Anton Jacob Bing 1849-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Redaktør, landøkonom og politiker Anton Jacob Bing (8.4.1849-31.5.1926) blev 1866 student og uddannede sig indenfor landvæsenet, blev landbrugskandidat 1871 og var 1873–1877 forpagter og 1877–1890 ejer af Mullerupgård ved Slagelse. 

Han var 1883–85 konsulent i husdyrbrug for Sorø amts landøkonomiske selskab og redaktør af selskabets medlemsblad. 1893–1909 sekretær for Forbundet af sjællandske kvægavlsforeninger og redaktør af Kvægavistidende. 1888–90 landvæsenskommissær for Holbæk amt. 1901-1902 medredaktør for Ugeskrift for Landmænd, 1903-1921 eneredaktør. På Landhusholdningsselskabets opfordring forestod han udgivelsen af J. B. Krarups "Beskrivelse af Landbrugets Udvikling i Danmark fra 1835 til Nutiden" IV (Fyn), 1901 til hvilket bind materialet forelå fra Krarups hånd. I "Landbrugets Ordbog" har B. skrevet biografierne af afdøde landøkonomer.

1911–17 var han formand for Foreningen af danske landøkonomiske tidsskrifter, 1893–1909 medlem af Det kgl. danske landhusholdningsselskabs lærlingeudvalg og fra 1922 af dets bestyrelsesråd. 1901–03 var han medlem af folketinget som repræsentant for Slagelsekredsen og tilhørte venstrereformpartiet, men faldt ved valget 1903.

Anton Bings Jordefærd

Paa mosaisk vestre Kirkegaard.

En stemningsfuld Sørgehøjtidelighed.

(Fra vor særlige Hovedstadsmedarbejder.)

København, Torsdag

Det er underligt nok, men i det daglige Liv mærker man herinde i den store By saa overmaade lidt til den dog ret talrige Repræsentation for den jødiske Race, der lever her. Maaske ligger Forklaringen herpaa eller en Del af den i den Kendsgerning, at København ikke som saa mange andre Storstæder ude i Europa har noget jødisk Proletariat - jeg taler ikke her om de polske og russiske Jøder, der kom herind i Krlgsaarene, men om de danske Jøder. Det var gamle Gehejmeraad Glückstadts Stolthed. Jøderne sørger selv for deres Fattige - og sørger godt for dem. "Har nogensinde en dansk Jøde betlet ved Deres Dør?" spurgte han mig engang - og jeg maatte indrømme det: Nej! Og vi erkender jo alle med Glæde, at vi har mange gode. danske, nationalt tænkende og følende Medborgere blandt Mændene af saadanne dygtige, jødiske Slægter, som dem, der bærer Navnene Hirschsprung, Adler, Bing, Hertz, Trier, Melchior, David, Goldschmidt, Dessau, Levysohn, Henriques og mange andre, der til manges Misundelse vel har erobret sig ledende og indflydelsesrige Stillinger i vor Forretnings- og Finansverden, men sandelig ogsaa paa faa Undtagelser nær - der er jo braadne Kaar i alle Lande - har gjort Danmark baade Gavn og Ære.

Dette gælder ikke mindst den talrige Bingske Slægt, som har fostret mange udmærkede Mænd. Til denne gamle Patricierslægt hørte den Mand, Slagelse-Kredsens tidligere Folketingsmand. Redaktør Anton Bing. den stille, fine, gamle Herre, som i Dag jordfæstedes paa mosaisk vestre Kirkegaard. En Jordefærd derude - og pludselig mindes man om, hvor talrige de i Virkeligheden er, Jøderne i København, og selve det ejendommelige Ceremoniel, hvormed de steder deres Døde til Jorden, aabenbarer som i et hastigt Glimt den Forskel i Race, Tro, Sæder og Skikke, som vi glemmer eller overser i det daglige Samvær og Samarbejde med Mændene af det jødiske Folk. Mændene i Følget beholder Hatten paa under hele Ceremonien. Kvinderne, der tidligere var henvist til Pulpituret, har nu efter Ombygningen af Kapellet paa mosaisk vestre Kirkegaard faaet tildelt de 10 første Stole til venstre, fuldstændig adskilt fra Mændenes Pladser. Orglet var hidtil anbragt i Korrundingen bag en spansk Væg, hvor det i høj Grad skæmmede det arkitektonisk smukke Rum - nu er det flyttet op paa Pulpituret, og Korrundingen med sine smukke Vinduer, gennem hvis mathvide og gule Ruder Lyset falder dæmpet ind i Rummet, kommer nu helt til sin Ret.

Sørgehøjtiden.

Her - i Korrundingen - var Anton Bings hvide Kiste hensat, smykket med Aspargus og store, skønne Buketter af lyserøde Nelliker og lilla Syrener. Ved Foden af Katafalken laa en Række prægtige Kranse med røde og hvide guldsignerede Baand - fra Det kgl. danske Landhusholdningsselskab, Foreningen af danske Landbrugsblade, "Sorø Amtstidende" (Palmegrene, samlede i en stor Buket af lyserøde Roser, Rododendron og hvide Syrener), Foreningen af danske Landbrugskandidater, "Ugeskrift for Landmænd", De samvirkende Landboforeninger I Sjællands Stift, Sorø Amts landøkonomiske Selskab og Bing & Grøndahls Porcelænsfabrik. Paa alle Stolerader ned gennem Kapellet var anbragt en Mængde smukke Kranse og Blomsterdekorationer.

Den Afdødes Slægtninge af Familierne Bing og Hirschsprung tog Plads paa begge Sider af Baaren. I Følget saas iøvrigt Odr. Jens Olsen. Landsgrav som Repræsentant for "Sorø Amtstidende", Prof. Westermann, Direktør Kai Reinhard, Grosserer Stilling-Andersen, Fabrikejer Bjørn Stephensen, Direktør Benny Dessau, Bogtrykker Poul Hertz, Kontorchef Hertel fra Det kgl. danske Landbrugshusholdningsselskab, Redaktør Riegels, Direktør Simonsen (Bing & Grøndahl), Statskonsulent J. Jensen, Direktør Chr. Jensen (Nationalforeningen), Overretssagfører Carl Levin og Godsejer lemming, "Skovsbo." Paa Slaget 2 intonerer Orglet, og efter et Præludium falder den jødiske Menigheds Mandskor ind med den Salme, der altid synges ved Begravelser paa dette Sted:

Naar ikkun Du, Evighøje,
bestandig mig for Øje ataar,
jeg véd, at alt sig vel skal føje,
jeg vakle ej, ihvor det gaar -

En prægtig Baryton synger enkelte Linier Solo, og Koret gentager dem - højtidsfuldt og smukt lyder det.

Nu staar paa Kathedret bag Kisten

Overrabbiner, Dr. Friediger,

iført den sorte Silkekaabe og bærende paa Hovedet den høje Fløilskalot.

Hans Tale former sig saaledes:

En vemodig Følelse besjæler os, naar vi dvæler herude paa dette Sorgens Sted. Med tusinde Baand føler vi os alle knyttet til Livet. Ja, vi elsker Livet, og det bringer os Lykke og Glæde, eller om det er Sorg. der bliver os til Del. Og derfor er vor Smerte saa inderlig og oprigtig, naar vi staar ved en Baare, hvori et Menneskes jordiske Hylster hviler. Et Menneske, der levede som vi, levede sammen med os, der arbejdede og stræbte fremad, ligesom vi alle - og nu ligger det her, hjælpeløst og uden Liv, og om faa Minutter lukker Graven for stedse sig over det: "thi Støv er du, o Menneske, og til Støv vender du tilbage."

Ved Synet af Døden gives der kun een trøstende Tanke, og Salmisten gav Udtryk for denne med disse Ord: "Herren kender sine Retfærdiges Livsdage, og deres Arvelod er Evigheden." Det er Gud, der tildeler os vor jordiske Opgave og han alene véd, hvor naar han skal sige til os: "Længe nok har I opholdt Jer paa Jorden." Dette kan ske tidligere, medens Mennesket endnu staar i sit Livs Blomstringstid, eller senere, efter at Mennesket overskred Støvets Aar. Men stræbte vi med Trofasthed efter at løse vor jordiske Opgave, saa bliver Evigheden vor Arvelod.

Denne Tro gør Hjertet, der sørger over denne Broderes Bortgang, modtagelig for Trøst. Vor Trøst ligger i den Tro, at det var Gud, der har tildelt ogsaa ham en Opgave her paa Jorden, som han har løst med Hengivenhed og nu blev Evigheden hans Arvelod.

De Dyder, der hjalp ham til med Samvittighedsfuldhed at opfylde sine Pligter, kan sammenfattes i den vise Kong Salomons Ord: "Han var Trofasthedens Mand, og derfor blev han til Velsignelse." Han var Trofasthedens Mand! Dér, hvor Trofasthed er Drivfjederen til Handlingen, kan denne kun blive til Velsignelse og kun modne ædle Frugter. Trofasthed var hans Karakters Kendetegn. Trofasthed var jo den Dyd, der har udmærket den gamle dansk-jødiske Slægt, hvis værdige Medlem han var, og til hvilken han stedse følte sig knyttet ved Kærlighedens og Pietetens Baand. Hans smukke, gamle Hjem var Samlingsstedet især for den yngre Generation, og her har han indpodet den Kærlighed til Slægten og derved Trofasthed.

Denne Trofastheds herligste Blomst var hans urokkelige Retsindighed og hans Paalidelighed. Den Sag, han interesserede sig for og som han støttede med Raad og Daad, maatte paa Forhaand være retfærdig. Hans Sikkerhed i Bedømmelsen af Tingene, hans Paalidelighed - trygt kunde man til alle Tider stole paa hans givne Ord - og hans Karakterfasthed bevirkede, at hans Virksomhed var velsignelsesrig.

Hans Medborgere viste ham den største Tillid, da de valgte ham til Medlem af Folketinget, og han blev højt skattet som Landmand og Redaktør af den Kreds, der i Tillid til hans udmærkede Evner gerne lod sig lede og belære af ham. Men han vilde egentlig Ikke føre for at eje Magten; han vilde belære. Det var hans Overbevisning, at Oplysning og Dannelse giver Mennesket den Uafhængighed og den Kraft, som sætter enhver i Stand til i højeste Grad at udfolde sine Evner og derved føre Samfundet sin Blomstring og Trivsel i Møde. Dette var hans Ideal, hvis Virkeliggørelse han stræbte efter. I denne Stræben, som var hans Livsopgave, var Retsindighed hans Vaaben. og hans Skjold var Sanddruhed, Paalidelighed og Trofasthed. 

Og derfor vil vi bevare ham et varigt Minde. Han har opfyldt sine Pligter her paa Jorden, og nu er han gaaet Ind til Evigheden.

Maatte Gud dér være hans udødelige Sjæl en naadig Dommer. Drag hen i Fred! Amen!

Da Overrabbineren har sluttet sin Tale, reciterede Kantor Kunstadt,staaende ved Baarens højre Side, det hebraiske "Hazur tomim," der Indledes saaledes:

Skæbnen Værk er fuldkomment, alle hans Vaje er retfærdige
Han er Troskabs Gud, uden Omskiftelse, hellig og sanddru
Skaberen er fuldkommen I hver en Gerning - - -

Fra Koret lyder nu, sunget Solo af Koncertsanger Poul Methling: "Lær mig, Nattens Stjerne." Efter den sidste Strofe: "Lær mig Sol at dale," rejste alle sig og Sørgehøjtideligheden slutter, idet Koret synger til Orgelledsagelse:

Fred med dit Støv, udløste Sjæl,
de hisset ses som her
hinanden trofast have elsket.

Den afdødes nærmeste Slægtninge bærer nu Baaren ud af Kapellet. Ved Graven forretter Overrabineren Jordpaakastelser, og da dette er sket, træder de nærmeste mandlige Medlemmer af Familien hen til Graven, idet hver af dem lader tre Skovlfulde Jord falde ned paa Kisten. Derefter kastes Graven fuldstændig til, medens alle forbliver om den. Og saa følger det sidste Led i Begravelses-Ceremonien: Familiens Medlemmer begiver sig tilbage til Kapellet for, medens alle vendte sig mod Øst, at høre Kantoren synge "Kalisch-Bønnen" paa Hebraisk.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 4. juni 1926).

Nekrolog (Anton Bing)

Af Jonathan.

Han havde ingen Hustru eller Børn, ingen Brødre eller Søstre, der kunde bære ham gennem Alderdommens og Sygdommens sidste svære Aar, den gamle forhenværende Landmand og Skribent og Politiker, der døde paa Tærskelen mellem Foraar og Sommer. Landmandens løftelsesrigeste Tid. Men om hans Leje stod de unge af hans store Slægt og tog Afsked med deres gamle Ven, der med saa dyb en Familiefølelse fulgte sin Slægt baade til Graven og til Livet. Han hørte til en gammel Familie, og værnede om dens Minder og dens Ære, og det er derfor, der først og fremmest skal sættes ham et offentligt Minde. For en Famiie er nok først og fremmest noget privat, men den er ogsaa noget, som vedkommer os alle, og det er det, vi er tilbøjelige til al glemme i en Tid, der er saa "ny" som vor. En gammel Familie -  vil det ikke sige en Kreds af Mennesker, som i deres Færd mellem andre Mennesker føler en Forpligtelse I il at svare til visse Krav, der stilles dem med en næsten mystisk Magt? De har nogle Begreber om Ære, Hæderlighed, Hensyntagen, ogsaa en Stolthed, hvis Udspring de maaske ikke er sig bevidst, og som de følger, eller stræber efter at følge, gennem en naturlig Udfoldelse at deres Væsen. Det er Slægtens Arbejde i dem. At en Familie er gammel, vil sige, at den har haft Selvopholdelsesdrift. Den har fra det første Øjeblik villet frem, den har fulgt med Tiden. De, der ikke følger med i Tidernes ubønhørlige Tog, bliver trampet ned. I de gamle Slægter gemmes en Styrke, som ikke blot er Tradition, men ogsaa leder til Fornyelse.

Det danske Samfundsliv er dybt præget af disse gamle Slægter, og naar det har vist saa megen Evne til »t modtage Tilgang af nye Kræfter og dog bevare en Holdning, som vel kan vakle, men aldrig helt fortabes, saa er det, fordi der findes visse Idealer, der er stærke nok til ogsaa at præge de nye. "Se, hvor hurtigt han har tilpasset sig," siger vi om den og den, der nu indtager en Stilling, som før var forbeholdt Klasser i Samfundet, han ikke tilhører, det betyder, at denne Mand har mødt noget, han fik Respekt for, og som godt lod sig forlige med de Principer og Idealer, han er Repræsentant for. Fornyelsen i et Samfund som vort bestaar i et lykkeligt og frugtbart Møde mellem det af det gamle, som har Ret til at leve ifølge det danske Naturel, og det af det nye, som har den sunde Udviklings Sejr i sig. Hvis de gamle Slægter forstaar det. bliver de ved med at leve og gøre deres Indsats, forstaar de det ikke, dør de stille ud.

En gammel, ensom Mand, der værner om sin Slægts Traditioner, mens han lever, og som ved sin Død har de unge samlet omkring sig, fordi han forstod dem, og fordi de følte, at de af ham havde modtaget noget værdifuldt, han har ydet noget til det store Fællesskab, som det er værd at skrive en Nekrolog om.

Hans Væsen var Besindighed. Den sande Landmand er besindig, fordi han jo véd, at det nytter ikke at jage paa Tiden. Men denne Besindighed bliver aldrig til Sløvhed. Inderst inde dirrer der en Uro, fordi Naturen intet skænker af sine Gaver til den, som ikke ustandselig ofrer den sin Arbejdskraft. Besindighed, det er tæmmet Energi.

Han havde fra sine mange Landmandsaar bevaret den langsomme, lidt stive Gang, der paa Københavns Gader ligesom isolerede ham. Han bevarede, selv da han var en gammel Københavner, en højtidelig Forbavselse, naar han gik ned ad Gaden, som om han bestandig tænkte: nej. hvad finder de dog ikke alt paa herinde! Man kunde blive noget utaalmodig over det, naar man mødte ham og gerne vilde tale lidt med ham, men ellers havde travlt Alligevel gav det ham Stil. Og i det Par Aar han var Folketingsmand, var det formelig smukt. Naar han skred ned gennem Bredgade til "Tinget", var der et umiskendeligt Lovgiverpræg over ham, en Tingmand, som ikke vilde handle overilet. Men nogen politisk Rolle kom han jo ikke til at spille. Inden han havde tænkt sig om og var kommet til fuld Klarhed over, hvad han vilde sige. var Forhandlingerne som Regel endt!

Hans Tale var langsom. Organet havde en national liberal Klang, lyrisk dvælende ved smukke Ord. Saadan havde Idealet været i hans unge Aar her i København, og det gik han og gemte paa ude paa Landet. Men han var af en hurtig, skarpt iagttagende Købmandsslægt. derfor var der ofte bag hans Langsomhed en Ironi, der blinkede frem. Han saa sig en Person eller en Sag an, og det tog Tid, men var det saa gjort, saa havde han ofte faaet Kig paa en eller anden Pudsighed, der ganske stilfærdigt kom til Hin Ret.

Han var derfor god at spørge til Raads. Fik man ikke Svaret omgaaende, saa fik man det til Gengæld velovervejet. Paa Slagelsekanten, hvor hans Gaard lun, nu hvor han var valgt ind i Rigsdagen og senere var Konsulent, der mindes mange ham endnu som en god Mand, som de siger ude paa Landet. De havde Tillid til ham og til hans Raad. De hørte gerne paa, hvad han sagde  og han aabnede først sin Mund, naar de andre havde talt færdigt - og de læste gerne, hvad han skrev, baade om de bekendte Landmænd, hvis Biografi han forfattede, og om Dagens Arbejde i "Ugeskrift for Landmænd", som han først var Medarbejder ved, saa Redaktor af, en Tid lang Ejer af. Han var en af dem, der gav Landbrugslitteraturen en Stil. Den Lyrik, der Iaa gemt i hans Sind, og som maaske fra først af havde gjort ham til Landmand, gik imod hans Slægts Traditioner, fik Udtryk i nogle Breve, han skrev i Ugeskriftet for mange Aar siden og som dengang var noget nyt - men han skrev dem rigtignok anonymt. Naar der nu skrives om Landbrug, saadan at ogsaa vi fra Byen kan læse det, og det er en saare nyttig Læsning for os, saa kan vi for en Del takke ham for det. Ham og saa en Mand som Nielsen Bransager, der døde saa ung, men som vi, der kendte ham, gerne vil mindes, naar Lejlighed gives.

Det er let nok at mindes dem, der ved deres Død efterlader sig en Gerning, som lever efter dem. Hvad efterlader han sig, der nu er død? En Gaard, som andre ejer. En Plads i Folketinget, der forlængst er optaget af andre. Et Ugeskrift, som andre skriver. Allerede i mange Aar havde han kun været Tilskuer fra sit Hjem, hvor han levede omgivet af Familiemøbler og gamle Minder, helst med et historisk Værk foran sig. Tidlig gammel blev han, Ungkarl som han var, og selv da han var ung, havde hans Ungdom et vist historisk Præg. Han var en af de sidste Udløbere af dem fra "Fyrrerne",

Nej, der staar ingen Gerning efter ham. Men et Billede staar der. Vi kender vist alle dette, at man sidder og bladrer i et gammelt Album, med Portrætter i, og en ung staar ved Siden af os, og naar vi dvæler ved et Billede, spørger han: hvem er det, du sidder og ser paa? Vi nævner Navn, og det siger intet for den unge. Saa begynder vi at forklare, hvorfor vi netop standsede ved dette Portræt, gamle Træk dukker op i os, Begivenheder, der engang var store, og som nu er smaa. Ogsaa det store Samfund har saadanne Billedsamlinger, hvor der findes mange, som intet "Navn" har mere, men der vilde dog være en tom Plads, hvis de ikke var der.

Jeg sætter ham, som nu er død ind paa den Plads, der tilkommer ham, fordi han øvede sin Gerning, besindigt, stilfærdigt og trofast til Ære og Gavn for Slægterne i Danmark.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. juni 1926).

Han døde 31. maj 1926 og blev begravet på Mosaisk Vestre Kirkegård.

Marcus Rubin 1854-1923. (Efterskrift til Politivennen)

In memorian Marcus Rubin

Landstingsmand Schovelin giver en Karakteristik af afdøde Nationalbankdirektør Marcus Rubin.

Marcus Rubin var en ærgerrig Natur. Allerede som purung var det ham som Don Carlos en Hjertepine endnu ikke at have gjort noget for Udødeligheden. Han vilde huskes. Saa højt begavet han allerede var som Dreng og Yngling, var han Barndomshjemmets Lys og Haab, og han følte det hele sit Liv igennem, som der i hans store Evner laa et ham betroet Hverv til at kaste Glans over Familienavnet, ridse det ind paa Sagas Tavle. Skal man udtrække et Facit af hans Liv, maa det ogsaa siges, at han naaede dette: han blev inden sin Død en navnkundig Mand og efterlader sig Værker, som vil blive staaende ned gennem Tiderne.

Men han vilde mere end at mindes efter sin Bortgang, bevare sit Navn fra Forglemmelse og Udslettelse. Han vilde ikke alene leve i Eftermælet, men skabe sig Ry og Magt i levende Live. Han var fyldt af en hed Stræben efter at komme frem i første Række, samle Udmærkelser, udøve Indflydelse. Han var en brændende Tornebusk, han vilde lyse som en Bavn for sin Tid og sit Samfund. Denne sidste Ærgerrighed kom ofte den første og største i Vejen. Det ser for menneskelige Øjne ud, som han kunde have udrettet endnu langt mere, om han havde begrænset sig, om ikke der i ham havde kriblet en ustyrlig Lyst til at spille med i Døgnets store Brikspil, og helst gøre de store Træk. Derfor vovede han sig frem til at prøve en Udsoning mellem Tyskland og Danmark paa Bekostning af vort sønderjydske Odelskrav, derfor helmede han ikke, før han fik erobret sig høje Samfundsstillinger, som gav ham Ret til praktisk Indblanding i nogle af Nationens vigtigste Anliggender, derfor lod han sig gøre først til Generaldirektør for Skattevæsenet, siden til Nationalbankdirektør uden fuldelig at kunne magte nogen af de Opgaver, som han der paatog sig. Hans i sin Tid meget omdebatterede Artikel i "Preussische Jahrbücher" var et aabenbart Misgreb, selv en Større vilde her have hentet sig et Nederlag, og liv ad der senere er sket, viser med skærende Tydelighed, hvilket utroligt Fejlsyn han gjorde sig skyldig i. Som Generaltolddirektør viste han en iøjnefaldende Mangel paa Administrationstalent og en bureaukratisk Stivhed, som man paa Forhaand vilde have troet laa den kloge, kritiske og oprindelig frisindede Mand ganske fjern. Og som Nationalbankdirektør bar han et tyngende Medansvar for den skæbnesvangre Inflation, som har forringet den danske Krones Værdi og stillet Danmark i Rækken af Europas valutasvage Stater.

Dette sidste er det mærkeligste, fordi det psykologisk er saa vanskeligt at forklare. Ingen har med større Lærdom og Fynd end Rubin paavist, hvad Skade en Svækkelse af et Lands Pengevæsen kan volde, paavist det slaaende og uigendriveligt for vort eget Fædrelands Vedkommende, saavel i sin Bog "1807-14" som i "Frederik den Sjettes Tid". Ingen har skarpere belyst, hvorledes et Lands Seddelbank selv under de for Land og Folk farligste Omstændigheder bør holde sig uafhængig af Regeringens Krav, og hvilken Bedrift det derfor var, da man herhjemme i sin Tid skabte Nationalbanken som et privat Pengeinstitut, der først og sidst skulde have den ene Opgave for Øje at holde Landets Mønt paa Højde med Verdenspariteten. Og saa skulde det netop falde i hans lod, da han omsider fik Lejlighed til i Praksis at demonstrere sin studievundne Opfattelses Gyldighed, at ligge under for den samme Svaghed, som, da han syslede med Fortiden, forekom ham saa fordømmelig - det skulde helt blegne i hans Erindring, at Nationalhankens fornemste og uafviselige Opgave var at holde vort Pengevæsen paa et højt og hæderligt Standpunkt, og derfor med Fasthed afvise enhver Fristelse til at lade sig lokke bort fra denne Nationalbank-Dydens lige Kongevej.

Man kunde have undt Rubin, om en naadig Skæbne havde bevaret ham herfor, desto mere helstøbt vilde hans Personlighed have staaet for Eftertiden. Det er da som Forfatter, hans Navn vil leve. Som Generaldirektør for Skattevæsenet har han vel indlagt sig stor Fortjeneste paa Lovgivningsarbejdets Omraade, og hans Andel f. Eks. i Toldloven af 1908 tjener ham til Ære. Men hans Livs største Indsats var som historisk og nationaløkonomisk forfatter. Han var begge Dele: hans nationaløkonomiske Viden befrugtede hans historiske Opfattelsesevne - hans historiske Sans gav Baggrund for hans nationaløkonomiske Studier. Han vidste at vurdere tidligere Tiders finansielle og erhvervsmæssige Tankegang og Teknik, han forstod at trænge til Bunds i fjerne Foreteelsers indre økonomiske Mekanisme, han kunde som ingen anden sætte sig ind i, hvad det egentlig var, der foregik herhjemme for Menneskealdre siden paa de Felter, i hvis Nutidsvæsen han havde vundet Indsigt. Derfor er hans ovennævnte Bøger ogsaa blevet Standardværker, byggede op som de er paa omhyggelige og dybt pløjende Arkivstudier. Hans Livsgerning var at grunde den nationaløkonomiske Historieskrivning for Danmarks Vedkommende - man sammenligne blot hans Værker med Nathansons tunge og tumultuariske Ekscerptsamlinger, og man vil forstaa, hvilket uhyre Fremskridt Rubins Skrifter betyder.

Langt mindre sikker var han, naar han skulde skildre Personligheder, Det vilde være uretfærdigt at nægte, at han helt savnede artistisk Sans: der kunde godt af og til komme baade Flugt og Fynd over hans Stil, og hans Sprog blev efterhaanden mere og mere frigjort for Almindeligheder og Konveniens. Men han var og blev nu en Gang ingen Portrætmaler, det skortede baade paa Tegning, Omridsets Sikkerhed og paa Farvegivningen. Udseendets Livagtighed - ja, undertiden kunde han ganske forse sig paa Modellen, som om han havde en Splint af Troldespejlet i Øjet. Saaledes gik det ham især overfor A. S. Ørsted, paa hvis Storhed han ejendommeligt nok aldeles ikke havde faaet Kig.

Dette udelukkede ikke, at der Gang paa Gang i hans Bøger kan findes rammende og beske Udtryk ogsaa i Personskildringerne, men hans Styrke var og blev at gøre Rede for Begivenheder og Udviklingsrækker, ikke for de ledende Personligheder Andel deri.

Han havde to store Held i sit Liv. Det første var, at da han var blevet en ung "lovende" statsvidenskabelig Kandidat, satte daværende Professor N. C. Frederiksen ham paa "Rendebanen" (som Rubin selv har udtrykt det) ved ret tilfældigt at anbefale ham til Borgmester Fenger, som ønskede en ung Statistiker ansat i sin Tjeneste - og da han kom op til denne gamle nationalliberale Stormogul, paa hvem han næppe ved første Øjekast har gjort noget bedaarende Indtryk (af Joseph Michaelsens Erindringer véd man, at Fenger nærede stor Aversion mod Jøder), kunde han besvare dennes Spørgsmaal om, hvorvidt han stod i Vejviseren, bekræftende. Derved var hans Ansættelse given. Men nu kom det afgørende - han forstod med sin Iver og Duelighed at udnytte denne Chance, saa at der faa Aar efter af denne spæde Begyndelse var vokset op et helt nyt kommunalt Kontor for Statistikoptagelse, og for dette blev han den selvskrevne Leder.

Han var kommet paa sin rette Hylde: deri bestod hans Livs store Held. Thi han var en fremragende Statistiker, forstod at samle Tal, læse tal, atter og atter omgruppere dem, saa at de til sidst udleverede ham deres Hemmelighed. Da han derfor senere blev Chef for Statens statistiske Bureau, i en Alder af blot 41 Aar, og saaledes fik den videst mulige Tumleplads for sit Talent, taler særdeles meget for, at han her burde have slaaet sig til Ro, thi denne Egenskab ydede han ganske ubetinget sit Ypperste, og hvor naturligt kunde det ikke have været forenet med Dyrkelsen af historiske Studier.

Det var hans andet store Held, at han blev bragt ind paa disse. Paa det Tidspunkt, hvor det skete, var han egentlig gennem sit Medarbejderskab med Professor Westergaard i Færd med at blive drejet ind i en blind Gyde. Han imponeredes af denne Forskers, med hans særlige Begavelses Art saa nøje stemmende Tilbøjelighed og Trang til at gøre Statistiken og helst ogsaa Nationaløkonomien til en Slags eksakt Videnskab og spildte mangen en møjsommelig Morgentime paa at sætte sig ind i den højere Matematik. Saa fik han heldigvis Kaldet til at blive Historieskriver - han blev opfordret til at løse den af Hvidt stillede Opgave; at skrive Københavns Historie, og blev derved bragt ind paa den Arbejdsmark, hvor han skulde høste sine største Triumfer. De udmærkede Historikere Erslev og Fridericia var hans Ungdomsvenner, og han havde gennem Omgangen med dem baade faaet Kærlighed til Historieforskning og vundet Indsigt i dennes Metode, lært Betydningen af stadig at gaa direkte til Kilderne og i hvert enkelt Tilfælde prøve disse nøje. Og endnu en Gang viste det sig, at han var kommet paa den rette Hylde.

Hans Samfundsinteresser var imidlertid saa vidtomspændende, hans Aand saa urolig, hans Arbejdstrang saa voldsom, hans Virkeevne saa frodig, at han ikke kunde nøjes hermed, men vilde og maatte tage levende Del i Døgnets Gerning - didhen hvor som sagt ogsaa hans Ærgerrighed vinkede ham. Naturligvis gjorde han ogsaa her i mange Maader bedre Fyldest end de fleste, da han ej alene havde en hastig Opfattelsesevne, men var tjenstivrig, grundig og Mand. Der var Lidenskab hvad han gjorde - og er dette, som vor største Tænker har sagt, den egentlige Kraftmaaler, kan man for saa vidt ogsaa vurdere hans Embedsgerning højt. Men man maa da ogsaa tage Reversen med: naar Lidenskaben griber fejl, griber den netop mere afgørende fejl, end Lunkenhed og Forsigtigpeteri nogensinde kan præstere.

Rubin havde ikke Sympatiens Gave, var ingenlunde umiddelbart vindende. Til Tider, ja, forøvrigt, i ikke helt sjældent, kunde han endog irritere anderledes tænkende Mennesker artigt. Stødte man sammen med ham i Tvekamp, fægtede han, saa der stod Gnister af Klingen og skaanede ikke sin Modstander. Bagefter, i Samvær med ham, kunde han derfor godt være smilende og fornøjelig og imødekommende godmodig. I Grunden var han et brillant Menneske: kærlig som Søn, kærlig som Broder, kærlig som Ægtefælle, kærlig som Fader, fin og trofast som Ven. Kommet fra et gammeldags patriarkalsk Hjem bevarede han sit Liv igennem paa Faamands-Haand en vis Hygge og Humor i sit Væsen. I sin fejre Manddom var han desuden sprudlende rig paa pudsige og originale Indfald - sikkert har ingen, som har kendt ham nøjere, kunnet undgaa at lære meget af ham. Dette sidste vil da ogsaa jeg med Tak erkende ved hans Grav.

Jul. Schovelin.

(Nationaltidende 7. marts 1923, 2. udgave).

Marcus Rubins Jordefærd.

En smuk Højtidelighed paa Mosaisk Vestre Kirkegaard.

Vod en stilfærdig, men smuk Højtidelighed blev Nationalbankdirektør Marcus Rubin i Gaar ført til sin Grav paa den Mosaiske Vestre Kirkegaard.

Den hvide Kiste var nænsomt smykket med lila Primula, hvide Syrener og mørkerøde Roser, og foran den var henlagt en pragtfuld Blomsterdekoration med signerede røde og hvide Baand fra Hs. Maj Kongen. løvrigt var der sendt en overvældende Mængde Blomster og Kranse til Baaren, og mange af dem bar signerede Silkebaand, hvide, blaa, røde og lila . .

Signerede Kranse.

Foruden fra Kongen var der til Marcus Rubins Kiste sendt signende Kranse fra: Nationalbankens Direktion og Repræsentantskab, Bankens Personale, Departementet for Told- og Forbrugsafgifter, Skattedepartementet, Københavns Diskonto- og Revisionsbank, Dansk historisk Forening, Feriehjemmet "Nebs Mølle", Landmandsbankens Direktion, The national City Bank of New York, Staden Københavns statistiske Kontor, Nationalbankens Filial i Aalborg, i Nykøbing og i Kolding, Nationaløkonomisk Forening. Det kgl. danske Videnskabernes Selskab, Kvindelig Idrætsforening, Koloniallotteriet, Direktionen for det danske Koloniallotteri, Gyldendalske Boghandel, Magistratens 1. Afdeling, Carlsberg Bryggerierne, Statsprøveanstalten. Norges statistiske Central Bureau, København Handelshank, "Politiken"s Redaktion, Carlsbergfondet, Haandværkerbanken, Det statistiske Departement, Filialbanken i Flensborg, Den kgl. Mønt, Norge Bank. Bankkontoret i Aarhus, Embedsmænd ved Nationalbanken Filial i Odense o. m. a.

Navne af Følget.

Naturligvis var hele Nationalbankens Direktion mødt sammen med de fleste af Repræsentantskahets Medlemmer med Baron Rosenkrants i Spidsen.

løvrigt nævner vi af de Tilstedeværende: Statsminister Neergaard, Kabinetssekretær, Kammerherre Krieger, Overpræsident, Kammerherre de Jonquéres, fhv. Handelsminister Tyge Rothe. Folketingsmand Zahle. Bankdirektør Hassing Jørgensen, Folketingsmand, Dr. Munch, Borgmester H. C. V. Muller, Borgmester Jensen, Raadsformand Gustav Philipsen, Generaldlrektor Michael Koefoed, Departemenschef Vedel, Professorerne Niels og Harald Bohr, Direktør Mik-Meyer, Overretssagfører Lachmann. Overretssagfører Axel Bang, Grosserer Jacob Melchior, cand. phil. Herman Grün. Dr. phil. C. Holhr. Departementchef Schlichtkrull, Redaktør Cavling, Rigsarkivar, Dr. Kr, Erslev, fhv. Overrabbiner, Professor Simonsen, Direktør Weimann, Store Nordiske, Direktør P. Lofinga, Professor, Dr. jur. Bentzon, Overretssagfører Heilbuth, Højesteretssagfører Henriques. Direktør Axel Abrahamsen, Vekselerer Lamm, Raadhuaarkivar Axel Lindvald, Arkitekt Lorenten og Professor Aage Friis.

Fra Kapellet til Graven.

Højtideligheden indlededes med at Hr. Albert Høeberg sang "Lyksalig lyksalig - " og derefter reciterede gamle Kantor Grossmann "Hazur Tornin"

Frk. Philip spillede en Violinsolo, og til sidst sang Hr. Høeberg igen - nogle Vers, skrevet af en Slægtning af den Afdøde:

Som Lov, der hvælves mod Himlens blaa,
vil dale for Høstens Vinde,
det funklende Øje, som langt ud saa,
sig lukker i Dødens Blinde;
den virksomme Hjerne gaar tungt i Slaa,
og Manden er kun et Minde ....

Koret sang de sidste Strofer af "Fred med dit Støv - ", medens de sorte Ligbærere fjernede Blomstervældet fra Kisten, saa det hvide Klæde, hvorpaa den stod, kom helt til Syne.

Langsomt bar Medlemmer af Nationalbankens Repræsentantskab Kisten ud af Kapellet,og forrest gik den gamle, graa Overbedemand i sin lange, sorte Kappe, visende Vej til Graven. Efter Kisten, i Spidsen for det støre Følge, kom Kantoren, syngende hebraiske Bønner.

Graven, hvor Fru Kaja Rubin for fjorten Aar siden blev stedt til Hvile, laa lige op ad den vedbendklædte Kirkegaardsmur. Her stod den Afdødes Søstersøn, Kontorchef Cohn fra Statistisk Departement, frem for at give Udtryk for Familiens Tak og for at sige nogle Mindeord over Marcus Rubin:

- Nu sover han her ved sin elskede Hustrus Side. Han fik udført et nyttigt Arbejde for sit Land. For ham var Arbejdet det daglig Brød, som mætter ved Arbejdets Velsignelse. Sent vil vi glemme hans muntre Sind. Han hadede Fusk og forlangte Redelighed i alt Arbejde og al menneskelig Færd - først og fremmest af sig selv. Han lod sig ikke narre. Faa havde en saa usvigelig Evne som han til at skelne mellem ægte og falske Værdier. Slægten og Samfundet vil savne ham og altid mindes hans Pligt troskab og ærlige sind.

Kisten sænkedes, og mange var de, der bragte den Døde en sidste Hilsen ved at kaste Jord paa Graven.

Saa spredtes den store Sørgeskare, og snart var der øde og stille på den lille Kirkegaard.

Clerk.

(Nationaltidende 12. marts 1923)

Marcus og Kaja Rubins gravsted på Mosaisk Vestre begravelsesplads. På stenen står bl. a.: Kaja Rubin. 1-XI-1854 Davidsen 18-IX-1909. Du har levet med gælde og virkede aarle og silde // uden sky dog for døden med ro i dens fredlyste havn // du vandt hjerter og sind med dit væsen det lige og milde // dog for husbond og børn tolker ord ei dit værd og dit savn. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Marcus Rubin.

Erik Arup

Marcus Rubin døde 6. marts 1923, dagen efter hans fyldte 69. aar. I ham mistede dansk aandsliv en fin, livlig, glimrende intelligens, en omfattende viden og en stor arbejdskraft. Videnskabeligt og praktisk arbejde fyldte hans hele liv, og dette formede sig saaledes, at han paa usædvanligt mange omraader kunde stille sit arbejde i sit lands tjeneste. Rubin var som saa mange danske mænd af jødiske slægter fast samlevet med det danske folk. Meget faa i hans levetid kendte vort folk, dets egenskaber, dets arbejdsvilkaar, dets sammensætning, dets fortrin og fejl saa nøje som han. Hans egenartede personlighed bevirkede vel, at han ikke fik tag i videre kredse; den kreds, han sympatiserede med og som sympatiserede med ham, bestod væsentligt af nogle faa danske historikere: Erslev og Fridericia, Aage Friis og I. P. Jacobsen. Trofast mod disse venner og altid villig til at arbejde for dem var Rubin ligesaa trofast mod og villig til at arbejde for Danmark, villig dertil i en grad, der tilsidst endog udsatte ham for nationalistiske kredses lave beskydning om ikke at være dansksindet, skønt den artikel i Preussische Jahrbücher, der gav anledning dertil, var skrevet efter opfordring af og godkendt af det danske udenrigsministerium.

Marcus Rubin var i alt, hvad hans intelligens og arbejdskraft drev ham til at foretage sig, en nybegynder. Hans særlige anlæg førte ham til at søge uddannelse i de økonomiske og sociale videnskaber, han blev en nyskaber, først af Københavns kommunes, senere af den danske stats statistik; han blev derefter den danske skatte- og toldetats øverste leder. Den indsigtsfuldhed, han derved erhvervede sig, gjorde, at han fik betroet vigtige statshverv; han var hovedmanden for udarbejdelsen af skattelovene af 1903, og han var i 1908 Danmarks første repræsentant i forhandlingerne om en handelstraktat med Tyskland; han endte ligesom C. N. David og Moritz Levy sit liv som direktør for den danske nationalbank.

For dansk historisk forskning er hans betydning den, at han ogsaa her var en nybegynder; han skrev det første værk om dansk økonomisk historie. Oprindelig var det kun tænkt som et værk om København. Til minde om L. N. Hvidt, den gode københavnske borger, var der i sin tid udsat en pris for en skildring af Københavnshistorie i tiden mellem 1807 og 1857; 1889 fik Rubin opfordring til at skrive dette arbejde; deraf blev først hans 1807— 1814 (1892), derefter hans Frederik 6.s tid (1895). Disse arbejder fik deres særpræg derved, at deres kerne var en skildring af tidens økonomiske forhold og historie; fra dette faste grundlag betragtede Rubin udviklingen i hovedstaden og i hele landet. Det var i virkeligheden et helt nyt og moderne synspunkt, der derved indførtes i dansk historieskrivning, og Rubins fortrinlige uddannelsesom statistiker og nationaløkonom gjorde ham særlig skikket til at føre dette nye synspunkt frem. Men den interesse for forskning i dansk historie i det hele taget, der, som Erslev har fremhævet det i sin smukke mindetale over Rubin i Videnskabernes Selskab, havde besjælet Rubin helt fra de unge aar, tilskyndede ham til noget hastigt at føre sin fremstilling ud herover til en bred skildring ogsaa af Danmarks hele politiske historie i tidsrummet, ja endog af dets aandsliv og almindelige kulturhistorie. Da nu Rubin var en glimrende fremstiller og vurderer ogsaa af disse sider, blev ikke blot det værk, de to arbejder tilsammen udgør, grundlæggende, æggende og tankevækkende, men ved saaledes i gerning at paavise den økonomiske histories nøje sammenhæng med den almindelige, vandt Rubin lettere hos de daværende danske faghistorikere anerkendelse baade af de økonomiske synspunkters berettigelse i dansk historieskrivning og af sig selv som virkelig historiker. Imidlertid, netop i de samme aar, da Rubin skrev disse arbejder, var det, at rundt om i de store kulturlande behandlingen af den økonomiske og kommercielle historie ved fremragende forskeres arbejder skiltes ud fra den almindelige politiske historie som en særlig disciplin, der stiller sig sine egne opgaver og derfor, indtil den nogenledes har løst dem, helst bør "undgaa enhver unødvendig sammenblanding med politisk historie, omend dens forsknings resultater vil faa en endog betydelig indflydelse paa opfattelsen deraf. Det kan ikke bebrejdes Rubin, at han ikke helt var klar over, hvorledes denne nye forsknings retning laa; fra dette synspunkt set vilde hans arbejder have vundet og faaet større indflydelse ved, at deres hovedlinje var blevet strengere holdt og hellere videre udviklet, end saa hastigt, paa hans eget historikersinds anfordring, omvekslet i den almindelige histories guld.

Marcus Rubin var i ti aar, 1897—1907, medlem af Dansk Historisk Forenings bestyrelse og har i dette tidsskrift skrevet betydningsfulde afhandlinger om Københavns folketal 1660—1730 (5. R. 111, 487—549), om Fødselshyppighed (7. R. 11, 1—54) og om Sundtoldens afløsning (7. R. VI, 172—311). Desuden udsendte Rubin i 1912 en oversigt over Tysklands Historie siden 18o08 (jfr. li. T. S. R. IV, 245—248) og 1915 Nogle Erindringer. Paa 70-aars dagen for hans fødsel har hans datter, Dr. Lis Jacobsen udsendt en fortegnelse over hans skrifter, afhandlinger og artikler, der mere tydeligt end nogen nekrolog kan gøre det, viser, over hvor vide felter Marcus Rubins aand og arbejde strakte sig, og hvor meget arbejde han har ydet.

(Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 3 (1925) 

Marcus Rubins Brevveksling 1870-1922. Udgivet ved Lorenz Rerup. 1963.

Max Adolph Ballin 1865-1921. (Efterskrift til Politivennen)

Industrimanden Max Adolph Ballin blev i 1890 medlem af ledelsen af adoptivfaderens virksomhed og i 1897 administrerende direktør for det da dannede aktieselskabet. Selskabet udviklede sig hurtigt og opslugte en række mindre garverier, også i Tyskland og Sverige. Da 1. verdenskrig brød ud, beskæftigede virksomheden en tredjedel af den danske garveriindustris samlede arbejdertal. Sammen med ingeniør Alexander Foss prægede han Danmarks økonomiske politik. Om Alexander Foss, se fx indslaget her på bloggen.

Et stort nyanlagt garveri i Valby satte yderligere skub i produktin og indtjening. I 1918 dannedes storkoncernen A/S M. J. Ballins Sønner og Hertz' Garveri- og Skotøjsfabrikker. Max Ballin tjente under krigen i løbet af ganske kort til 27 mill. kr aktieselskab på en skotøjstrust. Han blev anset for dansk industris førstemand. Men efter krigen faldt prisen på huder drastisk og han kom i vanskeligheder. Der var ildebrand et par gange, se fx:

En alvorlig brand i Ballins garverier. En tørrebygning der indeholder bark, i flammer.

I morges ved 8.30-tiden blev brandvæsen og redningskorps på ny alarmeret til Ballins Garverier i Trekronergade i Valby.

Det drejede sig om en alvorlig brand af samme natur som den der fandt sted i efteråret.

Ilden var denne gang opstået i en stor 1 -etages bygning, som indeholdt bark til garveribrug. Dette materiale frembød, som man forstår, en aldeles udmærket næring for ilden, og den bredte sig da også med faretruende hurtighed.

Såvel Københavns som Frederiksberg Brandvæsen mødte med stor udrykning. To motorsprøjter var i brug og en dampsprøjte holdtes i beredskab. Faren ved branden var, at de øvrige bygninger i det store, nye fabriksforetagende skulle antændes. Alle bestræbelser gik da også ud via at hindre dette.

Et vanskeligt slukningsarbejde.

Slukningsarbejdet lededes af vicebrandchef Friis og inspektør Wiese. Branden udviklede en stærkt kvælende røg som bredte sig langt over det omliggende terræn. Og i øvrigt gjorde det vanskeligt for brandvæsenet at udrette sit arbejde. Ved 10-tiden var man dog nået så vidt, at man i al væsentlighed var herre over ilden.

Da taget på den brændende bygning straks var gået i brand og blevet helt omspændt af flammer, var det umuligt for brandfolkene at trænge ind i bygningen. Man måtte komme ilden til livs ved at rejse stiger og derfra sprøjte på bålet.

Tæt ved barklageret lå et stort lagerrum, fyldt med huder og skind. Ilden havde flere gange fat i taget på denne bygning, men brandvæsenet formåede dog hver gang at få standset dens videre udbredelse ad denne kant.

Redningskorpset, som også mødte med stor udrykning under kommando såvel af den gamle som unge direktør Falck, havde travlt op at gøre. Korpsets folk dækkede maskiner til med presenninger, bragte huder og skind i Sikkerhed og sørgede navnlig for at sikre de elektriske kabler der en periode var stærkt truede. Redningskorpset går nu i gang med det store oprydningsarbejde.

Man mener ilden er opstået ved uagtsomhed.

Om brandens opkomst foreligger endnu ikke noget bestemt. Brandforhørene vil blive optagne af Politiassistent Mellerup, som fungerer i stedet for politiassistent Jacobsen i Valby, der ligger syg.

Direktør Max Ballin, med hvem vi i middags havde en samtale, var nærmest tilbøjelig til at mene at branden skyldes uagtsomhed. Der er andre som tror, at ilden er opstået ved selvantændelse. Herom mente direktør Ballin imidlertid at der på grund af forholdenes natur ikke godt kunne være tale.

- Det drejer sig nemlig, forklarer han - om ret lange stykker garvestof af ca. 1 meters længde hvert enkelt stykke. Der har været for megen ventilation mellem de enkelte stykker til, at selvantændelse har kunnet finde sted.

Direktøren oplyser videre, at der har været arbejdet i bygningen til klokken 8. og at branden er udbrudt noget efter, at de sidste arbejdere havde forladt bygningen.

Skadens størrelse.

Direktør Ballin anslår skadens størrelse til omkring 50.000 kr. De ødelagte garvestoffer var kommet hertil fra Sverige og Tyskland mod kompensation. Det har jo hidtil været vanskeligt at skaffe garvestofferne - men situationen har bedret sig noget i den seneste tid. Der ventes således inden længe en damper med en ny ladning garvestoffer, så branden vil næppe komme til at virke stærkt hæmmende på den store virksomhed.

Slukningsarbejdet vedvarer.

Endnu ved 3-tiden var brandvæsenet i arbejde på Ballins Fabrik, travlt optaget af at hindre ilden i at blusse op paa ny og skabe videre ødelæggelse.

Såvel motorsprøjter som stationssprøjterne fra Valby og Vesterbro var på dette tidspunkt til stede. Inspektør Wissing havde nu overtaget kommandoen.

Ved bekæmpelse af ilden havde i alt 5 slanger været i brug.

(Nationaltidende 20. februar 1919, 2. udgave)

Ballins garveri lå i det som oprindelig var beregnet til bryggeriet "Trekroner"

En tyk og kvælende røgsky står op af skuret der er fyldt med den brændende og ulmende granbark. I medaljonen til højre som længst til venstre direktør Hertz, i midten direktør Ballin, længst til højre den unge Ballin. Foto fra Aftenbladet (København) 21. februar 1919.

Det blev ikke bedre af at kritikken af hans virksomhed kom under kritik. Pinstrup (V) kritiserede i 1921 i Folketinget skarpt læderindustrien for under krigen at have tilranet sig et udbytte på indtil 97% mens landbruget havde tabt millioner. I januar 1921 var Ballin ved politiretten blevet underkendt i et spørgsmål om erstatning for en defekt elevator i en af hans ejendomme der havde kostet en døvstum husbestyrerinde Henriette Leth en mindre skade ved et fald. Disse eksempler på mange andre - store som småt - fik måske Ballin til den 10. april 1921 at skyde sig selv i sin villa på Bülowsvej 14B. Han døde et par dage senere:

Max Ballin har skudt sig.

Den økonomiske Depression har opslugt hans formue.

Eu Begivenhed, som vil række Opsigt i vide Kredse, har i Gaar fundet Sted i København. Lederen af N. J. Ballin & Sønners og Hertz' Garverier og Skotøjsfabriker, Direktør Max Ballin har forsøgt at berøve sig Livet - og staar efter Lægernes Udsagn næppe til at redde.

Direktør Max Ballin, som opholdt sig i sit Hjem paa Bülowsvej i København, følte sig i Gaar Formiddag uvel og blev liggende i Sengen. Om Eftermiddagen lidt over Kl. 3 hørte hans Familie, som var samlet i en Stue tæt ved, et Skud. Inde i Badeværelset fandt man Ballin liggende med et Skudsaar i højre Tinding. Den saarede blev straks i en tilkaldt Ambulance bragt til Frederiksberg Hospital. hvor han kom under Lægebehandling. Lægerne mener imidlertid, at hans Tilstand er haabløs, selv om han endnu i Dag til Morgen er i Live.

At Aarsagen til, at Direktør Max ballin har foretaget dette fortvivlede Skridt, er uden Forbindelse med Direktør Ballins Firmas økonomiske Forhold, fremgaar af følgende Meddelelse, som er udsendt Søndag Aften:

I Anledning af, at Direktør Max Ballin i Dag har forsøgt at berøve sig Livet, og det efter Lægernes Udsagn desto værre er sundsynligt, at hans Liv ikke staar til at redde, finder Aktieselskabet Forretningsudvalg Anledning til at meddele, at denne sørgelige Begivenhed ikke bør sættes i Forbindelse mod Selskabets økonomiske eller forretningsmæssige Stilling, idet Selskabets Forhold er i nøje Overensstemmelse nusl den i sin Tid udsendte Meddelelse angaaende Resultatet af det forløbne Driftsaar, saaledes at det Regnskab, som allerede har foreligget i nogen Tid, og i Løbet af faa Dage vil foreligge for Offentligheden, er i fuld Overensstemmelse med den kritiske Revision, der paa det Tidspunkt blev foretaget, og det Tab, der er opstaaet paa Grund af det yderligere Prisfald paa Verdensmarkedet, vil ikke kunne forrykke Selskabets hele Stilling.

Forretningsudvalget maa formene, at Aarsagen til den sørgelige Begivenhed i første Række maa søges i den stærke Overarbejden med deraf følgende aandelige og legemlige Depression, som den store Forretnings Ledelse og de mange Krav, der fra andre Sider stilledes til Direktør Ballins Arbejdskraft, førte med sig.

NogIe Data.

Direktør Max Ballin er født i Hamborg i 1865, er dansk Student og cand. phil. Siden 1897 har han været Medlem af Bestyrelsen og administrerende Direktør for Aktieselskabet M. J. Ballin & Sønner med dets Søsterselskaber i Sverige og Tyskland. Den store Sammenslutning indenfor Skotøjsindustrlen for nogle Aar siden, som den Gang var meget omdisputeret, forøgede i meget væsentlig Grad Max Ballins Magtsfære og gjorde ham i Virkeligheden fuldstændigt eneraadende paa det danske Skotøjsmarked.

Direktør Max Ballin var en umaadelig Arbejdskraft. Sin Races Udholdenhed var han i vid Udstrækning i Besiddelse af. Hans Arbejdsdag var utvivlsomt dobbelt saa lang som hans Arbejderes. Foruden at lede sin store Forretning var han saaledes Bestyrelsesmedlem i Nordisk Livsforsikring, Nordisk Ulykkesforsikring, Nordisk Oversøisk Handelsselskab, Carl Lunds Fabriker og International Emalje Industri. Desuden var hans Tid optaget af en lang Række Foreningshverv og offentlige Hverv. Direktør Ballin var Medlem af den faste Voldgiftsret og af Industriraadet, Formand for Læderfabrikanternes Forening, i Bestyrelsen for Industriforeningen, Fængselshjælpen, Dansk Forening for Socialpolitik og nationaløkonomisk Forening, Formand for Teknologisk Instituts Bestyrelse og Forretningsudvalg og for Skolen for Kunsthaandværk. Og endelig har Direktør Max Ballin under Krigen været stærkt optaget i den radikale Regerings Tjeneste. Han var Medlem af Transportnævnet, Studienævnet, Lædernævnet og Kulfordelingsudvalget - og hertil kom af andet Krigsarbejde hans Virksomhed som Medlem af Erhvervenes Fællesudvalg og Industriraadets Studiekommission og som Formand for Grosserer-Societetets og Industriraadets Udvalg for Kompensationssager og for Dispensationssager. I dette Filter af Hverv bevægede Direktør Max Ballin sig med stor Dygtighed - Forretningsmand til Fingerspidserne, hurtig, ikke altfor hensynsfuld, skarpsindigt beregnende og klog. Max Ballin blev aldrig populær. Ikke blot var han paa ingen Maade sympatisk, men han kunde ogsaa virke udfordrende. Utvivlsomt har det sat ondt Blod, naar han paa Vej til et af sine mange Møder kom kørende midt om Vinteren uden Overtøj i sin opvarmede, lukkede Luksusautomobil, som gerne var oplyst, naar det var mørkt i Vejret, alene henslængt i Vognen med en Orchidé i Knaphullet. Det var derfor heller ikke ham, Sympatien fulgte, da han i sin Tid havde sit berømte Sammenstød med Professor L. V. Birck i Prisreguleringskommissionen. Professor Birck paaviste, at den netop da foretagne Sammenslutning af den danske Skotøjsindustri var en Trust, og Max Ballin fandt da Anledning til at hidse Professor Birck op med Udtalelser som: "Professorvisdom" og lignende for tilsidst, da Prof. Birck gav raat for usødet, at titulere Birck med Ordet Gadedreng. Dette Sammenstød fik en fuldkommen dramatisk Afslutning, idet Prof. Bicek sprang op og med sin Stok løftet til Slag raabte til Ballin: Saadan maa Du ikke tale til en hvid Mand!

Den endelige Afslutning paa dette Mellemværende var karakteristisk for Ballin. Han indfandt sig en Nat sent sammen med sin Sagfører, Levysohn, hos Prof. Birck, som boede paa Hotel Kongen af Danmark og var kendt for at arbejde sent paa Natten. De to Herrer talte derefter med en enestaaende Udholdenhed frem og tilbage med Professoren saalænge, til han segnefærdig af Træthed skrev under paa en delvis Undskyldning! Ikke mindre karakterisk var det, at Professor Birck nogle Dage efter igen trak sin Undskyldning tilbage.

Direktør Max Ballin var Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand og Kommandør af Dannebrog. Denne sidste Dekoration modtog han - efter Indstilling af den nuværende Udenrigsminister - som Tak for sine Fortjenester under Krigen, en Udmærkelse, om vakte overordentlig megen Opsigt.

Ballin var en Mand, der aldrig tidligere havde kendt til Modgang, og da den kom, var han ikke i Stand til at bære den. Den dybe Depression, der i den sidste Tid havde præget hans Sindstilstand, medførte, at han lod sig overvinde af sine økonomiske Bekymringer.

Selskabet Max Ballin & Sønners Aktier stod i 1918 i en Kurs omkring 350, men nu i 70; alene denne Kendsgerning er tilstrækkelig til at forklare Motivet til Selvmordet. Ballin var nemlig Storaktionær i Selskabet, og efter In ail et Medlem af Bestyrelsen, Dir. Heilbuth, meddeler, har han ved Kursfaldet paa Selskabets Aktier praktisk talt tabt hele sin private Formue, der under Krigen blev anslaaet til 2-3 Mill. Kr.

Om Enkelthederne

ved Max Ballins Selvmordsforsøg meddeler de københavnske Morgenblade følgende:

Efter Frokost havde Tjenestefolkene forladt Villaen, og Fru Ballin og hendes Datter var gaaet ud at spadsere en Tur. Da Fruen ved 4-Tiden ledsaget af en Slægtning kom tilbage, fandt hun sin Mand liggende i Badeværelset med gennemskudt Tinding.

Der blev straks telefoneret efter Læge og efter Redningskorpsets Sygeautomobil. Skudsaaret i Hovedet var kun lille, da Vaabenet, hvormed det har været tilføjet, har været af meget ringe Kaliber.

Mens man ventede paa Redningskorpsets Automobil, havde der udenfor samlet sig en større Skare nysgerrige, og adskillige af disse var paatrængende nok til at gaa ind i Villaen, hvor de blandede sig mellem de tilkaldte Venner af Huset.

Den saarede, der ikke gav noget Livstegn fra sig, laa halvnøgen i Badeværelset, hvor Blodet fra Saaret i Hovedet flød ud over Gulvet, Forvirringen var almindelig og flere Damer besvimede.

(Aarhuus Stifts-Tidende 11. april 1921).

Max Ballin.

En lang og frygtelig Dødskamp.

Endelig Tirsdag Morgen, efter i omtrent 2 Døgn at have henligget uden Bevidsthed, døde Direktør Max Ballin paa Frederiksberg Hospital, da Klokken var lidt over halv ni.

Hans Familie, der har været til Stede ved Sygelejet lige siden han Søndag Eftermiddag blev indlagt, var ogsaa til Stede i de sidste Minutter.

Indtil ved 8-Tiden laa Direktør Max Ballin stille hen, og hans Død var ventet af Overlæge Kraft hvert Øjeblik, hver Time, men Døden lod vente længe paa sig, og man begyndte saa smaat at haabe, at Direktør Max Ballin vilde overleve Følgerne af sit Selvmordsforsøg.

Dette blev imidlertid ikke Tilfældet.

Kl. 8 begyndte den frygtelige Dødskamp, i en halv Time stred Max Ballin en rasende Kamp med Døden, hans stærke Konstitution vilde ikke bøje sig, han var momentvis ved Bevidsthed, men kunde ikke samle sine Tanker om de tilstedeværende.

Det var som havde han fortrudt sit Skridt og nu stred for at opretholde Livet cg puste fornyet Liv i den sidste Rest af Liv.

Det lykkedes ikke, hverken for Bailins Energi eller Overlæge Krafts Videnskab at fri ham for Døden.

Max Ballins Liv var som et Eventyr.

"Social-Demokraten" skriver:

Der er lidt vældige Tab paa "Ballin", men Flertallet af dem, der har tabt, har enten Raad til det, eller er de selv bedst tjent med at Roen bevares.

Men ét afslører dette Selvmord og det delvise Krack, at det ikke er saaledes, at det kun var "Gullash" eller saakaldte Outsidere, der har taget fejl af Krigens Guldaldertid. Max Ballin var Sjælen i et gammelt solidt Firma. Han var selv en intelligent og energisk Forretningsmand, der ikke veg tilbage for personligt Arbejde. Ved hans Side stod nogle af Landets dygtigste Forretningsmænd. Navne paa Mænd i de mest indflydelsesrige og betroede Stillinger.

De traadte frem og sagde god for ham.

Alligevel er det gaaet ham, den dygtige, paa Bjerget ansete Mand som det er gaaet de Outsidere, der var naive og troede paa, at Krigens Guldaldertid vilde blive ved. 

Det er ikke Prisfaldet herhjemme, der slog Ballin og alle hans Fremtidsdrømme ned. Ak nej. Derouten begyndte langt forinden, der overhovedet var tale om Prisfald herhjemme, og det vi endnu har mærket af den Art er saa mikroskopisk, at det ikke har betydet Krack i en Forretning med de Pengeforbindelser, som Ballin raadede over.

Nej, han tog Fejl. Han havde som saa mange andre i Reflexer fra Krigstiden troet, at man fra Danmark, det lille Land, kunde lave Verdensforretninger i ganske anderledes Stil end hidtil. Krigstiden havde faaet ham og de fremragende Mænd, der sluttede Kreds om ham, til at glemme, at der i Udlandet, naar Depressionen fra Krigstiden var overstaaet, var Konkurrenter, saa store, magtige og dygtige, at selv en Ballin, der var stor blandt de hjemlige Lilleputter, ude i den store Verdenskonkurrence kun var 

en Lilleput blandt Verdens-Storindustriens Mænd.

Det er ikke Prisen paa de hjemlige Støvler og Sko, der slog ham ned. Det var Verdenskonkurrencen og Verdensmarkedet, der tog ham og hans 27 Millioner.

Trist er det, fordi Max Ballins hele Liv indtil Skuddet i Badeværelset var et Æventyr, smukt og rørende som H. C. Andersens Fortælling om den grimme Ælling.

Allerede i Skoletiden viste han sig glimrende begavet. Han blev Student og Kandidat og gik dernæst. da han havde faaet den aandelige Ballast i - Garverlære. Han rejste til Udlandet, lærte mere. Kom hjem, omdannede det gamle Garveri til et Aktieselskab, der endte med Stortrusten paa 27 Millioner Kroner.

Han var samtidigt med, at han tumlede med sine egne Sager, en Mand, der kunde overkomme meget. Han var en smidig Mand, der med smilende Ansigt forhandlede med sine Arbejdere. Fuldblods Kapitalist var han, men en smaatskaaren Mand var han ikke. Han var et fremragende, men ikke noget egentligt særlig afholdt Medlem blandt Arbejdsgiverne. Han ragede i Intelligens op over i hvert Tilfælde de Herrer, der nu giver Tonen an i Arbejdsgiverforeningen.

Ballin har været

et frygteligt Papir.

Det handledes i Sommeren 1918 til Kurs 340, eller 3400 Kr. for en Aktie lydende paa 1000 Kr. Prisen er nu 650 Kr., en uhyggelig Forskel. I 1918 var Ballin et Allemandspapir. "Hele Børsen" laa med det, fordi man vidste, at en formentlig godt underrettet Finansklike købte løs hver Dag. Men da Papiret, trods alt, henad Efteraaret begyndte at dale, sprang de fleste af. Tilbage blev der i alt væsentligt kun en Del Rigmænd, deriblandt Ballin selv, og enkelte Banker, 8 Vexellerere. De holdt fast.

De forsøgte tillige i Perioder at drive Papiret op. Da Kursen var dalet til 190-180, rettede de et stort Fremstød, købte for Millioner, men Baissen solgte - og vandt. Aktierne blev ved at dale. 

- Frygtelige Kampe har raset om dette Papir, hvis uhyre Aktiekapital, 27 Millioner, gav Baissen frit Spillerum.

Da Papiret kulminerede i 340, var Aktiernes Dagspris 92 Millioner, medens den nu er 18 Millioner. Tab 74 Millioner.

Aktiemassens Pris er altsaa blevet reduceret med disse 74 Millioner. Og en stor Del af dette Tab har direkte ramt Spekulanterne og haardest dem, der søgte at holde Papiret oppe.

Dramaet Ballin er da et typisk Sørgespil fra Kapitalismens Verden. Dette ser vi alle; men de Kampe, som har raset bag Kulisserne før Revolveren knaldede, har vi ikke set.

(Fredericia Social-Demokrat 14. april 1921).

Fotograf Doris Julius Folkmann (24.12.1864-29.1.1948): Industridrivende Max Ballin (12.6.1865-12.4.1921) industridrivende. 1887-1921. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Max Ballins Eftermæle.

En Artikel af Ingeniør Foss.

I sidste Numer af "Tidsskrift for Industri" findes nogle Mindeartikler om Direktør Max Ballin, skrevet af Ingeniør Alex. Foss, Direktør H. P. Prior og Direktør Gunnar Gregersen. Med særlig Interesse læser man Ingeniør Foss' Artikel, der er den første offentlige Udtalelse fra ham efter hans langvarige og alvorlige Sygdom.

Ingeniør Foss minder om Max Ballins Indsats i Garveindustrien, der fra Haandværk "er hævet til et Højdepunkt, der fortjener vor Tak og Beundring. Vi vil forhaabentlig komme igennem den vanskelige Periode, vi nu har. Efter Uvejret vil Solen atter skinne, og de Resultater, der paa denne Maade er opnaaet, vil sikkert ikke være spildt Blandt det meget, som Max Ballin fik udrettet, vil hans store og betydningsfulde Virksomhed for den danske Garveindustri utvivlsomt bære rige Frugter."

Efter at have omtalt Direktør Ballins Arbejde i "Industrifagene", Arbejdsgiverforeningens Forretningsudvalg og den faste Voldgiftsret, hvor han var Dommer, skildrer Ingeniør Foss hans Virksomhed i Industriraadet under Krigen, først og fremmest i det af Grosserer-Societetets Komité og Industriraadet nedsatte Fællesudvalg, der skolde give Justitsministeriet Svar paa de mangfoldige Spørgsmaal vedrørende de tilstedeværende Forraad for Danmarks Forsyning. I dette Udvalg overtog Ballin hurtigt den ledende Stilling fra Industriens Side.

"Dispensationsudvalget bestod af to Medlemmer fra Grosserer-Societetet og to fra Industriraadet. Til en Begyndelse og i ganske faa Møder var jeg Formand," skriver Ingeniør Foss, "men bad hurtigt Ballin om at overtage Arbejdet, da andet Arbejde faldt i min Lod. Dette gjorde han da ogsaa fra det første til det sidste med utrættet Arbejdskraft og stort Humør. Denne Udvidelse af Justitsministeriet, som det paa en Maade var, har gjort uendelig Nytte under Krigen og har sjældent grebet fejl. De Raad og Oplysninger, vi paa denne Maade kunde fremskaffe, var af største Betydning for Justitsministeriet under dets Afgørelser."

I Slutningen af Artiklen omtales Max Ballins Arbejde i "Kompensationsudvalget", der, som det vil erindres, var Raadgiver for Udenrigsministeriet. - Det drejede sig her om at veksle danske Varer med tyske og østrigske. Som Suppleant til dette Udvalg og som Formand for Erhvervenes Fællesudvalg og i denne Egenskab ogsaa for Vareudvekslingen sydpaa, har jeg haft rig Lejlighed til at vurdere og sætte Pris paa alle de Raad og den Vejledning, vi fik fra hint Udvalg, hvis praktiske Arbejde, ligesom i de tidligere nævnte Udvalg, var meget stor. Naar derfor Regeringen ønskede at dekorere Ballin med Kommandørkorset, var det dobbelt fortjent, fordi han i høj Grad havde gjort sig fortjent af sit Land.

Hvad Max Ballin saaledes har udrettet i de Udvalg, i hvilke han gjorde et kæmpemæssigt Arbejde, og i Det staaende Udvalg, hvori vi aldrig savnede hans gode Raad og Medarbejde, bør ikke glemmes. I den Tid, som kommer, vil man sikkert se tilbage paa Krigen og dens Begivenheder som afgørende tor Danmarks Skælme i mange Aar. Man vil glemme Modsætningerne og Striden og holde sig til, hvad der er naaet og udrettet under Krigen. For dem, der har haft den store Fordel at tælle Max Ballin blandt Medarbejderne, vil der være dobbelt Grund til at mindes ham. Vi, som har kendt ham godt, beundrer hans utrættelige Arbejdskraft, hans altid redebonne og gode Humør, hans Hjertelighed og hans fremragende Dygtighed. Vi vil savne ham meget.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 3. maj 1921).

Det satte en stribe af fallitter i gang. Det førte til Landmandsbankens krak og stop for børsspekulationerne. Et kommissionsarbejde afslørede nogle år efter at Ballin havde spekuleret i sine egne selskabers aktier og bl. a. derfor været medvirkende til oppustede værdier.  Ofte havde han fortalt venner på forhånd om aktiestigninger. Rode (R) udtalte i februar 1924 i Folketinget at det var tre mænd, Max Ballin, Benny Dessau og H. P. Prior som havde de nuværende politiske magthavere i lommen og som udnyttede deres magt til at hindre trustlovens vedtagelse.

Gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads: Max Ballin 12 juni 1865 - 12. april 1921. Franziska Ballin 20. septbr 1864 - 12. januar 1951. Max Ballin var født af fattige jødiske forældre og adopteret af garveriejer Jacob Ludvig Ballin (1833–1891. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026). Det er ikke fotoet der er taget skævt, men gravstenen der er sunket i den ene side.

Samuel Goldin (1885-1945). (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Morten Thing var tilskærer Samuel Goldin sammen med tilskærer Melnik, malermester Feivel Friedman og cigarmager Leon Wigotski blandt den gruppe som i 1905 dannede en afdeling af Bund i Danmark. Han henviser til nogle breve som de fra 1906 skrev til udlandsledelsen i Geneve for at anmode om litteratur til deres bibliotek. Biblioteket lå højt oppe under taget på fjerde sal på Kultorvet. Det var et fattigt rum. Nogle af bøgerne var "illegale" i den forstand at de handlede om sociale forhold blandt arbejdere, deres kamp og krav. Socialistiske værker der var smuglet ind i Rusland. 

De følgende kapitler omfatter 1930’erne og tiden under besættelsen, perioder, der er dækket af en omfattende litteratur. Arnheim fremhæver og kritiserer, at MT’s ledelse i hele denne periode ikke blot var inaktive og undlod at protestere mod jødeforfølgelserne i Tyskland, men direkte modarbejdede de kredse her i landet, der ønskede en mere aktiv, protesterende linie. Arnheim refererer således fra et møde i januar 1933 i privat regi – men dog ikke mere privat, end at det var indkaldt af MT’s formand, C.B. Henriques – at Samuel Goldin (1883-1845, kommunistisk folketingskandidat) foreslog, at MT fremsatte en udtalelse med fordømmelse af nazisterne, men blev afbrudt af værten, professor Louis Sigurd Fridericia (1881-1947), med ordene:  ”Hvem taler De til? Tror De, at De staar paa Grønttorvet? Når det gør ondt, skriger man. Dyr skriger, mennesker ikke”. Mødet er refereret af Pinches Welner. Af mere specielle enkeltheder skal nævnes, at Hans Hedtoft efter en anmodning fra Binjamin Slor fik statsminister Stauning til at underskrive en udtalelse, dateret 24. februar 1937, der ikke blot beklager forfølgelsen af jøder, men også anerkender jødernes anstrengelser for at skabe et hjemland i Palæstina og udtrykker sin positive holdning heroverfor. Udtalelsen blev dog først offentliggjort i 1950; Arnheim ved ikke, hvorfor det ikke skete tidligere.

(Rambam. Tidsskrift for jødisk kultur og forskning, 24/2015, s. 92. Anmeldelse af Arthur Arnheim: Truet minoritet søger beskyttelse – Jødernes historie i Danmark. Syddansk Universitetsforlag, 2015. Af Allan Falk). Bemærk at Goldins fødselsdato ikke stemmer overens med gravstedets (1885). 

Den 24.februar 1937 fulgte Stauning op med en erklæring rettet til Binjamin Slor fra det jødiske samfund i Danmark. Stauning indledte således: ”Det er en selvfølge, at jeg beklager den forfølgelse af jøder, som vor tid oplever, ligesom jeg overhovedet misbilliger og beklager forfølgelse, der udøves af politiske eller religiøse grunde.”

ERKLÆRINGEN BLEV OVERBRAGT med den besked, at den godt måtte offentliggøres i Danmark, når blot det skete ”i forbindelse med andre udtalelser eller artikler om samme emne”. Men Slor vurderede, at offentliggørelsen af erklæringen ville skade mere end gavne. Man frygtede at provokere tyskerne. Først efter at Danmark i 1950 havde anerkendt den israelske stat, kom denne erklæring for dagen. Det hører dog med i billedet, at man i K.K. Steinckes justitsministerium mildest talt ikke var hjælpsomme over for flygtende tyske jøder. Heller ikke alle danske jøder var det. En del tyske jøder blev sendt tilbage til Tyskland, hvad der for nogle førte til døden. Danmark var bange for at udfordre Tyskland. Om det også spillede ind på Steinckes forhold til de tyske jøder, at han var tilhænger af ”racehygiejne”, kan ikke siges. Men at han brugte ordet ”niggere” om de sorte, måtte også dengang virke racistisk.

(Kristeligt Dagblad 15. oktober 2018)

Samuel Goldins gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. På trods af hvad der måske antydes på gravstenen, optræder hans navn ikke i Modstandsdatabasen. Men som det ses døde han få dage før befrielsen i 1945, knap 60 år gammel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kaja Rubin 1854-1909. (Efterskrift til Politivennen)

 Fru Marcus Rubin død.

Fru Marcus Rubin er død. Fru Marcus Rubin med de milde, straalende, kloge Øjne, og et dejligt Menneske er gaaet bort.

Hun havde saa rigt et Hjerte.

Ikke alene hendes Nærmeste og Venner vil begræde hende, men ogsaa alle de mange paa Skyggesiden her i Verden, mod hvem hun gjorde godt - i al Stilhed.

Dog vides det, at Fru Rubin tilbragte Aften efter Aften med at sidde og sy til trængende. Hendes Venner kan nok som Regel træffe hende bøjet over et Stykke Linned, omgivet af hele Stabler af Tøj, forfærdiget til Uddeling.

Paa Nørrebros Samaritan, hvor hun virkede, var hun elsket. Hun havde jo et Smil, et godt Ord til enhver Nødlidende og ikke alene det, men ogsaa den varmeste Interesse for dem alle og den enkelte. - Naar Børnene og Konerne kom for at hente Mælk, da kunde Fru Rubin aldrig faa Spandene fulde nok. Og bad nogen hende om endnu et Stykke Brød, ja saa gav hun dem to, tre eller fire.

For hun var saa god.

Og nu er hun gaaet bort -

Men hun vil ikke glemmes.

Johanne Madsen

(Dagens Nyheder 22. september 1909).

I ovenstående annonce om oprettelse af et arbejderkøkken optræder blandt underskriverne også Kaja Rubin. Social-Demokraten 9. november 1886.

Kaja Rubin var en kreds af kvinder som arbejdede for at oprette et folkekøkken i København i slutningen af 1886. Hun var desuden medlem af Kvindernes Køkken.

Marcus og Kaja Rubins gravsted på Mosaisk Vestre begravelsesplads. På stenen står bl. a.: Kaja Rubin. 1-XI-1854 Davidsen 18-IX-1909. Du har levet med gælde og virkede aarle og silde // uden sky dog for døden med ro i dens fredlyste havn // du vandt hjerter og sind med dit væsen det lige og milde // dog for husbond og børn tolker ord ei dit værd og dit savn. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dorothea Hekscher 1858-1914. (Efterskrift til Politivennen)

Dorothea Heckscher (1858-1914) var datter af en kantor i den jødiske menighed i Horsens. 28 år gammel blev hun 1887 ansat som timelærer i tysk, engelsk og håndarbejde ved den kommunale borgerskole. Håndarbejde blev i 1889 obligatorisk fag for piger i det offentlige danske skolevæsen efter tysk forbillede: den schallenfeldske metode (efter den tyske håndarbejdspædagog Rosalie Schallenfeld 1819-1864). I 1900 fik Dorothea Heckscher et rejsestipendium fra Det mosaiske Præmieselskab til at rejse til Berlin, Hamburg og Altona og studere håndarbejdsuddannelse efter den schallenfeldske metode. Hun tog desuden faglærereksamen i tysk.

I 1901 flyttede hun til København og etablerede sig i 1902 som kursusbestyrerinde. Hun tilbød et seksmåneders lærerindekursus afsluttende med eksamen, et tremåneders kursus for lærerinder samt kunstindustrielle kurser for unge piger. Året efter kom feriekurser til samt kurser i skræddersyning både for begyndere og viderekomne.

Fem Tabeller til Mønstertegning af Linned.

I disse Dage har Kursusforstanderinde, Frk. Dorothea Heckscher, Kjøbenhavn, gjennem G. B. N. F. udsendt ovennævnte lille som er et nyt Bevis paa Frk. Heckschers aldrig hvilende Energi og Virkelyst paa Haandarbejdets Omraade, og det fortjener at kjendes og benyttes i vide Kredse. Navnlig da i de Hjem, hvor man har Forstaaelse af den store Betydning, det har, ikke alene i moralsk, men ogsaa i pekuniær Henseende, at Moderen og de voxne Døttre kan forfærdige deres eget og Børnenes Tøj, thi man faar gjennem disse Tabeller, ligesom gjennem de tidligere af Frk. Heckscher udgivne Tabeller til "Skrædersyning", en letfattelig og praktisk Anvisning til at kunne fremstille Mønstre til Linned: Chemiser, Benklæder m. m. til enhver Alder og Størrelse, og disse Mønstre er saa gode, som man kan ønske sig dem. I de Skoler, hvor man endnu ikke er kommet bort fra de gamle, traditionelle Former, vilde disse Tabeller ogsaa være paa dens Plads; man vilde heraf kunne lære noget Nyt og gjennem Børnenes Arbejder lidt efter lidt vænne Forældrene til at glæde sig over disse praktiske og gode Faconer.

Nogle vil maaske indvende, at Frøken Heckschers System er vanskeligt at finde ud af. Tværtimod! Har man først een Gang sat sig ind i det, saa gaar det af sig selv, og det er fornøjeligt at se de gode Resultater man naar. Jeg har selv i flere Aar arbejdet efter disse Tabeller, baade hvad Skrædersyning og Linnedsyning angaar, og jeg kan kun give dem min varmeste Anbefaling og udtrykke min Glæde over, at Frøken Heckscher har udgivet dette Hefte til Gavn for sine Medmennesker. Gid det snart maatte blive efterfulgt af andre af lignende Art !

Ellen Svendsen.

(Fyens Stiftstidende  2. april 1908).

Hun udgav lærebøger om metodisk undervisning i skræddersyning, fx Skole-Skræddersyning, 1904 samt forevisningstavler som blev sat i produktion af Nordisk Forlag og solgt gennem Gyldendalske Boghandel.

Mens Dorothea Heckscher blev anerkendt i det københavnske borgerskab, lykkedes det ikke for hende i den offentlige børneskole. Her valgte man i stedet andre der stod for et enklere system til mønstertegning og tilskæring. 1910 blev Dorothea Heckscher autoriseret som den første og eneste til at udbyde en statsanerkendte faglæreruddannelse i håndarbejde. 

Gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads: Kursusbestyrerinde Dorothea Hekscher f 22 nov. 1858 d. 20 juli 1914. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Antikivitetshandler Groonheim. (Efterskrift til Politivennen).

På Udkig.

En bekendt københavner, antikvitetshandler Groonheim, hængte sig for nogle nætter siden på et hotel ude i Dragør - ingen vidste hvorfor, tilsyneladende sad han i en god forretning.

I går blev han begravet fra det mosaiske kapel på Vestre Kirkegård, og ved et uhyggeligt, meget pinligt optrin her fik man løsningen på gåden.

Hele følget sad samlet i kapellet, og præsten skulle lige til prædike. En ældre pelsklædt herre trådte i det samme ind. Han ville sætte sig på en af de bageste bænke, men nåede ikke så vidt. En ældre dame - en af den afdødes nære pårørende - var nemlig straks faret hen imod ham, havde grebet ham i kraven og slyngede ham i ansigtet den ene hæslige beskyldning efter den anden. 

"Hvor vover De at komme her, elendige skurk. Er det ikke Deres skyld, at han ligger død her? Er det ikke Dem og Deres forbandede falske veksler som har bragt denne ærlige mand tiI betlerstaven. Det er Dem og Deres søn, der har lagt ham strikken om halsen ".

Den gamle herre var blevet ligbleg. Til sidst tog anklagersken ham bogstavelig talt i nakken vendte ham mod døren og førte ham ud.

Følget sad som bestyrtet. Man ventede, at hele højtideligheden var blevet aflyst, men præsten tog roligt plads ved kisten, talte om den afdødes brave, ærlige sindelag. Han havde bare ikke forstået at styre sit livs skib - andre havde bragt ham i ulykke.

*

Hvem var den gamle herre? Hvad lå der bag dette hæslige optrin? Begge spørgsmål har vi undersøgt, og de oplysninger, vi samlede, opfrisker historien om bedrageren Nathanson, som for en tid siden blev arresteret og nu henligger på 6. afdeling. Hans fader var det, som de voldsomme beskyldninger rettedes imod.

Hvorvidt han har nogen skyld i det skete, ved vi ikke, men faktisk er det, at hans søn var kommet i forretningsforbindelse med Groonheim, og i betragtning af sit fine navn havde han hos denne gjort så store "forretninger" at da han lå på sine gerninger, trak han desværre Groonheim med sig.

Sagen har vakt megen opsigt.

(Kolding Folkeblad. Ringsted Folketidende, 7. marts 1907). 

Et stygt optrin skete i onsdags ved antikvitetshandler Groonheims jordefærd på Vestre Kirkegård. Da den gamle antikvitetshandler Nathanson indfandt sig for at vise den afdøde den sidste ære, spærrede en af Groonheims kvindelige pårørende vejen for ham, og i sindsforvirrede og voldsomme ord råbte hun at han og hans søn havde ruineret Groonheim og drevet denne i døden. Sluttelig gav hun ham et nakkedrag og jog ham bort.

Det pinlige optrin som foregik så hurtigt at følget ikke havde været i stand til at forhindre det, blev nu heldigvis afbrudt, og den ophidsede kvinde bragt til ro, hvorefter jordefærden gik sin rolige gang.

Af hr. Nathanson erfarer vi at han så langt fra at skylde Groonheim penge, endog havde næsten 2.000 kr. til gode ved hans død. Hvad hans søn angik, da vidste han ikke besked med hans transaktioner og betragtede dem for sig uvedkommende.

(Nationaltidende 7 marts 1907, 2. udgave. Dagens Nyheder, 8. marts 1907).

Antikvitetshandler David Wulff Groonheim døde lørdag den 2. marts. Begravelsen fandt sted onsdag den 6. marts fra Mosaisk vestre Kirkegård 4-G-6. Kranse var frabedt, i følge annoncer indrykket af Antonie Groonheim og August Groonheim. D, W. Groonheim havde forretning i Rådhusstræde 5, og boede bl.a. i Ny Vestergade 9, 2. sal og Løngangsstræde. Her reklamerede han med Empire-, rokokomøbler, sølv-, kobber-, porcelæn-, stenoldsager. I 1880erne havde han måske forretning i Lavendelstræde 15, 1. over gården. Han blev nogle og halvtreds år og oprindeligt indvandret fra Holland.

I "Industriforeningen i Kjøbenhavn omfattende Gjenstande til Oplysning om forrige Aarhundredes stil. Sommermaanederne 1891" havde han adskillige effekter udstillet: 

691. En Glaspokal uden Laag. (Antikvitetshandler Groonheim).
692. En Glaspokal med Frederik IV's Navnetræk. (Antikvitetshandler Groonheim).
693. En Glaspokal med Vaabenskjold og Laag. (Antikvitetshandler Groonheim).
694. En Glaspokal med indslebet "Velkommen" og med Laag. (Antikvitetshandler Groonheim).
695. En Glaspokal med Blomster. (Antikvitetshandler Groonheim).
696. En stor Pokal uden Laag. (Antikvitetshandler Groonheim).
697. Et stort Glas med slebne Blomster. (Antikvitetshandler Groonheim).
698. Sex mindre Glas. (Antikvitetshandler Groonheim).

D. W. Groonheims svigermors? dødsannonce. Hun blev begravet på Vestre Kirkegård. Nationaltidende 9. august 1906.

12.231. Skåne. Liten, väl slipad skafthålsyxa af ovanlig form, med utdragen bane och djupa orneringsfåror (fig. 198»), köpt hos antikvitetshandlanden D. W. Groonheim i Köpenhamn, som uppgaf sig ha köpt den af en kringvandrande handlande, som förvärfvat den mellan Lund och Trelleborg. (KONGL. VITTERHETS HISTORIE OCH ANTIQVITETS AKADEMIENS MÅNADSBLAD. TRETTIONDE OCH TRETTIFÖRSTA ÅRGÅNGARNA. MED 85 FIGURER. 1901 och 1902.

Annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. marts 1904. O. W. Groonheim kan være en bekendt til David.