Jule- og Nytaarsbazaren. (Efterskrift til Politivennen)

- Imorgen Kl. 10 Formiddag aabner Industriforeningen i Gothersgadens Brøndsal (Indgangen nærmest Excercerhuset) den Jule- og Nytaars-Bazar , som vi tidligere have omtalt i dette Blad. Den Tanke, at oprette en saadan foreløbig Bazar paa den Aarstid, da gammel Vedtægt medfører, at en forholdsvis overordenlig stor Mængde især af visse Slags Varer finde Afsætning , for saaledes at give saavel Publikum som de eventuelle Entrepreneurer af den paatænkte vedvarende Bazar Sands og Interesse for Gjenstanden, saa vel som for i visse Henseender at samle nogle foreløbige Erfaringer, er vistnok meget heldig, og man maa høiligen beklage, at den er opstaaet saa sildigt, at Committeen trods den største og mest vedholdende Anstrengelse ikke har kunnet blive færdig saa tidligt, som den ønskede, og at derfor Isenkræmmernes Udstillinger af mest udenlandske Industriproducter ere blevne aabnede tidligere end denne Udstilling, der ligeover for hine optræder som Repræsentant for den indenlandske Industri. Ved at sammenligne dem indbyrdes, vil det vistnok vise sig, at man i Bazaren vil savne adskillige Gjenstande, som man endnu ikke har lært at gjøre hertillands saa smukke og saa billige som i Udlandet, eller som formedelst tilfældige Aarsager ikke ere blevne indsendte til den, men paa den anden Side vil man her faae at see en saadan Masse af de mest forskjelligartede Gjenstande udførte saa godt, som man vel kan have seet dem paa de ugenlige Industriudstillinger, men som man skælden seer dem i Boutikerne, og saa billigt, som man overhovedet kan faae dem, at det vil være lettere at gjøre et almindeligt Udvalg, naar man har i Sinde at kjøbe en Julegave, men ikke er enig med sig selv om, hvad man skal vælge. Det talrige Besøg, som har fundet Sted ved de tidligere Industriudstillinger, borger os for, at Bazaren ogsaa vil tælle mange Gjæster, saa meget mere, som Totalindtrykket af Bazaren vil være uden al Sammenligning smukkere, især om Aftenen, dels paa Grund af Localets Beskaffenhed, som tillader med eet Blik at overskue det hele, imedens Varerne ved de egenlige Udstillinger have været fordelte i flere store og mindre Sale, dels ogsaa formedelst det Liv, som hele Udsalget bringer med sig. Adgangen til Bazaren, som er aaben indtil videre hver Dag fra Kl. 10 Formiddag til Kl. 10 Aften, koster 1 Mk. for Personen, men deraf godtgjøres 8 sk, naar man kjøber en eller anden Gjenstand Bazaren. Dels for at skaffe en behageligere Temperatur tilveie, dels ogsaa for at fordrive den baade for de Besøgende og for adskillige Slags Varer saa ubehagelige Fugtighed, bliver Localet opvarmet hele Døgnet igjennem.

(Fædrelandet 17. december 1841).

- Kjøbenhavns Borgerrepræsentanters Møde den 9de Decb. 1841. Under 9de April f. A. blev der allernaadigst tilstaaet den Mercantile Industriforening Privilegium paa at oprettede en Bazar her i Staden til Forhandling af alle Arter indenlandske Industrifrembringelfer, med Fritagelse for at svare Næringsskat i et Aar fra dens Aabning, samt Fritagelsen for Brugen af stemplet Papir, ved alle i Anledning af Bazaren og den dermed i Forbindelse satte Creditkasse for Haandværkere foretagende Transactioner. Vanskeligheden i at finde et passende Locale, og de Forhandlinger, som kort efter Privilegiets Meddelelse indlededes imellem den Mercantile Industriforening og et andet Selskab med samme Hovedøiemed, nemlig Industriforeningen, og som fra Begyndelsen af dette Aar have ledet til en Sammensmeltning af begge Selskaber under Navn af "Industriforeningen", have foraarsaget, at Privilegiet hidtil ikke er blevet benyttet. Bestyrelsen for det sidstnævnte Selskab har nu søgt at fremme denne Sag dels ved at beslutte sig til i denne Maaned at aabne en Prøvebazar, dels ved, da der var opstaaet nogen Tvivl om, hvorvidt det ovennævnte Privilegium kan benyttes af det forenede Selskab, under 15de f. M. at ansøge Hs. Maj. Kongen om, at Privilegiet i et og alt maa overdrages til Industriforeningen. Under 14de f. M. har derhos Bestyrelsen for Haandværkerforeningen og samtlige Oldermand for Laugene her i Staden allerunderdanigst andraget paa, at nogle nærmere Bestemmelser maae vorde fastsatte med Hensyn til den Tilladelse til at oprette en Bazar, som er given den rnercantile Industriforening. Det anføres i dette Andragende, at Oprettelsen af en Bazar mulig er bleven Kongen forestillet som et almindeligt Ønske af hele Haandvarksstanden, men at dette ingenlunde er Tilfældet, da kun nogle faa Haandværksmestere have været vidende om, at nogle Mand udenfor Haandværkstanden af Iver for Industriens Fremme have søgt om Tilladelse til Oprettelsen. De Udtryk, hvori Tilladelsen er meddelt, kunne efter Andragernes Formening letteligen blive fortolkede derhen, at der under Navnet Bazar kunde oprettes en stor Boutiqve, hvorfra man ansaae sig berettiget til at forhandle alle mulige Haandværksarbeider, saavel fra hele Danmark som fra Hertugdømmerne, men i saa Fald vil Kjøbenhavns Haandværksstand see sin fuldkomne Ruin imøde, da det vil være umuligt for den at udholde Concurrencen med Kjøbstædernes og Landsbyernes Haandværkere, eftersom baade Levnetsmidler og Huusleilighed, Folkeløn og alle Fornødenheder ere langt dyrere her i Staden end andetsteds i Riget - og Haandværkerne ville med Hensyn til Afsætningen og Fortjenesten paa deres Arbeider blive aldeles afhængige af de Mænd, ved hvis Penge Bazaren oprettes. Som Følge heraf og overbeviste om, at det ikke er HS. Majestæts Villie, at en saa pludselig Omvæltning af de hidtil bestaaende borgerligt Forhold skal iværksættes, og at Kjøbstædernes og Landsbyernes Haandværkere skulle ophjelpes paa de kjøbenhavnske Haandværkeres Bekostning, ansøge disse om, at den den Mercantile Industriforening givne Tilladelse til at oprette en Bazar og til deri at udsælge alle Arter indenlandske Industrifrembringelser maa gives en nærmere Fortolkning, navnlig at der derfra kun maa falholdes sjeldne og ualmindelige Konstflidsfrembringelser eller saadanne Arbeider, som hidtil ikke ere blevne forfærdigede her i Landet, men at derimod ingen af de Haandværksarbeider, paa hvis Forfærdigelse Kjøbenhavns Haandværkere ere meddelte Borgerskab, maae være Gjenstand for Forhandling i den paatænkte Bazar, uden forsaavidt de ere forfærdigede af Haandværkere og Fabrikanter, der i den ene Egenskab, nemlig som Fabrikanter, have vundet Borgerskab i Kjøbenhavn og i den anden Egenskab, nemlig som Haandværkere, have vundet baade Borger- cg Mesterret ligeledes i Kjøbenhavn. Begge de heromhandlede Ansøgninger ere af det kgl. Generaltoldkammer og Commercecollegium blevne sendte til det kgl. danske Cancellies Betænkning, og sidstnævnte Collegium har igjen forlangt Magistratens og Borgerrepræsentanternes Yttringer i denne Anledning meddelte, med Tilføiende allerede at have tilskrevet Generaltoldkammeret, at der ikke findes nogen Betænkelighed ved, at den den Mercantile Industriforening forundte Tilladelse meddeles Industriforeningen med Hensyn til den Prøvebazar, som den ønsker at aabne i denne Maaned. Efterat Sagen saaledes har været forhandlet i Repræsentantforsamlingen, er derom afgaaet følgende Skrivelse til Magistraten: "Ved Tilbagesende!sen af den Repræsentantskabet under 3die d. M. tilstillede Gjenpart af en Ansøgning fra Industriforeningen her i Staden om at overdrages den Tilladelse til Oprettelsen af en Bazar, som ved allerh. Resolution af 9de April f. A. blev meddelt den rnercantile Industriforening, undlade vi ikke at yttre, at der efter vor Formening intet kan vare til Hinder for det Ansøgtes Bevilligelse. Vi finde derhos ingen Anledning til at anbefale det i Forbindelse med fornævnte Ansøgning og i Gjenpart tilstillede og herved tilbagefølgende Andragende fra Haandværkerforeningen og samtlige Oldermand for Haandværkslaugene her i Staden, om at nogle nærmere Bestemmelser maae blive fastsatte med Hensyn til den Tilladelse til at oprette en Bazar, som er given den mercantile Industriforening. Dette Andragende gaaer nemlig ud fra den urigtige Forudsætning, at det i Almindelighed skulde være forbudet til Kjøbenhavn at indføre og der at falholde Haandværksarbeider eller andre Industrifrembringelser, tilvirkede udenfor Kjøbenhavn. Men da det allerede ifølge den bestaaende Lovgivning er de Handlende i Hovedstaden tilladt at forskaffe sig de Haandværks- og Industrivarer, som de ere berettigede til at falholde, ved at forskrive disse fra de til deres Forfærdigelse berettigede Handværkere i Rigets andre Kjøbstæder og privilegerede Fabrikanter baade i Kjøbstæderne og paa Landet, samt fra Hertugdømmerne og imod fornøden Toldberigtigelse fra Udlandet , og da de privilegerede Fabrikanter paa Landet i Nærheden af Kjøbenhavn ligeledes ere berettigede til her i Staden at have Udsalgssted for deres Fabricater, skjønnes det ikke, at Haandværkslaugene her i Staden kunne have nogen Grund til at modsatte sig Oprettelsen af en Bazar, fordi det ogsaa tillades Haandværkerne i Kjøbstæderne og privilegerede Fabrikanter at benytte den. Bazaren vil i det Væsenlige ikke faae større Rettigheder, end andre til Handel med Haandværks- og Industrifrembringelser berettigede Handlende her i Staden, og kun derved adskille sig fra disses Udsalgssteder ved der i den vil kunne paa eet Sted findes Varer, som man ellers maa søge hos forskjellige Handlende. Oprettelsen af en Bazar, endogsaa i den hele Udstrækning, som er hjemlet ved den den mercantile Industriforening i sin Tid meddelte Tilladelse, synes desuden ikke at kunne andet, end have gavnlige Virkninger for Haandværkerne her i Staden, da der ligefuldt derved aabnes dem en udvidet Leilighed til at faae deres Arbeider stillede til Skue og afsætte, og de vistnok baade paa Grund af deres Arbejders større Fuldkommenhed og fordi de ere frie for Transportomkostninger, ville være i Stand til at drage langt større Nytte af Bazaren, end Haandværkerne og Fabrikanterne udenfor Kjøbenhavn. Hvis endelig Haandværkerne her i Staden skulde nære nogen Frygt for, at enten Landsbyhaandværkere eller Personer i og udenfor Kjøbenhavn, der ere uberettigede til at forfærdige Haandværksarbeider, skulde igjennem Bazaren finde Lejlighed til at afsætte deres Arbeider her i Staden, da maa en saadan Frygt ansees for ugrundet, thi Lovgivningen forbyder under Straf saadant uberettiget Næringsbrug, og det er derfor en Selvfølge, at det ikke kan blive lovligt derved, at det tillades i Bazaren at falholde alle indenlandske Industriftembringelser, om end ikke nogen udtrykkelig Bestemmelse derom skulde være bleven tilføjet ved Tilladelsens Meddelelse. Ligesom det ikke er at antage, at Bazarens Bestyrelse vil i denne Henseende give nogen Anledning til Klage, saaledes vil Haandværksstanden ogsaa kunne sikkre sig imod saadanne Indgreb i dens Rettigheder ved de Midler, som i Følge Lovgivningen ellers staae til dens Raadighed. Ovenstaaende Erklæring afgiver Repræsentantskabet med 25 Stemmer imod 1.

(Fædrelandet 18. december 1841. Uddrag).

- Bazaren, som for Tiden er det Sted. der udover mest Tiltrækningskraft paa det kjøbenhavnske Publikum, skylder, næstefter den merkantile Industriforenings Virksomhed, en kgl. Resolution af 9de April 1840 sin Existents. En kgl. Resolution vilde imidlertid ikke have været tilstrækkelig til frivillig at paabegynde et saa vidtløftigt og bekosteligt Foretagende, selv om det ikke havde den Omstændighed imod sig, at det var noget Nyt hertillands, og det varede derfor meget længe, inden Bazaren kom istand. I denne Mellemtid forenede det fornævnte Selskab sig med Industriforeningen, og antog dennes Navn, og man ansaae det derfor fornødent at erholde Approbation paa, at den det gamle Selskab meddeelte Tilladelse ogsaa maatte gjælde for den nye Forening. Omtrent samtidigt dermed reiste Bestyrelsen af Haandværkerforeningen sig i Forbindelse med samtlige Oldermand for Laugene her i Staden og androge paa, at nogle nærmere Bestemmelser maatte være fastsatte med Hensyn til den Tilladelse til at oprette en Bazar, som er given den mercantile Industriforening. Det anførtes nemlig, at Oprettelsen af en Bazar muligt er bleven forestillet Kongen som et almindeligt Ønske af hele Haandværksstanden, men at dette ingenlunde er Tilfældet, idet det kun er nogle faa Haandværksmestere, der have været vidende om, at nogle Mand udenfor Haandværksstanden af Iver for Industriens Fremme have ansøgt om Tilladelse til Oprettelsen. Tilladelsen kunde letteligt blive fortolket som om der kunde oprettes en stor Boutique, hvorfra alle mulige Haandværksarbeider fra hele Landet kunde forhandles, hvorved Kjøbenhavns Haandværksstand gik sin Ruin imøde, fordi de ikke kunde udholde Concurrencen, og at Haandværkerne bleve altfor afhængige af de Mand, for hvis Penge Bazaren oprettedes. De androge derfor om, at Tilladelsen maatte gives en nærmere Fortolkning, navnligen at derfra kun maa falholdes sjeldne og ualmindelige Konstflidsfrembringelser eller saadanne Arbeider, som hidtil ikke ere blevne forfærdigede her i Landet, men at derimod ingen af de Haandværksarbeider, paa hvis Forfærdigelse Kjøbenhavns Haandværkere ere meddeelte Borgerret, maae være Gjenstand for Forhandling i den paatænkte Bazar, uden forsaavidt de ere forfærdigede af Haandværkere og Fabrikantere i Kjøbenhavn. Da dette Andragende kom til Borgerrepræsentanterne, for at erholde deres Betænkning derover, vare disse af en aldeles modsat Mening af Haandværksforeningen. Det bemærkes, at dennes Andragende gaaer ud fra den urigtige Forudsætning, at det i Almindelighed skulde være forbudet til Kjøbenhavn at indføre og der at falholde Haandværksarbeider eller andre Industrifrembringelser, tilvirkede udenfor Kjøbenhavn. Men da dette ifølge den bestaaende Lovgivning er tilladt, forudsat at Arbejderne ere forfærdigede af dertil berettigede Haandværkere eller af de privilegerede Fabrikanter paa Landet i Nærheden af Kjøbenhavn, saa have Haandværkerne ingen Grund til Klage over Oprettelsen af en Bazar. Da Bazaren derhos ikke vil faae større Rettigheder end andre til Handel med Haandværks- og Industrifrembringelser berettigede Handlende her i Etaten, kan en Bazar kun have gavnlige Virkninger for Haandværksstanden i Kjøbenhavn, der altid har det Forspring for Haandværkere udenfor Hovedstaden, at de ere frie for de Transportomkostninger, som disse maae bare for at faae deres Varer udstillede. At Uberettigede skulde sende Arbeider til Bazaren, forhindres ved den bestaaende Lovgivning, som Haandværkerne kunne betjene sig af til deres Rettigheders Beskyttelse. Da Borgerrepræsentanterne saaledes havde med 25 Stemmer imod 1 erklæret sig imod Haandværksforeningens Andragende, indsaae denne vel, at der ad denne Vei intet Resultat var at erholde i dens formeentlige Faveur, og den har derfor valgt den fornuftigere cg hensigtsmæssigere Vei at underkaste Sagen en fuldstændig Discussion, i hvilken Anledning der igaar Aftes har været afholdt en Generalforsamling industriforeningen, hvor ogsaa Haandværkerforeningen var indbuden til al uddebattere Sagen. Under disse Debatter, om og hvorvidt Bazaren vil ruinere eller netop ophjelpe Haandværksstanden i Kjøbenhavn, har den faaet den offenlige Mening for sig. - I den smuk, oplyste Brøndsal ere omtrent 30 Næringsdrivendes Udsalgssteder arrangerede med megen Smag og Orden, og et overordenligt talrigt Publikum strømmer hele Dagen, men i Særdeleshed om Aftenen, til for at see de smukt udstillede Varer, der ved deres idelige Afvexling give et godt Beviis paa. at Afsætningen er god. Det er en Selvfølge, at man ikke bør bedømme Freqventsen i den vordende Bazar efter den Tilstrømning, som Prøvebazaren har i denne til de der udstillede Varers Afsætning allermest belejlige Tid; men naar engang en Bazar har vundet den offenlige Mening for sig, - og det antage vi allerede at være skeet - saa vil det neppe mangle, at de i samme Interesserede ville høste rigelige Frugter af en Indretning, der ikke mindre er i det producerende end i det consumerende Publikums Interesse. Vi skulle ikke her forsøge at fremhæve, hvilke Udsalgssteder der tage sig bedst ud eller ere bedst forsynede og smagfuldest arrangerede - thi Alt er saa smukt og tilfredsstillende, at det intet lader tilbage at ønske, naar man tager Forholdene og den korte Tid til Arrangementet i Betragtning. Vi skulle kun ønske, at den Modstand, der har viist sig imod en saa gavnlig Indretning, maa tabe sig, og at Erfaringen snart maa lære, at de indgroede Fordomme her Intet have at støtte sig til, fra hvilken Side man end betragter dem.

(Kjøbenhavnsposten 22. december 1841)

Toldbodbommen. (Efterskrift til Politivennen)

Der har oftere gjennem Pressen været ført Anke over, at Toldboden var afspærret om Natten, saa at Ingen kunde komḿe ombord i deres Fartøier, selv om det maatte gjelde disses Conservation og Redning fra Undergang. Det er gaaet med dette Afspærringssystem som det saa ofte gaaer, at man først har kastet Brønden til, naaer Barnet var druknet. Bladene have nylig omtalt en fisker fra Humlebek, der i en stormfuld Nat henvendte sig til Toldbodsvagten med en Anmodning om, at maatte blive tilstedet Adgang til sin ved Toldboden liggende Baad, der var hele hans Eiendom, og hvorved han ernærede sin Familie. Underofficeren, til hvem han henvendte sig, afslog ikke alene denne Begjæring, men negtede ham endog at faae den vagthavende Officer i Tale. Da Fiskeren ifølge dette uimodstaaelige Magtsprog var bleven bortviist og atter indfandt sig om Morgenen ved Toldboden, var Baaden sunken og hans Erhvervskilde saaledes stoppet. Ifølge det saaledes passerede har Krigsforhør været optaget, hvis Resultat er, at Underofficieren blev tilkjendt en arbitrair Straf af 10 Dages Fængsel, og den Bestemmelse fastsat, at Afspærringssystemet forsaavidt er opgivet, at der nu kan tilstedes Vedkommende Adgang til Toldboden om Natten, naar Omstændigheden synes at godtgjøre Nødvendigheden heraf til vigtige Øiemeds Opnaaelse og navnligen under saadanne Forhold som i det ovenanførte Tilfælde.

(Kjøbenhavnsposten, 4. december 1841)

Bissekræmmere. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, d. 29de Octbr. (Aalb. Av.) Vi omtalte i vor T. Nr. 255) de af Politivæsenets mangelfulde Organisation paa Landet flydende Ulemper; et andet Exempel, der ikke mindre viser, hvor svagt og ufuldstændigt Politiopsynet paa Landet udøves, er Bissekræmmeriet; thi uagtet Alt, hvad herimod er skrevet og ivret, uagtet det efter Stænderindstilling i sin Tid emanerede skærpede Lovbud mod dette, al Handelsuærlighed, Toldsvig og anden Immoralitet befordrende Uvæsen, florerer dog Bissekræmmeriet vitterligen maaskee stærkere end nogensinde førhen og oversvømmer Landet paa alle Kanter. Paa en Gaard, ikkun 4 Mile sønden for Aalborg, havde man en Dag Besøg af ikke færre end 3 saadanne Gjæster, og hvor ugeneert deres Virksomhed er, kan sees deraf, at en Bissekræmmer endog nylig havde dristet sig til, i en Toldbetjents Fraværelse fra Blokhuus, at begive sig ind til dennes Familie og der faldbyde sine Varer. At Landboen ikke selv vil indsee det i denne Bissekramhandel Fordærvelige, især for Landalmuens Moralitet, og selv bidrage til at holde dette Fordærv borte fra sine Enemærker, er vistnok uforklarligt, men end uforklarligere er det, naar Toldopsynet ved den slesvig ripensiske Grændse endelig ikke er stærkt nok til at trænge Bissekramssværmen tilbage, at dog ikke Kongens aabne Lov til Indskrænkning af dette Onde skal nyde Fyldest; thi i Placaten af 27de Novbr. 1839, der efter Stændernes Indstilling skærper straffene for Bissekræmmeri og for Sognefogdernes Forsømmelse mod Omløbernes Anholdelse, hedder det udtrykkeligt i Placatens § 5: "Af de i Fr. 13de Februar 1775 og nærværende Anordning indeholdte Bestemmelser skal en Extract bestandig være opslaaet i alle Gjæstgivergaarde, Værtshuse og Kroer paa Landet og i Kjøbstæderne", men ikke destomindre, skjøndt denne Mangel allerede tidligere offentlig er paapeget, vides dog dette Bud i Anordningen endnu paa mange Steder ikke at være efterlevet. Kan det saaledes være overladt til locale Politiøvrigheder i næsten 2 samfulde Aar at suspendere Lovens Bydende og at tilsidesætte saavel Kongens Befaling som Agtelsen for den Folkestemme, der har fremkaldt Lovskærpelsen, da maa det dog synes at være paa Tiden, at der fra de overordnede Autoriteters Side haves indseende med, at Loven ikke i det paapegede Punct redureces til et dødt Bogstav.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1841).

Almindelig Hospital 1841. (Efterskrift til Politivennen)

Almindelig Hospital. om denne Stiftelse hedder det i Fattigdirectionens Beretning: For at der kunde haves Forvisning om, at det Inventarium, som efter de aarlige Regnskaber skulde være tilstede i Stiftelsen, ogsaa virkelig var der, besluttede Direktionen, at der skulde foranstaltes en Optagelsesforretning over alle Stiftelsens Inventarier. Denne Forretning fandt Sted i Begyndelsen af 1838 i Overværelse af fire Forsørgelsesforstandere, som havde erklæret sig villige til at overtage dette Hverv, der iøvrigt paa Grund af Stiftelsens betydelige Omfang var forbundet med megen Uleilighed og betydelig Tidsanvendelse. Efterat disse Herrer paa denne Maade havde havt Lejlighed til at gjøre sig bekjendte med Hospitalets Forhold, meddeelte de Directionen forskjellige Bemærkninger over Stiftelsens Indretning; disse Yttringer foranledigede, at flere Foranstaltninger bleve trufne, hvoraf de væsentligste nærmere ville blive her at omtale. Det blev saaledes paadraget Stiftelsens Inspecteur at bære Omhu for, at en nøiere Klassifikation af Hospitalets Lemmer kunde finde Sted, med Hensyn til disses Alder, Svagelighed samt tidligere Vandel og Forhold, forsaavidt dette lod sig forene med de andre Hensyn, der ved Lemmernes Fordeling i Stiftelsens forskjellige Lokaler kunde være at tage i Betragtning. Fremdeles blev det Inspecteuren overdraget at sørge for, at de Lemmer, som dertil maatte findes meest trængende, indlægges i Lemmestuer, hvor Varme haves om Vinteren. Det maa endvidere bemærkes, at en Deel af Kjelderetagen under den i det Duntzfeltske Pakhuus i 1822 indrettede nye Lemmebygning blev givet en saadan Forbindelse med den Varmeindretning, som findes i Bygningen, at den, ligesom de øvrige 12 store Lemmestuer i Bygningen, ved Rør forsynes med varm Luft om Vinteren. Ogsaa blev den Forholdsregel truffen, at de af Lemmerne indbragte Sengklæder forsynes med Hospitalets Stempel og til behørig Rigtighedsholdelse optages blandt Inventariebeholdningen. Endvidere bleve Sygestue-Inventarierne, for at lette Tilsynet med dem, mærkede med Bogstav, som viser, til hvilken Stue de høre. Med Hensyn til Udførelsen af Hospitalets Vask, blev det vel anseet fornødent, at en Deel arbeidsføre Fruentimmer fra Ladegaarden afgaves til Hospitalet, for at benyttes i Vaskeriet; men de indlagdes i særskilt Lokale, for ikke at komme i nærmere Berørelse med de øvrige Personer i Stiftelsen, end høist nødvendigt var. Der blev dernæst yderligere tilstaaet Oldfruen 100 Rbd. aarlig til derfor at antage en Pige, der kunde være behjælpelig ved Tilsynet med det meget betydelige Linned- og Ulden-Inventarium. Ogsaa blev Hospitalets Tørreplads til yderligere Betryggelse afhegnet med Plankeværk.

For at den Plads, som Hospitalet i 1837 kom i Besiddelse af ved afdøde  Geheimeconferentsraad Constantin Bruuns og Arvingers Veldædighed, kunde erholde en mere regelmæssig Form, og for at den friske Luft kunde faae friere Adgang til Hospitalets Gaarde, hvilket maa være ønskeligt med Hensyn til de mange Mennesker, som have Ophold i Stiftelsen, blev en Deel af en Halvtags-bygning, der benyttedes som Hestestald, nedrevet. Pladsen blev derefter afhegnet med Plankeværk ud mod Skibsbygmester Larsens Plads; den blev anlagt med Gange og forsynet med Bænke samt beplantet med Træer, der Skjænkedes af det Kgl. Rentekammer.

Antallet af de i Hospitalet indlagte Patienter var 1836: 2817, og 1839: 2737. Ved Udgangen af det sidstnævnte Aar vare 230 Patienter tilbage i Hospitalet. Antallet af de Døde var i A. 1838: 269 og i A. 1839: 265. Det høieste ugentlige Antal af Patienter var i A. 1838: 422 og i A. 1839: 429. Det laveste Antal respektive 296 og 305.

Foruden den egentlige Ligebehandling i Hospitalet blive Fnatpatienter, som af Mangel paa Plads ikke kunne indtages, anviste Kuur ved at møde dagligen i Hospitalet til Svovlrøgning og Bade. Paa denne Maade have, i 1838, 454 Personer været tagne i Kuur, nemlig 150 imod Betaling og 304 Fattige; ligeledes, i 1839, 420 Personer, hvoraf 290 have været Fattige og 130 erlagt Betaling.

Lemmernes Antal var ved Slutningen af 1839: 715 Fruentimmer og 342 Mandfolk.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1841)

(Indsendt). (Efterskrift til Politivennen)

Uagtet Alt, hvad der i en Række af Aar jevnligen er fremsat i Politivennen, Commissionstidenden og den Frisindede angaaende Ladegaardsveiens saavelsom gamle Kongevejs og dens Gangsties slette Tilstand, har det Hele dog kun været at prædike for døve Øren. Næsten kunde man fristes til at spørge: om disse Veie virkelig henhøre under nogen Øvrighed, dersom man ei vidste, at de ligge i Kjøbenhavns Amts søndre Birk, og altsaa under Justistsraad og Birkedommer Frederiksens Jurisdiction; eller også: har da Øvrigheden intet med Veienes Vedligeholdelse at gjøre? eller er der ingen Autoritet igjen over Øvrigheden i denne Henseende? thi i saa fald vover man at opfordre denne.Landegaardsveien er, paa Strækningen fra store til lille Svanemosegaard, et eneste bundløst Morads og aldeles ikke skikket til at kunne passeres af Fodgjængere, i det mindste ikke uden Fare for at nedstyrte i Ladegaardsaaen. Ja endog for Kjørende er Veien farlig, da de risikere at blive siddende i Moradset med Heste og Vogn.Man vover derfor at haabe, at disse Veie ikke ret meget længere skulle være til Skandale, men at deres Istandsættelse vorder paabegyndt tidlig til næste Foraar paa en god og solid Maade, nemlig ved Macadamisering; thi enhver anden vil kun foranledige spildt Bekostning og Umage. Man burde vel kunne haabe at see en saadan Forbedring ved denne Vei, da der nylig er blevet anvendt betydelige Bekostninger til at macademisere den saakaldte Falkoneeralle, der, som bekendt, kun meget lidet benyttes, uden i alt Fald til Communicationen mellem Frederiksberg og Lyngbyveien. Vil man derimod ikke istandsætte Ladegaardsveien, da burde man jo før jo heller afspærre den, og i alle tilfælde spærre den i Vinter for at forebygge Ulykkestilfælde.

(Kjøbenhavnsposten 25. oktober 1841)

Højesteretsdom om Bedrag. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbet af Tørv i Læsseviis har allerede længe været i Miscredit hos Stadens Borgere, idet det har viist sig, at Tørvebønderne bruge allehaande Midler for at give Læsset Udseende af at være langt større end det i Virkeligheden er. Til hvilken Yderlighed dette Slags Bedrageri er gaaet, og hvor planmæssigt det er blevet anvendt, er imidlertid vistnok først blevet oplyst under nærværende Sag. Da det var bragt i Erfaring i afvigte Marts Maaned, at en Deel Bønder jevnligt opholdt sig i Gaarden Nr. 46 paa Nørregade og derfra udkjørte med Tørv, der i Gaarden bleve omlæssede, begav Politiet sig derhen for at undersøge Sagen. Ved Ankomsten derhen fandtes en lille Bondevogn ed tætte Spoler samt For- og Bagsmæk, belæsset med Tørv. Ved at undersøge dette Læs, befandtes saavel ved For- som Bagsmækken nedsat 2 af Træmmer sammenslaaede Smakker, saaledes at imellem Vognens virkelige Smækker var et Rum af temmelig betydelig Størrelse aabent; ligeledes fandes paa Siderne af Læsset opstablet Tørv paa Kant, hvorimod det var betydeligt huult i Midten og tildækket med Ærtehalm. Læsset havde, udvendigt fra seet, Syn af at indeholde flere Tørv end det virkelig indeholdt; thi ved at reise de falske Smækker, sank Læsset dybere end Vognens Fjeller. Ligeledes fandtes i bemeldte Gaard 5 a 600 Snese Tørv. Da det bragtes i Erfaring, at 3 med Tørv belæssede Vogne nyligt vare kjørte ud af Gaarden, eftersporede man disse og fandt dem holdende i Frederiksborggaden, hvor de bleve anholdte af Politiet. Den første af disse Vogne tilhørte Huusmand Christen Jensen af Bagsværd. Vognen var en lille Brædevogn med For- og Bagsmække. Omtrent 6 Tommer fra Forsmækken fandtes et Toug bunden over Vognen fra det ene Fjel til det andet. Paa dette Toug hvilede en anden Forsmæk af sammenslaaede Træmmer skraaes ind i Vognen, saaledes att der imellem Forsmækkene foroven var et Rum af 6 Tommer og forneden af omtrent 12 Tommer. Tørvene vare løst henkastede i Vognen og paa den øverste Rand af fjellene vare en Række af Tørv opstillet paa Kant. Den anden Vogn, der tilhørte Jordbruger Christian Frederiksen af Bagsværd, havde dobbelte For- og Bagsmækker, ligesom der paa Bunden af Vognen fandtes tvende 2 Alen lange Brædder, liggende paa Klamper 7 Tommer fra Bunden, og under hvilke ingen Tørv fandtes; langs med Fjellenes indvendige Side omtrent 3 Tommer fra Overkanten fandtes fastslagne Lægter, hvorpaa Tørv rundt omkring vare stablede, saa at det havde Udseende af, at Tørvene inde i Vognen vare stablede, uagtet det ikke var Tilfældeet. Paa hele Vognen fandtes neppe 1½ Sæk Tørv. Den tredie Vogn tilhørte Jens Olsen, Huusmand i Bagsværd, og var af samme Construction som den sidstnævnte; den indeholdt neppe 2 Sække Tørv. Disse Bønder havde formeligt indlogeret dem hos en Beenhandler her i Byen, hvor de opholdt dem den største Deel af Ugen baade Nat og Dag og drev fra denne deres Bopæl den nævnte Næringsvei med at bedrage Byens Indvaanere. For saadanne Læs som de anholdte lode de sig betale fra 9 til 12 Mk., stundom endog mere, og de solgte dem stedse Læsseviis. Da disse Tiltalte have vedgaaet at have foretaget den nævnte Trafik i en bedragerisk Hensigt, bleve de ved Kjøbenhavns Politretsdom af 12te Juni 1841 ansete efter Frdn. af 11te April 1840 § 1 cfr. § 41 med Straf af Fængsel paa Vand og Brød, den første i 3 Gange 5 Dage og de 2 sidstanførte i 4 Gange 5 Dage. Høiesteret stadfæstede denne Dom, dog saaledes at Staffetiden for Christen Jensen ligeledes fastsattes til 4 Gange 5 Dage.

(Kjøbenhavnsposten, den 20. oktober 1841, uddrag)

Dr. J. J. Dampe XIV. (Efterskrift til Politivennen).

 Del XIV er en gendrivelse af en artikel i Altonaer Merkur som kritiserer artikelserien i Kjøbenhavnsposten, ud fra et referat i Kieler Correspondenz-Blatt. Her gentages også gang på gang en opfordring om at offentliggøre kommissionsdomstolens akter i sagen.

Dr. Dampe.

XIV.

Enhver opmærksom læser af artiklerne i dette blad om dr. Dampe vil have set, at disse for en ikke ringe del må være nedskrevet efterhånden som nye materialer og oplysninger dertil er kommet forfatteren i hænde, og deraf forklaret sig, hvorfor de på flere steder savner sammenhold og enhed i fremstillingen, idet at forfatteren en gang imellem har måttet vende tilbage til det tidligere anførte for at kunne berigtige dette eller tilføje en siden erhvervet yderligere oplysning. Mens min stræben ved disse meddelelser hovedsaglig er gået ud på, efter bedste evne at fremstille sandheden ren og uforvansket af de mange fordrejelser og tilsætninger, hvormed løse rygter og forsætlige opdigtninger i sin tid havde gjort den næsten ukendelig, kan jeg naturligvis ikke anse mit arbejde for sluttet så længe det endnu dog altid var muligt, at der kunde tilvejebringes eller foranlediges noget større lys i den dunkelhed, hvori hemmeligholdelsen af akterne endnu stedse holder den sag, hvorunder Dampe blev dømt fra livet som oprører og majestætsforbryder. Skønt mit håb i så henseende ikke nu er synderlig større end da jeg begyndte artiklerne, ser jeg mig ved en insinuation, som jeg, efter alt hvad jeg har oplyst og til dels også dokumenteret, allermindst havde ventet, foranlediget til atter at gribe pennen. Red. af det i Kiel udkommende "Correspondenz-Blatt" har, gennem flere numre af nævnte blad, leveret et temmelig udførligt uddrag af mine artikler om dr. Dampe. Det må imidlertid tilskrives forfatterens mangel på nøjere kendskab til forholdene, at han i dette sit referat har udeladt enkelte meget væsentlige punkter, og det er åbenbart netop disse udeladelser, der har voldt, at en indsender i "Alt. Merkur" af 9. dennes i en artikel under overskrift: "Betræffende dr. Dampes sag" har troet at kunne beskylde mig for intet mindre end en tendens til forsætligt at fordreje sandheden. Denne artikel i Merkuren lyder ord til andet som følger:

"En først i "Kjøbenhavnsposten" udkommet og derfra i "Kieler Correspondenzblatt" overgået opsats om dr. Dampes forseelse og straf synes mig, at dr. Dampe er dømt uretfærdigt, og at den livsvarige fængselsstraf, der ramte ham, ikke var andet end en imod ham udøvet ufortjent hårdhed og grusomhed. For så vidt måske hensigten af den opsats skulle gå ud på at anbefale dr. Dampe, der allerede har fået en formildelse i sin straf, til den kongelige nåde, enten til en yderligere formildelse eller til fuldkommen eftergivelse af straffen, skal der her ikke anføres et ord derimod. Man kan tværtimod ret vel være enig med forfatteren af den nævnte opsats deri, at dr. Dampe nu, efter en 20 årig fængsling, har bødet for sin forseelse i et mål, som, hvis ikke andre grunde skulle tale derimod, ville gøre en fuldstændig benådning ubetænkelig. Men hvad vi desuagtet finde højst dadelværdigt, er den tendens, som umiskendeligt går gennem hele opsatsen, men mest decideret fremtræder i dens slutning, idet at dr. Dampe sættes ved siden af nogle københavnske lærde, der efter emanationen af anordningen af 28. maj 1831 bragte den forevigede konge deres tak for provinsialstændernes indførelse, og sammenstilles med dem på den måde, som om der ikke skulle falde dr. Dampe andet til last end hvad også disse lærde havde gjort. Efter hele fremstillingen må publikum forledes til den tro, at dr. Dampe var blevet dømt til en svær straf blot på grund af sin kærlighed til det danske folk, på grund af patriotiske ønsker, liberale meninger og grundsætninger; at han er falden som en martyr for folkefriheden. I den hele fremstilling er et punkt forbigået med tavshed, et punkt, der dog rimeligvis ikke burde have været glemt og hvis oplysning må anses nødvendig, forinden dr. Dampe roses for sine liberale meninger og betegnes som en for folkefriheden falden martyr. Den der ikke aldeles har tabt troen på domstolenes retfærdighed og regeringens mildhed, kan umuligt tro, at fremstillingen i den betegnede opsats er sand og rigtig. Publikum har også i denne henseende været af en anden mening. For da dr. Dampe blev arresteret og undersøgelsen imod ham indlededes, gjaldt det i publikum som en afgjort og utvivlsom kendsgerning, at dr. Dampe ikke blot havde haft til hensigt, men også forberedt en voldsom forandring i statsforfatningen; at han navnlig havde sat sig i forbindelse med en smed, for at forskaffe sig nøgler og andre værktøj, i den hensigt at åbne fængslerne og strafanstalterne, sætte fangerne og forbryderne i frihed og derpå ved hjælp af fangerne og forbryderne at proklamere folkefriheden. Men forholdt sagen sig således, som publikum dengang troede og vel måtte have grund til at tro, så fremstiller sagen sig i virkeligheden noget anderledes end den nævnte opsats søger at indbilde publikum, og det er en åbenbar vildledelse af publikum, når man gør forsøg på at betegne en sådan forbrydelse som en handling, der havde sin grund i kærligheden til folket, sin kilde i patriotiske ønsker, i liberale meninger og grundsætninger. Mod en sådan fremstilling må enhver forstandig mand på det alvorligste og kraftigste protestere".

Skønt jeg vistnok hos enhver dansk læser af mine artikler trygt kan appellere til det hovedindtryk, disse i deres totalitet har efterladt hos ham, og der, som jeg håber, vel har været en høj grad af beklagelse over hårdheden og urimeligheden af den række af forfølgelser, Dampe har været underkastet, og en ikke ringere grad af medlidenhed eg deltagelse med de ham ved straffen for hans politiske forbrydelse påførte lange lidelser og hans i det hele taget højst ulykkelige skæbne; men ingenlunde den oprørte følelse af harme og indignation, som udspringer fra den erkendelse, eller endog blot formodning, at en i nationens øjne aldeles brødefri mand skulle være dømt uretfærdigt, vil jeg dog, da jeg ikke ter forudsætter, at detaljen af min fremstilling så nøje erindres af alle, punkt for punkt imødegå og modbevise den indsenders beskyldninger.

Det hedder da, at mine artikler om dr. Dampe synes at være beregnede på udbredelsen af den mening, at Dampe er "dømt uretfærdigt" - Forf. mener naturligvis i højforræderisagen - og at han slet ikke har fortjent den straf, han har måttet lide. Men ved at omtale kommissionsdommen over ham (cfr artikel X, nr. 244 af d. bl.) siger jeg udtrykkelig, at "Udfaldet af sagen var let at forudse, og kunne, efter de stedfindende omstændigheder og lovgivningens strikte bud, vel heller ikke blive anderledes." Hvor findes her mindste hentydning på, at dommen skulle være uretfærdig? Jeg har desuden karakteriseret dr. Dampes politiske forbrydelse som et "Attentat" imod suveræniteten, jeg har betegnet det vigtigste af de oprørskrifter, for hvilke han blev dømt, som en "decideret og uforbeholden erklæring om, at folket uhindret skulle tilstedes at gøre brug af den det, efter Dampes mening, tilkommende ret til selv at bestemme landets regeringsform". Kan der siges, heri at ligge nogen tendens til at udbrede den mening, at Dampe ikke, efter den hos os bestående lovgivning, fortjente at straffes som højforrædder? At den straf, han led, ved en streng, 20 årig fængsling, var meget hård, og at han nu må antages at have bødet mere end tilstrækkeligt for sin forseelse, så at han, efter humanitetens, over alle politiske straffedomme hævede, krav, vel turde have håb om en fuldstændig benådning, synes forfatteren selv meget tilbøjelig til at indrømme. Og heri er vi vistnok enige. Christian den Ottendes følelser er sikkert også endnu alt for meget de samme som i hans ungdom, til at han ikke i dette tilfælde, hvor intet er at frygte, men meget at gøre godt, skulle tænke på at hæve den anomali, der stedse må findes i forhold som det, at den monark, der i sin ynglingsalder på Eidsvold besvor den norske folkefrihedsakt, i sin manddom, som absolut suveræn, skulle lade den for en politisk forseelse domfældte, der alt ved 20 års indespærring nok som har måttet bøde for sin i fødselen kvalte stræben efter at forskaffe sine landsmænd en forfatning i samme ånd som den norske, for bestandig være underkastet politiets specielle opsigt og en væsentlig indskrænkning af sin personlige frihed.

Den sandhedsfordrejende tendens, forf. således vil have fundet i mine artikler "ganske i modstrid med de ovenfor anførte utvetydige ytringer" mener han fremdeles al være "mest decideret fremtrædende i slutningen", hvor Dampe sammenstilles med de danske videnskabsdyrkere, der i 1831 bragte Frederik den Sjette deres tak for stænderinstitutionen. En sådan sammenstilling er rigtignok gjort (cfr. artikel XIII, nr. 255); men, vel at mærke, kun med hensyn til spørgsmålet om bevæggrundene til Dampes handling. Der er intetsteds sket nogen som  helst antydning af en sådan art , ar den kunde tendere til den latterlige slutning, at "der ikke skulle falde Dampe andet til last, end hvad også disse videnskabsdyrkere havde gjort"! Men, hvad der er af væsentlig betydning og ingenlunde tør overses: jeg er aldeles ikke forfatter til de ytringer, inds. her har doleret over. De findes nemlig i nogle citater fra er håndskrift af den i en af mine sidste artikler aftrykte forsvarsskrivelse for Dampes motiver, hvilken skrivelse, som jeg udtrykkelig har bemærket, stammer fra en mand, "hvis betragtninger på det nøjeste stemmer overens med Dampes egen ideganq og synsmåde". Det er denne, der her er gjort gældende med hensyn på motiverne til hans politiske forbrydelser, og det er da evident, ar der her ikke kan være tanke om nogen tendens fra min side til at skaffe den synsmåde indgang, at Dampe skulle være dømt uretfærdigt.

Jeg kommer nu til det såre væsenlige punkt, jeg, efter indsenderens påstand, "i min hele fremstilling skal have forbigået med tavshed" Det er det ved Dampes arrestation almindeligt udbredte rygte, at det var hans hensigt at åbne fængsler og straffeanstalter, slippe forbryderne løs og ved deres hjælp proklamere en konstitution. Jeg er imidlertid så langt fra at have forbigået dette punkt med tavshed, at jeg netop ganske direkte er gået ind derpå. I den 11. af mine artikler (cfr. Nr. 245) omtaler jeg nemlig de "catilinariske planer med at åbne fængslerne etc., hvormed rygter i sin tid udstafferede denne sag og gav den et så odiøst udseende", og bemærker i den anledning, at alle disse tilsætninger, "efter alt hvad det har været mig muligt at efterspore, ikke i mindste måde findes begrundet i akterne, så lidt som det er antageligt, at de have anden hjemmel end i alt fald den, det kan have stemt med den utroværdige persons Interesse, der ved Dampes forlokkelse og anholdelse spillede en så lidet hæderlig rolle, at give dem". Dette fandt jeg "til overflod stadfæstet ved den måde, hvorpå Dampes inkriminerede intentioner omtales i den offentlige beretning i kollegialtidende, idet at de her betegnes som "planløse og lidet farlige", hvilken karakter der umuligt fra det offentliges side kunne have været tillagt dem, hvis disse beskyldninger havde været sande". - Jeg vedkender mig endnu med lige styrke denne overbevisning, som, uagtet alle de efterforskninger, jeg stadig har anset det for min pligt at anstille, heller intet mig senere vitterligt datum har egnet sig til i mindste måde at rokke, men, som jeg villig indrømmer, tværtimod ved det ovenfor nævnte, aldeles fra Dampes standpunkt opfattede forsvar for hans motiver, har vundet en yderligere stadfæstelse. At Dampe blev dømt fra livet "for al have gjort sig skyldig i at fremstille oprørske ideer, og i dette øjemed at have forfattet nogle utrykte skrifter (som han ikke søgte at holde hemmelige), sigtende til en forandring i regeringsformen" - og smeden Jørgensen - for at have på en virksom måde søgt at fremme disse ideer" - at ingen af dem - havde foretaget videre til at iværksætte deres oprørske hensigter, end at de havde søgt at formå andre til at tiltræde samme" - og at "deres foretagender iøvrigt var planløse og lidet farlige, og således ingen videre resultat havde haft" - dette er alt hvad der autentisk er blevet kundbart for publikum og hvad man således i ethvert tilfælde med sikkerhed kan stole på at være den rene sandhed. Jeg ved meget vel, at de ovenfor nævnte rygter på den tid med lynets hurtighed føre omkring fra mund til mund og af de fleste blevet holdt for utvivlsomme fakta, at flere andre rygter af ikke mindre aggraverende natur - som fx at det skulle have været Dampes agt, i forbindelse med fangernes løsladelse, at stikke ild på hovedstaden fra alle fire hjørner og under den almindelige rædsel og forstyrrelse at gøre sig til herre over fæstningsværkerne; at han havde intenderet indsættelsen af et interimistisk folkedirektoriat, hvis Medlemmer allerede fandtes udset på en af ham forfattet liste etc. - på samme tid af mange blev troede som evangelier; men jeg ved også, at ingen var mere ivrige til at udsprede sådanne rygter og til at holde dem i live længe efter, end netop et par af de noksom betegnede villige vidner, som til dels stod i politiets sold; - jeg ved fremdeles, at to af disse vidner flere år efter, da de sikkerlig kun med bitterlig anger og smerte erindrede sig deres virksomme deltagelse i denne sag, og nødigt hørte den omtalt, aldeles afholdt sig fra længere at divulgere disse rygter, men derimod - måske for at holde sig samvittigheden lidt mere fri ved at komme sandheden noget nærmere - snarere søgte at føre ordet for den ulykkelige Dampe og at undskylde ham med en total forvirring af hans begreber, og til bevis derpå anførte, at han skulle have haft den fikse ide, hvis planen ikke skulde lykkes, da med sine tilhængere at kaste sig ind i Rundetårn og der at forskanse sig imod den militære magt - et rygte, der forøvrigt, uagtet den modstrid, hvori det synes at stå til nogle af de øvrige, også ved Dampes arrestation hørte blandt de cirkulerende, og på hvilket jeg nylig har hørt den tilsyneladende stadfæstelse, at dets indhold virkelig skulle være releveret i de af vidnerne: afdøde professor (siden etatsråd og ridder) Wendt og dr. J. K. Høst under sagens præliminære behandling afgivne forklaringer, - muligvis baseret på nogle Dampe undfaldne løse ytringer. Såfremt akterne i sagen nogensinde skulle blive tilgængelige for offentligheden, anser jeg det slet ikke for umuligt, at der også til de førstnævnte rygter kunde findes en hjemmel af lignende natur - måske i den af afdøde kaptajn og adjudant ved livjægerkorpset (siden portkontrollør) Top til politiet indgivne rapport eller for kriminaldommerens protokol afgivne vidneforklaring. Men hvad jeg holder mig fuldkommen moralsk overbevist om, er, at Dampe hverken er bleven dømt for nogen oprørsplan af en så atroce natur som den af disse rygter ommeldte, eller nogensinde for alvor har intenderet en slig. Om muligvis en eller anden løs ytring af sådan art, i et fortvivlet øjeblik, eller under en momentan begrebsforvirring, som jeg, med hensyn til Dampes daværende højst eksalterede gemytstilstand, efter hvad jeg tidligere har anført. ikke anser for utænkelig, kan være undsluppen Dampe, og siden være bleven forebragt i en eller anden politispions rapport eller vidneforklaring, må jeg, som sagt, af mangel på tilstrækkelig oplysning derom, lade være uafgjort.

Forresten mener jeg, at man slet ikke behøver, som indsenderen så empatisk siger, "aldeles at have tabt troen på domstolenes retfærdighed", for at antage den fra regeringens side offentlig givne beretning om sagens udfald - og det er denne, der er lagt til grund for min beretning derom, hvori den blot er noget nøjere oplyst - med et referat af hoveddokumenteis indhold for hvad den altid må antages at være: den rene, uforbeholdne sandhed. Kommissionen havde i dette dokument (erklæringen af folkets ret til selv at bestemme regeringsformen) og de flere dermed i forbindelse stående aktstykker, der alle var skrevet med Dampes egen hånd og til hvilke han havde vedkendt sig autorskabet, nok for sig til, i overensstemmelse med lovgivningen, at domfælde ham som den gjorde. Den ville heller næppe, hvis hans forbrydelse havde været af en så graverende art som rygtet sagde om ham, have fundet den anledning til formildelse fra kvalificeret til simpel dødsstraf, som man af beretningen ser, at den fandt. Hvad derimod angår troen på en absolutistisk regerings mildhed, som inds. også påberåber sig, da må jeg oprigtigt tilstå, at den hos mig, i tilfælde som det nærværende, ikke er synderlig levende eller har stort at betyde. Historien har nok så meget vist, at om end nationerne i almindelighed ved en statsomvæltning har vist mildhed og skånsel imod deres undertrykkere, så har derimod regenterne, ved et mislykket attentat på at berøve dem den magt, hvormed de var beklædte, såre sjældent vist sig tilbøjelige til mildhed eller barmhjertighed. Man behøver derfor aldeles ikke at tillægge attentatet noget præg af sær atrocitet for i sådanne tilfælde at motivere savnet af disse en regents ophøjede egenskaber.

Måske vil man endnu spørge, om jeg da tror, at det aldeles ikke lå i Dampes plan at gribe til voldsomme midler for at realisere sin konstitutionside? Herom kan jeg vistnok ikke ytre mig med nogen fuld overbevisning; men jeg er, efter alt hvad jeg ved, dog temmelig vis på, ar han endnu i det øjeblik han blev pågrebet, aldeles ikke selv var på det rene med det hele "planløse" foretagendes egentlige realisabilitet, ligesom han jo da også først ville åbne en diskussion og drøftelse af sine ideer i den berammede forsamling. Slutningen af den tit omtalte erklæring til regeringen, som han ved denne lejlighed vilde forelægge og af hvilken jeg i nr. 244 af d. blad har meddelt de indledende sætninger, tyder imidlertid hen på, at det har været Dampes mening, at underskriverne af erklæringen, som en samlet mængde, også skulle være rede til, hvis regeringen ikke skulle ville låne øre til deres påstand og tilstede folket "fredeligt og frit at vælge deputerede til al stemme om landets regeringsform", da at sætte magt imod magt, idet at det deri hedder : "Vi viger ikke fra hinanden, men består med hinanden til det yderste indtil det er opfyldt". Det er vistnok disse og lignende udtryk, der fuldstændigt giver dette dokument karakteren af et oprørsskrift, skønt denne allerede efter vor lovgivning må anses at være konstateret ved den deri indeholdte udvikling af folkets formentlige ret og påstand om sammes "fredelige" udøvelse.

Det ovenfor anførte vil uden tvivl være tilstrækkeligt til al begrunde afvisning af enhver beskyldning om en sandhedsfordrejende tendens af mine artikler om dr. Dampe som aldeles ugrundet og ubeføjet. Da imidlertid de af mig her på ny aftrykte bevissteder af selve artiklerne findes udeladte i det Referat af samme, som er leveret i "Kieler Corresp. Bl." , har indsenderen i "Alt. Merkur", der kun har haft dette referat at holde sig til, deri vel kunnet have nogen grund til denne urigtige og urimelige opfattelse af artiklernes tendens. Idet jeg nu holder mig overtydet om, at de ærede herrer redaktører, såvel af Merkuren som af korrespondentsbladet, ville yde sandheden og retfærdigheden den tribut, at tage en sådan notits af nærværende gendrivelse, at sagen derved for mit vedkommende bliver sat i sit rette lys, kan jeg ikke undlade gentagen at ytre det ønske, at præmisserne til kommissionsdommen i den mod Dampe anlagte højforræderisag måtte blive bragte til offentlig kundskab og derved efter al sandsynlighed hele det tågeslør fjernet, som endnu hviler over denne sag. Skulle der ikke være noget håb herom, vil den eneste måde at få opklaret de punkter, hvorom der i publikum endnu måtte kunne være tvivl tilbage, være. at Dampe selv uforbeholdent ytrede sig derom , hvortil der synes at måtte være så meget de større opfordring for ham som det jo netop i nærværende øjeblik må være ham i særdeleshed magtpåliggende al se sin karakter og sin tidligere færd lagte så åbent som muligt for det publikums Vine, for hvilket han nu, efter tyve års borgerlig død, atter agter at udvikle en medborgerlig virksomhed ved at optræde som forfatter.

Kjøbenhavnsposten, 16. oktober 1841. 

Helene Kirstine Kofoed frikendt for tyveri. (Efterskrift til Politivennen)

Helene Kirstine Kofoed havde siddet i politirettens arrest nr. 1 på Frederiksholms Kanal. Den blev beskrevet sådan:

Denne Arrest er 7 Alen lang og 4 Alen bred samt 3 Alen høi imellem Bjelkerne, hvilke vare 10½ Tomme tykke, saa at en Person, der er ganske ubetydeligt over 2½ Alen, ikke kan bevæge sig i en opreist Stilling i Arresten uden at støde an imod de nedhængende Bjelker. Sengen findes i en Hvælving, og al den Lysning, som haves, kommer fra en i Loftet anbragt Glaskugle, ligesom den eneste Vei Luften kan komme ind i denne Skrækkens Bolig, er igjennem nogle Aabninger, der ere anbragte i en paa Vindueskoddet fastgjort Kasse. 

(Kjøbenhavnsposten 21. oktober 1841)

7 alen svarer til ca. 3,7 meter, 4 alen til 2,5 meter og 3 alen til 1,9 meter. Bjælkernes tykkelse svarer til ca. 27 cm. Personhøjden på 2½ alen svarer til 1,58 meter. Om politiassessor Selmers adfærd overfor arrestantinden, udtalte Højesteret at den

mildest talt, var aldeles uskikket til at opnaae sin Hensigt, at tilveiebringe en fuldgyldig Tilstaaelse; den erklærede tillige Politirettens Formening om, at det skulde være Høiesteretspraxis, ikke at tage Hensyn til Fragaaelsen af en ved Hensidden i Arresten Nr. 1 fremkaldt Tilstaaelse, for aldeles urigtig, og den erklærede endeligt Defensors Sagførsel for aldeles lovlig, idet den stadfæstede Hof- og Stadsrettens Dom, hvor Sagførelsen var characteriseret som "fremmet ved tilbørlig Hurtighed og Varetagelse af Arrestantindens Tarv." 

Den omtalte politiretsassessor Selmer blev ifølge Kjøbenhavnsposten den 23. oktober 1841 suspenderet fra sit embede. Herefter skete der normalt det at man underhånden gav den suspenderede ordre om at søge sin afsked, eller der blev nedsat en undersøgelseskommission. Kjøbenhavnsposten den 12. december 1841 meddelte lakonisk at

Politiretsassessor Selmer er under 9de dennes i Naade og med Vartpenge entlediget fra sit Embede.

Havnekaptajn Eskildsens monopol på det københavnske færge- og transportvæsen. (Efterskrift til Politivennen)

Beretning fra en passager på dampskibet Christian den Ottende og som pga. manglende både efter en frygtelig nat måtte vente 4 timer for at komme i land:

Dersom det væsenligen er hensynet til ikke at formindske Hr. Eskildsens Indtægter, der er i Veien for, at Dampskibspassagerne kunne blive satte paa lige fod med Umælende, - Passagerer skulle nemlig lade sig landsætte med Baade, men Heste blive umiddelbart landsatte - haabe vi, at dette Bidrag til Monopolernes Historie i Danmark, der bragte en Franskmand blandt Passagererne til at yttre, at det var en Medfart som var man kommen til en Røverstat, maaskee kan hjelpe til at skaffe Dampskibspassagerne en Behandling lig den, der vedfares dem i andre civiliserede Stater. "Efter en meget stormfuld Nat naaede Dampskibet Christian den Ottende Mandag Morgen Kl. 10 Kjøbenhavns Rhed, hvor det ankrede mellem Batteriet Trekroner og Toldboden. Skjøndt Vinden havde lagt sig betydelig, forløb dog en fuld Time, inden der fra Land gjordes Anstalter til at afhente Passagerne; endelig ankom efter Kl. 11 en med 2 Mand bemandet Baad, som optog Halvdelen af Passagererne, dog uden noget af deres Bagage; disse Lykkelige, blandt hvilke Referenten befandt sig, naaede endelig Kl. 11 ½, altsaa 1 ½ Time efter Ankomsten, Toldboden. Efterat Alle vare landsatte, blev Fartøiet - Gud maa vide af hvilken Grund - liggende rolig over et Qvarteer, inden det paa ny tiltraadte Reisen til Dampskibet. Lidt fra Toldboden stødte det paa Grund, og da Besætningen kun bestod af 2 Mand, og Fartøiet var en temmelig stor Sejljolle, varede det længe inden det igjen kunde gjøres flot. Da imidlertid de paa Dampskibet tilbageblevne Passagerer med Utaalmodighed saae deres Forløsning imøde, og Dampskibets Capitain indsaae, at det kunde vare længe, dersom han ikke kom dem til Hjelp, havde han den Opmærksomhed, at lade dem sætte i Land ved sin Baad, som imidlertid heller ikke kunde rumme Bagagen, og saaledes befandt endelig Kl. 12 alle Passagererne sig i Land. Omtrent Kl. 1 ½ ankom Færgefartøiet med Tøiet, og Kl. 2, 4 Timer efter Dampskibets Ankomst, hvoraf 2 ½ vare tilbragte paa Toldboden, kom Referenten ud af Fangenskab. Det Uforsvarlige i en saadan Medfart behøver intet Bevis. Dampskibet var længe i Forveien anmeldt; der kunde altsaa have været sørget tilstrækkeligt for Baade, men i det Sted er en eneste Baad med 2 Mand tilstede, som løber paa Grund. Veiret kan ikke anføres som Modgrund, thi hvor een Baad kan seile, kunne naturligvis ogsaa flere, og Skibene udenfor gik for fulde Seil."

(Fædrelandet skrev den 7. oktober 1841)

Dr. J. J. Dampe XIII. (Efterskrift til Politivennen)

 Del XIII omhandler Dampes fængselsophold på Kastellet og Christiansø. 

Det berygtede fængsel på Kastellet, hvor Dampe sad og ventede på at der blev bygget et specielt fængsel til ham på Christiansø, 1821-1826 og igen 1831-1832. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Dr. Dampe.

XIII.

Det vil uden tvivl have interesseret ikke få af dette blads læsere at følge de betragtninger over bevæggrundene til Dampes som politisk forbrydelse straffede handlemåde, hvilke jeg i forrige afsnit af disse artikler har meddelt. Denne interesse vil forøges, når man erfarer, hvad jeg har al anledning til at holde mig overbevist om, at disse betragtninger på det nøjeste stemmer overens med Dampes egen idegang og synsmåde, at de er et tro afpræg af de anskuelser, han, efter i tolv år at have været berøvet friheden, i sit fængsel følte en inderlig trang til at udtale og til at ønske forebragt sine medborgere. Frygten for dengang muligvis snarere at skade end at gavne ham ved en sådan offentlig meddelelse afholdt vedkommende fra at lade den komme til sin bestemmelse. Til en sådan frygt er der, under de forandrede forhold, nu ikke længere nogen grund, og selvom den specielle anledning, som det tidspunkt tilbød for en sådan offentliggørelse, ikke mere er til stede, har jeg dog så meget mindre troet at burde tilbageholde den, som jeg anser det for rigtigt at lade komme til publikums kundskab alt hvad der på nogen måde kan bidrage til al sætte den omhandlede sag i sit rette lys, hvilket jeg desuden kun kan anse at være gavnligt for den pågældende selv, idet at der således i den offentlige mening må danne sig en retfærdigere dom om denne ikke mindre ubilligt miskendte end hårdt forfulgte mand - en dom, der lige så lidet kan være uden Indflydelse hos en oplyst regering, som hos hans medborgere.

Man har af det i den meddelelse leverede tro referat af Dampes ansøgning til kongen i 1831 set hvad det var, der dengang voldte så meget anstød både hos Frederik den Sjette og de med denne monarks anskuelser fortrolige autoriteter. Enhver, der kendte disse anskuelser, og de var vist nok almindeligt rigtigt vurderede i publikum, - vil sikkert være tilbøjelig til at kalde Dampes fremgangsmåde ved denne lejlighed højst uklog; men man må, før man dømmer, drage til minde, at om end alle andre heri landet kendte den afdøde konges synsmåder med hensyn til stænderinstitutionen, hvorledes han betragtede denne og hvor ganske det skyldtes tidsomstændighederne at han gav den: så måtte dog alt dette for størstedelen være den i et fjernt fængsel fra verden og så godt som alt samkvem med verden afsondrede Dampe ubekendt. Intet er naturligere end at Dampe greb budskabet om indstiftelsen af en folkerepræsentation i Danmark som den håbløst fortvivlende griber et middel til frelse, der uventet tilbyder sig for hans blik, og det har i mine tanker noget tærdeles rørende ved sig at se med hvilken tryghed han fra muligheden har funderet sig over til en sådan grad af vished, at han endog i sin bøn om befrielse for ramme alvor søger at ræsonnere sig frem til den mening, at stænderinstitutionen er en sådan realisation af begrebet om en repræsentativ statsindretning, at enhver anden bestræbelse for at realisere denne form derved eo ipso måtte antages tilintetgjort og den fra forebyggelsen af sådan bestræbelse hentede straffegrund ophævet og af sig selv forsvunden. Medens alle andre fra monarkens grundsætninger og uforbeholdent ytrede synsmåder kun hentede et meget ringe håb for folkefrihedens sag fra dette første, til dens gunst ved tid og omstændigheder afnødte skridt, er der al sandsynlighed for at Dampe deri har set meget mere, at han langt har overvurderet den moralske vægt af en frit udtalt folkemening hos enhver af sand Iver for folkets tarv besjælet, samvittighedsfuld monark. Og hvor langt, langt tilgiveligere var denne fejltagelse ikke hos ham end hos dem, der nu råber på de moralske garantier, stænderinstitutionen tilbyder, nu, da man har set hvad de have haft at betyde under den afdøde konge, og alt har nye historiske data nok i hænde til at kunne slutte sig til hvad de fremdeles ville betyde under hans eftermand. - Dampe kunde vistnok ikke bygge sit andragende om befrielse på uheldigere grunde, end dem, han i sin ansøgning ville gøre gældende; men jeg tror at have vist, hvor lidt hans godtroenhed i dette tilfælde kunde regnes ham til fejl, og om man end vil finde hans ansøgning nok så uklog, dens indhold nok så naivt - om en forstandsfejl eller endog begrebsforvirring vidner den, efter min fulde overbevisning, ikke.

Jeg har allerede i mit foregående bemærket, at Dampe ikke straks blev bragt til Christiansø, men tilbragte de seks første af sine tyve fængselsår i Kastellet. Her blev han af dettes daværende kommandant, general Lorentz, behandlet med den yderste strenghed. Kom-mandanten ville ikke tillade den ulykkelige at trække frisk luft uden med lænker på, og følgen heraf var, at Dampe, der følte sig oprørt over denne tvang og for hvem det var utåleligt således offentlig at blive sat i klasse med de laveste og farligste forbrydere, i disse seks år uafladeligt sad indespærret inden fire mure og aldrig nød frisk luft og bevægelse. Hvilke rædsomme seks år disse må have været for den ulykkelige, kan man imidlertid først rigtigt gøre sig et begreb om, når man tillige erfarer, at det i denne lange tid aldeles var ham nægtet, at bringe sine tanker på papiret - alle skrivematenalier var ham berøvede, og tilstedes ham heller ikke, uagtet hans indstændige bønner derom. Om mundtlig meddelelse kunde der lige så lidt være tale. Ingen fik tilladelse til at komme til ham, undtagen i alt fald lægen, afdøde prof. Wendt (der indtil den sidste tid havde hørt blandt Dampes intime fortrolige, og således også afgivet vidnesbyrd i sagen), og heller ikke han måtte opholde sig længe hos Dampe eller tale med ham på anden måde end i væbnede bevogteres overværelse. Ikke engang Dampes børn) tilstedtes adgang til deres fader, med mindre man kan regne det for noget, at de to ældste pigebørn så ham et par gange med bevæbnede mænd ved siden, som havde befaling til, efter nogle få minutters forløb, igen at skille faderen fra børnene. De to yngste havde dengang aldrig set deres ulykkelige fader; de så ham forste gang, da han, efter over ti års fangenskab, igen var kommen herover og atter sad i Kastellet. 

Da Dampe kom over til Christiansø blev han humanere behandlet. Han blev der dog engang imellem lukket ud fra sit fængsels grav og tilladt at røre sig og trække frist luft en lille stund, i hvilke øjeblikke det da var hans kæreste lyst at sætte sig på klippeøens mosgroede sten og stirre ud over havet. Her tilstededes ham også brugen af skrivematerialer. Hans familie fik da jævnligt at høre fra ham, og han syslede ofte med litterære arbejder, dels af æsthetisk art, dels af mere videnstabelig tendens (som fx oversættelser af klassikerne). Det forundtes ham også at få bøger tilsendte herfra; jeg ved således, at prof. Wendt besørgede flere videnskabelige værker sendt over til ham, dog stete dette kun med strengt indicium og efter varsomt udvalg. Dampe ejede tidligere selv et lille bibliotek. Dette var, tilligemed hans papirer, da han arresteredes, blevet taget i forvaring af politiet, og uagtet den dom, der overgik ham, ikke gik ud på forbrydelse af hans gods, fik han siden ingen af delene udleveret - ja, de beror endnu den dag i dag hos politiet der dog nu ingensomhelst beføjelse kan have til at tilbageholde den frigivnes ejendom, så lidt som det, såvidt jeg kan indser, engang har haft nogen sådan til at beholde den fængsledes bøger og hans ikke under aktionen imod ham inkriminerede papirer under sin varetægt.

Det var, såvidt jeg ved, en intenderet forandring med fængselslokalet på Christiansø, i anledning af kolera-foranstaltningerne, der foranledigede, at Dampe, i 1831, atter bragtes tilbage hertil og en kort tid på ny kom til at sidde i Kastellet. Denne forandring var, som man let kan tænke, højligt imod hans ønske; men det nyttede ikke, at han gjorde de indstændigste forestillinger derimod. I det års tid han således igen måtte tilbringe her, blev han imidlertid ikke holdt med en så overdreven strenghed som i de første seks år.

Han var således ikke aldeles udelukket fra frisk luft og fik lov til at røre sig undertiden, naturligvis altid under bevogtning af soldater, dog kun i den halve tid imod på Christiansø. Det nægtedes ham da heller ikke at tale med sine børn. Desværre troede man også dennegang, uden anden anledning eller årsag end den, som stedets forandring indeholdt, igen at måtte fratage ham skrivematerialier, hvilke han, som anført, havde på Christiansø.

Kort før han således bragtes tilbage hertil fra Christiansø, nemlig i året 1831, skrev han, i en privat anledning, et syngestykke eller en vaudeville, som blev opført på et derpå øen indrettet privatteater. Han havde sendt det til kommandanten, der besørgede rollernes uddeling til de spillende. Antallet af stykkets personer skal have været henimod en snes. Manuskriptet til stykket selv har jeg ikke kunnet overkomme, og ved heller ikke hvad emnet dertil egentlig var; men flere af de i afskrifter udbredte sange deraf findes blandt de mig meddelte digte og jeg stal, hidsætte en af dem, nærmest med hensyn til de bemærkninger, forf. af det i mit forrige afsnit aftrykte brev her har vedføjet. Til yderligere oplysning bemærker jeg, at den danske krigerdåd, digteren deri besynger, er historisk sand. Et fjendtligt krigsskib havde lagt sig mellem Bornholm og Christiansø og optog alle danske farttøjer; men, angrebet af kanonbåde fra Christiansø, måtte dette tilsidst ilde tilredt tage flugten. Dets storbåd blev under kampen løsskudt og erobret og er endnu bevaret på Christiansø. - Sangen lyder som følger:

"Den - *) Drage har sig lagt
Nær danske havn.
I sømænd! tager Jer i agt,
Hans klo ej får Jer i sin magt.
Til Jer fordærv han er på vagt
Nær danske havn.
Han griber mangen sømand stolt.
Og sukke må enhver, han holdt
I favn.

Til kamp, o danske helt! du gå!
Løft fanen rød!
Nu du udfordres til at slå.
Nu, fjende grum! du sitre må.
Dig danske tordensky vil nå
På bølgeskød.
Dens flammeild skal vælte sig
Ned over dig eg styrte dig
I død

I skyen helten står, på top
Af bølgen ført,
Han sender lynet mod din krop,
De segne ned, din skumle trop,
De faldnes skrig højt bliver op
I luften ført.
For gamle Danmarks kraft og dyd,
Som lovsang, deres sidste lyd
Er hørt.

Han flyer den danske tordensky,
Tabt er hans mod.
Med il du må til flugten ty,
Hvis du det danske lyn vil fly.
Kom aldrig mer! men evig fly
Det danske mod!
Thi over disse vande her,
Vid! Danmarks løve hæver der
Sin fod.

Syng jubelsang, du danske mand!
Højt flaget vis!
Fra klippen genlyd høres kan.
Stolt sejrvinder går i Land.
Trofæen vælter sig ved strand
På sejr vis.
Hid komme alle folkeslag!
Den tolker dem til denne dag
Hans pris."

Brevets forfatter har hertil føjet følgende: "Efter denne sang havde forfatteren tilladt sig et ord om sig selv. En person i stykket spurgte: "Af hvem er den vise?" En anden svarede: "Af en mand, der elsker det danske folk." 

Kommandanten havde tilstillet de spillende stykket, og havde altså ikke fundet det et upassende ord at sige, at den videnskabsdyrker, der var styrtet i afgrunden og fængsel, var en Mand, der elskede det danske Folk.

Stykket blev spillet kort efter at repræsentativ statsindretning var af hs. maj. tilsikkret Danmark, og de danske videnskabsdyrkere havde bragt kongen deres tak for dette vigtige gode.

Deres bevæggrund til denne tak måtte være deres ønske om det, de takkede for - for tak udspringer ikke af anden kilde - og årsagen til dette ønske kunne ikke kunne ikke være andet, end kærlighed til det danske folk. En egoistisk kunne det ikke være, og når det var en, der var hævet over egoismen, så kunne det ikke være anden, end den nævnte.

Men vi ved, at dr. Dampe er ulykkelig formedelst bestræbelser for denne samme genstand. bestræbelser kunne umulig udspringe af andet, end et ønske. Og det er nylig nævnt, hvad årsagen til dette ønske hos de danske videnskabsdyrkere måtte være.

Men når ønsket hos videnskabsdyrkerne i almindelighed havde denne årsag, hvad grund gives der da til at antage, at det samme ønske hos en enkelt videnstabsdyrker har haft en anden årsag?

Ønsket blev vel hos denne enkelte til mere, til bestræbelse. Men det beviser intet angående Ønskets bevæggrund. Det beviser blot ønskets større magt mod de modsatte bevæggrunde.

Da ingen grund kan tænkes til at antage anden kilde til det ønske hos den enkelte, så bliver det let begribeligt, hvorfor det ikke blev fundet upassende, at det blev sagt overlydt for den samlede mængde, overlydt for hundreder af rørte tilskuere, at den videnskabsdyrker, der sukkede, i så mange år nedstyrtet i fængslets afgrunds pinsler, var en mand, der elskede det det danske folk".

*) Jeg har ved en skrivefejl tidligere anført, at Dampe havde tre børn, i stedet for, som det er tilfældet, fire. Disse fire børn - en søn og tre døttre - lever alle heri staden; de to ældste af døttrene har alt i flere år været gift og sønnen er nylig kommet på et købmandskontor

**) Her står i sangen et adjektiv, der betegner nationen, hvilket af årsager i manuskriptet er udeladt

Kjøbenhavnsposten, Dampe XIII, 17. september 1841. 

Generalgouverneur v. Scholten og Almueskolerne paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

I en Række af Artikler, indrykkede i Bladet "Fædrelandet", er Almueskolevæsenets Tilstand paa St. Croix omhandlet paa en Maade, som, idet den krænker Sandheden, kaster en ufortjent Skygge paa Generalgouverneur v. Scholtens Embedsførelse.

Under mit Ophold paa Øen, i denne Sommer, havde jeg Leilighed til at gjort mig bekjendt med saavel Skolernes nuværende Tilstand, som alle Omstændigheder ved deres Oprettelse; og jeg anseer det for en Pligt, der paahviler enhver retsindig Mand, ikke at tilbageholde for Publikum en Beretning, der kan tjene til Gjendrivelse af uretfærdige Beskyldninger, som, med den ringe Kundskab, man her i Moderlandet i Almindelighed har om Forholdene i Colonierne, kunne volde Skaar i en fortjent Embedsmands Agtelse iblandt hans Medborgere.

Enhver, der har læst hine Artikler, vil sikkert erindre følgende Ankepunkter i dem: 1) "At det først var efter Thronskiftet, at Generalgouverneur v. Scholten begyndte at vise Iver for den offentlige Underviisnings Fremme." Brodden heri behøver ikke at udpeges. 2) "At Skolebygningerne have staaet tomme i mange Aar." 3) "At de af Ostentation ere opførte langs Landeveiene og paa Steder, hvor de ret kunne falde i Øinene." 4) "At hvad der nu end, i alle Fald, var gjort, burde dette have kommet 12 Aar tidligere."

Et hurtigt Blik paa Tilstanden i Colonien, fra ældre Tider og indtil nu, vil give Oplysning om, hvorfor der da og indtil langt ind i nærværende Aarhundrede ikke blev tænkt paa at gjøre noget for den offentlige Underviisning af vore Coloniers Slavebefolkning.

Det første Skridt til at civilisere denne Classe Mennesker maa man ansee Forbudet imod Slaveindførselen at have været, hvilket, som bekjendt, allerførst udgik fra Danmark. Vor Regiering maatte herved tænke sig en tilkommende indfødt Befolkning af Negere, imod hvilken Staten erholdt Pligter. Disse Pligter tabtes ikke heller af Syne, og, fra en Tilstand lig Arbejdsdyret, man ei alene ustraffet, men under Lovens Medhold, kunde lemlæste, ja dræbe, sortes Negerslaven i vore Colonier efterhaanden, ved beskyttende Love, mere og mere frem imod det Maal, der allerede maa have foresvævet den menneskekjærlige Regent, som paabød Slavehandelens Ophør: - den frie Statsborgers Standpunkt. Disse Fremskridt skete med Betænksomhed - langsomt, men stadigt, fordi Omstændighederne krævede denne Vaersomhed. Eierens absolute Magt over Slaven var allerede ved dette Aarhundredes Begyndelse betaget ham.

For netop 14 Aar siden, i 1827, tiltraadte Generalgvuverneur v. Scholten sit Embede; og Aaret efter udstedte han Circulairet af 2den August, der paabyder, at naar en Slave henvender sig til Generalgouverneuren, enten med Klage, eller med Begjæring om at gaae i Forbøn for ham hos Herren (dette Sidste var en gammel, altid respektabel Skik imellem Planteurerne indbyrdes), og vender hjem, forsynet med en trykt og af Generalgouverneuren underskreven Friseddel, maa Slaven ikke straffes arbitrairt af Herren, men, om Tilgivelse negtes, skal Sagen henvises til vedkommende Politimester. Dette Circulaire, skjøndt det i Begyndelsen ikke blev tillagt synderlig Vigtighed, er, som jeg ved en anden Leilighed skal vise, egentlig Emancipationens første Act paa vore Øer, ved det inddroges Slaven ganske under de borgerlige Loves Beskyttelse.

Efter denne fulgte flere Indskrænkninger i Planterens arbitraire Magt over Slaven: de corporlige Straffe lede en yderligere Indskrænkning, idet at Straf af Pidsk eller Riis paa det blotte Legeme, saa oprørende for enhver Sædelighedsfølelse, blev aldeles forbudt, og Marimum af den Straf, der uden Øvrighedens Dom kan tildeles, blev fastsat til 12 Slag af en reglementeret Tamp for et Mandfolk og 6 for et Fruentimmer; Arbeidstiden blev nøie fastsat og en billig Forøgelse givet Hviletiden; Eiendomsret til eget Erhverv samt Ret til Løskjøbelse eller Overgang til en anden Herre blev tilsikkret Slaven, og endelig omskiftedes Benævnelsen "Slave" med det mindre haarde "Ufri." Kort Negerens physiske Tilværelse forbedredes i den Grad, at, medens Livegenskabet endnu bestod i flere af Europas Lande, var den fordums Negerslave i Løbet af et halvt Aarhundrede ført, igjennem en rolig Udviklings jevne Trin, lige til den fuldkomne borgerlige Friheds Dørtærskel.

Dette var ideligen Terrain vundet fra Planteurerne til Slavebefolkningens Bedste. - Man maatte lidet kjende til Mennesket, om man vilde troe, at det blev opgivet uden ringeste Modstand eller Fortrydelse; skjøndt af Ære maa indrømme Planteurerne paa de danske Øer, for ikke, som paa mange andre Steder, at have lukket Øre og Hjerte for Tidsaandens Krav.

Mon ikke en saadan, ved Loven beskyttet forbedret physisk Tilværelse maa betragtes som en nødvendig, eller idetmindste fornuftig Basis for ethvert Forsøg til at oprette et offentligt Underviisningsvæsen i Colonien? At gjøre Slaven Aaget let og bane Tilværelse glædelig, for man tændte Oplysningens Fakkel for ham, maa vel erkjendes den rigtigere Fremgangsmaade.

Vi vende os nu til Planteurens Side. Fra ham var det, at Bidragene til et almindeligt Skolevæsens Oprettelse og Vedligeholdelse skulde komme. At formaae ham hertil udkrævede, først, at han erkjendte Nytten deraf og sin Forpligtelse til at gjore det forlangte Offer; dernæst, at Colonien besad Evne til at udrede Pengemidlerne dertil. Under de tidligere Forhold vilde ethvert Forsøg paa, at overtyde Planteren om Tilraadeligheden af at udbrede Oplysning iblandt Negerne, have strandet paa gamle Fordommes Magt; og disse fik endnu Næring af det Skrækkebillede, som Følgerne af Methodisternes fanatiske Bestræbelser paa de engelske Øer maatte være ham sildigere - aigreret ved de idelige Indskrænkninger i hans vilkaarlige Magt over Slaven, hans Eiendom, kunde man saameget mindre vente at finde Villighed hos ham til et Skridt, som han, efter den endnu langtfra forsvundne Synsmaade, maatte betragte som voveligt for hans Interesser. Og nu Pengemidlerne - hvor vare de at tage fra under den Crisis, som fra 1820 igjennem en Række af Aar ødelagde Velstanden paa Øen og bragte den ene Eiendom efter den anden i nye Eieres Hænder?

I Slutningen af 1833 dekreteredes Slave-Emancipationen paa de engelske Øer. Det var naturligt, at den maatte ogsaa paa vore Øer have Indflydelse paa Anskuelsen af Slaveforholdene: Planternerne indsaae, at Danmark tidligt eller sildigt vilde blive nedt til at solge Englands Exempel. Man foreholdt sig nu for Alvor Fremtidens Billede, og efterhaanden kom man til den Overbeviisning, at det bedste Middel til at forebygge enhver voldsom Rystelse, ved Løsningen af Slavelænkens om end kun ringe Rest, vilde være, ved sædelig Uddannelse at forberede Negeren til at gjøre et fornuftigt Brug af Friheden. Denne Overbevisning udtalte sig hos Nogle ved Anlæggelsen af Smaaskoler paa deres Plantager; Andre havde allerede tidligere, drevne af philanthropiske og religieuse Bevæggrunde, i mindre Kredse virket i samme Retning; men meer og meer syntes den offentlige Mening nu at blive stemt for Oprettelsen af et velorganiseret almindeligt Skolevæsen paa St. Croix. Og nu var Øieblikket kommet for Regjeringen at tage Initiativet: Villien hos Planteurerne fandtes, og med den atter opblomstrende Velstand var ogsaa Evnen der.

Forslag herom udgik i Slutningen af 1837 fra Generalgouverneur v. Scholten til Planteurerne; og den Beredvillighed, hvormed disse optoge det og samtykkede i de betydelige Opoffrelser, det krævede, geraader dem i høieste Grad til Ære; en Sum af ikke ringere end 80,000 Rd. v. C. til Skolebygninger havde Øen at udrede, foruden en aarlig Sum af over 8000 Rd. i faste Lønninger.

En Commission, bestaaende af en Embedsmand, 3 Geistlige og 11 Planteurer, blev udnævnt til at forestaae Udførelsen. Pladser bleve udsete til Opførelsen af Skolehuse, hvis Antal bestemtes til 8, og i Mai 1838 blev den første Haand lagt paa disses Bygning. Hensyn, saavel til Climatet, som til andre locale Forhold, hvoriblandt Befolkningens Fordeling over Øen, styrede Commissionen i Valget af Pladserne: høitliggende, kjølige Steder, saavidt muligt midt i hvert Skoledistrict, beqvemme for Adgang - og herefter valgtes Pladser for 4 Skoler nær den Landevej, der under Navn af Centerline fører fra Christiansted, igjennem Midten af Landet, til Frederiksted; de andre 4 bleve fordeelte paa andre passende Steder paa Nord- og Øst-Siden af Landet. Tegningen, hvorefter de alle ere opførte, udmærker sig i høi Grad og ligemeget ved Hensigtsmæssighed, Soliditet og Smagfuldhed.

Hermed vare, imidlertid, endnu ikke alle vanskeligheder overvundne. Øen er nemlig ikke, som hos os, inddeelt i Kirkesogne. Af de 19,876 Ufrie paa St. Croix bekjende 6433 sig til den romerskcatholske Kirke, Resten til den engelske episcopale Kirke, den mæhriske Brødremenighed og endelig til den Lutherske, som har en dansk Præst, den eneste af de paa Øen værende Præster, der er lønnet af Staten. Catholikerne ere i største Antal, de Episcopale og Herrnhuterne omtrent i lige og Lutheranerne i mindste Antal. Disse Confessioner boe adspredte over hele Landet. Præsterne for de tre første lønnes ved Sammenskud af deres Troesbekjendere og ved Betaling for Udførelsen af de kirkelige Handlinger, saasom Daab, Confirmation o. s. v., hvilken for de Ufrie udredes af Eieren.

At der af disse Forhold maatte opstaae Conflicter ved Skolevæsenets Organisation, er let at indset: Districtsinddelingen kunde ikke rette sig efter Kirken, altsaa ei heller Skoleundervisningen i Religionens Lærdomme. Den personligt Interesse i at vinde Proselyter kunde ogsaa tænkes at ville modsætte sig Foreningen af de forskjellige Secter i en fælles Skole; ligesom man i det præstelige Tilsyn, der i ethvert Tilfælde maatte ønskes Skolerne, neppe kunde vente den samme Iver, som naar Skolen tilhører Kirken eller Menigheden.

For at ene disse Interesser, foreslog Generalgouverneur von Scholten at lade udarbeide en Cathekismus, i hvilken den christelige Religions og Moralens Hovedlærdomme fremsattes, i Form af Spørgsmaal og Svar, saaledes, at Religionsunderviisningen i Skolen kunde tjene til et for alle Secter lige passende Grundlag for en fuldstændigen i den modnere Alder, og hvorved altsaa ingen af de forskjellige Kirkers Interesser skete noget Indgreb. Denne Lærebog paatog den danske Præst, Hr. Bagger, sig at udarbeide, og den er nu, efter at have vundet saavel de vedkommende Præsters som deres Biskoppers fuldkomne Bifald, udgivet i Trykken i det engelske Sprog, hvilket saaledes, som det over Øen meest udbredte og af Alle forstaaede, er det Sprog, hvori Underviisningen skeer.

I Forbindelse hermed satte General v. Scholten et andet Forslag: de paa Øen anerkjendte Præster skulde anvises en fast aarlig Gage af Landkassen, imod at de i Fremtiden forrette enhver kirkelig Handling for de Ufrie gratis, og føre nøiagtige Kirkebøger, Gagen foresloges til 1,200 Rd. v. C. for de to fremmede Præster, 2,800 Rd. for de mæhriske Brødre, indbefattet Lønnen til de 8 Skolelærere, og 2400 Rd. til den danske Præst, hvem det skulde paaligge at samle de Andres Opgivelser og føre en Hoved-Kirkebog for hele Landet. Et ordentligt og nøiagtigt Kirkeregister var nemlig bleven en Nødvendighed, om Negerne, med den dem tilstaaede Eiendomsret, og under en fremskridende Udvikling, skulde kunne gjøre Brug af Ret til Arv og testamentariske Dispositioner.

Dette Forslag vandt almindeligt Bifald, og enhver Hindring var nu ryddet af Veien paa en for Alle tilfredsstillende Maade. Der stod nu ikkun tilbage, at skaffe duelige Lærere til Skolerne.

Erfaringen, baade paa vore egne og paa fremmede Øer, om de mæhriske Brødres ualmindelige Indflydelse hos Negerne; den Tiltro og Hengivenhed, de forstaae i kort Tid at vinde, udentvivl ved deres simple Sæder, saavelsom ved den milde Alvor og Ro, der er udbredt over deres Væsen. - Erfaringen herom fremkaldte den Beslutning, at søge Lærerne til de nye Skoler iblandt Medlemmerne af dette Samfund.

Imod Midten af 1838 reiste General v. Scholten til Europa, og under sit toaarige Ophold her, gjorde han i 1839 en Reise til Herrnhut, for med den derværende Direction for Brødremenigheden at træffe Aftale om Læreres Valg og Ansættelse, og imod Slutningen af 1840 indtraf de første af disse til St. Croix. Kort efter ankom fra Jamaica Missionairen Hr. Roemer, en Mand, i Besiddelse af en høi Grad af Dannelse, og som under et flereaarigt Ophold paa denne havde havt Leilighed til at erhverve sig speciel Kundskab i Underviisningsfaget; til ham var Inspektionen over samtlige Skoler overdraget.

General v. Scholten vendte i Juni 1840 tilbage til Vestindien. De i 1838 paabegyndte Skolebygninger vare dengang ikke endnu færdige; i dem alle manglede de indvendige Indretninger. I Begyndelsen af indeværende Aar aabnedes Underviisningen i de første Skoler; i Mai vare de 5 i Virksomhed med et Antal af henved 800 Børn; den sjette ventedes at blive aabnet om faa Uger, og de to sidste saasnart de, paa disse mere afsides liggende Steder, nødvendige Vaaningshuse til Læreren vare færdige.

Jeg har havt Leilighed til at tage disse Skoler i Øiesyn. Jeg besøgte en Dag ganske uventet den paa Peters Rest: det smukke, lyse, rummelige og luftige Skolelocale; den, kun i et tropisk Climat mulige, Reenlighed i Børnenes Paaklædning, som gav den hele Forsamling et Udseende af Pyntelighed, vi i vore Almueskoler forgjæves vilde søge; den Orden, der herskede iblandt 196 her forsamlede Børn, ved Siden af den for Sydbyen eiendommelige Livfuldhed; det aabne, tillidsfulde Væsen hos disse Børn, og endelig den Opvakthed, der straalede i de fleste Ansigter - Alt dette gjorde et Indtryk paa mig, som jeg ikke formaaer at skildre. Jeg har ofte mødt Gmaaffarer af dem, vandrende glade fra Plantagen til Skolen, under Opsyn af et aldrende Fruentimmer, som forbliver ved Skolen og atter ledsager dem hjem.

Det er ikkun Børn fra det 4de til det 8de Aar, der nyde daglig Underviisning i disse Skoler. Fra det ottende Aars Alder bruges de til allehaande Smaaarbeider i Marcu og ved Plantagen, for tidligt at hærde dem og vænne dem til Arbeide. Sættes det Ønske igjennem, at Løverdagen skjænkes Negeren som en Fridag til Selverhverv, vil denne Dag i Forening med Søndagen blive benyttet til Skolegang for denne Classe af Ungdommen, fra det 8de Aar og til Confirmationen.

Ved Sygdomsanfald var Generalgouverneuren forhindret fra at overvære Indvielsen af de først aabnede Skoler. Han fandt det passende, at en senere Høitidelighed fandt Sted, og i denne Anledning begav han sig den 16de Mai til Skolehuset ved Plantagen la grande princesse, hvor Skolekommissionen og en stor Deel af dens meest agtede Indbyggere havde forsamlet sig. En "Ældre" af den mæhriske Brødremenighed, Hr. Brentel, Medlem af Directionen i Herrnhut, som befandt sig paa en Visitatsreise i Colonierne, var overværende ved denne Høitidelighed. Den engelske Biskop Coleridge fra Barbados havde vorret til Visitats paa Øen under Generalens Sygdom, og i en Tale, han ved denne Ledighed holdt, yttret sig med Lovtale over det paabegyndte Humanitetsværk; den samme varme Roes udtalte den catholske Biskop fra Trinidad ved sit Besøg paa Øen i Slutningen af Juni Maaned.

Høitideligheden aabnedes med en Psalme, afsungne af Børnene, hvorpaa Skoleinspecteuren , Hr. Roemer, forrettede Bønnen og holdt en gudelig Tale, passende for Anledningen. Af denne Tale, som paa Skolecommissionens Anmodning og Foranstaltning kortefter udkom i Trykken, troer jeg passende her at give et Par Brudstykker.

"Hvad angaaer os selv, der hellige vor Tid og vort Arbeide til dette store Værks Fremme, da skulle vi ikke skye nogetsomhelst Offer, der staaer i vor Magt, for at opfylde vor Pligt imod disse Børn. Vi ville holde os langt fra enhver Indblandning med Hensyn til forskjellige Lærdomme eller Evangeliets ydre Indklædning (order); vi ønske ikke at gjøre Proselyter til noget vist Parti; men alene Omvendte til Frelseren, ifølge Christi egne Ord: "Herrens Rige er ikke i Ord, men i Magt (power)." Vort Øiemeed er derfør, enfoldigen og kjærligen at lede Børnene til ham, som alene "er Veien og Sandheden og Livet".

"Forberedelserne til at sætte det paatænkte Foretagende iværk have nu opnaaet Modenhed. Vi see et antal af henved 800 Børn at nyde Underviisning i 5 Skoler. Den sjette Skole vil blive aabnet om faa Uger, og de øvrige ville følge saasnart Boliger kunne blive indrettede for Lærerne. Værket er begyndt; mulig, er Høsten endnu ikke forhaanden; ei heller ville Virkningerne af vort Arbeide kunne spores øieblikligen; men de ville snart blive sete og følte i en Grad, der langt vil overstige hvad vi kunne forestille os. Den høieste Velgjerning, som kan ydes en Befolkning, er Ungdommens Forbedring; som Følge af denne vil vort Land blive velsignet med en større og større Mængde af virkeligen gudfrygtige, gode og vindskibelige Indbyggere; Samfundet vil blive beriget med sædelige og lykkelige Medlemmer, og Herrens Huus vil omfatte et langt større Antal sande Christne." 

"Man vil her finde tydelige Spor af et naadigt Forsyns Styrelse. Det har behaget den Alvise, at de "forenede Brødre" skulde aabne denne første Skole paa netop den samme Plantage, paa hvilken Støvet af deres første Missionair paa denne Øe nu hviler i Fred siden Aaret 1750, og næsten umiddelbar over hans Grav er det, at vi hellige denne Bygning til Guds Ære. Naar vi see hen til de Vanskeligheder, denne første Missionair havde at bekæmpe, til den Modstand og Forfølgelse, der overalt ved hiin Tid mødte ham fra denne Øes Indbyggere og nu sammenlignende betragte denne Forsamling, der, over hans Grav. Haand i Haand forener sig med hans Efterfølgere i Herrens Viingaard, til Evangeliets Udbredelse, da finde vi vist nok Grund til at opsende vor rørte, vor ydmyge Tak til Herren. Paa hiin Tid var denne Øe endnu i en helst udyrket Tilstand; en stor Deel af den var bedækket med tykke Skove, som gjorde Climatet i høi Grad usundt; man vende nu Øiet i hvilkensomhelst Retning, og overalt hilses det af det skjønneste Syn, og, med Glæde sige vi det, den skjønne Forvandling, der for Øiet er foregaaet paa denne yndige Øe, er kun et Billed af den indre Forvandling, der siden hiin Tid ligeledes har fundet Sted. Dengang tyngede Slaveriets Aag haardt paa den arbeidende Classe af Landets Indbyggere; nu see vi dem, under Beskyttelse af Landets Love, som en fredelig og tilfreds Befolkning. Dengang vare Moral og Religion fast ukiendte iblandt dem; nu forkyndes Guds Ord med Kraft og med Held over det hele Land; og paa denne Dag see vi 4 Troesbekjendelser, under Øvrighedens Beskyttelse, at række hverandre Haanden til Skolers Oprettelse for samtlige Øens Børn. Sandelig maa dette kaldes en Glædens Dag! og den vil staae uudslettelig i Erindringen hos hver den, hvem Herrens Sag oprigtigen ligger paa Hierte."

Min Beretning er endt. Efter denne simple Fremstilling overlader jeg den velvillige Læser at dømme, med hvormegen Billighed man har angrebet General v. Scholten og bebreidet ham egennyttige Motiver eller uædel Ostentation og Efterladenhed i denne Sag, eller om han ikke meget mere har erhvervet sig Krav paa sine Medborgeres Agtelse, for - med den nysnævnte hæderværdige Geistliges Ord: "hans Mennestekjærlighed, Hans Iver og Virksomhed." Den samme Taler siger atter: "Generalen har, i Sandhed! reist sig et Monument i disse Skolers Oprettelse, som vil være uforgængeligt, og for hvilket de sildigste Efterkommere skulle velsigne Hans Navn."

Æren for Værket deler vistnok Generalgouverneuren med de mange hæderværdige Mænd, der have staaet ham bi i Raad og Daad; men simpel Retfærdighed byder at erkjende hans Fortjenester af Ledelsen af et Værk, der gjorde Krav paa den practiske Dygtighed og Kjendskab til Forholdene i Colonien, den utrættelige Virksomhed, det Talent til at ene stridige Interesser, jevne Hindringer og finde Midler og Udveie - personlige Egenskaber, som hans Modstandere ikke kunne frakjende ham; simpel Retfærdighed byder, her at yde ham fortjent Ære, og - istedet derfor, har man af al Magt stræbt at nedbryde hans Agtelse, iblandt hans Medborgere.

H. B. Dahlerup

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. september 1841).

Som Frederik von Scholten (1796-1853) foretrak at forevige forholdene på Sankt Croix. Han var bror til Peter von Scholten og toldinspektør på St. Croix fra 1834 hvorfra han malede mange motiver fra kolonien. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Baron Hans Birch Dahlerup (1790-1872) var en søofficer med en lang og begivenhedsrig karriere bag sig på daværende tidspunkt, bl.a. fra englandskrigene. 1826-27 var han chef for briggen St. Croix til New York og Vestindien. 1838 chef for fregatten Rota der hjemførte Thorvaldsen fra Italien. I 1840 blev han kommandørkaptajn. 1841 sendtes han til Vestindien for at afholde forhør i anledning af en neutralitetskrænkelse fra dansk side mod England da en dansk officer havde forfulgt nogle flygtede negre ind på engelsk grund.

Hernhuternes udbredelse på øen stammede tilbage til lederen af brødremenigheden Zinzendorf som i 1732 sendte de to første missionærer til St. Thomas. Den førset forhindring for at udbrede deres religion i en missionsskole var at de ikke forstod sproget. Plantageejerne var hollændere, franskmænd, englændere, tyskere og spaniere - foruden nogle danskere. Fællessproget var en slags hollandsk "neger-kreolsk". Den danske krone overtog 1755 øerne og sendte 10 lutheranske missionærer til øerne i perioden 1756-1757. Heller ikke de talte kreolsk. De første egentlige skoler oprettedes først i 1787 hvor der undervistes i læsning og udenadslære (Luthers katekismus) på kreolsk. Der oprettedes 3 skoler på St. Croix og 1 skole på St. Thomas. I starten af 1800-tallet blev Dansk Vestindien besat af England. Flertallet af plantageejerne var i forvejen engelske. 

Peter von Scholten var generalguvernør 1827-1848. I 1834 blev von Scholten bekendt med en løfteparagraf for fremtidig skolegang for "slavebørn" - som han dog holdt hemmelig. Indtil 1839 var der ikke blevet gjort noget for børnene på landet. Først i 1839 blev der indført en landskoleordning (som skitseret i artiklen) der blev overladt til de moraviske brødre. Mellem 1839 og 1842 blev der bygget 8 skoler. Her undervistes der som nævnt i artiklen i katekismus, bibelen og salmer.

Efter emancipationen anså plantageejerne sig ikke længere for forpligtede til at sende børnene i skole, og tallet faldt fra 920 børn i 1847 til 183 i 1848. Dette tal steg dog herefter noget, især efter en ny landskoleordning i 1853 hvor det også blev pålagt forældrene at møde i skolen. Katekismus, salmesag, læsning og regning.