Hasardspil. (Efterskrift til Politivennen)

Hasardspillerne, af hvilke de fleste bleve paagrebne den 18de f. M., mødte igaar for den offentlige Politirets 2den Afdeling. Der var ialt tiltalt 28 Personer, men af disse havde 11 inden Sagens Foretagelse rettet for sig ved frivillig erlagte Bøder til Rettens Fattigkasse fra 15 til 50 Rd. for hver. Spillerne havde drevet deres Basetspil paa mange forskjellige Steder her i Byen, indtil de endelig bleve paagrebne paa 1ste Sal i Reverentsgade Nr. 5. Medens 6 af de idag tiltalte 15 Personer aabent og ærlig tilstod at have spillet Hasard, benegtede 5, at de havde spillet Hasard, og 3 Værtshusholdere og en Kommissionær, at der med deres Vidende og Villie var blevet spillet Hasard i deres Lokaler. For disse sidste 9 Personers Vedkommende udsattes Sagen idag og vil rimeligvis i et senere Retsmøde blive henvist til Undersøgelse og Paakjendelse ved den samlede Kriminalret. Af de Tiltalte, som havde tilstaaet, betalte Opvarter Poul Esp Nielsen og Harald Salomon, som begge tidligere for Hasardspil have været ansete med Bøder a 10 Rd. Stykker, hver 15 Rd., og Hans Emil Sonne, som ligeledes tidligere har været tiltalt for denne Lovovertrædelfe, 20 Rd. Tre andre Personer, som ikke tidligere have været tiltalte for al spille Hasard, forpligtede sig til hver inden 2 Maaneders Forløb at bøde 10 Rd. til Fattigkassen. Vi have ikke fundet nogen Anledning til at nævne disse tre Mands Navne, da den Omstændighed, at de ikke øieblikkelig havde kunnet skaffe 15 Rd. hver tilveie, udelukkende havde bevirket, at de bleve tiltalte for Retten og ikke som deres andre Medskyldige udenretlig kunde afgjøre deres Mellemværende med Retten. De Personer, som negtede at have spillet Hasard vare følgende: Pantelaaner Hendrik Valdemar Freisleben og Handelsfuldmægtig Bloch, som ikke tidligere ere tiltalte for denne Forseelse, Kommissionær og forhenv. Bagermester Friederich Heinrich Joachim Oldenstedt, som er straffet 4 Gange tidligere for Hasardspil, senest med en Mulkt af 200 Rd., og som negtede at have spillet eller ladet spille Hasard i sin Bopæl paa Vesterbrogade Nr. 5, skjøndt der idag fremstod et Vidne, som paastod at have spillet Hasard i hans Hus, Værtshusholder Peter Petersen, som to Gange tidligere er straffet for Hasardspil, senest med en Mulkt af 40 Rd., og Smedemester Carl Christian Göntz, der ligeledes tidligere er straffet for Hasard, og som senest har betalt 60 Rd. for denne Lovovertrædelse. Den Sidstnævnte havde erklæret til Rapporten, at han som Borger i Staden meget godt vidste, at han ikke kunde straffes for Hasardspil, naar han ikke blev greben paa fersk Gjerning; men skulde han desuagtet blive straffet, skulde han ogsaa nævne mange store Mænd, f. Ex. en Kammerraad, som han mange Gange havde spillet Hasard med. Gjæstgiver Carl August Steffen benegtede, at der med hans Vidende og Villie var spillet Hasard hos ham i "Stadt Lübeck", og henviste til sin Husjomfru Caroline Berg, som var den, der nogle Gange havde om Aftenen leiet et Værelse i Hotellet ud til 5 eller 6 Personer. Husjomfruen indrømmede at have lukket nogle Personer ind et Par Gange i Hotellet om Aftenen og at have leiet dem et Værelse med Belysning for 8 Mk. om Natten, men hun paastod, at skjøndt de havde faaet Spillekort hos hende og i Reglen ikke vare blevne lukkede ud for Kl 4 om Morgenen, havde hun ikke havt den ringeste Anelse om, at der blev spillet Hasard i Hotellet. Værthusholder Magnus Petersen, Pilestræde Nr. 45, Værtshusholder Jørgen Jensen, Hjørnet af Bredgade og Blankogade, samt Værtshusholder Jensens Enke. Rosalie Elisabeth Borello, benegtede ligeledes, at der med deres Vidende og Villie var blevet spillet Hasard i i deres Beværtningslokaler, og Kommissionær Ernst Ludvig Johannes Petersen, som flere Gange har været tiltalt og straffet for Hasardspil, benegtede ogsaa paa det Bestemteste, ar der var spillet Hasard i hans Bopæl paa Nørregade. - Af de indkomne Mulktbeløb indgik de to Tredjedele i Rettens Fattigkasse, medens Resten tilfaldt den anonyme Angiver.

(Dags-Telegraphen (København) 4. december 1867).

Reverentsgade var nuværende Laksegades østlige del. Se også indslaget "Hasardspil paa Vesterbro" (1865), heri omtales også den ovenfor nævnte bagermester Oldenstedt.

Kjøbenhavns offentlige Politiret, Marts 1865. (Efterskrift til Politivennen)

For Kjobenhavns offentlige Politieret fremstilledes i Torsdags en stakkels Invalid, iført Uniform og haltende frem ved Hjælp af en forsvarlig Stok. Han kaldte sig Joh. Edv. Wolff, havde i længere Tid gjort Tjeneste som Soldat, tidligere i 2det Jnsanterieregiment, men i sidste Krig som Frivillig ved 1ste, og blev i Affairen ved Lundby truffen i Benet af en Kugle, saa at han reent har mistet sin Førlighed, hvorfor ogsaa stedse gode Mennesker, der have hørt om hans Ulykke, have forsynet ham med Spise- og Drikkevarer. Det var den pæne Side af Medaillen; men Politiet og Retten vilde nok have den anden Side frem, da der var stærk Mistanke om, at Invaliden" ikke var af de ægte. For Retten gjorde denne ogsaa adskillige Indrømmelser, men da han var lidt tilbageholdende i sine Meddelelser, decreteredes der Arrest paa hans Person, hvilket havde den glædelige Virkning paa hans Hukommelse, at han efter kort Tids Forløb besindede sig. Han kan saaledes nu mindes, at han aldrig har staaet ved 2det Infanterieregiment, men derimod været Trainkudsk. Efter at være afskediget fra Militairetaten har han vel for ca. 4 Aar stden, ved at arbejde paa et Skib, brækket Benet, men denne Beskadigelse har dog ikke medført varig Gene for Gangen, idet han deiligt kan gaae, ja maaskee endog løbe uden Stok, hvilket Redskab imidlertid fortrinligt egnede sig til i en duelig Kunstners Haand at opvække Folks Medlidenhed. Efter at have meddeelt disse Oplysninger blev "Invaliden" fri for Arrest, men det ansaaes dog nødvendigt at indhente nærmere Underretning, og Sagen blev derfor udsat. Da gammel Vane bider bedst, hinkede Tiltalte ud af Retten ved Hjælp af sin Medlidenhedsvækker. (Flvp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. marts 1865).

2den Afdeling, Assessor Wallack.

Tirsdagen den 14de Marts.

- Emil Lou fik idag en Stopper paa sin Mund. Som sidst omtalt, havde Emil med sin Droske forfulgt en Kontorist Ahlund, saaledes at Kontoristen maatte tilkalde Palmer. I Retten kunde Lou saa daarligt tie stille, at han, uagtet han gjentagne Gange blev advaret af Dommeren, ikke kunde undlade at komme med Bemærkninger. Disse Bemærkninger vare ham temmelig kostbare, thi da han ikke vilde holde op, afsagtes der en Kjendelse, som i Medfør af Loven af 11te Febr. 1863 om Behandlingen af offentlige Politisager i Kjøbenhavn, § 19, idømte ham en Mulkt af 2 Rd. til Kommunens Kasse. Hvad derimod Hovedsagen angik, saa slap Emil Lou med en alvorlig Advarsel, idet Kontorist Ahlund nemlig ikke dristede sig til ved Ed at bekræfte, at han ikke havde kaldt Lou for "Slave", hvilket Ukvemsord Lou bestemt paastod, at Kontoristen først havde benyttet mod ham.

- Ligeledes afgjordes idag Sagen mod Brødrene Carl og Erik Høyer, der for nogle Tiggerbreves Skyld idømtes simpelt Fængsel i 8 Dage; det var kun deres store Ungdom, der bevirkede, at de slap for saa godt Kjøb.

- Peter Fischers Handsker vare i Vask, og da han kun har det ene Par Bælvanter, saa er det jo ikke saa forunderligt, at han fryser om Fingrene, naar han kjører Skraldevognen i disse Dage. Og hvad havde denne Fingerfrysen bevirket? - ganske simpelt, at han ikke kunde spinde Skaglerne fra Skraldevognen, da han gik ind i er Værtshus for at faa en Kop Kaffe. I Betragtning af, at Fingrene virkelig kunde have været stivfrosne, slap Fischer for idag med en Advarsel.

- Der havde været Bal i Laxegade. - Der var intet Betalingsbal, nei, der var er komplet Familiebal, som Eierinden af Beværtningen, Mad. Christensen, har faaet Tilladelse til aarlig at afholde i Anledning af "Tvillingernes" Fødselsdag. Og dette Bal blev da afholdt forleden Aften. Ballet var meget animeret. Til Violinens smeltende Toner hvirvlede de Dandsende sig om paa Gulvet, da pludselig den ustyrlige Glæde afbrødet. Fremmede Ansigter traadte ind, blaa Pjækkerter stak afskyeligt af mod Baltoiletterne, og disse Fremmede, fire raske Sømænd, anmodedes om at forlade Terpsikores Tempel. Det havde de tjærede Genier ikke Lyst til, og nu begyndte der først en jævn Ordstrid, som snart gik over til Skænderi og endte med et vældigt Slagsmaal, under hvilket Kvinderne med Hujen og Skrigen flygtede. I et foregaaende Retsmøde erklærede imidlertid de fire Sømænd, at de ikke vilde forlade Kjælderen, fordi de nemlig ved Indgangen havde maattet betale 4 Skilling i Entre, men da Madam Christensen og hendes Associé i Forretningen, Sømand Edvard Sørensen, ivrigt negtede, at der var blevel betalt Entré, udsattes Sagen, for at den unge Sømand Hans Christensen, der sagdes at være den, som havde indkrævet Penge ved Indgangen, kunde blive tilsagt til at give Møde i Retten. Da nu Hans Christensen idag afgav sin Forklaring, begyndte han med at fortælle, at han var saa drukken vedkommende Aften, at han ikke med Bestemthed kunde erindre, hvorledes Sagen var gaaet til. Dommeren opfordrede imidlertid alvorligt Hans Christensen til at sige den rene Sandhed, som han skulde bekræfte med Lovens Ed, og nu fremkom den Forklaring, at Madamen virkelig havde givet Ordre til, at der skulde afkræves de senere Komne en billig Entre. Tillige forklarede Hans Christensen, at han var bleven anmodet baade af Sømand Edvard Sørensen og af Mad. Christensen om at afgive en om end ikke falsk saa dog stærkt koloreret Forklaring i Retten. Sømand Edvard Sørensen og Mad. Christensen bleve derpaa satte under Anholdelse, og Sagen henvistes til et Kriminalkammer, hvor den vil blive endelig afgjort.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 15. marts 1865).

"Fanden er løs i Laksegade". (Efterskrift til Politivennen)

Fanden er løs, har det her i nogle Dage heddet. Man fortalte hinanden, at der i Laxegaden i Huset No. 210, hvor Viinhandler Kieler forhen boede, paa første Etage hos Tracteur Taagerup sloges Vinduesruder ind fra Gaarden, uden at man kunde opdage, hvo der gjorde det eller hvorfra der indkastedes Stene, Tørv, Kartoftler o.s. v., som, naar man spurgte: Hvem er Du? svaredes af en Useet: Den allerstørste Gavtyv i Kjøbenhavn; hvad hedder Du? Den onde Hans; hvor er Du? Gjæt nu! o. s. v. Især det sidste Par Aftener ogsaa Dage have betydelige Folkesamlinger i bemeldte Gade og de tilstødende, havt Sted, saa man i Virkeligheden har seet noget lignende af hvad der sees paa Scenen i Hexerie eller blind Allarm. Et Antal Politibetjente gik frem og tilbage i Gaden. Sagnet lød, at en gammel Dame, ved at læse Cyprianus, havde manet Fanden til sig, uden at kunne mane ham bort igjen.  Politiet har i Dag i Adresseavisen bekjendtgjort, at det der har tildraget sig saa Manges Opmærksomhed, ikke bestaaer i videre, end at en i Huset boende Mand har i Løbet af omtrent 3 Uger faaet adskillige Vindueruder indslagne fra Gaarden. - I Bekjendtgjørelsen fra Politiet hedder det, at ligesom de fornødne Foranstaltninger fra Politiets Side ere trufne til at søge Udøverne af denne private Hævn behørigen afstraffede, saaledes ventes det ogsaa, at denne Meddelelse vise, at det Passerede i ingen Hensende fortjener den Opmærksomhed, det hidtil har tildraget sig.

(Aarhus Stifts-Tidende den 19. september 1826)

I Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 27. september 1826 er episoden gengivet, nu tilføjet en yderligere detalje::

.. Ved en Seddel stukken i en Kartoffel, har denne Djævel bekjendtgjort, at han er reist til Roeskilde Marked

Bygningen findes ikke mere. Det var Laxegade 210 som nu indgår i et større kompleks, hvoraf de samtidige husnumre Holmens Kanal 16 (1798) og 18 (1796) og Laksegade 7-11. 

Om Gadeopløb i Kjøbenhavn.

I "Dagens" tillægsblad: "Søndagen" fra 12. juni læses et velskrevet stykke om gadeopløb i København hvor der gives enlige så sand som sørgelig skindring af den opvoksende ungdoms omdriven og skammelige uordener. Hvorfor, spørges der blandt andet, kan den politivirksomhed der så kraftigt sætter en dæmning for alle andre uordener, ikke kue en talrig sværm af gadedrenge der ved den uanstændigste støjen, hujen, piben og hurraskrigen ikke blot når det gælder forfølgelsen af drukne mennesker, men også ved højtidelige lejligheder, der er hovedstadens indbyggere dyrebare, forstyrrer den offentlige orden på det skændigste? 

Forfatteren foranlediges til dette spørgsmål ved en tumult der lørdag forud fandt sted i nærheden af Laksegade og Nikolaj tårn indtil natten faldt på og som især forårsagedes af drenge fra Nikolai arbejdshus. Til dette bemærker han at der næppe går nogen dag uden at beboerne af ovennævnte kvarter af byen hjemsøges af disse drenge, som når de har forladt skolen er aldeles overladt til sig selv og derfor samler sig i klynger der vel adspreder sig med skrigen og råben når en gadekommissionær nærmer sig, men som så hurtigt samler sig igen at hans komme næsten ikke har anden følge end at de med større kådhed jubler over at de således formår at trodse og undgår øvrighedens betjente. Han anfører som følge af sådan kådhed at den er til stor byrde for borgerne idet den forstyrrer mange mænds virksomhed til sit og sines erhverv der kræver ro, den hindrer den syge i at nyde hvile, ja kan når den går til yderlighed, indjager en syg i sygdoms krise sådan skræk at det kan koste ham livet. At sådan støjen er til skade for den opvoksende ungdom selv og den fremtidige befolkning da den bevirker råhed i sæder og foragt for lovene. At det for den tænkende er et sørgeligt syn at se hvorledes en flok unge mennesker der til sin tid skal være medlemmer af borgersamfundet, med en grænseløs kådhed trodser al god offentlig orden og kun træder ud fra de skoler som kommunen må betale for at være dens medlemmers plage og fredsforstyrrere. At sådan støjen endelig er en stor skandale for os i den fremmedes øjne da han må få et underligt begreb om vores sædelighed og borgerlige dannelse når han ser en stor masse af vores ungdom således foranledige skammelige optrin på gaderne, og han kan ikke andet end højlydt forundre sig over at man i en by hvori de voksne og skatteydende bliver tilholdt den strengeste orden hvori alt andet lader ham spore et godt, omhyggeligt politiopsyn, ikke ved at holde dem der ikke er vokset fra riset til også at iagttage en anstændig opførsel på offentlige gader. 

For at råde bod på det fremsætter forfatteren følgende forslag: 1) at gå strengt til værks mod disse urostiftere ved at gribe nogle af dem der er deltagere eller stiftere af uordenerne, afstraffer dem med legemlig revselse og offentliggør afstraffelsen. 2) At gøre forældrene langt mere end nu er tilfældet ansvarlige for deres børns opførsel. 3) At politisager som opstår i anledning af sådanne uordener må afgøres på en hurtig og simpel måde samt at borgerne i henseende til gadeuorden ikke blot bemyndiges, men endog opmuntres til at overtage politiets funktioner og at bidrage til ordens overholdelse. Det er disse forslag vi nærmere vil omtale og forøge, dog vil vi først søge grunden til den vanart som findes hos nutidens ungdom af den lavere klasse.

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 1071, Løverdagen, den 9de Juli 1836. Side 437-440)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen fortsætter i nr. 1072, 16. juli 1836.

En farlig Explosion i Laxegaden.

Sidste torsdag aften gik indsenderen sammen med en god ven gennem Laksegade hvor en mængde mennesker stimlede sammen uden for huset nr. 193. På vores spørgsmål om hvad der var på færde, erfarede vi at der skete en meget farlig eksplosion i nævnte hus for nyligt, på grund af at et par unge mennesker der logerede på 3. sal samme sted, havde begået den uforsigtighed at eksperimentere med små patroner fyldt med krudt. Den skræk og forbavselse der ramte både naboer og genboer, såvel over at høre knaldet som ved at se en umådelig krudtdamp fare ud af vinduerne, gjorde at mange troede der var ildløs i huset.

"I Laksegade stimlede en mængde mennesker stimlede sammen uden for huset nr. 193 På vores spørgsmål om hvad der var på færde, erfarede vi at en meget farlig eksplosion i nævnte hus skete for nyligt". (Laksegade 193, nu 28 lå midt i billedet hvor nu det smalle hus med den blåmalede stueetage er. Eget foto, 2015)

Dog blev denne frygt tilintetgjort da vores lige så nidlære som altid årvågne brandmajor hr. oberstløjtnant Schmidt øjeblikkelig efterlod sine brandfolk til at føre tilsyn med det passerede, indtil ingen fare mere var at frygte. Uagtet der også såvel i dette blad som i flere andre offentlige blade har været advaret om det farlige og skadelige der er en følge af at omgås med sådanne brandbare materialer, så synes det næsten som det meget mere tager overhånd i stedet for at mindskes. Årsagen hertil tror indsenderen at være den at det endnu er tilladt at sælge sådanne brandbare sager, hvorved mange unge og uerfarne, såvel drenge som voksne personer, der aldeles ikke kender til måden hvorledes man skal omgås sådant, ofte meget let kommer til skade derved.

Det ville derfor være ønskelig om vedkommende ikke overlod sådanne brandbare materialer til andre end dem som medbragte attest for at de virkelig forstod at omgås med sådanne ting.

(Politivennen nr. 441. Løverdagen den 12te Juni 1824, s. 8027-8028)

Redacteurens Anmærkning

Laksegade 193 hedder siden 1859 Laksegade 28. Huset eksisterer ikke i dag. Det nuværende hus er fra 1882. Laksegade 26 er fra 1798 (det hvide hjørnehus på foto) og Laksegade 30 fra 1797. Selvom huset således er væk, giver fotoet et indtryk af husrækken på artiklens tidspunkt.

Bøn til Vægteren i Laxegaden.

Vægteren i Laksegade ville meget forbinde sig en del af gadens beboere hvis han i nogen måde ville modificere sin latter og sin stemme når han om natten byder god morgen til bekendte eller andre der passerer hans post. Om natten når alt er stille, lyder sådant dobbelt stærkt og forstyrrer den syges og den om dagen arbejdendes ro. Og det er jo for denne ro han skal våge.

(Politivennen nr. 412. Løverdagen den 22de November 1823, s. 6675)

Spørgsmaal.

Er det tilladeligt at vægterne om morgenen kl. fire halv fem og sommetider midt om natten laver støj i Laksegade ved at råbe højt god morgen, god morgen, og slå en høj skoggerlatter op med lange fortællinger og sladder, hvilken forstyrrer de omkring boendes ro og søvn. Især syges som ligger vågne det meste af natten og falder i søvn henimod morgenstunden.

(Politivennen nr. 348. Løverdagen den 31de August 1822, s. 5635).

Go' morn Go' morn! Ho ho ho. Må man forestille sig vægteren råbe op midt om natten i Laksegade. (Laksegade 2015. Eget foto).

Papegøjeskrig i Laxegaden.

I nr. 200 i Laksegade er en papegøje som allerede i nogen tid har besværet naboer og genboer med sit gennemtrængende og fæle skrig. Men dette onde er endnu blevet værre siden den har fået en makker som har haft bopæl i nr. 209. Uophørligt skriger disse to krabater til hverandre, og kappes om hvilken af dem der kan give den stærkeste og mest skærende lyd fra sig. Ved at gå gennem gaden, kan enhver få sine hørenerver tilbørligt pirrede og tillige gøre sig et begreb om hvor ubehageligt det må være for de i nærheden boende dagligt at opvartes med denne musik der er meget forstyrrende for dem der befatter sig med læsning eller andet arbejde, hvortil man behøver tankerne samlet. Nogle folk har undertiden en bizar smag og finde fornøjelse i det der er andre modbydeligt. At ønske afskaffelsen af omtalte to skrålere vil måske være frugtesløst, men rimeligt synes det forlangende at ejeren af samme ville flytte dem ind i et lokale til gården, hvorfra skriget ville falde de omkringboende mindre besværligt.

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3052-3053)

Skildt-Bommerter

 (Efter indsendt)

Man kan ikke andet end hver dag have ny anledning til at harmes over sprogets mishandling når man ser sig lidt om på hovedstadens gader. Her er atter nogle eksempler på vores danske næringsbrugeres skødesløshed for deres eget sprog og vore maleres græsseslige uvidenhed i samme.

1. Overgaden over Vandet nr. 1194: Her Forferdiges alle sorter Schneker Arbeide af Schneker J. F. Kort.

2) Bredgade nr. 164: Her er værelser til leye For loeserende.

3) Store Kongensgade nr. 66 i kælderen, 2 skilte. På det ene: Her Beværtes Med Spisning Meddag og Aften. På det andet: Her op Wartes med Caffe The og Puns.

4) På hjørnet af Laksegade og Skvaldergården nr. 195 er 3 skilte. På det ene findes laks bogstaveret: Lach, på de to andre Lack.

5) På hjørnerne af Møntergade og Springgade findes følgende yderst naragtige påskrifter:

Rossenborg Qvarter
SprinG Gaden
og
RossenborG Qvarter
Minte Gaden

(Politivennen nr. 537, 13. august 1808, s. 8619-8620)

Flere fejlfulde Skildtpåmalinger som nye Beviser på den Skødesløshed hvormed Sproget behandles i de offentlige Indskrivter og Opskrivter.

(Efter indsendt)

1) Nr. 52 i Lille Kongensgade læses følgende påskrift: Printzen af Wallis Blank Schwærte i Kelleren.
2) I samme gade nr. 67: Her opvartes med Ponch og dobbelt Øl.
3) Under Børsen nr. 67: Her opvartes med Pons i Glase Wiis.
4) Nr. 230 i Laksegade: Heer Er Weerelser Tel Leeje for Låsierende.
5) Nr. 78 Østergade: Her opvartes med Thee Caffe og Puntz.

(Politivennen nr. 533, 16. juli, s. 8554-8555)

Drengeuvæsen

(Efter indsendt)

En flok drenge, hvoraf nogle kunne være beskæftigede med nyttige ting som staten var tjent med, for i stedet at lære at blive andet end dagdrivere eller det der er værre, har ofte for vane at samles om dagen på hjørnet af Skvaldergården og Laksegade, for at lege med at kaste penge mod væggen. Herunder er deres støj og skrigen ikke sjældent højst ubændig. 

Detalje fra et stik som viser det borgerlige infanteri. Samt nogle drenge der ikke ligefrem udviser stor respekt. Tre drenge går foran med alt andet end ærbødighed og efterligner infanteriet. (Før og Nu 1921). 

Ved denne uorden er ikke alene fortovet næsten afspærret da den gående der uden at agte på noget går ligefrem, pludselig ser sig indesluttet af denne viltre flok, og snart fået en besudlet kobberskilling i ansigtet eller på tøjet, snart løbes over ende af en endnu skidnere gadedreng. Men også de husejere og beboere op til hvis hus denne dont drives, forulempes meget ubehageligt, da en sådan kobbermedalje undertiden kastes endog mod vinduer og vinduesskodder. 

Taler man til disse knægte, vanker der grovheder, banden og piften. Mange mestre ville sikkert her kunne finde den dreng han savner i sit værksted. Man ønsker at noget måtte gøres mod denne uorden. Kæppedes de blot et par gange alvorlig bort, ville sagen falde hen af sig selv.

(Politivennen nr. 454, 4. januar 1807, side 7223-7225)