Gamle Minder fra Nørregade 5 og Brolægger Stræde 11. (Efterskrift til Politivennen)

 Af A. C. Meyer.

Kontoret paa Nørregade: Wiinblad og A. C. Meyer i Diskussion. Fordybet i Avisen sidder gamle Kandidat Lund, i Færd med at skrive C. E. Jensen.

Lidt fra Nørregade og Brolæggerstræde har Redaktøren bedt mig om. Her er det:

Vi flyttede i Begyndelsen af Firserne til Nørregade 5, 2. Sal i Mellembygningen. Ejendommen hed "Den forgyldte Nøgle" og ejedes af en Vognmand. I den store Baggaard var der Gæstgiveri, hvis Indre og ydre Forhold var ganske i Stil med de Brodervirksomheder, som den Dag i Dag drives i Vestergade.

Fra Redaktionskontorets Stuer ud mod Baggaarden havde man et interessant Overblik over det travle Liv, der udfoldede sig med Gæstgiveriet som Bikube. Var Dagens ydre Gerning med Hestevrinsken og Staldkarletale forbi, klang Frue Kirkes Klokkeslag stundom gennem Stilheden, men da var Arbejdet netop travlest paa Redaktionskontoret. Vi var jo ikke mange om Arbejdet.

Fra først af var E. Wiinblads Bolig og Redaktionslokalerne indenfor samme Omraade. Men da Bladets Fremgang krævede forøget Plads, flyttede Redaktøren, og alle Værelser toges i Brug af Proletarpressen. Aaret 1886, 25. Juni, havde bragt Socialdemokratiet en straalende Sejr ved Valget af I. C. Hørdum i Københavns 9. Kreds og P. Holm i 5tes Kæmpekreds. Sejren virkede som Solskin paa en regnmættet Muld. Københavns Arbejdere, Foregangsmændene i Arbejderpolitiken og den faste Stok i de mod Højre forenede Oppositionspartier, jublede over Sejren, medens Købstædernes Arbejdere og Landets Smaakaarsfolk fattede Haab for kommende Dage, Haab om større Ret, om Sammenholdets Evne til at vinde Sejre efter Kampfællernes Forbillede derinde fra Hovedstaden.

Den socialdemokratiske Agitation vandt et uanet Opland, og "Social-Demokraten" blev et spaltevoksent Organ, som forholdsvis kort Tid efter Valgsejren noterede sine 20.000 Holdere. Æren herfor maa deles medlem mange, men den tilkom og tildeltes i første Række Wiinblad. Gennem smaa og trykkende Forhold, fra Tiden for Partiets nære Selvopgivelse i Halvfjerdsernes Slutning, havde han kæmpet for "SocialDemokraten"s Fremgang. Tiden var ham gunstig, og Nørregade 5, 2. Sal i Mellembygningen blev Revolutionsværkstedet, hvor der smededes nye Vaaben til baade politiske og faglige Agitatorer.

Borgmester J. Jensen.

De nyvalgte Folkethingsmænd Hørdum og Holm kunde ikke paatage sig Agitationens rastløse Udfærd. Men det var dem, man forlangte som Talere ude i Provinsen, og Anmodningerne kom i Snesevis efter Valget i 1881. Pianofortearbejder V. T. Holst og Smed F. Hurop tog en Del af Arbejdet, men det forslog ikke. Saa engagerede Firmaet Wiinblad & Knudsen mig som Journalist og Agitator. Basis i Redaktionen, Nørregade 5. Som Knudsens Sekretær i Beesvarelsen af Forespørgsler kneb det undertiden med at forklare Partifæller i Provinsen omstændeligt nok. hvorfor Holm eller Hørdum ikke kunde komme. Havde jeg forklaret Situationen paa et Par Brevsider, kasserede Knudsen Brevet og skrev selv et paa fire Sider. Det afgørende var imidlertid, at jeg skulle sendes ud til Mødet. Kendetegn for den paa Jærnbanestationen ventende Partifælle: Taleren fra København har et Eksemplar af "Social-Demokraten" i højre Haand.

Jeg har adskillige Gange i hin Tid set Skuffelse og Tvivl præge de ventende Partifællers Aasyn. En ung Knægt i Vikariat for en nyvalgt Folkethingsmand! Men "Journalisten", som Højrepressen satte i Gaaseøjne maatte jo til det. Maaske ræsonnerede Tilhørerne ligesom Johan Herman Wessel:

Naar Dig nogen Karper byder,
og Du kun faar tørre Jyder,
bliver Du lidt flov derved,
men har Du en sulten Mave
og ej anden Mad kan have,
gaar den tørre Jyde ned.

Naa - nogen egentlig Klipfisk var Journalisten fra København da heller ikke.

Saa tilbage til Redaktionskontoret og paa Hovedet i Artiklerne. Wiinblad havde med nogen Besvær lært Nykomlingen den rette Facon, som kort og godt kunde udtrykkes ved: Spring Indledningen over!

Der var en egen Hygge ved det gamle Redaktionskontor, skønt man boede yderst beskedent og laante af Wiinblads private Møbler.

Og Samarbejdet var intimt kammeratligt, selv om den brave Redaktionssekretær Adolf Decker, som sad i det lille Bur nærmest Trappen, kunde gøre ufornødne Ophævelser, naar man bad om en Pen eller et Frimærke. Han passede sine daglige Pligter med et Urværks Nøjagtighed, modtag Stoffet samt ekspederede Nyhedsjægere og andre, som indfandt sig i Buret, Selv var han kommen som Faktor paa Cohens Bogtrykkeri i Raadhuustræde, hvor "Social-Demokraten" blev trykt.

Bladets "Centralværksted", hvorfra man havde Udsigt til et Pensionat i Forhuset, var den midterste store Stue ud mod Forgaarden. Her sad Medarbejdernes Gros, mens den inderste Stue, det allerhelligste, var forbeholdt Redaktøren selv. Hos ham samledes man til de store politiske Raadslagninger med P. Knudsen som Partioverhoved og Maler J. Jensen som Fagforeningsleder. De egentlige, ofte stedfindende Forhandlinger om selve Socialismens Doktriner fandt. Sted i "Centralværkstedet", der ses paa øverste Billede.

Naar i den mørke Tid Drengen havde sat de tændte Petroleumslamper paa Plads, skrev Redaktøren Dagens politiske Artikel, cand. phil. Ipsen dukkede Advokat Hindenburg eller en anden Antisocialist i Satirens iskolde Vand. og Sejer Kjeldskov kom hjem fra et stormende politisk Møde med færdigskrevet Referat.

Senere paa Aftenen mødte C. E. Jensen for at anmelde en Forestilling. Hans noble Stil og kritiske Vurdering af Scenens eller Literaturens Ydelser var kendt langt ud over Arbejderpressens Læsekreds. Om mig selv gjaldt det, at jeg delte min Tid mellem Agitationsrejser og Kontorarbejde. Jeg var Redaktionens Benjamin. Norman Bryn virkede som Reporter og studerede ved Siden heraf med Flid periodisk Literatur, for Eks. "Ugeskrift for Læger", hvorfra han hentede Stof til mangen populær Artikel, hvad han for Resten gør endnu den Dag i Dag.

Medarbejdernes Tal er dog ikke ført til Ende hermed. Der var den "udenlandske Medarbejder", Barber Søren Larsen, som kom fra lille Regnegade med Nyheder "derude fra", specielt fra Tyskland, hvor Partifællerne vilde have sat Bismarck mange graa Haar i Hovedet, hvis han da havde haft flere end de 3, hvormed han til Stadighed afbildedes. 

Og saa var der den gamle cand. phil. H. V. Lund, som præsterede det betydelige Arbejde at oversætte Karl Marx' Hovedværk "Kapitalen". Naar vi vilde have Oplysning om noget ukendt, slog vi aldrig op i et Leksikon. Vi spurgte bare H. V. Lund .

Et af Medarbejderværelserne i Brolæggerstræde. Siddende Journalist Larsen, dernæst Borgbjerg, P. Knudsen, siddende ved Skrivebordene G. Chr. Olsen, Norman Bryn, og ved det runde Bord nuværende Redaktør J. E. Hansen i Nakskov.

Af særlig interessante Begivenheder fra Nørregade 6 kan nævnes hin Grundlovsdag, da Højremændene i Kongens Have opdagede "Social-Demokraten"s Referent, J. J. Ipsen, som de gjorde Forsøg paa at drukne i Svanespringvandets Bassin. Mordet mislykkedes og gav derved Ipsen selv Lejlighed til at referere Begivenheden.

En anden højtidelig Dag var den, da Typograf Rasmussen havde skudt paa Estrup. Da Redaktionen fik Meddelelsen, ventedes hvert Øjeblik Politiets Ankomst og Arrestation af Journalisterne. Paa Ekspeditionen i Rømersgade 22 og de forskellige Fagkontorer tænkte man sig ligeledes et Attentat paa erhvervede Rettigheder, en Slags Bismarcks Undtagelseslov, Men der skete ikke noget i Retning af Socialistlov. Estrup havde set, hvor lidt den Slags frugtede i Tyskland. Men provisoriske Love, der rettedes mod hele den politiske Opposition, fik man nok af. Blandt dem var Gendarmeriloven den mest forhadte. De "lyseblaa" pyntede kun i Provisorismens Landskab.

For redaktionen, socialistisk Virksomhed var Presseprovisoriet alligevel det mest generende, men "Social-Demokraten" havde nok af offervillige Mænd, som turde lægge Navn til "ophidsende" Artikler. Her skal med Ære især Sigvald Olsen nævnes. Han gik gentagne Gange i Fængsel for sin Overbevisning og sit Blad.

Wiinblad ved sin Pult i Brolæggerstræde 11. Ved Siden af ham afdøde Faktor Bøtcker.

Forfølgelserne skadede imidlertid ikke "Social-Demokraten". Tværtimod! Oplaget, som allerede var naaet til 25,000, voksede stadigt, og Valgnederlaget i 1887, da Hørdum faldt, ansporede kun til nye Anstrængelser. Det blev nu nødvendigt at finde større Lokaler. I 1889 forlod Redaktionen "Den forgyldte Nøgle" og drog til Brolæggerstræde 11, hvor den ulykkelige Frihedsmand Dr. Dampe en Gang havde boet. 

*

Aaret 1890 indledede en fredeligere Æra i Politik. Firsernes sidste Halvdel havde været Provisoriernes og den første store Lockouts Tid. Den 1. Oktober 1890 udkom "Social-Demokraten" med et omfangsrigt Numer, hvori C. C. Andersens og P. Knudsens Valg til Landsthingsmænd Dagen forud betegnedes som vor "største Sejr", og som ønskede de tyske Partifæller til Lykke med Socialistlovens Ophævelse. Lykønskningen forelaa bl. a. i et Digt, hvis Slutningslinjer var:

Død er den Lov, man skrev foroven,
nu der skrives franeden: leve Loven!

Marius Jensen og Th. Andersen i Korrektørværelset i Brolæggerstræde.

Det nye Tiaar mødte saaledes med Krans om Haaret. Det prægede ogsaa Redaktionens Arbejde. Det politiske Tryk var lettet, og den faglige Situation viste bedrede Kaar for Lønarbejderne, hvis Organisationer tog til i Tal og Styrke.

Med saa megen desto [mere] Ihærdighed kunde "Social-Demokraten" kaste sig over en af vigtigste Reformer, Underklassen havde Krav paa: Fattigplejens Omordning og Gennemførelsen af en human Alderdomsforsorg. Det var P. Knudsen, som gav Stødet til Agitationen for denne Sag, men det blev "Social-Demokrat", som ved en Række Artikler, der afslørede Fattiggaardenes Elendighed, leverede Materiale; til Domfældelse af Misbrug og Vilkaarlighed overfor Fattiggaardenes Beboere.

Redaktionen boede til Huse paa 2. Sal i Forhuset, og Bogtrykker Cohen havde installeret sig i Baghuset. Redaktionen raadede over 7-8 ret store Værelser, og dens Medarbejderstab var forøget. Købmand Anton Mundberg, som tidligere havde været Bladchef, men var fratraadt Redaktionen, rykkede nu atter ind som Medarbejder, og sad i Værelse sammen med A. C. Meyer og P. J. Borgbjerg, hvis første Artikler i Bladet, signeret "En Bondestudent", havde vakt berettiget Opsigt. Borgbjerg var baade Agitator og Journalist og blev i sidstnævnte Egenskab den, der snart kom til at præge Bladets politiske Kurs. Mundberg dyrkede Nationaløkonomi og læste 'det engelske Blad "Pall Mall Gazette". Han tog kun sjældent ud til Møder og var ikke stiv i Geografien. Han skulde saaledes til i Kalundborg, hvorom det bl. a. hed i et Opslag paa Døren i Redaktionsværelset:

Før Anton op til Mødet slap,
han saa paa Landkort, saa i Trap.
aah, hvor det Møde gør mig Sorg,
hvor Pokker ligger Kalundborg.

En Fødselsdag i Brolæggerstræde. Wiinblad, Borgbjerg, J. E. Hansen, C. E. Jensen. I Sofaen Oskar Jørgensen og Fru Wiinblad ved Siden af afdøde Børnehjemsforstander Marius Jensen, G. Chr. Olsen, Georg Wiinblad, Larsen og yderst afdøde Redaktionssekretær Adolf Decker.

Samværet i Brolæggerstræde 11 var i høj Grad præget af Arbejdets Festglæde, som ikke forstyrredes, selv om der mødte Genvordigheder. Blandt disse var den 3 Maaneders Fængselsstraf, som ramte Redaktør Wiinblad, fordi Bladet havde kritiseret en nordsjællandsk Præsts Optræden i Tyendeaffære. Den 19. Avgust 1891 fejredes Redaktørens Løsladelse ved en festlig Sammenkomst. Der omdeltes ved den Lejlighed et Eksemplar af "Social-Demokraten", som aldrig er kommet nogen abonnent i Hænde. Forsiden var nemlig udelukkende forbeholdt et Velkommen til den løsladte Redaktør. I en Sang hed det om hans Fængselsophold:

Wiinblad kom blandt slemme Lukser,
Allesammen Samfundsfukser,
Og et Opsyn paa Instrukser,
Og hver Aften Wiinblads Bukser,
Klokken 6 han atter saa
Bukserne og tog dem paa,
gik en Tur, en af de smaa
for lidt Appetit at faa.

Wiinblad kom ud i tilstrækkelig Tid til at være med ved Blads 20 Aars Jubilæum som Dagblad, den 2. April 1892. Der var saa megen større Grund til at fejre denne Dag, som Bladets Fremgang fortsattes, og Partiet holdt Trop dermed. Valget 1892, der havde skadet Folkethingets radikale Venstreopposition, gav Socialdemokratet ny Tilvækst. Men der var jo langt igen for Partiet ude i Provinsen. I Nakskov havde Mundberg kun faaet 35 Stemmer, og i en Redaktionsvise hed det, at han

faldt med saadan en Minoritet, 
som endnu aldrig her i dette Land er set.

Og nu! Nu er Nakskov en af de stærkeste Arbejderfæstninger. 

"Social-Demokraten" havde sin Part af Æren for det Arbejde, som førte til Partiets Fremgang ogsaa i 1892, til Sejre ved Borgerrepræsentantvalgene i 1893 og ved det store Folkethingsvalg i 1895.

Æren kunne deles med andre Faktorer, og man vil navnlig mindes P. Knudsens febrilske Arbejdsiver. Den kom naturligvis ogsaa paa Vers ved en Redaktionsfest.

Naa Gud ske Lov for Knudsens travle Flid,
det siger jeg foruden mindste Nid,
selv Decker, som kan ellers dejligt snærre,
er tavs, naar Kaspar han har meldt sin Herre.

"Kaspar" var Knudsens Hund, som ofte fulgte ham paa hans Besøg i Redaktionen.

Af nye Mænd, der tiltraadte Redaktionen i Tiaaret 1890-1899, var A. E. Hansen, nuværende Redaktør af Partiorganet i Nakskov, Lundbeck og G. Chr. Olsen, Hørdums Svigersøn. Den djærve "G. Chr." var Rigsdagsreferent, og om ham kunde det da med Rette siges:

Han fejer godt, for det solide Tag han har,
han refererer selv sin egen Svigerfar.

Og en ny Mand kom til, som fra første Færd blev en af vore virksomste Landagitatorer. Det var Oskar Jørgensen, "Social-Demokraten"s nuværende Redaktør. Han fører an for den Abonnenthær, der voksede med Titusinder i Firserne og Halvfemserne og aldrig hører op med at kalde Rekrutter til Fanerne.

Gamle Minder i Ære! Mændene fra svunden Tid forberedte Vejen for en yngre Slægt og trykkede den Sejrens Vaaben i Haand. "Social-Demokraten" er bleven større, men egner sig ikke - ligesom i gamle Dage - som Dug paa et Middagsbord. Andre Tider, andet Format!

A. C.

(Social-Demokraten 2. april 1922)

Artiklen er en ud af tre som udkom i Social-Demokraten 2. april 1822 i anledning af 50-årsdagen for den socialdemokratiske presse.

Gasexplosion. (Efterskrift til Politivennen)

Et Par Gas-Explosioner fandt Sted samme Aften Gassen tændtes første Gang i Kjøbenhavn, den ene i Pilestræde, den anden i Brolæggerstræde. Sidstnævnte var desværre af en alvorlige Natur. I denne Gade boer en Brændevinsbrænder, som ikke har nogen overjordisk Ledning, men kun et underjordisk Gasrør, der gaaer tværs over Gaaden og ender tæt ved Porten til Mellembygningen, i hvilken Brænderiet er. Samme Dag, paa hvilken Gassen for første Gang blev tændt, bemærkede Karlene i Brænderiet en stærk Gaslugt over Steenbroen paa det Sted, hvor Røret i Jorden endte. De gjorde Brændevinsbrænderen opmærksom herpaa, og denne var uforsigtigt nok til at holde et Lys til Steenbroen, hvorfra Gassen opsteg. Strax antændtes denne, og en Mængde smaa Flammer brændte paa det anførte Sted. De nysgjerrige Karle stode og betragtede dette Skuespil og anede ingen Fare. Men under Mellemporten er en Kjælder, til hvilken Nedgangen er igjennem et Par Lemme i Portens Gulv. I denne Kjælder var en stor Mængde Gas indstrømmet fra Gasrøret, der ved Nedtagningen ikke var bleven forsynet med en Prop. I Portens Gulv var et lille Hul, hvorigjennem nogen Gas udstrømmede, og denne antændtes snart af de fritsvævede Gasflammer, som bevægede sig frem og tilbage over Steenbroen. Da man saa dette, var man uforsigtig nok til at tilstoppe Hullet i Gulvet. Men snart erfarede man Følgerne af denne Ubesindighed. Den i Kjælderen værende Gas var allerede antændt, og Nogle faa Øjeblikke efterat det omtalte Hul var bleven tilstoppet, slog Gassen med et voldsomt Knald Lemmen i Porten iveiret, og en Karl, der stod i Porten og saa paa Experimentet, styrtede ned i Kjælderens Flammesvælg. Han blev stærkt forbrændt og maatte strax bringes paa Hospitalet. Et Par andre nysgjerrige Tilskuere bleve kun let beskadigede. Dette Exempel vil vel nok være en alvorlig Advarsel til Publikum om, for Fremtiden at omgaaes Gassen med behørig Forsigtighed. Hvad de overjordiske Gasrør angaa, da ere samme kun forsynede med en simpel Hane, der holder Gassen tilbage. Da denne Hane ved en tilfældig Berøring let kan blive dreiet lidt, kan Gassen udstrømme, og dette kan navnlig i Værelser foraarsage store Ulykker. Derfor burde Gasrørene i Værelser foruden Skrue tillige være forsynet med Møttrik for Enden af Røret til at skrue af og paa, saa at, selv om Hanen blev dreiet om, Gassen ikke kunde udstrømme. Dette er Tilfældet i Berlin, og burde vistnok ogsaa her finde Sted. (Asf. A.)

(Ribe Stifts-Tidende 15. december 1857)

Fra Haderslev skrives under 22. Decbr. i "Dvk": Gaslygterne i Haderslevs Hovedgader og i et Par Privathuse bleve igaar Eftermiddags tændte. Om Aftenen samledes Borgerkollegierne i Gashuset for al bese dette og tage det i Øiesyn, og Alle vare enige om at ønske sig og Byen tillykke med delle Foretagendes heldige Begyndelse, - som bekjendt er Gasanlæget her i Byen en Kommunesag, da det baade er anlagt og bliver drevet for Byens Regning. Vi ere overbeviste om, at Alle om kort Tid, naar Entreprisen ret er igang, Gassen tilbørlig renset og Lysmængden paa sine Steder derved forøget til det Dobbelte, ville være enige med Kollegierne i Glæden over Værket og den Anerkjendelse, der er blevet dHrr. Howitz & Thorsen tildel for Planen og Kontrollen, hvilken sidste med Iver og Kyndighed er bleven ført her paa Stedet af Hr. Civilingeniør Hein. Om et Aars Tid, naar Værket har begyndt at give Overskud, skulle vi nok faa Ret i vor Paastand fra Begyndelsen om, at Kommunen har Gas billigst ved selv at drive Entreprisen, og at man staaer sig bedst ved al anvende vore danske Ingeniører til den art Arbeider.

(Ribe Stifts-Tidende 24. december 1857)

Anmodning til Politiet.

Det var ønskeligt, ja i høj grad ønskeligt om de ansvarlige ville pålægge dem af stadens vægtere der har post i Brolæggerstræde og Badstuestræde, men især dem i Knabrostræde, at udjage af gaden de utallige offentlige fruentimmere der dagligt i skumringen indfinder sig i disse gader for der at søge fortjeneste. For foruden andre uordener som de afstedkommer der, sammenhober de sig på hjørnerne eller midt i gaden og opslår ofte en latter der nødvendigvis må vække enhver som har sengekammer til gaden. Forunderligt er det om en vægter skulle have mere magt end den anden. Således har indsenderen fx set at vægteren i Rådhusstræde så snart et af de ovennævnt fruentimmere nærmede sig, anråber samme med spørgsmålet: "hvorhen?", og i samme øjeblik jage hende tilbage, hvorimod Knabrostrædes vægter uden videre lader dem passere revy op og ned af gaden. Man kunne derfor næsten forledes til at tro at der var en eller anden venskabelig forståelse mellem disse folk. 

Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 379-380

"Det var ønskeligt om de ansvarlige ville pålægge stadens vægtere, især den i Knabrostræde, at udjage af gaden de utallige offentlige fruentimmere der dagligt i skumringen indfinder sig i disse gader for der at søge fortjeneste." (Knabrostræde, 2016. Eget foto.)

Umusicalske Toner af en Musøcalisch.

I huset nr. 77 i Brolæggerstræde hører man hver aften en ynkelig skrålen og skrigen. Man har erfaret at denne stammer fra en mosaist der bor der, og som med hug straffer sin halvvoksne søn. Da denne ubehagelige skrigen ikke alene vækker husbeboernes samt genboers og naboers medynk, men forstyrrer dem i deres nattero, så anmodes vedkommende om at holde måde med sin revselse. Eller hvis denne absolut skal findes nødvendigt, da at foretage den på en anden tid. Skulle denne anmodning ikke bære frugt, håber man at husets vært vil bidrage til at hans beboere må nyde den nattero de med rimelighed kan gøre krav på. 

(Politivennen nr. 714, Løverdagen den 5te September 1829, s. 586-587)

Brolæggerstræde 3 er det hvide hus med porten, til venstre for midten i billedet bag den høje personbil. (Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 714 bekendtgjordes at den slemme skrålen og skrigen af den lille mosaist i Brolæggerstræde nr. 77 ophørte straks efter anken om det i Politivennen nr. 714. 

Brolæggerstræde 77 er nutidens Brolæggerstræde 3. Huset er opført 1796 af murermester Lauritz Thrane for brændenvinsbrænder Jeppe Hans Lijndgaard og er et af Københavns historiske huse.

Et Par Ord om den heilbornske Kogeindretning i Brolæggerstræde Nr. 79.

Hr. Heilborn etablerede som bekendt ved årets begyndelse en kogeindretning i Brolæggerstræde hvorfra hver dag udleveredes en portion varm suppe mod den yderst billige betaling 13 rigsbankdaler i kvartalet. En komite af agtede mænd søgte det første kvartal at udvide denne indretning ved at lade maden sælges dagligt til 2½ skilling portionen. Men da årstiden tillod flere af den arbejdende klasse at tjene noget mere, så at de kunne skaffe sig bedre føde, så ophørte komiteen med dette udsalg, men gav håb om at den muligvis ved vinterens nærmelse igen ville virke til denne velgørende indretning. - Adskillige hundrede mennesker er ved denne bespisningsanstalt af hr. Heilborn dagligt blevet måtte. Indsenderen har selv ofte set og spist af denne mad, og ikke alene fundet den god, kraftig og velsmagende, men endog højst nærende, så at det ville være beklageligt hvis denne indretning nogensinde skulle ophøre.

Regner man hvor mange husvilde familier staden har indenfor sine mure, hvor mange af disse der ikke egentlig kvalificerer sig til fattigvæsnets forsorg, og dog højligt trænger til en sådan bespisningsmåde for en ringe betaling, så er det vel at ønske at hr. Heilborn måtte understøttes i dette hans menneskekærlige anlæg, så at det ikke går til grunde. At maden er god, kraftig, nærende og renlig samt at en portion af den indeholder så meget som noget menneske behøver til middagsmad, er en sandhed som enhver der vil se og smage den, kan overbevise sig om og når man er trængende og dagligt kan få en ret god, varm mad for 2½ skilling, så har man ingen årsag til at klage. Kunne denne indretning ske ved bespisningen at flæsk- eller kødportionerne kunne uddeles noget større, imod 1 eller 1½ skilling højere betaling, da ville mange ønske det. Men kan sådant ikke forenes med planen, da bør dette væfre ligegyldigt. For vedbliver maden at være som den hidtil har været, kan man godt mættes ved den, og må velsigne den mand som indførte denne bespisningsmåde.

Ved denne lejlighed tager man sig den frihed at bede disse agtede mænd hvoraf komiteen havde dannet sig forrige vinter, at de så snart lejlighed gives, ville foranstalte at denne heilbornske suppe kan fås til købs daglig eller ugentlig flere steder i byen. For når en familie består af nogle personer, er det i almindelighed vanskeligt for husvilde at udrede flere gange 13 mark kvartalsvis, hvorimod indkøbet af maden dagligt eller ugentligt bedre kan overkommes.

Vor gode konge med flere af de kongelige personer som har tegnet sig for og ladet et stort antal portioner af denne suppe uddeles til trængende familier, være takket for denne nåde der påskønnes af mange som hver gang de har mættet sig, opsender varme bønner for kongehuset der ved så mange lejligheder lindrer den armes kår.

(Politivennen nr. 667, Løverdagen den 11te Oktober 1828, s. 693-696)

Redacteurens Anmærkning.

Brolæggerstræde 79 er nutiden nr. 6. Huset er opført 1797-98 for brændevinsbrænder Jens Rasmus Lund.

Uordener

1) Ved Kvæsthuset på Christianshavn forsamler en mængde drenge sig for at svømme. De hænger dels nøgne i tovene på skibene og begår allehånde uordener hele dagen igennem, med at fylde kanalen op med store sten under en utålelig støjen og råben. Derfor ønsker beboerne af denne gade at være befriet for det, og ønsker at denne uorden måtte bemærkes.

2) I Brolæggerstræde nr. 71 bor en brændevinsbrænder som har sin kostald ud til gaden, hvortil er portåbning. Om morgenen åbnes porten, hvor indenfor er en stakitport og gaden opfyldes da med en så utålelig stank at det i allerhøjeste grad besværer hele omegnen.

3) Nogle svin som er indsat i Overgaden Neden Vandet nr. 52 mellem to pakhuse, forvolder en afskyelig stank i marinekaserne og omliggende steder. De gør også megen larm om aftenen, hvilket vel ikke kan have undgået vægteren, da de må ødelægge hans nattero.

(Politivennen nr. 533, 16. juli 1808, s. 8562)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge jævnførelsesregistret findes der ikke noget Brolæggerstræde 71. Derimod Kompagnistræde 71. Da sidstnævnte er en parallelgade, kan der måske være tale om denne adresse. Som i dag hedder Kompagnistræde 22, opført 1797-98 og fredet.

Overgaden Neden Vandet nr. 52 findes heller ikke i registret. Derimod Strandgade 52, i dag Strandgade 12 "Jennows Gård", opført 1720. Huset har en hejsekvist, så det kan udmærket have været et pakhus.