Murerstrikens Ophør. (Efterskrift til Politivennen)

"Dagens Nyheder" leverede igaar to Spalter Vaas om Murerstrikens Ophør. Det er saa uhyre let at indse, hvad Meningen med hele denne Artikkel er, det Hele er forresten et ret godt Forsøg i den Erik Bøghske Taktik. Saadanne Udbrud har vi naturlivis slet ikke været uforberedte paa, dog maa vi tilføje, at vi ikke havde ventet dem nær saa matte og intetsigende, som det har vist sig, at de er. Vi kan saa godt forstaa, at "Dagens Nyheder" og Konsorter vil drage saa megen Fordel af den nu tabte Murerskrue som muligt, men vi kan ikke forstaa, at de kan antage Arbejderne, og særlig Murerne, for endnu værende saa uvidende, at en saa plat Smiger og et saa grelt Lefleri af dem kan blive taget for gode Varer. Bladene har i de først paafølgende Dage efter Strikens Ophør stadig pranget med deres Opfordring til os, om at give de af os lovede nærmere Oplysninger. Atter et Bevis paa Bladenes ynkelige Afmagt, at de maa tage deres Tilflugt til saadanne Latterligheder. Da vi om Aftenen fik den Underretning, at Murerskruen var ophørt og altsaa tabt, da skete dette ved en Meddelelse paa en Linje, som altsaa ikke indeholdt mere, end hvad der den følgende Morgen stod at læse i "Socialisten", vi tilføjede som et Haab, at vi den næste Dag kunde give vore Læsere en yderligere Meddelelse. Vi synes, at det maa ligge klart for Enhver, der vil se det, at disse yderligere Meddelelser slet ikke kunde bestaa i andet end et Referat af den Generalforsamling, som Murerne afholdt i deres Lokale i "Føniks", og paa hvilken det blev vedtaget, at Skruen skulde ophøre. Hvilke andre Oplysninger det er, som "Dagens Nyheder", med samt sin Mængde af "ærede Kolleger", puffer, det kan vi sandelig ikke indse, da de jo idetmindste burde kende de nærmere Forhold, hvorunder Murerskruen har eksisteret, lige saa godt, som vi. At vi ikke fremkom med disse Oplysninger, beviser slet ikke, at vi har svigtet vort Løfte, da vi, vi maa gentage det, jo kun udtalte det som et Haab, at vi kunde skaffe de omtalte Oplysninger, og vi kan jo da til enhver Tid skyde os ind under den Form, at vort Haab glippede ; det behøver vi imidlertid slet ikke at gøre. Sandheden er, at vi ansaa det for rigtigst og som værende i Murernes Interesse, ikke at fremkomme med de Oplysninger, som vi havde indhentet. "Dagens Nyheder" har heller ikke godt af at vide Alting. Det gamle forslidte og ubeføjede Angreb, som "Dagens Nyheder" atter har serveret med i den nævnte Artikkel, og som gaar ud paa, at tillægge "Internationale" Skylden for Strikens Opkomst, behøver vi ikke mere at imødegaa; der findes ikke en eneste af alle de strikende Murere, som ikke ved, at denne Paaduttelse er fuldstændig falsk og løgnagtig, og vi er aldeles overbeviste om, at denne Løgn idetmindste ikke vil vinde nogen Indgang hos Arbejderne. Da Murerskruen begyndte, var der omtrent slet ingen Mursvende i Foreningen "Internationale", men desuagtet søgte denne Forening af al Magt at støtte Striken og opmuntre de Strikende, og det har vist sig, at denne Opmuntring var fuldstændig paa sin Plads. Er der nogen, som har handlet samvittighedsløst overfor den nu tabte Strike, saa er det de Blade, som ved deres uhyggelige og utidige Klynkeri har gjort alt for at knække Modet hos de Strikende, og dobbelt Skændsel over disse Organer, fordi de paa en saa lav og simpel Maade var underkøbt af Storborgerne til at gaa disses smudsigste og laveste Ærinder. Det har nu vist sig, at havde Murerne holdt Skruen blot en ganske kort Tid endnu, saa vilde Skruen ogsaa have været vunden, nu, da den er tabt, indrømmer Mestrene det selv.

Til Arbejderne, og særlig til Murerne, skal vi kun endnu henstille disse Ord!

Arbejdere! I har set, hvormange Aar I er blevne førte bag Lyset af alle dem, som kalder sig Eders sande Venner. I har set det, og I vil sikkert vide at huske det, derpaa stoler vi trygt. Hvad Murerskruer og Skruer i det Hele taget angaar, da ved vi, at Arbejderne paa deres selvstændige Diskussionsmøder har underkastet dette Svstem en langt nøjere Drøftelse, og har derfor et langt nøjere Kendskab til det, end disse amerikaniserede Pariserjournalister, hvis Tid ikke tillader dem for Alvor at beskæflige dem med Arbejderens Kaar.

(Socialisten 2. juni 1872).

Murerstriken. (Efterskrift til Politivennen)

I det af den herværende Muurmesterforening igaar Aftes afholdte Møde vedtog man at besvare Svendeforeningens Bestyrelses Henvendelse med nedenstaaende Skrivelse, som i Formiddags er bleven overrakt Bestyrelsen efter en Sammenkomst mellem denne og Delegerede for Mestrene: 

"I Anledning af Muursvendelaugets Skrivelse af 6te Mai d. A. skulle vi meddele, at denne har været forelagt de forsamlede Mestre, og at disse eenstemmigt have vedtaget at svare Følgende: Naar Mestrene ikke kunne gaae ind paa den af Svendene forlangte, forkortede Arbeidstid, der i Virkeligheden for Daglønnens Vedkommende er det samme som en forøget Arbeidsløn, saa er dette ikke begrundet i Uvillie; thi Mestrene ønske ligesaa vel som Svendene selv, at disse skulle have en god Betaling for deres Arbeide; men det er begrundet deri, at Mestrene ansee det for at være i hele Samfundets og ikke mindst i Svendenes egen velforstaaede Interesse, at Arbeidslønnen ikke opskrues til en Høide, som staaer i Misforhold til Priserne paa alle andre Livsfornødenheder. Svendene ville let forstaae, at Mestrene ikke kunne have noget directe Tab af at betale en høiere Svendeløn; Mestrene ville snarere have en tilsyneladende Fordeel deraf, da Salairet selvfølgelig ogsaa vilde blive forhøiet; men denne Fordeel vilde for Mestrene ligesom for Svendene ogsaa kun være en tilsyneladende; i Virkeligheden vilde den være et Tab for alle Parter; thi det er indlysende, at naar Murernes Arbeidsløn bliver forhøiet, saa maa nødvendigviis Prisen paa Bygninger blive høiere. Der vil altsaa ikke med Fordeel kunne speculeres i Byggeforetagender; denne Speculation, som i de sidste Aar har brødfødet saamange Arbeidere, vil derfor efterhaandcn forsvinde: Capitalen vil søge anden Anvendelse, og Muursvendene, som i de senere Aar for en stor Deel have havt Arbeide hele Aaret, ville da komme til at ligge ledige flere Maaneder, ligesom det var Tilfældet for tyve Aar siden, førend Bvggespeculationen begyndte. Og forsaavidt som det søges gjort gjældende mod vor Anskuelse, at Svendene overanstrenges ved at arbeide til Kl. 7, og at de ikke have Tid til Aandsudvikling, saa kunne vi heller ikke heri see Anledning til at afkorte Arbejdstiden, da Muursvendene vistnok arbeide strengt om Sommeren, men til Gjengjæld have mere Hvile tid om Vinteren end nogen anden Haandværker, saaledes at de endogsaa ere overordentlig heldigt stillede, forsaavidt de ønske at besøge Skoler eller paa anden Maabe arbeide sig op til bedre Stillinger. Vi skulle ikke forlænge denne Skrivelse ved at anføre flere Grunde; men vi troe, at det Udtalte vil tilstrækkelig have godtgjort, at Mestrene ikke kunne forsvare hverken for deres egen eller for Svendenes Skyld at gaae ind paa Forlangendet om forkortet Arbeidstid; Mestrene have i de sidste tyve Aar fire til fem Gange forhøiet Svendelønnen, og senest have de den 1ste April d. A. forhøiet Svendelønnen med 12 til 16 pCt. De troe herved at have beviist, at de ere villige til at imødekomme alle berettigede Fordringer; men de ansee det ikke for forstandigt at gjøre store Spring i Udviklingen, og de haabe, at de Forandringer, som Fremtiden maatte gjøre nødvendige, maa kunne foretages i Mindelighed og uden voldsomme Kampe."

Iformiddags have Svendene holdt Møde for at drøfte dette Svar. Om Udfaldet af dette Møde have vi endnu Intet erfaret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. maj 1872).

Der kom ikke noget ud af svendenes møde. De påtænkte at afholde et møde på Nørrefælled, men det forbød politiet. Et par tusinde mennesker indfandt sig dog alligevel, men vendte om da en politiassistent og to betjente viste sig. 7 blev anholdt.

Arbeidsnedlæggelse blandt Murere. (Efterskrift til Politivennen)

Arbeidsnedlæggelse er i disse Dage udbrudt her i Staden blandt Muursvendene, fra hvis Side der allerede for faae Maaneder siden blev gjort Skridt for at opnaae en Forbedring i deres Vilkaar. De Fordringer, som Svendene dengang stillede til Mestrene, gik ud paa, at saavel den saakaldte Priiscourant, der indeholder Bestemmelserne om Betalingen for Accordarbeide, skulde forhøies, som at dette ligeledes skulde være Tilfældet med Hensyn til Daglønnen, og at endelig Arbeidet skulde ophøre Kl. 6 istedetfor Kl 7 Aften, Fordringer, som man forlangte gjennemførte fra 1ste April. Mestrene indvilligede i at forhøje Daglønnen med 1 Mk. - hvorefter den ville blive 9 Mk. i Sommerhalvaaret og 6-8 Mk. i de øvrige Maaneder - hvorimod de ikke vilde gaae ind paa en Forhøjelse af Betalingen for Accordarbeide, da denne er saa høi, at en Svend! Sommerhalvaaret, efter hvad der er os meddeelt, kan i Accord tjene 10-15 Mk daglig og i den øvrige Deel af Aaret gjennemsnitlig 8-9 Mk, hvorved tillige maa bemærkes, at der her i Hovedstaden hele Aaret rundt kan sige at være Arbeide for Muursvendene, saa at selv den daarligste Svend ikke tjener under 400 Rd. Ligesaalidt vilde Mestrene gaae ind paa at forkorte Arbeidstiden - der nu er 11 Timer - med 1 Time, hvilket jo ogsaa vilde medføre et ikke ringe Tab for Svendene, hvis Fordring herom derfor ikke stod i den bedste Harmoni med deres Henviisning til Livsfornødenhedernes høiere Priser som den væsentlige Grund til deres Krav paa høiere Løn. Efterat Mestrene havde givet dette Svar, gik Tiden hen til Begyndelsen af indeværende Maaned, da endeel Svende - dog langtfra 400, som det andetsteds har været paastaaet - der vare paa Arbeide, navnlig ved nogle Bygninger paa Gammellholm og i Villaqvarteret, forlode deres Arbeide allerede Kl. 6 Efterm. Dette foranledigede Mestrenes Forening til i Fredags Aftes at afholde et Møde, hvori man blev enig om aldeles ikke at benytte de Svende, der ikke vilde arbeide til Kl. 7. I Tirsdags Aftes holdt derpaa Svendene paa deres Side et Møde, der var besøgt af 5-600 Svende, og hvori der under Discussionen vel reiste sig endeel Opposition imod at fortsætte Modstanden mod Mestrene, men hvor det imidlertid ved Afstemningen med stor Majoritet blev besluttet at fastholde Fordringen om, at Arbejdstiden ikke skulde være længere end til Kl 6. - Som Følge heraf standsede allerede i Onsdags den største Deel Muurarbeide, og idag skal næsten alt Arbeide af denne Art her i Staden være ophørt. Heldigviis er der med Undtagelse af den nye Theatherbygning - der ogsaa er bleven ramt af Striken - for Tiden ikke noget større Foretagende igang, der vil lide under denne Arbeidsstandsning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1872).

Murernes Strike.

Saa er da atter en af disse Kampe begyndt, der vidner saa slaaende og uigendriveligt om Sandheden af vort Udsagn, at Spliden mellem Kapital og Arbejde ikke kan bilægges ved fredelig Overenskomst. Efter næsten et halvt Aars Forhandlinger med Mestrene, efter at være holdt hen med tomme Talemaader fra den ene Uge til den anden, har Mursvendene endelig besluttet sig til at bryde overtvert og stille Mestrene et Enten Eller, som disse maatte vælge imellem.

Mestrene har valgt; Arbejdet er nedlagt; Kampen er begyndt.

Og hvad er det da for skammelige Fordringer, som disse utaknemlige Svende har stillet, der efter Mestrenes Udsagn "har havt det saa godt"? Har de maaske som ægte Kommunister forlangt at "dele" med Mestrene? Har de forlangt et saa uhyre Tillæg i Lønnen, at der slet Intet bliver tilbage til de stakkels fattige Mestre, der maa slide og slæbe fra Morgen til Aften for at skaffe Ekvipager til dem selv og Silkekjoler til deres Fruer? Nej, men de har været uforskammede nok til at forlange en Times Arbejde mindre om Dagen; de har været taabelige nok til at mene, at ogsaa de var Mennesker og ikke Arbejdsheste, at ogsaa de kunde bruge en Timestid mere om Dagen til deres legemlige Hvile og aandelige Udvikling. Ja, det er naturligvis i Mestrenes Øjne en himmelraabende Forbrydelse, og underligt er det, at de ikke spekulerer paa at tage Politiet til Hjælp for at tvinge disse "ulydige" Geseller til at gøre deres "Pligt".

Men hvorfor har Svendene opstillet Fordringen om en Times kortere Arbejdstid? De taber jo ligefrem ved det, naar de f. Eks. har Akkordarbejde; vilde det ikke have været meget bedre, hvis de havde fordret Priskuranten, som de nu saa længe har forhandlet om? Nej, Svendene har her handlet aldeles rigtigt; de har vist, at de indser, hvorledes Grunden skal lægges til en varig Forbedring af deres Stilling, de har vist, at de foretrækker den sikre Sejr selv om den ligger længere borte, fremfor den øjeblikkelige Pengefordel; de har endelig vist, at de slutter dem til den store Kamp, som for øjeblikket føres af deres Brødre over hele den civiliserede Verden for at indføre Normalarbejdsdagen, og som ikke vil ende før Arbejdet er blevet indskrænket til 8 Timer dagligt.

Er først Arbejdstiden forkortet, saa vil Lønnen med tvingende Nødvendighed stige. Der behøves flere Arbejdere. Konkurrencen bliver altsaa mindre, Prisen bliver ikke trukket, og - Arbejderen behøver akkurat det Samme for at leve som tidligere; han maa altsaa have sin kortere Arbejdstid bedre betalt. Det er heller ikke saa let for Mestrene at rokke ved Tiden, naar den først er bleven vedtaget, som det er for dem at presse Lønnen ned igen. Og, hvad vi ikke maa glemme, Arbejderen faar ved sin større Fritid Lejlighed til at beskæftige sig med andre Ting, leve mere i sin Familie, kortsagt blive mere lig med den Klasse, som nu paastaar at have slugt al Dannelse.

* * *

Det er let at indse, at naar Mestrene, som for kort Tid siden uden Indvendinger vilde gaa ind paa at give en Mark mere i Dagløn, saa haardnakket kæmper imod den nu fremkomne Fordring, saa er det, fordi de mener, at den vil være meget vanskeligere at rive overende igen og meget farligere for deres Pengepunge end selv en større øjeblikkelig Forhøjelse. Og Guderne skal vide, at de stamper haardt nok imod Braaden! De 21 gamle Laugsmestre, som hidtil ikke har kunnet taale de 100 yngre Mestre i deres Nærhed, men stedse har betragtet dem som Svende, der var løbet for tidligt af Lære, de har nu bekvemmet sig til at indlemme en stor Del af dem i Broderskabet og give dem Del i den fede Laugskasse. Det maa have været en haard Dyst for dem! Men kan vi nu end forstaa, at disse gamle forstenede Kegler ikke har fulgt saameget med Tiden, at de kan indse Nødvendigheden af at skikke sig i de ny Forhold saa bliver det os dog ubegribeligt, at de unge Mestre, som dog maa have den Tid i frisk Erindring, da de selv bandede den lave Arbejdstid og den lave Dagløn, ikke længer nærer nogen Følelse for deres tidligere Kammerater, men vil hjælpe til at trække en Strid i Langdrag, hvis endelige Udfald ikke kan være tvivlsomt. Ti sæt ogsaa, at Mursvendene denne Gang blev nødt til at give efter, vilde Sagen da dermed være afgjort? Nej, der vilde komme Skruer paa Skruer indtil Maalet var naaet, ligesom det er gaaet i andre Lande, og Mestrene vilde ved deres Modstand kun have opnaaet at tabe en hel Del Penge selv og maaske bringe de dygtigste Arbejdere til at udvandre. Tilmed er det slet ikke Svendene, der er de unge Mestres værste Fjender, det er derimod de gamle Mestre, de grundmurede Kapitalister, som kan genere dem, og dog betænker de sig ikke paa at gaa Arm i Arm med dem, saasnart de blot nedlader sig til at smøre dem lidt om Munden og give dem Tilladelse til at overvære deres Møder.

* * *

Men hvorom Alting er, Striken er nu udbrudt, og der maa gøres Alt for at føre den til et heldigt Resultat. Hertil udfordres fra Mursvendenes Side Taalmodighed, Udholdenhed, Selvfornægtelse og fremfor Alt Sammenhold. Det vil gælde om at kunne udholde Kampen saalænge som muligt med de smaa Pengemidler, som staar til deres Raadighed, og vi kan derfor ikke undlade at advare de Strikende mod alle Skruers værste Fjende nemlig Kroen. Den uvante Lediggang opfordrer til at nyde baade Spise og Drikke udenfor Hjemmet, og det er for kostbart, naar Pengene har den Værd, som under en Strike. Iøvrigt tvivler vi ikke paa, at den Enighed og det Kameratskab, der har gjort Murerne til en af Arbejdsklassens kraftigste Foreninger, ogsaa vil vise sin Styrke nu, da det gælder at opnaa en varig Fordel for Standen i det Hele.

Vi har ikke fremkaldt denne Skrue, vi har ikke her "stukket Hestefoden frem", som vore Modstandere siger, og vist vore "statsopløsende" Tendenser. Vi er ikke taget med paa Raad om, naar eller hvorledes Striken skulde udbryde; Murerne har selv afgjort Alt. Men desuagtet tager vi ikke i Betænkning at tilbyde de kæmpende Arbejdere den Hjælp, som vi er istand til at yde. Vort Blads Spalter skal være aabne for dem, vi er rede til at indsamle Bidrag til dem og til at anvende den Indflydelse, som vor hidtilværende Optræden skaffet os hos en stor Del af Danmarks Arbejdere saavelsom hos Udlandets. Vi forlanger ingen Tak derfor, det er ligefrem vor Pligt at stolte enhver modig Anstrængelse fra Arbejdernes Side for at bryde deres Stand en ny og friere Bane her i Landet; gjorde vi ikke det, da først vilde man med Sandhed kunne sige, at vi forraadte Arbejdernes Sag!

(Socialisten 11. april 1872).

Murernes Arbeidsnedlæggelse. Paa et igaar Aftes i "Internationale" afholdt Discussionsmøde gav Muursvend Grøn en Meddelelse om den stedfindende Murerstrike. "Det gaaer brillant", begyndte han under Forsamlingens Jubel, "og der er ikke nogensomhelst Grund til at frygte for, at den skal gaae i Stykker, eller for at Murerne skulle sulte ihjel, som Storborgerne, der levede i den salige Tro, at Striken kun havde en Capital af 9 Rd. 1 Mk. 6 sk at virke med, meente og haabede. Der er igaar (Søndag) udbetalt 900 Rd. i Understøttelse til de Svende, som behøvede det, og ikke en eneste har begjært Hjælp uden at faae den, og der haves endnu en Kassebeholdning paa 256 Rd. "Internationales" Bestyrelse havde igaar Formiddags, for den Muligheds Skyld at den begjære de Hjælp kunde komme til at overstige de forhaandenværende disponible Midler, bragt 150 Rd., for hvilke der dog som sagt ikke i Øieblikket havde været Brug. Cigarmagerforeningen "Enigheden" havde ydet Murerne et rentefrit Laan af 200 Rd., og alle de andre Fag og Laug støtte efter Evne Striken. Kunde de forskjellige Strikekasser forenes om at slaae deres Midler sammen i en for Alle fælles Kasse, vilde alle Arbejdere, som det er bleven foreslaaet, give blot en Fireskilling ugentlig til et saadant Fond, saa var Striken saa sikkret, at den vilde kunne holdes gaaende, om det saa var i flere Aar; og Murerne maatte og skulde seire, det var et Livsspørgsmaal for alle Arbejderne." Sluttelig tilføiede Hr. Grøn, at man ikke burde dømme Mestrene altfor haardt, thi deres Modstand skyldtes for en stor Deel den Pression, som Håndværkerforeningens og Grundeierforeningens Storborgere udøve paa dem."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  29. april 1872).

Optøier i Nakskov. (Efterskrift til Politivennen)

Slemme Optøier. Umiddelbart for Dampskibet "Spodsbjerg"s Afgang fra Nakskov lille Juleaften, forefaldt der ved Havnen en Begivenhed, hvis Virkninger formodentlig ikke ville være synderlig behagelige for de Paagjældende. Nogle Muursvende fra en nærliggende Herregaard, der med Dampskibet agtede at begive sig paa en Feriereise til Hovedstaden, havde forinden styrket sig ved adskillige Glas. Ved Uro og Støi blev der af en Politibetjent paalagt dem Rolighed. Dette blev imidlertid Signal til et stort Spektakel, og som et Beviis paa det Raseri, hvormed det førtes fra Muursvendenes Side, kan det anføres, at selv Stedets Politimester var Gjenstand for Fornærmelser fra Svendenes Side Endelig lykkedes det at overmande og trække afsted med Ophavsmændene; men en af dem, en "Kjøbenhavner", nedlagde Indsigelse, "da han skulde reise", og paaberaabte sig ivrig sin "kjøbenhavnske" Herkomst, idet han samtidig udtømte sig i Lovtaler over det kjobenhavnske Politivæsens humane Indretning. Begge de Anholdte sidde nu under Forvaring og afvente Følgerne af deres paa Optræden.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 5. januar 1870).

Spørgsmaal, angaaende Arbeidstiden for Muursvendene i Danmark.

Det er bragt i erfaring at der fx på Nørregade og på bager Pipers bygning i Adelgade arbejdes af tyske mursvende, for en tysk mester fra kl. 5 til 12 formiddag og fra kl. 1 til 9 eftermiddag, hvorimod de danske mursvende kun arbejder i den en gang bestemte tid fra 6 til 12 og 1 til 8. Om dette er en ny opfindelse af mesteren. Om disse svende ikke i den reglementerede arbejdstid skulle kunne tjene deres dagløn, eller om det er et frit tilbud af svendene selv, for fortrinligt at få arbejde, om dette dette ønskes gennem dette blad underretning behageligst meddelt. For mens mange danske mursvende - deriblandt flere med talrig familie - går ledige, får udlændinge arbejde hvorimod det i Tyskland er en regel at den indfødte først kommer i arbejde. Taler ikke også rimelighed for at landets børn fortrinligt burde nyde landets brød?

Nogle danske mursvende.

(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 387-388.)

Noget mere om Dyrehavens Vaffelbagere.

At rose alt fremmed og laste alt indenlandsk er desværre! dagens tone. Ligesom det sædelige menneske ikke uden grund bør nedværdige hvad fremmed er - eftersom den ene nation i en eller anden ting kan have fortrin for en anden og blive læremester for den sidste - så børn der dog ikke, og mindst af indfødte, lægges hinder i vejen for den indfødtes umage med at skaffe sig og familie nødvendig underholdning. Ved at læse Politivennen nr. 392 kan enhver retsindig dansk ikke andet end harmes over det anførte om den danske vaffelbager. Vel er der ikke et så brillant lokale hos denne som hos den hollandske, men når det betænkes at den dansk vaffelbager leverer i enhver henseende lige så gode og store vafler for 4 skilling stykket som hollænderne tager 6 skilling for (hvilket med 6 lovfaste vidner kan bevises, samt at de danske vafler overgik de hollandske) og at hollændernes formue muligvis er større end danskens, så bør vel ingen retsindig ved dårlig anbefaling i et offentligt blad, søge at berøve den indfødte sin næring. Et selskab af 6 personer fandt beværtningen hos den danske vaffelbager meget renlig og net, samt dertil en hurtig beværtning. Skidne hænder blev ikke bemærket, men da den danske vaffelbager er af sin profession murer - hvilket da kalken som han ellers må omgås, forårsager beskadigelse på huden, kan denne ikke ligne de hollandske avanturiers. At manden skulle have et skurvet hoved er aldeles ikke bemærket. Efter tilsyneladende er brødnid grunden til avertissementet som den danske mand foragter.

(Politivennen nr. 394. Løverdagen den 19de Julii 1823, s. 6376-6377).

Svar paa Stykket "Lidt om Dyrehavens Vaffelbagere" indført i sidste Politieven:

Næppe gives større bevis på den mest sorte og mest udtænkte ondskab end aldeles ubeføjet at søge at skade en mand i sin lovlige næringsvej, netop i det meget indskrænkede tidsrum da han skulle have en smule næring. Vel vil og må jeg på lovlig måde sagsøge og tiltale forfatteren af det nævnte stykke, men inden jeg får begyndt dermed er kildetiden - den periode hvori jeg skal fortjene lidt - udløbet. 

For nu at tilintetgøre den skadefro hensigt af dette løgnagtige stykke, tillader jeg mig foreløbig at bekendtgøre at de vafler jeg sælger både i Dyrehaven og hjemme, er renligt tillavet, og at intet andet kan betage den alt for vel bekendte skumler appetitten end det at han som sædvanligt kun har en tom lomme. Hvad mine hænder og mit hoved angår, da er begge dele altid og aldeles fri for de egenskaber han så urimeligt og ubegrundet har tilagt dem. Og skal jeg om det behøves med en autoriseret læges attest bevise at jeg intet skurvet hoved har eller har haft. I øvrigt finder jeg ingen skam i enten at være murersvend eller ved en anden lovlig næringsvej at tjene brødet til mig og mine.

H. Zachariasen.

(Politivennen nr. 393. Løverdagen den 12te Julii 1823, s. 6368-6369).

Redaurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 392.

Lidt om Dyrehaugens Vaffelbagere

Jeg skulle da også besøge Dyrehaven. Men især faldt min opmærksomhed på vaffelbagerne. Forundret blev jeg stående først ved de hollandske. Skændigt at udlændingen også for danske produkter skal udtrække penge af landet! Da jeg gik videre frem, kom jeg til den danske. Vaflerne så ganske gode ud, men hans skidne hænder og skurvede hoved tog appetitten fra mig, og på min forespørgsel om hvad personen før havde været, fik jeg det svar: Murersvend

(Politivennen nr. 392. Løverdagen den 5te Julii 1823, s. 6340-6341).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 393.

Dyrehavsbakken omkring 1840. Der er dog ingen vaffelbagere at se. (H.G. F.Holm)

En styg Prospekt i Klosterstræde.

På grunden på hjørnet af Kloster- og Gråbrødrestræde står og har i flere år stået en åbent retirade der vender ud til gaden. Beboerne af de omliggende huse har meget længe været kede af dette særdeles stygge prospekt der er så meget mere utålelig som stedet hyppigt besøges af håndværkersvende osv. I stedet for en dør er det godt nok forsynet med en pjalt af et gammelt lagen. Men denne las hverken forskønner prospektet eller skjuler hvad man ikke ønsker at se. For vinden kaster det hvert øjeblik til side. Da grundens ejer i afvigte år har ladet opføre 2 store bygninger, så har han vel levnet et par brædder hvoraf man beder ham lave en ordentlig dør til samme raritetskasse. Man håber at han opfylder denne rimelige begæring, da dette ikke vil koste ham meget. Og som man siger, det kommer jo ikke an på en pølse i slagtertiden.

(Politivennen nr. 382. Løverdagen den 26de April 1823, s. 6193-6194).

"På grunden på hjørnet af Kloster-og Gråbrødrestræde står og har i flere år stået et åbent privat der vender ud til gaden". (Gården til hjørnet Klosterstræde og Gråbrødrestræde, i dag Pedalatletens gård. Skribentens hentydning til at bygningerne er opført "afvigte år" stemmer med at Klosterstræde 22 som ligger bagest er opført 1820. Bygningen på modsat hjørne er fra 1813. Eget foto 2015).

Redacteurens Anmærkning.

Det er galt igen i Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar December 1824, s. 6787-6788.

Farlige Følger af Mangel på Overopsyn.

"Af skade bliver man klog" siger ordsproget. Men erfaring viser at det ikke altid bekræftes. I det mindste har mange eksempler endnu ikke bevirket alvorlige anstalter mod den ligegyldighed mange viser for menneskers liv og lemmer. Således indtraf som noget ikke usædvanligt atter det uheld at en murstige eller stillads med to murarbejdere vippede. Af disse slog den ene sig til krøbling måske for livstid, og den anden døde på stedet. Dette skete fra huset nr. 76 i Krystalgade i lørdag eftermiddag omtrent kl. 2-3.

"En murstige eller stillads med to murarbejdere vippede, hvorved den ene af disse slog sig til krøbling måske for livstid og den anden døde på stedet. Dette skete fra huset nr. 76 i Krystalgade" (Nr. 76 i Krystalgade er nutidens nr. 4, Det er opført 1813 og har ikke ændret udseende. Eget foto, 2017)

Politivennen har før omtalt at der mangler tilbørlig eftersyn og indretning ved sådanne stiger og stilladser hvorpå murfolk, malere eller andre arbejdere er udsatte for den største fare for sig selv og andre. Efter anmelderens opfattelse er det uforsvarligt og utilgiveligt at sådanne stilladser skal kunne vippe om med de ulykkelige mennesker som i tillid til de ansvarliges overopsyn står deroppe og arbejder. For vipningen kan meget let forebygges ved at bruge 3 bomme i stedet for at man af økonomi eller armod kun bruger to.

Skulle man endnu være så langt tilbage i bygningskunsten at man ikke kan have stilladser som hverken kan vippe eller falde helt ned?

Her i staden sker sådanne uheld påfaldende ofte. Det ville derfor være højst gavnligt om det blev pålagt de ansvarlige ikke at tåle nogen stillads op-eller nedhejsning undtagen med 3 bomme. For derved blev vipningen i det mindste forhindret. 

Blev ydermere sådanne stilladser omgivet med et slags rækværk eller net så at hverken mennesker eller materialer kunne falde ned mellem åbningerne, så ville mange duelige håndværkeres liv blive sparet, ligesom forbigående heller ikke ville være udsatte for at blive lemlæstet eller slået ihjel af nedfaldende kalkballer, mursten eller lignende.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3777-3778)

Redacteurens Anmærkning.

En lignende arbejdsulykke skete på Kongens Nytorv, ifølge Dagen, 12. juli 1803:

Tre Muursvende i Kiöbenhavn, som afvigte 2 Juli arbeidede paa en Gaard paa Kongens Nytorv, siddende paa et meget höit Stillads, faldt ned fra samme. To af dem var strax döde, men den tredie sprang, i det han faldt, ind af et Vindue, og blev saaledes ubeskadiget.

Dagen den 5. maj 1806 berettede om en arbejdsulykke af en anden karakter, på Toldboden:

En meget stor Ulykke traf for nogle Dage siden en af Daglejerne paa Toldboden. Han vilde bære et stort Fad Krap, men var saa uhældig at falde baglænds, medens Fadet faldt over ham, rullede fra Fødderne hen over Ansigtet, og ud i Søen. Hans Ansigt saae forskrækkeligt ud og han bragtes strax paa Hospitalet, hvor han denne Vinter havde ligget i 16 Uger. Hans Navn er Hans Jensen, boende paa Hjortelængen i de saakaldte Hjorter. Han har 7 Børn, det ældste 11, og det yngste 1/4 Aar gammelt. Arbejderne paa Toldboden have efter Evne hver hjulpet ham med Lidet. 

I 1810 berettede Dagen, 17. august 1810 om sammenstyrtning af en nyopført bygning. Formentlig et eksempel på den megen byggesjusk der foregik i kølvandet på bombardementet:

I Onsdags Aftes Klokken omtrent 8te saae man et forunderligt Syn i Pederhvitfeldtsstræde. En splinterny grundmuret Bygning, 4de Etasser høj, stod allerede færdig udvendig til Afpudsning og indvendig til Gibsning, med Tag over hele Huset, da pludselig 2 Fag af 4de og 3die Etasse styrter ned i Grunden, medtagende alt hvad der var i Vejen. Til Lykke vare Arbejdsfolkene en halv Time iforvejen gangne hjem, da de ellers havde kommet til at ligge under deres egne Gjerninger. - Sagen vil ventelig komme under tilbørlig Undersøgelse. 

 I Kjøbenhavnsposten den 6. januar 1845 var den gal igen, denne gang i Farvergade 129, eller fra 1859 Farvergade 20. Og siden 1908 indbefattet i det omfattende byggekompleks som nu er Farvergade 6-8:

- I Løverdags Eftermiddags indtraf det ulykkelige Tilfælde, at et under Opførelse værende Baghuus i Farvegaden styrtede ned, hvorved fire af Arbejdsfolkene, 2 Muursvende, en Tømmersvend og en Haandlanger bleve beskadigede, de 2de i en betydelig Grad, saa at man endog tvivler om den Enes Liv. Eieren af Stedet (Nr. 129) Smedemester Knudsen, havde kjøbt det for kort Tid siden og agtede at sætte flere Etager paa det da kun af eet Stokværk bestaaende Baghuus, for at indrette det til Beboelse for et stort Antal Familier. Der var allerede sat to Etager paa, og det var under Opførelsen af den 3die, at Ulykken skete. Det skal ved den optagne Synsforretning have viist sig, at Tilbygningen tildeels er skeet af meget slette og lidet holdbare Materialier (der skal saaledes være brugt Muurbrokker, som kunne kjøbes for 24 sk Læsset, i Stedet for Muurstene osv.) Muurmester Schlage var Bygmesteren. Desværre er det ikke den eneste Bygning her i Staden, ved hvis Opførelse eller Indretning paa Spekulation der er er tilsidesat det fornødne Hensyn, ikke blot til Soliditet, men til Medmenneskers Liv og Lemmer. Det vil vist ikke være vanskeligt at finde Sidestykker hertil blandt de mange Eiendomme, som ere blevne, deels nyopførte, deels restaurerede og paa Kjøb opklinede af Bygherrer, hvis "Driftighed" man end ikke har undseet sig ved offenlig at rose som noget Anbefalingsværdigt. Det er at vente, at den Opfordring, som ligger i det Passerede, til en større Agtpaagivenhed fra vedkommende Autoriteters Side paa deslige Byggeforetagender, ikke vil være uden gavnlige Frugter for Fremtiden.

Kaadhed af Muurarbeidere.

Idet anmelderen mandag den 25. dennes om formiddagen passerede Valkendofsgade, blev der gjort begyndelse med en reparation ved gården nr. 149. 4 unge mennesker af murerprofessionen var i færd med at rense tagrenden. men efter at dette var sket, fandt disse formodentlig af kådhed, glæde i med hænderne at nedkaste hele og halve tagsten på gaden, i stedet for at de skulle have lagt dem ind på loftet, hvorved de forårsagede de forbigående skræk og ubehageligheder. For stumperne føj om ørerne på enhver som gik der forbi om de endog opholdt sig hen på det modsatte fortov. Næppe kan det være med murermeterens vilje at noget menneske tilføjes ulempe ved hans arbejderes kådhed, hvorfor man nok tør håbe at disse karle efter denne påtale, får bedre instruks om orden på offentlige gader, så at de lader dem nøje med hvad der glider ned af taget under reparationen, og ikke kaster hele og halve sten ned for deres fornøjelse og tidsfordriv.

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3214-3215) 

Ønske fra Brønshøj

Brønshøj Kirke har i lang tid været særdeles forfalden og højst trængende til en alvorlig reparation. Denne tog også forrige år sin begyndelse, og en eneste gammel murersvend blev sendt derud for ved hjælp af husmændene der efter omgang må bidrage til arbejdets fremme at afhjælpe dens mangler. Men uagtet denne gamles flid med klinen og kalkning kunne han i afvigte sommer ikke engang bringe det til at få våbenhuset istandsat. Det synes derfor som om dette arbejde overgår en eneste gammel mands kræfter, og da de arbejdspligtige husmænd unyttigt må spilde mange dage ved at gå til hånde ved et arbejde der under andre omstændigheder kunne tilendebringes i kortere tid, var det ønskeligt om vedkommende mester der har påtaget sig denne kirkes reparation ville sende denne gamle svend nogle duelige murarbejdere til hjælp for at arbejdet kunne gå fra hånden og reparationen endelig engang tilendebringes.

(Politivennen nr. 61, Løverdagen den 1ste Marts 1817, s. 951-952)

 "Brønshøj Kirke har i lang tid været særdeles forfalden og højst trængende til en alvorlig reparation. En gammel murersvends flid med klinen og kalkning kunne i afvigte sommer ikke engang bringe det til at få våbenhuset istandsat" (Brønshøj Kirke. Eget foto).

Redacteurens Anmærkning

Om udvidelsen af Brønshøj kirkegård, se "Et Exempel paa Licitationsarbeides Skrøbelighed." Politivennen nr. 1189, lørdag den 13. oktober 1838. Side 648-649.

Om Stelladser

(Indsendt)

Det må naturligvis være regenten meget magtpåliggende at hans undersåtters liv så lidt som muligt sættes på spil. Og derfor vover indsenderen heraf at fremkomme med dette forslag.

Ikke uden gysen ser man dagligt hvordan murer- og tømmerfolk arbejder uden på bygninger på udhængte stilladser. Og med den største ligegyldighed vandrer omkring på disse ligesom på et stengulv. Selvom et eneste fejltrin eller en pludselig opstået svimmelhed, eller et løst bræt let kunne forvolde den visse død eller dog lemlæstelse.

Indsenderen vover derfor at foreslå at intet sådant stilladt måtte sætte op, uden at være forsynet med et rækværk. En bekostning der i sig selv ikke kan være betydelig og ville sikre manges liv og lemmer. At vente denne menneskeomsorg for medbrødre af mestrene selv er vel at håbe, mere end at vente. Og de mange som er kommet galt afsted pga manglen på dette viser sandheden i dette. Der bliver derfor intet andet middel tilbage end at befale nogle sådant ved et ordentligt lovbud, under bødestraf, og det klækkeligt for ikke at overholde det.

(Politivennen nr. 25, Løverdagen den 22. juni 1816, s. 388-389)

Mangel på Menneskekærlighed.

I dag den 24. juni indtraf for en halv time siden det ulykkelige tilfælde at en murersvend faldt ned fra taget på Nikolaj skolebygning og slog sig dødeligt. Lærerne ved skolen sendte straks bud efter vogn, for at lade ham bringe på hospitalet, til følgende hyrekuske: Fæderholt i Pilestræde, Møller på Store Købmagergade og Clementsen i Lille Kongensgade. Men hos dem alle tre nægtedes at sende en vogn, fordi ... de skulle til lig. Man ønsker at udgiveren ville indføre denne menneskekærligheden modstridende handling i Politivennen.

G. P. Friis
Lærer ved Nikolaj Skole i Hvælvingen

*    *    *

Det synes som om der virkelig behøves at en klausul blev tilføjet i enhver hyrekusks borgerbrev at hans vogne, til hvem de end var udlovede, straks når forlangtes skulle afhente sådanne ulykkelige og føre dem til hospitalet. En ting som ingen der havde bestilt vognen, ville bebrejde, da i så tilfælde den ene hyrekusk let fik den anden til at køre en sådan tur.

Man måtte ellers ønske at de herrer lærere straks havde henvendt sig til politiet, der vist straks ville have skaffet dem vogn.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 166, 27. juni 1801, s.2654-2655)