Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen (7/7). (Efterskrift til Politivennen)

Sommeren 1933 synes Cornelius Petersen fra Selvstyrebevægelsen at være kommet sig. Og den danske nazi-leder, Fritz Clausen brugte ham som trækplaster ved et møde i Bovrup den 3. september 1933. Her udbragte han et leve for nationalsocialismen. I oktober 1933 solgte han sin gård, Supskog syd for Møgeltønder til Statens Jordlovsudvalg. 

Han døde den 25. maj 1935:

Selvstyre-Agitatoren Cornelius Petersen død.

Et Kapitel og et Navn i Efterkrigstidens Nordslesvig.

Dagens Nyheder Privat.

Tønder, Lørdag.

DEN i sin Tid for sin voldsomme Selvstyreagitation i Sønderjylland saa kendte Marskbonde Cornelius Petersen, der var Ejer af Gaarden Vester Anflod, er Klokken 3 i Eftermiddags død paa Tønder Sygehus, hvor han har ligget i nogle Dage ramt af en Hjertesygdom. Han blev 53 Aar gammel.

DER VAR EN TID, da ethvert Barn i Landet vidste, hvem Cornelius Petersen var. Det var i Aarene omkring 1925, da Krisen satte ind i Sønderjylland som Følge af Kronestigningen. I Genforeningssommeren og de nærmeste Aar derefter, havde vi en lav Krone.

Det sønderjyske Landbrug var med Begejstring indstillet paa, at Omlægningen til danske Landbrugsformer, fra ekstensiv til Intensiv Drift, eller i hvert Fald til en Intensivere Drift end man almindeligt havde haft, skulde ske omgaaende. Der var meget at genopbygge efter Krigen, som havde spist Kapitalerne og ødelagt og udmarvet Bedrifterne. Hele dette Omlægnings- og Genopbygning fandt sted for "smaa Kroner" og derfor maatte Kronestigningen mærkes særlig føleligt i Sønderjylland, og det var hele denne Situation, der dannede en modtagelig Jordbund for Cornelius Petersens Agitation.

Agitator for 3. Zone

I 1920 havde han været ivrig Agitator for 3. Zones Tilknytning til Danmark, Tysker var han ikke, Dansk vel egentlig ej heller, - skønt han hævdede, at allerede hans Fader var draget af det danske - ret beset Slesviger, havde Rod i Frisland, selvstændig, stejl og stædig, Oprører mod enhver "fremmed" Indblanding og enhver Autoritet.

Han kaldte den Bevægelse, han rejste, for Selvstyrebevægelsen, og det var i Virkeligheden Selvstyre for Slesvig han vilde, ingenlunde i Tilknytning til Tyskland, snarere til Danmark, men lige fjendtlig var han overfor Berlin og København, to Ord, han stadig brugte, naar han talte om Tyskland og Danmark.

Stejl Oppositions-Mand

BETEGNENDE er det, at hans Frihedstrang og stærke Selvstændighedsfølelse allerede tidligt bragte ham i Konflikt med de tyske Myndigheder, saaledes at han derved afgørende blev drevet over i de Danskes Rækker i deres Kamp mod tyske Overgreb. Han var født i Eidersted - hvor hans Fader for Resten var Lærer - men drog Nord paa og byggede i 1905 den prægtige Marskgaard Vesteranflod ved Møgeltønder.

Ikke saasnart havde det danske Styre holdt sit Indtog i Sønderjylland, før Corn. Petersen følte sig i Modsætning til det, og da Krisen kom, skabte den Mulighederne for et Felttog for Idéer, der utvivlsomt bundede dybt i hans Sind og havde et vist idealistisk Præg. Han ønskede et Bondestyre i Sogne og Herreder, vendte sig voldsomt mod Centralisationen.

Saa megen Visdom saa meget Flæsk -

HVAD vidste man - sagde han - ovre i København om slesvigske Bønder? Nøjagtig lige saa lidt som i Berlin! Begge Steder fra vilde man paatrykke frie Bønder en bestemt Samfundsopfattelse, fjern fra Bondens Tankegang, for at undergrave og ødelægge dem, berøve dem Friheden. Han rasede mod alt, hvad der var Statens - Skolen var en Fordummelsesanstalt, der kun bød paa statscensureret Oplysning  En Kreds af Bønder burde slutte sig sammen om Lærer for deres Børn, naar de fandt den rette Mand. Og alt for stor Løn blev der naturligvis givet. Vi vil, sagde Corn. Petersen, selv bestemme, hvem der skal undervise vore Born, hvad de skal undervises i, og hvormeget det skal koste -  "Saa meget Visdom, saa meget Flæsk"

En farlig Agitation

CORN. PETERSENS Agitation for et udpræget Selvstyre i Sogne og Herreder - der utvivlsomt til en vis Grad havde sit Udspring i frisiske Forhold, han hentede naturligt nok ofte sine Billeder og Udtryk derfra - tog til syvende og sidst Sigte paa et selvstyrende Slesvig, og paa det særslesvigske samlede han en Tid lang mange Tilhængere. Det lader sig ikke nægte, at det er en Tale, der finder et vist Gehør i den sønderjyske Befolkning. Saadan maa det være.

Men det var selvfølgelig en farlig Agitation, den krævede et Maadehold i Ordvalg, som i Reglen gjorde Talen taaget - selvom Corn. Petersen ellers kunde føre særdeles tydelig Tale og ofte rent ud sagt brugte en grov Kæft.

En Overgang samlede han Folk i Hundrede-, Ja, Tusindvis om sine Talerstole, ofte var Forsamlingssalene alt for smaa, saaledes at Møderne selv ved Vintertid holdtes i fri Luft, og i Timevis stod Bønderne i tætte Skarer for at høre Corn. Petersen tale fra en Vogn i Skæret af en enlig Flagermuslygte.

Han samlede mange Tilhængere, men som Tiden gik, gjorde Ord alene det ikke. Ord, der tilmed ofte i det væsentlige var taagede eller i Længden dog saa tydelige, at de stødte mangé fra sig. Han blev drevet længere og længere ud, dels af sin egen Agitation, dels af de Fusentaster, der sluttede sig nær til ham, men som ikke havde hverken hans Begavelse eller idémæssige Indstilling, naar det kom til Stykket. Efterhaanden som hans Indflydelse svækkedes ved de Foranstaltninger mod Krisen, Lovgivningsmagten gennemførte og ved de Afsløringer af hans "statsfarlige" Planer, der fandt Sted, blev han drevet ud i Eksperimenter der tilsidst berøvede ham enhver Indflydelse.

Hvor langt han til syvende og sidst var ude i "statsfarlige" Overvejelser og Forhandlinger vides vel ikke, men i hvert Fald fik han jo da paa et vist Tidspunkt rodet nogle unge aktive og forhenværende Løjtnanter ind i en kedelig "Oprørs-Sag", der dog endte med frifindelse ved Nævningetinget i Sønderborg. Han fablede i forblommede Vendinger om en Toldgrænse ved Kongeaaen, Gang paa Gang havde han Planer om et Bondetog til Kongen, men turde ikke vove Eksperimentet, og hans Udsendelse i 1927 af egne Pengesedler, Selvstyre-Penge, var utvivlsomt i det væsentlige et Forsøg paa at skabe fornyet Reklame om en Bevægelse, der var ved at miste sin Magt og dø hen. Pengesedlerne blev omgaaende forbudt.

En Grænselands-Skikkelse

CORN. PETERSEN er en Skikkelse, der alene kunde fostres i et Grænseland, og nu da hans Epoke forlængst er endt, tør det uden Fare for Misforstaaelser siges, at hans Agitation og Bevægelse skulde man utvivlsomt igennem, saadan som Psyken nu engang er og altid vil være hos en Del af Befolkningen i et Grænseland. Sine egentlige Proselyter fik han hovedsagelig i de Kredse, der er betegnet som de nationalt indifferente - hos dem, der som han selv hverken er Tyske eller Danske, men føler sig som Slesvigere. Dem vil der altid være nogle af, men efter Corn. Petersen vil en særslesvigsk Bevægelse ikke have store Muligheder. At han blev Manden skyldtes hans frisiske Oprindelse, det umulige for netop ham i at anerkende den nye Grænse.

Han var paa sin Vis en begavet Mand, havde tænkt over Tingene, og sine Tanker gav han Udtryk med en ikke ringe Veltalenhed med rig Anvendelse af Vendinger og Billeder, som sagde Bønderne, at her talte en af deres egne. Hans Sprog var en ejendommelig Blanding af Dansk, Plattysk og Frisisk, der ogsaa bidrog til at give hans Tale Særpræg. Han virkede stejl og robust, men havde i Virkeligheden et følsomt Sind, og han var ikke bare en Spekulant, men et Stykke af en Idealist - selvom en større Retssag, der for nogle Aar siden rulledes op ved Byretten, viste, at han midt under den Grænsekamp, som han deltog i med ukuelig Iver, havde været Deltager i forskellige Spekulationsforretninger. Han var en sammensat Karakter som de fleste andre, et Menneske paa godt og ondt.

De sidste Aar

DA han havde mistet ethvert Tag i den sønderjydske Befolkning, fulgte et alvorligt Nervesammenbrud efter Agitationsaarenes Anspændelse, en Tid var han paa Augustenborg Sindssygehospital, og selv om han forlængst havde forladt Hospitalet, levede han dog sine sidste Aar som en nedbrudt Mand. Hans Rolle var udspillet. 

I Sommeren 1933 fik Nazi-Føreren, Dr. Frits Clausen ham til at træde frem som Taler ved et Nazist-Stævne. Men hans Navn kaldte ikke Tilhørere til i større Tal, og selv lagde han i sin Tale ikke Skjul paa, at han var en færdig Mand,

Sine sidste Aar levede han ensomt paa Vesteranflod, svækket og skuffet. I de Aar, da Agitationen optog ham med Møder Dag efter Dag, havde hans kloge og stærke Hustru passet Bedriften. Gaarden var bygget efter frisisk Mønster, en typisk Marskgaard, og her skulde man se og tale med Corn. Petersen, han havde skabt sig et smukt og særpræget Bondehjem, her kunde han udfolde adskillig Charme, og i Samtale med ham her undgik man ikke at faa et Indtryk af, at han var et Stykke af en Idealist, men Krisen udnyttede han hensynsløst. 

C. T.

(Dagens Nyheder, 26. maj 1935).

Bladtegner Valdemar Møller (1885-1947): Cornelius Petersen er ifærd med at give Brorsen støjler på. Bag dem kommer Wahl gående med flere støvler. Cornelius Petersen (1881-1935) bondeleder, Sønderjylland. Søren Brorsen (1875-1961) politiker, Venstre. Det kongelige Bibliotek.

Christian Carl Brix (1820-1908). (Efterskrift til Politivennen)

Christian Carl Brix (1820-1908) var skolebestyrer og politiker. Han underviste efter sin embedseksamen i forskellige skoler, navnlig i Borgerdydskolen på Christianshavn. Studierejser til Stockholm og Uppsala (1845) og til England (1851). 1851-1892 bestyrer for Efterslægtsselskabets realskole. 1858–92 medlem af Københavns borgerrepræsentation. 1863–66 medlem af rigsdagens landsting for København. 1864–1866 medlem af rigsrådets og 1866–87 af rigsdagens folketing. Han stod i rigsdagen i anden række, hans indflydelse var mere mærkbar i den nationalliberale ledelse af hovedstadens offentlige liv. Blev professor 1869,  etatsråd 1886.

Alfred (Alfred Valdemar) Larsen (1860-1946): Efterslægtens gård på Østergade nr. 54. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kjobenhavn den 31te December 1878. Det politiske Møde, som den kjøbenhavnske Afdeling af den herværende Grundlovsværneforening havde sammentrommet med Bebudelse af, at Berg, Hørup og andre af det radikale Venstres Koryfæer vilde indfinde sig. og hvortil de kjøbenhavnske Rigsdagsmænd af det opløste Folkething vare indbudne, fandt efter Bestemmelsen Sted igaar Aftes i Gothersgadens Exercerhus.

- - -

. . . Derefter talte Brix, som i et fortrinligt Foredrag oplyste, at det var Venstre, der havde standset hele vor Udvikling. Han erindrede om, at Højre havde indbragt mange Reformforslag om Skolevæsenet, Præsternes Lønning, Toldtarifen, Forsvarsvæsenet o. s. v., men Venstre havde systematisk modsat sig alle disse Forslag. Naturligvis bleve hans Udtalelser modtagne med Larm, Hylen og usømmelige Tilraab af den største Del af Forsamlingen, og der blev endogsaa raabt til ham, at han skulde "sikke af" o. s. v., men han modstod al denne Tumult med den største Koldblodighed og Fasthed. 

(Fyns Stiftstidende 2. januar 1879).

Grundlovsværneforeningens Valgmøde som i Mandags Aftes afholdtes i Gothersgadens Exercerhus, var besøgt af flere tusinde Mennesker. Allerede forinden Kl. 7 havde Folk begyndt at opstille sig i god Orden paa Fortogene i Gothersgade, hvor Tiden tilbragtes under alskens behagelig Skjemt. Især lod det til, at Bestemmelsen om at tage 10 Øre i Entre tiltalte Publikum. "Havde I. A. Hansen altid gjort det, havde han ikke behøvet at laane af Kassen". Thi det var man enig om, at en Frihedsmand trængte til andet end Ideer og Frihedskjærlighed; "Snapse og baiersk Øl" maatte ogsaa til. Forøvrigt havde man sinde, hvis Høire skulde gjøre "et morderligt Grin", at vise, at der her i Kjøbenhavn fandtes et "Demokrati".

- - -

--- Professor Brix udtalte, at den foregaaende Taler havde givet Høire sit Skudsmaal. Ja, hvis han havde Ret til at give Skudsmaal, saae det slemt ud. Grunden til, at Høire havde stillet sig i en saa stærk Opposition mod Venstre var, at Venstre i en Række af Aar havde hæmmet vor Udvikling; det havde reist et nyt Spørgsmaal, hvorfor det satte alle Hensyn tilside, i de første 22 Aar af vor Frihed gik Udviklingen rask fremad. Efterat Venstre tilligemed de nu saa forkættrede Godseiere vare blevne enige om et nyt Landsthing (og Berg med!) havde Venstre begyndt sin Opposition. Taleren mindede om, at det havde nægtet Reservens Indkaldelse, det havde indsendt den bekjendte Adresse til Kongen og endelig havde det viist det af den foregaaende Taler saameget omtalte Maadehold ved at nægte Finansloven. Taleren gjennemgik derefter de sidste Aars politiske Historie under stærke Afbrydelser (Tal om Arbejderne! - Estrup leve ! - Hurra! Venstre leve!). Den provisoriske Finanslov blev udstedt, fordi saavel Landsthing som Folkething havde vedtaget hver sin Finanslov. Der var altsaa kommet en Rift i Grundloven, men Skylden var Venstres, der havde været ufordrageligt. Venstre havde ikke henvendt sig til den rette Dommer over Ministeriet, nemlig Rigsretten. Hvorledes havde det store Venstre hævdet sine Principer? Ved at gaa fra hinanden. Hvis Parlamentarismen herskede, vilde man nu ikke kunne danne et Ministerium af Folkethinget (Gaa, gaa! stærke Raab). "Jeg viger ikke, om De skrige nok saameget. Jeg er valgt af kjøbenhavnske Borgere, og dette er min Berettigelse til at staa her (stærk Støj). Hvis De bliver ved at skrige saaledes, maa det siges, at kjøbenhavnske Venstremand, som vare i Minoritet, ikke kunde give deres Mening tilkjende uden ved Skraal og Skrig". Høire elskede Grundloven høiere end dem, der ved deres ubesindige Fremstormen udsatte den for Fare. Grundloven leve! (Hurra! Brix leve! Hurra! Hyssen). -

- - -

(Thisted Amtsavis 2. januar 1879. Uddrag).

Fotograf Budtz (Bertel Christian Budtz) Müller (1837-1884): Christian Carl Brix (1820-1908). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

C. C. Brix som Skolemand.

Ved Professor Fr. Bokkenheuser.

Naar en Mand bliver Gammel - meget Gammel - Brix blev 87 Aar - gaar han let ud af Sagaen. Og Brix gik det som de andre. Om ham som Politiker og Borgerrepræsentant er der skrevet en Del i Tidsskrifter, Blade og Leksika, om ham som Skolemand meget lidt.

Det er nu over 50 Aar, siden jeg saa Brix første Gang. Gennem det lille Forværelse, der i sin Tid havde været Edvard Storms Sovekammer, kom man ind i det store, firkantede Kontor. Ligefor Døren stod det runde Arbejdsbord, og mellem Bordet og Kakkelovnen stod Brix med Hænderne under Frakkeskøderne og Byggen til Kakkelovnen, i Munden havde han Cigarstumpen, som uafladelig gik ud og uafladelig blev tændt igen. Derfra havde han Oversigt over alt og kunde øjeblikkelig finde hvert Papir eller hver Piece, han havde Brug for, og som laa i en Dynge paa Bordet. Ingen vovede at flytte en Stump. Naar et Papir ikke længer brugtes gik det hug Kakkelovnen.

Enhver, der i sin Tid kom paa Kontoret, mindes vist den gamle Sofa med det grønne Betræk tilhøjre for Døren. Stod Brix ikke med Ryggen til Kakkelovnen, kunde man være temmelig sikker paa, at han laa paa Sofaen, sidde gjorde han sjeldent, men han kunde ligge og arbejde med fuld Kraft. Engang skulde jeg hjælpe ham med at gøre en Forandring i Skemaet. Efter vel en hel Snes Ombytninger lykkedes det, og jeg vilde da til at nedskrive Forandringerne, men Brix, som laa paa Sofaen, sagde: "Det behøves ikke, det kan jeg sagtens huske, til jeg rejser mig."

Naar man i de Tider saa Brix første Gang, maatte man absolut finde noget imponerende ved ham; han var en smuk Mand, midt i Trediverne og i sin fulde Kraft. I rokkelig Fasthed, forbunden med mild Humanitet, stod at læse i hans Ansigt. I H. A. C. Lunds "Studenterforeningens Historie" findes der et Ungdomsportræt af ham, men jeg kan ikke tro, at det nogensinde har lignet: der forekommer mig at være noget brutalt i Udtrykket, som ikke hørte til. Medens han nød enorm Respekt baade fra Lærernes og Drengenes Side, var han dog mild og venlig mod enhver, der kunde trænge til hans Venlighed, og han taalte ikke, at nogen led Uret. Da jeg blev Lærer i Efterslægten i Efteraaret 1856, var det 5 Aar, siden han var bleven Inspektør ved Skolen. Nu var han fast i Sadlen, men det var ikke ganske lette Forhold, under hvilke han havde begyndt sin Virksomhed. Professor Friedenreich var død i Foraaret 1851; Cand. juris E. A. Juel blev konstitueret som midlertidig Inspektør med ('.lir. Agerskov som Viceinspektør. Under Friedenreichs lange Sygdom var Skolen gaaet tilbage: bedre blev det ikke og kunde det ikke blive i Sommeren efter hans Død, da man slet ikke vidste, i hvis Hænder Skolen skulde betros Der var indgivet 13 Ansøgninger om Pladsen: iblandt dem 4 af Skolens Lærere og desuden A. F. H. Fleischer, Jens Holbeck. Ole Chr Borch, F. A Milo - og en Hoboist ved Kastelsjægerne.

Brix var dengang i Udlandet paa et Rejsestipendium; han kunde derfor ikke personlig henvende sig til Skolens Direktion, men hans Ansøgning var ledsagen af udmærkede Testimonier fra det teologiske Fakultet og glimrende Anbefalinger fra H. N Clausen og Martin Hammerich, i hvis Skole han havde undervist i Historie, Geografi og Dansk. Da han fra Geheimekonferensraad Collin fik Brev om. at han havde faaet Pladsen, rejste han straks hjem fra London, og den 1ste November 1851 blev han højtideligt indsat som Skolens Bestyrer.

Han beholdt hele den fungerende Lærerstab og gjorde i Aarenes Løb alt for at uddanne og styrke dem, og da han 25 Aar efter sin Udnævnelse samledes med Lærerne i Gymnastiksalen, var der endnu adskillige, som havde fulgt ham lige fra Begyndelsen, medens han naturligvis i Aarenes Løb havde knyttet en Række andre dygtige Mænd til Skolen.

Kort efter sin Udnævnelse udarbejdede han de saakaldte "Skolens Vedtægter", der endnu gælder; de vidner gennemgaaende om Brix' Humanitet og klare Blik paa Forholdene. Den 18de September 1855 udkom en Bekendtgørelse fra Kultusministeriet angaaende en Plan for en særskilt Realundervisning og Afgangseksamen for nogle af de lærde Skoler i Kongeriget, men den skulde ogsaa under behørig Kontrol kunne afholdes ved private Skoler, der gjorde Fyldest i enhver Henseende. Efter Brix' Mening var skolen iblandt den, der i sin Plan mest nærmede sig til det foreskrevne Kursus og der behøvedes ikke mange eller gennemgribende Forandringer for at præstere, hvad der fordredes. P« var imidlertid nogle faa Vanskeligheder at overvinde Skolen maatte opgive noget den fuldstændige Uafhængighed, den hidtil havde nydt, og gaa ind under en fremme Autoritets Kontrol, og endvidere maatte den forandre sin Eksamenstid fra Februar til Sommertiden. Disse Betænkeligheder lykkedes det ham dog at faa overvundne.

Nu tiltog Elevantallet i Skolen i en rivende Fart saa at det i løbet af nogle faa Aar blev fordoblet De gamle Lokaler var ikke længer tilstrækkelige, og i 1857 opførtes den store Bygning, der kom til at rumme den naturhistoriske Samling og ni store Klasseværelser.

I November 1876, da Brix havde været Bestyrer i 25 Aar, stod han i sin fulde Manddomskraft og Skolen i sit bedste Flor. Den talte omtrent 500 Elever, fordelte i 23 Klasser, underviste af 62 Lærere. Paa mange Mander blev han hyldet den Dag; iblandt andet samledes l ærerne og Eleverne lidligt om Formiddagen paa Skolen i Gymnastiksalen Det blev overdraget Professor Agerskov at holde Festtalen, som han sluttede saaledes "Det var dog ikke alene ved de sjeldne Evner eller ved sin rige Kundskabsfylde, at Professor Brix frembragte et saa skønt Resultat, det var fuldt saa meget ved sin Personlighed, ved den Aand, der gik gennem hele hans Virksomhed; ved en sand og ægte Humanitet havde han forstaaet at vinde Elevers og Læreres Kærlighed og Højagtelse.

I 1885 var Brix' Helbred begyndt at vakle, men ingen ofrede det nogen alvorlig Tanke, før pludselig ved Skolens Hundredaarsfest den 4de Marts 1886 Hukommelsen svigtede ham, da han stod paa Talerstolen i Industriforeningens Sal. Dagen efter begyndte den haarde Sygdom, der nær havde kostet ham Livet

Ved omhyggelig Pleje og konsekvent Overholdelse af Lægens Forskrifter kom han sig; men den gamle Kraft vendte ikke tilbage, særlig Hukommelsen vedblev det at skorte paa. Ved Slutningen af 1892 traadte han tilbage Den sidste Dag for Juleferien samledes Drengene i Skolens Sal. Brix ønskede, at ingen af Lærerne skulde være tilstede, men i sidste Øjeblik bad han mig at gaa ind med. Der var Dødsstilhed udbredt over hele de - store Skare af Børn, og med ganske faa Ord sagde han dem et hjerteligt Farvel Han var lige ved at synke sammen. Drengene gik da hjem, uden at man hørte en Lyd ved Bortgangen.

Senere har han nok af og til vist sig paa Skolen, mild og venlig som altid, men han holdt ikke af at komme der.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. oktober 1908. 2. udgave)

Etatsraad C. Brix død.

14. Marts 1820. - 26. Oktbr. 1908,

Med "Efterslægten"s tidligere Bestyrer, Etatsraad Brix, er en Mand gaaet bort, der indtil for ca. 20 Aar siden spillede en fremragende Rolle i Kjøbenhavn. Han hørte til det nationalliberale Parti, og hans Navn figurerede Side om Side med Billes og D. B. Adlers under alle Opraab, hvad enten det gjaldt et politisk eller kommunalt Valg eller en Opfordring til at støtte en eller anden almennyttig Sag.

C. C. Brix var en jydsk Præstesøn, der i en Alder af kun 16 Aar blev Student og fem Aar efter blev theologisk Kandidat. I Studenterverdenen, hvis Betydning den Gang var en ganske anden end i vore Dage, kom Brix Snart til at høre til de ledende i Kraft af et gode Hoved og sin Slagfærdighed som Taler. Han sluttede sig med Liv og Sjæl til den nationalliberale Bevægelse og hele det skandinaviske Røre. Den unge kjøbenhavnske Privatlærer kastede sig over historiske Studier og besøgte med offentlig Understøttelse i Arkiverne i Stockholm og Uppsala; senere gæstede han i samme Øjemed England. Under sit Ophold her blev han udnævnt til Bestyrer af Efterslægtselskabets Skole og tiltraadte sit Embede den 1ste November 1851. I over 40 Aar sad han som Bestyrer i af den gamle Skole og skaffede sig et Navn sorn en dygtig Skolemand. En af Lærerne har udtalt for os, at han som Skolebestyrer var en Gentleman ud til Fingerspidserne og almindelig afholdt af Lærere og Elever. Han havde altid en Spøg paa Læben og forstod at haandhæve en god Disciplin. Var der noget i Vejen med en Lærer eller en Discipel, kunde han buldre løs, men var altid snart god igen. Saavel Lærere som Elever saa op til ham med Ærbødighed.

I ca. 30 Aar repræsenterede Brix Kjøbenhavns 2den Kreds i Folketinget og havde i mange Aar Sæde i Borgerrepræsentationen. Intet af Stederne kom han dog til at spille den fremtrædende Rolle, som hans gode Evner egentlig gjorde ham selvskreven til; men dette hang sammen med en vis Magelighed i hele hans Temperament; nogen Slider har Brix aldrig været. Paa en Talerstol fyldte han sin Plads og forstod at skaffe sig Ørenlyd selv i nok saa urolig en Forsamling. Den, der skriver dette, husker, hvorledes Brix ved det store Møde i Gothersgades Exercerhus ved Juletid 1878 tiltordnede den overvejende socialistiske Forsamling, der ikke vilde høre ham i Ro: "Jeg er valgt af kjøbenhavnske Borgere til Rigsdagsmand og viger ikke for Deres Brøl, mine Herrer!" Tilhørerne blev imponerede af hans uforknytte Maade at tage Afbrydelserne paa og lod ham tale.

Men dette Møde blev et Fingerpeg om, at det nationalliberale Partis Eneherredømme i Kjøbenhavn stundede mod sin Ende, og da nu tilmed faa Aar efter en Hjærtelidelse traadte til, trak Brix sig i Firsernes Slutning ud af sine offentlige Hverv. Han vedblev dog at virke ved sin kære Skole indtil 1893, men hans gamle Kraft var brudt, og det undrede egentlig mange, at hans Otium blev saa langvarigt.

Hans Død indtræffer netop paa det Tidspunkt, hvor hans Efterfølger I belaver sig paa at vige Pladsen som Forstander for Edv. Storms gamle Skole og overlade til cand. theol. H. P. Hansen som den 9de i Rækken af "Efterslægten"s Bestyrere at føre Skolen frem mod nye Tider.

(Dannebrog 27. oktober 1908).

Han er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Frantz Dahl: Chr. Brix. I Anledning af 100-Aarsdagen for hans Fødsel 14. Marts 1920.

Etatsråd Chr. Brix' familiegravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

"Læseforeninger", "Sutter" og saadan noget. (Efterskrift til Politivennen)

Bladenes Referater af Højesterets Domme læses sikkert med Interesse af mange og kan jævnlig være vejledende for Folks Retssans.

Det kan dog ikke være andet, end at Medlidenheden jævnlig vækkes for en og anden Stymper, der dømmes efter Lovens Strenghed, og at man sender en venlig Sidetanke til den Underretsdommer, der lod male med store Bogstaver over sin Kontordør: Summum jus summa injuria. Paa den anden Side kan det gøre godt helt ind i ens Marv, naar Højesteret foretager en ordentlig Afklapsning af en af disse slimede Existenser, som Samfundet er befængt med, og som kun en forbigaaende Uforsigtighed bringer over paa den Side af Stregen, hvor Lovens Haand kan faa Tag i ham.

Som nu for nylig. En jydsk Herredsfoged havde grebet ind overfor en af de saakaldte "Ungdomsforeninger" - andre Steder kaldes de "Læseforeninger" eller "Sutter" eller med andre Kælenavne. En Mand, der selvfølgelig ingen Udskænkningsret havde, var Foreningens Vært. Den havde Love med Bestemmelser om Kontingent, Bestyrelse, Formaal, (Foredrag, Sangøvelser!) Lukketid o. s. v. Heldigvis overholdtes Lovene i dette Tilfælde aldeles ikke; derfor kunne det lykkes at faa fat i Trafikken, som bestod i Kortspil og Drikkeri Nat efter Nat, ofte endende med Slagsmaal. Betalte man 25 Øre i Entre, kunne enhver blive Medlem, og Sognets Ungdom og de ældre Fyldebøtter med sad og drev Nat efter Nat i "Værten"s Stuer, ødte deres Penge og Helbred og blev en Fortvivlelse for Forældre og Hustruer.

Saa tog Herredsfogeden fat, saa snart der kunde tages fat, og mulkterede "Foreningsværten" med 300 Kr. Overreten sagde 200, men Højesteret atter 300 Kr. Disse Ungdoms- eller Læseforeninger er formodentlig en Fordærvelse for mange ogsaa her i Hovedstaden; men de er det i ethvert Tilfælde ganske aabenlyst for en Mængde Egne ude i Landet.

Lad os engang se, hvordan en saadan Læseforening bliver til. En eller anden Høker f. Ex, der har en Stue ved Siden af Butikken, og hvis Finanser trænger til at stives af, foreslaar en Dag sine jævnlige Kunder i Bagbutikken, at de skal se at faa deres Sammenkomster ind under lovlige Former. Ellers bliver de bare en Dag "huggede". De faste Kunder faar nogle ligesindede med, og en Dag holder Læseforeningen for Snaverby og Omegn konstituerende Generalforsamling. En naiv Sjæl er kommen med i Laget. Han vil endelig vide, hvilke Bøger man skal have, og hvad for Blade man skal holde, og hans utrættelige Nyfigenhed paa disse Omraader er en Stund ved at gøre Forsamlingen ganske forlegen. Men endelig reiser Jens Slagter sig ærgerlig med et : "Aa Sludder, Peter, la' nu være mæ aa skave Dig! Du ve' sgu godt, a vi ska'nte læse i andet end som i Holmblads Salmebov, aa a vi bare ska' ha' vos et Sted, hvor vi ka' sidde ganske ugenert aa ta' vores Kaffepunser!"

Og saa stiftes Læseforeningen.

Man har skaffet sig Lovene fra en anden Læseforening i Nærheden, og er man meget forsigtig, lader man en Sagfører se dem igennem.

Kort Tid efter er Læseforeningen i fuld Gang. Der er Bestyrelse, Aarskontingent (man er liberal, og tager det ved given lejlighed ikke saa nøje), Generalforsamlingsbestemmelser, o. s. v. Høkeren vælges til "Vært". Hans Stue forsynes med nogle flere Stole og en Reol, hvori et Par gamle Aargange af "Illustreret Familiejournal", nogle lasede Avisfeuilletoner og muligvis en Salmebog, som der alligevel ikke er Brug for der i Huset; og Værten lægger daglig sin private Avis frem paa Bordet.

Saaledes faar en Høker, der ellers ikke vilde kunne faa Næringsbevis som Beværter, Ret til at holde Beværtning uden Afgifter, uden Politikentrol, saa længe Lovene overholdes blot nogenlunde, og - med anden kvindelig Betjening end egen Hustru og egne Døtre! Der spiIles og drikkes. Værten bliver federe, Hjemmene fattigere. Demokratlisering breder sig. Der er fuldt af Cykler fra Omegnen udenfor Høkerens Dør. Kroen, der ligger en halv fjerdingvej borte, holder aabent over Lukketid, fordi Høkeren har aabent hele Natten. Brugsforeningen i Nabobyen, der har Ret til Udskænkning til Medlemmerne, kan heller ikke mere Iukke Kl. 10. Og Egnens andre Høkere eller Handlende eller Købmænd, hvad de nu kaldes, faar, ofte modstræbende, deres Bagstue lavet om til Smugkro. Thi naar deres Kunder kommer ind og forlanger Brændevin eller Cognac eller bajersk Øl til Nydelse paa Stedet, tænker de paa deres vanskelige Status og paa konkurrenten, Høkeren med Læseforeningen, og saa - værs'go og gaa ind i Bagstuen!

Ja, saadan gaar det. Det vrimler med latente Smugkroer ude i Landbefolkningen, og de fleste - for der er vel Undtagelser - af "Læseforeningerne" er de værste. Og saa er det saa fortvivlet vanskeligt at komme dem til Livs. Store Dele af Befolkningen kan være forbitrede nok paa dem; men alligevel - kommer Herredsfogden og vil have Oplysninger, gør man sig tvær. Og det værste er, at det er Grundloven selv, man har at kæmpe imod. Det er i Læ af dens Bestemmelser om Forsamlingsfriheden, at alle disse Smugkroer trives.

Hvordan mon Ædruelighedskommissionen i Grunden vil stille sig overfor alt dette? Mon den vil gøre gældende at Grundlovens Indskrænkning af Borgeres Ret til at samle sig eller danne Foreninger til kun at gælde, naar de er ubevæbnede, ogsaa maa gælde, naar det er de skarpe Drikkes tveæggede Sværd, man sidder og bekæmper hinanden med? Eller - Spøg til Side - vil den, da Forsamlingsretten nu allerede er begrænset af dette: "ubevæbnede", søge ved en Grundlovstilføjelse at faa den begrænset ogsaa overfor Misbrug af Udskænkningsretten?

Hvorom alting er - det har været disse Liniers Maal at pege paa en Kræftskade paa Samfundslegemet (svagere Udtryk kan ikke bruges), som alle gode Kræfter maa enes om at se at faa bekæmpet.

Obs.

(Nationaltidende 12. juni 1906).

Næringslovens §61 blev ved en Højesteretsdom af 30. marts 1885 fortolket således at beværtning kunne drives overalt på landet når blot det blev iagttaget at man kalder sig "sluttet selskab" og hver deltager betalte et årligt kontingent at 25 øre.

Fra en helt anden boldgade: Kvindelig Læseforening på hjørnet af Gammel Mønt og Kristen Bernikowsgade. Foreningen eksisterede 1872-1962. På artiklernes tid havde foreningen et par tusind medlemmer, og havde et udlånstal der oversteg Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket - tilsammen.Lars Peter Elfelt (1866-1931): Kvindelig Læseforening, interiør, cafe. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Læseforeninger" m. m.

En Indsender, der har Autoritet og Erfaring paa det Omraade, gør os opmærksom paa, at det Ikke er saa vanskeligt at komme "Læseforeningerne" og de andre Smugkroer til Livs, som det efter vor Artikel forleden skulle synes at være. Det kommer blot an paa, hvilken Energi og Interesse de stedlige Retsbetjente sætter ind paa at faa disse skadelige Indretninger, om hvis Existens de naturligvis ved god Besked for deres Jurisdiktions Vedkommende, bragt ud af Verden. Det gælder om at faa konstateret, at "Læseforeningerne" er et Skalkeskjul for ulovlig Beværternæring, og dette vil i mange Tilfælde ikke være svært.

Som bekendt hænder det ret jævnligt, at Gæstgivere dømmes for Overtrædelse af Næringsloven, fordi de driver Beværtning med Udskænkning af Brændevin og benytter Gæstgiverbevillingen som et Skærmbrædt. Paa samme Maade vil det i ni af ti Tilfælde kunne konstateres, at en "Læseforening" ikke har sit Formaal i den Læsning, i Foredragene, Sangøvelserne o. s. v. der findes omtalt i dens Lov, men slet og ret er en Omgaaen af Næringsloven, en Smugkro. Det hele afhænger af, om Retsbetjentene virkelig vil prøve at være de gode Elementer i Befolkningen til Støtte i disse Sager, sætte alle de personlige Hensyn, ved hvilke netop saadanne Sager under de snævrere Forhold ude paa Landet ofte lider ilde, til Side, og navnlig sørge for at holde deres Sognefogeder ordentlig til IIden.

Indsenderen gør opmærksom paa, hvorledes flere Retsbetjente - han nævner særlig en enkelt midt inde i Jylland - , har sat stor Energi ind paa at faa renset deres Jurisdiktioner for de falske "Læseforeninger" og for Smugkroerne og, trods adskillige Kampe til at begynde med, har vundet Befolkningens Taknemmelighed. Men der er langt frem endnu.

Obs. 

(Nationaltidende 19. juni 1906).

Citatet ”Summum jus, summa injuria” kan oversættes til ”Den højeste ret, den største uretfærdighed.” Det er også titlen på et maleri fra 1886 af maleren Erik Henningsen. Billedet forestiller en kvinde, der har dræbt sit barn og begravet det. Forfatteren til artiklen kan muligvis hentyde til det.

En herredsfoged i Maribo idømte i slutningen af 1860'erne medlemmer af en læseforening bøder fordi den blev misbrugt til kortspil og svir. Endvidere pålagde han foreningen at holde lukket fra kl. 22. Foreningen klagede til justitsministeriet som gav foreningen ret i at herredsfogden ikke havde lovhjemmel at lukke på det tidspunkt. Og pålagde herredsfogden at gribe ind når beviser forelå om ulovlig hasardspil mm. Med jævne mellemrum dukkede sådanne sager op i pressen:

En moderne Smugkro

Højesteret  (---)  tog () fat paa en af de Smugkroer, der er ved at opstaa rundt omkring i Landet, og som i Ly af Foreningsloven unddrager sig den Kontrol, som andre Beværtninger er underkastede.

Foreningsvært N. P. Andersen af Bramminge var tiltalt for at have overtraadt Næringslovene. Han var ved Esbjerg Politiret og Viborg Overret idømt 300 Kr. i Bøde for femte Gang at have begaaet ulovligt Næringsbrug og ulovlig Brændevinsudskænkning. For Højesteret var Hr. Salomon Aktor, Hr. Asmussen Defensor.

Aktor gav en Fremstilling af den Læseforening, for hvilken Hr. Andersen havde været Vært. Foreningens Formaal var, hed det i Lovene, at rejse et Foreningshus og oprette et Bibliotek, men ved Siden heraf skulde Medlemmerne, og hvem disse medførte i Lokalerne, kunne faa Drikkevarer "efter Behag og Evne". Dette sidste Punkt blev snart Foreningens egentlige Formaal. Det aarlige Kontingent, som var sat til 50 Øre, opkrævedes aldrig, det eneste, der af Medlemmerne blev betalt, var 25 Øre i Indskud. Disse Penge modtog Andersen, og han skulde aflægge Regnskab for dem, men gjorde det aldrig. I Foreningens Love hed det, at Værten skulde vælges paa en særlig Generalforsamling, men en saadan fandt aldrig Sted, og det betragtedes ganske som givet, at Andersen var selvskreven Vært. Foreningen var, siger Aktor, med andre Ord blot det Skærmbræt, bag hvilket Tiltalte skjulte sit ulovlige Næringsbrug, og den var, som Formanden paa Foranledning havde erklæret, stiftet paa Andersen Initiativ. Hr. Salomon paastod den indankede Dom stadfæstet eller skærpet.

Defensor, Hr. Asmussen, mindede om, at Andersen, da han overtog Stillingen som Vært, udtrykkelig havde forbeholdt sig, at Lovene blev af en saadan Art, at han ikke kunde komme i Strid med Næringsloven; heller ikke fandt Defensor, at Foreningens Love kunde aabne nogen Vej til Brud paa Næringsloven. Man kunde ikke med Rette hævde, at Foreningen ikke havde arbejdet paa sine mere ideelle Formaal, men kun havde virket som Beværtning! det havde den ganske simpelt ikke haft Tid til, da den kun havde virket som Beværtning i tre Maaneder, fra Oktober til Januar. Af samme Grund var det ogsaa let forklarligt, at man ikke havde opkrævet Kontingent eller aflagt Regnskab ! det var noget, der kunde være sket i den nærmeste Fremtid, og man var saa smaat begyndt at tænke paa det.

Defensor henstillede derfor, om man virkelig med Sikkerhed kunde sige, at Næringsloven her var overtraadt, i andre Tilfælde, hvor slige Sager havde været for Højesteret, havde Forretningen altid haft længere Tid til at vise sin sande Karakter. Han indstillede derfor Tiltalte til Frifindelse.

Men Højesteret stadfæstede den indankede Dom.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 5. oktober 1901).

I Ove Pedersen: "Et sogn og dets lærer" om lærer Iver Kristensen Holmgaard som var lærer i Ørre 1869-1913, nævnes at Holmgaards forgænger i embedet holdt smugkro for landsbyens beboere både før og efter kirketjenesten. Mens præsten kun passede det nødvendige som han skulle passe. Holmgaard selv fik i 1914 et mindesmærke i Ørre Kirkeby.

Rekylgeværaffæren 1904/1905. Efterspil marts 1906. (Efterskrift til Politivennen)

Rekyl-Affæren. 

Fra Rigsdagen skrives til os den 12te Marts :

I Dag oprandt i Folketinget det store Øjeblik, hvor Rebeller og Socialister skulde hudflette I. C. Christensen i Anledning af Rekylgeværaffæren. D'Hrr. K. M. Klausen og Zahle rettede stærke Angreb paa Ministeren, hvem de beskyldte for Grundlovsbrud. Hr. Zahle vendte mod Ministeren dennes Ord mod Ministeriet Hørring, der havde anvendt "ubevilgede Penge" til Brisantgranater (de 500,000 Kr.). Hr. Zahles Citat gjorde en vis Virkning.

Ministerens Forsvar gik ud paa, at han kun havde fulgt Praksis fra 21de Februar 1895 ved at bruge den Fortjeneste, som man paa Geværfabrikken havde paa det private Arbejde, der udførtes.

Det fortjener Opmærksomhed, at Regeringspartiets Ordfører, Hr. Jensen-Sønderup, krævede en snarlig Afslutning af Forsvarskommissionens Arbejde. Dette er det første Krav i saa Henseende fra Regeringspartiets Tide, og det blev i Dag fremsat for at dække den Kendsgerning, at Rekyl-Sagen har vakt store Betænkeligheder og fremkaldt alvorlige Brydninger inden for Regeringspartiet.

(Slagelse-Posten 13. marts 1906. Uddrag).

Finansloven i Folketinget

2den dag.

---

Krigsministeriet.

- Ordføreren (Jensen-Sønderup) karakteriserede de stillede Ændringsforslag som fredelige, men det var ikke derfor sikkert, at Forhandlingen vilde blive fredelig. - Fra 1894-95 havde der paa Geværfabrikken været udført Arbejde for private paa nærmere fastsatte Vilkaar, naar det ikke medførte Udgifter for Statskassen. Dette besluttedes 21de Februar 1895 af Finansudvalget. I Samlingen 1896-97 var denne Sag blevet belyst, idet den daværende Krigsminister udtalte, at Geværfabrikken kun kunde holdes i Gang ved det private Arbejde, som blev udført paa Fabrikken. Skulde det private Arbejde saaledes udføres uden nogen som helst Udgift for Statskassen, maatte Arbejdet betales saa højt, at det kunde give Staten Erstatning for Slid paa Maskiner, Værktøj m. m. Der var ikke opbevaret skriftlige Oplysninger om, hvortil det eventuelle Overskud ved dette Arbejde skulde anvendes. Men Medlemmer af Finansudvalget paa den Tid erklærede, at Krigsminister Thomsen i 1894-95 havde sagt, at den Avance kunde Staten have god Brug for. Nok er det - man vidste, at der var Fortjeneste paa dette Arbejde, men Finansudvalget spurgte ikke derom, heller ikke da Socialisterne i Fjor rejste den store Affære om, hvorvidt de paa vor Geværfabrik fabrikerede Rekylgeværer havnede et eller andet Sted i Rusland eller i Japan. Først i Aar blev Finansudvalget opmærksomt paa dette Forhold. Den 14de December 1905 gav Ministeren de ønskede Oplysninger, idet han tilføjede, at han fandt det naturligt, at Statskassen fik Overskuddet af dette private Arbejde. - Desværre var K. M. Klausen, hvem denne Sag interesserede saa stærkt, ikke til Stede ved Konferencen med Ministeren den 14de December 1905; han blev derfor kun sat ind i, hvad der den Gang skete, gennem Referater.

Taleren omtalte udførligt, hvad der var blevet udført ude paa Geværfabrikken, særlig til private. Han advarede mod at rejse en stærk Agitation i denne Sag, det kunde skade os i Udlandets Øjne, og det vilde naturligvis ikke mindst gaa ud over de 270 Arbejdere, der var anfaste paa Fabrikken. - Sluttelig lyste Taleren efter Forsvarskommissionens Betænkning for at faa en Ende paa alle disse Kvaler, der knyttede sig til de militære Budgetter, og som i Længden var utaalelige.

- K. M. Klausen var den, som havde foranlediget Kravet om Oplysninger om Rekylgevær-Gevinsten. som Forsvarsministeren havde omsat til Militærøjemed. Der havde været to Leveringer af Rekylgeværer, de to første var færdige, og Fortjenesten paa dem androg henholdsvis 44.469 Kr. 73 Ø. og 13,981 Kr. 40 Ø.: den sidste drejede sig om ca. 700,000 Kr.. og Gevinsten herved vilde blive adskillig større end nogen af de to første. Over de ca. 44,000 Kr.. der var tjente paa den første Leverance, var der disponeret af Forsvarsministeren ved en Skrivelse af 6te Maj 1905. Over de ca. 18,000 Kr. var der ogsaa disponeret af Ministeren, selv om de ikke endnu var forbrugte. 

Denne Sag var af den største Betydning. Den var et Brud paa Grundlovens Paragraf 49, der bestemmer, at ingen Udgift maa afholdes, som ikke har Hjemmel i Lovgivningen. De Penge, Ministeren her havde anvendt, havde ikke hjemmel i nogen Lov, det var Penge, Ministeren havde taget paa egen Haand af Statskassen - altsaa et klart og utvetydigt Grundlovsbrud (Bevægelse). Grundlovsbrud var ikke noget nyt her i Landet. Det kendte vi fra Højres Regeringer. Men Højre gjorde det aabenlyst - dette her var lyssky . . .

- Formanden fandt, at Grundlovsbrud var et vel stærkt Ord.

- Klausen vilde saa sige Overtrædelse af Grundloven. (Stormende Munterhed.) Ministeren var her traadt i Højres Spor. Ved Højres Hjælp kunde han vel ogsaa endnu samle et Flertal for sit Grundlovsbryder-Standpunkt. Men Befolkningen vilde i høj Grad misbillige I. C. Christensens Færd.

Jensen-Sønderup og Klausen vekslede Bemærkninger om, hvorvidt det skyldtes Klausens Fraværelse i Finansudvalget. at denne Sag først kom frem ved 3die Behandling og ikke ved 2den, hvorpaa 

- Forsvarsministeren tog Ordet. Han forklarede det heldige i, at Geværfabrikken beskæftigede sig med privat Arbejde - for at holde Arbejdet gaaende. Ministeren hævdede, at man i 1894-95 fastslog den Praksis, at det, der tjentes paa privat Arbejde ude paa Geværfabrikken, kunde anvendes at Administrationen. Ministeren havde fortsat denne Praksis - ikke andet. Man fulgte altid en gammel Praksis, indtil en ny blev besluttet. Fortjenesten af de to første Leveringer var der disponeret over, og det, hvortil man vilde anvende Fortjenesten ved denne sidste Levering, var til Udvidelse af Fabrikkens Teknik, saaledes at den kunde præstere den ønskede Levering. Ministeren havde ikke foretaget sig noget i denne Sag, som var i Modstrid med den 11-aarige Praksis, mod hvilken Klausen først i Aar havde protesteret, skønt han var kendt med den. Ministeren var stadig af den Mening, at Forsvarssagen skulde løses ikke uden om Folket, men med Folket. Ministeriet vilde staa og falde med sin Forsvarsplan, der vilde blive forelagt Folket. Vælgerne vidste dette, og de vilde ikke følge Klausen.

- Zahle erkendte, at Ministeren ikke længer skjulte noget i denne Sag. Thi han kunde ikke længer skjule noget. Hvorfor havde vi egentlig haft Systemskiftet her i Landet? Saa vel Ministeren som Regeringspartiets Ordfører henholdt sig jo i Dag ganske ligefrem til en af Højres Ministre indført Praksis. I 1896 - den 26. Oktober - udtalte I. C. Christensen, at der blev brugt alt for mange Penge i den klareste og tydeligste Modstrid med Grundlovens Paragraf 49, og som kun havde den Hjemmel paa Statsregnskabet, at der stod "desuden var brugt". Men nu var det med Rekylgevær-Affæren blevet Skik, at man ogsaa uden Bevilling og uden at opføre det paa Regnskabet kunde bruge Penge i den klareste og tydeligste Modstrid med Grundlovens Paragraf 49. Saaledes at gaa uden om Rigsdag og Grundlov var ikke noget, som Rigsdagen kunde finde sig i; det sagde I. C. Christensen ogsaa i 1893. Den Gang krævede I. C. Christensen, at en civil Krigsminister først og fremmest skulde bringe Ro og Tryghed om Forsvarssagen. Havde I. E. Christensen gjort dette? Han havde kun bragt Kamp og Kiv og Mistro omkring denne Sag. (Hør!) Først ved Anmærkningen, saa ved Løjtnantslønningerne, og nu ved Rekyl-Affæren. (Hør!) Og den 6. Maj s. A. forhøjede han, uden at nogen skulde vide det, forskjellige Konti paa de militære Budgetter paa Trods af Bevillingsretten! (Levende Uro.)

Her afbrød Forsamlingen, som fortsattes i et Aftenmøde.

(Slagelse-Posten 13. marts 1906. Uddrag).

Rekyl-Affæren

Fra Folketingets Aften møde i Mandags maatte vi i Gaar lade Referatet gaa ud. Paa Grund af Rekyl-Affærens Interesse meddeler vi i Dag Referatet :

Hr. Zahle fortsatte sin Tale. Han viste, at Krigsministeren aldeles ikke havde haft til Hensigt at give Rigsdagen Oplysninger om denne sag. Fremdeles vendte han sig mod Ordføreren, der havde søgt at skyde skylden for, at der tidligere var foretaget noget, over paa det Udvalg, som havde valgt ham til Formand. Det var en mærkelig Optræden af en Ordfører. (En stemme: "Det er ydmyghed!") Den ydmyghed gaar saa ud over, hvad der er sømmeligt for en Rigsdags-Mand. Taleren betegnede det som ukorrekt at ville sammenligne den mellem Krigsminister Thomsen og Finansudvalget trufne Aftale med de Transaktioner, som nu var gaaet for sig. Det fremgik af Finansudvalgets Protocol, at Krigminister Thomsen i 1895 kun havde haft den Hensigt at anvende det eventuelle Overskud paa selve Fabriken og paa ingen maade til at dække ikke bevilgede Poster. I 1901 havde man faaet en Tekniker til Krigsminister. Efter ham arvede I. C. Christensen de 44,000 Kr., som var Overskudet fra Fabrikens forrige Levering. Hermed havde ministeren tiet, indtil han blev tvunget til at give Besked. I Slutningen af sit Foredrag vendte han nogle af I. C. Christensens tidligere Udtalelser mod den nuværende Forsvarsminister, om hvem han udtalte, at han drev Højrepolitik under Venstreflag. Justitsministeren havde for nogen Tid siden udtalt, at vi var Hr. I C. Christensen Tak skyldig for, hvad han som Krigsminister havde udrettet. Taleren var tilbøjelig tit at mene det samme: "Tak!" 

- Neergaard, der motiverede sin Uenighed saavel med Angreb som Forsvar i nærværende sag, paaviste, at der ingen Praksis forelaa for et Tilfælde som det foreliggende, hvor det drejede sig om Anvendelsen at indvundne større Beløb. I et saadant Tilfælde maatte Ministeren komme til Rigsdagen, og det var Taleren ufatteligt, at dette ikke var sket. Han forstod ikke, at Ministeren ikke i denne Affære havde fulgt den Vej, der var den slagne Landevej. Taleren ansaa det for utvivlsomt, at hvis Ministeren havde søgt Rigsdagen, vilde denne ikke have givet sit samtykke til at anvende det indvundne Beløb paa det militære Budget. Den Praksis, der var fulgt, først af General Thomsen, siden af I. C. Christensen, betegnede Taleren som ganske overordentlig uheldig, ikke mindst, naar Talen var om Forsvarssagens Løsning. For denne udkrævedes gensidig Tillid mellem Folketinget og Forsvarsministeren. Den Maade, paa hvilken Ministeren havde handlet i denne sag, var ikke egnet til at fremme saadan Tillid. Idet Taleren meget beklagede, hvad der var sket, udtalte han, at der dog var den Trøst at henvise til, at sligt nu efter Fremkomsten og Behandlingen af denne sag - ikke vilde kunne gentage sig. Forslaget om at anvende 23,000 Kr. til Ammunition og Haandvaaben kunde Taleren tiltræde.

Forsvarsministeren replicerede. Han fandt ikke, de to foregaaende Talere havde fremdraget noget nyt og kunde paa ingen Maade lade sig afdisputere, at han støttede sig til Praksis. At det, der her var forefaldet, skulde kunne skade Løsningen af Forsvarssagen, kunde han ikke indse. Det var vanskeligt for Ministeren at undgaa strid, naar der var Lyst til saadan. Ministeren mente, at han havde handlet ganske korrekt paa Basis af den Praksis, der havde været gældende i 11 Aar.

Under Munterhed i Tinget replicerede 

Jensen-Sønderup til Zahle, der havde udtalt sig om den Nemesis,om i nærværende sag var kommen over ham. Hr. Zahle skulde være varsom med at tale om 'Nemesis. Han havde jo ogsaa i sin tid været Ordfører for militære Budgetter og bl. a. forsvaret Krudttaarnsaffæren. Taleren protesterede imod, at Forvarsministeren var bleven tvungen til at give Oplysninger - i Rekyl-Affæren.

Zahle troede, at Ordføreren havde gjort bedst i ikke at have svaret. (Munterhed.) Havde Ministeren givet nogen som helst Oplysning i denne sag, forinden Finansudvalget havde spurgt ham? Taleren kunde ikke gaa med til den nye Bevilling paa 23,000 Kr.

- Neergaard fandt, at de Penge, som var anvendt uden Bevilling, var for store. 

Nu diskuterede Jensen-Sønderup og Zahle visse Enkeltheder.

- Klausen lyste efter Højres Mening, sluttede sig til Jensen-Sønderup? (Munterhed).

- Bluhme lagde Ansvaret for denne sag over paa Finansudvalget. Det havde Ansvaret i denne Sag, Talere, Medlemmerne og Ministeriet ikke. (Jubel.) Finansudvalget havde under Højres Regeringer tiltaget sig altfor stor Magt: og saa kom det, som i denne sag fandt for Dyden ikke var heldigt, nemlig at Finansudvalget ikke havde passet paa (ny Jubel).

- Martin Madsen fandt, at denne sag i højeste Grad var en Oprejsning for Ministeriet Hørring. I Krudttaarnsaffæren havde alle Partier i Virkeligheden billiget en Praksis, som den, Ministeriet her havde fulgt. Ulykken i denne sag som i adskillige andre var den, at Finansudvalget optraadte som Velfærdskomite. Det glædede Taleren, at Ordføreren for Finansudvalget, Jensen-Sønderup, havde lyst efter Forsvarskommissionens Betænkning. Man burde ogsaa kunne vente, at denne Kommission snart gjorde sig færdig, hvis den da turde og kunde - hvilket mange havde betvivlet! (Bevægelse.)

- Formanden mindede om, at Forsvarskommissionen ikke laa for.

Madsen: Jeg har henholdt mig til Ordførerens Udtalelser om det ønskelige i, at Kommissionen snart afgav sin Betænkning.

Efter Bemærkninger af M. Madsen og Klausen spurgte 

- Ordføreren (Jensen-Sønderup) Zahle, om han erindrede de økonomiske Dispositioner angaaende Krudttaarnene, der ganske svarede til denne Sag, idet de hverken var opført paa Budget eller Regnskab, men dog billigedes af afdøde Trafikminister Hørup?

(Slagelse-Posten 13. marts 1906).

I 1910 omtalte man helt åbent at der under den russisk-japanske krig blev leveret rekylgeværer til det russiske rytter- og kosakregiment, kaliber 7,62. På det tidspunkt havde Rusland 2.000 stk.

I. C. Christensens regeringer sad 14. januar 1905 til 12. oktober 1908. De blev efterfulgt af Venstre-regeringerne Neergaard 12. oktober 1908-16. august 1909 og Holstein-Ledreborg 16. august 1909-28. oktober 1909. Herefter fulgte den første Radikale Venstre regering Zahle 28. oktober 1909-5. juli 1910. I 1924 dannedes den første socialdemokratiske regering

Alfred Schmidt: Det nye kongeskib. Regeringen J. C. Christensen afbilledet som et skib med Kronborg i baggrunden. Konseils- og forsvarsminister J. C. Christensen er galionsfigur, udenrigsminister Raben-Leventzau er ankeret, justitsminister P. A. Alberti er hjulkassen, kirke- og undervisningsminister Sørensen og landbrugsminister Ole Hansen er redningsbåde, minister for offentlige arbejder Svend Høgsbro og finansminister Vilhelm Lassen er lygter og indenrigsminister Sigurd Berg er roret. "Efter at det har vist sig, at Kongeskibet "Dannebrog" ikke mere svarer til Tidens Fordringer, har Regeringen straks sat sig i Bevægelse og har ladet udarbejde forskellige Udkast til et nyt Skib. Ovenstaaende skal have de bedste Betingelser for at vinde Ministeriets Bifald." Det kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.