Bladenes Referater af Højesterets Domme læses sikkert med Interesse af mange og kan jævnlig være vejledende for Folks Retssans.
Det kan dog ikke være andet, end at Medlidenheden jævnlig vækkes for en og anden Stymper, der dømmes efter Lovens Strenghed, og at man sender en venlig Sidetanke til den Underretsdommer, der lod male med store Bogstaver over sin Kontordør: Summum jus summa injuria. Paa den anden Side kan det gøre godt helt ind i ens Marv, naar Højesteret foretager en ordentlig Afklapsning af en af disse slimede Existenser, som Samfundet er befængt med, og som kun en forbigaaende Uforsigtighed bringer over paa den Side af Stregen, hvor Lovens Haand kan faa Tag i ham.
Som nu for nylig. En jydsk Herredsfoged havde grebet ind overfor en af de saakaldte "Ungdomsforeninger" - andre Steder kaldes de "Læseforeninger" eller "Sutter" eller med andre Kælenavne. En Mand, der selvfølgelig ingen Udskænkningsret havde, var Foreningens Vært. Den havde Love med Bestemmelser om Kontingent, Bestyrelse, Formaal, (Foredrag, Sangøvelser!) Lukketid o. s. v. Heldigvis overholdtes Lovene i dette Tilfælde aldeles ikke; derfor kunne det lykkes at faa fat i Trafikken, som bestod i Kortspil og Drikkeri Nat efter Nat, ofte endende med Slagsmaal. Betalte man 25 Øre i Entre, kunne enhver blive Medlem, og Sognets Ungdom og de ældre Fyldebøtter med sad og drev Nat efter Nat i "Værten"s Stuer, ødte deres Penge og Helbred og blev en Fortvivlelse for Forældre og Hustruer.
Saa tog Herredsfogeden fat, saa snart der kunde tages fat, og mulkterede "Foreningsværten" med 300 Kr. Overreten sagde 200, men Højesteret atter 300 Kr. Disse Ungdoms- eller Læseforeninger er formodentlig en Fordærvelse for mange ogsaa her i Hovedstaden; men de er det i ethvert Tilfælde ganske aabenlyst for en Mængde Egne ude i Landet.
Lad os engang se, hvordan en saadan Læseforening bliver til. En eller anden Høker f. Ex, der har en Stue ved Siden af Butikken, og hvis Finanser trænger til at stives af, foreslaar en Dag sine jævnlige Kunder i Bagbutikken, at de skal se at faa deres Sammenkomster ind under lovlige Former. Ellers bliver de bare en Dag "huggede". De faste Kunder faar nogle ligesindede med, og en Dag holder Læseforeningen for Snaverby og Omegn konstituerende Generalforsamling. En naiv Sjæl er kommen med i Laget. Han vil endelig vide, hvilke Bøger man skal have, og hvad for Blade man skal holde, og hans utrættelige Nyfigenhed paa disse Omraader er en Stund ved at gøre Forsamlingen ganske forlegen. Men endelig reiser Jens Slagter sig ærgerlig med et : "Aa Sludder, Peter, la' nu være mæ aa skave Dig! Du ve' sgu godt, a vi ska'nte læse i andet end som i Holmblads Salmebov, aa a vi bare ska' ha' vos et Sted, hvor vi ka' sidde ganske ugenert aa ta' vores Kaffepunser!"
Og saa stiftes Læseforeningen.
Man har skaffet sig Lovene fra en anden Læseforening i Nærheden, og er man meget forsigtig, lader man en Sagfører se dem igennem.
Kort Tid efter er Læseforeningen i fuld Gang. Der er Bestyrelse, Aarskontingent (man er liberal, og tager det ved given lejlighed ikke saa nøje), Generalforsamlingsbestemmelser, o. s. v. Høkeren vælges til "Vært". Hans Stue forsynes med nogle flere Stole og en Reol, hvori et Par gamle Aargange af "Illustreret Familiejournal", nogle lasede Avisfeuilletoner og muligvis en Salmebog, som der alligevel ikke er Brug for der i Huset; og Værten lægger daglig sin private Avis frem paa Bordet.
Saaledes faar en Høker, der ellers ikke vilde kunne faa Næringsbevis som Beværter, Ret til at holde Beværtning uden Afgifter, uden Politikentrol, saa længe Lovene overholdes blot nogenlunde, og - med anden kvindelig Betjening end egen Hustru og egne Døtre! Der spiIles og drikkes. Værten bliver federe, Hjemmene fattigere. Demokratlisering breder sig. Der er fuldt af Cykler fra Omegnen udenfor Høkerens Dør. Kroen, der ligger en halv fjerdingvej borte, holder aabent over Lukketid, fordi Høkeren har aabent hele Natten. Brugsforeningen i Nabobyen, der har Ret til Udskænkning til Medlemmerne, kan heller ikke mere Iukke Kl. 10. Og Egnens andre Høkere eller Handlende eller Købmænd, hvad de nu kaldes, faar, ofte modstræbende, deres Bagstue lavet om til Smugkro. Thi naar deres Kunder kommer ind og forlanger Brændevin eller Cognac eller bajersk Øl til Nydelse paa Stedet, tænker de paa deres vanskelige Status og paa konkurrenten, Høkeren med Læseforeningen, og saa - værs'go og gaa ind i Bagstuen!
Ja, saadan gaar det. Det vrimler med latente Smugkroer ude i Landbefolkningen, og de fleste - for der er vel Undtagelser - af "Læseforeningerne" er de værste. Og saa er det saa fortvivlet vanskeligt at komme dem til Livs. Store Dele af Befolkningen kan være forbitrede nok paa dem; men alligevel - kommer Herredsfogden og vil have Oplysninger, gør man sig tvær. Og det værste er, at det er Grundloven selv, man har at kæmpe imod. Det er i Læ af dens Bestemmelser om Forsamlingsfriheden, at alle disse Smugkroer trives.
Hvordan mon Ædruelighedskommissionen i Grunden vil stille sig overfor alt dette? Mon den vil gøre gældende at Grundlovens Indskrænkning af Borgeres Ret til at samle sig eller danne Foreninger til kun at gælde, naar de er ubevæbnede, ogsaa maa gælde, naar det er de skarpe Drikkes tveæggede Sværd, man sidder og bekæmper hinanden med? Eller - Spøg til Side - vil den, da Forsamlingsretten nu allerede er begrænset af dette: "ubevæbnede", søge ved en Grundlovstilføjelse at faa den begrænset ogsaa overfor Misbrug af Udskænkningsretten?
Hvorom alting er - det har været disse Liniers Maal at pege paa en Kræftskade paa Samfundslegemet (svagere Udtryk kan ikke bruges), som alle gode Kræfter maa enes om at se at faa bekæmpet.
Obs.
(Nationaltidende 12. juni 1906).
Næringslovens §61 blev ved en Højesteretsdom af 30. marts 1885 fortolket således at beværtning kunne drives overalt på landet når blot det blev iagttaget at man kalder sig "sluttet selskab" og hver deltager betalte et årligt kontingent at 25 øre.
"Læseforeninger" m. m.
En Indsender, der har Autoritet og Erfaring paa det Omraade, gør os opmærksom paa, at det Ikke er saa vanskeligt at komme "Læseforeningerne" og de andre Smugkroer til Livs, som det efter vor Artikel forleden skulle synes at være. Det kommer blot an paa, hvilken Energi og Interesse de stedlige Retsbetjente sætter ind paa at faa disse skadelige Indretninger, om hvis Existens de naturligvis ved god Besked for deres Jurisdiktions Vedkommende, bragt ud af Verden. Det gælder om at faa konstateret, at "Læseforeningerne" er et Skalkeskjul for ulovlig Beværternæring, og dette vil i mange Tilfælde ikke være svært.
Som bekendt hænder det ret jævnligt, at Gæstgivere dømmes for Overtrædelse af Næringsloven, fordi de driver Beværtning med Udskænkning af Brændevin og benytter Gæstgiverbevillingen som et Skærmbrædt. Paa samme Maade vil det i ni af ti Tilfælde kunne konstateres, at en "Læseforening" ikke har sit Formaal i den Læsning, i Foredragene, Sangøvelserne o. s. v. der findes omtalt i dens Lov, men slet og ret er en Omgaaen af Næringsloven, en Smugkro. Det hele afhænger af, om Retsbetjentene virkelig vil prøve at være de gode Elementer i Befolkningen til Støtte i disse Sager, sætte alle de personlige Hensyn, ved hvilke netop saadanne Sager under de snævrere Forhold ude paa Landet ofte lider ilde, til Side, og navnlig sørge for at holde deres Sognefogeder ordentlig til IIden.
Indsenderen gør opmærksom paa, hvorledes flere Retsbetjente - han nævner særlig en enkelt midt inde i Jylland - , har sat stor Energi ind paa at faa renset deres Jurisdiktioner for de falske "Læseforeninger" og for Smugkroerne og, trods adskillige Kampe til at begynde med, har vundet Befolkningens Taknemmelighed. Men der er langt frem endnu.
Obs.
(Nationaltidende 19. juni 1906).
Citatet ”Summum jus, summa injuria” kan oversættes til ”Den højeste ret, den største uretfærdighed.” Det er også titlen på et maleri fra 1886 af maleren Erik Henningsen. Billedet forestiller en kvinde, der har dræbt sit barn og begravet det. Forfatteren til artiklen kan muligvis hentyde til det.
En herredsfoged i Maribo idømte i slutningen af 1860'erne medlemmer af en læseforening bøder fordi den blev misbrugt til kortspil og svir. Endvidere pålagde han foreningen at holde lukket fra kl. 22. Foreningen klagede til justitsministeriet som gav foreningen ret i at herredsfogden ikke havde lovhjemmel at lukke på det tidspunkt. Og pålagde herredsfogden at gribe ind når beviser forelå om ulovlig hasardspil mm. Med jævne mellemrum dukkede sådanne sager op i pressen:
En moderne Smugkro
Højesteret (---) tog () fat paa en af de Smugkroer, der er ved at opstaa rundt omkring i Landet, og som i Ly af Foreningsloven unddrager sig den Kontrol, som andre Beværtninger er underkastede.
Foreningsvært N. P. Andersen af Bramminge var tiltalt for at have overtraadt Næringslovene. Han var ved Esbjerg Politiret og Viborg Overret idømt 300 Kr. i Bøde for femte Gang at have begaaet ulovligt Næringsbrug og ulovlig Brændevinsudskænkning. For Højesteret var Hr. Salomon Aktor, Hr. Asmussen Defensor.
Aktor gav en Fremstilling af den Læseforening, for hvilken Hr. Andersen havde været Vært. Foreningens Formaal var, hed det i Lovene, at rejse et Foreningshus og oprette et Bibliotek, men ved Siden heraf skulde Medlemmerne, og hvem disse medførte i Lokalerne, kunne faa Drikkevarer "efter Behag og Evne". Dette sidste Punkt blev snart Foreningens egentlige Formaal. Det aarlige Kontingent, som var sat til 50 Øre, opkrævedes aldrig, det eneste, der af Medlemmerne blev betalt, var 25 Øre i Indskud. Disse Penge modtog Andersen, og han skulde aflægge Regnskab for dem, men gjorde det aldrig. I Foreningens Love hed det, at Værten skulde vælges paa en særlig Generalforsamling, men en saadan fandt aldrig Sted, og det betragtedes ganske som givet, at Andersen var selvskreven Vært. Foreningen var, siger Aktor, med andre Ord blot det Skærmbræt, bag hvilket Tiltalte skjulte sit ulovlige Næringsbrug, og den var, som Formanden paa Foranledning havde erklæret, stiftet paa Andersen Initiativ. Hr. Salomon paastod den indankede Dom stadfæstet eller skærpet.
Defensor, Hr. Asmussen, mindede om, at Andersen, da han overtog Stillingen som Vært, udtrykkelig havde forbeholdt sig, at Lovene blev af en saadan Art, at han ikke kunde komme i Strid med Næringsloven; heller ikke fandt Defensor, at Foreningens Love kunde aabne nogen Vej til Brud paa Næringsloven. Man kunde ikke med Rette hævde, at Foreningen ikke havde arbejdet paa sine mere ideelle Formaal, men kun havde virket som Beværtning! det havde den ganske simpelt ikke haft Tid til, da den kun havde virket som Beværtning i tre Maaneder, fra Oktober til Januar. Af samme Grund var det ogsaa let forklarligt, at man ikke havde opkrævet Kontingent eller aflagt Regnskab ! det var noget, der kunde være sket i den nærmeste Fremtid, og man var saa smaat begyndt at tænke paa det.
Defensor henstillede derfor, om man virkelig med Sikkerhed kunde sige, at Næringsloven her var overtraadt, i andre Tilfælde, hvor slige Sager havde været for Højesteret, havde Forretningen altid haft længere Tid til at vise sin sande Karakter. Han indstillede derfor Tiltalte til Frifindelse.
Men Højesteret stadfæstede den indankede Dom.
(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 5. oktober 1901).
I Ove Pedersen: "Et sogn og dets lærer" om lærer Iver Kristensen Holmgaard som var lærer i Ørre 1869-1913, nævnes at Holmgaards forgænger i embedet holdt smugkro for landsbyens beboere både før og efter kirketjenesten. Mens præsten kun passede det nødvendige som han skulle passe. Holmgaard selv fik i 1914 et mindesmærke i Ørre Kirkeby.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar