Et Par Ord om Personpostbefordringen. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev fra Odense.)

Den Paastand, at det er en Fornøielse at reise, kan vanskelig anvendes paa en Reise fra Hovedstaden i de nærmeste Dage før Juleugen. Thi da er nemlig den fra Kjøbenhavn afgaaede Personpost hver Aften overlæsset med Passagerer, og vi vare da ogsaa den Dag, jeg reiste, omtrent 100 Personer fra Postgaarden, et Antal, som, da næsten alle skulde til Fyen og Jylland, stadig voxede underveis. I andre Lande har jeg ladet mig fortælle, gjøres Alt for at fremskynde Postens Hurtighed - hvilket endog ansees for et Hovedøiemed - ; der skal man just ikke kunne sige at det er saaledes. Hvad var f. Ex. naturligere, end at man om Middagen med Jernbanen lod Postmesteren i Roeskilde underrette om, at et usædvanligt stort Antal Reisende vilde indtræffe, for at Alt kunde være parat dernede? Men da dette nu ikke var skeet, medgik der ved Ankomsten over halvanden Time - istedetfor den reglementerede halve. Dog vare vi imidlertid saa heldige, alle at blive befordrede i lukkede Vogne, hvilket var en sand Velgjerning, da det uafladelig øste Vandened; ja man roste sig endog for os af, engang at have befordret 120 Passagerer i lukkede Vogne. Saaledes naaede vi da Ringsted. Veiret havde pludselig forandret sig; det frøs stærkt og blæste en sand Orkan. Da lod pludselig det Tordenbudskab for os: kun 54 Passagerer komme i lukkede Vogne, Resten skal paa Fjedervogne, og hvilke Fjedervogne ! - Istedetfor de i Kjøbenhavn brugelige Dagvogne med Læderbetræk mellem Sæderne, hvilket dog altid er et, om ogsaa kun svagt Værn mod Kulde og Regn, holdt der Vogne, omtrent som de Kaffemøller, som man om Sommeren males til Skoven paa. Sligt vover man at byde de Reisende, som have betalt for at blive befordrede i lukkede Vogne, og de to Mark, som en Karl paa Torvet i Ringsted stak os i Haanden med de Ord "Godtgjørelse for at kjøre paa aaben Vogn", men som for mit og mit og flere andre Passagerers Vedkommende reducerede sig til een Mark, da han formodentlig stolede paa, at man i den bælmørke Nat ikke kunde skjelne en Mark fra en Tomark, og maaskee ogsaa beregnede at han maatte være oppe i et saadant Hundeveir, selv denne Godtgjørelse var kun et daarligt Surrogat for at kjøre paa aaben Vogn; og denne Tour indvirkede da ogsaa forfærdeligt paa de Reisende, hvis Ansigter ved Ankomsten til Slagelse i en betydelig Grad vare ophovnede af Blæsten. - Man veed, at der netop paa denne Tid reiser et langt større Antal med Posten, end der kan befordres med lukket Vogn. Hvorfor leier man da ikke paa en Ugestid nogle af de i Kjøbenhavn paa denne Aarstid uvirksomme Omnibusser og lader dem passere hele Sjælland igjennem, istedetfor paa en saa uforsvarlig Maade at udsætte de Reisendes Helbred?

At vi ligeledes kom paa aaben Vogn fra Slagelse til Korsør er en Selvfølge, ligesom vi vare 4 Timer med Dampskib over den ikke 4 Miil brede Store Belt. Vi ville haabe, at naar Jernbanen (hvoraf vi underveis saae adskillige fragmenter, navnlig en meget smuk muret Pillebro mellem Slagelse og Korsør) er kommen istand, Generalpostdirektionen da vil være betænkt paa at sætte Dampskib igang mellem Korsør og Nyborg med saamange Heste-Kraft, at Veien kan tilbagelægges i mindst halvanden Time.

En reen kontrast til vor hidtidige Befordring dannede Ankomsten til Nyborg. Commerceraad Schalburg. Opsynsmanden ved Befordringsvæsenet i denne By, fulgte nemlig med os over Beltet og har sandsynligvis inden Afgangen fra Korsør pr. Telegraph reqvireret det fornødne, thi det behørige Antal Vogne holdt forspændte deels nede paa Skibsbroen, deels udenfor Hotellet, som, in parenthesi bemærket, er det smukteste og eleganteste paa hele Routen.

Først Kl. 8 om Aftenen ankom vi til Odense istedetfor at Posten efter Bestemmelsen skal være der Kl. 2 om Middagen, et saa stort Ophold havde Mangelen paa Forsynlighed foraarsaget.

Ogsaa om Personpostens Ankomst dertil Syd fra skal jeg tillade mig en Bemærkning; efter Beregningen skal denne, nu da den befordres paa den slesvigske Jernbane, vare der Kl. 5 om Morgenen, men alligevel skal den ikke afgaa, før Kl. 8. Grunden til et saadant Ophold er vanskelig at indse. Og uagtet Posten altsaa ikke afgaaer før Kl. 8, sluttes Indleveringstiden for Breve dog Kl. 9 den foregaaende Aften, hvilket er en stor Gene for det korresponderende Publikum, der i Reglen aldrig samme Dag vil kunne besvare de ad Kiøbenhavnsrouten arriverede Breve, da denne Post, som sagt, paa denne Aarstid kommer seent, og det just ikke gaaer meget duelig, med Brevenes Distribuering.

I Odense, en By med mindst 12,000 Indvaanere, findes hele to Brevbærere! Til Gjengjeld kunde dog Postmesteren nok have Contoiret aabent til Indlevering om Morgenen fra 6-7, idetmindste mod forhøiet Betaling.

Jeg har opholdt mig for kort der, til at kunne tilmelde Dem videre Nyt; kun to Bemærkninger vil jeg ikke tilbageholde: 1) at det forekommer mig, man er meget forlystelsessyg her i Odense; anden Juledag var der saaledes fire offentlige Baller og desuden udsolgt i Cirkus (vi have nemlig et Hoffman-Goudsmith-Goldkettesk Beriderselskab der) og i Theatret, hvor det Bruunske Selskab, som er retourneret fra Reisen i Slesvig, samme Aften aabnede Rækken af dets forestillinger med "Han gaaer paa Commers". 2) At Communalbestyrelsen her maa staae sig meget godt, siden den har Raad til at lade Byen oplyse med Gas endog i det brillanteste Maaneskin, hvilket var Tilfældet igaar Aftes. -m

(Kjøbenhavnsposten 4. januar 1855).

Beskrivelse over en Reise til Jylland.

For henved 3 uger siden ville jeg med familie gøre en rejse til Jylland og besluttede at benytte dagvognen til Kalundborg. Jeg tog da fire pladser og indfandt mig med mit følge og rejsegods i Knirsch' Gård til den bestemte tid. Da vi havde fået så høje numre at vi ikke kunne få plads på de 2 store vogne, forhørte jeg mig hos en af de herrer der lod til at have opsyn med dagvognsbefordringen om på hvilken vogn vi skulle have plads, og da han erklærede at vi skulle på den første bivogn, lod jeg min karl bringe mit rejsetøj og 5 stykker gods hen til vognen. Kort efter idet jeg stod og samtalede med en ven der have indfundet sig for at hilse på mig, kom en mig ukendt person hen til mig og sagde at kusken vægrede sig ved at modtage alt mit tøj, da han skulle føre 5 poser. Jeg gav denne person til svar at da jeg havde betalt for samme, skulle det med, og hvis det ikke kunne tages på den vogn, så kunne noget af det komme på en anden, hvortil han da erklærede at så skulle tøjet vejes. Hermed var jeg tilfreds. Men da tøjet forblev liggende og ingen indfandt sig for at besørge det vejet, og den ene store vogn allerede var besat af rejsende, henvendte jeg mig atter til omtalte person med spørgsmål om hvad det blev til, hvortil han svarede at hvis jeg lovede karlen drikkepenge, så tog han det nok med, og at jeg derved stod mig bedre. For hvis det blev vejet, kom jeg til at betale meget mere. Jeg lod derfor nævnte person vide at jeg ikke anså mine 5 småpakker for at overstige den vægt som det var tilladt 4 personer at føre med sig, men om de endog vejede mere, var jeg villig til at betale for overvægten, da jeg kun ønskede den ret der tilkom mig, men ikke ville lade mig foreskrive noget af en kørekarl som jeg vel ville give en drikkeskilling om det behagede mig, men ikke ville lade mig afpresse af samme. Personen gik derpå bort, og kort efter erfarede jeg at alt mit tøj var læsset på vognen, hvorpå der foruden os fire kun var en eneste passager.

På to store dagvogne og 3 til 4 bivogne rullede vi rejsende kl. 7 ud af Knirsch' Gård og ankom lidt over 11 til Roskilde hvor vi tog ind i gæstgivergården "Prinsen". Her blev straks nogle af vognene hvis kørekarle havde andre holdesteder, aflæssede og de rejsendes gods henslængt i gården, hvorimod tøjet blev liggende i de vogne der blev holdende i gården. Efter en god times forløb indfandt sig nogle af de vogne der skulle befordre os til Holbæk, og nu begyndte en af gårdskarlene at læsse kufferter og pakker på disse. Da han var i begreb med at læsse på den første bivogn, forlangte jeg at mit tøj skulle lægges på denne da det i følge vores numre tilkom mig og familie at køre på samme. Men jeg fik til svar at det var ham ligegyldigt på hvilken vogn de rejsende kørte, da han kun havde medpålæsningen at bestille, og da jeg stødt herover ytrede mig mig at de rejsende behandledes temmelig vilkårligt, blev han smækvred, sprang ned af vognen og svor på at han ikke ville læsse. Derimod kom en anden, mindre kolerisk karl som tog mit rejsetøj af den vogn hvormed vi var kommet, og læssede det på den første bivogn som jeg havde forlangt. Endelig, da samtlige vogne var læssede, og en del passagerer havde taget plads på nogle af dem, kom et ungt menneske, for ikke at sige en halvvoksen dreng, med et papir i hånden og ville begynde på at anvise de rejsende deres pladser. Men han bar sig så forkert ad hermed idet han anviste nogle af dem plads, snart på en vogn, snart på en anden, at der opstod en sådan forvirring at enhver af de rejsende satte sig op hvor han kunne finde plads, uden hensyn til hvilket nummer han havde.

Det kunne nok med rimelighed forlanges at hvis de herrer postmestre på de forskellige stationer ikke selv ville påtage sig ulejligheden med at påse orden ved vognens ombytning, de da skulle sætte en pålidelig mand i deres sted. Bedre var det sikkert da de rejsende selv må varetage deres gods, hvilket under nuværende indretning ikke er muligt for dem at en konduktør ligesom med ugeposten, fulgte med hele ruten igennem. I Holbæk gik det til med mere orden. Kun kunne de rejsende ikke have noget tilsyn med deres gods da dette fordeltes på forskellige vogne, ligesom det lå for hånden.

Fra Holbæk kørte vi i stærk blæst og vædede af idelige regnbyger tiil Kalundborg hvorr vi ankom kl. 11. Her holdt vognene udenfor gæstgivergården, tøjet aflæssede og blev båret ind i billardstuen for at efterses af toldofficererne. Tænker man sig nogle og tredive rejsendes tøj blandet mellem hverandre, så kan man let forestille sig hvor lang tid der måtte gå inden enhver fandt sit. Vi kom derfor ikke til ro før klokken var over et.

Dagen efter kunne smakken ikke gå ud på grund af stærk storm fra vest nord nest, og de rejsende hvis tal var forøget med flere personer fra forskellige egne på Sjælland, måtte nu tilbringe en kedsommelig dag i et herberge da vejrliget ikke engang tillod en spadseretur. Men dette ophold var en ren benefice for gæstgiverensom vistnok ikke havde noget derimod. Da stormen dagen efter havde aftaget noget, så besluttede skibsføreren at gå under sejl uagtet vindens retning ikke havde bedret sig. Vi måtte altså krydse os frem og kom først om natten kl. 12.30 til Århus hvor vi atter måtte overnatte inden vi kunne komme til vores bestemmelsessted. En rejse som ellers plejer at gøres på 30 til 34 timer medtog nu således 3 dage og 3 nætter. Blandt de 66 passagerer der var ombord på smakken, var der nogle hvis tid til at være borte fra deres hjemsted, indskrænkede sig til 8 dage. Disse beklagede sig især over at dampskibsfarten ikke var i gang da de foruden de ikke ubetydelige udgifter som det lange ophold på gæstgiverstedet medfører, også tabte en del af deres dem knap opnåede tid, så at de nu 2 dage efter at være kommet til deres bestemmelsessted, måtte tænke på tilbagerejsen hvis de ville nå deres hjem til den bestemte tid

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 1284, Løverdagen, den 8de August 1840. Side 493-498). 

Redacteurens Anmærkning.

Gæstgivergården i Roskilde blev bestyret af kaptajn Niels Christian Sveistrup (1786-1874). Han havde deltaget i  englændernes belejring af København 1807 i Studenterkorpset (Kronprinsens Livkorps). Han giftede sig herefter med Agathe Johanne Hansen (1787-1860) som arbejdede for værtinden på Hotel Prindsen, Anne Marie Rosted (1743-1825), og parret overtog herefter ledelsen af gæstgiveriet. I 1838 blev han medlem af borgerrepræsentation. Efter hans død 1874 forfaldt hotellet, det blev revet ned og det nuværende opført i 1875.

Til Birkedommeren paa Hirschholms District.

Det vil næppe være undgået fleres opmærksomhed at mens man på Postgården i Hørsholm kræver alt hvad man blot kan være bekendt at kræve efter gæstgivertaksten, er derimod ejeren af Amsterdam Kro langt billigere og retter sig i flere dele aldeles ikke efter taksten, men nedsætter prisen hvor sådant lader sig gøre. Da sidstnævnte kro også i andre henseender har fortrin for den førstnævnte, nemlig i hurtigere og bedre beværtning, så kan man ikke antage at man ved den nedsatte pris tilsigter at skaffe sig større søgning. For den vil Amsterdam Kro alligevel efterhånden få når ikke andet liv kommer i Hørsholm Postgård. Men årsagen må være at kroejeren finder at han kan levere en del under taksten og dertil også ser på de rejsendes fordel. Det var på grund af det ønskeligt om hr. birkedommeren ved næste kvartals gæstgivertakst efter behørig undersøgelse ville foretage nogle forandringer. For det må vist nok anses urimeligt at man skal betale 20 eller 25 procent mere på det ene end på det andet sted fordi postkarlene af visse grunde helst bringer den rejsende til Hørsholm Postgård, eller fordi dagvognene skifter heste der og de dermed befordrede er afskåret valget.

 (Politivennen nr. 1081, Løverdagen, den 17de September 1836. Side 608-609) 

"Mens man på Postgården i Hørsholm kræver alt hvad man blot kan være bekendt at kræve efter gæstgivertaksten, er derimod ejeren af Amsterdam Kro langt billigere og retter sig i flere dele aldeles ikke efter taksten" (Det tidligere Hørsholm Hotel. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837, side 791 bekendtgjordes at anmodning ikke var uden virkning. "Hr. kammerjunker og birkedommer Haxthausen har foretaget adskillige hensigtsmæssige forandringer, og om disse end ikke stemmer med sidstnævnte værts ønsker, så har dog de rejsende som besøger ikke ham - for han er altid usynlig - men hans gæstefrue derved fået nogen oprejsning for den mindre hurtige, vel også for den mindre gode beværtning end i Amsterdam."

På grund af de forbedrede veje og den øgede landevejstrafik var Hørsholm blevet et yndet trafikknudepunkt på artiklens tilblivelsestidspunkt.

Postgården (senere Hørsholm Hotel, nu kontorer mm) var et resultat af de nye kongeveje i Nordsjælland. Hørsholm lå fordelagtigt i forhold til de gode nye transportforbindelser. Her kunne man få skiftet heste, og passagererne kunne hvile ud og få et måltid mad. Der opstod flere købmandsgårde, gæstgiverier og værksteder af forskellig art. I 1845 opklarede Haxthausen ret hurtigt et postrøveri.

Amsterdam Kro lå ca. 1 km nord for Hørsholm Slot hvor nu Kongevejscenteret ligger. Den stammer tilbage fra 1774 hvor den dog blev kaldt Christinedals Kro. På Politivennens tid havde den skiftet navn til Amsterdam Kro. Kroen eksisterede til ind i 1900-tallet.  

Postgaarden i Hirschholm i Modsætning til Kroen "Amsterdam".

Ved i sidste nummer af Politivennen at læse en indstilling til generalpostdirektionen om at henvende en del af dens opmærksomhed på herbergstederne udenfor købstæderne, faldt indsenderens tanker uvilkårligt på at størstedelen af hvad der i den indstilling er fremhævet passede ret godt på Hørsholms postgård hvis mangler bliver så meget mere synlige når man i det sidste års tid har haft lejlighed til nu og da at besøge kroen "Amsterdam". 

For at vise vore læsere modsætningen mellem disse to herbergssteder der ligger nær ved hinanden, og som er af fornem og mindre fornem benævnelse, vil vi her berøre nogle egenskaber ved samme.

I Hørsholm ser gæsterne aldrig nogen vært - den de fleste næppe ved er postmesteren - heller ikke nogen værtinde, undtagen når tålmodigheden forgår de ventende og de må ulejlige sig ud i køkkenet for efter langt tøven at få det rekvirerede. I Amsterdam er kroejeren derimod næsten altid til stede, er artig og forekommende mod de rejsende, sørger for hurtig opvartning og hjælper sig til i så henseende. Ved førstnævnte er derfor mindre anledning til at yde drikkepenge, ved sidstnævnte derimod langt mere. Vil man ikke for en anden gangs skyld spilde udsigten til nogenlunde skikkelig opvartning, må man ofre. Drikkepengesystemet er så uddannet i Hørsholm at man ligefrem spørger de rejsende om de betaler kuskens fortæring. For det er vel tilfældet her som på andre steder at kusken eller postillonen får en lille dusær fordi han bringer de rejsende til stedet, og denne dusør er det jo bedst at få godtgjort igen af de rejsende. Hr. Petersen i kroen "Amsterdam" vil ikke betjene sig af sådant middel, derfor beder postkarlene ikke der uden at man udtrykkeligt forlanger det og som oftest møder mand da en eller anden tom undskyldning af kusken.

Som ovenfor antydet går det yderst langsomt med opvartningen i Hørsholm. Er det blot kold frokost eller aftensmad, som straks burde være på rede hånd, er man dog sikker på at komme til at vente et kvarters tid eller mere. Undtagelse heri finder sted for de rejsende som befordres med dagvognen og som straks forefinder et dækket bord. Men da tiden til at nyde noget er meget indskrænket, så kan man for nogle mundfulde komme til at betale strikt efter taksten 26 skilling. Værten i Amsterdam hænger sig ikke så meget i taksten, han er tværtimod yderst rimelig og han vil også derved jo mere han bliver bekendt, vinde de rejsendes søgning.

Men - hvad vi må påanke som det værste ved Hørsholm Postgård er at det værelse som almindeligvis anvises de rejsende til logi, er uden kakkelovn, og da vi må formode at det er det bedste soveværelse, siden to senge  er placeret der, så findes ved samme mangel ved de andre, hvis sådanne haves. Må vi selv efter omstændighederne finde os i at det nævnte værelse samt adgangen og opgangen dertil har noget yderst uhyggeligt over sig, så er og bliver det dog altid uforsvatligt at den rejsende skal være udsat for at lide skade på sit helbred ved på en streng årstid at ligge i et iskoldt værelse som fra to sider er udsat for blæstens indvirkning. Bestemmer gæstgivertaksten betaling for sovekammer med varme, så må også denne kunne fås. - Anderledes er forholdet i kroen Amsterdam, hvor den rejsende ikke så let vil komme til at mangle et så vigtigt rekvisit i et ublidt klima.

Det er ikke første gang at Hørsholms Postgård har været genstand for offentlig anke, men lige meget har det frugtet. Vi ved ikke om det er sløvhed eller det blinde held som forårsager denne lunkenhed. Men på sløvheden kan generalpostdirektionen virke og mindre forlade sig på lykken. Vedbliver hr. Petersen i kroen Amsterdam med sin hidtil værende påpasselighed samt rimelige behandling, vil han tidlig eller sent tage luven fra sin slumrende rival.

Jacobsen, prokurator.

(Politivennen nr. 1059, Løverdagen, den 16de April 1836. Side 243-246)

Fra Farver og Vognmand Rasmussen i Kjøge.

I nr. 1024 af Politivennen d. å. har en anonym der skal være en vis cand. jur. Nyholm, anket over den befordring jeg afgav med dagvognen fra Køge til København onsdag den 12. dennes, og i den anledning finder jeg mig beføjet herved at erklære: Den påankede vogn var en holstensk kurvevogn med 3 rummelige, udstoppede og bekvemme agestole, forsynet hver for sig med 2 fjedre under sædet, og antaget af den kongelige generalpostdirektion som lovmæssig, hestene var jo ikke så vel ved magt som hr. Nyholm, men dog i arbejdsdygtig stand, og er ligeledes af vedkommende autoritet erkendte befordringsdygtige, sikkert ikke uden grund, siden de tilbagelagde vejen mellem Køge og København, som er over 5 1/4 mil, den omhandlede dag, ikke som indsenderen beretter i 5, men i 4½ time, bedetiden iberegnet, hvilket kraftløse heste vist nok ikke formår, og postillonen sm skønt halt, dog havde fornøden førlighed til at køre et par heste, var medgivet reglementeret mundering. Om han ikke ha iført sig den undervejs, ved jeg ikke. Men i alt fald kan dette ikke lægges mig til last hvorimod den rejsende som sad ved siden af ham, kunne have pålagt ham at tage denne beklædning på dersom den øvrige ikke behagede ham. 

Uoverensstemmelsen mellem disse bemærkninger hvis rigtighed jeg tilbyder i fornødent fald at bevise, og dn anonyme indsenders fortælling godtgør således at denne referent farer med usandhed og derved har karakteriseret sig som en person der i det hele ikke kan stå til tro, ja endog må formodes at være ledet til sin færd af lave bevæggrunde.

At overalt den måde som Anonymus har valgt at fremføre sin anke på, bestyrker at ædel interesse for sagen ikke er hans drivfjeder, behøver næppe nogen udvikling.

Køge den 21. august 1835
H. Rasmussen.

(Politivennen nr. 1026, Løverdagen den 29de August 1835, s. 572-573).

Redacteurens Anmærkning.

En artikel underskrevet Interveniens i Politivennen nr. 1027, 5.september 1835, s. 586-589, stilet til den kongelige generalpostdirektion, spørger om det virkelig kan være rigtigt at de omtalte heste var godkendt til befordring.

Endnu en klage i Politivennen nr. 1075, 6. august 1836. Side 501-503 beskrev nogle af de miserable heste som Rasmussen brugte. 

Et billigt Ønske til den kongelige General Postdirection gjentages.

Allerede oftere er den kongelige generalpostdirektion blevet anmodet om at overtage dagvognsbefordringen, og som følge heraf at lade dagvognene afgå fra postgården. Men hidtil er dette ikke blevet opfyldt. At direktionen må  have vægtige grundt for ikke at ville indlade sig herpå, må antages da den ellers med så megen varme antager sig publikums sag, og det endog med opofrelse. Dertil kan vi fx henregne den fortrinlige diligencebefordring mellem København og Hamborg, befordringen med fjedervogne ved pakkeposten og nedsættelsen af taksten for befordringen med samme. Imidlertid kan indsenderen dog ikke indse hvorfor det oven nævnte ønskes opfyldelse møder så mange, tilsyneladende uovervindelige vanskeligheder.

Enhver som ikke ved at dagvognsbefordringen er en privatentreprise, må nødvendigvis tro at den er en kongelig post da kusken bruger den kongelige postmundering, og hvad er da vel rimeligere end at den rejsende går til postgården for der at lade sig indskrives. Men der bliver han i flæng henvist til Tornebuskegade, derfra til Knapstedgård og derfra igen til Gardergården, eftersom de forskellige dagvogne ekspederes fra forskellige gæstgiversteder. For ikke at tale om det ubehagelige i således at blive aprilsnar, så er det for fremmede som for enhver anden, anstødende at måde og at aftræde i en smudsig gæstgivergård og i gæstestuen at opholde sig undertiden blandt folk af den laveste klasse.

Når den høje direktion derimod overtog dagvognenen, og derved her ansatte en i postfaget i almindelighed vel bevandret og forekommende betjent som kunne vejlede de rejsende på alle måder, ville det rejsende publikum være den kongelige generalpostdirektion endnu mere forbundet. Der indses heller ikke at en sådant arrangement kunne være til skade for postkassen, eftersom de nu ved dagvognsbefordringen bestående bestemmelse med ubetydelige forandringer kunne vedligeholdes, heller ikke volde direktionen større bryderier end nu, men meget mere formindske samme da der ved oven nævnte postofficers medvirken og omsorg ville komme bedre skik på og orden i det hele. Da den kongelige generalpostdirektion med så megen redebonhed efterkommer publikums rimelige ønsker, håber indsenderen at også dette hos samme vil finde velvillig modtagelse.

(Politivennen nr. 1012, Løverdagen den 23de Mai 1835, s. 337-339)

Til den kongl. General-Postdirection.

Den kongelige generalpostdirektion sørger på så mange måder prisværdigt for den rejsendes tarv, at anmelderen ikke tager i betænkning at henlede dens opmærksomhed på nedenstående inkonveniens, og håber at se denne afhjulpet.

Passagererne med dagvognen bringes som bekendt til en vis gæstgivergård på skiftestederne hvor vognen igen afhenter dem, og dette er således i sin orden på mellemstationerne. Men anderledes forholder det sig i Nyborg på grund af bæltfarten. Poststationsgården er som bekendt et stykke vej fra havnen, og fjernere derfra end den umiddelbart ved strandporten liggende gæstgivergård. De rejsende må til fods gøre turen til og fra mellem skib og postgård. I ondt vejr og under svaghed og søsyge er sådant forbundet med en del ulempe, og mange rejsende tyede derfor helst til den bæltet nærmeste gæstgivergård. Men dette står nu på en måde ikke i den rejsende vilje, for dagvognen afgår fra poststationsgården, og den rejsende må altså gå derhen når han ikke vil skilles for sin befordring. Den samme tvang finder sted fra landsiden, idet dagvognskusken ligefrem nægter den rejsende at træde af i gæstgivergården ved strandporten, hvilket han sider under mulkt ikke at turde tilstede, og den rejsende må således suspendere sin vilje. Da det dog uden nogen ubekvemmelighed eller tidsspilde lod sig gøre at dagvognen kunne afsætte og indtage rejsende fra begge gæstgivergårde i Nyborg, der ligger i en og samme gade på rummelige pladser, og den rejsende derved beholder sin frihed, og konkurrencen bliver ubeskåret, så smigrer man sig med at den højkongelige generalpostdirektion føjer denne til sine mange andre prisværdige foranstaltninger.

Den erindring at den rejsende i Korsør næsten har lige så langt mellem havn og gæstgivergård som i Nyborg, er formentlig ikke af nogen vægt mod ovenstående ønske. For fordi man har en inkonveniens, behøver man jo ikke to når det kan undgås.

(Politivennen nr. 998, Løverdagen den 14de Februar 1835, s. 97-99)

Om Mangler ved vort Befordringsvæsen.

Da vi lever under en regering der ikke blot tåler at forældede indretninger og skadelig misbrug påankes, men endog om muligt søger at afskaffe dem, så tør man vove at håbe at følgende bemærkninger ikke vil blive ugunstigt opfattet og at det påankede bliver rettet.

Blandt de indretninger hvorved vi står tilbage for udlandets, udmærker sig især vores befordringsvæsen. I udlandet har man overalt, ja selv endog til privat brug, bønderne ikke iberegnet, lukkede vogne. Her derimod blot åbne, på nær få undtagelser der desuden falder lidt i det kostbare. I udlandet kører man sædvanligvis en mil på 3/4 time. Her derimod må man takke Gud fortrinligt gode veje og en postkarl der ikke just er kvægdriver af profession, hvis man på en time kan køre en mil. Opholdet i herbergsstederne naturligvis fraregnet. Det må fx være den rejsende der med schnellposten i 3 dage har tilbagelagt rejsen fra Stettin til Wien (100 mil), påfaldende at bruge omtrent 24 timer på en rejse med posten fra Korsør her til staden. Årsagen til denne navnkundige sneglefart der endog i udlandet er blevet et ordsprog, må især søges i vores store fragtvogne. For disse ser snarere ud som en uheldig efterligning af de gamle kæmpemæssige stridsvogne end som indretninger til rejsendes befordring der desuden oven i købet er forsynet med 3 til 4 sæder hvoraf hvert i det mindste vejer ligeså meget som en passager. At et par gode arbejdsheste har mere end tilstrækkeligt læs i et sådant skrummel, uagtet det er ganske tomt, er en selvfølge. Og at fod for fod med en sådan maskine på slæbetov er mere udmattende end et hurtigt trav med en almindelig rejsevogn ligeså.

Det er overflødigt at vise hvilke ubehageligheder den rejsende i et land som vores hvor regn, hagl, sne og tåge følger hverandre i hælene, udsætter sig for med et sådant køretøj. Hører man ikke til de lykkens forkælede skødebørn der kan pakke sig ind i et halvt dusin kjoler, frakker, kapper, bjørnepelse etc, så er resultatet sædvanligvis at han mellem stationerne bliver så stivfrossen at han næppe kan hjælpe sig selv på eller af vognen, ja vel endog ikke sjældent at han bliver så dyndvåd som om han i fuld garderobe havde gjort en saltomortale fra en af broerne til bunden af Kalvebod Strand. At en sådan kørsel har ubehagelige følger, er indlysende. Og der gives vis ikke mange som ikke finder anledning til at angre at de ikke foretrak en fodrejse fremfor en sådan køretur. Indsenderen hvem forsynet i øvrigt har begavet med en forønsket sundhed, har således så ofte han har rejst en 10 til 20 mil med vores befordringssystem, befundet sig upasselig flere dage efter turen. Hvor ønskeligt er det derfor ikke at lukkede og lette vogne, lige såvel her som andre steder blev anskaffet til befordringsvæsnet og ville det endog anses for kostbart at anskaffe offenbachere, diligencer eller vogne lig schnellposterne, så turde man dog muligt håbe at man især og vinteren fik et overtræk over de almindelige rejsevogne. Dagvognene formenes derimod at kunne indrettes som diligencer eller som schnellposterne.

Om overfarten over bælterne kunne man ligeledes have mange uopfyldte ønsker. Taksten synes således at stamme fra den tid, 1814 da sportelreglementet blev sanktioneret, følgelig til et tidspunkt da man fik 50 rigsbanksdaler for en tønde hvede, og må på grund af det forekomme mange til en tid da man kun får 5 til 6 rigsbankdaler lidt vel drøj. Børtfragten over Storebælt med drikkepenge, etc. er således 16 til 18 rigsbankdaler der vist må forekomme mange for trykkende. Man vil vel herimod kunne indvende at børten går to gange ugentlig over og at fragten med samme er forholdsmæssig billig. Dette nægtes ikke, men den rejsende kan ikke altid indrette sig rejse efter lejlighed og forgodtbefindende og må på grund af det hvis han ikke kommer netop til den tid da børtskibet skal afgå, enten selv leje et fartøj eller også, hvad der er omtrent lige så kostbart, i 3 til 4 nætter vælge en gæstgivergård til opholdssted.

Hvad der ytres om dette færgested, lader sig anvende på ethvert. Men især på Helsingørs. For her betales for en båd 10 rigsbankdaler, 5 mark og desuden bompenge, drikkepenge og Gud ved hvor mange andre slags penge der til sammen udgør en sum af omtrent 12 rigsbankdaler for en overfart af omtrent ½ mil. Denne betaling er så meget mere iøjnefaldende høj som man blot giver 4 til 5 rigsbankdaler for overfarten fra Helsingborg til Helsingør, uagtet man dog vel næppe kan anse vandet farligere eller længere på hen- end på tilbagerejsen. At fragten på henrejsen bliver denne sideordnet, ønsker vist enhver statsborger, færgelauget og vedkommende betjente naturligvis undtaget, og man tør af den grund vove at håbe at dette ønske bliver opfyldt. Fremdeles kunne ønskes at en færgebåd gik over straks efter dagvognens ankomst. For det hænder ikke sjældent at denne ikke har flere end en til to passagerer der skal til udlandet og det er vel ikke altid tilfældet at de har så mange penge at undvære som en sådan fragt koster.

(Politivennen nr. 953, Løverdagen den 5te April 1834, s. 223-228)  

 At køretøjer blev bedre, vidner denne annonce i Adresseavisen fra 1842 om. Bemærk at man understreger at det er en "fjedervogn", en affjedret vogn. Vejene egnede sig dårligt til denne form for transport og blev i 1860erne afløst af hestetrukne sporvogne. Med motoromnibusserne i 1900-tallet fik de en renæssance og blev til vore dages busser.

Dansk diligence i Købmagergade ved Postgården som i øvrigt stadig findes. Bemærk opslaget til højre: Hamborg Post. 1800-tallet. Rasmus Christiansen - Postkort fra Alfred Jacobsens serie: Dansk Postvæsen før og nu, fra første halvdel af 1800-tallet. Rasmus Christiansen: Den agende post ankommer til Københavns Postgaard (postkort). Public domain.

Frederiksborg Dagvogn.

Færdslen mellem Frederiksborg og København er så stor, og dagvognen så meget benyttet af publikum at man med rimelighed kunne ønske at denne befordring måtte indrettes således at den svarede til sin hensigt. For således som den ny er opfyldes denne langt fra ikke, hvorom man ved en eneste rejse kan overbevise sig. Prisen er højere pr. mil end nogen anden dagvogn her i landet uden at man indser grunden til dette pålæg, og for denne dyrere betaling, har man alt dårligt.

Man tiltræder rejsen her i København i gæstgivergården "De Tre Kroner" hvor passagererne samles i en skiden gård eller på gaden der ofte begge er opfyldt med vogne og heste. Her sker oppakningen som er en sand tålmodighedsøvelse for dem der kommer først, mens gadens beboere beskuer de stakkels rejsende der vandrer om i regn og søle. Værtens velvillige og vakre forhold erkender enhver af de rejsende, men dette er kun en ringe trøst når lokalet er aldeles uskikket til aftrædelsessted, som det her er tilfældet.

Vognene er så snævre at man måtte ønske man kunne skrue sine ben af og sende dem med en anden lejlighed. For det foranværende sæde gnaver bestandigt på knæene. Det bagerste sæde støder så voldsomt at man uafladeligt har hjertet i halsen, og de mange beslag og hjælpebeslag ødelægger passagerernes bagage og rejsetøj på det ubarmhjertigste. Bivognene er undertiden bender- eller fragtvogne hvor man for den samme urimelige priser på usle træsæder bliver om muligt endnu værre medtaget end på dagvognen selv.

Kuskene kører uden orden, undertiden om kap, hvilket i det mindste en gang har bragt passagerne til at ligge under vognen som vendte alle fire hjul i vejret. Man hviler to gange undervejs, og begge gange er opholdet så langt at indsenderen på denne korte rejse har tilbragt over 3 kvarter i kroerne, og det uden ophold fra passagerernes side. Det var ønskeligt at publikum som betaler og altså har fordringer at gøre for sine penge, blev underrettet om hvilke regler entreprenøren for denne befordringsindretning er forpligtet til at følge med hensyn til de passagerer som melder sig til rette tid. Den rejsende der indtræffer flere mil borte fra for at blive befordret videre med dagvognen, er ingenlunde tjent med at have gjort sin rejse forgæves, og han kan da næppe være tilfreds med at læse et af en fragtkusk udstedt manifest hvoraf han ser at dennes pligter er aldeles ubestemte, så lidt som han er i stand til at indhente nogen oplysning af den bondekone der i sin mands fravær forestår det i den yderste udkant af Frederiksborg beliggende bureau for rejsende.

Postbefordringen er overalt uforholdsmæssig dyr, og det er enhver anden end en laugsberettiget forbudt at gøre rejser. Det er derfor at ønske at vedkommende som så meget indskrænker befordringsmidlerne, ville overveje hvorledes disse kunne lempes efter publikums tarv, og skaffe dette den sikkerhed det er berettiget til at vente.

Angående afgangstiden, da var det for forretningsmanden at ønske at dagvognen kunne afgå tidligere fra Frederiksborg, kl. 8-9 i stedet for kl. 10 så at passagererne kunne være i København mellem kl. 12 og 1. Men at den derimod måtte afgå senere fra København, fx. kl. 4 i stedet for kl. 2, for at afgangstiden ikke netop skulle falde lige i børstiden og i pluralitetens spisetid. Da man antager at dagvognen afgår til publikums bekvemmelighed, fremsættes dette ønske fordi kusken efter forlydende har betænkt at forandre afgangstiden og køre endnu tidligere fra København "for at kunne komme hjem ved dagsens lys." En lygte under stangen, således som almindeligt bruges i Holsten, kan i mørke aftener og om vinteren hjælpe diligencen frem, i mangel af solskin, og man formoder at denne udgift kunne bestrides af den høje betaling.

Dersom en ordentlig protokol er ført over befordringen frem og tilbage, vil man let kunne se, hvorvidt en sådan entreprise betaler sig. Det er imidlertid ikke rimeligt at dette ikke skulle være tilfældet, da indsenderen har set indtil 7 vogne en suite som alle var besat med dagvognens passagerer, En autoriseret og kontrolleret protokol hvori de rejsende kunne indføre deres bemærkninger til ros eller dadel, har på andre steder haft god virkning. Det er indsenderens håb at denne gavnlige indretning må komme under den behørige kontrol og opsigt, og forbedret veblive til publikums benyttelse.

(Politivennen nr. 873, lørdag den 22de september 1832, s. 617-621) 

Redacteurens Anmærkning.

Gæstgivergården De Tre Kroner lå i Tornebuskegade 4. Huset er nedrevet.

I en artikel i Politivennen nr. 875, 6. oktober 1832, s. 652-659 tilbageviser en anden passager der ofte benyttede ruten, samtlige anker i ovenstående indlæg som åbenbare usandheder: Pris, beskrivelse af gæstgivergården, pladsmangel i vognene, og han påpeger at det er en dagvogn, ikke en natvogn. I Politivennen nr. 880, 10. december 1832, s. 744-75 roses derimod artiklen, og udtrykker ønske om at få en befordring til Kalundborg. Disse artikler er ikke medtaget på denne blog.