saadanne Indretninger, der benyttes som Næringsvei af enkelte Borgere, som ingen Sands have for den almene Interesse eller for Sømmelighed og Reenlighed, og som saaledes alene tage Hensyn til egen Fordeel, medføre Ulemper for det hele Publicum, er almindelige anerkjendt. Men naar Magistraten, ved at udleie Communens Jorder, heller ikke tager Hensyn til Skjønhedssandsen, Sundheden eller deslige, saa foregaaer Samme unægtelig med et slet Exempel, som man neppe kan forklare sig uden ved at antage, at Kæmneren eller andre Communens ved kommende embedsmænd aldrig passere de Steder, hvor slige Uordener og Ulemper som de omtalte finde Sted, og at de saaledes aldrig have Lejlighed til at observere, hvad dog mange Andre iagttage. Denne Anskuelse bestyrkes derved, at man ogsaa i flere andre Retninger har beføielse til at antage det Samme; thi hvorledes lader det sig ellers forklare, at Strandvejen, saa langt som Kjøbenhavns Grund strækker sig, alt i lang Tid har været og fra Dag til anden vedbliver at være i saa slet Stand paa Jordveien, hvilken man paa flere Steder er nødsaget til at befare ved Forbikiørsel, at Ulykke derved kan afstedkommes paa denne meget befærdede Vei; hvorledes lader det sig ellers forklare, at saa vel Træer, der alle i lang Tid have hængt ud over den nysnævnte Vejstrækning, vedblive at faae Lov at udbrede sig meer og meer til Ødelæggelse for Veien, som at ogsaa Træer paa andre Steder omkring Byen, f. Ex. paa Jagtvejen, ligeledes ikke beskiæres, uagtet de alt længe have hængt ud over Jordvejen til Stade for denne og Gene for Ridende, for hvem Jordveien nærmest maa antages at være indrettet; hvorledes kan man ellers forklare sig, at Magistraten Dag for Dag spenderer at lade 4 Lygter tænde ved Nedgangen fra Volden ved Østerport og igjennem Kirsebærgangen, til samme Tid som Commandantskabet lader Porten til denne Nedgang tillaase, saa at der altsaa ikke kan være Tanke om, at Nogen kan drage Nytte af disse Lygters Antændelse uden i alt fald Vægteren selv, som tænder og slukker dem; hvorledes kan man ellers forklare sig, al Byens Øvrighed, uden igjennem andre vedkommende Authoriteter at træffe de fornødne Foranstaltninger til at afværge det, fra Dag til anden kan lade den meer end uanstændige Tilstand bestaae, som finder Sted umiddelbart udenfor Toldbodporten og ved Indgangen derfra til Esplanaden, hvor Mennesker i hundrede- ja tusindviis, og navnlig paa denne Aarstid mangfoldige Fremmede, færdes daglig, men neppe kunne passere uden at tilsøles af Ureenligheder, som i en ikke ubetydelig Grad bidrage til at forøge det uhyggelige og ufordeelagtige Indtryk, som frembydes af de Plankeværker og Skure, der sammesteds nu næsten have staaet saa længe interimistisk, at de ere nærved at falde ned, osv. osv. osv.

Forsaavidt der maatte være Mulighed for, at den ærede Communalbestyrelse ikke skulde finde sig foranlediget til at reflectere paa det Anførte ved den Betragtning at dens Dages Tal kan ansees for at være talte ved det af Premierministeren fremsatte Forslag til en Omorganisation, skal jeg dog tillade mig at gjøre Opmærksom paa, at, forsaavidt de averterede Jorder agtes udleiede paa en længere Aarrække (3, 5, 10 Aar), vil en ny Bestyrelse ikke have det i sin Magt igjennem denne Periode at redressere de Misgreb, som ved Bortleiningen nu maatte finde Sted, og derfor fortrøster jeg mig til at forhindre, at Auctionen ikke vil blive fremmet, uden at det først er blevet taget under Overveielse, om der ikke maatte være Anledning til at tilsidesætte den ringe Indtægt der skaffes Communen, og den Beqvemmelighed, der ydes et Par Contrahenter om Renovationens Udførsel, derved, at et Par Jorddistricter udleies, for de Hensyn, der skyldes Levende og Døde, samt om der ikke i alt Fald maatte være Anledning til at tage forskjellige Forbeholdenheder ved Udleie af flere af de paagjældende Jordlodder.

Den 8de August 1855.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. august 1855. 2. udgave)