Bøn til Politiet

Man må anerkende vores årvågne politis opmærksomhed for den tryghed som gør at man om natten kan passere vores gader, ja at endog den mest befærdede Østergade efter borgerlig aftentid, fordi de er renset for kønnets udskud, nemlig de offentlige fruentimmer. Men det er meget at beklage at netop der i nærheden, i så henseende herefter desto større uorden, ja endog forbundet med sådan lovløs fremgangsmåde at den roligt gående risikerer overfald og lemlæstelse. Og dette er virkelig tilfældet på gadehjørnet af Lille Kongensgade og Nikolajgade hvor der fra kl. 10 om aftenen og næsten hele natten er en stor forsamling af offentlige fruentimmer som tiltaler og antaster enhver. Og til deres assistance har de fra en nærliggende port en del slagsbrødre til medhjælpere. Indsenderen er ikke alene selv på den mest uforskyldte måde kommet i ulejlighed med denne røverhob, men har endog set og oftere hørt at det er hændt andre lige så.

Igennem dette blad vover man derfor at henlede politiets opmærksomhed på nævnte gadestrøg med håb om at en sådan uorden vil blive hæmmet.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 719-720)

"På gadehjørnet af Lille Kongensgade og Halmstræde er der fra kl. 10 om aftenen og næsten hele natten en stor forsamling af offentlige fruentimmer som tiltaler og antaster enhver." (Lille Kongensgade og hjørnet til Halmstræde, nuværende Nikolajgade krydser ved efter det gule hus. Eget foto, 2015)

Varsko til Bageren i Sqvaldergaden.

Man mener at man bør gøre Dem opmærksom på at en stor mængde duer næsten dagligt besøger Deres rugloft i pakhuset længst nede i gaden. Muligvis er det Deres egne duer, og det kan i givet fald synes ligegyldigt, om disse søger føden der eller om denne gives dem i gården. Men der findes folk som tænker på at duerne giver vederlag for det de har nydt og at sådant let kunne komme i brødet eftersom man i almindelighed ikke plejer at foretage nogen ængstelig rensning med rug som blot grovmales. Og da sådanne folk vel ikke ynder sådant blandingsbrød, kunne de fratage Dem deres næring. Hvilket jo ville være tab for Dem. Man er derfor så fri at give Dem det råd at spænde et net for lugen.

(Politivennen nr. 627 Løverdagen den  5te Januar 1828, s. 11-12).

Bøddelscene paa Hjørnet af Hummer- og Sqvaldergaden hos Brændeviinsmanden.

Det ordsprog: hvor man drikker sit øl, skal man spilde sin bærme er vist ikke blandt dem som ovenomtalte brændevinsmand har lagt til grund for sin handlemåde. Hos ham hedder det nok tværtimod: Drik dit øl (rettere sagt din brændevin) hos mig, og det jo mere jo bedre. Men spild din bærme hos andre, ellers sker du en ulykke! Til bevis for denne min mening tjener følgende:

Søndag formiddag den 16. i denne måned, midt under gudstjenesten, blev Hummergades beboere opskræmt ved en alarm som bragte alle til vinduerne hvor man da blev vidne til et optrin der i lige høj grad vakte afsky og harme. Nævnte brændevinsmands søn (sønnen af den første matador i Hummergade og måske i hele kvarteret) stod i forstuen og sled med egne respektive hænder i 2 usle skabninger i menneskelig skikkelse af hvilke han endelig med herkulesk styrke væltede den ene ud på gaden, således at den ulykkeliges ansigt blev skjult med blod, og væltede den anden - nøgen i ordets bogstaveligste betydning - ud i rendestenen. For da den elendige gjorde modstand, vedblev den skønne hr. søn at slå så længe i ham, indtil han fik pjalterne (en gammel trøje nemlig) op over hovedet på ham og således blottede den skjorteløse krop. 

Denne ekspedition skete ud gennem gadedøren. For den egentlige indgang til skænkestuen var anordningsmæssigt lukket *). Bag efter de udkastede sendte den værdige brændevinsmandssøn de tilbageblevne pjalter, såsom hatte, tøfler osv. Det er let at gætte hvad der nu fulgte. Lazaronerne forblev en rum tid udenfor, fortalte hele gaden "at de havde fortæret 4 til 5 mark derinde og at man havde pryglet dem og kastet dem ud da de ikke havde flere penge.". Endelig kom en politibetjent til og jog dem væk, hvorved den ene fik nogle dygtige prygl som vist nok burde have faldet på en ganske anden ryg.

Det skammelige i ovenstående behandling forhøjes betydeligt for det første derved at denne bøddelscene foregik på en helligdag, ja midt under gudstjenesten og i en mands hus som efter de gældende anordninger er forbundet til på sådan tid at holde sine døre lukket **). Og for det andet derved at det er ved disse ynkværdige skabningers usalige hang til brændevin at ovennævnte mand i mange år har levet og endnu lever i højeste velgående. Ingen uden øjenvidnet kan gøre sig en forestilling om de valfarter som dagligt sker til denne mands brændevinstønde. De usleste skabninger af begge køn (hvoraf enkelte slavekompagnier udgør den bedre del) ***) hvis hele tilværelse beror på brændevin, vandrer hobevis derhen for at ofre på dette fordærvelige alter, hvilket de næppe forlader så længe endnu en skilling er tilbage af det surt erhvervede eller sammentiggende forråd. 

Er det nu ikke i overensstemmelse med rimelighed at når denne brændevinsmad har nedladt og endnu nedlader sig til at leve af og berige sig ved dette menneskeudskud, så bør han også være forberedt på og med resignation tåle alle de ubehageligheder som den må være udsat for der slutter sig til sådant selskab. At undvære disse urolige, liden ære bringende gæster var jo en bagatel for en mand i så afgjort lykkelige omstændigheder.

Men da det ikke er at håbe at han - især så længe han har en så trofast hjælper ved hånden som denne håbefulde søn - et at formå til at fatte denne beslutning ****), så anmodes han på det alvorligste om at skåne naboer og genboer for sådanne rædselsscener som den ovenfor anførte, samt at ære helligdagen og de gældende anordninger, da anmelderen og flere med ham ikke skal glemme ved først givne lejlighed ad en ganske anden vej end den her valgte at minde ham om at han lever i et land, hvor man hverken tør træde menneskelighed eller love og anordninger under fode.

*) Denne brændevinsstue har således megen lighed med en rævehule da begge har to ind- eller udgange.

**) Har brændevinsmanden måske speciel tilladelse til at skænke brændevin til lazaroner under gudstjenesten, så bedes om forladelse.

***) Hele vinteren igennem så anmelderen hver søgnedags morgen forskellige slaveafdelinger at gøre holdt uden for ovennævnte sted og der at indtage deres morgensnaps, hvortil han en gang i mellem hilste meget venligt. I sommer derimod har anmelderen ingen set. Måske har ankerne i dette blad hjulpet, eller måske kommer slaverne tidligere end anmelderen står op. 

**** Jeg er overbevist om at hele nabolaget ville sige amen til denne beslutning da man herved blev fri for dagligt at have alle de modbydelige væsner for øje, som brændevinstønden her med magnetisk kraft sammentrækker.

(Politivennen nr. 551. Løverdagen den 22de Juli 1826, s. 463-468)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 566, 4. november 1826, s. 732-733.

Forslag til den Maade, hvorpaa de saa smalle Gader, der endnu ere til her i Staden, ere at udvide overeensstemmende med den i Rescriptet af 26de April 1754 tilkjendegivne Hensigt.

Reskript til Københavns Magistrat af 26. april 1754 har en forestilling om at der fandtes en del stræder der var så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand. På grund af det indstillede den om det ikke måtte være den tilladt, ligesom det allerede var sket med nogle steder i så smalle stræder hvor husene er indrykkede og i overensstemmelse med forordning af 27. februar 1683, 8. post, der befaler daværende magistrat med matematiker og stadsbygmesteren at efterse de smalle gader og stræder i staden og derefter indgive betænkning og forslag om og hvorvidt samme enten aldeles skal afskaffes eller udvides - efterhånden som nogen melder sig for at nedrive de gamle huse og igen opbygge nye, i de nævnte gader. Blandt disse befinder sig endnu især Peder Madsens Gang, Kristen Bernikowsstræde, Halmstræde og Gåsegade. 

 "Der findes en del stræder der er så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand". (Man kan få et indtryk af hvor smalle disse stræder var i Pistolstræde, som også er omtalt i artiklen. Eget foto, 2015)

Ydermere at fastsætte hvor meget af grunden der skulle udlægges til gade mod at grundens ejer fik rimelig betaling for det som han mistede, efter uvildige mænds taksering, således at alle sådanne gader og stræder med tiden kunne blive udvidet og passable. Det blev vedtaget så at det blev magistraten tilladt efterhånden som nogen melder sig at nedrive de gamle huse og igen at opbygge nye i de omtalte gader og stræder, at fastsætte hvor meget af grunden til gadens udvidelse skal udlægges, imod at grundens ejer som før nævnt nyder betaling for det som mistes efter uvildige mænds taksering.

Denne vigtige forordning der efter dens formål bør betragtes som mere end blot en tilladende lov, synes i denne tid at være helt tilsidesat.

Vel frembyder måske ingen i de omtalte smalle gader og stræder, til hvilke kan regnes Integade, Pistolstræde og Prammandens Gang sig til at nedrive gamle huse, for igen at opbygge nye. Og et sådant foretagende ville heller ikke føde andet end tab af sig, hvor der ikke som på hjørnet af Store Købmagergade og Amagertorv - på hvilket sted der i år (dog ikke for indryknings skyld) er rejst en ligeså smuk som stærk bygning i stedet for den hytte som stod der før - beliggenheden med tiden kan tilbagegive bekostningen.

Men på det seneste er der ved auktion solgt flere ejendomme i Peder Madsens Gang, hvori blandt for nyligt nr. 283 og 293, den første på hjørnet af Store Grønnegade, og ligeledes en på hjørnet af Integade og Østergade.

Spørgsmålet bliver derfor om ikke de ansvarlige, nemlig enten stadens magistrat eller kommissionen for gadernes udvidelse, ved egne eller hjælp af andre midler burde købe sådanne ejendomme når til udbydes til salg.

Denne måde at blive ejer eller besidder af alle en gades bygninger er den eneste der er for hånden når ingen melder sig til at nedrive og ingen ildebrand indtræffer. Og den er så meget mere anbefalelsesværdig som fast ejendomme i særdeleshed i smalle gader for tiden ikke er i nogen høj pris, men derimod forrenter sig godt. Efter at en således købt ejendom i nogle år var blevet bortlejet, kunne den sælges enten til nedbrydning og indrykning, i hvilket tilfælde endog den tilsagte erstatning for indrykningen blev, om den ikke helt blev sparet på det mest nøjagtige bestemt eller hvor grunden var af for lille dybde til at indrykning kunne finde sted, til aldeles fjernelse, hvorefter ejeren af den inden for værende grund eller bygning kunne enten mod at betale for det eller uden det, få adgang til at bygge forside til den således udvidede gade efter den linje som var afstukket.

Spørgsmålet er således formentligt at besvare bekræftende, fordi formålet med efterhånden at udvide de farlige, usunde smalle gader derved opnåedes. Og man tager sig derfor den frihed herved at henlede de ansvarliges opmærksomhed på denne vigtige genstand.

(Politivennen nr. 507. Løverdagen den 17de September 1825, s. 10007-10011)

Redacteurens Anmærkning

Der skulle gå mange årtier før skribentens ønsker blev opfyldt. Nogle gange blev helt nedlagt og enten bebygget eller udvidet så meget at de blev til nye gader. Det gælder Peder Madsens Gang som blev bortsaneret i 1870'erne, Prammandens Gang i 1874, Integade foran magasin i ca. 1930, og Halmstræde blev i 1894 en del af Nikolaj Plads (fra Vingårdsstræde til Østergade). Andre gader bestod, men blev stærkt udvidet. Det gælder Kristen Bernikowsstræde og Gåsegade.Kun en enkelt gade består stadig, nemlig Pistolstræde - som altså er det eneste sted man i stærkt moderniseret form kan få et indtryk af boligforholdene i Københavns daværende slumkvarterer.

Voldsom Opførsel af en Natterenovationskarl

Fredag den 11. juli kom anmelderen omkring kl. 11 med sin familie fra skoven og holdt med sin vogn uden for huset på hjørnet af Nikolajgade og Lille Kongensgade, hvor en gammel kone der havde været med i selskabet boede. Imens hun var i færd med at stige ned kom en renovationskarl i fuld fart jagende fra Østergade ind i Nikolajgade og havde meget nær kørt den holdende vogn ned, da gaden var smal og hestene var i fuld trav. Fortørnet over at måtte holde og da han så at der kun var fruentimmer og børn på vognen, gav karlen sig til at skælde og bande. Anmelderen gjorde det klart for ham mens han igen steg til vogns at han nok ingen ret havde til sådan opførsel og at et minuts ophold vel ikke kunne være en forsinkelse i hans rejse, samt at gaderne vel endnu til kl. 11 om sommeraftnerne kunne passeres af andre end renovationsvogne. 

Men i stedet for at tage imod grunde slog han med sin smudsige pisk efter dem der sad på vognen og gav sig til at køre gennem Nikolaj Kirkegang så stærkt hesten kunne løbe. Anmelderen der ønskede at få denne karls fulde navn at vide og hvor han tjente, gav sig til at løbe efter vognen for om muligt ved en vægters hjælp at få dette oplyst. Men da han ikke traf nogen vægter i kirkegangen eller ved enden af samme, og ikke længere kunne fordrage den utålelige stand af de ingredienser hvorved vognen var læsset, og hvoraf en del hvert øjeblik på grund af den stærke kørsel skvulpede over vognbrædderne ned på gaden, måtte han opgive sit forsæt og vende tilbage. 

Imidlertid havde det omtalte piskesnert ikke alene på det ækleste besudlet fruentimmernes klæder, men det havde også truffet det ene barn i ansigtet nær øjet således at stedet endnu var underløbet med blod. Denne karlens opførsel vil vil enhver finde ligeså skammelig som lovstridig, og der er vel heller ingen tvivl om at han ville blive straffet alvorligt ifald man kunne få opdaget hvem han er. Men dette vil nok blive vanskeligt om ikke umuligt, da flere af denne slags befordringer denne aften havde taget samme vej som han, nemlig gennem Halmstrædet og Nikolaj Kirkegang. Dog vil anmelderen anse hensigten med denne bekendtgørelse for opnået dersom den måtte bevæge vedkommende til at pålægge sådanne karle at vise en mere moderat opførsel imod folk der er så uheldige at møde dem, og at få dem til at fare nogenlunde i mag. 

Overalt ved han ikke om disse kuske mere end andre er berettiget til at gennemfare byens gader med sådan jehusfart, imens det endnu er tidligt på natten og der folk folk i mængde. For i midsommers dage vil man dog ikke anse kl. 11 for at være den tid da ingen folk undtagen vægtere og renovationskarle har at bestille på gaden. Også spildes ved sådan kapkørsel stor del af læsset på gaderne, hvor det ikke alene afgiver en væmmelig syn, men endog forpester luften i høj grad. Vil man overbevise sig om sandheden i det, skal man bare bese stadens gader om morgenen tidligt, forinden der fejes. Man vil da kunne spore både hvorfra og hvorhen disse vogne har kørt. Især frembyder vejen fra kanalen og Holmens Bro et væmmeligt syn. men hensigten er dog nok ikke at enkelte huse skal skilles ved sådan beholdning af uhumskhed for at disse skal spredes på gaderne til byrde for almenheden, hvilket stedse vil blive tilfældet når det tillades kørekuskene at fare afsted som de lyster for at de ved at gøre en tredobbelt rejse om natten kunne have større fortjeneste

(Politivennen nr. 81, Løverdagen den 19de Juli 1817, s. 1362-1365)

Redacteurens Anmærkning

Halmstræde var indtil 1894 det stykke af Nikolajgade som forløber mellem Vingårdsstræde og Strøget (Østergade)

Drengeuvæsen

(Efter indsendt)

En flok drenge, hvoraf nogle kunne være beskæftigede med nyttige ting som staten var tjent med, for i stedet at lære at blive andet end dagdrivere eller det der er værre, har ofte for vane at samles om dagen på hjørnet af Skvaldergården og Laksegade, for at lege med at kaste penge mod væggen. Herunder er deres støj og skrigen ikke sjældent højst ubændig. 

Detalje fra et stik som viser det borgerlige infanteri. Samt nogle drenge der ikke ligefrem udviser stor respekt. Tre drenge går foran med alt andet end ærbødighed og efterligner infanteriet. (Før og Nu 1921). 

Ved denne uorden er ikke alene fortovet næsten afspærret da den gående der uden at agte på noget går ligefrem, pludselig ser sig indesluttet af denne viltre flok, og snart fået en besudlet kobberskilling i ansigtet eller på tøjet, snart løbes over ende af en endnu skidnere gadedreng. Men også de husejere og beboere op til hvis hus denne dont drives, forulempes meget ubehageligt, da en sådan kobbermedalje undertiden kastes endog mod vinduer og vinduesskodder. 

Taler man til disse knægte, vanker der grovheder, banden og piften. Mange mestre ville sikkert her kunne finde den dreng han savner i sit værksted. Man ønsker at noget måtte gøres mod denne uorden. Kæppedes de blot et par gange alvorlig bort, ville sagen falde hen af sig selv.

(Politivennen nr. 454, 4. januar 1807, side 7223-7225)