Bemærkning om de kjøbenhavnske Præsters Forhold til Menigheden.

Skønt forholdet mellem præst og menighed i almindelighed er langt fra idealet og lader nok tilbage at ønske, bliver det dog alle vegne anerkendt at dette forhold bør afspejle den kristelige ånd i velvillig og kærlig omgængelse, så præsten på ingen måde bør spille enten den fornemme mands rolle eller betragte sig som pave i sit sogn, og lade sin opførsel mod menighedens enkelte medlemmer være afhængig af lune og for godt befindende. Man kan derfor ikke undertrykke sin misfornøjelse når en enkelt gejstlig nu og da antages at tilsidesætte agtelsen for de fordringer som den offentlige mening gør til ham med hensyn til hans forhold mod sine sognebørn, uagtet sagens delikate natur som oftest forbyder nogen offentlig omtale af sådanne tilfælde. De forekommer vist nok i det mindste ikke så sjældent som man af tavsheden skulle formode. Og det er let at forklare sig årsagen dertil.

En stor del af de københavnske præster har i sammenligning med landets øvrige gejstlige rundelige indtægter og lever på en brillant fod. Dette står alt for meget i modsætning til den elendighed som findes hos mange af menighedens familier. Da disse ikke ved andre forhold kan komme i berøring med den præstelige familie, er de som oftest i de store sogne højærværdigheden ganske ubekendte. Og når det er dennes pligt at besøge armodens bolig enten ved begravelse eller andre lejligheder, da fristes han let til at forglemme sit gejstlige kald ved synet af kontrasten til hans eget privatliv.

Det er dog på ingen måde indsenderens mening at de københavnske præster skal lide afdrag i deres indkomster, ligesom det heller ikke kan falde ham ind at misbillige det liv som disse sætter dem i stand til at føre. Det er kun den mangel på deltagelse og interesse for det enkelte individ som er forbundet med det, især af den fattige klasse, som misbilliges og menes at burde erstattes af den kristelige kærlighed der byder os at elske vores næste som os selv og at være ydmyge af hjertet. Velstand og gode kår udelukker aldeles ikke med nødvendighed denne følelse, men det synes tværtimod at være naturligt for ethvert kristent menneske at have den i samme grad som han ser sin næste lide det onde han selv kan glæde sig over at være fri for. For da må der jo opstå en taknemmelighedsfølelse hos ham både mod Gud og menneskene. 

Den sande årsag til den omtalte absentia animi christiani for så vidt denne ytrer sig i de ydre forhold, er altså ikke præsternes gode kår. Det er snarere måden hvorpå de hæver deres indkomster. Da disse nemlig består i frivillige gaver, ligger det i præstens familieinteresse at være mere opmærksom og forekommende mod den formuende familie end mod den fattige som intet har at give. Men derved står præstens forhold i strid med hans gejstlige karakter, så meget mere som det især er den fattige der trænger til trøst og deltagelse. Når den fattige mand lader sin søn jorde, da finder han sin følelse såret ved den fornemhed hos Guds ords forkynder, at denne som vel ikke er uden eksempel, ikke vil træde ind under hans tag, men forretter den hellige jordpåkastelse i gangen eller i gadedøren og ønsker han ellers at tale med sin sjælesørger om reelle sager, fx attester og deslige, da kan det vel hænde at hans højærværdighed ikke for sådanne folk er at træffe uden til en vis tid eller han ikke på den fastsatte tid har lejlighed til at ekspedere vedkommende, eller betalingen ikke tilfredsstiller, osv.

Med hensyn til det sidst nævnte punkt er det virkelig noget som må forundre i høj grad at gejstlige, uagtet det er overladt til hver især at give efter sin evne dog undertiden skulle tillade sig at lægge deres misfornøjelse for dagen, ja vel endog ytrer den med ord og upassende gebærder. Skønt dette er en ting som ikke er ubekendt, men i det mindste siges for ikke langt tilbage i tiden at være sket, lader det sig vanskelig oplyse ved eksempler. Men de mange værdige gejstlige som findes her i byen, kan ikke føle sig fornærmede ved at denne bemærkning bliver udtalt. For den offentlige mening er dommeren: Hvem som frifindes af denne, er uantastelig. Og hvem som fordømmes af den, kan ikke blive fri ved det bedste forsvar.

Imidlertid vil vi til dels undskylde de gejstliges nidkærhed i at sørge for indkomsten, i erkendelse af at vi alle er mennesker og har en skrøbelig natur, og vi vil her indskrænke os til i almindelighed at ønske den københavnske gejstlighed sat på fast gage eller dog en fastsat takst for hver enkelt af de ministerielle forretninger i og udenfor kirken. Dersom dette sker, da er indsenderen overbevist om at et bedre og mere kristelig passende forhold vil indtræde mellem præst og menighed.

(Politivennen nr. 1313, Løverdagen, den 27de Februar 1841. Side 129-133). 

Redacteurens Anmærkning

Det kunne være ganske kostbart at nægte at betale de utallige afgifter som præsterne opkrævede, se fx Kjøbenhavnsposten 14 oktober 1833:

Ved en i Thisted Amt fældet Under-Politierets Dom er en Gaardmand, for at have tilbageholdt for sin Præst Pintseofferet for 1832, fordi han for sin Datters udeblivelse fra Skolen var mulkteret for 9 Sk., og derefter paa en ham til Julen 1832 tilstillet Offerseddel, paa hvilken han var erindret om det resterende Pintseoffer, havde skrevet de Ord: "qvit Skolemulkt betalt," dømt til at betale 10 Rbd. Sølv til Politiekassen og udrede Sagens Omkostninger skadesløs.

Forslag, angaaende Præstepenges Erlæggelse.

Der var engang en landsbypræst der af sine sognefolk blev anklaget for at han i længere tid havde ladet dem høre en og samme prædiken. Biskoppen sendte klagen til præsten og æskede hans erklæring, hvilket han gav således lydende: Jeg har for lang tid siden gjort mine sognefolk opmærksom på forskellige af deres fejl og skrøbeligheder og formanet dem til ikke at fremture deri, men jeg sporer ikke nogen forbedring eller forandring hos dem. Jeg har derfor troet at burde vedblive med de samme påmindelser og formaninger, indtil jeg så at de havde båret gode frugter, da jeg ville komme frem med andre. 

Om biskoppen fandt denne erklæring tilfredsstillende, ved udgiveren ikke. Imidlertid må han benytte sig af den som en undskyldning for at han efter forfatterens anmodning, atter fremsætter følgende forslag der for henved 4 år siden har været indført i dette blad, men formodentlig den gang har undgået vedkommendes opmærksomhed. "Af alle de skatter som Københavns borgere må betale, er der vist næppe nogen der ydes mindre beredvilligt end den såkaldte præsteskat, og det ikke fordi man misunder gejstligheden at en arbejder er sin løn værd, men fordi bestemmelsen af hver enkelt borgers bidrag synes ikke at være ganske fri for vilkårlighed. Rodemestrene går nemlig om til de skatteydende og beder dem tegne sig for hvad de vil give. Men når han kommer igen for at modtage skatten, lyder kvitteringen som oftest nogle rigsbankdaler højere, ja undertiden på det dobbelte af det man har tegnet sig for, og dette må da uvægerligt betales, hvis man ikke vil udsætte sig for udpantning. Spørger man rodemesteren om hvorfor man er sat højere end det man har tegnet sig for, så får man til svar: "Kommissionen har bestemt det således."

Man har haft den opfattelse at der ved denne betalingsmåde burde tages hensyn til hvor mange børn en familie har, da en familiefar med talrig børneflok allerede har ydet klækkeligt til kirkens betjente, og for fremtiden kommer til at yde endnu mere, mens den ugifte borger eller barnløse familie slipper med at betale det halve, ja vel endog kun en tredjedel mod andre. At tage hensyn på næringsvejene, er vel ikke urimeligt, når kun ikke den ene borger der sidder i lignende næringsvej som hans nabo, måske med meget større indkomster og uden børn pålægges det dobbelt imod denne, eller år der ikke uden forespørgsel afkræves ham mere end hvad han har tegnet sig for. Enhver skat, altså også denne, bør efter rimelighedens bydende betales efter ydernes formueomstændigheder. Men hvorledes er det muligt for de respektive kommissioner at kende disse hos folk de måske aldrig har set, og om hvis handel, levemåde osv. de er aldeles uvidende. Man vil vel indvende at rodemestrene kunne hjælpe til at forskaffe nogen kundskab om det, men da disse som oftest ikke bor i det kvarter af byen hvor de fingerer, og desuden efter anciennitet forflyttes fra de mindre til de større kvarterer, kunne de vist nok kun have såre lidt kundskab om de skatteydendes formueomstændigheder der. Den borger der altid på anfordring betaler de påbudte skatter, anser de for rig eller formuende, mens de måske erklærer den for uformuende der ikke af mangel, men for desto længere at kunne gøre brug af sine penge, lader dem løbe flere gange efter et ubetydeligt pengebeløb. At skattens fordeling under sådanne omstændigheder ikke kan ske med den ønskede nøjagtighed, er deraf indlysende.

Om årsagen til den modvillighed hvormed denne skat ydes, mere bør søges i tvivl om dens nøjagtige fordeling efter faste retfærdige grundsætninger, eller den har sin grund deri, at gejstligheden er den eneste stand der lønnes med en direkte skat *), er ikke let at sige. Men at denne modvillighed ofte finder sted, viser de ikke sjældne eksekutioner som folk der er almindelig bekendt for at eje formue, underkaster sig før de bekvemmer sig til at betale det der afkræves dem. Højst ubehageligt må det også være for gejstligheden på denne måde at modtage en del af deres embedsindtægter og den vinder vist nok ikke ved det. For før ofrede mange på hver af de store højtider både til sin sjælesørger og til de andre kirkebetjente, men siden skatten blev pålagt har de fleste ophørt med at yde frivilligt offer. Igen at ophæve skatte ville imidlertid næppe være tilrådeligt. For det er uvist om de der engang har ophørt med det frivillige offer, igen vil bekvemme sig til at yde det, men mere rigtigt ville det være om man kunne finde en anden måde hvorpå kirkens tjenere kunne lønnes, uden at den havde omtalte ubehageligheder til følge, men derimod konvenerede modtagerne uden at vække ubehagelige følelser hos yderne.

Forfatteren af dette tillader sig derfor at fremkomme med et forslag som hvis det end ikke skulle findes værdigt til antagelse, dog måske kunne give anledning til at nogen anden fremkommer med et heldigere og mere hensigtsmæssigt. Han mener nemlig at når det pålagdes husejerne i København at betale årligt ½ promille af deres ejendoms forsikringssum, så ville da samtlige ejendomme i København er forsikret, for ca. 49 millioner, tilvejebringes en sum der ikke alene ville ære tilstrækkelig til stadens kirkebetjentes løn, men endog afgive et overskud på nogle tusinde rigsbankdaler der kunne tjene til en eller anden gavnlig indretning, såsom oprettelse af friskoler, kirkers vedligeholdelse og lignende, hvortil der ellers indsamles frivillige gaver. Når ejeren af et hus eller en gård hvis forsikringsum var 10.000 Rbd. således betalte 5 Rbd. hvori hans husbeboere tog del efter det lejede lokales størrelse, så indses let hvor ubetydelig udgiften ville blive for hver familie.  **) Den rige ville således som han bør, komme til at betale mere end den mindre formuende, og al tvivl om en retfærdig og nøjagtig fordeling ville bortfalde, da enhver husbeboer let kunne erfare den pågældende ejendoms forsikringssum, og derefter beregne hvad der tilkom ham at yde. ***) Da navnet "præsteskat" af mange findes stødende, kunne det med så megen mere grund forandres som afgiften kunne få en flersidig bestemmelse. Rigtigste og kortest ville det være dersom denne afgift blev betalt i forening med forsikringspræmien, og af forsikringsselskabet igen indbetaltes til Magistraten der så vidt man ved, udbetaler lønninger til kirkebetjentene. For megen tid og mange ubehagelige bryderier ville derved spares, såvel for de respektive kommissioner, der nu bestemmer hvad enhver skal yde, som især for de herrer rodemestre hvoraf forfatteren har hørt flere erklære at den allerubehageligste af de forretninger de er pålagt, er den at opkræve præstepengene.

Måtte dette forslag af højere vedkommende værdiges opmærksomhed og ikke henlægges upåaget, fordi vi kommer fra en lægmand, ville forfatteren glæde sig, og han ville ikke anse den korte tid han har anvendt på dets fremlæggelse for spildt eller anvendt til unytte.

*) For så vidt forfatteren ved er der for tiden ingen embedsmand der lønnes ved en til det øjemed påbudt skat. For 40 år siden og derover lønnedes stadens skarpretter ved at gå om til borgerne og indkræve 6 skilling af hver stue- eller kælderbeboer, under navn af mestermandspenge. Nu nyder han derimod en bestemt årlig løn, samt betaling for enhver eksekutionsforretning efter en fastsat takst. 

**) Bonden yder foruden konge- og kirketiende, tiende til præsten, der er 1/30 af hans jords frembringelser. Hvis husejeren i København selv skulle betale den foreslåede udgift, uden at hans husbeboere tog del i det, ydede han halv tusindedel af sin ejendoms værdi.

***) Vil man regne efter en anden målestok som fx præsteskattens beløb er 12.000 Rbd og Københavns gårde og huses antal er 4.000, så blev udgiften for hvert hus eller gård 3 Rbd. Men så kom man i forlegenhed for at finde hvorfor flere familier i en og samme gård nu betaler 3 til 5 Rbd. 
Udg. Anm.

****) At inkassationen under nærværende omstændigheder må være forbundet med megen tidsspilde og løben for de herrer rodemestre er ikke at betvivle, så at de til fulde kunne fortjene de for deres ulejlighed dem tilståede procenter, hvilke dog ifald forslaget blev taget til følge, muligvis kunne tåle en nedsættelse eftersom ulejligheden ville blive mindre.
Udg. Anm.

(Politivennen nr. 1202, Løverdagen, den 5de Januar 1839. Side 1-8)

Om den i Kjøbenhavnsposten nr. 195 indførte saakaldte Opfordring til Dr. Levison.

Ikke uden ængstelse ser vi atter striden angående det mosaiske samfunds kirkelige forhold bragt til diskussion i dagbladene på ny. Uden at ville indlade os på eller videre drøfte retsmæssigheden i den opfordring som er gjort til kateketen hr. dr. Levison i før nævnte blad, nemlig at afholde sig fra at prædike i Synagogen i præstens fravær mv., et inserat som formentlig indeholder en ikke lille fornærmelse mod denne mand, synes det dog nødvendigt at gøre en og anden opmærksom på hvorledes man som bekendt i den senere tid har lagt flid på at bruge denne embedsmand som en slags bold ved de forsøg der er gjort af adskillige mod hinanden fjendtligsindede om vi så må sige for "klubbrødres luner", hvis eneste skjold og bedste våben består i de gammeldags og nymodens skældsord: "pøbel", "ubetydelige subjekter", "vandaler", "nymodens jøder", "rå uvidende personer der bærer Gud på tungen, men had og misundelse i hjertet", osv. Det sidste kunne man sandelig underskrive om forfatterens og lignende inserater al den stund man dog i grunden ved at disse laster er de egentlige motiver der fremavler sådanne oprørende og i sig selv ligeså modsigende som hensigtsløse skriverier. Gammel vane, mener man, bider bedst!

I stedet for hvad den ægte mosaist eller kristen ville gøre, når han følte sig kaldet til at vise sin broder til rette, eller belære denne, nemlig at tale i en tone der er genstanden værdig, viser disse udbrud tilstrækkeligt at personerne altid vender ryggen til vores mestres første lærdom: Elsk din næste som dig selv. De søger kun at fornærme såvel medtroende som ordet. Vi må derfor tilråbe dem med Talmuds ord: er eders strid i Himlens navn, da vil den bestå, men er dens stolthedens og frækhedens forster, ja sandelig den skal forgå!

Fordi præsten formodentlig i embedsanliggender foretager en rejse og foranlediger derved adskillige opfordringer til hr. dr. Levison om sabbatsprædikenerne, hvilke uden tvivl hidrører fra et eneste individ, bør man derfor så at sige røre alarmtrommen ved lige så utidige som fripostige inserater der blot gør ondt værre. Da kateket Mannheimer var menighedens prædikant, forblev uenighederne i partierne indbyrdes. Nu derimod har man fået en videre mark at tumle sig på, og stridighederne bliver på forskellige måder kastet ind i hele menigheden. Og spørger vi hvem er de personer der vil opkaste sig til "autoriteter"? da må man vide at disse hverken før eller nu tænker på og langt mindre føler for lige så lidt som de virkeligt deltager i kirkeskikkene eller gudstjenesten, men kun idet de tænker på "egne interesser" bruger det helligste som skalkeskjul. Ja! i sandhed tør vi påstå at ikke 10 af menighedens medlemmer ville vedkende sig eller underskrive noget af det man om disse såkaldte stridigheder har set på tryk i bladene. Det er derfor på høje tid at vi anråber skriblerierne om fred og ro, at de dog omsider ville tænke på regnskabsdagen, bede dem nedlægge deres penne for denne gang og i det mindste i trykken afholde sig fra alt det der kan opvække nogen som helst forargelse. For vi antager at de kender den kronede sangers ord, salme 127:

Vergeblich ist der Künstler Arbeit,
Will Gott nicht selbst den Tempel bauen;
Vergeblich aller Wächter Fleiss,

Wenn Gott nicht selbst die Stadt bewacht!

(Politivennen nr. 1177, Løverdagen, den 21de Juli 1838. Side 458-460)

Redacteurens Anmærkning

Det afsluttende tyske citat fra Salmernes Bog kan oversættes således:

Hvis ikke Herren bygger huset,
er håndværkernes arbejde forgæves.
Hvis ikke Herren vogter byen,

våger vagterne forgæves.

Da artiklen i Kjøbenhavnsposten nr. 195, 18. juli 1838, s. 790 rummer en række interessante oplysninger og betragtninger, bringes den nedenfor i sin helhed.

Opfordring til Hr. Dr. G. Levison.

Den for et par Aar siden af den derværende mosaiske Troessamfunds Præst, Dr. Wolff, indførte nye Agende, der hævede flere i forrige Tider herskende Uordener ved den jødiske Gudstjeneste, mødte som bekjendt i Begyndelsen en Opposition, som selv den mildeste og sindigste reform aldrig undgaar ved sin første Fremtræden. Den nye Orden vakte en Stund Enkeltes indgroede Fordomme og onde Villie til Kamp; og nogle faa, skjøndt i Antal, Anseelse og alle andre Henseender uendelig ubetydelige personer, formaaede at fremkalde i det nye Gudshuus Scener, der kun alt for meget maatte saare Menighedens religiøse Følelse. Længe synes allerede disse Enkeltes Lidenskab at være betvungen, Fred og Ro er atter vendt tilbage, Gudstjenesten afholdes uforstyrret, og kun engang imellem røber et Inserat i Commissionstidenden , og en Artikel i raketten og beslægtede Balde, at den lavere Pøbel i Menigheden endnu haaber på Tider, da den kan fornye sine bestræbelser, og forstyrre den endelig tilveiebragt Fred.

Ved Hr. Dr. Wolffs Afreise fra Byen havde disse Mennesker atter sat sig i Bevægelse. Som bekjendt er det nemlig fastsat, at der hver Løverdag skal holdes Prædiken af Menighedens Præst, en Bestemmelse, som nu naturligviis ikke kan opfyldes. Skjøndt nu Prædikener ingenlunde er en nødvendig Deel af den mosaiske Gudstjeneste, der meget mere bestaar af Bøn og Sang; skjønt Menigheden, da Dr. Wolff for fem Aar siden i længere Tid var fraværende, undværede Prædikener uden at der herover førtes Klage; skjøndt Dr. Levison - det være sagt med al Agtelse for Mandens Personlighed - ingenlunde kan antages som Prædikant at kunne det Savn, som muligen vil føles af Dr. Wolffs tilhørere; skjøndt det Forhold, hvori Hr. Dr. Levison staaer til en stor Deel af Menigheden, er af den Natur, at Utilfredshed, Urolighed og nye Uordener let turde fremkaldes, naar han bestiger den Talestol, hvorfra en almindelig yndet Taler hidtil ene har prædiket: saa har man dog i de sidste Dage med en forunderlig Ivrighed stræbt at trække ham til Talerstolen, idet man deels i de offentlige Blade har opfordret ham til at holde religiøse Foredrag i Synagogen, deels ved directere Skridt har søgt ogsaa at nøde Synagoge-Forstanderskabet til en saadan Opfordring.

Det staar naturligviis her til Hr. L. selv at bestemme sig. Han kan følge den skete Opfordring, men han kan ogsaa ligesaa godt lade en uopfyldt; thi selv om Forstanderskabet skulde ville opfordre Hr. Katecheten til at prædike, er han derfor ingenlunde forpligtet dertil. Men jo mere frivilligt dette Skridt fra hans side er, desto stærkere maa Ansvaret derfor hvile paa ham. Det maa blive Hr. Doctorens egen Sag at betænke, om det er kolgt handlet af ham, der ellers er optraadt med saa synlig Ængstelse, frivilligt at stille sig paa Dr. Wolffs Talestol, ige overfor fjendtligsindede Gemytter, der elske Scandalen, der utaalmodigen oppebie Øieblikket, da de med Hosten, Latter og lignende Usømmeligheder kunne afbryde hans Foredrag. Kun dette ville vi give Hr. Doctoren at betænke: at idet han udsætter sin Person for offentlig Krænkelse, udsætter han tillige Kirkefreden for Vanhelligelse; han, Kirkens Tjener, bliver Aarsag til at den møisommeligt tilkæmpede Fred atter forstyrres, og ere Lidenskaberne først igjen vakte, da staar det sandelig ikke til ham, at bestemme, hvorvidt det skal gaae. Og at en saadan Fare er forhaanden, vil hr. Doctoren ikke kunne negte - om aldeles afgjort eller ikke, er her det samme; thi alt den blotte Sandsynlighed maa efter vort Tykke burde afskrække Hr. L. fra dette Skridt.

Vi opfordrer derfor, af Agtelse for den offentlige Gudstieneste og af Kjærlighed til Freden, Hr. dr. L. til ikke at betræde Talestolen i Dr. Wolffs Fraværelse; og vi ville bede Hr. L. og hans Venner lægger Mærke til, hvor mange og hvilke Lemmer af Menigheden, der gjøre denne opfordring til deres eget.

Spørgsmaal.

Er det passende at de kongelige herskabers stole i kirken udfyldes af andres familier når disse får i sinde at overvære en brudevielse etc. i kirken? Indsenderen befandt sig lørdag den 26. i Garnisonskirken for at overvære en brudevielse som fandt sted der. Med et træder nogle damer og en herre ind i den kongelige stol. Alles øjne henvendtes pludselig til dette sted, ligesom fulde af forundring. Og indsenderen - et Adams barn! hvis naturlige øjne så ofte har bedraget ham - tyede straks til kunstens for at opdage hvem der på dette sted benådede brudeparret med deres nærværelse. Men hvor forbavset blev han ikke da han opdagede sognepræstens frøken datter i midten af de andre! 

Man tillader sig derfor at spørge om en sådan indtagelse af de kongelige herskabers pladser ikke let skulle kunne blive et smittende eksempel for "kirkebetjentene" (for ikke at tale om for menigheden i almindelighed) når de ser at deres præst ikke lader håndhæve den ærbødighed som det ydmyge sind tilsiger enhver at udvise, men i en hel forsamlings nærværelse lader sine indlades på et sted hvor de ikke har hjemme. Især da kirken har så mange andre stole at tilbyde? At de vist mere ville have iagttaget det sømmelige ved at vise deres personer i enhver anden stol, derom kan vel næppe være nogen tvivl.

(Politivennen nr. 1170, Løverdagen, den 2den Juni 1838. Side 357-358)

En billig Bøn til Hr. Dr. A. A. Wolff.

Da man har erfaret at Deres højærværdighed nu er det danske sprog så mægtig at De underviser og konfirmerer Deres konfirmander på dansk, bedes De herved om også at holde Deres prædiken i samme sprog. Deres menighed kaldes jo "Danske af den mosaiske trosbekendelse", og bør som sådanne bedst forstå og bruge deres fødelands tungemål. Det danske sprog i har i de seneste år begyndt at hævde sin rettighed. Således holdes talen ved universitetsfesten for hans majestæt kongens fødselsdag nu på dansk, i stedet for at den før blev holdt på latin, og i Slesvig udbredes brugen af det danske sprog mere og mere. Det synes derfor rimeligt at man her i hovedstaden hævder det danske sprogs ret, og ikke bruger det tyske uden at en dura necescitas gør det nødvendigt.

(Politivennen nr. 1162, Løverdagen, den 7de April 1838. Side 227)

Redacteurens Anmærkning

Skandinavismen stod blandt kultureliten temmelig højt mod slutningen af 1830'erne. Og det var samtidig vendt mod den tyske indflydelse, ikke bare i Slesvig-Holsten. Det var i 1837 at H. C. Andersen skrev sit digt om at være skandinav. I 1837 var han for første gang i Sverige på kanalrejse fra Göteborg til Stockholm. Han følte sig halvt som hjemme og sproget forekom ham som en dialekt af dansk: "Land og folk fik jeg kær og syntes, at mit hjems grænse vokste.”

Jeg er en Skandinav

Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver, I trende Riger er vor Hjemstavn deelt; Men mellem Nutids store Himmel-Gaver Er den: vort Hjerte voxer til et Heelt! Lad være glemt, hvis os en Uret skete; Tidsaanden, som en luttret Margarethe, Forener os, den trefold Kraft forlener, Selv Sproget os forener. Paa Fjeld, i Skov og ved det natblaa Hav, Jeg jubler höit: jeg er en Skandinav!

Kom med paa Dovre-Fjeld, hvor Jöklen ligger, Hör Fossens Torden, Sæterpigens Sang; Den friske Sö- og Bjerg-Luft jeg inddrikker, Jeg gaaer, hvor Nordens Guder gik engang; Og hvis om Kraftens Mænd jeg hörer heller, Om Olaf, Hakon, Harald man fortæller; Til Fjelds! til Fjelds! med stærke Klippeborge Staaer du, mit gamle Norge, I Glands af Nordlys, ved et stormfuldt Hav; Jeg elsker dig! jeg er en Skandinav!

Kom paa den snelle Baad, lad Dampen virke, See Floder, store Söer er vor Vei! Seil over Bjerget, hvor de höie Birke Udaande Duft! O, Sverrig elsker jeg! Herfra löd Gustav Adolfs Navn paa Jorden, Han var den sidste Ridder her i Norden. Lidt Barkbröd, og den svenske Bonde synger, Ham Nöisomhed forynger, Han synger Sangene, ham Skjalden gav, Og vi med ham: Jeg er en Skandinav!

En frisk Bouquet af Klöver, Korn og Humle Er Danmark! kom og see vor Bögeskov! Paa Sletten her sig Aandens Sönner tumle, Det dundrer lystigt under Hestens Hov; Til Videnskab og Kunst vi snelt udride, Europa om det lille Land skal vide; Ved Thorvaldsen dets Navn fra Stenen klinger, Alt Tycho gav det Vinger; En Rose Danmark er! syng, Skandinav, Om Aandens Blomst midt i det barske Hav!

Lad ei den skjönne Enighed forsvinde, Norsk, Svensk og Dansk hinanden række Haand; De gamle Folkesange os forbinde, I Melodien er et kraftigt Baand. Af Enighedens Sæd kun godt man höster, Vi skue kjækt mod Vester og mod Öster I Fryd og Sorg! O, her er godt at være! Her leve vore Kjære! Fra Gran og Birk og Bög, vidt over Hav, Lyd Glædes Sang: jeg er en Skandinav!

Om vore Dages Separatister.

Historien lærer at der til alle tider har været mennesker der dels af sværmeri, dels i andre hensigter har adskilt sig fra den herskende kirke. Også i nutiden som dog glæder sig ved en større grad af oplysning, er langt fra at være fri for separatistiske konventikler. På mange steder i Jylland og Fyn såvel som på Sjælland findes der folk som har afsondret sig fra den offentlige gudstjeneste og stiftet hemmelige forsamlinger hvori bønder, fiskere og skræddere giver sig af med at forklare bibelen og med at prædike. Så uskyldigt end sådant synes, kan det dog have højst sørgelige følger. For får sådanne mennesker det i hovedet at gudstjeneste bedre og mere bekvemt kan holdes i deres egen stue, og at en fiskers eller skrædders snak kan opbygge mere end præstens tale, så behandler de snart den offentlige gudstjeneste med koldsindighed og foragt og satte omsider mistanke til læren selv. Men løsnes først et bånd som binder dem til staten, vil attrå efter at løsne flere vist nok snart opstå. Allerede giver disse personer sig navn af "troende" og "opvakte", mens de kalder andre som ikke er af deres parti, vantroende eller folk af den nymodens tro hvilke de af alle kræfter søger at omvende.

Ser man hen til den iver hvormed nogle af de mest ivrige separatister søger at gøre proselytter eller forøge deres parti, skulle man let falde på at tro at de blev styret af en skjult hånd der brugte dem til visse hensigters opnåelse. Således lader en bonde ved navn Peter Larsen fra Skræppenborg og en ditto Anders Larsen fra Gamborg i nærheden af Middelfart det ikke være nok med at virke i deres egen kreds, men de rejser omkring i hele Fyn, ja endog i Jylland for at holde forsamlinger og udbrede deres lære. For at have et påskud til sådan omflakken, fører de gerne et kreatur eller en anden varesort med sig som de siger sig at handle med.

Også på Sjælland især i den vestlige og sydvestlige del har dette sektuvæsen slået rødder og endelig vækket øvrighedens opmærksomhed. Blandt de mest ivrige nævner man skolelærer Rasmus Sørensen i Venslev der er bekendt af hans strid med dr. og ridder Bastholm i Slagelse. Denne mand har i flere år holdt gudelige forsamlinger og hans trang dertil har været så stor at han hverken ved biskoppens formaning eller efter at han af kancelliet var beordret tiltalt var at formå til at ophøre med det, før man i retten tog det løfte af ham at holde op med det indtil sagen var endt. Han har ikke indskrænket sig til sit eget sogn, men også holdt forsamlinger i andre sogne og er nu ved Antvorskovs birks ekstraret idømt en mulkt af 100 rigsbankdaler for overtrædelse af forordningen af 13. januar 1741. I samme dom er indbefattet husmand Hans Oested af Vemmelev som er idømt at betale 25 rigsbankdaler, husmand Søren Rasmussen af Ormitsløv og gårdmand Hans Andersen hver 20 rigsbankdaler, samt enken Ane Jensdatter af Foerløv, 10 rigsbankdaler sølv. Men de har samtlige erklæret at ville appellere dommen.

Skønt sådanne forsamlinger er ulovlige, finder de dog medhold og opmuntring i den Nordiske Kirke-Tidende som glæder sig hver gang den får kundskab om at sådanne forsamlinger er begyndt på et eller andet sted eller når med dens egne ord end livsrøre er begyndt blandt folket. Den opmuntrer til udholdenhed og trøster med at det større parti omsider vil gå af med sejren. De præster som efter ed og pligt har overholdt forordningen af 13. januar 1741 og angivet overtræderne for den civile øvrighed nemlig pastor Koch i Wedder, i Ribe stift, pastor Sørensen i Sinding i Århus stift, pastor Jørgensen i Hjarup ved Kolding, pastor Olsen i Holtum ved Vejle, pastor Dalhoff i Nykøbing på Morsø og pastor Duus i Vemmeløv på Sjælland - mænd hvoraf de fleste har givet prøve på kundskaber i flere videnskabsfag - erklæres for åndelig udygtige og tillægges åndelig afmagt. 

"Vist nok" siges deri "kan mange åndelige rørelser både for det enkelte menneske og i mindre og større kredse være skæv, ja meget værre end dette. Men er det en virkelig åndelig livsrøre og ikke en kødelig beregnet beregnet bevægelse, da lader den sig ingenlunde slå ned med udvortes våben. For enhver mand er dog sagtens stærkere end kød og blod. Men ved enhver udvortes hindring bryder den stærkere på, og den ild som først er tændt, blusser stærkere jo mere man udefra pirrer ved og stænger for den - og fremdeles "at åndelige rørelser skal mødes og afvæbnes alene med åndelige våben, hvis de skal bekæmpes og besejres og at enhver som møder dem med verdslige våben, bekender på engang både sin afmagt og sin dumhed." 

Dog ved sådanne henkastede ytringer vil vist nok hverken disse mænd eller nogen gejstlig der stræber at opfylde sit kalds pligter, lade sig afholde fra efter yderste evne og i forbindelse med den civile øvrighed at gøre ende på et uvæsen der kan udarte til fanatisme eller ende med vanvid. Hvilket er mere end tænkeligt når aldeles uvidende mennesker bilder sig ind at være inspireret af den hellige ånd. Således har nogle af de opvakte erklæret at de når ånden kom over dem, kunne prædike og forklare skriften lige så godt som præsten. Ja en bonde i Vemmeløv sogn som med megen iver søgte at gøre proselytter, sagde til en kone der ikke ville bide på krogen, men erklærede at være fornøjet med sin præst: "Nej, du skulle høre præsten i S., det er en anderledes mand, han er ikke født til verden som andre mennesker, han er en af de hellige som står for Guds trone og er sendt herned for at prædike det rene og sande Guds ord." Er dette langt fra vanvid?

(Politivennen nr. 1141, Løverdagen, den 11de November 1837. Side 699-704)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fulgtes op af "Mere om separatistiske Forsamlinger" som citerer en artikel fra Dresden fra 14. november. Politivennen nr. 1144, lørdag den 2. december 1837, side 754-756.

Ugebladet Nordisk Kirke-Tidende udkom fra 8. januar 1833 til 21. februar 1841. Herefter skiftede det navn indtil 13. februar 1842 navn til Dannebroge. Redaktør og udgiver var præsten J.C. Lindberg. Derudover bidrog også Grundtvig. Bladet agiterede for sognebåndsløsning og imod ændringer i de gamle kirkeritualer.

Foruden linkene til internettet er vækkelsesbevægelserne grundigt beskrevet i "Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede" bind 1-7. 1960-1977, hvorfra nedenstående stammer:

På Sjælland begyndte den gudelige vækkelse i landsbyen Venslev ved Skælskør i 1829. Bevægelsen sluttede i 1850. Den rettede sig bl.a. mod de såkaldte "rationalistiske præster". Hensigten med at trække dem i retten efter konventikelplakaten af 13. januar 1741 var at knytte dem til statskirken, mere end at undertrykke forsamlingerne.

Hans Bastholm (1774-1856) var sognepræst i Sct. Peders kirke i Slagelse 1802-1846 og udtalt rationalist. Han mente at almuen skulle lære af det dannede borgerskab og folk som kunne give "videnskabelige" grunde for deres anskuelser.

Skolelærer Søren Rasmussen helligede sig fra 1840 politisk og folkeoplysende arbejde, bl.a. i landboforeninger. I sine pjecer brugte han et voldsomt sprog mod Bastholm som anlagde injuriesag. Søren Rasmussen tabte.

Se også Kjøbenhavnsposten nr. 80, 5. april 1831, side 265-267.

Ønske ved Garnisons Kirke.

Anmelderen var søndag den 23. dennes tillige med sin familie gået i Garnisons Kirke for at høre vor alment yndede professor Brorson hvis udmærkede taler fyldestgørende er det enhver prædiken med rette burde være. Men kun for en del blev hans og fleres forventning opfyldt, da den støj der herskede under gudstjenesten (både under messen som også under prædiken) var så utålelig stor at ikke alene enkelte ord, men endog hele sætninger ganske gik tabt for tilhørerne, selv for dem der sad taleren nærmest. Man vover derfor at henlede vedkommendes opmærksomhed på de der stedfindende uordener med det ønske at der dog måtte gøres noget for at forebygge disse. - Først tillader man sig da at spørge om det ikke kunne pålægges kirkebetjentene at forholde sig rolige under messen? Ved deres bestandige frem- og tilbagegåen i gangene og koret, overdøver de den messendes stemme aldeles, hvortil især en kirkebetjents knirkende støvler i forbindelse med hans affektfulde bevægelser med et nøgleknippe, bidrager sit. - For det andet spørger man om der ikke kunne iagttages en mere passende og til stedets hellighed mere hensigtssvarende stilhed når de mangfoldige tavler ombæres? - Denne ombæren der allerede for lang tid tilbage er omtalt som noget der aldrig burde finde sted under prædiken, bør dog udføres således at den mindst mulige forstyrrelse derved bevirkes. I vore andre kirker hvor lige så mange tavler ombæres, høres langt fra ikke den støj som i Garnisons, for der er det kun en øjeblikkelig forstyrrelse som indtræffer, mens man her besværes ved næsten i et kvarter at høre de herrer kirkebetjentes tunge trin og de tunge trin fra de kordrenge som ledsager dem omkring i gangene og på pulpiturerne, hvorved stundom den bedste del af en prædiken går tabt. - Ligeledes er den lydelige oplukken og islåen af døre for folk der kommer efter at præsten er gået på prædikestolen som også omtalte kirkebetjentes lydelige konversation højst upassende og stødende på et sted hvor en højtidelig stilhed burde være herskende. - Mærkeligt er det imidlertid at dette ikke allerede offentligt er blevet omtalt, da det er et onde der længe har været følt af mange. Når lignende forstyrrelser havde fundet sted i Skuespilhuset, ville det vist ikke have manglet på dadlende bemærkninger om end ikke øjeblikkelig anmodning om ro havde været følgen deraf. Men skulle nu skuespillerne ord fortjene en større og mere udelt opmærksomhed end de ord der tales af en værdig gejstlig? eller er det vigtigere at der hersker stilhed og orden på det sted der er bestemt for fornøjelser end på dette der er helliget og indviet guddommen. Men muligvis ligger også grunden til tavsheden deri at man har undset sig for at påminde vedkommende hvis tidligere forhold i livet samt fortrinligere dannelse berettiger til at antage at de ikke kan være uvidende om hvilken indflydelse det udvortes (det er de udvortes ceremonier)udøver på det sanselige menneske så det ville være unødvendigt at gøre dem opmærksomme på hvad de selv måtte vide: Hvor lidt en sådan forstyrrelse under gudstjenesten kan bringes i harmoni med den andagt der bør besjæle enhver på et så helligt sted. - Anmelderen slutter disse linjer i det håb at de her udpegede mangler og misbrug på bedste måde måtte blive ophævede eller nogenlunde rettet. Da de ved at bestå med rette må betragtes som en styg uorden under den offentlige gudstjeneste.

6-7

(Politivennen nr. 1127, Løverdagen, den 5te August 1837. Side 483-486)

Redacteurens Anmærkning.

Præsten var Christian Frederik Brorson (1768-1847). Han var kapellan, senere sognepræst ved Garnisonskirken fra 1792, og fortsatte over 50 år her. Hans gravsten er indmuret i kirkemuren. Fotoet viser et værk at Edvard Lehmann (1815-1892) med Christian Frederik Brorson fra Det Kgl. Biblioteks billedsamling, fri af ophavsret.

Den Korsøerske Confirmandsag.

Efter det i nummer 1108 givne løfte, meddeles følgende dokument i denne sag.

Underdanigst P. M.

Et sluttet selskab bestående af de mest dannede og agtværdige af samfundets klasser forsamledes den 19. i forrige måned her i byen for at more sig ved dans og dramatiske teaterforklædninger. Til dette selskab blev min datter Seraphine Caroline ved en velynderinde skaffet adgang. Som konfirmand ønskede hun at bevare den hædrende dom hendes sjælesørger nyligt havde fældet over hende, og frygtede derfor at hun hvis hun ved næste møde hos Provst Olrik skulle blive skyldig, kunne udsætte sig for en lige så åbenbar og derfor så meget mere nedslående irettesættelse. Hun håbede at opnå det første og forebygge det sidste ved at gøre hans højærværdighed den kompliment at udbede sig hans tilladelse.

Skønt provsten nægtede hende en sådan, tillod vi forældre hende dog at nyde denne efter vores mening uskyldige fornøjelse, dels fordi det ville fornærme barnets velynderske, hvis hun ikke benyttede hendes godhed, dels for at lade en ung pige som står i begreb med at træde ind i verden drager nytte af lejligheden til at te sig i det større og artige selskab. Vi kunne heller ikke forudsætte nogen alvorlig misbilligelse her af fra hr. provstens side da hans ærværdighed selv både i året 1833 og 34 uforklædt havde deltaget i samme underholdning med samme personer, blandt hvilke 1834 omtrent på samme årstid, endogså 3 af provsten daværende konfirmander, nemlig de 2 døtre af hr. justitsråd posemester Paludan og opsynsmand Beincke, samt det nu bortviste barns søster, vores datter Maria, deltog uden at dette pådrog dem nogen dadel af hans velærværdighed som dog selv måtte have set dem. 

I alle tilfælde havde vi den tillid til hr. provstens fine takt at barnets lydighed mod sine forældre ikke ville pådrage hende nogen irettesættelse i de andre konfirmanders påhør da overtrædelsen af en under fire øjne nægtet tilladelse kun kunne egne sig til en ligeledes sub rosa given irettesættelse. Dog sagen fik et ganske andet udfald. Da barnet den 21. indfandt sig hos provsten til undervisning, blev hun i alles påhør bortvist af hans højærvædighed med den besked at hendes far kunne lade hende konfirmere af en anden præst. Jeg skrev da brevet Bilag A. til provsten og modtog fra ham Bilag B, på hvilket fra min side Bilag C. fulgte. Imidlertid underrettedes jeg om provstens bestemte ytring til flere: "Jeg svarer ikke på Laurenbergs brev" og dette bevægede mig til endnu engang at forsøge sagens mindelige og private afgørelse ved at tilskrive hans højærværdighed Bilag D.

I en mundtlig samtale fordrede hr. provsten som en betingelse for min datters konfirmation en skriftlig æreserklæring hvori jeg skulle tilbagekalde hvad jeg havde ytret i mine breve til ham. En sådan kunne jeg som ærekær mand ikke give, da jeg ikke tror at have fornærmet ham. Den forsøgte mægling blev derfor frugtesløs, og den 3. henimod aften modtog jeg provstens attest, dateret den 2. som herved følger under Bilag E, hvortil jeg underdanigst tillader mig under F. og G at vedlæge et vidnesbyrd fra barnets lærer, hr. pastor Bøggild og en udskrift af skoleprotokollen, indeholdende de karakterer som ved eksamen i det sidste år er tildelt hende.

I den overbevisning at have forsøgt at for at undgå den ubehagelige nødvendighed i hvilken jeg nu er sat, og med den vished at det højkongelige danske kancelli vil hjælpe mig til at få min datter, hvis udgang af det faderlige hus er berammet til foråret, konfirmeret til påske, tager jeg mig underdanigst den frihed at henvende mig til det højkongelige kollegium med underdanigst forespørgsel om hvorledes jeg i dette for mig som fader højst ubehagelige tilfælde har at forholde mig?

Underdanigst
Laurenberg.

(Politivennen nr. 1113, Løverdagen, den 29de April 1837. Side 255-258)

Redacteurens Anmærkning

De omtalte bilag følger på siderne 258-264. De er skrevet af postfuldmægtig Laurenberg, provst Chr. Olrik og ordineret kateket og førstelærer ved borgerskolen i Korsør Bøggild. Interesserede henvises til originalen.

Folketællingen fra 1845 giver følgende oplysninger: Fuldmægtig Vilhelm Laurenberg f. 1773, hans kone Ane Møller, f. 1795 og deres to børn, Seraphine Laurenberg f. 1823 og Ole Laurenberg, f. 1833.

Ifølge ODS kommer sub rosa fra latin “under rosen”, og hentyder til rosen som symbol på tavshed (diskretion).

Om Korsør stod der i Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1837:

Vest-Sjællandske Avis bringer Følgende som "Meddeelt": "I vore Tider klages der saa meget over Næringsløshed, at det ere behageligt at see og omtale Virksomheds-Aand, hvor den findes. Kjøbmand J. Kruuse i Corsøer bygger i Aar en Brig paa 3000 Td., efter i de foregaaende Aaringer at have byggeet to Skonnerter, som han vedbliver at holde i Fart, foruden mindre Fartøier. Han er saaledes ikke en Kjøbmand, som efter at have samlet Formue ved heldige Speculationer, trækker sig og Pengene ud af Handelsverdenen; men han er en Mand, som aarlig bidrager til at mange Mennesker ved Arbeide kunne skaffe sig og Familie Underhold, og han er en sand Befordrer af Driftighed i Corsøer. Hvad en saadan Mand er for en lille By som Corsøer, vilde det føre os for vidt at udvikle."

Oprørende Misbrug af Fattigforsørgelsen.

Man har tidligere på prent påstået at retten til at blive forsørget af kommunens Fattigvæsen af mange ikke betragtes anderledes end som en sikret livrente, og at der gives lavttænkende som ikke kan undse sig ved selv under de mest stødende former at anholde om bistand af Fattigvæsnet. Ikke som en hjælp, men som en retmæssig fordring. Nedenstående eksempel vil endnu mere tjene til at oplyse denne påstands rigtighed.

I en af Sjællands første købstæder døde for nyligt en temmelig aldrende mand der tidligere havde været i en ret anselig borgerlig stilling. Fattigdom havde længe været hans lod og der fandtes derfor ved hans dødsfald intet til at bestride hans begravelse med. Hans mere eller mindre bemidlede brorsønner var ikke villige til eller betænkte på at yde deres så nære slægtning den sidste hjælp. Og den afdødes egne børn var ikke i stand til selv at udrede udgifterne. Man tyr altså til Fattigvæsnet om fri jord og kirke hvilket også blev tilstået. 

Sønnen der imidlertid selv var håndværker, ønskede at forfærdige ligkisten. Han får materialerne dertil leveret af Fattigvæsenet. Men hvad der næsten er utroligt, han lader sig betale af Fattigvæsnet 3 rigsbankdaler for at sammenslå sin egen faders ligkiste. Senere anmoder man præsten om at følge den afdøde til jorden. Han nægter dette efter engang vedtaget regel for lig som begraves for Fattigvæsnets regning (en bestemmelse der kun sigter til at forebygge at ikke enhver skal ty til det offentlige). Men han tilbyder yderligere uden nogen som helst vederlag både at ville følge og holde ligtale, hvis sønnen vil tilbagebetale det på en så lumpen måde oppebårne 3 rigsbankdaler. Dog for disse havde man formodentlig et værdigere brug, præsten er fast i sin beslutning og lader blot sin medhjælper i embedet møde på kirkegården og forrette jordpåkastelsen. Dette forhold fra præstens side giver imidlertid anledning til en del bysnak og miskendelse. Men enhver som erfarer sagens sande sammenhæng, vil let indse og erkende at mens præsten har tilsidesat ethvert hensyn til egen fordel, har sønnen udvist den mest oprørende og mest rå egennytte.

(Politivennen nr. 1112, Løverdagen, den 22de April 1837. Side 239-241)

Slemme Følger af Maskerader.

På det sidste maskebal i Hotel d'Angleterre var en maske ret ivrigt beskæftiget med at udspørge de gamle damer om de var konfirmeret. Og når en eller anden af disse spøgende svarede nej, advarede masken for det syndige i at deltage i sådanne forlystelser og fortalte at en agtværdig mands datter i en af Sjællands købstæder af præsten var blevet med et slags eclat bortvist fra konfirmandundervisning og nægtet antagelse til konfirmation, fordi hun med sine forældres tilladelse havde deltaget i et maskebal.

Man troede at det hele var et tåbeligt gækkeri, men det har siden stadfæstet sig at noget sådant virkelig er passeret i en lille købstad på Sjælland, hvor præsten som ovenfor anført af ovennævnte grund skal have bortvist en af de mest ferme konfirmandinder, og det uagtet selskaber hvori ballet blev givet, er så hæderligt at hans højærværdighed for få år siden selv har været til stede ved et af samme selskab givet maskebal hvori samme gang flere konfirmandinder skal have deltaget uden at dette havde til følge at de blev afvist.

Det er naturligt at pigens forældre ikke har været tilfredse med denne fremgangsmåde. Man har besværet sig over for biskop og kancelli, og når sagen er udageret, hvilket man håber snart vil ske til alle parters tilfredshed, vil de nærmere detaljer tillige med samtlige dokumenter i sagen blive offentliggjort. Dette til beroligelse for de svage i ånden der i det omhandlede faktum har troet at øjne en tilbagevenden til et ikke ønskeligt gejstligt regimente, hvilket de mente ville blive så meget mere besværligt for nationen som man fra flere sider har ytret ønske om et eget gejstligt kollegium.

(Politivennen nr. 1108, Løverdagen, den 25de Marts 1837. Side 186-188)

Hôtel d'Angleterre til venstre. Kongens Nytorv. Til højre for statuen Hovedvagten. (Becker)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i nummer nr. 1113,  29. April 1837, side 255-258.

Hvordan et maskebal på hotellet hos Knirsch kunne foregå, fremgik af en artikel i Kiøbenhavnsposten, 1. marts 1831.

Forslag, Præstepenges Erlæggelse angaaende.

Af alle de skatter som Københavns borger må betale, er der vist næppe nogen der ydes med mindre beredvillighed end de såkaldte præsteskat. Og det ikke fordi man misunder gejstligheden dens indkomster eller ikke erkender at en arbejder er sin løn værd, men fordi bestemmelsen af hver enkelt borgers bidrag synes ikke at være ganske fri for vilkårlighed. Rodemestrene går nemlig om til de skatteydere og beder dem tegne sig for hvad de vil give. Men når han kommer igen for at modtage skatten, lyder kvitteringen som oftest nogle rigsbankdaler højere, ja undertiden det dobbelt af det man har tegnet sig for, og dette må da uvægerligt betales hvis man ikke vil udsætte sig for udpantning. Spørger man rodemesteren om hvorfor man er sat højere end det man har tegnet sig for, så får man til svar: "Kommissionen har bestemt det således."

Man har stået i den opfattelse at der med denne betalingsmåde burde tages hensyn til hvor mange børn en familie allerede har da en familiefader med talrig børneflok allerede har ydet klækkeligt til kirkens betjente og for fremtiden endnu kommer til at yde mere, mens den ugifte borger eller barnløse familie slipper med at betale det halve, ja vel endog kun en tredjedel, imod denne. At tage hensyn på næringsvejene er vel ikke urimeligt, når kun ikke den ene borger der sidder i lignende næringsvej som hans nabo, måske med meget større indkomster og uden børn, pålægges det dobbelte imod denne, eller når der ikke, uden forespørgsel afkræves ham mere end hvad han har tegnet sig for. Enhver skat, altså også denne, bør efter rimelighedens bydende betales efter ydernes formueomstændigheder. Men hvorledes er det muligt for de respektive kommissioner at kende disse hos folk de måske aldrig har set, og om hvis handel, levemåde osv. de er aldeles uvidende. Man vil indvende at rodemestrene kan hjælpe til at skaffe nogen kundskab herom, men da disse som oftest ikke bor i det kvarter af byen hvor de fungerer, og desuden efter ancienneitet forflyrres fra de mindre til de større kvarterer, kunne de vist nok kun have meget lidt kundskab om de skatteydendes formueomstændigheder. Den borger der altid på anfordring btetaler de påbudte skatter, anser de for rig eller formuende, mens de måske erklærer den for uforumende der ikke af mangel, men for desto længere at kunne gøre brug af sine penge, lader dem løbe flere gange efter et ubetydeligt pengebeløb. At skattens fordeling under sådanne omstændigheder ikke kan ske med den ønskede nøjagtighed, er deraf indlysende.

Om årsagen til den modvillighed hvormed denne skat ydes, mere bør søges i tvivl om dens nøjagtige fordeling efter faste retfærdige grundsætninger, eller den har sin grund deri at gejstligheden er den eneste stand der lønnes med direkte skat *), er ikke let at sige. Men at denne modvilighed ofte finder sted, viser de ikke sjældne eksekutioner som folk der er almindelig bekendte for at eje formue, underkaster sig før de bekvemmer sig til at betale det der afkræves dem. Højst ubehageligt må det også være for gejstligheden på denne måde at modtage en del af deres embedsindtægter, og den vinder vist nok ikke derved. For før opofrede mange på hver af de store højtider både til sin sjælesørger og til de andre kirkebetjente, men siden skatten pålagedes, har de fleste ophørt med at yde frivilligt offer. Igen at ophæve skatten ville imidlertid næppe være tilrådeligt. For det er uvist om de der engang har ophørt med det frivillige offer, atter ville bekvemme sig til at yde det. Men rigtigere ville det være om man kunne finde en anden måde hvorop kirkens betjente kunne lønnes, uden at den havde omtalte ubehageligheder til følge, men derimod konvenerede modtagerne uden at vække ubehaglige følelser hos yderne.

Forfatteren heraf som har tænkt over denne sag, tillader sig derfor at fremkomme med et forslag som hvis det end ikke skulle findes værdigt til antagelse, dog måske turde give anledning til at nogen anden fremkommer med et heldigere og mere hensigtsmæssigt. Han mener nemlig at når det oplagdes husejerne i København at betale årligt ½ promille af deres ejendoms assurancesum, så ville, da samtlige ejendomme i København er assurerede for cirka 49 millioner, tilvejebringes en sum der ikke alene ville være tilstrækkelig ti stadens kirkebetjentes lønning, men endog afgive et overskud af nogle tusinde rigsbankdaler der kunne tjene til en eller anden gavnlig indretning, såsom til oprettelse af friskoler, kirkers vedligeholdelse og lignende, hvortil der ellers indsamles frivillige gaver. Når ejeren af et hus eller gård hvis assurancesum var 10.000 rigsbankdaler, således betale 5 rigsbankdaler, hvori hans husbeboere tog del efter det lejede lokales størrelse, så indses let hvor ubetydelig udgiften ville blive for hver familie **). Den rige ville således som han bør, komme til at betale mere end den mindre formuende, og al tvivl om en retfærdig og nøjagtig fordeling ville bortfalde da enhver husbeboer let kunne erfare den pågældende ejendoms assurancesum, og derefter bregne hvad der tilkom ham at yde. Da navnet "præsteskat" af mange findes stødende, kunne det med så meget mere grund forandres som afgiften kunne få en flersidig bestemmelse. Rigtigst og kortest ville det vist nok være dersom denne afgift betaltes i forening med assurancepræmien, og af assurancekontoret igen indbetaltes til magistraten der så vidt man ved, udbetaler lønningerne til kirkebetjentene. For megen tid og mange ubehagelige bryderier ville derved spares, såvel for de respektive kommissioner der nu bestemmer hvad enhver skal yde, som især for de herrer rodemestre hvoraf forfatteren har hørt flere erklære at den allerubehageligste af de dem pålgte forretninger var den at opkræve præstepengene. 

Måtte dette forslag af højere vedkommende værdiges opmærksomhed og ikke henlægges upåagtet fordi det kommer fra en lægmand, ville forfatteren glæde sig, og han ville ikke anse den korte tid han har anvendt på dets fremsættelse, forspildt eller anvendt til unytte.

*) For så vidtd forfatteren  ved, er der for tiden ingen embedsmand der lønnes ved en til dette øjemed påbudte skat. For 40 år og derover lønnedes stadens skarpretter ved at gå om til borgerne og indkræve 6 skilling af hver stue- eller kælderbeboer, under navn af mestermandspenge. Nu neder han derimod en bestemt årlig løn, samt betaling for enhver eksekutionsforretning efter en fastsat takst.

**) Bonden yder foruden konge- og kirketiende, tiende til præsten der er 1/10 af hans jords frembringelser. Hvis husejeren i København selv skulle betale den foreslåede afgift, uden at hans husbeboere tog del deri, ydede han en halv tusinde del af sin ejendoms værdi. 

(Politivennen nr. 1035, Løverdagen den 31te October 1835, s. 715-722).

Redacteurens Anmærkning.

Præstepengene blev efter 1814 opkrævet i købstæderne, i København blev de slået sammen med degne- og klokkerpenge. Ordningen blev ikke revideret. I praksis pålignede kommissionen præstepengene som en slags formue- og lejlighedsskat, men dog forskellig fra sogn til sogn. Ordningen blev revideret 1904 og 1920.

Et Par Bemærkninger ved Hr. Provst og Ridder Schaks Svar paa en Fortælling i Politievennen Nr. 960.

I Politivennen nr. 960 er fremsat en fortælling om en dåbshandling i Frelser Kirke på Christianshavn den 8. maj og hvad der i sammes anledning er passeret. Hr. provst og ridder Schack har i et lille svar på samme anført et brev han dagen efter dåbshandlingen skal have tilskrevet hr. professor Brorson, hvori sagen fortælles på en kort og undskyldende måde og således at hele skylden for det passerede falder på mig. Men da medborgeres dom om mit forhold ikke kan være mig ligegyldig som embedsmand, nødes jeg til at fremsætte nogle bemærkninger i anledning af nævnte svar:

Jeg er født og opvokset på Christianshavn, er døbt og konfirmeret i Frederiks tyske kirke hvor jeg også har ladet mine to første børn døbe. Men da min hustru ikke behersker det tyske sprog, har jeg siden forrige efterår kommunikeret i Frelser Kirke under hr. pastor Visby. Af den årsag og da min kone skønt svag selv ønskede at holde sit barn over dåben, valgte jeg at lade dette blive døbt af hr. Visby i denne kirke, idet jeg ikke formodede der kunne være nogen hindring da jeg ved at børn ofte er døbt såvel i denne som i andre kirker uagtet forældrene hørte til anden menighed. Hindret ved andre forretninger bad jeg jordemoderen madame K. om at bestille dåben og afgøre det fornødne med kirkebetjentene, hvorhos jeg pålagde hende at bede hr. provst Schack om at hr. pastor Visby måtte foretage den hellige handling. 

Jeg tvivlede ikke på at jordemoderen havde udført sit ærinde som det var hende pålagt. Men da jeg om torsdagen just som vi var færdige at tage til kirken, fik en skrivelse fra hr. pastor Visby hvori han underrettede mig om at han ikke måtte døbe barnet, spurgte jeg hende om hun ikke havde bedt hr. provsten om tilladelse til at hr. Visby måtte foretage dåbshandlingen, hvorpå hun svarede at hun havde forsømt dette. Desuagtet tog vi til kirken i den tanke at hr. provsten selv ville døbe barnet såsom intet afbud var indløbet. Kort efter vores ankomst blev jeg kaldt op i sakristiet. Havde hr. provsten her på en sømmelig og præstelig måde talt med mig, ville den indløbne uefterrettelighed af jordemoderen let være opdaget og alle ubehageligheder undgået. Men den måde hvorpå jeg blev modtaget og tiltalt bragte mit blod i et sådant oprør at jeg forlod sakristiet og forlangte at min kone tillige med jordemoderen med barnet skulle tage hjem. At min kone først efter at have nærmet sig udgangen af kirken i temmelig eksalteret forfatning som beskrevet i Politivennen, vendte om og ilede op i sakristiet er vitterligt såvel for mit barn som de flere børns faddere der var i kirken. Altså kan jeg ikke takke for den kompliment som hr. provsten i sit svar pag. 7 er så artig at gøre min kone.

Det er altså uefterrettelighed af jordemoderen der har forvoldt hele denne hurlumhej og tjener hr. provsten som middel til at få skylden væltet over på mig idet han hele tiden råber på at han ikke er anmodet om eller har givet tilladelse til at hr. pastor Visby måtte døbe barnet. Men uden at opholde mig længere ved hr. provstens svar, vil jeg blot søge kort at besvare det spørgsmål han fremsatte i slutningen.

Hr. provsten spørger: Hvor har jeg forset mig?

Mon deri:

1) At jeg spørger hvorfor faderen ikke selv bestiller sit barns dåb, en forpligtelse som forordningen af 30. maj 1828 § 13 pålægger ham?

Svar: Hertil må jeg svare: Dersom jeg absolut skulle møde personligt, så har hr. provsten selv overtrådt forordningen ved at modtage bestillingen af en anden, og ved ikke at beordre mig at møde til en anden tid, da jeg var fri for embedsforretninger. Men forordningen kræver ikke dette ubetinget. *)

2) At jeg ikke giver en tilladelse som aldrig er forlangt?

Svar: At tilladelsen var ønsket, men af jordemoderen forsømt at forlanges er ovenfor nævnt. Men hr. provsten blev dog samme dag i tide af hr. pastor Visby underrettet om mit ønske og kunne jo i selve kirken have givet denne tilladelse ifald det stod i hans magt.

3) At jeg vægrer mig ved at døbe et barn i en kirke hvortil det ikke henhører efter faderens eget vidnefaste erklæring?

Svar: Om tirsdagen da dåben bestilles, blev mit navn og min charge opgivet skriftlig og af mig selv . Hr. provsten såvel som hr. klokker Petersen kunne da deraf se om jeg var berettiget til at få mit barn døbt i Frelsers Kirke eller ikke. I sidste tilfælde burde betaling ikke have været modtaget og jeg været underrettet om hindringen forinden det øjeblik da dåbshandlingen skulle foretages. Havde jeg vidst det jeg nu ved, da ville jeg uden at ulejlige hr. provsten have henvendt mig til hr. professor Brorson som vist ikke ville have nægtet mig at lade mit barn døbe af hr. pastor Visby.

4) At jeg ikke meddeler faderen en underretning ikke var mig mulig?

Svar: Det, hr. provsten vidste om torsdagen, vidste han allerede om tirsdagen. For øvrigt er dette spørgsmål besvaret i foregående svar.

5) At jeg i samtale med min kollega tilkendegav mit mishag med hr. Kruses hele forhold imod mig, således som dette nu er fremsat og opklaret?

Svar. Jeg kan ikke indse hvorledes jeg har kunnet pådrage mig hr. provstens mishag fordi jeg lod jordemoderen bestille dåben på en tid jeg ikke selv kunne møde. For det stod jo til ham at kræve at jeg selv personligt skulle møde til en anden tid, hvis dette var aldeles nødvendigt, eller den medfulgte seddel samt jordemoderen ikke kunne give tilfredsstillende oplysning. Men måske var det fordi jeg kun betalte hr. provsten 1 rigsbankdaler sølv, hvilket han behager at kalde uanstændigt. Jeg gad vide hvor meget hr. provsten vel ville have for at kalde betalingen anstændig. Mig syntes at 1 rigsbankdaler for intet at foretage var anstændig nok.

6) At jeg alligevel døber barnet i en kirke hvortil det ikke hører?

Svar: Dette spørgsmål behøver intet svar, eftersom hr. provsten selv har besvaret det. Imidlertid kan eg ikke nægte at det er mig temmelig uklart hvori hr. provstens ved denne lejlighed udviste embedskonduite består. Mon den skulle bestå deri:

At han lader mig komme i kirken. Der gør mig heftige bebrejdelser og nægter mig at få barnet døbt og først  døber det efter at nægtelsen har frembragt heftige sindsbevægelser hos mig og min hustru?

Hvad endelig hr. provstens påstand, pag. 6 angår: "at hr. pastor Visby om begge de anførte bevæggrunde skal have erklæret at han i hr. provstens sted ville have handlet ligeså" da er det mig bekendt at hr. provsten har vist den påfaldende mangel på sømmelighed ikke at underrette sin kollega om den måde hvorpå han agtede at indblade hans navn i sagen og at hr. Visby aldeles benægter at have brugt dette udtryk med hensyn til den betaling der af hr. provsten kaldes uanstændig.

H. C. Kruse.

*) Nævnte forordnings § 13 lyder således:

To til tre dage før et barn skal døbes i kirken eller dets dåb sammesteds bekræftes, skal forretningen bestilles hos sognepræsten. Ordentligvis bør, når det er et ægte barn, faderen selv møde hos præsten i foranførte henseende. Men er det en bekendt mand, kan begæringen og anmelderen ske skriftlig, ligesom også hvis faderen ikke selv kan møde, samt når det er et uægte barn, en pålidelig person kan sendes til præsten for at foranstalte og meddele  det fornødne."

(Politivennen nr. 963, Løverdagen den 14de Juni 1834, s. 426-433)