Viser opslag med etiketten Amaliegade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Amaliegade. Vis alle opslag

05 juli 2020

Casino Theateret (Efterskrift til Politivennen)

Casino i Amaliegade 10 (nu Aasurandørernes Hus) blev indviet februar 1847, på initiativ af Georg Carstensen (Tivoli). Casino blev nedrevet i 1960. Godt et år efter indvielsen lagde det lokaler til det historiske Casinomøde 20. marts 1848. Hvordan det gik i den mellemliggende periode, belyser artikler fra Kjøbenhavnsposten. En af dem foreslog (nærmest profetisk) at stedet sagtens kunne bruges til stænderforsamlingerne.


Peter Elfelt. Amaliegade 10. (Kbhbilleder, public domain).

På fredag åbnes Casino. Det er en efterretning der synes at måtte gøre epoke i det københavnske vinterfornøjelsesliv. At det skulle have nogen indflydelse at det uheldigvis er i fasten at dette så grandiose etablissement for første gang åbnes, kan næppe antages. Københavnerne er jo ikke katolikker. For nogle af dem kan hele året gerne være en fastetid, men andre ved ikke og behøver ikke at vide, at der er nogen grænse for karnevalet. Det er dem, der skal lægge renterne af den kapital, der er sat i Casinoanlægget, og hvem ville ikke ønske at de måtte det. Det er jo kun derved at aktionærerne kan bestå og vedligeholde modet til foretagender, hvorved den industrielle virksomhed fremmes. 

Men derfor må det også synes at være et alt for stort offer af sine kollegaer, som "en mand, der selv ejer 200 aktier i Casino", fordrer i Berl. Tid., at nemlig den første aftens indtægt skal tilfalde "husarme til brød- og brændselshjælp." Forslaget er vistnok meget velment, og svarer ganske til vor tids almindelige anskuelser, der ikke alene søger at forene det nyttige, det indbringende med det fornøjelige - hvorpå Casino selv er et eksempel - men også det dydige, velgørenheden med det fornøjelige; for vel findes der hos endnu mange, som yder velgerninger uden at forlange anden nydelse for deres gaver end den, bevidstheden om det gode giver, men for flertallet er dog en solidere nydelse en langt bedre spore til velgerninger.

Dog er det i så henseende alt for meget forlangt, når proponenten til den hensigt endog vil have deres majestæter og den øvrige kgl. familie, samt ministre og høje embedsmænd inviterede. Det ville jo være at give den forening af fornøjelse og velgørenhed et så højtideligt, officielt udseende som om den ligefremme velgørenhed næsten havde årsag til at skamme sig ved sin simpelhed, og så vidt bør man dog ikke gå i sin hyldning af tidens tendenser. Imidlertid ville forslaget vel heller ikke kunne komme til udførelse, uden først at være antaget på en generalforsamling af aktionærerne, og da anstalten, som sagt, skal åbnes i overmorgen kan der ikke være tale herom.

(Kjøbenhavnsposten, 17. februar 1847)

Ifølge "Fædrelandet" har regeringen understøttet den smukke Casino-indretning med et tilskud af 25,000 Rbd., som anden prioritet i bygningen. Det er et glædeligt bevis på, at regeringen har penge nok, og må bestyrke håbet om, at den både vil og kan anvende betydelige summer til det, der under de nuværende omstændigheder, er blevet påtrængende nødvendigt. Imidlertid kunne de penge også anses ret godt anvendte; Casino vil naturligvis, selv med et sådant ekstraordinært lån, som det aldrig kunne have ventet at få hos private, dog ikke kunne holde sig som fornøjelsesanstalt, især på grund af den mere og mere tiltagende forarmelse blandt middelklasserne. Casino vil altså om kortere eller længere tid blive nødt til at lukke, og når da regeringen udbetaler første prioritet på 60.000 rbd., vil den være ejer af den hele solide bygning. 

Man kunne vel spørge, hvilken brug regeringen skulle have for en sådan bygning. Men intet er lettere at besvare, da den store sal, der roses så meget for sin hensigtsmæssige indretning, jo næsten uden nogen som helst forandring straks kan anvendes til forhandlingshal for en tilkommende rigsstænderforsamling, og den øvrige del af bygningen afgiver alle de andre dertil hørende lokaliteter. - Således vil vi altså i det mindste ikke generes af nogen mangel på lokale, når tidens fylde kommer, og hvis en sådan betragtning har været medvirkende ved bevillingen af hiin understøttelse af en ren fornøjelsesanstalt, så bliver det et tegn på en klog forsynlighed, om man også skulle mene, at regeringen vist kunne have fået bygningen for noget bedre køb.

(Kjøbenhavnsposten, 24. april 1847)

Oven nævnte brug af teatret til stænderforsamlingen er jo nærmest profetisk da det i marts året efter næsten kom i opfyldelse.

Den af mad. Stage på Casinos Teater arrangerede forestilling, der fandt sted i lørdags, var så talrigt besøgt, at alle billetter, 1800 i tallet, var udsolgt. Desværre viste det sig ved denne lejlighed, at det omtalte teater er, om just ikke ganske ubrugeligt, så dog højst ufordelagtigt for dramatiske og navnlig for musikalske præstationer, idet de tilskuere, der havde været så uheldige at få plads i den for scenen fjerneste halvdel af salen, så godt som hverken kunne se, eller høre hvad der foregik på scenen, i det mindste ikke således, at der kunne være spørgsmål om nogen egentlig nydelse af de spillendes og syngendes præstationer. 

Det ligger i tingens natur, - og denne ulempe deler Casino med alle teatre, der har en meget stor tilskuerplads - at de bageste tilskuere ikke kan skelne de spillendes ansigtstræk, og følgelig går mimiken, der er en så væsentlig del af skuespillerens kunst, aldeles tabt for dem. Hvorvidt publikum kan høre eller ikke, afhænger naturligvis for en stor del af den grad af styrke og tydelighed, som den spillende er i stand til at meddele sin stemm. Mens således Phister meget godt kunde forstås overalt, var det komplet umuligt for halvparten af publikum at høre et eneste ord tydeligt af mad. Stages diktion. Men det må vel bemærkes, at hr. Phister nødsagedes til uafladeligt at anstrenge sin stemme, så at han snarere skreg end talte, og at det, navnlig ved en musikalsk-dramatisk forestilling, ikke er nok, at kunne, hvad man i daglig tale kalder at høre - men at man også forlanger at kunne høre grant, at kunne skelne de finere nuancer i foredraget, det, der bringer lys og skygge i kompositionen. 

Vi tvivler på at ret mange af det publikum, der i lørdags var forsamlet i Casinos sal, har kunnet høre på denne måde. Efter hvad vi har yttret, er det ligefrem at opførelsen af "Ungdom og Galskab" ikke har tiltalt os, og vi kunne ingen bestemt mening have om udførelsen af de enkelte roller. Formodentlig vil dette vakre syngestykke nu, da personalet på egen hånd har indstuderet det, blive genopført på det kgl. Teater, hvorfra det i længere tid ufortjent har været udelukket. Naturligvis vil den nuværende rollebesætning ikke kunne tilfredsstille dem, der mindes "Ungdom og Galskab" mens Frydendahl endnu spillede Grøndal; men under opera-repertoirets store magerhed og fattigdom vil det dog være en gevinst, når det forøges med et syngestykke, der har en så smuk, livlig og melodiøs musik som dette. 

Vi skal ved denne lejlighed ikke undlade at henvende agent Carstensens eller Casinos bestyrelses opmærksomhed på forskellige ulemper for publikum, der følger med lokalets afbenyttelse til sådanne forestillinger. For det første er der aldeles ikke fulgt nogen bestemt, i det mindste ingen rimelig orden ved anbringelsen af de nummererede pladser, så at man kan løbe flere timer omkring med sin billet i hånden, før man er så heldig at kunne finde sin Plads. 

Nummerpladserne bør indskrænkes til bestemt del af salen og have deres egne tilgange. Den der betaler sin billet dobbelt, kan dog vel gøre krav på, at han sikkert og bekvemt kan komme til sin Plads, og at han ikke ved sin ankomst finder denne besat af en anden. Endvidere er de tilstedeværende fire garderober ved sådanne lejligheder, hvor det hele publikum på engang forlader etablissementet, aldeles uhensigtsmæssige og utilstrækkelige, og det kan, når henved et par tusinde mennesker pludselig forlanger deres frakker, kåber, hatte, stokke osv., ikke undgås, at mange må vente halve og hele timer i en utålelig træk, før de kan få deres sager. På gangen bag ved estraderne og balkonerne bør der derhos anbringes knager, der kan benyttes af publikum, nar der i salen gives koncerter eller forestillinger på teatret. Endelig er der i salen en uafladelig og højst generende træk, der let
må kunne afværges ved at anbringe et par døre for sideudgangene til pergolaen og sørge for at de holdes lukkede ved et par af de gallonerede haidukker, der alle vegne løber omkring i lokalet.

(Kjøbenhavnsposten, 3. maj 1847)

"Ungdom og galskab"  er et syngespil af Édouard Du Puy. Den danske digter og forfatter Niels Thoroup Bruun (1778-1823) skrev teksten efter librettoen til É.-N. Méhuls syngestykke Une Folie. Syngespillet havde urpremiere i Danmark i 1806 på Det Kongelige Teater.


Pergolaen i Casino ca. 1870. (Kbhbilleder, public domain).

Bestyrelsen af Stiftelsen på Holsteinsminde til forladte og forældreløse børns opdragelse og oplæring har i dag i Casinos lille sal åbnet en bazar eller udstilling og salg af de til stiftelsen veldædigt skænkede håndarbejder og andre gaver som fortsættes i morgen (onsdag) fra kl. 12 og 6, samt på torsdag fra kl. 11 til 3. Samme dags eftermiddag fra kl. 6-8 udleveres de i bazaren købte sager, hvorefter om fredagen den 7. kl. 11, præcis, auktion vil blive afholdt over adskillige til salg på denne måde bestemte genstande. Entreen betales med en mark, veldædige bidrag modtages i Bazaren.

(Københavnsposten, 4. august 1847).


Købehavn, den 10. November 1847.

- Søndag aften indtrådte atter det "uheld" i Casino, at gasbelysningen gik ud før de besøgende havde forladt bygningen, i hvilken anledning hr. "gasfabrikant" Stuhlmann i Adresseavisen har meddelt publikum den interessante oplysning, "at der, som en følge af den dårlige beskaffenhed af kørevejen i Ny Toldbodgade, havde samlet sig vand i hovedledningsrørene, og at således ikke den nødvendige mængde af gas var til at bringe igennem dem", hvorhos hr. gasfabrikanten dog tilføjer, at "en reparation, der for fremtiden vil forebygge lignende uheld, er allerede iværksat".

Den dårlige brolægning af mange gader i København kan vist nok være skyld i mange uheld og ubekvemmeligheder, men at gøre den til syndebuk for den dårlige hamborg-engelske gasbelysningsindretning i Casino, synes dog temmelig utilladeligt. Hr. S. siger vel ikke bestemt, at det er en reparation af brolægningen i nævnte gade, han har ladet foranstalte, men man skulle ifølge hans bekendtgørelse næsten antage det; l alt fald må han forudsætte at have med et meget ukyndigt publikum at gøre, for ellers ville han vel ikke fremkomme med en sådan forklaring. Når hovedledningsrørene er af den beskaffenhed, at der kan trænge vand ind i dem fra kørevejen, må de naturligvis være utætte og da må også gassen trænge ud af dem, men deri kan ikke kørevejen være skyld, men kun rørene selv.

Da gasbelysningen blev indrettet i Casino, kostede den nok omtrent dobbelt så meget, som man først havde antaget, og som man vel kunne have fået den udført for af kyndige mænd her i Staden; men da "gasfabrikanten" var en fremmed kunstner, der forsikrede, at det var en ganske ny forbedret måde, hvorpå gasledningen skulle ske, så fandt man sig villig deri.

Nu viser der sig, at denne nye kostbarere måde endog er afhængig af brolægningen, i det mindste efter hr. Stuhlmanns egen Forklaring. - Ved en ordentlig udført ledning kan der aldrig ovenfra eller nedenfra samle sig vand i gasrørene, hvorimod det vist nok er tilfældet at der, uden hensyn til kørevej eller brolægning, afsætter sig vand af gasset i rørene; men derfor må der også ved sådanne ledninger være anbragt tilbørligt fald og reservoirer for vandet, som derfra på en eller anden måde bortskaffes. Når dette iagttages, kan aldrig sådanne udslukninger indtræde som i Casino, og brolægningen har aldeles intet dermed at gøre. Men hvorledes hr. Stuhlmanns indretning er, skal vi ikke kunne sige. Imidlertid var det dog ønskeligt, om den Københavnske kommunalbestyrelses gasbelysningskomite erkyndigede sig lidt nøjere derom, før man traf et endeligt valg, for at ikke den nye belysning skulle blive alt for afhængig af brolægningsvæsnet.

(Kjøbenhavnsposten, 10. november 1847)

Gasbelysningen i Casino var atter i aftes indisponibel, så at anstalten måtte lukkes. Heldigvis indtraf de før forestilingens begyndelse, men dog så sent at man ikke kunne underrette publikum herom før ved indgangen. Om det igen har været kørevejens indvirkning på fgasledningen eller en anden omstændighed, der har foranlediget belysningens udeblivelse, er endnu ikke bekendtgjort.

(Kjøbenhavnsposten den 22. november 1847)

Hr. agent G. Carstensen har udstedt en subskriptionsplan til den første maskerade i Casino for i år, som hvis ingen forhindring indtræder, skal afholdes tirsdag den 25. januar fra kl 9 til onsdag morgen kl. 3. Lokalet vil blive brillant belyst og teatret blive sat i forbindelse med den store sal, samt gulvet bonet (dog ikke således som nylig i Aalborg) m.m. Kapelmester Harpis orkester bliver forstærket og harmonimusik gives i pergolaen. Subskriptionsprisen er 2 rbd. for en herre og 1 rbd. for en dame. Herrerne kan møde med eller uden maske, men ikke iføre sig fruentimmerkostume. Alle damer må bære maske og være i kostume eller domino og ikke demaksere sig under hele maskeraden. Påtegnede subskriptionslister indleveres i konvolut i Casino addresserede til hr. Carstensen inden fredag den 21. På subskriptionslisten anføres dansene og den orden som derunder må iagttages, for alt er nøjagtigt bestemt og angivet i forvejen, da der ikke skal være nogen bestaltet dansedirektør. Med billetten fås et program som angiver det nærmere med hensyn til kostume, garderober, omklædnigsværelser, toiletkabinetter, vognbefordring osv. 


(Købnehavnhsposten, 17, januar 1848).

02 april 2017

Til Vedkommende i Almindeligt Hospital.

Meget ofte, men ikke ofte nok, har man gennem dette og flere blade anket over et stinkende gult fluidum der har sit udløb fra Almindeligt Hospital. Beboerne i Amaliegade inkommoderes daglig af denne afskyelige og yderst ubehagelige stank, og især i middagsstunden er det væmmeligt for enhver der passerer gaden og nødsages til at indånde denne forpestede lugt. Dobbelt ubehageligt og væmmeligt er det, når man tænker på at dette stinkende vand flyder ud fra svovlbadene, hvori de fleste ilde befængte og fnattede mennesker bliver badet. 

Da der findes en anordning der forbyder fiskebløderne at smide det stinkende vand ud om dagen, så håber man at politiet ligeledes vil forbyde de ansvarlige i Almindeligt Hospital at lade dette ækle, væmmelige og stinkende fluidum løbe ud om dagen. Mest tilrådeligt ville det være at de ansvarlige i nævnte hospital ville sørge for at det her allerede nævnte stinkevand fik udløb fra hospitalet gennem gården ud af Østersøiske Compagnis Plads til havet. Dette kunne iværksættes uden stor bekostning ved en simpel trærende. Imidlertid nærer man det håb at politiet enten vil forbyde dette udløb om dagen eller de ansvarlige benytter det her fremsatte simple forslag og således befri de omkringboende og andre for den kvælende stank.

(Politivennen nr. 1202, Løverdagen, den 5de Januar 1839. Side 13-14)

Almindeligt Hospital lå 1769-1895 på dette stykke af Amaliegade (36-30) og blev udvidet adskillige gange. Det er nu nedrevet og erstattet af de viste bygninger.

15 marts 2017

En Syn, Lugt og Sømmelighed stødende Krog.

Det er et højst væmmeligt syn at se den krog til venstre i Amaliegade foran palæet, og det er næsten umuligt at passere fortovet der med damer, ikke blot for det søle der gerne findes, men som oftest har man skuet af en eller flere af vagtmandskabet som opstiller sig der for at lystre naturens trængende bud. På et hvilket som helst andet sted vil offentlighed af dette slags være upassende, men er det endnu mere udenfor et kongeligt palæ. Hvad må fremmede i almindelighed og den forventede høje gæst i særdeleshed tænke om danskes sans for renlighed og for det sømmelige? Skulle der ikke i nærheden findes et eller andet afsides sted der kunne anvises til det brug, hvortil denne krog i så lang tid har måtte tjene?

(Politivennen nr. 1170, Løverdagen, den 2den Juni 1838. Side 354-355)


Redacteurens Anmærkning.

Klagen blev gentaget næsten ordret - og suppleret med hvad udlændinge måtte tænke - i Politivennen nr. 1215, 13. april 1839, s. 237-238. I Politivennen nr. 1226, 29.juni 1839, s. 412 bekendtgjordes at stenkummen nu var flyttet til et mere passende sted og krogen renset.

23 februar 2017

Et Vink til Vedkommende

Da der mandag aften den 30. oktober var bal ved hoffet i anledning af hendes majestæts høje fødselsdag, ligesom også aftenen derefter, brændte de 8 på begge sider af kolonnaden mellem deres majestæters kongens og dronningens palæer meget mådeligt. Om mangel på tran eller reverberernes dårlige afpudsning var skyld i det, vides ikke. Men det er sandt at denne belysning afveg meget i forhold til den som lygterne på de private bygninger i begge Amaliegaderne frembød.

(Politivennen nr. 1140, Løverdagen, den 4de November 1837. Side 693-694)


Redacteurens Anmærkning

I nogle af de første årgange af Politivennen blev beskrevet uroligheder i forbindelse med kongens (Christian 7.'s) fødselsdag. Så blev der ikke meldt mere om det, men i Kjøbenhavnsposten 10. februar 1836 blev antydet at det bestemt ikke var holdt op med Frederik 6. der havde fødselsdag 28. januar:
"Hamb. Corresp." af 6te dennes meddeler i en Skrivelse fra Kiel under 30te f. M. blandt andet Følgende: "Desværre har Kongens Fødselsdag, ligesom oftere tilforn, ogsaa denne Gang givet Anledning til Slagsmaal og blodige Pander. Studenter og Borgere bleve uenige paa et offentligt Sted, Vagten maatte blande sig i Sagen og gjøre Brug af sine Vaaben, hvorved flere bleve saarede, blandt hvilke en Student høist farligt. En Mængde Studerende ere arresterede."

28 december 2016

Vægterhuset i Amaliegaden.

Foranlediget ved en begyndt reparation på muren mellem Esplanaden og henimod det classenske bibliotek, tillader man sig atter at forespørge om der nu ikke kan haves håb om at blive befriet for det ved denne mur, i dette blad allerede flere gange ufordelagtigt omtalte vægterhus. 

Nævnte vægterhus frembyder i sandhed et skandaløst syn, og da det gøres til et uafladeligt centralsted for al uhumskhed, er det til forargelse for genboerne og ækelhed for de forbigående.

Hvorfor et sådant vægterhus skal vansire Amaliegade mere end de øvrige af byens hovedgader, fatter man ikke, da samme hvis det er nødvendigt, let kunne flyttes indenfor fattigboligens gård ved hvis port det desværre nu er anbragt.

(Politivennen nr. 1037, Løverdagen den 14de November 1835, s. 765-766).

27 november 2016

Vægterhuset i Amaliegaden.

Dette vægterhus som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek, har før været omtalt i Politivennen og fortjener det fremdeles. Det frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden. Men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som gøres af det. To strømme af uhumskheder flyder fra vægterhuset ned i rendestenen så at de forbigående og især damer er nødt til at hoppe over dem for ikke at blive tilsølet. For de lige som bor overfor, er dette og måden hvorpå disse strømme altid tiltager særdeles stødende, og det synes ubegribeligt at et sådant sted bliver tålt i byens hovedgade mellem Amalienborg og Esplanaden. Idet mindste burde vægterhuset flyttes fra tid til anden for at fordele det onde.

Indsenderen smigrer sig med at det nu for sidste gang må være nødvendigt gennem dette blad at påanke denne mangel på orden og sømmelighed.


Ved denne lejlighed tillader man sig endvidere at gøre opmærksom på at de
soldater og sjovere som opholder sig på hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade, har anlagt og vedligeholder en lignende strøm i Bredgade, og det uden beskyttelse af et vægterhus, til besvær og ækelhed for alle forbigående. Der spørges, strider sådan uanstændighed ikke imod politianordningerne? 

(Politivennen nr. 988, Løverdagen den 6te December 1834, s. 844-845)  


"Vægterhuset som ligger mellem Toldbodvej og det Classenske Bibliotek frembyder allerede ved sit forsømte udvortes et yderst ækelt skue som vansirer gaden, men endnu mere bliver dette forøget ved den smudsige brug som deraf gøres." (Det Classenske Bibliotek lå i bygningen med søjlerne midt i billedet, Toldbodvej længst væk. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Det Classenske Bibliotek lå i bygningen på Amaliegade 38. Den artikel som der henvises til, blev bragt i Politivennen 11. maj 1833. 

11 oktober 2016

Vægterhuset i Amaliegaden.

I den nedre ende af Amaliegade ved Fattigboligens mur står et vægterhus hvis begge sider benyttes af de lavere klasser som et sted for al uhumskhed, til forargelse for genboerne og ulempe for de spadserende på fortovet, hvoraf de sidste er nødt til at hoppe over to strømme der løber ud i rendestenen fra nævnte vægterhus.

Det er højst upassende at man i en af stadens hovedgader og som fører til esplanaden som dagligt besøges af de kongelige herskaber og en stor del af publikum, tåler et så ækelt og vederstyggeligt syn. Og man tør af den grund håbe at de ansvarlige vil foranstalte dette vægterhus flyttet ind i fattigboligens gård og sørge for at muren og det omtale sted rengøres.

 
Politivennen nr. 906, Løverdagen, den 11te Maii, 1833. Side 338-339.

Redacteurens Anmærkning

Der klages igen over huset 6. december 1834. 

Heinrich Gustav Ferdinand Holm (1803-1861): Bygning nr. 37 i Amaliegade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

31 august 2016

Fælt Udvortes af moderne Bygninger.

Det er et besynderligt særsyn at hvis man ville dømme alene efter malingen af de i senere år opførte bygninger i København, skulle man fristes til at tro at de havde stået fra ældgammel tid. Det er nemlig den hvide farve som meget snart giver husene dette forældede udseende. Efter nogle års forløb bliver de grå, plettede, skidne, og ser ud som om de havde været udsat for en evig røg. Som bevis på det fremsatte behøves kun at anføres Frue Kirke med de samme omgivende bygninger, især den så fejlagtigt kaldte Trøstens Bolig i Klædeboderne, huset lige for hovedindgangen af kirken og den latinske skole.

Den hele gruppe af bygninger taget tilsammenfrembringer nu et mørkt og ubehageligt indtryk foranlediget af det tilsyneladende forsømte udvortes. Det ville være meget at beklage for en så smuk stad som København om de herefter opbyggede huse fremdeles skulle vansires ifølge denne stygge mode. Hvor meget smuk maling bidrager til at hæve, selv en gammel bygning, ses på almindeligt Hospital i Amaliegade. Hvor meget derimod en dårlig smag i denne henseende frembringer et stødende indtryk bemærkes i Kronprinsessegade hvor der findes to gårde mellem Dronningens Tværgade og Sølvgade hvis vindueskarme er malet brandgule!

(Politivennen nr. 835, løverdag den 31te December 1831, s. 895-896)

Redacteurens Anmærkning.

Den rigtige "Trøstens Bolig" var en stiftelse, som havde flere boliger. I Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger omtaltes den 26. september 1823 et i Skindergade. I tidsskriftet Freia, nr. 57-58 1825 skal der have været en artikel med titlen: "Spørgsmaal til Directionen for Trøstens Bolig. I Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 2. juli 1841 fremgår at Borgerrepræsentation den 14. og 21. juni 1841 havde behandlet en ansøgning fra bestyrelsen om fritagelse for at svare bygnings- og fattigskat af bygning nr. 416 i Klerkegade. Det blev afslået.

22 juni 2016

Anmodning til den administrerende Direction for Fattigvæsenet.

I den formening at de såkaldte Toldbodpladsens huse i Amaliegade som bebos af Fattigvæsenets almisselemmer, nu tilhører det offentlige og altså som en stiftelse for Fattigvæsenet nærmest sorterer under direktionen for Københavns Fattigvæsen, tager indsenderen sig den frihed at henvende sig til samme med sit andragende.

Indsenderen havde i sidste vinter i forening med flere af stadens borgere oftere lejlighed til at lære denne stiftelse gode hensigt at kende og beundre den gode orden og renlighed som herskede under denne stiftelses værdige og agtede forstander og kan ikke andet end nære det ønske at staden ejede flere sådanne friboliger for fattige hvorved det blev så meget lettere for direktionen og forstanderen at påse at god orden og renlighed fandt sted blandt almisselemmerne, end som nu da de er spredt i private bygninger i byen.

Derimod kan indsenderen og flere med ham ikke tilbageholde deres forundring over den dårlige tilstand hvori disse boliger findes, og overbevist om at det næsten var umuligt på flere steder for beboerne at holde værelset varmt dersom de havde haft noget at lægge i kakkelovnen (hvilket de fleste rigtig nok ikke havde) da murene og dørene ikke var i den tilstand at de kunne holde varmen inde og sneen næsten overalt føg ind gennem taget. Da indsenderen desangående henvendte sig til forstanderen som med faderlig omhu sørgede for sine fattige, bemærkede denne at direktionen var bekendt med bygningernes tilstand og at der var lovet reparation.

Indsenderen havde derfor forventet at dette ville være sket når den passerede årstid tillod det. Men da nu sommeren er så nær til ende og endnu aldeles intet er foretaget til disse bygningers forbedring, men indsenderen i løbet af sommeren har overbevist sig om at det på flere steder endog har været umuligt for beboerne at ligge tørre i deres senge, da regnen i stride strømme styrtede ned gennem taget, så anser indsenderen det for at være hans pligt ikke længere at forblive tavs hertil, men tale sine lidende medbrødres, de ulykkelige fattiges sag, og at anmode direktionen om snarest muligt at lade den højst fornødne reparation foretage ved disse bygninger, forinden den strenge årstid indtræder som nærmer sig med stærke skridt og forhindrer al udvendig reparation.


"Det er næsten umuligt på flere steder for beboerne at holde værelset varmt dersom de havde haft noget at lægge i kakkelovnen." (C.W. Eckersberg: Uddeling af brænde til de fattige, 1807-1808. Statens Museum for Kunst.)

Indsenderen mener så meget desto mere at burde opfordre direktionen til det forlangte, da samme selv gør det til den første betingelse i kautionen på de steder i staden hvor der bør almisselemmer og hvor direktionen kautionerer for lejen "at værten holder værelset i tæt og forsvarlig stand" og det desuden ingenlunde kan være nogen sand økonomi for det offentlige at disse bindingsværksbygninger henstår længere uden den fornødne reparation da de ellers nødvendigt om føje tid må komme i en så dårlig tilstand at de vil udfordre betydelige summer forinden de kan kaldes at være i forsvarlig stand, da de dog endnu kan hjælpes med lidt i forholdt til det NB når det sker i tide. Dernæst kan det heller ikke være det offentlige ligegyldigt om de herboende almisselemmer på grund af lokalets tilstand blev pådraget sygdomme. Hvilket sjældent udebliver i den rå årstid og derved gøres uskikkede til selv at fortjene sig livets ophold og må i sådan tilstand altså med familie falde det offentlige dobbelt til byrde.

Indsenderen nærer derfor det håb at direktionen vil værdige denne sag sin opmærksomhed og snarest muligt foranstalte det fornødne.

Den Fattiges Ven

(Politivennen nr. 716, Løverdagen den 19de September 1829, s. 605-609)


Redacteurens Anmærkning.

Man kan få et indtryk af hvem der boede der, i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. marts 1807 (2. udgave):
En jydsk Bondepige fra Landet ønsker sig Condition hos en Brændeviinsmand, kan godt malke og tillige bestille hvad der forefalder og haver godt Skudsmaal; findes i de smaae Huse paa Toldbodpladsen 13 i Amaliegaden.
Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 18. januar 1809:
Paa Toldbodpladsen er et lidet Qvantum Brændeknuder til kiøbs for billig Priis, tjenlig for de Herrer Bryggere og Brændeviinsbrændere; Vægteren paa Pladsen giver Anviisning.
Vægteren stod i øvrigt åbenbart for flere af den slags anvisninger. Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 11. maj 1809:
En Kone, som formedelst Sygdom og denne haarde Vinter beder om der skulde forefindes en Menneskeven som vilde hjelpe hende med et Laan af 5 Rdlr., imod ugentlig Betaling med 3 Mk., boende paa Toldbodpladsen i de smaa Huse i L.
Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 13. april 1826:
Paa Toldbodpladsen kan afhentes frit adskilligt Opfeining, samlet fra de Heste, der i Aarests Løb afhente fortoldede Varer. Bemeldte opfeining er blandet med Affald af Halm, Kalk og forraadnede Frugter, ssærdeles tjenlig til Blanding for dem af Landboen, der har sands for Vigtigheden af Indsamling af tjenlige Gjødningsartikler. Man mælde sig i Amaliegaden Nr. 133, eller hos Formanden for Arbeidsfolkene paa Toldbodpladsen, hver Søgnedag fra Kl. 7 til 3.

05 juni 2016

Spørgsmaal til Directionen for Fattigvæsenet.

Hvilken adfærd er der bestemt mod den distriktslæge som forsømmer sine pligter?

Kan en distriktslæge forsømme at lade sine patienter ligge i 5 dage, ja endog i længere tid, uden mindste tilsyn?


Ved et besøg sidste fredag den 13. marts i armodens boliger i Amaliegade nr. 132 forefandt indsenderen blandt flere lidende en kone med et 4 års barn som især tiltrak sig hans opmærksomhed. Kæmpende med mangelens elendigheder lå hun og barn henstrakte på sygelejet, begge led af en langvarig gulsot. På forespørgsel hvorfor de syge ikke i den tilstand de var kunne komme på hospitalet, svarede de omkringstående at lægen ved sit sidste besøg havde sagt "at der var ingen plads". Den tilstedeværende forstander spurgte om lægen havde været der siden onsdag hvorpå der blev svaret: Nej, men at han efter tilsendt bud have lovet at komme om tirsdagen.


Jeg indfandt mig igen dagen efter og forefandt de lidende i en forværret tilstand da en heftig feber havde angrebet dem begge og endnu uden lægens tilsyn uagtet der samme dag atter havde været bud hos ham. Forstanderen gav igen befaling til øjeblikkelig at sende bud til lægen.


Ved den faste beslutning i fald endnu ingen hjælp var kommet da at bidrage af yderste evne til at lindre de lidendes ublide skæbne, indfandt jeg mig igen om søndagen kl. 12. Endnu havde ingen læge ladet sig se. Ved dette besøg forefandt jeg tillige en af stadens værdige hædersmænd som selv forfærdedes ved dette syn. Og ved at høre denne fremgangsmåde. besluttede jeg derpå at opsøge lægen i hans bopæl for at formå ham til at give den fornødne hjælpe, men traf ham ikke hjemme. Klokken 4 søgte jeg igen lægen, men han var endnu ikke at træffe. Jeg henvendte mig derefter i forening med fattigforstanderen til den almenagtede menneskeven, overlæge hr. professor og ridder Wendt med anmodning om at yde de lidende den ønskede hjælp, hvilket han lovede skulle ske snarest muligt.


"Jeg henvendte mig derefter i forening med fattigforstanderen til den almenagtede menneskeven, overlæge hr. professor og ridder Wendt med anmodning om at yde de lidende den ønskede hjælp." (J. C. Wendt, af Frederik Ferdinand Helsted. O. 1838. Statens Museum for Kunst)

Henimod aften ønskede jeg at erfare om endnu ingen læge havde ladet høre fra sig, og gik derfor til de syges bopæl. Men min formodning blev bekræftet. Derimod erfarede jeg til min store glæde at såvel moderen som barnet næppe en time efter at jeg sidst havde været der, efter hr. professor Wendts anordning var blevet underkastet den fornødne visitation og uopholdeligt afhentet til hospitalet.


Endnu mandag den 16. lå flere hårdt lidende og sukkede forgæves efter en menneskekærlig læges omsorg.


Det er meget tungt for et følsomt menneske at se den ulykkelige fattige sukke under kuldens og hungerens lidelser. Men mere end hjerteskærende er det når sygdommens rædsler tillige forener sig at den ulykkelige da skal savne menneskekærlig pleje og omsorg i en så velordnet stad som denne, fordi der gives mennesker som så dårligt opfylder deres pligter mod deres ulykkelige lidende medbrødre.


København den 17. marts 1829
Th. J. Thønnesen.


(Politivennen nr. 690, Løverdagen den 21de Marts 1829, s. 180-183)

Redacteurens Anmærkning

Amaliegade 132 blev i 1836 delt i to, 132 A og B. A blev 1859 til Amaliegade 38, og i 1896 til Amaliegade 46. B blev 1834 sammenlagt med 307. Ejendommen lå formentlig hvor nu Mærsk ligger.

Almindelig Hospital havde på den tid en leder, læge og professor J. C. Wendt. Som muligvis kan være den omtalte i artiklen, hvorfor jeg har brugt billedet af denne. Hans beretning om Almindeligt Hospital findes på internettet.

I Krak 1830 optræder Th. J. Thønnesen som sæbefabrikant, Halmtorvet 71.

Amaliegade 42. I baggrunden anes begyndelsen til Mærsk-komplekset op mod Toldboden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

26 maj 2016

Betleri paa Toldboden og Toldbodveien.

Det er et forargeligt syn på Toldboden at se den mængde af betlere som antaster enhver rejsende og forfølger sådanne langs ned ad Amaliegade, hvoriblandt unge tøser med spæde børn. Ligeledes findes i samme gade, ikke få større og mindre betlere som anmoder enhver af de forbigående om almisse. Det er vel næppe at formode at dette uvæsen sker med Fattigdirektionens tilladelse og ønskeligt var det om samme ville se sådant afskaffet.

(Politivennen nr. 670, Løverdagen den 1ste November 1828, s. 731-732)

"En mængde af betlere antaster enhver rejsende og forfølger sådanne langs ned ad Amaliegade, hvoriblandt unge tøser med spæde børn." (H. G. F. Holm: Vagthus, Nordre Toldbod.)

21 april 2016

Frit Hønsehold i Amaliegaden.

I Amaliegade nærmest Sankt Annæ Plads ser man dagligt en flok høns som efter al formodning har til huse i en kælder på den venstre side af gaden når man kommer fra oven nævnte plads.

Disse høns som synes at være sat på kostpenge, eftersom de går ind i de omboendes gårde og tilsnylter sig et måltid så ofte gårdenes ejere fodrer deres fjerkræ, kunne man ikke alene af nys nævnte årsag, men endog fordi de skader belægningen, ønske indelukket så at de ikke kom på gaden.

(Politivennen nr. 615 Løverdagen den 13de October 1827, s. 646).

"I Amaliegade nærmest Sankt Annæ Plads, ser man dagligt en flok høns som efter al formodning har til huse i en kælder." (Venstre side af Amaliegade, Sankt Annæ Plads i baggrunden. I øvrigt kun ganske få hundrede meter fra Amalienborg. Eget foto, 2016).