Selvstyrebevægelsen: Cornelius Petersen. (Efterskrift til Politivennen)

Domsbegrundelsen i Sagen mod Cornelius Petersen.

Hans Henvisning til, at han ikke kan Dansk, og at han af Vanvare har nævnt Statsministerens Person, afvises.

I Domsbegrundelsen i Sagen mod Cornelius Petersen hedder det, efter at der er anført et udførligt Uddrag af den paaklagede Artikel i "Bondens Selvstyre" "Forbryder eller Statsminister":

"Som særlig injurierende er der fra Anklagerens Side fremhævet, foruden Artiklens Overskrift, følgende Udtalelser - efter at den danske Stat er fremstillet som en i System sat Forbryderverden og som den største Morder og Voldsmand. - Om Statsministeren, 

at Toppunktet af dette Røvervæsen talte altsaa i Bov til sine smaa Underrøvere, sammensvorne og medskyldige.

Naar en Røverkaptajn taler til sine Mænd, aflægger han Beretning om, hvad der er røvet og plyndret. Saadan gør Statsministeren ogsaa, at Statsministeren betegnes derefter stadig som Røverkaptajn. "Kaptajnen siger, Skaansel gives der ikke", hans Medhjælpere betegnes som Røvere; ved Landet forstå af "Kaptajnen og hans Mænd", hvilke derefter betegnes som "Bander".

at Samfundet skal ødelægges, ser vi af Statsministerens Tale, og Statsministeren kaldes derefter "han og hans Kanutter", der vil have alt, hvad Jorden frembringer, derfor laver han jo alle sine Love og Pengesvindel, at Statsministeren vil altsaa sende dem, som han har udplyndret i Sultedøden, og hans medsammensvorne og Snaphaner glæder sig allerede, fordi de kan være Vidner til deres Ofres kvalfulde Død,

at Statsministeren sammenstilles med Snaphaner og Brodermorderen Kong Abel, der blev dræbt af Henner Friser, hvorhos der udtales "Vi kommer til at gøre noget lignende" og "Enten skal Røverkaptainen dø, eller vi vil dø", og "Vi kunde have gjort det af med ham, havde vi været mandsstærke til Stede", hvorhos der i denne Forbindelse tales om Røvervæsen og Røversystem.

Tiltalte har erkendt, at han er ansvarlig Udgiver, og at han selv har forfattet Artiklen og foranlediget den optaget i Bladet. 

Tiltalte har paastaaet sig frifundet, idet han har anført, at han ikke vilde fornærme Statsminister Stauning, men at han kun har villet kritisere Statsministerens System og Statens Forhold i Valutaspørgsmaalet, og han har ment sig berettiget og pligtig til at kritisere Statsministeren og advare ham og hele Folket imod den skrækkelige Situation, i hvilken Landet befinder sig; han har følt sig krænket over Statsministerens Tale i Bov, og han har villet rette det Spørgsmaal til Offentligheden, om Statsministeren er Forbryder, og at han har brugt de refererede Udtalelser, fordi han har villet udtrykke sig billedlig, han har endvidere anført, at han ikke er det danske Skriftsprog fuldkommen mægtig, og at han af Vanvare har nævnt Statsministerens Person i Stedet for Statsministerens Politik i Artiklen.

Til tiltaltes Paastand om ikke at være Skriftsproget mægtig, og at hans Udtalelser er sket i Vanvare, vil der ikke kunne tages noget Hensyn, idet tiltalte i flere Aar har optraadt som politisk Taler og Forfatter af Artikler i Dagspressen, hvor han saa at sige altid bruger det danske Sprog, og der kan heller ikke tages Hensyn til hans Paastand om, at han kun har villet kritisere Statsministerens Politik, idet hans Udtalelser hele Tiden tager Sigte paa Statsministeren, hans Person og Embedsvirksomhed.

Da paagældende Udtalelser maa antages at have faaet en betydelig Udbredelse gennem Pressen, og da de alle maa anses for i høj Grad ærekrænkende og ubefejede, vil tiltalte være at anse efter Strfls. 216, 215 med en Straf, der findes at kunne fastsættes til simpelt Fængsel i 3 Maaneder. hvorhos de fornærmelige Udtalelser vil være at kende for døde og magtesløse at være. Tiltalte vil derhos have at udrede alle af denne Sag lovlig flydende Omkostninger, derunder Salær til den for tiltalte beskikkede Forsvarer, Landsretssagfører Dr Sievert, Tønder, 60 Kr.

Thi kendes for Ret:

De foran ommeldte for Statsminister Stauning fornærmelige Udtalelser og Sigtelser bør døde og magtesløse at være, og bør tilt. Gaardejer Cornelius Petersen, Vesteranflod ved Møgeltønder, hensættes i simpelt Fængsel i 3 Maaneder og betale alle af denne Sag lovligt, flydende Omkostninger, derunder Salær til den beskikkede Sagfører Dr. Sievert, 60 Kr.

(Hejmdal, 2. oktober 1926).

Dommen over Cornelius Petersen.

Landsretten i Sønderborg ændrede i Lørdags Underrettens Dom over Cornelius Petersen fra 3 Maaneders Fængsel til 2000 Kr. Bøde. Som det vil mindes fældede Landsretten for et Par Aar siden en Dom i en anden Fornærmelsessag, der var anlagt mod en Medarbejder ved "Neue Tondernsche Zeitung", og som kom til at lyde paa 2 Maaneders Fængsel, men Højesteret nedsatte Søndre Landsrets Dom til en Bøde paa 1000 Kr. Maaske tør man gaa ud fra, at Hensynet hertil i nogen Maade har været medafgørende ved Landsrettens Dom over Cornelius Petersen.

Foruden selve Dommen har Henvisningen i Præmisserne til Statsministerens Udtalelse i Bov vakt Opmærksomhed. Vi skal iøvrigt, da Landsretsdommen allerede er bleven appelleret til Højesteret, afholde os fra videre Kommentar og afvente Højesteretskendelsen. Hvad Statsministerens Udtalelse i Bov angaar, har vi, som vi har skrevet her i Bladet, fundet den særdeles uheldig, men Udtalelsen blev gengivet i en forvansket Form, navnlig i "Bondens Selvstyre", og den falske Gengivelse er bleven udnyttet partipolitisk paa en Maade, som er kommen Selvstyrebevægelsen til Gode. I et københavnsk Dagblad er det blevet paastaaet, at "Hejmdal" har skrevet, at der ikke kunde tages Anstød af Statsministerens Udtalelse. Vi benytter Lejligheden til at gøre opmærksom paa, at det ikke er rigtigt. Rigtigt er derimod, at vi har oplyst, at tre ansete Mænd fra Bov Sogn, to konservative og en Venstremand, der var til Stede ved Mødet har erklæret, at saaledes som Udtalelsen faldt som en Replik paa et Tilraab, kunde der ikke tages Anstød af den.

Indtrykket af Landsrettens Dom afspejles i nogle Presseudtalelser i de københavnske Blade:

"København" skriver: "Landsrettens Præmisser vil utvivlsomt blive udnyttet af Selvstyrebevægelsen. Hos os andre skal Hr. Stauning ikke finde Hoveren over de beskæmmende Præmisser, men kun Beklagelse paa det danske Samfunds Vegne over, at Landet i en alvorlig Tid har en Statsminister, hvis Ord er saa lidet overvejede og ansvarsbevidste som Tilfældet var, da han lod Partilidenskaben løbe af med sig i Bov."

"Politiken": "Det kan ikke overses, at Landsretsdommens Præmisser gaar Ministeriet lovligt nær, ja, næsten træder Hr. Stauning over Tæerne. Hvis det blot havde været Dommens Hensigt at understrege den formildende Omstændighed, som maatte antages at ligge deri, at Hr. Corn. Petersen - efter hvad han selv anførte - havde følt sig stærkt irriteret over Statsministerens meget omtalte Udtalelse i Bov - da kunde dette meget godt være udtrykt, uden at Retten behøvede paa saa tydelig Maade, som det sker i Præmisserne, selv at udtale sig om den ministerielle Strøbemærkning. Men derved kommer Søndre Landsret lidt for langt ud i aktiv Politik, idet man vistnok vil være enig om at finde, at det ikke var den Opgave, der forelaa for Domstolen, at udtale sig om den eller give Hr. Stauning en Slags Tilrettevisning ved at fortælle, at han er optraadt udæskende. Det ligger formentlig uden for Rettens Kompetence."

"Nationaltidende": "Landsretsdommen i det justitsministerielle Injuriesøgsmaal imod Cornelius Petersen bør og kan naturligvis ikke betegnes som en Sejr for den sagsøgte. Vel blev Underretsdommens Fængselsstraf forvandlet til en Bøde, men det erkendes dog principielt i Domspræmisserne, at Cornelius Petersens Optræden berettiger til Brugen af de Straffelovsparagrafer, som Underretten har taget i Anvendelse. Naturligvis kunde Cornelius Petersen ikke undgaa at blive dømt for sin Udskældning af Statsministeren, naar Regeringen i det hele taget skred til Sagsanlæg; i saa Henseende har Sagen hele Tiden været saa oplagt som overhovedet muligt."

"Socialdemokraten": "Vi udtaler Haabet om, at Dommens Prøvelse ved højeste Instans vil blive fremskyndet det mest mulige. Landsrettens Dom kan simpelthen ikke blive staaende uanfægtet. Det danske Samfund er ikke tjent med, at der tillægges Cornelius Petersen og hans Garde en paa begrænset Ansvarlighed hvilende næsten ubegrænset Handlefrihed"

(Hejmdal, 18. oktober 1926).

Sagen kom for Højesteret marts 1927. Den stadfæstede landsrettens afgørelse.

En Holmgang mellem Statsministeren og Corn. Petersen.

Cornelius Petersen paa slap Line. - Han truer med Sabotage overfor Rigsdagen og fremsætter Iøse Paastande.

Nordborg, Tirsdag.

De to Ærkefjender, Statsminister Stauning og Cornelius Petersen mødtes i Aftes til det politiske Møde paa "Nørherredhus", som var arrangeret af Socialdemokratiet. Det blev ikke det Opgør, man kunde vente. Stillet Ansigt til Ansigt med Hr. Stauning forsøgte C. P. at klare sig med nogle meningsløse Paastande, der kun kan være paa fri Fantasi eller løse og pjankede Rygter. Der var mødt 6-700 Mennesker, hvoriblandt en hel Del Hjemmetyskere, som sikkert aldrig før har sat deres Ben i det danske Forsamlingshus. De applauderede Cornelius Petersen stærkt, naar han fremsatte nogle af sine Kraftudtalelser.

Statsminister Stauning var første Taler. Han indledede med et stærkt Angreb paa Madsen-Mygdal og efter en Omtale af Krisesituationen omtalte han Selvstyrebevægelsen og hævdede som i Aabenraa, at Socialdemokraterne vilde opnaa deres Maal ad lovlig Vej og ikke ved Anvendelse af Trusler og Vold. Hr. Stauning undlod dog - som han gjorde det i Aabenraa - at tale om Bander.

Folketingsmand J. P. Nielsen var næste Taler. Han omtalte de sociale Udgifter, som Socialministeriet ikke ønskede skaaret ned, og fremhævede, at de sociale Udgifter dels blev baaret af Fagorganisationens Medlemmer selv. Den socialdemokratiske Regering havde ikke brudt sit Løfte til Vælgerne, men den havde intet kunnet gennemføre paa. Grund af de andre Partiers og Landstingets Stilling. Folketingsmanden korn derpaa ind paa en Omtale af, hvad Regeringen havde gjort for Sonderjylland.

Cornelius Petersen sammenligner Bismark med Stauning.

Efter at Redaktør Finnemann Bruun havde haft Ordet, talte Cornelius Petersen. Han holdt sit sædvanlige Foredrag, med de kendte Bemærkninger om Krydset paa Stemmesedlen, og at Rigsdagsmændene vælger sig selv. Hvem skal saa vælge Corn. P.? Han overraskede med at sammenligne Stauning med Bismarck. Bismarck var Datidens Stauning, sagde han.

J. P. Nielsen imødegik stærkt Cornelius Petersen og udtalte, at han havde skadet, den nationale Sag. Han paatalte stærkt Udtalelsen paa Selvstyremødet i Aabenraa om Grænseflytning.

Cornelius Petersen afbryder: Det har jeg aldrig sagt. Det er Løgn, hvad der staar i alle de parlamentariske Blade!

Stauning er skuffet over Cornelius Petersen 

Efter at J. P. Nielsen havde afsluttet sin Tale fik Hr. Stauning paany Ordet. Han udtalte sin dybe Skuffelse over, at Cornelius Petersen ikke fremkom med sin sædvanlige Skylle: Røverkaptajn, Løgnhals, Idiot og Kæltring, som han plejede at titulere Taleren med. Han var øjensynlig lidt mere forsigtig Og naar man som C. P. havde gjort i Aften, fremkom med Beskyldninger som "Vælgerbetaling" og lignende, plejede hæderlige Mænd at fremkomme med en Bevisførelse.

Cornelius Petersen fremsætter Iøse Beskyldninger og truer med at sabotere Rigsdagen.

Iver Møller, Rinkenæs, havde derpaa Ordet og angreb Folketinget, hvorpaa Cornelius Petersen paany fik Ordet. Beskyldningen om "Vælgerbetaling" vilde han bevise med en indirekte Beskyldning om, at Stauning havde faaet Betaling for i 1920 at gaa i Spidsen for Toget til Amalienborg for dermed at bane Vejen for Ministeriet Friis. Kan man faa Penge for at foretage en saadan Handling, eller gør man det gratis, spurgte Cornelius Petersen.

Rigsdagsmændene fik ogsaa et Hip. De sad, sagde Taleren, i Snapstinget og drak hinanden saa fulde, at de kunde prikke hinanden paa Øjnene. løvrigt udtalte han, at hvis Selvstyrefolkene kom ind paa Rigsdagen med en 2-3 Mand, kunde de blive Tungen paa Vægtskaalen ved at stemme med det ene eller det andet Parti, for derved at hindre, at Lovene gennemføres.

Efter at Hr. Finnemann Bruun endnu engang havde haft Ordet, sluttede Mødet, uden at Hr. Stauning tog til Genmæle mod Cornelius Petersens Udtalelser.

(Hejmdal, 16. november 1926).

Cornelius Petersen paa Talerstolen. Foto fra Middelfart Avis, 2. august 1927.

En tysk Karakteristik af Cornelius Petersen.

VI har, ligesom alle danske Blade i Nordslesvig med en enkelt Undtagelse, altid stærkt fremhævet, at det farlige og for alle danske beskæmmende ved Selvstyrebevægelsen var, at den blev udnyttet af den tyske Agitation og gjorde Forspandstjeneste for den. Det er indrømmet aabent fra tysk Side ved flere Lejligheder.

I "Flensburger Nachrichten"s Søndagsnummer har Redaktør Ernst Schrøder nu skrevet en Artikel om Hr. Cornelius Petersen og Selvstyrebevægelsen, som ikke er uden Interesse, naar man vil se, hvorledes Bevægelsen bedømmes fra tysk Side. Det hedder i Artiklen: 

"Man kan ikke tale om dette Parti, uden først at sige et Ord om Manden. Som saa ofte, naar en Mand bliver kaldt i Spidsen for et Parti, ligger der personlige Motiver til Grund. Der var det først den umættelige Ærgerrighed, der søgte Tilfredsstillelse. Der var det yderligere den rasende Skuffelse hos den Mand, der var født i Ejdersted, hvis Familie ganske vist havde danske Forbindelser, men som paa Trods heraf lod sig opstille til den tyske Nationalforsamling Weimar, der opslagede sit danske Hjerte i Afstemningstiden, og som paa den ham egne grove Maade slog om, da de store danske økonomiske Løfter ikke blev indfriet, og nu blev Motor for et nyt Parti og en ny Bevægelse. Først forsøgte man indenfor højre-danske Bondekredse, ikke mindst i København, at indfange denne Mand, der var sammensat af Ærgerrighed og økonomisk utilfredshed, og indfange ham til Brug for højrepartipolitiske Ministerstormerier (over for Kabinettet Stauning). Man vil erindre at han talte i den konservative Klub i København, hvor han redegjorde for sine Selvforvaltningsideer. For os er det et interessant Skuespil: Kandidaten til den tyske Nationalforsamling i Weimar som Nationalistdansker paa Talerstolen i København, han der endnu for slet ikke saa lang Tid siden med de værste Udtryk skældte ud paa Tyskland, det tyske Folk og Slesvig-Holsten, derpaa i vildt Raseri bekæmpede det socialdemokratiske Kabinet Stauning, hvilket skaffede ham en Proces, hvori han blev dømt - alt i alt en Mand med Energi, en Mand, der væsentligst lader sig lede af økonomiske Instinkter og personlig Ærgerrighed, men fremfor alt en Mand, der med sin Bevægelse er ubekvem for den danske Regering, ligegyldigt hvilket Parti den tilhører. Vi maa sige, en Mand, der med det endnu virksomme Selvstyreparti vil repræsenterer noget brugbart, skønt i og for sig en Umulighed, ingen Karakter i nationalpolitisk Henseende, men mere drevet af Ærgerrighed til at ville spille en Rolle, i stort som i smaat upnalidelig."

Hr. Schrøder fremhæver, at Corn. Petersen ikke er Nordslesviger, men at han har forstaaet at ophidse de nordslesvigske Bønders Utilfredshed. Han skriver videre, at H. P. Hanssen har forsøgt at udnytte den Kendsgerning, at "tysksindede nordslesvigske Bønder staar sympatisk overfor Bevægelsen", til at gøre den til en tysk Bevægelse. - Denne Fremstilling er ikke rigtig. H. P. Hanssen har tvertimod i en Tale i Rigsdagen udtalt om Corn. Petersen, at han hævder at han er dansk, og "at vi ikke har Grund til at støde nogen fra os, der selv bekender sig som danske." Men samtidig har vi paavist, hvorledes Bevægelsen i stigende Grad udnyttes fra tysk Side, støttes af den tyske Presse og af tyske ledende Politikere, og at den i sin Tendens er gledet længere og længere over mod den tyske Agitation. Det er Hr. Schrøder ogsaa langtfra blind for.

"Man kan", skriver han, "ikke nægte", at der i vide tyske Kredse i Nordslesvig sporedes lyst til ikke blot at komme i nøje Føling med Selvstyrebevægelsen, men til at slutte et Forbund. Klart Blik og roligt Overlæg har forhindret det. Den tyske Bevægelse kan hverken identificere sig med Selvstyrebevægelsens Kampmetoder eller dens Mani. Men det hindrer ikke en foreløbig Sympatisøren med Selvstyrebevægelsens Kraftudtryk overfor København."

Og selv om Hr. Schrøder nok indser, at de Cornelius Petersenske uklare og eventyrlige Planer umuligt kan føres til Sejr og at han, hvis personlige Mod svigter det afgørende Øjeblik, ikke er den rigtige Mand til at gennemføre en stor Tanke", er han dog klar over, at 

"den Kendsgerning, at Partiet eksisterer og fæstner sig, beviser, at den danske Regering ikke er i Stand til at blive Herre over Forholdene i Nordslesvig, og denne Kendsgerning betyder - hvorfor skulde man nægte det? - et Plus for den tyske Side"

- Hr. Red. Ernst Schrøder har dermed fuldtud bekræftet den Bedømmelse, som H. P. Hanssen gav af Selvstyrebevægelsen i sin Tale paa Genforeningsdagen, at den baner Vej og gør et nyttigt Forarbejde for Tyskerne.

(Hejmdal, 28. juni 1927).

Cornelius Petersen og hans Tilhænger, Gdr. Iver Møller, Rinkenæs paa Vej til Audiensen. Foto fra København, 16. august 1927.

Kongen giver Cornelius Petersen en skarp Afvisning.

Statsministeren var til Stede som Regeringens Repræsentant. - Kongen svarede, at Sønderjylland var en del af Danmark og underkastet Grundlovens og Lovgivningsmagtens Bestemmelser.

Allerede Søndag Aften ankom Selvstyrebevægelsens Ledere, Gaardejerne Cornelius Petersen og Iver Møller, til København og tog Ind paa Missionshotellet i Løngangsstræde.

Efter Forhandling med Kabinetssekretariatet var Audiensen hos Kongen fastsat til Kl. 9 M, og 10 Minutter før det fastsatte Tidspunkt indfandt de to Herrer sig paa Christiansborg i Prins Jørgens Gaard. Hr. Cornelius Petersen havde for Lejligheden iklædt sig sort Diplomatfrakke.

Cornelius Petersen

Forud for alle de øvrige Audienssøgende modtog Kongen de to Selvstyrefolk. Ved hans Side stod Statsminister Madsen-Mygdal, hvilket parlamentarisk betød, at Kongens Svar var den ansvarlige danske Regerings Svar.

Gaardejer Iver Møller oplæste Resolutionen, der lyder saaledes:

Ca. 5000 Mænd og Kvinder af alle Samfundslag, forsamlet til Møde i Aabenraa, opfordrer Hs. Majestæt Christian den Tiende, Konge af Danmark, Hertug til Slesvig, at tage de sønderjyske Landsdele i Besiddelse, saadan som Grundloven foreskriver, og gøre Ende paa det Misregimente, det saakaldte Parlament under H. P. Hanssens Ledelse har Indført.

Vi kræver fuldstændigt uafhængigt Selvstyre for Slesvig uden dansk politisk Indblanding.

Vi kræver at blive holdt skadesløse for det Tab, vi har lidt ved Finansieringen i Slesvig med de os laante ikke-Parikroner.

Vi kræver, at den Statsgæld, der er stiftet forinden 1920 af de forskellige danske Regeringer, ikke kommer ti at berøre os i mindste Maade, ligeledes Tabet ved Landmandsbanken, saaledes at vi bliver fritagne for at yde noget Tilskud eller Forrentning dertil.

Vi kræver, at samtlige Tvangsforanstaltninger fra Statens Side overfor de Ejendomsbesiddere, dér er insolvente, øjeblikkelig standses.

Ledelsen af "Folkets Selvstyre" bemyndiges til at foretage Henvendelse til Kongen og foretage en Afstemning Imellem det bestaaende og den nordslesvigske Selvforvaltning efter Sclvstyreprlncippet, og eventuelt gøre de nødvendige Henvendelser til Folkeforbundet.

Umiddelbart efter oplæste Kongen følgende Svar; ,

Vi har ikke villet nægte at modtage D'Herrer, men efter at VI er blevet gjort bekendt med Ordlyden af den Henvendelse, De overbringer, kan Vort Svar i det væsentlige kun blive afvisende.

Efter den sønderjyske Befolknings ved frivillig Afstemning klart tilkendegivne Vilje er de sønderjyske Landsdele i Henhold til Versaillestraktaten paa lovlig Maade indlemmet i Kongeriget Danmark og udgør en uadskillelig Del af dette.

Som Følge heraf er Landsdelene undergivet Bestemmelserne i Danmarks Riges Grundlov, med hvilke en forfatningsmæssig Særstilling for Landsdelenes Vedkommende vilde være uforenelig.

Begæringer vedrørende de øvrige anførte Foranstaltninger henhører under Lovgivningsmagten.

- Efter Oplæsningen af dette Svar, var Audiensen forbi. Den forventede yderligere Ordveksling fandt ikke Sted. Allerede 5 Minutter før 10 stod de to Mænd atter ude i Prins Jørgens Gaard, saaledes, at Audiensen højst har varet 5-6 Minutter. De var øjensynlig dybt skuffede over det magre Udbytte.

Nogle Journalister henvendte sig til den frisiske Gaardejer for paa høflig Vis at forespørge om han ønskede at udtale sig om Audiensen, men de mødtes med de grove Ord, som han formentlig ikke har turdet anbringe Inde hos Kongen.

"Folkets Selvstyre" bebuder nye Veje.

Et Rigsdagsgrin paa Madsen-Mygdals Ansigt.

Straks efter at Cornelius Petersen var ankommen til Missionshotellet søgte han telefonisk Forbindelse med Selvstyrebladet i Sønderjylland. Til dette udtaler han sig om Audiensen og siger bl. a., at da Kongen henviste de andre Spørgsmaal til Lovgivningsmagten, "gik der et Rigsdagsgrin over Statsministerens Ansigt".

"Folkets Selvstyre" slutter sin Artikel om Audiensen med følgende;

"Nu er alle lovlige Instanser gennemgaaet, og som det synes uden Resultat. Vor fremtidige Politik maa da gaa andre Veje."

Bladet indeholder iøvrigt en af Cornelius Petersen skrevet højst mærkværdig Artikel om et Delegeretmøde, som Venstre i Sønderjylland nylig har afholdt. Det hedder i denne om Regeringspartiets Møde:

Djævelen - den Onde - kommer altsaa til os med glat Tale - den svarer ikke til Handlingerne - og i Diplomatfrakke. Forleden drøftede han i et hemmeligt Møde med sine Smaadjævle, hvordan man nu skulde fyre under Kedlen i det slesvigske Helvede, og hvordan man skulde holde Folk hen med glat diplomatisk Tale, til Helvedet endelig var over dem. Her mødte de op alle vore Smaadjævle med deres Førstemand Belzebub, som jo er den ypperste, her sluttede de op, her dinglede de med Halen, de bukkede saadan, at Hornene slog mod Jorden, og Fipskægget blev eet med Busken af den Indeklemte Hale. Her svor de den satanske Majestæt Troskab, de svor, at Ikke et eneste Ord af deres skulde være sandt 1 Fremtiden.

De to Selvstyremænd rejste allerede i Gaar tilbage til Sønderjylland. Nu skal der vel nok rumles paany, men Sukces fik de jo ikke ud af denne højt opreklamerede Audiens

(Social-Demokraten, 16. august 1927).

I sit blad, Folkets Selvstyre, det sidste nummer, 19. juni 1928, redegjorde Cornelius Petersen for bevægelsens opfattelse af hvorfor bladet ikke længere kunne udkomme.

September 1928 fik Cornelius Petersen et nervesammenbrud, blev indlagt på Tønder Sygehus, og ifølge aviserne skulle han i vildelse rase over tyskerne. Han blev indlagt på sindssygehospitalet/nerveklinikken i Vester Vedsted indtil  december 1928. Han var herefter rekonvalescent på Toftlundegnen hos dr. Lauensgaard, og vendte hjem sommeren 1929. I november 1929 fik han imidlertid tilbagefald og blev igen indlagt på sindssygehospitalet, seneste Augustenborg, hvorefter han rekreerede hos Iver Møller i RInkenæs. 

Sommeren 1933 synes han imidlertid at være kommet sig. Og den danske nazi-leder, Fritz Clausen brugte ham som trækplaster ved et møde i Bovrup den 3. september 1933. Her udbragte han et leve for nationalsocialismen. I oktober 1933 solgte han sin gård, Supskog syd for Møgeltønder til Statens Jordlovsudvalg. 

Han døde den 25. maj 1935:

Selvstyre-Agitatoren Cornelius Petersen død.

Et Kapitel og et Navn i Efterkrigstidens Nordslesvig.

Dagens Nyheder Privat.

Tønder, Lørdag.

DEN i sin Tid for sin voldsomme Selvstyreagitation i Sønderjylland saa kendte Marskbonde Cornelius Petersen, der var Ejer af Gaarden Vester Anflod, er Klokken 3 i Eftermiddags død paa Tønder Sygehus, hvor han har ligget i nogle Dage ramt af en Hjertesygdom. Han blev 53 Aar gammel.

DER VAR EN TID, da ethvert Barn i Landet vidste, hvem Cornelius Petersen var. Det var i Aarene omkring 1925, da Krisen satte ind i Sønderjylland som Følge af Kronestigningen. I Genforeningssommeren og de nærmeste Aar derefter, havde vi en lav Krone.

Det sønderjyske Landbrug var med Begejstring indstillet paa, at Omlægningen til danske Landbrugsformer, fra ekstensiv til Intensiv Drift, eller i hvert Fald til en Intensivere Drift end man almindeligt havde haft, skulde ske omgaaende. Der var meget at genopbygge efter Krigen, som havde spist Kapitalerne og ødelagt og udmarvet Bedrifterne. Hele dette Omlægnings- og Genopbygning fandt sted for "smaa Kroner" og derfor maatte Kronestigningen mærkes særlig føleligt i Sønderjylland, og det var hele denne Situation, der dannede en modtagelig Jordbund for Cornelius Petersens Agitation.

Agitator for 3. Zone

I 1920 havde han været ivrig Agitator for 3. Zones Tilknytning til Danmark, Tysker var han ikke, Dansk vel egentlig ej heller, - skønt han hævdede, at allerede hans Fader var draget af det danske - ret beset Slesviger, havde Rod i Frisland, selvstændig, stejl og stædig, Oprører mod enhver "fremmed" Indblandig og enhver Autoritet.

Han kaldte den Bevægelse, han rejste, for Selvstyrebevægelsen, og det var i Virkeligheden Selvstyre for Slesvig han vilde, ingenlunde i Tilknytning til Tyskland, snarere til Danmark, men lige fjendtlig var han overfor Berlin og København, to Ord, han stadig brugte, naar han talte om Tyskland og Danmark.

Stejl Oppositions-Mand

BETEGNENDE er det, at hans Frihedstrang og stærke Selvstændighedsfølelse allerede tidligt bragte ham i Konflikt med de tyske Myndigheder, saaledes at han derved afgørende blev drevet over i de Danskes Rækker i deres Kamp mod tyske Overgreb. Han var født i Eidersted - hvor hans Fader for Resten var Lærer - men drog Nord paa og byggede i 1905 den prægtige Marskgaard Vesteranflod ved Møgeltønder.

Ikke saasnart havde det danske Styre holdt sit Indtog i Sønderjylland, før Corn. Petersen følte sig i Modsætning til det, og da Krisen kom, skabte den Mulighederne for et Felttog for Idéer, der utvivlsomt bundede dybt i hans Sind og havde et vist idealistisk Præg. Han ønskede et Bondestyre i Sogne og Herreder, vendte sig voldsomt mod Centralisationen.

Saa megen Visdom saa meget Flæsk -

HVAD vidste man - sagde han - ovre i København om slesvigske Bønder? Nøjagtig lige saa lidt som i Berlin! Begge Steder fra vilde man paatrykke frie Bønder en bestemt Samfundsopfattelse, fjern fra Bondens Tankegang, for at undergrave og ødelægge dem, berøve dem Friheden. Han rasede mod alt, hvad der var Statens - Skolen var en Fordummelsesanstalt, der kun bød paa statscensureret Oplysning  En Kreds af Bønder burde slutte sig sammen om Lærer for deres Børn, naar de fandt den rette Mand. Og alt for stor Løn blev der naturligvis givet. Vi vil, sagde Corn. Petersen, selv bestemme, hvem der skal undervise vore Born, hvad de skal undervises i, og hvormeget det skal koste -  "Saa meget Visdom, saa meget Flæsk"

En farlig Agitation

CORN. PETERSENS Agitation for et udpræget Selvstyre i Sogne og Herreder - der utvivlsomt til en vis Grad havde sit Udspring i frisiske Forhold, han hentede naturligt nok ofte sine Billeder og Udtryk derfra - tog til syvende og sidst Sigte paa et selvstyrende Slesvig, og paa det særslesvigske samlede han en Tid lang mange Tilhængere. Det lader sig ikke nægte, at det er en Tale, der finder et vist Gehør i den sønderjyske Befolkning. Saadan maa det være.

Men det var selvfølgelig en farlig Agitation, den krævede et Maadehold i Ordvalg, som i Reglen gjorde Talen taaget - selvom Corn. Petersen ellers kunde føre særdeles tydelig Tale og ofte rent ud sagt brugte en grov Kæft.

En Overgang samlede han Folk i Hundrede-, Ja, Tusindvis om sine Talerstole, ofte var Forsamlingssalene alt for smaa, saaledes at Møderne selv ved Vintertid holdtes i fri Luft, og i Timevis stod Bønderne i tætte Skarer for at høre Corn. Petersen tale fra en Vogn i Skæret af en enlig Flagermuslygte.

Han samlede mange Tilhængere, men som Tiden gik, gjorde Ord alene det ikke Ord, der tilmed ofte i det væsentlige var taagede eller i Længden dog saa tydelige, at de stødte mangé fra sig. Han blev drevet længere og længere ud, dels af sin egen Agitation, dels af de Fusentaster, der sluttede sig nær til ham, men som ikke havde hverken hans Begavelse eller idémæssige Indstilling, naar det kom til Stykket. Efterhaanden som hans Indflydelse svækkedes ved de Foranstaltninger mod Krisen, Lovgivningsmagten gennemførte og ved de Afsløringer af hans "statsfarlige" Planer, der fandt Sted, blev han drevet ud i Eksperimenter der tilsidst berøvede ham enhver Indflydelse.

Hvor langt han til syvende og sidst var ude i "statsfarlige" Overvejelser og Forhandlinger vides vel ikke, men i hvert Fald fik han jo da paa et vist Tidspunkt rodet nogle unge aktive og forhenværende Løjtnanter ind i en kedelig "Oprørs-Sag", der dog endte med frifindelse ved Nævningetinget i Sønderborg. Han fablede i forblommede Vendinger om en Toldgrænse ved Kongeaaen, Gang paa Gang havde han Planer om et Bondetog til Kongen, men turde ikke vove Eksperimentet, og hans Udsendelse i 1927 af egne Pengesedler, Selvstyre-Penge, var utvivlsomt i det væsentlige et Forsøg paa at skabe fornyet Reklame om en Bevægelse, der var ved at miste sin Magt og dø hen. Pengesedlerne blev omgaaende forbudt.

En Grænselands-Skikkelse

CORN. PETERSEN er en Skikkelse, der alene kunde fostres i et Grænseland, og nu da hans Epoke forlængst er endt, tør det uden Fare for Misforstaaelser siges, at hans Agitation og Bevægelse skulde man utvivlsomt igennem, saadan som Psyken nu engang er og altid vil være hos en Del af Befolkningen i et Grænseland. Sine egentlige Proselyter fik han hovedsagelig i de Kredse, der er betegnet som de nationalt indifferente - hos dem, der som han selv hverken er Tyske eller Danske, men føler sig som Slesvigere. Dem vil der altid være nogle af, men efter Corn. Petersen vil en særslesvigsk Bevægelse ikke have store Muligheder. At han blev Manden skyldtes hans frisiske Oprindelse, det umulige for netop ham i at anerkende den nye Grænse.

Han var paa sin Vis en begavet Mand, havde tænkt over Tingene, og sine Tanker gav han Udtryk med en ikke ringe Veltalenhed med rig Anvendelse af Vendinger og Billeder, som sagde Bønderne, at her talte en af deres egne. Hans Sprog var en ejendommelig Blanding af Dansk, Plattysk og Frisisk, der ogsaa bidrog til at give hans Tale Særpræg. Han virkede stejl og robust, men havde i Virkeligheden et følsomt Sind, og han var ikke bare en Spekulant, men et Stykke af en Idealist - selvom en større Retssag, der for nogle Aar siden rulledes op ved Byretten, viste, at han midt under den Grænsekamp, som han deltog i med ukuelig Iver, havde været Deltager i forskellige Spekulationsforretninger. Han var en sammensat Karakter som de fleste andre, et Menneske paa godt og ondt.

De sidste Aar

DA han havde mistet ethvert Tag i den sønderjydske Befolkning, fulgte et alvorligt Nervesammenbrud efter Agitationsaarenes Anspændelse, en Tid var han paa Augustenborg Sindssygehospital, og selv om han forlængst havde forladt Hospitalet, levede han dog sine sidste Aar som en nedbrudt Mand. Hans Rolle var udspillet. 

I Sommeren 1933 fik Nazi-Føreren, Dr. Frits Clausen ham til at træde frem som Taler ved et Nazist-Stævne. Men hans Navn kaldte ikke Tilhørere til i større Tal, og selv lagde han i sin Tale ikke Skjul paa, at han var en færdly Mand,

Sine sidste Aar levede han ensomt paa Vesteranflod, svækket og skuffet. I de Aar, da Agitationen optog ham med Møder Dag efter Dag, havde hans kloge og stærke Hustru passet Bedriften. Gaarden var bygget efter frisisk Mønster, en typisk Marskgaard, og her skulde man se og tale med Corn. Petersen, han havde skabt sig et smukt og særpræget Bondehjem, her kunde han udfolde adskillig Charme, og i Samtale med ham her undgik man ikke at faa et Indtryk af, at han var et Stykke af en Idealist, men Krisen udnyttede han hensynsløst. 

C. T.

(Dagens Nyheder, 26. maj 1935).

Vice-Inspektrice Anna Hoffmann (1861-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Anna Hoffmann virkede fra 1889 som lærerinde ved Sølvgades Skole, hvor hendes farbror var inspektør, Hun blev i 1909 viceinspektrice ved Skolen i Vester Voldgade (fra 1938 den Classenske Legatskole). I 1912 opstillede hun til valget til borgerrepræsentationen i København:

Til de kvindelige Vælgere

Mød alle imorgen Tirsdag og stem paa Liste C.

Det er den Liste, hvorigennem Kvinderne kan sætte de fleste af deres egne ind i Byens Raad.

Det er den Liste, der vil have Kommunens Husholdning ført efter sunde og økonomiske Principer, vil have bragt Ligevægt mellem Indtægter og Udgifter.

Det er den Liste, der vil hindre en Skattestigning efter en Maalestok, som de private Indtægter ikke kan holde Trit med.

Vi Kvinder ved bedst, hvad Økonomi er værd. Vi maa øve den hver Dag. Vi ved, at det er del, Tiden og Udviklingen i Øjeblikket kræver af os alle sammen. Ogsaa Kommunens Styrelse skal være økonomisk.

Kun derigennem kan den vedblivende løse de humane Opgaver overfor Børnene, de Syge, de Gamie, som ogsaa vi vil være med til at løse!

Vi Kvinder sidder gennemgaaende med de smaa Indtægter! Vi føler derfor stærkest den svære Skattestigning. Dette gælder de selvforsørgende Kvinder, for hvem det er vanskeligt at faa Løn og Arbejdsindtægt sat op og vanskeligt at skatte sig nyt Arbejde. Og det gælder tillige Husmødre, fordi Husholdningspengene ikke vokser i Forhold til de forøgede Krav.

Det gælder endelig ikke mindst Enkerne og alle de mange Kvinder, der sidder med en lille fast Indtægt, en lille Pension, hvoraf de tillige skal sørge for Børns Opdragelse.

For alle os Kvinder betyder voksende Skatter nye Vanskeligheder ved at faa Indtægterne til at slaa til.

I vor egen Interesse og lige saa fuldt i Kommunens Interesse maa vi alle møde paa Tirsdag og stemme paa Liste C.

Kjøbenhavn, den 9de Marts 1912.
Wilhelmine Rerup, Grosserer, Frøken
Karen Hessel, Frue
Gerda Welding, Pastorinde, Frue.
Julie Thye, Klasselotteriinspektrice, Frue.
Vibeke Salicath, Frue.
Anna Hoffmann, Viceinspektrice, Frk.
Karen Blume, Døvstummelærerinde, fhv. Sygeplejerske.
Henriette Petersen, Skoleinspektør, Frøken.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. marts 1912),

Sophus Juncker-Jensen: Vester Voldgades Skole, skoleelever samlet i skolegården. Kbhbilleder. Public Domain

Borgerrepræsentantvalgene i København d. 12. Marts

Ved det ekstraordinære Valg til Borgerrepræsentationen i Køben­havn d. 12. Marts var der opstillet 4 forskellige Lister. Liste A (Socialdemo­kraterne) vandt et Mandat frem og be­sætter nu de 21 af de 42 Pladser, Liste B (Radikale) tabte ét Mandat og har nu kun 4 Repræsentanter i Forsamlingen, Liste C (Konservative og Regerings­partiet) bevarede sine Mandater og har altsaa stadig 16 Pladser, Liste D (uaf­hængig Liste) bevarede sin ene Plads, medens Liste E ingen Kandidat fik valgt. Den eneste Forandring i Partistillingen er altsaa den, at Socialdemokraterne vandt én Plads fra de Radikale. Social­demokraterne har besat Formandsplad­sen og har derfor ved Afstemningen kun 20 Stemmer mod de øvrige Partiers 21 Stemmer; der er da heller ikke i det kommende Aar noget absolut Fler­tal i Forsamlingen.

Hvad særlig Kvinderne angaar, da er Antallet af kvindelige Repræsentanter det samme som tidligere, nemlig otte. Liste A fik valgt 2 Kvinder, Liste B én, idet Fru Arenholt, der var Nr. 5 paa Listen, ikke genvalgtes, Liste C 4 Kvinder, Liste D én. Man maa haabe, at de forskellige Partier ved det ordi­nære Valg i 1913 vil føle sig forplig­tet til at give Kvinderne en talrigere Repræsentation i Forsamlingen, og navn­lig bør de to store Partier indse det urimelige i, at kun 2 af 21 (Socialdemokraterne) og 4 af 16 (Konservative og Regeringspartiet) er Kvinder.

Paa Liste C finder man to nye Kvinder, der ikke tidligere har haft Sæde i Forsamlingen, nemlig Fru Karen Hessel, Journalist og Viceinspektrice Frk. Anna Hoffmann. Man maa haabe, at de vil vise sig at være dygtige og værdige Repræsentanter for deres Køn, og at de vil varetage Kvindernes specielle Interesser med Forstand og Energi. Derimod savner man indenfor samme Parti fru Thora Knudsen, der paa Grund af indre Brydninger i Partiet ikke blev genopstillet. Forsamlingen mister ved Fru Knudsens Bortgang en sympatetisk og nobel Personlighed, og Kvinderne mister en trofast og altid vaagen Re­præsentant for deres særlige Interesser.

(Kvindevalgret nr. 4, 15. april 1912).

I 1913 var hun kasserer i den komite som indsamlede penge til et mindesmærke for Nathalie Zahle.

I Byens Raad

Frk. Anna Hoffmann

Da de kommunale Vælgere i Marts 1912 satte Vice-Skoleinspektrice, Frk. Anna Hoffmann ind i Borgerrepræsentationen, var hun vel nok for Flertallet af Vælgerne et ubeskrevet Blad. Men indenfor den Kreds, der havde haft Lejlighed til at følge hendes Liv og Gerning - og den var ret omfattende - havde Frk. Hoffmann forlængst vundet Anseelse som en ualmindelig dygtig Kvinde, hvis Energi og administrative Evner havde sat Sport paa mange Omraader. Man var derfor klar over - hvad der ogsaa i fuldt Maal slog til -, at hendes Valg vilde tilføre den borgerlige Fællesgruppe en værdifuld Arbejdskraft.

Frk. Anna Hoffmann har virket som Lærerinde ved Frk. Zahles Skole, og har siden 1889 været knyttet til det københavnske Skolevæsen - i adskillige Aar som Lærerinde ved Sølvgades Skole, fra 1909 som Viceinspektrice ved Vestervoldgades Skole. Hun har imidlertid evnet at udføre et betydeligt Arbejde ud over det, Skolen krævede. Hun er saaledes Medlem af Bestyrelserne for Kommunallærerindeforeningen og dens Feriekolonier, Formand for Frk. Zahles Seminarforening og for Viceinspektricernes Forening. Hun indtager ledende Stillinger i Danske Kvinders konservative Forening og den konservative Vælgerforening og er Medlem af det konservative Folkepartis Repræsentantskav og den kommunale Vælgerforenings Tillidsraad.

Til alt dette kommer saa det kommunale Arbejde, dels med de daglige Sager, dels som Bestyrelsesmedlem for Hambros Badeanstalt, for Understøttelsesforeningens kommunale Afdeling, for Raadhusmuseet osv., dels endelig som Medlem af Skolekommissionen for Haderslevgades Skole.

Hos Frk. Anna Hoffmann er Evner og Villie til at tage fat forenet med en levende Pligtfølelse og en betydelig Arbejdskraft. Derfor har hun varetaget alle disse Hverv paa en saadan Maade, at det har vundet udelt Anerkendelse. Og endda har hun faaet Tid til at skrive et større Værk om sin Fødeby Slagelses Skolevæsen gennem 100 Aar og en kortfattet dansk Literaturhistorie.

Frk. Hoffmann "rundede" nylig 10 Aars-Mærkepælen. Det spores imidlertid ikke. Og endnu vil baade Københavns Skolevæsen og Hovedstadens kommunale og politiske Liv sikkert i en Aarrække kunne regne med hendes dygtige og samvittighedsfulde Medarbejderskab.

(Nationaltidende 5. august 1916).

I 1917 opstillet hun på den kommunale Vælgerforenings Liste. I november 1917 mente hun at hjælpeklasserne i skolen gjorde mere skade end gavn, og at de bøger og apparater som blev ødelagt af børnene, skulle erstattes af forældrene.

Det konservative Folkeparti og Folkeskolen

Ved Anna Hoffmann.

Konservative Kvinders Fælleskorrespondance.

Redaktrice: Julie Hoffmeyer.

(Eftertryk forbydes).

I.

Der bliver ved hver en Lejlighed, navnlig fra socialistisk Side, rettet den Anklage mod "det konservative folkeparti", at det ikke har Kærlighed til eller Forstaaelse af Folkeskolen. Partiet beskyldes for at betragte den som en Institution, der kun er til for "Underklasserne" og som det derfor kan lade støtte sig selv paa alle Maader, fordi det ikke er "de konservatives" Børn, der søger Folkeskolen. - Som saa at sige alle Radikal-Socialisternes Beskyldninger mod de konservative er Usandhed, er denne det ogsaa, og det bedste Bevis herpaa er, at største Delen af det kons. Folkepartis Medl. netop har deres Børn gaaende i Folkeskolen. I København f. Eks.  gaar ca. 80 pCt. af alle skolepligtige Børn i Kommunens Skoler og et ganske lignende Forhold findes overalt i Landets Købstæder, medens paa Landet praktisk talt alle Børn søger den offentlige Skole.

Da det konservative Folkeparti er Landets næststørste Parti, er det en given Ting, at de allerfleste af Partiets Medlemmer har deres Børn gaaende i Folkeskolen, som derfor i lige saa høj Grad er vort Partis som de andres. Nej, det konservative Parti har den største og dybeste Forstaaelse af Folkeskolens eminence Betydning for hele Landets Kultur og derigennem for Landets Fremtid, og at den maa værnes og støttes paa alle Maader ad Lovens Vej, saa den kan vokse i Frihed og Fremskridt baade udad og indadtil.

Desværre har det konservative Folkeparti eller rettere i sin Tid Højre ikke været saa agtpaagivende, som det burde have været, da Socialisterne opdagede, at Skolevæsenet var et ganske ypperligt Emne, der kunde bruges dels, og ikke mindst, til Valgagitation - særlig da Kvinderne kom med - og dels til en Læreanstalt for praktisk Socialisme.

Man vil sikkert forundret spørge hvorledes ?

Ja, det er ganske lige til, Børnene skal i Skolen lære som deres Ret at kræve mange Ting uden Vederlag. Mad, Klæder, Fodtøj, Renlighed og m. a., og den Lære skal nok bære god og rigelig Frugt for Socialismen, hvad jo ogsaa er Meningen.

Vi konservative vil selvfølgelig, at alle de Børn, hvis Forældre trods ihærdigt Arbejde ikke formaar at skaffe deres Børn god og kraftig Næring, skal støttes, saa Børnene paa Grund af Underernæring ikke kan trives og derved ikke kan faa det fulde Udbytte af deres Skoleundervisning, men man har, særlig i København i sin Tid, gjort den Fejl ikke at lægge al Velgørenhed og Børneforsorg i Anstalter udenfor Skolen og saa lade Forældrene betale lidt derfor, saaledes som man f. Eks. i Paris har ordnet dette Forhold.

I Landsbyskolerne her i Landet har man hidtil holdt sig fri for offentlig social Forsorg overfor Børnene, men ingen ved, hvorlænqe man kan holde igen.

Faar Socialisterne Magten ved en ny Grundlov vil sikkert lovbefalet Børnebespisning i videst muligt Omfang blive indført til ubodelig Skade for den opvoksende Slægts Moralbegreber. Socialisternes næste Angreb paa Folkeskolen var at faa Betalingsskolerne nedlagt, først

rundt om i Provinserne, dernæst i København til April 1915. Det var et stort Skridt fremad mod deres kære Enhed - eller rettere Tvangsskole, som fra konservativ Side vil blive bekæmpet med alle lovlige Midler. Betalingsskolens Ophævelse var et rent og skært Grundlovsbrud, idet der i Grundloven af 5/6 49 i Par. 90 staar:  "De Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Undervisning i Almueskolen". Denne Bestemmelse gik ordret over i Grundl. af 1866 Par. 85, og er i den nye Grundlovs Par. 83 ændret til: "De Børn, Hvis Forældre ikke har Evne til at sørge for deres Oplærelse, har Ret til fri Undervisning i Folkeskolen", selv om den sidste Linje er rettet, er Meningen dog akkurat den samme som før. Desuden bestemmer Anordningen af 29. Marts 1844, (som ikke er ophævet, og heller ikke kan det uden ved Lov, da den er underskrevet af Kongen)m at ethvert Sogn bør have et tilstrækkeligt Antal Betalingsskoler og de nødvendige Friskoler og erklærer Forældrene eller Borgerne sig saa trængende, at de ikke kunne erlægge Betaling, bliver Børnene at optage i særegne Friskoler, der for Fremtiden aldeles afsondres fra dem, i hvilke Betaling erlægges." Jeg anfører disse Bestemmelser for at vise, at "Radikal-Socialisterne" lader haant om Love og Vedtægter, naar det passer dem. Det konservative Parti fremdrog naturligvis det ulovlige i at ophæve Betalingsskolerne, men det nyttede jo ikke.

Der bør selvfølgelig rundt i Landet, særlig i Købstæderne og i København være "Borgerskoler", hvor Børn af de Forældre, der ikke har Raad til at betale Privatskolernes høje Skolepenge og dog meget nødig vil se deres Børn paa Skolebænk sammen med de daarligst stillede i Samfundet, kan for en mindre Betaling faa en god og fyldig Undervisning, der dels kan danne Grundlaget for senere videregaaende Uddannelse, dels i og for sig være en tilstrækkelig Folkeuddannelse.

(Sluttes)

(Holstebro Avis. Hjerm-Ginding Herreders Tidende 11. januar 1917)

Det konservative Folkeparti og Folkeskolen

Ved Anna Hoffmann.

Konservative Kvinders Fælleskorrespondance.

Redaktrice: Julie Hoffmeyer.

(Eftertryk forbydes).

lI.

Men de to Ting, som fremfor noget andet er Folkeskolens Grundpiller: "Religionsundervisningen og Tilsynet vil det kons. Folkeparti støtte paa følgende Maade (i Følge dets Program): Religionsundervisningen maa bevares, og de gejstlige Tilsyn hermed maa opretholdes som hidtil. - Der maa gives Folkeskolens Lærere Tryghed i deres Kald derved, at de sikres mod vilkaarlig Afskedigelse." 

Med Hensyn til Religionsundervisningen er Partiets Stilling klar og bestemt, i Modsætning til Venstres Program, der antyder "et frisindet Arbejde paa den kirkelige Lovgivnings og paa Folkeoplysningens Omraade," - medens de Radikale dog bekender Kulør: "det gejstlige Tilsyn afskaffes . . . Religionsundervisningen gøres til et frit Fag baade for Børnenes og Lærernes Vedkommende", hvilket praktisk talt vil sige, at Skolerne skal gøres konfessionsløse, - Socialisterne nævner af gode Grunde ikke denne Sag i deres Program, det er for farligt for dem at omtale det!

Vi haaber og tror, at netop dette Spørgsmaal vil, paa Grund af vort Partis Standpunkt, drage flere og flere af Landets Borgere til os, - naar Kampen om Folkekirkens Bevarelse i Forbindelse med Staten og dermed ogsaa med Folkeskolen en Gang kommer, vil vort rene og klare Standpunkt sikkert vise Folk, hvilten Vej, de bør gaa, tilmed da ca. 9/10 af Landets Borgere hører til Folkekirken. Man ser tydeligt af Socialisternes Program, hvor bange de er for denne Sag, thi det er kun en Brøkdel af de menige Socialister, der i Virkeligheden er kristendomsfjendsk.

Det næste Spørgsmaal om "Tilsynet" er egentlig det. hvoraf hele Skolens Trivsel, Frihed og Fremskridt er afhængig.

J. C. Christensen fik som bekendt i Skoleloven af 1908 indførte "Par. 8", der traadte i Kraft 1. April 1909 og har i disse Aar kun virket til at skabe Utryghed, foraarsaget en Masse Overgreb mod Lærerne fra Forældrenes Side og bidrager til, at Hundreder af dygtige unge Mænd, som kunde have været en Pryd for Standen ikke vil uddanne sig til Lærere under de umulige Forhold, Par. 8 har skabt. Vi vil stræbe hen til at faa denne for Skolen saa nedbrydende Bestemmelse hævet, og dernæst arbejde for, at det Tilsyn, som nødvendigvis maa haves, kommer til at bestaa af Præsten som Formand og dernæst at Mænd eller Kvinder bliver valgte af By- eller Sogneraad, og ikke direkte af Forældrene.

Det sidste Slags Tilsyn vil kun støtte sig til Børnenes Angiverier eller Sladder og bliver ganske nedbrydende for den Autoritet. Skolen maa have overfor Forældre og Børn, som begge maa forstaa, at Skolen er en Institution, som har bestemte Regler at gaa efter, og som stiller uafviseligt Krav baade til Forældrene og Børnene. Lærerne maa værnes mod at blive en slave af dem, han bør og skal staa frit overfor.

Igen maa vi have Lov til at fremhæve, at "det konservative Program" er klart og bestemt i Modsætning til de andre Partiers: Venstre har "Hjemmenes Indflydelse bevares og udvikles", de radikale: "Befolkningen faar afgørende Indflydelse paa Ansættelse og Afskedigelse af Lærerne, dog saaledes, at disse værges mod "Vilkaarlighed", og Socialisterne: "Demokratisk Reform af Skolevæsnets Ledelse og Tilsyn".

Skolen bliver en Karikatur af det, den bør være, og Lærerstanden bliver en Pariakaste, hvis de tre Partiers Program bliver ført ud i Livet, hvad de vel nok bliver, men saa kommer man til at vende

om, for Tilstanden bliver ganske umulig. Saa bliver det "de konservative", som til den Tid, som saa ofte, maa redde hvad reddes kan, lad os kun holde ud og aldrig svigte Idealerne, saa kommer sikkert vor Tid igen. naar de andre er kørt fast med deres Idealer, der ret beset kun er Fraser og Stemmefiskeri for at holde Førerne ved Magten saa længe som muligt!

(Holstebro Avis. Hjerm-Ginding Herreders Tidende 17. januar 1917)

Artiklen blev også bragt under overskriften: "Mod Socialist-Styre - For Liste C! Skolen som Forsøgsmark for socialistisk Kultur. Den staaende Kampe for og imod Enheds- eller Tvangsskolen - Privatskolen som Socialisterne vil sulte ud for at fremtvinge en Enhedsskole uden Grundlovsbrud. Af Borgerrepræsentant Frk. Anna Hoffmann" i Nationaltidende 12. marts 1917, 2. udgave og Dagbladet (København) 13. marts 1917.

Tvangsstyre eller ikke.

Naar vi nu gaar til Valg i saa mørke og truende Tider, som Verden aldrig før har set, maa alle være klare over, at selv om vi bliver saa lykkelige, at Krigen holder sig uden for vore Grænser, saa vil Danmark, og deraf ikke mindst København, gaa saa vanskelige og truende Tider i Møde, som aldrig for har været kendte i vor Historie.

Det er umuligt at forstaa, at ikke de allerfleste af Borgerne kan indse dette og ikke har saa megen Fremsynethed og Selvopholdelsesdrift, at de i de kommende svære Aar vil sikre sig et fornuftigt, samfundsbevarende og fremsynet Bystyre, bestaaende af dygtige, oplyste og sagkyndige Mænd og Kvinder, i Stedet for den Række Fagforeningsfolk, som Socialisterne har den Frækhed at byde Byens Borgere at stemme paa!

Krigen har paa den mærkeligste i Maade i utallige Tilfælde ført socialistiske Idéer ud i Livet: Ekspropriationer, Staternes Overtagelse af store Virksomheder, af Tonnage, af Jernbaner, Kul- og Metalgruber, af Levnedsmidler og Beklædningsstoffer, - og endelig den civile tjenestepligt, der i højere Grad end Socialisterne har drømt om, det kunde ske, har tvunget hver eneste Borger til at arbejde for Staten uden at der spørges om den enkeltes Lyst, Evne eller øvrige Vilkaar, hvad er dette andet end Socialismens Program i Renkultur, og Socialdemokraterne skal nok vide at benytte sig af alt det, Krigen har lagt til Rette for dem, Folk i Almindelighed tror, at naar Freden kommer, vil alle de Forhold, som vi "paa Grund af Krigen" har lidt under, af sig selv forsvinde, men intet er vissere end at, faar Radikal-Socialisterne Magt som de har Agt, vil den Tro blive grundig beskæmmet. Det er deres ofte udtalte Villie, at mange af de Beføjelser, som Regeringen har tilladt sig at give Kommunalbestyrelserne under de

ekstraordinære Forhold, skal fortsættes ogsaa efter Krigen til ubodelig Skade særlig for Mellemstanden.

Det er altsaa for eller imod dette Tvangsstyre, at vi gaar til Valg den 13. Marts; thi faar Socialisterne eller de Radikale blot een Mand til, saa vil de som sagt opretholde en Mængde Bestemmelser, som kun er til Gavn for den Arbejderklasse, som de ene og alene vil interessere sig for, men som vil ødelægge alle de andre Borgerklasser. 

Men stemmer vi mod Socialdemokraterne, maa vi lige saa kraftig stemme mod de Radikale, dette kortsynede Parti, der ikke kan gøre andet end enten at hægte sig fast paa Socialdemokraterne eller være Murbrækkere for dem, og som ikke har Fremsyn nok til at indse, hvad der vil blive af dem selv, naar Socialisterne ikke behøver dem mere; vi kan ikke stemme paa de Mennesker som Byens Styrere, der ikke har Forstaaelse af, hvad Fremtiden vil bringe dem selv.

Det er altsaa af den allerstørste Vigtighed, at den borgerlige Fællesgruppe i Byens Raad faar den Plads, den bør have og derfor maa hver eneste Borger, Mand og Kvinde, som virkelig holder af deres By, stemme paa Liste C.

(Nationaltidende 6. marts 1917)

Hun boede på Vestervoldgade 98. 

Vice-Inspektrice Frk. Hoffmann.

Fhv. Borgerrepræsentant, Viceinspektrice Frk. Anna Hoffmann fylder idag 60 Aar.

Frk. Hoffmann har i over 30 Aar været ansat ved Kjøbenhavns Kommunes Skolevæsen, og siden 1909 beklædt Stillingen som Viceinspektrice ved Vestervoldgades Skole. Indenfor sine Standsfællers Kreds nyder Frk. Hoffmann stor Tillid, hun har saaledes i 11 Aar været Medlem af Bestyrelsen for Kommunelærerindeforeningen og har i de sidste 1 Aar været Formand for Viceinspektriceforeningen.

For den konservative Sag har Frk. Hoffmann baade i Skrift og Tale i Aarenes Løb udrettet et stort Arbejde. Endvidere har hun i 9 Aar været Medlem af Borgerrepræsentationen, og i samme Periode havde hun Sæde i Bestyrelsen for Kjøbenhavns Understøttelsesforenings kommunale Afdeling. Da denne Institution ophørte, valgtes hun til Medlem af Bestyrelsen for den kommunale Hjælpekasse.

Frk. Hoffmann er overalt, hvor hun har deltaget i det offentlige Liv, skattet for sin Loyalitet og Forhandlingsvillighed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. juni 1921).

60 Aar

Frk. Anna Hoffmann

Avisens originale meget uskarpe fotografi er udskiftet med: Viceskoleinspektrice Anna Hoffmann (1861-1923). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. 

Se eventuelt artikel i Dagbladet (København) 26. juni 1921 der dog ikke bringer nye oplysninger.

Hun blev begravet 28. november 1923 fra Nordre Kapel. Se også artiklen om Methea Hoffmann. 

Viceinspektrice ved Vestervoldgades Skole Anna Hoffmann. Vestre Kirkegård Afdeling M, rk. 18, nr. 44. Nedenunder lærerinde ved det Det kgl. Blindeinstitut Methea Hoffmann 1858-.  Hun var med til at lave det første forkortelsessystem til brug ved produktion af punktskriftsbøger, og gjorde en betydelig indsats for udviklingen af brugen af punktskrift i forbindelse med musikundervisning. Methea Hoffmann overskrev ved siden af sit lærerarbejde gennem mange år en mængde bøger til punktskrift. Endvidere ses Emilie Hoffmann (1867-1956).

Christian Carl Brix (1820-1908). (Efterskrift til Politivennen)

Christian Carl Brix (1820-1908) var skolebestyrer og politiker. Han underviste efter sin embedseksamen i forskellige skoler, navnlig i Borgerdydskolen på Christianshavn. Studierejser til Stockholm og Uppsala (1845) og til England (1851). 1851-1892 bestyrer for Efterslægtsselskabets realskole. 1858–92 medlem af Københavns borgerrepræsentation. 1863–66 medlem af rigsdagens landsting for København. 1864–1866 medlem af rigsrådets og 1866–87 af rigsdagens folketing. Han stod i rigsdagen i anden række, hans indflydelse var mere mærkbar i den nationalliberale ledelse af hovedstadens offentlige liv. Blev professor 1869,  etatsråd 1886.

Alfred (Alfred Valdemar) Larsen (1860-1946): Efterslægtens gård på Østergade nr. 54. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kjobenhavn den 31te December 1878. Det politiske Møde, som den kjøbenhavnske Afdeling af den herværende Grundlovsværneforening havde sammentrommet med Bebudelse af, at Berg, Hørup og andre af det radikale Venstres Koryfæer vilde indfinde sig. og hvortil de kjøbenhavnske Rigsdagsmænd af det opløste Folkething vare indbudne, fandt efter Bestemmelsen Sted igaar Aftes i Gothersgadens Exercerhus.

- - -

. . . Derefter talte Brix, som i et fortrinligt Foredrag oplyste, at det var Venstre, der havde standset hele vor Udvikling. Han erindrede om, at Højre havde indbragt mange Reformforslag om Skolevæsenet, Præsternes Lønning, Toldtarifen, Forsvarsvæsenet o. s. v., men Venstre havde systematisk modsat sig alle disse Forslag. Naturligvis bleve hans Udtalelser modtagne med Larm, Hylen og usømmelige Tilraab af den største Del af Forsamlingen, og der blev endogsaa raabt til ham, at han skulde "sikke af" o. s. v., men han modstod al denne Tumult med den største Koldblodighed og Fasthed. 

(Fyns Stiftstidende 2. januar 1879).

Grundlovsværneforeningens Valgmøde som i Mandags Aftes afholdtes i Gothersgadens Exercerhus, var besøgt af flere tusinde Mennesker. Allerede forinden Kl. 7 havde Folk begyndt at opstille sig i god Orden paa Fortogene i Gothersgade, hvor Tiden tilbragtes under alskens behagelig Skjemt. Især lod det til, at Bestemmelsen om at tage 10 Øre i Entre tiltalte Publikum. "Havde I. A. Hansen altid gjort det, havde han ikke behøvet at laane af Kassen". Thi det var man enig om, at en Frihedsmand trængte til andet end Ideer og Frihedskjærlighed; "Snapse og baiersk Øl" maatte ogsaa til. Forøvrigt havde man sinde, hvis Høire skulde gjøre "et morderligt Grin", at vise, at der her i Kjøbenhavn fandtes et "Demokrati".

- - -

--- Professor Brix udtalte, at den foregaaende Taler havde givet Høire sit Skudsmaal. Ja, hvis han havde Ret til at give Skudsmaal, saae det slemt ud. Grunden til, at Høire havde stillet sig i en saa stærk Opposition mod Venstre var, at Venstre i en Række af Aar havde hæmmet vor Udvikling; det havde reist et nyt Spørgsmaal, hvorfor det satte alle Hensyn tilside, i de første 22 Aar af vor Frihed gik Udviklingen rask fremad. Efterat Venstre tilligemed de nu saa forkættrede Godseiere vare blevne enige om et nyt Landsthing (og Berg med!) havde Venstre begyndt sin Opposition. Taleren mindede om, at det havde nægtet Reservens Indkaldelse, det havde indsendt den bekjendte Adresse til Kongen og endelig havde det viist det af den foregaaende Taler saameget omtalte Maadehold ved at nægte Finansloven. Taleren gjennemgik derefter de sidste Aars politiske Historie under stærke Afbrydelser (Tal om Arbejderne! - Estrup leve ! - Hurra! Venstre leve!). Den provisoriske Finanslov blev udstedt, fordi saavel Landsthing som Folkething havde vedtaget hver sin Finanslov. Der var altsaa kommet en Rift i Grundloven, men Skylden var Venstres, der havde været ufordrageligt. Venstre havde ikke henvendt sig til den rette Dommer over Ministeriet, nemlig Rigsretten. Hvorledes havde det store Venstre hævdet sine Principer? Ved at gaa fra hinanden. Hvis Parlamentarismen herskede, vilde man nu ikke kunne danne et Ministerium af Folkethinget (Gaa, gaa! stærke Raab). "Jeg viger ikke, om De skrige nok saameget. Jeg er valgt af kjøbenhavnske Borgere, og dette er min Berettigelse til at staa her (stærk Støj). Hvis De bliver ved at skrige saaledes, maa det siges, at kjøbenhavnske Venstremand, som vare i Minoritet, ikke kunde give deres Mening tilkjende uden ved Skraal og Skrig". Høire elskede Grundloven høiere end dem, der ved deres ubesindige Fremstormen udsatte den for Fare. Grundloven leve! (Hurra! Brix leve! Hurra! Hyssen). -

- - -

(Thisted Amtsavis 2. januar 1879. Uddrag).

Fotograf Budtz (Bertel Christian Budtz) Müller (1837-1884): Christian Carl Brix (1820-1908). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

C. C. Brix som Skolemand.

Ved Professor Fr. Bokkenheuser.

Naar en Mand bliver Gammel - meget Gammel - Brix blev 87 Aar - gaar han let ud af Sagaen. Og Brix gik det som de andre. Om ham som Politiker og Borgerrepræsentant er der skrevet en Del i Tidsskrifter, Blade og Leksika, om ham som Skolemand meget lidt.

Det er nu over 50 Aar, siden jeg saa Brix første Gang. Gennem det lille Forværelse, der i sin Tid havde været Edvard Storms Sovekammer, kom man ind i det store, firkantede Kontor. Ligefor Døren stod det runde Arbejdsbord, og mellem Bordet og Kakkelovnen stod Brix med Hænderne under Frakkeskøderne og Byggen til Kakkelovnen, i Munden havde han Cigarstumpen, som uafladelig gik ud og uafladelig blev tændt igen. Derfra havde han Oversigt over alt og kunde øjeblikkelig finde hvert Papir eller hver Piece, han havde Brug for, og som laa i en Dynge paa Bordet. Ingen vovede at flytte en Stump. Naar et Papir ikke længer brugtes gik det hug Kakkelovnen.

Enhver, der i sin Tid kom paa Kontoret, mindes vist den gamle Sofa med det grønne Betræk tilhøjre for Døren. Stod Brix ikke med Ryggen til Kakkelovnen, kunde man være temmelig sikker paa, at han laa paa Sofaen, sidde gjorde han sjeldent, men han kunde ligge og arbejde med fuld Kraft. Engang skulde jeg hjælpe ham med at gøre en Forandring i Skemaet. Efter vel en hel Snes Ombytninger lykkedes det, og jeg vilde da til at nedskrive Forandringerne, men Brix, som laa paa Sofaen, sagde: "Det behøves ikke, det kan jeg sagtens huske, til jeg rejser mig."

Naar man i de Tider saa Brix første Gang, maatte man absolut finde noget imponerende ved ham; han var en smuk Mand, midt i Trediverne og i sin fulde Kraft. I rokkelig Fasthed, forbunden med mild Humanitet, stod at læse i hans Ansigt. I H. A. C. Lunds "Studenterforeningens Historie" findes der et Ungdomsportræt af ham, men jeg kan ikke tro, at det nogensinde har lignet: der forekommer mig at være noget brutalt i Udtrykket, som ikke hørte til. Medens han nød enorm Respekt baade fra Lærernes og Drengenes Side, var han dog mild og venlig mod enhver, der kunde trænge til hans Venlighed, og han taalte ikke, at nogen led Uret. Da jeg blev Lærer i Efterslægten i Efteraaret 1856, var det 5 Aar, siden han var bleven Inspektør ved Skolen. Nu var han fast i Sadlen, men det var ikke ganske lette Forhold, under hvilke han havde begyndt sin Virksomhed. Professor Friedenreich var død i Foraaret 1851; Cand. juris E. A. Juel blev konstitueret som midlertidig Inspektør med ('.lir. Agerskov som Viceinspektør. Under Friedenreichs lange Sygdom var Skolen gaaet tilbage: bedre blev det ikke og kunde det ikke blive i Sommeren efter hans Død, da man slet ikke vidste, i hvis Hænder Skolen skulde betros Der var indgivet 13 Ansøgninger om Pladsen: iblandt dem 4 af Skolens Lærere og desuden A. F. H. Fleischer, Jens Holbeck. Ole Chr Borch, F. A Milo - og en Hoboist ved Kastelsjægerne.

Brix var dengang i Udlandet paa et Rejsestipendium; han kunde derfor ikke personlig henvende sig til Skolens Direktion, men hans Ansøgning var ledsagen af udmærkede Testimonier fra det teologiske Fakultet og glimrende Anbefalinger fra H. N Clausen og Martin Hammerich, i hvis Skole han havde undervist i Historie, Geografi og Dansk. Da han fra Geheimekonferensraad Collin fik Brev om. at han havde faaet Pladsen, rejste han straks hjem fra London, og den 1ste November 1851 blev han højtideligt indsat som Skolens Bestyrer.

Han beholdt hele den fungerende Lærerstab og gjorde i Aarenes Løb alt for at uddanne og styrke dem, og da han 25 Aar efter sin Udnævnelse samledes med Lærerne i Gymnastiksalen, var der endnu adskillige, som havde fulgt ham lige fra Begyndelsen, medens han naturligvis i Aarenes Løb havde knyttet en Række andre dygtige Mænd til Skolen.

Kort efter sin Udnævnelse udarbejdede han de saakaldte "Skolens Vedtægter", der endnu gælder; de vidner gennemgaaende om Brix' Humanitet og klare Blik paa Forholdene. Den 18de September 1855 udkom en Bekendtgørelse fra Kultusministeriet angaaende en Plan for en særskilt Realundervisning og Afgangseksamen for nogle af de lærde Skoler i Kongeriget, men den skulde ogsaa under behørig Kontrol kunne afholdes ved private Skoler, der gjorde Fyldest i enhver Henseende. Efter Brix' Mening var skolen iblandt den, der i sin Plan mest nærmede sig til det foreskrevne Kursus og der behøvedes ikke mange eller gennemgribende Forandringer for at præstere, hvad der fordredes. P« var imidlertid nogle faa Vanskeligheder at overvinde Skolen maatte opgive noget den fuldstændige Uafhængighed, den hidtil havde nydt, og gaa ind under en fremme Autoritets Kontrol, og endvidere maatte den forandre sin Eksamenstid fra Februar til Sommertiden. Disse Betænkeligheder lykkedes det ham dog at faa overvundne.

Nu tiltog Elevantallet i Skolen i en rivende Fart saa at det i løbet af nogle faa Aar blev fordoblet De gamle Lokaler var ikke længer tilstrækkelige, og i 1857 opførtes den store Bygning, der kom til at rumme den naturhistoriske Samling og ni store Klasseværelser.

I November 1876, da Brix havde været Bestyrer i 25 Aar, stod han i sin fulde Manddomskraft og Skolen i sit bedste Flor. Den talte omtrent 500 Elever, fordelte i 23 Klasser, underviste af 62 Lærere. Paa mange Mander blev han hyldet den Dag; iblandt andet samledes l ærerne og Eleverne lidligt om Formiddagen paa Skolen i Gymnastiksalen Det blev overdraget Professor Agerskov at holde Festtalen, som han sluttede saaledes "Det var dog ikke alene ved de sjeldne Evner eller ved sin rige Kundskabsfylde, at Professor Brix frembragte et saa skønt Resultat, det var fuldt saa meget ved sin Personlighed, ved den Aand, der gik gennem hele hans Virksomhed; ved en sand og ægte Humanitet havde han forstaaet at vinde Elevers og Læreres Kærlighed og Højagtelse.

I 1885 var Brix' Helbred begyndt at vakle, men ingen ofrede det nogen alvorlig Tanke, før pludselig ved Skolens Hundredaarsfest den 4de Marts 1886 Hukommelsen svigtede ham, da han stod paa Talerstolen i Industriforeningens Sal. Dagen efter begyndte den haarde Sygdom, der nær havde kostet ham Livet

Ved omhyggelig Pleje og konsekvent Overholdelse af Lægens Forskrifter kom han sig; men den gamle Kraft vendte ikke tilbage, særlig Hukommelsen vedblev det at skorte paa. Ved Slutningen af 1892 traadte han tilbage Den sidste Dag for Juleferien samledes Drengene i Skolens Sal. Brix ønskede, at ingen af Lærerne skulde være tilstede, men i sidste Øjeblik bad han mig at gaa ind med. Der var Dødsstilhed udbredt over hele de - store Skare af Børn, og med ganske faa Ord sagde han dem et hjerteligt Farvel Han var lige ved at synke sammen. Drengene gik da hjem, uden at man hørte en Lyd ved Bortgangen.

Senere har han nok af og til vist sig paa Skolen, mild og venlig som altid, men han holdt ikke af at komme der.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. oktober 1908. 2. udgave)

Etatsraad C. Brix død.

14. Marts 1820. - 26. Oktbr. 1908,

Med "Efterslægten"s tidligere Bestyrer, Etatsraad Brix, er en Mand gaaet bort, der indtil for ca. 20 Aar siden spillede en fremragende Rolle i Kjøbenhavn. Han hørte til det nationalliberale Parti, og hans Navn figurerede Side om Side med Billes og D. B. Adlers under alle Opraab, hvad enten det gjaldt et politisk eller kommunalt Valg eller en Opfordring til at støtte en eller anden almennyttig Sag.

C. C. Brix var en jydsk Præstesøn, der i en Alder af kun 16 Aar blev Student og fem Aar efter blev theologisk Kandidat. I Studenterverdenen, hvis Betydning den Gang var en ganske anden end i vore Dage, kom Brix Snart til at høre til de ledende i Kraft af et gode Hoved og sin Slagfærdighed som Taler. Han sluttede sig med Liv og Sjæl til den nationalliberale Bevægelse og hele det skandinaviske Røre. Den unge kjøbenhavnske Privatlærer kastede sig over historiske Studier og besøgte med offentlig Understøttelse i Arkiverne i Stockholm og Uppsala; senere gæstede han i samme Øjemed England. Under sit Ophold her blev han udnævnt til Bestyrer af Efterslægtselskabets Skole og tiltraadte sit Embede den 1ste November 1851. I over 40 Aar sad han som Bestyrer i af den gamle Skole og skaffede sig et Navn sorn en dygtig Skolemand. En af Lærerne har udtalt for os, at han som Skolebestyrer var en Gentleman ud til Fingerspidserne og almindelig afholdt af Lærere og Elever. Han havde altid en Spøg paa Læben og forstod at haandhæve en god Disciplin. Var der noget i Vejen med en Lærer eller en Discipel, kunde han buldre løs, men var altid snart god igen. Saavel Lærere som Elever saa op til ham med Ærbødighed.

I ca. 30 Aar repræsenterede Brix Kjøbenhavns 2den Kreds i Folketinget og havde i mange Aar Sæde i Borgerrepræsentationen. Intet af Stederne kom han dog til at spille den fremtrædende Rolle, som hans gode Evner egentlig gjorde ham selvskreven til; men dette hang sammen med en vis Magelighed i hele hans Temperament; nogen Slider har Brix aldrig været. Paa en Talerstol fyldte han sin Plads og forstod at skaffe sig Ørenlyd selv i nok saa urolig en Forsamling. Den, der skriver dette, husker, hvorledes Brix ved det store Møde i Gothersgades Exercerhus ved Juletid 1878 tiltordnede den overvejende socialistiske Forsamling, der ikke vilde høre ham i Ro: "Jeg er valgt af kjøbenhavnske Borgere til Rigsdagsmand og viger ikke for Deres Brøl, mine Herrer!" Tilhørerne blev imponerede af hans uforknytte Maade at tage Afbrydelserne paa og lod ham tale.

Men dette Møde blev et Fingerpeg om, at det nationalliberale Partis Eneherredømme i Kjøbenhavn stundede mod sin Ende, og da nu tilmed faa Aar efter en Hjærtelidelse traadte til, trak Brix sig i Firsernes Slutning ud af sine offentlige Hverv. Han vedblev dog at virke ved sin kære Skole indtil 1893, men hans gamle Kraft var brudt, og det undrede egentlig mange, at hans Otium blev saa langvarigt.

Hans Død indtræffer netop paa det Tidspunkt, hvor hans Efterfølger I belaver sig paa at vige Pladsen som Forstander for Edv. Storms gamle Skole og overlade til cand. theol. H. P. Hansen som den 9de i Rækken af "Efterslægten"s Bestyrere at føre Skolen frem mod nye Tider.

(Dannebrog 27. oktober 1908).

Han er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Frantz Dahl: Chr. Brix. I Anledning af 100-Aarsdagen for hans Fødsel 14. Marts 1920.

Etatsråd Chr. Brix' familiegravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.