Brændeafgiften ved Stadens Porte.

Imedens al Consumtion er afskaffet existerer der endnu en Afgift af 11 sk. for hvert Læs Brænde, der indføres af Stadens Porte, der erlægges til Bomforpagteren og controlleres af Skildvagten indenfor Porten, men da ingen Instrux findes paa nævnte Steder for hvad der sorterer under Brænde og hvad der er Gavntræ, kalder denne vilkaarlig Gavntræ for Brænde, naar det falder ham ind, og undertiden ogsaa omvendt, saa at ikke sjeldent Skildvagten standser de Læs, Bomforpagteren har ladet passere, hvilket naturligviis ofte leder til scaudaleuse Optrin, naar Folk ikke godvillig vil finde sig i denne vilkaarlige Fremgangsmaade. Og navnligen er dette Tilfældet med Klodse, der dog beviisligen ere Gavntræe og hvorfor der, da Consumtionen existerede, blev svaret 15 . pr. Læs, imedens et Læs Brænde kostede 27 sk, men efter Bomforpagterens Mening er det nu Brænde altsammen.

Indsenderen var saaledes Vidne til et saadant Optrin igaar (den 22de Juni) ved Østerport ved Indførelsen af to til Marinens Brug indkjørte Egeklodse, for hvilke Bomforpagteren vilde have Afgiften, men som Kudskene naturligviis ikke fandt sig beføiede til at betale, og kunde dette snart have ledet til alvorlige Optrin, hvis disse ikke tilsidst havde givet efter. Men dette er kun et enkelt af de mange Tilfælde af samme Natur, Indsenderen, der dagligen passerer Østerport, har været Vidne til.

Det var derfor ønskeligt, hvis denne Afgift ikke aldeles kan hæves som jo unægtelig nar det Bedste, om der paa Bommen og paa Skilderhuset blev opslaaet en trykt Instrux, for hvilke Trævarer der er fri Indførsel, og for hvilke der skal svares Afgiften, hvorefter Enhver kunde rette sig, for at forebygge slige Uordener i Eftertiden.

Kjøbenhavn, den 23de Juni 1853.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. juni 1853, 2. udgave).

Mølle-Ulykke. (Efterskrift til Politivennen)

Igaar Middags indtraf det ualmindelige Tilfælde, at en af Stubmøllerne paa Volden, den anden fra Østerport udtil Grønlandsgaden, styrtede ned ad Voldbakken og søndersplittedes. Til al lykke kom ingen Mennesker til Skade derved, hvilket saare let kunde have været Tilfældet, saameget mere som Grønningen ved den underneden værende Reberbane ofte tjener til Legeplads for Børn. En Svend, som var i Møllen, blev indeklemt mellem endeel Meelsække, og frelstes saaledes fra Beskadigelse. Tilfældet foranlediges alene ved Møllens Brøstfærdighed, da den, i stille Veir, styrtede, i det man ville dreie den. Den tilhører Hr. Møller Rohde, der ogsaa er Eier af en anden af de paa Østervold liggende Møller.

(Kjøbenhavnsposten, 6. juni 1828)

Kaade Drenge beskadige Volden ved Østerport.

Det er et harmeligt skue at se hvorledes en del af Nyboders drenge huserer på den indvendige dossering af den del af volden som ligger mellem krudttårnet og de to materialhuset henimod Østerport. her føres ordentlige træfninger, under hvilke dosseringen bestiges og jorden nedtrædes, hvorved stadige reparationer bliver nødvendige. Det omhandlede stykke ser ud som om det havde været udsat for kanonskud. Da den skildvagt som har sin post ved den der på volden liggende mølle, ikke kan afværge voldens beskadigelse på nævnte sted, ville det vist være hensigtsmæssigt når skaden er istandsat at lade et par mand for Østerports vagt undertiden patruljere der forbi for at bortjage drengene som vist nok når de ser sig forstyrrede i deres leg, ville vælge en anden tumleplads.

(Politivennen nr. 1004, Løverdagen den 28de Marts 1835, s. 200-201)

Om udførte gamle Kludes og Beens Igjenindbringelse i Staden.

Da anmelderen forleden aften i tusmørket gik ud af Østerport, mødte han to lurvet klædte personer med sække på nakken, og som da de var kommet ligeud for toldbetjentenes kontor, standsede midt på broen og råbte til betjenten der stod i døren: "Ben". Betjenten svarede: "Passer," hvorpå de fortsatte deres march ind til byen. Anmelderen forundrer sig over at det tillades at ben, klude og andet affald der for dyr betaling udbringes af staden, igen og urenset indbringes i samme, hvor det hos dem der handler med sådant, opbevares på lofter, i kældre eller gårde og udbreder stank og urenlighed. Besynderligt nok at sundhedspolitiet ikke søger at forhindre sådant, da det ellers på andre måder sørger for renligheds vedligeholdelse i staden. Det synes ikke urimeligt om det blev pålagt dem som handler med sådanne sager, at skaffe sig lokaler udenfor byen hvor deres kram kunne ligge indtil det skulle fjernes. Desuden, når man har læst alle de smuglerhistorier som fortælles i H. Hjorhöis konsumtionstidende, kunne man vel finde det tænkeligt at nogen kunne finde på at benytte disse benbærere til at indbringe ufortoldede sager. For at sådant lod sig udføre, kan vel ikke nægtes, når man tager hensyn til hvor væmmeligt det må være at anstille nogen nøjagtig undersøgelse af sådanne sækkes indhold.

(Politivennen nr. 995, Løverdagen den 24de Januar 1835, s. 60-61)

Kort Proces.

Søndag den 26. dennes blev 2 drenge som udenfor Østerport drev handel med cigarer uden at være berettiget til det, af en civilklædt person grebet og ført til det ved vejen til Classens Have værende bomhus. Ved ankomsten hertil forkyndtes drengene af nævnte person at de her skulle indespærres i 14 dage. En straf der dog kunne formidles til en tid af 24 timer hvis de ville bekvemme sig til at udlevere ham alle de penge de havde, sammen med resten af deres handelsvarer. De uberettigede handlende bed naturligvis efter kort betænkning i det sure æble og udleverede deres penge, henimod 1 rigsbankdaler, sammen med resten af cigarerne og de øvrige tilderes handel hørende småsager. Hvorefter de indespærredes i det aldeles tomme og mørke bomhus hvor de forsynet med et stykkebrød og en skål vand, blev liggende på gulvet til næste dag da personen atter indfandt sig, lukkede op for dem, bød dem at gå og med nogle ørefigner kraftigt indprentede dem den advarsel ikke oftere at indlade sig i uberettiget handel.

Det vil vist være kært for de udenfor byen spadserende der så ofte overhænges af pjaltede cigarhandlere at erfare at man søger at indskrænke denne handel, om end ikke måden hvorpå det sker i enhver henseende kan billiges.

C. C. Olsen.

(Politivennen nr. 870, Løverdagen den 1ste September 1832, s. 570-572.)  

Redacteurens Anmærkning.

Sagen viste sig at være pure opspind, og dementeres i Politivennen nr. 872, 15. september 1832, s. 615-616.

En slem Uskik ved Østerport.

Ved klokken henimod 11 at passere Østerport, hænder det oftere at man træffer en hel forsamling af natrenovationsvogne der holder i række indenfor den yderste barriere indtil der hvor den egentlige bro begynder, ikke blot i en enkelt sluttet række, men i 3 ved siden af hinanden.

Det er ikke nogen anden vogn tilladt den øvrige tid passagen er åben at vælge disse steder til holdeplads, og det synes derfor så meget mindre passende at disse vogne på dette sted venter på at klokken skal blive 11, for da at køre ind i byen. For de forbikørende er det ikke alene meget ubehageligt at passere denne samling af ildelugtende vogne, men da de spærrer mere end halvdelen af kørepladsen, risikerer man at vælte med sin egen vogn, idet den let skrider ned i den temmelig dybe rendesten. Idet man tillader sig at gøre de ansvarlige opmærksom herpå, håber man at denne uorden snart vil blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 408-409) .

Bør Gaderenovationen aflosses i Hovedstaden?

Beboerne i nærheden af den mølle ved siden af Østerport som for nogen tid siden styrtede om, ville ønske at de ansvarlige værdigede deres opmærksomhed om hvorvidt det kan være i overensstemmelse med et godt sundhedspoliti i en stor by at vælge noget sted i den til en losseplads for gaderenovationen.

Man kan forsikre at den på ovennævnte sted anlagte store mødding allerede har været til megen ulejlighed for omegnens beboere og man frygter for at dens ubehagelige nærhed endnu længe vil være til besvær.

(Politivennen nr. 664, Løverdagen den 20de September 1828, s. 610-611)

Kudskeunoder.

En del af de karle der kører til og fra staden med mælk, gødning, sand osv. har i den senere tid fundet for godt at overlade heste og vogne til sig selv, mens de i flokketal vandrer ad fodstien og under mange, kun lidt opbyggelige samtaler ryger en pibe tobak.

Så uskyldigt dette i og for sig selv end synes, så højst farligt er det dog for enhver der til vogns kommer de sig selv overladte som oftest kun dårligt afrettede heste i møde. Således var anmelderen for nogle dage siden udenfor Østerport øjenvidne til at en splinterny holstensk vogn blev kørt i grøften af en sådan ekvipage der var overladt til sig selv, hvorved kusken endog blev slået til skamme, for ikke at tale om at vogntøjet gik itu. Og sidste tirsdag var det samme nær blevet tilfældet med en wienervogn.

Man håber at rette vedkommende vil indskærpe disse uforsigtige kuske at blive ved deres vogne og at passe tøjlen i stedet for piben.

(Politivennen nr. 540. Løverdagen den 6te Mai 1826, s. 293) 

Drengeuordener.

Dagligt og især om aftenen indfinder der sig ved krudttårnet ved Østerport en mængde børn af begge køn for som de kalder det, at lege. Blandt andet morer de sig med at glide ned af skråningen af voldbakken på bagen, hvilket for de mindre ser meget farligt ud, og for de større af kønnet er højst usædeligt. Klæderne lider også meget ved det til liden gavn for forældrene.

Skildvagten som har post på den anden side af møllen, kommer ofte for at jage dem bort. Men det hjælper intet, og hjælper kun for et øjeblik mens han bliver stående på bakken. De driller således kun skildvagterne. Ja, er som anmelderen så endog så uforskammede på deres retræte at kaste med sten efter ham.

Hvor meget disse gletsjere bliver benyttet, det kan man se de tydeligste spor af i voldbakken.

"De morer sig med at glide ned af skråningen af voldbakken på bagen, hvilket for de mindre ser meget farligt ud, og for de større af kønnet er højst usædeligt." (Glidebanen, Små drenge, der falder på en glidebane. Lorenz Frølich, 1870. Statens Museum for Kunst).

En anden ikke mindre uorden er at denne håbefulde ungdom dagligt viser sin fremskridt i boldkunsten ved voldbestigningskunsten ved at klatre over det temmelig høje stakitværk om krudttårnet, opsamle en del sten der er kastet over der, og derpå igen klatre tilbage for på ny at bombardere jernlugerne på krudttårnet. At kaste med sten i slynger er også en af deres farlige lege. Den frihed hvormed de her huserer gør at de tillige begår mange flere uordener for de der bor i nærheden, for ikke at tale om deres forstyrrende støjen og skrigen. Og ved alt disse viser den en uforskammet dristighed. I flere henseender ville det være ønskeligt at enten politiet ville sørge for denne ungdoms bedre tugt, eller at en skildvagt som i forrige tider igen blev posteret ved krudttårnet.

Ved her at omtale disse drengeuordener finder anmelderen det tillige passende at gøre opmærksom på en uskik som finder sted i Kronprinsessegade langs med Kongens Have og på flere offentlige spadsereveje. Den nemlig at drengene på sådanne steder spiller top, pisker de forbigående over benene og kaster støv og snavs på deres klæder.

(Politivennen nr. 492. Løverdagen den 4de Juni 1825, s. 9740-9742)

Redacteurens Anmærkning

Det ligger uden for denne weblogs rammer at bringe samtlige beretninger om drenges legen på gader, stræder og pladser. Se fx også "Farlig Uorden på Hauserpladsen", Politivennen nr. 650, Løverdagen den 14. Juni 1828, s. 390-392). "Kåde gadedrenge", 
(Politivennen nr. 651, Lørdag den 21. Juni 1828, s. 400-402)

Uventet Tilbagerejse.

Søndag den 8. i denne måned red 3 bekendte sammen fra Charlottenlund til København. Da de kom til barrieren uden for Østerport, stod denne åben og skildvagten var ikke trukket ind endnu. Det glædede anmelderen meget, da han ud fra det sluttede at klokken endnu ikke var slået 12, og han altså ikke behøvede at gøre omvejen til Nørreport. Sikre i vores sag red vi nu inden for barrieren, kom til bommanden hvor vi betalte bompenge og red til porten. Men hvor forundret blev vi ikke da vi af et par soldater blev underrettet om at porten allerede var lukket, skønt der i den tid vi opholdt os der, passerede over 10 civile personer igennem den. Hvoraf følger at klokken endnu ikke var slået 12 da alle fodgængere efter den tid ifølge højeste befaling kun kan indlades i staden gennem Nørreport mod en ubetydelig afgift. Vel postulerede man at disse var toldbetjente. Men deres antal er vel næppe så stort at der i Østerport mod al sædvane skulle være 10 på en gang, og desuden kendte anmelderen flere af dem som ikke var toldofficerer.

Anmelderen tvivlede på soldaternes foregivende og tog sig den frihed at bede om tilladelse til at tale med den vagthavende officer. (Hans rang og navn havde anmelderen ikke den dristighed at spørge om, da han mod al høflighed og grammatisk sprogbrug tiltalte anmelderen i tredje person med ordet "han"). Han havde af den vagthavende officer ventet om ikke opfyldelsen af sit ønske, så dog en overbærende skånsel. Men hvordan beskrive anmelderens forbavselse, hvilket man tør vente af ethvert simpelt menneske, endsige af en mand der dog vil gøre fordring på nogen grad af dannelse, blev modtaget med uartigheder. Og som en grov forbryder blev han drevet tilbage med ikke de fineste udtryk og trusler med prygl. Det havde været mere glædeligt for anmelderen, mindre anstrengende for hr.vagtkommandørens lunger og mindre tidsspilde for vagten at åbne porten. Det kunne være sket på et øjeblik i stedet for at jage anmelderen bort og forfølge ham til barrieren. Det hørte der ikke just meget til da et helt bevæbnet vagtpersonale kun havde at gøre med 3 fredeligt sindede ubevæbnede personer.

 "Østerport stod åben og skildvagten var ikke trukket ind endnu. Hvilket glædede anmelderen meget, da han deraf erfarede at klokken endnu ikke var slået 12, og han altså ikke behøvede at gøre omvejen til Nørreport" (Østerport accissebod i 1840erne. Porten anes i baggrunden til højre. Før og Nu, 1921)

Inden anmelderen imidlertid kom til barrieren og efter at vagtkommandøren havde trukket sig tilbage, blev de af en person på gebrokkent tysk forsikret at det stod i hans magt at lade dem blive inden for barrieren om natten. Dog til slut lagde hans mod sig. Medlidenhed trådte i stedet og endelig blev det tilladt os at ride bort. Hvilket vi også gjorde, idet vi takkede Gud og kongen at vi ved Nørreport fik hvad der blev os nægtet ved Østerport. Naturligvis mod at betale dobbelte passagepenge.

Anmelderen der ikke har villet undlade at offentliggøre denne ubehagelige affære, tillader sig at spørge om det ikke er pligt for vagtkommandøren at lade folk passere gennem porten når tilfældet som her er at de 2 yderste barrierer står åbne, at skildvagten ved disse endnu ikke er trukket ind og bomforpagteren har modtaget passagepengene? Hvis ikke, da håber man at den yderste skildvagt for fremtiden bliver givet ordre til at underrette vedkommende om hvor længe de kan passere, samt at det bliver bomforpagterne pålagt enten ikke at modtage passagepengene eller hvis disse allerede er udbetalt, da at give dem tilbage når vagtkommandøren måtte finde anledning til at nægte vedkommende passage gennem porten. At bomforpagteren lod sig betale, er for øvrigt et godt bevis for at klokken endnu ikke var 12. For efter den tid må han ikke oppebære noget, og til den tid har man efter gammel stil frit og uhindret kunnet passere gennem porten.

C. J.Jørgensen.Kontorist.

(Politivennen nr. 489. Løverdagen den 14de Mai 1825, s. 9677-9681)

Redacteurens Anmærkning

Klager over bompenge optræder regelmæssigt, fx også i artiklen "Æblet falder ikke langt fra Stemmen", om opkrævning af bompenge før dette bør ske ved Nørreport, Politivennen nr. 792, lørdag den 5. marts 1831, s. 172-174)

Om Passagepengenes Erlæggelse.

Fra Københavns resp. magistrat har man i disse dage set såvel i Adresseavisen som i Statstidende en bekendtgørelse angående hvorledes port- og passagepengene ved stadens 4 porte indtil videre skal være at betale, og findes deri.

A) Af alle udenfor stadens grund boende vognmænd, møllere, slagtere, bagere, bønder, amagere og andre som med læs eller fragt indkører her i staden:

1) På søgnedagene fra portens åbning til om aftenen vagtklokken har afringet med 2 sk. sølv eller tegn for hver vogn osv.

Det synes at ligge i ordene: "uden for stadens grund," at de på stadens grund boende vognmænd, møllere m. fl. således må være fritaget for at betale 2 sk. sølv i portpenge, når de på søgnedagene fra portens åbning til om aftenen når vagtklokken har afringet, passerer vedkommende stadsport. Men desuagtet har anmelderen heraf bragt i erfaring at bomforpagterne har afkrævet de på stadens grund boende vognmænd, møllere etc. nævnte 2 sk. sølv, og når disse har beråbt sig på den høje magistrats bekendtgørelse af 31. december 1824, efter hvilken de mente sig fritaget for en sådan afgift, har bomforpagterne ved trusler tvunget dem til at betale den.

Anmelderen kan da ikke tro andet end at bomforpagterne enten må være forsynet med en senere anordning som ophæver eller forandrer den af 31. december 1824, eller også at denne sidste anordning ikke er at forstå således som dens udtryk tilsiger, og i dette tilfælde tillader man sig den mening at en autentisk fortolkning af denne anordning ville være meget gavnlig idet den tillige havde anledning til tvistigheder mellem bomforpagterne og vedkommende.

Skulle det derimod være således at nævnte forordning er at forstå efter dens ord, og at altså de på stadens grund boende vognmænd, møllere, slagtere, bagere etc. er fritaget for at betale 2 sk. sølv i portpenge, når de om søgnedage fra portens åbning til om aftenen vagtklokken har ringet, passerer vedkommende bom, så tvivler man ikke om at bomforpagterne på det alvorligste vil blev draget til ansvar for deres i den henseende hidtil viste ulovlige forhold.

(Politivennen No. 474, Løverdagen den 29de Januar 1825. Side 9446-9449).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen uddybes i Politivennen nr. 478.

Bøn til Commandanten.

At det den ene dag forbydes, og den anden dag ikke forbydes at betræde pladsen oven over Østerport, viser en forskellighed i de der vagthavendes meninger som virker ubehagelig på de spadserende. Ville hr. kommandaten tilvejebringe en enighed i så henseende, ville mange være tak skyldig derfor. Især om meningen for tilladelsen kunne blive den herskende.

(Politivennen nr. 430. Løverdagen den 27de Marts 1824, s. 6958)

Øster- og Vesterport.

Ikke sjældent ser man unge piger med børn, ja endog sådanne aldeles ene at stå over Østerport, eller at barnepiger sætter børn på kanten ovenover Vesterport så at de ved mindste skødesløshed kan falde ned. - Vel ved indsenderen at der Gud være lovet endnu ikke er sket nogen ulykke. Men det er for sent at kaste brønden til når barnet er druknet, lg de høje vedkommende ville vist herpå at være gjort opmærksomme også vide at tage sådanne forholdsregler at det ikke bliver en for sent tilkastet brønd.

(Politivennen nr. 415. Løverdagen den 13de December 1823, s. 6723-6724)

Svar paa det i Politivennen No. 347 indrykkede, betitlet: Uskik ved Bommen i Østerport.

Undertegnede som lørdag den 17. dennes havde post i Østerport, må herved bede den ærede herre som upligtmæssig af min tjenestekarl blev opkrævet 3 skilling at undskylde mig som bomforpagter da jeg ikke altid selv kan være til stede. Men til visse tider må bruge en lejesvend. Karlen er blevet alvorligt irettesat for sit lovstridige forhold, opsagt af sin tjeneste og tilpligtet egenhændig at tilbagebetale anmelderen de lagte 3 skilling når navn og bopæl behageligst måtte opgives til

P. Andersen
Hjørnet af Brolægger- og Knabrostræde nr. 30, 1. sal.

(Politivennen nr. 349. Løverdagen den 7de September 1822, s. 5647).

Bøn om hofligere Behandling Bommanden ved Østerport.

Ved at passere gennem Østerbros bom til vogns sidste 2. juledags aften kl. 5, havde indsenderen det uheld at hans heste blev sky ved det at et anden vogn på samme tid kørte frem efter at være visiteret af toldopsynet så at han ikke kunne få sine heste standsede før 20 til 30 skridt på denne side af bommen for at betale bompege. Indsenderen gjorde personen der modtog disse, en høflig undskyldning for at han måtte ulejlige sig så langt. Men at han nok så det ikke var hans, men hestenes skyld, hvortil nævnte person blandt andet svarede: "Jo, I ville nok have kørt hvis I havde kunnet". En sådan ærekrænkende beskyldning i fleres påhør kunne hos en mand af mere hidsigt temperament end indsenderen vist nok lede til ubehagelige optrin, og gøres derfor nævnte person opmærksom på for fremtiden i lignende tilfælde om muligt at blive høfligere og lære at indse at et par sky heste ikke altid øjeblikkelig kan standses, og at han frem for alt vogter sig for ligefrem uden overbevisning at beskylde folk for bedrag.

(Politivennen nr. 314. Løverdagen den 5te Januar 1822, s. 5042-5043).

Vedvarende Tiggerie af Slaver

Skønt der i Politivennen så vidt erindres flere gange er klaget over at folk der enten for at spadsere eller forrette deres ærinde går ind og ud af stadens porte, bliver belemret med tiggeri af de slaver som arbejder ved portene og på broerne, så ser det ud som om der alligevel uhindret finder sådant tiggeri sted. Og det på en måde som må opvække rimelig misfornøjelse, da den gående ikke alene ofte bliver nødsaget til at standse idet han tiltales både fra siden og forfra af to til tre sådanne karle på en gang, men at tiggeriet endog undertiden sker på en ironisk og insolvent måde når slaven forventeligt tvivler på at få noget. Ja man har endog eksempler på at sådanne tiggende slaver har gjort nar af den forbigående, når de enten syntes at have fået for lidt eller han ikke har givet dem noget.

(Politivennen nr. 196, Løverdagen den 2den Oktober 1819, s. 3139-3140)

Mangel paa Hegn ved Glassiet imellem Citadellet og Østerport.

I mandag formiddags gik anmelderen over glaciet mellem Østerport og Kastellet i følge med en ven som har retmæssig adgang til det. Vi undrede os meget over at finde stedet temmelig besøgt. En del drenge lå og boltrede sig i græsset, mens en fuglefænger i nogen afstand fra disse lå og lurede på en fangst. Denne sidste havde opstillet 10 til 12 små bure med lokkefugle under de træer der står der og hvis grene var tykt oversmurte med fuglelim. Der er der vel intet spørgsmål om at sådant ødelægger træerne og at græsset nedtrædes og hindres i sin vækst ved den megen passage som der finder sted til skade for dem, der har lodderne i forpagtning. 

Det er et meget sædvanligt syn især om søndagen at se en mængde mennesker spadsere over glaciset fra alleen ved Østerport til Kastellet og omvendt. Herved er ikke alene fremkommet en banet vej der er så bred at 3 mennesker kan gå ved siden af hinanden på den, men man finder også flere små fodstier som krydser hinanden i forskellige retninger. De andre glaciser må ikke betrædes og man finder dem derfor også forsynede med hegn. Er dette nu også tilfældet med omtalte glacis, så synes det underligt hvorfor det ikke forsynes med et hegn ved indgangen til samme i Øster Alle. Det ville kun blive en meget ubetydelig udgift når den fordeltes mellem alle dem der har forpagtet græsningen sammesteds. At stedet førhen har været forsynet med hegn, ser man af de ruderater som man der endnu finder.

(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2838-2840)

"Det er et meget sædvanligt syn især om søndagen at se en mængde mennesker spadsere over glaciset fra alleen ved Østerport til Kastellet og omvendt. Herved er ikke alene fremkommet en banet vej der er så bred at 3 mennesker kan gå ved siden af hinanden på den, men man finder også flere små fodstier som krydser hinanden i forskellige retninger." (Kastelsgraven ved den gamle Østerport. Eget foto)

Bekjendtgjørelser

2) Glaciet mellem Kastellet og Østerport er nu ifølge påanke i Politivennen nr. 176 ved indgangen i alleen forsynet med forsvarligt hegn. Udgiveren af dette blad kan ved den lejlighed ikke undlade at yde vedkommende høje embedsmand sin dybe tak for hans ved flere lejligheder udviste beredvillighed til at afhjælpe de mangler bladet har fremsat. Hans ønske at statens øvrige embedsmænd må ligne denne brave istemmes vist af enhver retskaffen dansk borger.

(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2860)

Bøn til Commandantskabet.

Det var at ønske at stadens høje kommandantskab med sædvanlig velvilje ville befale de unge tambourer som øver sig på volden, at holde sig så meget som muligt til den plads der er anvist dem ved Østerport, da de ved dels enkelte, dels samlede at rykke op mod kasernen, både ulejliger de nærmest boende og de spadserende med deres larmende musik.

(Politivennen nr. 171, Løverdagen den 10de April 1819, s. 2761)

Et Forslag, der mueligen var gavnligt, naar det blev drøftet og derpaa iværksat.

Hvem der kender blot ubetydeligt til toldbetjentenes mange og vigtige forretninger ved portene, især på torvedagene og især ved Vesterport, vil let slutte hvor travlt der må være på accisseboderne. Anmelderen som tit er gået forbi, ja engang imellem opholder sig der for regnen, har ofte været vidne til den støj, larm og trykning som jævnligt foregår der for at komme til hullet og få deres varer accissede. At dette nu må være særdeles ubehageligt og tillige leet kan bringe disse regnskabsførere til i denne tumult at begå på grund af den hast hvormed disse folk skal ekspederes, når vedkommende ikke vil høre deres uartighed, adskillige små regnskabsfejl som siden når tummelen er nogenlunde forbi, kan koste dem såre megen umage for at opdage, for ikke at tale om unyttig tidsspilde, så synes det ikke at være skadeligt til ordens vedligeholdelse om den indretning kunne foranstaltes at der så snart portene blev åbnet om morgenen og lige til om middagen kunne fra ravelinsvagterne udsættes en skildvagt for på det alvorligste at påse og forebygge den uorden der undertiden findes, og som det er en umulighed for vedkommende embedsmand at forebygge.

(Politivennen nr. 82, Løverdagen den 26de Juli 1817, s. 1371-1372)

Forslag til Bedste for Øjnene

Det er unægtelig en særdeles behagelig spadseretur for fodgængere at gå fra Øster- og Nørreport langs med broen og op ad Blegdamsvej, især da denne vej er mere landlig og enlig end de spadsereture som findes uden for Vesterport. Men når man vil gøre denne spadseretur især når vinden er lidt stærk som i denne tid, kan man ikke nyde denne fornøjelse uden at frygte at få øjnene fulde af kalkstøv som ryger fra de vogne som daglig tager denne tur fra Kalkbrænderiet. Det var derfor at ønske at de som lader kalk afhente fra kalkbrænderierne ville lade deres vogne forsyne med en pressening eller overdæksel. For derved ville såvel de som kører i åbne vogne som fodgængerne blive forskånet for at få urenlighed i øjnene og deres klæder ødelagt af den skadelige støv som altid, selv når vinden ikke er stærk, dog alligevel falder fra disse vogne

(Politivennen nr. 70, Løverdagen den 3die Maj 1817, s. 1093-1094)

Uden for Østerport. Omtrent en kilometer længere mod nord (der hvor den spadserende mand er på vej hen) lå kalkbrænderiet. Formentlig området hvor nu Dag Hammarskjölds Alle er nu, og længere ude Østerbrogade som det så ud 1840. Vejen er brolagt. Jeg ved ikke om den var det i 1817. (Før og Nu 1921).

Redacteurens Anmærkning

Kalkbrænderier var i 1731 blevet flyttet uden for voldene omtrent til det nuværende Nordhavn Station. Dette blev i 1770'erne suppleret af et nyt kalkbrænderi lidt længere mod nord.