Spørgsmaale et vist Livrenteselskab angaaende.

1. Når et livrenteselskab er i den stilling at det aldeles ikke opfylder noget af den forventning og de løfter der har bevæget medlemmerne til at indtræde i det samme, eller med andre ord: når det hverken formår at uddele livrente til dem som kan tilkomme samme, eller understøtte noget medlem med lån, kan da et sådant selskab ikke anses som fallerende, og bør et sådant selskabs administration handle hårdt med en debitor der før har skaffet selskabet betydelig interesse og skille ham ved hus og hjem samt levevej, og for at selskabets betjente kan få deres vist nok at for højt fastsatte løn?

2. Kan et sådant selskabs kasserer - det efter hans instruks er forbunden til at vejlede de indre kyndige direktører og repræsentanter, ikke uden videre lov og dom afskediges, når han anses skyldig i at have forelagt administrationen sådanne forslag der øjensynlig sigter til selskabets tab og skade og blot have hans egen mulige interesse til formål?

3. Er det i overensstemmelse med ret og rimelighed at en kasserer nægter et medlem afskrift af en administrationsbeslutning hvorpå medlemmets timelige vel for størstedelen beror, især da medlemmet, tillige med hans konsulent, har været nærværende i administrationsforsamlingen og begge tillige med direktionen og repræsentanterne har underskrevet beslutningen, eller har man uret når man i sådant tilfælde tror at vedkommende ikke har rent brød i deres pose?

4) Hvad har et talrigt selskabs medlemmer at gøre når den valgte direktion ikke kan eller vil modsatte sig de lønnede embedsmænds egenrådige foretagender? -

(Politivennen, Nr. 279, Løverdagen den 5te Mai 1821, s. 4497-4499)

Redacteurens Anmærkning

Denne artikel, en artikel i nr. 281 som desværre mangler i Københavns Bibliotekers samling, og nr. 283 (Spørgsmaal. se der) affødte en dom:

Ifølge den 30te § i Forordningen af 27 September 1799 om Trykkefrihedens Grændser, bekjendtgjøres herved Domslutningen af den i den Kongelige Lands Over- samt Hof- og Stadsret den 18 i denne Maaned, udi Sagen: Kapitain ved det borgerlige Artillerie K. Kristensen, kontra Kasserer ved det borgerlige Laane- og Livrente-Selskab for begge Kjøn Johannes Schiøiz, afsagte Dom, ved hvilken er kjendt for Ret:

    De af Kontracitanten, Kasserer ved det borgerlige Laane- og Livrente-Selskab for begge Kjøn Johannes Schiøtz om Citanten, kapitain ved det borgerlige Artillerie, K. Kristensen, i de under nærværende Sag, omhandlede den 23. Juli forrige Aar, fremlagt trykte Epistler, brugte, samt de af denne om hiin i Bladet Politievennen No. 279, 281 og 283, samt Skrivter: Et Evangelium til Skrædermester og Kasserer Schiøtz's Epistel, fremførte fornærmelige Udladelse, bør, forsaavidt Parterne, i Følge det Foregaaende, herfor kunne gjøres ansvarlige, døde og magtesløse at være og ikke komme nogen af dem til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte i nogen Maade, og bør for deres i denne Henseende udviste Forhold bøde, Citanten halvtredsinstyve Rigsbanksaler Sølv, og Kontracitanten fiirsinstyve Rigsbankdaler Sølv, til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse.
    Processens Omkostninger ophæves.
    At efterkommes inden femten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven"

Justitskontoiret i den Kongelige Lands- Over samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn den 25 Novbr. 1822.
Leuning

Forslag til Assurance-Selskab mellem vore Kapere

(Efter indsendt)

Såvidt vides er endnu ingen dansk kaper blevet taget af fjenden. Dette tilfælde vil imidlertid muligvis kunne indtræffe herefter. Især når vores kapere efter at have jaget det engelske handelsflag bort fra vores strømme, nødes til at opsøge det længere fra vores kyster. Eller som var det bedste under fjendens egne, hvor fordelen vel ville være større, men faren også forøget.

Man foreslår vores kaperrederier og kapernes besætning at forene sig alle eller så mange godt synes, i et forsikringsselskab til bedste for dem, en sådan skæbne traf. Således at i tilfælde en kaper blev opbragt af en fjendtlig krydser, skulle de andre være pligtige til at erstatte dens værdi til rederiet og give en sum til ophjælp for dens bemanding.

Denne forsikring skulle dog ingen være pligtig at udrede, uden af sine gjorte priser, og i forhold til disses antal og værd på den tid en sådan ulykke indtraf for hans medbroder.

Ved sådan dispache-opgørelse burde det imidlertid godtgøres at den ulykkelige kaper havde værget sig til det yderste. Uden at dette til største nøjagtighed lagdes for dagen, burde deltagerne i forsikringsselskabet ikke være pligtige at udbetale en eneste skilling.

(Politivennen nr. 515, 12. marts 1808, s. 8282-8283)

Om Brandassurancens vedtagne Udbetaling af de under Krigsuroligheederne indtrufne Brandskader

I forgårs behandlede forsamlingen af Københavns Brandforsikrings Personer det vigtige spørgsmål om forsikringen skulle udbetale den senere skete brandskade eller ej. Udgiveren begriber ikke hvorledes dette kunne blive et spørgsmål eller en tvivl. Som sådant må det dog have forekommet adskillige. Men til lykke var den største mængde i den henseende af samme tanke som han. Af de 150 repræsentanter var 66 til stede ved denne forsamling. 50 stemmer var for og 16 imod udbetalingen. Af de sidste talte hr. justitsråd Holm og af de første justitsrådene Skibsted og Bivet og assessor Horn med størst iver.

Oprindelig var titlen justitsråd forbeholdt Højesteret. Men ret hurtigt blev betegnelsen udvidet til også at omfatte andre. Således også på Politivennens tid. Det har dog nok været de finere herrer der talte i Brandforsikringen, måske velklædte som ovenstående (foto fra Nationalmuseet).

En sådan beslutning tjener personerne til største hæder, opfylder ønskerne for alle andelshavere i brandkassen, og afværger den ellers uundgåelige ødelæggelse for husejerne, der ville være sket i modsat fald. Nemlig at prioritetsindehavere da ville have erfaret at de ingen sikkerhed havde i tilfælde som dette og lignende optegnet i skæbnens bog. Og derfor ville have opsagt deres kapitaler.

Der er ingen tvivl om at det jo med tiden vil synes helt i overenstemmelse med rimelighed og retfærdighed at hele staten, for hvis tarvs skyld Københavns borgere vovede deres liv og ejendom, forholdsmæssigt bør bære denne nu besluttede udbetaling, og ikke staden København alene.

(Politivennen nr. 490, 19. september 1807, s. 7882-7883)

Ønske i Anledning af den nylige Ildebrand

(Efter indsendt)

Man hører i denne tid en forunderlig uvished overalt, i anledning af de ved sidste ildebrand ødelagte bygninger. Nogle anser det som aldeles uomtvisteligt at staden, som ved enhver ildebrand, godtgøres dem af brandforsikringen, andre derimod ytrer tvivl om det.

En sådan uvished og sådanne tvivlsytringer kan naturligvis ikke andet end vække den ubehagelige frygt hos mange af de husejere, der så uskyldigt er blevet ulykkelige.

Man fremsætter derfor det ønske, at brandforsikringens bestyrelse snarest muligt ved en offentlig bekendtgørelse om tiden og måden på hvilke disse beklagelsesværdige ulykkelige skulle få den skadeserstatning som tilkommer dem. Det vil bidrage til at en uheldig skæbne ikke gøre adskillige af dem endnu hårdere ved en så plagende uvished.

(Politivennen nr. 489, 12. september 1807, s. 7872-7873)

Bombardementet var forbi. Kapitulationsforhandlingerne og underskrivelsen af selve kapitulationen foregik ud for "det hvide hus" nogenlunde på dette sted (Classensgade). Man kunne begynde at opgøre skaderne efter bombardementet. I dag er der ikke noget der bare minder om denne begivenhed. Godt nok er der et hvidt hus, men det var der end ikke tænkt på i 1807.

Om Assurantsen for Huse bør betale den Ildsvaade, som fjendtlige Bomber maatte anrette.

Den mulighed der for nogle uger siden troedes at være i at vores fjender kunne have kastet nogle bomber ind i en tredjedel af staden og måske derved sætte ild i et eller andet hus, gjorde naturligvis alle husejere opmærksomme på den skadeserstatning de i så fald kunne vente sig. Man har i denne materie hørt mange slags betænkeligheder. Policen siger: Skulle det tildrage sig at nævnte hus eller gård efter den kongelige allernådigst nuværende anordning af 8. august 1735, og derefter af høj og velædle magistaten udstedte plakat af 8. juni næstfølgende, dessen 3. posts tredje og femte artikels indhold (disse poster omtaler blot erstatningens grad i total og partiel skades tilfælde) ved ildsvåde blive forulykket som Gud i nåde afvender, da forsikrer vi osv. 

Nu er, siger nogle, ildebrand forårsaget ved en fjendtlig bombe jo også ildsvåde, og må altså skaden erstattes da den ikke er forsætlig.

Andre finder at ordet ildsvåde her blot står som ensbetydende med ildebrand der længere henne i policen nævnes: "og i anden beskadigelse af ildebrand." Det er da klart, siger de, at policen giver ret til erstatning for den skade ildebrand ved bomber kan forårsage, lige så fuldt som for den enhver anderledes forårsaget ildebrand frembringer, - og at man i 1733 ikke endnu var så langt fra et bombardements tid at man jo ville have gjort undtagelse hvis undtagelse skulle være.

Desuden siger andre, har plakatens 3. posts, 6. paragraf statueret et tilfælde hvor ingen skadesløsholdelse finder sted. Da det altså er tydeligt at lovgiveren har forestillet sig de mulige undtagelser, men ikke nævnt fjendtligt bombardement, så bør erstatning ske for ildebrands skade ved bomber.

Endelig, har nogle sagt, om endog det hus der tændtes af bombe, ikke skal betales af assurancen, så måtte dog nabohusene hvis de tændtes af det første hus' brand, betales.

Det er beklageligt når der i en så vigtig sag skal være tvivl! Anmelderen håber derfor at regeringen uagtet det måtte synes overflødigt, dog for en sikkerheds skyld vil ved de ulige jurister lade påkende om ildebrandsskade ved bomber skal erstattes og hvorledes, og at resultatet til almindelig tilfredshed måtte bekendtgøres.

N.N. Det blev for ikke længe siden i disse blade ønsket at møbelassurancens forbindtlig, muligt ved en lille forhøjelse af præmie,også måtte udstrækkes til skade ved ildebrand foranlediget af bomber. Herpå lader det som man i så travle dage endnu ikke har tænkt, men der synes nu at være tid dertil.

Også ved disse policer er ikke den største tydelighed. For man kan dog vel mene at fjendtligt overfald ikke kan ville betyde bomber, med mindre ordet overfald skulle forstås meget bogstaveligt da bomberne falder ovenfra. En upartisk fortolker kan ikke bringe andet ud af ordene "fjendtligt overfald" end det tilfælde da møblerne umiddelbart af en i byen indkommen fjende ødelagdes.

Vi har krig. Om 9 til 10 år har vi igen den samme mulighed af et bombardement som i dagene efter anden april. Det er vigtigt at så patriotiske og kække mænd som københavnerne altid har vist sig, kan gå fjenden i møde med et ubekymret sind, og at den mand der fra kone, venner og børn iler bevæbnet til volden, ikke der skal tænke sig den mulighed at en bombe der går over hans hoved, skal ruinere ham i bund og grund fordi en police ikke er konciperet med det nødvendige hensyn til alle mulige tilfælde.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 159, 9 Maj 1801, s. 2529-2533)

Møbelassuranz i Krig.

De fleste som har ladet møbler og effekter forsikre, har i nogle af de sidst forløbne dage haft anledning at kigge i deres policer for at erfare om de ingen skadeserstatning ville få hvis disse bussemandske bomber skulle få ram til at beskadige dem. De fandt til deres mistrøst at dette lille tilfælde slet ikke var berørt. Da imidlertid krigen ikke er endt og man måske får smag på oftere at true os med bomber, så tror anmelderen at det ikke ville have venskelighed straks at gøre den indretning at der blev givet omtrent 1/4 mere og at man da forsikredes i tilfælde af fjendtligt overfald. Dette tillæg kunne straks betales, og sikkerheden gives ved en interimspolice. Herved vandt 1) Møblernes ejerinder der nu kunne glæde sig i den tryghed at om deres mænd, brødre, sønner og venner endog skulle blive skudt, ville deres spejle og mahogniborde dog ikke blive sønderbombet uden erstatning. 2) stadens sikkerhed da alle de lange mennesker som flyttede møblerne, og de tjenere som fulgte med, bedre kunne anvendes til at besætte poster end til således at indjage tilskuerne skræk. 3) forsikringen da den vandt 1/4 procent af en betydelig kapital uden allermindste risiko.

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 156, 18 April 1801, s. 2490-2491)

Spørgsmål og Svar.

Hvad skal man stille op med disse frække og kæphøje tobaksrygere, der ved alle deres huslige foretagender, har den tændte tobakspibe i munden. Som endog uden dæksel på piben løber rundt overalt, i stalde, brændekamre, på foderlofter, vandhuse og pakkamre? I derom udsendte forordninger læser man jo skarp advarsel og høj straf for en sådan adfærd, og de står jo dog vel endnu ved magt.

Svar: Man skal sørge for at ens hus og bohave er godt forsikret, og derefter lade det komme an på Guds forsyn, at man kan være ligeså ubekymret for tobakspiberne, som den der sagde: nu har jeg min gård forsikret for 18.000 rigsdaler, og mit indbo for 3.000 rigsdaler. Nu må det for mig brænde op i Herrens navn når det vel.

(Politivennen. 1798, Hæfte 2, nr. 18, s. 279. [Estimeret dato: 24. august 1798])