For Kjobenhavns offentlige Politieret fremstilledes i Torsdags en stakkels Invalid, iført Uniform og haltende frem ved Hjælp af en forsvarlig Stok. Han kaldte sig Joh. Edv. Wolff, havde i længere Tid gjort Tjeneste som Soldat, tidligere i 2det Jnsanterieregiment, men i sidste Krig som Frivillig ved 1ste, og blev i Affairen ved Lundby truffen i Benet af en Kugle, saa at han reent har mistet sin Førlighed, hvorfor ogsaa stedse gode Mennesker, der have hørt om hans Ulykke, have forsynet ham med Spise- og Drikkevarer. Det var den pæne Side af Medaillen; men Politiet og Retten vilde nok have den anden Side frem, da der var stærk Mistanke om, at Invaliden" ikke var af de ægte. For Retten gjorde denne ogsaa adskillige Indrømmelser, men da han var lidt tilbageholdende i sine Meddelelser, decreteredes der Arrest paa hans Person, hvilket havde den glædelige Virkning paa hans Hukommelse, at han efter kort Tids Forløb besindede sig. Han kan saaledes nu mindes, at han aldrig har staaet ved 2det Infanterieregiment, men derimod været Trainkudsk. Efter at være afskediget fra Militairetaten har han vel for ca. 4 Aar stden, ved at arbejde paa et Skib, brækket Benet, men denne Beskadigelse har dog ikke medført varig Gene for Gangen, idet han deiligt kan gaae, ja maaskee endog løbe uden Stok, hvilket Redskab imidlertid fortrinligt egnede sig til i en duelig Kunstners Haand at opvække Folks Medlidenhed. Efter at have meddeelt disse Oplysninger blev "Invaliden" fri for Arrest, men det ansaaes dog nødvendigt at indhente nærmere Underretning, og Sagen blev derfor udsat. Da gammel Vane bider bedst, hinkede Tiltalte ud af Retten ved Hjælp af sin Medlidenhedsvækker. (Flvp.)
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. marts 1865).
2den Afdeling, Assessor Wallack.Tirsdagen den 14de Marts.
- Emil Lou fik idag en Stopper paa sin Mund. Som sidst omtalt, havde Emil med sin Droske forfulgt en Kontorist Ahlund, saaledes at Kontoristen maatte tilkalde Palmer. I Retten kunde Lou saa daarligt tie stille, at han, uagtet han gjentagne Gange blev advaret af Dommeren, ikke kunde undlade at komme med Bemærkninger. Disse Bemærkninger vare ham temmelig kostbare, thi da han ikke vilde holde op, afsagtes der en Kjendelse, som i Medfør af Loven af 11te Febr. 1863 om Behandlingen af offentlige Politisager i Kjøbenhavn, § 19, idømte ham en Mulkt af 2 Rd. til Kommunens Kasse. Hvad derimod Hovedsagen angik, saa slap Emil Lou med en alvorlig Advarsel, idet Kontorist Ahlund nemlig ikke dristede sig til ved Ed at bekræfte, at han ikke havde kaldt Lou for "Slave", hvilket Ukvemsord Lou bestemt paastod, at Kontoristen først havde benyttet mod ham.
- Ligeledes afgjordes idag Sagen mod Brødrene Carl og Erik Høyer, der for nogle Tiggerbreves Skyld idømtes simpelt Fængsel i 8 Dage; det var kun deres store Ungdom, der bevirkede, at de slap for saa godt Kjøb.
- Peter Fischers Handsker vare i Vask, og da han kun har det ene Par Bælvanter, saa er det jo ikke saa forunderligt, at han fryser om Fingrene, naar han kjører Skraldevognen i disse Dage. Og hvad havde denne Fingerfrysen bevirket? - ganske simpelt, at han ikke kunde spinde Skaglerne fra Skraldevognen, da han gik ind i er Værtshus for at faa en Kop Kaffe. I Betragtning af, at Fingrene virkelig kunde have været stivfrosne, slap Fischer for idag med en Advarsel.
- Der havde været Bal i Laxegade. - Der var intet Betalingsbal, nei, der var er komplet Familiebal, som Eierinden af Beværtningen, Mad. Christensen, har faaet Tilladelse til aarlig at afholde i Anledning af "Tvillingernes" Fødselsdag. Og dette Bal blev da afholdt forleden Aften. Ballet var meget animeret. Til Violinens smeltende Toner hvirvlede de Dandsende sig om paa Gulvet, da pludselig den ustyrlige Glæde afbrødet. Fremmede Ansigter traadte ind, blaa Pjækkerter stak afskyeligt af mod Baltoiletterne, og disse Fremmede, fire raske Sømænd, anmodedes om at forlade Terpsikores Tempel. Det havde de tjærede Genier ikke Lyst til, og nu begyndte der først en jævn Ordstrid, som snart gik over til Skænderi og endte med et vældigt Slagsmaal, under hvilket Kvinderne med Hujen og Skrigen flygtede. I et foregaaende Retsmøde erklærede imidlertid de fire Sømænd, at de ikke vilde forlade Kjælderen, fordi de nemlig ved Indgangen havde maattet betale 4 Skilling i Entre, men da Madam Christensen og hendes Associé i Forretningen, Sømand Edvard Sørensen, ivrigt negtede, at der var blevel betalt Entré, udsattes Sagen, for at den unge Sømand Hans Christensen, der sagdes at være den, som havde indkrævet Penge ved Indgangen, kunde blive tilsagt til at give Møde i Retten. Da nu Hans Christensen idag afgav sin Forklaring, begyndte han med at fortælle, at han var saa drukken vedkommende Aften, at han ikke med Bestemthed kunde erindre, hvorledes Sagen var gaaet til. Dommeren opfordrede imidlertid alvorligt Hans Christensen til at sige den rene Sandhed, som han skulde bekræfte med Lovens Ed, og nu fremkom den Forklaring, at Madamen virkelig havde givet Ordre til, at der skulde afkræves de senere Komne en billig Entre. Tillige forklarede Hans Christensen, at han var bleven anmodet baade af Sømand Edvard Sørensen og af Mad. Christensen om at afgive en om end ikke falsk saa dog stærkt koloreret Forklaring i Retten. Sømand Edvard Sørensen og Mad. Christensen bleve derpaa satte under Anholdelse, og Sagen henvistes til et Kriminalkammer, hvor den vil blive endelig afgjort.
- - -
(Dags-Telegraphen (København) 15. marts 1865).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar