Estrups Attentatmand Julius Rasmussen. (Efterskrift til Politivennen).

Et offer for provisorismen.

I morges modtog vi fra Horsens følgende privattelegram:

"Julius Rasmussen fandtes i morges hængt i sin sovecelle i tugthuset".

Dette telegram kan ikke andet end bringe alvorlige tanker op i læserne.

Julius Rasmussen blev træt, han kunne ikke afvente udløbet af de 14 lange års indespærring, til hvilken han på grund af en måske noget misforstået kærlighed til sin landsmænd og deres frihed, var blevet dømt efter en ubønhørlig lov, og i hvilken en for det betrængte folks suk og en offerberedvillig ynglings selvopofring følelsesløs minister holdt ham. 

Vi vil selvfølgelig ikke hermed søge at retfærdiggøre Julius Rasmussens fortvivlede gerning, men vor dybeste medfølelse har han, og havde han hele tiden.

Han faldt som offer for den folkets forsmædelse som kaldes provisorisme, for de opstyltede fraser uden bagvedliggende handlinger, som særlig folketingsmand C. Berg spredte over land og folk.

Fred med hans minde!

(Aarhus Amtstidende, 27. november 1889).

Social-Demokraten skrev at Julius Rasmussen abonnerede på Højrebladet "Dagens Nyheder", som efterfølgende agiterede for at gøre et stort politisk nummer ud af attentatet. Hvilket også skete med provisorier imod tale-, skrive- og forsamlingsfriheden. Samt et straffeprovisorie som dog blev afskaffet få år efter. Bladet afviste at han skulle være en tyranhader som ønskede at befri fædrelandet for undertrykkelsen. Han var i stedet "et ganske jævnt menneske for af forholdene er blevet et ufrivilligt redskab i reaktionens hånd."

Randers Arbejderblad og Horsens Arbejderblad fra 28. november 1889 havde sendt en medarbejder til tugthuset for at interviewe inspektør kaptajn Bache og pastor Haffstrøm (som fortalte at han var imod religion), samt læste de rapporter der var om ham i fængslet. 

Attentatet på Konsejlspræsident Estrup. Illustreret Tidende. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Julius Rasmussen

Gennem Ritzaus Bureau telegraferes i går fra Horsens

Julius Rasmussen, der for Attentatet mod Konsejlspræsident Estrup var idømt 14 Aars Tugthusstraf, som han afsonede i Horsens Tugthus, fandtes imorges Kl. 6 hængt i sit sovekammer og var allerede kold.

En politisk fanatiker. 

For fire år siden, onsdag den 21. oktober 1885, skete der i vort politiske liv en begivenhed, der ved sin resolutte voldsomhed og sin fanatisme gik landet over som et heftigt stød, skræmmende borgerne op.

En lille, bleg typograf, nitten år gammel, et stille, indesluttet menneske, der aldrig havde gjort et kat Fortræd, havde fyret to revolverskud af mod landets konseilspræsident, finansminister Estrup.

Han lod sig gribe straks og han tilstod, at han havde villet frelse fædrelandet ved at skyde Estrup.

Dette attentats baggrund var de års voldsomme politiske ophidselse. Det skete i de dage, da ministeriet Estrup måske stod på de allersvageste fødder, da kampen begyndte at brede sig ud i folkets private liv, at blive en kamp øje mod øje og klo mod klo, da ungdomsforeningerne stiftedes og riffelbevægelsen florerede, da hele befolkningen rejste sig mod hinanden for en idés skyld.

Og partiernes blade slyngede hinanden ansvaret for dette attentat i ansigtet, alle fralagde de sig enhver skyld, ingen vovede at tage den nittenårige fanatiske dreng under armen og erklære: Han tilhører vort parti!

Han blev forhørt og dømt, Han kom i tugthuset og blev glemt. Man kiggede ikke længere når man gik forbi på Toldbodvejen efter det hul i porten , hvor kuglen var fløjet ind. Det var kittet til og kittet blev gammelt og der var intet mere at opdage.

Siden talte man kun om Julius Rasmussen et par enkelte gange.

Den ene gang var ved hs. maj. kongens halvfjerdsindstyveårige fødselsdag. Der skulle gives amnesti til en del tugthusfanger, og man ventede, at Rasmussen ville blive blandt dem.

Den alt for unaturlige politiske ophidselse, som da havde ført revolveren, havde nu lagt sig; man så tilbage på den tid som på en rus, og man troede, at Rasmussen nu ville blive benådet. Det skete ikke

Den anden gang var ved kongens regeringsjubilæum. Også der ventede man Rasmussens benådning. Man talte om den som noget temmelig sikkert. 

Men Julius Rasmussen blev ikke benådet. I stedet for ham gav man en bedrager og en falskner friheden.

Så har han da vel selv opgivet håbet om at komme på fri fod, før den lange straffetid var omme.

Og livet forekommet ham for tungt at leve i et tugthus, celle - hele ungdomstiden bag et gitter på en fangebriks - og så har han da hængt sig i går, omtrent fire år efter at han som stakkels forstyrret dreng rettede revolveren mod konseilspræsidentens bryst.

Julius Rasmussen

der nu pludselig igen er blevet en dagens helt, om hvem man i de nærmeste fire og tyve timer vil tale, var en middelhøj, slankt bygget ung mand, blond, let kruset hår, frisk teint, smukke, en smule tilslørede øjne.

Han var født den 5. juli 1866 på Christianshavn, hvor han gik i betalingsskole. Han var afholdt af lærere og kammerater, fik udmærkede karakterer både for flid og opførsel. Han var siden bydrang hos pastor Holck, der interesserede sig for den lille flinke fyr og fik ham uddannet til en dygtig typograf. Han lærte hos Græbe, kom senere til Vejle Amts Folkeblad, derfra til Lolland-Falsters Folketidende; et par måneder før attentatet arbejdede han her i byen hos I. Cohen. 

Han var fra sin tidlige ungdom en yderst prikken og stolt natur. Han holdt af at gå godt påklædt og bestræbte sig for at  se så soigneret ud som mulig.

Han kunne undertiden tilbringe hele sin søndag formiddag foran spejlet med at få håret til at sidde, som han ville have det. Heller ikke var der nogen ting, han skattede mere, end at blive lagt mærke til og blive omtalt.

I fængslet tabte han ikke sit fikse ydre. Folk, der for et halvt års tid siden har set ham Horsens tugthus, meddeler os, at han da så ganske ud som tidligere, kun var der lidt mere melankoli i øjnene end før. Sin fangedragt var han altid meget pillen med og søgte at pynte den op så godt, det lod sig gøre

Hans familie.

Da Julius Rasmussen blev dømt, levede begge hans forældre. Hans far, Just R., var en stræbsom arbejder, hans mor en energisk kone der havde opdraget to døtre og frem sønner og fået dem alle vel anbragt. De fire ældre brødre er dygtige typografer der arbejder ved jyske provinsblade. Døtrene er godt gift.

Julius var det yngste barn. Han var sin mors øjesten, og han der ellers var yderst tilbageholdende og kølig overfor alle andre, betroede alt til sin mor.

Det var sorgen over sønnen der langsomt lagde den kraftige kvinde i graven. Hun græd både dag og nat over ham, og så døde hun da til sidst for to år siden, 67 år gammel.

Kort før sin død henvendte hun sig personlig til konseilspræsidenten for at bede om nåde for sin søn. Excellencen modtog den gamle kone med skånsom deltagelse og sagde, at han ville gøre hvad der stod i hans magt, men at det ville være umuligt at give ham friheden straks.

Sidste sommer døde faderen, 73 år gammel.

Hos hans søster.

Ude på Amager hvor byens yderste arme slipper deres tag, og store nøgle gavle stirrer ud over markerne, traf vi i den sene aftentime Julius Rasmussens ældste søster, der er gift med rebslager Hintzen.

Den unge kone var stærkt bevæget. Hun bød os med forgrædte ansigt tage plads i den nette dagligstue hvor vi på væggen bemærkede et par portrætter. Over det ene var fæstet en stump sørgeflor.

Vi kunne ikke lade være at betragte det.

- Ja, der hænger han, sagde konen, det er i den dragt han havde på da han gjorde det. Det var en lys sommerdragt der så ud som den var ganske ny.

Den gamle kone med det skikkelige ansigt og store buklede hængekrøller der hang ved siden af, var moderen.

Om han skrev hyppigt hjem?

- Så længe mor levede, forklarede hun, skrev han hver gang han havde lov til det, han måtte jo kun skrive et bestemt antal gange. Men da mor var død, holdt han ganske op at skrive, han gjorde det kun en eneste gang. Vi skrev til ham efter fars død, men han svarede slet ikke på det.

Hvorledes dødsbudskabet var kommet hende i hænde?

Der var en mand fra politiet med telegrammet henad eftermiddagen.

Om han nogensinde havde fortrudt?

Dette spørgsmål besvarede søsteren ganske benægtende. Der var aldrig anger at spore i hans breve - han var også alt for stolt til at angre, mente hun.

For øvrigt antog søsteren at han ikke havde været ved sin fulde fornuft da han tog livet af sig. Det var sikkert moderens død der havde gjort ham så nedtrykt og melankolsk at han ikke var ved sin forstand i den sidste tid han levede - -

Vi bød farvel og gik. Den stakkels kone takte os bevæget sin hånd - og skriv så lidt pænt om ham, han var dog alligevel et godt menneske.

Atter stod vi på den sølede vej hvor der kun var huse på den ene side og en enlig tranlampe spredte et fattigt gult skær gennem gusen, der mørk og klam væltede ind fra Sundet.

I lyskredsen foran en lille beværtning stod et par kuldragere og snakkede sammen. Rygtet om selvmordet var allerede trængt herud. De talte om Rasmussen, og en af dem pegede op imod vinduerne hvor søsteren boede.

Hans sidste brev.

Under vor samtale med Rasmussens søster bad vi hende om indholdet af det sidste brev han havde skrevet hjem. Vi gengiver nedenfor det af brevet der har interesse som bidrag til en karakteristik af Julius Rasmussen.

Det var det han skrev kort efter moderens død som svar på budskabet.

"Jeg ved godt at det er min skyld. Det er mig der har slået hende ihjel. Det er sorgen over det jeg har gjort der så tidlig har lagt hende i graven.

Nu skal I ikke bryde jer om at skrive mere til mig, jeg ønsker ikke mere at modtage breve der i forvejen er åbnede og gennemlæste af andre."

Det var vel moderen død der havde brudt hans mod og givet ham den ulyst til livet der nu har givet sig sit sidste udslag i dette tragiske selvmord.

Oline Mikkelsen.

hvem vi traf i hendes kondition hos en detailhandler i en af Christianshavns tværgader, modtog os gennem den første meddelelse om at hendes tidligere forlovede Julius Rasmussen havde aflivet sig.

Olie Mikkelsen er en livlig tre og tyveårig brunette med en god figur og spillende øjne. Hun traf Rasmussen i Nykøbing på Falster hvor hun hører hjemme, og blev der forlovet med ham.

Hun var, fortalte hun, forlovet med ham til et år efter at attentatet skete. Så hævedes forbindelsen. Hun kunne jo da ikke så godt vente fjorten år - hun var jo ikke rigtig nogen rig pige.

Han havde altid været sådan en tosset rad, den Julius, somme tider blev han aldeles rasende over et ord jeg havde sagt, og jeg måtte passe på ham som på et barn, så ude af sig selv var han.

I den tid vi var forlovede, har han tre gange gjort forsøg på at tage livet af sig, han gik altid med en skarpladt revolver i lommen, det gale menneske.

Sidste gang han gjorde forsøg på at tage livet af sig, var på Knapstedsgård en måned før han skød på Estrup.

I sine breve det første år fra tugthuset var han altid glad og fornøjet, han havde det gjort, skrev han, og håbede snart at komme ud - og så skulle vi giftes.

For resten syntes Oline Mikkelsen at være ude over den første hidsige ungdomsforelskelse. Hun modtog dødsbudskabet med virkelig ro og viste sig i satalens løb at være i uforstyrreligt humør.

Derpå afbrødes vor samtale af detailhandleren som havde brug for Oline til sine huslige affærer.

Selvmordet 

(Privattelegram fra Horsens).

Horsens den 27. november 1889.

Julius Rasmussen der i sin tid skød på Estrup, har i nat hængt sig i sin sovecelle. Han havde skåret lagnet i stykker, sammenbundet stykkerne og fastgjort den ene ende i vindusesgitteret over døren.

Da fangevogteren i morges kom in i cellen, fandt han liget ganske koldt.

Efter hvad jeg har erfaret af fængselsautoriteterne har Rasmussen altid opført sig fuldstændig eksemplarisk. Men han ville ikke på nogen måde indgive ansøgning om benådning.

Han befandt sig forholdsvis godt i fængslet. Og gik ganske stille omkring og passede sig selv i de sidste dage.

I tugthuset havde han den første tid beskæftiget sig i væverierne, på slutningen arbejdede han i malerværkstederne.

Efter hvad der meddeles mig, skal en af opsynsmændene forleden havde sagt til Rasmussen:

"Du er en slyngel."

Hertil svarede Rasmussen i en brysk tone:

"Jeg er ikke mer slyngel end du."

Denne insubordination blev straks meldt, og R. blev for opsætsighed nedsat i fangernes anden klasse.

Mulig har dette ganske berøvet ham håbet om benådning, idet han i den idømte straf har set et vidnesbyrd om at han intet havde at vente.

Det er ikke udelukket at familien kan fordre liget udleveret. Men om dette af politiske grunde vil blive nægtet, står endnu hen. Rimeligst er det at man for at forebygge eventuel demonstration ved jordfæstelsen vil lade liget begrave som almindelig forbryder.

Sindssyg?

Der synes efter de foreliggende oplysninger om Julius Rasmussens fortid og karakter at være en vis sandsynlighed for at han har været sindssyg da han begik selvmordet.

At han har haft dispositioner for sindssyge er udenfor al tvivl. For nogen tid siden var han således i længere tid indlagt på sygehuset for melankoli.

Sandsynligvis har en slags storhedsvanvid, en overspændt forfængelighed, en vanvittig ved fængselslivet skærpet lyst til at blive omtalt, drevet ham til denne sidste, sørgelige handling.

Pointer.

(København 28. november 1889)

Julius Rasmussens begravelse

(Privattelegram til København).
Vejle 1. december kl. 12.50 eftermiddag.

Julius Rasmussens lig udleveredes i morges kl. 6 fra tugthuset. Fra tugthuset fulgtes ligvognen af et følge på 200 mennesker gennem byen.

Brødrene i Vejle havde ikke bekendtgjort begravelsen, men ønskede at den skulle foregå i stilhed.

Kl. 11 gik 100 vejleboere ligvognen i møde, og kl. 12 fandt begravelsen sted.

Pastor Melby forrettede begravelsen og holdt en gribende tale over Davids ord: "Hellere overgives i Guds end i menneskers vold".

Den højtidelige begravelse overværedes af ca. 200 mennesker. På kisten lå en talrig mængde kranse fra Vejle og andre byer.

Der bemærkedes således kranse fra "Venstrevælgerforeningen i Vejle", "Vejle Amts Folkeblad", "Horsens Folkeblad", "Demokraten i Horsens", "Studenter i København", "Typografer i Aalborg", "Typografer i Vejle", "Bankdirektør Busse i Kolding", og "Viggo Berg i Kolding".

(København 2. december 1889)

Demokraten (Århus) fra 14. december 1889, oplistede en række straffede som modsat Julius Rasmussen var blevet benådet: Kammerråd Skibsted som havde taget 40.000 kr der skulle gå til enker og umyndige forældreløse. Toldkasserer Freisleben (Randers) svindlede med udbetalingen til sine skrivere - fik pension. Frøken Kirchhoff på Vordingborg Sindssygeanstalt stjal ænder, flæsk, smør, linned mm. fra de indlagte. I modsætning til disse slog politiet hårdt ned mod fattige som samlede kul på havnen, strejkende arbejdere mm.

Erindringssted Esplanaden 34 taget nogenlunde fra samme vinkel som tegningen overfor fra Illustreret Tidende: I porten hænger en lille udstilling som fortæller om attentatet på Estrup den 21. oktober 1885. Det var omtrent ud for plakaten at attentatet foregik. Dengang hed gaden Toldbodvej.