Højesteret: Insubordinationssagen. Brev fra en Pioner. (Efterskrift til Politivennen)

Insubordinationssagen ved Ingeniørregimentet

Krigsministeriet offenliggjør i "Berl. Tid." Følgende:

Ifølge Akterne ere de nærmere Omstændigheder ved Sagen følgende:

Under Sommerøvelserne ved Ingeniørregimentet i 1892 vare Straffene for Underkorporalers og Meniges Vedkommende voxede i en betænkelig Grad, baade i Antal og Størrelse. Medens nemlig under Kompagniernes Sommerøvelser i 1891 Straffenes Antal var 55 og Straffedagenes Antal 315, der, naar de forskjellige Straffe omsættes til Kvarterarrest efter det i Straffelov for Krigsmagten § 44 fastsatte Forhold, vilde svare til 4942 Dages Kvarterarrest, var under Sommerøvelserne i 1892 Straffenes Antal 89 og Straffedagenes Antal 688, svarende til 12,715 Dages Kvarterarrest.

Tilvæxten i Straffene hidrørte hovedsagelig dels fra Drukkenskab, hyppig i Forbindelse med Gadeuorden, Vold og Opsætsighed, dels fra Forseelser, der vidne om Utilbøielighed til at underkaste sig den militære Disciplin, saasom Udeblivelse fra Tjenesten, Overhørighed m.m. Regimentet sluttede heraf, at de uheldige Forhold væsenlig maatte have deres Grund i to Omstændigheder, dels deri, at medens Pionererne i 1891 dog havde havt nogen Tjeneste de 3 Eftermiddage om Ugen, havde de i 1892 havt hele Eftermiddagen fri fra Kl. omtrent l. eller endnu tidligere, til Kl 19 om Aftenen, hvorved mange af dem faldt som Ofre for Lediggangen, da kun faa af dem havde privat Beskjæftigelse, og Opholdet i Kvarteret de lange Sommerdage ikke var behageligt, dels deri, at der Sommeren igjennem næsten ganske havde manglet paa disciplinerende Øvelser, som kunde danne en Modvægt imod den ved de tekniske Øvelser tilvante naturlige Frihed og halvveis civile Optræden. En noget forandret Arbeidsordning fandtes derfor at ville være i Tjenestens Tarv og Mandskabets velforstaaede Interesse. Det blev saa efter en Konference, som Regimentskommandoren i Foraaret havde med  Kompagniecheferne om Sagen besluttet at bryde den lange Eftermiddag ved en Deling af Arbeidstiden og ved samme Leilighed indføre nogle disciplinerende Øvelser. I Henhold hertil udgaves den 17. Mai d. A. en Regimentsbefaling, gaaende ud paa at medens der forhen blev givet Pionererne en samlet 7 Timers Akkord (d. e. et foresat Arbeide, som med jevn Flid kunde giøres færdig i 7 Timer, deri indbefattet 49 Minuters Frokosthvile, men som det var dem tilladt ved Anvendelse af større Flid at giøre færdig i kortere Tid, hvorefter de fik fri), saa skulde der herefter gives dem en 6 Timers Formiddagsakkord, men derhos afholdes Eftermiddagsøvelser fra Klokken 4-5, bestaaende afvexlende i Gymnastik eller Badning, Exercits samt Fægteøvelser, Salonskydning og Skydetheori.

En Deel af Pionerne, navnlig af 2. Kompagni var fra første Færd misfornøiet med denne forandrede Ordning, og Misfornøielsen tog til, da Aargangen 1891 den 4. Juni kom ind til fortsat Øvelse. 2 Pionerer af de Indkaldte og 1 Pioneer af de Tjenstgjørende, alle 3 af 2. Kompagni, vare særlig virksomme for at udbrede denne Misfornøielse blandt deres Kammerater i Kompagniet, og Mandskab af dette Kompagni var ogsaa de første til at tale om at vise Misfornøielsen ved at blive enige om alle at udeblive fra Eftermidagstjenesten. Det var Meningen, at en saadan almindelig Udeblivelse skulde være sat i Værk den 13. Juni, men da det kom til Stykket, viste det sig at Sagen ikke endnu var tilstrækkelig forberedt, og de Eneste, der den Dag udebleve, vare de to ovenomhandlede Pionerer af Aargangen 1891, som, da man ikke kjendte Sammenhængen med deres Udeblivelse eller vidste, at de udebleve efter fælles Aftale, slap med derfor at blive straffede med henholdsvis 5 Dages mørk Arrest paa indskrænket Kost og 4 Dages mørk Arrest uden Indskrænkning i Kosten. Lige som forud for deres Udeblivelse den 13. Juli saaledes vedblev disse 2 Pionerer ogsaa efter den Tid at gjøre, hvad de kunde, for at udbrede Misfornøielse med Eftermiddagsøvelserne blandt deres Kammerater og af al Magt at fremme en Overenskomst om at sætte en almindelig Udeblivelse fra Øvelsen i Scene, indtil de den 17. Juni bleve indsatte i Arrest for at afsone de dem ikjendte Straffe. Endnu den 17. talte den ene af dem med en anden indkaldt Pioneer af Aargangen 1891 derom, og denne ytrede da, at den følgende Tirsdag skulde de nok Allesammen blive enige om at udeblive.

Saaledes skete det ogsaa. Tirsdagen den 29. Juni udebleve samtlige Menige af 1,, 2. og 3 Kompagni, som skulde møde til Eftermiddagsexercits Kl. 4, alene med Undtagelse af 5 Mand af 1. Kompagni. Antallet af de ulovligt Udeblevne udgjorde for 1. Kompagni 28, for 2. Kompagni 34 og for 3. Kompagni 33. 

Den nævnte Dags Formiddag havde alle tre Kompagnier Skydning paa Amager. Her foreslog den Pioneer, der, som ovenfor anført, havde yttret, at den følgende Tirsdag skulde de nok Allesammen blive enige om at udeblive, nogle af 2 Kompagnis Folk, at de nu skulde se Alle at blive enige om at udeblive fra Eftermiddagsøvelsen den Dag, og de, han saaledes talte med, gik ogsaa ind paa Planen. Da 2. Kompagni, der tillige med 1. Kompagni ligger paa Kronprinsessegadens Kaserne, kom hjem Kl. 19 om Formiddagen efter endt Skydning arbejdedes der videre paa Planens Virkeliggiørelse. For at holde sammen paa dem der vare vaklende og ikke gierne vilde være med, blev man enig om, at alle Kompagniets Pionerer skulde møde ved Springvandet i Søndermarken. Mødetiden var først bestemt til Kl. 3½ men blev siden bestemt til Kl. 2 paa Forslag af en af Mandskabet, der ikke var stemt for Udeblivelsen; han haabede, at Planens Gjennemførelse vilde strande og vilde da gjøre det muligt, at de endnu kunne naa at komme tidlig nok til Eftermiddagsøvelsen Kl. 4. Da Klokken var 2. mødte paa det aftalte Sted af 2. Kompagnis 34 Mand de 30, 2 kom noget senere derud, 1 gik andetsteds hen og 1 blev, som nedenfor nærmere skal omtales, tilbage og agiterede mellem Mandskabet af 1. Kompagni. Ved Mødet i Søndermarken viste det sig, at der ikke var Enighed mellem de Mødte. Den Pioner, som om Formiddagen paa Amager havde foreslaaet nogle af Mandskabet, at de skulde blive enige om at udeblive fra Eftermiddagsøvelsen, var her atter meget ivrig for at sætte Planen igjennem. Han støttedes heri særlig af den tidligere omtalte Pioner af de tjenstgørende, der bl. A. forestillede Kammerraterne, at det eneste, man udsatte sig for ved at sætte en Masseudeblivelse lværk var at faae noget høiere Jordakkorder, og da han heri blev modsagt af en af Planens Modstandere, der paastod, at de alle vilde blive straffede, indgik han derom et Væddemaal med denne, saaledes at den af dem, som tabte, skulde give Øl til hele Kompagniet. Tilsidst besluttede man sig til at stemme om, hvad man skulde gjøre, idet man inden Afstemningen vedtog, at de, der bleve i Mindretal, skulde følge Flertallet. Ved Afstemningen stemte 16 af de 39 Tilstedeværende for, at de skulde udeblive, og kun 14 stemte imod. De udeblev altsaa Alle. Det er under Sagen erkjendt, at den Dag, da de 2 Pionerer af Aargangen 1891 vare ubeblevne, altsaa den 15. juni, har Kompagniets Premierløitnant tilkjendegivet Mandskabet, at hvis flere udebleve, vilde Straffen blive meget alvorlig.

En Pioneer af 2. Kompagni havde, som oven bemærket, ikke givet Møde med sine Kompagnikammerater i Søndermarken. Efter at Aftalen om dette Møde var truffen inde paa Kasernen, var han gaaet ud i Byen, men kom tilbage til Kasernen Klokken 1½. Han saae da, at alle 2. Kompagnis Folk vare borte, og sluttede deraf, at de nok Alle vilde holde Aftalen og blive ude. Han besluttede derfor at gaa over paa 1. Kompagnis Belægningsstuer for at faae Mandskabet af dette Kompagni, der var kommet hjem fra Skydning Kl. 12,40, til at gjøre fælles Sag med Mandskabet af 2. Kompagni. Først kunde han, der ikke var kjendt af ret mange af 1. Kompagnis Mandskab, ikke udrette noget Videre. Men paa den ene Stue fik han en af de indkaldte Pionerer af dette Kompagni med sig. De gik nu rundt sammen paa Stuerne og søgte at formaae Mandskabet til at slutte sig til 2. Kompagnis Forehavende. Stemningen for dette har imidlertid, efter hvad der er oplyst, ikke været særlig gunstig. De 2 Pionerer maatte anvende ikke blot Overtalelser, men ogsaa i visse Tilfælde Trusler. Specielt er det godtgjort, at de Begge have anvendt Trusler, navnlig ogsaa om Vold, overfor 3 Mand, og at Pioneren af l. Kompagni desuden alene har truet en fjerde paa samme Maade. Navnene paa dem, der lovede at gaa med, skrev sidstnævnte Pioneer paa et Blad af en Lommebog for at kunne kontrollere, at de ogsaa holdt deres Løfte. For at faae Hold paa Deltagerne bestemte den anden Pioneer, at de skulde gaa over i Kongens Have og derfra enten gaa ud paa Nørrefælled eller i Søndermarken. Begge to bleve tilbage paa Kasernen for at faae Alle med, hvilket dog ikke fuldud lykkedes, idet, som bemærket, 5 af dette Kompagni stillede til Eftermiddagsøvelsen. Da de 2 Pionerer tilsidst gik over i Kongens Have, fandt de, at Størstedelen var gaaet op imod Rosenborg-Indgangen, medens 2 Mand vare blevne tilbage ved Indgangen fra Kronprinsessegade for at passe paa, at Ingen vendte tilbage til Kasernen, en Foranstaltning, som fandt deres Bifald. De gik nu Alle med Undtagelse af de To ved Indgangsporten posterede ud paa Nørrefælled. Her raabte Pioneren af 1. Kompagni dem op nær sin Liste for at kontrollere, om de vare mødte. Da Stemningen var mat, foreslog han Pioneren af 2. Kompagni, at det vistnok var bedst, at de kom noget længere bort, for at Planen ikke skulde mislykkes, en Tanke, som denne ogsaa strax gik ind paa. Efter Sidstnævntes Forslag gik de saa med Undtagelse af 3. der gik andet Steds hen, Alle ud i Søndermarken for, som han sagde, at hilse paa 2 Kompagni. De traf Mandskabet af 2. Kompagni i Traktørstedet "Korups Have", og her rev Pioneren af 1. Kompagni det Blad Papir, hvorpaa han havde noteret Delingerne, i Stykker.

Regimentets 3. Kompagni var ikke indkvarteret i Kronprinsessegadens Kaserne, men laa i Leiren i Citadellets Glacis, det tjenestegiørende Mandskab for sig, og det indkaldte Mandskab af Aargangen 1891 for sig. Kompagniet var den 29. Juni kommet hjem fra Skydningen Kl. 12,55 Middag. Det har ikke ladet sig oplyse, at der fra 1. eller 2. Kompagni er udgaaet nogen Agitation enten under Skydningen paa Amager eller ved Udsendinge fra Kasernen for at faae 3. Kompagnis Mandskab til at udeblive fra Eftermiddagsøvelsen. Man vidste imidlertid ved 3 Kompagni, at en Masseudeblivelse var paatænkt ved 2. Kompagni, og det gik som et Rygte i Leiren efter Hiemkomsten fra Skydningen den 29. Juni, at 1. og 2 Kompagnies Folk ikke vilde møde ved Øvelsen om Eftermiddagen, Det tjenstgjørende Mandskab - Aargangen 1892 - synes først ved indbyrdes Paavirkning at være blevet enige om at udeblive, uden at der har ladet sig paavise Nogen, der som Hovedmand har sat Planen i Scene. Et Par af dem har meddelt, hvad man var blevet enig om, til en Pioner af Aargangen 1891 og opfordret ham til at faae sin Aargangs Mandskab med. Denne har derefter henvendt sig til Størstedelen af de indkaldte Folk og faaet dem til at gaa med til en Masseudeblivelse, idet han anførte, at de Tjenstgiørende af Kompagniet vare enige derom, og derhos, uagtet han ikke vidste noget Bestemt derom, tillige fortalte, at 1. og 2. Kompagnis Folk heller ikke mødte. Efter vedholdende Benægtelse har han desuden til sidst maattet indrømme, at han overfor en Enkelt af de Indkaldte, der vægrede sig ved at gaa med, har anvendt Trudsler for at formaaede ham dertil, idet han til Vedkommende sagde, at det var en lumpen Karl, som mødte, og at det ikke vilde blive nemt for dem som mødte, derefter at være mellem sine Kammerater. Derimod er han mod sin Benægtelse ikke overbevist om, at have anvendt lignende Trusler overfor Andre.

Mandskabet af Kompagni forlod Leiren efterhaanden, for Enkeltes Vedkommende først kort Tid, forinden Eftermiddagsøvelsen skulde begynde, og det forsamlede sig ikke paa noget enkelt bestemt Sted i Byen eller dens Omegn.

_

Ved den i denne Sag afsagte Krigsretsdom, der for Hovedmændenes Vedkommende har været forelagt til allerhøieste Resolution, ere 6 Pionerer dømte til at hensættes til Forbedringshusarbeide - 1 i 2½ Aar, 1 i 2 Aar, 1 i 21 Maaneder, 2 i 18 Maaneder og l i 15 Maaneder - og 91 Pionerer er der idømt strengt Fængsel paa Vand og Brød, 7 i 6x5, 5 i 5x5, 19 i 4x5 og 69 i 3x5 Dage, af hvilke sidste dog Straffen for Nogles Vedkommende af Jurisdiktionschefen er formildet til mørk Arrest med eller uden Indskrænkning i Kosten i 19 Dage. Desuden er der idømt 2 Underkorporaler, der have været vidende om Foretagendet uden at anmelde eller søge at forhindre det, og som tilmed havde sluttet sig familien med og drukket med de Menige i Korups Have, Bestillings Fortabelse og hver 10 Dages mørk Arrest paa indskrænket Kost.

(Dagens Nyheder 22. juli 1893).

Fotograf Hans Schmidt Hansen (1881-1955) fotograf: Vridsløselille. 1917. Indgangen kendt fra Olsenbandefilmene. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Pioneren skriver fra Forbedringshuset.

I Forgaars naaede det første Bud fra de fængslede Pionerer udenfor Vridsløselilles Mure.

Det var Pioner Nr. 301, Petersen, der havde faaet Lov til at skrive til sin Hustru, og efter Anmodning overlod hun "Polit." en Afskrift af Brevet.

Den gode Bevidsthed om, ikke at have begaaet nogen Brøde eller overhovedet noget som helst vanærende, taler ud af hver Linie i dette Brev, som er skrevet i Straffeanstaltens tilgitrede Celle under det samme Tag, som skjærmer Tyve og Bidragere.

Brevet lyder saaledes:

Adresse:
Fange Nr. 206.

Min Adresse er:

Fange Nr. 206,

Vridsløselille pr. Glostrup.

Ikke mit Navn.

Kjære Fanny!

Jeg har ikke kunnet faa Lav at skrive forind i Dag; jeg maa kun skrive dette Brev i de første tre Maaneder, saa de mente det var bedst at vente en 8 Dage, for at kunne skrive, hvorledes det gaar. De første tre Dage var forfærdelig lange for mig, der sad jeg i en tom Arrest, saa blev jeg flyttet til min nuværende Celle; her gaar det dog lidt bedre, her har jeg en Høvlebænk og Værktøj og staar og arbejder med, men det er jo altsammen i Ensomhed og udenfor alt Fælledskab med andre. Vi kjørte fra Raadhuset i Charabanc lige her ud, saa det var jo en rigtig dejlig Tur, naar blot man skulde have været hjem igjen; men det blev der ikke noget af. Da jeg begyndte at kunne se Anstalten, saa var Humøret forbi paa mig, som det ogsaa var med mine Kammerater; saa var Stemningen daarlig. Jeg fik ikke Brug for mine Penge, dem maatte jeg aflevere med det samme, jeg kom; jeg maa ikke bruge Skraa endnu, det er ogsaa et stort Savn, jeg havde ellers beregnet dem til Skraa og Skrivematerialer, saa havde jeg bare givet Dig dem alle sammen; men det vidste jeg ikke noget af.

Da vi kom indenfor, fik vi Maske paa alle sammen, og saa blev vi skilt fra hverandre; siden har jeg hverken hørt eller set noget til mine Kamerater, men hvad der er en stor Trøst, det er, at der bliver talt saa pænt til En hernede, og ligeledes naar man spørger om noget, saa faar man et pænt Svar. Jeg sad og skrev, men da jeg naaede hertil, blev jeg afbrudt ved, at jeg modtog Dit Brev, og blev saa i et rigtig godt Humør; det glæder mig at høre, at det gaar saa godt, som Du skriver, jeg skal ellers ikke nægte, at jeg var i daarlig Humør, men dette Brev hjalp ligegodt (paa Humøret. Min Paaklædning er følgende: et Par Slæber, et Par lange Strømper, korte Buxer, kort Trøje, Hue med Maske og mit Numer paa Brystet; det er vores Mundering. Om Morgenen Kl. 4 3/4 skal vi op og maa saa arbejde til 7½, saa er der Frokost til 8; saa faar vi 4 Rundtenommer Brød og en lille Klat Fedt og saa lidt varmt Øl; det er Frokosten. Saa arbejder vi til Kl. er 12, saa er det Middag til 1. Middagen er Ærter, Grød eller Vælling o. s. v.; den er meget god, det er naturligvis Hestekjød altsammen af Sulevarerne. Saa arbejder vi til Kl. 5, saa faar vi vores Aftensmad; det er 3 Rundtenommer og en lille Bid Ost og lidt Mælk; det er Aftensmaden. Saa arbejder vi fra 5½ til Klokken 8, saa skal vi i Seng; og saa fremdeles. Jeg maa ikke modtage mere end 1 Brev fra Dig hver Maaned: Du kan vist nok svare mig paa dette og saa fremdeles et hver Maaned. Lad Kamma læse dette her, og hun maa ogsaa lægge et Par Ord i, naar Du svarer; jeg har det ellers godt, meget godt, som jeg ogsaa hører, I har. Nu en venlig Hilsen til Jer alle.

C. Petersen.

Lad mig nu vide alle de Nyheder, I ved; har Du talt med min Mester og min Kaptejn, og saa gjør for mig, hvad I kan, for her er ikke rart at være. Hils Kamma, Leisner og Otto; jeg maa ikke benytte den 4de Side, saa jeg kan ikke skrive mere, men glem nu endelig ikke at gjøre for mig, hvad I kan. En venlig Hilsen fra Din Carl. Hils Børnene; hvad siger Din Moder?

(Aarhus Amtstidende 4. august 1893).

Ingeniørkorpset. (Efterskrift til Politivennen)

Mytteri i Ingeniørkorpset.

X Kjøbenhavn, den 22. Juni.

En Begivenhed, som sikkert ikke har haft sin Lige her i Landet i den sidste Menneskealder, er hændet i det her i Byen garnisonerende Ingeniørkorps. Henved halvandet Hundrede Mand har demonstrativt undladt at stille til Øvelse og har derved uden Tvivl gjort sig skyldige til Straf for Mytteri.

Det vil sige, at havde det været i Krigstid, var hver tiende Mand bleven skudt ned; nu bliver Straffen vel for Ophavsmændene Forbedringshusarbejde eller i alt Fald en høj Vand- og Brøds-Straf.

Det var i Forgaars Eftermiddags, da Kompagnierne skulde stille til Øvelse, at 1ste, 2det og 3dje Kompagni saa godt som helt udeblev. Der mødte foruden Underkorporalerne kun 5-6 Mand af hvert Kompagni. Ingen af Befalingsmændene havde anet noget om, hvad der var i Gære, og der blev stor Bestyrtelse.

Senere har man erfaret, at der i nogle Dage forinden er gaaet Lister omkring blandt Mandskabet, paa hvilke de skulde tegne sig, som vilde være med til Mytteriet.

Der blev nu sat Extravagt ved Indgangen til Kasernen, og efterhaanden som de "strejkende" Soldater kom hjem - ved 10-Tiden - blev de nappet og ført op til den vagthavende Premierløjtnant, Ramsing.

Næste Morgen tidlig blev der givet Indberetning til Chefen, Oberstløjtnant Nøkkentved, og han beordrede øjeblikkelig Kasernearrest for alle de opsætsige, medens et Krigsforhør blev ansat til samme Dags Middag, altsaa i Gaar. Forhøret varede fra Kl. 12-8, og efter dette Forhør blev 10 Mand sat i Fængsel; man havde ikke Plads til flere i det militære Arresthus.

I Dag er de halvandet Hundrede Mand bleven udkommanderet til extra Exercits i Glaciet, og et nyt Forhør afholdes i Eftermiddag af Auditør Jespersen. Man har endnu i dette Øjeblik ikke udfundet de virkelige Ophavsmænd til Mytteriet; men for hurtigst muligt at finde dem, forhører man i Dag først og fremmest de mere enfoldige Individer blandt Soldaterne.

Om Aarsagen til Mytteriet er følgende oplyst: Oberstløjtnant Nøkkentved, som i Løbet af de sidste Aar er tiltraadt Ingeniørregimentet, har indført en længere Øvelsestid end den almindelige. Han har foruden den sædvanlige Formiddagsøvelse fra 7-1 indført Exercits om Eftermiddagen fra 4-5. Herover er det indkaldte Mandskab bleven forbitret, særlig fordi det for en stor Del er Folk, der har privat Arbejde udenfor Tjenestetiden, og det er dem, der har sat "Strejken" i Scene. De har saa faaet en Del af det faste Mandflab til at gaa med, medens Ingeniørrekruterne, som slet ikke ligger paa Kronprinsessegades Kaserne, er uberørte af Historien.

Hvad Udfaldet af Sagen i sin Helhed vil blive, er det naturligvis vanskeligt i dette Øjeblik at have nogen Mening om. Der vil blive mange Forhør, før Dommen kan fældes; men at en Mængde unge Menesker fra Landets forskjellige Egne vil komme til at bøde haardt for det ubesindige Skridt, de er gaaet med til, kan siges med Sikkerhed.

(Aarhus Amtstidende 23. juni 1893).

Kronprinsessegades Kaserne, Artillerikasernen, lå i Kronprinsessegade 46 A-E. Dele af den stammer fra 1803 tegnet af Philip Lange. Forhuset og baghuset fra1805-06 af Andreas Hallander og J.H. Rawert. Fotograf Mogens Falk-Sørensen (1907-1975): Kronprinsessegade 46. Ingeniør Kaféen (Musik & Dans). Kbhbilleder. CC-BY.

En afsluttet Revolution.

7 Aars Forbedringshus og 180 Dages Fængsel, deraf de 90 paa Vand og Brød - dette blev altsaa det foreløbige Resultat af den Affære, som man med et stort Ord har kaldt Oprøret blandt Ingeniørerne.

Vi vil ikke sige, at de oprørske Ingeniører bar sig klogt og forstandigt ad, da de blev borte fra den Eftermiddagsøvelse, hvortil Hr. Nøkkentved havde kommanderet dem. Men at paastaa, at de lavede Resolution ved den Lejlighed, synes os heller ikke noget passende Udtryk. Lad os sige, at de lavede en Dumhed, og lad os være enige om, at 7 Aar 180 Dages Fængsel er en god Betaling for saa tarvelig en Præstation.

Det revolutionære er nemlig en Ting, der aldeles ikke ligger for en skikkelig dansk Jens. Næst efter sin vidt berømte og højt besungne Tapperhed er den danske Landsoldat nærmest kendelig paa sin sjældne Fredsommelighed og sit udpræget godmodige Gemyt, og hvis der ikke netop tilfældig er en Stormagt eller to, hvis Massakrering for et Øjeblik lægger Beslag paa hans Tid og hans Heltemod, er den tapre danske Landsoldat det medgørligste, taalmodigste og overfor al hidsig Blodsudgydelse mest alholdne Væsen, der nogensinde har baaret paa en Sabel.

Det laa da i Sagens Natur, at nogen egenlig Fare for Armeens Opløsning, Statens Omvæltning og den monarkiske Regeringsforms Ophævelse laa der ikke i de 99 Pionerers Udeblivelse fra den nævnte Øvelse. Den eneste Fare, der var forbunden med Revolten, var Faren for, at der ikke skulde blive tilstrækkelig Plads i Arresten, og de fremskuende Mænd, der straks forudsagde, at her vilde Revolternes Følger først og fremmest vise sig, har i en beklagelig Grad set deres Spaadom gaa i Opfyldelse. Arrestlokalerne viste sig altfor utilstrækkelige, det blev de første sørgelige Virkninger af dette uhyggelige Oprør.

De 99 Rebeller vilde nok have Ekstratjeneste, men de vilde ikke have den i den Form, hvori Hr. Nøkkentved bød dem den. De var fattige Folk, der havde ondt ved at afse den Smule Fortjeneste udenfor Militærøvelserne, som de hidtil havde kunnet erhverve sig, og de fandt ikke, at den uudholdelig stærke Varme i og for sig var en plavsibel Anledning til at gøre disse Øvelser mere omfattende, end de havde været i den mindre varme Periode.

Saa borgerlig jævnt var det Maal, disse lnsurgenter havde sat sig. Og de søgte ikke at naa det ved at udgyde Blod, men ved ganske stille at blive borte. I deres Hjærters Enfold troede de, at der ikke kunde ligge noget fornærmeligt eller for Statens Sikkerhed truende i denne Maade at lave Oprør paa. Krigsretten har nu belært dem om, at selv denne forholdsvis ublodige Form for et Oprør dog maa takseres til et meget betydeligt Kvantum Forbedringshus, mørk Arrest og Vand og Brød. Selv den skikkeligste og enfoldigste Rebellion vurderes af en Krigsret efter højeste Takst

Den afsagte Dom over de 99 Syndere er en Beroligelse for det opskræmmede Samfund, der heraf ser hvor nøje der vaages over, at enhver Parthaver i en saadan for et Lægmandsøje tilsyneladende ubetydelig Sag faar rigeligt, hvad der tilkommer ham. Men den er tillige en smuk Triumf for Oberstløjtnant Nøkkentved, der med Rette kan gøre opmærksom paa, at uden ham var der ikke kommet noget ud af det hele.

Og endelig afgiver den nu tilende bragte Rejsning et nyt Bevis for, at hvad der i revolutionær Retning nærmest ligger for vor lille Nation ikke saa meget de store og epokegørende Omvæltninger, hvorved der vendes op og ned paa alting, som de mere beskedne og stilfærdige Revolutioner, der svarer til Befolkningens jævne Naturel og ender uden anden Forstyrrelse end den, som det tilmaalte Vand, Brød og Forbedringshus maatte hidføre i de paagældende Insurgenters regelmæssige Levevis.

(København 11. juli 1893).

Oberstløjtnant Christian Ditlev Nøkkentved Nielsen (1843-1922) var uddannet på landkadetakademiet 1859-1861. Han var næstkommanderende ved ingeniørregimentet og ved fæstningsingeniørkommandoen. I slutningen af juli 1893 blev oberstløjtnant Nøkkentved forflyttet og erstattet af den tidligere guvernør i Vestindien, oberst Arendrup. Denne sidste annullerede ekstraøvelsen. Kompagnichefterne blev beordret til at møde ved øvelserne. Han blev oberst i 1903. Efter sin afsked var han inspektør ved Roskilde adelige jomfrukloster 1908-1910 og overvejinspektør 1910-1920. 

Et Spørgsmaal.

Burde det ikke forbydes samtlige værthusholdere af høj og lav rang at udskænke spirituosa til konfirmander. Så vidt anmelderen ved, udskænkes der ikke mere spirituosa til dem i konditorboderne i Kronpinsessegade. Men grunden skal ikke blot være at disse sager nægtes dem nu der, men til dels også at konditorens likører er dem for svage, hvorfor de henvender sig til en i Kronprinsessegade boende værtshusholder hvor de kan få "noget som river i halsen" /en kradser) fx ½ pægel dansk brændevin, eller 1/4 bolle punch, hvilket de forgæves har forlangt hos konditoren.

Anmelderen ved at en for nyligt konfirmeret piberdreng for længere tid siden drak 7 snapse, den ene efter den anden, og at en anden, misfornøjet med de firmenichske lukørers svaghed, forlangte noget der kradsede dygtigt, og først tilkendegav sit befald da han fik en snaps qvassia. (Den rosenkildske piberdren, Søren Winther gør al sin dumhed uagtet, sådanne herrer til skamme.) Dette karakteriserer den københavnske almueungdom træffende. Men hvor mange smil det end aflokker de fleste, er det dog et sørgeligt tidernes tegn som indeholder et betydningsfuldt vink til forældre, skolelærere, præster og regeringen.

(Politivennen nr. 1377, Løverdagen, den 21de Mai 1842. Side 324-325)

Fælt Udvortes af moderne Bygninger.

Det er et besynderligt særsyn at hvis man ville dømme alene efter malingen af de i senere år opførte bygninger i København, skulle man fristes til at tro at de havde stået fra ældgammel tid. Det er nemlig den hvide farve som meget snart giver husene dette forældede udseende. Efter nogle års forløb bliver de grå, plettede, skidne, og ser ud som om de havde været udsat for en evig røg. Som bevis på det fremsatte behøves kun at anføres Frue Kirke med de samme omgivende bygninger, især den så fejlagtigt kaldte Trøstens Bolig i Klædeboderne, huset lige for hovedindgangen af kirken og den latinske skole.

Den hele gruppe af bygninger taget tilsammenfrembringer nu et mørkt og ubehageligt indtryk foranlediget af det tilsyneladende forsømte udvortes. Det ville være meget at beklage for en så smuk stad som København om de herefter opbyggede huse fremdeles skulle vansires ifølge denne stygge mode. Hvor meget smuk maling bidrager til at hæve, selv en gammel bygning, ses på almindeligt Hospital i Amaliegade. Hvor meget derimod en dårlig smag i denne henseende frembringer et stødende indtryk bemærkes i Kronprinsessegade hvor der findes to gårde mellem Dronningens Tværgade og Sølvgade hvis vindueskarme er malet brandgule!

(Politivennen nr. 835, løverdag den 31te December 1831, s. 895-896)

Redacteurens Anmærkning.

Den rigtige "Trøstens Bolig" var en stiftelse, som havde flere boliger. I Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger omtaltes den 26. september 1823 et i Skindergade. I tidsskriftet Freia, nr. 57-58 1825 skal der have været en artikel med titlen: "Spørgsmaal til Directionen for Trøstens Bolig. I Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 2. juli 1841 fremgår at Borgerrepræsentation den 14. og 21. juni 1841 havde behandlet en ansøgning fra bestyrelsen om fritagelse for at svare bygnings- og fattigskat af bygning nr. 416 i Klerkegade. Det blev afslået.

Uordener paa Fortouget i Kronprindsessegaden.

På det fortov i Kronprinsessegade der løber langs med Kongens Havestakit har den uorden i den senere tid fundet sted at fortovet hver helligdag hele dagen og de søgnedage bestemt hver eftermiddag indtil aften er spærret med forskellige grupper af drenge, fra 10 til 30 stykker som samles fra de omliggende gader og der øver deres lege under hujen og slagsmål. Ofte sker det at de kryber over stakittet ind i haven, ligeledes at de kaster deri al den urenlighed de kan finde på gaden, fornærmer de forbigående, især fruentimmer, når de på mindste måde tror sig forstyrrede i deres spil, og ofte endog uden denne årsag.

For nogle dage siden overfaldt hele selskabet, et hundrede i tallet, en jysk soldat med at kaste alle muligt urenligheder efter ham, udskælde ham og forfølge ham med piben og hurraråb uden anden årsag end at han uforvarende havde stødt med sin fod til en af deres terninger.

Da denne uorden drives så stadigt og for alles øjne er det meget at undres over at den ikke af gadekommissæren anmeldes for de ansvarlige så den kan blive hævet. Da stakittet med pillerne om haven i denne tid er under reparation, og formodentlig skal males, var det ønskeligt at denne drengeforsamling snart måtte hæves, da maling og pudsning ellers igen spoleres. Ligeledes burde det forbydes at hænge gulvtæpper på stakittet for at soles eller bankes, for derved lider stakittet og de forbigående ulejliges når de passerer dette ellers så gode fortov.

(Politivennen nr. 802, Løverdagen den 14de Mai 1831, s. 339-341)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 814, 6. august 1831, side 562 bekendtgjordes at den muntre ungdom nu ikke længere drev sit spil med forbigående. Gitteret blev malet under bevogtning af to med stokke bevæbnede mænd.

Bøn om en ny Brolægning i Kronprindsessegaden.

Den i året 1803 så meget smukt anlagt ny gade Kronprinsessegade har i senere år højligt trængt til en bedre brolægning. Da den nu er så forfalden at det er en Farimagsgade, så må med rimelighed undres over at ikke samtlige beboere i nævnte gade ansøger de ansvarlige autoriteter om at den måtte blive behørigt omlagt, samt at udløbsrenderne fra gårde og huse måtte forsynes med så dybt i jorden nedgående sten at disse ikke om vinteren igen nedsank, hvilket nu i flere år har været tilfældet så at sjældent fortovet er i nogenlunde orden, men endog farlig at passere på mørke aftener så at enhver som er bekendt i gaden, holder sig fra husene og til den modsatte side ved Kongens Have. At brolægningen i samme gade er dårlig overalt, derom kan enhver overbevise sig, og det er ikke at undre sig over da den for 26 år siden blev anlagt på havejord og siden den tid ikke har undergået nogen omlægning, men kun fået lidt forbedring ved rendestenene og udløbsrenderne, hvilket er et årligt spildt arbejde så længe som udløbsrenderne og kisterne ikke bliver sat med behørigt dybtgående sten der befæstes med jernstænger. Også var det at ønske om denne så højlig trængende brolægning måtte finde sted at den da ikke blev foretaget efter licitaion eller akkord, men af duelige arbejdere med dagløn og under behørig tilsyn.

(Politivennen nr. 745, Løverdagen den 10de April 1830, s. 232-233)

En slem Uskik.

Man har i nogen tid bemærket den uskik i Kronprinsessegade at tjenestekarle har ophængt gulvtæpper på jerngitteret om Kongens Have, for der at banke dem. Hvor usømmeligt sådant er og hvilken ulempe det medfører, behøves vel næppe tydeligt at anføres. Ved at fremsætte anken herover, nærer man det håb at gadens beboere der næsten alle anses for galante folk, ville pålægge deres tjenestefolk at foretage sådan rensning i deres gårde eller på et andet mere passende sted. -

Samme uskik fandt også sted onsdag den 30. maj ved det lave rækværk der omgiver hovedindgangen til Frue Kirke på Nørregade.

(Politivennen nr. 596. Løverdagen den 2den Juni 1827, s. 351-352).

Mine Hændelser paa en Vandring igjennem Hovedstaden

"Wenn Jemand eine Reise thut,
So kann er was erzählen
Drum nahm ich meinen Stock und Hut,
Und that das Reisen wählen.
Dran hat er gar nich übel gethan;
Erzähl drum weiter herr Urian!"

Den meste tid af mit liv har jeg tilbragt på landet. Ked af altid at opholde mig der, besluttede jeg efter en snes års forløb at gøre en tur til hovedstaden for der at tilbringe en føje tid blandt frænder og venner, og at se byens herligheder og forskønnelser efter et så langt tidsrum. Jeg pakkede i min rejsesæk, tog min hat og stok og efter salig Claudius' råd "that das Reisen wählen".

Med muntert sind og frejdigt mod samt hovedet fuld af de mange glæder jeg ville nyde i hovedstaden, forlod jeg min usle by. Men skuffet blev jeg, arme Jørgen! i alle mine store forventninger. Min glæde blev - fortræd - og jeg vil derfor kort meddele mine oplevelser og hændelser på denne min rejse.

Forinden min afrejse skrev jeg til min fætter om at leje mig et logi som jeg efter min ankomst fandt lige efter ønske. Træt af den lange rejse lagde jeg mig til hvile. Og min ven Morfeus indfandt sig straks hos mig. Men næppe havde jeg sovet nogle få timer før jeg blev vækket af en forfærdelig hamren. Jeg var derfor nødt til så træt og søvnig jeg end var at forlade mit bløde leje. Jeg gik til vinduet for at se hvad det var for en skrækkelig og bedøvende hamren og så da 3 mænd hamre på en kobberkedel lig den jeg læste om i Münchhausens troværdige rejse. Min søvn var da nu endt. For det var umuligt at høre mine egne ord, langt mindre at tænke på søvn ved sådan en spektakel. Du min store Gud! tænkte jeg, er denne larmende og bedøvende håndtering på offentlig gade tilladt her? da vil jeg jeg sandelig ikke bo i et sådant nabolag om man endog ville give mig gratis kvarter.

"Men næppe havde jeg sovet nogle få timer før jeg blev vækket af en forfærdelig hamren. " (P. Klæstrup: Kobbersmede på gaden)

Jeg klagede min nød til min fætter der noget efter besøgte mig, og han lovede at skaffe mig et andet logi. For mit hoved var ganske ørt. Jeg fremsatte det spørgsmål til ham hvorfor sådant arbejde på gaden ikke var forbudt da enhver larmende håndtering burde henvises til en udkant af byen eller uden for en af portene hvor man godt kunne forarbejde disse gigantiske kedler og ikke mere svække den svage og forstyrre den sunde med denne græsselige hamren. 

Efter at have nydt en kop løvetandskaffe og iført mig mine søndagsklæder, hastede jeg med at komme fra dette bedøvende klipklap og foretog mig en tur gennem byen.

Jeg havde næppe gået 3 gader langt før jeg faldt over et vippende rendestensbræt og rev hul i min ene støvle. Jeg rejste mig op og var glad over ikke at have brækket benet, hvilket jeg har hørt ofte skal være tilfældet her. Til hvilken nytte er disse rendestensbrætter? tænkte jeg når de ikke er således fastgjorte at man trygt kan træde på dem uden at risikere at få sit fodtøj, sine klæder og lemmer spoleret? I sådanne betragtninger vandrede jeg videre. 

Men ved at stå stille i en gade for at se hvor hurtigt man der opførte en bygning med høje kirkevinduer som man sagde mig skulle være butiksindretninger, blev jeg klar over at min gode søndagskjole var fuld af tran som jeg havde fået ved at stå under en gadelygte. Jeg var sandelig nær ved at græde over dette syn. For denne kjole var næsten ny, skønt jeg kostede mig den til mosters sølvbryllup for 6 år siden. Skal sådant være tilladt, udbrød jeg? Burde vægterne ikke strengt påtales til at nøje efterse og passe de anbragte lygter? og burde de ikke straffes nå sådant uheld som mit indtræffer? Fortrædelig herover gik jeg fremad. 

Efter at have passeret 4 til 5 gader gjorde jeg holdt for at betragte en i mine øjne snurrig mælkevogn. Men jeg var dog først så forsigtig at se om der ingen rendestensbræt var som kunne rive min anden støvle itu eller en lygte som dryppede. Men ikke så snart jeg havde vendt hovedet for at se efter dette, fik jeg et puf i ryggen så jeg nær var styrtet forover, og jeg var fra øverst til nederst bestrøet med sand. Jeg vendte mig om til stedet hvorfra dette sandbombardement kom og så karlen i færd med at give mig det andet lag.

Hvad er det for en indretning? udbrød jeg! Skal en sådan sandaflæsning være tilladt? Burde man ikke påbyde sandaflæsserne at bære sandet ind i tønder, baller, sække eller lignende, ligesom jeg har bemærket man gør ved saltaflæsningen og ikke udsætte de forbigående for sådan sandpåkastning i levende live?

Ærgerlig over de mange fataliteter marcherede jeg videre, glad ved at have vandret gennem flere gader og stræder uden at der var tilstødt mig noget ubehagelig hændelse. Men jeg mærkede at min glæde kun var meget kort. For en uforskammet slagterdreng som ikke ville vige for mig på fortovet, eftersom jeg snart erfarede han havde såkaldt fortovsret, tilsmurte min kjole på den anden side så skammeligt med blod så at jeg nu er nødt til at lade den vende.

Det er ikke at undres over, tænkte jeg, at man her i byen ser så mange pyntede herrer og damer de søgnedage, de er vel alle så uheldige som jeg og nødes derfor hver 14. dag i det mindste at forsyne sig med nye klæder. Alt dette kunne forebygges når det alvorligt blev befalet enhver at have sit udløbsbræt i forsvarlig stand, at sandet blev båret, at lygterne var så tætte at trannen ikke dryppede ned, at slagterne med sit blodige trug forblev midt på gaden og ikke tilsmurte folk på fortovet etc.

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 583. Løverdagen den 3de Marts 1827, s. 137-143).

Gadescene i København ved år 1800. En pige gør indkøb af grøntsager hos Amagerkonen. Statens Museum for Kunst.

Redacteurens Anmærkning

Beretningen minder en hel del om den måske endnu mere detaljerede skildring af forholdene i København, i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 24 juli 1821, 31. juli 1821 og 4. august 1821.

Uordener.

2) Blusklapperne på lygterne i Kronprinsessegade har såvel om dagen som om aftenen været åbne, så at nogle der tilfældigvis har stået under en sådan lygte, har fået deres klæder tilsølet af tran. Hvis det ikke er nødvendigt at disse klapper står åbne, men sådant kun sker fordi vægterne med mindre ulejlighed kan tænde lygterne, så kunne man ønske at han fik ordre til at holde dem lukkede.

Det her påankede finder næsten sted i alle byens gader til megen ulempe for fodgængerne.

(Politivennen nr. 566. Løverdagen den 4de November 1826, s. 736)

Kronprindsessegaden.

Rendestenen i Kronprinsessegade trænger virkeligt til at de ansvarliges opmærksomhed henvendes på den. Den har intet tilbørligt fald, så at man ofte ser den overfyldt, som fx i søndags. Vandet bliver da stående og bliver ofte stinkende indtil det omsider trækker i jorden. I regnvejr står ofte hele gaden under vand og kælderbeboerne har ondt ved at holde vandet fra at flyde ned til dem. For et par år siden var anmelderen oppe i et hus mens en heftig tordenregn der varede ½ time opkom. Da han ville gå bort, så han hele gaden stå under vand, kælderbeboerne i færd med at øse og det var en umulighed at passere gaden i over en hel time hvori man af alle kræfter arbejdede på at skaffe vandet flugt.

(Politivennen nr. 289. Løverdagen den 14de Julii 1821, s. 4651-4652). 

Utilbørlig Kattejagt i Kronprindsessegaden.

(Indsendt)

Da anmelderen tirsdag den 3. august passerede igennem Kronprinsessegade, hørte han idet han kom uden for gården nr. 397 at et musketskud blev løsnet, og såvit han kunne skønne, forekom det ham som at lyden kom fra samme sted. I begyndelsen troede han at det var et menneske som på denne måde havde taget sig selv af dage, men siden har han hørt at det var en i samme gård boende person som på høloftet skød efter en kat, hvilken han vel ramte, men ikke således at den blev dødelig såret. Da flere personer har set manden med bøssen i hånden forfølge katten ned af trapperne og ud i gården, så tvivler anmelderen ingenlunde om beretningens sandhed. Han kan derfor ikke undlade at gøre vedkommende opmærksom på at sådan jagt er aldeles utilladelig, og at man aldeles ikke må skyde i gårde eller huse, endnu mindre på et høloft, skønt hans egen fornuft måtte kunne sige ham hvilke ulykkelige følger en så uforsigtig adfærd måtte kunne have.

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3051-3052)

Fæl Stank i Kronprinsessegade.

Fortovet udenfor gården nr. 385 og 386 i Kronprinsessegade er næsten hver dag besudlet af en væmmelig urenlighed og altså meget ubehagelig at passere. Det er underligt at da den ene af disse gårdes ejer holder en kusk, den anden en kusk og en portner, de da ikke pålægger disse hver morgen at udskylle porte og rendestenen og holde begge dele i den stand de bør være.

Mange gange når vinden står på gården, kan man lugte denne forpestede lugt i øverste etage, og man må undre sig over at beboerne af nævnte gårdes lejligheder ikke klager over det og derved søger at forskåne de venner som kommer til dem, for denne afskyelige stank der er mere ubehagelig og ulidelig end lugten fra et garveri.

Er gadekommissærerne som skulle våge over at fortovenen og rendestenene tilbørligt holdes rene, ikke også berettigede til at holde orden med gårde og porte, hvor sådan urenlighed findes, og hvorfra den siden kommer at overflyde fortovene og opfylde rendestenene, til megen væmmelse for den som er nødt til at indånde sådan ubehagelig lugt? -

(Politivennen nr. 94, Løverdagen den 18de October 1817, s. 1567-1568)

To Bommerter med Brandanordningen

(Indsendt)

1. I gården nr. 33 i Frederiksberggade har den handlende hørkræmmer som bor i kælderen bestandigt porten pakket til med en del tjæretønder og sommetider også med løse stave og stokke af samme slags, og desuden er i porten, som er bræddebeklædt, en lem under hvilken er et lager af stenkul. Da det nu ofte, i særdeleshed på torvedagene, sker at bønder med tændte tobakspiber sidder på disse tønder og snakker med de amagerkoner som sidder i porten, og da anmelderen senest den 2. marts mellem kl. 6 og 7 om aftenen så en tilsyneladende fuld karl stå i denne port og slå ild til sin pibe mellem disse tønder, og noget fra  de om dagen handlende bønder efterladt foder, så mener anmelderen at det er på høje tid for den offentlige sikkerheds tryghed at gøre de ansvarlige opmærksom på denne uskik.

"I baghuset i gården nr. 393 i Kronprinsessegade findes 2 tagvinduer hvor ruderne midt på lemmen er væk." (Kronprinsessegade set fra Kongens Have. Adressen er i dag nr. 22-24, og er de hvide bygninger som er flankeret af de røde. Eget foto, 2015)

2. I baghuset i gården nr. 393 i Kronprinsessegade findes 2 tagvinduer hvor ruderne midt på lemmen er væk. I det ene er denne åbning tilstoppet med en stor udhængende halmvisk, der i tilfælde af skorstenssild i nærheden ville forårsage at såvel dette hus som de tilstødende kunne komme i ulykke. Man beder derfor ejeren om at tage denne halm væk og sørge for at ruderne bliver indsat snarest muligt.

(Politivennen nr. 10, Onsdagen den 13. marts 1816, s. s. 157-158)

 "bønder sidder med tændte tobakspiber på disse tønder og snakker med de amagerkoner som sidder i porten" (Frederiksberggade 12. Eget foto, 2017)

Redacteurens Anmærkning

Frederiksberggade 33 har siden  1859 heddet Frederiksberggade 12.  Huset blev opført i år 1800 og ligger på Strøget. Kronprinsessegade 393 hedder nu Kronprinsessegade 22-24. Nr. 22 er opført 1804, mens nr. 24 er opført 1805

Spørgsmål

(Indsendt)

1. Er de glidebaner som findes på Kongens Nytorv og i Kronprinsessegade på fortovet ikke skadelige? Om dagen slider de på støvlerne på de drenge som bruger dem. Om aftenen er de især for nærsynede om ikke hals- så dog let benbrækkelige. Eller i det mindste stødvoldende. Da sådanne vist aldrig kan gavne, var det ønskeligt at de aldrig blev tilladt hvor sjove de end måtte være for den spøgefulde ungdom.

2) Adskillige af vores kanekørere bruger deres, rigtig nok korte piskeskafte med desto længere snerte alt for frit, der hvor mange fodgængere som ikke misunder dem denne fornøjelse, dog ønsker sig fritaget fra at føle deres virkninger. Man tror med rette, og med samme grund som man berøver andre smådrenge deres ellers uskyldige piske, at dette farlige legetøj også burde fratages kaneførerne.

3. Søndag den 28. januar og 4. februar var gudstjenesten ikke slut, i det mindste ikke i Holmens Kirke, før forbigående allerede så en talrig skare uden for Komediehuset for at få billetter. Hvis der efter politiordningerne ikke må ske offentlig køb og salg på den tid hvor gudstjenesten holdes, hvorfor da dette? Hvis man i den tid savne endog fornødenheder, fordi disse ikke kan fås i nogen udsalgsbod, hvorfor kan de forlystelsessyge da ikke savne deres billetter en times tid endnu?

(Politivennen nr. 4, Løverdagen den 10. februari 1816, s. 55-56)

Redacteurens Anmærkning

Nogenlunde samme klager lyder i den strenge vinter januar-februar 1829, se fx Politivennen nr. 685, 14. februar 1829, s. 102: "Om Pidskeknald af Drenge."

Uordener.

4) Næsten i kortere tid end tre dage er i Pilestræde og Kronprinsessegade af nattefarerne spildt ikke mindre end 3 ladninger af deres ækle førsel. Så ønskelit som det var at en bedre måde i det hele taget end den nuværende til natterenovationens udførelse kunne bringes til veje, så meget måtte man indtil sådant sker, ønske at ejerne af disse vogne indretter dem således at sådan uorden ikke kan finde sted.

(Politivennen nr. 519, 9. april 1808, s. 8347)

Noget om Kronprindsessegaden.

(Efter indsendt)

Ved at lægge vejen gennem Kronprinsessegade der nu mere og mere nærmer sig sin fuldkommenhed og sin høje rang som den smukkest af alle Københavns gade, kan man ikke andet end gennemtrænges af det ønske at aldeles intet mætte levnes ugjort der kan bidrage til endnu mere at forhøje dens skønhed. Hertil synes følgende at kunne tjene: 1) At butikkerne lejedes bort hellere end at stå lukkede, til hvad pris der kunne fås, men dog altid på det vilkår at de følgende aldeles ikke måtte belemre fortovet. 2) At fortovet langs havegitteret sattes af brændte mursten som ville yde et varigt og højst behagelig fodfæste, mens det nuværende forudsat at det ikke skulle blive anderles end det er nu, vil blive om kort til højst ubehageligt for gående på grund af de mange store murstens brokker deri er nedstampet. 3) At det skarpt overholdtes at dette fortov ikke brugtes til et materialstade hvilket nu til dels finder sted da nogle bygherrer har derpå hensat to store stabler mursten der vel levner plads til en enkelt gående, men dog slet ikke burde hensættes der. 4) At det stygge plankeværk som ved enden ud til Sølvgade løber i en afstand af nogle alen langs indenfor tralværket og aldeles skæmmer dette og gaden, tages bort. Formodentligt er hensigten af dette plankeværk at værne om køkkenhaven mod de drenge der ikke sjældent ses øve deres klyvekunst ved at klatre over tralværket. Men dette øjemed kunne vel på anden måde opnås fx ved en stærk og dog ikke alt for høj hæk eller ved en vandgrav o. lign. uden at betage udsigten, eller hvad er endnu værre, give en så slem udsigt 5) Ved at give gaden en større menneskestrøm og vognfærdsel, med andre ord ved at gøde gaden mindre til en udkantsgade eller trække den mere ind i stadens sammenhæng. Dette ville ske ved at åbne en ny gade fra Sølvgade af mellem Adelgade og Rigensgade og i lige flugt med disse. Herligt ville det være om man på samme tid som der tænktes på Kronprinsessegades anlæg, havde tænkt på at åbne en sådan gade fra Sølvgade lige for enden af Kronprinsessegade som da var muligt da dengang ikke var opført de to nye bygninger i Sølvgade på samme sted. Ved en sådan gades åbning ville en stor del af færdslen til og fra Østerport falde gennem Kronprinsessegade i stedet for som nu ad volden eller gennem Adelgade.

(Politivennen nr. 466, 28. marts 1807, s.7409-7412)

Opfordring til en Slagters Retfærdighed

(Efter indsendt)

Søndag for 8 dage siden om middagen stod en slagterdreng med to røde ved den store port til Kongens Have på hjørnet af Gothersgade og Prinsessegade, og vakte alle forbigåendes og tilstimlendes inderligste harme ved sin umenneskelige opførsel.

Dyrene havde han bundet med hovederne til portstrinklerne (som næppe er bestemte til sådant brug, men i et kvarters tid gjorde denne lumpne knægt ikke andet end prygle disse stakler.

Her på hjørnet af Kronprinsessegade og Gothersgade havde en slagterdreng bundet to dyr til porten til Kongens Have til venstre i billedet. (Eget foto). 

Det syntes at glæde ham i hans usle sjæl at folk oprørtes over hans nedrige adfærd. Jo mere folk talte og bad, desto ivrigere pryglede han på dyrene, der som bundne hverken kunne komme frem eller tilbage. Med sin pryglestok der havde et hoved som en krykke, pryglede han endog på det ene røde mange gange i hovedet i øjnene og på ethvert sted hvor han troede det ville smerte mest, og vendte ved disse lejligheder sit prygleredskab således at hovedet deraf brugtes som en hammer.

Det er ikke muligt andet, end at den slagter som ejede disse røde ifølge den her gjorte angivelse af tid og sted må kunne forvisses om sin drengs barbariske handlemåde. I menneskelighedens navn opfordrer man ham til alvorligt at afstraffe ham. Og enhver af vores slagtere hvoraf mange er agtværdige mænd, bedes ved ovenstående gennemlæsning på ny at indskærpe sine folk at fare menneskeligt til værks med deres umælende medskabninger.

(Politivennen nr. 457, 24. januar 1807, s. 7271-7273)

Uordener.

2) Det skønne og brede fortov i Kronprinsessegade langs med Kongens Have og krogen ved indgangen til haven ses faglig til yderste væmmelse for forbigående besudlede med menneskelige ekskrementer. - Sådant utilladeligt svineri der i en mild vinter som denne muligt kan have skadelige indflydelse på sundheden, kunne vel ikke på bedre eller andre måder forebygges end ved et par skildvagter der tillige kunne hindre at det skønne stakit ikke overkrybes eller behænges med laser.

(Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7211-7212)

Uordener.

1) Det dejlige jerngitter til Kongens Have i Kronprinsessegade begynder allerede godt at tages i tjeneste til at hænge alle slags vask til tørre på. Man har også allerede set tøjstativer sat dertil og snore trukket således over fortovet at de gående uagtet sammes bredde har måttet skride ud på fortovet.

15) I Skindergade på hjørnet til Fiolstræde og tæt op til skolen bruger kældermanden den uskik at hænge sine laks langt ud over fortovet så at de gående må være ret varsomme hvis de skal undgå at smøre sig derpå.

16) Lige overfor bor en kældermand der bruger samme måde, hvorved ulejligheden bliver dobbelt for de gående.

(Politivennen nr. 440, 27. september 1806, side 7001, 7005)

Uordener

2. Igen er en gammel mand uden mindste advarsel pludselig blevet kørt over og blevet ilde tilredt. Så det var at ønske at straffen blev skærpet og belønning udsat til de der pågreb gerningsmændene. Det kunne delvis afværge sådanne voldsomheder, især når straffen blev offentligt bekendtgjort til eksempel for andre.

Kronprinsessegades beboere kan ikke være i fred for den utålelige støj fra skoledrenges hujen og skrigen. 

3) Man kunne ønske at Kronprinsessegades beboere blev befriet for den utålelige støj med hujen og skrigen som nogle drenge efter skoletid hver middag og aften forvolder, da de har opslået deres forsamlingssted lige der.

(Politivennen nr. 362, 30. marts 1805, sides. 5762)