Provst Levinsen og hans Kors. (Efterskrift til Politivennen)

Provst Levinsen ved Matthæuskirken holder i Dag Konfirmation.

Forleden Dag indskærpede han sine Konfirmandinder Betydningen af denne hellige Handling, idet han formanede dem til at holde al Verdens Tant og Forfængelighed ude af deres Tanker og ikke tænke paa hverandres Pynt, naar de sad paa Kirkegulvet. Han gav dem selv et smukt Eksempel til Efterfølgelse, idet han udtalte:

"Mange af Eder vil sikkert gærne eje et synligt Minde om de Timer, vi har tilbragt sammen. Men jeg vil bede Eder om, naar I køber mit Fotografi, at paase, at I ikke faar et af de gamle Fotografier af mig fra den Tid, jeg var Præst i Frederikshavn. Paa disse Fotografier, som endnu er i Handelen, har jeg nemlig ikke mit Ridderkors paa, da jeg den Gang endnu ikke var Ridder af Dannebrog. Men jeg er nu bleven fotograferet hos Christensen & Morange, og I vil kunne kende det nye Billede paa, at jeg dér bærer Ridderkorset i en Sløjfe paa venstre Side af Brystet."

Den Guds Mand sluttede med at gøre sine forundrede Konfirmandinder opmærksomme paa, at hvad de gav i Honorar til Klokker og Graver fik han for sit Vedkommende ikke nogen Andel i, men at de ingenlunde behøvede at give Klokker og Graver noget, hvorimod han selv vilde sætte megen Pris paa en liden Opmærksomhed i lukket Konvolut.

Man tør efter dette antage, at Provst Levinsens Konfirmandinder i Dag vil møde i den rette andagtsfulde Stemning paa Kirkegulvet, og at Provstens Ridderkors vil vække fortjent Opmærksomhed.

(Social-Demokraten 17. april 1898).

Jens August Schultz (1841-1888): sognepræst, provst Theodorus Levin Levinsen (1851-1922). Det kongelige bibliotek. Fri af ophavsret. Politivennen Live Blogging tøver ikke med at bringe fotoet af Levinsen - uden kors. Det med kors kan findes på det Kongelige Bibliotek.

Konfirmation og Censur i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Ministeriet for Slesvig udsendte den 9. januar 1861 et patent, der ophævede forældres pligt til at lade deres børn konfirmere i den sognekirke hvortil de hørte. Det betød at de nu kunne sende børn til forberedelse og konfirmation fra et dansk sogn til et tysk og omvendt. Velsignelsen kunne nu ske i det sprog der ønskedes, men forberedelse og eksaminationen skulle foregå på dansk. Ministeriet Hall fastholdt at Slesvig var dansk land og at det danske sprog skulle have forrang i de blandede distrikter. Patentet blev det sidste den danske regering foretog i sprogsagen før 1864.

Den 7. februar erklærede den tyske forbundsdag overfor den danske regering at den ville foretage en forbundseksekution hvis ikke forbundsbeslutningen af 8. marts 1860 blev efterkommet. 

Uddrag af lord Russells tale i det engelske underhus, den 12. april 1861.

Det forekommer os, at i Stedet for at tilbageføre dette indviklede Forhold, vilde Spørgsmaalets retfærdige Afgjørelse i Virkeligheden bestaae deri, at Kongen af Danmark fuldt og ærlig gjorde, hvad han har lovet, navnlig behandlede begge Nationaliteter, den tydske og den danske, ligelig med Hensyn til Confirmation, Skoler og Gudstjeneste i Kirker, og at der med Hensyn til saadanne Forhold blev en fuldkommen Lighed mellem begge Nationaliteter i Slesvig. Dette vilde ikke alene være ærligt og redeligt imod den tydske Befolkning, men det synes mig ogsaa aabenbart at maatte være Kongen af Danmarks Politik, at hans tydske Undersaatter skulle være lige saa tilfredse med hans Regering, som hans danske. Alle de Underretninger, som have naaet os med Hensyn til Slesvig, bringe mig til at troe, at skjønt der er mange Klager af en egen Art, saasom at man for at blive examineret til Confirmation maa have lært det danske Sprog, samt at Geographi og Astronomi blot læres i dette Sprog - skjønt de tydske Beboere af Slesvig klage over saadanne Ting, saa ønske de dog i Almindelighed ikke at forenes med Tydskland, men at forblive Kongen af Danmarks Undersaatter. Da Forholdet er saaledes, synes det mig snarere at være et Detailspørgsmaal, som kan afgjøres af Kongen af Danmark efter retfærdige og billige Principer, end en Sag, som kunde forvandles til en Kilde til Strid mellem Tydskland og Danmark. Dersom denne Strid opstaaer, kan Ingen sige, til hvad Følger den vil lede, om ikke den Uvished, som hersker med Hensyn til Grændsen, kan lede til en Krig mellem de to Nationer. Jeg har fremstillet Sagen saa upartisk, som jeg kan; jeg troer, der er megen Ret i begge Parters Fordringer, samtidig med, at der er betydelig Overdrivelse og Mangel paa forsonlig Stemning paa begge Sider. Men det vilde være en meget stor Ulykke for Europa, og vilde lede til andre Farer, dersom der som Følge af denne Uenighed skulde opstaae en Strid, der kunde angribe Danmarks Integritet og Uafhængighed. Jeg troer ikke, at dette er et Spørgsmaal, hvorved dette Land kan være ligegyldigt. Jeg har hidtil bestræbt mig for al bruge Hds. Majestæts Regerings Indflydelse til Gunst for Freden, og jeg stoler paa, at Huset vil være af den Mening, at det var en Pligt for Regeringen som Tydsklands og Danmarks Ven at handle saaledes og at bestræbe sig for en venskabelig Afgjørelse af et farligt og ophidsende Spørgsmaal, samtidig med, at den derved befordrede Fredens Interesse i Europa.

(Hør! Hør!).

(Fædrelandet 16. april 1861).

Preussen foreslog i maj 1861 at løse striden ved at dele Slesvig, men det blev afvist fra dansk side.

I distrikterne med blandet kirke- og skolesprog anmodede næsten alle forældre om at deres børns konfirmation foregik på tysk. De er nu berettiget til dette krav som følge af de indrømmelser der er givet på anmodning fra England. Den danske regering og presse ser nu ud til at ville lade deres vrede gå ud over prædikanterne i disse områder som bestemt ikke har skylden. Det blev for nylig sagt om en af ​​dem at han skulle forsvinde eller blive afsat. - Et i Hamborg nyudgivet blad, "Norddeutscher Grenzbote", læses og distribueres uforstyrret i nogle egne af landet, men i andre konfiskeres det uden videre af de underordnede embedsmænd, og det slesvigske ministerium bekræftede disse foranstaltninger. På en af ​​de frisiske øer på Slesvigs vestkyst findes en dansk postmester hvis indsigt endda rækker så vidt at han fornemmer tendenser i Leipziger Illustrirten Zeitung, denne bibelprimer for voksne, til at svække slesvigernes tilknytning til Danmark og deres danske kongen. Derfor synes han det er en god idé at beholde de indkomne eksemplarer for sig selv. Abonnenterne der var fast overbevist om at Illustrirte Zeitung ikke ville indeholde noget højforræderi, og at hvis dette var tilfældet, ikke postmesteren, men politimyndigheden havde ret til at konfiskere, klagede til det slesvigske ministerium. De fik dog det svar fra ham at postmesteren havde handlet helt rigtigt, og at den pågældende avis ikke længere ville blive givet dem i fremtiden.

In den Districten mit gemischter Kirchen- und Schulsprache haben fast alle Eltern verlangt, dass die Confirmation ihrer Kinder in deutscher Sprache geschehe. Zu diesem Verelangen sind dieselben nämlich jetzt in Folge der auf Andringen Englands gemachten Concessionen berechtigt. Ihren Aerger hierüber scheint die dänische Regierung und Presse jetzt an den Predigeern dieser Gegenden auslassen zu wollen, an denen doch wahrlich nicht die Schuld liegt. Von einem derselben hiess es neulich, er werde abgehen müssen oder abgesetzt werden. - Eine in Hamburg neu erschienene Zeitschrift, "Norddeutscher Grenzbote", wird in einigen Theilen des Landes ungestört gelesen und verbreitet, und andern jedoch von den Unterbeamten ohne weiteres confiscirt, und das schleswig'sche Ministerium bestätigte diese Massregeln. Auf einer der friescischen Inseln an der schleswig'schen Westküste ist ein dänischer Postmeister, dessen Scharfsinn sogar soweit geht, dass er in der Leipziger Illustrirten Zeitung, dieser Bibelfibel für Erwachsene, Tendenzen wittert, die geeignet sind die Anhänglichkeit der Schleswiger an Dänemark und ihren dänischen König zu erschüttern. Er findet es desswegen für gut, die ankommenden Exemplare für sich zu behalten. Die Abonennenten, in der festen Ueberzeugung, dass doch die Illustrirte Zeitung keinen Hochverrath enthalten werde, und dass wenn dies dennoch der Fall, nicht der Postmeister, sondern die Polizeibehörde das Recht der Confiscation habe, wandten sich beschwerend an das schleswig'schen Ministerium. Von diesem erhielten sie indessen die Antwort, dass der Postmeister vollständig recht gehandelt habe und dass die gedachte Zeitung ihnen in Zukunft nicht mehr verabfolgt werden würde.

(Die Zeit : Tageblatt für Politik, Handel und Wissenschaft. 10. juli 1861)

8. oktober 1861 udkom en bekendtgørelse for hertugdømmet Slesvig som forbød at holde ugebladet Norddeutscher Grenzbote.

Illustrirte Zeitung udkom 1843-1944 i Leipzig, på linje med The Illustrated London News og L'Illustration (Paris). Forgængere for billedbladene. Det er i dag en vigtig kilde til historie og kultur, ligesom politik og hverdagsliv. Billedarkivet er på over 300.000 illustrationer.

Hvad "Confirmationspatentet" af 4de Jan. for Slesvig angaaer, oplyser Paster Graae i "Fdrl." (Nr. 169), at de "to Acters" Adskillelse i og for sig ikke er Andet end hvad der i mange Aar har fundet Sted i Flensborg, Adelby og flere Steder, hvor Overhøringen skeer om Onsdagen ved Fastegudstjenesten, hvorved der, naar der er mange Confirmanter, vindes mere Tid til Prøven, uden at Menigheden trættes ved for mange Ting paa een Gang, og hvorved Konfirmanderne selv vinde mere Ro og aandelig Frihed til paa selve Confirmationsdagen at kunne hengive sig til den hellige Handling uden at adspredes ved de mange Spørgsmaal eller forstyrres af Frygten for ikke at kunne svare godt nok. Derrimod vil G. ikke lade den Grund for Adskillelsen gjælde, at "Examen" var en Skolesag, konfirmationen en kirkelig Handling; ligesom konfirmationsforberedelsen danner den kirkelige Modsætning til den egentlige Skolegang, saaledes er Konfirmandernes Overhøring i Kirken ligefrem en kirkelig Modenhedsprøve, der for Menigheden, som saadan, aflægges til et Vidnesbyrd om, at de Unge saaledes have hørt om Christus, at de kunne aflægge den gode Bekendelse for mange Vidner, hvorfor ogsaa Konfirmanderne mange Steder og navnlig i Kongeriget i forvejen ere udskrevne af Skolen ved en ordentlig Skoleexamen. G. angriber stærkt Patentets § 2, som bestemmer, at, naar "Vedkommende" (Forældrene) forlange det, skulle Børn, som i Skolen udelukkende ere underviste paa Dansk, til konfirmation forberedte paa Dansk og i Menighedens Nærværelse for konfirmationen overhørte paa Dansk, "confirmeres" paa Høitydsk (hvori de kun have havt Underviisning i høist 4 ugentlige Timer og som de derfor, naar det tales, slet ikke eller kun deist ufuldkomment forstaae) af den samme Præst, som hidtil kun har talt Dansk til dem, og i den samme Kirke, hvor de lige nylig have lagt for Dagen, at de have lært deres Christendom paa Dansk. Det er jo dog Børnene, og ikke deres Forældre, som skulle bekræfte deres Daabspagt og bekræftes i den, og Bevidne skulle paa Confirmationsdagen ikke blot aflægge Løftet med et Ja, men ogsaa høre Evangelium saaledes, at de opløftes derved i Løftets hellige Øieblik; men det kunne de Dansk- eller Danskplattydsktalende Børn ikke, der ere underviste paa Dansk. Patentet har ikke tilfredsstillet de Tydsksindede, men blot givet dem Blod paa Tanden; de fordre nu kun saa meget heftigere, at deres Børn, som nu maae konfirmeres paa Høitydsk, ogsaa i Skolerne skulle undervises og af Præsterne forberedes og overhøres paa Høitydsk, og at Sprogrescriptet, dette Slesvigs nye Dannevirke, skal, sløifes og Høitydsken igjen throne i det danske og plattydske Angels og andre "blandede" Districters Skoler og følgelig ogsaa i deres Kirker. Og de Dansksindede derover Patentet Modet, idet Fodfæstet tages fra dem, saa at de endnu vanskeligere end førhen kunne modstaae Storbøndernes trykkende Terrorisme. Graae klager over, at der ved Patentets Udstedelse er brugt "en meget ukirkelig Fremgangsmaade", idet der ikke forud blev givet den slesvigske Biskop Lejlighed til paa Embedsvegne at afgive sin Erklæring over en i Kirkens indre Liv saa dybt indgribende Foranstaltning med Hensyn til en Handling, som man just vilde hævde Charakteren af "kirkelig". Det saa farlige Agitationsmiddel, som Patentets § 2 har givet det tydsksindede Parti i Hænderne, mener Graae, bør enten igjen betages dem eller, ifald det er umuligt, paa en eller anden Maade paralyseres, da ellers den Grundvold, hvorpaa der i 10 Aar saa heldigt var bygget i Mellemslesvig, let kan blive undergravet, han mener, at de Tydsksindede gjerne kunde lade sig nøie med Patentets § 3, som tillader Enhver, uden Tilladelsesbeviis af Præsten (hvilket iøvrigt bidtik meget sjelden og kun af ganske særegne Grunde er blevet nægtet) at lade deres Børn konfirmere udensogns, i Forbindelse med den nye Tilladelse til at lade Børnene privat undervise paa Tydsk.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 31. juli 1861).

Slesvig Stænderforsamling: Frihedsrettigheder i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Den til Hovedstaden alt i forr. Uge hjemvendte slesvigske Minister har, efter sin Udflugt til 3 Sogne i Angeln, meddeelt Kongen en offentliggjort Beretning, hvorefter Ministeren har fundet Underviisningen, baade i Dansk og Tydsk, og dens Frugt i de 3 Sogne, Munkbrarup, Huusby og Sattrup, aldeles fyldestgjørende. - I den første have vi selv engang gjort den samme Erfaring, men Sognet har ogsaa en usædvanligt dygtig Almuelærer, som har benyttet den for kort afmaalte Tid i det ene Sprog meget omhyggeligt og tillige afvejende talt begge Sprog med Børnene, hvad ikke overalt tilstedes. Skoleunderviisningen paa Landet er i det Hele meget god i Slesvig; saaledes vil man idetmindste vistnok træffe den paa mange Steder. Men naar altsaa begge Sprog læres tilfulde, d. v. s. at der overalt i de blandede Kredse som paa de 3 nævnte Steder pligtmæssigt sørges derfor, hvorledes bare faa Præster kunnet med nogensomhelst Ret erklære og den forr. Minister tage saadan Erklæring for gyldig: at Børnene ikke kunne tilstrækkeligt Tydsk til at forberedes til Confirmation og confirmeres paa Tydsk, naar Forældrene forlangte dette Sprog? eller hvorledes kan man da forsvare, at nægte Børnene eller Forældrene paa Børnenes Vegne, hvad selve Sprogrescriptet berettiger dem til som kirkelig Handling, at vælge det Sprog, hvori Børnene ønskes forberedede til Confirmation og konfirmerede? - Det er især denne Uretfærdighed der ogsaa, efter hvad den nuv. Minister har erfaret paa 3 Steder, er uden Nødvendighed - som man i Slesvig paa Landet har beklaget sig over, og som har foranlediget, at Forældre have sendt Børn andetstedshen for at konfirmeres. Lige saavel som Skolelæreren kan, hvor han vil og hvor det overlades ham, lære Børnene begge Sprog fyldestgjørende, lige saavel kan Præsten veilede Børnene til Bekræftelse i deres Tro og adspørge dem deri i det ene eller andet Sprog, der af eller for hver især vælges. Har Kirken afvexlende dansk og tydsk Gudstjeneste, for som Kirke at lempe sig efter hvers Sprogbrug og sætte Troesforholdet over Sprogforholdene og ialtfald over Tvist herom, og kan Enhver ved kirkelige Lejligheder, selv efter Sprogrescriptet, frit vælge efter sit Tungemaal, saa har Præsten ubetinget den samme Pligt ved Confirmationen. Det Modsatte har ogsaa fødet Tvist- og Tvangsforhold, som mindst af Alt kunne opbygge en Menighed, og selv den baade kirkeligt og sprogligt strængttroende Grundtvig har paa Kirkemødet for et Par Aar siden udtalt sig dadlende herom. 

Det kan ikke være Andet, end at mange Aars Samliv maa have knyttet mangt et Baand imellem Nordslesvig og Kongeriget, imellem Sydslesvig og Holsteen. Ligesom vi dybt vilde beklage Begivenheder, der løsnede Slesvig fra Moderlandet, saaledes er der mange, mange Medborgere i Kongeriget, for hvem Samstatsforbindelsen med Holsteen ansees for et Gode ikke blot for Slesvigerne, men for den hele, nord for Elben boende og fra Oldtiden samvirkende Befolkning. Vi imødesee Intet hellere end et oprigtigt Broderskab imellem alle fire Landsdeles Befolkninger, men troe, at dette Maal naaes bedst ved en gjensidig Agtelse for hinandens særlige Retsforhold. - Fra det folkelige Standpunkt ere vi her i Kongeriget vante til at modsætte os Embedsmandenes Overgreb i Anliggender, der bedst overlades til Folkets og Communernes Selvstyrelse. Vi have her efterhaanden seet Embedsstanden gaae frem i Humanitet og Agtelse for den bestaaende Forfatning, om ikke uden Kamp. Vi beklage, om Mænd, udgaaede fra Kongeriget, ikke have vidst at vinde de andre Landsdeles Agtelse og Tillid. Og vi skulle ikke undlade, saa vidt som vi formaae det, at indprente de opvoxende Embedsmænd et forsonligt Sindelag imod Befolkningen, ligesom vi ønske, at hver Landsdeels Embeder i Reglen besættes med Mænd, som der have hjemme og ere kjendte med Sæder - og Skikke. M. H. t. hele Statens fælleds Forfatning er den egentlige Befolkning i Kongeriget enig med lignende Anskuelser i de andre Landsdele om, at Forfatningen af 2den October 1855, hverken tilfredsstiller Ret eller Billighed. Vi ere derfor villige til ved alle lovlige Midler at virke hen til en Forfatning, hvor baade det Fælleds og det Særlige skeer Fyldest. Med disse Anskuelser kunne mange Mænd i alle Landsdele mødes, og saaledes Kronens og Statens Krav ikke mindre end Befolkningens og de særlige Landsdeles Tarv skee Fyldest i hver Henseende. - Vi have her som andetsteds havt at kjæmpe med hensynsløse Theoretikere og fordomsfulde Historikere, som kun i meget ringe Grad havde den nulevende Befolknings Vel for Øie, men satte Følelserne i Bevægelse ved Fortids Minder og Fremtids Drømme. Men i repræsentative Forsamlinger er man dog ogsaa udsat for tvivlsomme Demonstrationer, der kun give Øieblikkets Stemning Luft, og som ligne et brillant Fyrværkeri deri, at de blænde Øiet ved et flygtigt Skin og stundom ved Uforsigtighed tænde Lidenskabens Brand. Den roligere Deel af Befolkningen vil af Repræsentanterne see varigere Frugter, hvorved de fremme Almeenvellet, de aandige Krav ved Hjælp af materiel Fremskridt« og fri Udvikling af alle Kræfter. Kun saaledes kunne de overgive til ten svigende Slægt en betrygget og lovhjemlet Statstilværelse. (Eft. "Ret og Pligt".) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. februar 1860).

Overfor minister baron Blixen-Fineckes redegørelse står den slesvigske stænderforsamlings majoritets udkast til en 19 foliosider lang adresse til Frederik 7. Den blev i sin fulde længde offentliggjort i Aalborg Stiftstidende 15. februar 1860, I tysk udgave findes den i Allgemeine Zeitung, 15. februar 1860. Nogle uddrag heraf ses nedenfor:

- - -

1) Ved hin føl. Bekjendtgj. var "der lovet Landet, at der med Ordningen af Monarchiets Anliggender, under Bibehold og videreudvikling af de Indretninger, som enten omfatte alle Sammes Dele eller som ere grundlagte for enkelte af disse, skulde skridts frem i den Aand, at opretholde og forbedre de retligt bestaaende Forhold." "Denne Aand, siger Udkastet, har Landet (Slesvig) smerteliges savnet i Regjeringens Forholdsregler fra 1852 indtil nu. Det bedrøver os dybt at maatte udtale det, at Lovgivningens og Forvaltningens Tendents i denne Periode har været kjendelig derved, at bestaaende Indretninger og Forhold, uden Hensyn til dette Hertugdømmes Interesse og Lands-Repræsentationens Anskuelser og Ønsker saavel som til selve Landet, kuldkastes i den Hensigt at sætte danske Indretninger, dansk Forvaltning og Mønt, dansk Sprog, ja selv danske Bynavne istedetfor det hidtil Bestaaende. 

- - -

Istedetfor den lovede Ligeberettelse af begge Sprog er indtraadt en voldsom og skaansesløs Undertrykkelse af det tydske Sprog. Ved et Tillæg til Forfatn. for Slesvig er i Flensborg Provsti med 26 Sogne, i Kjøbstaden Tønder, og i 10 Sogne i Tænder Provsti, i 4 Sogne under Husum og Bredsted Provsti og i 9 Sogne i Gottorp Provsti det siden Aarhundreder bestaaende udelukkende tydske Skolesprog ved voldsom Tvang og tvertimod Indvaanernes Ønske blevet fortrængt, saaledes at der i alle disse Sogne kun 4 Timer om Ugen maa undervises i det tydske Sprog; men endog dette skeer ikke engang. I den største Deel af disse Sogne er det tydske Sprog udelukkende, i alle de øvrige overdelende Folkesprog, og bliver Underviisningen derfor i de fleste af disse Sogne givet Børnene i et for dem fremmed Sprog. Paa alle mulige Maader søger man at forhindre, at Børnene i disse Sogne blive underviste ved tydske Huuslærere; og det er blevet ubetinget forbudt, at 2 eller flere Familier i fælledsskab holde en slig Huuslærer. Naar det ikke kunde forebygges, at under saadanne Omstændigheder mange Børn af de saakaldte blandede Distrikter, d. e. af alle de nævnte Sogne, af deres Forældre bleve satte i Kost i saadanne Skoledistrikter, hvor Folkesproget var tydsk, saa har man dog vidst at gjøre dette Forældrenes sidste Forsøg paa at opdrage deres Børn i deres Modersmaal derved virkningsløst, at Børnene bleve nødte til at vende tilbage til deres Forældre, for at lade sig undervise i det danske Sprog i de sidste Aar for deres Confirmation, som holdes i nævnte Sprog. Ved en saadan Underviisning i et for Børnene fremmed Sprog er det en nødvendig Følge, at der med saa Undtagelser opvoxer en Ungdom uden Tugt(L), der i Landsbyskolerne, foruden nødtørftig Skrivning og Regning, kun lærer dansk Læsning og nogle danske Phraser udenad. Efter de samme Forskrifter skal Gudstjenesten i de nævnte Sogne holdes afvexlende paa Dansk og paa Tydsk, endskjøndt i de fleste Sogne næsten alle Beboerne ikke forstaae en dansk Prædiken, men alle derimod godt forstaae en tydsk Prædiken. En notorisk Kjendsgjerning er det ogsaa derfor, at Kirken paa de Søndage, da der holdes dansk Prædiken, næsten altid staaer tom. Her foreligger en den hele Befolkning dyb og smerteligt til Hjertet gaaende Forfladigelse i Brugen (?) af det tydske Modersmaal, ja selv af Kirken og Skolen, hvilket staaer i en directe Modsigelse med det i den kgl. Bekjendtgj. af 28de Jan. 1852 givne Tilsagn. De i hver Forsamling af de slesvigske Stænder gjentagne Venner om Gjenindsættelse af det tydske Sprog der, hvor dette er Folkesprog, ere hidtil blevne uden Frugt. Man har endog, for at rydde al Modstand imod det tydske Sprogs Fortrængelse af Veien, ikke undseet sig for, uagtet de af de slesvigske Stænder under 21de Febr. 1857 imod saadanne Indgreb i Patronatrettighederne gjorte Indsigelser, i August 1857 uden videre forfatningsstridigt at ophæve de i den slesvigske Forfatningslov 3 Besidderen af Gelting og de i Gelting Sogn indlemmede Godsbesiddere garanterede Patronatsrettighcder over Kirken og Skolen. 

- - -

Det Samme gjælder om de talløse Forbud af Bøger og Kort for Slesvig, hvilke hverken i Kongeriget eller i begge de andre Hertugdommer ere forbudte, og som tvinge hver af Slesvigs Indvaanere, naar han vil være vis paa ikke uden sit Vidende at overtræde Forbudet og at paadrage sig Ubehageligheder, til at anskaffe sig en med hvert Aar stigende Fortegnelse over forbudte Skrifter. I den samme Aand haandhæves ogsaa Pressen, der kun tjener Daniseringen og som til dette Øiemeed erholder af de særlige slesvigske Indtægter betydelige Understøttelser. En Petitionsret bestaaer neppe, Retten til at afholde frie Forsamlinger og til at indgaae Foreninger aldeles ikke."

- - -

Man bør give Afkald paa at betragte det danske Sprog som en politisk Person, hvis Omraade skal udvides ved Erobringer, Sproget er til for Menneskets Skyld, men ikke omvendt er Mennesket til for Sprogets. Saalænge Kirke og Skole endnu misbruges til at gjøre Propaganda for Sproget, saalænge det ikke er tilladt Indvaanerne at betjene sig, hvor og naar de ville, navnlig ogsaa ved Underviisning af deres Børn, af deres eget Sprog, staaer Staten i umiddelbar Strid med Christendommens og Civilisationens første Fordringer og mangler den første Forudsætning for en fri borgerlig Tilværelse, Saalænge med alle Lovgivningens og Forvaltningens Forholdsregler kun Slesvigs snævrere Forbindelse med Danmark og den endnu fuldstændigere Løsrivning fra Holsteen haves til Hensigt, kan der ikke være Tale om, at Slesvigs Ønsker og Interesser blive tagne i Betragtning. 

- - -

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. februar 1860. Uddrag)

I stænderforsamlingsmødet den 15. februar 1860 talte Rumohr imod forbuddet mod bøger. Forbuddet blev  forsvaret af pastor Mørk-Hansen, provst Hansen, Krüger og Laurids Skau med at de nævnte forbud skete mod statsopløsende tiltag. Forsamlingens flertal besluttede trods den kongelige kommissarius frarådede at gå videre med forslaget, at nedsætte en kommission. Kommissarius advarede (truede?) dernæst forsamlingen med at den var i strid med den slesvigske forfatning og at regeringen ville blive underrettet og at underskriverne ville blive draget til ansvar ved retlig tiltale. Kommissarius gjorde det klart at regeringen ikke kunne indgå i en diskussion om flere rettigheder til Slesvig.

I Flensborg blev Heibergs boghandel kort efter foreløbigt lukket mens politiet undersøgte den for udbredelse af en "illoyal adresse" og andre "statsopløsende skrifter".

Ved stænderforsamlingsmødet de 21. februar 1860 oplæste kommissarius en skrivelse fra minister Blixen-Finecke hvori denne kraftigt tog afstand fra flertallets optræden: det bevirkede gæring og tvedragt, mistillid til regeringen og opægning af de nationale lidenskaber. Så længe disse tilstande bestod, ville man ikke indrømme flere friheder.

Forslaget blev på stændermødet den 24. februar med 26 stemmer mod 17 sendt i udvalg.

Den slesvigske stænderforsamling den 13. marts 1860 vedtog en udtalelse hvori man anbefalede at ophæve forbuddet mod bøger og foreninger i Slesvig. Det blev vedtaget med 26 stemmer imod 13 - det danske mindretal stod fast på at forbuddet stadig skulle eksistere: I marts 1860 fremsatte mindretallet (bl.a. Skau, Krüger, Mørk-Hansen, Blady og provst Hansen) en slags "modadresse". Kommissarius havde kun enkelt indvendinger imod formuleringerne, en af dem var at der i 1848 ikke havde været 2 partier og at kongen som sådan ikke kæmpede imod et part. Buchwald (der ikke havde deltaget i opstanden 1848), bemærkede at adressen var en demonstration imod majoriteten som misbrugte kongen. I Slesvig beherskede minoriteten majoriteten gennem regeringen. Dette forhold forekom ham bemærkelsesværdigt, og citerede Haller: "Der sker ting på jorden og under solen, som hvis man ikke mister forstanden, så har man ingen."

Confirmation paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Noget om Confirmationen paa Landet.

Vi have da snart igjen Confirmation, og med den vel atter de samme Forargelser, som denne vigtige og høitidelige Handling desværre altid fører med sig. Det er nemlig Skik herude, at Confirmanderne paa Confirmationsdagen blive stillede paa Kirkegulvet efter deres Kundskaber, navnlig i Christendommen, saaledes at den Dygtigste, det vil da sige, den, som af Præsten stemples som saadan, faaer den øverste Plads, og at enhver af de Øvrige ligeledes kommer til at staae i Rækken efter Fortjeneste. At denne Stillingsmaade under hele Confirmationsforberedelsen, trods Præstens Talen om Ydmyghed, bestandig fremmaner den ingenlunde gavnlige Tanke for den Unges Sjæl: hvilken Plads mon jeg faaer, jeg bliver nok Øverst, jeg kommer vistnok oven for den og den, indsees let, naar man betænker, at netop i Confirmationsalderen, som er de Unges Overgang fra Barn til Menneske, træder Forfængelighedsaanden meget stærkt frem, og man tillige veed, at Pladsen paa Kirkegulvet, og naturligviis især den øverste Plads, ansees og omtales herude, af Confirmander saavelsom af mange Wlore, som der Væsentligste ved Confirmationen, medens Christendomskundskaben og Daabsbekræftelsen neppe ændses. Hører man de Confirmerede efter Confirmationen tale om denne, er det meget sjældent Andet end en forfængelig Snak, man faaer at høre, navnlig om, hvor høit eller lavt den eller den var kommen op eller ned paa Kirkegulvet. Og spørger man dem, om de Øverste svarede godt, faaer man gierne det Svar, at disse svarede daarligst, hvorimod Nr. 5, 6 osv. kunde svare langt bedre; hvilket viser, at Opstillingen enten virkelig har været uretfærdig og der altsaa er skeet en vilkaarlig ubillig Tilsidesættelse, eller at de Øverste misundes deres Pladser, hvilket i Regelen altid er Tilfældet, og derfor af Misundelse, med krænket Forfængeligheds Bitterhed, fordømmes og nedsættes Tillige hører man undertiden Confirmanterne sige: vi tænkte nok, at den og den blev Øverst, skjøndt han eller hun under Forberedelsen næsten aldrig har kunnet svare; thi hans eller hendes Forældre ere rige, eller uden for Bondestanden; eller ogsaa, hvilket endnu værre er, hedder det: han eller hun gav 4 Rd. i Indskrivningspenge og 3 blaae Sedler i Confirmationsoffer, og jeg gav ingen Indskrivningspenge og kun 1 Rd. i Offer, og min Fader er kun Arbejdsmand og han og Præsten have desuden engang været Uvenner. Hvad viser nu alt dette og hvad er Følgen deraf? Det viser, at Confirmationen, som en Følge af Stillingsmaaden, betragtes som en høitidelig Parade, ved hvilken det fornemmelig kommer an paa Plads; at Stadsen ved denne Leilighed ikke bliver forglemt, er jo vitterligt nok. Og Følgerne deraf ere, at den Tillid til Præstens Samvittighedsfuldhed og Sandhedskjærlighed, som man dog maa antage, at han under Confirmationsforberedelsen har faaet fremkaldt hos Confirmanderne, og uden hvilken hans Religionsunderviisning kun har været en klingende Bjælde for dem, uden synderlig Virkning eller Frugt, er brudt, tabt og borte, og at han altsaa ikke længere staaer for dem som den, der med Samvittighedsfuldhed tjener den Herre Christus, men som Leiesvenden i Mammons Tjeneste, der kun høres og følges med Tvivl. Og i de Øverstes Hjerter gives Hovmod, med den hermed følgende Ringeagt for Andre, rigelig Næring, medens de Tilsidesatte, paa Grund af den virkelig . eller kun formeentliq, lidte Forurettelse, stærkt friste til ikke alene at fornægte Kjærligheden, men at give Misundelsen, ja maaskee endogsaa Hadets fule Aand Rum i deres Hjerter; og det selv paa den Dag de i Herrens Tempel skulle bekjende den Herre Christus. Og dette er det, som jeg kalder "Forargelser ved konfirmationen, og heri er den famøse Opstillingsmaade alene Skyld. Hvorledes eller hvormed Præsterne for And og deres egne Samvittigheder kunne forsvare at bruge denne fordærvelige Uskik formaaer jeg ei at indser; thi den lader sig sandelig ei forsvare dermed, at det er en gammel Skik; ei heller med, at naar Confirmanterne stilles saaledes, som de efter Præstens bedste Overbeviisning fortjene, han da har sin Samvittighed fri; thi Enhver, Præsterne med, vil vist indrømme, at med ingensomhelst Grunde kan forsvares, at give Anledning til saadanne Følger som de paaviste, naar de kunne undgaaes. Den samvittighedsfulde Præst vil vist ogsaa tilstaa, at han ofte ved Stillingen af Confirmanterne har været endogsaa ikke saalidet uenig med sig selv om, paa hvilken Plads han skulde sætte enhver af dem; og indsee maa han ogsaa kunne, hvis han ikke allerede paa en eller anden Maade har erfaret det, at selv ved den retfærdigste Opstilling opstaaer der let Misundelse og Misfornøielse, saavel blandt Confirmanderne som disses Forældre, der har en ei ønskelig Utilfredshed til Følge. Allermindst lader endelig denne Stillingsmaade sig forsvare med den Paastand, at Kappelyst blandt Confirmanderne vækkes ved Tanken om, at de paa Confirmationsdagen muligen kunne komme til at prunke paa Høisædet for de Nysgjerrige i den talrige Menighedsforsamling; thi fra det christelige Standpunkt betragtet, maa det vel endog kaldes uchristeligt, at lokke til Indsigt i vor Herres Jesu Christi Naade og Kundskab, ved at stille forfængelige Ærespladse i Udsigt som Belønning derfor, da Christendommen aldrig bruger saadan Lokkemad, men tvertimod udtrykkelig siger: "Lader os ikke have Lyst til forfængelig Ære, saa at vi trodse hverandre og bære Avind mod hverandre." - Man maa virkelig høilig undres over, at saa mange Præster, istedet for at optage den af Hovedstadens Præster brugende eneste rigtige Stillingsmaade, nemlig at stille Confirmanderne efter Alderen, hvorved, paa Grund af, at der ved denne Stillingsmaade ikke mere fornuftigviis kan være Tale om Øverst og Nederst, al forfængelig Talen om, og Higen efter de øverste Pladse aldeles maa bortfalde, holde paa den gamle usalige Uskik, som om det var en Troes-Artikel, uagtet de paapegede Følger deraf ikke kunne være ukjendte. Denne Vedhængen ved den gamle Uskik synes meget stærkt at vidne om, at der maa være skjulte, men meget vægtige Grunde tilstede, der forbyde Præsterne at bruge Aldersstillingen, og som byde dem, at holde paa den gamle Uskik; hvilke Grunde, skjøndt idetmindste nogle af dem maaskee ikke ere meget vanskelige at opfinde, jeg dog ikke her skal indlade mig paa at opsøge. Skjøndt jeg troer, at det af det Anførte maa staae klart for Enhver, som mener det godt med de Unge, og ønsker at Confirmationen maa blive dem til Velsignelse, at Confirmantstillingen efter Kundskabsdygtighed er fordærvelig og derfor bør forkastes, tør man dog neppe vente, at Præsterne paa min ringe Opfordring af dem selv herefter ville stille Confirmanterne efter Alderen; men alligevel lever jeg i den glædelige Fortrøstning, at denne Stillingsmaade ret snart vil være den eneste, som bruges overalt her i Landet; thi jeg haaber sikkert, at Regjeringen, hvis Omhu for Kirkens Tarv er almindelig erkjendt, snarest muligt vil banlyse den oftnævnte Uskik af Kirken, og befale Præsterne at stille Confirmanterne alene efter Alderen, til Velsignelse for de Unge og til Glæde for de Ældre.

I Februar 1858.

En Mand paa Landet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. marts 1858)

Rangopstillingen blev også behandlet i Politivennen 4. juni 1831.

"En præst på landet" svarede artiklen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. marts 1858. Svaret bestod i al væsentlige i at indsenderen ikke havde gavnet sin sag ved den måde han havde formuleret artiklen på. Redaktionen nævnte derefter at der var kommet to yderligere indlæg. Et om at der blev trukket lod om opstillingen. Der blev endvidere argumenteret mod aldersopstillingen idet dette ville favorisere de som først efter flere forgæves konfirmationer omsider havde bestået. En anden landsbypræst fortalte at han opstillede børnene efter sit forudgående kendskab til dem fra skolen. 

Confirmation. (Efterskrift til Politivennen)

I en Skrivelse fra det Holsteenske, indført i "Hb. woch. gemeinn. Nacht.", af 4de ds., gjentages den allerede oftere tilforn offentlig førte Klage over, at Confirmations-Handlingen mange Steder i Hertugdømmerne enten ikke feires med tilbørlig Værdighed eller paa en mindre hensigtsmæssige Maade. Ref. fortæller hvorlunde han i f. A. et Sted har været Vidne til saadanne Omstændigheder derved, at han, greben af den største Uvilie, forlod Kirken. "Under den hele Handling", siger han "bleve Dørene revne op og slagne i; man gik ud og ind, snart enkeltviis, snart i Klynger, hvorhos der ikke savnedes Trængsel og lydelig Ordstrid; her skjændtes man om Pladserne, der søgte man at trænge ind eller krybe over i Stolene; saa hørte man et Barn skrige og Moderen søgte høirøstet at tysse paa det; kort under den hele Handling herskede en saa forstyrrende og vedholdende Støi, at man ti Skridt fra Alteret ikkun kunde høre enkelte Ord af hvad Præsten sagde. Især gik det livligt til i Nærheden af Alteret, hvor de Nysgjerrige især trængte sig hen; man puffede og stødte hinanden etc., og det var kjendeligt, at Confirmandernes Opmærksomhed mere var henvendt paa disse Scener end paa Præstens Tale." Han dadler dernæst ogsaa at flere Præster mene at give Gudstjenesten paa Confirmationsdagene fortrinlig Vigtighed, ved at trække den saa langt ud, at den varer over 3 til 4 Timer, istedetfor at den, efter hans Formening, aldrig burde overskride et Tidsrum af to timer.

(Kjøbenhavnsposten den 8. april 1834)

Et Spørgsmaal.

Burde det ikke forbydes samtlige værthusholdere af høj og lav rang at udskænke spirituosa til konfirmander. Så vidt anmelderen ved, udskænkes der ikke mere spirituosa til dem i konditorboderne i Kronpinsessegade. Men grunden skal ikke blot være at disse sager nægtes dem nu der, men til dels også at konditorens likører er dem for svage, hvorfor de henvender sig til en i Kronprinsessegade boende værtshusholder hvor de kan få "noget som river i halsen" /en kradser) fx ½ pægel dansk brændevin, eller 1/4 bolle punch, hvilket de forgæves har forlangt hos konditoren.

Anmelderen ved at en for nyligt konfirmeret piberdreng for længere tid siden drak 7 snapse, den ene efter den anden, og at en anden, misfornøjet med de firmenichske lukørers svaghed, forlangte noget der kradsede dygtigt, og først tilkendegav sit befald da han fik en snaps qvassia. (Den rosenkildske piberdren, Søren Winther gør al sin dumhed uagtet, sådanne herrer til skamme.) Dette karakteriserer den københavnske almueungdom træffende. Men hvor mange smil det end aflokker de fleste, er det dog et sørgeligt tidernes tegn som indeholder et betydningsfuldt vink til forældre, skolelærere, præster og regeringen.

(Politivennen nr. 1377, Løverdagen, den 21de Mai 1842. Side 324-325)

Confirmations Søndag.

Konfirmationen som dog burde være en af de mest højtidelige handlinger i kirken, er vist få steder så uhøjtidelig som i Københavns kirker. De fleste af læserne har vist erfaret hvilken støj og spektakel der hersker under handlingen. Man ser unge lapse og nysgerrige damer strømme ud og ind af kirken i hobetal, overhovedet ikke for at høre, men blot for at se på konfirmanderne. Det er ikke muligt at høre et eneste ord af hvad præsten siger. Indsenderen tvivler meget på om selv konfirmanderne kan høre nogen, da der er støj og spektakel overalt i kirken, både foroven og forneden. Det var i sandhed ønskeligt om kirkedøren blev lukket under handlingen. De som da ikke havde tålmodighed til at blive, og som kommer blot for at kaste et flygtigt blik på konfirmanderne, blev da nok væk.

(Politivennen nr. 1165, Løverdagen, den 28de April 1838. Side 276-277)

Den Korsøerske Confirmandsag.

Efter det i nummer 1108 givne løfte, meddeles følgende dokument i denne sag.

Underdanigst P. M.

Et sluttet selskab bestående af de mest dannede og agtværdige af samfundets klasser forsamledes den 19. i forrige måned her i byen for at more sig ved dans og dramatiske teaterforklædninger. Til dette selskab blev min datter Seraphine Caroline ved en velynderinde skaffet adgang. Som konfirmand ønskede hun at bevare den hædrende dom hendes sjælesørger nyligt havde fældet over hende, og frygtede derfor at hun hvis hun ved næste møde hos Provst Olrik skulle blive skyldig, kunne udsætte sig for en lige så åbenbar og derfor så meget mere nedslående irettesættelse. Hun håbede at opnå det første og forebygge det sidste ved at gøre hans højærværdighed den kompliment at udbede sig hans tilladelse.

Skønt provsten nægtede hende en sådan, tillod vi forældre hende dog at nyde denne efter vores mening uskyldige fornøjelse, dels fordi det ville fornærme barnets velynderske, hvis hun ikke benyttede hendes godhed, dels for at lade en ung pige som står i begreb med at træde ind i verden drager nytte af lejligheden til at te sig i det større og artige selskab. Vi kunne heller ikke forudsætte nogen alvorlig misbilligelse her af fra hr. provstens side da hans ærværdighed selv både i året 1833 og 34 uforklædt havde deltaget i samme underholdning med samme personer, blandt hvilke 1834 omtrent på samme årstid, endogså 3 af provsten daværende konfirmander, nemlig de 2 døtre af hr. justitsråd posemester Paludan og opsynsmand Beincke, samt det nu bortviste barns søster, vores datter Maria, deltog uden at dette pådrog dem nogen dadel af hans velærværdighed som dog selv måtte have set dem. 

I alle tilfælde havde vi den tillid til hr. provstens fine takt at barnets lydighed mod sine forældre ikke ville pådrage hende nogen irettesættelse i de andre konfirmanders påhør da overtrædelsen af en under fire øjne nægtet tilladelse kun kunne egne sig til en ligeledes sub rosa given irettesættelse. Dog sagen fik et ganske andet udfald. Da barnet den 21. indfandt sig hos provsten til undervisning, blev hun i alles påhør bortvist af hans højærvædighed med den besked at hendes far kunne lade hende konfirmere af en anden præst. Jeg skrev da brevet Bilag A. til provsten og modtog fra ham Bilag B, på hvilket fra min side Bilag C. fulgte. Imidlertid underrettedes jeg om provstens bestemte ytring til flere: "Jeg svarer ikke på Laurenbergs brev" og dette bevægede mig til endnu engang at forsøge sagens mindelige og private afgørelse ved at tilskrive hans højærværdighed Bilag D.

I en mundtlig samtale fordrede hr. provsten som en betingelse for min datters konfirmation en skriftlig æreserklæring hvori jeg skulle tilbagekalde hvad jeg havde ytret i mine breve til ham. En sådan kunne jeg som ærekær mand ikke give, da jeg ikke tror at have fornærmet ham. Den forsøgte mægling blev derfor frugtesløs, og den 3. henimod aften modtog jeg provstens attest, dateret den 2. som herved følger under Bilag E, hvortil jeg underdanigst tillader mig under F. og G at vedlæge et vidnesbyrd fra barnets lærer, hr. pastor Bøggild og en udskrift af skoleprotokollen, indeholdende de karakterer som ved eksamen i det sidste år er tildelt hende.

I den overbevisning at have forsøgt at for at undgå den ubehagelige nødvendighed i hvilken jeg nu er sat, og med den vished at det højkongelige danske kancelli vil hjælpe mig til at få min datter, hvis udgang af det faderlige hus er berammet til foråret, konfirmeret til påske, tager jeg mig underdanigst den frihed at henvende mig til det højkongelige kollegium med underdanigst forespørgsel om hvorledes jeg i dette for mig som fader højst ubehagelige tilfælde har at forholde mig?

Underdanigst
Laurenberg.

(Politivennen nr. 1113, Løverdagen, den 29de April 1837. Side 255-258)

Redacteurens Anmærkning

De omtalte bilag følger på siderne 258-264. De er skrevet af postfuldmægtig Laurenberg, provst Chr. Olrik og ordineret kateket og førstelærer ved borgerskolen i Korsør Bøggild. Interesserede henvises til originalen.

Folketællingen fra 1845 giver følgende oplysninger: Fuldmægtig Vilhelm Laurenberg f. 1773, hans kone Ane Møller, f. 1795 og deres to børn, Seraphine Laurenberg f. 1823 og Ole Laurenberg, f. 1833.

Ifølge ODS kommer sub rosa fra latin “under rosen”, og hentyder til rosen som symbol på tavshed (diskretion).

Om Korsør stod der i Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1837:

Vest-Sjællandske Avis bringer Følgende som "Meddeelt": "I vore Tider klages der saa meget over Næringsløshed, at det ere behageligt at see og omtale Virksomheds-Aand, hvor den findes. Kjøbmand J. Kruuse i Corsøer bygger i Aar en Brig paa 3000 Td., efter i de foregaaende Aaringer at have byggeet to Skonnerter, som han vedbliver at holde i Fart, foruden mindre Fartøier. Han er saaledes ikke en Kjøbmand, som efter at have samlet Formue ved heldige Speculationer, trækker sig og Pengene ud af Handelsverdenen; men han er en Mand, som aarlig bidrager til at mange Mennesker ved Arbeide kunne skaffe sig og Familie Underhold, og han er en sand Befordrer af Driftighed i Corsøer. Hvad en saadan Mand er for en lille By som Corsøer, vilde det føre os for vidt at udvikle."

Slemme Følger af Maskerader.

På det sidste maskebal i Hotel d'Angleterre var en maske ret ivrigt beskæftiget med at udspørge de gamle damer om de var konfirmeret. Og når en eller anden af disse spøgende svarede nej, advarede masken for det syndige i at deltage i sådanne forlystelser og fortalte at en agtværdig mands datter i en af Sjællands købstæder af præsten var blevet med et slags eclat bortvist fra konfirmandundervisning og nægtet antagelse til konfirmation, fordi hun med sine forældres tilladelse havde deltaget i et maskebal.

Man troede at det hele var et tåbeligt gækkeri, men det har siden stadfæstet sig at noget sådant virkelig er passeret i en lille købstad på Sjælland, hvor præsten som ovenfor anført af ovennævnte grund skal have bortvist en af de mest ferme konfirmandinder, og det uagtet selskaber hvori ballet blev givet, er så hæderligt at hans højærværdighed for få år siden selv har været til stede ved et af samme selskab givet maskebal hvori samme gang flere konfirmandinder skal have deltaget uden at dette havde til følge at de blev afvist.

Det er naturligt at pigens forældre ikke har været tilfredse med denne fremgangsmåde. Man har besværet sig over for biskop og kancelli, og når sagen er udageret, hvilket man håber snart vil ske til alle parters tilfredshed, vil de nærmere detaljer tillige med samtlige dokumenter i sagen blive offentliggjort. Dette til beroligelse for de svage i ånden der i det omhandlede faktum har troet at øjne en tilbagevenden til et ikke ønskeligt gejstligt regimente, hvilket de mente ville blive så meget mere besværligt for nationen som man fra flere sider har ytret ønske om et eget gejstligt kollegium.

(Politivennen nr. 1108, Løverdagen, den 25de Marts 1837. Side 186-188)

Hôtel d'Angleterre til venstre. Kongens Nytorv. Til højre for statuen Hovedvagten. (Becker)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i nummer nr. 1113,  29. April 1837, side 255-258.

Hvordan et maskebal på hotellet hos Knirsch kunne foregå, fremgik af en artikel i Kiøbenhavnsposten, 1. marts 1831.

Bemærkninger, i Anledning af det i Nr. 908 Indførte: "Om den forestaaende mosaiske religionsprøve."

Det er ikke let at se hvorfra den ærede indsender af ovennævnte stykke har den kundskab at mange af den israelitiske menigheds medlemmer er blevet forbavset fordi nogle børn af samme der frekventerer friskolerne skal stå adskilt ved religionsprøven på kirkegulvet, med mindre det skulle være at det er børnene selv der harmes over denne i og for sig aldeles intetsigende formalitet. For såvel disses forældre som enhver anden må denne omstændighed vist nok forekomme aldeles ligegyldig.

Når der nemlig fornuftigvis lod sig tænke nogen som helst skadelig virkning for de manges tilkommende vel der i fremtiden i så henseende resulterede deraf, da måtte man ubetinget bifalde indsenderens mening som da var velbegrundet. Men kan sådant nogensinde blive tilfældet?

Når indsenderen påberåber sig at velærværdige hr. dr. Wolff i sine prædikener har ytret: "for Gud er vi alle lige", "I Herrens hus bør al tant og forfængelighed forsvinde" da forekommer det os at denne evige sandhed netop burde have været et motiv til at afholde sig fra at føre anke herover, og det hvad enten de omtalte børns intellektuelle evner overskrider eller står tilbage for de øvrige såkaldte riges. Især da indsenderen vel bør vide at det ikke er i kirken disses (de intellektuelle evners) udvikling skal prøves.

Hensigten med religionsprøven skal jo være den at aflægge bekendelsen for sin religiøse tro. Dette sker i kirken. De som er tilstede samme sted og erfarer sådant, lægger vist nok ikke synderlig mærke til i hvad orden dette sker på den dag. I deres øjne bør kun den fortjene øverste plads der i fremtiden som tilkommende borger i ordets mest ædle bemærkelse følger og virker efter de der foredragne guddommelige sandheder, uanset hvad plads der er faldet i hans lod da han stod på kirkegulvet.

Det er vist nok denne omstændighed der har bevæget hr. dr. Wolff til ikke at lægge vægt på hvorledes disse børn fremstilles på kirkegulvet. Og enhver fornuftig må derfor være særdeles kortsynet om han ikke skuede grant hvad der dog så tydeligt ligger for dagen.

Det er klart at megen sandhed offentligt er blevet fremsat angående "menighedens anliggender" og at meget står tilbage at ønske hvorved dets tarv kunne fremmes, desto værre! er dette blevet en røst i ørkenen. Enhver sandhedskærlig mand der føler dette, har derfor al årsag at påtale væsentlige omstændigheder der fortjener drøftelse. Den påtalte kan vel næppe henføres til det. Og da det så vidt os bekendt er skik i landets kirker hvortil der hører unge som besøger friskoler, at disse på deres konfirmationsdag står samlet for sig selv på kirkegulvet, så har hr. dr. Wolff altså hjemmel for at et lignende forhold bør finde sted hos mosaiske trosbekendere. 

Eftersom man således ikke kan dele indsenderens anskuelser i disses hele, fordrer sandhed dog at indrømme at det indtryk som den formentlig vilkårlige fremgangsmåde muligvis kan bevirke hos de unge, idet disse henlededes til kirken med en såret følelse på den dag de aflægger løfte om at overholde det "dyrebareste" mennesket skal stræbe efter i sin hele levetid: sin religiøse tro - for den allerhøjeste - hvilket aldrig bør ske i harmfuld tilstand, så tror vi at enhver hindring i denne anledning blev bortryddet når vedkommende for fremtiden fremstiller ungdommen på kirkegulvet "efter værten", hvorved ethvert hensyn faldt bort på det sted hvor verdenstant aldrig bør fremmes.

5. 9. 13.

Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 384-388 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 369-372.

Om den forestaaende mosaiske Religionsprøve.

Ved den forestående mosaiske religionsprøve, hvorved eksaminationen for første gang foretages af hr. dr. Wolff, er antaget en orden i børnenes følge på kirkegulvet som har forbavset mange af menigheden. Den består nemlig i at de rigeres børn (det vil sige de som ikke går i de to mosaiske fattigskoler), skal stå for sig selv og de fattiges afsondret fra disse, ligesom for ikke at smitte disse.

Når man ser hen til at der hverken findes stands- eller rangsforskel blandt mosaisterne, undtagen den som formuen eller forstanden bevirker, så må man sandelig undre sig over at en mand som dr. Wolff der har sine reelle kundskaber at takke for sin fremkomst i verden, og som oplyst og sandhedsfærdig mand ikke bør lade sig beherske af fordomme, ja så ofte i sine åndfulde prædikener har berørt at "for Gud er vi alle lige", og "i Herrens hus bør alt tant og forgængeligt forsvinde," vil foretrække det første for det sidste (for efter sigende skal der blandt de fattiges børn, som denne gang skal aflægge deres trosbekendelse, være adskillige som med hensyn til deres kundskaber står langt over mange blandt de såkaldt rigeres). Hvem som kender til det barnlige hjerte, må vel vide hvor krænkende det er for et barn at se sig tilsidesat, og i endnu højere grad er dette tilfældet i en stor forsamlings påsyn, når det ligesom ser sig afsondret fra dem hvis forældre Gud har tildelt noget mere verdsligt gode end der blev dets forældre til del, skønt det med vished ved at det i kundskaber står langt over de andre. Og ikke blot børnene såres ved denne adfærd. Den er endog meget krænkende for forældrene, af hvilke flere skønt de lader deres børn gå i to fattigskoler, dog intet nyder af menigheden.

Både hr. kateket Mannheimer og hr. kateket Levysohn der før eksaminerede ved religionsprøven, havde vedtaget at sætte børnene i den orden som deres kundskaber gav dem adkomst til. Og man har sjældent hverken af rige eller fattige hørt nogen beklage sig over at være forurettet, skønt dette havde været mere tilgiveligt hos mænd som kateketerne der i langt højere grad var afhængige af menigheden end hr. dr. Wolff. Af hvilken grund hr. doktoren altså nu har indført denne orden som er ganske i uoverensstemmelse med vor tids anskuelser, må Gud og han alene vide. At udgrunde dette, går langt over pluralitetens horisont.

Skønt indsenderen nok ved at den vedtagne orden endnu kan forandres, går hans dristighed dog ikke så vidt som til at ville tro at hr. doktoren skulle tage disse linjer i betragtning. For indsenderen har allerede forudset at dette som så meget andet bliver en røst i ørkenen. Hensigten med dets bekendtgørelse var kun at tolke pluralitetens mening i det mosaiske trossamfund og at lade rimelighedens stemme lyde for de ansvarliges ører.

Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 369-372

Redacteurens Anmærkninger

Artiklen besvares i Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 384-388. 

Rabbiner Isac Noa Mannheimer (1793-1865) student fra Metropolitanskolen 1814 blev ansat 1817-1823 som kateket (underviser for ungdommen i religion) og afholdt som sådan den første konfirmation. Hans indførelse af gudstjeneste med danske salmer med orgelledsagelse og mænd uden hovedbeklædning vakte i starten ingen modstand blandt de ortodokse jøder, men striden blussede ud da det begyndte at foregå i et lejet lokale. Modstanden betød at andagtsøvelserne stoppede i 1821. Hvorefter Mannheimer rejste til udlandet. Da han vendte tilbage til København, hvor der imellemtiden havde rejst sig en så voldsom modstand mod de nyindførte former i konfirmationen at de stort set blev afskaffet igen i 1823. Hans forsøg på at videreføre reformerne i en privat synagoge strandede da den blev lukket af myndighederne. Han havde bedre held i Hamborg og i Wien hvor han arbejdede i 40 år og vandt stor anseelse.

En nyttig Advarsel i vor Frelsers Kirke.

Det er vist nok meget nødvendigt at der til enhver tid holdes god orden i kirkerne og især ved konfirmationerne da der i almindelighed er stærkest tilløb. Men når iveren i denne henseende går så vidt at kirkebetjentene tillader sig at prygle børn der befinder sig i kirken med deres forældre, da drives nidkærheden så vidt at de fleste ville finde sådant utroligt. Og dog er dette virkelig sket sidste konfirmationssøndag i Vor Frelsers Kirke. Graver Lystrup tillod sig nemlig der en meget uartig behandling mod flere, og for det ene barn synes følgerne heraf at blive ret alvorlige og sørgelige for forældrene, da det dels af skræk og dels af slaget, øjeblikkelig blev sygt og hidtil endnu er uden bedring. Det er derfor indsenderen velmente råd til enhver som søger nævnte kirke, eller der lader børn konfirmeres, at vogte sig for nævnte hr. Lystrups næver. I øvrigt synes kirken at være det sted hvor man burde være aldeles sikker for en sådan behandling, hvis følger kunne være så betydelige for børn der ligesom det her omhandlede, ikke hjemme er vant til sådant.

Petersen
Kontorist.

(Politivennen nr. 876, lørdag den 13de October 1832, s. 641-642) 

En ung Pige efterlyses.

Efter at min datter Christine Margarethe i nogen tid havde nydt undervisning i religion af skolelærer Petersen i Søllerød og siden 1. november forrige år gået til konfirmationsforberedelse hos hr. pastor Boye, lod denne sidste hende i januar måned dette år vide at han ikke kunne antage hende til konfirmation før næste år. Hun tog derpå sin moder til København for om muligt der at blive konfirmeret til påske og henvendte sig til hr. skolelærer Sandbeck hos hvem hun i 2 til 3 år havde nydt undervisning. Denne mand henviste hende til hr. pastor Riis der efter at have overhørt hende erklærede at han fandt hende vel undervist og at han ville have antaget hende til konfirmation hvis han ikke allerede havde indleveret sin liste over konfirmander til hans højærværdighed hr. biskoppen. Men at hun kunne blive antaget til mikkelsdag. 

Hun tog derfor hjem igen med moderen, men viste sig bestandig mismodig og skamfuld over den nedvisning hun havde oplevet. Med et forlod hun hemmeligt sine forældres hus først i februar måned og har siden ikke været at opspørge. Da det formodes at hun har taget vejen til København, så bedes enhver der måtte komme på spor efter hende, opgive sådant enten for dette blads udgiver eller for mig, hendes fader. Pigen er i en alder af 14-15 år, lille af vækst og var ved bortgangen iført en mørkeblå bomuldspels.

Søllerød den 3. juni 1832
P. A. Jonstrup

(Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 409-410) .

Om Confirmandernes Opstilling paa Kirkegulvet.

I en tidsalder da titler og rang nyder, og som ærværdige relikvier fortjener at nyde, stor højagtelse, går det vist ikke an at ordne konfirmanderne efter deres åndsfortrin (hvor ønskeligt det eved var), hvilket hr. B. Tøxen af mangel på "et ægte praktisk blik" har foreslået. En sådan fornuft- og erfaringsstridig forbedring fra roden af ville uden al tvivl foranledige en almindelig statsomvæltning. Statsborgerne ville sikkert rejse sig som en frygtelig masse, og mange rige spækhøkere, brændevinsbrændere og øltappere ville ved den sådan lejlighed lige så lidt vige for nogen som helst adelsmand som for nogen titel- og rangløs fattig, i mod og tapperhed. Meget blod ville da udgydes, og det ville gå ud over de værdige hvis største tal måske findes blandt de fattige. Derimod tror indsenderen at det i en tidsalder hvor penge nyder, og som det store drivhjul i menneskelivet fortjener at nyde, langt større højagtelse end dyd og fortjenester, åndsrigdom, hjertets renhed, sædelighed og flid, ville være hensigtsmæssigt at sætte pladserne for konfirmanderne i kirken til offentligt salg. Hermed ville mange rige borgermænds rangsyge tilfredsstilles, og præsterne klækkeligt beriges til deres egen og familiers underholdning og til videnskabelige sysleers fortsættelse, hvilket sidste er det mål som vore især landsbypræster, med føje higer efter at nå, som det mest fornødne, næst mad og drikke. At de fattige Don Ranudoer ville være værst farne ved denne indretning, er en selvfølge. Men - nogle må altid opofre sig for det hele vel. De rige rangsyge ville da formodentlig blive dygtigt udleet, og skammen de udsættes for, ville helbrede patienterne. Indsenderen skylder sandheden at tilføje at kun denne ides fremstilling tilhører ham. Ideen selv tilhører en håndværksmand.

(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 396-398)

Redacteurens Anmærkning

Konfirmation foregik efter Konfirmationsforordningen (Forordning Angaaende den tilvoxende Ungdoms Confirmation og Bekræftelse udi deres Daabes Naade) 13. januar 1736. Den gjorde konfirmation obligatorisk for alle børn i kongerigerne Danmark og Norge. Konfirmanderne skulle gennemgå et undervisningsforløb i kristendommens rette lære. Undervisningen havde til formål at oplære og opdrage ungdommen i kristendommen. Der blev undervist i Martin Luthers Lille Katekismus. Konfirmationsforordningen betød at det blev en statslig opgave at sikre alle mulighed for undervisning inden den tvungne konfirmation. Skoleloven af 1739 indførte undervisningspligt for alle børn. Undervisningen bestod i udvalgte religiøse tekster.

Spørgsmaal.

Har det førhen været skik og brug at organisten for en kirke eller bælgetræderen har ladet konfirmandernes forældre afkræve et salær i anledning af konfirmationen, eller er det et nyt tysk påfund?

(Politivennen nr. 750, Løverdagen den 15de Mai 1830, s. 317)

Redacteurens Anmærkning

Se Redacteurens tidligere Anmærkning om konfirmation.  

En Uskik, som begaaes af Hovedstadens Confirmanter.

I adskillige år har anmelderen været vidne til en uskik som begås af konfirmanderne af begge køn her i staden dagen efter og undertiden samme dag at de har været til konfirmation. Den består i at de forsamler sig i snesevis i konditorboden i Rosenborg Have (måske også i andre sådanne boder) hvor de gør sig til gode ikke alene med chokolade, kager osv, men også med snaps, punch osv. Og efter forlydende undertiden endog beruser sig der, hvilket anmelderen dog ikke har været vidne til. Anmelderen har endog hørt det fortælle at adskillige af disse unge mennesker samme dag som de har været til konfirmation, har besøgt danseboder på Vesterbro. 

Dog, man skal ikke tro alt hvad man hører. At det anførte i øvrigt er en dadelværdig uskik kan vel ikke nægtes, og anmelderen har troet at det i anledning af konfirmationen i denne måned ikke var af vejen at gøre de unges forældre og værger opmærksom herpå, og at opfordre dem til  at indskærpe deres børn og formyndere, at det ikke kan tillades dem at besøge sådanne steder før de selv ved arbejde har erhvervet sig noget af det mammon hvorfor man kan tiltuske sig nogle af konditorernes mange slags herligheder.

(Politivennen nr. 745, Løverdagen den 10de April 1830, s. 228-229)

"De forsamler sig i snesevis i konditorboden i Rosenborg Have hvor de gør sig til gode ikke alene med chokolade, kager osv, men også med snaps, punch osv. Og efter forlydende undertiden endog beruser sig der." (Henrich Christian From: Rosenborg Slot set fra haven, 1838. Statens Museum for Kunst.)

Ønske om Mosaitternes Confirmation.

Det er bekendt at konfirmation eller religionseksamen for ungdommen af den mosaiske trosbekendelse afholdes den første uge i maj og første uge i november, men da tjenestetyendes skiftetid er bestemt til den første dag i disse måneder, så kunne sådanne af den mosaiske tro ikke let få tjeneste før ½ år efter konfirmationen fordi de ikke kan tiltræde den på den bestemte dag. Ligeledes går det med drengebørn der er bestemt til at lære en eller anden profession. Man vover derfor at indstille til høje vedkommende om det ikke skulle findes gavnligt at konfirmationen afholdtes i april og september da således den her nævnte hindring i unge menneskers anbringelse ville hæves.

Politivennen nr. 735, Løverdagen den 30te Januar 1830, s. 69-70)

Noget i Anledning af Anmodningen til Kirkebetjente og Gravere, i Politievennen Nr. 718.

I nr. 718 af Politivennen er fremsat en anmodning til kirkebetjente og gravere om at hæmme den uskik at kirkebesøgerne under konfirmationen eller ved andre højtideligheder bestiger bænkene i stolene. Men så ønskeligt det end er at denne usømmelige og andagtforstyrrende uskik måtte blive ophævet, lige så lidt tror indsenderen af dette at det står i disses magt at bevirke alt. For ved enhver af hovedstadens sognekirker er der almindeligvis ansat to gravere hvoraf den ene i almindelighed er op i alderen, og begge har andre pligter at iagttage under gudstjenesten så at de ikke kan sørge for ordens vedligeholdelse. Desuden er kirkerne ved sådanne lejligheder gerne fyldt med en usædvanlig stor mængde så at det næppe er muligt for graverne at trænge igennem denne, når de skal udføre deres dont, som dels består i at lukke stolene op, gå med tavlerne osv. og når de nu i den ene ende af kirken ville formå folk til at vise en sømmelig opførsel, så ville virkningen af en sådan formaning om den endog for øjeblikket efterkommes, sikkert være ophørt inden de nåede den modsatte ende. Meget mindre ville de kunne tilbageholde den sværm af lapse der som trækfugle flyver fra en kirke i en anden og som med mageløs dristighed voltigere over stolene og bestiger bænkene både med og uden briller for at kunne have de unge piger i kikkerten uden på mindste måde at tænke på hvorledes de ved denne deres usømmelige adfærd både forulemper forældrene til de børn der konfirmeres, og forstyrrer den højtidelige andagt der ved en sådan lejlighed allermest bør finde sted.

I ældre tider havde graverne under gudstjenesten hjælp af et par vægtere og nogle fattigfogeder. Men ligesom indsenderen ikke ynder påpassere eller vagt i kirken, tror han heller ikke at den omtalte uorden ville hæves ved det og han mener at garnisons og Holmens kirker kunne tjene til bevis på det. Derimod tror han at den kan hæves på en ganske simpel måde og uden at gøre opsigt.

Man har nemlig lagt mærke til at denne opstigen på bænkene tager sin begyndelse idet præsten træder frem i koret for at holde talen til konfirmanderne. Det er meget naturligt at alle tilstedeværende ønsker at høre ham. Men dette er ikke muligt for dem som har plads i den midterste del af kirken og endnu mindre for dem er er i den nederste ende af samme, hvorfor de stiger op for at forhøje deres personer så meget at de kan se taleren og opfange hans tale. Blev talen derimod ikke holdt fra koret, men fra prædikestolen, der i vores kirker er anbragt således at man overalt kan se og høre taleren *), ville derved årsagen til denne opstigen på bænkene helt ophøre. Ville præsten endvidere før han forlader prædikestolen med et par ord omtale denne uskik som upassende for stedets hellighed  og handlingens højtidelig, så ville man sikkert spore en god virkning deraf, og måske behøvedes en sådan formaning kun en gang. Men da forældre eller pårørende af konfirmanderne gerne ønskede at høre hvorledes disse besvarer de spørgsmål de får, så måtte graverne sørge for at sådanne fik plads så nær deres konfirmander som muligt.

"Det var først bestemt at prædikestolen i Frue Kirke skulle have stået på gulvet mellem koret og skibet, men da taleren derfra ikke kan høres eller forstås, forflyttedes den til det sted den nu indtager." (Prædikestolen er opsat på væggen til venstre uden for billedet. Vor Frue Kirke. Eget foto, 2016)

I Politivennen har for nyligt været fremsat det spørgsmål om der er nogen bestemmelse for at konfirmander skal fremstilles på kirkegulvet efter deres forældres rang eller efter deres egen intellektuelle dannelse. Uden at kunne besvare dette spørgsmål, tror indsenderen af dette det ikke urigtigt at bemærke at afdøde konfessionarius Liebenberg havde for skik at lade sine konfirmander udtrække numre hvorefter de da tager deres plads på kirkegulvet. Herved undgik han rangsyge forældres misfornøjelse og konfirmanderne fandt ingen anledning til misundelse.

*) Det var først bestemt at prædikestolen i Frue Kirke skulle have stået på gulvet mellem koret og skibet, men da taleren derfra ikke kan høres eller forstås, forflyttedes den til det sted den nu indtager.

(Politivennen nr. 720, Løverdagen den 17de Oktober 1829, s. 676-680)