08 august 2016

Uordener paa Fortouget i Kronprindsessegaden.

På det fortov i Kronprinsessegade der løber langs med Kongens Havestakit har den uorden i den senere tid fundet sted at fortovet hver helligdag hele dagen og de søgnedage bestemt hver eftermiddag indtil aften er spærret med forskellige grupper af drenge, fra 10 til 30 stykker som samles fra de omliggende gader og der øver deres lege under hujen og slagsmål. Ofte sker det at de kryber over stakittet ind i haven, ligeledes at de kaster deri al den urenlighed de kan finde på gaden, fornærmer de forbigående, især fruentimmer, når de på mindste måde tror sig forstyrrede i deres spil, og ofte endog uden denne årsag.

For nogle dage siden overfaldt hele selskabet, et hundrede i tallet, en jysk soldat med at kaste alle muligt urenligheder efter ham, udskælde ham og forfølge ham med piben og hurraråb uden anden årsag end at han uforvarende havde stødt med sin fod til en af deres terninger.

Da denne uorden drives så stadigt og for alles øjne er det meget at undres over at den ikke af gadekommissæren anmeldes for de ansvarlige så den kan blive hævet. Da stakittet med pillerne om haven i denne tid er under reparation, og formodentlig skal males, var det ønskeligt at denne drengeforsamling snart måtte hæves, da maling og pudsning ellers igen spoleres. Ligeledes burde det forbydes at hænge gulvtæpper på stakittet for at soles eller bankes, for derved lider stakittet og de forbigående ulejliges når de passerer dette ellers så gode fortov.

(Politivennen nr. 802, Løverdagen den 14de Mai 1831, s. 339-341)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 814, 6. august 1831, side 562 bekendtgjordes at den muntre ungdom nu ikke længere drev sit spil med forbigående. Gitteret blev malet under bevogtning af to med stokke bevæbnede mænd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar