Viser opslag med etiketten Popp-Madsen Carl (Efterskrift). Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Popp-Madsen Carl (Efterskrift). Vis alle opslag

30 juni 2024

Dr. Juris Carl Popp-Madsen Løslades. (Efterskrift til Politivennen)

Tiderne skifter.

I juridiske kredse er det almindeligt samtaleemne at der fra visse sider udfoldes initiativ til indsamling af underskrifter for frigivelse af den tidligere professor, dr. juris. Carl Popp-Madsen, der efter at have fået sin sag for to instanser, fik den for Højesteret som takserede hans adfærd til 12 års fængsel. I øjeblikket har den lærde herre klaret de fire år. Hans venner - sådanne må der vel være tale om - er endog gået så vidt at de har prøvet at interessere universitetskredse for hans frigivelse, men de skal efter forlydende have fået en kølig modtagelse, hvilket vi godt forstår. Netop en person som Popp-Madsens intelligens bør ikke slippe sådan uden videre. Der er mange ting omkring udrensninger som den jævne mand på gaden ikke forstår og som derfor er farlige for retsbevidstheden, og en af disse er at det overhovedet kan tænkes at Popp-Madsen skal slippes ud nu, eller at en mand som Wilfred Petersen kunne slippe som han gjorde. Ja, dette er blot et par tilfælde der er lige fremme i rampelyset i disse dage, men der kunne jo nævnes adskilligt. Tiderne skifter.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 9. maj 1949).


Popp-Madsen fri til julen.

Justitsminister Busch-Jensen der i går nægtede at skride ind over for politiets gentagne grundlovsbrud mod dem der agiterer for freden, har samme dag truffet en anden beslutning: at en af den "danske" nazismes åndelige bagmænd, dr. jur. Carl Popp-Madsen skal sættes på fri fod. Senest i dag åbnes fængselsporten for ham.

Popp-Madsen fik kun 12 års fængsel, men slipper altså ud efter 4½ års forløb. Han dømtes bl.a. for at have arbejdet for Dansk Folkeværn og Schalburgkorpset, han førte forhandlinger med Pancke og andre tyskere, han var designeret justitsminister i en nazistisk regering, kort sagt: Han var en af de farligste.

For et halvt år siden anbefalede syv juridiske professorer Popp-Madsens benådning, men alene meddelelsen herom vakte for stor opsigt til at manden kom fri. Det antydedes i aftes at justitsministeren havde valgt netop dette tidspunkt for løsladelsen, fordi rigsdagen ikke er inde. 

p.

(Land og Folk, 23 december 1949).


Vore egne krigsforbrydere.

At det var magtstræb som var et ledemotiv for dr. jur. Popp-Madsen da han under krigen solede sig i tyskernes bevågenhed, er hævet over enhver tvivl. I særlig grad kom det til udtryk da han efter 29. august 1943 var virksom for dannelsen af en ny dansk regering med sig selv som forgrundsfigur - tyskerne havde jo forud gentagne gange ved deres fremtvungne regeringskonstruktion søgt ham optaget i regeringen - og man vil erindre hvorledes han efter tyskernes forbrydelser mod politiet i september 1944 mødte op i udenrigsministeriet med forslag om at stille si selv i spidsen for et nyt dansk politi i stedet for det politi der vansmægtede i koncentrationslejre.

Som nævnt er denne mand nu løsladt. Fra fængselscellen i Horsens Statsfængsel rykkede han ud til juletræ og gåsesteg og julens andre herligheder. Han var idømt 14 års fængsel af byretten, som landsretten nedsatte til 10, hvorefter Højesteret gik en mellemvej og sagde 12. Straffetiden ville altså være udløbet i 1957, hvilket også var tilfældet for den for nylig løsladte Sehested og et forlydende vil vide at i nær fremtid sættes tyskerhåndlangeren proprietær Hartel på fri fod, og at det samme vil ske for juristen H. C. Bryld, en af de skrækkeligste børste som ledede "Fædrelandet" og var - efter Clausen - førsteviolin i nazisternes "Førerråd".

I dette bundt af forbrydere mod danske nationale interesser var vel Popp-Madsen den mest begavede. I hver fald var han højt anerkendt som jurist. Men om det nu har været magtbrynde eller andre ting, så blev han i terrorperioden den egentlige leder af Schalburgkorpset, og i denne egenskab klæber der sig dyrt og værdifuldt blod ved hans hænder, blod som aldrig vil kunne afvaskes.

Derfor blev han idømt en så hård straf. De andre nævnte som er løsladt eller står til løsladelse, har på anden måde som vil være kendt, gjort sig skyldig i handlinger som flere gange under besættelsen udsatte de nationale værdier i Danmark for den alvorligste fare. Og derfor fik de en længere årrækkes fængselsstraf.

Det spørgsmål der ganske naturligt melder sig, er hvorfor man gav så hårde straffe, når disse alligevel bliver gjort ganske illusoriske ved løsladelse efter et kortere åremål. den almindelige mand i landet vil ikke kunne forstå det. Ingen vil indvende noget imod at der skete en afkortning som tilfældet er med de fleste straffefanger som viser god opførsel, men der er tale om at de slippes løs efter at have afsonet betydeligt under halvdelen af straffen.

Der er intet rimeligt forhold mellem hvor let disse mennesker er sluppet, og hvad andre der er mindre skyldige, og har haft mindre forudsætninger for at forstå hvad anstændigheden krævede, har måttet sone.

*   *   *

Det er os ikke ukendt hvad der anføres som motivering for løsladelserne. Justitsministeren har ubestrideligt ret til at gøre hvad han vil i så henseende, og det anføres at samfundet ingen glæde har af at have disse mennesker på statsunderhold i så og så mange år. Ligeledes anføres det ræsonnement at de alene af selve dommen er ødelagte i bund og grund, og at de aldrig vil komme blot i nærheden af de stillinger de tidligere har beklædt.

Alt dette kan være rigtigt nok. Men på prent står at læse at de har forbrudt sig til 10, 12 eller 14 års soning i fængsel! Når de nu slipper med mindre end halvdelen, giver justitsministeren den del af offentligheden som ikke kender juraen indefra, fornemmelsen af at de har været dømt for hårdt. Og dette er helt forvirrende for hele retsbegrebet. Enten skulle de have sonet en passende del af dommen - og passende kan aldrig være mindre end halvdelen - eller også burde være dømt anderledes. 

Der er intet forhold i at en primitiv mand der stjæler værdier for nogle tusinder kroner, får nogle måneder, der afsones uden afkortning, mens en juridisk doktor der var ved at stjæle hele nationen, slipper med 4-5 år.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 27. december 1949).


Fra læserne.

Brev fra Popp-Madsen

Dr. juris Carl Popp-Madsen sender "Horsens Avis" Følgende: 

Hr. Redaktør

I rubrikken "Fra læserne har landsretssagfører Aage Jeppesen fået oplaget et indlæg af 28. f. m. betitlet "Vore egne krigsforbrydere" som jeg først nu tilfældigt er blevet bekendt mod.

Mens indsenderens personlige bedømmelse af min handlemåde og dens forhold til vore almindelige straffelov naturligvis må stå for hvad den er værd, er det dog vel rimeligt, særligt for enhver afbalanceret retsbevidst - at den almindelige vurdering sker på et rigtigt grundlag, og jeg vil derfor særligt også under hensyn til at indsenderen er jurist, gerne til berigtigelse meddele:

at jeg absolut ikke faktisk var den der organiserede Schalburgkorpset;

at jeg afgjort ikke medvirkede ved dannelsen af Hipokorpset, og at frifindelsen af mig for min optræden den 19. september 1944 netop bl. a. er begrundet med at jeg "ikke har udvist noget initiativ". 

Deres ærbødelige

Carl Popp-Madsen

Landsretssagfører Aage Jeppesen svarer herpå således:

"Horsens Avis" redaktør har været så venlig af forevise mig foranstående berigtigelse der giver mig anledning til at fremføre følgende fakta vedrørende de af dr. juris Popp-Madsen anførte enkeltheder.

1. Ingen berettiget tvivl kan rejses med hensyn til, at det af dr. juris Popp-Madsen udviste utilbørlige intime samarbejde med tyskerne i tiden efter 29. august 1943, kunne rammes af den almindelige danske straffelovs forræderiparagraffer. Herom kan doktoren godt trøste sig med at have en anden mening.

2. Hvad angår Schalburgkorpset er dr. juris Popp-Madsen i tre instanser dømt for "som særlig rådgiver for K. B. Martinsen (nu henrettet) og som medlem af ledelsen af den politiske dækorganisation "Dansk Folkeværn", at have deltaget i forhandlinger med bl. a. de herværende tyske myndigheder om den fremtidige organisation af Schalburgkorpset der udelukkende blev oprettet i besættelsesmagtens interesse, bl. a. efter aftale med Himmler og som financieredes af "Germanische Leitstelle" og ved at have været bestemmende ved organisationen af korpset, samt i det hele på afgørende måde at have deltaget i ledelsen af korpset såvel indadtil som udadtil overfor besættelsesmagten og efter Martinsens fjernelse med (den senere likviderede) T. I. P. O. Madsen at have fortsat som leder af korpset og haft afgørende indflydelse på dets stilling til besættelsesmagten".

Dette er direkte citat fra dommen og blev godtgjort ved talrige vidneudsagn. Jeg kan glimrende se den nuance, som den formalistiske doktor klynger sig til, idet han vil hævde ikke at have været medstifter, hvilket heller ikke er godtgjort eller påstået; men det er jo langt mere graverende, at have fortsat som særdeles aktiv deltager i organisationen og dens landsforræderiske udbygning, men jeg skal skåne læserne for videre uddybelse af den afslørende dom, der i øvrigt er til disposition.

3. Dr. juris Popp-Madsen er meget rigtig ikke dømt som medvirkende ved dannelsen af Hipokorpset, men derfor kan han udmærket godt have medvirket ved stiftelsen. Han var med alle vegne som bagmand. De frifindelser for enkelte anklagepunkter, han har høstet hjem, skyldes alle mere eller mindre mangelfuldt bevis.

Ifølge dansk ret skal den tiltaltes skyld bevises fuldt ud, og det er kommet den ivrige doktor til gode. Hvis han ikke så så formalistisk på alt, ville han mellem linjerne i dommen kunne læse at næppe nogen af de 16 juridiske dommere, der har deltaget i udformningen, har troet et ord af de ofte horrible undskyldninger han så tappert har fremført til tydeliggørelse af den af ham påståede uskyld; men som nævnt har man af bevisnød ladet ham slippe i nogen tilfælde. Der var såmænd nok alligevel. - for så vidt angår indstillingen overfor Hipokorpset er et i Dommen citeret brev 31. marts 1945 fra doktoren såre karakteristisk. Det lyder bl.a. således: "Kære Obersturmbannführer: "Med Tak tor de hyggelige Timer" o. s. v. Efter min mening kan det De foreslår politimæssigt først nås efter regeringsdannelsen. og hvad der i dag ligger for. synes mig snarere at være en videreudbygning af Hipo tillades egnede SS-førere og "Mænner" at indtræde i rækkerne. På dette punkt tror jeg at der bør sættes ind". Det havde været yndigt, om sligt var realiseret. Om brevets hensigt har dr. juris Popp-Madsen afgivet en højt skruet forklaring, og blev for så vidt frifundet. Brevet taler imidlertid overfor sundt tænkende mennesker ganske for sig selv. og frifindelsen er kun et sølle halmstrå som ingen vil misunde ham.

4. Med Hensyn til doktorens optræden den 19. september 1944 (Aktionen mod det danske politi) slap dr. Popp Madsen der fra den højere Panckes domicil havde telefoneret til udenrigsministeriet; og som var villig til at lade sig konstituere som dansk politis chef, hvad departementscheferne var lamslåede overfor, med følgende lidet glorværdige begrundelse: "Om end det findes yderst forkasteligt, at tiltalte ved sin, også i forskellige henseender strafbare adfærd overfor besættelsesmagten, havde bragt sig i den situation, at Pancke under de foreliggende forhold kunne få den tanke at henvende sig til ham, finder retten dog ikke at kunne anse hans handlemåde i den givne situation for strafbar".

Det gør mig ondt at den juridiske doktor tvinger mig til at citere denne højst ydmygende frifindelseskonklusion; men der må jo mangle visse menneskelige egenskaber når han kan slå sig for brystet  og anføre at han ikke udviste initiativ hvad der begrunder den delvise frifindelse. Han gjorde det der var værre, nemlig at være løbedreng for den højere Pancke, den tyske politigeneral, hvad der efter min mening var meget værre; men ved kun at anses for at være budbringer, blev forholdet ikke anset for strafbart. Men den fordømmelige handling tilgives aldrig her i landet, og var hvad man let kan læse ikke tilgivet af dommerne trods den formelle frifindelse.

Med foranstående moderat holdte kommentarer mener jeg at have belyst dr. juris Popp-Madsens "berigtigelse". Uanset de delvise frifindelser tror jeg, at befolkningen har et klart billede af den mand der så sent som den 15. marts 1945 offentlig krævede politisk chokbehandling af den danske befolkning

Billedet er en sørgelig kombination af en afsporet, lidet modig landsforræder, der samtidig er i besiddelse af en fremragende hjerne, hvad der er manifesteret ved at han indehaver en af de største juridiske eksaminer, der er præsteret i kongeriget, højt oppe på den juridiske rangstige, men blottet for menneskelig forståelse; det ovenanførte berigtigelsesforsøg overbeviser netop om at dr. juris Popp-Madsen åbenbart ikke er kommet til den besindelse hvad angår hans gernings karakter, som skulle være en uafviselig og naturlig forudsætning for den klækkelige fritagelse af hele 7 år af den ham ved Højesteret så sent som den 11. september 1947 udmålte straffetid, der uanset enkelte frifindelsespunkter, enstemmigt blev ansat til 12 års fængsel.

Jeg foreslår dr. juris Popp-Madsen i stedet for at fortsætte med sine dybsindige svælgen i de forhold, forhold, han ikke efter beviset stilling kunne straffes for, satte sig at studere lidt historie og fx skrev sig bag øret, hvad den nu aktuelle Herluf Trolle for næsten 400 år siden i spørgsmålsform udtalte:

"Ved I hvorfor vi hedder herremænd. hvorfor vi bærer gyldne kæder, har jordegods og vil være højere agtet end andre?".

I øvrigt var det centrale i "Horsens Avis" oprindelige ledende artikel og mit deraf afledte senere indlæg, betragtninger over det misforhold der ligger i at de små medløbere fik en relativ hård straf, mens de åndelige bagmænd i modstrid med domsafsigelsen får en ekstraordinær kvittance af strafudmålingen (mærkværdigvis nok uden indsigelse fra de herrer dommere). Det berettigede i betragtningerne er nu yderligere dokumenteret

Aage Jeppesen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 17. januar 1950).


Dr. jur. Carl Popp-Madsens gravsten på Garnisons Kirkegård. (Foto Erik Nicolaisen Høy).

20 juni 2024

Dr. Jur. Carl Popp-Madsen dømt, 1945-1947. (Efterskrift til Politivennen)

V-liste nr. 24.

I dag er der 280 personer på værnemagerlisten. Fra Storkøbenhavn er der den meget omtalte dr. jur. Carl Popp-Madsen, Uppsalagade 18 ....

(Social-Demokraten, 19. juli 1945).


Sommerkorpsets historie

Korpset talte ca. 800 mand.

---

Popp-Madsens 2-3000 mand.

"Dansk Folkeværn", i hvis ledelse ekspeditionssekretær i justitsministeriet, dr. jur. Carl Popp-Madsen (f. 1900, fængslet) havde sæde, var en organisation af nazister der som en art passive medlemmer af Schalburgkorpset støttede dette "Folkeværnet", senere kaldet "Landstormen", hvis chef var tidligere løjtnant i den danske hær Max Arildskov (f. 1896, fængslet) havde til formål at give nazister der på grund af alder eller manglende tid ikke kunne gøre tjeneste i det egentlige Schalburgkorps, en fritidsuddannelse i politik og våbenbrug. Medlemmerne af denne gruppe skulle i givet fald kunne beskytte tyskvenlige danskere, herunder pårørende til Frikorps Danmark-folk, mod overfald. Gruppen havde hovedafdeling i Frimurerlogen og underafdelinger i provinsen, og ca. 2-3000 personer der mødte til uddannelse om aftenen og på søndage, har haft tilknytning til den.

(Lolland-Falster Social-Demokrat-Nakskov. 30. januar 1946).


Sagen mod Popp-Madsen påbegyndt.

Anklageren kræver fængsel på livstid.

København, fredag (RB)

Forræderisagen mod dr. jur Carl Popp-Madsen påbegyndtes fredag formiddag ved Københavns byret. Efter oplæsning af anklageskriftet krævede statsadvokat Kurt Kirchheiner Popp-Madsen idømt fængsel på livstid. Anklagede nægtede sig skyldig i alle forhold og afgav en meget lang forklaring om sit forhold til de forskellige tyske og danske nazistiske organisationer. Man kom bl.a. ind på en omtale af Popp-Madsens forsøg på at danne regering den 28. august 1943, et forsøg der mislykkedes, idet ingen af dem han henvendte sig til, ville sidde i regering med ham. Det menes at sagen vil så på i 4 dage.

(Isefjordsposten, 21. juni 1946).


Popp-Madsen idømt 14 års fængsel.

København.

Dr. jur Carl Popp-Madsen der ved byretten var sat under tiltale for forskellige landsskadelig virksomhed og forræderi idømtes i dag 14 års fængsel og mistede almen tillid for bestandig.

Popp-Madsen ønskede at appellere dommen til Landsretten, idet han erklærede at han var uskyldig dømt.

(Landbrugernes Dagblad (Maribo), 1. juli 1946).


Fra landsdommer til straffefange med 14 års fængsel.

Popp-Madsen ved godt humør og snakkesalig.
Besættelsestidens store i vidnesskranken i dag.

Dr. Jur. Carl Popp-Madsen.

Når man har set den i sin tid så berømte jurist, ekspeditionssektær i justitsministeriet, dr. jur. Carl Popp-Madsen, Universitetets manuduktør og eksaminator ved juridisk embedseksamen og endvidere beklæde et landsdommersæde, var det unægtelig i går et mærkeligt spil af skæbnen at se ham anbragt på anklagebænken i Østre Landsrets 9. afdeling som straffefange under politibevogtning idømt 14 års fængsel for Iandsforræderi og landsskadelig virksomhed.

Den tungt vejende anklage imod ham omfatter 6 forhold, hvoraf de 2 er frafaldet. Endvidere omfatter anklagen nogle underpunkter. Det er ganske uforstandigt, at en mand med en så skarpt og juridisk trænet hjerne, der rummet en så omfattende viden om alle retsforhold, kan svigte i den grad at han i besættelsestiden kunne optræde som speciel rådgiver for berygtede Schalburgfolk, såsom K. B. Martinsen og konsorter, at han kunne forhandle med Fritz Clausen om at overtage et justitsministerembede, at han kunne medvirke ved et forsøg på at få den danske stat til at afholde udgifterne ved Schalburgkorpset og til yderliger at overtage ledelsen af dette forbryderkorps, også efter det danske politis ophævelse. At han så sent som i foråret 1945 kunne gennemgå et memorandum til blodhunden Himmler.

Man fristes næsten til at antage, at han samtidig med sin store lærdom har været en ganske naiv personlighed som slet ikke har kunnet overse og bedømme almenmenneskelige forhold og derfor har kunnet støtte sig til de forskellige nulliteter. som troede at kunne lave regering i Danmark og organisere retstilstanden i Europa, som nazisterne jo skulle forme.

I dag foregår den store afhøring af de personer, Popp-Madsen har arbejdet sammen med, Martinsen, Birkedahl Hansen, Arildskov, Poul Rasmussen, Sommer, Reitzel Nielsen, Pancke og Fritz Clausen. Også dr. Best var ønsket afhørt, men han kommer vist nok ikke. Der var afsat 5 dage til sagens behandling, men det er muligt, det kan gøres på 3. Popp-Madsen er ved godt humør og har en masse at sige

(Aftenbladet, 11. februar 1947).

Popp-Madsen fik straffen nedsat til 10 års fængsel med et fradrag af 19 måneder for udstået varetægtsarrest. Sagen gik videre til Højesteret. Her blev straffen forhøjet til 12 års fængsel. Dommen var enstemmig blandt de 12 dommere i sagen.


Forhørene i Sagen mod Schalburgkorpsets Leder

Nazisten Popp Madsen havde læst i aviserne om Martinsens beskyldninger

KØBENHAVN (RB)

I eftermiddagsmødet i går i K. B. Martinsen-sagen udtalte kontorchef Krandrup, der havde været administrator for Schalburgkorpset, at dette hver måned af tyskerne havde fået mellem 170,000 og 350,000 kr. til bestridelse af alle udgifterne vedrørende korpset.

Max Arildskov forklarede videre, at han i sin tid af K. B. Martinsen havde fået tilladelse til at oprette Landstormen, der skulle bruges til at beskytte nationalsocialisterne og deres ejendom i tilfælde af et eventuelt overfald fra den danske befolknings side.

Den tidligere leder af Schalburgfonden, dr. jur Carl Popp Madsen, der var næste vidne, udtalte på forespørgsel om han kendte til visse politiske drøftelser. der skulle være ført - omkrind den 29. august:

- Ja. Best havde i dagene umiddelbart efter den 29. august været meget utilfreds med den måde, hvorpå situationen havde udviklet sig, og han var meget ked af det skete. Han måtte forklare dette for nogle ledende, danske politikere, og derfor havde han søgt at få forbindelse med Socialdemokrater, som han ville foreslå at danne en ny regering. Nogle Dage efter at han havde sendt Indbydelsen, blev denne akeepteret, og Best var blevet meget bevæget over, at Socialdemokraterne havde modtaget Indbydlesen efter det, der var sket. Konferencen var derefter kommet i stand, og fra socialdemokratisk side deltog fhv. statsminister V. Buhl, fhv. forsvarsminister Alsing Anderen eller fhv. minister Hans Hedtoft. Hvem af de to sidstnævnte herrer, der havde været med, kunne vidnet ikke med bestemthed sige, men det var en af dem. Man havde dog ikke opnået resultat med det samme, og efter nogle dages forløb havde man fra socialdemokratisk side afvist forslaget.

Vidnet blev her foreholdt et dementi, som Socialdemokratisk Provinspresse gennem Ritzaus Bureau udsendte i tirsdags i anledning af Martinsens udtalelse om samme sag, men han benægtede på det bestemteste rigtigheden af dette dementi som han havde læst i aviserne. 

Uden forbindelse med sandheden

Ritzaus Bureau er onsdag anmodet om at udsende følgende i anledning af dagens forhør i K. B. Martinsen-sagen :

Den forklaring, Popp Madsen har afgivet, er uden enhver forbindelse med sandheden. Som forlængst kendt, havde undertegnede - efter anmodning af direktør Svenningsen - sammen med Alsing Andersen og H. C. Hansen en samtale med dr. Best i begyndelsen af august 1943, umiddelbart efter, at Fibiger og Ole Bjørn Kraft havde havde talt med ham. Der har ingen senere samtale fundet sted, når lige undtages Buhis samtale på partiernes vegne med dr. Best ved Folkestrejkens afslutning i 1944, og spørgsmålet om en ny regeringsdannelse efter 29. August har ikke af os - og os bekendt heller ikke af andre Socialdemokrater - på noget som helst tidspunkt været drøftet med dr. Best.

Popp-Madsens forklaring savner derfor ethvert grundlag.

V. Buhl. H. C. Hansen

(Ny tid (Aalborg), 23. oktober 1947).

København. Dachau-klubbens bestyrelse har på et møde vedtaget indtil videre at afbryde samarbejdet med "Fællesudvalget for Danmarks politiske fanger". Baggrunden for dette skridt er at formanden for udvalget ved udarbejdelsen af tidligere kz-fangers eventuelle erstatningskrav mod Tyskland har modtaget juridisk bistand af dr. jur. Popp-Madsen. 

(Horsens Social-Demokrat, 24. november 1966).

14 juni 2024

Dr. Juris Popp-Madsen 1944. (Efterskrift il Politivennen)

 

Annonce fra Fædrelandet (København), 9. juni 1944 hvor Popp-Madsen optræder so foredragsholder, med tilmeldelse til Schalburg-Korpset.

Fremtrædende dansk jurist har ordet

Jeg håber at folket vil vende sig fra de falske profeteer.

I dag er det en anset dansk jurist der besvarer dagens spørgsmål: Er De krigstræt. Det er ekspeditionssekretær i Justitsministeriet, dr. jur. C. Popp-Madsen, som siger: 

Det er et af de lidt kedelige spørgsmål, som man ikke kan besvare med et ja eller nej, uden at svaret bliver misvisende, og det er ydermere et spørgsmål som man jo dårligt nok har lov til at svare på, når man hører hjemme i et land, der alle vore bevægede tider til trods dog ikke direkte har taget del i det store opgør. 

Naturligvis længes jeg efter, at besættelsen af de forskellige dele af vort rige må høre op, fortsætter dr. jur Popp-Madsen; naturligvis græmmer jeg mig over tabene af de uerstattelige kulturværdier, og hvorfor nægte det, naturligvis savner man nu og da de små materielle goder, som krigssituationen har berøvet os. Men at dette skulle betyde, at jeg i dag ønsker klagens ophør for enhver pris, er der fornuftigvis ingen tale om

Jeg har aldrig gjort nogen hemmelighed af, at jeg med hensyn til vort lands fremtid ønsker et kommende Europa med endrægtigt samvirkende stater, der med bibeholdelse af deres nationale, folkelige selvstændighed er rede til i forening at arbejde for det fælles tarv. således som tanken har været ført frem fra tysk side.

Dr. jur. Popp-Madsen

Og jeg kan ikke tænke mig, at kampen for at realisere dette ideal skulle opgives 5 minutter før 12, eller at de ofre, som også tusinder at unge danske landsmænd har bragt for at virkeliggøre den tro, der også var deres, skulle have været forgæves.

- Hvad venter De Dem af tiden efter freden?

- Ja, det ligger vel egentlig allerede i det jeg netop har sagt. Jeg ønsker en fremtid, hvor udadtil vort land får lov til at leve en værdig selvstændig tilværelse i frugtbart samarbejde med beslægtede folk, og jeg ønsker, at et rigt udbytte af dette samarbejde må muliggøres derved, at man også indadtil tager de skridt, som er nødvendige Jeg håber aldrig at vende tilbage til en politisk ordning, der førte og måtte føre til de nationale katastrofer den 9. april og den 29. august. Jeg håber aldrig økonomisk at vi skal vende tilbage i et udbytningens og usikkerhedens samfund som det, vi har kendt, hvor landets bærende erhverv rystes af voldsomme kriser, og hvor danske arbejdere lider under arbejdsløshedens og hele den økonomiske utrygheds svøbe.

Jeg tror på, siger ekspeditionssekretæren videre, at det skal lykkes at opbygge et samfund på et sandt folkestyre, hvor ledelsen er i hænderne på mænd der har evne og karakter til at røgte deres kald med deres folk og for deres folk, hvor bonden sidder trygt som herre på sin egen gård, og hvor arbejderen ikke behøver at frygte hvad morgendagen vil bringe, fordi ordnede produktionsforhold ikke blot sikrer beskæftigelse til enhver, der kan og vil tage fat, men gør det muligt for enhver dansk at nå de goder her i livet, som gør dette værd at leve

Dr. Popp-Madsen slutter med at sige: Jeg håber først og fremmest, at det må lykkes en skønne dag at rive bindet fra øjnene på vort vildførte folk, så det med foragt forlader de falske profeter og igen finder ind til sig selv

(Fædrelandet, 23. august 1944).

03 juni 2024

Dr. Juris. Carl Popp-Madsen, 1940. (Efterskrift til Politivennen)

Misbrug af universitetet

En juridisk docent der forsøger at udnytte universitetets opslagstavle til propagandistiske formål.

Den konservative generalkorrespondance skriver: 

I akademiske kredse er man temmelig oprørt over en begivenhed, som er indtruffet på universitetet, hvor en af de docenter, der afholder forelæsninger, har misbrugt sin stilling til politisk propaganda på den opslagstavle, der almindeligvis bruges til mere officielle meddelelser fra de forskellige fakulteter.

Det drejer sig om dr. jur. Popp-Madsen som holder juridiske forelæsninger. En dag fornylig lod han på den nævnte tavle opslå et opråb fra en politisk fraktion, han er medstifter af, og som kalder sig "National Aktion". Hvad han aktionerer for, fremgår af opråbet, hvor han påkalder den akademiske ungdom til samling om sin bevægelse, som han præsenterer som "klar anti-parlamentarisk", og hvori han bestrider, at den danske forfatningspraksis er i overensstemmelse med national mentalitet. Resten af opråbet kan for så vidt være ligegyldigt. Men ligegyldigt er ikke det grove misbrug, dr. Popp-Madsen har tilladt sig.

Han har naturligvis fuld ret til at have sine egne meninger (som han i øvrigt har proklameret gennem Frits Clausen-Partiets blad), og vil han have anden styreform i landet, har han hver mands ret til at virke derfor i skrift og tale. Blot ikke på universitetet og gennem dets talerør!

Universitetet - som også andre læreanstalter - skal være arnesteder for åndslivets fremme uden iblanding af døgnets politiske strøm, og dr. Popp-Madsen ved meget vel, at det skal være således.

Havde en impulsiv student forløbet sig, lod det sig undskylde, men for en af universitetets egne docenter er tilfældet absolut kompromitterende, ikke mindst, når det som i dette tilfælde førte til demonstrationer mod prorektoren fra studenternes kreds, som vel er forståelige og har en naturlig baggrund, men ikke desto mindre er i strid med den værdighed, som bør præge universitetets virke.

Det er os ikke ukendt, at universitetet ikke har ønsket sagen omtalt, men en sag af denne beskaffenhed kan ikke være et til universitetet lokaliseret anliggende. Hr. Popp-Madsen er ministeriel embedsmand (knyttet til justitsministeriet), og det må være et samfundsmæssigt krav, at der er sikkerhed for, at embedsmændene i administrationen er besindige og ansvarsbevidste mænd, der bevarer ligevægten i en så vanskelig tid som denne og ikke gør sig til part i de uansvarlige kredses forsøg på at bringe splittelse i folket.

Offentligheden har et naturligt krav på at erfare, hvorledes universitetet selv betragter den pågældende docents brud på ånd og tone i landets højeste læreanstalt, hvilke foranstaltninger det har foranlediget, samt om de ministerier, han er tilknyttet, kan tolerere det meget beklagelige tilfælde. 

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 26. september 1940).

Foto af Popp-Madsen fra Fædrelandet, 14. februar 1943.

Hr. Popp-Madsen berigtiger.

Vi har modtaget:

Hr. redaktør!

Til berigtigelse af det faktiske grundlag for artiklen "Misbrugt sin stilling" i Social-Demokraten for den 1. okt. (side 5) skal jeg herved bede Dem meddele:

at opslaget på Studiegården om reorganiseringen af "National Studenter-Aktion" under min medvirken ikke er foretaget af mig, men af nogle af sammenslutningens medlemmer uden forudgående aftale med mig;

at opslaget allerede som følge heraf ikke er fremkommet på den aflåsede opslagstavle, der almindeligvis bruges til officielle meddelelser fra de forskellige fakulteter, men på det sted hvor meddelelser vedrørende studenterforeningsforhold o. l. publiceres;

at opråbet simpelt hen var en meddelelse om aktionens love, og at historien om det formentlige misbrug af embedsstilling derfor omgående bør placeres blandt de rygter, der absolut ikke egner sig til videre udbredelse.

Deres ærbødige

Carl Popp-Madsen.

(Social-Demokraten, 4. oktober 1940).

Irettesættelse til Popp-Madsen.

København (RB)

Affæren på Københavns Universitet hvor en juridisk docent Popp-Madsen benyttede universitets opslagstavler ti et politisk opråb, har medført at den pågældende har fået en skarp irettesættelse af konsistorium.

(Bornholms Avis og Amtstidende, 7. oktober 1940).

Popp-Madsen optrådte i anden halvdel af 1940 som medlem af rådet for den nationalsocialistiske organisation, National Studenter-Aktion. November 1941 blev Popp-Madsen lektor i retsvidenskab ved Københavns Universitet for et tidsrum af 3 år. Han talte bl.a. i DNSAPs Studenterfraktion den 17. februar 1942 og optrådte hyppigt i radioen.