Optøier i Nakskov. (Efterskrift til Politivennen)

Slemme Optøier. Umiddelbart for Dampskibet "Spodsbjerg"s Afgang fra Nakskov lille Juleaften, forefaldt der ved Havnen en Begivenhed, hvis Virkninger formodentlig ikke ville være synderlig behagelige for de Paagjaldende. Nogle Muursvende fra en nærliggende Herregaard, der med Dampskibet agtede at begive sig paa en Feriereise til Hovedstaden, havde forinden styrket sig ved adskillige Glas. Ved Uro og Støi blev der af en Politibetjent paalagt dem Rolighed. Dette blev imidlertid Signal til et stort Spektakel, og som et Beviis paa det Raseri, hvormed det førtes fra Muursvendenes Side, kan det anføres, at selv Stedets Politimester var Gjenstand for Fornærmelser fra Svendenes Side Endelig lykkedes det at overmande og trække afsted med Ophavsmændene; men en af dem, en "Kjøbenhavner", nedlagde Indsigelse, "da han skulde reise", og paaberaabte sig ivrig sin "kjøbenhavnske" Herkomst, idet han samtidig udtømte sig i Lovtaler over det kjobenhavnske Politivæsens humane Indretning. Begge de Anholdte sidde nu under Forvaring og afvente Følgerne af deres paa Optræden.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 5. januar 1870).

Spørgsmaal, angaaende Arbeidstiden for Muursvendene i Danmark.

Det er bragt i erfaring at der fx på Nørregade og på bager Pipers bygning i Adelgade arbejdes af tyske mursvende, for en tysk mester fra kl. 5 til 12 formiddag og fra kl. 1 til 9 eftermiddag, hvorimod de danske mursvende kun arbejder i den en gang bestemte tid fra 6 til 12 og 1 til 8. Om dette er en ny opfindelse af mesteren. Om disse svende ikke i den reglementerede arbejdstid skulle kunne tjene deres dagløn, eller om det er et frit tilbud af svendene selv, for fortrinligt at få arbejde, om dette dette ønskes gennem dette blad underretning behageligst meddelt. For mens mange danske mursvende - deriblandt flere med talrig familie - går ledige, får udlændinge arbejde hvorimod det i Tyskland er en regel at den indfødte først kommer i arbejde. Taler ikke også rimelighed for at landets børn fortrinligt burde nyde landets brød?

Nogle danske mursvende.

(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 387-388.)

Noget mere om Dyrehavens Vaffelbagere.

At rose alt fremmed og laste alt indenlandsk er desværre! dagens tone. Ligesom det sædelige menneske ikke uden grund bør nedværdige hvad fremmed er - eftersom den ene nation i en eller anden ting kan have fortrin for en anden og blive læremester for den sidste - så børn der dog ikke, og mindst af indfødte, lægges hinder i vejen for den indfødtes umage med at skaffe sig og familie nødvendig underholdning. Ved at læse Politivennen nr. 392 kan enhver retsindig dansk ikke andet end harmes over det anførte om den danske vaffelbager. Vel er der ikke et så brillant lokale hos denne som hos den hollandske, men når det betænkes at den dansk vaffelbager leverer i enhver henseende lige så gode og store vafler for 4 skilling stykket som hollænderne tager 6 skilling for (hvilket med 6 lovfaste vidner kan bevises, samt at de danske vafler overgik de hollandske) og at hollændernes formue muligvis er større end danskens, så bør vel ingen retsindig ved dårlig anbefaling i et offentligt blad, søge at berøve den indfødte sin næring. Et selskab af 6 personer fandt beværtningen hos den danske vaffelbager meget renlig og net, samt dertil en hurtig beværtning. Skidne hænder blev ikke bemærket, men da den danske vaffelbager er af sin profession murer - hvilket da kalken som han ellers må omgås, forårsager beskadigelse på huden, kan denne ikke ligne de hollandske avanturiers. At manden skulle have et skurvet hoved er aldeles ikke bemærket. Efter tilsyneladende er brødnid grunden til avertissementet som den danske mand foragter.

(Politivennen nr. 394. Løverdagen den 19de Julii 1823, s. 6376-6377).

Svar paa Stykket "Lidt om Dyrehavens Vaffelbagere" indført i sidste Politieven:

Næppe gives større bevis på den mest sorte og mest udtænkte ondskab end aldeles ubeføjet at søge at skade en mand i sin lovlige næringsvej, netop i det meget indskrænkede tidsrum da han skulle have en smule næring. Vel vil og må jeg på lovlig måde sagsøge og tiltale forfatteren af det nævnte stykke, men inden jeg får begyndt dermed er kildetiden - den periode hvori jeg skal fortjene lidt - udløbet. 

For nu at tilintetgøre den skadefro hensigt af dette løgnagtige stykke, tillader jeg mig foreløbig at bekendtgøre at de vafler jeg sælger både i Dyrehaven og hjemme, er renligt tillavet, og at intet andet kan betage den alt for vel bekendte skumler appetitten end det at han som sædvanligt kun har en tom lomme. Hvad mine hænder og mit hoved angår, da er begge dele altid og aldeles fri for de egenskaber han så urimeligt og ubegrundet har tilagt dem. Og skal jeg om det behøves med en autoriseret læges attest bevise at jeg intet skurvet hoved har eller har haft. I øvrigt finder jeg ingen skam i enten at være murersvend eller ved en anden lovlig næringsvej at tjene brødet til mig og mine.

H. Zachariasen.

(Politivennen nr. 393. Løverdagen den 12te Julii 1823, s. 6368-6369).

Redaurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 392.

Lidt om Dyrehaugens Vaffelbagere

Jeg skulle da også besøge Dyrehaven. Men især faldt min opmærksomhed på vaffelbagerne. Forundret blev jeg stående først ved de hollandske. Skændigt at udlændingen også for danske produkter skal udtrække penge af landet! Da jeg gik videre frem, kom jeg til den danske. Vaflerne så ganske gode ud, men hans skidne hænder og skurvede hoved tog appetitten fra mig, og på min forespørgsel om hvad personen før havde været, fik jeg det svar: Murersvend

(Politivennen nr. 392. Løverdagen den 5te Julii 1823, s. 6340-6341).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 393.

Dyrehavsbakken omkring 1840. Der er dog ingen vaffelbagere at se. (H.G. F.Holm)

En styg Prospekt i Klosterstræde.

På grunden på hjørnet af Kloster- og Gråbrødrestræde står og har i flere år stået en åbent retirade der vender ud til gaden. Beboerne af de omliggende huse har meget længe været kede af dette særdeles stygge prospekt der er så meget mere utålelig som stedet hyppigt besøges af håndværkersvende osv. I stedet for en dør er det godt nok forsynet med en pjalt af et gammelt lagen. Men denne las hverken forskønner prospektet eller skjuler hvad man ikke ønsker at se. For vinden kaster det hvert øjeblik til side. Da grundens ejer i afvigte år har ladet opføre 2 store bygninger, så har han vel levnet et par brædder hvoraf man beder ham lave en ordentlig dør til samme raritetskasse. Man håber at han opfylder denne rimelige begæring, da dette ikke vil koste ham meget. Og som man siger, det kommer jo ikke an på en pølse i slagtertiden.

(Politivennen nr. 382. Løverdagen den 26de April 1823, s. 6193-6194).

"På grunden på hjørnet af Kloster-og Gråbrødrestræde står og har i flere år stået et åbent privat der vender ud til gaden". (Gården til hjørnet Klosterstræde og Gråbrødrestræde, i dag Pedalatletens gård. Skribentens hentydning til at bygningerne er opført "afvigte år" stemmer med at Klosterstræde 22 som ligger bagest er opført 1820. Bygningen på modsat hjørne er fra 1813. Eget foto 2015).

Redacteurens Anmærkning.

Det er galt igen i Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar December 1824, s. 6787-6788.

Farlige Følger af Mangel på Overopsyn.

"Af skade bliver man klog" siger ordsproget. Men erfaring viser at det ikke altid bekræftes. I det mindste har mange eksempler endnu ikke bevirket alvorlige anstalter mod den ligegyldighed mange viser for menneskers liv og lemmer. Således indtraf som noget ikke usædvanligt atter det uheld at en murstige eller stillads med to murarbejdere vippede. Af disse slog den ene sig til krøbling måske for livstid, og den anden døde på stedet. Dette skete fra huset nr. 76 i Krystalgade i lørdag eftermiddag omtrent kl. 2-3.

"En murstige eller stillads med to murarbejdere vippede, hvorved den ene af disse slog sig til krøbling måske for livstid og den anden døde på stedet. Dette skete fra huset nr. 76 i Krystalgade" (Nr. 76 i Krystalgade er nutidens nr. 4, Det er opført 1813 og har ikke ændret udseende. Eget foto, 2017)

Politivennen har før omtalt at der mangler tilbørlig eftersyn og indretning ved sådanne stiger og stilladser hvorpå murfolk, malere eller andre arbejdere er udsatte for den største fare for sig selv og andre. Efter anmelderens opfattelse er det uforsvarligt og utilgiveligt at sådanne stilladser skal kunne vippe om med de ulykkelige mennesker som i tillid til de ansvarliges overopsyn står deroppe og arbejder. For vipningen kan meget let forebygges ved at bruge 3 bomme i stedet for at man af økonomi eller armod kun bruger to.

Skulle man endnu være så langt tilbage i bygningskunsten at man ikke kan have stilladser som hverken kan vippe eller falde helt ned?

Her i staden sker sådanne uheld påfaldende ofte. Det ville derfor være højst gavnligt om det blev pålagt de ansvarlige ikke at tåle nogen stillads op-eller nedhejsning undtagen med 3 bomme. For derved blev vipningen i det mindste forhindret. 

Blev ydermere sådanne stilladser omgivet med et slags rækværk eller net så at hverken mennesker eller materialer kunne falde ned mellem åbningerne, så ville mange duelige håndværkeres liv blive sparet, ligesom forbigående heller ikke ville være udsatte for at blive lemlæstet eller slået ihjel af nedfaldende kalkballer, mursten eller lignende.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3777-3778)

Redacteurens Anmærkning.

En lignende arbejdsulykke skete på Kongens Nytorv, ifølge Dagen, 12. juli 1803:

Tre Muursvende i Kiöbenhavn, som afvigte 2 Juli arbeidede paa en Gaard paa Kongens Nytorv, siddende paa et meget höit Stillads, faldt ned fra samme. To af dem var strax döde, men den tredie sprang, i det han faldt, ind af et Vindue, og blev saaledes ubeskadiget.

Dagen den 5. maj 1806 berettede om en arbejdsulykke af en anden karakter, på Toldboden:

En meget stor Ulykke traf for nogle Dage siden en af Daglejerne paa Toldboden. Han vilde bære et stort Fad Krap, men var saa uhældig at falde baglænds, medens Fadet faldt over ham, rullede fra Fødderne hen over Ansigtet, og ud i Søen. Hans Ansigt saae forskrækkeligt ud og han bragtes strax paa Hospitalet, hvor han denne Vinter havde ligget i 16 Uger. Hans Navn er Hans Jensen, boende paa Hjortelængen i de saakaldte Hjorter. Han har 7 Børn, det ældste 11, og det yngste 1/4 Aar gammelt. Arbejderne paa Toldboden have efter Evne hver hjulpet ham med Lidet. 

I 1810 berettede Dagen, 17. august 1810 om sammenstyrtning af en nyopført bygning. Formentlig et eksempel på den megen byggesjusk der foregik i kølvandet på bombardementet:

I Onsdags Aftes Klokken omtrent 8te saae man et forunderligt Syn i Pederhvitfeldtsstræde. En splinterny grundmuret Bygning, 4de Etasser høj, stod allerede færdig udvendig til Afpudsning og indvendig til Gibsning, med Tag over hele Huset, da pludselig 2 Fag af 4de og 3die Etasse styrter ned i Grunden, medtagende alt hvad der var i Vejen. Til Lykke vare Arbejdsfolkene en halv Time iforvejen gangne hjem, da de ellers havde kommet til at ligge under deres egne Gjerninger. - Sagen vil ventelig komme under tilbørlig Undersøgelse. 

 I Kjøbenhavnsposten den 6. januar 1845 var den gal igen, denne gang i Farvergade 129, eller fra 1859 Farvergade 20. Og siden 1908 indbefattet i det omfattende byggekompleks som nu er Farvergade 6-8:

- I Løverdags Eftermiddags indtraf det ulykkelige Tilfælde, at et under Opførelse værende Baghuus i Farvegaden styrtede ned, hvorved fire af Arbejdsfolkene, 2 Muursvende, en Tømmersvend og en Haandlanger bleve beskadigede, de 2de i en betydelig Grad, saa at man endog tvivler om den Enes Liv. Eieren af Stedet (Nr. 129) Smedemester Knudsen, havde kjøbt det for kort Tid siden og agtede at sætte flere Etager paa det da kun af eet Stokværk bestaaende Baghuus, for at indrette det til Beboelse for et stort Antal Familier. Der var allerede sat to Etager paa, og det var under Opførelsen af den 3die, at Ulykken skete. Det skal ved den optagne Synsforretning have viist sig, at Tilbygningen tildeels er skeet af meget slette og lidet holdbare Materialier (der skal saaledes være brugt Muurbrokker, som kunne kjøbes for 24 sk Læsset, i Stedet for Muurstene osv.) Muurmester Schlage var Bygmesteren. Desværre er det ikke den eneste Bygning her i Staden, ved hvis Opførelse eller Indretning paa Spekulation der er er tilsidesat det fornødne Hensyn, ikke blot til Soliditet, men til Medmenneskers Liv og Lemmer. Det vil vist ikke være vanskeligt at finde Sidestykker hertil blandt de mange Eiendomme, som ere blevne, deels nyopførte, deels restaurerede og paa Kjøb opklinede af Bygherrer, hvis "Driftighed" man end ikke har undseet sig ved offenlig at rose som noget Anbefalingsværdigt. Det er at vente, at den Opfordring, som ligger i det Passerede, til en større Agtpaagivenhed fra vedkommende Autoriteters Side paa deslige Byggeforetagender, ikke vil være uden gavnlige Frugter for Fremtiden.

Kaadhed af Muurarbeidere.

Idet anmelderen mandag den 25. dennes om formiddagen passerede Valkendofsgade, blev der gjort begyndelse med en reparation ved gården nr. 149. 4 unge mennesker af murerprofessionen var i færd med at rense tagrenden. men efter at dette var sket, fandt disse formodentlig af kådhed, glæde i med hænderne at nedkaste hele og halve tagsten på gaden, i stedet for at de skulle have lagt dem ind på loftet, hvorved de forårsagede de forbigående skræk og ubehageligheder. For stumperne føj om ørerne på enhver som gik der forbi om de endog opholdt sig hen på det modsatte fortov. Næppe kan det være med murermeterens vilje at noget menneske tilføjes ulempe ved hans arbejderes kådhed, hvorfor man nok tør håbe at disse karle efter denne påtale, får bedre instruks om orden på offentlige gader, så at de lader dem nøje med hvad der glider ned af taget under reparationen, og ikke kaster hele og halve sten ned for deres fornøjelse og tidsfordriv.

(Politivennen nr. 199, Løverdagen den 23de Oktober 1819, s. 3214-3215) 

Ønske fra Brønshøj

Brønshøj Kirke har i lang tid været særdeles forfalden og højst trængende til en alvorlig reparation. Denne tog også forrige år sin begyndelse, og en eneste gammel murersvend blev sendt derud for ved hjælp af husmændene der efter omgang må bidrage til arbejdets fremme at afhjælpe dens mangler. Men uagtet denne gamles flid med klinen og kalkning kunne han i afvigte sommer ikke engang bringe det til at få våbenhuset istandsat. Det synes derfor som om dette arbejde overgår en eneste gammel mands kræfter, og da de arbejdspligtige husmænd unyttigt må spilde mange dage ved at gå til hånde ved et arbejde der under andre omstændigheder kunne tilendebringes i kortere tid, var det ønskeligt om vedkommende mester der har påtaget sig denne kirkes reparation ville sende denne gamle svend nogle duelige murarbejdere til hjælp for at arbejdet kunne gå fra hånden og reparationen endelig engang tilendebringes.

(Politivennen nr. 61, Løverdagen den 1ste Marts 1817, s. 951-952)

 "Brønshøj Kirke har i lang tid været særdeles forfalden og højst trængende til en alvorlig reparation. En gammel murersvends flid med klinen og kalkning kunne i afvigte sommer ikke engang bringe det til at få våbenhuset istandsat" (Brønshøj Kirke. Eget foto).

Redacteurens Anmærkning

Om udvidelsen af Brønshøj kirkegård, se "Et Exempel paa Licitationsarbeides Skrøbelighed." Politivennen nr. 1189, lørdag den 13. oktober 1838. Side 648-649.

Om Stelladser

(Indsendt)

Det må naturligvis være regenten meget magtpåliggende at hans undersåtters liv så lidt som muligt sættes på spil. Og derfor vover indsenderen heraf at fremkomme med dette forslag.

Ikke uden gysen ser man dagligt hvordan murer- og tømmerfolk arbejder uden på bygninger på udhængte stilladser. Og med den største ligegyldighed vandrer omkring på disse ligesom på et stengulv. Selvom et eneste fejltrin eller en pludselig opstået svimmelhed, eller et løst bræt let kunne forvolde den visse død eller dog lemlæstelse.

Indsenderen vover derfor at foreslå at intet sådant stilladt måtte sætte op, uden at være forsynet med et rækværk. En bekostning der i sig selv ikke kan være betydelig og ville sikre manges liv og lemmer. At vente denne menneskeomsorg for medbrødre af mestrene selv er vel at håbe, mere end at vente. Og de mange som er kommet galt afsted pga manglen på dette viser sandheden i dette. Der bliver derfor intet andet middel tilbage end at befale nogle sådant ved et ordentligt lovbud, under bødestraf, og det klækkeligt for ikke at overholde det.

(Politivennen nr. 25, Løverdagen den 22. juni 1816, s. 388-389)

Mangel på Menneskekærlighed.

I dag den 24. juni indtraf for en halv time siden det ulykkelige tilfælde at en murersvend faldt ned fra taget på Nikolaj skolebygning og slog sig dødeligt. Lærerne ved skolen sendte straks bud efter vogn, for at lade ham bringe på hospitalet, til følgende hyrekuske: Fæderholt i Pilestræde, Møller på Store Købmagergade og Clementsen i Lille Kongensgade. Men hos dem alle tre nægtedes at sende en vogn, fordi ... de skulle til lig. Man ønsker at udgiveren ville indføre denne menneskekærligheden modstridende handling i Politivennen.

G. P. Friis
Lærer ved Nikolaj Skole i Hvælvingen

*    *    *

Det synes som om der virkelig behøves at en klausul blev tilføjet i enhver hyrekusks borgerbrev at hans vogne, til hvem de end var udlovede, straks når forlangtes skulle afhente sådanne ulykkelige og føre dem til hospitalet. En ting som ingen der havde bestilt vognen, ville bebrejde, da i så tilfælde den ene hyrekusk let fik den anden til at køre en sådan tur.

Man måtte ellers ønske at de herrer lærere straks havde henvendt sig til politiet, der vist straks ville have skaffet dem vogn.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 166, 27. juni 1801, s.2654-2655)