Provst Levinsen og hans Kors. (Efterskrift til Politivennen)

Provst Levinsen ved Matthæuskirken holder i Dag Konfirmation.

Forleden Dag indskærpede han sine Konfirmandinder Betydningen af denne hellige Handling, idet han formanede dem til at holde al Verdens Tant og Forfængelighed ude af deres Tanker og ikke tænke paa hverandres Pynt, naar de sad paa Kirkegulvet. Han gav dem selv et smukt Eksempel til Efterfølgelse, idet han udtalte:

"Mange af Eder vil sikkert gærne eje et synligt Minde om de Timer, vi har tilbragt sammen. Men jeg vil bede Eder om, naar I køber mit Fotografi, at paase, at I ikke faar et af de gamle Fotografier af mig fra den Tid, jeg var Præst i Frederikshavn. Paa disse Fotografier, som endnu er i Handelen, har jeg nemlig ikke mit Ridderkors paa, da jeg den Gang endnu ikke var Ridder af Dannebrog. Men jeg er nu bleven fotograferet hos Christensen & Morange, og I vil kunne kende det nye Billede paa, at jeg dér bærer Ridderkorset i en Sløjfe paa venstre Side af Brystet."

Den Guds Mand sluttede med at gøre sine forundrede Konfirmandinder opmærksomme paa, at hvad de gav i Honorar til Klokker og Graver fik han for sit Vedkommende ikke nogen Andel i, men at de ingenlunde behøvede at give Klokker og Graver noget, hvorimod han selv vilde sætte megen Pris paa en liden Opmærksomhed i lukket Konvolut.

Man tør efter dette antage, at Provst Levinsens Konfirmandinder i Dag vil møde i den rette andagtsfulde Stemning paa Kirkegulvet, og at Provstens Ridderkors vil vække fortjent Opmærksomhed.

(Social-Demokraten 17. april 1898).

Jens August Schultz (1841-1888): sognepræst, provst Theodorus Levin Levinsen (1851-1922). Det kongelige bibliotek. Fri af ophavsret. Politivennen Live Blogging tøver ikke med at bringe fotoet af Levinsen - uden kors. Det med kors kan findes på det Kongelige Bibliotek.

Jødiske Sødskende katholsk døbt i Fredericia. (Efterskrift til Politivennen)

Mortara-sagen var på det tidspunkt en større storpolitisk affære som udsprang af en egentlig meget lille begivenhed. Modsat en glemt begivenhed på samme tid i Danmark. Overskriften stammer fra en artikel i Katholsk Kirketidende (se nedenfor):

En Mortarahistorie i Danmark. I forrige Maaned indeholdt "Fredericia Avis" følgende Inserat:

Kan den katholske Præst hersteds døbe og bortsende mine to umyndige Børn uden min Villie og Vidende. Er dette ikke Menneskerov?

Fredericia i December 1867.

F. Eliasens Enke." 

Den Sag, hvortil der her sigtedes, fandt yderligere Omtale i hamborgske Blade og derefter i "Dagbladet", som hertil knyttede en Opfordring til Vedkommende om at faae Sagen nærmere oplyst. Denne Opfordring har Redactionen af "Katholsk Kirketidende" efterkommet ved et udførligt Forsvarsindlæg, som findes optaget i "Dagbladet" for idag. Sagens Sammenhæng er derefter i Korthed følgende:

Enken Eliasens to Døttre, af hvilke den ene er mellem 17 og 18 Aar gammel og den yngste mellem 15 og 16 Aar, havde i længere Tid besøgt den katholske Kirke i Fredericia og læst i christelige Bøger, hvorved de fik Overbeviisning om den christne Religions Fortrin for den jødiske. Som Følge deraf henvendte de sig til den katholske Præst i Fredericia, Pastor v. Euch, tidligere Capellan ved den katholske Kirke i Kjøbenhavn. Denne havde dem sin Veiledning uden at "forraade" Noget desangaaende for "deres fanatiske Moder", for hvem ogsaa de selv holdt hemmeligt, at de besøgte den katholske Gudstjeneste og hos den katholske Geistlige søgte Oplysning om den christelige Religions Lærdomme, da de kjendte hendes mod Christendommen fjendtlige Sindelag. Sigtelsen mod Pastor v. Euch for "Menneskerov" og for at have "bortsendt" de to unge Piger erklæres for usandfærdig. Det hedder, at de unge Piger "havde Takt nok til at holde Hr. v. Euch i fuldkommen Uvidenhed om deres Forehavende", "han vidste Intet derom", og Historien fremstilles saaledes: "Pigerne vare nødte til at flygte, fordi Moderen formelig havde forskudt dem og udtrykkelig erklæret dem, at hun ikke længer vilde erkjende dem for sine Døttre. Efter nogle Dages Ophold hos de barmhjertige søstre i Fredericia, der antog sig de i Hjemmet Mishandlede og Forflytte, fandt de endelig Leilighed til at unddrage sig deres fanatiske Moders Forfølgelser."

Dette er de factiske Momenter, som kunne pilles ud af det lange Indlæg, der iøvrigt optages af en Begrundelse af Pastor v. Euchs Ret til at handle, som han har handlet, krydret med Udfald mod Jøderne og særlig mod de "jødiske Redacteurer", der have taget sig af Sagen, samt med Tilføielse af et Forsvar for Pavens Fremgangsmaade mod den italienske Mortara. Det Sidste skulle vi ikke indlade os paa, men holde os til de Argumenter, som vedkomme den foreliggende Sag. Det rigtigste af disse er følgende: Da den danske Folkekirke affordrer Ungdommen Confirmationsløftet i en Alder af 14 Aar, og det jødiske Religionssamfund ogsaa har indført Confirmationen i den nævnte Alder, erkjendes derved en Person i denne Alder for myndig i religieus Henseende. Dette Raisonnement holder ligesaa lidt Stik i abstract Henseende som i det foreliggende Tilfælde. Det er nemlig ikke et Valg mellem forskjellige Religioner, der tilbydes Confirmanden, men kun en Afslutning af hans religieuse Opdragelse, en Optagelse i og Indvielse til bevidst Medlem af det religieuse Samfund, hvortil han er opdragen i Hjemmet, og naar der paa Grundlag af denne religieuse Opdragelse afkræves ham et Løfte, saa følger ingenlunde deraf, at han i den Alder kan forudsættes at besidde Modenhed til at have et selvstændigt Skjøn over dette Spørgsmaal, ligesaa lidt som over noget andet Forhold i det Liv, hvori han først nu skal indtræde. For et saadant Valg maa i denne Henseende, ligesom i alle andre, den personlige Myndighedsalder stilles som Betingelsen, og den, som forleder en Person imellem 14 og 18 Aar til at unddrade sig Forældrenes Myndighed i denne Henseende, eller hjælpe ham dertil, forsynder sig i ligesaa høi Grad mod de guddommelige og de borgerlige Love, som den der forleder et Barn under 14 Aar hertil. I det foreliggende Tilfælde kommer endnu den Omstændighed til, at de unge Piger vare Jødinder, og at de bleve vundne for Daaben. Dette Moment undlader Red. af "Kath. Kirketidende" ikke at benytte, men vi troe ikke, at Nogen lader sig bestikke deraf. Jøderne have her i Landet den samme Beskyttelse for deres Religion som Folkekirkens Tilhængere og andre Christne for deres, og for den herværende katholske Propaganda er det en underordnet Omstændighed, om Vedkommende iforveien er Christen eller ei: dens Maal er ene og alene at gjøre Proselyter for den katholske Kirke. Og som en Prøve paa, hvorledes Red. af "Kath. Kirketidende" opfatter Tilladeligheden af de Midler, der kunne tjene til dette Maal, skulle vi kun anføre følgende Bemærkninger, der knyttes til Forsikkringen om, at Pastor v. Euch var fuldkommen uvidende om de unge Pigers Forehavende at forlade deres Moders Huus: "Havde det været ham bekjendt. vilde det dog have været saa langt fra hans Pligt at gjøre Noget for at forhindre det, at dette derimod maatte erkjendes for at være ham aldeles uvedkommende Det vilde i saa Fald under disse Omstændigheder netop have været hans Pligt at tie derom." Red. af "K. K." gaaer et Sted endog saa vidt, at den stiller "Evangeliets udtrykkelige Bud" høiere end den katholske Kirkes Grundsætninger og bestemte Forskrifter, en Vending, der kun kan være beregnet paa at gjøre Virkning hos protestantiske Læsere, da den fra et katholsk Standpunkt er ligefrem kjættersk.

Vi have hidtil holdt os til den Fremstilling, som Redactionen af "Katholsk Kirketidende" giver i "Dagbladet"; men denne Fremstilling er aabenbart hverken nøiagtig eller fuldstændig. Dette fremgaaer for det Første af det paagjældende Indlæg selv. Der savnes enhver Oplysning cm, hvorledes de to unge Piger ere blevne forledte til at besøge den katholske Kirke, og hvem der har givet dem christelige (d. e. katholske) Bøger at læse. Det er ligegyldigt, om dette er Hr. v. Euch selv eller et andet Medlem af den Propaganda, han leder i Fredericia; Hovedsagen er, at der forud for de to unge Pigers Henvendelse til den katholske Præst maa være gaaet en Paavirkning fra Propagandaens Side, og denne er fortsat "i længere Tid", inden den bragte de unge Piger til selv at foretage noget Skridt. Fremdeles kommer Forsikkringen om Pastor v. Euchs Uvidenhed om Pigernes Forehavende at forlade deres Moders Huus til at staae i et ejendommeligt Lys, naar man lidt iforveien har seet saadanne Skriftsprog anføre, som: "Jeg er kommen for at tvistiggjøre et Menneske imod sin Fader, og Datteren mod sin Moder", og: "Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd." Har Pastor v. Euch taget saadanne Skriftsprog til Text for sine Formaninger, kan han ikke frikjendes for Deelagtighed i Flugtplanen, selv om der fra begge Sider skulde være iagttaget den Forsigtighed, ikke umiddelbart at berøre den.

Om begge disse Punkter faaer man tildeels Oplysning i et Inserat fra Pastor v. Euch selv i det hamborgske Blad "Reform" for 20de ds. Ogsaa i dette Inserat spottes der over, at man kalder det en ny Mortarahistorie; ogsaa her omtales Jøder og jødiske Redacteurer paa en haanlig Maade med særlig Hentydning til, at det Blad i Fredericia, hvori hiint Nødraab fra Mad. Eliasen var fremkommet, redigeres af en Jøde, som dog "ikke vovede at aabne sine Redactionsspalter for den i Annoncen fremførte Beskyldning, hvorfor jeg (v. Euch) heller ikke har værdiget den noget Svar "Et endnu modbydeligere Indtryk gjør den Haan og de Skjældsord, hvormed den stakkels Enke heelt igjennem overvældes fra den katholske Præsts Side. For imidlertid at komme tilbage til det Factiske, saa oplyser Hr. v. Euch, at de to unge Piger "have tilbragt deres hele Ungdomstid i christne Familier og ogsaa senere konditioneret i gode christne Familier; dette Ophold og de dermed forbundne Indvirkninger have allerede i den tidlige Ungdom bragt dem nærmere til Christendommen". "I forrige Aar - vedbliver han -- besøgte de regelmæssig Fastegudstjenesten i den herværende Kirke; da kom deres Beslutning til Modenhed, at blive Christne, de kom til mig og meddeelte mig dette deres inderligste Ønske. Jeg saae de to Piger første Gang, naar jeg seer bort fra et flygtigt tidligere Sammenstød, som var foranlediget ved et Forretningsspørgsmaal .... Jeg paatog mig altsaa paa deres Ønske den videre Underviisning og underviste dem næsten et halvt Aar i Religionens Sandheder. Pigerne sagde mig allerede dengang strax forud, at Moderen som en bitter Fjende af den christelige Religion vilde lægge dem store Hindringer i Veien, men de følte Mod og Kraft til at overvinde disse; jeg var paa min Side ingenlunde forhindret i at føie Jødepigernes Ønske om Daab og Underviisning, da de allerede vare confirmerede paa jødisk Viis, allerede havde konditioneret selvstændig, samt vare fuldstændig aandelig udviklede, og der fra de borgerlige Loves Side ikke forelaa et eneste Forbud imod at dybe dem. Efter nogen Tid begyndte Veien for de stakkels Piger at blive tornefuld og lidelsesfuld. Den opbragte Moder forbød dem at besøge den katholske Kirke og den katholske Præst. Af Foranstaaende vil det være klart, hvor løgnagtig den Insinuation er, at den katholske Præst, understøttet af en katholsk Nonne, har benyttet Enken Eliasens Fraværelse til at omvende hendes Døttre til den katholske Religion. Selv om ikke "Moderens Fraværelse" er benyttet, saa er dog efter Ovenstaaende Døttrenes Fraværelse fra Moderen og Ophold i katholske Familier fra deres ganske unge Alder af blevet benyttet af Propagandaen til at gjøre dem til Proselyter. - Om Flugten fra Moderens Huus oplyser Pastor v. Euch Følgende: "Der fandt de skrækkeligste og meest oprørende Scener Sted i Enkens Huus. Paa den ene Side forbandede den forbittrede Jødinde Christendommens Helligste, truede sine Døttre og tugtede dem paa den fyldigste og meest oprørende Maade. Paa den anden Side stod de to unge Pigers faste Mod og Villie: hellere at lide Døden end handle mod deres Samvittighed og Overbeviisning og fornægte Frelseren. Pigerne erklærede paa det Bestemteste at ville lade sig døbe, naar Tidspunktet dertil var kommet. Da Moderen to Gange gjorde Indvendinger imod Døttrenes Fremgangsmaade og protesterede mod den projecterede Daab, undlod jeg ikke at gjøre hende begribeligt, at hun ikke maatte terrorisere sine Døttres Samvittighed. Saaledes blev de da døbte, vel imod Moderens Villie men ikke uden hendes Vidende, forsaavidt den bestemteste Erklæring var bleven hende tildeel, at Døttrene vare bestemte paa, at blive Medlemmer af Kirken ved den hellige Daab. Døttrene meddeelte selv Moderen Underretning om, at de nu virkelig havde modtaget Daaben. Følgen heraf var, at de strax maatte forlade hendes Huus. Moderens Forbandelse ledsagede dem ... . Nogle protestantiske Familer aabnede foreløbig de Fordrevne deres Huus som Tilflugtssted. Imidlertid gjorde anseete, agtbare Mænd i Byen Forsøg paa at bringe Moderen til igjen at tage imod Døttrene, men forgjæves. De blere modtagne med Forbandelser. Paa den Tid var ogsaa jeg for første Gang i Madam Eliasens Huus for ligeledes at mægle; men ogsaa dette mislykkedes. Hvad var der nu Andet at gjøre for Børnene end at forlade et Sted, der mindede dem om saameget Sørgeligt og fremfor Alt om deres Moders Tyranni. De forlode altsaa Fredericia af egen fri Villie og reiste, uden at jeg havde sendt dem bort - dette erklærer jeg paa det Bestemteste - til Kjøbenhavn for at søge et Tilflugtssted hos de derværende Troesbrødre."

Vi finde her den samme Argumentation, de samme Forsikkringer paa den ene Side om Pastor v. Euchs Ret til at handle, som han gjorde, paa den anden Side om hans Uvidenhed angaaende de unge Pigers Forehavende; fuldstændig at unddrage sig deres Moders Myndighed; men ved Siden heraf styrkes hos enhver Læser af Hr. v. Euchs Inserat Overbeviisningen om, at de to unge Piger have været Gjenstande for en gjennem flere Aar forfulgt og med stor Snildhed gjennemført Plan, i hvilken Pastor v. Euch har grebet ind i det afgjørende Øieblik med afgjørende Virkning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. januar 1868)

Da de Eliasenske Pigebørns Daab nu igjennem Bladenes tildeels stærkt farvede Drøftelse er bleven en Gjenstand for det offentligt Omdømme, saa er det naturligt, at jeg som umiddelbar Medvider om Sagens Realitet fremkommer med saadanne Oplysninger, som kunne bidrage til at hidføre en rigtig Dom over denne Sag. De vil derfor, Hr. Redacteur, have den Godhed at optage Følgende:

1) De trende paagjældende Jødepiger have tilbragt saa godt som hele deres Barndomstid i protestantiske Familier.

2) De øvrige yngre Sødskende af ovennævnte Piger have samtlige afgjort christelige Tendentser; de kunne hverken ved Slag eller Trusler afholdes fra at besøge baade den lutherske og den katholske Kirke, og eet af disse yngre Børn havde for nogen Tid siden en saadan Længsel efter Daaben, at en af de herværende lutherske Præster fandt sig foranlediget til at ansøge om Moderens Tilladelse til at døbe Barnet, hvilken Tilladelse rigtignok blev nægtet, saa at derfor Daaben ikke kunde finde Sted, da Drengen endnu ikke var confirmeret.

3) De trende omtvistede Piger have staaet aldeles udenfor mit personlige Bekjendtskab, indtil det Øieblik, de selv søgte hen til mig.

4) Da de første Gang kom til mig, tilkjendegave de mig med det Samme deres Ønske om ved Daaben at blive optagne i den katholske Kirke. Omvendelsen var altsaa en fuldbyrdet Kjendsgjerning, førend jeg nogensinde var kommen i nogensomhelst personlig religieus Berøring med dem. Den Troende kalder en saadan Fremtoning paa Aandens Omraade et Naadens Vidunder.

5) Jeg har selv to Gange, forinden Daaben fandt Sted, meddeelt Moderen, at jeg ikke ved hendes Protest kunde lade mig afholde fra at meddele de aandeligt myndige Piger det Sacramente, som disse ansaae for en Salighedsbetingelse, og som de allerede havde erkjendt som en Salighedsbetingelse, førend de nøde min udfyldende Underviisning. Pigerne have netop paa Grund af den samme Bekjendelse til Moderen været udsatte for idelige Mishandlinger, som det kan bevidnes af Nabolauget

6) Pigerne ere ikke flygtede fra Moderens Huus, men Moderen har jaget dem ud og paa det Bestemteste nægtet at modtage dem igjen. Heller ikke har Moderen truffet de allermindste Foranstaltninger for at forskaffe de stakkels forstødte Piger Huusly og Underhold; og det var derfor simpelthen en christelig Barmhjertighedsgierning, som blev ydet uden min Mellemkomst, naar de herværende Josephssøstre lode dem deeltage i deres tarvelige Maaltid om Dagen medens flere protestantiske, og det udelukkende protestantiske Familier, af christelig Medfølelse tilbød dem Huusly om Natten.

7) De herværende Josephssøstre have ikke havt det Allermindste at gjøre med Pigernes Bortreise her fra Byen.

8) Jeg erklærer hermed Moderens Beskyldning imod mig, at jeg skal have bortsendt hendes Døttre, for en ligefrem Usandhed; og jeg gientager endnu engang her, at jeg fralægger mig alt Ansvar for Pigernes Bortrejse, hvilken dog paa ingen Maade kan kaldes en Flugt fra Moderens Huus; thi "at jages ud" og "at bortflygte" ere ingenlunde identiske Begreber, og jeg tilføjer, at naar Pigerne reiste, saa gjorde de det af egen fri Villie, paa egen Risico og uden at spørge mig eller anbetroe mig Noget. Man tager høitigen feil, naar man forestiller sig disse tvende Piger som umyndige, uvidende Børn; de have tvertimod tidlig lært at staae paa deres egne Fødder; de vare derfor i dette Tilfælde forstandige nok til at vide, at der gives christelig Kjærlighed hvor der findes Christne; og for at gjøre en Ende paa den utaalelige, piinlige Tilstand, i hvilken de vare stedte ved deres Moders ubøielige Haardhed, toge de derfor ikke i Betænkning at henvende sig til deres nuværende Troesfæller i Kjøbenhavn. Deres ufortøvede Anmeldelse paa Politikammeret ved deres Ankomst til Kjøbenhavn viste tydeligt, at de slet ikke frygtede Offentligheden.

Disse Oplysninger fremstilles til velvillig Overveielse for den upartiske Læser, og da lad Enhver tænke Sit.

Fredericia, den 28de Januar 1868.

John. v. Euch

Præst

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. februar 1868)

Se også den fulde artiket i Katholsk Kirketidende 1867-1868, s. 41-44.

Johannes Theodor Joseph von Euch (21.1.1834-17.3.1922) katolsk biskop. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Katholikerne i Fredericia. [Første del af artiklen er en gengivelse af Johannes v. Euchs artikel 1. februar 1868, se ovenfor]

Naar vi ikke strax optog ovenstaaende Erklæring, saa var det, fordi det Blad, hvori den var indrykket, havde bebudet at ville komme tilbage til den deri omhandlede Sag, og vi da ansaae det for renest at vente, til Pastor v. Euch Skrivelse havde faaet den mulig fornødne Kommentar. Dette er dog endnu ikke skeet, derimod have vi fra de to unge Pigers Moder modtaget en længere Udtalelse om Sagen, som vi her meddele: ,

Hr. Redakteur! Jeg tillader mig herved at anmode Dem om at optage Nedenstaaende, for at Deres ærede Læsere kunne see, hvor meget Redaktionen af "Katholsk Kirketidende" i sin Fremstilling af den mig overgaaede Uret misbruger Sandheden.

I 8 Aar har jeg været Enke. Da min Mand døde, efterlod han mig neppe een Daler, men til Gjengiæld syv Børn, af hvilke det ældste var 9 Aar gammelt. Skjøndt jeg var bundfattig og i en højst sørgelig Stilling, gav jeg dog Afkald paa enhver Understøttelse; jeg havde anbragt mine syv Børn i et Huus i Fredericia, drev Bissekramhandel paa Landet med nogle Varer, som jeg havde faaet paa Kredit, og ernærede paa denne Maade mig og mine Børn paa den redeligste Maade, som det er alle herværende Indvaanere bekjendt. Hvad jeg led og udholdt i den Tid, lader sig neppe beskrive; Kulde og Hede, Snee og Storm truede ofte med at ødelægge mig, men Kjærligheden til mine Børn holdt mig oppe, Bevidstheden om, at jeg maatte være dem baade Fader og Moder, gav mig en usædvanlig Styrke til at overvinde det Haardeste og Værste og lade mine Barn opdrage som ærlige Barn.

For 1½  Aar siden etablerede jeg her en lille Handel og tog alle mine Barn, som hidtil havde været i fremmede Huse, hjem i Huset til mig. Mine to ældste Pigebarn besørgede Huusgjerningen og passede den lille Handel, fordi jeg endnu bestandig, da Udbyttet af Handelen var for ubetydeligt, var nødt til at fortjene Noget ved at gaae rundt med Varer paa Landet. Hvad der under min Fraværelse foregik i mit Huus, med hvem mine Pigebarn holdt Omgang, kunde jeg ikke vide, da jeg i det Høieste kun opholdt mig hjemme 3-4 Dage i hver Maaned. For omtrent 3 Maaneder siden blev jeg gjort opmærksom paa, at mine Pigebørn besøgte den katholske Kirke, og da jeg ogsaa fandt nogle katholske Bøger, som de fik fra Klosteret, saa kunde de ikke mere nægte, at de allerede i et halvt Aar havde modtaget Underviisning i det herværende Kloster, at de regelmæssig besøgte den katholske Gudstjeneste, og at de snart skulde døbes. Jeg forsøgte alt Muligt for at bringe mine Pigebørn bort fra denne Tanke, men forgjæves. Den katholske Præst og Nonnerne, der vare lærdere og klogere end jeg, forstod at drage mine Børns Hjerter fra mig, at forlede dem til Ulydighed imod mig; thi paa alle Bønner, Forestillinger og Trusler fik jeg kun det ene Svar: "Christus, Salighed og desl. staae høiere end Moder og Sødskende." Jeg gik til Pastor v. Euch og forestillede ham den himmelraabende Uret, han stod i Begreb med at begaae, og erklærede ham, at han derved vilde styrte et heelt Huus, - en Familie i Ulykke men alt dette hjalp ikke. Pastor v. Euchs ulykkelige Udsæd havde snart baaret sine Frugter. Mine Pigebørn gik flere Gange om Dagen til Klosteret; kom jeg hjem, fandt jeg ofte Huus og Butik forladte, Huus og Forretning forsamles - og dette gav den første Anledning til Strid og Uenighed imellem mig og mine Pigebørn. Hvorledes kunde jeg ogsaa forblive rolig, naar jeg, da jeg en Aften kom fra Landet, traf flere Fremmede i min Butik og paa Spørgsmaal efter mine to Pigebarn af mit 9 til 10 Aar gamle Barn fik det Svar, at de vare i Klosteret? Saadanne Erfaringer havde jeg ofte gjort i den sidste Tid, da jeg ikke længere vovede at blive mere end 3-4 Dage borte fra Huset, og Spaltningen mellem mig og mine Barn var derved stedse bleven større.

Naar Hr. Pastor v. Euch kalder mig en hjerteløs Moder, naar han bebrejder mig, at jeg har behandlet mine Barn slet. - hvilket han iøvrigt har overdrevet i høieste Grad - saa skulde han betænke, at han netop har udsaaet Tvedragens Sæd imellem mig og mine Pigebørn; mine Forhold vare ham bekjendte, han skulde derfor slet ikke have taalt, at mine Pigebørn i min Fraværelse forlod mit Huus flere Gange om Dagen og derved gav de saa, med Møie erhvervede Ejendele til Priis. Det vilde en Mand af Ære ikke have gjort; men Hr. Pastor v. Euch brød sig ikke om, hvorvidt en i Forvejen fattig Enke blev bestjaalen og derved blev endnu fattigere.

Da jeg henimod Aften kom hjem fra min sidste Reise, fortalte mine Pigebarn mig, at de vare døbte. Skjøndt jeg tidligere havde erklæret dem, at jeg ikke kunde beholde dem som Katholiker i mit Huus, modtog jeg dog denne Efterretning i Taushed; de blev hos mig Natten over, og næste Dag erklærede jeg dem rolig, at de kunde gaae deres Vei. Deres Klæder og Linned tog de med, ja jeg betalte endog kontant en Kommode, som tilhørte det ældste Pigebarn, men som hun ikke kunde tage med. Hr. Pastor v. Euch, denne Guds Mand, har ikke undseet sig ved, for at retfærdiggjøre sin for hemmelige Handlemaade, at tilsmudse sig med Løgn, idet han fortæller, at jeg paa den grusomste Maade havde jaget mine Børn ud af Huset. Den Maade, hvorpaa jeg har opført mig ved mine Børns Bortgang - og det er den nøgne, rene Sandhed - beviser tilstrækkelig, at katholske Præster end ikke skye løgnagtige Udflugter. I Løbet af nogle Dage efter, at Daaben havde fundet Sted, kom Pastor v. Euch, Nonnerne, Forstanderen for den katholske Menighed og endnu flere Katholiker til mig og erklærede, at Pigerne opholdt sig hos Nonnerne, men at de ikke kunde blive der længere, fordi deres Bolig var for lille, og de ingen Senge havde; de spurgte, om jeg vilde samtykke i, at han, Pastor v. Euch, sendte dem bort. Paa flere saadanne Spørgsmaal af Pastoren saavelsom af Nonnerne og flere Afsendinge erklærede jeg paa det Bestemteste, at han ikke maatte sende mine Børn bort, førend jeg havde raadført mig med Nogen. Han var tilfreds dermed. Da han nu igjen lod forespørge hos mig, erklærede jeg ham, at jeg havde skrevet til min Fader i Holland for at bede ham om at tage Pigebarnene i Huset og søge at bevare dem for Jødedommen. - Dette Svar, paa hvilket han ikke i fjerneste Maade havde gjort Regning, forskrækkede ham saaledes, at han fra den Tid af ikke mere lod Pigebørnene gaae ud alene, og tilsidst saae man dem slet ikke mere. Pastor v. Euch vidste nok, at jeg havde lovlig Ret til at sende mine Børn til Holland, og uagtet den hellige Aand skal være kommen over dem, var han dog bange for, at de i min fromme Faders Huus skulde blive fromme Jødinder. Da jeg ikke hørte Mere fra mine Pigebørn, gik jeg hen i Klosteret til Nonnerne og spurgte efter dem, og der fik jeg følgende for mig uforglemmelige, al Lov og Ret haanende Svar: "De kan faae Deres Pigebørn tilbage, naar De skriftlig vil forpligte Dem til regelmæssig at lade dem besøge Kirken og ikke vil lægge dem Hindringer i Veien for hjemme at føre et christeligt Liv "

Jeg spørger nu: Har Klosteret ikke forført mine Børn for mig; har det ikke, misbrugende sin Indflydelse, overtalt mine Børn til at forlade deres Moders Huus, og har det ikke, netop ved det sidste Svar, beviist, at det trodsede mine moderlige Rettigheder, vilde foreskrive mig Love i mit eget Huus? Pastor v. Euch taler ikke Sandhed, naar han paastaaer, at Pigebørnene vare reiste bort af egen Drift; hans Yttringer om, at han ikke kunde beholde Pigebørnene hos Nonnerne, vidne imod ham og bevise, at han har raadet dem til at reise til Kjøbenhavn og søge Tilflugt i Klosteret. At Nonnerne have vovet at give mig, Moderen, et saadant Svar, beviser, hvilken Indflydelse de have paa Pigebørnene, og at Alt, hvad disse Piger have gjort, slet ikke var frivilligt, alt de ere omspændte af en Machination, som ganske har forvirret deres Tankesæt.

Endelig maa jeg endnu overeensstemmende med Sandheden bemærke, at den yngre af mine Pigebørn for to Aar siden har tjent i et herværende katholsk Huus. Derfra stammede Bekjendtskabet med Klosteret, og hun har ogsaa forført sin ældre Søster.

F. Eliasens Enke.

Ved at sammenholde de to Erklæringer vil man see, at de ikke væsenlig afvige fra hinanden, om end baade den ene og den anden fremsætter haarde Beskyldninger imod Modparten; og om man end kan sympathisere med den stakkels Moder, som med let forklarlig Kummer seer sine Børn forlade den Tro, til hvilken hun klynger sig med al sin Styrke, er der dog nu neppe Noget at gjøre for at raade Bod paa, hvad hun anseer for en stor Uret. Hun har selv bortsendt sine Døttre af sit Huus, og man kan ikke tvinge dem til at vende tilbage dertil for at sendes til Holland og mulig der ved Tvang bringes til atter at antage Jødedommen, hvilken de, som det synes, af eget frit Valg. om end ganske vist efter en ydre Paavirkning, have frasagt sig.

(Dagbladet (København) 15. februar 1868)

Johannes v. Euch (1834-1920) kom til Danmark i 1860. Han var fra Meppen i det daværende kongerige Hannover. Der var katolske kirker i Fredericia og København på det tidspunkt med omkring 700 katolikker i København og 70 i Fredericia. Han var sognepræst i Fredericia i 20 år fra 1864 til 1884. Han blev herefter apostolsk præfekt og fra 1892 apostolsk vikar og samme år (1892) bispeviet for den romersk-katolske kirke i Danmark - den første siden Reformationen. Han var den første danske biskop med forbindelse til Rom, idet denne tidligere skulle foregå via en nordtysk biskop. I 1867 kom der to lærerinder af St. Josephsøstrene til Fredericia for at undervise i den nye drengeskole. Han var sjælesørger for prinsesserne Margrethe og Mathilde. Polsk indvandring var medvirkende til at antallet af danske katolikker i hans embedsperiode steg fra ca. 3.000 til ca. 25.000 og antallet af sogne fra 8 til 28. 

Biskop Johannes von Euchs bisættelse fra St. Ansgar Kirken i Bredgade. Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 23. marts 1922.

Han er begravet på Katolsk Vestre Kirkegård:

Johannes v. Euchs gravsted på den romerske katolske vestre kirkegård i København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Konfirmation og Censur i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Ministeriet for Slesvig udsendte den 9. januar 1861 et patent, der ophævede forældres pligt til at lade deres børn konfirmere i den sognekirke hvortil de hørte. Det betød at de nu kunne sende børn til forberedelse og konfirmation fra et dansk sogn til et tysk og omvendt. Velsignelsen kunne nu ske i det sprog der ønskedes, men forberedelse og eksaminationen skulle foregå på dansk. Ministeriet Hall fastholdt at Slesvig var dansk land og at det danske sprog skulle have forrang i de blandede distrikter. Patentet blev det sidste den danske regering foretog i sprogsagen før 1864.

Den 7. februar erklærede den tyske forbundsdag overfor den danske regering at den ville foretage en forbundseksekution hvis ikke forbundsbeslutningen af 8. marts 1860 blev efterkommet. 

Uddrag af lord Russells tale i det engelske underhus, den 12. april 1861.

Det forekommer os, at i Stedet for at tilbageføre dette indviklede Forhold, vilde Spørgsmaalets retfærdige Afgjørelse i Virkeligheden bestaae deri, at Kongen af Danmark fuldt og ærlig gjorde, hvad han har lovet, navnlig behandlede begge Nationaliteter, den tydske og den danske, ligelig med Hensyn til Confirmation, Skoler og Gudstjeneste i Kirker, og at der med Hensyn til saadanne Forhold blev en fuldkommen Lighed mellem begge Nationaliteter i Slesvig. Dette vilde ikke alene være ærligt og redeligt imod den tydske Befolkning, men det synes mig ogsaa aabenbart at maatte være Kongen af Danmarks Politik, at hans tydske Undersaatter skulle være lige saa tilfredse med hans Regering, som hans danske. Alle de Underretninger, som have naaet os med Hensyn til Slesvig, bringe mig til at troe, at skjønt der er mange Klager af en egen Art, saasom at man for at blive examineret til Confirmation maa have lært det danske Sprog, samt at Geographi og Astronomi blot læres i dette Sprog - skjønt de tydske Beboere af Slesvig klage over saadanne Ting, saa ønske de dog i Almindelighed ikke at forenes med Tydskland, men at forblive Kongen af Danmarks Undersaatter. Da Forholdet er saaledes, synes det mig snarere at være et Detailspørgsmaal, som kan afgjøres af Kongen af Danmark efter retfærdige og billige Principer, end en Sag, som kunde forvandles til en Kilde til Strid mellem Tydskland og Danmark. Dersom denne Strid opstaaer, kan Ingen sige, til hvad Følger den vil lede, om ikke den Uvished, som hersker med Hensyn til Grændsen, kan lede til en Krig mellem de to Nationer. Jeg har fremstillet Sagen saa upartisk, som jeg kan; jeg troer, der er megen Ret i begge Parters Fordringer, samtidig med, at der er betydelig Overdrivelse og Mangel paa forsonlig Stemning paa begge Sider. Men det vilde være en meget stor Ulykke for Europa, og vilde lede til andre Farer, dersom der som Følge af denne Uenighed skulde opstaae en Strid, der kunde angribe Danmarks Integritet og Uafhængighed. Jeg troer ikke, at dette er et Spørgsmaal, hvorved dette Land kan være ligegyldigt. Jeg har hidtil bestræbt mig for al bruge Hds. Majestæts Regerings Indflydelse til Gunst for Freden, og jeg stoler paa, at Huset vil være af den Mening, at det var en Pligt for Regeringen som Tydsklands og Danmarks Ven at handle saaledes og at bestræbe sig for en venskabelig Afgjørelse af et farligt og ophidsende Spørgsmaal, samtidig med, at den derved befordrede Fredens Interesse i Europa.

(Hør! Hør!).

(Fædrelandet 16. april 1861).

Preussen foreslog i maj 1861 at løse striden ved at dele Slesvig, men det blev afvist fra dansk side.

I distrikterne med blandet kirke- og skolesprog anmodede næsten alle forældre om at deres børns konfirmation foregik på tysk. De er nu berettiget til dette krav som følge af de indrømmelser der er givet på anmodning fra England. Den danske regering og presse ser nu ud til at ville lade deres vrede gå ud over prædikanterne i disse områder som bestemt ikke har skylden. Det blev for nylig sagt om en af ​​dem at han skulle forsvinde eller blive afsat. - Et i Hamborg nyudgivet blad, "Norddeutscher Grenzbote", læses og distribueres uforstyrret i nogle egne af landet, men i andre konfiskeres det uden videre af de underordnede embedsmænd, og det slesvigske ministerium bekræftede disse foranstaltninger. På en af ​​de frisiske øer på Slesvigs vestkyst findes en dansk postmester hvis indsigt endda rækker så vidt at han fornemmer tendenser i Leipziger Illustrirten Zeitung, denne bibelprimer for voksne, til at svække slesvigernes tilknytning til Danmark og deres danske kongen. Derfor synes han det er en god idé at beholde de indkomne eksemplarer for sig selv. Abonnenterne der var fast overbevist om at Illustrirte Zeitung ikke ville indeholde noget højforræderi, og at hvis dette var tilfældet, ikke postmesteren, men politimyndigheden havde ret til at konfiskere, klagede til det slesvigske ministerium. De fik dog det svar fra ham at postmesteren havde handlet helt rigtigt, og at den pågældende avis ikke længere ville blive givet dem i fremtiden.

In den Districten mit gemischter Kirchen- und Schulsprache haben fast alle Eltern verlangt, dass die Confirmation ihrer Kinder in deutscher Sprache geschehe. Zu diesem Verelangen sind dieselben nämlich jetzt in Folge der auf Andringen Englands gemachten Concessionen berechtigt. Ihren Aerger hierüber scheint die dänische Regierung und Presse jetzt an den Predigeern dieser Gegenden auslassen zu wollen, an denen doch wahrlich nicht die Schuld liegt. Von einem derselben hiess es neulich, er werde abgehen müssen oder abgesetzt werden. - Eine in Hamburg neu erschienene Zeitschrift, "Norddeutscher Grenzbote", wird in einigen Theilen des Landes ungestört gelesen und verbreitet, und andern jedoch von den Unterbeamten ohne weiteres confiscirt, und das schleswig'sche Ministerium bestätigte diese Massregeln. Auf einer der friescischen Inseln an der schleswig'schen Westküste ist ein dänischer Postmeister, dessen Scharfsinn sogar soweit geht, dass er in der Leipziger Illustrirten Zeitung, dieser Bibelfibel für Erwachsene, Tendenzen wittert, die geeignet sind die Anhänglichkeit der Schleswiger an Dänemark und ihren dänischen König zu erschüttern. Er findet es desswegen für gut, die ankommenden Exemplare für sich zu behalten. Die Abonennenten, in der festen Ueberzeugung, dass doch die Illustrirte Zeitung keinen Hochverrath enthalten werde, und dass wenn dies dennoch der Fall, nicht der Postmeister, sondern die Polizeibehörde das Recht der Confiscation habe, wandten sich beschwerend an das schleswig'schen Ministerium. Von diesem erhielten sie indessen die Antwort, dass der Postmeister vollständig recht gehandelt habe und dass die gedachte Zeitung ihnen in Zukunft nicht mehr verabfolgt werden würde.

(Die Zeit : Tageblatt für Politik, Handel und Wissenschaft. 10. juli 1861)

8. oktober 1861 udkom en bekendtgørelse for hertugdømmet Slesvig som forbød at holde ugebladet Norddeutscher Grenzbote.

Illustrirte Zeitung udkom 1843-1944 i Leipzig, på linje med The Illustrated London News og L'Illustration (Paris). Forgængere for billedbladene. Det er i dag en vigtig kilde til historie og kultur, ligesom politik og hverdagsliv. Billedarkivet er på over 300.000 illustrationer.

Hvad "Confirmationspatentet" af 4de Jan. for Slesvig angaaer, oplyser Paster Graae i "Fdrl." (Nr. 169), at de "to Acters" Adskillelse i og for sig ikke er Andet end hvad der i mange Aar har fundet Sted i Flensborg, Adelby og flere Steder, hvor Overhøringen skeer om Onsdagen ved Fastegudstjenesten, hvorved der, naar der er mange Confirmanter, vindes mere Tid til Prøven, uden at Menigheden trættes ved for mange Ting paa een Gang, og hvorved Konfirmanderne selv vinde mere Ro og aandelig Frihed til paa selve Confirmationsdagen at kunne hengive sig til den hellige Handling uden at adspredes ved de mange Spørgsmaal eller forstyrres af Frygten for ikke at kunne svare godt nok. Derrimod vil G. ikke lade den Grund for Adskillelsen gjælde, at "Examen" var en Skolesag, konfirmationen en kirkelig Handling; ligesom konfirmationsforberedelsen danner den kirkelige Modsætning til den egentlige Skolegang, saaledes er Konfirmandernes Overhøring i Kirken ligefrem en kirkelig Modenhedsprøve, der for Menigheden, som saadan, aflægges til et Vidnesbyrd om, at de Unge saaledes have hørt om Christus, at de kunne aflægge den gode Bekendelse for mange Vidner, hvorfor ogsaa Konfirmanderne mange Steder og navnlig i Kongeriget i forvejen ere udskrevne af Skolen ved en ordentlig Skoleexamen. G. angriber stærkt Patentets § 2, som bestemmer, at, naar "Vedkommende" (Forældrene) forlange det, skulle Børn, som i Skolen udelukkende ere underviste paa Dansk, til konfirmation forberedte paa Dansk og i Menighedens Nærværelse for konfirmationen overhørte paa Dansk, "confirmeres" paa Høitydsk (hvori de kun have havt Underviisning i høist 4 ugentlige Timer og som de derfor, naar det tales, slet ikke eller kun deist ufuldkomment forstaae) af den samme Præst, som hidtil kun har talt Dansk til dem, og i den samme Kirke, hvor de lige nylig have lagt for Dagen, at de have lært deres Christendom paa Dansk. Det er jo dog Børnene, og ikke deres Forældre, som skulle bekræfte deres Daabspagt og bekræftes i den, og Bevidne skulle paa Confirmationsdagen ikke blot aflægge Løftet med et Ja, men ogsaa høre Evangelium saaledes, at de opløftes derved i Løftets hellige Øieblik; men det kunne de Dansk- eller Danskplattydsktalende Børn ikke, der ere underviste paa Dansk. Patentet har ikke tilfredsstillet de Tydsksindede, men blot givet dem Blod paa Tanden; de fordre nu kun saa meget heftigere, at deres Børn, som nu maae konfirmeres paa Høitydsk, ogsaa i Skolerne skulle undervises og af Præsterne forberedes og overhøres paa Høitydsk, og at Sprogrescriptet, dette Slesvigs nye Dannevirke, skal, sløifes og Høitydsken igjen throne i det danske og plattydske Angels og andre "blandede" Districters Skoler og følgelig ogsaa i deres Kirker. Og de Dansksindede derover Patentet Modet, idet Fodfæstet tages fra dem, saa at de endnu vanskeligere end førhen kunne modstaae Storbøndernes trykkende Terrorisme. Graae klager over, at der ved Patentets Udstedelse er brugt "en meget ukirkelig Fremgangsmaade", idet der ikke forud blev givet den slesvigske Biskop Lejlighed til paa Embedsvegne at afgive sin Erklæring over en i Kirkens indre Liv saa dybt indgribende Foranstaltning med Hensyn til en Handling, som man just vilde hævde Charakteren af "kirkelig". Det saa farlige Agitationsmiddel, som Patentets § 2 har givet det tydsksindede Parti i Hænderne, mener Graae, bør enten igjen betages dem eller, ifald det er umuligt, paa en eller anden Maade paralyseres, da ellers den Grundvold, hvorpaa der i 10 Aar saa heldigt var bygget i Mellemslesvig, let kan blive undergravet, han mener, at de Tydsksindede gjerne kunde lade sig nøie med Patentets § 3, som tillader Enhver, uden Tilladelsesbeviis af Præsten (hvilket iøvrigt hidtil meget sjelden og kun af ganske særegne Grunde er blevet nægtet) at lade deres Børn konfirmere udensogns, i Forbindelse med den nye Tilladelse til at lade Børnene privat undervise paa Tydsk.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 31. juli 1861).

Slesvig Stænderforsamling: Frihedsrettigheder i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Den til Hovedstaden alt i forr. Uge hjemvendte slesvigske Minister har, efter sin Udflugt til 3 Sogne i Angeln, meddeelt Kongen en offentliggjort Beretning, hvorefter Ministeren har fundet Underviisningen, baade i Dansk og Tydsk, og dens Frugt i de 3 Sogne, Munkbrarup, Huusby og Sattrup, aldeles fyldestgjørende. - I den første have vi selv engang gjort den samme Erfaring, men Sognet har ogsaa en usædvanligt dygtig Almuelærer, som har benyttet den for kort afmaalte Tid i det ene Sprog meget omhyggeligt og tillige afvejende talt begge Sprog med Børnene, hvad ikke overalt tilstedes. Skoleunderviisningen paa Landet er i det Hele meget god i Slesvig; saaledes vil man idetmindste vistnok træffe den paa mange Steder. Men naar altsaa begge Sprog læres tilfulde, d. v. s. at der overalt i de blandede Kredse som paa de 3 nævnte Steder pligtmæssigt sørges derfor, hvorledes bare faa Præster kunnet med nogensomhelst Ret erklære og den forr. Minister tage saadan Erklæring for gyldig: at Børnene ikke kunne tilstrækkeligt Tydsk til at forberedes til Confirmation og confirmeres paa Tydsk, naar Forældrene forlangte dette Sprog? eller hvorledes kan man da forsvare, at nægte Børnene eller Forældrene paa Børnenes Vegne, hvad selve Sprogrescriptet berettiger dem til som kirkelig Handling, at vælge det Sprog, hvori Børnene ønskes forberedede til Confirmation og konfirmerede? - Det er især denne Uretfærdighed der ogsaa, efter hvad den nuv. Minister har erfaret paa 3 Steder, er uden Nødvendighed - som man i Slesvig paa Landet har beklaget sig over, og som har foranlediget, at Forældre have sendt Børn andetstedshen for at konfirmeres. Lige saavel som Skolelæreren kan, hvor han vil og hvor det overlades ham, lære Børnene begge Sprog fyldestgjørende, lige saavel kan Præsten veilede Børnene til Bekræftelse i deres Tro og adspørge dem deri i det ene eller andet Sprog, der af eller for hver især vælges. Har Kirken afvexlende dansk og tydsk Gudstjeneste, for som Kirke at lempe sig efter hvers Sprogbrug og sætte Troesforholdet over Sprogforholdene og ialtfald over Tvist herom, og kan Enhver ved kirkelige Lejligheder, selv efter Sprogrescriptet, frit vælge efter sit Tungemaal, saa har Præsten ubetinget den samme Pligt ved Confirmationen. Det Modsatte har ogsaa fødet Tvist- og Tvangsforhold, som mindst af Alt kunne opbygge en Menighed, og selv den baade kirkeligt og sprogligt strængttroende Grundtvig har paa Kirkemødet for et Par Aar siden udtalt sig dadlende herom. 

Det kan ikke være Andet, end at mange Aars Samliv maa have knyttet mangt et Baand imellem Nordslesvig og Kongeriget, imellem Sydslesvig og Holsteen. Ligesom vi dybt vilde beklage Begivenheder, der løsnede Slesvig fra Moderlandet, saaledes er der mange, mange Medborgere i Kongeriget, for hvem Samstatsforbindelsen med Holsteen ansees for et Gode ikke blot for Slesvigerne, men for den hele, nord for Elben boende og fra Oldtiden samvirkende Befolkning. Vi imødesee Intet hellere end et oprigtigt Broderskab imellem alle fire Landsdeles Befolkninger, men troe, at dette Maal naaes bedst ved en gjensidig Agtelse for hinandens særlige Retsforhold. - Fra det folkelige Standpunkt ere vi her i Kongeriget vante til at modsætte os Embedsmandenes Overgreb i Anliggender, der bedst overlades til Folkets og Communernes Selvstyrelse. Vi have her efterhaanden seet Embedsstanden gaae frem i Humanitet og Agtelse for den bestaaende Forfatning, om ikke uden Kamp. Vi beklage, om Mænd, udgaaede fra Kongeriget, ikke have vidst at vinde de andre Landsdeles Agtelse og Tillid. Og vi skulle ikke undlade, saa vidt som vi formaae det, at indprente de opvoxende Embedsmænd et forsonligt Sindelag imod Befolkningen, ligesom vi ønske, at hver Landsdeels Embeder i Reglen besættes med Mænd, som der have hjemme og ere kjendte med Sæder - og Skikke. M. H. t. hele Statens fælleds Forfatning er den egentlige Befolkning i Kongeriget enig med lignende Anskuelser i de andre Landsdele om, at Forfatningen af 2den October 1855, hverken tilfredsstiller Ret eller Billighed. Vi ere derfor villige til ved alle lovlige Midler at virke hen til en Forfatning, hvor baade det Fælleds og det Særlige skeer Fyldest. Med disse Anskuelser kunne mange Mænd i alle Landsdele mødes, og saaledes Kronens og Statens Krav ikke mindre end Befolkningens og de særlige Landsdeles Tarv skee Fyldest i hver Henseende. - Vi have her som andetsteds havt at kjæmpe med hensynsløse Theoretikere og fordomsfulde Historikere, som kun i meget ringe Grad havde den nulevende Befolknings Vel for Øie, men satte Følelserne i Bevægelse ved Fortids Minder og Fremtids Drømme. Men i repræsentative Forsamlinger er man dog ogsaa udsat for tvivlsomme Demonstrationer, der kun give Øieblikkets Stemning Luft, og som ligne et brillant Fyrværkeri deri, at de blænde Øiet ved et flygtigt Skin og stundom ved Uforsigtighed tænde Lidenskabens Brand. Den roligere Deel af Befolkningen vil af Repræsentanterne see varigere Frugter, hvorved de fremme Almeenvellet, de aandige Krav ved Hjælp af materiel Fremskridt« og fri Udvikling af alle Kræfter. Kun saaledes kunne de overgive til ten svigende Slægt en betrygget og lovhjemlet Statstilværelse. (Eft. "Ret og Pligt".) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. februar 1860).

Overfor minister baron Blixen-Fineckes redegørelse står den slesvigske stænderforsamlings majoritets udkast til en 19 foliosider lang adresse til Frederik 7. Den blev i sin fulde længde offentliggjort i Aalborg Stiftstidende 15. februar 1860, I tysk udgave findes den i Allgemeine Zeitung, 15. februar 1860. Nogle uddrag heraf ses nedenfor:

- - -

1) Ved hin føl. Bekjendtgj. var "der lovet Landet, at der med Ordningen af Monarchiets Anliggender, under Bibehold og videreudvikling af de Indretninger, som enten omfatte alle Sammes Dele eller som ere grundlagte for enkelte af disse, skulde skridts frem i den Aand, at opretholde og forbedre de retligt bestaaende Forhold." "Denne Aand, siger Udkastet, har Landet (Slesvig) smerteliges savnet i Regjeringens Forholdsregler fra 1852 indtil nu. Det bedrøver os dybt at maatte udtale det, at Lovgivningens og Forvaltningens Tendents i denne Periode har været kjendelig derved, at bestaaende Indretninger og Forhold, uden Hensyn til dette Hertugdømmes Interesse og Lands-Repræsentationens Anskuelser og Ønsker saavel som til selve Landet, kuldkastes i den Hensigt at sætte danske Indretninger, dansk Forvaltning og Mønt, dansk Sprog, ja selv danske Bynavne istedetfor det hidtil Bestaaende. 

- - -

Istedetfor den lovede Ligeberettelse af begge Sprog er indtraadt en voldsom og skaansesløs Undertrykkelse af det tydske Sprog. Ved et Tillæg til Forfatn. for Slesvig er i Flensborg Provsti med 26 Sogne, i Kjøbstaden Tønder, og i 10 Sogne i Tænder Provsti, i 4 Sogne under Husum og Bredsted Provsti og i 9 Sogne i Gottorp Provsti det siden Aarhundreder bestaaende udelukkende tydske Skolesprog ved voldsom Tvang og tvertimod Indvaanernes Ønske blevet fortrængt, saaledes at der i alle disse Sogne kun 4 Timer om Ugen maa undervises i det tydske Sprog; men endog dette skeer ikke engang. I den største Deel af disse Sogne er det tydske Sprog udelukkende, i alle de øvrige overdelende Folkesprog, og bliver Underviisningen derfor i de fleste af disse Sogne givet Børnene i et for dem fremmed Sprog. Paa alle mulige Maader søger man at forhindre, at Børnene i disse Sogne blive underviste ved tydske Huuslærere; og det er blevet ubetinget forbudt, at 2 eller flere Familier i fælledsskab holde en slig Huuslærer. Naar det ikke kunde forebygges, at under saadanne Omstændigheder mange Børn af de saakaldte blandede Distrikter, d. e. af alle de nævnte Sogne, af deres Forældre bleve satte i Kost i saadanne Skoledistrikter, hvor Folkesproget var tydsk, saa har man dog vidst at gjøre dette Forældrenes sidste Forsøg paa at opdrage deres Børn i deres Modersmaal derved virkningsløst, at Børnene bleve nødte til at vende tilbage til deres Forældre, for at lade sig undervise i det danske Sprog i de sidste Aar for deres Confirmation, som holdes i nævnte Sprog. Ved en saadan Underviisning i et for Børnene fremmed Sprog er det en nødvendig Følge, at der med saa Undtagelser opvoxer en Ungdom uden Tugt(L), der i Landsbyskolerne, foruden nødtørftig Skrivning og Regning, kun lærer dansk Læsning og nogle danske Phraser udenad. Efter de samme Forskrifter skal Gudstjenesten i de nævnte Sogne holdes afvexlende paa Dansk og paa Tydsk, endskjøndt i de fleste Sogne næsten alle Beboerne ikke forstaae en dansk Prædiken, men alle derimod godt forstaae en tydsk Prædiken. En notorisk Kjendsgjerning er det ogsaa derfor, at Kirken paa de Søndage, da der holdes dansk Prædiken, næsten altid staaer tom. Her foreligger en den hele Befolkning dyb og smerteligt til Hjertet gaaende Forfladigelse i Brugen (?) af det tydske Modersmaal, ja selv af Kirken og Skolen, hvilket staaer i en directe Modsigelse med det i den kgl. Bekjendtgj. af 28de Jan. 1852 givne Tilsagn. De i hver Forsamling af de slesvigske Stænder gjentagne Venner om Gjenindsættelse af det tydske Sprog der, hvor dette er Folkesprog, ere hidtil blevne uden Frugt. Man har endog, for at rydde al Modstand imod det tydske Sprogs Fortrængelse af Veien, ikke undseet sig for, uagtet de af de slesvigske Stænder under 21de Febr. 1857 imod saadanne Indgreb i Patronatrettighederne gjorte Indsigelser, i August 1857 uden videre forfatningsstridigt at ophæve de i den slesvigske Forfatningslov 3 Besidderen af Gelting og de i Gelting Sogn indlemmede Godsbesiddere garanterede Patronatsrettighcder over Kirken og Skolen. 

- - -

Det Samme gjælder om de talløse Forbud af Bøger og Kort for Slesvig, hvilke hverken i Kongeriget eller i begge de andre Hertugdommer ere forbudte, og som tvinge hver af Slesvigs Indvaanere, naar han vil være vis paa ikke uden sit Vidende at overtræde Forbudet og at paadrage sig Ubehageligheder, til at anskaffe sig en med hvert Aar stigende Fortegnelse over forbudte Skrifter. I den samme Aand haandhæves ogsaa Pressen, der kun tjener Daniseringen og som til dette Øiemeed erholder af de særlige slesvigske Indtægter betydelige Understøttelser. En Petitionsret bestaaer neppe, Retten til at afholde frie Forsamlinger og til at indgaae Foreninger aldeles ikke."

- - -

Man bør give Afkald paa at betragte det danske Sprog som en politisk Person, hvis Omraade skal udvides ved Erobringer, Sproget er til for Menneskets Skyld, men ikke omvendt er Mennesket til for Sprogets. Saalænge Kirke og Skole endnu misbruges til at gjøre Propaganda for Sproget, saalænge det ikke er tilladt Indvaanerne at betjene sig, hvor og naar de ville, navnlig ogsaa ved Underviisning af deres Børn, af deres eget Sprog, staaer Staten i umiddelbar Strid med Christendommens og Civilisationens første Fordringer og mangler den første Forudsætning for en fri borgerlig Tilværelse, Saalænge med alle Lovgivningens og Forvaltningens Forholdsregler kun Slesvigs snævrere Forbindelse med Danmark og den endnu fuldstændigere Løsrivning fra Holsteen haves til Hensigt, kan der ikke være Tale om, at Slesvigs Ønsker og Interesser blive tagne i Betragtning. 

- - -

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. februar 1860. Uddrag)

I stænderforsamlingsmødet den 15. februar 1860 talte Rumohr imod forbuddet mod bøger. Forbuddet blev  forsvaret af pastor Mørk-Hansen, provst Hansen, Krüger og Laurids Skau med at de nævnte forbud skete mod statsopløsende tiltag. Forsamlingens flertal besluttede trods den kongelige kommissarius frarådede at gå videre med forslaget, at nedsætte en kommission. Kommissarius advarede (truede?) dernæst forsamlingen med at den var i strid med den slesvigske forfatning og at regeringen ville blive underrettet og at underskriverne ville blive draget til ansvar ved retlig tiltale. Kommissarius gjorde det klart at regeringen ikke kunne indgå i en diskussion om flere rettigheder til Slesvig.

I Flensborg blev Heibergs boghandel kort efter foreløbigt lukket mens politiet undersøgte den for udbredelse af en "illoyal adresse" og andre "statsopløsende skrifter".

Ved stænderforsamlingsmødet de 21. februar 1860 oplæste kommissarius en skrivelse fra minister Blixen-Finecke hvori denne kraftigt tog afstand fra flertallets optræden: det bevirkede gæring og tvedragt, mistillid til regeringen og opægning af de nationale lidenskaber. Så længe disse tilstande bestod, ville man ikke indrømme flere friheder.

Forslaget blev på stændermødet den 24. februar med 26 stemmer mod 17 sendt i udvalg.

Den slesvigske stænderforsamling den 13. marts 1860 vedtog en udtalelse hvori man anbefalede at ophæve forbuddet mod bøger og foreninger i Slesvig. Det blev vedtaget med 26 stemmer imod 13 - det danske mindretal stod fast på at forbuddet stadig skulle eksistere: I marts 1860 fremsatte mindretallet (bl.a. Skau, Krüger, Mørk-Hansen, Blady og provst Hansen) en slags "modadresse". Kommissarius havde kun enkelt indvendinger imod formuleringerne, en af dem var at der i 1848 ikke havde været 2 partier og at kongen som sådan ikke kæmpede imod et part. Buchwald (der ikke havde deltaget i opstanden 1848), bemærkede at adressen var en demonstration imod majoriteten som misbrugte kongen. I Slesvig beherskede minoriteten majoriteten gennem regeringen. Dette forhold forekom ham bemærkelsesværdigt, og citerede Haller: "Der sker ting på jorden og under solen, som hvis man ikke mister forstanden, så har man ingen."

Confirmation paa Landet. (Efterskrift til Politivennen)

Noget om Confirmationen paa Landet.

Vi have da snart igjen Confirmation, og med den vel atter de samme Forargelser, som denne vigtige og høitidelige Handling desværre altid fører med sig. Det er nemlig Skik herude, at Confirmanderne paa Confirmationsdagen blive stillede paa Kirkegulvet efter deres Kundskaber, navnlig i Christendommen, saaledes at den Dygtigste, det vil da sige, den, som af Præsten stemples som saadan, faaer den øverste Plads, og at enhver af de Øvrige ligeledes kommer til at staae i Rækken efter Fortjeneste. At denne Stillingsmaade under hele Confirmationsforberedelsen, trods Præstens Talen om Ydmyghed, bestandig fremmaner den ingenlunde gavnlige Tanke for den Unges Sjæl: hvilken Plads mon jeg faaer, jeg bliver nok Øverst, jeg kommer vistnok oven for den og den, indsees let, naar man betænker, at netop i Confirmationsalderen, som er de Unges Overgang fra Barn til Menneske, træder Forfængelighedsaanden meget stærkt frem, og man tillige veed, at Pladsen paa Kirkegulvet, og naturligviis især den øverste Plads, ansees og omtales herude, af Confirmander saavelsom af mange Wlore, som der Væsentligste ved Confirmationen, medens Christendomskundskaben og Daabsbekræftelsen neppe ændses. Hører man de Confirmerede efter Confirmationen tale om denne, er det meget sjældent Andet end en forfængelig Snak, man faaer at høre, navnlig om, hvor høit eller lavt den eller den var kommen op eller ned paa Kirkegulvet. Og spørger man dem, om de Øverste svarede godt, faaer man gierne det Svar, at disse svarede daarligst, hvorimod Nr. 5, 6 osv. kunde svare langt bedre; hvilket viser, at Opstillingen enten virkelig har været uretfærdig og der altsaa er skeet en vilkaarlig ubillig Tilsidesættelse, eller at de Øverste misundes deres Pladser, hvilket i Regelen altid er Tilfældet, og derfor af Misundelse, med krænket Forfængeligheds Bitterhed, fordømmes og nedsættes Tillige hører man undertiden Confirmanterne sige: vi tænkte nok, at den og den blev Øverst, skjøndt han eller hun under Forberedelsen næsten aldrig har kunnet svare; thi hans eller hendes Forældre ere rige, eller uden for Bondestanden; eller ogsaa, hvilket endnu værre er, hedder det: han eller hun gav 4 Rd. i Indskrivningspenge og 3 blaae Sedler i Confirmationsoffer, og jeg gav ingen Indskrivningspenge og kun 1 Rd. i Offer, og min Fader er kun Arbejdsmand og han og Præsten have desuden engang været Uvenner. Hvad viser nu alt dette og hvad er Følgen deraf? Det viser, at Confirmationen, som en Følge af Stillingsmaaden, betragtes som en høitidelig Parade, ved hvilken det fornemmelig kommer an paa Plads; at Stadsen ved denne Leilighed ikke bliver forglemt, er jo vitterligt nok. Og Følgerne deraf ere, at den Tillid til Præstens Samvittighedsfuldhed og Sandhedskjærlighed, som man dog maa antage, at han under Confirmationsforberedelsen har faaet fremkaldt hos Confirmanderne, og uden hvilken hans Religionsunderviisning kun har været en klingende Bjælde for dem, uden synderlig Virkning eller Frugt, er brudt, tabt og borte, og at han altsaa ikke længere staaer for dem som den, der med Samvittighedsfuldhed tjener den Herre Christus, men som Leiesvenden i Mammons Tjeneste, der kun høres og følges med Tvivl. Og i de Øverstes Hjerter gives Hovmod, med den hermed følgende Ringeagt for Andre, rigelig Næring, medens de Tilsidesatte, paa Grund af den virkelig . eller kun formeentliq, lidte Forurettelse, stærkt friste til ikke alene at fornægte Kjærligheden, men at give Misundelsen, ja maaskee endogsaa Hadets fule Aand Rum i deres Hjerter; og det selv paa den Dag de i Herrens Tempel skulle bekjende den Herre Christus. Og dette er det, som jeg kalder "Forargelser ved konfirmationen, og heri er den famøse Opstillingsmaade alene Skyld. Hvorledes eller hvormed Præsterne for And og deres egne Samvittigheder kunne forsvare at bruge denne fordærvelige Uskik formaaer jeg ei at indser; thi den lader sig sandelig ei forsvare dermed, at det er en gammel Skik; ei heller med, at naar Confirmanterne stilles saaledes, som de efter Præstens bedste Overbeviisning fortjene, han da har sin Samvittighed fri; thi Enhver, Præsterne med, vil vist indrømme, at med ingensomhelst Grunde kan forsvares, at give Anledning til saadanne Følger som de paaviste, naar de kunne undgaaes. Den samvittighedsfulde Præst vil vist ogsaa tilstaa, at han ofte ved Stillingen af Confirmanterne har været endogsaa ikke saalidet uenig med sig selv om, paa hvilken Plads han skulde sætte enhver af dem; og indsee maa han ogsaa kunne, hvis han ikke allerede paa en eller anden Maade har erfaret det, at selv ved den retfærdigste Opstilling opstaaer der let Misundelse og Misfornøielse, saavel blandt Confirmanderne som disses Forældre, der har en ei ønskelig Utilfredshed til Følge. Allermindst lader endelig denne Stillingsmaade sig forsvare med den Paastand, at Kappelyst blandt Confirmanderne vækkes ved Tanken om, at de paa Confirmationsdagen muligen kunne komme til at prunke paa Høisædet for de Nysgjerrige i den talrige Menighedsforsamling; thi fra det christelige Standpunkt betragtet, maa det vel endog kaldes uchristeligt, at lokke til Indsigt i vor Herres Jesu Christi Naade og Kundskab, ved at stille forfængelige Ærespladse i Udsigt som Belønning derfor, da Christendommen aldrig bruger saadan Lokkemad, men tvertimod udtrykkelig siger: "Lader os ikke have Lyst til forfængelig Ære, saa at vi trodse hverandre og bære Avind mod hverandre." - Man maa virkelig høilig undres over, at saa mange Præster, istedet for at optage den af Hovedstadens Præster brugende eneste rigtige Stillingsmaade, nemlig at stille Confirmanderne efter Alderen, hvorved, paa Grund af, at der ved denne Stillingsmaade ikke mere fornuftigviis kan være Tale om Øverst og Nederst, al forfængelig Talen om, og Higen efter de øverste Pladse aldeles maa bortfalde, holde paa den gamle usalige Uskik, som om det var en Troes-Artikel, uagtet de paapegede Følger deraf ikke kunne være ukjendte. Denne Vedhængen ved den gamle Uskik synes meget stærkt at vidne om, at der maa være skjulte, men meget vægtige Grunde tilstede, der forbyde Præsterne at bruge Aldersstillingen, og som byde dem, at holde paa den gamle Uskik; hvilke Grunde, skjøndt idetmindste nogle af dem maaskee ikke ere meget vanskelige at opfinde, jeg dog ikke her skal indlade mig paa at opsøge. Skjøndt jeg troer, at det af det Anførte maa staae klart for Enhver, som mener det godt med de Unge, og ønsker at Confirmationen maa blive dem til Velsignelse, at Confirmantstillingen efter Kundskabsdygtighed er fordærvelig og derfor bør forkastes, tør man dog neppe vente, at Præsterne paa min ringe Opfordring af dem selv herefter ville stille Confirmanterne efter Alderen; men alligevel lever jeg i den glædelige Fortrøstning, at denne Stillingsmaade ret snart vil være den eneste, som bruges overalt her i Landet; thi jeg haaber sikkert, at Regjeringen, hvis Omhu for Kirkens Tarv er almindelig erkjendt, snarest muligt vil banlyse den oftnævnte Uskik af Kirken, og befale Præsterne at stille Confirmanterne alene efter Alderen, til Velsignelse for de Unge og til Glæde for de Ældre.

I Februar 1858.

En Mand paa Landet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. marts 1858)

Rangopstillingen blev også behandlet i Politivennen 4. juni 1831.

"En præst på landet" svarede artiklen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. marts 1858. Svaret bestod i al væsentlige i at indsenderen ikke havde gavnet sin sag ved den måde han havde formuleret artiklen på. Redaktionen nævnte derefter at der var kommet to yderligere indlæg. Et om at der blev trukket lod om opstillingen. Der blev endvidere argumenteret mod aldersopstillingen idet dette ville favorisere de som først efter flere forgæves konfirmationer omsider havde bestået. En anden landsbypræst fortalte at han opstillede børnene efter sit forudgående kendskab til dem fra skolen. 

Confirmation. (Efterskrift til Politivennen)

I en Skrivelse fra det Holsteenske, indført i "Hb. woch. gemeinn. Nacht.", af 4de ds., gjentages den allerede oftere tilforn offentlig førte Klage over, at Confirmations-Handlingen mange Steder i Hertugdømmerne enten ikke feires med tilbørlig Værdighed eller paa en mindre hensigtsmæssige Maade. Ref. fortæller hvorlunde han i f. A. et Sted har været Vidne til saadanne Omstændigheder derved, at han, greben af den største Uvilie, forlod Kirken. "Under den hele Handling", siger han "bleve Dørene revne op og slagne i; man gik ud og ind, snart enkeltviis, snart i Klynger, hvorhos der ikke savnedes Trængsel og lydelig Ordstrid; her skjændtes man om Pladserne, der søgte man at trænge ind eller krybe over i Stolene; saa hørte man et Barn skrige og Moderen søgte høirøstet at tysse paa det; kort under den hele Handling herskede en saa forstyrrende og vedholdende Støi, at man ti Skridt fra Alteret ikkun kunde høre enkelte Ord af hvad Præsten sagde. Især gik det livligt til i Nærheden af Alteret, hvor de Nysgjerrige især trængte sig hen; man puffede og stødte hinanden etc., og det var kjendeligt, at Confirmandernes Opmærksomhed mere var henvendt paa disse Scener end paa Præstens Tale." Han dadler dernæst ogsaa at flere Præster mene at give Gudstjenesten paa Confirmationsdagene fortrinlig Vigtighed, ved at trække den saa langt ud, at den varer over 3 til 4 Timer, istedetfor at den, efter hans Formening, aldrig burde overskride et Tidsrum af to timer.

(Kjøbenhavnsposten den 8. april 1834)

Et Spørgsmaal.

Burde det ikke forbydes samtlige værthusholdere af høj og lav rang at udskænke spirituosa til konfirmander. Så vidt anmelderen ved, udskænkes der ikke mere spirituosa til dem i konditorboderne i Kronpinsessegade. Men grunden skal ikke blot være at disse sager nægtes dem nu der, men til dels også at konditorens likører er dem for svage, hvorfor de henvender sig til en i Kronprinsessegade boende værtshusholder hvor de kan få "noget som river i halsen" /en kradser) fx ½ pægel dansk brændevin, eller 1/4 bolle punch, hvilket de forgæves har forlangt hos konditoren.

Anmelderen ved at en for nyligt konfirmeret piberdreng for længere tid siden drak 7 snapse, den ene efter den anden, og at en anden, misfornøjet med de firmenichske lukørers svaghed, forlangte noget der kradsede dygtigt, og først tilkendegav sit befald da han fik en snaps qvassia. (Den rosenkildske piberdren, Søren Winther gør al sin dumhed uagtet, sådanne herrer til skamme.) Dette karakteriserer den københavnske almueungdom træffende. Men hvor mange smil det end aflokker de fleste, er det dog et sørgeligt tidernes tegn som indeholder et betydningsfuldt vink til forældre, skolelærere, præster og regeringen.

(Politivennen nr. 1377, Løverdagen, den 21de Mai 1842. Side 324-325)

Confirmations Søndag.

Konfirmationen som dog burde være en af de mest højtidelige handlinger i kirken, er vist få steder så uhøjtidelig som i Københavns kirker. De fleste af læserne har vist erfaret hvilken støj og spektakel der hersker under handlingen. Man ser unge lapse og nysgerrige damer strømme ud og ind af kirken i hobetal, overhovedet ikke for at høre, men blot for at se på konfirmanderne. Det er ikke muligt at høre et eneste ord af hvad præsten siger. Indsenderen tvivler meget på om selv konfirmanderne kan høre nogen, da der er støj og spektakel overalt i kirken, både foroven og forneden. Det var i sandhed ønskeligt om kirkedøren blev lukket under handlingen. De som da ikke havde tålmodighed til at blive, og som kommer blot for at kaste et flygtigt blik på konfirmanderne, blev da nok væk.

(Politivennen nr. 1165, Løverdagen, den 28de April 1838. Side 276-277)

Den Korsøerske Confirmandsag.

Efter det i nummer 1108 givne løfte, meddeles følgende dokument i denne sag.

Underdanigst P. M.

Et sluttet selskab bestående af de mest dannede og agtværdige af samfundets klasser forsamledes den 19. i forrige måned her i byen for at more sig ved dans og dramatiske teaterforklædninger. Til dette selskab blev min datter Seraphine Caroline ved en velynderinde skaffet adgang. Som konfirmand ønskede hun at bevare den hædrende dom hendes sjælesørger nyligt havde fældet over hende, og frygtede derfor at hun hvis hun ved næste møde hos Provst Olrik skulle blive skyldig, kunne udsætte sig for en lige så åbenbar og derfor så meget mere nedslående irettesættelse. Hun håbede at opnå det første og forebygge det sidste ved at gøre hans højærværdighed den kompliment at udbede sig hans tilladelse.

Skønt provsten nægtede hende en sådan, tillod vi forældre hende dog at nyde denne efter vores mening uskyldige fornøjelse, dels fordi det ville fornærme barnets velynderske, hvis hun ikke benyttede hendes godhed, dels for at lade en ung pige som står i begreb med at træde ind i verden drager nytte af lejligheden til at te sig i det større og artige selskab. Vi kunne heller ikke forudsætte nogen alvorlig misbilligelse her af fra hr. provstens side da hans ærværdighed selv både i året 1833 og 34 uforklædt havde deltaget i samme underholdning med samme personer, blandt hvilke 1834 omtrent på samme årstid, endogså 3 af provsten daværende konfirmander, nemlig de 2 døtre af hr. justitsråd posemester Paludan og opsynsmand Beincke, samt det nu bortviste barns søster, vores datter Maria, deltog uden at dette pådrog dem nogen dadel af hans velærværdighed som dog selv måtte have set dem. 

I alle tilfælde havde vi den tillid til hr. provstens fine takt at barnets lydighed mod sine forældre ikke ville pådrage hende nogen irettesættelse i de andre konfirmanders påhør da overtrædelsen af en under fire øjne nægtet tilladelse kun kunne egne sig til en ligeledes sub rosa given irettesættelse. Dog sagen fik et ganske andet udfald. Da barnet den 21. indfandt sig hos provsten til undervisning, blev hun i alles påhør bortvist af hans højærvædighed med den besked at hendes far kunne lade hende konfirmere af en anden præst. Jeg skrev da brevet Bilag A. til provsten og modtog fra ham Bilag B, på hvilket fra min side Bilag C. fulgte. Imidlertid underrettedes jeg om provstens bestemte ytring til flere: "Jeg svarer ikke på Laurenbergs brev" og dette bevægede mig til endnu engang at forsøge sagens mindelige og private afgørelse ved at tilskrive hans højærværdighed Bilag D.

I en mundtlig samtale fordrede hr. provsten som en betingelse for min datters konfirmation en skriftlig æreserklæring hvori jeg skulle tilbagekalde hvad jeg havde ytret i mine breve til ham. En sådan kunne jeg som ærekær mand ikke give, da jeg ikke tror at have fornærmet ham. Den forsøgte mægling blev derfor frugtesløs, og den 3. henimod aften modtog jeg provstens attest, dateret den 2. som herved følger under Bilag E, hvortil jeg underdanigst tillader mig under F. og G at vedlæge et vidnesbyrd fra barnets lærer, hr. pastor Bøggild og en udskrift af skoleprotokollen, indeholdende de karakterer som ved eksamen i det sidste år er tildelt hende.

I den overbevisning at have forsøgt at for at undgå den ubehagelige nødvendighed i hvilken jeg nu er sat, og med den vished at det højkongelige danske kancelli vil hjælpe mig til at få min datter, hvis udgang af det faderlige hus er berammet til foråret, konfirmeret til påske, tager jeg mig underdanigst den frihed at henvende mig til det højkongelige kollegium med underdanigst forespørgsel om hvorledes jeg i dette for mig som fader højst ubehagelige tilfælde har at forholde mig?

Underdanigst
Laurenberg.

(Politivennen nr. 1113, Løverdagen, den 29de April 1837. Side 255-258)

Redacteurens Anmærkning

De omtalte bilag følger på siderne 258-264. De er skrevet af postfuldmægtig Laurenberg, provst Chr. Olrik og ordineret kateket og førstelærer ved borgerskolen i Korsør Bøggild. Interesserede henvises til originalen.

Folketællingen fra 1845 giver følgende oplysninger: Fuldmægtig Vilhelm Laurenberg f. 1773, hans kone Ane Møller, f. 1795 og deres to børn, Seraphine Laurenberg f. 1823 og Ole Laurenberg, f. 1833.

Ifølge ODS kommer sub rosa fra latin “under rosen”, og hentyder til rosen som symbol på tavshed (diskretion).

Om Korsør stod der i Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1837:

Vest-Sjællandske Avis bringer Følgende som "Meddeelt": "I vore Tider klages der saa meget over Næringsløshed, at det ere behageligt at see og omtale Virksomheds-Aand, hvor den findes. Kjøbmand J. Kruuse i Corsøer bygger i Aar en Brig paa 3000 Td., efter i de foregaaende Aaringer at have byggeet to Skonnerter, som han vedbliver at holde i Fart, foruden mindre Fartøier. Han er saaledes ikke en Kjøbmand, som efter at have samlet Formue ved heldige Speculationer, trækker sig og Pengene ud af Handelsverdenen; men han er en Mand, som aarlig bidrager til at mange Mennesker ved Arbeide kunne skaffe sig og Familie Underhold, og han er en sand Befordrer af Driftighed i Corsøer. Hvad en saadan Mand er for en lille By som Corsøer, vilde det føre os for vidt at udvikle."

Slemme Følger af Maskerader.

På det sidste maskebal i Hotel d'Angleterre var en maske ret ivrigt beskæftiget med at udspørge de gamle damer om de var konfirmeret. Og når en eller anden af disse spøgende svarede nej, advarede masken for det syndige i at deltage i sådanne forlystelser og fortalte at en agtværdig mands datter i en af Sjællands købstæder af præsten var blevet med et slags eclat bortvist fra konfirmandundervisning og nægtet antagelse til konfirmation, fordi hun med sine forældres tilladelse havde deltaget i et maskebal.

Man troede at det hele var et tåbeligt gækkeri, men det har siden stadfæstet sig at noget sådant virkelig er passeret i en lille købstad på Sjælland, hvor præsten som ovenfor anført af ovennævnte grund skal have bortvist en af de mest ferme konfirmandinder, og det uagtet selskaber hvori ballet blev givet, er så hæderligt at hans højærværdighed for få år siden selv har været til stede ved et af samme selskab givet maskebal hvori samme gang flere konfirmandinder skal have deltaget uden at dette havde til følge at de blev afvist.

Det er naturligt at pigens forældre ikke har været tilfredse med denne fremgangsmåde. Man har besværet sig over for biskop og kancelli, og når sagen er udageret, hvilket man håber snart vil ske til alle parters tilfredshed, vil de nærmere detaljer tillige med samtlige dokumenter i sagen blive offentliggjort. Dette til beroligelse for de svage i ånden der i det omhandlede faktum har troet at øjne en tilbagevenden til et ikke ønskeligt gejstligt regimente, hvilket de mente ville blive så meget mere besværligt for nationen som man fra flere sider har ytret ønske om et eget gejstligt kollegium.

(Politivennen nr. 1108, Løverdagen, den 25de Marts 1837. Side 186-188)

Hôtel d'Angleterre til venstre. Kongens Nytorv. Til højre for statuen Hovedvagten. (Becker)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i nummer nr. 1113,  29. April 1837, side 255-258.

Hvordan et maskebal på hotellet hos Knirsch kunne foregå, fremgik af en artikel i Kiøbenhavnsposten, 1. marts 1831.

Bemærkninger, i Anledning af det i Nr. 908 Indførte: "Om den forestaaende mosaiske religionsprøve."

Det er ikke let at se hvorfra den ærede indsender af ovennævnte stykke har den kundskab at mange af den israelitiske menigheds medlemmer er blevet forbavset fordi nogle børn af samme der frekventerer friskolerne skal stå adskilt ved religionsprøven på kirkegulvet, med mindre det skulle være at det er børnene selv der harmes over denne i og for sig aldeles intetsigende formalitet. For såvel disses forældre som enhver anden må denne omstændighed vist nok forekomme aldeles ligegyldig.

Når der nemlig fornuftigvis lod sig tænke nogen som helst skadelig virkning for de manges tilkommende vel der i fremtiden i så henseende resulterede deraf, da måtte man ubetinget bifalde indsenderens mening som da var velbegrundet. Men kan sådant nogensinde blive tilfældet?

Når indsenderen påberåber sig at velærværdige hr. dr. Wolff i sine prædikener har ytret: "for Gud er vi alle lige", "I Herrens hus bør al tant og forfængelighed forsvinde" da forekommer det os at denne evige sandhed netop burde have været et motiv til at afholde sig fra at føre anke herover, og det hvad enten de omtalte børns intellektuelle evner overskrider eller står tilbage for de øvrige såkaldte riges. Især da indsenderen vel bør vide at det ikke er i kirken disses (de intellektuelle evners) udvikling skal prøves.

Hensigten med religionsprøven skal jo være den at aflægge bekendelsen for sin religiøse tro. Dette sker i kirken. De som er tilstede samme sted og erfarer sådant, lægger vist nok ikke synderlig mærke til i hvad orden dette sker på den dag. I deres øjne bør kun den fortjene øverste plads der i fremtiden som tilkommende borger i ordets mest ædle bemærkelse følger og virker efter de der foredragne guddommelige sandheder, uanset hvad plads der er faldet i hans lod da han stod på kirkegulvet.

Det er vist nok denne omstændighed der har bevæget hr. dr. Wolff til ikke at lægge vægt på hvorledes disse børn fremstilles på kirkegulvet. Og enhver fornuftig må derfor være særdeles kortsynet om han ikke skuede grant hvad der dog så tydeligt ligger for dagen.

Det er klart at megen sandhed offentligt er blevet fremsat angående "menighedens anliggender" og at meget står tilbage at ønske hvorved dets tarv kunne fremmes, desto værre! er dette blevet en røst i ørkenen. Enhver sandhedskærlig mand der føler dette, har derfor al årsag at påtale væsentlige omstændigheder der fortjener drøftelse. Den påtalte kan vel næppe henføres til det. Og da det så vidt os bekendt er skik i landets kirker hvortil der hører unge som besøger friskoler, at disse på deres konfirmationsdag står samlet for sig selv på kirkegulvet, så har hr. dr. Wolff altså hjemmel for at et lignende forhold bør finde sted hos mosaiske trosbekendere. 

Eftersom man således ikke kan dele indsenderens anskuelser i disses hele, fordrer sandhed dog at indrømme at det indtryk som den formentlig vilkårlige fremgangsmåde muligvis kan bevirke hos de unge, idet disse henlededes til kirken med en såret følelse på den dag de aflægger løfte om at overholde det "dyrebareste" mennesket skal stræbe efter i sin hele levetid: sin religiøse tro - for den allerhøjeste - hvilket aldrig bør ske i harmfuld tilstand, så tror vi at enhver hindring i denne anledning blev bortryddet når vedkommende for fremtiden fremstiller ungdommen på kirkegulvet "efter værten", hvorved ethvert hensyn faldt bort på det sted hvor verdenstant aldrig bør fremmes.

5. 9. 13.

Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 384-388 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 369-372.