Viser opslag med etiketten Hørsholm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hørsholm. Vis alle opslag

09 oktober 2023

En nordsjællandsk Idyl. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdernes Hus i Hørsholm, "Vejlehus", efter Restavreringen.

Hørsholm, den gamle, Idylliske Landsby, der ligger gemt Inde medlem Skove og Marker, ca. 20 km Nord for København, er en af Nordsjællands Perler. Der er en Hygge og en Venlighed over den lille By, som kun er beskaaret faa af vore Byer i Nordsjælland, og trods det, at Byen ligger nær Station og forholdsvis nær Hovedstaden, har den bevaret alt gamle, solide Præg. Der findes ingen eller i det mindste kun faa af disse grimme cementatensbelagte Stationsbyhuse i Hørsholm. Overalt er den gamle Længestil med de smaarudede, hvldmalede Vinduer bevaret. Omegnen dannes af de store Skove mellem Rungsted og Hillerød. Kort udenfor Byen mod Nord ligger Kokkedal, hvorfra man har Udsigt over et af Nordsjællands smukkeste Landskaber.

Har man Ikke set Hørsholm, saa skylder man sig selv at gøre det, og hvis man har set Byen, saa er den absolut endnu et Besøg værd. En Søndagstur ad Kongevejen over Nyholte til Rudersdal, hvorfra Vejen fører fra gennem Skoven forbi Høsterkøb Kirke, er for en cyklist for Intet at regne. Dagen kan tilbringe i Hørsholm og Omegnen, og Hjemturen kan ske ad Strandvejen over Rungsted, Vedbæk og Skodsborg.

Og skal man have Madpakken med, eller vil man nyde et lille, godt Maaltid i den lille By, spiser man bedst paa "Vejlehus", Arbejdernes Forsamlingshus, der ligger midt i Byen, nogle faa Skridt nedad Vejen mod Rungsted. "Vejlehus" har en dejlig stor, skyggefuld Have med Græsplæner og gamle Frugttræer og skulde Vejret Ikke være til Friluftsmaaltider, ja, saa er de store, nymonterede Lokaler er parate til at tagemod Gæsterne, og Værten , Hr. Sørensen, skal nok sørge for, at alle bliver beværtet godt.

(Klokken 5 (Købehavn) 4. april 1923).

Annonce for Vejlehus i Helsingørs Avis, 10. august 1928.

02 juli 2020

Den kgl. Generalpostdirection vedkommende. (Efterskrift til Politivennen).

Politivennen skrev ofte om "Generalpostdirektoratet", for sammen med vognmænd og private diligenceførere bandt postvognene Danmark sammen når man (og det vil fortrinsvis sige borgerskabet) skulle rundt i Danmark. Det foregik med diligence (som vi i dag mest forbinder med westernfilm) som på de ofte ufarbare landeveje sneglede sig afsted fra kro kro til.

Efter Politivennens ophør begyndte jernbanen imidlertid at overtage diligencernes opgaver. Men det tog lang tid før man i sidste halvdel af 1800-tallet havde fået lagt skinner over det hele. Det er fra denne mellemperiode de nedenstående tre artikler fra Kjøbenhavnsposten stammer (1847)

Til Nordsjælland - Helsingør og Hørsholm - måtte man stadig benytte diligencen, således som det bliver beskrevet i den første artikel fra Kjøbenhavnsposten. Den næste artikel handler om forholdene på Roskilde Station. Den tredje artikel om problemer med at stå på postvognen ved Slagelse. 


Efter at diligencen mellem Helsingør og København, og Helsingør og  Hørsholm i en årrække  var blevet befordret ved Helsingørs vognmænd, som vist nok har opfyldt de indgåede forpligtelser til tilfredshed, blev nævnte befordring fra 1. oktober 1845 overdraget
til en mand i København, som skal have antaget i kompagni med sig de herrer postmester Jöchten og Groth i Hørsholm, der alle tre således er entreprenører for befordringen af diligencen på hele ruten mellem København og Helsingør.

Denne sidste overdragelse d. 1. oktbr. i år er i særdeleshed mærkelig derved, at den kongl. Generalpostdirektion, som ellers ser så nøje på besparelsessystemet, ved denne lejlighed har vist en sjælden, men som vi skal vise, mindre hensigtsmæssig rundhåndethed med offentlige midler, betroede til dens samvittighedsfulde bestyrelse.


Helsingørs og Københavns vognmænd fik i de senere år i betaling for ovenberørte befordring tilsammen 10.800 rbd. årlig imod at denne skulle besørges i 4 ½ time på hele ruten imellem København og Helsingør. Til denne befordring brugte Helsingørs

vognmænd på vejen mellem Helsingør og Hørsholm, alene for deres vedkommende, om sommeren 16 og vinteren 20 Heste. Da det senere arrangeredes således, at Helsingørs vognmænd skulle befordre diligence på vejstykket mellem Helsingør og Niverød - 2
mil - i 1 Time 7 minutter imod en årlig betaling af 3180 rbd. brugtes til denne befordrings prompte opfyldelse 12 heste foruden forspand når vejen var dårlig.


Hørsholm Postgård, senere hotel, nu beboelser. Erik Nicolaisen Høy, 2016.

Ved sædeprisernes stigen så vognmændene sig ikke i stand til uden stort tab at befordre diligencen for en så ringe betaling og med så stor en hurtighed, nemlig 2 mil i 1 time og 7 minutter, og ansøgte derfor generalpostdirektionen om forhøjelse i betalingen. Men de fik uden nogen gyldig angiven grund, afslag og så sig således nødsagede til at opgive befordringen, der nu som nævnt på hele ruten mellem København og Helsingør, er overdragen til en mand i København, som skal have associeret sig med Jöchten og Groth i Hørsholm. Han får i årlig betaling 13,500 rbd altså 2700 rbd. mere end der før betaltes, eller 1350 rbds. forhøjelse for vedkommende, der nu befordrer diligencen mellem Helsingør og Hørsholm, imod at han skal besørge diligencen på hele ruten mellem København og Helsingør befordret ligeledes i 4 ½ Time, men dette sker næsten aldrig; tværtimod bruger diligencen nu som oftest 7 ½ Time, idet den i mange dage i f. å. er ankommet til Helsingør Kl. l ½, 2, 3 ja sågar kl 3 ½ om eftermiddagen, i stedet for kl. 12 ½ om middagen.


Dette kan heller ikke være anderledes uagtet vejen  efteråret og indeværende vinter langt fra har været så dårlig som før. For de herrer entreprenører i Hørsholm bruger kun 12 små og simple heste til diligencens befordring mellem Hørsholm og Helsingør, på hvilket vejstykke Helsingørs vognmænd, som meldt, brugte 20 heste om vinteren og 10 heste om sommeren.


Hvorledes det nuværende arrangement med diligencen end hænger sammen, så synes det meget gådefuldt. Og den kongl. Generalpostdirektion har vist nok ved dette ikke gavnet hverken postkassen eller publikum, til hvis nytte og bekvemmeligbed diligencerne er indrettede. For at disse befordringer er indrettede til den højkongelige Generalpostdirektions egen nytte og fornøjelse, kan jo ikke være tilfældet.


Rimelighed havde vel talt for at de forrige entreprenører havde beholdt befordringen imod et passende tillæg - langt fra ikke en sådan forhøjelse som nu
 - og det så meget mere som de strengt opfyldte deres indgåede forpligtelser med hensyn til tiden, i hvilken diligencen skulle befordres, og de dertil i de senere år ved foderets stigende priser og yderlig dårligt føre, havde været underkastede store tab. 

Da man ikke vil antage, at nogen af de underordnede embedsmænd i Generalpostdirektionen skulle have skyld i det ovenfor berørte gådefulde arrangement, har man taget sig den frihed direkte at henvende sig til den kongl. Generalpostdirektion selv med opfordring om tilstrækkelig oplysning til publikum, der nu kun er dårlig tjent med at blive befordret med diligencen, når man tager hensyn til den uforsvarlig lange tid, den temmelig ofte bruger på ruten.



Roskilde Station blev netop opført i 1847. Og nedenstående artikels forfatter har måske kendt denne. Den er den ældste stadig fungerende station i kongeriget Danmark, samt hertugdømmerne Slesvig Holsten (stationerne, bl.a. Altona og Kiel er enten nedrevet eller ikke længere er stationer). Foto Erik Nicolaisen Høy.

(Kjøbenhavnsposten, 11. januar 1847)


Så behageligt det er at foretage en lystrejse på jernbanen til Roskilde, lige så ubehageligt er det, at man ved ankomsten der må føle et mærkeligt savn, som man ikke er vant til. Ved banegården holder ingen drosker eller andre vogne, som kan tilbyde de rejsende at befordre dem hvorhen de ønsker. Man vel vel sige, Roskilde er ikke så stor. Man kan snart gennemløbe den by. Ja, når vejret er godt, men ved regnvejr er det ikke behageligt at blive gennemblødt af den årsag, at der ikke forefindes vogne. Og for dem, som kommer på Jernbanen fra København og vil med dampskibet, der går til Nykøbing, er det ubehageligt, ikke at kunne få en billig enspændervogn til at bringe dem fra banegården til skibsbroen, hvortil vejen er temmelig lang, så at de reisende, der langt fra heller ikke alle kender denne vej, er udsat for at komme for sent til skibet. 

Men dette er ikke den eneste mangel, hvad befordringen angår, som de besøgende føler i Roskilde; for når de ønsker at besøge et eller andet fra ældre tider bekendt sted, såsom Ledreborg eller Boserup, og de da spørger om en vogn, så hedder det: ja, den kan De få; men den må tages på rullen på postgården, ellers kan De ingen få. Og da kan man ikke engang få en enspændervogn som på de fleste andre poststationer, men må tage en wienervogn, hvilken befordring for en lille lystrejse bliver temmelig dyr. 

Det var derfor højst ønskeligt, at der blev indrettet en billig befordring, ikke alene fra banegården til skibsbroen, og omvendt fra skibsbroen til banegården, men at der tillige kunne haves enspændervogne til at befordre de besøgende til de nærmest liggende steder i omegnen. Det ville ikke alene være til fordel for enkelt mand, som påtog sig befordringen, men det ligger tillige i hele byens interesse, at de besøgende imødekommes med al mulig bekvemmelighed, da de i modsat tilfælde snart vil blive kede af at besøge Roskilde.
R.

(Kjøbenhavnsposten, 30. august 1847)

Roskilde postkontor lå ca. 1800 til ca 1857 i Skomagergade 15. Herefter flyttede det til Hersegade 11, og endnu senere til Jernbanegade. Der blev tillige drevet gæstgiveri her indtil 1860'erne. Bygningen blev nedrevet i 1964.

Nedenstående klage til den kgl. Generalpostdirektion og det derpå meddelte svar afgiver et vist nok sjældent eksempel på en så rigorøs fremgangsmåde mod en rejsende at om den også skulle kunne støtte sig til en eller anden positiv bestemmelse - direktionen har i det mindste afvist den klagende - dog ikke kan andet end anses for en overordentlig vilkårlig brug af en embedsmyndighed, der ikke tager i betænkning uden al nødvendighed at fornærme og skade borgeren, hvor netop velvillighed og forekommende adfærd både burde og kunne fremtræde såvel i de dertil tjenende bestemmelser som i den enkelte embedsmands forhold. Det er vel muligt at postmesteren i Slagelse kun gør en undtagelse i så henseende, og at han kun, når det falder ham ind, således som i dette tilfælde, nægter en rejsende først at indtage sin betalte plads på et andet holdested end der hvorfra pladsen er betalt; for vist er det at dette ofte sker i mange andre stæder, idet endog bivogne kører forud udenfor staden for at optage derboende medrejsende. Vist er det også at hvis postvæsenet var privat, ville en rejsende, der fremkom med en sådan klage, ikke således uden videre blev afvist. Det kan rigtignok gerne være og er vel endog meget sandsynligt, at den omhandlede postmester har af direktionen modtaget et tilhold om for fremtiden at lempe sig mere efter de rejsendes tarv og bekvemmelighed. Men da hverken klageren eller publikum er blevet underrettet herom, så bliver det pressens pligt at offentliggøre sagen for at man i det mindste kan gætte sig til årsagen. hvis postmesteren i Slagelse herefter skulle vise noget mere menneskelig rimelighed og Opmærksomhed mod de rejsende, egenskaber som altid bliver at fordre hos et postvæsen og i dets Bestemmelser og anordninger, hvad enten det er kongeligt og monopoleret eller ej:

Genpart.

Søndag den 27. juni lod jeg mig på Slagelse postkontor indtegne på ageposten, for samme dags aften at returnere til mit hjem, og lagde herfor i fragt 9 Mk. 8 sk. Kort for postens afgang traf jeg en broder, der er landmand og bor i nærheden af Løvekro, hvor posten regelmæssigt holder. Da jeg havde ting af vigtighed at tale med ham om, og tiden ikke tillod længere ophold, tilbød min broder straks at rejse tilbage; jeg kunne da køre med ham og stå på posten i Løvekro. I denne Anledning sendte jeg straks bud til posthuset for at underrette postmesteren om mit ønske herom, men fik af denne det svar: "at hvis jeg ville med, skulle jeg stå på ved posthuset, da jeg ellers ikke kunne komme med." Da jeg ikke kunne antage denne besked for rigtig, henvendte jeg mig personlig på postkontoret , men fik der kun yderligere bekræftelse på den besked, budet havde bragt mig. 

Da jeg anså hr. postmesteren uberettiget til at nægte mig at stå på ved et almindeligt holdested - noget som jeg så ofte selv har gjort og tillige været vidne til almindeligt sker og denne nægtelse formentlig kun kunne have sin grund i uvilje og højeste grad af inhumanitet, ville jeg ikke underkaste mig hans vilkårlige vilje, men erklærede: at jeg rejste til Løve med den omtalte lejlighed for der at stå på posten, hvor jeg også indtraf 1/4 time før postens ankomst. Her måtte jeg til min forundring erfare, at agestolen ved et tæppe var tillåset og min betalte plads spærret, hvor foruden - efter postillonens forklaring - denne var truet og strengt forbudt at tage mig på, - hvilket kun kunne ske derved, at jeg skulle sidde tværs over vognen og lade benene hænge udenfor, og hvilket vidner om med hvad øjne hr. kammerjunker og postmester Krogh betragter borgerlige og hvad befordring han supponerer en borgerlig passager nok kunne tage til takke med. 

Jeg måtte derfor leje en befordring til mit hjem. Da jeg mener, at hr. postmesteren ikke alene har handlet i høj grad inhumant og i en aldeles modsat ånd, som den, den høje Generalpostdirektion altid lægger for dagen, og derhos gjort et ulovligt misbrug af sin embedsmyndighed, forventer jeg ved at indberette nærværende sag, at hr. kammerjunker og postmester Krog, næst at få en fortjent tilrettevisning, pålægges at erstatte mig udgifterne for ekstrabefordringen efter vognmandstakst.

Kalundborg den 19. juli 1847.

I. Hansen,
Købmand.

Til
den kongelige Generalpostdirektion i København.

I anledning af Deres besværing af 19. f. m. over at postkontoret i Slagelse har nægtet Dem at tiltræde pakkeposten mellem denne station og Kalundborg i Løvekro, undlader Generalpostdirektioncn ikke at meddele Dem, at bemeldte postkontor efter de gældende anordninger har været fuldkommen berettiget til denne nægtelse, og ar der således ikke kan tilkomme Dem nogen erstatning i denne henseende.

Generalpostdirektionen d. 3, August 1847.

Monrad. Winge. Wedel Heinen.

(Kjøbenhavnsposten 13. september 1847)

"The Prince", royal mail steamer for Denmark. The Illustrated London News, 19. april 1850.

17 marts 2018

Husmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Om den besynderlige Adfærd af nogle Husmænd paa Hirsholms Amt, som i Dagen no. 98 er omtalt, har Udgiveren senere erfaret følgende Omstændigheder: For Amtmanden blev af Lieut. Frieboe paa Eskemosegaard anmældt at 6 af Birkerød Songs Husmænd vare komne i hans Gaard med store Knipler og megen Trudsel, for at bemægtige sig hans svenske Daglejere, og som de ogsaa slæbede af med til Hirsholm Amt, og opgave han tillige Navnene paa 3de af de Husmænd, som havde viist en saa ulovlig Fremgangsmaade. Ikke 5 Minutter efter Frieboes Anmeldelse kom en lignede fra Præsten Pral i Birkerød at 3de Husmænd vare komne i hans Gaard, hvoraf 2de navngaves og paa samme Maade vilde have bemægtiget sig hans Tjenestekarl, som ogsaa var Svensk, men har tjent her i Landet i 4 Aar til Fornøielse, hvilken de dog efter Mad. Prals overtalelse lode blive i Gaarden, men love at hente ham og flere inden faa Dage. Amtmanden beordrede strax de Navngivne arresterede og et Politiforhør over dem og hvem flere der opdagedes at have gjort Fællessag. Sagens Udfald vides ikke endnu.

(Dagen den 1. juni 1805)

En løjerlig Historie har man i Hirsholm. Egnens Husmænd, som selv alfor dovne til at arbejde uden for den meest opskruede Dagløn, ærgrede sig over, at Avlbrugerne overalt kappes om at antage Skaaninger, der, som fattige, i det mindste i et  Par Aar, arbejde mere for mindre Betaling. De raadslog hvad der var at gjøre mod dette formentlige Indgreb og Bønhaseri. Det faldt dem endelig ind at benytte sig af Lovene mod pasløse Landstrygere, vel vidende, at de fleste Skaaninger, som komme ind, have listet sig ud af Sverrig uden andet Pas end det kristelige fra deres Præst. En udvalgt lille Hær af Husmænd gik der for nogle Dage siden ud paa Jagt efter disse forhadte Passavnere. Men da de fandt det for umageligt at oppasse dem paa Landeveje eller ved Stranden, droge de til Præstens, hvor endel Skoninger arbejdede, tvang dem med Magt i Præstens Fraværelse til at følge med. Det samme gjorde de paa Kapt. Friboes Ejendom, og drev saaledes omtrent en Snes af disse Mennesker som Krigsfanger, ind i Hirsholm, hvor de begærede dem som Landstrygere arresterede. Fra hine Hirsbønder blev strax ført Klage over denne Vold, hvorpaa en Mængde Husmænd, som Formænd, bleve arresterede i Hirsholm. Udfaldet vides endnu ikke.

(Dagen 28. juni 1805)

23 januar 2017

Til Birkedommeren paa Hirschholms District.

Det vil næppe være undgået fleres opmærksomhed at mens man på Postgården i Hørsholm kræver alt hvad man blot kan være bekendt at kræve efter gæstgivertaksten, er derimod ejeren af Amsterdam Kro langt billigere og retter sig i flere dele aldeles ikke efter taksten, men nedsætter prisen hvor sådant lader sig gøre. Da sidstnævnte kro også i andre henseender har fortrin for den førstnævnte, nemlig i hurtigere og bedre beværtning, så kan man ikke antage at man ved den nedsatte pris tilsigter at skaffe sig større søgning. For den vil Amsterdam Kro alligevel efterhånden få når ikke andet liv kommer i Hørsholm Postgård. Men årsagen må være at kroejeren finder at han kan levere en del under taksten og dertil også ser på de rejsendes fordel. Det var på grund af det ønskeligt om hr. birkedommeren ved næste kvartals gæstgivertakst efter behørig undersøgelse ville foretage nogle forandringer. For det må vist nok anses urimeligt at man skal betale 20 eller 25 procent mere på det ene end på det andet sted fordi postkarlene af visse grunde helst bringer den rejsende til Hørsholm Postgård, eller fordi dagvognene skifter heste der og de dermed befordrede er afskåret valget.

 (Politivennen nr. 1081, Løverdagen, den 17de September 1836. Side 608-609) 


"Mens man på Postgården i Hørsholm kræver alt hvad man blot kan være bekendt at kræve efter gæstgivertaksten, er derimod ejeren af Amsterdam Kro langt billigere og retter sig i flere dele aldeles ikke efter taksten" (Det tidligere Hørsholm Hotel. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837, side 791 bekendtgjordes at anmodning ikke var uden virkning. "Hr. kammerjunker og birkedommer Haxthausen har foretaget adskillige hensigtsmæssige forandringer, og om disse end ikke stemmer med sidstnævnte værts ønsker, så har dog de rejsende som besøger ikke ham - for han er altid usynlig - men hans gæstefrue derved fået nogen oprejsning for den mindre hurtige, vel også for den mindre gode beværtning end i Amsterdam."

På grund af de forbedrede veje og den øgede landevejstrafik var Hørsholm blevet et yndet trafikknudepunkt på artiklens tilblivelsestidspunkt.


Postgården (senere Hørsholm Hotel, nu kontorer mm) var et resultat af de nye kongeveje i Nordsjælland. Hørsholm lå fordelagtigt i forhold til de gode nye transportforbindelser. Her kunne man skiftet heste, og passagererne kunne hvile ud og få et måltid mad. Der opstod flere købmandsgårde, gæstgiverier og værksteder af forskellig art. I 1845 opklarede Haxthausen ret hurtigt et postrøveri.

Amsterdam Kro lå ca. 1 km nord for Hørsholm Slot hvor nu Kongevejscenteret ligger. Den stammer tilbage fra 1774 hvor den dog blev kaldt Christinedals Kro. På Politivennens tid havde den skiftet navn til Amsterdam Kro. Kroen eksisterede til ind i 1900-tallet.  

10 januar 2017

Postgaarden i Hirschholm i Modsætning til Kroen "Amsterdam".

Ved i sidste nummer af Politivennen at læse en indstilling til generalpostdirektionen om at henvende en del af dens opmærksomhed på herbergstederne udenfor købstæderne, faldt indsenderens tanker uvilkårligt på at størstedelen af hvad der i den indstilling er fremhævet passede ret godt på Hørsholms postgård hvis mangler bliver så meget mere synlige når man i det sidste års tid har haft lejlighed til nu og da at besøge kroen "Amsterdam". 

For at vise vore læsere modsætningen mellem disse to herbergssteder der ligger nær ved hinanden, og som er af fornem og mindre fornem benævnelse, vil vi her berøre nogle egenskaber ved samme.

I Hørsholm ser gæsterne aldrig nogen vært - den de fleste næppe ved er postmesteren - heller ikke nogen værtinde, undtagen når tålmodigheden forgår de ventende og de må ulejlige sig ud i køkkenet for efter langt tøven at få det rekvirerede. I Amsterdam er kroejeren derimod næsten altid til stede, er artig og forekommende mod de rejsende, sørger for hurtig opvartning og hjælper sig til i så henseende. Ved førstnævnte er derfor mindre anledning til at yde drikkepenge, ved sidstnævnte derimod langt mere. Vil man ikke for en anden gangs skyld spilde udsigten til nogenlunde skikkelig opvartning, må man ofre. Drikkepengesystemet er så uddannet i Hørsholm at man ligefrem spørger de rejsende om de betaler kuskens fortæring. For det er vel tilfældet her som på andre steder at kusken eller postillonen får en lille dusær fordi han bringer de rejsende til stedet, og denne dusør er det jo bedst at få godtgjort igen af de rejsende. Hr. Petersen i kroen "Amsterdam" vil ikke betjene sig af sådant middel, derfor beder postkarlene ikke der uden at man udtrykkeligt forlanger det og som oftest møder mand da en eller anden tom undskyldning af kusken.

Som ovenfor antydet går det yderst langsomt med opvartningen i Hørsholm. Er det blot kold frokost eller aftensmad, som straks burde være på rede hånd, er man dog sikker på at komme til at vente et kvarters tid eller mere. Undtagelse heri finder sted for de rejsende som befordres med dagvognen og som straks forefinder et dækket bord. Men da tiden til at nyde noget er meget indskrænket, så kan man for nogle mundfulde komme til at betale strikt efter taksten 26 skilling. Værten i Amsterdam hænger sig ikke så meget i taksten, han er tværtimod yderst rimelig og han vil også derved jo mere han bliver bekendt, vinde de rejsendes søgning.

Men - hvad vi må påanke som det værste ved Hørsholm Postgård er at det værelse som almindeligvis anvises de rejsende til logi, er uden kakkelovn, og da vi må formode at det er det bedste soveværelse, siden to senge  er placeret der, så findes ved samme mangel ved de andre, hvis sådanne haves. Må vi selv efter omstændighederne finde os i at det nævnte værelse samt adgangen og opgangen dertil har noget yderst uhyggeligt over sig, så er og bliver det dog altid uforsvatligt at den rejsende skal være udsat for at lide skade på sit helbred ved på en streng årstid at ligge i et iskoldt værelse som fra to sider er udsat for blæstens indvirkning. Bestemmer gæstgivertaksten betaling for sovekammer med varme, så må også denne kunne fås. - Anderledes er forholdet i kroen Amsterdam, hvor den rejsende ikke så let vil komme til at mangle et så vigtigt rekvisit i et ublidt klima.

Det er ikke første gang at Hørsholms Postgård har været genstand for offentlig anke, men lige meget har det frugtet. Vi ved ikke om det er sløvhed eller det blinde held som forårsager denne lunkenhed. Men på sløvheden kan generalpostdirektionen virke og mindre forlade sig på lykken. Vedbliver hr. Petersen i kroen Amsterdam med sin hidtil værende påpasselighed samt rimelige behandling, vil han tidlig eller sent tage luven fra sin slumrende rival.

Jacobsen, prokurator.

(Politivennen nr. 1059, Løverdagen, den 16de April 1836. Side 243-246)

27 september 2016

Overfald i Kroen: "Amsterdam."

Søndag den 23.september tog jeg på min rejse til København ind i oven nævnte kro for at nyde en forfriskning og fik blandt andet et flækket surbrød hvorfor jeg måtte betale 6 rigsbankskilling. Da jeg på taksten i andre krostuer havde set at derfor kun skulle betales 4 skilling, gik jeg ind i en anden stue for at spørgeværten om pigen muligvis ville tilvende sig de 2 skilling. Men da han var ude i gården, leverede hans datter mig taksten som lå  chatollet, i stedet for at den burde være opslået i krostuen. Imidlertid kom værten og i stedet for at besvare mit spørgsmål, gav mig med udtrykket: "Jeg skal give dig takst" et vældigt slag under øret. Af frygt for værre mishandling da han straks forsynede sig med et tykt tov, retirerede jeg ind igen i krostuen, hvor jeg i to personers påhør fik ham til at tilstå at han havde slået mig. Foruden at jeg ved retten vil søge oprejsning for den mig tilføjede fornærmelse, holder jeg det for pligt at advare enhver rejsende for denne mand der måske give folk prygl. Ligesom jeg herved anmoder hr. birkedommeren i Hørsholm om at påse at den anordnede takst på behørigmåde ophænges i omhandlede krostue.

J. Ulstrup.

(Politivennen nr. 873, lørdag den 22de september 1832, s. 639-641) 

24 august 2016

Bemærkning paa Veien til Hirschholm.

Ved den 27, oktober at passere vejen fra Helsingør til København fandt anmelderen at på det stykke vej fra Hørsholm til Rudergård som er under reparation, er der på siden af chausseen gravet små tværgrøfter ved hvilke den opkastede jord ligger i bunker. På mærke aftner kan det let ske at vejfarende kunne vælte over disse bunker, og det så desto lettere som der ved nogle af dem ligger store sten til disses beskyttelse. Anmelderen talte på halvvejen mellem Hørsholm og Rudersdal 21 sådanne bunker der dels var nedkørte, dels vist spor af overkørsel, og at adskillige er væltet der, er vist sandsynligt. Anmelderen er derfor så fri at foreskå at der på vejen hvor sådanne grøfter findes, måtte opslås pæle eller afvisere med behørigt mellemrum, således som det er sket i Hørsholm by. Bekostningen kunne vist ikke være betydelig da pælene kunne optages og bruges andet sted i samme tilfælde.

(Politivennen nr. 827, Løverdagen den 5te November 1831, s. side 771)

17 juli 2016

Et Par Ord om Gjæstgiverstedet i Hirschholm.

Den som nu og da besøger dette gæstgiversted vil i almindelighed ikke have årsag til at klage over beværtningen selv, men vel oftest over den tid der går inden man får de forfriskninger man ønsker. Man kan nogen gange midt på dagen og selv når gæsternes antal er ringe, vente hele kvarterer eller længere på kold spise, kaffe eller lignende. Dette ubehagelige ophold mener man nærmest at måtte tilskrive den mangel på opmærksomhed der her som så mange andre steder i Danmark vises mod den rejsende på den måde at gæstgiveren der formodentlig står i den fejlagtige mening at de rejsende er til for hans skyld, næsten aldrig eller vel rettere ingensinde, lader sig se i gæstestuen, men overlader gæsterne helt til opvartningspigens vilkårlige behandling, og at denne derfor er mere eller mindre ekspedit eftersom hun kan vente flere eller færre drikkepenge.

Ved nærværende gæstgivergård er det også en mangel at herbergertaksten i længere tid ikke har været opslået i den almindelige gæstestue, og at de rejsende således savner lejlighed til uden ubehagelig vidtløftighed at kontrollere hvorvidt opvartningspigens summariske angivelse af det skyldige er rigtig eller ikke.

Det er i øvrigt besynderligt at de rejsende som besørges med ekstrapost, altid forelægges det spørgsmål om de er villige til at betale kuskens fortæring og at denne når man af sine grunde erklærer sig herfor, næsten altid opgives til to mark.

(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 514-516)


"Gæstgiveren står formodentlig i den fejlagtige mening at de rejsende er til for hans skyld." (Rejsende kunne fx kunne på flotte udsigter som denne af Carl Georg Scheuermann: Landskab med udsigt mod Sjælsø nær Hørsholm, Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Efter forbedringen af kongevejene og den øgede trafik på disse fra 1820'erne blev Hørsholm et knudepunkt for post, rejsende mm. Her kunne passagererne hvile ud mens postvognen fik skiftet heste. Flere artikler om samme emne forekommer i 1836, se Vandringsløse Tidende.

15 september 2015

En lumpen Streg i Hirschholm.

(Indsendt)

Da et selskab hvoriblandt 3 personer til hest, på deres rejse til København, kom gennem Hørsholm, blev de overslået med kald der kom ud af et vindue på et hus i nærheden af postgården. Det lod til at være en hel murskefuld kalk der i skadefro hensigt blev nedkastet. To af de rejsende fik deres tøj ganske ødelagt af kalken som man ved æder sig ind i klædet og fjerne kuløren. Da man ville efterspore gerningsmanden, var han borte, og som rejsende kunne man ikke opholde sig længe. Der blev da intet andet for selskabet tilbage end at bekendtgøre det passerede for at bygherren eller vedkommende kunne give den ondskabsfulde og skadefro person en alvorlig irettesættelse.

(Politivennen No. 243, Løverdagen den 26de August 1820, side 3929)

25 august 2015

En agtværdig Udlændings Ønske angaaende Ærestøtten paa Hirschholm.

(Indsendt.)

For ikke længe siden foretog jeg mig en rejse gennem nogle af Sjællands smukkeste egne, og kom blandt andre til byen Hørsholm. Min opmærksomhed blev henledt til en stor ærestøtte på en offentlig plads lige over for kirken. Jeg forsøgte at læse en derpå værende inskription, men det blev ikke muligt fordi flere stabler brænde var sat om støtten, hvilken som jeg hørte, skal være oprejst af distriktets bønder til ære for afdøde højsalig dronning Sophie Magdalena. At en sådan mindestøtte måtte fremstilles åben og fri så at enhver rejsende og hvert for skøn udøvet dåd følende menneske kunne beskue den til alle sider, er et ærbødigst ønske jeg, skønt udlænding, vover at forene med mange andre der også nyligt har gennemrejst denne landets særdeles skønne egn.

(Politivennen nr. 191, Løverdagen den 28de August 1819, s. 3072-3073)

10 marts 2015

Anmodning i Hirsholm.

(Efter tilsendt).

Den blide, gode og retskafne birkedommer Kreidal i Hørsholm viste denne kvasi-købstad omliggende bønder og daglejere en stor velgerning dersom han (ifald han har ret til det) kunne forebygge at svireriet i de alt for mange drukkenskabs- eller værtshuse som findes der, ophørte kl 10 om aftenen. Bondens og arbejdsmandens hustruer fik da deres mænd hjem betids, og disse fik betimelig tid til at sove rusen ud, for at være ædru, i det mindste næste dag. - Indbyggerne i Hørsholm som lever af dette værtskab, fik tid til at tænke på og udøve en nøjere sædelighed, de rejsende blev forskånet for afskyeligheder som sviregæster fristes til at begå i mørket. Børn, eller den opvoksende slægt, ville i alderdommen velsigne sådan orden.

R. Lund.

(Politivennen nr. 468, 11. april 1807, s.7438-7439)

21 oktober 2014

Anmodning til Hr. Haase paa Hirschholm.

Natten til den 14. september var jeg og en tømmermester af en håndlanger blevet bestjålet. Da jeg ikke i byen kunne få tyven opspurgt, tog jeg en hest den 14. ejndsd. og red ad landevejen til København. Da jeg i Nykro fik svar på at han havde været der, red jeg videre, kom til Hørsholm henmod aften, talte med værten hr. Haase som forekom mig ganske høflig, fik min hest i stalden og et lispund hø til den. Gik ind i krostuen og ventede, såsom det regnede, på tørvejr for at ride videre. Det vedblev at regne, men da klokken blev henimod 9, befalede kælderpigen mig at gå. Jeg ønskede kun at sidde på en stol eller ligge på en bænk Hun ville ikke tillade det. Jeg måtte endelig efter forgæves anvendte bønner pakke mig bort, betale 2 mark 4 skilling, skriver to mark og 4 skilling for et lisp. hø, hvoraf min hest ikke havde fortæret den halve del og søge retirade ttil et andet sted, hvor man begegnede fattige men ærlige folk anstændigere. Der tvivles ikke på at hr. Haase når dette kommer til hans kundskab, jo vil forebygge for eftertiden sådan opførsel af en uopdragen kælderpige mod rejsende. 2 mark 4 skilling for et lisp. hø var også lidt for meget.

Helsingør den 17. oktober 1802
C. Christiansen
Borger- og murermester.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 235, [24 Oktober 1802], s. 3753-3754)

18 september 2014

Til Amtmanden over Hirschholms Amt.

Ålekistebroen, en fjerdingvej fra Hørsholm, mellem det og oberførster Klasens, er i den allerskændigste forfatning, og fordrer den hastigste forbedring. 

Denne vej er tillige sådan at man selv om sommeren kan brække vognen itu der. Om forår og efterår er den ganske ufremkommelig. Det går så vidt at omboerne må ønske frost ligesom i Norge eller Rusland for at kunne færdes ad denne vej.

Da byfogden fra Frederiksborg engang om ugen hele året igennem må køre herad til tinget, så fejler det ikke at han jo mange gange må have klaget derover.

Man håber at hr. amtmanden selv, for at overbevise sig, vil køre ad denne vej, og over Ålekistebroen da det ikke kan fejle at han jo giver de fornødne ordrer.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 170, 25 Juli 1801, s. 2713-2714)