Bagsværd Kroe.

Blandt de mange steder hvor politiet vel kan undværes er den ovennævnte kro af de allerværste. hele året igennem er her forsamlingssted for en mængde forvorpne, drikfældige og brutale individer som på deres vej fra og til København her har deres bedested og for en stor del sætter al fortjenesten til. Ofte forekommer også slagsmål og alskens uorden af beskænkede mennesker. Det var derfor ikke af vejen at der bestandig fra politiets side var opsigt med dette sted. Så vidt vides havde den forrige birkedommer justitsråd Knudsen samme steds ansat en politibetjent i dette øjemed. Men det fandtes utilstrækkeligt. I stedet for da at ansætte to, forblev det ved det gamle slendrian, og al opsigt faldt bort. Dersom det lader sig gøre at ansætte to betjente, er der ingen tvivl om at det også bør ske, og idet man anbefaler dette til birkedommerens overvejelse, nærer man det håb at denne energiske mand vil vide at holde over ordenen i hans jurisdiktion og ikke hvile før han ser sig i stand til at lægge en tømme på den kådhed, det fylderi, trekortspil osv. som drives her. 

Det synes mere end tilstrækkeligt når bonden her hviler en time eller i det højeste halvanden. Det bør da forhindres at de sidder der flere timer. Bønderne selv ville stå sig godt ved det, især de fattige som i byen samler sig alt hvad de har til indtægt, og hvis familie lider under den uordentlige sviren i kroen. I al fald er det politiets sag at holde over den udvortes orden, og når fx ved Bagsværd Kro gaden spærres af en lang række vogne, er dette en uorden som absolut ikke bør finde sted. Imidlertid kunne dette også forhindre på en anden måde når nemlig det offentlige købte ejeren ud af det sted som ligger straks over for kroen, hvorved gaden blev så bred at passagen i alle tilfælde kunne være uhindret.

(Politivennen nr. 1318, Løverdagen, den 3die April 1841. Side 221-222). 

Redacteurens Anmærkning

Der blev tidligere klaget over kroen 7. juni 1828 og over kroværten i 1829. 

Ingen Kaffe i Bloustrød Kro.

Da jeg på en rejse til København natten mellem 1. og 2. oktober såvel som min karl og mine heste trængte til en forfriskning, kørte jeg ind i staldlængen ved Blovstrød Kro og lod hestene give foder. Da dette var besørget, gik jeg tilligemed min karl ind i skænkestuen, og da jeg der traf værten selv, bad jeg om at få to kopper kaffe. På mit forlangende gav han til svar at han vidste ikke om han havde nogen, men ville se ad og gik derpå ind i en anden stue, men kom straks tilbage med det svar at ingen af kvinderne var oppe, så at jeg ikke kunne få det forlangte, men derimod kunne jeg få brændevin. Da jeg ikke brød mig om det, begav vi os tilbage til stalden og da hesten havde fået fortæret deres foder, fortsatte vi vores rejse.

I denne anledning tillader jeg mig at fremsætte det spørgsmål om det ikke er en privilegeret kroholders pligt at forsyne de rejsende, til hvilken tid det forlanges, enten nat eller dag, med de allersimpleste forfriskninger? Skulle dette spørgsmål besvares bekræftende, som man håber, så anmodes værten, hr. Holm der ellers så vel vedligeholder og oppudser kroens bygninger om ikke at lade de rejsende forgæves søge sådanne forfriskninger hos sig, hvortil de kan trænge efter at have kørt en lang vej ved nattetider, så at man ikke på hans kro og beværtning skal kunne anvende ordsproget: Butten blanck binnen krank.

P. Olsen

(Politivennen nr. 1241, Løverdagen, den 12te October 1839. Side 645-646)  

Redacteurens Anmærkning

Blovstrød Kro stammer tilbage fra 1763. Den ligger på Kongevejen 21 i Blovstrød.  

Underretning om Redningen af det engelske Brigskib Audax ved Gilleleie Fiskere.

I Commissionstidende er givet en ufuldstændig og på flere punkter beretning der trænger til berigtigelse om den assistance oven nævnte skib fik af Gilleleje-fiskere. Nedenstående pålidelige fremstilling af det passerede skal da tjene til at fuldstændiggøre og berigtige den tidligere relation og vil i sandhed ikke være uden interesse som det nyeste bevis for "at de vakre danske drenge" på ingen måde vanslægter fra fædrene, men er de samme i uforfærdethed og hæderlig tænkemåde.

Torsdag den 7. marts i dette år observerede den engelske brig Audax, ført af kaptajn William Guunttell en svær storm af øst-syd-øst med hård frost at være i nød: de forsøgte at ankre ud for Nakkehoved Fyr. Men da mandskabet som det senere viste sig, var forkommen af kulde samt frost i hænder og fødder, kunne sejlene ikke blive beslået, og ankeret ville ikke falde. Skibet drev nu mod Sjællands Rev og kaptajnen hejsede nødflag. Af de mange mennesker i Gilleleje som fra strandbredden så dette syn og ventede at skibet strandede hvert øjeblik, besluttede fiskerne Lars Andersen, Carl Christensen, Frederik Christensen, Peder Larsen, Christian Larsen, Sonne Svendsen, Hans Svendsen, Niels Pedersen, Hendrik Ludvigsen, Peder Nielsen, Lars Bendsen og Peder Hansen, alle fra Gilleleje at forsøge på at redde menneskene og skibet. De brød isen som lå noget ud for landet, gik i en båd og var så heldige efter stor anstrengelse at nå briggen som nu var drevet noget over 2 mil til søs, kom ombord og bragte skib og mandskab ind i Isefjorden.

For deres møje og anstrengelser tilstod kaptajnen dem 150 pund sterling for hvilken sum han gav dem et bevis. Med dette henvendte de sig til den engelske konsul i Helsingør. Men denne vægrede sig ved at betale, fordi det ikke var nævnt i beviset at han skulle gøre udlægget. De måtte altså rejse hjem med uforrettet sag og mente at de næppe nogensinde ville få deres betaling. Men omtrent 8 dage derefter fik de øje på et skib der langt ude i søen drev med isen. De genkendte straks at det var det samme skib som de havde reddet og bragt ind i Isefjorden. De kastede sig derfor i en båd, medtog noget proviant og arbejdede sig med megen anstrengelse ud til skibet. Her blev de modtaget med glæde af kaptajn og styrmand som var de eneste arbejdsdygtige ombord, da det øvrige mandskab var forkommet af kulde. 

Kaptajnen fortalte da at han havde forladt isefjorden i den tanke at nå Helsingør hvor han ville lade sit mandskab hvile ud og nyde forfriskning. Han havde landsat en matros i Hornbæk der havde koldbrand i fødderne. Men da han ville sætte sin kurs til Helsingør, drejede vinden og skibet som blev omringet af is, måtte nu drive med samme. Han erklærede at han havde set skibets og besætningens undergang i møde såsom han og styrmanden ikke alene kunne styre skibet. Sejl, anker og tovværk var fastfrosne og mandskabet var desuden hvis hjælp var udeblevet længere, udsat for at omkomme af sult da provianten var spist, så at de havde det sidste stykke kød i gryden. Fiskerne greb nu rask fast på arbejdet, skaffede sejl og tovværk løsnet så at skibet kunne styres. Før de forlod skibet, overlod de deres medbragte proviant til kaptajnen og udbad sig at han ville forandre det førhen meddelte bevis således at konsulen i Helsingør kunne udbetale beløbet. Dette efterkom han ikke alene med fornøjelse, men tilbød endog at forøge summen, hvilket dog ikke blev tilladt. Tværtimod tilbød 2 af de brave mænd at blive ombord og hjælpe til at bringe skibet til Helsingør hvortil det også ankom dagen efter.

(Politivennen nr. 1218, Løverdagen, den 4de Mai 1839. Side 277-280)

Asminderød Kro.

Med kromanden Hammers enkes død ophørte privilegiet til at holde kro i Asminderød. Men siden dette dødsfald som indtraf første påskedag, er der bestandig krohold på stedet. Er forordningen om landsbykroers nedlæggelse ikke ophævet, så ville det være meget passende om denne kro straks efter dødsfaldet var blevet nedlagt da ingen ville tabe, men manges moral og arbejdsomhed vinde ved det. Hvor overflødig denne kro er, vil ses deraf at den er den 13. i en omkreds af 2 mil, og næppe findes der i Danmark en egn der er således forsynet eller rettere overfyldt med kroer. Den omhandlede kro ligger således kun 1/4 mil fra Fredensborg hvor der er to kroer, en halv mil fra Tikøb, en mil fra Esrum som hver har sin kro. Desuden er der i en afstand af omtrent 2 mil fra samme kroer i Harrebæk, Gilleleje, Snekkersten, Humlebæk, Nivå, Sletten, Nøddebo samt på landevejen Nye Kro og Amsterdam. At kroer i landsbyer hvorigennem ingen landeveje går, er skadelige idet de giver lejlighed til lediggang og svir, er en gammel erfaring der også har foranlediget emanation af forordningen af 30. april 1734. Men da der i disse kroer også konstant sælges alle slags fornødenheder, skader de tillige købstadsindbyggernes handel, hvorfor det er ønskeligt at de overflødige kroer nedlægges ved ejerens død og in specie at den her omhandlede straks må nedlægges i overensstemmelse med nys nævnte forordning.

(Politivennen nr. 1173, Løverdagen, den 23de Juni 1838. Side 401-402)

Asminderød Kro som den ser ud i i nutiden. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020).

Redacteurens Anmærkning

Skribentens klage var forgæves. Asminderød Kro blev ikke lukket, den lever tilmed stadig. Kroen kan føre sin historie tilbage til 1678-79 hvor den også drev landbrug og købmandshandel. På Politivennens tid blev den drevet af Johannes Chr. Hammer. Hans søn, Fritz Hammer var kendt fra Københavns Bombardement 1807, hvor det lykkedes ham at ramme den engelske general Baird. Imponeret af dette hilste generalen på ham efter slaget. Som belønning fik han en pung med guldstykker og to meget smukke, sølvindlagte pistoler. De findes stadig, og Steen Steensen Blicher skrev et digt om begivenheden. Fritz arvede kroen i 1839.

Ubehageligt aarligt Besøg af fremmede Tiggere.

Skønt det er almindelig kendt at vores egne tiggere som en følge af den sig mere og mere omsiggribende armod desværre ikke er i aftagende, har man i de sidste 6 til 8 år set betlere endog fra fremmede lande begive sig hertil for at tigge og at trænge endog ind i husene i stræderne og på landet. Det er nemlig hele hobe af børn af bondestanden fra det vestfalske og egnen om Frankfurt der tidligt om foråret begiver sig hertil og under påskud at sælge en slags fluesmækkere af pileved, tiggende tilbringer en del af sommeren her og samler sig noget til vinteren. Det er stærkt at formode at det for en del er de samme der i følgende år viser sig her igen, for de kender godt lokaliteterne. Indsenderen har truffet partier af dem i Kollekolle, Harre- og Nørreskov, ligeledes i skovene ved Frederiksborg. I år er endnu et andet og nyt slags fremmede betlere ankommet, nemlig drenge med lirekasser og aber. De foregiver endog at være italienere. Da vi har fattige, trængende landsmænd nok, synes det at være ønskeligt at disse fritages for konkurrenter fra fremmede lande, ligesom indsenderen mener at Preussen og Italien ville tage deres forholdsregler hvis hobe af danske betlere begav sig derhen. 

(Politivennen nr. 1168, Løverdagen, den 19de Mai 1838. Side 315-316)

En Reisebeskrivelse.

(Den højkongelige generalpostdirektion underdanig tilegnet)

I. Rejsepræliminærer.

Min kvittering for indskrivningspengene med Lollandsposten pålagde mig at møde på postgården klokken 5.30 eftermmiddag. Til dette klokkesæt indfandt jeg mig da også, skønt jeg nok vidste jeg fik en god stund at vente. Men jeg trøstede mig ved rejseværelset hvor jeg dog før havde fristet tiden ret tåleligt i selskab med andre rejsende og dem der ledsagede disse til vogns. Jeg gik da straks hen til den sædvanlige dør, men fandt der brevkontoret i stedet for rejseværelset. På mit spørgsmål om et andet rejseværelse anvistes mig et firkantet hul med tykke jernstænger for vinduet, hvorom man ingen ide kan gøre sig uden at have set det. Vi var denne gang 5 rejsende, hvoraf de 3 til nød kunne stuves derind. Man tænker sig nu engang at der var flere rejsende eller at disse var damer. Hvor skulle disse dog placeres i den stive time man som oftest må vente inden man kommer afsted? og hvor skulle postkarlene få plads til kasserne og kufferterne der skulle med, uden at sætte disse ud i gården? Ja, dette værelses hele indretning (?) ville jeg i sandhed anse som et forsøg i det komiske hvis jeg ikkemåtte anse sådant for at være under postdirektionens værdighed. Jeg stod (for af naturen er jeg nu engang således indrettet at jeg - især i rejseklæder - ikke kan sidde på den langs med væggen værende nymalede tremme) altså jeg stod og grundede over hvad der kunne være i vejen for at overlade os personpostens rejseværelse til afbenyttelse. Efter at have stået og grundet en times tid, fandt jeg da en tænkelig grund, nemlig at det muligvis ville kollidere med personpostens ankomst- og afgangstider. Men denne modgrund fik jeg netop mig selv gendrevet dels dermed at dette højst sjældent ville ske, dels dermed at der ingen ulykke var i at det skete en meget enkelt gang, da posthornet i det samme kaldte os til vogns. Vi besteg da vognene og kørte ud af postgårdens port.

II Rejse til Køge

Længe kunne jeg ikke begribe hvorfor postillonen på det ubarmhjertigste gennempiskede de stakkels heste. Jeg troede i begyndelsen de havde forset sig ved et eller andet, hvorfor de skulle "straffes", men næppe var vi kommet udenfor Vesterport, før jeg erfarede grunden. Postillonen vendte sig nemlig om til os og sagde i en triumferende tone: "De har gået i tøjet siden i morges halv otte." Ved samme lejlighed bad han os sige ham om han kørte stærkt nok, "for han havde aldrig kørt post før." Ligeledes leverede han den ene af os sit tudehorn "for han forstod ikke at blæse det op." Mens han nu fortalte min medrejsende vidtløftigt at han havde været i Hamborg, Lübeck osv., men aldrig i Køge, og derfor bad ham sige sig vejen dertil, så snart der var drejet af ved Roskilde Kro, grundede jeg atter fr at udfinde hvorfor hovedvognen ikke kørte foran da denne dog altid må have en øvet kusk der kender vejen, har uret på vognen at rette kørslen efter, og kan "blæse hornet op" for derved at vække bommændene så betids at man ikke behøver at holde ved bommene. Men jeg kunne denne gang ikke tænke mig nogen grund. Under en kørsel, højst ubehagelig på grund af lyden af den snertende svøbe, der i bogstaveligste forstand kunne siges ikke at være af hestenes ryg inden vi nåede Køge postgård, nåede vi da denne hvor vi vederkvægedes ved et hyggeligt, godt opvarmet rejseværelse og ved proper og billig beværtning.

III Reise til Vordingborg

Fra Køge til Rønnede var hesteplageriet lige så utåleligt som før og kørslen langsommere. Dog fandt jeg mig tålmodigt heri, for i Rønnede fik vi jo nye heste og kørte da på vores magelige fjedervogn lige til Vordingborg, tænkte jeg. Men ak! vi mennesker tænker så tit fejl. Efter et lille ophold i Rønnede gik vi alle ud i regn og slud for at stige til vogns. Hvor blev jeg ikke lang i ansigtet ved at forefinde - i stedet for fjedervognen hvilken jeg havde tænkt mig ligesom hovedvognen holdende tør inde i vognskuret - en af de gamle postvogne holdende aldeles gennemvåd uden for vognskuret. Dog fandt jeg mig også heri og satte mig trøstigt i det svømmende lædersæde. Enhver vil vist være enig med mig deri at dette ikke er så ganske rigtigt gjort af postdirektionen. Det er at ove mere end den kan holde, således at lade de rejsende gøre begyndelsen af rejsen i en bekvem vogn, tage denne fra dem midt på ruten og i stedet give dem en fra forrige århundrede.

Vi kørte da afsted, men nu tabte jeg tålmodigheden. Vejen gik nemlig: til Præstø. Har du, kære læser! nogensinde rejst med posten fra København til Vordingborg? Gennemfarer der dig da ikke en vis gysen ved at høre Præstø nævne? Du vil sikkert i forening med mig henvende dine bønner til postdirektionen at de rejsende dog endelig må blive befriede fra denne dræbende, trvielle omvej, og at pakkenillekerne til Præstø blev aflagt i Rønnede Kro eller det sted på Vordingborgvejen der er det nærmeste. Dog - tilbage til rejsebeskrivelsen! tidlig på morgenstunden ankom vi til Præstø. En nedslående efterretning modtog vi her, nemlig den at der intet gæstgiveri var på aftrædelsesstedet. "Der var et gæstgiveri i den anden ende af byen, men der var nok ingen oppe og værelserne vist kolde." så vi følte ikke synderlig lyst til at begive os på opdagelsesrejse efter dette. I den lige over posthuset liggende kippe hvor postillonerne samledes, nød vi et koldt værelse, en kop kaffe, satte os derpå til vogns, havde en bandsat vej indtil vi igen nåede Vordingborgvejen som vi havde måttet forlade, og ankom efter en halsbrækkende tur ned ad et med store klippestykker brolagt, yderst smalt stræde til Vordingborg Postgård hvor vifandt os fuldkommen tilfredse i enhver henseende.

IV Rejse til Gåbense.

Om denne er meget lidt at sige Vi betalte vores "ispenge" i Vordingborg, sejlede i den korte tid af 1½ time over vandet i en lille båd uden at se en smule is, men om istransporten skulle vi i næste nummer udtale os, såvel om denne i almindelighed som om postdirektionens andel.

(Politivennen nr. 1151, Løverdagen, den 20de Januar 1838. Side 33-38)

Redacteurens Anmærkning

Køge Postgård lå på hjørnet af Torvet og Nørregade. Den er nu nedrevet. Ejendommen blev først i 1785 postgård, og senere det førende værtshus i Køge og “Hotel Prinsen”.

Man kan komme for tidligt.

Den 3. november fulgtes jeg med en god ven til Nærum for derfra at besørge hans afdøde mor til sit hvilested på Søllerød kirkegård. Vi ankom til kirkegården klokken halv tolv og fandt der et andet lig nedsat i en grav og forladt af følget der opholdt sig i den kro der ligger nær ved kirkegården hvorfra også graveren kom ud til os. Vi bad denne melde præsten at vi var med liget på kirkegården, hvilket han straks udførte og bragte os det svar at præsten læste med konfirmander, men ville komme straks. 

Da vi havde ventet 1 time gik den afdødes søn til præstegården for at anmode præsten om at komme for at foretage jordpåkastelsen. Men han fik ham ikke i tale hvorimod pigen sagde at præsten der var i begreb med at klæde sig på, ville komme straks. Noget efter så vi ham komme ind på kirkegården og nærmede os ham med en ærbødig hilsen hvilken han dog ikke gengældte, men derimod i en vred tone spurgte os hvor vi turde komme ind på kirkegården før den tid der var bestemt til begravelsen nemlig kl. 12. Vi gav det svar at vi ikke var vidende om denne bestemmelse og at vi troede ikke at fortjene nogen bebrejdelse selv om vi var kommet ½ time for tidligt og det så meget mindre som der før vores ankomst var udbragt et andet lig på kirkegården. Dette svar må præsten ikke have fundet tilfredsstillende. For han vedblev endnu noget med sine ikke venskabelige bebrejdelser før han foretog jordpåkastelsen. 

Efter at denne korte ceremoni var til ende, spurgte præsten hvem der havde været inde hos ham, og da den afdødes søn erklærede at det var ham, begyndte han igen at spørge ham hvor han turde understå sig i at skynde på ham når han havde andre forretninger og klokken ikke var 12. Nogle af sørgefølget svarede at klokken nu var kvart i et, hvilket de bekræftede ved at vise deres ure. Men dette beroligede ikke den gode mand, der vedblev med sine bebrejdelser indtil endelig både han og følget forlod kirkegården. 

Skønt denne opførsel ikke ligner den de københavnske præster udviser ved lignende lejlighed, har jeg ikke villet fremsætte mine bemærkninger derover, men kun fortælle sagen som den er foregået for derved at give andre det råd ikke at komme for tidligt ved sådan lejlighed.

Sander
Handskemager.

(Politivennen nr. 1143, Løverdagen, den 25de November 1837. Side 740-742)

Om vore Dages Separatister.

Historien lærer at der til alle tider har været mennesker der dels af sværmeri, dels i andre hensigter har adskilt sig fra den herskende kirke. Også i nutiden som dog glæder sig ved en større grad af oplysning, er langt fra at være fri for separatistiske konventikler. På mange steder i Jylland og Fyn såvel som på Sjælland findes der folk som har afsondret sig fra den offentlige gudstjeneste og stiftet hemmelige forsamlinger hvori bønder, fiskere og skræddere giver sig af med at forklare bibelen og med at prædike. Så uskyldigt end sådant synes, kan det dog have højst sørgelige følger. For får sådanne mennesker det i hovedet at gudstjeneste bedre og mere bekvemt kan holdes i deres egen stue, og at en fiskers eller skrædders snak kan opbygge mere end præstens tale, så behandler de snart den offentlige gudstjeneste med koldsindighed og foragt og satte omsider mistanke til læren selv. Men løsnes først et bånd som binder dem til staten, vil attrå efter at løsne flere vist nok snart opstå. Allerede giver disse personer sig navn af "troende" og "opvakte", mens de kalder andre som ikke er af deres parti, vantroende eller folk af den nymodens tro hvilke de af alle kræfter søger at omvende.

Ser man hen til den iver hvormed nogle af de mest ivrige separatister søger at gøre proselytter eller forøge deres parti, skulle man let falde på at tro at de blev styret af en skjult hånd der brugte dem til visse hensigters opnåelse. Således lader en bonde ved navn Peter Larsen fra Skræppenborg og en ditto Anders Larsen fra Gamborg i nærheden af Middelfart det ikke være nok med at virke i deres egen kreds, men de rejser omkring i hele Fyn, ja endog i Jylland for at holde forsamlinger og udbrede deres lære. For at have et påskud til sådan omflakken, fører de gerne et kreatur eller en anden varesort med sig som de siger sig at handle med.

Også på Sjælland især i den vestlige og sydvestlige del har dette sektuvæsen slået rødder og endelig vækket øvrighedens opmærksomhed. Blandt de mest ivrige nævner man skolelærer Rasmus Sørensen i Venslev der er bekendt af hans strid med dr. og ridder Bastholm i Slagelse. Denne mand har i flere år holdt gudelige forsamlinger og hans trang dertil har været så stor at han hverken ved biskoppens formaning eller efter at han af kancelliet var beordret tiltalt var at formå til at ophøre med det, før man i retten tog det løfte af ham at holde op med det indtil sagen var endt. Han har ikke indskrænket sig til sit eget sogn, men også holdt forsamlinger i andre sogne og er nu ved Antvorskovs birks ekstraret idømt en mulkt af 100 rigsbankdaler for overtrædelse af forordningen af 13. januar 1741. I samme dom er indbefattet husmand Hans Oested af Vemmelev som er idømt at betale 25 rigsbankdaler, husmand Søren Rasmussen af Ormitsløv og gårdmand Hans Andersen hver 20 rigsbankdaler, samt enken Ane Jensdatter af Foerløv, 10 rigsbankdaler sølv. Men de har samtlige erklæret at ville appellere dommen.

Skønt sådanne forsamlinger er ulovlige, finder de dog medhold og opmuntring i den Nordiske Kirke-Tidende som glæder sig hver gang den får kundskab om at sådanne forsamlinger er begyndt på et eller andet sted eller når med dens egne ord end livsrøre er begyndt blandt folket. Den opmuntrer til udholdenhed og trøster med at det større parti omsider vil gå af med sejren. De præster som efter ed og pligt har overholdt forordningen af 13. januar 1741 og angivet overtræderne for den civile øvrighed nemlig pastor Koch i Wedder, i Ribe stift, pastor Sørensen i Sinding i Århus stift, pastor Jørgensen i Hjarup ved Kolding, pastor Olsen i Holtum ved Vejle, pastor Dalhoff i Nykøbing på Morsø og pastor Duus i Vemmeløv på Sjælland - mænd hvoraf de fleste har givet prøve på kundskaber i flere videnskabsfag - erklæres for åndelig udygtige og tillægges åndelig afmagt. 

"Vist nok" siges deri "kan mange åndelige rørelser både for det enkelte menneske og i mindre og større kredse være skæv, ja meget værre end dette. Men er det en virkelig åndelig livsrøre og ikke en kødelig beregnet beregnet bevægelse, da lader den sig ingenlunde slå ned med udvortes våben. For enhver mand er dog sagtens stærkere end kød og blod. Men ved enhver udvortes hindring bryder den stærkere på, og den ild som først er tændt, blusser stærkere jo mere man udefra pirrer ved og stænger for den - og fremdeles "at åndelige rørelser skal mødes og afvæbnes alene med åndelige våben, hvis de skal bekæmpes og besejres og at enhver som møder dem med verdslige våben, bekender på engang både sin afmagt og sin dumhed." 

Dog ved sådanne henkastede ytringer vil vist nok hverken disse mænd eller nogen gejstlig der stræber at opfylde sit kalds pligter, lade sig afholde fra efter yderste evne og i forbindelse med den civile øvrighed at gøre ende på et uvæsen der kan udarte til fanatisme eller ende med vanvid. Hvilket er mere end tænkeligt når aldeles uvidende mennesker bilder sig ind at være inspireret af den hellige ånd. Således har nogle af de opvakte erklæret at de når ånden kom over dem, kunne prædike og forklare skriften lige så godt som præsten. Ja en bonde i Vemmeløv sogn som med megen iver søgte at gøre proselytter, sagde til en kone der ikke ville bide på krogen, men erklærede at være fornøjet med sin præst: "Nej, du skulle høre præsten i S., det er en anderledes mand, han er ikke født til verden som andre mennesker, han er en af de hellige som står for Guds trone og er sendt herned for at prædike det rene og sande Guds ord." Er dette langt fra vanvid?

(Politivennen nr. 1141, Løverdagen, den 11de November 1837. Side 699-704)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fulgtes op af "Mere om separatistiske Forsamlinger" som citerer en artikel fra Dresden fra 14. november. Politivennen nr. 1144, lørdag den 2. december 1837, side 754-756.

Ugebladet Nordisk Kirke-Tidende udkom fra 8. januar 1833 til 21. februar 1841. Herefter skiftede det navn indtil 13. februar 1842 navn til Dannebroge. Redaktør og udgiver var præsten J.C. Lindberg. Derudover bidrog også Grundtvig. Bladet agiterede for sognebåndsløsning og imod ændringer i de gamle kirkeritualer.

Foruden linkene til internettet er vækkelsesbevægelserne grundigt beskrevet i "Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede" bind 1-7. 1960-1977, hvorfra nedenstående stammer:

På Sjælland begyndte den gudelige vækkelse i landsbyen Venslev ved Skælskør i 1829. Bevægelsen sluttede i 1850. Den rettede sig bl.a. mod de såkaldte "rationalistiske præster". Hensigten med at trække dem i retten efter konventikelplakaten af 13. januar 1741 var at knytte dem til statskirken, mere end at undertrykke forsamlingerne.

Hans Bastholm (1774-1856) var sognepræst i Sct. Peders kirke i Slagelse 1802-1846 og udtalt rationalist. Han mente at almuen skulle lære af det dannede borgerskab og folk som kunne give "videnskabelige" grunde for deres anskuelser.

Skolelærer Søren Rasmussen helligede sig fra 1840 politisk og folkeoplysende arbejde, bl.a. i landboforeninger. I sine pjecer brugte han et voldsomt sprog mod Bastholm som anlagde injuriesag. Søren Rasmussen tabte.

Se også Kjøbenhavnsposten nr. 80, 5. april 1831, side 265-267.

Den Korsøerske Confirmandsag.

Efter det i nummer 1108 givne løfte, meddeles følgende dokument i denne sag.

Underdanigst P. M.

Et sluttet selskab bestående af de mest dannede og agtværdige af samfundets klasser forsamledes den 19. i forrige måned her i byen for at more sig ved dans og dramatiske teaterforklædninger. Til dette selskab blev min datter Seraphine Caroline ved en velynderinde skaffet adgang. Som konfirmand ønskede hun at bevare den hædrende dom hendes sjælesørger nyligt havde fældet over hende, og frygtede derfor at hun hvis hun ved næste møde hos Provst Olrik skulle blive skyldig, kunne udsætte sig for en lige så åbenbar og derfor så meget mere nedslående irettesættelse. Hun håbede at opnå det første og forebygge det sidste ved at gøre hans højærværdighed den kompliment at udbede sig hans tilladelse.

Skønt provsten nægtede hende en sådan, tillod vi forældre hende dog at nyde denne efter vores mening uskyldige fornøjelse, dels fordi det ville fornærme barnets velynderske, hvis hun ikke benyttede hendes godhed, dels for at lade en ung pige som står i begreb med at træde ind i verden drager nytte af lejligheden til at te sig i det større og artige selskab. Vi kunne heller ikke forudsætte nogen alvorlig misbilligelse her af fra hr. provstens side da hans ærværdighed selv både i året 1833 og 34 uforklædt havde deltaget i samme underholdning med samme personer, blandt hvilke 1834 omtrent på samme årstid, endogså 3 af provsten daværende konfirmander, nemlig de 2 døtre af hr. justitsråd posemester Paludan og opsynsmand Beincke, samt det nu bortviste barns søster, vores datter Maria, deltog uden at dette pådrog dem nogen dadel af hans velærværdighed som dog selv måtte have set dem. 

I alle tilfælde havde vi den tillid til hr. provstens fine takt at barnets lydighed mod sine forældre ikke ville pådrage hende nogen irettesættelse i de andre konfirmanders påhør da overtrædelsen af en under fire øjne nægtet tilladelse kun kunne egne sig til en ligeledes sub rosa given irettesættelse. Dog sagen fik et ganske andet udfald. Da barnet den 21. indfandt sig hos provsten til undervisning, blev hun i alles påhør bortvist af hans højærvædighed med den besked at hendes far kunne lade hende konfirmere af en anden præst. Jeg skrev da brevet Bilag A. til provsten og modtog fra ham Bilag B, på hvilket fra min side Bilag C. fulgte. Imidlertid underrettedes jeg om provstens bestemte ytring til flere: "Jeg svarer ikke på Laurenbergs brev" og dette bevægede mig til endnu engang at forsøge sagens mindelige og private afgørelse ved at tilskrive hans højærværdighed Bilag D.

I en mundtlig samtale fordrede hr. provsten som en betingelse for min datters konfirmation en skriftlig æreserklæring hvori jeg skulle tilbagekalde hvad jeg havde ytret i mine breve til ham. En sådan kunne jeg som ærekær mand ikke give, da jeg ikke tror at have fornærmet ham. Den forsøgte mægling blev derfor frugtesløs, og den 3. henimod aften modtog jeg provstens attest, dateret den 2. som herved følger under Bilag E, hvortil jeg underdanigst tillader mig under F. og G at vedlæge et vidnesbyrd fra barnets lærer, hr. pastor Bøggild og en udskrift af skoleprotokollen, indeholdende de karakterer som ved eksamen i det sidste år er tildelt hende.

I den overbevisning at have forsøgt at for at undgå den ubehagelige nødvendighed i hvilken jeg nu er sat, og med den vished at det højkongelige danske kancelli vil hjælpe mig til at få min datter, hvis udgang af det faderlige hus er berammet til foråret, konfirmeret til påske, tager jeg mig underdanigst den frihed at henvende mig til det højkongelige kollegium med underdanigst forespørgsel om hvorledes jeg i dette for mig som fader højst ubehagelige tilfælde har at forholde mig?

Underdanigst
Laurenberg.

(Politivennen nr. 1113, Løverdagen, den 29de April 1837. Side 255-258)

Redacteurens Anmærkning

De omtalte bilag følger på siderne 258-264. De er skrevet af postfuldmægtig Laurenberg, provst Chr. Olrik og ordineret kateket og førstelærer ved borgerskolen i Korsør Bøggild. Interesserede henvises til originalen.

Folketællingen fra 1845 giver følgende oplysninger: Fuldmægtig Vilhelm Laurenberg f. 1773, hans kone Ane Møller, f. 1795 og deres to børn, Seraphine Laurenberg f. 1823 og Ole Laurenberg, f. 1833.

Ifølge ODS kommer sub rosa fra latin “under rosen”, og hentyder til rosen som symbol på tavshed (diskretion).

Om Korsør stod der i Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1837:

Vest-Sjællandske Avis bringer Følgende som "Meddeelt": "I vore Tider klages der saa meget over Næringsløshed, at det ere behageligt at see og omtale Virksomheds-Aand, hvor den findes. Kjøbmand J. Kruuse i Corsøer bygger i Aar en Brig paa 3000 Td., efter i de foregaaende Aaringer at have byggeet to Skonnerter, som han vedbliver at holde i Fart, foruden mindre Fartøier. Han er saaledes ikke en Kjøbmand, som efter at have samlet Formue ved heldige Speculationer, trækker sig og Pengene ud af Handelsverdenen; men han er en Mand, som aarlig bidrager til at mange Mennesker ved Arbeide kunne skaffe sig og Familie Underhold, og han er en sand Befordrer af Driftighed i Corsøer. Hvad en saadan Mand er for en lille By som Corsøer, vilde det føre os for vidt at udvikle."

Oprørende Misbrug af Fattigforsørgelsen.

Man har tidligere på prent påstået at retten til at blive forsørget af kommunens Fattigvæsen af mange ikke betragtes anderledes end som en sikret livrente, og at der gives lavttænkende som ikke kan undse sig ved selv under de mest stødende former at anholde om bistand af Fattigvæsnet. Ikke som en hjælp, men som en retmæssig fordring. Nedenstående eksempel vil endnu mere tjene til at oplyse denne påstands rigtighed.

I en af Sjællands første købstæder døde for nyligt en temmelig aldrende mand der tidligere havde været i en ret anselig borgerlig stilling. Fattigdom havde længe været hans lod og der fandtes derfor ved hans dødsfald intet til at bestride hans begravelse med. Hans mere eller mindre bemidlede brorsønner var ikke villige til eller betænkte på at yde deres så nære slægtning den sidste hjælp. Og den afdødes egne børn var ikke i stand til selv at udrede udgifterne. Man tyr altså til Fattigvæsnet om fri jord og kirke hvilket også blev tilstået. 

Sønnen der imidlertid selv var håndværker, ønskede at forfærdige ligkisten. Han får materialerne dertil leveret af Fattigvæsenet. Men hvad der næsten er utroligt, han lader sig betale af Fattigvæsnet 3 rigsbankdaler for at sammenslå sin egen faders ligkiste. Senere anmoder man præsten om at følge den afdøde til jorden. Han nægter dette efter engang vedtaget regel for lig som begraves for Fattigvæsnets regning (en bestemmelse der kun sigter til at forebygge at ikke enhver skal ty til det offentlige). Men han tilbyder yderligere uden nogen som helst vederlag både at ville følge og holde ligtale, hvis sønnen vil tilbagebetale det på en så lumpen måde oppebårne 3 rigsbankdaler. Dog for disse havde man formodentlig et værdigere brug, præsten er fast i sin beslutning og lader blot sin medhjælper i embedet møde på kirkegården og forrette jordpåkastelsen. Dette forhold fra præstens side giver imidlertid anledning til en del bysnak og miskendelse. Men enhver som erfarer sagens sande sammenhæng, vil let indse og erkende at mens præsten har tilsidesat ethvert hensyn til egen fordel, har sønnen udvist den mest oprørende og mest rå egennytte.

(Politivennen nr. 1112, Løverdagen, den 22de April 1837. Side 239-241)

Slemme Følger af Maskerader.

På det sidste maskebal i Hotel d'Angleterre var en maske ret ivrigt beskæftiget med at udspørge de gamle damer om de var konfirmeret. Og når en eller anden af disse spøgende svarede nej, advarede masken for det syndige i at deltage i sådanne forlystelser og fortalte at en agtværdig mands datter i en af Sjællands købstæder af præsten var blevet med et slags eclat bortvist fra konfirmandundervisning og nægtet antagelse til konfirmation, fordi hun med sine forældres tilladelse havde deltaget i et maskebal.

Man troede at det hele var et tåbeligt gækkeri, men det har siden stadfæstet sig at noget sådant virkelig er passeret i en lille købstad på Sjælland, hvor præsten som ovenfor anført af ovennævnte grund skal have bortvist en af de mest ferme konfirmandinder, og det uagtet selskaber hvori ballet blev givet, er så hæderligt at hans højærværdighed for få år siden selv har været til stede ved et af samme selskab givet maskebal hvori samme gang flere konfirmandinder skal have deltaget uden at dette havde til følge at de blev afvist.

Det er naturligt at pigens forældre ikke har været tilfredse med denne fremgangsmåde. Man har besværet sig over for biskop og kancelli, og når sagen er udageret, hvilket man håber snart vil ske til alle parters tilfredshed, vil de nærmere detaljer tillige med samtlige dokumenter i sagen blive offentliggjort. Dette til beroligelse for de svage i ånden der i det omhandlede faktum har troet at øjne en tilbagevenden til et ikke ønskeligt gejstligt regimente, hvilket de mente ville blive så meget mere besværligt for nationen som man fra flere sider har ytret ønske om et eget gejstligt kollegium.

(Politivennen nr. 1108, Løverdagen, den 25de Marts 1837. Side 186-188)

Hôtel d'Angleterre til venstre. Kongens Nytorv. Til højre for statuen Hovedvagten. (Becker)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i nummer nr. 1113,  29. April 1837, side 255-258.

Hvordan et maskebal på hotellet hos Knirsch kunne foregå, fremgik af en artikel i Kiøbenhavnsposten, 1. marts 1831.

Uskik i Holbek.

Som bekendt er det ikke så mange år siden at det var meget gængs skik at lade hvidklædte unge piger slutte sig til ligskarer. Denne for helbredet så farlige skik blev påtalt og så vidt vides forbudt overalt. Påfaldende, ja næsten harmeligt, er det derfor at se at den ikke er ophørt i Holbæk. I februar måned og på et tidspunkt hvor netop megen sygelighed grasserer, har man der ikke taget i betænkning at lade 12 unge piger møde på kirkegården for at omslynge afdøde købmand Borchs kiste med borgerkransen (se Berlingske tidende af 20. februar). Enten er disse piger fulgt med ligskaren, eller de har måttet vente på den på kirkegården. I begge tilfælde har deres helbred i høj grad været udsat, og at man i vore tider ikke kan indse det urimelige i på denne måde at hædre en afdød at man således vil overse hvad sund fornuft og lov forbyder, fortjener vist nok at blive alvorligt påanket.

(Politivennen nr. 1104, Løverdagen, den 25de Februar 1837. Side 122-123) 

Borchs Haandgjerningsskole i Klosterstræde, Holbæk. Renterne af 10.000 rigsbankdaler gik "til fattige Skolebørns Undervisning, Linned- og Uldspinding samt Tvinding, Linnedsyning og Tilskjæring af Skiorter, Særker og Lagner m. v., dog bør de og lære at kunde skiære og sy et Skiørt og en Trøie, saa de fra Skolen kunde udtræde som duelige Tienestepiger." Håndgerningsskolen blev 1907 overtaget af kommunen. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Redacteurens Anmærkning

Den omtalte artikel i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende fra 20. februar 1837:

Indenlandske Efterretninger. 

Af en Skrivelse fra Holbek d. 13de Febr. - Vor Byes Senior, forhenv. Kjøbmand Anders Borch, ombyttede et for Mange højst velgjørende Liv med Evigheden den 3die d. M.. i den høje Alder af over 83 Aar. I Hverdagslivets Betydning vilde der om dette Dødsfald vel næppe vare Noget at sige; men det nærværende Tilfælde gjør en hæderlig Undtagelse og fortjener Opmærksomhed idetmindste af Menneskevennen, der ikke troer, at Alt er afhængigt af et Slumpetræf, eller den blinde Lykke, men aner Forsynet skjulte veje der, hvor Hoben i Almindelighed ikke gjør sig nogen Tanke derom.
Den Afdøde etablerede sig heri Byen som Kjøbmand i Aaret 1777, og hørte vel til en Slægt, der var istand til at give ham hvad vi i vore Dage kalde Drivtscapital; dog var det ikke denne alene, der begrundede hans store Formue: Danmarks saakaldte gode, gamle Tider; ufortrøden virksomhed; streng Orden og Redelighed, i Forbindelse med et bramfrit Liv, vare de væsentlige Aarsager, der fornemmeligen bidroge til at anvise ham den Plads, han indtog blandt Rigmand.
I 60 Aar levede han herpaa Stedet, hvoraf de 42 i virksomhed; da drog den alderstegne Mand sig tilbage, for at henleve Resten af sin Alderdoms Dage i Ro.
Omtrent 7 Aar derefter berøvede Døden ham en ligesaa virksom som retskaffen Ægtefælle, Inger Eleonora, fød Kornerup, hvis hele Liv var betegnet med Godgjørenhed, og hvis Minde blev velsignet af de Mange, for hvilke hun var en ligesaa skjult, som ædel og moderlig velgjørerinde.
I 11 Aar savnede Oldingen sit Livs trofaste Ledsagerinde; men endskjøndt intet Afkom skulde forsøde hans Livs Aften, savnede han dog ingenlunde den omhyggelige Pleje og kjærlige Omhu, som hans Alder krævede, og sjælden Troskab vistes ham, indtil en stille og fuldkommen smertefri Død lukkede Hans Øie.
I sit Testamente har han rigt begavet denne By. Over en halv Tønde Guld (52,000 Rbd.) vil tilfalde Kirke, Skole og Fattigvæsen; flere Stiftelser skulle oprettes under en fortvarende Administration, og flere trængende Familier, fornemmeligen af Handelsstanden, nyde aarlig Understøttelse, ligesom ogsaa de mange Grundejere herpaa Stedet, i Hvis Ejendomme den Afdøde havde Prioritetsret, ere eftergivne eet Aars Renter fra hans Dødsdag af, med Haab om. at de saaledes indestaaende Capitaler, efter Omstændighederne, ville forblive uopsagte.
Den Afdøde har saaledes ej alene i sin lange Levetid nyttet og gavnet med sin Formue, men udstrakt sin Godgjørenhed til fjerne Slægter.
Dog kunne vi ikke Andet end sande hvad Stedets Sognepræst, Højærværdige Hr. Dr. Theol. og Prof. Larsen udtalte ved den Afdødes Baare: at Byen vil komme til at savne ham, som den Mand, paa hvem man, naar Trang er forhaanden, rettede sit Øje, ventede og fandt Hjælp.
Men et uforgjængeligt Minde har han stiftet sig, fastknyttet til sit Navn, der vil nævnes med Taknemmelighed, længst efterat Hans Støv er hensmuldret.
Hans jordiske Levninger bleve den 3de d. M. højtideligen stedede til Hvile paa Holbeks Kirkegaard, fulgt af skjønsomme og taknemmelige Medborgere, der kappedes om at hædre Hans Minde, ved at bære Liget til Graven, hvor det nedsænktes ved Siden af hans forudgangne, uforglemmelige Hustru, efterat 12 unge Piger havde omslynget Kisten med den velfortjente Borgerkrands.
Vi slutte denne korte biographiske Notice med følgende Stropher, der bleve lagte paa den Afdødes Kiste og fulgte ham i Graven:
Udover Graven Mindet rækker,
Naar Hjertet tro bevarer det:
Oh da til gavnlig Daad det vækker -
Til Følelsen af Pligt og Ret!
Henfarne Olding! selv Du satte
Et ærværdigt Minde Diq;
Din Daad vil sene Slægter skatte,
Dit Navn til Mindet knytte sig.
Drag nu i Fred til Lysets Bolig,
Din Vej dertil er jo saa skjøn!
I Dødens Blund Du hviler rolig,
Og vaagner fro til Himlens Løn!

Om en offentlig efterlysning fra Birkedommeren paa Frederiksborg Distrikt.

I Adresseavisen og Berlingske Tidende som udkom onsdag den 10. august, læstes første gang følgende bekendtgørelse:

Den 19. i forrige måned er i skoven kaldet "Hestehaven" i Frederiksborg Distrikt fundet en død mandsperson der var aldeles nøgen og som ved den foretagne synsforretning skønnedes at være i en alder af 16 til 20 år. Han var omtrent 61 tommer høj, havde lyseblå øjne samt lysebrunt og blødt hår. På hændernes overflade fandtes adskillige ar, hvorimod huden i den indvendige håndflade var meget blød og vidnede om at han ikke jævnligt havde forrettet svært arbejde.
Da ingen hidtil har kunnet genkende nævnte person, og hans klæder ikke, uagtet anstillet undersøgelse, har været til at finde i skoven,så anmodes enhver som måtte kunne ytre nogen oplysning om ham, behageligst desangående at meddele mig underretning.
Hillerød den 4. august 1836
von Hadeln.

Enhver der læser dette med opmærksomhed, kan ikke formode andet end at her er begået en forbrydelse og det af groveste slags. At det unge menneske skulle have aflivet sig eller være død af et apoplektisk tilfælde samt senere blevet afført sine klæder, er mindre tænkeligt. Man må antage at et mord på ham er forøvet og at gerningsmanden enten for at forøge sin brøde eller for at vanskeliggøre dens opdagelse, har tilegnet sig, eller skaffet den myrdedes klæder af vejen. Men - må man da med rette spørge, har politiet ikke også her gjort sit for at hindre at en i vores land gud være lovet - mindre hyppig udåd får sin fortjente straf? Når et lig under så meget mistænkelige omstændigheder findes i en skov den 19. juli og man ikke de første to dage kan få liget genkendt, eller på anden måde kan komme på noget spor, bør man da udsætte den offentlige efterlysning til den 4. august eller indtil 16 dage derefter, og så sent fremsende bekendtgørelsen at den først 6 dage efter læses i aviser som udkommer kun 4½ mil fra politimesterens bopæl? Herved er gerningsmanden jo åbenbart givet et forspring i tid af ikke mindre end tre uger. Og med indsendelsen af en annonce fra Frederiksborg til København er her hengået lige så megen tid som nu om stunder behøves for at skaffe den fra London til København. 

Vel ved indsenderen heraf at det hører til politiets politik at undgå så meget som mulig offentlig bekendtgørelse om forbrydelse fordi man antager at gerningsmanden derved anspores til at være mere varsom i sin adfærd og ikke så bringes i fælden. Men det være nu med det princip som det vil, så kan dog ikke nægtes at det i nærværende tilfælde er på uforsvarlig måde outreret, og at selv den klogeste politiøvrighed ville tage meget i betænkning at lade tre uger gå med at henlede den almene opmærksomhed og eftertanke på begivenheder der muligvis står i forbindelse med den sørgelige tildragelse og gøre den forklarlig. Efter 4 til 6 dages forløb kan hukommelsen om personer man har set eller samtaler der er faldet om ellers ligegyldige ting, danne kombinationer og skabe tråde for politiets virksomhed. Men efter tre ugers tid er alle disse fordele tabt og selv om den fundne person skulle savnes langt borte, så vil han næppe nu i forrådnet tilstand kunne genkendes. 

Indsenderen heraf tror at der er fuldkommen anledning til i et blad med nærværende titel og tendens at påtale den uforsvarlige sendrægtighed, ligesom han heller ikke tvivler om at den jo af højere vedkommende vil blive bemærket.

(Politivennen nr. 1077, Løverdagen, den 20de August 1836. Side 536-539)

Redacteurens Anmærkning

Mens Politivennen var tilbageholdende med detaljerede beskrivelser af mord, stod der af og til noget i andre blade, fx i Dagen 3. marts 1806 om Niels Jensen. I Dagen den 16. januar 1810 kunne man læse om et forfærdeligt mord. Også i Kjøbenhavnsposten kunne man til tider læse om dem, som fx den 28. december 1833 vedr. et mord i Gladsaxe. Et temmelig godt dækket mord blev anslået af Kjøbenhavnsposten den 12. juli 1836.

En ny Industri, som smager af Bedrageri.

Nogle husmænd fra Bagsværd som opholder sig her i byen den største del af ugen, driver den industri at de på torvet køber, eller lader komme fra Birkerød, et stort løs tørv som de læsser af i Hausergade hvor de omlæsser det på deres vogne der står der og som de har indrettet til kneb. Det således at de af et læs gør 4, 5 eller 6 mindre læs, hvormed de kører omkring i gaderne og driver handel. 

Så snart de har solgt et læs, kører de op i nævnte gård igen og pålæsser et andet, og vedbliver således dermed til helt ud på aftenen. Da foregiver de gerne enten at deres vogn er gået itu til byen, eller at nogen har bestilt tørven og nu ikke kan modtage den, eller at manden som har bestilt den, ikke var hjemme og flere sådanne foregivende for at folk desto lettere skal indlade sig på at købe tørven af dem. Enhver som vil overbevises om sandheden heraf, kan blive det ved at gå ind i ovennævnte gård, hvor man da især onsdag og lørdag vil finde flere læs liggende, og de til denne industri indrettede vogne stående ved siden af. 

Ved denne handel bliver mange mindre formuende bedraget da de køber i den tanke at få et godt køb, ligesom denne handel også leder til at tørvesælgere som har ordentlige læs, misbydes. Man har troet at burde offentliggøre dette for at advare folk for at indlade sig på denne handel der tjener til at føde lediggang. Samt for at give vores politi et vink til at hæmme samme. Efter forlydende skal en lignende industri finde sted i gæstgivergården "3 Ruller" på Nørregade. 

(Politivennen nr. 1053, Løverdagen, den 5te Marts 1836. Side 152-153)

Det kunne fx være her. Hausergade, 2016. Hauser Plads til højre (Foto Erik Nicolaisen Høy).