Oberstinde Frederikke von Dannemand 1790-1862. (Efterskrift til Politivennen)

Frederikke Benedicte (Bente) Dannemand (1790-1862) hed Bente Mortensdatter Andersen (Rafsted). Hun var datter af de ugifte forældre, borer ved Holmen Morten Andersen Rafsted (ca. 1752-1821) og Malene Gregersdatter (død tidligst 1821). Hun voksede op i Nyboder. I 1808 blev hun af generaladjudant F.C. v. Bülow præsenteret for Frederik VI (1768-1839), der da var overgået fra kronprins til konge. Deres forhold varede  med en enkelt afbrydelse hele resten af kongens liv. Han opholdt sig hos hende når han havde tid, i det hus der blev købt og indrettet til hende på Toldbodvej, nu Esplanaden. Hun fik undervisning i tegning og ridning. De fik sammen to piger og to drenge.

Esplanaden 36, 34 og 32. Dengang toldbodvej. Fru Dannemand boede både i nr. 32 (fra 1821) og nr. 34 (1810-1821). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den nævnte afbrydelse var da Frederik 6. opholdt sig ni måneder i Wien til Wienerkongressen. Hun havde været utro (det havde han i øvrigt da også), og han forviste han hende fra hovedstaden. Den 27.3.1816 fødte hun i Christiansfeld en søn der blev overgivet en af søstrene i menigheden. Faderen var formodentlig en svensk købmand. I 1818 blev hun taget til nåde af kongen og vendte tilbage til sin bolig i København, og året efter fødte hun sit fjerde barn med Frederik VI.

Forholdet var kendt, af dronningen og andre, endog "pøbelen". Ordet "Dannemand" optræder for første gang i et brev Frederik 6 sendte da hun havde født deres første barn, 16. april 1810:

Evigt elskede R. jeg mangler ord at beskrive dig min glæde, Gud give jeg kunne favne dig og vores glut. Kan du se at jeg sagde dig rigtig at du fik en pige, jeg er glad at alt er overstået og længes blot efter at slutte dig, og vor lille i mine arme. Nu beder jeg blot om at skåne dig og for alt hvad helligt er, ikke at skrive mig i de første dage da dette kunne skade sig og give dig hovedpine. Den kval og angst jeg har udstået for dig, kan du ikke tro, men Gud ske lov at alt er overstået. Guldberg som berettede mig dette glade budskab i dag, var jeg ikke i stand til at tale ret med, hun må have anset mig for konfus i hovedet, men dette kom blot af min overgang fra angst til glæde. Gud velsigne dig, min guddommelige R. Gud velsigne den lille Frederikke Danneman. Jeg kysser tusindgange dine hænder i tankerne. F.

Det er dog uvist om det bare er en generel betegnelse. Helt sikkert er at hun 1829 blev optaget i rangforordningen under navnet fru Frederikke Dannemand. Kort før sin død meddelte Frederik 6. officielt at fru Dannemand, og ikke kun hendes børn, var adelige, det gjaldt også hendes adoptivdatter. Den ældste søn Frederik Vilhelm (1813-88) blev greve 1839 og oprettede 1857 det grevelige Dannermandske stift på Åstrup. 

Da Frederik 6. døde 3. december 1839, besøgte fru Dannemand ham formiddag og aften den foregående dag. Dette er dog ikke opført i den officielle hofførers protokol. 

I 1849 blev hun efter egen ansøgning sat under administration da hun ikke var særlig god til at forvalte sin økonomi. Ved samme lejlighed solgte hun sin lejlighed på Toldbodvej og flyttede til sin død ind i nabolejligheden:

At undertegnede, ifølge kongeligt Commissorium af 26de f. M. have overtaget Ordningen af Fru Frederikke von Dannemands Pengeanliggender med alt deraf Flydende, og at som Følge deraf hendes Pengeaffairer derefter afgjøres af os, bringes herved til almindeligt Kundskab.

Arrangements-Commissionen for Ordningen af Frue Frederikke von Dannemands Pengeanliggender, den 5te jui 1849.

Bræstrup. Frederik v. Dannemand. R. Wolff.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 10. juli 1849, 2. udgave) 

Frederik 6. har formodentlig taget turen op ad Amaliegade, smuttet ind i en gård og på denne måde arriveret til sin maitresses lejlighed ad denne baggård. Den gule bygning er nr. 34, den hvide til venstre nr. 32. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Modviljen i hof- og borgerkredse var i starten stor mod fru Dannemand. Men det blev senere vendt, bl.a. fordi det kom hende til gode at hun aldrig havde forsøgt at vinde politisk indflydelse på den efterhånden upopulære enevoldskonge. Fra hendes sidste år foreligger der vidnesbyrd om hende som et venligt og godgørende menneske med meget af sin tidligere skønhed i behold. Hun blev Danmarkshistoriens sidste officielle maitresse.

Af notitserne i anledning af hendes død her et par udvalgt:

Frederikke Dannemand, stod i mange år i fortroligt forhold til Frederik den Sjette, med hvem hun havde flere børn. Almindelig agtet for sin hæderlige karakter, savnet af de mange hungavmildt understøttede. (Folkets Avis - København, 2. januar 1863).

Fru Frederikke Dannemand der i mange år stod i et meget fortroligt forhold til kong Frederik VI, ved hvem hun havde flere børn, afholdt og agtet især for sin store godgørenhed og for det stille husliv hun førte. Af hendes efterladte formue er en del bestemt til veldædigt øjemed og til legater, hun skal være født i Nyboder 1786. (Fyens Stiftstidende, 19. januar 1863).

Oberstinde Dannemand hviler for enden af gangen med sine efterkommeres grave foran sig i et ganske stort anlæg på Garnisons Kirkegård. På den oprejste sten står der "Fru Benthe Frederikke v. Dannemand, født Ravsted. Født 6te august 1893, død d. 23de december 1862.". Ved foden af denne sten ved blomsterne ligger stenen med "F. W. v. Dannemand. Fød d. 6. januar 1819. Død d. 4. marts 1835" og "C. M. A. v. Brockdortff. fød v. Dannemand. Fød d. 24. januar 1812. Død d. 29. februar 1844". Til venstre på fotoet, gravstenen for kaptajn Vilhelm Zachariae (1807-1871) og Lovise Frederikke Zachariae, født Dannemand (1810-1888). Til højre kammerherre major Adolph Fred. Schack v. Brockdorff (1810-1859), chef for Livgarden til hest. Han var gift med Caroline Augusta Dannemand (1812-1844). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Grevinde Dannemand.

Frederik den 6.s Maitresse.

Bente Frederikke Dannemand, født 1790, død 1862, var datter af borer ved Holmen Morten Andersen Rafsted og Malene Gregersdatter. Frederik den 6. gjorde 1809 vendes bekendtskab gennem sin generaladjudant Frantz Bulow. 1829 fik hun rang som oberstinde og 1830 blev hendes og kongens fire børn ophøjet i adelsstanden. Hendes ejendom lå på Toldbodvej, nuværende nr. 26. I et brev til Bülow på Sanderumgård af juni måned 1812, skrevet i Roskilde, hedder det:

I går var jeg i København, og her har De noget af det nyt, jeg har samlet. Det hus, som general Bülow har købt, er til kongen, da madam Dannemand skal bo deri. Hun skal have ekvipage og kører nu med Topper. Det skal være en tosset person af ingen opdragelse eller kultur. To børn har hun allerede, som skal ligne kongen meget, siges der. Det skal være to piger; for disse skal der købes en lille ejendom, at de i tide kan blive selvstændige. Tre gange om ugen kommer kongen til byen (fra Frederiksberg) og tilbringer den største del af natten hos hende. Fru Dannemand lærer nu at ride af berider Schiött i Ridehuset, bygget for dronningen. Hun rider offentlig på gaden med berideren. Hendes to pigebørn har hvide hår (hvad, som bekendt, kong Frederik også havde). Gården ved Toldbodvejen er den samme, som madam Winge, Kong Frederik den 5. frille, beboede. Heste og vogn har hun fået. På vognen har hun ladet sætte en krone.

Midt i dette tidspunkt, hvor der udstedes hyrdebreve om tarvelighed og huslighed, er der en ækel luksus ved hoffet med fløjl, tyl, kniplinger og alt, hvad kostbart er . . .

Man taler højt om, at når kongen daglig med sin datter spadserer forbi fru Dannemand, kysser han på fingrene og hilser til hende, hvilket umuligt kan undgå datterens opmærksomhed, som altså ventelig ikke er uvidende om hemmeligheden, som nu enhver gadedreng ved. Prægtige fordringer har hun. Man påstår at hun siger: Jeg har lovet min Frederik ikke at blande mig i politiske affærer, som klinger noget paradoks af en mad. Dannemands mund, og af nåde afsiger sin formentlige ret til at give sin stemme til at afslutte krig og fred, bortgive vigtige statsembeder osv. Dronningen, som man tror ved alt, skal være yderst opbragt på de personer, hun ved, der er hjælpere, som Friboe, Fr. Bülow, Romeling og hvad de flere hedder.

Fru Dannemand, siges der, tager mod besøg, især militære. Hun kaldes den lille dronning. Hun skal være ærgerlig over, at hun har for få piger. Hendes frænder skaffer hun penge og fordringer og roses for nedladenhed og godgørenhed.

I et brev af 14. juli 1812 hedder det;

I Søndags var jeg i Dyrehaven, hvor fru Dannemand var ridende som en amazone; hun er ganske køn, ikke stor, buttet osv. Denne jagen efter at vise sig offentlig er hverken forsigtigt eller rosværdigt.

Om tingen selv kan man sige meget til undskyldning.

Af et senere brev uden dato:

Om fru Dannemand tales i selskaber med ringeagt og latter. Således hørte jeg i går, at hun en søndag var i Dyrehaven ridende, men stod af og spadserede med de hvidhårede børn, hvoraf det sidste, som hun i egen person giver die, blev båret af Goldammen. Nu begyndte pøbelen og andre folk af middelstanden i deres enfoldighed og uhøviske sprog at opholde dem over hende og børn, at lade falde et og andet uartigt skældsord, at sige højt: Her skal vi pines med de grusomste og mest blodsugende skatter og byrder, for at sådan en . .. kan stadse med sine h...unger, køre i karet, ride osv. - Hvad sådanne ubehøvlede folk kan finde på

(Lolland-Falsters Social-Demokrat, 14. april 1906)

I en artikelserie om Frederik VII påstås at han mistede respekten både for sin far og Frederik VI:

Når kongen og prins Christian ikke fra Frederiks side mødte den ærefrygt de ifølge deres stilling kunne gøre krav på, lå det i deres private perssonlige forhold, hvorved de svækkede deres moralske autoritet. Frederik VI levede vitterligt i et intimt forhold til oberstinde Dannemand og havde børn med hende. Prins Christian var en tilbeder af det smukke køn og havde flere kærlighedsforståelser. Men sin korrespondance i den retning var han dog klog nok til at brænde. Prins Ferdinand havde ligeledes et par maitresser. Prins Frederik så altså sin svigerfar, far og onkel leve i ægteskabsbrud, og han var derfor tilbøjelig til at besvare de moralske formaninger, de to første gav ham, med et ironisk smil. Deet er, som forhen berørt, betegnende for forholdet mellem svigersønnen og svigerfaderen, at hin ved separationen bad sidstnævnte om at sørge for hans elskerinde, jomfru Weiner. Kongen nægtede det idet han i dette anliggende henviste prinsen til faderen! Rantzau Breitenburg skjuler ikke sin uvilje over at faderen derefter gjorde sig til Postillon d'amour for sønnen og ikke formåede at se det uværdige i sin handlemåde! For jævne, borgerlige folk ville nu alt det uanstændige og upassende heri straks have stået klart. Men for kongelige personer gjaldt den gang en særskilt moralsk målestok, og de var fritaget for hensyn som almindelige dødelige var bundne af!

I fremmede historikeres, især tyskes, skildringer af det danske hofs personligheder i Frederik VIs og Christian VIIIs regeringstid fremtræder i reglen prins Frederik som et i moralsk henseende forfaldent subjekt, som et uopdragent og uvidende menneske, som en politisk umulighed, hvorimod kongehusets øvrige medlemmer omtales med respekt, og enhver lysside hos den fremdragees, for at manglerne kan træde i skyggen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 13. maj 1907, uddrag).

Romaner om Dannemand

Under 1. verdenskrig udkom der hele 2 romanføljetoner om oberstinde Dannemand.

Under pseudonymet Klaus Kolding udkom i 1915 en romanserie om Dannemand i Folkets Avis: "En Nyboderpoges Roman". Klavs Kolding skrev en mængde meget lange og indviklede spalteføljetoner 1911-1916. Bag navnet skjulte sig forfatteren Harald Tandrup (1874-1964). Han er ikke særlig kendt i dag, for på grund af hans nazistiske agitation under besættelsen blev han ekskluderet af Dansk Forfatterforening. Artiklerne var naturligvis fri fantasi, og ledsaget af nogle ligeledes frit fantaserede tegninger:

Ak, sagde kongen og greb bentes hånd. Det er jo mit eget liv du udmaler. (Folkets Avis 3. september 1915)

En anden roman "Fru Dannemand" af Theodor Ewald udkom som føljeton i "Aftenbladet" april-juli 1918, ligeledes illustreret med fantasifulde tegninger:

Tys, sagde fru Dannemand, nu ringer det! Aftenblade, København. 25. juli 1918.

Jøsses nej, sagde madam Raftsted og slog med nakken. (Aftenbladet, København. 27. juli 1918)

Hun stod med panden mod ruden og græd. Aftenbladet, 29. juli 1918.

Plougstrup Enge: Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Ribe den 20. Novbr. I Tirsdags indberettede Sognefogden i Jernved til Herredsfoged Borch i Ribe Herred, at der Dagen iforvejen i Plougstrup Enge var funden Liget af et spædt Barn, indsvøbt i et stort Tørklæde. Ved det igaar optagne Forhør lykkedes det Herredsfogden at opdage den Skyldige, nemlig en Gaardmandsdatter fra Taabøl, som tilstod, at hun havde født i Dølgsmaal og derefter kastet Fosteret, som hun paastaaer var dødfødt, i Aaen. Den foretagne Obduktionsforretning har imidlertid ikke bekræftet hendes Paastand, og der er Sandsynlighed for, at den fortsatte Undersøgelse, som tilkommer Herredsfogden i Gjørding-Malt Herred, i hvis Jurisdiktion Forbrydelsen er begaaet, vil godtgjøre, at her foreligger et Fostermord.

(Ribe Stifts-Tidende 20. november 1862)

- Om det i Plougstrup Enge ved Kongeaaen den 17de f. M. fundne Lig af et spædt Barn, som en Gaardmandsdalter i Tobøl havde tilstaaet at have født i Dølgsmaal, giver Ribe Avis følgende nærmere Oplysninger: Arrestantinden, den omtalte Gaardmandsdatter, en Pige paa 25 Aar, har nu, efteral være bragt til Arresten i Holsted og efterat være underkastet flere Forhør, i hvilke hun fastholdt sin første Forklaring, endvidere tilstaaet, at hun har ombragt sit Barn, som hun fødte levende, umiddelbart efter Fødselen ved Kvælning; at hun Dagen derpaa har set Lejlighed til al lægge det i en Skuffe i sin Dragkiste, hvorfra hun, 3 Dage efterat have født, ligeledes ubemærket har borttaget Liget og begivet sig med samme til den tæt forbi hendes Faders Gaard løbende Kongeaa, hvori hun sænkede det. Motivet til Gjerningen angiver hun at have været Frygt for den Skam, som det at føde et uægte Barn vilde paadrage ikke alene hende selv, men ogsaa hendes Forældre og øvrige Familie, af hvem hun bestandig har været anset for en ordentlig og sædelig Pige. Hun nægter at have nogen Medskyldig.

(Jyllands-Posten 17. december 1862)

Embedsmændsforbrydelser i Frederikshavn. (Efterskrift til Politivennen).

- Ved Postmester Hoffgaards Embedsførelse i Viborg og Toldforvalter Holsteins i Frederikshavn skal der - ifølge en Artikel i "Dagbladet" - have fundet Misligheder Sted af en saa grov og iøjnefaldende Natur, at de formentlig kunde have været forebyggede, dersom vedkommende overordnede Myndigheder ved Siden af almindelig Nøjagtighed og Samvittighedsfuldhed havde udviist noget af det Omløb, som man dog hos en hos Embedsmand maa være berettiget til at vente. Hvad angaar den arresterede Postmester Hoffgaard, da skal der have været al mulig Anledning til at se ham skarpt paa Fingrene. Det var bekjendt for Gud og Hvermand i Viborg, at han havde paadraget sig en betydelig Privatgjæld og i det Hele levede under fortvivlede Pengeforhold, medens han desuden vedblev at føre et Hus, hvortil hans Gage umuligt kunde strække til, og det kan ikke have været Postinspektøren uvitterligt, at der allerede for et Par Aar siden blev sammenskudt et Par Tusinde Daler, for at dække hans daværende Kassemangel. Den sidste graverende Handling, hvorfor han blev arresteret, var, at han havde brudt et Pengebrev og deraf udtaget 100 Rd. Blandt flere saadanne Misligheder ville vi blot nævne et Par. En Mand havde i længere Tid ventet et Pengebrev fra Fyen og flere Gange gjort Forespørgsler derom paa Postkontoret, men altid forgjæves. Da besluttede Manden endelig at vandre paa sin Fod til Fyen, og erfarede der af den ham foreviste Postkvittering, at Pengene vare for flere Uger siden afsendte til Viborg. Nu bleve Pengene ham udbetalte, men det var aldeles kjendeligt, at Konvoluten havde været aabnet. Heller ikke Privatbreve gik fri for Misbrug; der er bl. A. stor Sandsynlighed for, at et Brev fra Justitsministeriet til en Mand deri Byen har været aabnet og forseglet igjen, og det med en saadan Skjødesløshed, at Hoffgaards Segl fandtes trykket udenpaa Ministerens. Flere lignende Misligheder ere nu opdagede. Men endnu langt værre er dog, hvad der fortælles om Toldforvalter Holstein. Dennes fornemste Trafik skal navnlig have bestaaet deri, at han ved falske Angivelser og Attester gav det Udseende af, at der henlaa et betydeligt større Kvantum ufortoldede Varer paa Kreditoplag, end Tilfældet virkelig var, idet han saaledes besveg Statskassen for de Toldindtægter, som han selv forlængst havde hævet hos vedkommende Kjøbmand. Og ved disse Attester og Angivelser hedder det, at han ikke blot har efterskrevet de nuværende Handlendes Haandskrift og Navne efter en stor Maalestok, men at han endog har holdt det gaaende med Underskrifter fra Kjøbmænd, der for flere Aar tilbage ere døde eller fallerede. At et saa plumpt Falsum ikke strax kom for Dagen Lys maa tilregnes en ligefrem Forsømmelse, idet Defisor og Revisorer have undladt at konferere Attesterne med den Liste over de daværende Kjøbmænd, som jo maatte staa til deres Raadighed.

(Jyllands-Posten 7. november 1862)

Postmester Ludvig Martin Hoffgaard var blevet postmester i 1851 efter Willer Hansen.

Kammerjunker Frode Hjalmar Holstein (1808-1878), fhv. løjtnant i Prins Christian Frederiks Regiment, konsumtionsforvalter i Nykøbing M. 1835, tillige toldforvalter 1841-1850. Toldforvalter i Frederikshavn 1851-1866. Holstein tilsatte sine mange penge ved at føre stort hus og afholde de store middage, bl.a. fik gæsterne forskellige servicedele i sølv. Oveni det spenderede han penge på at udtørre Store Vildmose og var kommet i forbindelse med nogle engelske pengemænd. Han udgav 1859 en trykt plan for den nævnte udtørring gennem et kanalsystem med sluser og pumper. Han blev 1862 suspenderet og 1866 afskediget fra sit embede på grund af kassemangel. Han efterfølgende have levet at arbejde på en højskole.

Soldaterslagsmaal i Korsør. (Efterskrift til Politivennen)

- Betydelige Exsesser, hedder det under 26. Oktober i "Korsør Av.", have sidstafvigte Nat fundet Sted her i Byen, foranledigede af hjempermitterede Soldater. Hele Banegaarden afgav imorges Synet af en ødelagt Kampplads: Døre vare sprængte, Vinduer ituslagne. Politiet gik med blaa Øine osv. Etter hvad der er os berettet, er denne Sags Sammenhæng fra de offenlige Autoriteters Side saa skandaløs, at den fortjener alvorlig Paatale. Det kongl. danske Postvæsen, der driver en stor Fragttrafik, generer sig ikke for at sælge Billetter til langt flere Personer, end Postdampskibene kunne rumme. Naar Postvæsenet har solgt sine Billetter og Pengene ere komne i Kassen, saa antager det at have gjort sin Pligt overfor Publikum, der naturligvis ikke overfor en saadan kgl. Autoritet har nogen Ret til at erholde Befordring for Billetterne. Iaftes havde saaledes Postvæsenet i Kjøbenhavn ved sin, indirekte Underagenter solgt Billetter til. 6 a 700 Mand til Holsten, medens Postdampskibet "Jylland" ikke kunde medtage mere end 300 Mand. Istedetfor nu strax, da dette viste sig, at lade det til Disposition liggende Dampskib gaa til Kiel, eller istedetfor strax at fragte et privat i Havnen liggende Dampskib, fandt Postvæsenet det tilstrækkeligt simpelthen at give den Besked til de resterende 300 halvberusede Soldater, at Pladsen var optagen, og at de maatte vente til den næste Dag. Det er ikke forunderligt, at den Uret, Postvæsenet havde viist, forbistrede Soldaterne, ligesaa lidt som del er forunderligt efter flige Folks Natur, at de gave deres Forbitrelse Lukt imod Jernbanevæsenet og Politiet, der vare aldeles uskyldige, medens Postvæsenet som en gammel, kgl. dansk Autoritet forholdt sig aldeles rolig, som om Sagen ikke angik det. Med de Kræfter, Politimesteren havde til sin Raadighed, var det umuligt at forhindre, at Soldaterne ituslog Rude paa Rude paa Banegaarden, at de ødelagde Flasker og Glas i Ventesalene, at de trængte ind i Inspektørens Kontor for at molestere ham osv. Overfor en saadan Bande er naturligvis Politiet kraftesløst; tvende Betjente bleve svært molesterede, og Politimesteren og det øvrige Personale vare hele Natten udsatte for en lignende Molest. Endelig lykkedes det Politiet henad Natten og Morgenstunden at sprede Banden ved at anbringe den i Logis i forskjellige Hold i Byen; men Byen selv blev den hele Nat gjennemstrejfet af Bander paa 30, 50 og 100 Mand, der med simbriske Hyl vexelvis stormede Raadhuset og forskjellige Værtshuse, hvor de sprængte Døre og Karme, ituslog Vinduer m. m. Efterat Postvæsenet, hvem Politiet havde reddet fra Molest, havde gnedet Øjnene efter Nattens retfærdige Slummer, førtes der endelig Underhandlinger med Kjøbenhavn, hvoraf Følgen blev, at Dampskibet "Diana" fragtedes til at afgaa med Banden idag Middag Kl. 12. Under disse tydske Soldaters Ophold her imorges ankom endvidere c. 3-400 danske permitterede Soldater fra Kiel, der paa Banegaarden kom i Klammeri med deres tydske Kammerater; et storartet Slagsmaal var ved al bryde løs, da del lykkedes Politiet at aflaase Ventesalen for de danske Soldater og at fierne Tydskerne, men dersom Toget blot var afgaaet 10 Minuter senere, vilde Kampen desuagtet have været almindelig. Atter iaften ventes et langt større Antal Soldaler end Postskibet kan overføre, og vi tvivle ikke paa, at Politiet med de Kræfter, der staa til dets Raadighed, og som det kan forskaffe, vil træffe alle fornødne Foranstaltninger. Men det forekommer os, at den hele Maade, hvorpaa Postvæsenet i denne Henseende driver sin Forretning, er saa fordømmelig, at der var god Grund for det høje Justitsministerium til paa den offentlige Sikkerheds Vegne at nedlægge alvorlig Protest imod denne Fremgangsmaade, der udført af en privat Mand med Rette vilde være Gjenstand for den højeste Grad af Misbilligelse. Del er ikke nogen ligegyldig Sag. om en lille By, der ikke har Garnison, pludselig overrumples af Bander paa 3-500 Personer, der, om de vilde, paa en Nat kunde ødelægge og udplyndre hele Byen. Det synes ogsaa urigtigt at Krigsministeriet paa een og samme Dag at permittere alt Mandskab, istedet for f. Ex. at iværksætte Permitteringen i Løbet af otte Dage, hvis Ministeriet ikke foretrækker at lade de permitterede Soldater føre til Endestationerne af militære Kommandoer.

(Jyllands-Posten 3. november 1862)

- Fra Postmesteren i Korsør har Byens Avis modtaget Nedenstaaende med Anmodning om Indrykkelse af samme til nærmere Oplysning og Berigtigelse af Artiklen om Exsesserne i Korsør forleden Nat. "Der var intet af Postvæsenets Skibe til Disposition den Nat. "Jylland" skulde til Kiel, "Skirner" til Nyborg og "Gerda", som var det eneste tilbagevarende af Postvæsenets Skibe, var under Kjedel-Reparation, og del var kun med den yderste Anstrengelse, at "Gerda" blev færdigt til at tage Tur til Nyborg Søndag Aften, saa at "Skirner", der ellers skulde have været til Nyborg, kunde gaa i Extratur med Soldater til Kiel den Atten. Hvad Beliagtnurgen at det i Havnen liggende private Dampskib angaar, da erklærede Føreren ej at ville gaa, førend han havde Tilladelse dertil fra sin Rheder. Direkte til ham blev der telegraferet strax om Morgenen, og saasnart hans indrømmende Svar ankom, var Skibet klart til al gaa, da der allerede forinden var fyret op."

(Jyllands-Posten 5. november 1862)

Koloniraadsmådet den 19de September 1862. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk vestindiske Besiddelser. 

- - -

Siden Kolonialraadets overordentlige Samling i Februar og Marts d. A. er det vigtigste Anliggende for Øen St. Croix, som dengang var Gjenstand for Raadets Forhandlinger, nemlig Fremme af Arbejder-Immigration her til Øen, indtraadt i et Stadium, der giver langt sikkrere Udsigter til heldige Resultater, end ingensinde tidligere har været Tilfældet. De Underhandlinger, som af Gouvernementet i 1860 foranledigedes indledede fra den danske Regjerings Side med de Forenede nordamerikanske Staters Regjering om Overførelsen til St. Croix af de ombord paa Slaveskibe, der opbringes af de nordamerikanske Staters Krydsere forefundne afrikanske Negre, ere af det kongelige Gesandtskab i Washington blevne gjenoptagne paa et for Sagens Afgjørelse heldigt Tidspunkt under Kongressens sidste Session og have ledet til Indgaaelsen af en Overeenskomst den 19de Inti d. A , ifølge hvilken de paa den ommeldte Maade friblevne Individer ville i de næste Aar blive afgivne her til Øen, hvor der ved Gouvernementets Foranstaltning vil blive sørget for deres passende Oplærelse, Forsyning med Boliger og Klæder samt Løn for deres Arbejde i Henhold til de gjældende Arbeidsregulationer. Ligeledes ere Underhandlingerne med den engelske Regjering om Tilladelse til at udføre Coolies fra de engelsk ostindiske Besiddelser til St Croix, efter Vedtagelsen af det Kolonialraadet i formeldte Session forelagte Udkast til en Anordning angaaende Behandlingen af fremmede Arbejdere herpaa Øen, blevne fremmede saa heldiget,, at der er at Grund til at vente, at Øen, ved Hjælp af et Laan, som Finantsministeriet vil forskaffe samme i Henhold til Anordningen af 6te Juni d. A. angaaende Immigrationsfondet, vil kunne modtage en betydelig Tilførsel af Coolies tidligt i det kommende Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. oktober 1862)

Den amerikanske borgerkrig var startet den 12. april 1861. I løbet af krigens første år sikrede Unionen sig kontrollen over grænsestaterne og etablerede en flådeblokade af alle Sydstaternes havne. I foråret 1862 havde senatet i Washington vedtaget at unionen skulle komme de stater som ville emancipere de slavegjorte, til hjælp med penge. I september 1862 gjorde Lincolns Emancipationserklæring slaveriets afskaffelse i Syden til et krigsmål.

Uberettiget Kjørsel. (Efterskrift til Politiven nen)

Uberettiget Kjørsel. Under en af Kriminal- og Politiretten den 27de Septbr. paakjendt privat Politisag paastod Formanden for Kjøbenhavns Vognmænd en indklaget Jordbruger i Utterslev for den 17de August formeentligen uberettiget at have befordret Personer mod Betaling med Heste og Vogn fra Holdepladsen ved "Trianglen" udenfor Stadens østre Indkjørsel til Skoven, anseet med Mulkt efter Forordn. af 27de januar 1804 § 46, samt tilpligtet at betale i Fragterstatning 2 Rd. 1 Ml. 8 sk og Sagens Omkostninger skadesløst, hvorimod Indklagede procederede til Frifindelse med Tillæg af disse. Indklagede indrømmede, al han har afgivet den omhandlede Befordring, men støttede sin Frifindelsespaastand paa, at han som Jordbruger, der holder Heste og Vogn , var berettiget til al befordre Personer mod Betaling fra Kjøbenhavn til Skoven under den saakatde Kildetid i Jægersborg Dyrehave, som, efter hvad der fra Klagerens Side blev ertjendt for rigtigt, iaar har varet til den 18de August. Heri kunde Indklagede ikke gives Medhold, idet Plakaten af 13de April 1822 - hvori den nu gjældende Regel for Omfanget af den Landboerne tilladte Befordring imod Betaling fra Kjøbebhavn til Skoven indeholdes - fastsætter, at saadan Befordring kan afgives fra 1ste Juni til sidste Juli ethvert Aar, uden at denne Tidsbestemmelse er sat i nogen Forbindelse med den fornævnte Kildetid, hvilket desuden ikke kan have været Plakatens Mening, da Kildetiden, dengang Plakaten emanerede, efter hvad Indklagede ogsaa havde erkjendt, ikke ordinairt varede til den 31te Juli.

Som Følge heraf blev Indklagede, der har ertjendt den paastaaede Fragterstatnings Størrelse for rigtig, dømt efter Klageren Paastand, der har Hjemmel i den paaberaabte lovbestemmelse, kfr. lov af 1ste Mai 1851 § 4, saaledes at Mulkten, 4 Rd., tillagdes Stadens Vognmænds Kasse, og at Sagens Omkoftninger bestemtes til 2 Rd. 2 Mk. 12 sk.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1862).

Tjenestekarl. (Efterskrift til Politivennen)

 - I "Randers Avis" læses: "Et Forhold af min Sognepræst finder jeg Anledning til offentlig at paatale: Jeg er en 18aarig Tienestekarl fra Christrup. Min Fremtidsusigt viser kun, at min Evne og Lyst til al arbejde kan vente at give mig Udkomme som Tyende, men jeg er ret godt fornøjet med min Lod, naar jeg blot kan undgaa ubillig Fortræd. Jeg blev imidlertid tidligt nødt til at forsvare mig imod Fortræd, eftersom min Husbonde, en Mand i Røved, ikke alene slog mig for en lille Forseelse, men han mishandlede mig. I Retten nægtede han, at de Saar, som omtaltes i en fremlagt Lægeattest, vare af hans Slag, men han blev dømt til at gjøre Ed. Denne Dom har han appelleret til Overretten. At det er vigligt for min Fremtid som Tjenestekarl, om jeg kommer til min Ret i denne Sag eller ikke, vil Enhver erkjende. Jeg vilde følgelig gjerne have en Sagfører til at møde for mig i Viborg; men, selv om min Husbonde havde betalt mig Lønnen til 1ste Maj ifjor, hvilket han ikke havde, og selv om jeg fik Lønnen til den Dag, Protesten begyndte, nemlig sidst i Oktober s. A., vilde jeg ikke kunne betale en Overretsprokurator for at møde. Altsaa søgte jeg om fri Proses, og henvendte mig til Præsten, Hr. Brøndsted i Ødum, om at give mig Attest om, at jeg er fattig. Hans Frue gav mig mange haarde Ord og den Besked, al jeg ikke skulde faa fri Proses, hvis hendes Mand kunde gjøre Noget derimod, og denne Resolution vedstod Præsten paa en Maade, som vistnok alvorllgt bør misbilliges, thi Embedserklæringer ere endnu farligere for Manges Fremtid end en noget fri Benyttelse af offentlige Blade. Præsten vilde ingen Attest give mig, "han ikke kjendte Noget til mig". To Mænd gave da Attest, og da Præsten skulde bekræfte deres Paalidelighed, benyttede han Lejligheden til at sige, es alene hvad der ej vedkom ham at yttre sig om, men en ligefrem Usandhed. Nu gav han ikke Attest om Mændenes Paalidelighed, men derimod om, at deres Udsagn, om at jeg var fattig, var overensstemmende med Sandhed, skjøndt han til ung erklærede, at dette var ham ubekjendt, og han tilføjede: at Bevillingen ej vilde være nødvendig for mit Udkomme i Fremtiden som Tyende, hvorimod den kun "vilde give mig lettere Lejlighed til endmere at fortrædige en Husbonde, der i flere Aar havde behandlet mig med megen Godhed, mere lom et Barn end som et Tyende". Med denne Attest maatte jeg sende mm Ansøgning ind, og jeg ved ikke, hvorledes det gaar med min Sag; men jeg ved, at denne Uret af Præsten er saa paafaldende, at den offenlig bør bebrejdes ham til Advarsel i Fremtiden. Min Husbonde var en Mand udenfor Bondestanden, men en Mand, som ofte har havt alvorlige Omstændigheder med sine Tjenestefolk, og en Mand, som vilde beholde ej alene min Løn for sidste Halvaar af Tjenesten, men ogsaa Størstedelen af den til Majdag forud, hvorved det blev ligefrem nødvendigt for mig at begynde Sagen, selv om jeg havde villet tie med Mishandlingen, og den sidste Del af Attesten er rentud Usandhed. Jeg var kommet fra Christrup 1 Aar og 16 Maaneder iforvejen, og blev brugt som enhver Tjenestedreng, navnligen til Kvæghyrde. Fra tidligere Tid kjendte Husbonden mig stil ikke. Jeg maa nu spørge, om en Tjenestekarls Vilkaar kunne taale at forringes til den Grav, og hans Løn forholdes ham fra November til Maj, at der, idet han stilles fra Husbonden saa Dage for næste November, gjøres Forsøg paa, ogsaa at fratage ham Lønnen for Halvaaret til November, og at han af en anset Præst, der er ukjendt baade med ham og med Sagen, faar den Tisgift til sine Uheld, at han har viist sig som et utaknemligt Barn, der bør standses i at fortrædige Husbonden? Skulde ikke den Mangel paa virkelig Hengivenhed hos Tjenestefolkene, som ofte bebrejdes disse, være en Frugt af saadan grov Partiskhed, og er del ikke godt, at den Tid er forbi, da Præsten i Skudsmaalsbøgerne fortalte sin Mening om ethvert Menneske i tjenende Stilling, som flyttede til en anden Menighed.

Røved, den 26de September 1852.
Lars Peter Møller Pedersen.

(Jyllands-Posten 29. september 1862).

14de og 9de Bataillon. (Efterskrift til Politivennen)

En lille affære betegner avisernes behandling af forholdene i Slesvig i 1862. Først en udlægning af et rent dansknationalistisk blad:

Fra Troppesamlingen kunne vi endnu meddele, at der Søndag Aften i Slesvig sandt et betydeligt Slagsmaal Sted mellem Dragoner og Infanterister af 14de Bataillon (Lauenborgere). Der vankede endog blodige Pander i den Grad, at et Par Mand maatte indlægges paa Sygestuen. - Et Par Dage i Forveien stode 9de og 14te Bataillon opstillede ved Siden af hinanden, og, medens der holdtes Hviil, sang Mandskabet af 9de Bataillon, der bestaaer af Nørrejyder, "Den tappre Landsoldat". Da Lauenborgerne hørte denne Sang, istemte de strax Oprørssangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen". Følgen var, at Commandenten for 14te Bataillon lod Mandskabet træde til Gevær og paa den Maade straffede det ved at berøve det Hviletiden, men som et Beviis paa hvorledes Dansken forhaanes, maa vi desværre tilføie, at 9de Bataillon blev straffet paa samme Maade, fordi de sang Landsoldatens Vise. Saaledes pleies Forsonligheden i 9de Bataillon! - Dersom det danske Folk ikke snart føler sig tilstrækkelig forhaanet og istand til at inste det Aag af skue Skuldre, som et svagt Ministerium har tilladt Tydskerne at paaIægge det, saa maa det sove ganske forskrækkeligt.

(Middelfart Avis 26. september 1862).

- "Den tappre Landsoldat". Det fortælles i "Nord. Cour", at Folkene af 9de Infanteribatailion (Lauenburgere) paa deres Marsch gjennem Altona tilbage til Ratzeburg skulle have udsagt, at de den sidste Dag de opholdt sig i Slesvig, havde et storartet Slagsmaal med Dragonerne, og at to Mand bleve tilbage paa Hospitalet i Slesvig som Saarede, ligesom ogsaa Dragonerne havde Saarede. Om den samme Bataillon fortæller en Meddeler til "Fredericia Av.", at da i Torsdags den 9de Bataillons Mandskab (Jyder) under en Hviil morede sig med, blandt flere Fædrelandssange at synge "Den tappre Landsoldat", begyndte Nogle af Folkene i den ved Siden værende 14de Bataillon at svnge "Schleswigholstein meerumschlungen". Da Kommandeuren for den lauenburgske Bataillon, Oberst Hein, erfarede dette, lod han strax Bataillonen kalde i Gevær, i hvilken Stilling den maatte blive staaende den øvrige Tid af Rasten: men - 9de Bataillon blev ogsaa kaldt til Vaaben og maatte saaledes lide den samme Straf som Lauenburgerne. - "Denne Meddelelse - siger "Dagbladet" - lyder saa utrolig, at den i høi Grad trænger til nærmere Stadfæstelse. At en dansk Bataillon ved en dansk Leirsamling skulde straffes, fordi den sang den Sang, med hvilken Soldaten i sidste Krig uforsagt gik i Ilden for Fædrelandet, og som igjen vil lyde fra alle Soldaters Læber, naar det atter maatte fordres af dem, at de skulle gaae i Kamp - det er en dristigere Tanke end selv de meest glødende Forsonlighedsprædikanter nogensinde vilde kunne nære, og som end ikke vil kunne forklares deraf, at General de Meza var Øverstkommanderende. Dobbelt paafaldende vilde det være, om det skulde være forbudt Soldaten at synge denne Fædrelandssang, eftersom, til Slesvigholstenernes Ærgrelse, baade Hs. Maj. Kongen. Hs. Excellence Krigsministeren og Oberst Wilster have ladet den spille ved deres Middagsselskaber. og altsaa Exemplet er givet fraoven. Paa den anden Side synes det ogsaa paafaldende, at ingen anden Straf, end Berøvelsen af en Rast. tilkjendtes Soldater, som i den danske Uniform og under Vaaben tillode sig at synge Oprørssangen. Forhaabentlig vil der fremkomme fyldestgjørende Forklaringer om den gaadefulde Meddelelse, og vi opfordre specielt de to Batailloners Kommandører til at meddele saadanne Oplysninger, som kunne lede til en begrundet Dom over det Passerede."

(Thisted Amtsavis 29. september 1862).

"Landsoldaten" og Oprørssangen. Fra Major Nørager har "Dagbladets" Red. modtaget følgende Skrivelse: Hr. Redakteur! I "Dagbladets" Nr. 223 for Torsdagen den 25de ds. findes under Overskrift "Troppeøvelserne ved Dannevirke" blandt Andet omtalt en Beretning fra en Meddeler til "Fredericia Av.", i hvilken Anledning jeg tillader mig at udbede mig Plads i Deres ærede Blod for disse Linier.

Hverken jeg eller nogen Anden af Bataillonens Officerer har hørt, at Oprørssangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen" er bleven sungen ved den 14de Bataillon. Da jeg den nævnte Dag lod den 9de Bataillon træde under Gevær, var min eneste Bevæggrund dertil, at jeg efter Manoeuvrens Gang maatte vente hvert Øieblik at faae Ordre til at sætte mig i Bevægelse, hvilket ogsaa skete nogle faa Minuter efter, at Bataillonen var traadt an. At ville forbyde Soldaten at synge "Den tappre Landsoldat" eller endnu mere, at ville straffe ham for at have gjort det, kan sandelig Ingen finde mere fordømmeligt end jeg.

Rendsborg, den 27de September.

Ærbødigst

Nørager

Major ved 9de Inf.-Bat.

(Sjællands-Posten (Ringsted 30. september 1862) 

- Det er blevet fortalt, at den af Lauenborgere bestaaende 14de Batallion under en Rast paa en af Manøvredagene skal have istemt Oprørssangen "Scleswig-Holstein merumschlungen", medens den ved Siden af værende 9de Batallion (Jyder) sang "Den tappre Landsoldat", og at 9de Batallion maatte lide samme Straf som Lauenborgerne, idet ogsaa de bleve kaldte under Vaaben, i hvilken Stilling de maatte blive staaende den øvrige Tid af Rasten. "Dagbl. " har opfordret de vedkommende Batallionskoinmandorer til at opklare Sammenhængen. En Indsender har imidlertid foreløbig paataget sig at oplyse Sagen. Da 9de Batallion, efter at have sunget flere Nationalsange, gav sig til at synge "Den tappre Landsoldat", saa man de tydsktalende Soldater af 14de Batallion springe op. 10 til 20 i samme Nu, 100 i mindre end et Par Minuter, og ivrig at samtale i større og mindre Grupper. Der hørtes ingen højrøstede Udtalelser, ingen Tendentsopfordringer, der kunde naa Officerernes Øren, men hele Bevægelsen havde noget i og for sig saa betegnende, at de to Batallionskommandorer paa een Gang uden nogen fælles Aftale, men snarere som efter højere Ordre, lod deres Afdelinger træde til Gevær, hvorved naturligvis al Sang og al Bevægelse ophørte. Ti Minuter efter fik 14de Batallion Ordre til at rykke frem tiI Understøttelse for en Kavalleri-Attaque. Der maa, siger Indsenderen, nedlægges en bestemt Protest imod, at disse ti Minuter under Gevær skulde anses for Straf, enten for den ene eller den anden Afdeling. Del var alene en præventiv Forholdsregel, hvorved man undgik Uorden og derpaa følgende Straffe.

(Jyllands-Posten 3. oktober 1862).

Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. De nærmere Omstændigheder ved en af Kriminal- og Politiretten den 23de Sepbr. paakjendt Aktionssag , hvorunder en tiltalt Tjenestepige -  der er født den 27de Juli 1840 og ikke funden førhen straffet - sigtedes for Barnefødsel i Dølgsmaal, eller uforsvarlig Omgang med sin Barnefødsel, vare, ifølge den af Tiltalte afgivne Forklaring og de iøvrigt tilvejebragte Oplysninger i det Væsentlige følgende. Da Tiltalte i Oktober Maaned f. A. antog, at hun var frugtsommelig, underrettede hun strax sin Kjæreste om sin Tilstand, og han lovede at yde hende al den Hjælp, hvortil han var istand, ligesom de i Forening aftalte hvorledes hun skulde forholde sig, naar Fødselen, som hun ventede i Midten af Juli Maaned, forestod, men forøvrigt omtalte hun ikke sin Tilstand for Nogen forinden i April Maaned d. A. , da hun henvendte sig til en Jordemoder. Da hun derpaa den 1ste Mai kom til at tjene hos R. R., og dennes Hustru havde fattet Mistanke om, at hun var frugtsommelig, vedgik hun sin Tilstand, og blev det hende tilladt at forblive i Tjenesten indtil videre. Tiltalte, der allerede havde begyndt at tilberede Børnetøi, følte sig ilde Løverdagen den 17de Mai d. A., i hvilken Anledning der, da hun fortalte sin Madmoder dette, blev af denne gjort hende det Spørgsmaal, om det ikke var Fødselen, der forestod, hvortil Tiltalte dog bemærkede, at hun ikke antog, at det var saa nær, og efterat Tiltalte derpaa var gaaet tilsengs om Aftenen Kl. 10½ i sit Kammer, hvor hun laa alene, men som forøvrigt kun var adskilt fra hendes Herskabs Soveværelse ved en smal Gang, vaagnede hun efter omtrent en Times Forløb med heftige Smerter over Lænderne, som dog kun varede ganske kort. Hun stod da upaaklædt op af sin Seng, itet hun endnu ikke vil have tænkt sig. at det var Fødslen, der forestod; men da hun kom ud paa Gulvet, sank hun i Knæ, og i det Samme gik der Noget fra hende, som hun i Mørket ikke kunde see, men som ganske blev adskilt fra hende, uden at hun følte synderlig Smerte derved. Tiltalte, der har erkjendt, at hun var ved sin Bevidsthed, tændte derpaa Lys og saae nu, at det var et Barn, hun havde født, hvorhos hun tog Barnet, hvis Legemsdele hun kunde see, vare fuldt udviklede, men hos hvilket hun intet Liv kunde spore, og som hun derfor ansaa for dødfødt, op til sig indsvøbte det i noget Linned og lagde det i Sengen hos sig, saa at det frit kunde drage Aande, i den Tanke, at Barmen muligen kunde bringe det tillive, men derimod foretog hun sig Intet for at skaffe sig og Barnet Hjælp, og tilkaldte navnlig ikke sin Madmoder, og da hun den følgende Morgen stod op, lod hun Barnet ligge i Sengen, Indtil hun om eftermiddagen ikke længer kunde tvivle om, at Barnet var aldeles dødt, lagde det ned i en Potte, hvor det senere fandtes i en krumbøiet stilling, efterat Tiltalte der ikke havde omtalt det Passerede, hvortil hun har angivet som Grund, at hun ikke kunde faae Leilighed til at tale med sin Madmoder - først den paagælgende Mandag Formiddag af denne var bleven spurgt om hendes Tilstand, og da havde fortalt, hvad der var foregaaet. Tiltalte har vedblivende paastaaet, at det ikke har været hendes hensigt at føde hemmeligt eller at holde fødselen skjult og endnu mindre at foranledige Barnets Død, hvorimod Fødselen paakom hende, der ikke tidligere har født noget Barn, og antog, at hun endnu havde et Par Maaneder tilbage af sit Svangerskab, aldeles uventet, samt at Grunden til, at hun ikke strax tilkaldte Hjælp, var, at hun intet Tegn til Liv kunde spore hos Barnet, og derfor antog det for dødfødt, saa meget mere, som hun i de sidste 3 a 4 Dage for Fødselen - heller intet Liv havde sporet hos Fosteret. Medens der ikke kunde blive Spørgsmaal om at ansee Tiltalte for Barnefødsel i Dølgsmaal efter D. L. 6-6-8, da Betingelserne for Anvendelsen af dette Lovsted ikke vare tilstede, fandtes hun dog ikke at kunne undgaae Ansvar for at have undladt at tilkalde Hjælp, hvortil hun efter sin egen Forklaring vel havde været istand ialfald strax efter Fødselen, og hvorved Barnet muligen kunde have været kaldt til Live, og blev Tiltalte herfor anseet med en efter Lovgivningens Analodi lempet arbitrair Straf, der efter Omstændighederne fandtes at burde bestemmes til Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, hvorhos hun tilpligtedes at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salair til de beskikkede Sagsførere med 5 Rd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1862)

Afsløringen af Isted-Løven 25de Juli 1862. (Efterskrift til Politivennen)

Høitidelighederne i Flensborg.

Flensborg, den 23de Juli. (De kjøbenhavnske Gjæsters og øvrige Fremmedes Modtagelse. Afsløringsfesten.) En stor Menneskemængde havde iaftes forsamlet sig ved den herværende, ved denne Leilighed med Lov og Faner smykkede Dampskibsbro, for at modtage de af Borgerforeningen indbudne Kjøbenhavnere. Som man havde ventet, ankom Dampskibet ("Flora" istedetfor "Valdemar", der havde faaet Skade paa Maskinen) med Gjæsterne henved Kl. 6. Fra Landet hilstes de med 18 Kanonskud, Musik og Mængdens Hurraraab, og Borgerforeningens ordførende Direktør, Kommerceraad P. Hansen, medtog dem med følgende Tale:

"Ærede Gjæster! Velkommen her i den gamle, kongelige danske Sø- og Handelsstad Flensborg! Gid de faa Dage, som vi nu ville leve sammen med hinanden, maae knytte Venskabs- og Broderbaandet fastere og fastere mellem de sydlige og nordlige Beboere af gamle Danmark. Gid De ikke maae forlade os, uden at have faaet det Indtryk, at vi Slesvigere ere en virkelig, levende Green af den gamle danske Stamme. Medlemmer af Borgerforeningen! Et Hurra for vore kjøbenhavnske Gjæster!" Efter et af Folkemassen istemt Gange gjentaget Hurra, traadte Kand. Rimestad frem og takkede i Gjæsternes Navn for den hjertelige Modtagelse, der var bleven dem tildeel i den gamle, saavel i fredelige som i krigerske Tider tro Stad Flensborg, samt udbragte et Leve for dens Beboere. Toget satte sig derpaa i Bevægelse hen til den store Gaard, Borgerforeningen eier midt i Byen. I dens Festsal, hvor alle Værterne vare tilstede, bød Physikus Duseberg (Medlem af Selskabets Direktion) Gjæsterne velkommen. Han mindede om, at det Sted, de nu befandt sig paa, ikke alene havde været Vidne til megen festlig Glæde, men ogsaa til mange Sorgens Optrin. Efter Slaget ved Isted vare hertil blevne kørte Hundreder af saarede Krigere; det Sted, hvor mange af dem havde vaandet sig i deres Smerte, hvor mange havde udaandet deres sidste Suk, var derved blevet et helligt Sted, dyrebart for alle Tilstedeværende, for hele Landet. I Borgerforeningens Navn vilde han her bede Gjæsterne at være hjertelig velkomne. - Disse bleve derpaa tildeelte deres Værter og forsynede med Program og Festsløife (et rødt og et hvidt Baand, sammenholdt af en lille Medaillon, i hvilken Portraitet af Hs. Majestæt Kongen findes. Paa Baandet staaer trykt: "Borgerforeningen den 26de Juli"). Halvanden Time efter "Floras" Ankomst lagde Dampskibene "Diana" (fra Korsør, Svendborg og Sønderborg) og "Albion" (fra Aarhuus, Fredericia og Aaresund) til ved Dampskibsbroen. Det store Antal Passagerer, disse Fartøier landsatte her, blev hilst med Kanonskud fra Land og af Mængdens Hurraraab. Fra Kl. 8 af skulde der efter Programmet finde en Reunion af Gjæsterne og deres Værter Sted i en tæt ved Byen beliggende stor og smuk offentlig Have. Paa Grund af de to sidstnævnte Dampskibes sildige Ankomst cg især foranlediget ved, at Studentersangforeningen, der skulde have mødt allerede om Middagen, formedelst en naturligviis modtagen venlig Indbydelse fra Bønderne i Hüttner Bjergene, først forventedes Hertil med Jernbanetoget Kl. 10½ - blev denne Reunion ikke saa almindelig, som ellers vilde have været Tilfældet. Der havde imidlertid indfundet sig henved tusinde Personer i den med adskillige Transparenter forsynede og oplyste Have; Brigademusiken spillede, og den livligste Stemning herskede i den korte Stund, Sammenkomsten varede. Henimod Kl. 10 forlode nemlig de Fleste Haven for at modtage Studenterne ved Banegaarden. Disse ankom til fastsat Tid, bleve budte Velkommen paa Perronen af Kommerceraad Hansen, der udtalte det Haab, at de, i de Dage kom til at henleve sammen med Borgerne i Flensborg, maatte føle sig som Hjemme, samt bad dem om at tage tiltakke med, hvad der efter ringe Lejlighed og efter smaa Forhold med Hjertelighed kunde bydes. Et Musikkorps modtog Studenterne med Nationalmelodier; der vexledes Hurraraab, og med Musik i Spidsen og under Sang satte det af adskillige tusinde Personer bestaaende Tog sig i Bevægelse til Borgerforeningens Gaard. hvor Studenterne ligesom de allerede tidligere ankomne Kjøbenhavnere hilstes med en kort Tale af Physikus Duseberg. Omtrent samtidig med Studenterne fra Slesvig ankom i Havnen det lille Dampskib "Hertha", der havde et Antal Festdeeltagere ombord, deriblandt to Ministre.

Af Regjeringens Medlemmer ere indtrufne hertil Hs. Exe. Marineminister Bille, Hs. Exe. Indenrigsministeren O. Lehmann, Hs. Exe. Ministeren for Hertugdømmet Slesvig, Kmh. Wolfshagen og Hs. Exe. Krigsminister Thestrup.

Paa Gaderne bølge idag store Menneskemasser, deriblandt et stort Antal Officerer, Underofficerer og Menige af alle Vaabenarter, mange Vaabenbrødre cg Invalider, Studenter fra Kjøbenhavn og enkelte fra Christiania, kjøbenhavnske Borgere, Geistlige fra Slesvig Stift og Landboere fra Omegnen. Skibene i Havnen flage; fra de offentlige Bygninger og et stort Antal Privatboliger vaier Dannebrog. Byens midlertidig stærkt forøgede Befolkning vækkedes imorges ved Reveillen, der udførtes af Brigademusikkorpset. Dampskibene "Haderslev" (fra Jyllands Østkyst og Nordslesvig) samt "Zephyr" fra Nyborg og Svendborg med et Seilfartøi paa Slæbetoug, ankom i Formiddag med el meget stort Antal Fremmede, der for en Deel med Nød naaede at komme tidlig nok til Afsløringsfesten. Denne fandt Sted henad Kl. 1 og bivaanedes af en meget stor Menneskemasse. Nærmest det tilslørede Mindesmærke havde ca 3000 Personer, der vare forsynede med Adgangstegn fra Monumentkomiteen, Plads i en afspærret Deel af Kirkegaarden. Byens Borgerkorpser sørgede her for Ordenens Vedligeholdelse. Den her garnisonerende Infanteribataillon samt Deputationer af de forskjellige Laug vare opstillede i Nærheden, og et Batteri fra 2det Artilleriregiment i Rendsborg var kjørt op paa en Mark tæt ved Kirkegaarden. Nærmest ved Talerstolen bemærkedes et stort Antal høie Civil- og Militairembedsmænd (deriblandt Ministrene Bille, Wolfhagen, Wolfshagen og Thestrup, Konferentsraad Madvig, Kammerherre Stemann, Overpræsident, Kammerherre Rosen), andre Notabiliteter som Professer Bissen, Prof. Hartmann, Pros. H. C. Andersen), flere hundrede Vaabenbrødre med deres Fane, Invalider, Militairdeputationer, Studentersangforeningen, en stor Deel af de Tilreisende, Eleverne fra Tønder Seminarium (med en Mængde Faner og hvide Huer med rød Kant), de Faldnes Slægtninge etc.

Høitideligheden aabnedes med at følgende Sang blev afsungen af hele Menneskemassen til Akkompagnement af Brigademusiken :

Før Talen

Vor Gud han er saa fast en Borg,
Han er vort skjold og Værge.
I Folkenød og Landesorg.
Naar Fjender trindtom hærge!
Vel tidt og mangengang
Den danske Skov og Vang*
Har seet Hans Frelses Værk,
Har seet Hans Arm saa stærk,
Hans Lynildsvogn i Skyen.

Med Vold de kom og Argelist,
At lægge slet os øde;
Men midt i Trængslens Stind forvist
Oprandt vort Morgenrøde.
Da vaagned Folkets Aand,
Da brast de seige Baand,
Da klang paany vort Sværd
I mandig Ledingsfærd
Og hegned Danmarks Rige!

Hvor reist den staaer hiin Klippeblok
Med Løvens stolte Mærke,
Hvor Du fandt Hvile, Helteflok,
Du trofaste, Du stærke,
Udraabes skal de vidt:
Med os har Herren stridt;
Han lagde Staal i Arm
Og Løvemod i Barm
Og Glands i Eftermælet!

Det skal med Runer ristet staae
I Nordens stille Dale,
Fra Slægt til Slægt som Sandsagn gaae,
Og Hjerterne husvale!
Lad Fredens Engle flye,
Lad Kampen atter gnye;
Er Herren Skjærm og Skjold,
Da, trods al Fjendevold,
Staaer Nordens Grændse hegnet!

Derpaa betraadte Professor Clausen Talerstolen og holdt omtrent følgende Indvielsestale: Vi befandt os der, bemærkede han, paa et helligt, dyrebart Sted. Det var ikke alene indviet til at være Borgernes sidste Hvilested, men ogsaa indviet af den danske Konge ved de Mindestene, han havde ladet reise over de faldne Krigere, og senest ved det danske Folk, der havde reist Mindesmærker over Offrene fra den sidste Krig. Dette hellige Sted paa Slesvigs Jordbund, der vilde bevare Mindet om Helteskaren til de sildigste Slægter, opflamme til ny Daad og gjøre de Vankelmodige stærke, vakte levende Erindringen om Slesvigs Fortid og dets Fremtid. Mellem hiin mørke Fortid, i hvilken de Indfødte vare trælbundne og Modersmaalet forhaanet, og Fremtiden, laa denne Krigergrav som et Stillemærke. Dyrt var den Jord kjøbt, i hvilken de ved Isted Faldne havde fundet deres sidste Hvilested; maaskee Slesvigs Land i en nær Fremtid skulde kjøbes endnu dyrere. Vel var det sandt, at i vor Tid Magten ofte traadte istedetfor Retten; men i Retten laa ogsaa en stor Magt, og med Fortrøstning vilde vi kunne stole paa, at naar Magten og Overgrebene overskrede en vis Grændse, andre Folk og Nationer da vilde støtte og forhjælpe os til vor gode Ret. Over de Faldnes Grave havde det danske Folk nu reist denne mægtige Løve, som Sindbillede paa Nordens Kraft, Trofasthed og Aarvaagenhed. "Og saa træd da frem, bemærkede Taleren sluttelig, "du Mindesmærke om de Danskes Fædrelandskjærlighed og tappre Færd.'" Efter disse Ord blev paa et givet Vink Sløret draget tilside, og den majestætiske Løve hilstes med tordnende Hurraraab af de mange Tusinder, der dybt grebes af Øieblikkets Høitidelighed. 27 Kanonskud forkyndte samtidig over Land og By Afsløringsøieblikket.

Der blev derefter afsunget følgende Sang:

Efter Talen.

Hellig Grave er, hvor stærke
Heltes Grav er lagt,
Som har under Danmarks Mærke
Deres Offer bragt, 
Der, saa trofaste som kjække,
Stred i Slagets første Række,
Der i Trængselen og Nøden
Glade gik i Døden.

Hellig Jorden er, som vædet
Blev af deres Blod!
Senest Slægt opsøge Stedet
Skal, hvor Slaget stod!
Kløver-Teppet, Kornets Bølge
Kampens døde Fodspor dølge;
Tanken dog det Skete skue
Skal, og Hjertet lue!

Helligt Landet skal os være,
Hvorom Kampen gjaldt,
For hvis Fred og Ret og Ære
Vore Brødre faldt!
Ofte truet, ofte fristet,
Halvt i fremmed Trældom lister,
Skal ved Blodet, der er rundet,
Fast det være bundet!

Slesvigs Sønner! mange Grave
Eder vi beroe;
Rundt i Eders fagre Have
Mindets Roser groe;
I paa dem vil Vare tage,
Og fornyes Kampens Dage,
Da forvist I skulle mærke,
Blodets Baand er stærke!

Lad os skue frem i Tiden
Freidig uforsagt!
Er vor hele Flok kun liden,
Stor er Troskabs Magt!
End har Danmarks gamle Løve
Aldrig skyet en Styrkeprøve!
End den springe kan i Vrede
Over Isted Hede!

Et udbragt Leve for Konge og Færreland hilstes med et 9 Gange tordnende Hurraraab. Musikken spillede den tappre Landsoldat, hele Menneskemassen istemte Sangen, og til Slutning afsang Studentersangforeningen udmærket smukt H. P. Holst's Sang: "Hviler født i Slesvigs Grund". 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. juli 1862)

Om den danske Isted-fejring i Flensborg.

*** Fra Slesvig-Holsten, 29. juli. For at kunne bedømme de festligheder der blev afholdt i og omkring Flensborg den 25. juli, skal det frem for alt understreges at hele historien var en københavnerbegivenhed, og at Flensborg-befolkningen i høj grad og opførte sig passivt hele vejen igennem. Kun få Flensborgere hvis danske holdninger var kendte i byen, skilte sig ud. De fik heller ikke en større rolle i hovedakten med at afsløre monumentet. Offentligheden blev bedt om at dekorere deres huse festligt. Af de halvandet tusinde huse i Flensborg, fortæller en tilgængelig rapport at fire var nødtørftigt udsmykkede: Borgerforeningen (ex officio), Hotel Rasch og to private huse. På grund af en kraftig storm blev professor Clausens (danske) tale fra København kun hørt af få tilstedeværende og forstået af endnu færre. Der blev også snakket meget og spist livligt i skoven, men: "jubelen ville have været endnu større, hvis talerne kunne være blevet hørt af en større del af gæsterne." Sådan beretter den gode danske “Flensburger Zeitung”. Den nævnte avis kan også kun "rygtevis" henvise til indholdet af nogle af de talrige ceremonielle taler. Så det ser ud til, at reporteren af ​​dette "loyale" blad ikke selv fik den rette anerkendelse og placering.

"Altonaer Merkur"s Flensborg-korrespondent tegner følgende beskrivelse af løvemonumentet, som ikke ligefrem er smigrende for kunstneren Bissen. Efter vores mening er der, bortset fra dets kolossale størrelse, slet ikke noget at beundre ved dette såkaldte kunstværk. Intet spor af dyster eller endda rolig majestæt! Den halvt tilbagelænede eller siddende stilling ser direkte uskøn ud.

Der er faktisk slet ingen karakter på udseendet. Hovedets udtryk er meningsløst. De opretstående forben ligner meget et par træstammer. Ud fra den kraftige mankekrave ser dyrets relativt tynde ansigt med dens lukkede mund noget hovmodigt og dumt ud. Bagparten hviler på fundamentet. Det virker med andre ord som om den store løve lige var kommet sig over en sund søvn og overrasket spørger: "Hvor er jeg?"

Udvælgelsen er alt andet end vellykket og burde have været forkastet. Andre kan høres sige: Løven som mangler et godt udsyn forfra, og hvis bagpart er blevet uforholdsmæssigt tyk, ligner til forveksling en kolossal løvfrø.

Zur dänischen Idstedtfeier in Flensburg.

*** Aus Schleswig-Holstein, 29. Jul. Um die am 25. Jul. in und um Flensburg abgehaltene Festlichkeit richtig zu würdigen, ist vor allem hervorzugeben dass die ganze Geschichte eine Kopenhagener Veranstaltung war, und dass die Flensburger Bevölkerung sich im grossen und ganzen passiv verhielt. Nur einzelne Flensburger, deren dänische Gesinnung stadtkundig, sind dabei hervorgetreten. bei dem Hauptact der Enthüllung des Denkmals war auch diesen keine Hauptrolle zugetheilt. An das Publicum waren Aufforderungen ergangen die Häuser festlich zu schmücken. Von den anderthalbtausend Häusern Flensburgs waren, wie ein vorliegender Bericht meldet, vier dürftig bekränzt: der Bürgerverein (ex officio), das Hotel Rasch und zwei Privathäuser. Die (dänische) Rede des Kopenhagener Professors Clausen wurde eines starken Sturmes wegen nur von wenigen Anwesenden gehört, von noch wenigern verstanden. Im Gehölz ist gleichfalls viel geredet und tüchtig bankettirt worden, abe: "der Jubel würde noch weit grösser gewesen seyn wenn die Reden von einem grössern Theil der Gäste hätten gehört werden können." So berichtet die gut dänische "Flensburger Zeitung." Das genannte Blatt kann auch nur "gerüchtweise" über den Inhalt einiger der zahlreichen Festreden referiren. Man scheint also den Berichterstatter selbst dieses "loyalen" Blattes nicht seinem Verdienst entsprechend gewürdigt und placirt zu haben. 

Von dem Löwendenkmal entwirft der Flensburger Correspondent des "Altonaer Merkur" folgende für den Künstler Bissen nicht eben schmeichelhafte Schilderung. Ausser der kolossalen Grösse ist an diesem sogenannten Kunstwerk, nach unserm Dafürhalten, gar nichts zu bewundern. Von grimmer oder auch nur ruhiger Majestät keine Spur! Die halbliegende oder sitzende Stellung wirkt geradezu unschön.

Es spricht eigentlich gar kein Charakter aus dem Bild. Der Ausdruck des Kopfes ist nichtsagend. Die aufrecht stehenden Vorderbeine gleichen auf täuschendste einem paar Baumstämme. Aus dem starken Mähnenkragen schaut das verhältnissmässig hleine Gesicht des Thieres geschlossenen Rachens etwas hochnasig dumm hervor. Mit dem Hintertheil ruht dasselbe auf dem Fundament. Es scheint, mit einem Wort, als ob der grosse Löwe so eben eines gesunden Schlafes genesen sey, und verwundert fragen möchte: "Wo bin ich?"

Der Guss ist nichts weniger als gelungen, und hätte von Rechtswegen cassirt werden sollen. Andere hört man sagen: der Löwe, dem die gute Frontansicht abgeht, und dessen Hintertheil unverhältnissmässig dick gerathen ist, gleiche aufs täuschendste einem kolossalen - Laubfrosch.

(Allgemeine Zeitung. 31. juli 1862)

Sydslesvig, den 30te Juli. --- Studenter-Sangforeningens Besøg i vore Egne er endnu Dagens Begivenhed og volder fremdeles Hjemmetydskerne megen Sorg og Ærgrelse. Der erfares nu, at enkelte Kjøbmænd i Slesvig Altstadt have den 22de og 23de søgt at lægge "Landestrauer" for Dagen ved Udstilling af Flor i Vinduerne; imidlertid har Ingen lagt Mærke dertil under Festiviteterne. Korrespondent-Beretningerne til "Itzehoeren" og "Alt. Merkur" søge at bortdemonstrere al Deeltagelse fra Befolkningens Side; for at vække Latter nævner Brevskriveren til "Itz. Nachr." en meget ilde berygtet Person som en af de faa blandt Stadens Indvaanere, der frivillig har overværet Sangene paa Raadhuset; Bønderne siges at være tvungne til at kjøre osv. For at hæve den mismodige Stemning, har der i Søndags den 27de været udskrevet en Sangerfest i Husum, hvortil der havde indfundet sig et talrigt Publikum fra det Eiderstedske cg tildeels ogsaa fra Flensborg, hvis tydske "Gefangverein" er bekjendt for sine slesvigholsteenske Tendentser. Paa Hjemveien har man givet Følelserne Luft ved at brøle "Schleswig-Holstein" i Koupeerne, og i Øster-Ørsted, hvor Togene fra de slesvigske og holsteenske Baner mødes, skal det være gaaet over til Skieldsord og Fornærmelser mod Reisende, som antoges for ikke at høre til Sangertanden eller til de Rettroende. Om Yttringer, der i selve Husum ere faldne angaaende Løve-Monumentet i offentlige Taler fra enragerede Flensborgeres Side, haves forskjellige Referater; de fleste berette, at en bekjendt Flensborger har været Hovedmanden for en Smædetale over Istedløven, men af Politiet er bleven standset i sine Expektorationer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. august 1862. Uddrag)

Kun få dage efter fandt i Husum en sangerfestival sted. Fremmødet til disse skal - selv i de danske aviser - have været stort. Da både tyske og danske aviser sammenlignede de to begivenheder, er der lavet et særskilt afsnit om denne.

I Sibylle: Unterhaltungsblatt zum Würzburger Journal. 5. marts 1864 var der en lang anmeldelse af "Flensburger Löwen".

Sangfesten i Husum, 28de Juli 1862. (Efterskrift til Politivennen)

- Flensborg, 28. juli. En glædelig kontrast til den danske hånefest d. 25. d. å. udgjorde den slesvigske sangfestival der fandt sted i går i Husum; tingene var ret livlige der og i det mindste på en sand slesvig-holstensk måde. Holstenske sangkor var dog ikke til stede (fordi de ikke var tilladt), men der var stadig talrige holstenske deltagere i festivalen. De frie Dithmarsken-folk der boede i nærheden, var repræsenteret i stort tal, ligesom byerne Rendsburg og Kiel. Hertugdømmet Slesvig havde repræsentanter fra hver by, man kan næsten sige fra hver mindste by, og festivalen stod derfor i skærende kontrast til den lokale Isted-fejring. Husums sangerfestival var en sand slesvig-holstensk folkefest. Alene den tyske by Flensborg var repræsenteret med mere end 1.000 mennesker.

- Flensburg, 28. Juli. Einen erfreulichen Gegensatz zu dem dänischen Verhöhnungsfeste vom 25. d. hat das schleswig'sche Sängerfest gebildet, welches gestern in Husum stattfand; es ging dort recht munter und jedenfalls ächt schleswig-holsteinisch her. Allerdings waren holsteinische Liedertafeln nicht anwesend (weil nicht erlaubt), allein es waren dennoch zahlreiche holsteiner Theilnehmer des Festes. Das nahe wohnende Volk der freien Dithmarschen war zahlreich vertreten, ebenso die Städte Rendsburg und Kiel. Das Herzogthum Schleswig hatte aus jeder Stadt, man möchte fast sagen aus jedem kleinsten Orte Repräsentanten gestellt und das Fest stand daher im stärksten Gegensatze zu der hiesigen Idstedt-Feier. Das Husumer Sängerfest war ein wahres schleswig-holsteinisches Volksfest. Die deutsche Stadt Flensburg war dort allein durch mehr als 1000 Köpfe vertreten.

(Fürther Tagblatt : General-Anzeiger für Fürth und Umgegend. 7. august 1862)

Fra Ejderen, 8. august. Det var forventeligt at den københavnske presses artikler ville være fulde af gift og galde om den tyske sangfestival som var arrangeret af en række slesvigske kor den 27. i forrige måned og fejret i Husum, og ikke hurtigt nok kunne få politiafdelingen i Slesvigministeriet til at tage øgede foranstaltninger mod tyskerne i Slesvig. De danske aviser kan dog ikke anklage de forskellige sangforeninger eller de tusindvis der strømmede til festivalen i Husum, for nogen ulovlighed; De kan ikke engang sige, at der overhovedet fandt nogen politiske demonstrationer sted. En tale af guldsmeden Beyreis fra Flensborg blev afbrudt af politiet netop på det tidspunkt, hvor det så ud til at ville forvilde sig ind på politisk område, for da taleren skulle til at komme ind på den danske Isted-fejring i Flensborg og den elendige fiasko som københavnerne led i Slesvigs hovedstad, hvorfra de blev "vandet som pudler" (taleren kom ikke længere end det i sin sætning) - fandt borgmesteren sig beføjet til at anvende en dansk fanatikers kommanderende råb: "Ned med ham!". Dette ikke blot for at bortvise taleren fra standen, men for at forbyde enhver yderligere tale. Selv "Dagbladets" specielt referent som var udsendt med det formål at berette om sangfestivalen, kunne trods sit dybe ønske om at sværte alt og alle, ikke anføre andet end  "stemningen" som genstand for sine ondsindede anklager; for hvad andet ligger der i den demonstration som blev tillagt tre unge piger som optrådte ved siden af ​​hinanden i hvidt, blåt og rødt tøj, dvs. med hertugdømmernes farver. Korrespondenten meldte med stor tilfredshed til "Dagbladet" at som følge af herredsfogdens trussel over for damerne om at han ville have dem afklædt af sine gendarmer. Samtidig gjorde "Dagbladets" forbandelse over hele Husum-forsamlingens tilsyneladende danskfjendske følelser det muligt at forudse at de stakkels slesvigere ville blive mødt af endnu en storm, og vi hører faktisk allerede i dag at de ikke er tilfredse med kun at rejse tiltale mod Beyreis og forbyde sangfestivalen der er planlagt til i dag i Garding, men endog gik så vidt som til fuldstændig at opløse Husums sangforeninger.

Von der Eider, den 8. August. Es war voraus zu sehen, dass die von Gift und Galle strossenden Artikel der Kopenhagener Presse über das deutsche Sängerfest, das von einer Anzahl Schleswigscher Gesangvereine am 27. v. M. in Husum gefeiert wurde, bald genug das Polizeidepartement im Ministerium für Schleswig zu verstärtkten Massregeln gegen die Deutschen in Schleswig treiben würde. Allerdings wissen die dänischen Blätter weder den verschiedenen Gesangvereinen, noch den Tausenden, welche zu dem Feste in Husum zusammen strömten, irgend eine Ungesetzlichkeit vorzuwerfen; sie können nicht einmal sagen, dass überhaupt irgend welche politische Demonstrationen vorgekommen seien. Eine Rede des Juwelier Beyreis aus Flensburg wurde just an dem Punkte von der Polizei unterbrochen, wo sie in's politische Gebiet streifen zu wollen schien, denn als der Redner der Dänischen Idstedtfeier in Flensburg und des kläglichen Fiascos dedachte, welches die Kopenhagener in der Hauptstast Schleswigs, aus der sie "wie die begossen Pudel" (weiter kam der Redner in seinem Satze nicht) - fand der Bürgermeister sich gemüssigt dem Commandorufe eines Dänischen Fanatikers: "Ned med ham!" (Nieder mit ihm!) Folge zu geben und nicht bloss den Sprecher von der Tribüne zu weissen, sonder überhaupt alles weitere Sprechen zu untersagen. Selbst der von "Dagbladet" eigens zu dem Zwecke, über das Sängerfest wie ein richtiger Denunciant zu berichten, entsandte Referent weiss trotz des vesten Willens, alles und alle anzuschwärzen, nichts weiter als "die Stimmung" zom Gegenstande seiner gehäffigen Anschildigungen zu machen; denn eine, wie behauptet, von drei Jungen Mädchen beabsichtigte Demonstration, in resp. weissem, blauem und rothem Kleide, also mit den Farben der Herzogthümer, neben einander zu erscheinen, ist, wie er "Dagbladet" mit grosser Befriedigung meldet, in Folge der den Damen bekannt bewordenen Drohung des Hardesvogts, dass er sie von seinen Gendarmen entkleiden lasse werde, unterblieben. Gleichvoll liess schon das blosse Schimpfen "Dagbladets" über die offenbar anti-Dänische Gesinnung der ganzen Husumer Versammlung voraus sehen, dass der armen Schleswigern wieder irgend ein Unwetter bevorstehe, und in der That hören wir denn auch bereits heute, dass man, nicht zufrieden damit, gegen Beyreis Anklage zu erheben und das auf heute in Garding anberaumte Sängerfest zu verbieten, sogar dazu geschritten ist, die Husumer Gesangvereine gänzlich aufzulösen.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 10. august 1862)

Det slesvigske ministerium nøjedes ikke kun med at lukke Husumer Gesangvereine, men også Tönninger Turnverein, forbød Gardinger sangerfest og gav guldsmed Beyreis en mulkt på 50 Thl. Beyreis appellerede, og appelretten stadfæstede dommen. Ikke fordi han havde sagt noget forkert, men  fordi han havde overtrådt sine forpligtelser til ikke at holde nogen tale. Straffen skulle betragtes som en korrigende straf. Også Flensburger Gesangverein blev kort efter lukket.

Istedløven 25de Juli 1862. (Efterskrift til Politivennen)

En dansk demonstrationsfejring.

I Flensborg den 25. juli, på 12-året for det blodige slag ved Isted (som - kun Gud ved hvor længe - afgjorde hertugdømmernes skæbne på den mest trøstesløse måde), fejrede danskerne en højtid, må de en dag fortryde det bittert! På Flensborg kirkegård, som rummer et stort antal af deres og vores døde, rejste de et monument (en kolossal sejrsløve i oprejst stilling og, så symbolets betydning forstås rigtigt) til minde om den herlige sejr og for at ære deres faldne, med hoved og poter truende pegende mod syd; hæren sendte faner og deputationer, det samme gjorde Københavns Universitet og mange selskaber. Sang- og andre selskaber syntes også at forherlige festivalen, og for at der ikke skulle mangle fuldstændig spænding og ingen mulighed for at forvolde ondt blod, skulle gå ubenyttet forbi, sendte København også en skibsladning fuld af sine fanatiske talere, som var veløvede, altid hurtige. Ingen fornuftig person ville have gjort indsigelse mod en stille, alvorlig mindehøjtidelighed og endog imod opførelsen af ​​en fælles mindesten for de der hvilende danske døde (selv om dette også ville være overflødigt, eftersom der er gjort alt muligt for at dekorere de danske grave i tolv år på bekostning af Flensborg by). Men denne fejring vækker harme indefra fordi det formentlig er uhørt i civiliserede nationers historie at minder om en borgerkrig der ikke endte med nogen forsoning af sindene og ikke førte til nogen forsoning af stridighederne, fejres med festivaler på jord hvor de blodige kampe blev udkæmpet, pomp og jubel kan ses og høres, at man kan se og høre øjnene på dem, der enten selv deltog i kampen, eller som havde venner, sønner, brødre osv. blandt dem, der efter at have kæmpet tappert for en sag, der ligger deres hjerter og en retfærdig sag efter deres dybeste overbevisning, som har nedlagt våbnene som følge af et indgreb, fornærmes med festlige parader, og at folk strømmer til sådanne parader langvejs fra, til hån for den afvæbnede, men ikke besejrede del. Men det er ganske sigende for danskernes nationale karakter at selv de bedste og mest dannede blandt dem ikke har den ringeste fornemmelse for uværdigheden af ​​sådanne aktiviteter. Dette folk er så utilgængeligt for enhver objektiv forståelse af sagen, så forblændet at de ikke engang forstår, hvordan en sådan fejring skal øge had og bitterhed i alle patriotiske slesvig-holstenere i en grad der vil føre til at vi ikke kan tale om fred i så lang tid, indtil vi har gjort op med danskerne for alle disse ydmygelser. Det kan de være sikre på derovre: dragefrøet vil bringe dem deres høst.

Eine dänische Demonstrationsfeier.

In Flensburg wurde am 25. Juli, als am zwölften Jahrestage des blutigen Waffenganges bei Idstedt (der - Gott allein weiss, auf wie lange Zeit! - das Geschick der Herzogthümer in trostlosester Weise entschied), durch die Dänen ein Fest gefeiert, das gefeiert zu haben sie hoffentlich noch dereinst bitter bereuen werden! Auf dem Flensburger Friedhofe der ihrer und unserer Todten eine grosse Zahl in sich birgt, errichteten sie zum Andenken an den glorreichen Sieg und zur Ehre ihrer gefallenen ein Monument (einen kolossalen Siegeslöwen in aufrechter Stellung und, auf dass des Sinnbildes Bedeutung recht erfasst werde, den Kopf und die Pranken drohend gen Süden gerichtet; die Armee sendete Fahnen und Deputationen, ebenso die Kopenhagener Universität und viele Korporationen; Gesang- und sonstige Vereine erschienen gleichfalls zur Verherrlichung des Festes; und damit es ja an der völligen Aufregung nicht gebrach und keine Gelegenheit, böses Blut zu machen, unbenutzt vorüberging, schickte Kopenhagen auch eine Schiffsladung voll seiner, weil vielgeübten, stets schlagfertigen, fanatischen Redekünstler. Gegen eine stille, ernste Gedächtnizzfeier, ja selbst gegen die Errichtung eines gemeinsamen Denksteines für die dort ruhenden dänischen Todten (obgleich auch dieses überflüssig wäre, da seit zwölf Jahren für die Ausschmückung der dänischen Gräber alles Mögliche und zwar auf Kosten der Stadt Flensburg geschehen ist), würde kein vernünftiger Mensch etwas einzuwenden gehabt haben; gegen diese Feier aber empört sich under Innerstes, denn es ist wohl unerhört in der Geschichte zivilisirter Nationen, dass man Erinnerungen an einen Bürgerkrieg, der mit keiner Versöhnung der Gemüther geschlossen und zu keiner Ausgleichung des Haders geführt hat, mit Festen feiert, dass man auf dem Boden, wo die blutigen Schlachten geschlagen worden, Pomp und Jubel sehen und hören lässt, dass man die Augen Derer, die entweder selbst an dem Kapmpfe Theil genommen, oder Freunde, Söhne, Brüder u. s. w. unter denen hatten, die nach tapferem Kampfe für eine ihrem Herzen theure und ihrer innigsten Ueberzeugung nach gerechte Sache die Waffen in Folge einer Intervention niedergelegt haben, mit festlichen Aufzügen kränkt, und dass man zum Hohne des entwaffneten, aber nicht besiegten Theils von weit und breit zu solchen Aufzügen herbeiströmt. Aber für den Nationalcharakter der Dänen ist es recht bezeichnend, dass selbst die Besten und Gebildetsten unter ihnen für das Unwürdige eines solchen Treibens nicht die Spur einer Empfindung haben. So unzugänglich für jede objektive Auffassung der Sache, so verblendet ist diese Volk, dass es nicht einmal begreift, wie eine solche Feier den Hass und die Erbitterung in den Herzen aller patriotischen Schleswig-Hoslteiner zu einem Grade steigern muss, dass von einem worklichen Frieden so lange die Rede nicht seyn kann, bis wir mit den Dänen wegen aller dieser Demüthigungen abgerechnet haben. Dessen könnne sie drüben gewiss seyn: die Drachensaat wird ihnen ihre Ernte bringen.

[Artiklen fortsætter med at beskrive selve ceremonien, talerne m.m.]

(Erheiterungen. 1862, 2. august 1862)

Turnfesten i Rendsborg 13.-14. juli 1862. (Efterskrift til Politivennen)

1820-1842 var turnbevægelsen forbudt i Preussen. Efter ophævelsen af forbudet oplevede bevægelsen et stort opsving, især efter de liberale revolutioner i 1848. De blev samtidig afpolitiserede. Efter 1860 fik bevægelsen et nationalt præg i retning af tysk enhed. Dette varede til omkring 1868 hvor den antog et mere konservativt præg. 

I tiden mellem de to slesvigske krige  (1848-50 og 1864) mistænkte den danske regering og københavneraviserne (især Dagbladet og Fædrelandet) turn-festerne ("gymnastikfestivaler") i hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg for at være arnesteder for anti-danskhed. I januar 1862 begyndte tyske aviser at omtale planlægningen af en sådan festival.

Fra Holsten den 8. juli. Fra Rendsborg erfarer vi at den planlagte større gymnastikfest er blevet forbudt af det kgl. ministerium for Holsten og Lauenburg. Denne foranstaltning får en yderst bitter karakter på grund af det faktum, at der af festarrangørerne blev anmodet om den påkrævede tilladelse for to måneder siden, og afslaget på tilladelsen som skete kun otte dage før den fastsatte dato, satte førstnævnte i forlegenhed. - Samtidig er fejringen af ​​Isted-dagen i Flensborg og opførelsen af ​​et stort gravmonument til ære for de faldne danskere på kirkegården der tilladt og opmuntret på en stærkt provokerende måde.

Aus Holstein, 8. Juli. Aus Rendsburg erfährt man, dass die beabsichtigte Abhaltung eines grösseren Turnfestes daselbst vom königl. Ministerium für Holstein und Lauenburg untersagt ist. Diese Massregel gewinnt durch den Umstand einen höchst gehäffigen Charakter, dass die erforderliche Erlaubniss von den Festunternehmern schon vor zwei Monaten erbeten war und durch die nur acht Tage vor dem festgesetzten Festlage eingetroffene Erlaubnissverweigerung die ersteren in Verlegenheit kommen. - Unterdesse gestattet und begünstigt man in höchst provokatorischer Weise die Feier des Idstedttages in Flensburg und die Errichtung eines grossen Grabdenkmals zu Ehren der gefallenen Dänen auf dem dortigen Kirchhofe.

(Aschaffenburger Zeitung : amtliches Organ der NSDAP und der Staats- und Gemeindebehörden. 10. juli 1862)

Rendsburg, 8. juli. Ved middagstid i dag kom der et telegram fra København, hvorefter ministeriets forbud mod gymnastikfestivalen blev trukket tilbage og gymnastikfestivalen derfor finder sted på de tidligere fastsatte dage, 13. og 14. juli.

Rendsburg, 8. Juli. Heute Mittags traf aus Kopenhagen ein Telegramm ein, demzufolge das Verbot des Turnfestes Seitens des Ministeriums wieder zurückgenommen wurde und sonach das Turnfest an der früher festgesetzten Tagen, den 13. und 14. Juli, stattfinden wird.

(Bamberger Zeitung. 12. juli 1862)

Johann Friedrich Fritz: Turnfest in Rendsburg. Deutsche Digitale Bibliotek.

- (Brev fra Rendsborg den 14de Juli.) Ligesom Kielerfesten ifjor skulde neutralisere eller danne en Modvægt til Sønderjydernes Tog til Kjøbenhavn, saaledes fandt det schleswigholsteinske Parti ogsaa, at det var nødvendigt at have et Modstykke til de nordiske Studenters Møde iaar i Kjøbenhavn, og Turnfesten i Rendsborg blev da hurtig bestemt og arrangeret, som en rigtignok ynkelig Conseqvens af hin, medens dog Byens Beboeres bekjendte "patriotiske" Sindelag, og Stedets Beliggenhed umiddelbart ved den sønderjydske Grændse lod haabe Festens heldige Gang og Sikkerhed for Hovedøiemedet. Der var imidlertid den store Forskjel paa disse tvende Festers Natur, at Studentermødets lovlige Præg væsenlig vistes ved Hs. Majestæt Kongens og de høieste Myndigheders levende Deltagelse i samme, medens Rendsborgs Turnfest i Tanke, Anlæg og Udførelse indeholder netop det Modsatte, og øjensynlig søger at forberede Begivenbeder, lig dem Historien alt har stemplet som forræderske og oprørske. Turnfesten var ikke begrundet i Sandhed - Hovedsagen var at tromme saamange troe Brødre "vom verlassenen Brüderstamm" sammen, som muligt, og, da Industriudstillingen allerede var anordnet i Itzehoe og Blomster- og Havefrugt-Udstillingen i Kiel, saa blev der intet Andet tilovers end at tage sin tilflugt til Turnerne, der saaledes kun bleve Midlet i de Mægtiges og Styrendes Haand. Dette viste sig ret klart ved Modtagelsen. "Æresgjæsterne" maatte selv løbe omkring med deres Qvarterbilletter for at finde Pladsen, hvor deres Vært boede; og naar de endelig havde været saa heldige, saa hændtes det, at Mange erfarede, at de vare "leiede" ud, og maatte nu atter begive sig paa Vandring, efterat de troede at være komne i god Havn. Som sagt, Hovedsagen var at faae "die treuen Brüder" med, og det lykkedes da ogsaa, ved Thomsen-Oldensworths og Hansen- Grumbyes & Consorters velvillige Assistance, samt ved at den sønderjydske Jernbane om Søndagen udsteder Extrabilletter til en meget nedsat Pris, at faae omtrent 1000 af disse "ulykkelige" Brødre og Søstre med til Festen, vel i Virkeligheden et ringe Antal, men dog altid tilstrækkeligt til, ved en lille Regneoperation, at figurere som 10,000 i de tydske Blade.

Dog, vi ville nu kortelig beskrive den Del af Festen, der laa aaben for os, hvad der er passeret indenfor lukkede Døre har endnu ikke været Gjenstand for Omtale. De Gader, igjennem hvilke Toget skulde gaae, vare stærkt og smagløst decorerede med Grønt, ikke alene Guirlander, men ogsaa hele store Træer. Trods de givne Løfter og højtidelige Forsikkringer fra Ledernes Side, var det dog ikke muligt for Rendsborgerne at fornegte deres bedre Jeg. Oprørsfarverne Blaat, Rødt og Hvidt, og den bekjendte Combination Sort, Rødt og Guld, der skal repræsentere den topmaalte Usandhed, Tydsklands Enhed, fandtes hyppig, og i en søgt Sammenstilling, der undertiden grændsende til Naragtighed. Vi have saaledes seet et Skjold, paamalet to hinanden gribende Hænder, den ene forsynet med et rødt Ærme, den anden et blaat med en hvid Manchet, og nedenunder Omskriften: "Jungs, hold fast!" Hos Apotheker Lehmann var et frithængende Skjold paa den ene Side paamalet blaa Bogstaver paa hvid Grund, og paa den anden forgyldte Bogstaver paa sort Grund, men det Hele omgivet med en Krands af røde Roser. For Retten vilde saadanne Herrer Udstillere, af hvis Producter der findes mange Variationer i samme Retning, naturligvis befrie sig fra ethvert Ansvar ved at erklære Sammenstillingen for en Tilfældighed. Eieren af Theaterbygningen, der rigtignok (vi vide ikke om det kan være en Undskyldning for ham) har været Insurgent Underofficier, havde langs Mellemrummet af 1ste og 2den Flage anbragt 15 á 16 (holstenske og slesvigske) Byers Vaaben, hvert paa sit Skilt, men i Midten dannedes Hoveddecorationen af et Skilt, hvorpaa var malet to bevæbnede Skikkelser, som gave hinanden Haanden. De støttede sig hver til sit Skiold, af hvilke det ene var bemalet med det holstenske, det andet med det slesvigske Vaaben. Imellem begge Figurer stod et ikke saa ganske tydeligt Ord "zum", der af en "Skriftklog" blev udtydet os at skulde betyde "Schleswig zum Holstein.«

Det kunde synes, som det var kun smaaligt at bemærke disse Ting, dog, vi ansee det i alt Fald for rigtigt, fordi det altid viser den "gode" Mening, og det kan aldrig skade, at Ministeriet for Holsten kjender den. Den store Hob, der fra Begyndelsen af har en god naturlig Takt, og godt indseer, hvad Alt dette har at betyde, bliver efterhaanden ledet vild , thi det vil jo i ethvert Tilfælde gaae godt, saalænge Politianordningerne ikke ligefrem forbyde denne Art Demonstrationer, hvilket vi jo alt tidligere have seet afgjort af Overretten i Glückstadt ved den bekjendte Transparent- Historie. -s-

(Fædrelandet 15. juli 1862)

Fædrelandets påstand om at motivet for festen var opstået som mere eller mindre spontant som et modstykke mod studentermødet i København, skal ses i det lys at i januar 1862 var forberedelsen af festivalen ifølge tyske aviser allerede gået i gang, og der var ansøgt om tilladelse til at afholde den flere måneder før. At de tyske blade satte antallet af deltagere til 10.000, kan ikke verificeres ud fra en de tyske aviser dengang. Som det ses af nedenstående artikel fra Rendsborg ansloges antallet til 6-8000. Det ses her også at der blev udbragt en skål for hans majestæt landsherren (Frederik 7.)

Johann Friedrich Fritz, G. A. Jacobsen: Der Paradeplatz in Rendsburg. Schleswig-Holsteinische Landesbibliothek. 

Den første gymnastikfestival i Rendsburg

Den 13. og 14. juli 1862

"De smukke dage i Aranjuez er nu forbi," kan vi sige og klage med Schiller bag os ligger gymnastikfestivalen, rig på forslag og nydelse; og vi vil forsøge at beskrive forløbet så trofast som muligt.

Selve dagene forud for festivalen udgjorde med deres arbejde og forberedelse en slags forfest og var med til at sætte folk i en festlig stemning. Alt skulle forberedes og ordnes ordentligt til de gymnaster og gæster, der skulle rykke ind i vores mure på søndag. Gymnastikstilladser og tribunerne i festivalfolden nær Helenenhof blev bygget; Eg, gran, blade og blomster på utallige vogne kørte til byen. Og allerede lørdag var byen svøbt ind i sin ceremonielle påklædning, så der kun var lidt tilbage at tilføje tidligt næste morgen. Denne udsmykning og udsmykning af gader og bygninger fra den ene ende af byen til den anden overgik nok selv festivalkomiteens vildeste forventninger. Der var gader, der lignede parker og lystlunde, og hvor æresportene og det store antal af festoner, der forbandt husene på tværs af gaden, nærmest slørede for dagslyset, såsom Thorstrasse, Hochstrasse, Mühlerstrasse, Nienstädt, Königsstrasse, Löwenstrasse osv. Og hver gade og hvert hus, fra den herskabelige herskabelige bygning til den ydmygeste hytte, var mere eller mindre pyntet med guirlander, kranse, blomster, løv og træer foran dørene. Vi talte 5 æresporte i byen: på stedet, hvor paraden fandt sted foran Schleuskuhle, i Nienstädt i begyndelsen af ​​Königsstrasse, i Princessstrasse og i Löwenstrasse, som konkurrerede med hinanden i statelig og smagfuld indretning. Disse, såvel som de løvtråde, der strakte sig over gaderne og flere huse, var forsynet med passende emblemer, såsom sammenflettede hænder og mottoer vedrørende festivalen; I slutningen af ​​vores rapport vil vi annoncere en blomsterhøst af fremmed valuta.

Efter en regnfuld nat oprandt den længe ventede festivalsøndag; men himlen begunstigede os på en overraskende og på en måde man næppe havde håbet. Vejret klarede op; en lille regnbyge om eftermiddagen under en pause i festlighederne var næppe værd at nævne, og lad os tilføje, at på dette tidspunkt: på festivalens anden dag hvælvede en klar himmel med smilende solskin over byen og det omkringliggende område om morgenen. Søndag morgen da tusinder ventede i forventning på deres kære gæsters ankomst ved sporskiftet ved teatret, ankom togene lidt efter kl. 11; først i hurtig rækkefølge to fra nord og derefter et kæmpe tog af vogne fra syd. Højt oppe på vognen viftede gymnaster med deres flag og råbte “Gut Heil!” til byen og publikum. Tordnende hurra hilste gymnasterne og gæsterne fra hele verden; En skare festklædte jomfruer forærede gymnasterne buketter af blomster. Efter at de havde stillet op og sunget, bevægede publikum sig gennem menneskemængden, som åbnede en gyde for processionen, ind i Tonhalle, hvor de delte en gratis snackbar. Den store sal kunne næsten ikke rumme menneskemængden.

En fremmed talte begejstret om den festlige modtagelse, der oversteg al forventning; et medlem af deputationen af ​​slesvig-holstenske kammerater fra Berlin forlod hertugdømmerne i live; en mand fra Rendsburg udtrykte sit fædreland i en inspirerende tale; taler fulgte efter taler, herunder deputationen der bidrog til omstødelse af forbuddet i København og af [oiZer], som beskedent afviste at tage æren for det, vor bys myndigheder og især fogeden på Rendsburg-amtskontoret, som dem der opnåede det gunstige resultat. Stemningen nåede allerede her det højeste niveau af munter hygge og det var svært for talerne at opnå den nødvendige ro til deres taler. Gallerierne blev oplivet af en blomstrende damekrans; flagene var også grupperet sammen på en malerisk måde. Jahns portræt prydede talerens plads som var omgivet af grantræer.

Inden afgang fra denne kommers, rig på liv, farver og patriotisk inspiration, blev det besluttet af forsamlingen at "sende de tyske riffelskytter forenet i forbundsbyen Frankfurt en hilsen og et håndtryk fra deres tyske brødre, der fejrede den første gymnastik hertugdømmernes fest i Rendsburg" at sende telegrafer og denne resolution, som blev vedtaget med forsamlingens mest begejstrede tilslutning, blev straks sat i værk. — Klokken 1 tog gymnasterne afsted til deres kvarter.

Om eftermiddagen kl. 3½ samling for marchen ud ved Schicuskuhle og en halv time senere marchen gennem de i programmet angivne gader til gymnastikpladsen. Denne march var et af de lyseste og smukkeste øjeblikke på den muntre festival. Foran os stod vores kommunale musikkorps og Rendsburgs gymnastikklub med drengegruppen i spidsen, i alt 20 klubber, [bortset fra deputationerne fra Berlin, Lübeck, Hamburg og Stades og omkring 600 gymnaster i antal, friske unge og stærke trak Mænd med 19 vævende gymnastikflag gennem byen under kanonernes torden og omgivet af en utallig skare. Det var et billede fuld af glans og liv! Blomster regnede ned over gymnasterne fra vinduerne rigt dekoreret med kvinder og jomfruer; tørklæder med vævede hilsner til de samme mennesker, som blev returneret med viftende hatte og høje, muntre hurraråb. Æresbuerne med deres patriotiske mottoer blev også mødt med høj jubel fra gymnasterne. Omkring klokken ankom den endeløse procession til Festkoppes, mødt af salutter.

Også her var der en æresport lavet af grønne grene med påskriften: "Frisk, from, glad, fri", løsningen er i spil og kamp. Efter at have sunget en festsang ("Gymnastens fire ord") åbnede lederen af ​​Rendsburgs gymnastikklub udstillingsgymnastikken med en stærk tale om gymnastikkens formål og betydning. Den gymnastik der nu foregik af de enkelte klubber forskellige steder i den store kreds, fangede publikums livlige interesse der talte vel 6-8.000 mennesker, fra start til slut; og enkeltpersoners bedrifter i særdeleshed og i det hele taget vidnede om de fremskridt, denne ædle kunst har gjort i vort land i løbet af blot nogle få år. Held og lykke, I modige gymnaster! Så fortsæt, og må flere og flere deltage i dette gode arbejde.

Udstillingsgymnastikken lukkede kl. 8.00 efter at ovennævnte medlem af gymnastikrådet havde sagt et par tak til alle, og tilbagemarchen til Schützenhofe foregik med sang, hvor ballet begyndte kl. 8.00. Med få undtagelser var der aktive gymnaster, der deltog i dette. Terpsichore viftede med sit muntre scepter her til langt ud på natten. Schützenhofeg-haven var fyldt med gæster; sang og afslappet munterhed var også her den generelle stemning. Raketter steg op i luften og oplyste et øjeblik de forskellige farverige grupper. Ved Klokken samledes bankettens deltagere i "Pahls Hotel" og i "Harmonien", i alt 100 til 500, deriblandt en lang række gymnaster og flere damer, især fra Slesvig. Den muntreste stemning herskede begge steder, og den almindelige lykke blev ikke forstyrret af nogen splid.

Det siger næsten sig selv at antallet af bordtaler var overvældende. Efter først skålen til hs. Maj. blev bragt til vor suveræne, blandt andet et Leve fra det tyske fædreland, som endnu mangler sin suveræn; til de gode gymnaster, der er der på det rigtige tidspunkt; det tyske lands fremtid, alle tyske stammer og det forenede, forenede Tyskland; Rendsburgs gode borgere; gymnasternes tyskhed; gymnastikfællesskabet; ånden i tysk historie etc. Den højeste, uendelige jubel blev fremkaldt af en plattysk, humoristisk-poetisk skål fra den ærlige landsmand Römer fra Oldensworth. Gymnaster løftede ham op på deres skuldre og bar ham triumferende over gangen; De ønskede at kranse ham med egetræsblade, en hyldest, som den mudrede mand beskedent nægtede. Under banketten i "Harmonien" blev der læst hilsner op fra Altona, Kiel, Hamburg og Magdeburg.

Ved [1]-tiden tog de fleste af slesvigerne af sted for at tage det særlige jernbanetog til hjemrejsen. En stor folkemængde eskorterede dem til togstationen, hvorfra de tog afsted under jubel og patriotiske sange. Dermed sluttede den første dag af gymnastikfestivalen, som var blevet en folkefest i ordets bedste betydning.

Mandag klokken 6 lød reveillen gennem alle byens gader. Friske og frie og glade rykkede gymnasterne til stævnepladsen og klokken 7 gik marchen igen gennem byen, denne gang med lidt variation af gaderuten, til gymnastikpladsen. De enkelte klubbers skolegymnastik begyndte her kl.[]. Gymnasterne fik mulighed for at demonstrere deres præstationer på en særlig måde i tre timer for det igen meget store publikum. Marchen tilbage til Schützenhofe begyndte klokken 11, hvor der blev spist fælles morgenmad. Heller ikke her manglede den glade feststemning, som også kom til udtryk i skåltaler på dette tidspunkt.

Men tiden var knap. Klokken 12 måtte gymnastikoptoget i overensstemmelse med festreglementet, som blev gennemført i alle led, af sted til Nobiskrüger-skoven. Vejret favoriserede også dette træk. Du skulle have set og oplevet det liv, der udspillede sig her i eftermiddagstimerne; enhver beskrivelse på papir vil være fattig sammenlignet med den livlige, virkelige, og ædru oplevelse. Men lad os fremhæve et par øjeblikke fra det bevægende billede: Gymnasterne blev budt velkommen ved indgangen til Hölzang. Efter samme, på festivalscenen i rundkørslen af ​​skoven Posto og, efter at have fortalt af en Rendsb. Efter at medlemmerne af gymnastikholdet i en tale havde sagt velkommen og efter dagens indsats havde forfrisket sig med en frisk drink, blev der bragt en jubel i festivaludvalget, hvorefter delingslederen for hele gruppen opfordrede gymnastikholdet til at himlens og jordens Herre, som hersker velvilligt over alt, at sige tak ved at synge to vers fra Luthers koral: "Vor Gud han er så fast en borg." Herefter fulgte en bøn, hvorigennem den glade, friske, frie fest også fik den "fromme" indvielse. Gymnasterne blandede sig og forbrød sig på den mest hjertelige måde med publikum, som i løbet af eftermiddagen svulmede til tusinder og atter tusinder. Men også her krævede ytringsfriheden hurtigt deres rettigheder igen. Skål, sang og let musik vekslede med hinanden, og festivalen havde nu faktisk nået sit klimaks.

Et medlem af Berlin-deputationen jublede over det forår der måtte komme; herefter fulgte blandt andet: Langt hurra for et forenet Tyskland; på de tyske skytter; Arndts mani; om at holde sig til det tyske sprog i hertugdømmet Slesvig; til Ejderen som et bælte og kongeåen som diadem for den nordalbingeriske jomfru; om tysk samvirke; om udviklingen af ​​den germanske ånd; om underordning af gymnaster til selvvalgte ledere; til de slesvigske gæster. En af betjentene, en mand fra Nordslesvig, udtrykte sin følelsesmæssige taknemmelighed for den kærlighed og broderlighed som han og hans landsmænd fandt her, og håbet om, at den gamle loyalitet mod Holsten fortsat ville vise sig. En taler fra Rendsburg kom så ind på det diplomatiske delingsprojekt og fordømte denne uheldige politik og gav udtryk for den faste overbevisning om, at folkets højlydte protest ikke ville undlade at få sin virkning og sluttede med en jubel til det hele og udelelige Slesvig.

Det slesvigske stænderflertals heroiske forkæmpere fik også et leve. En gymnast kom med det oprindelige forslag, at hver gymnastikklub som en souvenir til denne smukke festival skulle tage et lille egetræ med til deres hjemby og plante det på den lokale gymnastikbane, hvilket blev accepteret med almindelig akklamation.

Intet forstyrrede den fuldstændige harmoni; hvis bare sammenholdet i det store fædreland var så stort, som det var her i denne glade kreds. Men selv disse smukke scener som mange gerne ville have brugt timevis på, skulle slutte - hele festivalen var ved at være slut - så de gymnaster og gæster sydfra, der ville tage aftentoget, kunne komme til stationen i tide. Ved 4-tiden marcherer vi tilbage til byen med musik og munter sang. Da der skulle indgås en evig pagt med himlens kræfter, måtte en regnbyge bruse toget før "fiaskoen" og gentage sig selv en gang før afgangen. Da optoget nærmede sig, brød solen frem igen i fuld pragt, som for at løfte og opmuntre stemningen i adskillelsens time. Bortset fra altonaerne som overnattede her, tog alle af sted. Gymnastikklubber og gæsterne fra syd, kun et par stykker fra os. Med høj jubel og syngende [rute » X] bevæger sig mod syd. De endnu tilstedeværende døtre agter at [8 y; sr Co'it]. En skare lige så stor som da holstenerne [hc -U] rejste samledes igen ved stoppestedet. Processionens ankomst blev afventet midt i sang og patriotiske parader. En plattysk protest mod enhver deling af Slesvig fik et stormende bifald og fik en anden taler til at pege på det udelte Rendsburg - som bekendt har visse forskere for nylig gjort den skarpsindige opdagelse at halvdelen af ​​byen Rendsburg hører til en anden del af verden - det holstenske Rendsburg, det tyske Rendsburg gav et jubel, som blev mødt med stor jubel. Da toget nu ankom til stoppestedet, eskorterede hundredvis af mennesker fra Rendsburg slesvigerne til stationen. Her kastede unge piger fra byen blomster og buketter ind i vognene til de afgående gæster og med nikkende jubel fra begge sider pustede lokomotivet og slæbte den lange række af vogne afsted mod nord.

Inden vi endelig giver et udvalg af de inskriptioner, som æresportene og husene var udsmykket med, skal vi også understrege, at teatersalen (nu "Eisenbahnhalle") indeholder våbenskjoldene. Holstenske og Slesvigske byer blev dekoreret. Bortset fra den ofte gentagne "Gut Heil!", "Velkommen" etc. vi fandt følgende slogan:

Velkommen her til det tyske Eiderstrand!

Det der forener os, er det helligste af flokken: Kærlighed til fædrelandet.
Hold fast, folkens!
Gymnaster fra nær og fjern, Du nyder at tilbringe tid blandt os.
I er velkomne, sønner af fædrelandet!
Et hjerte, et blod, Alt under ét tag.
Lad os stræbe, brødre I ægte tysk forstand,
Og foragter andres nips, Det alene giver overskud.
Længe leve sammenholdet! Det er det, bindingen handler om. For vort kære fædreland.
Velkommen! fra nær og fjern, Vi kan godt lide at se gymnasterne.
Her kalder vi til jer, I glade gæster, Glædelig gymnastikfestival!
Navnene Guttenberg og Jahn, Og Luther, Schiller Arndt og Stein, Vi vil ære dem. Og vær altid et eksempel for os.
Længe leve gymnasterne, de tyske gæster!
Længe leve det modige, modige band,
Velkommen, velkommen til gymnastikfestivalen,
Byen Rendsburg bringer dig broderlige hilsner!
Den gamle tyske bedste Hilsen, kære gæster!
Vi var sammen, tætte og evige, Intet sted med frihed er fremmed for et andet,
Vær forenet, forenet, forenet!
Lad os gå! Verden står
Og blift ok stahn; Stahn kan næsten lide dig, Som i fængslet, Fordi du ville gabe!
I er velkomne, kære gæster, Glædelig gymnastikfestival!
Frisk, from, glad, fri, Længe leve gymnastik. Til far Jahn frisk, til lykke.
Glade, fromme jubel!
Kærlighed til fædrelandet
Vores hjerter trofaste og rene;
Nå, vi kender det alle sammen,
At være loyal over for vores flag!

Li Manchre.

Das erste Turnfest in Rendsburg 

Am 13. und 14. Juli 1862 

"Die schönen Tage von Aranjuez sind nun zu Ende," können wir mit Schiller sagen und klagen, hinter uns liegt das Turnfest, reich an Anregungen und Genüssen; und wir wollen versuchen den Verlauf desselben mit möglichster Treue zu schildern. 

Schon die dem Feste zunächstvorhergehenden Tage mit ihrer Arbeit und Vorbereitung bildeten eine Art Vorfeier und trugen dazu bei, die Gemüther in eine festliche Stimmung zu versetzen. Es galt ja Alles würdig vorzubereiten und zu arrangiren für die Turner und Gäste, welche am Sonntage in unsere Mauern einziehen sollten. Turngerüste und die Tribüne in der Festkoppel bei Helenenhof wurden errichtet; Eichen, Tannen, Laub und Blumen auf unzähligen Wagen rc. nach der Stadt gefahren. Und bereits am Sonnabend hüllte diese sich in ihr Festgewand, dem am nächsten Frühmorgen nur noch wenig [Fehicndes] anzuschließen war. Diese Ausschmückung und Decorirung der Straßen und Gebäude von einem Ende der Stadt zum andern, hat wohl selbst die kühnsten Erwartungen der Festcomite übertroffen. Da waren Straßen, welche Parks und Lusthainen glichen und wo die Ehrenpforten und die große Zahl der Festons, welche quer hinüber die Häuser mit einander verbanden, fast das Tageslicht verdunkelten, so die Thorstraße, Hohcstraße, Mühlerstraße, Nienstädt, Königsstraße, Löwenstraße rc. Und jede Straße und jedes Haus, vom stattlichen Prunkgebäude dis zur bescheidensten Hütte, war mit Guirlanden, Kränzen, Blumen, Laubwerk und Bäumen vor den Thüren mehr oder weniger verziert. Ehrenbogen haben wir in der Stadt 5 gezählt und zwar am Platze des Ausmarsches vor der Schleuskuhle, in der Nienstädt zu Anfang der Königsstraße, in der Prinzessinstraße und in der Löwenstraße, welche an stattlicher u. geschmackvoller Ausstattung mit einander wetteiferten. Diese, sowie die sich über die Straßen ziehenden Laubgewinde und außerdem mehrere Häuser waren mit passenden Emblemen, als veischlungenen Händen rc., und auf das Fest bezüglichen Sinnsprüchen versehen; wir werden am Schluffe unseres Berichts eine Blumenlese der Devisen mittheilen. 

Trübe, nach einer regnerischen Nacht brach der ersehnte Festsonntag an; aber der Himmel war uns in überraschender und kaum gehoffter Weise günstig. Das Wetter klärte sich auf; ein kleiner Regenschauer am Nachmittage während einer Pause der Festlichkeiten war kaum nennenswerth und fügen wir das an dieser Stelle gleich hinzu: am zweiten Festtage wölbte sich Morgens ein heiterer Himmel mit lachendem Sonnenschein über Stadt und Umgegend. Als am Sonntagmorgen Tausende in erwartungsvoller Spannung der Ankunft der lieben Gäste an der Weiche beim Schauspielhause harrten, trafen etwas nach 11 Uhr die Bahnzüge ein; zuerst in rascher Aufeinanderfolge deren zwei vom Norden und dann ein ungeheuier Wagenzug vom Süden. Hoch oben auf dem Waggons schwenkten Turner ihre Fahnen und riesen der Stadt und dem Publikum ihr "Gut Heil!" zu. Donnernde Hurrahs bewillkommneten die Turner und Gäste von allen Selten; eine Schaar festlich gekleideter Jungfrauen überreichte den Turnern Blumensträuße. Nachdem diese sich in Reih' und Ģlied gestellt, zogen sich durch die Menschenmenge, welche eine Gasse für den Zug eröffnete, in die Tonhalle, zu einem gemeinsamen freien Imbiß. Der große Saal vermochte kaum die Menge zu fassen. 

Ein Fremder pries in begeisterter Rede den alle Erwartung übertreffenden festlichen Empfang; ein Mitglied der Deputation schleswig-holsteinischer Kampfgenossen aus Berlin ließ die Herzogthümer leben; ein Rendsburger ließ in begeisternder Rede das Vaterland leben; Rede reihte sich an Rede, so wurde u. A. der Deputation, welche in Kopenhagen zur Rücknahme des Verbote mit beigetragen ein Hoch gebracht und von [oiZer], die in bescheidener Weise das Verdienst von sich ablehnte, den Behörden unserer Stadt und namentlich dem Amtmann des Amtes Rendsburg, als Denjenigen, welche das günstige Resultat erwirkt hatten. Die Stimmung erreichte hier schon den höchsten Grad der heitersten Gemüthlichkeit und schwer war es den Rednern die nöthige Ruhe für ihre Ansprachen herbeizuführen. Die Gallerien waren von einem blühenden Damenkranz belebt; auch wurden hier die Fahnen malerisch gruppirt. Den von Tannen umrankten Rednerplatz zierte das Bildniß Jahn's. 

Vor dem Aufbruch von diesem lebens-, färben- und an patriotischer Anregung reichen Commers wurde noch von der Versammlung beschlossen, "den in der Bundsstadt Frankfurt vereinigten deutschen Schützen Gruß und Handschlag von ihres das erste Turnfest der Herzogthümer in Rendsburg feiernden deutschen Brüdern" mit dem Telegraphen zuzusenden und dieser mit der lebhaftesten Zustimmung der Versammlung gefaßte Beschluß sofort ins Werk gesetzt. — Um 1 Uhr Ausbruch der Turner nach ihren Quartieren. 

Nachmittags 3½ Uhr Versammlung zum Ausmarsch bei der Schicuskuhle und ein halbe Stunde darauf der Auszug durch die im Programm bezeichneten Straßen nach dem Turnschauplatze. Dieser Ausmarsch gehörte mit zu den glänzendsten und schönsten Momenten des heitern Festes. Voraus unser städtisches Musikcorps und die Rendsburger Turnerschaft mit der Knabenschaar an der Spitze, im Ganzen reichlich  20 Vereine, [abgesehen von den Deputationen aus Berlin, Lübeck, Hamburg u. Stades und ca. 600 Turner an der Zahl, zogen die frischen Jünglinge und kräftigen Männer mit 19 webenden Turnfahnen unter dem Donner von Kanonen und umgeben von einer unzähligen Menschenmenge durch die Stadt. Es war ein Bild voll Glanz und Leben! Blumen regneten aus den mit Frauen und Jungfrauen reich besthlen Fenstern auf die Turnerschaar; Tücher webten denselben Grüße zu, die wieder mit Mützenschwenken und lautem fröhlichem Hurrahrufen erwiedert wurden. Ebenso wurden die Ehrenbogen mit ihren patriotischen Devisen rc. von den Turnern mit lauten Hochs begrüßt. Etwa Uhr langte der endlose Zug, empfangen von Böllerschüssen, auf der Festkoppes an. 

Auch hier war eine Ehrenpforte aus grünen Zweigen erbaut mit der Inschrift: "Frisch, fromm, fröhlich, frei",  Im Spiel und Kampf die Lösung sei.  Nach Absingung eines Festliedes ("Die vier 'Worte des Turners") eröffnete der Sprechwart des Rendsburger Turnvereins das Schauturnen mit einer kräftigen Anrede über Zweck und Bedeutung der Turnerei rc. Das nun erfolgende Turnen der einzelnen Vereine an verschiedenen Stellen der großen Koppel fesselte von Anfang bis Ende das rege Interesse des wohl 6—8000 Köpfe zv schätzenden Publikums; und die Leistungen Einzelner im Besonderen und Alle, im Allgemeinen zeugten davon, welche Fortschritte diese edle Kunst im Lause weniger Jahre in unserm Lande gemacht hat. "Gut Heil", ihr wackren Turner! So weiter, und mögen immer mehr sich diesem guten Werke anschließen. 

Um 8 Uhr schloß das Schauturnen, nachdem das oben erwähnte Mitglied des Turnraths einige dankende Worte an Alle gerichtet hatte, und fand unter Gesang der Rückmarsch nach dem Schützenhofe statt, woselbst um 8½ Uhr der Ball begann. Es waren mit weniger Ausnahme active Turner, welche sich hieran betheiligten. Bis spät in die Nacht schwang hier Terpsichore ihr heiteres Scepter. Der Garten des Schützenhofeg war gefüllt mtt Gästen; Gesang und ungezwungene Heiterkeit war auch hier die allgemeine Lössung. Raketen stiegen in die Luft und beleuchteten momentan die verschiedenen bunten Gruppirungen. Um Uhr versammelten sich in "Pahls Hotel" und in der "Harmonie" die Theilnehmer am Festessen, im Ganzen 100 vis 500. worunter auch eine große Anzahl von Turnern und mehrere Damen, namentlich aus dem Schleswigschen. An beiden Stellen herrschte die heiterste Stimmung und es ward der allgemeine Frohsinn durch keinen Mißton gestört. 

Daß die Tischreden sich drängten, ist fast seibstverstänblich. Nachdem zuerst der Toast auf Se. Maj. unseren Landesherrn ausgebracht war, wurden u. A. Hochs ausgeführt aus das deutsche Vaterland, dem noch der Landesherr fehlt; auf die braven Turner, die zur rechten Zeit am Platze; die Zukunft des deutschen Landes, aller deutschen Stämme und des vereinigten, einigen Deutschlands; Rendsburgs brave Bürger; das Deutschthum der Turner; die Turnerschaft; den Geist der deutschen Geschichte rc. Den lautesten nicht endenden Jubel erregte ein plattdeutscher, humoristisch-poetischer Trinkspruch des biederen Landmannes Römer aus Oldensworth. Turner hoben ihn auf ihre Schultern und trugen ihn im Triumph durch den Saal; man wollte ihn mit Eichlaub bekränzen, eine Huldigung, welcher der schlickte Mann sich aber bescheiden entzog. Während des Festmahles in der"Harmonie" wurden inzwischen eingelaufene Grüße aus Altona, Kiel, Hamburg und Magdeburg verlesen. 

Um [i] Uhr brachen die meisten Schleswiger aus, um den Extrazug der Eisenbahn zur Rückreise zu benutzen. Eine große Menschenmenge gab ihnen das Geleit nach dem Bahnhöfe, von wo sie unter Hurrahrufen und patriotischem Gesänge abfuhren. Damit endigte der erste Tag des Turnfestes, das im besten Sinne des Wortes Volksfest geworden. 

Montags 6 Uhr ertönte durch sämmtliche Straßen der Stadt die Reveille. Frisch und frei und fröhlich bewegten die Turner sich nach dem Versammlungs-Platz und um 7 Uhr ging abermals der Ausmarsch durch die Stadt, diesmal mit einiger Variation der Straßenroute, nach dem Turnplätze. Hier begann um 8 Uhr das Schulturnen der einzelnen Vereine. Die Turner hatten hier Gelegenheit ihre Leistungen in specieller Weise wahrend dreier Stunden dem abermals sehr zahlreich versammelten Publikum vorzuführen. Der Rückmarsch nach dem Schützenhofe wurde um 11 Uhr angetreten, woselbst ein gemeinschaftliches Frühstück eingenommen wurde. Auch hier fehlte die frohe Feststimmung nicht, die sich gleichfalls an dieser Stelle in Toasten aussprach. 

Die Zeit war aber gemessen. Um 12 Uhr mußte der Festordnung gemäß, die in allen Theilen zur stritten Ausführung kam, der Turngang nach dem Nobiskrüger Gehölz angetreien werden. Das Wetter begünstigte auch diesen Zug. Das Leben, welches sich hier in den Nachmittagsstunden entfaltete, muß man gesehen, mitgelebt haben; es wird jede Beschreibung auf dem Papier gegen die lebensvolle Wirklich, seit nüchtern erscheinen. Heben wir aber einige Momente aus dem bewegten Bilde hervor: Am Eingänge der Hölzang wurden die Turner bewillkommnet. Nach dem dieselben, auf dem Festschauplatz im Rondel des Holzes Posto gefaßt und sich, nachdem ihnen von einem Rendsb. Turnraļhsmitglied in einer Ansprache ein Willkommen zugerufen, mit einem frischen Trunk nach den Anstrengungen dcs Tages restaurirt hatten, wurde dem Festcomite ein Hoch gebracht, worauf der  Zugführer der ganzen Schaar die Turnerschaft aufforderte, dem Herrn des Himmels und der Erde, der günstig über Alles gewaltet, den Dank darzubringen durch Absingen zweier Strophen des Lutherschen Chorals: "Ein feste Burg ist unser Gott." Dem schloß sich ein Gebet an, wodurch das frohe, frische, freie  Festtreiben auch die "fromme" Weihe empfing. Hierauf mischten und verbrüderten die Turner sich in herzlichster Weise mit dem Publikum, welches im Laufe  des Nachmittags zu mehreren Tausenden und aber Tausenden anschwoll. Aber auch hier forderte bald wieder die freie Rede ihre Rechte. Toaste, Singen u. Unterhaltungsmusik wechselten mit einander ab, u. es  hatte das Fest jetzt eigentlich seinen Höhenpunkt erreicht. 

Ein Mitglied der Berliner Deputation brachte dem Frühling, der kommen muß, ein Hoch; hierauf folgten u.A. Lebehochs auf ein einiges Deutschland; auf die deutschen Schützen; den Manen Arndts; auf das Festhalten an der deutschen Sprache im Herzogthum  Schleswig; auf die Eider als Gürtel und die Königsau als Diadem der nordalbingischen Jungfrau; auf  die deutsche Thatkraft; auf die Entwicklung des germanischen Geistes; auf die Subordination der Turner  unter selbstgewählte Führer; auf die schleswigschen  Gäste. Einer der legieren ein Nordschlcswiger, sprach  in gerührter Weise seinen Dank aus für die Liebe und das brüderliche Entgegenkommen, welches er und seine Landsleute hier gefunden, und die Hoffnung, daß die alte Holstentreue sich auch ferner bewähren  möge. Ein Rendsburger Redner berührte hierauf das diplomatische Theilungsproject, diese unglückliche Politik verdammend, und sprach die feste Ueberzeugung aus, daß den laute Protest des Volkes seine Wirkung nicht verfehlen werde und schloß mit einem i Hoch auf das ungeiheilte und untheilbare Schleswig. 

Auch die heroischen Vorkämpfer der schleswigschen Ständemajorität liess man leben. Ein Turner machte den originellen Vorschlag, daß als Andenken an dieses schöne Fest jeder Turnverein eine kleine Eiche mit in die Heimatb nehmen und auf den dortigen Turnplatz pflanzen möge, welcher mit allgemeiner Acclamation acceptirt wurde. 

Nichts störte die volle Harmonie; Heil uns, wenn die Einigkeit im großen Vaterlande so groß wäre, wie sie hier ln diesem frohen Kreise war. Aber auch diese schönen Scenen, welche Viele gewiß gern noch auf Stunden fixirt hätten, mußten enden — das ganze Fest ging seinem Ende entgegen —, damit die Turner und Gäste vom Süden, welche den Abendzug benutzen wollten, rechtzeitig auf die Haltestelle gelangten. Um 4 Uhr also Rückmarsch nach der Stadt  unter Musik und heiterem Gesänge. Da nun einmal mit des Himmels Mächten ein ewiger Bund zu flechten, so mußte eben vor denp "Ausfall" ein Regenschauer den Zug überschütten und sich noch vor der Abfahrt einmal wiederholen. Als der Zug heran kam, da brach die Sonne abermals in vollem Glanze hervor, gleichsam um die Stimmung in der Trennungsstunde zu heben und zu erheitern. Bis auf den Ältonaer, der hier noch übernachtete, zogen sämmtliche holst. Turnvereine und die Gáste vom Süden vis aus wenige von uns fürt. Unter lautem Hurrahrufen u. Gesang route » X Zug dem Süden zu. Die noch anwesender Teiger beabsichtigen rau dem [8  y ; sr  Co'it] zu verlassen. Eine ebenso grosse Mennschenmenge, wie bei dem Abzüge der Holsteiner [hc -U] sich wieder an der Haltestelle versammelt. Man erwartete unter Gesang und patriotischen Wechselnden die Ankunft des Zuges. Ein plattdeutscher Protest gegen jedwede Theilung Schleswigs erndte ein stürmischen Beifall und veranlaßte einen andern Redner, auf das ungetheilte Rendsburg — es haben bekanntlich in neuerer Zeit gewisse Gelehrte die scharfsinnige Entdeckung gemacht, daß die Hälfte der Stadt Rendsburg einem andern Welttheil angehört —, das holsteinische Rendsburg, das deutsche Rendsburg ein Hoch auszubringen, das mit großem Jubel ausgenommen wurde. Mit dem nunmehr an der Haltestelle emgetroffenem Zuge gaben Hunderte von Rendsburg den Schleswigern das Geleite nach dem Bahnhöfe. Hier warfen junge Mädchen aus der Stadt den scheidenden Gästen Blumen und Sträuße in die Wagen und unter nickt endenwollendem Jubel von beiden Seiten schleppte keuchend die Locomotive die lange Wagenreihe fort gen Norden. 

Ehe wir schließlich eine Auswahl der Inschriften, womit Ehrenbogen und Häuser versehen waren, mittheilen, müssen wir noch hervorheben, daß die Theaterhalle (jetzt "Eisenbahnhalle") mit den Wappenschildern sammtl. holsteinischen und schleswigschen Städte geschmückt war. Außer dem steh oft wiederholenden "Gut Heil!", "Willkommen" rc. haben wir folgende Devisen gefunden: 

Willkommen hier am deutschen Eiderstrande! 

Uns eint das heiligste der Bande: 

Die Liebe zu dem Vaterlande. 

Hällt fast, Jungens! 

Turner von nah und fern, 

Unter uns weilet gern. 

Seid willkommen, ihr Söhne 

des Vaterlandes! 

Ein Herz, ein Blut, 

Alles unter einem Hut. 

Laßt, Brüder, uns trachten 

Nach ächt deutschem Sinn, 

Und fremden Tand verachten, 

Das bringt allein Gewinn. 

Hoch lebe die Eintracht! 

D’rum knüpfet das Band 

Für unser liebes Vaterland. 

Willkommen! von nah’ und fern 

Seh’n wir die Turner gern. 

Hier rufen wir Euch zu, ihr frohen Gäste, 

Ein fröhliches Gut Heil zum Turnerfeste! 

Die Namen Guttenberg und Jahn 

Und Luther, Schiller Arndt und Stein, 

Die lassen wir in Ehren stah’n 

Und immerdar uns Vorbild sein. 

Hoch leben die Turner, die deutschen Gäste! 

Hoch lebe die wackere, muthige Schaar, 

Willkommen, willkommen zum Turnerfeste, 

Stadt Rendsburg bringt Euch den Brudergruß dyr! 

Die alte deutsche Beste 

Grüßt Euch, ihr werthen Gäste! 

Hattet fest zusammen, fest und ewig, 

Kein Ort der Freiheit sei dem andern fremd, 

Seid einig, einig, einig! 

Lat gah» as geit! 

De Welt' de steiht 

Und blift ok stahn; 

Stahn wie man fast, 

So as en Knast, 

Denn ward woll gähn! 

Seid willkommen, liebe Gäste, 

Zu dem frohen Turnerfeste! 

Frisch, fromm, (fröhlich, frei, 

Es lebe die Turnerei. 

Dem Vater Jahn frisch, frei. 

Fröhllch, fromm ein Hoch! 

Für das Vaterland entflammen 

Unsre Herzen treu und rein; 

La, wir sckiwören’s All' zusammen, 

Unsrer Fahne treu zu sein! 

Li Mànchre. 

(Rendsburger Wochenblatt 16. juli 1862)

Johann Friedrich Fritz, W. Seitz Gustav: Die Turnfest in Rendsburg. (1862). Schleswig-Holsteinische Landesbibliothek.

- (Brev fra Rendsborg den 15de Juli.) Søndag Formiddag Kl 11½ kom Toget sydfra, medbringende de fleste af de forventede Turnere, omtrent 450 i Tallet. Skjønt det vist strider imod Banereglementet, havde Banebestyrelsen ladet et halvt hundrede Turnere gruppere sig ovenpaa Vognene, og paa denne Maade kjørte de til Holdepladsen, svingende en hvid Fane forrest, saa en blaa og dernæst en rød. I Nærheden af Perronen stode unge Damer opstillede i Rækker, afvexlende en rød, en hvid og en blaa klædt, samt en sort, rød eller gul, og der blev nu tilkastet Turnerne Blomsterbouquetter. Gud maa vide, om de gode Damer dog ikke bleve noget skuffede, ved at skue disse "thatendurstige Jünglinge"s Physiognomier, hvilke just ikke syntes at høre tit den ædleste Slags.

Der blev nu spist Frokost i "Tonhalle", og man saae derefter, som tidligere fortalt, mange Turnere gaae paa Jagt efter deres Værter. Imellem Kl. 4 og 5 Eftermiddag skete Udmarchen igjennem Ryens Gader, under en betydelig Skrigen og Raaben, til Turnpladsen. Hver Byes Turnere havde sin egen Fane, nogle røde med Guldbogstaver og sort Stang - de nogle og tyve sønderjydske Turnere, der vare ankomne med Morgentoget nordfra, sluttede sig til. Fra de i Vinduerne posterede Damer kastedes nu atter Blomster til Turnerne, og disse takkede ved at raabe "Hoch für die schleswigholsteinischen Damen" - "aber nur für die schleswigholsteinischen Damen", samt ved, at de udenfor enkelte Danskes Vinduer miauede lidt, peb lidt, ja endog rakte Tungen ud, opad mod disse. Toget ledsagedes af en betydelig Menneskemasse.

Derpaa afholdtes "Schauturnen" paa Festpladsen udenfor Byen, hvornæst der fandt "Festessen" Sted i forskjellige Localiteter og derefter Bal. Hvad der skete indenfor lukkede Døre, vide vi ikke, men at Byens Ro, navnlig hen ad Morgenstunden, ofte blev afbrudt, ved at Hobe droge igjennem Gaderne, syngende og sløjende, er sikkert. Oprørssangen "Schleswigholstein meerumschlungen" og en fra Marts 1848 bekjendt Sang, der, saavidt vi vide, har Titlen "Der Hufschimed", hvori forekommer blandt andre smukke Ting: "Und wer die Waffen führen kann, der schaff sich eiligst Waffen an", løde hyppig.

Endnu værre gik det dog til ude paa Banegaarden ved Budelsdorf, paa sønderjydsk Grund. Sønderjyderne, der i Alt vare omtrent 600 i Tallet, skulde afgaae med et Extratog om Natten imellem Søndag og Mandag, og de fleste af disse kom allerede derud Kl. 12½, ledsagede af en Sværm Rendsborgere, hvorved hele Massen kom til at udgjøre omtrent 1000 Mennesker. Blandt de Personer, der ved denne Leilighed indtoge en fremragende Plads, ved Taler osv. bidroge til at sætte Publicum i den rette Stemning, vare især Advocat Wiggers og en Hr. Wallich eller Wallichs fra Gymnasiet i Rendsborg. Den "meerumschlungne" Sang afvexlede med Taler og forskjellige Uordener, og den istemtes navnlig med 1000 Lungers hele Kraft kort før og under selve Afreisen, der fandt Sted lidt efter Kl. 1½. lngen Assistance til Ordens Opretholdelse derude var synlig tilstede.

Mandag Morgen Kl. 7 udmarcherede Turnerne igjen igjennem de samme Gader som Dagen i Forveien og under de samme Ovationer fra Damernes Side. Tilskuerantallet havde tabt sig; der var kun faa af Landbefolkningen, og de fleste Sønderjyder vare, som sagt, borte. Der foregik nu en saakaldt "Schulturnen" paa Festpladsen og foretoges derefter "Turngang" til Nobiskro Skov, hvor der Kl. 12 spistes og holdtes Taler. Festen nærmede sig nu sin Afslutning, og vel dels foranlediget derved, dels ved at man mente at kunne bevæge sig med større Frihed i det Grønne, bortkastede man alle Baand og gav lungen frit Løb. Advocat Wiggers, der ved Hs. M. Kongens Naade har gjenerholdt Bestalling som Advocat i Holsten, under den Betingelse, at han afholder sig fra politiske Demonstrationer, har især glimret, og vi betvivle, at Ministeriet for Holsten kan undlade, hvis hans Tale bliver det refereret, at foretage Undersøgelser. Vi maae dog bemærke, at den under Hr. Tetens Sygdom som Politimester fungerende Amtmand Harbou ikke ved egen Iagttagelse vil kunne gjengive det Væsenlige af, hvad der er foregaaet derude, da han først indfandt sig 2 a 3 Timer eller Togets Ankomst til Skoven.

At Folk i det Hele taget vare i god Stemning om Mandagen bemærkede vi, ved at see mange Personer gaae med røde, hvide og blaae Baand enten i Knaphullet, paa Huen eller Farverne anbragte paa anden Maade, ved at høre Oprørssangen synge i "Jungfernstieg", midt i Byen, Kl. 12 Middag; men denne Stemning var kjendelig forhøjet, da Turnertoget, omtrent Kl. 5 Efterm., kom tilbage fra Skoven til Jernbanen, da blev der forskjellige Gange sunget "Schleswigholstein stammvervandt, Jag die Dänen aus dem Land" eller "Häng' de Dänen an de Wand", osv. Denne Sang lød dog mere fra det medfølgende Publicum, end fra Turnerne selv, der vare ynkelig tildrukne, og af hvilke Mange kun holdtes opreist ved de dem ledsagende "Damer". Turnerne bleve nu placerede dels i, dels ovenpaa Vognene, og det samme Hyl, som tidligere havde ladet sig høre, overdøvede selv Locomotivets Piben, og bort drog "die muthige Schaar", brølende "Schleswigholstein" og truende med de knyttede Næver ad nogle stakkels Jenser, der uheldigvis befandt sig indenfor deres Synskreds paa Veien.

Den egenlige Fest var nu tilende, men der kom dog endnu et lille Eftersmæk. Ude paa Banegaarden ved Budelsdorf stod en Masse Mennesker for at vente paa det Kl. 8 Efterm. fra Altona kommende Tog, der fra Holdepladsen havde medtaget flere 100 Personer dels i dels ovenpaa Vognene, Banegaardsforvalteren har vel antaget, at disse Folk vilde reise videre, hvorfor han lod flere Vogne føie til Toget, men da det viste sig, at de Fleste ikke vilde reise med, saa bleve Vognene atter afhagede. Dette Tidsrum, der ialt medtog nogle og tyve Minuter, benyttedes til al Slags Raaben og Skrigen f. Ex. "Hold fast, Jungs!" - "Up ewig ungedeelt" osv. samt til at synge Oprørssangen - det Sidste dog navnlig først efter at Toget begyndte at kjøre. - Kort Tid, omtrent en halv Time efter, styrtede en Hob Mennesker, omtrent 300, aldeles uberettigede hertil, over Jernbanebroen, under Sang, Tummel og Raaben. Forvalteren, der netop opholdt sig udenfor, gik henimod Mængden og betydede denne, at den skulde forlade Banegaarden. Den forblev der imidlertid og forlangte under megen Forvirring og mange Raab, idet den indesluttede Forvalteren i en Kreds, at han skulde lade et Extratog afgaae, da omtrent 200 af dem havde løst billetter osv., hvorpaa Forvalteren naturligvis ikke kunde indlade sig. Det viste sig ogsaa ved en foretagen Undersøgelse, at der kun var omtrent 20, der ialt havde Billetter, men da Forvalteren forklarede dem, at det var deres egen Skyld, at de ikke vare komne afsted med det afgaaede Tog, blev han indesluttet paany, og det var vanskeligt at afgjøre, hvad Enden var bleven herpaa, idet de mere og mere begyndte at trænge ham, naar ikke en Fremmed, vistnok en Berliner, var traadt op og havde erklæret med høj Stemme, "at der ikke maatte krummes et Haar paa den unge Danskes Hoved" (eller noget Lignende), "han havde baaret sig ad mod dem som en Gentleman" osv., hvorefter hele Massen lidt efter lidt fortrak. Folketalerne ved denne Leilighed vare vore gamle Bekjendte, Dhrr. Uhrmager Menthen og Auctionsholder Haase.

Summere vi nu alle disse Begivenheder sammen, der ere foregaaede netop saaledes, tiltrods for de af Festcomiteen givne Løfter, saa kunne vi ikke Andet end beklage, at denne Fest nogensinde blev tilladt, - men vi kunne ikke negte, at vi ville forbauses, saafremt Myndighederne ville kunne indberette, at ved Turnfesten i Rendsborg var Alt roligt - fordi der ikke fandt nogen Conflict Sted imellem Militaire og Civile. Vi kunne imidlertid ikke frakjende vore Soldater vor Beundring over, at de saa aldeles kunde undgaae al Conflict, skjønt dertil havde været rigelig Leilighed, og skjønt der var viist en Forhaanelse mod de danske Farver, som ikke var ringe, idet disse med Magt bleve nedtagne af Naboerne hos en Mand, der havde anbragt dem ved sit Vindue, og skjønt "Jens" var vred, fordi han de Dage havde tredobbelt Tjeneste.

Endnu maae vi gjentagende udtale, at denne Fremvisning af oprørske Farver ikke er nogen Leg , at denne Afsyngning af Sange med absolut oprørsk Tendens ikke er uskadelig; den saaer en Sæd saavel i de Gamles som Unges Hjerter, der ligesom alt Ukrudt voxer frodig frem. Alle disse Demonstrationer, der, som Historien viser, føre til Oprør, kunne kun forhindres, naar der gives en bestemt Betegnelse, hvilke Farver ikke ofte ulig maae stilles sammen, og hvilke Sange eller Melodier ikke offenlig maae synges eller blæses, medens det aabenbart er en Latterlighed, at give en Befaling, som siger: "at Sangen Schleswig-Holstein meerumschlungen kun er forbudt, naar den synges som en Demonstration".

Endelig kunne vi ikke undlade at udtale vor Forundring over, at det herværende Realgymnasium har tilladt dets Elever selv de yngre Drenge, at deltage i den afholdte Turnfest. -s-

(Fædrelandet 16. juli 1862)

Den rendsborgske Turnerfest. Rendsborg, den 15de Juli. Det er vanskeligt at forstaae, hvorledes Amtmand Harbou har havt Mod til at anholde om Tilladelse til Turnerfestens Afholdelse, efterat den engang var bleven forbudt, og endnu vanskeligere at begribe, hvorfor Regeringen er traadt tilbage efter engang at have gjort den Anstrengelse at foretage et bestemt og kraftigt Skridt frem. Vel er det sandt, at en Turnerfest i og for sig er Noget af det Uskadeligste under Solen, men ligesaa sandt er det, at en Turnerfest i Rendsborg i 1862 nødvendig maatte blive en væsenlig politisk, væsenlig slesvigholsteensk Fest. Derom har Ingen her, - Dansk eller Holstener, Amtmand Harbou indbefattet - kunnet nære Spor af Tvivl; derom maa selv Regeringen have været vidende. Jeg kan høist fatte, at man har næret et sangvinsk Haab om at trænge denne Festens Grundkarakteer tilbage til de snævrere Sammenkomster, saa at den ikke mødte Øiet og Øret paa Gader og Stræder; - men hvad i al Verden var hermed vundet? Mulig har Regeringen nydt en roligere Søvn; men den har sandelig ikke med en Fjers Vægt forringet den ubodelige Skade, som en saadan Fest bringer vort Fædrelands Sag; den har ikke bragt en Eneste hernede af noget Parti til at tage feil af Festens sande Betydning.

Det vil maaskee interessere Deres Læsere at see en, forøvrigt høist fragmentarisk Beretning om, hvad vi Danske her i disse Dage have seet paa og ærgret os over. Der kunde nemlig være rig Anledning til en Belysning af Festen i humoristisk Retning, og det manglede sandelig ikke paa parodiske Træk, men for Øieblikket er jeg mere oplagt til at see det fra den alvorlige Side. For at sætte Dem i den rette Stemning vil jeg strax begynde med at meddele, at de baderlige slesvigske Politikere. Thomsen-Oldenswort og Hansen-Grumby, skulle have været i Byen allerede et Par Dage for Festens Begyndelse, og at man alt da vidste, at der vilde komme flere hundrede Sydslesvigere som Deeltagere.

Festens ydre Anordning var iøvrigt paa sine Steder ret smuk. Foran Husene var der plantet en saadan Mængde af store Træer, især Birke- og Grantræer, at Gaden hist og her lignede en Skov. Blomster- og Lovguirlander hængte i Festoner langsmed Husene og med korte, regelmæssige Mellemrum over Hovedgaderne, gjennem hvilke Toget skulde passere. Overalt saaes Turnernes Motto: "Gut Heil", tildeels i slesvigholsteenste Farver, samt det fiirdobbelte F (c: frisch, fromm, fröhlich, frei), i Reglen omgivet af Inskriptioner. Allerede blandt disse var der mange af en mere end tvivlsom Natur, der vilde have givet et paalideligt Politi rig Anledning til at skride ind. Jeg vil ikke tale om saadanne Indskrifter, som:

Willkommen hier am deutschen Eiderstrande.
Une eint das heiligste der Vande:
"Die Liebe zu dem Vaterlande" ;

eller :

"Frisch, fromm, fröhlich. frei"
In Spiel und Kampf die Lösung sei

Men der var ingen Mangel paa endnu tydeligere Allusioner, som f. Ex. to Hænder, der holde sammen, med Underskrift "Jungs, holt fast"  hvilket Tilraab, ligesom ogsaa Ordet "frei" blev det stadigt Stikord under Festen. Den største Skandale fandtes dog ligeoverfor Stationshallen ved Eideren, idet der paa et der beliggende Huus var anbragt et Maleri, forestillende to kvindelige Figurer, der rakte hinanden Haanden, idet de støttede sig respektive til Slesvigs og Holsteens Vaaben; det Hele var til Overflod omgivet af slesvigske og holsteenske Kjøbstadvaabner. Hvorledes den fungerende Politimester, Hr. Amtmand Harbou, vil kunne forsvare i hele to Dage at have ladet det sidde uanfægtet. er ikke let at forstaae.

Om selve Festen kan en Dansk kun fortælle Lidet, idet man naturligviis har maattet afholde sig fra ethvert Sted, hvor der passerede Noget af væsenligere Betydning. Søndag Formiddag Kl. 11 ankom Turnerne sydfra, staaende ovenpaa Banevognene med vaiende Turnfaner, og samtidig en Masse Gjæster nordfra. Om Modtagelsen og Dejeuneren i "Tonhalle" veed jeg Intet at fortælle; kun siges det, at Toget paa Veien til det sidstnævnte Sted er blevet bestrøet med Blomster af Damer, der efter forinden truffen Aftale og Ordning vare klædte respektive i Hvidt, Blaat eller Rødt. Først om Eftermiddagen gik Festtoget ud til den Syd for Byen beliggende Turnplads. Den lange Strøm af de Iystklædte Turnere tog sig i Frastand ret godt ud med de smukke brogede Faner midt i den mørke Menneskemasse, der bølgede ved Siderne; men naar man saae nøiere til, var Stadsen forbi. Ved at betragte disse halvvoxne Skoledrenge, disse Haandværkssvende og Læredrenge med deres simple, lidet tiltalende Ansigter, følte man bedst, at det ikke var for dem, at alle disse Anstalter blev gjorte; man forstod, at det hele Turnvæsen kun er en slet Maske, beregnet paa at skjule landsforræderiske Intriguer under ligegyldige Drengestreger.

Efterat der var "turnet" hele Eftermiddagen, samt efter en "Festessen" og dygtig Gadekommers (inkl. Pibning foran enkelte Officerers Bolig), reiste Størsteparten af de slesvigske Gjæster, der jo ikke officielt turde være indbudne, hjem Kl. 1 om Natten. Dog diverterede de sig først paa den nordlige Banegaard, der som bekjendt ligger udenfor Byens Territorium paa reent slesvigsk Grund, ved i Selskab med de ledsagende Rendsborgere og Turnere - efter Sigende over 1000 Mennesker - at synge "Schleswigholstein meerumschlungen" o. desl. i de 1½ Time, de der maatte vente paa Extratoget. Fra vedkommende Herredsfogeds Side skal Intet have været gjort for at forebygge denne Skandale, der var saa let at forudset. Mandag Eftermiddag afreiste først de sydfra komne Turnere under Raab af "Jungs, holt fast" og "frei", samt med "Schleswigholstein meerumschlungen", og derpaa nogle tilbageblevne Slesvigere, der nu, da Kouragen var stegen, af en Turner fik det Raad med, at de hjemme i det Land, hvor Børnene maatte Iære Dansk, skulde huske paa, at de vare Tydskere og hørte til Tydskland med alle deres Sympathier.

Som sagt, hvad jeg meddeler, er selvfølgelig kun en ringe Part af, hvad der er skeet. Ved Festmaaltiderne og de øvrige Sammenkomster, der ere lukkede for os. er der naturligviis sagt og sunget meget værre Ting. Men allerede det, der foreligger, er nok til, at man med dyb Bekymring maa spørge sig selv, om da vor Regering er slaaet med Blindhed, siden den tillader, at to Dages Ruus nedbryder hele Aars møisommelige Arbejde. Under de forkvaklede og unaturlige Forhold, som Aarhundredets Begyndelse har skabt i Syd- og Mellemslesvig, er Intet vigtigere for disse Egne end Ro. At der agiteres i Holsteen, er i og for sig uvæsenligt; thi der bliver Stemningen dog aldrig god; men at Agitationen paa den aabenlyseste Maade drives paa selve Grændsen af Slesvig, at Sydslesvigerne i Mængde lokkes til slige Fester for der at opflammes ved de hule slesvigholsteenske Fraser, det gjør Skade for mange, mange Aar, det burde ingen Regering tillade, der har Øie og Hjerte for Danmarks Livssag.

(Dagbladet (København) 17. juli 1862)

Ernst Christian v. Harbou (1815-1901) var amtmand i Rendborg hvor han kom fra  en kontorchefstilling i det holstenske ministerium. I 1861 justitsråd i Itzehoe. I 1866 blev han amtmand i Steinburg.

Fra Holsten 14. juli. Den første større gymnastikfestival i hertugdømmerne fandt sted i forgårs og i går i Rendsburg, efter at - som meddelt - kort forinden i 12. time blev vedtaget forbud til særlig brug af de højere myndigheder, politimesteren og som man ville gerne vide, at selv kommandantkontoret for fæstningen Rendsburg var blevet taget tilbage af ministeriet for hertugdømmerne Holsten og Lauenburg. Over 20 gymnastikklubber var repræsenteret, heriblandt nogle fra Elben, samt våbenbrødreklubben i Berlin. Gymnaster og gæster er ankommet fra Dithmarschen og vi forventer yderligere ankomster med tog i løbet af eftermiddagen. Efter velkomsten blev gymnasterne ført til koncertsalen hvor morgenmaden ventede dem. Den smukke store sal var dekoreret med portrættet af gymnastikfaderen Jahn; I gallerierne var der en blomstrende blomst fra Rendsburgdamer, der tidligere havde spredt blomster langs stien til gæsterne. Her udviklede sig en livlig, livlig travlhed, og stemningen, løftet af patriotiske taler, nåede et niveau af varme, munterhed og hygge, som man kun kunne ønske sig. Efter morgenmaden var talerne og modtalerne overstået, det blev besluttet med stor akklamation at sende varme hilsner per telegraf til de tyske skyttebrødre, der åbnede den anden tyske skyttefestival i dag i forbundsbyen Frankfurt.

Aus Holstein, 14. Juli. Das erste grössere Turnfest in den Herzogthümern hat vorgestern und gestern in Rendsburg stattgefunden, nachdem das - wie mitgetheilt - kurz vorher erlassene Verbot noch in der zwölften Stunde auf specielle Verwending der Oberbehörde, des Poliseimeisters und, wie man wissen will, sogar der Kommandantur der Festung Rendsburg vom Ministerium für die Herzogthümer Holstein und Lauenburg zurückgenommen worden war. Ueber 20 Turnvereine waren vertreten, auch einige von jenzeits der Elbe, Ausserdem der Kampfgenossenverein in Berlin. Aus Dithmarschen sind Turner und Gäste per Axe angekommen und wir erwarten im Laufe des Nachmittags noch fernere Zuzüge mit den Eisenbahnen. Nach dem Willkommen wurden die Turner nach der Tonhalle geführt, wo ihrer ein Frühstück harrte. Der schöne grosse Saal war mit dem Bildniss des Turnvaters Jahn geschmückt; auf den Galerien ein blühender Flor Rendsburger Damen, welcke vorher den Gästen Blumen auf den Weg gestreut hatten. Es entwickelte sich hier ein reges, munteres Treiben, und die Stimmung von patriotischen Reden gehoben, erreichte hier schon eine Wärme, Heiterkeit und Gemüthlichkeit, wie man's nur wünschen konnte. Nachdem das Frühstück, die Reden und Gegenreden beendigt waren, wurde mit grosser Acclamation beschlossen, den deutschen Schützenbrüdern, welche heute in der Bundesstadt Frankfurt das zweite deutsche Schützenfest eröffnet haben, auf telegraphischem Wege herzlichen Gruss zu entbieten.

(Coburger Zeitung : älteste nationale Tageszeitung Coburgs. 19. juli 1862)

Slesvig-Holsten. Hertugdømmernes første store gymnastikfestival blev den 13. og 14. i år fejret i Rendsburg og foregik på en tilfredsstillende og opløftende måde. Over 600 gymnaster fra de tre nordalbingske hertugdømmer samt fra nabolandene Elben og Østersøen og et langt større antal gymnaster var mødt op og blev budt velkommen med glædelig gæstfrihed af Rendsborgs befolkning. Ingen uenig tone skæmmede fejringen, og vejret var ganske gunstigt på trods af de ugunstige varsler. Telegrafen sendte varme hilsner og gode ønsker til de tyske og schweiziske riffelbrødre i Frankfurt. De vanskeligheder og hindringer, som festivalens arrangører skulle overvinde, før den efterfølgende godkendelse endelig blev givet, og de betingelser og begrænsninger, de måtte underlægge sig, er allerede nævnt i flæng. Men den frygt, som vores københavnske magthavere og endnu mere de danske embedsmænd i Slesvig svæver i før selv den mindste demonstration, er nærmest komisk. For eksempel blev Tønning gymnastikforening af politiet forbudt at optræde som medlem ved Rendsburg-festivalen under trussel om at klubben ville blive opløst og medlemmerne straffet; selvfølgelig havde denne fjollede begrænsning ingen som helst effekt på det momentum og entusiasme som festivalen skabte. På den anden side roses de danske officerer og militære myndigheders tilbageholdenhed, selvom man skal huske på at en taktløs indgriben eller fremstød fra disse faktorer ville have haft de mest katastrofale konsekvenser.

Schleswig-Holstein. Das erste grössere Turnfest der Herzogthümer ist am 13. und 14. d. zu Rendsburg gefeiert worden, und ist in befriedigender und erhebender Weise verlaufen. Ueber 600 Turner aus den drei Nordalbingischen Herzogthümern sowie aus den angrenzenden Elb- und ostseeländern und eine vielgrössere Anzahl von Turnfreuden hatten sich versammelt, und waren von der Bevölkerung Rendsburgs mit freudiger Gastfreundschaft angenommen worden. Kein Misston trübte das Festm auch das Wetter war trotz ungünstiger Vorzeichen ziemlich günstig. Den deutschen un dden schweizerischen Schützenbrüdern zu Frankfurt ist dirch den Telegraphen herzlicher Gruss und Gut Heil entboten worden. Der Schwierigkeiten und Hindernisse, welche die Unternehmer des Festes bis zur endlich erfolgten nachträglichen Genehmigung zu überwinden, der Bedingungen und Beschränkungen, denen sie sich zu unterziehen hatten, ist schon früher beiläufig gedacht. Fast komisch ist aber die Angst, in welcher unsere Kopenhagener Beherrscher und noch mehr die dänischen Beamten in Schleswig vor heder auch der leisesten Kundgebung schweben. So war beispielshalber der Tönninger Turngesellschaft unter Androhung der Auflösung des Vereins und Bestrafung der Mitglieder polizeilich verboten, bei dem Rendsburger Fest als Verain aufzutreten; selbstverståandlich hat diese alberne Beschränkung auf den Schwung und die Begeisterung, den das Fest hervorrief, nicht im mindesten eingewirkt. Gerühmt wird andererseits die Zurückhaltung der danischen Offiziere und Militärbehörden, wobei freilich zu bedenken, dass ein taktloses Eingreifen oder Vordrängen dieser Faktoren die allerverderblichen Folgen gehabt hätte.

(Neue Würzburger Zeitung : Würzburger Abend-Zeitung ; Würzburger Anzeiger und Handelsblatt.  22. juli 1862)

Den Rendsborg'ske Turnerfest. Rendsborg, den 20de Juli. Hr. Redakteur! I "Dagbladets" Nr. 163 findes en Artikel om den rendsborgske Turnerfest, som jeg i flere Henseender fuldkomment samstemmer med, men hvortil jeg i andre Henseender dog ogsaa gjerne ønsker at knytte nogle Bemærkninger. Jeg tillader mig derfor, Hr. Redakteur, at bede Dem om Optagelse af Nedenstaaende.

Den hele Fest burde vistnok strax fra Begyndelsen af have været forbudt; jeg ansaae det hele Tiden for et stort Misgreb, at den nogensinde blev tilladt, thi jeg formaaede ikke at hengive mig til de sangvinske Forhaabninger, at det her udelukkende var lagt an paa en uskyldig Væddeturnen, at Politiken skulde holdes borte, og at Udskeielser kunde undgaaes. Hvad der er foregaaet. vil De, Hr. Redakteur, bedst kunne see af hosføiede "Rendsbruger Wochenblatt" *) Nr. 57 af 16de Juli'); dette Blad fremstiller i talrigt Udvalg stærke Prøver af Brud paa Lov, Orden og Sømmelighed, f. Ex. at der ved Festen har været en "Deputation" fra de "schleswig-holsteinischer Kampfgenossen" fra Berlin. Men det Skadelige og Fordømmelige ved alle slige Fester fremlyser dog mest af det "aus die Subordination der Turner unter selbstgewahlte Führer" udbragte "Hoch". Det som der tilsigtes og forberedes, er en disciplineret Ordning for et nyt Oprør!

Efterat man nu i en forunderlig Godtroenhed havde været forblindet nok til i nogen Tid at ansee Festen for uskadelig, begik man imidlertid en stor Feil ved under 5te Juli at forbyde den. Thi nu var den altfor fast berammet, altfor fuldstændig forberedt, til at Forbudets reelle Overholdelse havde været mulig, medmindre man var skreden til ganske overordenlige Forholdsregler. Festens Afholdelse kunde have været forhindret, men ikke Sammenstrømningen af de fire til halvfemtetusinde Fremmede, som indfandt sig her om Søndagen; det saakaldte "Turnrath", der hverken Søndag eller Mandag var uden Villie og endnu mindre uden Evne til at overholde en vis Orden, vilde uden Turnerfesten have været uvirksomt, og end ikke en blot nogenlunde taalelig Orden vilde have været at overholde uden Belejringstilstand. Dette er min fulde Overtydning, og Flere ere enige med mig heri. Det var tilvisse meget uhyggeligt, at Forbudet blev taget tilbage, men af to Onder maatte man vælge det mindste, og saa maae vi trøste os med, at Vedkommende dog vel tilsidst er kommen til endelig Overbeviisning om, at man under de nuværende Forhold maa være meget nøieregnende med alle disse Turner-, Sang- og Skytteforeninger osv., i samlede Fester saavelsom i enkelte Gilder.

Jeg ønsker endnu at tilføie, at det efter disse Udtalelser maaskee vilde være mindre "vanskeligt at forstaae", hvis Amtmand Harbou havde "havt Mod til at anholde om Tilladelse til Turnfestens Afholdelse, efterat den engang var bleven forbudt", men jeg troer heri at vide en heel Deel bedre Besked end Deres Hr. Referent og at være en heel Deel korrektere, naar jeg beretter, at Amtmand Harbou - hvis Reise til Kjøbenhavn var rammet længe for Forbudets Udstedelse, allerede tiltraadt, inden det blev ham bekjendt, og aldeles uafhængig af samme - ikke har taget Initiativet ved Forbudets Tilbagetagelse, om han end paa given Anledning har fremhævet de Ulemper og mislige Følger, der vilde kunne fremstaae af det sene Forbud, og at Amtmand Harbou ikke var udeelagtig i, at Ministeriet først tog sit Forbud tilbage, efterat en Deputation fra Rendsborg var indtruffen med ærbødigt Andragende om Forbudets Tilbagetagelse og med Løfte om, at Festen ikke skulde omstride Loyalitetens og Sømmelighedens Grændser **).

At der, da Stemningen under de to Dages Fester stedse blev mere og mere ophidset af Øl, Taler og Viin, ikke fandt voldsomme Ordensbrud og beklagelige Sammenstød Sted, maa meget tilskrives Politiets Virksomhed saavelsom de af Kommandanten givne Befalinger, der naturligviis fra Militairets Side sandt den punktligste Efterlevelse. Jeg troer, at Amtmand Harbou istedetfor Dadel fortjener Anerkjendelse og megen Anerkjendelse for sin Virksomhed i de tvende Turnerdage og navnlig for, at han under meget betænkelige Forhold som Overøvrighed paatog sig en Underøvrigheds Funktioner i en ham efter den herværende Forfatning retslig uvedkommende By. Han overtog Politiets Ledelse omtrent en Time, førend Togene skulde ankomme, og efterat Banegaarden og Holdepladsen i Byen allerede vare overfyldte. Med al min Agtelse for Deres Hr. Referent troer jeg ikke, at selv han vilde have været istand til strax at lade de omtalte tvende kvindelige Figurer og Kjøbstadsvaabnene borttage, og senere gaves der overalt og bestandig Meget at varetage. Derhos er Deres Hr. Referent neppe ganske tro i sin Beretning, naar det i samme hedder: "Hvorledes den fungerende Politimester, Hr. Amtmand Harbou, vil kunne forsvare i hele to Dage at have ladet det sidde uanfægtet, er ikke let at forstaae." Det blev den 1 ide om Eftermiddagen inden Turnertogenes Afgang borttaget paa Amtmand Harbous Befaling.

Jeg har, Hr. Redakteur, i Ovenstaaende villet udtale, at den omspurgte Turnerfest tilvisse burde have været forbudt, men fra BegyndeIsen af, og at overhovedet ingen lignende Fest under de nuværende Forhold bør tillades; at Forbudet trods al sin indre Berettigelse nu kom for seent til at være praktisk; at Tilbagetagelsen vil være beklagelig, men et nødvendigt Onde, som man maatte skride til, hvis man ikke vilde løbe an paa at maatte gribe til yderligheder (som jeg just ikke altid, men dog nok paa nærværende Tidspunkt kan finde endeel Betænkeligheder ved); at der vistnok er skeet en heel Deel, som strider mod rette Begreber om Lovlighed, Orden og Sømmelighed, men at man er ubillig, hvis man uden Hensyn til de stærke Omstændigheder og Politiets svage personlige Kræfter vil vælte alt Ansvar over paa samme.

Ærbødigst
En af Deres rendsborgske Læsere

*) Vi have meddeelt saa Meget om denne Fest, at vi ikke ville plage vore Læsere med et yderligere Uddrag af den rendsborgske Avis. Red.

**) Idet vi optage denne Skrivelse, der søger at retfærdiggiøre Amtmand Harbon, maae vi dog tilføie, at netop ifølge det os tilsendte "Rendsb. Wochenbl " betragtes Amtmand Harbou som den, der har havt Fortjenesten af Forbudets Ophævelse. Der blev ved den allerførste Fest udbragt et Leve for den Deputation, som var reist til Kjøbenhavn i denne Anledning, men Deputationen afviste med Beskedenhed denne Fortjeneste og udbragte et Leve for Byens Øvrighed og Amtmanden i Rendsborg Amt "som dem, der havde udvirket det gunstige Resultat".

Red.

(Dagbladet (København) 26. juli 1862).

Festen blev endvidere beskrevet i Augsburger Anzeigeblatt. Sonntags-Beilage zum Augsburger Anzeigblatt. Sonntags-Beilage, 27. juli 1862.

- Brev fra Rendsborg den 28de Juli. Under Overskriften "den rendsborgske Turnfest" har "en rendsborgsk Læser" af "Dagbladet" i dettes Nr. 171 fremført en Del almindelig bekjendte og offenliggjorte Facta fra "Turnfesten"; men det synes dog ikke at have været Hovedsagen at bringe disse gjentagent for Offenligheden, men det er tvertimod klart, at det egenlige Øiemed med Artiklen er at rense Amtmand Harbou for hans Forhold i "Turnerdagene", i hans Egenskab som fungerende Politimester. Skjønt den ærede Indsender formener at være vel underrettet og i Artiklen ligesom lader skimte igjennem, at han staaer Hr. Amtmanden nær, saa betvivle vi dog, at han tilfulde kjender Sagens Sammenhæng. Forsvaret concentrerer sig navnlig i, 1) at Amtmand Harbou "ikke skal have taget Initiativet ved Forbudets Tilbagekaldelse, om han end, paa given Anledning, har fremhævet de Ulemper og mislige Følger, der vilde kunne fremstaae af det sene Forbud, og at Amtmand Harbou ikke var udelagtig i at Ministeriet først tog sit Forbud tilbage, efter at en Deputation fra Hendsborg var indtruffen med ærbødigst Andragende" osv., samt 2) "at Amtmand Harbou fortjener Anerkjendelse og megen Anerkjendelse for sin Virksomhed i de tvende Turnerdage, og navnlig for at han under meget betænkelige Forhold, som Overøvrighed paatog sig en Underøvrigheds Function i en ham . . . uvedkommende By" ; endvidere er anført, 3) "derhos er Deres Hr. Referent neppe ganske tro i sin Beretning, naar det i samme hedder: "Hvorledes den fungerende Politimester, Hr. Amtmand Harbou, vil kunne forsvare i hele 2 Dage at have ladet det (nemlig de Slesvig og Holsten forestillende qvindelige Figurer, der række hinanden Haanden, og de slesvigske og holstenske Byers Vaabenskilte) sidde uanfægtet, er ikke let at forstaae"". Det blev den 14de om Eftermiddagen inden Turnertogenes Afgang borttaget paa Amtmand Harbous Befaling". Og endelig 4) bliver der sagt, "at man er ubillig, hvis man uden Hensyn til de stærke Omstændigheder og Politiets svage personlige Kræfter, vil vælte alt Ansvar over paa samme." 

Vi have ikke skrevet den Artikel i "Dagbladet" som den ærede "rendsborgske Læser" ikke finder Smag i, og vi føle os fuldkomment overbeviste om, at enhver loyal Dansk er paa det Rene med den afholdte Turnerfests Natur samt med Amtmand Harbous Forhold; vi ere derfor eiheller nødsagede til at give noget Gjensvar paa "Læserens" Udtalelser, men, da vi tilfældigvis ere velunderrettede  i denne Sag, saa ville vi dog, i det Offenliges Interesse, hidsætte Følgende:

ad 1. Er det ikke Factum, at Amtmand Harbou den 6te Juli i Neumünster af Redacteuren af "ltzehoer Nachrichten", eller en anden Herre fra ltzehoe, fik Meddelelse om Forbudet? Er det feilagtigt, hvad der er fortalt, at Amtmand Harbou d. 7de Juli, imellem 12 og 4, har telegrapheret, eller ladet telegraphere til Rendsborg, "at der var Haab" og "at der uopholdelig skulde afgaae en Deputation til Kjøbenhavn"? - Skulde det være urigtigt, naar der siges, at Amtmand Harbou har banet Veien til Audiens for Deputationen saaledes, at denne, der afrejste fra Rendsborg d. 7de Juli Kl. 6 1/4 med Courerpost for at komme med Dampskibet fra Kiel, allerede den 8de Juli Kl. 12-12½ Middag kunde telegraphere hertil, "at Forbudet var hævet"?

ad 2. Omendskjønt vi fuldtvel forstaae Motiverne til, at Amtmand Harbou paatog sig at fungere i en underordnet Post, som Politimester, saa kunne vi dog ikke dele den ærede Indsenders Anskuelse, at Hr. Amtmanden fortjener "megen Anerkjendelse" for hans udviste Virksomhed. Han burde tvertimod aldrig have paataget sig en Post, som Resultatet viste, at han ikke var voxen. Den Anerkjendelse, som han fik ved Tomernes "Hoch" for ham, maa være ham tilstrækkelig.

ad 3. De omtalte "Byvaaben" og "qvindelige Figurer" bleve ophængte d. 13de om Morgenen tidlig og først nedtagne d. 14de om Eftermiddagen imellem 3 og 5. Dette Tidsrum er dog temmelig nær de 2 "Dage".

ad 4. At Hr. Amtmand Harbou, med underordnet Personale, vare svage, er en Kjendsgjerning; men det maatte jo være ham bekjendt, at der var Tropper i Fæstningen, der med stor Fornøielse havde assisteret ham ved at tæmme den af "Øl, Taler og Vin mere og mere ophidsede Stemning", naar han blot havde udtalt et Ønske i saa Henseende.

Oprigtig talt troe vi ikke, at et saadant Forsvar for Hr. Amtmand Harbou, som det, der føres for ham i "Dagbladets" Nr. 171, kan være ham videre til Gavn i denne Sag, ja vi føle os overbeviste om, at en Gjentagelse mulig kan bringe ham mere negativ Anerkjendelse, end den "rendsborgske Læser" ønsker.

(Fædrelandet 29. juli 1862)

Danmark.

Fra Slesvig-Holsten den 22. august I Husum, som i Tønning og Garding, nøjedes politiet ikke med at opløse gymnastikklubben, men sigtede også de gymnaster, der deltog i gymnastikarrangementet i Rendsborg. Denne beskyldning er virkelig til grin. Som bekendt blev den Rendsborgske gymnastikfest endelig tilladt af ministeriet selv efter forskellige forhandlinger med myndighederne; De pågældende Husum-gymnaster deltog kun i et tilladt møde og begik ingen personlig krænkelse, som ikke ville være tilladt, men de straffes nu "for at deltage i gymnastikfestivalen i Rendsburg" 10 hver idømt bøde på 10 rthrn. og 2 på 15 Thlrn; I alt for 12 gymnaster 130 Thlr. Pengene er broderet af de danske embedsmænd, der benytter enhver lejlighed til at bruge titlen "sportel", "lovbrud mv." er ekstremt opsatte på at vise noget af den tyske befolknings rigdom. - De to gymnaster som hver skulle betale 5 thlr. mere i bøder, skyldes at deres gymnastiktøj blev sendt til dem, efter at de havde anmodet dem fra Rendsburg pr telegraf. Ser du, der er intet som dansk retfærdighed!.

Dänemark.

Aus Schleswig-Holstein, 22. Aug. In Husum hat die Polizei sich nicht begnügt, wie in Tönning und Garding, den Turnverein aufzulösen, sondern auch diejenigen Turner, welche das Turngest in Rendsburg besucht haben, unter Anklage gestellt. Diese Anklage ist wirklich zum Lachen. Das Rendsburger Turnfest war nämlich, wie bekannt, nach verschiedenen Verhandlungen mit den Behörden vom Ministerium selbst endlich gestattet worden; die betreffenden Husumer Turner haben sich also nur an einer erlaubten Zusammenkunft betheiligt und sich dabei persönlich nicht das Geringste zu Schulden kommen lassen, was nicht erlaubt wäre, gleichwohl sind von demselben jetzt "wegen Theilnahme an dem Turnfest zu rendsburg" 10 zu einer Strafe von je 10 Rthlrn. und 2 zu je 15 Thlarn. verurtheilt; macht im Summe für 12 Turner 130 Thlr. Das Geld sticken die dänischen Beamten ein die auf jede Gelegenheit, sich unter den Titel "Sporteln", "Brüche u. s. w." Einiges aus dem Vermögen der deutschen Bevölkerung anzyeignen ausserordentlich erpicht sind. - Das zwei Turner übrigens a Person 5 Tthlr. mehr an Strafgeldern zu zahlen haben, wird dadurch motiv irt, dass denselben ihre Turnanzüge nachgesandt worden sind, nachdem sie dieselben von Rendsburg per Telegraph verlangt hatten. Sie sehen, es gibt nichts über dänische Gerechtigkeit!.

(Regensburger Tagblatt : Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerechtigheit. 26. august 1862)

Artiklen blev bragt i adskillige tyske blade. Imidlertid skete dommene ifølge Allgemeine Zeitung ikke ud fra deltagelse i turnfesten, men fordi turnforeninger generelt ikke var tilladt i hertugdømmet Slesvig, højst tolereret under andre navne.